FILENAME
stringlengths 14
87
| AUTH_ID
int64 1
372
| AUTH_FIRST
stringlengths 2
14
⌀ | PUBL_DATE
int64 1.87k
1.9k
| TITLE_MODERN
stringlengths 2
83
| AUTH_LAST_MODERN
stringlengths 2
19
| AUTH_LAST
stringlengths 2
19
| TITLE
stringlengths 2
83
| AUTH_GENDER
stringclasses 2
values | FILENAME.1
stringlengths 18
91
⌀ | FIRSTNAME
stringlengths 2
25
⌀ | SURNAME
stringlengths 2
19
⌀ | PSEUDONYM
stringclasses 93
values | NATIONALITY
stringclasses 3
values | TITLE.1
stringlengths 2
84
⌀ | SUBTITLE
stringlengths 2
119
⌀ | VOLUME
float64 1
2
⌀ | YEAR
int64 1.87k
1.9k
| PAGES
float64 16
1.42k
⌀ | ILLUSTRATIONS
stringclasses 2
values | TYPEFACE
stringclasses 3
values | PUBLISHER
stringclasses 126
values | PRICE
float64 0.1
16
⌀ | SOURCE
stringclasses 1
value | NOTES
stringlengths 6
358
⌀ | FILEPATH
stringclasses 1
value | FILEFORMAT
stringclasses 2
values | HISTORICAL
float64 1
1
⌀ | PERIOD
stringclasses 56
values | PERIOD_NOTES
stringclasses 80
values | NOVEL_START
float64 1
40
⌀ | NOVEL_END
float64 18
1.27k
⌀ | SERIALNO
float64 1
901
⌀ | CATEGORY
stringclasses 5
values | E_CANON
int64 0
1
| CE_CANON
int64 0
1
| LEX_CANON
int64 0
1
| TEXT
stringlengths 17.4k
32.8k
|
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
1871_Bergsoee_ISabinerbjergene_1 | 24 | Vilhelm | 1,871 | I Sabinerbjergene | Bergsøe | Bergsøe | I Sabinerbjergene | male | 1871_Bergsoee_ISabinerbjergene_1.pdf | Vilhelm | Bergsøe | null | dk | I Sabinerbjergene | Breve fra Gennazzano | 1 | 1,871 | 268 | n | gothic | Gyldendal | 7.5 | KB | null | null | pdftxt | null | nan | nan | 8 | 275 | 58 | O | 0 | 0 | 0 | Gennazzano, den 12te April 1883. Kære Søren! Den niende hujus holdt der i ripettaen * ) udenfor 0l8n clszii artiøti et højst mærkeligt kjøretøi. Jeg ved ikke, om du nogensinde dybt inde i Jylland har truffet en eller anden præst, svin, fjernt fra mennesker og fjernt fra sit anneks, har arvet et oldtidsagetoi fra sin formand i kaldet. Jeg ved ikke, om du kender disse gamle karosser med de høje, rødmalede hjul, de skutryggede akser og denne forunderlige mellemting af en kasse og en æske, der, dækket af et ruf og hængt op i nogle sprukne seleremme, synes at være en bedrøvelig parodi på de elegante herrcgårdsekvipager, til hvilke det på enkelte højtidsdage er nødt til at slutte sig. „ Frem ined præstens gamle rumlekasse! “ hørte jeg engang en skrammereret godseicrtjener udråbe, og „ Frem * ) således kaldes den af roms tre hovedgader, som fra piazza del popolo lader imod syd nærmest Tiberen. med præstens gamle rumlekasse! “ klang det i mit stille sind, da jeg den niende April om morgenen klokken syv så vetturinen holde udenfor nr. K9 i ripettaen. Ned kom min ven, Otto lind, og nu begyndte stuvningen. Først malerkasser, så hatteæskær, så en svær koffert bagpå, et hent staffeli ovenpå og en to, tre badsække af tvivlsom størrelse indeni. Så kom randsier, mantclsækkc, rejsekapper, madkurv, flere malerkasser og flere skizzeboger, indtil lind, hvis faible for bagage du kender, sad på et lille flyttcdagslæs med fare for at stod hovedet igennem ruffet. Således var vort opbrud til bjergene, og stor morskab forsfaffcdc det de romerske gadedrenge og tiggere, der hvert øjeblik stak hovedet ind ad vinduet far bedre at tage os i øjesyn. Endelig rumlede vi da afsted, ned ad den lange ripetta, over piazza Navone, forbi cvlossco og carracallas bade, jeg mindre beundrende disse mig nu så bekendte kolosser end målende faren ved at få staffeliet i hovedet eller en malerkasse over benene, hver gang vognen skumplede hen over hullerne i den ujcvne, antike stecnbro. Du har måske, kære Søren, endnu en dunkel erindring om, hvorledes strandvejen støvede, førend den blev vandet, eller hvordan gamle kongevei støver den dag i dag; men hvad forslår det imod støvet på en romersk landevej? Tænk dig, at man fra København og til Klampenborg anbragte to paralleltlvbende, seks alen høje mure, hvidtede disse over med den hvideste muurkalk og for afvekslings skyld hist og her afbrød dem med høje portgittcrc af jern. Tænk dig dernæst, af man fyldte det tolv eller seksten alens rum imellem disse mure » med et mange tommer tykt lag af det allerfineste vulkanske støv, guulgråt som Aske og fygende som flyvesand. Tænk dig endelig, af man lod en drift okser, får eller goder kampe foran vognen for at bringe røre i dette stovhav, og du vil da, når du hertil lægger en blændende sol og en brændende hede, have et nogenlunde fyldigt billede af en vetturinkjorsel på de første fire miglicr fra rom. Henimod middag nåde vi osteria di Colonna, vansmægtende af tørst og med en. inderlig forvisning om, af i det mindste vi vare støvctø børn. Vognen blev trukken hen i et sknur, vetturinen forsvandt i skjænkestucn og overlod os til en syv, otte lemlæstede tiggere, alle lurvede karle, der så ud til af have stor lyst til af undersøge, hvormed vore kufferter vare fodrede indvendig. Otto, som har været i Felten, stod forpost, og jeg løste af uden andre våben end smørrebrød og vin, som vi fiskede i madkurven til stor forargelse for vetturinen, der heri så en fornærmelse imod den „ Naturalforplcining “, som fandtes opdækket på et skident bord foran osteriet. Fra den lille by Colonna, hvorved osteriet ligger, begynder vejen at stige. Campagnen med dens kuppelformige højder, dens brede, græsrige dalstrøg, begynder her at vige for bjerg karakteren. Stigningen bliver efterhånden mere brat, vejen mere og mere indskårcn i de mørkebrune, bløde og afrundede tufmasser; endelig vige også disse, den hvide, kisclholdige kalksten med dens mange revner, ridser og blærehullcr begynder at træde frem, og nu er vi over grændsen, vi have forladt campagnen og befinde os i sabincrbjcrgcnes yderste afhang, stadig stigende opad imod de bjergkamme, hvis højeste tinder sncelyscnde træde os i møde i solglandsen. Ja, kæræ Søren, vi vare i bjergene, det måtte vi bekende! Længe havde betturinhestcnes bjælder klingret muntert og fornøjelig rinder et rask, undertiden endogså skarpt trav. Nu begyndte de at lyde dæmpet og sørgelig, først på den ene, så på den anden hest, travet gik over til fodgang, og dette atter til den næste skridtart, hvis man forresten kan kalde det at stå stille for en sådan. Efter nogle øjeblikkes betænkning syntes vognen at så stor lyst til at køre tilbage ad den vej, hvorfra vi vare komne, hvilket tvang os alle, med undtagelse af vetturinen, til af stige ned før derved af lette hestene byrden. Først gik vi ved siden af vognen, så måtte vi holde på vognen, og endelig måtte vi skyde bagpå vognen, — ja til sidst måtte vi endog tage nogle af vore kasser på ryggen, medens vetturinen under eder og pidskesmeld hamrede løs på de udmattede dyr, idet han samtidig gav os den trøstende forklaring, af han i reglen kørte dette stykke vej med fire, men i dag kun havde havt to til sin disposition, fordi de to andre skulle hen og velsignes. Himlen, som hidtil havde været klar og skyfri, begyndte af grånc, og ude over bjergene, de samme bjerge, der før havde vinket os med deres hvidglimtcndc tinder, trak den ene mørke sky sammen efter den anden. Først forsvandt den lille flække Rocca di cavi, der længe havde hængt som en solbelyst ørnerede på bjergets øverste spids, så gik capranica samme vej, og endelig hyllede det lavere liggende cavi sig i blygrå tågemasser, der lidt efter lidt ligesom væltede sig frem imod os. „ Det bliver dårligt vejr, “ sagde padroue Luigi, som med stoisk ligegyldighed lod os skyde på vognen, medens han selv filosoferede fra bukken. „ Der bliver ikke en tor trevl på os, “ bemærkede Otto, som for havde været i bjergene. „ Å, det bliver vel næppe andet end tåge, “ mente jeg, der ikke havde været der for. Næppe havde jeg udtalt disse ord, førend en regndråbc, så stor og tung som en hasselnød, traf mig lige i ansigtet. Efter den kom der to med en sådan kraft, af de øjeblikkelig slog igennem toict, og nu var enhver frelse umulig. Son: et regnfyldt tågetæppc rullede skyen fra bjergene, brusende som en douche, hen over os og langt udover campagnen. Dagen blev pludselig til aften, den terre landevej til en muddrct strøm, og vi, der havde søgt ly i karossen, til noget mere end druknede mus. Aldrig havde jeg troet, af det kunne regne således. Det var, som om dråbcrnc forenede sig i luften for i hele strømme af udgyde sig over os; intet tag, intet ruf kunne holde ud imod en sådan syndflod. Efter en ti minnters forløb svømmede alt, levende og livløst, imellem hinanden. Hattcæsketnc androg på skilsmisse imellem låg og bund og fik den allernådigst bevilliget, staffeliet gjorde revolution og ' flød ned gra ruffet, ja det var, som om vognen havde fået en læk, som om vi sejlede og allerede havde en fod vand i lasten. Det var ikke muligt af se noget, hverken tilhøire eller til venstre, hverken forud eller bagud, og således blev hele min erindring om cavi knn den, af vi kørte under nogle tårnhøje sluser, hvis strømme med et vandfalds buldrende lyd styrtede ned over os. Tættere og tættere blev mørket, stærkere og stærkere strømmede regnen ned, og endnu havde vi et godt stykke fil Gennazzano. Da klang et pludseligt „ Holdt “ udenfor vogndøren. Padrone Luigi stoppede hestene, Otto stemte for røvere, jeg derimod for, af vi vare på veje fil af gå ned ad en eller anden bjergskrænt. Ingdn af delene var imidlertid tilfældet; efter en kort parlamentere », som viste os, af vi endnu vare meget ukyndige i det italienske bjcrgsprog, blev vogndøren reven op, og en lille, rund, trivelig byldt med en abatehat på hovedet stukken ind fil os. Der lød et kort » Lønsats, sianorø! «, døren smækkedes i, og afsted rullede vi i regn, mulm og mørke, medens bhldtcn ved enhver bevægelse bragte vandet fil af drive endnu stærkere ned « d os. Hvor længe vi således kørte, hvad byldten fortalte, og ad hvilke forunderlige veje vi til sidst ankom til Gennazzano, det ved jeg ikke; kun erindrer jeg, at jeg af og til så store kastanictræer, fantastisk formede klippeblokke og hørte en flod bruse dybt under mine fødder, omtrent ti minuter for vi gjorde holdt. Neppe vare vi på vort bestemmelsessted, førend nye ulykker styrtede ind over os. Byldten trillede ud af vognen, tabte abatchattcn og gav sig til at græde, Otto trådte en af fine mnlerknsscr itn, jeg faldt over staffeliet og fik derved en praktisk prøve på det i gcnnazzano anvendte brolægningssystem. Heldigvis havde vi gjort holdt lige udenfor bannutelliernes hus på en plads, der, som jeg senere fik at vide, bar det fordringsløse navn af „ Piazza imperiale “. Der var ikke en sjæl for at tage imod os, der var ikke en lygte til at lyse for os, ja, der var ikke engang en hund til at gjøe ad os — der var kun nat, kulsort mørke og regn, drivende regn, hvor vi så hen. Heldigvis var padronen godt lokaliseret, og ved at tage ham i kappefligen og forresten føle os frem med fodspidserne, lykkedes det ' os at komme ud af det imperialsfe uføre og nå en høj stentrappe, om hvilken Otto gav nchz den trostcrigc oplysning, at han her havde været nær ved at flække hovedet den foregående sommer. Endelig nåde vi døren og kom ad en ny stentrappe op i et stort køkken, på hvis åbne skorstcen der flammede et mægtigt bål. Omkring dette sad forskellige personer, som alle for op med stærke og lydelige begeistringsytringcr, da de så Otto træde ind. Der blev en snakken, omfavnen, visen vej og løben frem og tilbage, alt sammen uden noget synligt mål eller biede, hvorunder jeg følte mig ganske tilovers; thi Ottos korte præsentation af „ Signor guiclmo “ Frembragte ikke nogen synderlig virkning. Du ved vist bedst selv, kære Søren, hvor forunderlig tilovers man kan søle sig under nye og fremmede omgivelser, navnlig når der til disse kommer nye og fremmede ansigter. Heller ikke skal jeg nægte, at det første indtryk her var absolut ugunstigt. Når man fra en eller anden af roms højder seer ud over de blånende bjerge, hvis konturer på en så forunderlig måde synes at smelte sammen med de bagved liggende skymasser, da får man undertiden en fornemmelse af, af der, langt ude blandt disse bjerge, ligger alfehavcn gemt, hvor der kun er lys, solskin og et evigt forår. Jeg idetmindsfe havde i min danske fantasi udmalet mig „ Bjergene “ som noget absolut herligt, noget lysende, frit og løftende, hvor der ikke kunne tænkes nogen forandring, og under sådanne omstændigheder er det altid farligt af blive gennemblødt; thi intet formår således af afkøle fantasi, begejstring og enhver anden varmende følelse son: en skylregn, der går til skindet. Selv efter at vi havde fået alle vore sager bragte ind i huset og med nogenlunde tørre klæder sad ved aftensbordet, selv da kunne jeg ikke rigtig forsone mig med min skæbne og tænkte flere gange på, om jeg ikke for ubesindig havde lyttet til Ottos glimrende fremstillinger, og om ikke Napoli havde været et fuldt så hyggeligt opholdssted. Selv det lokale, hvori vi indtog vort aftensmåltid, var ikke skikket til af få tankerne til af flagre og vække lysere forhåbninger. Tænk dig et uhyre stort, firkantet rum, noget koldt og kun oplyst af en eneste trcarmct, men osende romersk lampe. Tænk dig endvidere dette store rum befolket af et antikt skab, en kommode, et par stole, et enligt spisebord og et møbel, der seer ud svin en mellemting af et chatol og en servante, og du har et billede af, hvad vi meget fornemt kalde „ vor spisesal “. Heller ikke vare de raritctcr, som bordet frembød, i nogen synderlig grad skikkede til at vække en livligere stemning. En gammel gcdemælksost, et par stykker salt og feigt lammekød, noget feigt og saltet thnnfisk og et mislykket forsøg på koteletter var hele herligheden, og det vil derfor ikke undre dig, at jeg som en hemmelighed betroede Otto min tvivl om at kunne udholde blot otte dage herude. Otto er, som du ved, mcnncskckendcr; han vinkede ad Thomaso, en stor, stærk, rødmusset dreng, husets arv, og hviskedee ham et par fortrolige ord i øret, hvoraf jeg kun opfangede det meget tvivlsomme » il pivouratoro «. Otto afviste alle mine spørgsmål med en scirhcrrcs mine, og kort efter vendte arv tilbage med to langhalsede kurvcflaskcr, som han bar på en lille stok. Det var vinen. Der er nu den underlige ting ved de italienske vine, bedste Søren, at de vise sig stridige og trodsige imod enhver forscndcn til fremmede lande. Bløder man dem derimod i deres eget hjem, da kan jeg ikke ligne dem ved andet end ved en mild og gæstfri hunsmodcr, som med venlige blikke og varme håndtryk byder en velkommen og i et øjeblik oplader husets hyggelighed for ham. Den gode romerske vin bernser ikke let; cihcllcr gør den en tung og døsig som de hede sicilianske vine, den har på en vis blande champagnens natur uden af have dennes evne til af boble og bruse med skinnende Perler. Den varmer, ildner og bcgeistrcr, den løber som en varm livsårc lige ud i fingerspidserne og vender så tilbage til hjertet, som den fylder med håb og bcgcistrende drømme. Otto er som sagt mcnncskckender; han havde valgt den rette medicin til rette tid og på rette sted, og det eneste, der undrede mig, var, af en så ren og uforfalsket drue, et sådant alt had og nag dæmpende tryllemiddel kunne komme fra en „ Prokurator “. Længe sad vi således i aftenens stilhed, lyttende til den faldende regn og dampende af vore indsmuglcdc cavour-cigarcr, samtalende om emner fra hjemmet og læggende planer for den nærmeste fremtid, — da hørte vi pludselig under os en dæmpet hulken og jamren som af børn, der led nød, og kort efter fnlgtcs denne af tunge trin og en forunderlig lyd som af hikke, Hosten og snøften, blandede imellem hverandre. Jeg ville jnst spørge Otto, hvorfra disse underlige toner kom, da jeg i det samme henne i hjørnet af den halvmørke stue så gulvet hæve sig i vejret, og ligesom man fortællær, af iorden i arabernes telte ved Nilen undertiden brydes op af en eller anden overvintrende krokodil, således kom der her en sortklædt skikkelse frem, som, efter at være stegen helt op, med umiskendelig forbavselse betragtede både Otto og mig, idet han uafbrudt svingede en slukket lampe frem og tilbage i den venstrc hånd, medens hans hoirc omfattede en stok af usædvanlig længde og tykkelse. Uvilkårlig rejste Otto og jeg os op for af gøre honneurs for denne uventede gæst fra underverdenen. Han på sin side syntes med stort besvær af ville gøre det samme for oø, og således stod vi i halvmørket, bukkende og skrabende for hinanden, uden af der kom nogen synderlig forklaring ud af vore gestus. Min forsfe tanke faldt ganske naturlig på røvere, men personen havde aldeles intet novermæssigt ved sig; tvertimod så han så civiliseret ud, af det næsten forbavsede mig af skulle træffe en sådan type i gcnnazzano. Hans høje, sorte hat, hans dito frakke, vest og benklæder, hans cmbcdsmandige mine, alt sorte tanken i et nu hen på det store omsvobsdcpartemcnt af Pas og toldsagcr, og jeg spurgte ham derfor, om han måske ønskede at se vore pormosso ' er. „ Af nej, “ svarede han med en afværgende håndbevægelse, „ det behøves ikke. Jeg er ikke pasofficiant, men kun en stakkels eanokliiors * ), som trænger til olie. “ Sekretnir hos en højere stillet embedsmand; bysfrwer. Otto og jeg så på hinanden med en usikker mine, og manden vedblev, støttet til sin stok, at svinge den tomme lampe frem og tilbage. „ Jeg er en stakkels oancouiors, “ gentog han efter en panse, „ som er kommen noget sent hjem iaften. Lampen hos mine børn var gået ud, og de græd, fordi de vare bange for at være i mørke. Tillader de, at jeg låner lidt olie hos dem? “ Med disse ord bøjede han sig over bordet, langede olieflasken ud af platdcmcnagcn og heldte uden videre hele dens indhold ned i sin lampe. Lyset faldt under denne manøvre klart og skarpt på ham. Det var en mand på hen ved et halvthuudrcde år, af stærk, næsten hcrkulisk legemsbygning, med stridt, stålgråt hår, der var klippet ganske tæt. Hans ansigt havde et udtryk af venlighed og jovial godmodighed, som dog dæmpedes noget af et par gnulgråe, forskende og ransagende øjne, der ligesom sad på lunr mider et par stærktbuskcde øicnbryn. Hans teint var for en italiener usædvanlig klar og rødmusset, og hans noget store blnnd fremviste et par tandrader, som ingen dentist sknlde skamme sig over. „ Jeg er en stakkels oanoelliero! “ gentog han for tredje gang, idet han tog plads ved siden af mig. „ Tillader de, at jeg låner et glas? “ Otto gav ham et, men da et tomt glas under slige forhold og i godt selskab må anses for at være en fornærmelse, „ lånte “ jeg ham tillige vin og fyldte det lige til randen. Han så et øjeblik på mig med et gennemtrængende blik, tømte så glasset i et eneste drag og sagde derpå åndsfraværende og ligesom hen i luften: „ Jeg er en stakkels oanoeliioro! “ „ Så? “ sagde Otto deltagende og hviskedee på dansk til mig: „ Det var fjerde gang. “ „ Ak ja, “ gentog den fremmede med et stærkt præget udtryk af sorg i sit ansigt,, „ jeg er en stakkels, gammel, fattig oanoolliors med fem børn, som jeg ikke ved, hvorledes jeg skal forsørge. Ak, min kone var så nng, så smuk og så dejlig, da hun døde; det er nu mange år siden. “ „ Det gør mig hjertelig ondt, “ svarede jeg deltagende. „ Døde hun her i gcnnazzano? “ „ Nej, “ svarede han, „ hun døde i Norma, hvor jeg dengang var ansat; jeg kunne ikke holde ud at væ ' re i de » By, hvor hun var død, og så flyttede jeg hertil. Derved tabte jeg det halve af » lin gage og har nu kun femten scudi om måneden. det er ikke meget for en fængselsdircktcur, når hun har fem børn at forsørge. “ Tårerne kom ham i øjnene oed disse ord, og Otto fyldte bevæget hans glas. Denne gang lod han det stå nrørt og trak et stort, blåtærnct lommetørklæde op for at tørre sine øjne. Jeg tror, at synet af dette hjemlige, blnatærncde stof fordoblede den deltagelse, hvormed jeg havde fulgt hans ord, og jeg spurgte ham, om vi ikke kunne være ham til hjælp med noget. „ Tak, “ svarede han, „ jeg kan virkelig ikke tage imod hjælp af fremmede. Jeg har gjort mig det til regel, ikke af tage imod hjælp uden i den hårdeste nød; men denne er virkelig tilstede, og en scudo ville altid være velkommen, ikke så meget for min egen som for mine børns skyld. Tillader de, af jeg låner en cigar? “ Med en sørgmodig mine stak han cigaren i munden, mønten i vestelommen, trykkede Otto og mig erkjendlig i hånden, greb sin lampe og forsvandt atter gennem lemmen, som med en dump lyd lukkede sig over ham. Hermed, kære Søren, var den første dag forbi udi Gennazzano; dog kan jeg endnu meddele dig, af jeg sov udmærket den nat, men først efter at jeg havde ransaget mit sovekammcrgulv, for ikke af blive et offer for nye, fra underverdenen opstigende ånder. Den 15de April 1863. I tre dage har regnen uafbrudt strømmet ned og været nær ved af bringe os alle til fortvivlelse. Som en rivende strøm har den svulmet henad gaderne, den har fået floden til af stige over sine bredder og forvandlet den lille å på den anden side bakkekammen til en ganske anseelig strøm. Nu er det hele forbi, og du gør dig ingen ide om, brave Søren, hvilken utrolig forskel der er på i dag og i går. Igår var alt gråt i gråt, luften var opfyldt af den uafladelige rislen og hvislen, som regnen frembragte, folkene i huset sås kun sparsomt og da dyngvnade i drivende kapper. Den stakkels gamle oanosllmro, som Otto og jeg have haft ret hjertelig ondt af, var så totalt forsvnnden, at vi nærede en begrundet frygt for, at han med så meget andet gammelt skramleri var sejlet ud i floden. Nu derimod, hvilken klarhed, hvilket lys, hvilken gjenncmsigtighed i luften! Jeg står på min altan og lader blikket glide ud over egnen. Vort