Datasets:

chcaa

/

memo-canonical-novels

like 1

Follow

Center for Humanities Computing Aarhus 20

1882_HansenP_KristianKjoebenhavner

Peter

P.

Hansen

Kristian Kjøbenhavner

male

male

dk

HansenP

Kristian Kjoebenhavner

Hansen

Kristian Kjøbenhavner

Hans Planer, Overvejelser og Idrætter, sandfærdig fortalte

y

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

O

Første kapitel. I hvilket forfatteren apostroferer sin fødeby og præsenterer sin helt. København! Let og lyst er dit liv som bølgen, når den nynnende sin glade Melodi beskyller din fod og i kådhed stænker sine friske dråber på din klædning; havets salt er på din tunge, dets blå blink i dit øje og dets bløde vuggen i dit sind. Din sjæl har præg af den dæmrende hygge i bøgeskoven, som ombelter dig med sin grønne fylde; i dens skygge er hvilen som en stilfærdig syssel, og dens dansende solpletter kalde drømmene frem. Imellem havet og skoven ligger byen, og jmod dem begge drages dens attrå. Selv i de snevreste stræder, selv i de trangeste gårde rører der sig forårsfornemmelser og flagrelængsler, når bølgerne atter spille i solglands efter den lange vinterhvile, når kastanieknopper i parker og på promenader varsle om, at skoven er ved at vågne. er den gennemsigtig tyndslidte bomuldskjole blot hel og ren, hænge sommerfrakkens glindsende 0'0 o knapper blot fast endnu ved en tråd, dandser solen også for dem pintsemorgen. Den halve by drager tilsko vs om morgenen, og den halve skov drager tilbys om aftenen, bøgegrene så store som unge træer. Men skoven er lige rig for det, ja end tættere og grønnere næste dag, som for at vise i gerning, at den altid har råd og sind til at sende en hilsen til de fattige hjem, til de tålmodige syge, til de vaklende gamle, der ikke kunne rokke længere end til den første bænk på Langelinie, hvor kastelsvoldens kvidrende fuglerøster høres som lystige bueløb i den rolige harmoni af bølgernes regelmæssige plask mod stenene, af et dampskibs fjerne, dæmpede brusen, af korte åretags svagtlydende rhythmer. Aftenen sænker sig, stille, sagtelig; man fornemmer dens kølighed, inden man lægger mærke til det aftagende lys. Fra Trekroner blinker fyret mat, som et søvntræt øje, gennem den disede luft, over kastelsgraven hviler tågen som bløde dun, og bænken, man har siddet på, er bleven våd af duggen, så man kan skrive sit navn i flygtig skrift til farvel. Ind ad byen til,. Hjem gennem de stille, tomme gader, der først senere ud på aftenen befolkes af tilbagevendende skovgæster, som fra alle tilgange søge hjem til reden lig fugle, der have flagret sig træt i lystig flugt den hele udslagne dag: fra Østerbro de langvejs vandrende, der have gæstet skoven med proviant i hankekurve og sammenbundne tørklæder, de selvejerligt kørende, de på kapervis agende og de vidunderlig dristige ryttere, der have betroet førlighed og rygte til en ukendt gangers uberegnelige indfald; fra Vesterbro de tusinder, som jernbanetogene udspy med halve timers mellemrum, og de andre tusinder, som først ved en eftermiddags idylliske færden i frederiksberghaves fredelige gange have stemt sindet til dobbelt modtagelighed for aftenens dithyrambiske modsætning i Alleens og broens sangerpauluner; fra Nørrebro de jevne skarer af mænd og kvinder, hvis søndags-valfart har ført dem ud til en bortgangen frændes, til et tidlig visnet barnelivs stille Tue for at vande dens sprukne jord og lægge en frisk krands i stedet for vinterens frosne bladrester og derpå ende dagen i en af nabolagets små beværtningshaver, hvor stemningen under påvirkning af gode gavers nydelse umærkelig svinger fra elegisk dvælen ved sorgens minder til hyggelig passiar om nuets mangehånde krav og fortrøstningsfuldt håb til det uventede,' fremtiden kan bringe. Hjem til byen. igen. Københavneren elsker landet og landlivet, men kun for en dag ad gangen, og han tager ikke gerne længere bort, end at han kan høre et jernbanetogs fløjten som garanti for civilisationens nærhed og se en gjæstevenlig røg stå op fra et beværtningssteds skor- i* sten som tegn på, at der er kjøbenhavniserede oaser i den landlige ørken. Landliv i et længere o o spand af tid ville ikke være ham nydelse, men tomhed. Han ville savne de tusinder af impulser, som byens daglige liv bringer ham, uden at han selv gør sig regnskab for dem. Han er som athenienseren af en nyfigen natur og griber y o o o hver morgen efter sin Avis som det første fornødne; han finder regelmæssig, at der ikke står et ord i den, men var han på landet, noget fjernet fra postforbindelsen, ville dagen forbitres ham af den nagende tanke, at man i hovedstaden alt i timer havde kendt og drøftet betydningsfulde begivenheder, som angå ham på det nærmeste; han ville savne den letvakte og hurtigtskiftende tankevirksomhed, han hensættes i ved at læse plakaterne på gadehjørnet, ved at betragte fotografierne i kunsthandlerens vindue, ved at se den bekendte skuespiller gå hen ad gaden, ved tilfældigvis at komme tilstede, hvor en hest er styrtet, hvor et par hunde slås, hvor et stillads rejses, hvor et dampskib losser, hvor vagtparaden trækker op, hvor en tilrejsende kommer kørende, hvor en liremand spiller, hvor en hat blæser af, hvor en politibetjent skrider ind, hvor en dame rider forbi, hvor en sporvogn kommer ud af sporet, hvor en portemonnaie er tabt, hvor et vandrør er sprunget, hvor-et flyttelæs er væltet; han ville føle sig vildfarende i tiden, når dagens frembrud ikke længer betegnedes for ham ved fabrikfløjternes signaler, når aftenens indtræden ikke længere tilkendegaves ham ved gaslygternes tænding; når han ikke af toppenes snurren på fortouge og- pladser fik en anelse om, at der var 00 * forår i luften, når ikke jordbærkurvene i frugthandlernes vinduer overtydede ham om sommerens nærværelse, når ikke tteatrenes gyldne løfter for saisonen varslede ham efterårets komme, når ikke isenkræmmernes skøjteudstilling mindede ham om, at vinterens strengeste dage vare forestående; når årets mærketider ikke bebudedes ham af brogede fastelavnsris i kældervinduer, af påskeæggenes rigt varierede former i konditorboutiker, af varme hvedetvebakkers appetitvækkende Duft ud fra bagerporte, af nye forårsfrakkers lyse- Mylr og lokkende pintseudflugters konkurrerende bekjendtgjørejser, af granskove på Amagertorv og sindrige juleudstillinger; når ikke periodisk tilbagevendende kommunale og politiske tidspunkter annoncerede sig med flyttetummel og fejeskarn byen over, med vajende danebrogsflag på kongens og grundlovens fødselsdage; han ville føle sig hjælpeløs stedt i rummet, når ikke frelserens tårn med stadig oprakt finger angav ham horizontens sydpunkt og derved lagde nøglen til alle andre bestemmelser af polhøjden i hans hånd. Derfor er en dags færden i mark og skov maksimum for den ægte københavners land liv og landlyst; han fylder sin lunge med styrkende luft, han tumler sig som et føl på den grønne skovbund og plasker som en delfin i sundets friske bad, han traver sig træt på solvarme veje og synger og jubler mod sommerhimlens hvide fnugskyer- men det er ham en kær tanke, at han fra ethvert udsigtspunkt kan se sin fødebys tårne og spir hæve sig frem af den dis, der dækker havets og himlens fjerne berøringslinie, og når tågelaget om aftenen genspejler hovedstadens gasbelysning som et rødligt skær, drager han tilbage fra den tavse natur til byens livfyldte stenmasser. Ad de brede tilgange, der som store, vidt udfoldede, lysgjennemskinnede kronblade omgive den indre labyrinttisk snoede, tæt sammenfoldede blomsterknude, begiver han sig tilbage til de kendte steder for sin hverdagsgjerning. Han behøver ikke at gøre sig regnskab for vejen; instinktmæssig føre hans trætte ben ham ad krogede gader og gennem bugtede stræder den nærmeste vej til hjemmet. I denne indre by føler københavneren sig først ret på sin egen grund, i sin egen luft; her er han groet op, her er den temperatur, der er tjenligst for hans vækst, her er naturbetingelserne for hans trivsel talrigst tilstede. Det er ikke historiske minder, der tale til ham fra gamle gavle eller stilfulde bygninger; den indre by har kun sparsomme spor af fjerne tider, om den end langtfra er moderne i nutidens forstand. Men det er hans egen barndoms- og ungdomserindringer, der er knyttede til disse halvmørke og uregelmæssige, men stærkt befolkede gader. Opad denne mur øvede han klinkspillets første idræt; hos papirhandleren deroppe i den høje stue købte han det første illuminerede billedark, hvis høje røde og dybe blå farve ingen senere koloristisk pragt har kunnet fordunkle; de opslagne gadeviser i trådhandlerens vindue gav ham den første indvielse i den autochtone københavnske poesi, og han stavede sig igennem deres letfærdigheder, inden han endnu forstod dem; udenfor urtekræmmerboutiken derovre patrouillerede han hver søndag længe før fire, utålmodigt ventende på dens oplukning af den renflippede svend for at inkassere den ugenlige tribut af bolscher; i hin kælder betalte han sin skilling som betaling for sin første hemmelige cigar, bag gadedøren hist nød han dens tvivlsomme aroma skiftevis med et par kamerater, og alle følte de sig at vokse i selvfølelse for hvert drap;, de overvandt sig til at o 7 o tage; indad porten der gik skolevejen dag ud, dag ind, og baggården genlød hver time i ti minuter af løsslupne drenges larmende leg; ved studiet af hjørnehusets plakater erhvervede han sig nøjagtigt kendskab til det dramatiske repertoire og de sceniske personligheder, længe inden han kendte dem af selvsyn, og histhenne ligger endnu den beskedne kafé, på hvis stoppede billardklæde han gjorde sine første karamboler under frygt og bæven, hver gang døren gik op; oppe på kvisten der indgik han fostbroderskab med kameraten, der senere forsvandt så sporløst i livets malstrøm, og på det stille strøg langs volden ventede han med en blanding' af ængo o stelse og stolthed det klokkeslag, der indvarslede o o 7 hans første stævnemøde. Ved tusinde minder er københavneren knyttet til denne sin fødebys egenlige kærne, til de borgerlige gader i den indre by. De have næsten alle samme karakter, og han kender på en prik alle de enkelte træk, hvoraf helhedsindtrykket fremgår. Han kender deres morgenpræg, når dagslyset falder skråt ind på den ene husrække, medens den anden endnu ligger halvmørk og fugtig, når bagersvendene komme til syne i porten med opsmøgede skjorteærmer og tøfler på de bare plodder og trække en mundfuld frisk luft efter nattens hede og arbejde; når tjenestepiger, der endnu ikke have fået håret sat og kjolen helt hægtet, fremtone med flødekanden i den ene hånd og en lille kurv med seks stykker pindebrænde i den anden; når tørvebonden drejer sit køretøj ind i gaden og ved sit råb kalder madamer ud fra bagstuer og ned fra kviste og op af kældere, for at aftælle dem snesen, fire og fire ad gangen, i det fremholdte forklæde; når aviskonen kommer med de fugtige blade og af- o o o leverer sine eksemplarer i brevkasser, under gulvmåtter eller på dørgreb, medens hendes flinke lille medhjælper besørger nabohuset; når et hvidt halstørklæde og et par lakerede støvler røbe den unge herre med det blakkede ansigt som en sent hjemvendende og ikke som en tidlig udgående; når små skoledrenge med fuldtstoppet tornister snegle afsted med brødefuld bevidsthed om utilstrækkelig fordybelse i den store tabels vilkårligheder, og store skoledrenge med to tynde bøger stoppede ind under trøjen skjule undseelsen over deres nedværdigende stilling ved en udfordrende fløjten, der røber et forhærdet gemyts ligegyldighed overfor alle pædagogiske krav. Han kender gaden ved middagstid, når solen bager dens brosten og avler boblende liv i rendestenens miasmer; når en fedtet Duft slår den forbigå7 o ende i møde fra kælderhalse, forenende i et branket ensemble de forskellige poster på den spiseseddel, mellem hvis fristelser håndlangeren os' rekruten skulle træffe deres valg; når droschkekudsken, indlullet af gadens varme og lyd, nyder den kvægende søvn i døren til sit køretøj, med en arm på hvert sæde og benene ud af vognen, medens fluer tumle sig på hans perlende næse, uden at vække ham; når sælgekoner have sat sig til ro på deres trillebørs stænger og hente bruttoindtægten op af dybthængende lærredslommer, for at gøre et overslag over den nu tilendebragte formiddagsomsætning og overtyde sig om balancens rigtighed ved en sammenligning mellem lommens beholdning af småmønt og højden af de røgede silds tætpakkede lag i • kasserne på børen; når barnepiger hærde den opvoksende slægt mod et øklimas ustadige nykker ved at stille barnevogne i ro på blæstomsusede gadehjørner,'medens de samles til interdomestikale kongresser; når folk stå stille med uret i hånden for i nerveus spænding at afvente det nu, da kuglen på nikolajtårn tager en rask beslutning og lig en svømmer styrter sig ned, op igen og atter ned; når vandvæsenets folk befæste en slange mellem to højst uskyldigt udseende brosten og fremtrylle en stråle, der i rasende forfølgelsesiver jager en sky af støv og halmstrå og papirstumper og stikkelsbærskaller og flaskepropper foran sig, for i næste nu at fængsle dem magtesløse og vandtunge til jorden et halvthundrede skridt fra deres oprindelige hjemstavn. Han er fortrolig med gadens aftenstemning, når skumringen bryder frem og lygtetænderens blus med et hop kigger ind i lygte efter lygte og efterlader en mat flamme, der bliver gul og takket og lystig, alt som mørket skrider frem; når gadens børnebefolkning tumler sig i sine sidste lege og luften dirrer af et stillestående hujende og jublende skrig, så meget stærkere, fordi en inappellabel kommando snart vil kvæle det i sengedynerne; når plukkede gæs og slangebugtede pølser og gule spølkummer med et flækket æg midt i den brune skildpaddesubstans stilles i fristende belysning i høkervinduerne og det appetitvækkende skue for et øjeblik standser travle husmødre og hjemvendende arbejdere i f'arten; når snedkeren • holder fyraften i gadedøren med kaskj etten skubbet bag i nakken, tobakspiben i munden og den ene fod ude af tøflen og i bevidstheden om fuldbragt dagværk lader menneskestrømmen passere sig forbi som et underholdende optog; når frugtprangernes hæse stemmer gøre det sidste anspændte forsøg på at frembringe endnu en svag genganger af et råb for at få restbeholdningen afsat, inden natten falder på; når gadens leende og luende øjne lukkes et efter et andet: først bogladens fornemme vinduer, så guldsmedens strålende udstilling, dernæst manufakturhandlerens stærkt oplyste magasin og til sidst urtekræmmerens bod, hvor i den sidste halve time ingen kvindelig kunne har purret svendens altid redebonne vid op af den fortjente hvile, det under sig, medens karlen stænker vand på gulvet og med håndfaste tag i kosten fjerner sporene af dagens frekvens. Og ej heller gadens natlige karakter er nogen hemmelighed for den ægte københavner; velbekendt er han med tausheden på torve og mørket i stræderne, når kun den ene lygterækkes blus spreder sparsomt lys; når en enlig fodgængers skridt fordobles i klingende genlyd fra høje kirkemure; når sildigt ventende vogne drage øjet mod en oplyst etage med hoppende skygger på de gjennemskinnede Gardiner; når der tages højttalende afsked på gadehjørnet og den pludselige støj atter fordeles som svindende lyd i forskellige retninger; når stilhed og skygge tættere og tættere svøber sig om huse o v oo o o og mindesmærker og byen lig en alvorsfuld olding o o v o o ensom og forladt ruger over grublende tanker om o o o en svunden forgangenheds lystige liv, stimen og støj, letsindighed og synd. Nat var det vel endnu ikke, men dog sent ud på aftenen, da uhrmager knub og hans trætte ægtehalvdel nåde deres hjem i en af de gamle smågader i kvarteret mellem Gothersgade og Kjøbmagergade. Med besvær vandt madam knub op ad den smalle trappe, støttende sig med den ene hånd til rækværket og med den anden til sin mands skulder. Hun var ellers lille og vever nok, øg da hun for knap et år siden flyttede ind som nygift kone, var det hende et legeværk at løbe op og ned ad trappen, om det så var ti gange om dagen; men nu bevægede hun sig med et besvær, der gjorde det til en dobbelt pligt for manden at være hende en støtte på hendes vej. Så snart de vare komne ind i deres propre lille lejlighed, trak han derfor den polstrede lænestol hen til hende og hjalp hende varsomt til sæde i den. « å, herregud! » sagde hun med et træt 'o o tonefald og et lidt anstrengt udtryk i ansigtet; « så fik jeg dog skoven at se engang endnu! » • « engang endnu, lille mor? « svarede hendes o o 7 mand. « den skal du såmænd få at se mange gange endnu, det svarer jeg dig for. » hun betragtede sin mand med et kærligt, men vemodigt blik, som om hun tænkte i sit stille sind, at for opfyldelsen af dette tilsagn var han ikke den afgørende myndighed. Han læste hendes tvivl i hendes øje, og den vakte som altid en ængstende genklang i hans eget bryst. Men derfor måtte han. jo netop mande sig op til at se fremtiden dobbelt frejdig imøde. « du skal se, det går meget bedre, end du troer, » sagde han, og da han var en belæst mand og dannet ud over sin stand, hentede han videnskabelige argumenter frem til trøst for sig selv og for hende. « du må blot altid huske på, » Sagde han, « at det slet ikke er noget overordenligt eller ualmindeligt. Når du blot hele tiden ville have for øje, hvor umådelig dagligdags det er, noget, der har været kendt, ligeså langt historien rækker, og meget, meget længer. Og desuden er det statistisk bevist, at det er ganske umådelig sjældent, der er nogen fare på færde; og så må man endda ikke glemme, at statistiken først er bleven til i den allernyeste tid og kun har meget få tal at regne med; hvis den kunne gå tilbage til de meget gamle dage, da man endnu ikke tænkte på at skrive sådan noget op, ville resultatet rimeligvis stille sig endnu gunstigere — ikke en af titusinde. Du seer således, at der ikke er den fjerneste grund til at være ængstelig, lille Emilie, ikke den fjerneste grund! » « det står i guds hånd, Daniel! » sagde madam knub. « men jeg er dog så glad over, at jeg fik skoven at se engang endnu! » og hun sendte sit blik rundt i stuen, som om hun ville glæde sig ved også at se den endnu engang og ret indprente sig alle dens enkeltheder. Ej heller var det nogen ganske almindelig stue, den hun nu igen tog i kærligt øjesyn, skjøndt hun kendte hver plet på tapetet, hver knast i gulvet. Den knub’ske familie var jo endnu kun så lille, som det overhovedet er muligt at være, når begrebet familie skal fyldestgøres, og det var også kun en lille lejlighed, der husede den. Af dens tre værelser stod det ene på gammeldags borgervis pyntet og opstadset som en kølig og ugæstmild skønhed, der har taget sine bedste klæder på, ikke for at glæde, men for at imponere omverdenen; skønt det kun var.en tofags stue, hædredes den dog med benævnelsen « salen » i medfør af dens smalskuldrede pillespejl, * dens krogbenede mahogni - divanbord foran den spinkle sofa og de fire hovmodigt knejsende stole, der vare så stive i ryggen, som om de forud ville angive, hvor liden pris de satte på menneskeligt samkvem; over bordet var bredt et broget tæppe, der triumferende viste sin uberørthed af verden ved endnu ikke at have andre folder end dem, det havde modtaget i kræmmerens pakke, og på chiffonieren stod ved siden af et forgyldt taffeluhr, som aldrig gik, en porcellains jæger, der blæste i et brunt valdhorn, som for at opskræmme en blank blomsterpige af samme materiale, der på den modsatte side af det døvstumme Uhr syntes hensunken i en koket sammenligning mellem sine egne kirsebærrøde giandskinder og blomsterne i den kurv, hun bar på armen. Af en ganske anden og livlig beskaffenhed var det værelse, hvori de to ægtefolk opholdt sig i dette øjeblik efter hjemkomsten fra søndagsudflugten. Her havde væggene — ikke øren, men munde, små og rappe, store og langsommere tunger, der alle gik frem og tilbage i rastløs bevægelse. For at salen kunne prange i ensom majestæt, måtte dette værelse yde tjeneste både som dagligstue, spisestue og værksted, og det var denne sidste anvendelse, der gav det dets livlighed, thi trindtom ' vare væggene behængte med Uhre, fra daineUhrenes diminutive til skilderiUhrenes anselige dimensioner, fra skibskronometre med nobel elegance af engelsk snit til tombaksuhre med spidsborgerlig tykmavethed af dansk race, nogle i kasse eller ramme, andre uden beklædning, så værkets liv og travlhed var synlig for øjet, men alle i gang og bevægelse som en arbejdsom og samvittighedsfuld kongres til fastsættelsen af en ensartet tidsbestemmelse, alle samlede til travl behandling af dette vigtige spørgsmål, skjøndt endnu ligeså langt fra vedtagelsen af en enig beslutning som på højsalig kejser Carl den femtes tid. Henne ved vinduet stod arbejdsbordet med det fine og spinkle værktøj, med Lupe og øjenskærm, niptænger og skruetvingere. I krogen ved siden af det et lille sybord med en sværpude, spækket med nåle som et pindsvin, og et syskrin, i hvis låg der indvendig var anbragt et lille spejl, som jevnlig gengav billedet af et ganske kønt og inderlig venligt ansigt med et par trofaste blå øjne, der i den sidste tid nu og da havde været duggede af en tåge, som trods lang modstand fortættedes til dråbeform og faldt ned på det skinnende hvide barnetøj, de flittige hænder syslede med fra morgen til aften. Det var disse samme øjne, der nu i denne sildige sommeraftenstund vankede vemodig om i stuen fra genstand til genstand, som om de forudså en lang adskillelse fra dem og derfor ville indprente sig deres skikkelse og plads så tydeligt, at billedet aldrig mere kunne forsvinde. Det var ikke nogen stor eller glimrende del af verden, de havde omfattet i den tid, de havde været opladte, men de havde en egen evne til at skue skønheden i det små og gemme det sete i et trofast og taknemmeligt sind, der kunne leve længe af disse enkelte åbenbarelser, skønt tanken var tarvelig udrustet til at sammenfatte enkelto hederne i et totalsyn og ikke havde det fjerneste begreb om systematiseringens sublime kunst. omsider blev de vemodige øjne trætte, de lukkede sig langsomt, og den lille kone sank mat tilbage i stolen. Hendes mand blev stående foran hende et øjeblik, bevæget ved tanken om den styrkeprøve, der forestod dette svage væsen. Så vækkede han hende stilfærdig og fik hende opmuntret til.at klæde sig af og gå iseng. Men skønt trætheden efter touren kunne berettige mester knub til en tryg nattesøvn uden afbrydelser, blev en sådan ham dog ikke beskåren. Et par timer efter 'at han var falden i søvn, blev han vækket af sin kone, og den redegørelse, hun gav ham af sine fornemmelser, var, skjøndt ubestemt og vag nok og egentlig nærmest gående ud på, at hun vistnok havde overanstrengt sig, dog tilstrækkelig fyldestgørende til i stor skyndsomhed at få ham besørget i klæderne, hvorpå han vækkede nabokonen og konstituerede hende i sin plads, inden han forsvandt ud af gadedøren og om i en gade ikke langt derfra, hvor han satte en klokke i en med den stille nattetime kun lidet stemmende stærk bevægelse, o efter mester knubs beregning gik der mindst en halv time, men efter hans hjemmeværende Uhres næsten enstemmige afgørelse højst fem minuter, inden der åbnedes et vindue på anden sal, i hvilket der viste sig en kvindelig skikkelse, hvis fyldige øverste halvdel skj ærmedes af en storblomstret nattrøje, medens den usynlige nederdel kunne antages at være omhyllet af et klædningsstykke, hvis navn fandtes angivet ved siden af det ringetøj, knub nylig havde hensat i en febrilsk dirren. « hvem er det? » lød det ned fra den storblomstrede. « det er mig! » oplyste den utålmodigt småstampende knub. « skynd dem endelig, madam mannsmann! » « aæ, er det dem, hr. Knub! Nu kommer jeg straks. » Efter en ventetid, i hvilken knub mente han bekvemt kunne have reguleret et par tårnuhre, kom madam mannsmann omsider til syne i gadedøren. Hun henvendte et par sagkyndige spørgsmål til knub, som denne kun kunne besvare på en højst mangelfuld og lidet rationel måde, hvorpå hun satte sig i bevægelse med en langsomhed, som hendes føre skikkelse gjorde forklarlig nok, men som forekom knub ligeså irriterende som uforsvarlig. Da hun ydermere begyndte en konversation om allehånde dagsbegivenheder, fik den bekymrede ægtemand en levende følelse af, at det ikke var en hjælpsom og trøstende kvinde, men et for hjerte og medlidenhed fuldstændig blottet væsen, han var i færd med af følge hjem i sit hus. Idet han atter betrådte sin lejlighed, slog en liflig Duft af frisklavet kaffe ham i møde og øvede en synlig blidgj ørende indflydelse på madam mannsmanns gemyt, hvorvel den ikke formildede hendes naturs hårdhed i noget større omfang, end at hun strengeligen tilholdt knub, ikke at overskride det af dagligstuen og salen bestående territorium, medens hun selv plantede sin fane i det af husmoderen, nabokonen og kaffekanden befolkede rum. Det var således et forholdsvis udstrakt terrain, der tilfaldt knub, og han begyndte straks med rastløs Iver at udmåle dets fladeindhold, idet han gennemvandrede det i alle dimensioner, hvorhos han af og til standsede og lyttede, som om han ventede et fjendtligt angreb fra det fjerne. Det varede ikke så meget længe, før han ikke behøvede at anstrenge sine høreorganer i nogen overvættes grad for at komme på det Rene med, at en begivenhed, der i en rum tid havde kastet sin skygge foran sig, var sin fuldbyrdelse nær. Overdreven selvfølelse var en egenskab, der ikke til daglig brug udmærkede mester knub, og i dette øjeblik havde han end ikke så meget tilbage af hint styrkende og nyttige karaktertræk, at han ved hjælp af den ringe rest kunne hævde sig selv som en honnet person i sine egne øjne. Han var langt mere tilbøjelig til at betragte sig som et udskud af menneskeheden, og han ledte rådvild omkring i stuen som efter et hul, i hvilket han kunne unddrage sig verdens rétfærdigt fordømmende blikke. End ikke hans videnskabelige viden gav hans vildsomt flakkende tanke noget sikkert fundament: statistikens af sikre tal sammentømrede stolte bygning faldt sammen som et ynkeligt korthus, og på dets ruiner rejste sig den uomstødelige overbevisning, at her netop forelå et af de såre sjældne og højst mærkelige undtagelsestilfælde, der tælle så lidt i den summariske opgørelse, men regnes hundreddobbelt der, hvor de ramme. Denne tanke lamslog alt, hvad mester knub havde tilbage af legemlig modstandskraft; knæerne rystede under ham, og han sank som en livløs genstand ned i lænestolen. Længe sad han der og stirrede sløvt hen for sig; en rokkende bevægelse frem og tilbage afløste lidt efter lidt den tidligere fuldstændige ubevægelighed, men var på samme tid et kummerfuldt udtryk for de håbløse betragtninger, der nu atter begyndte at vikle sig ud af tanketågen. Hans egne trøstende ord fra før hviskedee ham spottende i øret som det tommeste mundsvejr: « noget så umådelig dagligdags... som har været kendt ligeså langt historien rækker, og meget, meget, længer! »... Ja, meget, meget længer... lige til de fjerneste frasagn om den første begyndelse. Var det forbandelsen over Eva, hans hustru våndede sig under, så følte han selv Kains manddrabsmærke på sin pande, og helst var han flygtet til verdens anden ende. Han stod med besvær op af stolen og listede sig med lydløse-fjed ind i salen, rullede gardinerne op for det grålige gry i den smalle gade, så på taffeluhret og.følte sig forvirret i alle sine tidsbegreber ved at opdage, at klokken var halvni. Et øjeblik var han som lammet på hjernen, til det pludselig gik op for ham, at uret stod. Så tog han nøglen frem, trak det op og stillede det. Den knirkende lyd af nøglens og viserens omdrejning var ham som en mindelse fra hans daglige, regelmæssige liv, deri gjorde ham godt, og for at bevare indtrykket, gik han tilbage til dagligstuen og. gav sig til at trække alle uhrene op, store og små, idet han anstrengte sig for at koncentrere hele sin sandsning i den svage knitren inde fra værket, idet nøglen drejedes rundt. På engang lød der fra den inderste stue en spæd skrålen ind til ham, en gråd af fuld Hals, men fra et par lunger, der ikke havde evne, som de havde villie. Knub tabte uret ud af hånden af befippelse. Han kunne ikke straks gøre sig regnskab for, hvad denne påfaldende lyd kunne betyde, og stod endnu med et udtryk af flou betuttelse i ansigtet, da i det samme et skaldet hoved blev stukket ind ad døren med de ord: « gratulerer — en dreng! » endnu var den fremherskende følelse hos ham en høj grad af forbavselse over, at dette hoved, hvis ansigtstræk i høj grad mindede om madam mannsmanns, viste sig i en så påfaldende tilstand af skaldethed, aldenstund bemeldte madammes mest fremtrædende legemlige prydelse var et overmåde fyldigt sort forhår, der som en ibenholts ramme omsluttede hendes runde ansigt. det spæde skrål vedvarede med stor udholdenhed. Da klaredes det endelig for mester knubs omtågede bevidsthed, og det gik op for ham, at han var avanceret en grad i ægtestanden som fader til det første barn. Var det en dreng eller en pige? Skønt knub ikke besad noget stamhus, hvor det gjaldt at sikre descendensen, interesserede spørgsmålet ham dog en del. Hvorfor havde det skaldede hoved ikke givet oplysning herom? Eller havde han overhørt det? Han nærmede sig sovekammerdøren og bankede beskedent på. Men madammens hårdhed var ikke formildet; et bestemt « her kommer ingen ind! » overtydede knub om, at belejringstilstanden endnu ikke var til ende. Sagtmodig gik han hen og samlede det tabte ur op igen, undersøgte med lupen, om det havde taget skade, og fandt, at dets lille hjerte havde ophørt at banke i samme øjeblik som et andet lille hjerte var begyndt at slå. Mester knub var en reflekterende natur og henfaldt i allehånde betragtninger over dette sammentræf. Af disse vaktes han ved at døren gik op og madam mannsmann trådte ind, denne gang i regulairt toilette med forhår og det hele. På armen bar hun en pude, og på denne pude lå der et lille levende væsen, om hvilket hun forsikrede, at selv den mindst begavede og med fysiognomisk sands slettest udrustede med lethed i det ville genkende mester knubs udtrykte billede, kun med den variant, at drengen havde fået sin moders blå i stedet for sin faders brune øj ne. Med en underlig blanding af stolthed og forlegenhed tog mester knub sin førstefødte på sine arme. I det samme begyndte et lille ilfærdigt væguhr at slå seks rappe slag efter hinanden, som om det ikke for nogen pris ville give afkald på æren af at være førstemand til at fastslå tidspunktet for denne vigtige begivenhed; endnu inden det sidste slag var nået, begyndte et tungsindigt skilderiuhr med dyb røst at bekræfte rigtigheden af sin iltre stuefælles angivelse; to taffeluhre stemte i med, hvert i sin toneart, et bistert lille vækkeuhr, der var stillet til at forrette sin ubarmhjertige funktion just på slaget seks, fyrede sit batteri af med en raslen og hvæsen og klirren, som om en halv snes dampskibskraner vare i virksomhed på engang; en alderstegen bornholmer blandede sin sonore stemme med ind i koret, og i nogle minuter dirrede stuen af høje og lave, hurtige og langsomme klokkeslag, der greb ind i hinanden, fulgtes ad et kort stykke vej, skiltes på ny, løb sammen igen og gjækkende begyndte forfra, når man troede koncerten vel sluttet. Og da eruptionen endelig syntes at have udraset, smuttede en forsinket lille gøg med en pludselig beslutning ud af et schwarzwaideruhr, baskede med vingerne, kukkede seks gange og slog døren heftigt i efter sig, som om den ikke var tilsinds at ville finde sig i et eneste bebrejdende ord, fordi den var kommen lidt for sent. Barnet havde slået et par forundrede øjne op ved al denne ståhej. Faderen så sig med et fornøjet blik om i stuen og tiltalte derpå sin søn med disse ord: » Nå, min dreng! Hvordan det end vil gå dig i livet — en ting vil du ikke glemme: at tage tiden vel i agt. » O o under sådanne auspicier holdt helten i nærværende fortælling sit indtog i København. andet kapitel. Gør i skyndsomhed et Spring over adskillige år og bør selv overspringes af læseren, hvis han er en positiv natur, der hungrer efter kjendsgjerninger. Uden at foregribe interessen for denne fortællings hovedperson — hvis han ellers er i stand til at vække nogen — kan det allerede her røbes, at han ikke er bestemt til at komme afdage på en ynkelig måde i en ung alder eller på anden vis før tiden ende et levnetsløb, der er begyndt under så lovende varsler. Såvidt det kan forudses, vil han endogså leve langt ud over afslutningen af de hændelser, som disse troværdige blade meddele, og hvis der er noget sandt i*den iagttagelse, at erindringen om barndommen skærpes med den tiltagende alder, vil han endnu i mangen en stille time kunne se glemte billeder fra hin fjerne tid dukke frem af den tåge, livets støvende færd har hyllet dem 1, og mulig til sin forbavselse få øje for, at jordbunden og luften og solen og regnen, der gav livets spire den første vækst, har haft sin betydning, om ikke for træets Art, så dog for styrken af dets stamme, for tætheden af dets krone, for rigdommen af dets blomster, for saftfuldheden af dets frugter. Men hvor langt hans erindring end vil kunne nå tilbage — et fjernt punkt vil den støde på, hinsides hvilket den ikke vil kunne trænge, thi minderne f