hus er bygget på en klippe, og i stærkt skrånende terrasser falder denne af imod den vej, som løber udenom byen. Klippen er Tut, altså frugtbar og med muld > på mange steder, ja endogså med en lille havcplct lige under mine vinduer. Så kommer dalen, bred, yppig og grøn. Alan kan ikke se floden, da den har skåret sig dybt ned i tnfmassen, men høre den kan man endnu. På den anden side hæver terrainet sig og danner en lavere bjergkam med afrundet ryg. Denne er dyrket overalt. Jeg kan fra mit vindue tydelig kende vinen, figenerne og oliventræernes vredne stammer, der ligne de gamle pile hos ' os. Imellem disse slå ferskentræerne, fulde af blegrøde blomster, og deres Duft bølger over dalen og bæres af den lette forårsvind op imod mit vindue. Luften er så mild, så lun, så sommerlig varm og dog så frisk efter den faldne regn; enkelte små bomnldsskycr drive af og til hen over den mørkeblå himmel som regnskyernes sidste marodeuren. Under min loggia klattrc de vævre geder behændigt omkring for af afnippe skuddene på de unge figen, der sclvsåcde vælde frem overalt. Nede på vejen driver en enkelt Bonde sit sværtlæsscdc mulæsel op imod byen, og et par piger med deres kobberconchacr på hovedet hilse ham skjelmsk, idet de slå om ad vejen til kilden, og en sort, gryntende gris med et tov om maven følger dem i hælene. Langt ude i horisonten ligge hvide, skinnende skymasser, og jeg begynder allerede af ængstes for en fornyelse af regnen. Jeg kan imidlertid spare min frygt; Otto fortæller mig, af det er volskerbjcrgenes snedækkede tinder. En sådan morgen, en sådan intensiv følelse af Italiens naturskønhed er alene den hele rejse værd. Nyst støvet af din krogede ryg, kære funtus, og ret den i vejret! Slå nogle af dine gamle raderinger i hartkorn, og lad så madame Jensen sørge for resten; men selv må du komme herned for af dele min lykke, selv må du indånde denne rene, krystalklare bjergluft og drikke af prokuratorens vin. Gør du dette, da vil du have fundet foryngelsens vande, og der vil endnu kunne blive et menneske af dig. Farvel! Din hengivne osv. Gennazzano, den 20de April 1863. Kære Søren funtus top! Bliv ikke ræd over af se dig anført med alle de navne, som du i dåben haver annammct. Bliv ikke bange, siger jeg, selv ikke for navnet funtus, som, mellem os sagt, er et af de mesf fordømte og forunderlige navne, jeg nogensinde har truffet på, og som ene kan lignes med det navn: semprififa udi vaudevillen. Når jeg gør mig den ulejlighed af nævne dig med alle dine navne, kære top, da er det for af bringe en høitidsstemning ind i dit sind, for af > belave dig på, af der er sket noget usædvanligt, som du skal modtage med andagt. Og dog, i samme øjeblik falder det mig ind, af du er værre end en tyrk og en hedning, ja selv værre end et af mormons børn; thi disse vide dog, af kvinden er flabt til mandens fryd, og af man ingen ret har til af snegle sig sammen som et pindsvin, når skønheden træder os i møde. Det hjælper ikke, af du stritter imod, bedste top! Du kan i det højeste lade være af læse mit brev; men skrive det vil jeg, om ikke for andet, fan for af give min egen følelse, mine egne stemninger luft. igår aftes vandrede jeg henimod solnedgang nd imellem bjergene, mest for af tage et syn over egnen, inden jeg begynder mine vandringer. Jeg var gået nedenom byen og fulgte, uden af tænke videre derover, en lille sti eller måske rettere et lille udtørret åløb, der fører ned til flodlejet i dalen. Du kan ikke gøre dig nogen tanke om, hvor dejlig denne vandring var. Alt er nu sprunget ud eller står i begreb dermed. Vinen har fået sine fine lysegrønne skud, de gamle, forunderlige kastanier løves mere og mere, og mellem stcenegenes næsten sorte, stedsegrønne løv mylre unge, lysegrønne blade frem, som lidt efter lidt tilrive sig magten. Og dog er dette intet imod det blomstertæppe, som overalt bryder frem af den sorte, lavnholdige jord. Violerne stå i sådanne klynger, at åleiets kanter blånc deraf, de fine alpcviolcr titte frem overalt, og deres mørkegrønne blade give de brune klipper et udseende, som vare de dækkede med vedbend, der mod naturens orden bar lyserøde, stærktduftende blomster. Den lille, mørkeblå druchyacinth veksler med forskjelligtfarvede Krokus, med romerske anemoner og kridhvide påskclilicr — kort sagt, hvad vi om foråret med stor besvær fremelske ved kakkelovnsvarmen, findes her spredt i naturlig overflødighed. Stien førte ned til og endte ved levningerne af et gammelt tempel, der skal have været indviet til Diana. Nu er det halvvejs styrtet sammen og næsten helt overgroet med vedbend og ville figen, hvorved det gør en ypperlig virkning i landskabet. Jeg ville hvile mig og bøjede noget af det rige løvværk til side, der i lange, naturlige festons hang ned over arkaderne. Næppe var jeg trådt ind, førend jeg så et madonnabillede fæstet i baggrunden af den nische eller grotte, som muurværkct dannede, og foran dette lå på knæ en ung pige, næsten barn endnu, med en kurv salat ved siden. Hun for op som en skræmmet fugl, betragtede mig et øjeblik med en blanding af nysgerrighed, undseelse og angst og flygtede derpå uden af huske kurven med dens friske, fristende indhold. Kære, bedste funtus! Vel ved jeg, af din angst for det kvindelige er gået så vidt, af du har ladet mig bestille kaffen, når vi på en smuk forårsdag landede på Constantia eller i ermelundshusct, men dog tror jeg, af dit blod ville have løbet endeel hurtigere, og af du ville have følt dig adskillige år yngre, hvis du som jeg havde set det flygtende syn. Det var ingen stolt, storslået romerinde, ingen koket skønhed fra Albano, ingen selvbevidst model fra studierne i Bia sistina, det var slet og ret en ganske nng pige på femten eller seksten år, men den skønneste, som jeg endnu har mødt hernede. Jeg kan ikke ret sige dig, hvori hct henrivende lå; thi vort mode var så pludseligt og uventet, situationen så lidet anet og atter så hurtig forsvunden, af det hele kun var et glimt, men et glimt, der lysnede i en lige til sjælen. Det var de forunderligste barneøine, jeg nogensinde har set, så klare og store, så sælsomt dybe, at det var, som om ethvert blik måtte drukne deri. Dertil vare de så drømmende, så mørke, at selv det hvide i øjet blåncde derved. Læg hertil den barnlige forbavselse, der spejlede sig i ethvert af hendes træk, undseelsen over, at hendes andagt var bleven røbet, den skjelmske nysgerrighed, der tegnede sig ved smilehullerne i hendes kind, og du vil få et svagt, mat og slet billede af den virkelighed, der så hnrtig flygtede for mig. Jeg blev stående som forstenet et par minuter. Så greben var jeg af det, jeg havde set, at det allcrsimpleste, det at følge efter, ikke engang faldt mig ind. Lidt efter bøjedes løvværket atter til side, jeg greb efter kurven for at række hende den, men, kære Søren, det gik mig som pjerrot, der opdager fruentimmernes trædskhcd. Det var ikke hende, men en hvi, ung, sortskjægget sabiner med en rose i hånden og en sommerlig stråhat, kækt sat på tre hår. Han målte mig med et blik, som mildelst talt var mindre venligt, snappede kurven ud af min hånd, så at det snurrede i mine fingerspidser, og forsvandt uden at sige et ord. Atter faldt de grønne vedbendgardincr for, og atter blev jeg ene i den dæmrende grotte. Da hørte jeg listende, lurende trin som af en, der nærmede sig på tåspidserne. Løvværket blev igen draget til side, et nyt ansigt tittede ind, et par listige, grågulc katteøjne hvilede gennemtrængende på mig med et udtryk, som var jeg en meget mistænkelig person. Der var ingen tvivl længere derom — på det rødmussede ansigt, de duftede øjenbryn og den sorte, fidtcde hat kendte jeg min ven „ Fængselsdirektcnrcn “. Han lod imidlertid ikke fil at ville kende mig; thi da jeg gik ud efter ham, så jeg ham med ilsomme skridt og stadig svingende sin knippel af stok haste efter den unge Aland, der endnu bar kurven med salaten. da jeg kom hjem, traf jeg på den høje stentrappe, som fører op fil vort hnns, den samme kurv med den samme friske latuga eller i al fald en kurv og en latuga, der i den grad lignede den anden, at de vistnok måtte være identiske. Otto var ude i vignen tilligemed husets folk, og jeg så intet hverken fil kancellicren eller fil de tvende andre. Lidt efter lidt faldt mørket på, og medens jeg, vandrende op og ned i spisesalen, ventede på Otto, faldt mit blik pludselig på lemmen i gulvet. Der påkom mig næsten samme følelse som Aladdin, da han stod ved den fortryllede indgang til åndernes hule, efter at hans kære fætter havde kastet røgelsen på ilden. Der måtte være noget skjult, noget hemmelighedsfuldt under denne lem, og da jeg ikke behøvede nogen troldmand til at hæve den for mig, åbnedes den ganske simpelt ved et godt tag i jernringen, uden at jeg behøvede at nævne min faders og min bedstefaders navn. Næppe havde jeg gjort det, førend hele illusionen forsvandt. Jeg så i halvmørket kun en ganske almindelig, smudsig stentrappe, der førte ned til noget, som man med et prosaisk navn kalder en kjelder. Jeg ville lige til at lukke den igen, da jeg nede fra dybet hørte sang, en klar, frisk og barnlig stemme uden skole, men med en blød melodiens klang, der sympathetisk drog mig til sig. Jeg steg ned i det mørke rum, hvor den fugtige luft slog mig i møde; jeg famlede mig frem gennem en slags korridoreller gang, indtil jeg med hånden fik fat på en klinke i en dør. Sangen forstummede, der blev et øjebliks pause, som om man indenfor frygtsomt lyttede efter. Lidt efter lidt begyndte tonerne igen, fuldere, renere og blødere end for, men mere dæmpede, som frygtede man for at høres. Jeg kendte tilfældigvis denne Melodi. Det var den gamle lovog takkcsang til nacionna æsl buon ' vonsiziio, den, som pilegrimmene synge, når de langvejs fra komme vandrende til gcnnazznno; jeg havde hørt modellerne synge den i rom. Der er noget forunderlig tungt, halvt vemodigt, halvt smerteblandet i denne gamle sang, der måske strækker sig en tre til fire hundrede år tilbage i tiden. Den klinger både svin en psalme og som en slagsang, og i dens sidste hendøende, men noget slæbende moltoner er der noget, som minder om grundklangen i vore gamle kæmpeviser. Jeg blev stående og lyttede, hemmelig ønskende, at sangen måtte begynde på ny, hver gang dens fan og korte Vers vare til ende. Da faldt pludselig en lysstribe nedover den mørke trappegang, og en rå stemme råbte ovenfra: » ^. clsls, vioni gå! » I samme øjeblik åbnedes døren, og den unge pige fra tempelgrotten stod for mig med et lys i hånden. Hun havde været beskæftiget med sit toilette; thi hendes dejlige, blåsorte hår var kun gjort til en fletning, medens resten i malerisk uorden bølgede om hendes skuldre. Hun udstødte et udråb ved næsten at løbe lige på mig og trak med den venstre hånd sin sorte, lasede kjole noget højere op i halsen, medens en purpurrødme farvede hendes kinder. „ Nå, Adele, kommer du? “ lød den samme rå stemme, medens lysstrømmen blev stærkere og bredere. „ Gå ned! “ hviskedee hun ængstelig til mig, idet hun pegede imod et lyshul for enden af korridoren. „ For Madonnas skyld, ingen må se dem her! “ Med disse ord, der udtaltes i en sky, ængstelig tone, smuttede hun forbi mig og ilede henimod opgangen. Men, kære Søren, det var igen disse dybe, forunderlige øjne med et udtryk, som bar hun, forpint og sorgfuld, på en tung skæbne; ja, jeg kan gerne sige, at det var, som om jeg havde set ind i det evige mørkes bundløse nat. Du smiler måske og tror, at jeg fantaserer, men sådanne øjne seer man ikke ved Nørrevold, Søren! Og mindst hos madame Jensen, det kan jeg forsikre øig om. Inden jeg ret fik mig samlet, knaldede lemmen i ovenover mig, og nu havde jeg den behagelighed at hjælpe mig selv videre, med fare for at knække halsen. Heldigvis havde jeg endnu en stump voxstabel hos mig fra nom, og ved hjælp af den lykkedes det mig at få så meget lys, at jeg dog kunne se lidt omkring mig. Hullet for enden af korridoren så flet ikke indbydende ud, og endnu mindre den halvrådne stige, som atter førte derfra ned i dybet. Gå op ville jeg ikke, da jeg derved kunne bringe den unge pige i fortræd — altså prøvede jeg den tredje udvej, åbnede klinken på døren og trådte ind i det værelse, hvorfra hun var kommen ud. Det var et mørkt, uhyggeligt rum, lavt til loftet, med lugt af sod og en enkelt lhsåbning højt oppe, hvorigennem jeg endnu kunne skimte aftenhimlen. I en krog lå en gammel madrats henslængt, maisbladcne tittede ud af mangfoldige huller og revner, der var ingen lagener, kun et usselt, tyndslidt tæppe lå halvt kastet til side; en gammel lerkrukke, hvis hanke vare flåde af, et lille bord med en stump spejlglas, en stol og et madonnabillede udgjorde hele bohavet. En lav dør førte fra dette hul ind i et stort rum, der efter sin beliggenhed måtte svare til vor spisesal ovenover. Var denne end tarvelig udstyret, så måtte den dog kaldes luxuriens i modsætning til det bohave, som frembød sig her. Hele salen var kun i besiddelse af tre møbler: en slagbænk, en itubrukken stol og et bord, hvis en |
1894_Hoem_AabyApotek | 129 | Vilhelm | 1,894 | Aaby Apotek | Høm | Hoem | Aaby Apotek | male | 1894_Hoem_AabyApotek.pdf | Vilhelm | Høm | null | dk | Aaby Apotek | Fortælling | null | 1,894 | 256 | n | roman | Hagerup | 3.5 | KB | null | null | pdftxt | null | nan | nan | 15 | 260 | 331 | O | 0 | 0 | 0 | I. Der drev en Duft af nyhøstet hø hen over markerne, der stødte op til apotekets have. Her mødtes den med den fine vellugt af de gule roser, der dækkede apotekets gavl, og med den krydrede aroma af lavendler,. Pebermynte og andre medicinske planter, der stod i snorlige rækker og udgjorde en særlig afdeling i den nederste del af haven. Hæderspladsen derimod, nærmest ved den venligt udseende apoteksbygning, indtoges af rabatter med frugttræer og prægtige højstammede roser i fuldt flor, omrammede af friske, velholdte græsplæner. Rigtigt, ægte sommervejr var det, bagende og søvndyssende. Oppe under den blå himmel svirrede den muntre lærke; enkelte citrongule sommerfugle og blålig-skinnende guldsmede opførte en flagrende Dans i havens solmættede luft, — ellers intet, der rørte sig; hver blomst og hvert blad syntes indslumret under varmens tyngende indflydelse. i en magelig havestol, der stod i skygge af et mægtigt valdnøddetræ, sad en herre på et halvt hundrede år med tætklippet, gråsprængt skæg og iført en let, hvid lærredsjakke. Ved ' siden af ham lå en omfangsrig, gul stråhat og en bunke aviser, hvori han nylig havde læst; nu hvilede hans venlige, grå øjne, der blinkede muntert bag guldbrillerne, på en rank, ung pigeskikkelse, der stod foran ham med en kurv nys-afplukkede jordbær i hånden. Det første, man næst efter hendes høje, slanke figur måtte lægge mærke til hos den unge pige, var to lange og svære, ganske lyse hårfletninger, som nåde hende lige til hoften; ansigtet var ret kønt, trods den lidt vel store næse og de lyse øjenvipper, bag hvilke et par store, blå øjne skuede troskyldigt ud i verden, og der var en afrundethed i formerne og en ynde i den måde, hvorpå hun bar hovedet, der virkede velgørende på iagttageren. » Nå så vi skal have jordbær til middag! ------og kyllinger, siger du? Det var skam rart. Det er vel i anledning af dagen, kan jeg tænke? « spurgte provisor hassel og dampede af en rejsepibe, der hang ham ned på brystet. Den unge pige så’ spørgende på ham, medens hun spiste et jordbær og kastede det grønne bæger langt hen i græsset. » Hvilken anledning mener du? « » Nå! Nej du har naturligvis slet ikke tænkt over, at det er den første juli, og at den bringer vor ny kandidat fra hovedstaden? Nej, stil dig ej så hellig an, min pige; — han skal naturligvis erobres med det samme! Uh! I kvindfolk er så udspekulerede; — i ved godt, at vejen til mandens hjerte går gennem hans mave! « » Å, sikke noget præk, hassel! Vi skulle rigtignok haft jordbær alligevel; husk på, de er jo lige begyndt!-------hvad mon han for resten er for et menneske, den hr. Dalgård? « frittede hun. » Ser vi! Tænkte jeg det ikke nok? Ja, er det ikke det, jeg siger: i er så nysgerrige,;så snart der bare er tale om et mandfolk, så —• — « » Tal du blot ikke med om at være nysgerrig, hassel! « lo hun. » For resten var det vel heller ikke så mærkeligt, om man kunne have lyst at vide, hvad det er for et menneske, man får i huset! Olsen gjorde jo aldrig andet end at fare om på den bicycle så længe, han var her, —• jo, og så at gå på kroen og spille billard, eller hvad det var. « » Ja, det var en dårlig makker. Han forstod;slet ikke at gøre kur! « » Hør nu bliver jeg snart fornærmet, hassel! nu går jeg ind til frøken Brask med mine jordbær! « sagde den unge pige og gjorde omkring. » Nej — prr — vent lidt, Hedvig! nu skal jeg gøre dig et forslag. Kom du her hen og sæt dig og vent bare i — lad mig se — ti minutter, « sagde hassel efter at have rådført sig med sit ur, » så kommer Jørgen fragtmand kørende med fyren. Så kan du jo tage ham i øjesyn og straks begynde at lægge dine garn ud for ham. « » Du er et rigtigt afskyeligt menneske, hassel,, ved du det! — farvel! « » Hov — bi lidt! « råbte han leende efter hende, men frøken Hedvig værdigede ham intet. Svar og forlod haven med sine jordbær. Cand, farm. Hassel, » Proviseren «, eller — som han til tider slet og ret kaldtes — » Gamle-hassel « havde kendt frøken Hedvig siden den dag, hun blev født, og havde været knyttet til Åby apotek allerede ti år før den tid. Hendes fader, apoteker hammer og han vare jævnaldrende omtrent, og hassel var kommen til apoteket som ganske ungt menneske allerede i dennes faders tid. Han havde fundet behag i stedet, var » groet fast « der og betragtede sig nu — efter- sine egne udtalelser — som et gammelt inventarium. I løbet af hen ved tredive år var han bleven så sammenlevet med Åby og dets omegn, at han dårlig kunne tænke sig nogen sinde' at skulle forlade disse kære steder. For nogle år siden havde han et par gangesøgt privilegium uden at få noget; så havde han slået sig til ro igen og sagde nu, at han ikke ville søge på ny, før han kunne få et apotek i København. løvrigt havde han det så. godt som dagen var lang, puslede med sine roser og urter i haven og havde foruden en smule lahoratoriumsarbejde kun tjeneste i apoteket, når den yngre kandidat var fri. Da han havde mange slægtninge i København, gjorde han mindst et par gange om måneden en lille afstikker ind til hovedstaden for at » følge med i tidens rørelser «. Når dertil kom, at hassel havde en lille-kapital, og at han på grund af sin elskværdighed til enhver tid var velset gæst i alle egnens. Herre-, præste- og skovridergårde, kan man forstå, at den gamle ungkarl førte en ret behagelig tilværelse, og derfor var han også altid glad og fornøjet. Apoteker hammer, der allerede for en del åi- siden var bleven enkemand, tog sig ikke-meget af sin forretning selv. Han var et godt stykke af en videnskabsmand og dyrkede sit ynglingsstudium, botaniken, med stor Iver og grundighed; derfor havde hassel alt i lang tid været den egentlige ledende ånd i apoteket, som for resten havde ord for at blive holdt i mønsterværdig stand. i. Hassels granskning af » den til forsendelse o. s. v. priviligerede « afbrødes omtrent på det af ham beregnede tidspunkt ved, at Jørgen fragtmands velkendte, grønmalede vogn med de brune for raslede op for apoteksdøren. Proviseren skyndte sig hen. til lågen for at tage imod den ventede, nye kollega, men til sin store undren så’ han, at Jørgen var alene på vognen, hvor kun en stor koffert gjorde ham selskab. » Hvad Pokker er nu det, Jørgen? Var der ingen med toget? « spurgte hassel med forskrækket mine. » Det var jo en nydelig historie! « Jørgen fragtmand spyttede sindigt ud over vognfjælen, kastede linerne hen over ryggen på de brune og kravlede langsomt ned. » Jo—o, fyren var da med; men da han borte, at der kuns var en hal’ mil hertil fra stationen, så sagde e han, jeg sku’ bare køre med kofferten, så sku’ han nok selv finde herud, sagde e han, for han trængte til at røre benene lidt, — sagde e han. « » I atten graders varme! « råbte hassel med komisk forfærdelse, idet han tørrede sin pande. » Nå, det må jeg sige! Der står ellers skrevet at ingen hader sit eget kød; — men enhver sin lyst, som manden sagde, da han så’ en gøgler æde kul og drikke petroleum til! « » Ja — han kan jo være god for sig, den nye provisor, men om han ellers er sådan rig- • tig — « sagde Jørgen og erstattede med en betydningsfuld pegen på sin pande den manglende eftersætning. » For jeg blev jo opholdt lidt inde hos kø’manden, og da jeg så siden kører forbi ham på vejen, ser jeg gud døde mig mennesket stå på hovedet over grøften og rode i den med ærmerne smøgede op over begge albuerne! » Har de tabt deres pengepung? « spørger jeg så, men han bare grinede og blev ved med at rode. « » Nå sådan! Altså også videnskabelig anlagt! « sukkede hassel. — » Ja, så sætter Jørgen jo kofferten ind på hans værelse, så kommer han vel nok en gang. « en halv time senere drejede en ung mand i tyverne ind på Åby Hovedgade fra stationsvejen og styrede sine skridt lige mod apoteket. Idet han passerede havelågen, fik proviseren øje på ham. » Goddag, højstærede! Vær så god, træd indenfor, hr. Dalgård! — for det kan vel ikke være andre end dem? « Ved denne uventede tiltale blev den unge mand straks en smule overrasket, men fik så i en fart hatten af og trådte ind i haven. Velvoksen var han med brede, kraftige aksler og et kønt formet hoved. Han havde udtryksfulde, blågrå øjne og under den krogede næse et kraftigt, mørkt overskæg. På ryggen bar han en anselig botaniserkasse. » Mit navn er Dalgård, til tjeneste; — det er måske apoteker hammer, jeg har den ære— « » Næ — nej! Undertegnede kalder sig hassel, af guds nåde uværdig provisor her på anstalten. Tør jeg spørge: de er sagtens asketiker, unge mand, siden de ynder kødets spægelse i den grad, at de går fra stationen hertil i sådan en varme, når de kan komme til at køre? « » Det just ikke, « svarede Dalgård smilende ad den gamle provisors ligefremme velkomsthilsen, » men jeg er ikke bange for en smule solskin. Det er næsten mest derfor, jeg søgte pladsen herude; jeg syntes, jeg trængte til lidt solskin, til lidt frisk luft, grønne træer og — kort sagt til alt det, som man til dagligdags må savne inde i København. Jeg skulle slet ikke have noget imod at få lidt mere farve på kinderne herude, end hovedstadsluften har kunnet skaffe mig. « » Ja, stiller de ikke større fordringer til Åby, end at de ønsker dem solbrændt, så vil de antagelig ikke opleve nogen stor skuffelse. Jeg for min part er nu storartet henrykt for min gamle Panama, « svarede hassel og tog dette prægtige klædningsstykke af, medens han lod sit brogede lommetørklæde fare hen over panden. » Den har i bogstavelig forstand sine skyggesider, som jeg dog ingenlunde regner den til forklejnelse, « vedblev han og strakte hatten ud fra sig, idet han betragtede den med et kærligt blik. Dalgård smilede pligtskyldigst ad branderen, og provisoren vedblev: » Nå, det er vel bedst, jeg sætter dem lidt ind i forholdene. Se, hvad arbejdet angår, vil de næppe blive overanstrengt for det første. Nu har jeg for eksempel gået herude en times tid for med flid og et lugejærn at besørge rosenbedenes toilette — jeg interesere mig meget for roser — og i den tid har der ikke været et menneske, der ville købe nogle af vore gode sager. Bønderne, skal jeg sige dem, bar alt for travlt med høet i denne tid til al være syge, og bliver madammerne dårlige, må de kønt vente til om natten, — så kommer de ærede landboere og ringer dem op efter stoppemixtur og hofmansdråber. — men nu kommer vi vist til at gå ind og hilse på hammer; han sidder som sædvanlig i renkulturer op over begge øren. — de er selv botaniker? « han pegede på botaniser-kassen. 