1899_HansenJ_Neropolis

Jakob

Jakob

Hansen

Neropolis

male

male

dk

HansenJA

Neropolis

Hansen

Neropolis

En Roman fra Roms Forfaldsperiode

n

roman

Gyldendal

KB

59

Undertitel. år59

HISTORICAL

Notits. Foruden af de mere personlige motiver, som har ledet mig til valget af nærværende emne, har jeg tillige følt mig tilskyndet af den anskuelse, at romernes kultur til trods for betydningsfulde forskelle dog har mange lighedspunkter med vor egen tids. Det har efter evne været mig magtpåliggende kun af hin tids rigt bevægede åndsliv at fremhæve de mest typiske ideer, deres udspring af forholdene, deres prægen af de enkeltes bevidstheder, idet jeg går ud fra, at hver tid til trods for al individuel forskelligartethed frembyder et vist fællespræg. Som følge heraf har jeg taget mig den størst mulige frihed, hvad nøjagtigheden af uvæsentlige detaljer angår. Historikere vil måske finde denne fremgangsmåde højst letfærdig; men jeg indser ikke, hvorledes det overhovedet er muligt at trænge ind i et historisk emne uden ved at tage fantasien til hjælp; heller ikke forekommer det mig, at historieskrivning i og for sig kan henføres under rubriken; eksakt videnskab. Enhver historisk afhandling er jo dog ikke blot i højeste grad præget af sin tids rådende anskuelser men tillige af forfatterens mere personlige meninger. Den historiske viden bliver jo også stadig omvurderet, og det skal ikke undre mig, om man f. Eks. i fremtiden ved skildringer af romernes indre historie vil lægge langt stærkere eftertryk på klassekampene end hidtil. Jeg har dog ikke blindt stolet på fantasiens ufejlbarlighed men efter lejlighed søgt at retlede den — først og fremmest ved læsning af romerske forfattere, dernæst ved studiet af forskellige afhandlinger, som jeg ikke skal undlade at notere, da muligt en og anden læser kunne få lyst til at sætte sig nøjere ind i emnet, end en historisk roman byder lejlighed til: baudrillarl: histoire du luxe. ( Paris 1878—80. ) Gaston boissier: 1 ) l’opposition sous les césars. ( Paris 1885. ) vu 2 ) la religion romaine d’auguste aux antonins. ( Paris 1874. ) 3 ) promenades archéologiques. Rom et pompeï. friedlænder: darstellungen aus der sittengeschichte roms. ( Leipzig 1883—90. ) Jordan: topographie der Stadt rom im alterthum. ( Berlin 1871. ) Georges lafaye: histoire du culte des divinités d’alexandrie hors de l’égypte. ( Paris 1884. ) man: geschichte der decorativen wandmalerei in Pompeji. ( Berlin 1882. ) Hermann Schiller: geschichte der rømischen kaiser- zeit. ( Gotha 1883—86. ) tourmagne: histoire de l’esclavage ancien et moderne. ( Paris 1880. ) sluttelig skal jeg tillade mig at henlede opmærksomheden på et par populære værker, der besidder det fortrin at være skrevne på dansk, nemlig Carl Bruns: Pompeji og Poul andræs fortræffelige: via Appia. Forf. den romerske ridder Junius Silvanus var netop, år 59, vendt tilbage fra Afrika, hvor han i følge faderens bestemmelse havde opholdt sig på en slægtnings landejendom lige siden sit tolvte år, dels for at lære landvæsen, dels for at være borte fra roms farlige tillokkelser. Nu var faderen død og havde efterladt ham et mindre gods beliggende i en dalsænkning i albanerbjærget et par mil syd for rom. Han dvælede ikke længe i hjemmet, men begav sig snart til hovedstaden, som han længtes efter at gense efter så lang tids fravær. Ejendommen betroede han imidlertid til en pålidelig forvalters omsorg. Junius Silvanus var 20 år gammel og den sidste af sin æt. Alle hans forfædre havde tjent i hæren, og havde de end ikke opnået de højeste stillinger, men som regel måttet nøjes med kaptajns rang, så havde de til gengæld alle vundet ry for streng disciplin, hårdførhed og forvoven tapperhed. Silvanus nærede ikke ringe lyst til at træde i sine forfædres spor — men mange betænkeligheder holdt igen på ham. De store erobringskriges tid var forbi; nu fandt kun ubetydelige skærmydsler med barbarerne sted ved rigets vidtstrakte grænser; derfor kunne den, der nu trådte ind i armeen, heller ikke gøre sig det samme håb om ære og vinding som fordum. Heller ikke huede det ham at tjene under en Cæsar Nero; ti han var opdraget i de gammeldags strenge, republikanske traditioner. Det var solklart morgenvejr, da han begav sig til hovedstaden; han var til hest, ledsaget af tjeneren acer, der også havde delt opholdet i Afrika med ham. Vejen snoede sig opad og løb til sidst langs bjærgkntidens nordlige ås, hvorfra der var fri udsigt til rom. Rytteren lod hesten skøtte sig selv; hans blik dvælede ved de hvide marmormasser, der i bølgelinier lå hen over højene ved Tiberens bred. Højest af alt tronede det mægtige jupitertempel på capitolium og palatinerhøjens kejserlige paladser. Junius Silvanus fyldtes af stolthed ved synet af den evige stad, verdens beherskerinde, og han gled i tankerne tilbage til dens beskedne oprindelse for så meget des mere at kunne glæde sig over dens nuværende herlighed. Just på denne palatinerhøj var det, at en skare latinske hyrder og agerdyrkere havde slået sig ned for 800 år siden. De havde rejst deres lerklinede, stråtakte hytter og opfort en vold omkring dem til værn mod fjenderne. Men lige overfor på capitolium havde en flok sabinere fæstet Bo. Der var opstået tvist mellem de to hobe; der var sluttet forlig og forbund. Den sumpede lavning mellem begge højene havde afgivet mødeplads for de stridende parter. Just denne lavning var siden under navn af forum blevet det sted, hvor boms indre og ydre anliggender afgjordes. Lidt efter lidt var byen vokset. Men den lå på en udsat post; fjender mylrede frem alle vegne fra; ti netop der stødte tre fjendtlige folkestammer, latinere, sabinere og etrusker sammen. Således truedes staden fra første færd af med undergang. Men selve den truende fare, der altid lå på lur efter romerfolket, gav det karakter og styrke, skabte den jærnhårde disciplin og det ubrydelige sammenhold, som siden gjorde romerne til den hele verdens herrer. Tit nok havde nederlag tyndet deres rækker, det havde aldrig kuet deres mod; de havde kun valget mellem at sejre eller dø; hvert nederlag var da blevet dem en spore til sejr, en spore til endnu forvovnere faretrods, til endnu dumdristigere tapperhed. Følgen var blevet en ustanselig vandring fra sejr til sejr; alle omboende folkestammer havde bøjet sig for deres magt, og en dag havde selve Italien forekommet dem så ynkeligt lille. De måtte have mere plads, og de var draget afsted uden at lade sig stanse af bjærge, floder eller have, og de havde erobret en verden og lagt den ind under staden rom. Og selve rom var vokset. Palatinerhøjen, som en gang havde afgivet grund til den hele by, var blevet de fornemmes kvarter. Endnu senere havde den kun formået at rumme de kejserlige slotte, og nu fornylig havde Nero skæmtende sagt, at den virkelig var alt for lille til at kunne rumme et ham værdigt palads. O rom var vokset. Dens indvånere talte halvanden million. Den var krøbet over Tiberen ind i etruskernes gamle land, den havde udvidet sig mod alle himmelhjørner, den havde bredt sig over hele Italien, der var blevet som en lysthave for de romerske rigmænd. Overalt så man deres skinnende hvide marmorvillaer — på bjærgenes affald, ud over glubende afgrunde, opbyggede på et underlag af mægtige brohvælvinger, men frem for alt ved og søbredder og langs havets kyster, hvor deres lyse mylder mindede om flokke af vandfugle. Rom var vokset endnu videre. Fra verdens midtpunkt, den gyldne milepæl på forum, førte brede, fastbyggede landeveje ud til alle jordens egne uden at lade sig stanse af bjærge, floder eller afgrunde. Og disse veje myldrede af utallige vejfarende; købmænd drog ud for at hente de fjerneste landes produkter til hovedstaden; statholdere drog med talrigt følge ud for at bestyre provinser, vidtstrakte som kongeriger; turister hastede afsted for at tage nye landsdele i øjesyn og hjemføre nye moder, ny luksus; legionerne marcherede med drønende fodslag og stram holdning ud til nye sejre, nye erobringer. Rom var blevet verdens hjerte; derfra bølgede livet ud til de fjerneste provinser, dertil vendte det atter tilbage. Opfyldt af tanker om roms storhed var Junius Silvanus fra bjærgstien bøjet ind på den brede, fliselagte, appiske landevej, der førte lige til rom. Langs begge dens sider lå pragtfulde villaer afvekslende med monumentsmykkede gravsteder. Det var vanskeligt at afgøre, om de levendes eller de dødes boliger var rigest udstyrede. hine trak sig fornemt tilbage i parkanlæg af plataner, omgivne af statuer og sprudlende fontæner. Disse holdt sig nærmere til vejen, overbyggede af templer, pyramider, tårne. Det var, som om de ved deres talrige og iøjnefaldende inskriptioner ville indlade sig i hyggelig samtale med de forbidragende. Og Junius Silvanus læste mere end én kort og fyndig gravskrift, hvori den afdøde havde ladet sin livsvisdom overleve sig selv. Således lød en: » Æd, drik og vær glad, døden kommer snart; « en anden: » Jeg var ikke; jeg er ikke. « Silvanus fandt ikke behag i denne gnavne opposition mod en blandt en del af almuen udbredt forestilling om et liv » efter døden «. Så tiltalte den gravskrift ham mere, som en mand havde ladet sætte over sin afdøde hustru: » Hun gjorde mig kun den ene sorg, at hun døde «. Og han opsendte et fromt ønske til » Guderne «, at en sådan hustru måtte blive ham forundt. Eftersom han nærmede sig staden, blev færdslen livligere og livligere. Gartnernes pindevogne, som endnu før daggry havde tilført byen dens forsyning af blomster og grøntsager, vendte tilbage til landet; og rejsende, som havde en lang dagtur for sig, ilede ud fra byen til vogns og til hest. Ved den gamle byport overgav Silvanus sin hest til tjeneren og pålagde ham at sørge for en mindre lejlighed; selv begav han sig til fods ind gennem de snævre, skyggefulde gader. Trængselen var overmåde stor: skarer af slaver begav sig under værkføreres opsyn til eller fra byggepladserne, gamle kællinger kørte rundt med trækkevogne og falbød forfriskninger, store hobe af lediggængere stimlede sammen for at spørge nyt og standsede næsten færdselen ved deres mængde. Just af en sådan hob blev Silvanus stanset; han spurgte, hvad der stod på. De skottede mistroisk til ham, men hans landlige dialekt og tarvelige påklædning syntes at berolige dem; en svarede da: » Senatet har fra bajæ fået meddelelse om, at vor højtelskede kejsers moder er død. « » Jeg vidste end ikke, at agrippina var syg. « » Man kan vel dø uden forudgående sygdom. Hun har begået selvmord efter et mislykket attentat på Nero. « » Hvis det ellers hænger således sammen, « Bemærkede en anden. » Hvorledes ellers? « spurgte Silvanus. » Der går sære rygter: Nero skal have indbudt sin moder til gilde og modtaget hende på det kærligste for at dysse hendes mistanke i slummer. Hjemturen til hendes egen villa skulle foregå til sos. Skibet var foræret af kejseren, og således indrettet, at det måtte synke til bunds undervejs. Imidlertid frelste agrippina sig i land ved svømning og nåde op til sin villa. Hun besluttede at lade som ingen ting og sendte kejseren meddelelse om, at hun lykkelig var undsluppet døden ved skibbrud. Da Nero hørte dette, sendte han en bande søfolk afsted og lod hende hugge ned, endnu inden hun var kommen sig efter anstrengelserne og forskrækkelsen. Sådan fortælles der, men det er naturligvis løgn. « Den forsamlede hob betragtede imidlertid ingenlunde beretningen som løgn; det viste den ved indgående at drøfte, hvilke årsager Nero vel kunne have til at skille sin moder ved livet. » Han var bange, hun skulle tage magten fra ham, « niente en. » Poppæa har i hvert fald nok bildt ham ind, at hun pønsede derpå, « istemte en anden. Silvanus blev smittet af den almindelige mistillid til den officielle meddelelse og følte sig dybt oprørt over den unaturlige forbrydelse. Nu, om nogen sinde, tænkte han, måtte folket rejse sig og afkaste cæsarismens forhadte åg. Men disse sammenløbne mennesker viste intet tegn til indignation. » De er heller ikke andet end en samling plebejere, frigivne, slaver, « søgte Junius Silvanus at trøste sig. Men da hovedparten af roms befolkning just tilhørte disse stænder, lyttede han dog til deres tale med stor opmærksomhed; det kunne altid have sin betydning at kende deres standpunkt. » Hun har ikke fortjent bedre end at blive slået ihjel; hun, der selv har bragt død og elendighed over så mange, « ytrede en sindig småborger. » Lad bare de store rive hinanden ihjel — jo mere jo bedre: hvad rager det os? For resten kan man sige om Nero, hvad man vil. Kornuddelingerne er under ham rigeligere end nogen sinde, « påstod en anden. » Ja, Nero, « sagde en slave, » er den bedste herre, vi længe har haft. Stormændene går i sådan rædsel for at komme noget til, at de ligesom begynder at forstå vore lidelser og fole medlidenhed med os. Måtte han leve længe. « Silvanus havde hørt tilstrækkeligt; han skyndte sig afsted til sin ven fra barneårene, Marcus Mancius. Han traf ham i færd med legemsøvelser på en dertil indrettet sportsplæne. Efter en flygtig præsentation fortsattes brydningen mellem ham og den kæmpemæssige gardeoberst subrius flavus. Silvanus så misfornøjet til; disse blødagtige, græske lege, hvori den faldne rejste sig igen, huede ham ikke; unge mennesker burde heller drage i krig end spilde tiden med så ørkesløs tant. Alligevel fængsledes hans opmærksomhed lidt efter lidt. Den firskårne oberst var langt den stærkeste, men kunne dog ikke få bugt med sin olieglatte, slangesmidige modstander, der idelig smuttede ham ud af hænderne og forvirrede ham ved sine lynsnare, heftige anfald. Til sidst bukkede virkelig subrius flavus under for sin behændige modstander. Kampens udfald hilstes med bifaldsklap af de tilstedeværende: digteren Camillus Carbo og de to unge adelsmænd, Natalis og lepidus. De to sportsmænd tog et bad og iførte sig deres klæder, hvorpå Mancius bød sine gæster ind til frokostbordet. De begav sig ind i en af havestuerne: » Der er en, der har tabt sin pung, « sagde Silvanus og pegede mod gulvet. De andre lo. Mancius havde nemlig i følge et drilagtigt lune ladet en del guldmønter indfatte i gulvets mosaik. Man satte sig til bords, og samtalen blev snart livlig. Det undrede højlig Silvanus, at den slet ikke strejfede agrippinas mord, men kun beskæftigede sig med fuldkommen ligegyldige, sceniske tvistemål. » I skulle set iturius som ødipus i går — aldeles fortrinligt, « udbrød lepidus. » Så sætter jeg mere pris på ham som den korsfæstede i pilatus’ stykke. Skrigene, de sære trækninger i legemet, den sagte fortvivlede hulken — alt er gengivet med aldeles uforlignelig kunst, « sagde Natalis. » Effekt! « forsikrede lepidus. Silvanus var nu klar over, at Mancius og hans gæster intet kendte til agrippinas skæbne, og han bragte derfor sagen på bane som et løseligt rygte, han havde opsnappet undervejs. » Ja, der blev talt en del om det i går, « Bemærkede Mancius. » Det skal være Nero, der har ladet hende dræbe, « sagde Silvanus stødt. » Om så var? « » Hun var dog hans moder, havde hun så begået nok så mange forbrydelser; og hendes forbrydelser var jo dog begåede for at bringe ham til magten. « » Jeg kan ikke tjene dig i at slutte mig til de af dig fremsatte anskuelser. Var hun en stor forbryderske, der fortjente døden, så var Nero som statens overhoved den nærmeste til at berede hende den. At hun var moder og han søn, spiller aldeles ingen rolle; vi lever heldigvis ikke i de oprindelige, dunkle følelsers, men i den rene fornufts tidsalder. Ganske vist var det lidt nonchalant sådan midt om natten at lade hende hugge ned — « Subrius flavus, der var korthalset og hidsig, havde siddet med tykt svulmende årer på Hals og pande. Nu busede han ud: » Nero burde slås ned som en skabet hund. « » Husk dog på din korte Hals, « sagde Mancius. Flavus blegnede; han tænkte på, at den kunne blive endnu kortere. » I og for sig er Nero såmænd meget skikkelig, når man blot ikke gør ham bange eller sårer hans forfængelighed, « beroligede Natalis. For at lede samtalen ind i en anden retning spurgte Mancius, om Silvanus agtede at træde ind i armeen, eller om han ville gå embedsvejen. Hvortil Silvanus svarede: at han endnu ikke havde truffet nogen bestemmelse; han ville først rådføre sig med sin slægtning Ostorius scapula. » Hvem skulle have lyst til at gå embedsvejen, nu da der ikke er mere tilbage af embederne end titlen, nu da selve senatet kun er et skærmbræt for den kejserlige enevælde, « sagde Camillas Carbo. » Det er for resten et smukt aktstykke, Seneca har sendt senatet, « sagde lepidus. » Ja han generer sig ikke, den gamle hykler, « Bemærkede flavus. » Det gør da senatet heller ikke for den sags skyld. Det har allerede dekreteret takkefester til guderne i anledning af Neros underbare frelse, og det har indført agrippinas fødselsdag blandt de ulykkevarslende dage. « » Hvor kan det ellers være, at du så snart vendte tilbage fra bajæ? « » Golfen begynder at kede mig. « » Der går rygter, « indskød Natalis, » at en vis højtstående dame netop på samme tid vendte tilbage til rom. « » Skulle man tro alt, hvad man hører — « Måltidet var nu til ende; Mancius rejste sig og udbragte en skål for Nero: » Måtte guderne unde vor dyrebare kejsei' et langt liv; ti ved ham er vor lykke blevet større end nogen sinde før. Enhver nydelse — selv dette glas vin — smager os dobbelt; ti vi ved aldrig, om det er den sidste. « Gardeobersten flyttede på sig; han holdt ikke af at mindes om, at hans uforsigtige ytring kunne blive skæbnesvanger for hele selskabet. Værten foreslog nu, de skulle adsprede sig et par timers tid i biblioteket, derpå køre en tur ud ad den appiske vej og så vende tilbage og spise til middag. Camillus Carbo undslog sig; hans hustru ventede ham. Ligeledes lepidus: » Min » Lesbia « venter mig. « » Kan hun ikke undvære dig for en gangs skyld? « spurgte Mancius. » Umuligt! « sagde lepidus og fremlagde følgende epistel for at dokumentere umuligheden: vredes ikke på mig, fordi jeg lod dig forgæves banke på min dør i aftes. Jeg gjorde det jo kun, fordi jeg bluedes ved at vise mig alt for hengiven, fordi jeg var tåbelig nok til at tro, jeg kunne dølge min alt for inderlige kærlighed til dig. Og om du end vredes, så straf mig ikke. Din » Lesbia «. » Du lykkelige! « sagde subrius flavus. » Som endnu gider, « tilføjede Mancius. Da tiden kom, kørte de øvrige ud ad den appiske vej, som helt havde skiftet udseende siden om morgenen. Mancius styrede selv det fyrige tospand ind mellem det mylder af ekvipager, der nu i promenadetiden jog hen ad vejen. En meget elegant dame kørte forbi i en vogn af ibentræ, der var rigt forsiret med sølv og elfenben. Foran vognen sprang to snehvide, andalusiske hingste behængte med fine, perlebesatte silkedækkener. Mancius hilste. » Hvem var det? « spurgte Silvanus. » Epicharis. « » En meget fejret hetære, « oplyste Natalis. » Jeg gad vide, hvad hendes hingste har kostet, « sagde flavus. » Dem gad jeg nok få fingre i, for resten heller i hende selv. « » Det kan vel ikke være så vanskeligt, « O 7 mente Silvanus. » Du tager fejl, « forklarede Natalis, » for at nærme sig hende må man besidde fremragende egenskaber: meget guld, poetisk begavelse, et anset navn etc. « Flavus indvendte: » Man kan sige om Epicharis, hvad man vil, hun har altid været en god pige. For hende har pengene aldrig spillet nogen synderlig rolle. « » Nu da hun har skrabet en større formue sammen, kan hun sagtens være nobel. « » Det er lige meget: penge har aldrig været hovedsagen for hende. « » Se der! « varskoede Mancius. De hilste dybt på to ældre herrer, der kørte forbi. » Det undrer mig, at én vogn kan rumme to så store mænd som vestinus og piso, « sagde Mancius. » Piso -- er det ikke ham, der spiller tragedie, « Sagde obersten. » Vestinus — er det ikke ham, der skriger: frihed, når man trykker ham på maven, « Spottede Natalis. » Der ligger Ostorius scapulas landsted. « Mancius pegede med pisken. » Hvor er Cajus henne? « spurgte Silvanus. » Ostorius har jaget sin søn i landflygtighed. « » Hvorfor? « » Det ved ingen. Man siger, han lever på Sardinien som røverhøvding. « » Der kører pedianus secundus’ hustru, sempronia, « Sagde flavus. » På egen hånd! hvor det ligner hende. « » Er det ikke iturius, hun har fået med i vognen? « » Hvor han ser hoven ud, « råbte Mancius; » jeg tror, jeg køber ham. « » Det vil blive dig vanskeligt, « mente Natalis. » Der skal herske den inderligste forståelse mellem ham og fruen. « » Så må jeg da netop kunne få ham for godt køb; ti i så fald vil hun vel næppe give sig udseende af at sætte synderlig pris på ham. « » Vi får se. « » For resten kan vi lære ikke så lidt af gøglerne, eftersom hykleri og forstillelse er blevet vor eneste tilflugt siden enevældens indførelse. Jeg køber ham. « De var kommet et godt stykke ud ad vejen og vendte nu hjemad. Færdselen var overmåde stærk; to tætte, lange vognrækker passerede hinanden, uden at det var muligt at knibe sig forbi. Kørselen blev derfor langsommere og jævnere; og der veksledes muntre tilråb og hilsener fra vogn til vogn. Men på de brede fortove langs siderne af vejen gik fattigfolk og tiggere og beundrede det strålende optog. De fleste af tiggerne var krøblinge; en manglede arme eller ben, en anden var øjenløs o. s. v. Junius Silvanus udtalte sin forundring derover. » Kulturen stiger trods alle moralisternes ulykkesspådomme «, sagde Natalis: » Vore forfædre lod sig ganske troskyldigt prelle af tiggere, der daskede rundt med et skillingsmaleri på brystet og ledsagede billedet med en gruopvækkende forklaring om det » Skibbrud «, de havde lidt, og den betydelige formue, de ved samme lejlighed havde tilsat. Vi forlanger noget mere for pengene — mindst en forkrøblet arm eller en klumpfod — før vor medlidenhed vækkes. « » Det kunne da tænkes, at en velfør mand nedsank i fattigdom, « mente Silvanus. » Så har han jo den udvej at hugge hånden af sig. « » Han måtte være gal. « » Jeg kendte en, som gjorde det, og han sultede endda ihjel. Men han kunne nu også gerne have været så begavet at lade hånden dingle ved; det havde gjort sig bedre. « » Chryseis «, mumlede flavus og blev rød i hovedet. » Den smukke danserinde er nok ude at køre med sin onkel, « spøgte Natalis. » Han må ellers være meget velhavende, siden han har råd til at vise sig med hvide, ærværdige lokker og et så uappetitlig forædt udseende. Du skulle for øvrigt ikke holde dig for god til at bruge sminke, det har jeg tit sagt. Man kan se, når du skifter kulør. « i. 1 ja Junius silvanus’ tjener, acer, havde besørget det ham pålagte hverv, så’ han sig om i staden og besøgte hen ad aften sin Broder, broncestøberen Pulcher. Han måtte kravle mange stiger til vejrs, før han nåde hans tarvelige toværelses lejlighed. Pulcher var netop kommen hjem og sad ved grødfadet. De to brødre omfavnede og kyssede hinanden, og Pulcher bød Tullia, konen, at sætte frem. hvad huset formåede, hvilket siden viste sig at være stegt flæsk og sur landvin. » Og hvordan har du så haft det i Afrika? « » Jeg klager ikke — og du? « » Slid og slæb. « » Ja, der er ikke stor stads ved at være romersk borger nu. « » Det skal du have ret i; de store rumsterer med os, som de finder for godt. Enhver af dem skraber så meget til sig, som han orker, og lader sig ikke stanse af nogen forbrydelse eller gemenhed. « » Nero giver dem et godt eksempel. « » Det er, som om denne dreng satte en ære i at overgå alle i skændsel. « » Hvorledes skal han nå højere, nu da han har slået sin moder ihjel? « » Han vil næppe helme, så længe der endnu er en menneskelig eller guddommelig lov, som han ikke har besudlet. « » Han er dog vist en større forbryder, end hun var. « » Ja, det ser jo ud, som om den lastværdigste altid skulle vinde den største lykke. Man skulle tro, at guderne var døde af ælde eller ingen magt havde, skønt der stadig kommer flere og flere af dem. Selv Claudius, den gamle tosse, slap ikke for at blive udnævnt til gud, da man først havde slået ham ihjel. Nero holdt ligtalen og priste hans guddommelige indsigt, der uvilkårligt medførte forestillingen om en menneskebleven gud. Da han var kommet så langt, brast han i skoggerlatter og hele forsamlingen med ham. Men Claudius er dog gud. « » Nero må dog ikke være så dum. « » Langtfra dum, men han bliver det nok, så meget som han giver sig af med kvinder. « » Man siger, at han endog har friet til sin mot. « » Eller hun til ham; men begge dele er vist løgn. Man kan sige om agrippina det onde, man vil; hun døde dog tappert; hun tog mod stødet uden at kny. « Nu blandede Tullia sig i samtalen: » Jeg tror nu ikke, Nero er så slem; det er hans elskerinde poppæa, der skynder ham til alskens forbrydelser for rigtig at få ham i sin magt. « » Octavia har vist ingen indflydelse på ham. « » Nej, hun ønsker vist tit, hun var alt andet end kejserinde. « » Den stakkel! man siger, at Nero slet ikke giver sig af med hende. « » Det er vel snarere hende, der viser sig kold og ligegyldig overfor sin Broders morder. « » Hør, hvor er jer lille Octavia henne? » » Hun må være her på øjeblikket. For resten er hun ikke lille længer; hun er stor og stærk, snart 12 år gammel. « » Snart giftefærdig — se! se! « » Hun har allerede fundet sig en ven. « » En rask pige! « » Sin moder op ad dage, lidt løs på tråden — — « » Hør nu Pulcher! « » Nå, nå, madam, nu er vi jo blevet gamle og fornuftige begge to. « » Hvem er han? « » Han er slave hos pedianus secundus. Han er græker og går under navnet » Sofocles «, fordi hans herre har ladet ham lære denne digter udenad, for at forsyne ham med citater, så han kan prale med sin græske dannelse, hvilket jo nu er højeste mode. « » Han er græker. « » Jeg så heller, han havde været Romer, men Octavia er nu så forgabet i ham, så der er ingen ende på det. Han er også et meget flinkt menneske; han hal' lagt sig så meget op, at han kan købe sig fri om et par måneder. Pedianus secundus har givet sit løfte. « » Hvis han holder det. « » Det gør han vel nok, skønt han ellers er en upålidelig herre. « » En gærrig rad! « » Ja, du kender ham vel. Han har jo store godser syd for albanerbjærget. « » Om jeg kender ham! Hans landslaver har det værre end dyr. Om dagen måde i lænker arbejde 12—14 timer i stegende solhede; om natten stuves de sammen i en underjordisk fold, hvor der hverken er lys eller luft. « » Mænd og kvinder sammen? « » Ja, som dyr. Og deres føde består af spiret korn, halv rådne Oliven, og kommer det højt, af selvdøde kreaturer. « » Det er ikke fristende, og dog ønsker man til tider, at man var slave. Så døde man da ikke af sult i sin alderdom. « » Så galt er det vel ikke. Men jeg skal villig indrømme, at en fri mand uden penge ikke takseres højt i vore dage. Pedianus secundus er ikke næn overfor sine slaver, de lever sjælden mer end en halv snes år, men han behandler dem dog bedre end frie mænd; ti til det sundhedsfarlige arbejde i sumpene benytter han kun frie daglejere. « I det samme kom Octavia ind ad døren. Hun så forbavset på den fremmede. » Ja, det er din onkel. Hvor har du ellers føjtet om så længe? Indkøb — ikke sandt? « Hun nikkede ivrigt. » Hvor køn du er bleven, så blød og buttet. « » Der kan du selv høre, far «, sagde hun rødmende af glæde og smuttede ud i køkkenet til sin moder. » Ja, havde jeg ikke de to, kunne jeg mange gange fristes til at gå på hovedet i Tiberen. « » Så galt er det vel ikke. « » Vi får jo intet for vort arbejde. Hvorledes skal vi kunne stå os i konkurrencen med kapitalisternes slaveborder? « » Men kornuddelingerne! « » Jo tak, så skal man rende på kontoret, legitimere sig som romersk borger og helst smøre både her og der. Desuden holder jeg ikke af det. De skulle betale vort arbejde eller give os jord som i gracchernes dage, så vi selv kunne erhverve udkommet. Nu uddeler de korn som en almisse og forvandler hele folket til en bande tiggere. Har vi måske ikke selv været med til at erobre jorden, hvorfor deler man den så ikke ud mellem os? « » Det sker næppe. — men lad nu sorgerne sove for en dag. « » Ja, ja. Fortæl mig så lidt, om hvordan du har det. Er du fornøjet med din herre, og hvordan er han ellers? « » Han er » ædel. « » Sådan højtravende? « » Stræng men retfærdig — og meget uerfaren foreløbig. Han har jo levet fjernt fra byen, dyrket jorden og læst i gamle bøger. Han vil nok få en del at lære, inden han slipper ud af rom. I øvrigt er han god at komme til rette med, let at snyde, hvad der dog ikke er umagen værd, da han er meget gavmild. « de to kvinder kom imidlertid ind og dækkede bord. » Ser vi ikke » Sofocles « i aften? « » Hvor kan jeg vide det, far? « » Hm! — du må ellers tro, han er en snu fyr; han står sig godt med intendanten, han får ofte lov at slippe ud, lidt for ofte, synes jeg næsten. « » Å far «, sagde Octavia og kyssede ham. » Ingen kælerier. Du husker, hvad jeg har sagt: hver ting til sin tid — og det er min ramme mening. Du må ikke glemme, at han er ufri. Hvis det en dag behager hans stormægtige herre at gå fra sit løfte, så kan han gøre det; en slave skylder man ikke noget. « Lidt senere hen på aftenen kom » Sofocles «, men han havde ikke tid at tøve, han skulle være hjemme om et øjeblik, men Octavia kunne vel nok følge ham en smule på vej. » Bliv nu ikke for længe borte «, sagde Pulcher. » Nej, jeg kommer straks, straks igen «, stammede Octavia. Iii. Vjstorius scapulas prægtige palads lå i det fornemme kvarter på coelius-højen, et kort stykke vej inden for den appiske port. Det var bygget af fint poleret sort, rød- og grønflammet granit. Lige overfor indgangen stod en forgyldt rytterstatue af slægtens grundlægger, Qvintus Ostorius scapula, der for over 500 år siden med et talrigt følge var indvandret fra sabinerlandet og havde grundet den mægtige familie, blandt hvis aner man talte 15 consuler og 5 feltherrer, der havde opnået den store, 4, der havde opnået den lille triumf. Familiens nuværende overhoved havde indehaft de vigtigste statsembeder, men levede nu udelukkende for at administrere sine store jordegodser i det sydlige Italien. Foruden paladset i byen og landstedet ved den appiske vej ejede han talrige villaer rundt om i Italien, således en i albanerbjærget, en anden ved den neapolitanske golf i nærheden af bajæ, en ved comosøen og så fremdeles. Dog opholdt han sig mest i rom; ti selv om han ikke tog aktiv del i døgnets begivenheder, så klæbede hans utrolige videbegær ham dog fast til begivenhedernes centrum. Han førte et stort hus, alene hans byslaver udgjorde mellem 4 og 5 hundrede mennesker, og hans landslaver måtte tælles i tusinder. Der gik sære rygter om ham. Han beærede ikke nogen med sin fortrolighed; derfor tog man fantasien til hjælp og udlagde hans handlinger, som man fandt for godt. Han var gift, for anden gang, med den unge smukke Julia. Cajus, sønnen af første ægteskab, havde han jaget i landflygtighed. Det var Julias skyld — sagde man. Hun havde været ham utro; derover var han blevet ondsindet og mistænksom; hans mistanke havde udvidet sig til at omfatte alle, endogså hans afdøde hustru, der havde været dyden og ærbarheden i egen person; derfor havde han ikke følt sig sikker på at være fader til hendes søn, derfor havde han jaget ham i landflygtighed. Der gaves imidlertid også andre forklaringer på hans handlemåde. Mange mente således, at han blot havde villet sikre sig barnløshedens velsignelse; han ville se sig omringet af testamentjægere, han var klog nok både til at udnytte dem og til at holde dem for nar. Hvilken grund man nu end antog til landsforvisningen, så gerådede den ikke Ostorius scapula til ære. Overfor den troløse Julia havde han ingen forholdsregler truffet; hans sanser var for indtagne i hendes smukke legeme, til at han ville udvirke en let opnåelig skilsmisse. Derimod havde han handlet ilde med sine begunstigede rivaler. Den tykke signetring, han bar på højre hånds langfinger, var — sagde man — hul indvendig og kunne fyldes med gift, der atter lod sig trykke ud gennem en fin spids på ringens underside. Ved gentagne hjertelige håndtryk havde han da sendt flere end en medbejler i døden. Selv havde han beskyttet sig mod lignende fare ved nydelsen af alle slags gifte i små Doser. Efterhånden var han imidlertid blevet kold og ligegyldig overfor sin hustrus yndigheder og lod hende nu ganske skøtte sig selv. Hvad hans politiske meninger angår, havde man intet at holde sig til. Han åbnede sjælden sin mund i senatet, og når han stemte, fulgte han flertallet. Man anså ham ikke for en beundrer af Nero. Men da en af hans slægtninge blev anklaget, dømt og henrettet for at have skrevet smædedigte om kejseren, ilede han dog skyndsomst til denne og takkede ham ydmygt, fordi han lig en anden Herkules atter havde befriet jorden for et af dens uhyrer. Hvis der var spot skjult i den overdrevne hyldest, så mærkede verdens herre det i hvert fald ikke. Hvad der måske mest forvirrede folk i deres omdømme om Ostorius scapula, var den omstændighed, at han syntes så forskellig, at han i det hele taget ikke lod sig henføre under nogen bestemt kategori. Han kunne svire og feste med den letsindige ungdom, han kunne drøfte de alvorligste emner med statsmænd og feltherrer, han kunne