1 » Ja lidt. Noget skal man jo interessere sig for. « » Det har de pinedød ret i; det er mine egne ord! Hvis man ikke havde sine interesser, særlig her ude på landet, så — —. For resten har jeg selv interesseret mig meget for botanik en gang. Det vil rigtig glæde hammer, vil jeg sige dem, særlig da hvis de er specialist i bakteriologi; for bakterier — dem er han en ren hajfisk efter. « Nej, Dalgård havde da ikke noget særlig indgående kendskab til bakterier; foreløbig havde han mest sysselsat sig med de planter, som man kunne tage og føle på. » Nå — jaja; det kunne måske også blive for meget af det gode, « niente hassel og førte sin nye kaldsfælle gennem en låge ind i Apo tekets gård, hvor høns og duer i flok klukkende og kurrende pilede af sted i alle retninger ved deres indtrædelse. » Her til højre er laboratorium og material-kammer. Til venstre har vi apoteket; det første vindue er deres værelse, — det er anbragt tæt ved køkkenet, for at de stadig kan være å jour med, hvad vi skal have til middag. Lad os hilse på frøkenen med det samme, det er nok værd at stå sig godt med hende; men jeg må anmode dem om at pansre deres hjerte straks, for hun er såre dejlig og vil blive farlig for deres unge hjerte. « » Se se! « tænkte Dalgård, » — her er altså en datter! Ja, jeg er ikke bange af mig og skal ikke have noget imod, at hun er ung og køn. « Lidt overrasket blev han derfor, da han, efter at de vare komne ind i gangen, og hassel med en let banken på køkkendøren havde skubbet denne op, så’ et kvindeligt væsen med et ret matroneagtigt ydre, og hvis ungdom i hvert tilfælde måtte henregnes under kategorien: den modnere. » Se her, frøken Brask! « råbte hassel, » her bringer jeg dem vor nye mand og håber, at han svarer til forventningerne. Ung, smuk og mager, som de ser! — nej lad være med de øjne! « sagde han med komisk alvor, da hus holdersken med synlig velbehag'mønstrede den unge mand, » for guds skyld, han er ikke brandforsikret! « Frøkenen bød Dalgård velkommen og håbede, at han nok ville finde sig tilfreds her i Åby, når han først havde levet sig lidt ind i forholdene; her var virkelig så mange rare mennesker, og det. var ved gud ikke altid så » konvenabelt « for de unge mennesker inde i København, hvor så mange fristelser lurede på deres unge sjæle, og------- » Så går vi videre! « afbrød hassel frøkenens betragtninger. » Hun laver god mad, « vedblev han, da han igen havde lukket døren, » men i retning af veltalenhed yder hun i regelen mere, end man kan ønske sig. Hun er af den slags mennesker, der dejlig kan både spørge og svare sig selv på samme tid. Ligervis som den sladrende bæk om foråret svulmer op og går over alle bredder, sålunde kender hendes veltalenheds strøm ingen grænser, og ve den ulykkelige, som ikke i tide ved at bjærge sig! Der er ikke det mindste i vejen for, at hun kan begynde med at tale om radiser eller stegt lever og ende med kejseren af Rusland eller planeten Mars og symaskinernes indflydelse på handel og Vandel. Dertil har hun en ulykkelig forkærlighed for fremmedord, som hun ikke altid kommer lige godt fra at anvende, men — herregud, når det nu morer hende —! « De trådte nu ind i apotekerens kontor eller rettere studereværelse, hvis ene væg dækkedes af reoler med bøger, medens den anden optoges af et stort skab, hvori hans righoldige herbarium og en masse plantevidenskabelige præparater, ordnede i skuffer med påklæbede navnesedler, opbevaredes. Langs med vinduerne var et langt bord med et mægtigt, skinnende blankt mikroskop, gemt under en stor glaskuppel, og ved siden af denne mindre glasklokker, som dækkede over små kopper -og urglas til renkulturer. I vinduerne så’ man stativer med reagensglas, lukkede med vatpropper, og rækker af småflasker med kemikalier, syrer og farveopløsninger til mikroskopiske undersøgelser. Foran bordet, i en bred kurvestol, sad apoteker hammer, fordybet i granskningen af et tykt videnskabeligt værk. Han var en høj, mager mand, skægløs, ikke meget talende, med et tankefuldt udtryk i ansigtet. Idet hassel kom ind med den nye medhjælper, rejste hammer sig og rakte denne venligt hånden. Efter at han havde budt ham velkommen, ytrede provisoren: » De aner nok ikke, hammer, hvilken heldig fangst, de har gjort i Dalgård; han er botaniker om en Hals og har allerede drevet studiet på vejen fra stationen. » Virkelig? « spurgte apotekeren med synlig interesse. » Det glæder mig, må jeg sige! Man er jo nu til dags ikke forvænt med unge mænd, der har noget tilovers for naturstudier. løvrigt er vi netop så heldige at have en ret interessant. Flora her på egnen. De gjorde vel ikke noget fund på deres vel? « » Jo, jeg fandt tilfældig — inde i den granskov, der ligger lidt fra stationen — en plante, jeg ikke har truffet før. Det er en pyrola, jeg tror pyrola uniflora. Hvis apotekeren vil være så god at se på den — « sagde Dalgård og hentede botaniserkassen, som han havde hængt fra sig ude i gangen. » Ja min tro er det pyrola eller rettere chimophila uniflora\ « stadfæstede apotekeren, idet han af botaniserkassen med varsom hånd fremtog en lille, spæd plante med runde blade og en smuk, hvid blomst i spidsen af stængelen. » Det er for resten pudsigt, « vedblev han, idet ham med et næsten ømt blik iagttog den lille plante på alle kanter. » De kan tænke dem, den har jeg fundet dernede i skoven for over tyve år siden. Der var kun ganske få eksemplarer, — jeg har dem henne i herbariet. Næste år lader godsejeren grave en ny vej igennem skoven, og da jeg kommer for at se til mine pyrola, så er de naturligvis væk. Siden den tid har der ikke været et eksemplar at opdrive i hele skoven og for resten heller ikke noget andet sted her i sydsjælland. « » Og nu kommer Dalgård med toget og går mir nichts, dir nichts ind og plukker sig en buket af dem! « sagde hassel. » Unge mand, de må bestemt af skæbnen være udset til noget højere. — skal vi så gå ud at se apoteket? « — » Det gjorde de ellers godt! « vedblev han, da de vare komne ud i apoteket, » der har de forskaffet dem en ven i hammer for livstid med den pyrola! — nå, hvad synes de så om det dertil indrettede lokale? « » Udmærket! « Han så’ sig med fornøjelse om i det velholdte officin med de mørke mahognitræs reoler, hvori de hvide krukker toge sig pynteligt ud mod en mørkegrøn baggrund. Midt under loftet var lægekunstens sindbillede, æskulapstaven, hvorom slangen snor sig, anbragt, malet på glas med lyseblå grund. Over hele rummet hvilede den sammensat-ubestemmelige Duft, der er egen for et apotek. » Og her, « vedblev provisoren og pegede på recepturen ved vinduet, » har vi apotekets Arne, dets hjerne, om jeg så må sige, og deres fremtidige virkeplads. « Hvad der i recepturen tiltalte Dalgård mest, var dog vinduet, hvorfra man havde et særdeles oplivende skue. Inde fra København var han vant til synet af nogle kedelige, høje, grå mure, der spærrede for ethvert udsyn; her derimod så’ man over vejen til en smuk, lille skov, i hvis midte der hævede sig et skiferdækket tag, og vedsiden af skoven bredte sig frodige marker, så langt øjet kunne følge. Den unge mand lagde ikke skjul på sin glæde over det behagelige indtryk, han herved modtog. » Det er åbygård park, « oplyste hassel. » Og bygningen, de ser derovre, er godsforvalterboligen. Der skal de gå over, når de skal aflægge deres første visit, for kammerråd bredes er de mest gæstfrie mennesker, jeg kender; de vil blive modtagen med åbne arme! Der er også en datter, et første klasses pigebarn, vil jeg sige dem, men hun er uheldigvis ovre i Jylland for at uddanne sig; — ja, nu skal de ikke straks se ulykkelig ud for det, for hun kommer hjem igen til efteråret. Og hun er endnu farligere end frøken Brask 1 « lagde han smilende til. Nu kom en bondekone med en recept, og medens hassel ekspederede denne, gik Dalgård ind for at tage sit værelse i besiddelse og ordne sig lidt efter rejsen. Værelset var ikke ret stort, men — i modsætning til de fleste vagtværelser på apotekerne, i hvert tilfælde for nogle få år tilbage — ganske hyggeligt. Det vendte som omtalt ud til gården. Vinduet stod åbent, og med stor fornøjelse gav den unge kandidat sig til at betragte det muntre liv, der rørte sig derude; de skrabende, klukkende høns, de stolt spankende kalkuner og duerne, der sagde i række på taget af laboratoriumsbygningen eller kurrende kresede om hinanden nede på stenbroen med et lille nik for hvert skridt, de tog, — alt dette var noget ganske nyt og tiltalende for ham, der kun var vant til hovedstadens travle menneskemylder. Han gav sig i lav med at pakke kofferten ud. Men hvad var det? Overrasket drejede han hovedet lyttende om mod det åbne vindue; thi ind ad dette trængte de klare toner af en frisk kvindestemme, der sang en ham velkendt Melodi. Schubert? Ja, sandelig var det ikke » die schbne miiller-inn «, en af disse snart frejdige, snart vemodig skønne melodier, som han elskede og beundrede! Han lyttede igen. » Dass muss ein schlechter Muller sein, dem niemals fil das wandern ein — « lød det med runde, bløde toner. Hvor den samstemmede med hans egne længsler og tilbøjeligheder, denne yndige lovsang til vandrelivets og naturens pris! Med tilbageholdt åndedræt lyttede han efter omkvædet: » und wandern, und wandern — «, hvis betagende pianissimo trængte ham lige ind i sjælen. Han. syntes aldrig at have hørt noget sunget så stemningsfuldt og blødt før; — men måske var det kun på grund af hans egen, for alt frisk og naturligt så modtagelige stemning. Men hvem kunne det være? Lyden kom oppefra, åbenbart fra et værelse lige over hans, hvor vinduerne vel ligeledes stod åbne. Frøken Brask kunne det ikke være, det var han sikker på, og den rødmossede tjenestepige, som just kom klaprende over gården på et par trætøfler selvfølgelig heller ikke. Altså måtte her være endnu et kvindeligt væsen, om hvem han hidtil ikke havde hørt tale. Så var der vel altså dog en datter! Eller måske en fremmed, der var her som gæst? Hvem det end monne være, havde hun fra dette øjeblik hans agtelse, og han glædede sig til at gøre hendes nærmere kendskab. Længe skulle Dalgård ikke spændes på uvishedens pinebænk; thi han var endnu ikke nået til bunden af kofferten, før den rødkindede pige slog et par djærve slag på hans dør og underrettede ham om, at middagsbordet var dækket. I en fart fik han foretaget den nødvendige omklædning og stod snart efter ovre i spisestuen. Fra dette øjeblik af var han ikke længere i tvivl om, hvem det var, han kunne takke for, at de schubertske toner havde lydt ind til ham som en hilsen fra et åndsbeslægtet væsen. Thi overfor ham stod en ung pige, hvem apotekeren forestillede som sin datter, iført en tarvelig, men smagfuld, grå kjole med en bred, hvid blondekrave, der dækkede barm og Hals. Den unge mand hilste bukkende; frøken Hedvig rakte ham hånden- med tiltalende, naturlig ynde og bød ham velkommen. » Kandidat Dalgård med tilnavnet pyrola-finderen, « præsenterede hassel, der i det samme kom ind, » som ved i den åbygårdske Flora at genindføre den mærkværdige pyrola unisono, eller hvad det nu var, den hed, har indlagt sig udødelig hæder og fortjeneste af videnskaben; — han er for resten kommen herud for at blive solbrændt. « » Ja — tænk dig, Hedvig! « sagde apotekeren, idet man satte sig til bords, » Hr’ Dalgård har i dag på vejen hertil fundet en sjælden plante, som har været, udryddet her i den sidste snes år og ellers kun findes ganske få steder her i landet. « » Det var da morsomt! « sagde den unge pige, » jeg kunne have stor lyst til at se, hvor den vokser. « » Jeg skal med fornøjelse ved lejlighed tillade mig at vise frøkenen stedet, « vovede Dalgård at tilbyde. » Ja, det var ret! « indskød hassel, » så er det bedst, i to går herbatum i morgen, når Dalgård har fri. « » Da må de sandelig også vise mig, hvor den står! « erklærede hammer. » Nå, « sagde-hassel, » Apottekeren vil nok være med som » der dritte im Bunde «. Ja, det er vist også det fornuftigste, — jeg mener, at de får en grundig forsker med på ekskursionen! « Han udspurgte nu Dalgård for at erfare, hvorvidt de havde fælles kendinge og var også så heldig at finde nogle. Herved lagde han et betydeligt personalkendskab for dagen, — han interesserede sig særlig for stamtavler, fortalte han. Især blandt præster og godsejere var der ikke ret mange familier i landet, som han ikke vidste rede på, både hvad konerne vare fødte °g hvad karakterer sønnerne havde til deres eksamina; man mærkede, at hans levende interesse støttedes af en udmærket hukommelse. — da man var færdig med kyllingerne og jordbærrene kom ind, blinkede hassel betydningsfuldt over til frøken Hedvig, der smilende slog øjnene ned, medens en rødmen farvede hendes kinder. Dalgård lagde mærke hertil og blev helt avindsyg på den gamle provisor, der turde have sådant frimureri for med den nydelige, unge pige. Da måltidet var forbi, sagde hassel, at nu skulle de ellers ud at bestille noget i apoteket, for oih en halv time kom stavbyposten, og han havde altid en del recepter med sig, som han under vejs samlede op hos bønderne. Denne forudsigelse slog til, og eftermiddagen gik derfor med arbejde. Da klokken var ni, og apoteket var lukket, stak hassel hovedet ind ad vinduet til Dalgård, der havde trukket sig tilbage til sit værelse. » Jeg kan tænke, « råbte han, » at de er en natteravn ligesom alle københavnere, så de går vist ikke seng med hønsene! Men for at de ikke skal fristes til at gå på varietéer, som de naturligvis er vant til, og hvoraf her for resten ingen er, så vil jeg tage dem med en lille tur i haven. Den har de jo slet ikke rigtig set endnu. « da vejret var smukt, var Dalgård straks villig. De lagde vejen ned om » den medicinske afdeling, « hvor provisoren frydede sit farmaceutiske hjerte med at vise den nye mand den righoldige samling af Rosmarin og pebermynte, lavendler og hjertensfryd, som her stod og ventede på høsten, efter hvilken det duftende stof i tørret tilstand skulle overgives til opbevaring i apotekets mange krukker og skuffer. » Ikke sandt? Interessen, far, det er dog den, det kommer an på! « hørte man ham udbryde nede i gangen, „ ok haffuer ikke gud for-geffvis skafft så mange deylige ok merckelige urter / ok anden lægedom / men til menni-skens nytte / gaffn / sundhed ok forbedring," Gengav han efter mester Henrik smid, idet de atter nærmede sig valnøddetræet, hvor de traf frøken Hedvig og hendes fader. Denne foreslog, at man nød den smukke sommeraften herude ved en lille toddy, hvorfor Hedvig blev sendt ind for at ordne det fornødne. Man tog plads om bordet; hassel stoppede sin rejsepibe af en hæklet tobakspung — en gave fra frøken hammer, gættede Dalgård — og snart stillede frøken Brask med en dampende kande vand, fulgt af Hedvig, der bar en bakke med flasker og glas. » Tak, det var udmærket, frøken Brask! « sagde hammer venligt. » Har de ikke lyst til at sætte dem her hos os og få et lille glas med? « » Nej, ellers mange tak, hr. Apoteker. Dels har jeg noget at besørge, og dels — ved de nok — tåler min konstruktion ikke spiritus. Hvad herrerne angår er det naturligvis en anden sag, og når det bare bliver nydt til måde, kan det vist være både sundt og godt og kraftigtog nærende. Hvorfor skulle Vorherre ellers have skabt det? — men slemt er det jo, når det bliver misbrugt. Ok, gud ja, — man læser jo om de stakkels indianere ovre i Amerika, hvad de må gå igennem, siden de har lært dette her ildvand at kende! — « » Nå! « brummede hassel for at tilkendegive, at når frøken Brask først var landet i Amerika, kunne det tage en rum tid, inden hendes veltalenheds skummende flod ville være så god igen at sætte hende af her i Åby. Om hun forstod meningen med hassels grynten, eller om hendes overvejelser virkelig af sig selv skulle været til ende her, er uvist; men i hvert fald trak hun sig på dette tidspunkt tilbage til sine egne enemærker. » Men du, Hedvig, vil vel nok have et lille glas med? « spurgte hammer. » Nej tak, det bliver mig vist for stærkt, fader! « » Nå! — din » Konstruktion « er måske også for sart! « drillede hassel. » Kvinderne er en skrøbelig slægt, « siger Per gynt; » det er ikke som på Kristian den andens tid, da hver klosterjomfru skulle have sine fjorten Tønder godt øl om året, — det er gået tilbage med slægten siden da. « » Å, den tilbagegang kan vi vel være bekendt, « lo Hedvig; iøvrigt kunne hun nok drikke lidt med sin fader, mente hun. » Så drikker vi på, at vor unge mand må finde sig godt til rette i Åby, « sagde apotekeren og stødte sit glas mod Dalgårds, hvorfor denne rejste sig og takkede. Med hassel måtte han også klinke, hvorimod Hedvig, der jo intet glas havde, fik et ridderligt buk, som hun gengældte med et venligt smil og en indtagende bøjning med hovedet. — » Donnerwetter, bi lidt og tag mig med! Der er vel mere af det varme på maskinen? « lød i det samme en stemme henne fra havelågen. » Så, der har vi s’gu krigsråden! Sikken en sporsans, han har i retning af cognakstoddy, « brummede hassel på sin godmodige måde, idet en lille, grå mand trissede ind i haven. Krigsråden — eller lakridsråden, som hassel med en ægte farmaceutisk vittighed undertiden i omtale kaldte ham — var godsets gamle læge. Et rigtigt nøddeknækkeransigt og et par ben, der trods deres øjensynlige svagelighed bevægede sig med en overordentlig livlighed, meddelte den lille mand et højst pudsigt udseende, idet han, støttet' til sin stok, rokkede hen imod selskabet under valnøddetræet. » Nå, her er nok consilium sladderasticum, « hilste han, men overraskedes i det samme ved mellem alle de kendte ansigter at opdage et, som kan ikke før havde set. » God aften, lille frøken, — bliv bare siddende, jeg finder mig nok en plads. « » Kandidat Dalgård — krigsråd launing, « forestillede apotekeren. » Vær så god, krigsråd, her er plads, og her er glas. « » I siger måske så alene for rimets skyld, herre! for at tale med chilian. — hæ! — så det er altså den nye mand? Tror de nu også,. De kan finde dem i at være herude hos os i Åby? « » Det er jeg sikker på. Det første indtryk skal jo have stor betydning, og efter det at dømme, vil jeg uden tvivl befinde mig særdeles vel her. « » Nydeligt, — nydeligt sagt! « brummede hassel. » Hæ! « gryntede krigsråden og rørte i sit glas. » Å ja, vi har det sågu’ ganske rart herude: » hver lever kristelig og nærer sig af rov, « ligesom de anholtere på Peder pårses tid. Is ær disse apotekere, — gud bevares, hvor de mennesker forstår at trække pengene ud af lommerne på folk! « » Vi får i hvert tilfælde skyld for det, « smilede hammer resigneret, » hvorvel det ikke er alle guldgruber, der gør deres ejere til millionærer. Men lad os ikke tale om disse gamle skader! — hvordan går det med gigten, krigsråd? « » Nå, de finder måske, at også jeg kunne ligne en gammel skade? — hvordan det går? Rent forbandet. Kan de ikke sige mig et godt råd for den? Hvad har man ellers jer giftblandere til? — nå, man må jo ikke klage: bedre at gå på træben end at bæres på bår, som ordsproget siger! — ellers noget nyt? — nå, ikke. Men de, unge herre, som kommer direkte inde fra civilisationens brændpunkt, de må vel have et eller andet at berette. « » Ja hør, Dalgård! « sagde hassel, » kan de ikke fortælle os en historie? Jeg interesserer' mig meget for gode historier, særlig når man sidder ved et lille glas. « « en historie? Jeg ved ikke rigtig, hvad det skulle være. Men måske---------- « » Jo, vist så! « råbte krigsråden. » Dekan sagtens; lad os bare få sådan en rigtig apotekerhistorie. Den hedder altså-------? « Dalgård grundede et øjeblik. » Når jeg endelig skal, og selskabet vil tage til takke, vil jeg tillade mig at kalde den---- « » Så, for Pokker! « Dette udbrud skulle dog ikke være noget forslag til en titel på historien, men kunne kun tages for et udtryk for den ærgerlige stemning, der greb hassel, idet han på dette spændende tidspunkt hørte en vogn rasle op for apoteksdøren. Med sine små, elegante skridt løb han hen til havelågen og råbte i en tone, der ikke vai’ fri for at være lidt gnaven: » Hvad er der i vejen? Skal de have medicin? « » Nej, jeg sku’ spørge, om ikke doktoren var her; jeg sku’ ha’ ham med hjem! « lød det fra en knøs, som sad på vognen. » Så skulle da også — — « brummede krigsråden og stødte sin stok hårdt imod jorden. » Nej man har, fjenden filtrere mig, heller aldrig ro, hverken nat eller dag. Hvor er nu det fra? « råbte han og rokkede hen til lågen. » Det er fra Mads Olsen i stavby, « lød svaret. » Hvad skader ham? « » Han er død. « » Hvad for noget? Er han død? Jamen hvad i pokkerens skind og ben skal jeg så derude? « » Jo, konen, hun er også så meget simpel, så doktoren måtte endelig komme med! « svarede knøsen. » Nå, « brummede krigsråd launing med et dybt suk, der lød som suget af en utæt pumpe, » ja-ja da! — nu skal de have tak for toddyen, apoteker. Så er det vel bedst, man kommer af sted! « — hele selskabet fulgte gæsten til vognen. » Nå, god nat, — god nat, kære venner! « råbte han og slog ud med hånden, da han vel var kommen til sæde og var bleven omhyggelig indpakket. De tilbageblevne tyede atter hen under valnøddetræet. » Flink, gammel fyr, ligegodt! « vidnede hassel. » Men urimelig slem til at bande, « indvendte Hedvig. » Å, han mener det ikke så slemt, « undskyldte provisoren, » det er kun gammel vane fra dengang, da han var underlæge i marinen. nå — men det var den historie, Dalgård, den narrer de os nu alligevel ikke for! De kalder den altså -----? « » Jeg tror, jeg vil kalde den: under eget ansvar. » Udmærkelse! « råbte den tyveårige, nybagte examinatus pharmaciæ. Peter Andreas Vejlby en dag i januar, idet han tog trapperne i tre spring- derhjemme i Gotersgade, hvor moderen boede, lige over for botanisk have. Han kom lige fra eksamensbordet, hvor han havde været så heldig at opnå dette smukke resultat, og med et ansigt, der strålede af henrykkelse, kastede han sig i armene på sin moder, der stod deroppe i den åbne dør for at tage imod ham. I en hel time havde hun allerede siddet ved gadespejlet for at passe på, når han kom; hun vidste jo, at han havde været » oppe « i det sidste fag, og nærede for resten ikke spor af tvivl om udfaldet af hans eksamen, — det var netop, hvad hun havde ventet af sin kære dreng. Så måtte han fortælle meget omstændeligt, hvordan det hele var gået til, og hans lille moder måtte mere end en gang rejse sig på tæerne for at kunne nå at give sin store søn et Kys. Mere end en halv time kunne han imidlertid ikke ofre på mor, han måtte hen på apoteket for |
1870_Lange_AaenOgHavet | 180 | Thomas | 1,870 | Åen Og Havet | Lange | Lange | Aaen Og Havet | male | 1870_Lange_AaenOgHavet.pdf | Thomas | Lange | null | dk | Aaen og Havet | En Historie | null | 1,870 | 364 | n | gothic | Gyldendal | null | KB | Pris på 2. opl.: 2,5 - fil stadig på privat pc | null | pdftxt | null | nan | nan | 13 | 374 | 438 | O | 0 | 0 | 0 | Når man står på en af de klitbakker, søm omgive oxby kirke i vesterhørneherred et par mile fra Varde og seer ud mød nørdvest, da øverskuer man et landskab, søm i vildhed og størartethed søger sin lige her i landet. Det er en milelang strækning, opfyldt af lave klitter, Enge og hedepartier; men det ejendommeligste ved stedet er dog den mængde småsøer, her sindes, de mindste af størrelse som et almindeligt gadekær, de største af en Fjerdingveis længde * ). Denne ørken kaldes der på egnen „ Karls Mærsk “ eller „ kallesMærsk “, og der går det sagn om den, at den i en fjern fortid har været havbund, og at Ringkøbing fjord har haft sit udløb herigennem til hjertingbugt og havet. Såmeget skal ialtfald være vist, at der as og til er sundet skibsredskaber eller buede planker som af både i kallesmærsks Enge. — * ) disse søer kunne dog nu næsten ganske forsvinde i meget tørre somre. hertil denne ørken kom — for nogle og fyrrefyve år siden — den eneste dalevende descendent af den gamle danske adelige familie Grubbe. Hans navn var Eiler Grubbe. Han var en meget rig og fuldkommen uafhængig mand; men et medfødt tungsind havde svækket hans mod og kræfter allerede i en tidlig alder, — en sinds- og legemstilstand, der ikke er usædvanlig hos de sidste af gamle og forhen særdeles livskraftige slægter, idet blodet ved de idelige ægteskaber indenfor tamme familie eller ialtfald mellem individer, der væsentlig leve under de samme livsvilkår, til sidst bliver ligesom udvandet og berøvet den naturlige ild. — han havde været officer, men snart opgivet sin post; så havde han studeret tteologi, men ligeledes opgivet dette; derpå havbe han nogle år rejst udenlands — og synes i det hele at have hørt til hin Art af digteriske naturer, der i deres egenkærlige længsel efter noget, som i sandhed kan udfylde dem, i deres ungdom drives omkring af en pinefuld, nervøs urolighed for senere, når de ungdommelige kræfters gæring aftager, at søge en utilfredsstillende hvile i en dump og mat resignation. — han var, da han således første gang, på jagtens vegne, betrådte denne ørken, noget over tredive år gammel. Han var en vældig jæger, og hans største fornøjelse var med bøssen på nakken at strejfe omkring og opsøge de bedste jagtegne, og da disse tillige vare de mest ensomme, tilfredsstillede han derved to af hin naturs fordringer. Det var en dag i begyndelsen af september måned, da han efterven lang vandring, træet og mødig, besteg en sandklit i udkanten af kallesmcrrsk for at kunne overse terrainet. Skuet af det underlige land, han førstegang så, betog ham stærkt, og han vedblev at stirre derind: de mange søer blinkede som venlige, men tungsindige øjne fra den mørke grund, ørkenens disige luft tilslørede halvt den fjerne synskreds, den berusende, aromatiske Duft af n^rieu ouls ombølgede ham, og den dybe stilhed, der hvilede over hele egnen, faldt som en øjeblikkelig følelse af fred over hans urolige sjæl. Da lagde han sig, betagen af denne for ham så uvante stemning, ned i sandet, og med sin jagttaske under sit hoved nød han nogle timers vederkvægende søvn. Da han vågnede, var det hen ad aften, han rejste sig og så sig om. Øen sandklit, på hvilken han stod, var den højeste i en lille bjergkæde — hvis man ellers tør bruge et sådant udtryk om sandklitter — der indfattede den vestlige bred af en af de omtalte småsøer, som var omtrent en fjerbingvei lang og halvt så bred. Vinden var østlig, og de små bølgers ensformige slag mod klitternes fod, der var den nærmeste lyd, som hørtes i ørkenen, havde vistnok bidraget deres fil at dysse den ensomme jægersmand isøvn. Den følelse af fred, som søvnen og indtrykket af det forunderligt stille land havde givet ham, vedblev at hvile over ham: som idrømme stod han og stirrede ud over egnen og den svagtkrusede, solbestrålede sø, på hvilken talrige flokke af vildænder svømmede omkring, ligesom enkelte plump og bevægelser under vandet tydede på, at søen også var rig på fisk. Længere borte øjnede han uhyre flokke af brokfugle, hvis bløde fløjtetoner, blandede med bølgernes rislen, nåde hans øren som en fjern vuggesang — medens af og fil endnu længere borte fra andre selsomme toner og stemmer lod sig høre, hvis oprindelse han ikke kunne forklare sig, men hvilke man altid fornemmer veo aftenstid i ørkener og på skille steder. Da blev han på engang så greben af hele stedets natur og af den fred, der på denne sildige eftermiddag hvilede derover, at han som i gjenopvågnende livskraft strakte sine hænder i vejret og råbte: „ Her vil jeg bo! Disse ensomme søer med alle deres dyr skulle være mine! Disse heder, moser og Enge — hele denne ørken med dens stille aftener, med dens selsomme toner, med dens tungsindige ro, alt dette skal være mit, alt dette skal være til for mig, for mig ganske alene! Ia, således skal det være; her, fjernt fra alle mennesker og dog i mit fædreland forekommer det mig, at jeg vil finde fred! “ Da lød et bøsseskud så at sige ligeunder ham. de nære bakker gentage skraldet; som en aftagende torden forplantedes det videre og videre, indtil det endelig hendøde blandt de fjerneste høje som en forunderlig uhyggelig susen. Hans sind havde været så optaget af den beslutning, han nylig havde fattet, at han næppe lagde ret mærke til selve skuddet — de fjerne, åndeagtige naturrøster, som skuddet ligesom havde kaldt tillive, gjorde derimod stærkt indtryk på ham, og han lyttede henrykt hertil, indtil den svageste susen var ophørt. Da førsf gik han ned ad klitten mod søbredden for at se, hvo det var, der her i denne ørken drev den samme idræt som han. Men hvor forbavset blev han ikke, da han var kommen ned ad klittens første rygning, ved at se en ung kvinde stå ved søens rand! Hendes bøsse lå ved hendes fødder, og hun stod og så udover søen, hvor en stor hvid hund kom svømmende ind mod land med to ænder i munden. Da standsede han fuld af forundring, og da han nu tillige lagde mærke til hendes klædedragt, hvoraf det var åbenbart, at hun her troede sig ganske ene og uforstyrret, følte han, at han vistnok burde fjerne sig igen; men den heftige lyst, der var opstået hos ham til at gøre den unge jægerindes bekendtskab, lammede hans villie, således at han i øjeblikket hverken var i stand til at fjerne eller nærme sig. — hun var iført en mørkegrøn kjole, der ikke nåde længere end til midt på hendes ben, og disse vare blottede; hendes skikkelse var hvi og rank, hendes nakke og hoved af den skjonneste form. Han følte sig selsomt betaget. „ Se, “ hviskedee han, „ er dette ikke disse steders genius, jagtens hulde gudinde, den høje Diana? — se, håret opbundet i nakken, det korte gevant, de blottede ben!... Men da er hun jo også min genius — åbenbarer hun sig ikke for mig i samme øjeblik, jeg har besluttet at tage land her? “ Imidlertid var hunden kommen iland med ænderne, som den lagde for sin herskerindes fødder. Hun bøjede sig ned, kvalte med et sikkert greb den ene and, som kun var vingeskudt, og gemte dem i sin jagttaske. Derpå vendte hun sig om for at tage bøssen, der lå bagved hende, og da fik hun øje på Eiler Grubbe, der nu langsomt og ligesom modstræbende steg ned ad klitten henimod hende. Han var en velvoksen, fintbygget mand med et ædeltformet ansigt, hvis udtryk dog ellers vansiredes ikke så lidet ved dets præg af sløvhed, ja næsten af livslede; men i dette øjeblik, da hans sind var opfyldt af det usædvanlige, der her var mødt ham, var hans blik fast og klart, og hans kinder ikke så blege som sædvanligt. I samme nu, den unge kvinde så den fremmede mand, farvedes hendes ansigt af en glødende rødme, der dog ikke lignede den jomfruelige undseelses lysere skær så meget som vredens dunklere lue. Da stod hun førstegang for hans ansigt, den dejligste kvinde hans øjne endnu havde hvilet på, rank og yndig, naturens ungdomsfriske datter, guddomsskjøn som selve den høje Diana, hvis idræt hun øvede, men også — ligesom gudinden — uden præg af sædelig alvor på den skønne pande eller i øjnenes blinkende glans! — hun sænkede ikke sine klikke, og hun blev stående ubevægelig. Da hun imidlertid så, af den fremmede vedblev af nærme sig, trådte hun ham et skridt i møde og sagde: „ Jeg havde troet, af man i det mindste i denne ud ork kunne være fri for — tilskuere, men jeg seer nu, af jeg har taget fejl. “ Derpå førte hun hilsende hånden op til en lille stråhat, der sad kækt på hendes skønne hoved — en bevægelse, der dog ikke var fri for et vist skjælmeri — fløjtede efter hunden og fjernede sig derpå med langsomme og faste skridt langsmed søranden. Han stod nogle sekunder og så efter hende — og da forekom det ham på engang, som om hele hans foregående, planløse livs byrde var afkastet, sløvhed og livslede forbi! En ukendt varme gennemstrømmede hele hans væsen, og han følte sig som yngling på ny, fnld af kraft og mod. Uden selv ret af vide hvorledes, havde han indhentet hende, og han trådte frem for hende, hilste hende med ærbødig, ridderlig anstand og sagde: „ Skønne, ubekendte unge dame! hvorfor vil de vredes på mig? — skønt jeg ikke har beluret dem som aktæon deres høje forbillede, tvivler jeg dog ikke på, af om de havde hast evne som villie, ville en lignende straf have ramt mig. Men hvorfor betragte mig med så uvenlige blikke? Jeg er en fredelig jæger, hidlokket, som vistnok de selv, af dette steds ensomhed og alvor. Jeg havde netop besluttet at købe denne ørken og bosætte mig her, da fremstod de i samme øjeblik som stedets genius for ligesom at besegle min beskatning!... Hvem er de, skønne pige? Vil de sige mig deres navn og herkomst? “ Straks ved begyndelsen af hans tale var den unge pige standset. Hun forsøgte på at betragte ham med et hånligt smil; men efterklangen af hans ord og hans hele personlighed forhindrede hende deri, og måske for første gang i sit liv måtte hun sænke sine øjne for et mandligt blik. Og da han nu vedblev at stå tavs og ærbødig hos hende, og hun følte, at han betragtede hende nøje, da overtrak en mere fin og jomfruelig rødme hendes kinder, og hun stod bly og undselig for ham. Endelig hævede hun sine øjne og sagde: „ Jeg hedder Ida krabbe. Min fader er godsejer og stamhusbesidder. Han ejer søviggård i Vendsyssel, men vi er for tiden i besøg en halv mils vej herfra på hesselmed. Fader har desuden noget at gøre med at undersøge sandflugten her i egnen, og jeg rejser altid med ham. “ derpå tilføjede hun med et skælmsk blinkende øjekast: „ Og hvem er så de? “ Han besvarede hendes spørgsmål; lidt efter sagde han: „ Jeg kender noget til deres hr. Fader, og nu er jø heller ikke de mig ubekendt! I morgen tillader jeg mig at besøge dem på hesselmed. “ Derpå hilste han hende dybt til afsked og begyndte at trække sig tilbage til det sted, hvor han første gang var bleven hende vaer. Hun blev stående nogle øjeblikke og så med undren efter ham, som om hun måske ventede eller ønskede, at han nu, da bekendtskabet var gjort, skulle have ledsaget hende et stykke på vejen. Men dertil var han — ifølge sin natur — ikke i stand; thi hans sind var bly og beskedent, og han var sålidet en handlingens mand, at kun et så mægtigt indtryk, som synet af den unge, dejlige pige havde gjort på ham, formåede at overvinde hans sky natur, og han trak sig nu tilbage, ligesom ' overvældet og betagen af sin egen dristighed og stærke følelse. Da han havde nået det omtalte sted, blev han stående der, lænet til sit gevær, og vedblev at følge den ranke, let henskridende skikkelse med sine blikke, indtil den var forsvunden i det fjerne. Men dagen efter indfandt han sig dog på herregården hesselmed, således som han havde sagt; en uge efter dette sit første besøg var han forlovet og allerede en måned efter gift med den skønne, kun syttenårige Ida krabbe. Søviggård * ) har en overmåde dejlig beliggenhed i den sydøstlige del af Vendsyssel, ved Kattegattet. Skønne, med lyng og skov bevoksede bakker omgive gården mod nord, syd og vest; østenfor den strække sig derimod græsrige Enge helt ud til havet. Forbi gården og gennem disse Enge ud imod Kattegattet strømmer en å, hvis bredder, på herresædets enemærker, er tæt bevoksede med høje træer, hvilke om somren på mange steder danne et så tæt løvtag over åen, at solens stråler ikke kunne trænge derigennem. Når man i nogen tid har ladet sig glide i en båd ned med strømmen mellem disse træer, der stå som en mur til begge sider, i den højtidelige dunkelhed, som dannes af de mørkegrønne hvælvinger, og man pludselig kommer ud i det fulde dagslys og seer det blå, solbeskinnede hav, da gribes man af undren og glæde, og hjertet føler sig mildt bevæget ved dette yndige og rige naturbillede. På dette herresæde boede nu Eiler Grubbe og Ida krabbe som ægtefolk. — da igrubbe straks efter * ) findes ikke under dette navn. forlovelsen underrettede sin svigerfader om det særegne indtryk, kallesmærsk havde gjort på hans sind, og tilføjede, at det fremdeles var hans agt at købe hele denne ørken, opbygge en gård på det sted, hvor han første gang så den skønne jægerinde, og bosætte sig der med hende, — anvendte den gamle og sygelige enkemand al sin indflydelse for at forhindre denne plan, som han sandt i højeste grad upraktisk og excentrisk — så meget mere, som han derved ville blive skilt fra sin datter, hvem han havde særdeles kær. På den anden side var det ham til beroligelse, at hans datter kunne blive så godt gift, mens han endnu var ilive, og han formåede derfor sin svigersøn til at bosætte sig på søviggård og straks efter brylluppet at overtage hele stamhusets bestyrelse. Da de på denne måde havde boet der et par år, døde den gamle krabbe, og da der ikke var andre børn end denne datter, blev de unge ægtefolk således eneste herskab på det skønne herresæde. Det var en eftermiddag sidst i August, ti år efter at Eiler Grubbe og Ida krabbe så hinanden førstegang ved hedesøen i kallesmærsk. Det var stille og trykkende varmt; om formiddagen havde solen skinnet i al sin pragt, men ved middagstid indhylledes den vestlige himmel i mørke skyer, hvorfra af og til en sagte torden lod sig høre. Henpå eftermiddagen tyknede himlen overalt så meget, at mæn kunne se de fjerne lyn, og en svagt rullende torden hørtes af og til fra alle verdenshjørner. En dump og trykkende stilhed hvilede over hele egnen. Mennesker og dyr vare i en ophidset tilstand: de gik som i drømme og gispede efter luft. Ved åen, hvor de høje træer stod så stille, som vare de støbte af vop, var der isærdeleshed forunderlig ensomt og betagende. Den lydelige summen af myriader af myg, der stod som levende søjler over vandet indtil højt op over træernes toppe, blandet med åens rislen og fiskenes urolige faren frem og tilbage i vandet, satte sindet på engang i en døsig og pirrelig stemning: mæn følte sig træt og havde trang til at dvæle i lang tid på et sted for ret. at hvile ud, men en indre uro tillod det ikke. De af gårdens befolkning, som ikke af bestemt arbejde vare bundne til stedet, havde alle mere eller mindre følt sig i denne tilstand hele denne tordensvangre eftermiddag: de gik fra værelserne ned i haven og i denne fra et sted til et andet, gik derpå ind igen for — nogen tid derefter at begynde på den samme eller en lignende vandring. Sådanne rastløst omkringvandrende grupper, snart mindre og snart større, men dog som oftest bestående af en enkelt herre og dame, havde man kunnet lægge mærke til lige fra middag af. Søviggård rummede nemlig i denne tid indenfor sine mure en betydelig større befolkning end den faste husstand, og tilmed var netop denne lumre augustdag hustruens fødselsdag, der ydermere skulle fejres ved et glimrende bal om aftenen. — denne forøgede befolkning bestod af de i dagens anledning indbudne fra omegnens herregårde — hvilke dog kun udgjorde et meget forsvindende antal — og dels af en uhyggelig skare af fornemme udlændinge og bekendte fra hovedstaden, hvilke i en månedstid havde opholdt sig på det rige og gæstfrie herresæde. — især var åen, efter at himlen henpå eftermiddagen begyndte at tykne, og et dybere mørke end ellers hvilede over det sagte rislende vand, et yndet mål for disse omvandrende grupper, dog mest for sådanne, som bestode af et enkelt par, en. Herre og en dame. Hvor den skønne strøm berørte haven, lå ved en lille landingsbro fem eller seks både; den ene efter den anden af disse blev i løbet af eftermiddagen og aftenen løst — en herre og en dame toge plads deri og glede lydløst nedad det førte vand, under de høje, kirkelignende hvælvinger, ud mød havet. Om aftenen, da den støre hovedbygning begyndte at stråle af lys, medens atmosfærens tryk blev mere og mere føleligt, og den fjerne, men uaf-. Brudte dundren i horisonten drog højere og højere op på himlen, — gik en lille — omtrent niårig — øreng ned til åen. Han stillede sig mellem de høje træer med sin ene arm slynget om en træstamme, og man kunne tro, at han sov, så fuldkommen ubevægelig stod han, hvis ikke de af og til uroligt blinkende øjne havde tydet på det modsatte. Det var ikke første gang, at den lille øreng stod på dette skjulte sted. Også tidligere på aftenen havde han dvælet der med ængsteligt spejdende blikke. Han havde set bådene glide forbi og havde hørt hemmelighedsfuldt hviskende stemmer lyde derfra; men han havde endnu ikke set, hvad han mest frygtede for at se — det, hvorfor hans barnlige sjæl nærede en dunkel, uforklarlig gru. Der, hvor han stod, faldt et temmelig stærkt lysskær fra kjøkkenvinduerne ind mellem træernes stammer og oplyste såvel disse som den del af åen i hele dens brede, som var ligeud derfor. Når han hørte en eller anden lyd fra vandet, stirrede han med et uroligt og spændt udtryk i det skønne, blide og tankefulde ansigt hen i den retning, hvorfra lyden kom, indtil det gik op for ham, at det enten var åen, som af en eller anden grund rislede stærkere, eller en frø, der sprang ud, eller en fisk, der slog op, og da viste sig i hans ansigt et udtryk af lettelse eller barnlig sorgløshed, som det da vedblev at beholde så længe, indtil en ny lyd