1897_HansenR_NielsArnam

Rasmus

R.S.

Hansen

Niels Arnam

male

male

dk

HansenRS

Niels Arnam

Hansen

Niels Arnam

Skildringer fra Krigens Tid

n

roman

Det Nordiske Forlag

KB

nan

nan

O

I. Den korteste dag i det ved sin udgang så mørke og triste år 1863 havde endt sit stakkede levnedsløb. Alt varslede vinter. De sidste gustne solblink slukkedes under nogle tunge, blåsorte sneskyer, der rugede henne over den bladløse skov vest for en lille fynsk købstad, som lå i mundingen af en Dal ud til havet. Kun på de høje bakker mod sydost lyste vintersæden med sit forjættelsesfulde grønne skær og fortalte om den vår, som gryr midt i vintermørket. I byen var det allerede nat. Et par osende tranlygter ved postgårdens port forsøgte at sprede mørket i hovedgaden, men de var magtesløse, det gik over deres evne. Dog var deres arbejde ikke helt spildt. De lyste i det mindste så meget, at man kunne se, hvorledes de to løjtnanter, der stod i porten, så ud. Og det havde sin betydning; thi de spiller en rolle i disse skildringer, rigtignok kun en underordnet; hovedmanden var endnu ikke kommen; det var ham, de ventede på. Den af løjtnanterne, der stod længst tilbage, hed Karl Torp og var søn af præsten i Stistrup. Han valen høj, skulderbred skikkelse med rank holdning, skarpt skåret ansigt med en kraftig fremspringende hage og et bestemt træk om munden, der dækkedes af et stærkt overskæg af samme mørke farve som det kortklippede hår. Som tyveårig student havde han for seks år siden taget adgangseksamen til den militære højskole, hvis generalstabsafdeling han havde gennemgået med hæder. Det sidste år havde han gjort tjeneste ved bataillonen, som havde ligget i den lille by et par måneder. Den anden, som stod og så’ på sit ur ved lygteskinnet, var lidt mindre og et par år yngre. Hans udseende var finere, noget mere aristokratisk. Næsen var smal og let krummet, overskægget, der var snoet ud i to spidser, var sort ligesom det krusede hår og de smalle øjenbryn, som skyggede over to dybe melankolske øjne. Hans navn var Arnold Trolle. Han var juridisk kandidat og reserveofficer og havde kun stået ved bataillonen i fjorten dage. Straks havde han sluttet sig til Karl Torp; de var barndomsvenner. Hans faders herregård lå kun en halv mil fra Stistrup præstegård. „ Klokken er fire, “ sagde Trolle og stak uret i lommen, „ nu må diligencen snart være her. “ „ Det kan gerne trække ud, “ svarede Torp, „ Vejene er dårlige og tunge. Men hør, sig mig, hvorledes tror du egentlig, Niels vil klare sig som løjtnant? Jeg mener ikke med hensyn til tjenesten, det går nok; han er et godt hoved og fra sin forvaltertid vant til at have med mange folk at gøre. Men tror du, han kan gøre figur, hvis han kommer sammen med fine folk? “ „ Ha, ha! Fine folk! Hvad mener du, Karl? Os har han stadig kunnet omgås, og vi hører da til de fine, skulle jeg mene. Du er generalstabsofficer og jeg vordende godsejer — og så har vi oven i købet aner, du én og jeg to. Din bedstefader var gårdmand på Sælland og min oldefader husmand i Jylland! Men alvorlig talt: sidste år har jeg været sammen med ham næsten hver eneste dag. Damerne var som gale efter ham, da de hørte, han var bondefødt. Han skal nok klare sig, kan du tro. Vor opdragelse har ganske vist ført det med sig, at vi har et friere væsen og er mere belevne, men så har Niels til gengæld noget, som i hvert fald jeg har en sørgelig mangel på, og det yil hjælpe ham over mangt et skær, hvor vi måske bliver hængende. “ „ Jeg véd ikke, hvad du sigter til. “ „ Jeg mener: han har en varm fædrelandskærlighed og en inderlig tro, som han har arvet fra sin fader, gamle Anders arnam i Stistrup. “ „ Ja, deri giver jeg dig fuldkommen ret. Niels er en mand med et fast fodfæste både i åndelig og legemlig henseende. Men du forstod mig ikke rigtig med hensyn til det fine. Kommer han i virkelig fine kredse — dér skal han nok klare sig. Det var imidlertid ikke den slags finhed, jeg tænkte på; jeg tænkte på den, som repræsenteres af vor Major! “ „ Ja, dér kan det skam gerne komme til at knibe for Niels, thi han er ikke vant til at forstille sig, og majoren er jo noget af det mest dum-aristokratiske, der nogen sinde har stukket i et par soldaterstøvler. “ „ Jeg har forberedt ham på, at han får en bondesøn til løjtnant ved bataillonen. Han...., nå, der er diligencen. “ Trukken af fire sveddryppende heste rullede den gule diligence frem foran porten, hvor den gjorde holdt. Postassistenten, som kuskens horn havde lokket ud af kontoret, lukkede døren op, og ud steg en ung dame, som begge løjtnanter gjorde stram honnør for, medens hun med et nådigt smil bøjede hovedet, hvorpå hun forsvandt, ledsaget af en pige og en soldat, som dukkede ud af mørket samtidig med diligencen. Så kom de andre rejsende frem — til sidst reserveløjtnant Niels arnam, en velvoksen mand på 24 år med et klogt, godt ansigt, der bar et frodigt, blondt fuldskæg. „ Godaften, Niels arnam, og velkommen! “ lød det fra begge løjtnanter, idet de trykkede hans hænder. „ Godaften, og tak, fordi i tog imod mig! “ svarede Niels med lidt sønderjysk tonefald, som han havde efter sin moder, der var fra flensborgegnen. „ Halløj, kristen! “ råbte Torp. „ Hr. Løjtnant! “ svarede en soldat, som kom springende inde fra gården, hvor han havde haft en længere forhandling med postmesterens pige, der ligesom byens andre piger fandt, at en ung mand i uniform var noget af det kønneste, der kunne tænkes. „ Tag løjtnantens sager og bring dem ned på gæstgivergården! “ „ Ja vel, hr. Løjtnant! “ Et øjeblik efter var de tre venner også henne ved gæstgivergården, en toetages bindingsværksbygning, der lå i Brogade med gavlen ud til havnen. Ad en høj stentrappe kom de op i forstuen, hvor værten, Jens Hansen, tog imod dem og førte dem gennem den gamle hyggelige skænkestue, i hvis midte der stod et billard, ind i spisestuen, hvor de satte sig til et udsøgt bord, ved hvilket værten selv opvartede. Stistrupperne var gennem lange år velkendte folk hos Jens Hansen. De var nogle af hans bedste kunder, hvorfor han altid stod på pinde for dem. Gildet i aften var særlig til ære for Niels, hvis velkomstskål blev drukken i bourgogne fra Lindholms vinkælder; kusken havde haft den med ind om formiddagen. samtalen blev snart meget livlig. Der var nok at tale om. Niels fortalte om sine studier ved landbohøjskolen, Torp og Trolle om et besøg, de nylig havde aflagt på Lindholm og i Stistrup præstegård, hvor der havde været forlovelsesgilde. Torps søster var bleven forlovet med en kapellan. Niels blev ved at høre det underlig tavs, men da Trolle med et lunt smil oplyste, at det var frøken Sofie, der var bleven forlovet, vågnede Nielses humør igen. „ Men det er sandt, “ sagde Torp for at lede samtalen ind i en anden gade, „ hvorledes gik turen herover? Det var et Pokkers fint rejseselskab, du havde. Ingen ringere end frøken majorsken selv. Jeg kåber, du har gjort dine hoser grønne hos hende — thi hun er den egentlige bataillonskommandør. “ Niels blev rød i kammen. Vennerne opdagede det straks, og hvor meget han end søgte at unddrage sig, måtte han rykke ud med, hvad der var i vejen. „ Når i endelig vil, “ begyndte han, „ kan jeg jo gerne fortælle det. Noget så forfærdeligt er det da heller ikke, skønt det er ærgerligt nok. Da vi holdt og skiftede heste ved storekro og var inde og fik noget at spise, kom en herskabsvogn kørende op for døren. Tjeneren sprang ned af bukken, kom ind i skænkestuen og forlangte en billet til den bedste plads i diligencen. „ Hvem skal have den? “ Spurgte kromanden. „ Det skal den nådige frøken, som sidder ude i vognen, “ svarede tjeneren. „ Så skal hun det! “ sagde kromanden, „ det kommer Søren hyle mig an på de andre rejsende. Der var tre med hertil, og her er allerede løst to billetter. Den „ nådige “ Frøken, var det ikke sådan hun hed? hun kommer pinte til at nøj’s med at sidde baglængs mellem grossereren og den tykke hestepranger, som sidder inde i den anden stue og nyder noget vådt til maden, “ — og så lo han. Tjeneren så ulykkelig ud på frøkenens vegne, men jeg trøstede ham med, at hun måtte få min plads, en hjørneplads på bagsædet. Da jeg kom ind i diligencen, havde hun allerede indtaget den, og tjeneren må rimeligvis have fortalt, at det var mig, der havde været galant, thi da jeg var kommen til sæde ved siden af hesteprangeren, takkede hun mig med et forbindtligt smil, fordi jeg havde overladt hende pladsen. Så spurgte hun mig, hvilken afdeling jeg skulle tjene ved, og da jeg nævnte det, sagde hun, at så mødtes vi nok oftere, thi hendes fader, kammerherre v. Saldern, var netop denne afdelings chef. Hvad jeg hed? „ Niels arnam, “ svarede jeg. „ Arnam, arnam! “ Hvæsede en stemme ved siden af mig; det var hesteprangeren, der tog ordet: „ jeg kender også en, der hedder arnam, Anders arnam. Det er en Bonde ovre i Stistrup sogn. Er de i familie med ham? “ — „ Nej, min gode mand, “ sagde frøkenen, „ Officerer er ikke i familie med bønder. “ — „ Ja, det kan jeg s’gu da nok tænke, “ fortsatte hesteprangeren med sin rustne brændevinsstemme, „ galt er det jo rigtignok med bønderne i vore dage, men at bønderdrenge er bievne løjtnanter, det har man da ikke hørt endnu! “ — og så sad jeg der og skammede mig over, at fader var Bonde. “ „ Du skulle hellere have skammet dig over, at du var så fej en Karl, at du ikke turde være bekendt, at du er Anders arnams søn, “ faldt Trolle ind, „ men hvad så? “ „ Ja, hvad så? Så kom den smule æresfølelse, jeg har, op i mig, og jeg sagde: „ Jeg kender også Anders arnam, jeg er hans søn. “ Prangeren vendte sig halvt om og så op og ned ad mig: „ Hvad for noget? Undskyld! “ — „ Ingen årsag, “ svarede jeg. Og han pratede så videre, kun at det nu var om bøndernes dygtighed og gud ræd hvad, indtil vi nåde blesborg kro, hvor han stod ud. Den nådige frøken derimod svøbte sig ind i sin værdighed, og jeg fandt ingen anledning til at forsøge en tilnærmelse. Hun sagde ikke en gang farvel, da hun steg ud. —det var første akt af mit soldaterliv. “ „ Ja, og den var brillant, “ lo Trolle. „ Jeg gad være til stede, når du i morgen melder dig hos majoren. Nå — velbekomme! Den historie glemmer jeg ikke, så længe jeg lever. Men hvad siger du, Karl? Du sidder jo og måber! “ „ Å, vrøvl og dumhed det har vi nok af. — lad os nu tømme glassene og sige tak for mad! “ „ Nej, vent et øjeblik, mine herrer! Vi er ikke færdige endnu, “ sagde værten. Han åbnede døren og blinkede til en pige, som straks efter kom ind med en flaske champagne og fire glas, hvorpå han sagde: „ De vil vel nok tømme et glas med en simpel borger? “ „ Ja, med største fornøjelse, “ svarede Torp, „ vi drikker både med borgere og bønder, når vi bare får noget, der er godt. “ „ Så vil jeg foreslå, “ sagde værten, medens han med øvet hånd skar proppen løs, „ at vi drikker en skål for de gamle i Stistrup og på Lindholm! “ „ Skal vi så ikke tage de unge med? “ føjede Trolle til. „ Præstens datter Anna, Anders Armans datter Marie og etatsrådens datter Fanny — nå, hun er jo rigtignok forlovet. “ „ Derfor kan hun jo da være lige god, “ svarede værten. — „ Skål, mine herrer! Gid deres forældre og de unge damer må få glæde af dem! — skål! “ „ De er et fint hoved, Jens Hansen, “ sagde Trolle, idet han slog ham overgivent på skulderen, medens det ikke var fri for, at rødmen i Nielses og Torps ansigter blev noget dybere. Bordet blev hævet og kaffen bragt ind i skænkestuen, som nu var fuld af borgere og officerer, der drøftede dagens brændende spørgsmål. De fleste var enige om, at det snart ville bryde løs, — og mange af officererne var bestemte på at slå et slag for landet nede på det navnkundige Dannevirke. Kun fra en enkelt forknyt gammel kaptajn kom et „ Hvad kan det nytte? “ — en talemåde, der senere gjorde mangen en brav Karl mere fortræd end fjendens bagladevåben; en talemåde, som steg op af håbløshedens sumpe i det mørke efterår i863 og lidt efter lidt i de følgende år voksede op til en trold med syv hoveder. Niels hilste på flere af borgerne, der trykkede ham i hånden som en god, gammel kending, og Torp præsenterede ham for officererne som en ny kammerat, og som sådan blev han modtaget. På grund af den lange, brydsomme rejse sagde han tidlig godnat og gik op på sit værelse, som vendte mod øst, ud mod havet. Han var imidlertid næppe kommen i seng, før døren åbnedes, og Trolle trådte ind. „ Du sover vel ikke, Niels? “ „ Nej, jeg gør ikke. “ „ Har du ikke en hilsen til mig? “ „ Jo, det er sandt, det har jeg helt glemt over alle de viderværdigheder, jeg har haft i dag. Jeg har både en hilsen og et brev. Jeg var derude i Bredgade i aftes. Hun var ene hjemme; jeg skal hilse mange gange. “ han sprang ud af sengen, tog en tegnebog op af brystlommen i våbenfrakken, som hang på en knage ved døren. „ Vær så god, dér er brevet! “ „ Tak skal du have, Niels! “ — nu vil jeg gå, jeg vil ikke forstyrre dig. Godnat og sov vel! “ „ I lige måde, Arnold! Godnat! “ — Niels kunne ikke straks falde i søvn, da Trolle var gået. Den korte ordveksling havde sat hans tanker i arbejde. „ Ja, “ tænkte han, „ de to synes at have fanget lykken. En inderlig kærlighed — i det mindste fra hans side — dygtighed, anseelse, penge —• alt varsler om en god fremtid. Og dog lader det ikke til, at Arnold er glad. I aften var han overgiven og lystig, men alligevel kunne jeg mærke noget tungt, der ligger på bunden af hans sjæl. Det er, som bærer han på en mørk anelse. — men, hvad jeg? Mon Anna bryder sig om mig? Jeg burde måske have skrevet til hende! — å, de standsfordomme fra begge sider;... men så meget er vist, jeg lader mig ikke trække ud af bondestanden — i den henseende kan fader være rolig.... ja, det er jo let nok at sige, men hvis nu valget netop kom til at stå dér, hvad så?... Hvor verden er fuld af bryderier!... Hvem der havde så fast en karakter som Karl! “ Han slumrede dog snart ind og sov så trygt, som havde han gået på brakmarken den hele dag. Han havde et sundt bondelegeme — og en sund sjæl. næste morgen stod Niels derfor frisk og frejdig op med solen, hvis den overhovedet stod op den dag. Man så den i hvert fald ikke. Våd sne drev ned fra himlen, og på gaden var der et rædsomt søle. I skænkestuen var der derimod lunt og godt, da Niels i fuld puds kom derind. Han var første mand på pletten, men inden han var færdig med frokosten, som han fortærede med vanlig appetit, indfandt adskillige af de andre officerer sig, hvoriblandt Torp og Trolle. De drillede ham lidt med det forestående besøg hos majoren, men Niels trak overlegent på skuldrene. Han skulle nok komme helskindet fra den historie. Indvendig var han dog noget benovet, men det lod han sig ikke mærke med. Ulastelig påklædt vandrede han hen ved kl. 10 op ad gaden til torvet, hvor majoren boede i en stor købmandsgård. Han skred frem med største varsomhed; alligevel gik det ud over de glinsende støvler og de velbørstede benklæder, som fik det ene stænk efter det andet. Men der var ikke noget derved at gøre, skønt han gerne ville præsentere sig så blank og proper som muligt. Hans sind begyndte også at få stænk og pletter. Det blev trist som vejret, der i al sin råhed peb omkring gadehjørnerne. Uvilkårlig fløj tankerne nogle år tilbage i tiden. Han så sig selv, iført store fedtstøvler og en landlig, grå klædedragt, der kunne tåle regn og slud, i færd med at sætte femten håndfaste, vejrbidte herregårdskarle i arbejde. Det var noget andet end at skulle fremstille sig for en kammerherre. Derude på den muldrige, frugtbare jord var han kendt mand; dér havde han fast grund under foden; dér vidste han, hvad han ville, og dér kunne han få andre til at bøje sig for hans vilje. Men her var han noget usikker, det følte han mere og mere. Det kunne imidlertid ikke hjælpe: lige så godt springe i det som krybe i det. Det kunne da ikke gå galere end galt. — desuden gik han jo da i sit lovlige kald. Han kom til gården, tog sig sammen, steg rask op ad trappen og ringede på. En soldat lukkede op og viste ham ind i majorens værelse, som var tomt, men et øjeblik efter trådte majoren, en lille, elegant påklædt herre, ind ad den modsatte dør. På brystet bar han flere ordensbånd; det var en mand, som havde udmærket sig. Tit var han bleven benyttet til at ledsage høje fremmede på deres udflugter i hovedstaden, et hverv, han var særlig skikket til på grund af sit store lokalkendskab til hovedstadens seværdigheder, et hverv, som ordensbåndene vidnede om var udført til de høje vedkommendes fulde tilfredshed. Niels rettede sig, så’ majoren dristig i øjet og sagde: „ Jeg er løjtnant arnam. Jeg melder mig til tjeneste ved bataillonen, hr. Major! “ „ Var det dem, der kom med diligencen i aftes? “ „ Ja vel, hr. Major! “ „ Så vil det vist falde dem svært at skikke dem i en kreds af dannede mænd, for hvem æren er lov. Men jeg håber, at de under alle omstændigheder vil gøre deres pligt. “ „ Jeg skal gøre mig al mulig umage, hr. Major! “ „ Ja, det vil jeg rådedem til for deres egen skyld; thi ellers kan de bande på, at de skal få med mig at gøre. “ „ Jeg bander ikke, hr. Major! “ „ Så det gør de ikke? Træd af, for satan! og meld dem ved første kompagni! “ — døren lukkede sig efter Niels, som dirrede af harme. det var med overvindelse, at han tog hånden til sjakoen, da han mødte frøkenen, som næppe gengældte hans hilsen. Den barske vind gav ham et velgørende, kølende favntag, da han atter stod ude på den snavsede gade, hvis søle han nu ikke ænsede. Det var elementer, han kendte. Dem kunne han trodse. Han rystede sig som en Bjørn, der er sluppen ud af buret og atter har vundet friheden, — og inden han nåde kompagnichefens bolig, var han igen fuldt ud sig selv. Jo, — han vidste nok, hvad både ære og pligt var. Det behøvede han ikke at belæres om. Det var i hans slægt lige så skattet en vare som gård og gods. Han mødte kompagnichefen, kaptajn Kurt, da denne var ved at gå ud, blev budt ind og bedet om at tage plads. Kaptajn Kurt, en høj statelig"skikkelse med kort studset fuldskæg, var en mand med meget lune, alvorlig og fra forrige krig kendt som en tapper, intelligent soldat. I mellemtiden havde han været i fransk tjeneste og udmærket sig i Algier. Dannebrogsordenens og æreslegionens ridderkors prydede hans bryst, og man vidste hvorfor. Han havde kun tjent i bataillonen en måned. „ Nå ja, løjtnant arnam, “ sagde han i samtalens løb, „ jeg håber, at vi to skal komme godt ud af det med hinanden. Er der noget, de ønsker oplysning om, kom så bare til mig, jeg står altid til tjeneste. De har været forvalter, sagde de. Det vil komme dem udmærket til nytte her, thi de har altså øvelse i at tage folkene på en praktisk måde. Det er noget, som unge befalingsmænd ellers i reglen ikke kan. Sålænge vi ligger i garnison, kan det sagtens gå, for vil soldaterne ikke lystre, kan vi putte dem i hullet. Men når vi rykker i Felten, har vi intet hul med at putte dem i. Dér gælder det som sagt om praktiske folk, som kan føre og lede frem mod målet. “ Synlig oplivet af sin nye kompagnichefs åbne og dannede optræden vendte Niels tilbage til gæstgivergården, hvor han til stor morskab for kammeraterne måtte gøre rede for „ den første puniske krig “, som de kaldte hans foretræde hos majoren. — om eftermiddagen stillede kompagniet til læsning på rådhussalen. Alle var mødte, både béfalingsmænd og menige; — det var skik og brug ved kaptajn Kurts kompagni. Befalingsmændene syntes ikke om denne skik, men det hjalp ikke, de måtte holde trop. Kaptajnen, som selv ofte „ læste “, havde tit ved disse lejligheder noget at sige, der havde ærinde til ' hele kompagniet. I dag begyndte han med at præsentere den nye befalingsmand, løjtnant arnam. Og deraf tog han anledning til at holde et foredrag om befalingsmandenes pligter. De havde ikke ålene den opgave at uddanne de meniges legemer, så de kunne udføre de militære øvelser og tåle strabadserne, som de efter alt at dømme i den nærmeste tid ville få mere end nok af, men befalingsmændene skulle også søge at udvikle deres undergivnes sjæle, deres karakter og villie. Og når han særlig havde taget dette emne for i dag, så var det, fordi den nye løjtnant fra først af kunne vide, hvilke fordringer man stillede til ham. Dernæst fortalte kaptajnen et par træk af historien for at vise, at kærlighed til fædrelandet var drivkraften i den virkelige pligtopfyldelse og grundnerven i det, man kalder den militære ære. Han vidste nok, sluttede han, at der endnu var mange i kompagniet, som fandt hans tale mørk, ja måske sort; men han var overtydet om, at den tid ville komme, da de ville forstå ham og takke ham. Det var ene den løn, han stilede efter. Så trådte kompagniet af, efter at kommandérsergenten havde læst op af dagbogen, at det under løjtnant arnams kommando skulle stille til skiveskydning kl. 8 næste morgen. — Niels havde mødt en hjemlig luftning i kaptajn Kurts „ Læsning “. Det var, som havde han hørt sin fader tale. Den tankegang forstod han, den var ham i kødet båren og i klæderne skåren. Gennem det uhyggelige grå vejr brød den varme, klare sol frem. Til den fastsatte tid stod kompagniet opstillet til afmarch uden for kaptajn Kurts bolig. Vejret havde ikke bedret sig meget, dog var det oventørt. Niels arnam havde ikke de blanke støvler på i dag; han var forsynet med et par solide fedtstøvler, som nåde op under knæet, og en god varm kappe. Hvad kom vejret så ham ved! Han følte sig som forvalter, sikker og overlegen. Han var bestemt på at gøre sin pligt, men de, der stod under ham, de skulle også gøre deres pligt; det var en selvfølgelig sag, en regel uden undtagelse. „ Er de snart færdig med inddelingen, furér? “ „ Ja vel, hr. Løjtnant! Alt er i orden. “ Niels trak sabelen. „ Kompagni — ret! Geværet i — hvil!... Hvad er det dernede i fjerde deling? Kan de ikke komme med? “ „ Det var nummer 17. “ „ Luk ørene op, nummer 17! — geværet ved — foden! Geværet i—hvil!-----------med sektioner højre sving!... Kompagni — march!... Lige — ud! “ Kaptajn Kurt stod i vinduet og smiskede i skægget: „ Den fyr skal skam nok arte sig. Det lader til, at han véd, hvad han vil. Ved udkanten af byen kom majoren ridende med sin adjutant. Niels så dem i frastand. Han rystede lidt ved tanken om det første møde med majoren, men ved en kraftanstrengelse tog han sig sammen. „ Halvt højre om!... Halvt venstre om! “ kommanderede han. Og da vejen lå åben for hans høje foresatte, fortsatte han: „ Ret op i geledderne!... Geværet på — skulder!... Se til — venstre! “ Niels så selv til venstre — med et frit blik og sænkede sabelen, da han passerede majoren, der hilste med et skødesløst tag til huen. Torp sendte Niels et lunt smil, som denne dog ikke lagde videre mærke til; han havde sine egne sager at passe. Geværet blev så taget på højre skulder, sabelen stukket ind og i en fri march gik det til skydebanen, som lå en halv Fjerdingvej fra byen. „ Så det var deres ven, hr. Løjtnant? “ ytrede majoren, da kompagniet var passeret. „ Ja, hr. Kammerherre! En af mine bedste venner. Og han er ægte som guld. “ „ Jeg fatter ikke, at en mand med så grundig en uddannelse og så fint et æresbegreb, som de har, kan være ven med et menneske af en så simpel ekstraktion! “ „ Hr. Kammerherren må have mig undskyldt. Min ven, løjtnant arnam, har så fin en æresfølelse som få. Han kan ikke indlade sig på at have med noget uværdigt at gøre, — og deri består vel dog den sande ære? “ „ Ja, det kommer minsæl an på, hvad man forstår ved uværdigt. “ „ Uværdigt for en mand er alt det, der ikke kan tåle dagens fulde lys. Det, der går under navnet mørkets tanker og gerninger. “ „ Er de gal, hr. Løjtnant! Hvad fanden kommer mine hemmelige tanker og gerninger æren ved. De er nok også smittet af de nymodens ideer, som man nu om stunder uden blu forkynder højlydt. — de er måske også kristen? “ „ Min fader er præst. “ „ Ja, det er jo sandt! Deres fader er guds ord fra landet! “ „ Jeg må bede hr. Kammerherren om at tale med respekt om min fader. “ „ Hvad! Vover de? “ „ Jeg vover at have en mening, hr. Kammerherre! “ „ Ja, det kan jeg s’gu mærke. Men véd de ikke, at det er en soldats første pligt at være sine foresatte hørig og lydig? “ „ Jo, hr. Kammerherre! — i tjenestesager! “ Majoren, som mærkede, at han var kommen ud på gyngende grund, halede sig i land med nogle talemåder og bød med det mest smilende ansigt Torp en cigar, hvorpå han tog afsked med ham. Men trak majoren det korteste strå i samtalen med Torp, så trak han det længste, da han kom ind til stalddøren; — det kunne hans hestepasser bevidne. Der gjordes også et forsøg på, at Niels skulle trække det korteste strå. soldaterne slentrede af ud ad landevejen. Piberne kom frem, og snakken gik i geledderne. Nede i fjerde deling stemmede man op med en soldatervise. Nummer 17, der var københavner, var forsanger. Efterhånden forplantede sangen sig til første deling, skønt der ikke var så grumme mange, der sang med. Niels, som gik i sine egne tanker, vågnede pludselig op ved at høre, at visens indhold ikke var for høviske øren. Til stor forargelse for sangerne befalede han dem at tie. Og da han mærkede en frembrydende murren i fjerde deling, kommanderede han geværet i hvil og fodslag. Så måtte de holde mund, det vidste ' de. Furéren, der var gammel i gårde, gjorde Niels opmærksom på, at mandskabet havde lov til at synge, når det gik med geværet på højre skulder. Ja, det vidste Niels nok, men der måtte ikke synges skidne viser; under hans hånd skulle kompagniet ikke lægges øde. Furéren så’ uforstående på ham, trak på skuldren og mumledt i skægget, at det nok valen af den nye kaptajns frænder, de her var bleven belemrede med. Men han var dog noget for grøn til at give lektioner i tjenesteregler. Ankommen til skydepladsen sagde Niels mandskabet kort og godt, at under Marchen måtte det synge, så meget det lystede — men kun anstændige sange. Skydningen begyndte, og alt gik sin regelmæssige gang. Men da frokosthvilet var forbi, viste det sig, at der var ugler i mosen. Et af de optrin, som ikke var sjældne overfor de unge løjtnanter, var ved at sættes i værk. Det, der ved en slig lejlighed tilsigtedes, var at få løjtnanten til at forløbe sig eller at få ham gjort konfus. Kunne det lykkes, var det folkene, som blev førere. Niels, som ikke straks anede uråd, kommanderede: „ Træd an! “ hvad folkene også gjorde, skønt noget trevent. Så vendte han sig til furéren: „ Vær så god, furér! Begynd igen! “ „ Det kan vist ikke nytte, hr. Løjtnant. Folkene er kede af det hele “, svarede furéren så højlydt, at alle kunne høre det. Og med ét brød det løs i flokken; nogle lo, andre råbte hurra, enkelte peb, — kort sagt, afdelingen var på få hæderlige undtagelser nær på vej til at blive en bande. Furéren stod med et smørret grin. Niels blev bleg og rystede; han var lige ved at tabe herredømmet' over sig selv. Men inden han kom så vidt, fo’r den tanke igennem ham, at her var det nok, han overfor mandskabet og overfor sig selv skulle aflægge prøve på, om han var fører eller ej. Pludselig mindedes han et lignende optrin med en flok studse herregårdskarl?, og hvorledes han havde bragt dem til lydighed. Han svarede ikke furéren med skælden og smælden; det ville have været vand på dennes og kompagniets mølle. Men rolig og bestemt — skønt med en indvendig skælven — målte han ham med et øjekast, så der ikke blev spor af smil i furérens ansigt, og sagde så med fast stemme: „ Tag fløjsektionen, fttrér! og begynd skydningen! “ Det gav et sæt i furéren. Han adlød, og sektionen adlød. Derpå vendte Niels sig til resten: „ Træd an! “ De fleste kom snart på plads; men der var enkelte, som forsøgte at fortsætte legen, og blandt dem var nummer 17 fremtrædende. Niels fangede ham straks med øjet, kaldte ham frem foran fronten og spurgte: „ Hvad er de, nummer 17? “ „ Jeg er soldat, hr. Premierløjtnant, “ svarede han næsvist, — og de begyndte at fnise i kompagniet. „ Ja, det véd jeg nok, nummer 17, at de er soldat “, sagde Niels med et smil, „ rigtignok en dårlig soldat. Men de er også noget andet. De er arrestant. Sergent Linde! Før nummer 17 ind til byen og aflever ham i vagten! “ Sergenten trådte frem for at udføre ordren, og nummer 17's kinder falmede; han var på nippet til at græde. Niels så’ hen på kompagniet. Var der flere, der ville indlade sig med ham? Nej, det var der nok ikke; der var kun tavshed og ængstelse. Det så han og tænkte, at nu var det vist bedst at smede færdig, mens han havde jernet på ambolten. „ Furér! “ „ Hr. Løjtnant! “ „ Lad hele kompagniet træde an! “ Det skete uden kny. „ Ret! —• nu håber jeg, at vi forstår hinanden? -----når vi er færdige med skydningen, marcherer vi hjem — og så er den historie forbi. Forstår i mig? — nummer 17, træd ind i geleddet! “ Jo, de forstod ham. De forstod, at han ville råde. Og da han frigav nummer 17, forstod de, at han ikke ville dem noget ondt. Og denne forståelse voksede sig fastere og fastere, efter som dagene gik, de alvorlige dage, som den nærmeste fremtid bar i sit skød. På vejen hjem kom kompagniets bedste stemninger og følelser til orde i en sang, som passede sig for soldater, der om kort tid skulle løse den store opgave at værge deres fædreland. Og den slags sange lød der senere mange af i første kompagni. Nummer 17, som havde en ypperlig sangstemme og i grunden var en god fyr, opnåede atter at blive forsanger den dag, kompagniet satte foden på Sønderjyllands jordbund. i. Juleaften blev det frostvejr, og om natten faldt der med vindstille et tykt lag sne, som skjulte alle jordens skrøbeligheder. Og julemorgen steg solen op af det blå hav med en strålende glorie om sin pande og sendte en lang guldstribe hen over den krusede vandflade, helt ind ad Nielses vindue for at se, om han var på benene. Jo, han stod næsten fuldt påklædt midt på gulvet i færd med at spænde sabelen om sig. Hue, handsker og skærf lå på bordet, kappen var henslængt på en stol, og hans oppasser havde lige forladt værelset med kufferten, hvori stadsuniformen med sølvepauletterne var nedpakket. — stistrupmændene havde fået orlov til at tilbringe juledagene i deres hjem. Landaueren, der holdt for døren, var sendt efter dem fra Lindholm. „ Jeg foretrækker at sidde på bukken det første stykke af vejen til blesborg kro, “ sagde Niels, „ for i ser så betænksomme ud begge to og vil vel helst have ro. I har vist moret jer rigtig rart hos majorens i aftes? “ „ Ja, det kan du tro, Niels, “ svarede Torp. „ Du skulle bare have været med. Din gamle veninde, den nådige frøken, overgik sig selv i elskværdighed. — men det er jo ikke for svin at komme i kancelliet. “ „ I morgen kommer din tur, Niels, “ føjede Trolle til, „ da skal du blive præsenteret for hende efter alle kunstens regler. “ „ Hvor da? “ „ Ja, det kan du sidde og grunde på, mens du ryger din morgencigar, og vi får vor morgentur. “ — flere end ét kønt pigeansigt kom til ruden, da de tre flotte løjtnanter kørte op ad den solbelyste gade. Man kendte dem i den lille by og syntes, at de i grunden, skønt deres hjem lå tre mil ude i landet, valens bysbørn, som man havde en part i. „ Ville blot en af dem træde en Dans med mig, “ sukkede mere end én ungmø, idet blodet farvede hendes kinder. Da de var komne over bakken, lå det store, flade, skinnende snelandskab for dem. Niels sad tankefuld tilbagelænet i sædet. Hans blik løb hen ad de brede sneflader over mod de dybe skove, som i det fjerne lå om Lindholm og tog synet fra Stistrup. Hvad så’ han så langligt efter? Var det skovene med det lette, blå tågeslør om hatten, der tryllede hans sind? Eller var det kirkespiret, som med en blinkende stribe af fjorden til baggrund skimtedes ved skovens vestre hjørne, der fængslede hans øje? Nej, det var et billede i hans eget indre, han syslede med. Et billede af en attenårs, frisk og yndig pige, som boede til højre for kirkespiret i den lune præstegård, hvor han i sine drengeår havde slået mangt et slag sammen med Arnold Trolle og Karl Torp. Han var jo den rige Anders arnams eneste søn, flink og opvakt; aldrig var han bleven vraget, hverken af den ene eller den anden. Som voksen var han også kommen der, men sjældnere. Karl var borte, og datrene søgte ikke omgang med Nielses søster. For godt og vel et halvt år siden var han der sidste gang. Han var kommen hjem efter et Års fravær fra Stistrup, — og skulle snart til at rejse igen uden at have været i præstegården. Men så siger hans moder en dag til kam: „ Du må gå op og hilse på præstens, Niels! Jeg mødte i går fruen; hun spurgte efter dig. “ „ Så kan du ride dig en tur med det samme, “ føjede faderen til. „ Du kan lade Jørgen holsø lægge sadelen på dragonhoppen, hun trænger til at blive rørt. “ Niels havde for resten ikke videre lyst til det. Han ville hellere have været med folkene i strandengen for at gøre hø op. Men han var en lydig søn. Derfor trak han straks i tøjet, og et øjeblik efter sad han på dragonhoppen, som gjorde sig al mulig, men forgæves umage for at få ham ned på jorden igen. Faderen og moderen så med beundring på den smukke søn, der sad, som var han groet fast til sadelen. „ Bare han nu ikke falder af og brækker arme og ben, “ sagde Jens kusk, som var vred, fordi det ikke var ham, der havde sadlet h

1891_HansenJH_Oprejsning

Johan Holm

J.H.