fra åen fængslede hans opmærksomhed. Han havde vistnok stået således hen ved en timestid så ubevægelig som selve de tavse stammer, da hørte han en lyd, der bragte ham til at fare sammen og til at stirre med stive blikke ud i det uigennemtrængelige mørke, som omgav begge sider af lysstriben. Det var en lyd som af en sagte plasken, blandet med hviskende menneskestemmer. Det var åbenbart en båd, der langsomt nærmede sig, kun båret frem af åens egen strømning. Nogle minutter endnu, og den passerede det oplyste sted — kun et øjeblik, men dog længe nok, til at den lille øreng kunne se, hvo det var, som færdedes der i det dybe mørke, i den skumle, tordensvangre aften. I samme øjeblik, båden gled ham forbi, råbte den lille øreng med en stemme, som på engang var angstfuld og kærligt bønfaldende: „ Moder, her sfåer jeg! Må jeg komme ud til dig i båden? “ Denne vedblev dog sin stille fart, og først efter at den var forsvunden i mørket, lød en dæmpet, mandlig røst derfra: „ Hvorfor sfåer du der alene, lille Henrik? Din moder er ikke her, hun spadserer nu vist i haven med damerne. “ Da gik den lille øreng bort fra det ensomme sted; men hans ansigt var blegt som et lig, og bittre tårer randt ned ad hans kinder. Thi det var hans moder, og han vidste det. — allsom mørket tiltog, strømmede et mere og mere strålende lyshav ud fra den støre gårds helt oplyste hovedbygning. Af og til for et forunderligt pibende vindstød hen over jorden, snart fra en kant og snart fra en anden og som efter en enkelt, ret linie: de høje træer knagede og bøjede sig næsten til jorden med en sukkende lyd, medens de affaldne blade hvirvledes i hurtigt omdrejende kredse højt op i luften. Efter et sådant vindstød indtrådte der gerne i længere tid en skummel stilhed over naturen; selv det sig nærmende tordenvejr syntes da for nogle øjeblikke at være kommet til ro — da var det, som om åen bruste stærkere, og man hørte tydeligt i stor afstand den hvislende lyd af de faldende blade fra de fornylig rystede træer. Altsom aftenen led, blev disse vindstød heftigere og hyppigere samtidigt med, at tordenvejret nu stedse rykkede nærmere og nærmere; men da overdøvedes naturens klagende stemmer af den brusende dandsemusik, der lød ud fra den høje, strålende riddersals åbenstående vinduer. Jorden, min moder, tungsindige, blinde! Underligt rørte mig stedse din sang gennem de vårlige skovbækkes klang, gennem de sukkende, høstlige vinde — hvi mon det gyser da nu i mit bryst? Hvorfor fornemmer mit ængstede hjerte, elskede moder, din bævende røst, ret, som du hulkede i smerte? mægter du ene vor kval at fornemme? Skimtede du aldrig den frelsende hånd? Seer du vor nød, men forstår ej vor ånd, den, som trods smerten i lyset har hjemme? Svulmer du derfor tungsindigt, o hav? Klinge vel derfor af vemod og længsel alle de toner, som Herren dig gav, trælbundne moder i fængsel? Midnat er kommen. De hellige toner svinge sig ud over land, over ey; englene dale på midnattens sky bringende fred fra de himmelske zoner. Manden, som kæmper for sandhed og ret slumrer nu sødt hos sin hustru, den ømme, striden, den hårde, nu synes ham let — fred over ham og hans drømme! Midnat er kommen. De fristende ånder flokke sig tæt om den vildfarne ånd, heffigt den under begæret sig vånder, strammer og søger at sprænge hvert bånd. Mægtig er nu den dæmoniske lyst, tankerne stærke, som lokke og dåre, ondskab sig ruster til natlige høst, — uskyld, o lad dig ej såre! midnat er kommen — hør, natvindens susen tordenens drøn og de styrtende vande lyde som havbølgers truende brusen vildt, og med balsalens toner sig blande! Ak, hvilken underlig, zittrende lyd: stemmer af ånder, der stige og synke, jublende snart som i spottende fryd, sukke så atter og klynke. Hundene rasle med lænken og tude ret som i smerte ved tonernes klang. Ensomme vandrer på ensomme gang studser og standser i mørket derude, retter sit blik mod den strålende glans; hvidklædte, svævende skikkelser blege er for hans øjne som åndernes Dands eller som englenes lege. — Broder og ven på det fattige Kammer, du med det rene, det barnlige sind! Lyset, som vifter i midnattens vind, smykker din bolig med renere flammer... Længes og du til den fornemme gård? Stråler dens blændende glans for dit øje? Vel, — der af føre dig hen jeg formår uden den ringeste møje. thi når det lyster mig staven af svinge, fantasus gav mig, — jeg styrer din hu! Se, foran balsalen stander du nu, — op på mit bud må de fløjdøre springe!... Ak, hvor du blændes af lyshavets glans — dog kun frimodigt omkring dig du skue! Uskyld kan se på dæmonernes Dands uden af rædsel af grue. Se, hvor de bølge, de levende krandse, bølge som sagte henrindende vover — tonernes scepter er udstrakt derover — henover gulvet i svævende dandse. Hør violinernes lokkende røst, fløjternes underligt klagende stemme!... Drømme, du drømte i ungdommens lyst. Opfyldt du tror at fornemme? Dog — hvis din rene, din barnlige glæde ej skal forspildes ved kerternes skær, kom ej de dansende skønne for nær! Sku kun i afstand den bølgende kæde! Menneskets sind er så stridigt og hårdt, sjeldent lidt ublandet glæde det finder, had og misundelse jager den bort selv — fra de dansende kvinder. derfor du kun fra det fjerne bør skue hine, som hist monne danse og le! Selv deres blikkes bedårende lue helst i betydelig afstand du se! Thi, hvis du nærmede dig hen... ganske nær. Så du måske med forundring og smerte øjnes og kinders mørktflammende skær, — tegn på det fredløse hjerte. Thi kun den rene, den barnlige glæde, bly som i kvindernes hjerter den boer, tegner på kinden sit yndige sæde, viser sit lyse, livsalige spor. Yndige rødme! Du lislige glans! Hvor skal din hellige lue jeg finde? Flygter du sky for den leflende Dands? Hvor har du skjult dig herinde? Timen er kommen, min Broder og ven! Hæv nu dit øje, det barnlige, blide, sku ved min side mod lyshavet hen, der, hvor de dansende skikkelser skride! Se dog, o se! der er menneskefangsf! Læben er bue, og øjet er landse; se, fra hinanden de skye som i angst — mødes så atter og danse. ret som medlidende fløjterne græde, strengene dirre med spottende hvin. Fagre, forvildede husfrue fin! Timen er ond til i dansen at træde. Lysglandsen, synes mig, skinner så rød, ' og dine kinder som kerterne gløde! — farlig er timen — stor sorrig og nød komme der vil af det møde! Hvo er din dandser? — den skønneste mand, han med det mørke, det funklende øje, — han, som dit stammende hjerte kan bøje, medens han nærer dets vildsomme brand!... Hvor er din husbond? Ak, seer du ham ej? Dansen og glæden forlyster ham ikke, hist fra det fjerne han spejder din vej med så tungsindige blikke. Hør hvor det bruser fra tonernes kilde, se, hvor de lege med menneskers sind! Saligt i himlen de vugge dig ind, hvis du besjæles af følelser milde, — stå dog tillige med dybet i pagt: hjertet, hvor ilden alt ulmende brænder, blusser i flammer ved tonernes magt, og — du mod dybet dig vender! Broder og ven fra det ensomme Kammer, så du vel forhen så selsom en Dands? Så du en skikkelse, mægtig som hans? Så du et skønnere åsyn i flammer? Indenfor trolddommens magiske kreds, kastet omkring som af stridige bølger, snart hun sig nærmer vemodig-tilfreds, snart som i skræk hun sig dølger!... Hvi er her blevet så tyst og så stille? Er den til ende, den festlige nat? Er den bevingede fod bleven mat? Øjet for tungt til at lyne og spille? — nej! — — men de mægtige flammer, de se, suset, de høre af stærkere vinger, lokker dem selsomt med fryd og med ve, — magisk dem alle betvinger. Derfor en dæmpet, forunderlig ro hersker der nu i den strålende Halle. Se: hvor de danse, de herlige to, glimre som sole de frem for dem alle! Ak! i de dansendes blomstrende kor aldrig jeg skuede så dejlig en kvinde... Dog må jeg sænke mit hoved mod jord, og mine tårer må rinde!... ak, nu jeg tror, at mit syn mig bedrager?... Seer du hist henne, min Broder og ven... Seer du en dreng, som er bleg, men så sager, langsomt at gå mod de dansende hen?... Se, som betagen af rædsel han går, snubler og vakler omkring som iblinde, nu ved de dansende stille han står — hvad mon han vel har i sinde? Hvad vil du her i det gøglende rige? Hvad vil du nær ved de vildfarne to? Bedre forsandt, om du undte dig ro end som et genfærd af graven at stige. Hvad har dig vækket af barnlige blund/ siden du her på den natlige scene vandrer omkring i den sildige stund frygtsom, forvildet og ene? Er det vel glæden, du kom for at skue? Er det vel den, som forstyrrede din ro? — hvorfor da stirre så stift på de to... Mesf dog på hende, den dansende frue? Vistnok din moder ej sang dig iblunb, derfor du går på den gøglende scene her i den sildige, natlige stund frygtsom, forvildet og ene.... er du alt mættet af synet, barnlille, siden du atter fra dansen dig fjerner? Se dig dog om her i natten den ville, se på de andre, de blegere stjerner! Snart vil de slukkes, thi dagen er nær, snart — det er varslet af hanernes galen — morgenens bleggule, zittrende skær trænger sig ind her i salen. Natten med vælde dog hersker endnu. Bort du nu går, kan jeg tro, for at hvile?.. Søvnen vil lindre din barnlige gru, lære din læbe i drømme at smile... Hvi dog så angst? er du ej i dit hjem? Som om du frygtede en truende fare sniger du tavs og forsigtig dig frem gennem den undrende skare. — — ak, du har set ham, min Broder og ven, barnet, som underligt tynger mit hjerte! Kom — skal vi snige os efter ham hen, dele den ensommes rædsel og smerte? Sønnen af huset det var, som du så, arving til højhed og rigdommens goder; hun, som med tårer han stirrede på, er hans forvildede moder. vil du, o kære, ej nok følge med, hvis du er mættet af glandsen herinde? Har han end skjult sig på dunkleste sted, jeg skal dog sikkert ham kende og finde. Ræk mig din bløde, din trofaste hånd... Uden du mærker det, skal jeg dig føre... Fantasus kender ej nogetslags bånd, går gennem lukkede døre. - — se, når jeg åbner gardinet, belyser glandsen fra salen hans barnlige kind. Gulvet er koldt, han er bleg, og han fryser, slumrer dog her med beroliget sind. Vi vil som vagt hos den sovende stå, ind bag gardinerne sagte vi træde. Lad ham, så længe han kan og han må, kvæges ved drømmenes glæde!... Her er det stille... ak, ellers så gerne hørte jeg natvindens sukkende susen, vigende tordeners drøn i det fjerne, faldende regnstrømmes svulmende brusen, — hvi mon det gyser da nu i mit bryst? Hvorfor fornemmer mit bævende hjerte, elskede moder, din natlige røst, ret, som du hulkede i smerte?... tys... det mig synes, mit øre fornemmer lyd som af sagte sig nærmende skridt... Lyd, som når dæmpede menneskestemmer tale og svare hinanden så blidt!... Stemmerne nærme sig, snart er de her! Snart vil det ensomme, halvmørke Kammer — lyse af hjerternes hede begær, elskovs fortærende flammer... Døren sig åbner — o se, hvor du træder, arme, forvildede husfrue fin! Var der i verden ej tusinde steder, du kunne mødes med elskeren din? Hvi netop her, hvor din eneste søn, fyldt af en anende, ubestemt smerte knælle og bad for sin moder en bøn af sit uskyldige hjerte. Døren sig åbner — o se, hvor du træder, fagre, forvildede husfrue fin! Var der i verden ej tusinde steder, du kunne mødes med elskeren din? Ak! hvor du troede dig dybest iløn, skulle det sig så forunderligt føje - se, din uskyldige, kærlige søn fæster på dig sit øje! se, han har rejst sig, han stirrer og stirrer underligt stille, som ramt af et lyn. Se, hvor de bæve de hvidgule bryn, se, hvor hans skikkelse zittrer og dirrer! Ak, du har mørknet hans barnlige vår, mørknet hans dage med synd og med smerte. Aldrig forsandt vil det læges, det sår; thi du har rammet hans hjerte! Hørte du tonerne klynke og græde? Strengenes selsomme, spottende hvin?... Stedet var ondt, som du skulle betræde, fagre, forvildede husfrue fin! Dagen er oprunden, skyggerne veg, morgenens stråler i vinduet lege, kaster en lysning så bleg, o så bleg over dit åsyn, det blege! Det var en lummervarm og stille septemberaften, en seks eller syv år efter denne balnat, da sad en skolediscipel i et af de gamle huse ved østerå i Ålborg og læste på sine lektier. Han var i en alder af omtrent seksten år og havde i et halvt årstid besøgt latinskolen. Han var høj og slank med et udmærket smukt formet hoved og med regelmæssige, skønne ansigtstræk. Hans øjne vare store og mørkeblå, men med et på engang uroligt og tankefuldt blik. Så ung han var, var han dog næsten udvokset til sin fulde højde, hvorimod hans ansigt endnu ganske var et barns. Det var Henrik Grubbe, Eiler Grubbes og den skønne Ida krabbes søn. Han sad som sagt og læste på sine lektier, men det var øjensynligt, at han havde møje med at holde sine tanker samlede. Snart lænede han sig tilbage i stolen med et udtryk af træthed og utålmodighed, og snart kastede han sig igen over bogen og læste nogle minutter med en ivrighed, som om det gjaldt livet. At denne måde at arbejde på ikke vel lod sig forene med den lumre aften, fik han snart at føle, idet sveden på engang sprang ud af alle hans porer; han måtte rejse sig, gik hen og åbnede et vindue og blev stående en tidlang i dette for at blive afkølet. Luften var imidlertid af den beskaffenhed, at det næsten var varmere udenfor end inde, i det mindste var dette tilfældet med den af dagens varme ophedede gadeluft, der virkede næsten bedøvende på ham, hvorfor han snart igen trak sig tilbage fra vinduet og beredte sig til at gå ud for at søge en friskere luft. Han iførte sig en grøn jakke eller trøje, rigeligt besat med store, gule ankerknapper, tog en lille, let bøs se samt jagttaske og øvrige skyderedskaber ud af et skab og forlod således udrustet det gamle hus. Da han var kommen udenfor, rettede han, uden at betænke sig, sin gang ned til en af smågaderne ved fjorden, hvor der boede en fisker, hvis båd han jevnlig benyttede til sine jagtture på fjorden. Denne fisker, ved navn hans Krisfian, boede i et lille, ret net hus, omgivet af en venlig have. Da Henrik kom til indgangen af haven, der var aflukkef, råbte han med høj røst: „ Er hans Krisfian hjemme? “ Da han intet svar fik herpå, gentog han med forstærket stemme og til sidst med et udtryk af utålmodighed og vrede sit spørgsmål, — indtil et vindue blev åbnet, og en smuk, men meget gammel mand med et ærværdigt, gråt skæg stak sit hoved ud. Det var hans Krisfian, bådejer og fisker i fjorden. „ Hvorfor svarede i ikke straks? “ spurgte Henrik. „ Fordi jeg er syg, hr. Henrik, som de kan se, og lå og sov, da de kom. Jeg har været syg den hele dag — å ja, har jeg så. “ „ Kan jeg få båden? “ „ Ja — nej, ikke godt, hr. Henrik. Amme skal ud med den og sætte garn nu tilaften. “ „ Ja, så går jeg ud med hende, jeg skal på iagt, som i kan se. “ „ Ja—a, hr. Henrik, “ indvendte hans Krisfian. „ Men herregud, hvad er der nu i vejen? “ brød Henrik igen ud med en vis heftighed, „ jeg giver naturligvis samme betaling, som om jeg havde båden alene, og så får i jo dog tillige Garnet besørget. Det synes mig, i må kunne stå jer ved den handel. |
1889_Birck_AageEllerEbbe | 31 | Sofus | 1,889 | Aage Eller Ebbe | Birck | Birck | Aage Eller Ebbe | male | 1889_Birck_AageEllerEbbe.pdf | Sofus | Birck | null | dk | Aage eller Ebbe | Fortælling | null | 1,889 | 250 | n | roman | J. L. Wulff | 1.5 | KB | null | null | pdftxt | null | nan | nan | 11 | 260 | 71 | O | 0 | 0 | 0 | På tangvolden langs stranden sad en ung mand og så ud over bugten. Han så de høje, toppede bølger brydes mod den flade strandbred, idet de sprøjtede deres skumkamme højt op på tangvolden, de dristigste så højt op, at de med et plask faldt ned i engen på den anden side. Han så det prægtige strejflys, der faldt hen over bugten, hen over Kattegattets friske bølger, der kom famlende derude fra og søgte ind i bugtens halvrunding. Mod syd lå den høje klint med sine store ege- og bøgeskove, mod nord de flade Enge, den store mose og « hornet », der med sin lave højderyg skød sig langt ud i havet. Som kåde børn, der vide, at de i frikvarteret have deres egen vilje, hoppede og tumlede bølgerne herinde, medens de hist ude under stormens kommando bleve tvungne i flok og følge med de store bølger, der taktfaste og regelrette som batailloner i stormmarche dreves fremad med ustandselig fart. Skyerne joge for den friske sydost hen over bugten. Snart skinnede vandet derude som sølv, snart fortonede det sig atter i det dybeste blå. Det var himlen, der lånte det disse farver. Bøgeskoven henne på klinten viftede med sine friske grønne blade, der i det glitrende Sollys næsten spillede i det gule, men over det lyse hang stod de gamle ege med deres forvredne, bladløse grene og så helt melankolske ud. Det forekom ham, som om de sagde til de unge bøge: « også vi have en gang viftet og vinket her i disse skove. Da vi havde fortrængt Ellen, birken og fyrren, vare vi eneherskere her. Slægt efter slægt har hvilet i vore skygger. Til hest og med halsende hunde foran, de rigtige store danske hunde, have konger og riddere, den gang landet stort og mægtigt herskede over Norden og talte med i Europas råd, jaget bjørnen, ulven og den springende hjort. Det svinekød, de elskede så højt, have vi næret med vore frugter. Selv gave vi livet for fædrelandet! Såvel drageskibene som de store orlogsskibe vare os, lanserne og køllerne vare os, og i den lange vinteraften lyste og varmede vi i bjælkehuset som i riddersalen. Men så kom den lette, bladfagre bøg hoppende herind i landet, den tog solen og lyset fra os, og nu dø vi, langsomt men sikkert. En for en vige vi sidste rester fra Danmarks storhedstid pladsen for aldrig mere at komme igen. Så er kun fortællingen om os tilbage ». Men bøgen lyste i solskinnet med sin friske forårspragt, den vidste, at den var den nye tid, der skridt for skridt havde kæmpet sig frem, fra et enkelt træ til en hel skov, og at nu var den Danmarks skønneste smykke. På tangdiget sad den unge mand og så og tænkte på alt dette, medens den lette vind fejede hen over hans friske, ungdommelige skikkelse. Han lagde ikke mærke til, at en ældre kavaler kom trippende oppe fra markerne ned imod stranden og så derfor noget forbavset op, da den gamle bag hans ryg lidt patetisk lod høre: « er Åge hin spage bleven romantiker? » « løjtnant v. Mehren, » sagde den tiltalte med det tonefald, ganske unge mennesker anvende over for ældre, som de vide er deres rigtig gode venner, « løjtnant v. Mehren er kommen tidlig på støvlerne i dag. » Løjtnanten sugede sine store grå moustacher ind i mundvigene, kløede sin noget anløbne næse, strøg sit hår fra venstre over til højre side i en stor hanekam og sagde derpå, idet hans små brune øjne plirrede rundt under de mægtige øjenbryn: « bah! Har slet ikke været i seng. » « hvorledes? » « løvspringsnatten, ser du Åge, må jeg altid blive oppe. » « i skoven? » « for Pokker, der bor jeg jo! Hvad skulle jeg blive der for? Nej — ». « på kroen? » spurgte Åge. Løjtnanten børstede atter sin hanekam op — det var tydeligt, at krøllejernet ikke havde været i berøring med den i de sidste fire og tyve timer — daskede sig med sin lapsestok ned ad de tynde, lidt luvslidte permissioner og sagde: « nå hvad skal man sige? Vi er jo ikke kanarifugle allesammen. » « altså igen trekort og brændevin på kroen? » « de forbandede kort, de blive dog en gang min ruin! » sagde løjtnanten med urokkeligt alvor. Et flygtigt smil gik hen over Åges ansigt: i* « og flasken? » Han drejede hovedet til siden, som om han blev flov over at have været nærgående. Løjtnanten knipsede til de kaffepunschpletter, der sås på hans frakke, og sukkede: « gud forbarme sig, hvor ungdommen dog er hensynsløs nutildags! » « å, når man er to og tyve år, kan man vel nok have en mening, og min er, at de burde holde dem for god til at svire på kroen, » bemærkede Åge, sagte men bestemt. « du er min egen dreng, » svarede den gamle fyr vemodig, og en fugtig glans kom over de små plirrende øjne, « en søn som du, og meget havde været anderledes; men nu køre vi med returvognen ». Han så op og ned ad sine tvivlsomme permissioner og søgte ved en ivrig gnidning at fjerne de fatale pletter på frakken. Omsider sagde han blødt: « ser du Åge, det var ikke min mening at gå til kroen; men Valborg nat har jeg ingen ro på mig, jeg må ud at se på blussene, det ser så godt ud, når hver høj lyser med sit. Så kom jeg forbi kroen. Et glas må du have, tænkte jeg, kun et eneste; men det blev igen til to, ja til mange! Hele natten har jeg sviret og spillet kort med disse bønderbæster. Ikke sandt, et smukt selskab for løjtnant v. Mehren, søn af en general, selv hans majestæts kammerjunker? Jo, jo, en dejlig kammerjunker! Kald mig kun en drukkenbolt, du har lov dertil. Ha, ha, ha! et nydeligt selskab; den storsnudede Simon hæk kaldte mig sans façon Mehren. Det samme gjorde prinsesserne, da jeg som kadet blev beordret til Amalienborg for at danse med dem. De nedstammede jo rigtignok i lige linje fra nogle og tyve konger, så dem kunne man jo nok tillade denne frihed, medens denne uforskammede sognefoged — ». « var det mere end fjorten konger? » sagde Åge for at få løjtnanten til at glemme Simon hæks plumphed. « du har ret, det var nok også kun fjorten. Du kan tro, vi kadetter toge os ud, rød kjole med krydsbandoler, chako med pompon, jo vi vare nydelige! » Den gamle kavaler slog sig med stokken ned ad benene, som om han derved kunne banke den lille kadet med chakoen og den røde kjole frem af den luslidte frakke og de medtagne benklæder. Åge trykkede sin gamle vens hånd. Han forstod den ironi, der lå på bunden af løjtnantens fortælling om hans ungdom, og søgte atter at give samtalen en anden retning. Men den gamle havde nu lyst til at være søjlehelgen, og han blev derfor ved ubarmhjertig at gennemhegle sig selv. Måske følte han en slags tilfredsstillelse ved at holde indvendig storvask, måske mente han, det var. godt for hans unge ven at høre om al den elendighed, et syndigt menneske kan bringe over sit hoved. « drik er djævlens hovedpude og roden til al vor elendighed, » sluttede han, « eller hvad har måske denne opblæste baron, denne pengepuger af doktor eller denne stuelærde Provst forud for mig uden dette ene, at de drikke til måde? Og så gå disse kavalerer og se ned på mig — å, jeg blæser dem et stykke! Nej Åge, du er min salighed det eneste fornuftige menneske her på egnen. Du passer din moders køer og lader forresten fem være lige. Det er uhyre fornuftigt, bliv bare ved dermed, og vogt dig så for kroen og politik. En hasselkæp på ryggen af alle disse krabater, det er det eneste, de trænge til! » Åge mente, at dette var en lovlig stærk udtalelse, men løjtnanten, der hyldede meget konservative anskuelser, forsikrede, at alle politikere her i landet vare levebrødsmænd, der kun tænkte på sig selv og blæste konge og fædreland et stykke. Han påstod, at kongedømmet var af guds nåde, og når man sagde ham, at det var Sofie Amalie og borgermester Nansen, der vare indstifterne her hos os af hans ideal af kongedømmet, blev han rasende. "tidlig kastet ud af sin militære løbebane — man sagde, at en aldeles uskyldig liaison med en prinsesse var skyld deri — havde han begyndt at ekstravagere, og familien havde da interneret ham hos skovrideren på Høgholm. Gården lå i en afsides egn, der var fire mil til den nærmeste købstad og over to til den nærmeste kro. Den flotte og elegante løjtnant v. Mehren var dermed levende begravet, hans fornemme slægt så ham aldrig mere. Selv holdt han ud, hans samtid var for længst sunken i graven; men han gik om derude i den afsides egn og befandt sig nu bedre end nogen sinde. Jernbanerne havde også strakt deres arme ud til Høgholms nærhed, og en gang imellem tog løjtnanten ind til byerne. Nu havde han ikke længer nogen, han måtte spørge om forlov; thi den gamle skovrider, hos hvem han var i pension, var også død, og sønnen, der havde fået pladsen efter faderen, var født og opvokset under løjtnantens øjne, han kunne ikke tumle den gamle logerende, der bestandig titulerede ham: o o ' o min gode Vilhelm! O af den nye tids frembringelser syntes løjtnanten foruden om jernbanerne kun om næringsfriheden, fordi den havde skabt et brændevinsudsalg i hver eneste landsby. Når han strejfede om i egnen, som oftest flere mil daglig, holdt han ikke af at føre marketenderiet med sig, som han udtrykte sig, en snaps på en kro smagte ham bedre end den fineste cognac i rejseflasken, han kunne nemlig ikke drikke alene. Hvad der især mishagede ham i den nye tid var: « alt det forbandede politiske vrøvl og så den uopdragenhed, der mere og mere kom frem især hos ungdommen. Hvor var nu den tid, da alle ærbødig toge hatten af for « løjtnanten »? Nu dampede mændene ham lige op i ansigtet, og børnene holdt ham i frakkeskøderne og råbte deres: « har do jen bette skilling ti wos? » Personlig hadede løjtnant v. Mehren kun et menneske, baron Høgh til Sandager gård. Baronen havde købt gården af kammerrådinden på Høgholm og forsøgte nu sin lykke der på egnen som politiker. Allerede dette var nok til at gøre løjtnanten forstemt; men baronen overså ham tilmed, inviterede ham ikke til sig, og det var dog for galt, at to adelsmænd ikke iagttoge god tone lige over for hinanden, hvad måtte så ikke pøblen have lov til? « men kommer dette yngre skud af en sidelinje ikke til skovfryd, » forsikrede v. Mehren, « kommer jeg ikke til Sandager gård, det er hans pligt først at hilse på mig. » Når man forestillede løjtnanten, at baronen havde en vis ret til at vente imødekommenhed på egnen, plejede han kun at sige: « projektmager! » Det var i løjtnantens øjne en afskylighed overhovedet at være projektmager, for en adelsmand var det en forbrydelse. Baron Høgh havde købt Sandager gård af Fru Hjersing, også kaldet den rige frue eller kammerrådinden på Høgholm. Det var en nybyggergård oppe på bakkerne, anlagt og opdreven af den afdøde kammerråd og et af hans sidste foretagender. Men kammerrådinden indså snart, at det var et urentabelt foretagende, og hun slog derfor til med glæde, da baronen meldte sig som køber. Rigtignok havde han ingen købesum disponibel; men store halvårlige afbetalinger kunne han præstere, sagde han, og det var den rige enke tilfreds med. Gården stod allerede i hundrede tusind kroner, hun kunne ikke selv overkomme at drive den, da Høgholms gård og gods gave hende nok at tage vare på, og hun var derfor meget glad ved at få den forpagtet bort, thi som andet end en forpagtning betragtede fruen ikke købet. Den henrivende udsigt fra Sandager brød den praktiske kammerrådinde sig ikke om, hun vidste, at de lette sandjorder fordrede svær gødning, og at moserne og kærene mellem bakkerne skulle kultiveres, hvis de skulle indbringe noget. Alt dette håbede hun nu, baronen besørgede for hende, så måtte han gerne have udsigten i tilgift. hun følte godt, at det gamle, ærværdige Høgholm med sin historiske fortid var et værdigere opholdssted end den moderne gård på bakkerne, thi endnu havde den to af sine tre fløje tilbage, og skønt det store gods for længst var « slagtet », havde gården dog endnu store arealer af Enge og marker, hvilke sidste i almindelighed sattes i klasse med østjyllands bedste hvedejord. Men Høgholm lå også så fornemt dernede i de vidtstrakte Enge med de store skove nær ved sig, og såvel engene som skovene havde « salig kammerråden » bragt til den højeste kulturstand, i hvilken enken ypperlig forstod at holde dem. Også derfor blev den « fornemme kammerrådinde » Ved den store gamle Hovedgård og lod baronen muntre sig med tilbyggergården. Alt dette begreb v. Mehren godt, kun ikke hvad baron Høgh egentlig ville på egnen, han syntes, der var mange andre steder, hvor han lige så godt kunne have slået sig ned. Tilsidst var løjtnanten dog naiv nok til at lade sig tilfredsstille med den forklaring, at kun politik havde ført baronen til egnen. Den folketingskreds, hvortil omegnen hørte, var nemlig slet repræsenteret af en husmand, der ikke var vel set af vælgerne. Han tænkte slet ikke på, at Fru Hjersing havde to sønner, Åge og Ebbe, og baronen en datter, den attenårige baronesse Leoni. Mange mennesker blive meget gamle uden nogen sinde at få øje på det mest iøjnefaldende og nærliggende. over hele Jylland var den for et par år siden Io afdøde kammerråd Hjersing vel kendt. Han havde begyndt livet med tomme hænder og endte det som en af provinsens rigeste godsejere udenfor de privilegeredes kreds. Han begyndte som studehandler med et enkelt kreatur ad gangen; men snart dreve hans røgtere dem i hele flokke ned over grænsen til Slesvig, som Sønderjylland den gang altid kaldtes. Så kom i halvtredserne de opadgående priser på landejendommene, og nu købte og solgte Hjersing så længe, at han, da perioden var ude, ejede Høgholms gård og gods. Han var fra en Pranger bleven en herremand. Havde han før været dristig, blev han nu forsigtig; som alle jyder vidste han, at det ikke var nok at tjene penge, man måtte også forstå at bevare dem. Han opgav al handel, sled og slæbte på gården i forening med sin hustru, den fattige møllerdatter, endnu en halv snes år og havde så Høgholm omtrent kvit og frit. Undertiden kom den gamle lyst til at prange dog atter over ham; men hun stoppede ham bestandig i farten. Hun så klart, at nu vare 'riderne ikke til at erhverve, men kun til at bevare. Medens han tumlede med folkene i Marken, styrede hun alt på gården med kraftig og sikker hånd, der var orden og arbejdsomhed over hele linjen. Ekstravagancen med nybyggergården fandt den kloge kone sig i, hun syntes, at de penge kunne de gerne ofre på den smule plaser for kammerråden; en rig mand, vidste hun, måtte have noget at more sig med, og da han havde haft adskillig morskab af en hel anden Art i sin ungdom, var det jo bedre, at han nu morede sig med at bygge huse end med at gantes med pigerne. Løjtnant v. Mehren og Åge havde siddet en tid aldeles tavse. På en gang sagde Åge: « ved de, at f2bbe kommer hjem i dag for at blive her pinsen over? » « nå gør han det », svarede løjtnanten adspredt, han ærgrede sig stadig over baronen og de andre. « Leoni udspurgte mig i går derom. » « Leoni? Er det hans datter, du omtaler så fortrolig? » Åge måtte smile over den gamle kavalers stædighed. « å de ved jo godt, at baronen i den sidste tid kommer meget til Høgholm. » « også baronessen? » « nej, hun tager jo aldrig ud. » « altså datter og fader alene, » sagde løjtnanten, ♦ han strejfer Herren hjælpe mig om med hende som en anden probenrøjter! » « jeg holder ikke af, at de taler således om baronen og — Leoni », føjede Åge nølende til. Løjtnanten gjorde store øjne, endelig faldt det ham ind: mon baronen skulle have slået sig ned her for at fiske arvingen til Høgholm? « det skal aldrig i evighed ske! » råbte han og slog i tangdiget, så grus og sand fløj til alle sider. « hvad nu? » spurgte Åge. « å, jeg dumme asen, » råbte løjtnanten, » jeg har jo været blind som en muldvarp! » « i hvilken henseende? » sagde Åge frittende. « det er for at bemægtige sig Høgholm, at han er kommen her til. » « bemægtige sig? » « ja naturligvis, dig eller din Broder, hvem af jer, der nu er arvingen. » « det er naturligvis Ebbe. » » Løjtnanten svarede ikke, men vedblev at fægte med stokken. « det er en rask Hallunk! » mumlede han. « baronen giver aldrig sit minde til en mesalliance, « Fortsatte Åge. « bah, den Karl er kapabel til alt! » forsikrede den anden. « javist, baronesse Leoni adelejde eufrosine herskerinde på Høgholm; det kunne han lide. Høgh Høgholm eller sådant noget Krims krams. Jo der have vi det. Men kammerrådinden er da for fornuftig til at gå i den rævesaks. Mesalliance! når han kan nappe Høgholm! Bah, han gik min salighed gerne længere ned; men der skal aldrig blive bukser af de skind, min gode hr. Baron! » Åge så op mod Sandager gård, der lå deroppe på bakkerne, hvid og skinnende. Hans blik må have røbet noget, der kun kan føles, ikke beskrives; thi løjtnanten bed sig i sine moustacher og mumlede: « hvad behager, skulle der dog være noget om o / o o det? » « hvilket? » spurgte Åge; men hans blik undveg løjtnantens. Den gamle smækkede med munden som et barn, der har fået et stykke brystsukker forkert i munden, at synke det er umuligt, at spytte det ud højst kedeligt. han trippede nogle gange frem og tilbage og huggede såvel tertser som kvarter med stokken, medens han samtidig tilkastede sin ven nogle højst inkvisitoriske blikke. Omsider stillede han sig lige over for ham og brummede: « forelsket, min rare dreng, forelsket i den smukke Leoni. Det har du min salighed ikke været mange måneder om. » Åge blev noget forlegen; han trådte undvigende et skridt til siden og sagde: « men hvad er det dog, de siger? » « sandheden, min ven. Når en ung mand bliver forfjamsket, når man nævner en ung piges navn, har han krissemisset med hende. » « men jeg forsikrer dem — » « at du slet ikke selv ved deraf, det er meget muligt, ja endog højst sandsynligt. » « hvad behager? » « da jeg første gang blev forelsket, det var forresten, mellem os sagt, i en prinsesse, vidste jeg gud straffe mig heller intet deraf! Jeg følte mit hjerte banke, hver gang hun, når jeg dansede med hende, sagde: « lille Mehren, det må de virkelig ikke. » og dog var det kærlighed, det fik jeg at føle. » « på hvilken måde? » « ved at blive taget i nakken og smidt ud, først af allerhøjstsammes nåde, senere af hans armé. » Løjtnanten plirrede med øjnene og nikkede op i luften, som om der dér var et eller andet usynligt væsen, der ved igen at nikke til ham bekræftede historien. « hun var jo en voksen dame og de kun en dreng, » sagde Åge smilende over den gamle fyrs kuriøse fagter. « hvem har sagt dig det? » « de selv. » « nå ja — men ser du, en forbistret tidlig udviklet dreng, der havde et åbent blik for det skønne. » « de skønne, mener de nok. » « hvad behager? » « de har jo også fortalt mig, at prinsessen var alt andet end en skønhed. » « må jeg bede dig tale med respekt om den høje kongelige familie. » « herre gud, nu er de jo døde. » « derfor ligefuldt respekt! » sagde løjtnanten. « men for at komme tilbage til din prinsesse, du er altså forelsket i baronesse Leoni? » « å, jeg synes godt om hende, » svarede Åge noget forceret, « hun er ret køn. » « en glimrende skønhed! Når racerne parres, fremkommer det smukkeste dyr. Aldeles det samme med mennesket. Faderen er en ægte dansk bulbider, moderen derimod er sart og fin, og Leoni forener forældrenes modsætninger i sin lille dejlige person. Men kom ikke der Åge og bid skeer itu. Det kommer til at gå dig med baronessen som mig med prinsessen, vi blive refuserede. Åge målte sin gamle ven med et fyrigt blik. « det var den gang, » sagde han, « nu er alle borgere ligemænd. » Hr. v. Mehren sprang op som en viskelædersbold, havde en hugorm bidt ham, kunne han ikke have gjort det hurtigere. « hvad behager? » råbte han « socialist! Du Åge, socialist! » « vær kun rolig, » sagde Åge, « jeg ved godt, at kongen er over os alle, og at hans datter kan jeg ikke få, men enhver anden pige i hele landet kan jeg få, når hun vil, og » — tilføjede han smilende, — « når jeg vil. » « han er gal, » råbte løjtnanten og strakte bønfaldende armene op imod himlen, « splintrende, pinende gal! Han vil som alle de andre være herre, ingen vil længer være tjener. Men hvad har du at være herre over, min gode Åge? » « mig selv, » svarede Åge med alvor. Den gamle fyr studsede. Var det en bebrejdelse, en hån, han slyngede ham lige i ansigtet? Han fikserede sin unge ven fra siden med et par skarpe blikke, men beroligede sig snart med, at Åge ikke havde villet fornærme ham. « så du vil være herre over dig selv, » brummede han. « ikke så galt; men må jeg blot sige dig, at det just er det sværeste af alt! Du vil også have en vilje, hm, den har man ikke megen brug for, i reglen er den kun til ulejlighed; men vær så god, du vil nok få kærligheden at føle. — ja jeg mener sku ikke den til baronessen, men den til en stærk vilje. Bah, forelsket i Leoni, jo det kan jo blive en artig historie. » Løjtnanten spankulerede afsted op mod Høgholm, idet han med sin stok svippede Toppen af en mængde små planter, der forknytte tittede frem af jorden. Åge slentrede tankefuld bagefter og syntes slet ikke at bemærke den andens hærværk. stien slyngede sig ind mellem markskellene og et lille vandløb, der fra' Høgholms borggrave førte vandet ud over engene ned til den store mose, der lå nord for gården og bredte sig ned mod havet og halvøen med de gamle borgruiner. Her i engene skinnede solen varmt, og den friske havbrise mærkedes kun som en let susen mellem det høje græs. Hvor der var stille her oppe, og hvilken Duft af planter og blomster. Den varme, fugtige luft syntes at virke beroligende på løjtnantens anspændte nerver; stokken suste ikke længere rundt mellem urterne, hans skridt bleve langsommere, og omsider kastede han sig ned i græsset udbrydende: « ah, det gør godt at hvile de gamle lemmer! » Han skrævede ud med benene, trykkede filthatten med skovskadevingen ned over øjnene og syntes at ville slå sig til ro. Åge satte sig på en stente mellem Marken og engen og sagde: « det var en mærkelig påstand, de kom med før. Hvoraf slutter de, om jeg tør spørge, at jeg er forelsket i baronesse Leoni? » « det er atter sommer i Danmark! » brummede løjtnanten. « skal det måske værre svar på mit spørgsmål? » Spurgte Åge. « fanden i vold med dine spørgsmål! Har jeg ikke lov til at have en mening i så henseende? » « jo, men de må støtte den på noget. » Løjtnanten betænkte sig et øjeblik. Skulle han sige Åge, at han antog baronen for en « seelenverkæufer » — et af hans yndlingsudtryk foruden projektmager — og at det derfor var sandsynligt, at han var kommen til egnen alene for at fiske en rig svigersøn? « nej, » brummede han ved sig selv, « drengen er for god til at sættes ind i en så beskidt tankegang, lad vor herre råde, jeg blander mig ikke i den sag. » « hvor her er dejlig varmt, » sagde han højt, « således at begrave sig selv og hele sin tilværelse i det høje græs, det er noget, jeg holder af, så er man da så længe fri for kretis og pletis uforskammede kiggen i kortene. Åge forstod, at den gamle ikke ville svare ham direkte, og han forsøgte derfor ad omveje at få ham til at rykke ud med sproget. « ved de, at baronens kommer til Høgholm i dag? » spurgte han. « er det muligt! » for løjtnanten op, « skal man nu heller ikke længer have sin søndag i fred! Hvad ondt have vi dog gjort, at den Herrens straffedom skulle komme over os? » Løjtnanten, der i mange år hver søndag havde spist på Høgholm, glemte rent, at han selv var gæst der, han sagde derfor uden videre « vi », og Åge måtte uvilkårlig smile ad hans jeremiader. Hans moder havde jo dog lov til at invitere, hvem hun ville. « hvem er « vi »? » spurgte han drillende. « du og jeg, min ven, og vi lade os ikke fortrænge af denne hr. Baron, sådan en — » « men når mama inviterer ham? » Løjtnanten for op: « mama! Hvad Pokker går der nu af dig, har du fået ind at være fin på? » åee gottede sig, han havde ham nu, hvor han o o o ville have ham. Med forstilt troskyldighed spurgte han: « baronesse Leoni siger altid mama. » « der har vi skandalen, » råbte v. Mehren og for op som en akrobat, der gør rygspring. « mama! Papa! Er drengen ikke allerede fanget? Men de gøre nar af dig, min ven, det kan du bande på. Du er ikke arvingen til Høgholm, lad først Ebbe komme hjem, så — » « tror de? » spurgte Åge. « å, jeg asen, der ikke straks kunne begribe, hvorfor baronens kommer her netop i dag! Naturligvis fordi Ebbe ventes hjem! Ham er det, baronen vil have fat i! Hvad jomfru stivnakke eller hendes katolske mama siger, bryder han sig kun lidet om, han ved, hvad han vil, og hvad han trænger til. » « de mener virkelig —? » « at du er forelsket, min dreng, forelsket i baronesse Leoni; men du får hende ikke. Ebbe, ser du, Ebbe — » « men min Broder kender jo slet ikke baronens. Han har jo ikke været hjemme siden forrige sommer, og baronens flyttede jo først hertil i oktober. » « men nu kommer han, og nu kommer de. Er det måske ikke første gang, de melde sig til middag? Hvorfor netop i dag? Jo du kan tro, jeg kender kasanders træskhed. » Løjtnanten faldt hen i sine egne tanker, medens Åge spekulerede på alt det nye, der nu stormede ind på ham. Elskede han virkelig Leoni, eller var det noget snik snak, den gamle havde fundet på? Solen skinnede så varmt i engen. Også han lod sig glide ned i græsset, hvor der var så ensomt mellem de høje vipper. Ubemærket og uforstyrret kunne han her tænke over det passerede. Det var jo søndag formiddag, på gården hvilede arbejdet, og kirken havde han slet ikke lyst til at besøge i dag. Ellers gik han hver søndag derhen med sin moder, men netop i dag? Mon hun savnede ham? Hun havde i den senere tid været så besynderlig imod ham, ikke som ellers i mange år; der var kommen noget fremmed imellem dem. Var dette fremmede Leoni? Umuligt! Leoni havde jo kun været så kort tid på egnen, og moderen kunne jo ikke vide, at han tænkte så meget på den fine fremmede dame. Hvorpå skulle hun også mærke det? Han passede jo, som han skulle, sin gerning i Marken og på gården, og moderen, der havde så travlt fra morgen til aften, hvorledes skulle hun få "vid til at tænke på andet end gårdens drift? Og dog var der noget i hendes blik, noget i hendes stemme, når hun talte alene med ham, der ikke var som før. Skulle hun dog have opdaget, hvad han selv endnu ikke havde gjort sig rigtig klart? Vrøvlede løjtnanten, eller vrøvlede han ikke? Han havde egentlig aldrig før tænkt over denne sag. Skolen var han sluppen igennem med en kneben præliminæreksamen; han sagde: « gud ske lov og tak! » da han lukkede bøgerne for sidste gang, fik sit testimonium for udmærket opførsel og gode kundskaber og skyndte sig fra den kedelige provinsbys kedelige latinskole ud til sine kære marker, ud til stranden ved det åbne hav, til hestene og køerne og alle de rare mennesker, blandt hvilke han var vokset op, som kendte ham alle, og som han til gjengjæld næsten betragtede som hørende til familien. Beboerne på Høgholms jorder, de gamle fæstere i landsbyerne og på udflyttergårdene, præsten, doktoren og skovrideren hørte jo alle sammen med hertil, til hans familie. Men selv var han jo egentlig en fremmed. Hans fader havde bragt ham som lille til Høgholm, og hun, han kaldte moder, var slet ikke hans moder, det vidste han godt, hans Broder havde fortalt ham det mange gange, og da han en dag som dreng spurgte, om Ebbe havde ret, svarede moderen: « du er min plejesøn, Åge, men i alle måder mit hjerte lige så nær som Ebbe. » det var dog underligt, at han aldrig før rigtig havde tænkt over dette. Var det nu også Leonis skyld, at han således var kommen til at gruble over familieskabet. Han kunne slet ikke finde ud af sine følelser, jo dybere han tænkte, jo uklarere blev hans forstand. Hvorfor skulle han bryde sit hoved med at spekulere på noget, han dog ingen rigtig besked vidste om? Løjtnanten kunne måske hjælpe ham med at klare begreberne; men han sov nu trygt; solvarmen og engduften havde hyllet ham i deres bløde favntag og gave ham nu revanche for den gjennemvågede nat. Åge ville ikke tænke, han ville drømme, ville atter se hende med det strålende blik, hende, som han — nu gik det mere og mere op for ham, — havde tænkt så meget på i den sidste tid. Så lukkede han da sine øjne, og nu så han hende tydelig for sig komme ridende gennem skoven, således som han havde set hende første gang, da hun sidste vinter overraskede ham, medens han ledede skovhuggerarbejdet. En stor bøg i højskoven skulle fældes, da så han alle folkene standse og vende hovederne til samme side og derpå måbende tage kasketterne af. Han så også derhen, og på stien mellem de høje snedriver sad hun rank og knejsende på hesten. Den violette med pelsværk forede og kantede trøje sluttede stramt om hendes fyldige bryst og smalle midje. På hovedet havde hun en baret af samme farve og med samme udstyrelse som trøjen, og under det korte, mørke fløjelsskjørt tittede et par små fødder i høje ridestøvler lidt udfordrende frem. Hun var meget smuk, syntes han, og han blev derfor varm i kinderne, da hun spurgte: « kan man ride forbi uden at risikere livet? » Han svarede hende vist slet ikke, men lod tovet, hvormed arbejdsmændene skulle hale det gjennemskårne træ om, kaste til siden, selv ville han have fjernet en trærytter, der var stillet midt på stien; men hun gav sin hest et smæk med pisken, strammede tøjlerne, og da dyret rejste sig på bagbenene, gav hun det med et lydeligt: hopla! endnu et smæk, slappede tøjlerne og satte med et Spring over hindringen. Selv var han en god rytter, og han vidste derfor, at man skal sidde fast i sadlen for at få hesten til at springe fra stedet, og for hende gik det som en leg. Han havde først rigtig besindet sig, da hun allerede var langt borte, og indså nu, at han havde båret sig kejtet ad. Og dog elskede han dette møde, som han bestandig tænkte på, og nu så han tydeligere end nogen sinde det strålende blik, der strejfede hans, da hun med sit: hopla! satte hen over træbukken. Og så var der ballet hos doktorens nogle måneder senere. Hun så rigtignok ganske anderledes ud end doktorens pigebørn, og hvor hun dansede! Den aften havde han fået munden på gled; han fortalte hende om alt, hvad han havde oplevet i skolen, om hjemmet, moderen og broderen, og hun havde hørt til med synlig interesse. Den aften vare de blevne venner, syntes han. Så sås de ofte senere. Altid var der noget at bestille i markerne op mod Sandager gård; han så altid derhen, om der ikke skulle være et glimt at opfange af hende, og det lykkedes ham næsten bestandig. Snart kom hun ridende, snart spaserende og altid kun ledsaget af den store ulmerdog « Herkules », da moderen, en udenlandsk dame, bestandig holdt sig inde, og faderen i den korte t'id, de havde været på egnen, stadig fartede omkring på visitter og til møder. Så spaserede de sammen op til klinteskoven eller ud til vesterskoven, hvor skovrideren boede. Vare de til hest, gik 'turen som oftest ud til de gamle ruiner. Hun viste ham aldrig nogen fortrolighed, kolde og afmålte vare hendes spørgsmål og svar; men hun var ligefrem imod ham og behandlede ham egentlig nærmest som en nær slægtning, o o han var den eneste, hun færdedes med, og dog kunne han ikke rose sig af nogen som helst fortrolighed, intet ord, intet blik eller smil tydede på, at hun interesserede sig mere for ham end for enhver som helst anden, og dog syntes han — ja hvad var det egentlig? Jo hun talte mere ligefrem med ham end med nogen anden, det forskende blik og det kolde smil, der vare ejendommelige for hende, vege dog en gang imellem pladsen for en varmende solstråle, der traf ham inderst inde. Når hendes mørke øjne strålede således, syntes han, at det kun var ham, hun så således på. Og undertiden var det, som om hun greb hans tanke, før han fik den udtalt. « hvem synes de bedst om af doktorens to døtre? » havde hun en gang spurgt og straks efter selv svaret: « naturligvis synes de slet ikke om nogen af dem, de er jo begge lige ubetydelige! » Se det var netop, hvad han selv havde tænkt. En anden gang havde hun, da de rede sammen, holdt • hesten an oppe på Kirkebakken, idet hun med et ejendommeligt tonefald, der fik hans hjerte til at banke, havde sagt: « hvor Sandager ligger kedelig skinnende derovre og Høgholm fornemt tilbagetrukket hist nede. » Han havde tidligere bestandig syntes det modsatte, men ligesom hun havde sagt det, måtte han sige ja og syntes nu, at således havde han i grunden altid tænkt. På denne måde vedblev Åge at reflektere, men lige uklar blev hans bedømmelse af den foreliggende situation. At hun slet ikke tænkte på ham var højst rimeligt, men tænkte han på hende — sådan rigtig. Et lille insekt krøb adræt op ad et stort græsstrå, han havde længe set på det og tænkt over, hvor det ville hen. Nu var det deroppe, helt oppe på det øverste, det kunne ikke komme højere; men det var rigtignok også så højt oppe som intet andet insekt i hele engen. En frisk luftning fra havet strøg kølende hen over draget, de højeste græsstrå bøjede sig og svejede hid og did, og da det græsstrå, han så længe havde set på, atter stod rankt og stift, var det lille insekt forsvundet. « det er bleven søsygt », tænkte Åge, « hvorfor blev det ikke nede i engen, hvor det hørte hjemme? » Et hedt ån |
1876_Krebs_AdEnOmvei | 171 | Anna | 1,876 | Ad En Omvei | Krebs | Krebs | Ad En Omvei | female | 1876_Krebs_AdEnOmvei.pdf | Anna Margrethe | Krebs | null | dk | Ad en Omvei | null | null | 1,876 | 292 | n | gothic | Reitzel | 3.5 | KB | null | null | pdftxt | null | nan | Der døde engang en meget rig Mand i Kjobenhavn. | 11 | 298 | 416 | O | 0 | 0 | 0 | Første capitel. Indledning. Der døde engang en meget rig mand i København. Om han efter sin død kom hen til det sted, hvortil en anden rig mand, som vi have læst om, kom hen, eller om han var skikket til at komme hen til Lazarus og til at ligge i Abrahams skød, ahne vi ikke. I sin handel og Vandel havde han været retskaffen — så vidt verden vidste det. I sit hjem havde han været mere set op til og tildeels. frygtet, end egentlig elsket. Et af sine fire børn havde han elsket frem for de andre; det var hans yngste datter. Ved stadig og ofte på en lidet retfærdig måde al foretrække hende for hendes søskende, havde han såt en ond sæd til hovmod og selvretfærdighed i hende « hjerte. Vi have nu sagt det bedste og det værste, vi vide om ham. Vi ahne ikke, hvor han kom hen efter sin død. Han havde længe været enkemand, da han døde. Han efterlod sig fire børn, to sønner og to døtre. Så toge da hans børn arv efter ham i de mange penge. En anden arv toge de også efter ham, nemlig i hans gode og slette egenskaber. Fordetmeste falder delingen af en sådan arv anderledes ud end del lovbefalede skifte af den verdslige formue. Thi børnene dele da ofte ikke lige; -det ene barn kan tage sin lod i de slette egenskaber, dem han skal øve sine kræfter ved at bekæmpe — hvis han gør det, han bør; det andet i de gode, dem han skal udvikle til noget bedre og større, end som han tog dem i arv, hvis han ikke vil stå til ansvar for at have begravet sit pund. Ten ældste af den rige mands sønner var nogle og tyve år, da faderen døde. Han var gået handelsveicn og havde været ham behjælpelig ved hans omfangsrige forretninger. En morbroder af den unge mand var bosat i Spanien, hvor han efterhånden havde arbejdet sig op til at blive compagnon i en udstrakt og blomstrende handel. Han indbød nu sin søstersøn til at sætte de penge, som han havde arvet efter faderens død, i samme biinhandel, der havde gjort ham selv til en rig mand. Helst, skrev han, måtte den unge mand /omme ned til ham og bringe den capital af kundskab og dygtighed, som han vidste, at han besad, og bruge den til firmaets fremme. Den unge mand tog så meget hellere iniod denne indbydelse, som han nylig havde lidt en stor skuffelse i sit fædreland og gerne ville skippe bort fra de gamle forhold. Han forlod Danmark, som han aldrig gjensåe. Med sin ældste søster, som altid havde ejet hans kærlighed og fortrolighed, medens de levede sammen, vedligeholdt han en temmelig hyppig brevveksling; de andre søskende hørte kun sjælden fra ham. Han forblev ugift i mange år; endelig ægtede han en fransk dame, som han havde gjort bekendtskab med på en handelsrejse i det sydlige Frankrig. Hun døde før ham, efterladende sig en lille datter. Bed vor fortællings begyndelse er denne lille datter bleven en voksen pige, seksten år gammel. Hnn har haft den sorg at miste sin fader, i hvis testamente del er bestemt, at hun straks efter hans død skal rejse til Danmark og opholde sig hos hans ældste søster, til hvem bestyrelsen af den unge piges formue også er betroet, indtil hun når myndighedsalderen eller indtræder i ægteskab. Hnn er nu på rejsen til Danmark, hvor hun ventes med megen længsel og lidt ængstelse, som vist er hel naturlig, af sin tante. Den næstældste af den rige mands børn, som også var en søn, havde valgt at blive landmand. Han købte sig i tidens løb en gård i Jylland; men da han døde i en temmelig ung alder, måtte hans hustru overtage gårdens bestyrelse, hvilket dog snart blev langt lettere for hende, da hendes ældste søn voksede til og så al sige overtog den ganske. En yngre søn var der også. Med ham så vi meesf at gøre. Han er nu omtrent seks og lyve år gammel, og er, — ja hvad og hvorledes han er, får læseren efterhånden at vide; det kan ikke siges i nogle så ord. Den ældste søster var den af den rige mands børn, om hvis ydre liv, som det sås af verden, der var mindst at fortælle. Bien hendes indre liv derimod havde været langt mere rigt på bevægelse og indhold end hendes søskendes. Således går det ofte, uden at verden ændser det. Hun var forblcven ugist. Hun havde overtaget sin faders store husholdning, da hun var alten år gammel, — hendes moder havde dengang været død i flere år — og hun udviklede stor dygtighed i denne sin virksomhed. Tilmed var hun sine sødfkendes støtte og trøst, skønt ikke mange år skilte dem i alder fra hende. Gerne havde hun også været dette for sin fader; men han var forunderlig blind for hendes fortræffelige egenskaber. Og undertiden skete det, som det ofte skeer imellem mennesker, der er hinanden aldeles modsatte i deres livsansknelser; hun sårede ham ofte uden at vide det, blot fordi hendes synskreds var videre end hans, og hun derfor så ting, som han var blind for. Den rige mands yngste datter var, som vi allerede have sagt, hans kæreste barn. Hendes legeme var udstyret med stor skønhed, kraft og sundhed. Hendes sjæl var i besiddelse af mange evner, netop af dem, som verden sætter stor pris på især hos kvinder. Hun var musikaisk og havde en dejlig stemme både til sang og til tale, hviiket sidste gør sin virkning, uden at man altid lægger mærke til, hvad det er, som behager en i et sådant tilfælde. Hun dansede meget smukt, fra hun var ganske lille. Hun havde lethed ved at tilegne sig sprog, især ti talebrug. Til videre studinm havde hun hverken lyst eller evne. Hun nåde aldrig søsterens dybde og inderlighed, enten i tanke eller følelse. Hvad hun besad i høj grad var selvbeherskelse, i så høj grad, at hun endog derved bedrog sig selv og troede, at hun var sagtmodig af hjertet — og det var det sidste, hun egentlig var. Men denne selvbeherskelse brugte hun kun, når det behagede hende; undertiden lod hun lidenskaben srit løb, som vi skulle se; dog var dette kun sjældent. verden anså hende og havde så længe anset hende for at være et fortræffeligt menneske, at hun var og blev mere og mere af samme mening. Hun er fem og fyrgetyve år, da vor fortælling begynder, en endnu smuk kone, der knap seer ud til at være fem og tredive år gammel. Hun har været gift to gange og er anden gang enke. Ved sit andet ægteskab blev hun stedmoder til to børn, en dreng og en pige. En gerning i sit liv har hun gjort sig al mulig umage for at glemme, og det er lykkedes hende så meget lettere, som verden ikke var bekendt dermed, og den, hun havde forsyndet sig imod, aldrig lod nogen anklage gå over sine læber, og de så andre, der vare vidende derom, også havde tiet stille. Hun er, som sagt, i sine egne og i verdens øjne en højst fortræffelig kvinde. Andet kapitel. En højst fortræffelig kvinde og hendes forlorne Neveu. Det var en aften sent i oktober. Månen udsendte sine sorfkjønnendc stråler over den store by, over gader og stræder, over kirketårne og grimme skorstene, og alt blev smukkere i dens lys. As alle de genstande, den belyste, vær ingen skønnere end en ung kvindes ansigt, hvis smukke træk og dejlige udtryk fik en forklaret skjønhid ved dens lys. Hun sad med hovedet støttet mod vindueskarmen, hendes hænder lå let sammenfoldede på hendes skød. Hun lyttede til de dejlige toner, der fyldte værelset. De udstrømmede fra et smukt fortepiano, ved hvilket en ung mand sad og spillede som den, der lægger sine tanker og følelser ind i de toner, han frembringer. Hendes lysebrune hår vare strøgne fra panden og lå i tykke glandsfulde fletninger om panden og om baghovedet. De sine, mørkebrune øjenbryn forhøjede pandens hvidhed — denne pande, som vær så smuk i sin form, aldeles klassisk, altså ikke høj, men snarere lav. Den eneste fejl — men man fandt ingen fejl, når man så på hende, kun når man siden tænkte på alle trækkene hver for sig — den eneste fejl ved hendes træk vær den, at næsen, der gik så smukt ud fra panden, måske vær lidt for kort. Men derved forhindredes måske netop den kulde eller stivhed, enkelte sinde ved de klassiske træk. Munden var fuldendt dejlig med sine prægtige tænder, der sås næsten ved hvert ord, hun talte. Hendes smil var så fint og åndfuldt, at der ingen munterhed lå i det. For øjeblikket smiler hun ikke, der er tværtimod et smertefuldt træk om læberne. De mørkegrå øjne med de lange øjenhår hæver hun nu et øjeblik op mod den måncklarc himmel, og vi se deres fulde skønhed. Dybe, drømmende, kloge blik — hvor sjælden ses et sådant blik omgivet af en sådan skønhed! Hun lytter — vældige og brusende som lyden af en stærk strøm, tolke disse toner et uroligt hjertes higen — rislende som en stille bæk tale de om forsagelse og savn; men i enkelte af tonerne er der lagt en sådan lidelse og kiimmer, at man gribes således af deres stemning, at man finder i mindets gemmer en måske halvglemt sorg, der lever op og finder sin fortolkning i disse toner. Hun rejste sig, da han standsede. Ten høje, slanke skikkelse, iført en sort dragt, bevægede sig sagte over gulvet, og da hun var kommen hen til ham, lagde hun sin arm om hans Hals og sagde med en blød bevæget slemme: „ Vilhelm, du tænkte på eugenik? “ „ Ja, søster, jeg tænkte på Eugenie. “ De tav begge en lille stund, fordybede i et smerteligt minde. „ Der kommer vist moder, “ sagde Vilhelm og gik ud for selv at lukke sin stedmoder ind. Lidt efter kom begge ind. „ Marie — har du endnu ikke tændt lampen, barn — “ Sagde Fru Hartfelt; „ hvorfor sidde i så længe i mørke? “ „ I mørke, moder “, svarede hendes steddatter, „ Du kalder da ikke dette værelse mørkt? Se på lampen deroppe, den gør vor egen slemt til skamme. “ „ Men den er dog ikke så god til at arbejde ved, “ Sagde Fru Hartfelt. „ Men udmærket til at drømme ved, moder, “ sagte Marie, idet hun ringede på tjeneren, der skulle bringe lampen. „ Tromme, ja søde barn, det er en meget unyttig beskæftigelse og kan kun tillades en, når man intet bedre kan foretage sig — nemlig når man sover, “ svarede hendes stedmoder, „ Men Vilhelm spillede for mig, og så målte jeg drømme, enten jeg ville eller ej, “ sagde Marie, idet hun greb sin Broders hånd imellem begge sine. Han var altid noget tavs, og i denne stund var et smerteligt minde, som vi alt have hentydct til, blevet så levende i hans sind, at han ikke havde taget del i den korte samtale. Nu kom tjeneren nied den tændte lampe. Værelset var stort og smukt udstyret i alle henseender, som vi nu se det ved lampens lys. Alt var i god smag og ordnet på den smukkeste måde. Fruen har taget sit tvi as, som en kammerjomfru har bragt bort, og hun har sat sig ved bordet med et håndarbejde, der seer lidt simpelt og grovt ud i de fine hænder, hvis fingre er prydede med kostbare ringe. Fruen syer på et stykke linned til et fattigt barn. En eneste af hendes kostbare ringe kunne have forsynet hundrede børn med et stykke som det, hun syer på — men det er så kønt, at hun selv syer det til sin forenings lille pige. Fortjente de dejlige hænder ikke også at prydes på det bedste? Marie har også taget sit håndarbejde. Hendes dragt er påsaldende simpel i sammenligniug med moderens. Men hun er jo også i sørgedragt; thi ung som hun er, kun seks og tyve år gammel, er hun allerede enke, og har været det i nogle år. Hun rejste i udlandet med sin stedmoder, gjorde bekendtskab med en ung fransk Marquis, d ' engcourt ved navn, ægtede ham, også i udlandet, men blev enke nogle få måneder efter, da han styrtede med sin hest og blev dræbt på stedet. Hun kom tilbage til Danmark; hun forlangte, at man ikke måtte kalde hende ved hendes titel, blot Fru d ' engcourt. Øg det blev hun så kaldt, aldrig marquise, undtagen af et menneske, når han ønskede at udskyde en pil efter et ømt sted i hendes hjerte. Den unge enke havde trukket sig ganske ud af selskabslivet, ung, smuk og rig som hun var. Man forbavsedes derover, især da man mente, at det ikke kunne være af sorg over Marquiens død; det var gådefuldt, at hun havde taget ham, men sørge over hans tab — det var umuligt; thi efter ægteskabet havde hun vel måttet mærke, at hun ingen lykke havde at vente med ham. Thi man havde beskyldt ham for alle mulige synder, hvoriblandt især spil og tilbøjelighed til stærke drikke. At han var en smuk og fornem ung mand, måtte jo have været hans eneste anbefaling hos den dejlige unge pige, mente man. Måske var det hans rædsomme dodsmåde, der havde rystet hende så dybt, at hun endnu ikke havde forvundet det. Således talte alle bendes bekendte. Vilhelm lignede ikke sin søster, han var ikke smuk som hun. Hans ansigt interesserede den, der forstod sig på fysiognomier; det var så alvorligt og forstandigt i sit udtryk. Han var meget mørkere af hudfarve og hårfarve end søsteren; hans hår og skæg, hvilket sidste omkrandsede hans ansigt, vare kulsorte. Han tog nu en lille notebog frem og opskrev deri nogle notitser, sandsynligvis hans fag vedkommende. Han var nemlig medicinsk candidat og havde den tag gjennemstreifet byen og bcsøgt mange, der lede ilde; og at han havde gjort sit bedste for at lindre dem, det måtte enhver tro, der så ham ind i øjnene, som, både hvad farve og udtryk angik, påfaldende lignede søsterens. Kun var der mere ro i hans blik. „ Jeg var hos kammerherreinden, “ sagde Fru Hartfelt, „ hun er aldeles ikke kommen sig efter sin badecuur. Og da jeg ville gå ind ad hendes port, så jeg Henrik — gid det var blevet ved, at jeg blot så ham — fkjøndt det er tungt at se sin brodersøn slentre op og ned ad gader og stræder — “ „ Det gøre vi jo alle undertiden, kære moder; han må vel også have lov dertil, ikke sandt? “ sagde Vilhelm smilende. „ Du ved godt, hvad jeg mener, Vilhelm. Alene den måde han går på, er nok til al vise, at han ikke går for at udrette et eller andet ærinde eller udføre sine forretninger, hvoraf han naturligvis ingen har. Hvem han gik med, ved jeg ikke — et ungt menneske, der just ikke var meget godt klædt. Men som sagt, gid jeg havde kunnet slippe med blot at se ham. Han kom hen til mig, tog hatten af og spurgte med et ironisk smil til kammerherreindens befindende. Jeg svarede kort, at hun var dårlig. „ Tror tante, “ sagde han med det samme smil, „ at jeg tør bringe mig i hendes nådcs erindring? — gid jeg kunne komme til at bevidne hende min beundring for det mageløse talent, hun udvikler i den måde, hvorpå hun trækker sig tilbage fra kamppladsen, som den dygtigste general jo må gøre, når hjelpetropperne svigte. Det er dog langt behageligere for hendes nåde, at man siger, at hun er syg, end at hun begynder at blive gammel. “ Derpå hilste han og smilede atter med dette for mig så utålelige smil. “ „ Stakkels, Henrik, jeg tror ikke, at han mener det så galt, som del lader, “ sagde Vilhelm med et suk. han ville undskylde den unge mand, svin han, trods alle hans fejl, holdt meget as, og vidste ikke, hvorledes han skulle gøre det. „ Ikke mene det? Hans mening er virkelig altid klar og tydelig nok. Men det var nu ikke det hele, jeg havde at fortælle. Oppe hos kammerherreinden traf jeg frøken Nørsholm. Jeg synes sket ikke om denne gamle dames væsen; hun har ikke nogrt fint væsen og mangler vist dannelse. Alligevel gjorde det mig ondt at høre hende fortælle om Henriks uartighed i et selskab forleden aften imod hende og hendes niece. “ „ Uartig imod to damer? Det kan jeg ikke tro, at Henrik ville være — så kåd og hensynsløs han end undertiden kan være, det kan ikke nytte at negte det. Det var underligt af denne frøken at tale imod din neven i din nærværelse, “ sagde Vilhelm. „ Hun vidste intet om vort slægtskab, “ sagde Fru Hartfelt. „ Men hvad du, kære Vilhelm, mener med, at han ikke kan være nartig imod damer, forstår jeg ikke. Hvad kalder du hans opførsel imod mig, s. Eks. i aften? Godt er det, at han så sjælden kommer her i huset — det gør mig ondt at sige det, men hans væsen gør ham stedse mindre og mindre skikket til at omgås folk af dannelse og god tone. “ „ Imellem dig og ham, kære moder, er der altid en lille guerilla krig, “ svarede Vilhelm smilende. „ Stakkels Henrik, lad dog ikke hans egen slægt slå hånden af ham! “ Under denne samtale havde Marie siddet aldeles taus. Men farven i hendes kinder havde flere gange vekslet, og hendes hånd havde været lidt usikker i at føre nålen. I dette øjeblik blev der ringet på entre døren. Og de vidste straks, at det var Henrik, der kom; Marie havde hørt og kendt hans trin på trappen, som han næsten aldrig gik op ad som et adstadigt menneske, men spmng opad, flere trin ad gangen. Og så ringede han på, kraftigt og kort. Øjeblikket efter trådte han ind. Så det var det „ forte får “ i familien; næsten et „ muuvuis sujet “ efter hans fortræffelige tantes mening. Det skulle man ikke kunne have set på ham. Han var nu først meget godt klædt, som hans tante jo klagede over, at hans kammerat ikke havde været. Hans skikkelse var høj og kraftig, skjøndt siank. Han „ bar sit hoved kækt “ og frit, som nutidens børn sjælden gøre det — det skulle da være en eller anden dristig alpejæger, et eller andet menneske, der er vant til hvert øjeblik at sætte sit liv på spil og til derfor at se sig godt for og omkring sig. Og dette hoved var af en fuldkommen smuk form, også dette er en sjeldenhed, og det var prydet med tykke lysebrune lokker; hans pande var høj, hans hudfarve lys, hvor solen ikke havde gjort den lidt brunnlig. Hans øjnes dybe blå kunne en ung pige have misundt ham; man seer sjælden denne næsten violette farve hos kvinder, men endnu sjeldnere hos mænd. Og hans øjenbryn og lange øjenhår vare mørkebrune, skønt håret var lyst med en næsten gylden lysning i det hist og her. Besynderligt nok, lignede han og Marie hinanden, skønt de jo ikke vare i slægt. Det var et tilfælde af dem, man ofte seer. Henrik var Fru Hartfelts Brodersen, men Marie jo kun hendes steddatter. De lignede hinanden, hvad træk og farve angik; men han var i grunden endnu smukkere som mand, end hun var det som kvinde. Hans træk, havde den strengeste kunstner måttet indrømme, kunne have tjent til model for en Apollo. Øg hans gang og holdning seer man så godt som aldrig mage til. Thi den havde ikke alene nordboens kraft, men også sydboens elasticitet og ynde. „ God Asten, tante! allerede hjemme! God aften Frue, “ og han bøjede sig dybt for Fru d ' engcourt. „ Vilhelm det var egentlig dig, mit besøg gjaldt; men tjeneren sagde, at du var herinde, og så tog jeg mig den frihed at komme og forstyrre damerne — sikker som altid på en venlig modtagelse. “ „ Er det mig, du vil tale med, Henrik, “ sagde Vilhelm, der havde rakt ham hånden — den eneste af de tilstedeværende, der havde gjort det — og der helst ville, at Henrik skulle slippe for, hvad der måske ville komme, „ så kunne vi gå ind på mil værelse. “ Var det af trods, at Henrik netop besluttede at blive — det vidste Vilhelm ikke. Men han lagde rolig sin hat fra sig og satte sig i den mageligste lænestol, han kunne finde, lige ved siden af sin tante. Vant, som han var, til aldrig at være nogen velkommen gæst hos hende, var han dog sjælden bleven modtagen med en sådan kulde, som i Asten. „ Var kammerherreinden meget dårlig, tante? Du seer mig så bedrøvet og nedbøjet ud? “ sagde Henrik og hans øjne tindrede af harme, medens hans stemme dog var fast og rolig, og ordene blev udtalte i en almindelig iet selskabstone. „ Seer jeg bedrevet og nedbøict ud, Henrik, “ svarede hans tante alvorlig næsten højtidelig, „ så er det ikke over kammerherreindens befindende — dårlig som hun er, er det en glæde at se, hvorledes hun glemmer sig selv og sin skrøbelighed for at tænke på andre og opfylde sine pligter. Men “ vedblev hu », idet hun for første gang, efter at han var kommen ind ad døren i aften, værdigede ham at lade sit blik hvile på ham, „ hos kammerherreinden traf jeg frøken Nørsholm. “ „ Frøken Nørsholm — hvem er det? “ sagde Henrik forbavset. Men med et sorstod han hele situationen; munterhed og lune begyndte at danse i hans blik og om hans smukke læber — nu kom der vist noget, der kunne more ham — og, desto værre var der for tiden intet i verden, han satte så megen pris på, som på det, at more sig. „ Nu husker jeg. Det er vist en højst fortræffelig dame, denne lille, gamle, tykkerødmussede frøken fra Jylland. Jeg tror, at i et selskab, en tlie dansant, hvor hun naturligvis ikke dansede med, men hvor jeg traf hende forleden aften, var hun måske det eneste rigtig naturlige, aldeles agtværdige menneske, der var imellem os. “ „ Blå jeg spørge, hvor det selskab var, hvor hun kunne være, og hvor man kun sandt et aldeles agtværdigt menneske, “ spurgte Fru Hartfelt forbavset og rettede sin allerede stive holdning, så at den blev endnu stivere. Henrik nævnede en meget højtstående families navn, til sin tantes — skræk, er vist ikke for stærkt et ord. „ Da skulle jeg dog mene “ sagde hun harmfuld „ at man snarere kan antage, al der inden for de døre ikke findes eller komme andre end agtværdigt mennesker. Jeg husker nok, at den gamle frøken ikke syntes om tonen i selskabet den aften og ikke ville nævne værtens navn — men dog synes mig, at det er påfaldende at høre dig tale således — “ „ Tante ved jo ikke, hvor højt jeg stiller idealet for et aldeles agtværdigt menneske, hvor sublime mine fordringer ere i så henseende, “ sagde Henrik. Var det tilfældigt, at hans blik ved disse ord ligesom gled ben over Marie ' s ansigt, mødte hendes ellers nedslagne øjne, og at hun blev så bleg? „ Nej, Henrik, det ved jeg jo rigtignok ikke, “ svarede hans tante, „ jeg havde dog snarere troet, at du stillede disse fordringer så lavt som muligt, “ sagde Fru Hartfelt; og så fortræffelig hun end var, så talte hun nu meget spydigt. „ Man når sjælden sit ideal, tante — at jeg selv var i del omtalte selskab, og at du ikke var der, vide vi da; så må jeg jo nok for dig, synes mig, have lov til at sige det, jeg har sagt om det. Har frøken Nørsholm klaget over min opførsel, så har hun viist sig langt mindre overbærende end jeg. Jeg skulle tage meget fejl, om jeg ikke hørte hende sige — rigtignok kun halvhøjt —, at jeg var en — laban! “ her prøvede han på at se meget alvorlig ud, men brast i en latter, som han ikke kunne tilbageholde. „ Tet er altså morsomt, at det eneste agtværdigt menneske i selskabet fandt, at du var en laban! “ sagde Fru Hartfelt. „ Fra hendes standpunkt, tante, fra hendes lidt forældede standpunkt toge vi unge os vist ikke godt ud den aften. Der var stor munterhed, som hun måske kaldte upassende overgivenhed — en fri og let tone, som hun måske sandt anstødelig — kort sagt, tonen har forandret sig. “ „ Dog tror jeg ikke, at man nutildags finder, at det kan høre til god tone, at stille sig bag et gardin eller en dør og lytte til, hvad folk sige uden at ahne, at der er andre tilstede, end dem, de tale til, “ idet hun sagde disse ord langsomt og med en egen betoning, så Fru hartfett vist på sin brodersøn, og det glædede henke, da hun så blodet slige op i hans kinder; det var få vanskeligt af ramme ham! „ Er det mig, du sigter til, tante? Dog næppe — der er vist ingen der for alvor vil beskylde mig for en ting, som jeg ville finde ligeså samvittighedsløs — som f. Eks. af opsnappe og tilbageholde andre folks breve. “ Hans tante så på ham med et blik, som hun bestræbte sig for af gøre ligegyldigt; men det lykkedes ikke. Hun blev forvirret, og det varede lidt, inden hun svarede: „ Der kunne tænkes tilfælde, hvor det var f. Eks. en moders pligt al holde et brev tilbage — dog det vil jeg ikke videre indlade mig på af diskutere med dig. Frøken Nørsholm talte med sin niece i et lille cabinet om ting, der kun angik dem selv. Og du kom pludselig frem på scenen og blandede dig i samtalen på en måde, der viste, al du havde overhørt dem, “ sagde Fru Hartfelt glad ved af have ført krigen over i fjendens land. „ Hele samtalen bestod af nogle få replikker — i det mindste det, jeg hørte af den, “ sagde Henrik i en tone, der viste af han var ked af af skulle forsvare sig. „ Jeg var gået ud på en altan — der var trukket Gardiner for, dem havde jeg ikke hængt op til skjul — og da jeg hørte, hvor kister den gamle dame var især på mig, kunne jeg ikke modstå lysten til at give et ord med i laget. Den gode dame havde for resten ret. Tonen var virkelig temmelig munter den aften, og dansen blev til sidst ikke just meget — adstadig, lidt vild, for ikke at sige andet derom. Men man morede sig, og det var jo det, man var kommen for. Del var ellers løjerligt nok, forleden aften på en dansebod — Fru marquisen behøver ikke at se så vredt på mig, jeg stod kun udenfor og så til, men bør vel bede om undskyldning for al have nævnet ordet i et så fornemt selskab — på denne dansebod, som man knap tør nævne, gik del anderledes stille og ordentlig til, hvad dansen angik; man galopperede og valsede efter en langt mere besindig takt — måske have folk, der ikke er fine, ondt ved at komme så hurtig assted som deres overmænd. Men så endte vi jo måske med at være mindre berusede og havde ikke noget slagsmål. Det er dog muligvis bagvaskelse, når man siger, at det for det nieste ender således på en dansebod. — Vilhelm skulle vi gå ind på dit værelse? “ Og han rejste sig, som ønskede han nu helst at komme ud af stuen. Han tog sin hat og sagde med et 2 * buk til damerne, som kunne have gældt fyrstelige personer — „ God nat tante — underdanige tjener Fru marquise! “ Og dermed forlod de to unge mænd stuen. Marie havde bcle tiden under bans nærværelse ikke sagt et eneste ord. Men kendes farve havde vekslet næsten ved bvert ord, han sagde, og hans blik havde et par gange såret hende dybt i hendes hjerte, mere end dans ord. Ester at han havde forladt stuen, udbrød Fru Hartfelt: „ Kan man dog forklare sig, at et menneske som Henrik kan besidde folks yndest i den grad, som han gør det? Et ungt menneske, der aldrig tager sig en times nyttigt arbejde for, der efter hans fortræffelige Broders ord, snart har opbrugt sin hele arv, der oven i købet aldrig søger at vinde noget menneske ved venlighed eller høflighed, men tværtimod er aldeles hensynsløs i sine ord og i sit bæsen, at han, blot fordi ban er smuk og danser godt, har indpas i de fornemste huse — det er forunderligt og harmeligt! “ ' Maries kinder blussede, hun rejste sig og kom hen til sin moder; den hånd, hun lagde på hendes skulder, var så tung og kold, at dens kulde gennemtrængt fruens tykke siikekjole. Fru Hartfelt gøs ved dens berørelse; var der noget hun hadede, var det en scene. Marie havde hidtil kun sjælden plaget hende med en sådan. Nu fortrød hun, at hun havde stolet for meget på, at følelsen, for hvad der nu var som helt udfletlet af Maries liv, ikke kunne vækkes til live igen. Hun talte jo ellers aldrig til Marie om Henrik — hvorfor havde hun nu gjort dej? tænkte hun. „ Moder, har du glemt, hvis skylden er, at han er bleven, som han er? al, hvis han har labl lysten til arbejde —lysten til al leve, thi det er egentlig del, han har tabt — så bærer en anden ansvaret derfor? “ Hendes slemme var lav og bævende, medens hun udlalle disse ord. „ Marie — barn, vær bog fornuftig. Tror du virkelig, al en ungdommelig forelskelse, fordi ten bliver skuffet, kan have nl foige, at især en mand skulle tabe lysten til al leve, og at den aldrig skulle kunne glemmes? I vare jo næsten børn, da i forsf faldt på at tro, at i skulle tilhøre hinanden, “ sagde Fru Hartfelt. „ Aldrig glemmes — jo glemmes kan den, så at hadet kan træde i stedet for kærligheden; det ved jeg kun alt for godt. — bar jeg kød i stedet for al have være! Lrolos, så havde jeg haft mindre nu at svaie fil, så havde han ikke lidt en skade på sin sjæl, som ben skal slå fil ansvar for, der forargede fin Broder. “ „ Men min kære Marie, far dig, jeg kan ikke tåle al høre dig tale således, “ sagde Fru Hartfelt ængstelig. Marie falle sig mechanisk ned i lænestolen ved siden af sin moder. Del var, som om hendes skikkelse sank hel! sammen, og frønende albuen på armen af lænestolen bedækkede hun sine øjne med hånden. „ Først og fremmest må jeg gentage for dig, hvad jeg sagde dig for længe siden, den eneste gang vi have talt om denne sag efter dit ægteskab, at du gør dig selv uret, når du gør dig selvbebrejdelser med hensyn fil Henrik; han havde mere skyld end du. Om end de rygter, du dengang hørte om ham, og som du sagde bragte tig til fortvivlelse, vare usande — “ „ Usande! “ udbrød Marie, „ derom er der jo ingen tvivl — det blev klart nok bevist, at han bar skylden for en anden — “ „ Nå ja, lad så være — de rygter vare altså usande “ sagde Fru Hartfelt, med en mine og et udtryk i sin stemme, der kunne have passet til den dommer, der siger til en arm synder, hvis forbrydelse ikke kan bevises, al han er fri for „ videre tiltale. “ „ Lad så være — men den, der søger slet selskab, må sinde sig i undertiden at få andres synder lagt på sig, og Henrik har senere ved hele sit liv bevist, at for den kvinde, der var bleven hans hustru, var der kun liden lykke at vente, og — “ „ Lykke eller ulykke — hvad magt ligger der derpå? Hvad lykke finder den kvinde, der har givet sin tro, men svigter den, så snart den sættes på prøvc? Om alle andre havde tabt troen på bam, burde jeg ikke have været den sidste ti! at gøre det? Ak, hans liv var så skønt, så fuldt af løste og håb som nogen ung mands. Men da den, han troede mest på, viste sig troløs, tabte han troen og håbet og kærligheden — “ „ Marie, du taler jo syndigt — del menneske, der kan lade et andet berøve sig agtelse for livets pligter, har aldrig haft den befæstet i sin sjæl, “ sagde hendes stedmoder strengt. „ Han var så ung, endnu ubefæstet, da hans fjende kom og lagde hans ungdomslykke øde. Jeg har gjort ham det værste, det ene menneske kan gøre det andet, jeg har forarget ham, berøvet ham troen på, at der i denne verden findes troskab og sand kærlighed. Og moder, det nytter ikke at ville skjule det for mig selv, det, jeg gjorde, gjorde jeg af letsindighed om end til sidst — det sidste skridt — af en bitter følelse af krænkelse. Havde jeg elsket ham, som jeg burde have gjort det, som han fortjente at elskes, som han elskede mig, så havde jeg ikke så let tvivlet om ham, og i ethvert fald ikke gjort del skridt — det skridt —, som også har lagt mit liv øde — “ og hun bøjede sit hoved og udbrød i en sagte jamrende gråd. Fru Hartfelt var bleven dødbleg; var det ikke sit eget værks resultater, hun her blev vidne til? Hvad skulle hun sige — hvad skulle hun gøre? At holde moralske prædikener både straffeprædikener og andre, deri havde hun stor øvelse, men en sådan sorg, en sorg så dyb, at hun ikke kunne bunde den — at trøste en sådan, del forstod hun ikke. „ Marie — du plejer jo aldrig at være således — du er jo altid så rolig — har dette menneskes nærværelse, som du heldigvis ikke ofte plages af, rystet dig så stærkt, så skal han ikke mere sætte sin fod indenfor min tør! “ sagde hun i sin tvivlrådighed; hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Men netop denne fuldkomne mangel på opfattelse af hendes sorg hjalp til at gengive Marie hendes sædvanlige selvbeherskelse. Det var som et koldt åndeligt styrtebad på hendes lidenskabelige smerte. Hun aftørrede sine tårer, bævede sit hoved, rejste sig fra stolen! og sagde med en slemme, der skønt lidt usikker dog var rolig: „ Det er vist theelib “ — og hun gik hen og gav signalet til, al aftenbordel skulle dækkes, ved at ringe lo gange på klokken. Fru hartselt så fordanser, men med letlel hjerte på hende. Hun ahnede ikke, al kenne dybe sorg og smerte var en daglig gæst hos Marie, men at den aldrig fik lov til al komme til overfladen uden en enkell gang som i Asien. Men når hun så bleg og dårlig ud, når lægen, også hendes Broder, mente, al hun trængte ril adspredelse og frisk lufl, da vidste de ikke, ikke engang hendes brøker, ker havde været mere udenfor denne sørgelige episode i hendes liv end hendes stedmoder, at del var mindet om denne, der læreke på hendes sundhed, som den skjulte orm på blomstens skønhed. Medens denne scene gik for sig i dagligstuen, havde de unge mænd, der vare gåde ind på Vilhelms værelse, en samtale, som vi skulle berette i næste capitel. Tredie capitel. Te unge mænds samtale. - Vilhelm gik foran Henrik ind i sit værelse for at tænde lampen, og ingen af dem talte et ord, før der var lyst i værelset. Henrik strakte sine arme ud oz retlede sig, som den gør, der nylig er sluppen fra el anstrengende eller ubehageligt arbejde eller en pinlig stilling. „ Hu, ha! “ udbrød han, „ hor bilhelm, del er din stedmoder, men også min egen kødelige tante; så lag del ikke ilde op — jeg må nok have lov til al sige, al jeg næsten ikke kan holde ud at være i selskab med hende. “ „ Del er en underlig grund, du giver, for al have lov til al udtale dig således, “ sagde Vilhelm alvorlig. „ Sæl dig ned Henrik! jeg ved godt, al i er meget likel sympalheliske naturer, men os har hun været en god stedmoder. “ „ Del takker deruPder==P. — om deruPder==forladelse — hende for! heruPher==hun har fået lov til at regere og råde over alt, endogså over eders mange penge. I have føicl hende i el og all — jeg har ikke sagt, at hun er en djævel, “ svarede Henrik. „ Jeg tror, at hun holder af os, som hun ville have holdt af sine egne børn, “ svarede Vilhelm. „ Del tvivler jeg ikke om, af to gr |
1896_KragT_AdaWilde | 168 | Thomas | 1,896 | Ada Wilde | Krag | KragT | Ada Wilde | male | 1896_KragT_AdaWilde.pdf | Thomas | Krag | null | no | Ada Wilde | Roman | null | 1,896 | 325 | n | roman | Gyldendal | 4.5 | KB | null | null | pdftxt | 1 | 1600 | Om en norsk slægt. For noget over to hundrede Aar | 14 | 338 | 413 | HISTORICAL | 0 | 0 | 0 | "For noget over to hundrede år siden kom en sensommerdag en mand roende til vorrestranden ( strande(...TRUNCATED) |
1879_LieJ_AdamSchrader | 195 | Jonas | 1,879 | Adam Schrader | Lie | LieJ | Adam Schrader | male | 1879_LieJ_AdamSchrader.pdf | Jonas | Lie | null | no | Adam Schrader | Fortælling | null | 1,879 | 267 | n | gothic | Gyldendal | 3.5 | KB | null | null | pdftxt | null | nan | nan | 6 | 288 | 465 | LEX_CANON | 1 | 0 | 1 | "I. Der skulle ingen set på den kopist Schrader, som han gik der til og fra spisekvarteret og siden(...TRUNCATED) |
1895_Michaelis_Aebeloe | 232 | Sophus | 1,895 | Æbelø | Michaelis | Michaelis | Aebeloe | male | 1895_Michaelis_Aebeloe.pdf | Sophus | Michaëlis | null | dk | Æbelø | null | null | 1,895 | 241 | n | roman | Salmonsen | 3 | KB | null | null | pdftxt | null | nan | nan | 11 | 249 | 533 | O | 0 | 0 | 0 | "I. Midt i søen ligger den lille ø. Den sø, der omskyller den, er en rest af havet, der trak sig (...TRUNCATED) |
1870_Dodt_AegteOgUaegte | 68 | Beatus | 1,870 | Ægte Og Uægte | Dodt | Dodt | Aegte Og Uaegte | male | 1870_Dodt_AegteOgUaegte.pdf | Beatus | Dodt | null | dk | Ægte og Uægte | Livsbillede | null | 1,870 | 517 | n | gothic | Chr. Steen & Søn | 5.35 | KB | null | null | pdftxt | null | nan | barndomsskildring | 9 | 525 | 171 | O | 0 | 0 | 0 | "1. Lyksalig den, der i sin fæedrehytte bortspsgte barndoms tryllerige vår, og atter did fra livet(...TRUNCATED) |
1880_Secher_Aegtemaend | 314 | Villiam | 1,880 | Ægtemænd | Secher | Secher | Aegtemaend | male | 1880_Secher_Aegtemaend.pdf | Villiam | Secher | null | dk | Ægtemænd | En Samfundsroman | null | 1,880 | 220 | n | roman | Schou | 2.75 | KB | null | null | pdftxt | null | nan | nan | 7 | 224 | 727 | O | 0 | 0 | 0 | "første afsnit i. en aften i begyndelsen af April måned 1871 sad der et par ægtefolk i en lejligh(...TRUNCATED) |
End of preview. Expand
in Dataset Viewer.
Dataset description
source_datasets:
- The corpus was created and made available by Jens Bjerring-Hansen and Philip Diderichsen, Dorte Haltrup Hansen, June 2023, see: https://huggingface.co/datasets/MiMe-MeMo/Corpus-v1.1 - Here, we make a more accessible, annotated version available.
Additional tags:
- CE Canon: Cultural/Educational Canon, referring to novels whose titles are included in the Cultural Canon, or whose author is included in the Educational Canon.
- LEX Canon: Lexicon Canon, referring to novels that were not included in the Educational Canon and Cultural Canon, but whose author is mentioned in the lists of novels and novellas in the lemma 'det moderne gennembruds litteratur' of Den Store Danske.
- E Canon: Extended Canon, referring to all novels that are included in CE Canon and/or LEX Canon.
Additional processing
- Whitespace cleaning
Citation
If you want to use this data, please cite our work as well as the original creators of the corpus:
@inproceedings{bjerring-hansen_mending_2022,
address = {Uppsala, Sweden},
title = {Mending {Fractured} {Texts}. {A} heuristic procedure for correcting {OCR} data: 6th {Digital} {Humanities} in the {Nordic} and {Baltic} {Countries} {Conference}, {DHNB} 2022},
volume = {3232},
shorttitle = {Mending {Fractured} {Texts}. {A} heuristic procedure for correcting {OCR} data},
url = {https://ceur-ws.org/Vol-3232/paper14.pdf},
urldate = {2024-08-19},
booktitle = {{CEUR} {Workshop} {Proceedings}},
author = {Bjerring-Hansen, Jens and Kristensen-McLachlan, Ross Deans and Diderichsen, Philip and Hansen, Dorte Haltrup},
year = {2022},
pages = {177--186},
}
@inproceedings{feldkamp_canonical_2024,
address = {Miami, Florida, USA},
title = {Canonical {Status} and {Literary} {Influence}: {A} {Comparative} {Study} of {Danish} {Novels} from the {Modern} {Breakthrough} (1870--1900)},
booktitle = {Proceedings of the {Joint} 4th {International} {Conference} on {Natural} {Language} {Processing} for {Digital} {Humanities}},
publisher = {Association for Computational Linguistics, Forthcoming},
author = {Feldkamp, Pascale and Lassche, Alie and Kostkan, Jan and Kardos, Márton and Baunvig, Katrine F. and Nielbo, Kristoffer L.},
year = {2024},
}
- Downloads last month
- 36