Hansen

Oprejsning

male

male

dk

HansenJH

Oprejsning

Hansen

Oprejsning

Roman

n

roman

Schou

KB

Tidligere: Denne er ikke at finde på Rex

nan

nan

O

I. Folk stimlede sammen på skibsbroen i Ribe. Det var en søndag i slutningen af marts. Eftermiddagssolen faldt netop hen over de middelalderlige bindingsværkshuse på den ene side af åen. På den anden side lå de snedækte, side Enge, og længst ude i synskredsen kanalhuset på en stribe af sort eller màrineblåt, spættet med skumprikker. Det var havet, som lå. der ude — det urolige Vesterhav. » Hvad er der på færde? Hvorfor stimier de sammen der henne ved madam Nielsens gæstgiveri? « lød det fra flere på én gang. Det var et fruentimmer, som var faldet, netop dér, hvor skibsbroen skråner stærkest ned imod bulværket. Hun lå med en krykkestok i hånden, således at benene stak frem fra den gamle, rødbrune kåbe. Legemsbygningen syntes kraftig, men det stærkt furede ansigt var blegt og muskelslapt. Kun partiet imellem kinden og næsen havde en hidsig rødme, der mindede om ansigtsrosen. Munden var fortrukken, underlæben skudt frem, og det ene af øjnene, der havde et underlig manende og menneskefjendsk udtryk, flød i tårer, uden at det dog derfor så’ ud, som hun græd. » Hvad er det for et fruentimmer? « spurgte Ernst fisker, der kom gående med sin lyster og skulle ud at stange ål. » Det er nok købmand Johnsens kone oppe fra gjæsteboderne, « svarede en nagelsmed, som boede tæt der ved. » Købmand... Ja vist... Det var den gang, vi havde markedsplads helt ned til Danevirke... Nu må han nok kønt nøjes med at være tøffelmager. « » Og oven i købet stå under sin kones tøffel. « » Skal vi ikke hjælpe hende op? « » Jo vel, « sagde nagelsmeden. Og de gik begge hen imod hende. » Kom nu, lille madam! Og vær bare ikke storagtig! Jeg véd « — så bandede han — » nok, hvordan et fruentimmer skal tages. « Men hun slog ud fra sig med krykkestokken og sendte ham et øjekast, der løb ham koldt ned ad ryggen. Folkestimmelen voksede. Nogle gik og klagede over det dårlige føre — » Bare stakkelen nu ikke igen havde brækket benet! « — andre over kvartalssygen og købmand hegerlunds krambod, » der skammelig nok stod åben under gudstjenesten... Dér havde hun rimeligvis været inde. « drengene fra nabolavet gled hen ad isen på rendestenen og råbte til hverandre: » Madammen er nok fuld. « » Det går ikke an, at lade hende ligge her og få sig en svindsot på halsen! « fortsatte smeden. » Nu går jeg hen efter brandstigen, som hænger der udenfor madam Nielsens vinduer. Og så transporterer vi hende hjem med magt, dersom hun ikke vil med det gode. « Men da trådte i det samme en ung pige ud fra gæstgiveriet. » Herre Jesus! Der er datteren! « for det ud af den halte maren-besynderlig, der gik og solgte sukker-kringler til drengene. » Nu bliver der da en ynk! « Den unge pige stod et øjeblik stille, inden hun gik videre. Det var, som hun måtte samle mod og kræfter til det, der forestod. Bag vinduerne, inde i gæstestuen stod provisoren fra apotteket og kastede håndkys til hende. Hun blev afvekslende rød og bleg og slog øjnene ned. Skønt hun kun var atten år, var hun storslået afvækst og havde allerede fuldstændig udviklede legemsformer. Den højhalsede kjole sluttede tæt om hendes smækre overkrop. Håret var surret sammen i en knude over issen, og i lærredskraven om hendes Hals sad en lille ravnål, som hun havde fået af sin Broder, skat. Hun selv hed Anna-mathea og var den næstældste af kjøbmandéns eller tøffelmagerens fire børn. Endelig tog hun mod til sig og nærmede sig moderen. Der blev ikke talt et ord imellem dem, men et desto stærkere indtryk gjorde det på folk at se, hvorledes det stakkels faldne fruentimmer lod sig rejse og lede af datteren som et viljeløst barn. Selv drengene, der tidligere hujede, stod nu tavse og så’ til. En lille pige i en gadedør gav. Sig pludselig til at skrige. De stavrede langsomt op fra skibsbroen ind i den nærliggende brede-slippe, hvor » Gjæsteboderne « Lå. Det var et gammelt, langstrakt, énetages hus med en række lave vinduer og døre, et slags asyl for fattige, der havde ondt ved selv at skaffe sig tag over hovedet. Endnu gik det temmelig rolig til, skønt ungdommen fulgte efter. Men så kom Slagter Henriksens store puddel farende og gav Hals. Den fandt rimeligvis noget mistænkeligt ved optoget. Og nu kom alle slippens beboere pludselig frem i både vinduer og døre. » Tvi for en ulykke! Har hun nu drukket igen! « råbte gjæstebodernes sædvanlige fredsforstyrrerske, den tykke mor brøkmann. Hun var endnu i nattrøje, og pibestrimmelen på hendes kappe bevægedes af vinden, i det hun stak hovedet udenfor døren. » Skammer hun sig ikke... at at lade sig følge hjem af datteren! Hun skulle på rådhuset, skulle hun... Så blev hun nok kureret for sin svaghed, og manden og børnene havde da fred så længe. « Men da rev madam Johnsen sig med ét løs fra datteren og løftede krykkestokken: » Hvad er det, du siger... På rådhuset... jeg... Du skulle hellere feje for din egen dør... Jeg har endnu aldrig budt mine børn til fals og kan vel ikke gøre ved, at sygdom og armod er bleven min lod... Min fa'r var en ærlig værtshusholder... « » Ja, han drak, til han lå med næsen i vejret og ikke orkede mere... « »... og min mand har været købmand. Men hvad var din... « Datteren fik hende omsider bragt til ro, og de stolprede ind ad asylets midterste dør, under en regn af skældsord fra mor brøkmann og flere af fattiglemmerne, der havde taget del i skænderiet. Gennem en halvmørk gang nåde de ind i ægteparrets eneste værelse, som vendte ud imod køkkenhaven. En kaftekjedel, der stod og dampede i kakkelovnen, modtog dem med sin ensformige sang. Hele værelset var opfyldt af en stærk cichorielugt. Bohavet var tarveligt: en dobbeltseng med de nødvendige klæder, en spinderok, et par stole, et bord og en mahognitræs piedestal, hvorpå der stod lidt porcellain og et par sprukne glas. Henne ved vinduet lå en del trætøfler og filtsko dynget op ved siden af en værktøjskasse, og på en hylde over døren en pakke fedtede bøger. Det eneste, der foruden piedestalen mindede om, at familien en gang havde kendt bedre tider, var et smukt indrammet portræt af Johnsens bedstefader, toldcontrolleuren, der hang højt oppe over piedestalen på den hvittede væg. » Sæt dig, barnlille!... Eller tag mig først kopperne dér! « begyndte moderen. Og hun dumpede ned på en stol imellem bordet og kakkelovnen. » Jeg er så tørstig, at det er en skam... Og du kan også nok trænge til lidt at varme dig på... Du er jo uden overtøj, stakkel! « Anna-mathea satte kopperne frem uden at sige noget. Hun havde en fornemmelse, som om hun nylig var gået spidsrod, og ønskede blot, at hun ikke havde nødig at vende tilbage til madam Nielsen og alle gæsterne. » Å—å! « Det var moderen, som våndede sig. Hun havde stødt sin syge hofte, men ville ikke rigtig være ved det, og det var, som tungen klæbede fast ved hendes gane. Hun tog en lille flaske frem fra lommen under forklædet og hældte noget af dens indhold i kaffen, som hun imidlertid havde skænket. » Å—å! Hvor det linder en sølle krop! « Mumlede hun, efter at hun havde drukket. » Vorherre være lovet, at der dog er dét i verden, der kan gøre et menneske godt. « Datteren sad og stirrede på hende med forfærdelse, da hun senere også bød hende en kop: » Drik det, Anna-mathea... Det er lidt. Rum, 'jeg har kommet i, og det har du kun godt af. « Men hun rørte ikke koppen, pressede kun hænderne imod hjertet og så’ ud, som hun skulle få ondt. » Ak ja — ak ja! « det var atter moderen, der klagede sig. Hun stavrede hen imod sengen og strakte sig på den med et suk som et skrig. » Vær nu en god lille pige og tag salmebogen, som ligger der på hylden og læs lidt for mig! « Men hun rystede på hovedet og blev endnu blegere af skræk. » Å, den er så dejlig, den salme, jeg læste sidst... hvordan er det nu, den begynder... » Hvad går mig verden an med hvad, den har i eje, når, Jesus, du er med på alle mine veje. Du ene rettelig f min sjæl dog glæde kan. Du er min fred og ro. Hvad går mig verden an? « Anna-mathea havde en lang tid puttet fingrene i ørene. Da hun endelig tog dem ud igen, var hendes moder falden i søvn. Lidt efter åbnedes døren, og faderen trådte ind. Det var en lille, gråskægget mand med noget forvredent i ansigtet og en holdning, som om han bar på en tung byrde. Han var også et af skæbnens stif børn. Vel havde han fra først af overtaget kjøbmandsforretningen efter faderen, men med en ikke ubetydelig gæld, der stadig voksede, indtil han omsider blev rent ødelagt ved den sidste slesvigske krig, som berøvede byen næsten alt dens Opland. Han flakkede nogle år om på landsbymarkederne med et telt, hvori han solgtefodtøj og færdigsyede klæder. Men da så markederne med ét blev afskaffede, stod nøden for døren, og han havnede til sidst der i » Gjæsteboderne « Som et ynkeligt menneskevrag. Hustruen havde han lært at kende i sin tidligste ungdom, da han var en hyppig gæst i hendes faders beværtning. Sladdersøstrene der i boderne forsikrede, at den gamle en gang havde » gennet ham sammen med sin smukke datter, « ved at lukke ham ind til hende en aften, netop som pigen var i færd med at lægge sig. Forøvrigt var der flere end én af madammerne, der havde ondt af annamatheas moder. Hendes ungdom havde været en stadig kamp med faderen, hvis tilbøjelighed til drik hun havde arvet, ligesom hun - også senere havde gennemgået en del ondt under talrige barnefødsler og den hyppige omflakken med manden for at tjene det nødvendige til familiens underhold. Dertil kom, at forholdet imellem ægtefolkene ikke altid var godt — især efter at manden en gang havde beskyldt hustruen for utroskab og i sin heftighed slået hende, således at hun faldt om og brækkede benet. Det var ikke så underligt, om kampen imod hendes hemmelige lidenskab efterhånden var bleven forgæves. » Velkommen, lille Anna! « begyndte faderen. Og der kom et glimt af livsmod i hans øje, da han vendte sig imod sin kønne og » stolte « datter. » Men hvad er det, jeg ser... Har din mor lagt sig? « » Ja, hun var ikke rask, « svarede hun blot. Han gik hen til sengen og bøjede sig over hustruen. Hendes mægtige krop var i en sagte dirrén. Munden stod åben, og rødmen havde udbredt sig over hele ansigtet. » Hm... igen det gamle! « mumlede han bittert. » Nu troede jeg dog, hun var nogenlunde kommen over det... Men nej! Man kan ikke lade.hende være alene... ikke et øjeblik! — jeg var kun gået ud til øster-vested for at se til din søster. Jeg skulle hilse dig fra hende. Hun er såmænd bleven en ret køn pige, boletta, siden hun blev konfirmeret. Men hun synes nok ikke om at tjene længer der ude hos min bro’er. Hun vil til byen for at more sig.., ja, gud hjælpe os stakler! « » Nå, er du der, Peter-olaf! « vedblev han, da en bleg, opløben fyr på mellem seksten og sytten år noget senere trådte der ind i stuen. Hans åsyn var forhungret og klæderne fedtede. Øjnene så' ud, som.om de ville sluge, hvad de så’. » Jeg troede, at det var din bro’er. « » Ja, mig venter i nok ikke. « » Hvorfor har du ikke taget søndagstøjet på? « » Bukserne er revne. Og jeg skal desuden ud på landet med en Otting sæbe for mester. « » Hvad, er bukserne itu, som du fik til konfirmationen. « » Det skulle vel holde evig, det gamle skidt! De var jo så møre, da de blev syede om til mig af mesters gamle ligbærertøj, at man godt kunne kige stjærner igennem dem. Jo, de véd nok, hvad de giver én, det rak. « » Fy! Fy, som du taler! Men du har vel sagtens spillet bajads i dem ved fastelavnsløjerne ude i kanalhuset? Hvad? Jeg har dog en gang sagt dig, at jeg ikke vil vide at de markedskunster. « » Man må gøre noget for at tjene et par rundtenommer. Har i ikke noget mad? « » Du kan få en kop kaffe og en bid brød med os andre, når din bro’er kommer. « » Har madam Nielsen slet ikke givet dig noget med hjem, Anna? « spurgte han søsteren. Men hun svarede ikke, sad kun og stirrede frem for sig. Det var, som hendes ånd havde forvildet sig et sted i rummet og forgæves anstrengte sig for at finde hjem igen. » Hvad for noget... « han fik pludselig øje på punschen, der endnu stod på bordet. » Nå, det er sådan fat. Der er nok nogen, der endnu får patte af sin mor! « udbrød han bidsk, » Ja, hvorfor skulle en anden så ikke også have en slurk? « Og han havde åbenbart tømt koppen, hvis ikke søsteren i det samme havde sat sig energisk derimod. Ilden var allerede gået ud i ovnen og kaffen bleven kold, da den ældste af brødrene endelig kom. Han var en ret statelig, ung mand med et par årvågne, store øjne og lyst, krøllet hår. Annamathea åndede uvilkårlig lettere, da hun hørte ham komme nynnende allerede ude i gangen. » Ja, så er det nok bedst, at jeg tager mig af kedelen, « lo gamle Johnsen, der imidlertid var bleven kendelig oplivet. » Løb du hen, Peter-olaf, og køb os lidt hvedebrød! Vi må dog vide, at det er søndag. Så går jeg ud i køkkenet imens og varmer kaffen. For her er ilden gået ud. « Den ældste af brødrene, der var i købmandslære, sad en tid og stirrede på moderen, efter at han var bleven alene med søsteren. » Du siger ikke noget, Anna, « udbrød han omsider. Hun så' op og sukkede. » Det er silde, du kommer... Jeg skulle være hjemme klokken fire... « » Ja, det skal jeg også. Så bliver butikken jo åbnet. Men den gamle hoskær kom så sent fra middag i dag, at det trak ud med undervisningen. « » Er det engelsk, han læser med dig? « » Ja, og lidt fransk og tysk. Nu skal vi også snart begynde på, hvad han kalder: almindelig handelsvidenskab. « » Gud lønne ham for hans godhed imod dig! « » Ja, og så gamle hans Beck, min principal. For det er dog nærmest ham, jeg kan takke for, at hr. Hoskær har taget sig af mig. « » Å, gid det var mig, der kunne engelsk! « Undslap det hende uvilkårlig. » Hvorfor det, Anna-mathea? « » Jo, for jeg har lyst til at rejse. « » Dog vel ikke til Amerika? « » Jo — eller også til København. Madam Nielsen har en datter, som skal giftes der ovre — jeg tror, det er med en vinkyper. Hun siger, at hun gerne vil have mig med sig, da jeg jo er flink til at lave mad og føre regnskab over udgifterne. « » Og det kunne du nænne... at rejse fra os her hjemme? Jeg gad nok vide, hvordan det skulle gå vore forældre, dersom de ikke længer havde dig at glædes ved. « » Men jeg holder det ikke ud...jeg går til grunde her hjemme! « hendes stemme skælvede, og de sad en tid tavse og hørte deres fader kløve pindebrænde ude i køkkenet. » De har jo dog også dig. « » Og du mener, at jeg kan sagtens holde det ud. « » Nej, det må du ikke sige! Du må ikke blive bitter! Du skal være god ved mig, skat! « Udbrød hun fortvivlet og greb ham om hånden. » Du véd ikke, hvor ilde faren jeg er... Kan du ikke forstå det: de snakker om mig i krogene... De peger fingre ad mig på gaden:,se, det er tøffelmagerens datter! De siger, at hun er forfalden og drikker med moderen.’ og jeg gør det jo dog ikke, skat! Jeg skal dog vel ikke stå til regnskab for, hvad der er bleven givet mig, mens jeg var lille? Jeg opfører mig jo dog ordentlig. Kan de så ikke lade mig i fred. « Han sad og kærtegnede hende med sine store, røde hænder, der var kendelig medtagne af omgang med kreaturben, spegesild og gammelt jærn: » Du må ikke tage dig det så nær... Det er der ingen grund til, lille søster! « » Jo, jo! Du må tro mig, skat! Det bliver ' det bedste, at jeg rejser. Jeg må bort fra skænkestuen, fra ydmygelserne og fra fristelserne. « » Tror du ikke, at man finder fristelser overalt. « » Jo, men jeg skal nok overvinde dem, når jeg kun må blive fri for dem her hjemme. « » Dersom jeg endda kunne følge dig! Du kan tro, at jeg også tit føler mig til mode — uf, som om jeg lå i en rendesten og blev trampet af en flok gæs! Ja, hvem der turde rejse sig! Hvem der turde tage ud at arbejde for sig selv... ja, og så for éns forældre! Du kan tro, at jegskulde tage fat! « » Jeg skal nok se at skaffe dig en plads der ovre, når jeg først kommer til København. « » Tak! Vil du love mig det! « » Og så vil vi altid holde sammen. « » Ja, det vil vi, Anna-mathea. «. » Men så må du også love mig, skat, at du vil være god imod vore forældre og sørge for, at de ikke sætter sig imod at jeg rejser. « De gav hinanden hånd og rejste sig med ét, da der lød fodtrin i gangen. Det var broderen, Peter-olaf, som kom med en pakke hvedebrød under armen. » Hvad er det dog, du spiser? « spurgte søsteren ham, da hun så’ hvor umanerlig hans kæver bevægedes, medens øjnene lyste af en stærk glans. » Å, det er bare en sukkerkringle, jeg fik i tilgift af gamle maren-besynderlig. Hun sagde, at jeg var et pænt menneske, der nok en gang ville gøre lykke hos fruentimmerne. Hi, hi, hil « han var nær ved at danse af henrykkelse. » Det skal jeg aldrig, aldrig glemme hende. « i. » Jo, det må jeg sige, københavnerne forstår det: verden er til at glædes ved. Nu har jeg været på Frederiksberg at se solen danse og bag efter i dyrehaven... Men mage til liv og færdsel har jeg endnu aldrig set! « lød det fra skat Johnsen til søsteren. De gik hen ad strandvejen en pinseformiddag i knitrende Sollys og omgivne af en strøm af lutter glade mennesker. » Og hvad synes du så bedst om: Frederiksberg eller strandvejen? « » Ja, må jeg bede om strandvejen — især når jeg har dig med. « » Det skulle jeg da også mene, « lo annamathea, der ikke havde været med på Frederiksberg. » Dejlige Øresund... « nynnede han uvilkårlig. » Nej, vil du lægge mærke til robåden der ude, hvor den piler af! Det er, ligesom det kribler en i musklerne bare at se, hvordan de andre bruger deres arme! Sådan en båd kunne jeg nok lide at have eller også en sejlbåd som den lille, der kommer dér med flaget. » » Jeg véd ikke hvilken du mener. Jeg ser sejler på sejler og flag på flag. « » Ja, nu skjulte den sig, den gavtyv. Nej, der er den igen. 'se, der i retning af villaen! Nej, kors, sikken villa! Sikken allerkæreste lille villa! Hvad siger du, om den var vor? Der kunne man da springe ud på hovedet fra sengen at tage sig en dukkert. « » Du er ellers ikke billig! « lo hun fremdeles. » Først vil du have en robåd eller en sejlbåd og nu en villa. Nå, for resten hører det vel ikke til det umulige, « slog hun pludselig om, » at man en gang kunne blive ejer af et lille tarveligt landsted. Der er vist mange i verden, der har begyndt med’ et par tomme hænder, ligesom vi, og senere er komne både til velstand og ære. « Hun fortsatte gangen med en tillidsfuld mine. Skjøndt hendes påklædning var tarvelig — hun bar et lysegråt forårs-o vers tykke over en sort ulden kjole og en stråhat med slør — tog hun sig helt standsmæssig ud. Det var ikke sjældent, at en herre vendte sig i forbigående for at se på hende; og selv broderen kunne ikke lade. være med stadig at beundre hendes statelige holdning og vækst. Han mærkede nok, at han blev » den lille « Ved siden af søsteren, og det uagtet han var langt mer nymodens klædt end hun. Det var nu allerede fire år, siden Anna-mathea kom til København. Efter at hun havde tjent omtrent den halve tid hos vinkyperen, madam Nielsens svigersøn, var hun bleven forfremmet til køkkenjomfru hos en af byens største vinhandlere, der havde deltaget som frivillig i den slesvigske treårskrig—hvorved han havde gjort sig fortjent tilkaptejnstitelen. Han var gift med en østerrigsk dame, som bragte ham betydelig formue, og havde en af hendes søstersønner, hr. Lieutenant Gastoni, i huset, da hans eget ægteskab var barnløst. En anden slægtning af fruen, hr. cand, farm. Hvalsø, der var materialist og parfumefabrikant, kom så godt som daglig i kaptejnens hus, og det var efterhånden lykkedes Anna-mathea ved hjælp af sit herskab at få broderen ansat som kontorist og handelsbetjent i hr. Hvalsø’s forretning på Kjøbmagergade, dér hvor han havde sin fabrik. Hendes glæde var ikke mindre end broderens, da principalen straks fandt behag i ham og ikke alene betalte et kursus for ham ved et handelsinstitut, men også lovede at støtte ham for fremtiden, da der åbenbart stak en dygtig forretningsmand i ham. De var imidlertid nåde ind til kaptejnens ansélige, gamle ejendom, der var beliggende i udkanten af byen, ved en af søerne. Anna-mathea havde ment, da hun første gang kom der ud, at den vist oprindelig havde været en gammel herregård. Det var et langt, toetages sted med køkken og domestique værelser i kælderen. Haven, der lå bag ved og for enden af huset, havde en betydelig udstrækning. Hist og her dukkede en statue frem imellem træerne. Der var solsejl for de fleste af vinduerne ud imod søen, og en vældig danebroge hang slapt ned ad stangen foran husets gavl. Anna-mathea, der havde sit værelse i kælderen, gik beskedent hen ' imod en bagdør, efterfulgt af broderen. — han skulle være hendes gæst som sædvanlig, når han havde søndagen fri. — skjøndt hun i modsætning til det øvrige tyende havde tilladelse til at gå ind ad hoveddøren, benyttede hun den aldrig. Hendes herskabs godhed imod hende var hende som en tærepenge, der ikke måtte misbruges. Der var overhovedet intet hun mer søgte at undgå end at forulempe sine medmennesker. fra en lille forstue trådte de ind i hendes allerhelligste, køkkenet. Det var et stort, trefags lokale med hollandske fliser på væggene og et mægtigt komfur, fra hvis mangfoldige kogekar en letkrydret damp steg op under røghatten og det gibsede loft. Rundt om på hylder, der var kantede med safian, stod talrige porcellainskrukker med forskellig påskrift, blankskinnende fade, tallerkener, kjedlef og pander, kopper og glas. Bordet langs vinduerne var dækket med en voksdug, og midt ude på gulvet lå en tynd sivmåtte, som førte over imod korridoren, og alle kælderværelserne. » Fruen har vel ikke savnet mig? « spurgte hun i forbigående den ene af pigerne, der stod henne ved komfuret og tog låget af en dampende gryde. » Nej. Jomfruen kunne såmænd godt være bleven borte noget længer. Herskabet er først nylig kørt ud en lille tur. « Anna-matheas værelse lå længst borte i korridoren, dér hvor der var nedgang fra vestibulen i første etage. Det var noget lavt i forhold til dets størrelse, men for øvrigt ganske hyggeligt. Møblerne ville godt kunne haft plads i herskabets dagligstue uden at skamskjænde den. Gardinerne stod i et passende forhold til møblerne, og der lå tæpper på gulvet både udenfor sengen og den magelige sofa. Vel var der jærnstænger for vinduerne, af hvilke de fleste stod åbne. Men det var ligesom blomsterne ude i den smalle forhave bødede derpå, i det de hyppig sendte duften helt ud i korridoren. På stenbroen, der lå omtrent i lige linje med det underste af vindueskarmen, var der stadig færdsel af spaserende og vogne, undertiden også af soldater, som marcherede forbi med fuld musik — hvilket efterhånden var blevet Anna-matheas ubevidste sværmeri. » Der har du brevet, jeg fik i Morges fra vore forældre, « sagde hun, efter at hun havde skilt sig ved overtøjet og åbnet en komodeskuffe. » Sæt dig nu hen ved vinduet og læs det, mens jeg tager min køkkenkjole på! « » Ja, lad du bare, som du er hjemme! « svarede han leende og læste brevet, der lød således: kære gode datter og søn vi haver med glæde og rørt hjerte modtaget jeres brev og pakken og vil nu bede jer kære datter og søn ikke at forsmå vor tak. Det kom kl. 8 onsdagaften da jeg lå syg og var så tung i mit sind som jeg stakkel igen haver hveret i den sidste tid. Men så var det som-jeg lige med et blev rask og jeres fader blev så glad da han kom hjem og jeg var stået op af min seng. Vi fik gælden betalt endnu samme aften og skulle hilse fra købmand bæk og skrive til skat at han glædet sig over ham. Men det var for mange penge og de smukke klæder som i godt kunne have gået med længe endnu. Jeg har lagt kjolelivet ud så det passer mig og føler mig så glad i al min skrøbelighed når jeg haver det på og ved de dejlige strømper jeg strikker. Men hvordan skal vi takke jer. Guds fred og glæde omtslynge eder begge to så i aldrig må have men af hvad der er vederfaret jer i jeres barndom. Ja gud give det. Jeg slog forleden op i bibelen for jer og var så glad ved at det blev i sakkarias hvor han skriver om en kilde der er åbnet mod synd og urenlighed. Det var da så kønt at jeg kom rigtig til at græde. Men nu vil jeg ønske jer en glædelig pinsefest og ikke aflade med at takke jer fordi i er så gode mod jeres gamle forældre der har døjet så meget ondt. Jeres fader haver nu igen materialer for lang tid hvorover han er så lykkelig især da der kom et par fannikepiger i går som ville have lakerede klodser så i må have ham undskyldt i dag men han skriver i pinsen. Jeg skal hilse jer fra Peter. Han er endnu på sæbekogeriet men vil da så urimelig gerne til København og boletta også hun kommer hjem i pinsen men dertil har hun vist ikke hoved nok. Og nu vil jeg sige jer farvel al vor trøst og glæde og takke jer fordi at i så snart vil se hjem til os og at i er så hjærtelig velkommen når det behager jer jeres tro og uforglemmelige moder Kierstine Johnsen. » Se, hvor pænt hun dog skriver! « udbrød sønnen og foldede brevet sammen. » Ja,- nu kommer hun sig nok — og vor fa'er også. Det er kun armod, der har trykket dem. Men hvad siger du, Anna, til det, hun skriver om vore søskende? « » Ja, det må vi vente med at tale om til siden. Nu må jeg ud i køkkenet, « svarede søsteren. Hun havde imidlertid iført sig en blåladen bomuldskjole og bundet et hvidt forklæde om livet. De hvidtforede ærmer var smøgede op til lidt oven for albuerne. Om halsen bar hun en lille lærredskrave, og det sortblanke hår, der var strøget tilbage over issen, hang i et par fyldige bukler ned ad den hvide Hals. Der var noget i, hvad hr. Lieutenant Gastoni plejede at sige om hende: hun så’ » appetitlig « ud. Broderen sad længe og så’ ud ad vinduet, medens spurvene rumsterede i murvedbenden uden for, og den ene tungt belæssede kapervogn rutschede forbi efter den anden, med bøgeløv i fadingen. det var dog hverken spurvene eller bøgeløvet, der fængslede den unge handelskommis’s opmærksomhed. Tankerne fore travle om i hans hjerne. Han længtes stærkt efter at prøve sine kræfter og havde netop på den tid i sinde at begynde et slags agentur-forretning, da principalen havde lovet at overlade ham en del af fabriksvarerne på billige vilkår og at give ham fri nogle timer om eftermiddagen, for at han mulig derved kunne skaffe sig en bifortjeneste. Men for at forretningen skulle kunne » smide noget af sig «, indså’ han nok, at han måtte have sig en pålidelig Karl, der kunne bringe varerne i byen og ved en given lejlighed se lidt på hans fordel. Hvor skulle han få fingre i en sådan fyr? Hans tanker faldt undertiden på Peter-olaf, der jo gerne ville til København. Men det tiltalte ham dog ikke, at hans egen Broder skulle være hans trækhest eller kusk. Nej, så ville han hellere vente og se tiden an. Men da hændte det en aften, at der kom en mand fra hans fødeegn ind i butikken til ham og bad ham om et lille lån. Manden fortalte, at han tidligere havde været hosekræmmer, men » Geschæften var bleven ødelagt ved de mange fabrikker, og han var kommen svært på knæerne. « Johnsen spidsede øren. Det var jo netop en sådan, lidt geschæftig jyde han trængte til. Og hellere end at stymperen måtte gå og tigge, måtte han da tjene brødet ved at røre lemmerne. Jo, nu skulle der tages fat! » Sig mig, Anna-mathea, « udbrød han oprømt, da de senere sad og spiste dyresteg. — han var åbenbart ingen kostforagter, hvorimod søsteren kun sparsomt tog til sig af maden og lod vinen stå urørt. Anna-mathea brød sig egentlig slet ikke om rødvin. Derimod kunne hun godt lide et lille glas Madeira, som de undertiden fik til desserten. » Tror du, at Peter-olaf ville opføre sig sådan, at man kunne have fornøjelse af ham, dersom det lykkedes mig at få ham anbragt her ovre ved min principals fabrik? « » Jeg véd ikke... Bare han ikke er for ustyrlig... Det går da heller ikke an, at trække alt for store Veksler på hr. Hvalsø’s godhed. Jeg synes, at det allerede er meget, at han vil indlade sig med dig i en trafik som den, der er tale om... « » Trafik? Må jeg bede dig veje dine ord lidt, når du taler med en vordende grosserer. Måske jeg nu snart løser borgerskab. « » Nå ja, forretning da. Han gør det næppe for sin fordels skyld. « » Det kan man ikke vide. Vi er alle mennesker. Tror du ikke, det har noget at sige for en fabrikant, at han kan komme af med sine varer og få kontanter i steden for? « » Kontanter... Har du da ikke i sinde at give kredit? « » Vist vil jeg give kredit... hvor det ikke kan undgås... Men hvad er der i vejen? Jeg synes, at du hele tiden sidder og rynker brynene. « » Jeg vil ikke skjule det for dig. Fruen kom for et øjeblik siden ned til mig, da det øvrige selskab var gået ud i haven at drikke kaffe. Jeg anede straks, at hun havde noget på samvittigheden. « » Og det var? » » Isbuddingen, skat. « » Isbuddingen? « » Ja. Den var ikke rigtig vellykket. Hr. Pastor Jacobs — han kommer her jo undertiden — havde sagt, at crêmen var ikke så god, som han plejede at få den. Må jeg nu spørge dig: er det ikke ærgerligt, at en præst skal være den første af gæsterne til at kritisere ens mad? « » Men hvad sagde fruen da ellers? « » Jo... nu skal du kun høre... hun spurgte, om jeg ikke kunne lide at tage et lille kursus i kagebagning inde i hr. Martins konditori... Du véd nok, det franske konditori.,. Det er dér, hvor vi tit har været inde at spise til aften efter tteatertid. Hun kunne mulig få hr. Pastor jacobs’s husholderske imens, da hs. Velærværdighed nok skulle til carlsbad i sommer på grund af sin dårlige mave. « » Vorherre være med ham! Stod det til mig, skulle han få crème af en anden beskaffenhed, « Svarede han og lo. Anna-mathea havde netop taget af bordet, da der blev banket på døren, og en ung herre trådte ind med en bog under armen. Broderen, der stod henne ved vinduet og tændte en cigarette, var nær ved at tabe den af overraskelse. Det var hustruens søstersøn, » den smukke lieutenant Gastoni «. Uagtet han imod sædvane ikke var i sin husar-uniform, men bar selskabsdragt og havde hvidt om halsen, var der noget ved ham, som øjeblikkelig røbede soldaten, i det han rank og spændig trådte frem fra døren. At dømme efter hans ungdommelig slanke og muskelføre krop ville man næppe antage ham for ældre-end fem og tyve år. Men ansigtet, der var magert og af en sydlandsk lød, tydede dog på en højere alder. Næsen var fornemt kroget, med et noget rovfugleagtigt tilsnit, der stemmede godt overens med udtrykket i hans rødbrune, dybtliggende øjne, hvis glans efter Anna-matheas mening var næsten alt for strålende. Munden, der halvvejs dækkedes af overskægget, var ualmindelig fint formet, men havde et lille anstrøg af spot. » Blot jeg ikke kommer til ulejlighed! « begyndte han og bukkede — først for anna-methea og senere for broderen, der en gang var bleven ham forestillet. » jeg ville kun indfri mit løfte, at låne frøkenen en bog. De husker, at de udtalte forleden, at de havde ingen lekture. « » Det er alt for opmærksomt af dem, hr. Lieutenant, « Udbrød hun glad og greb efter bogen. » Jeg skal nok skynde mig med at læse den. « » Det behøves ikke — skønt den er ikke min egen. Jeg har for øjeblikket ikke noget videre læseværdigt udenfor fransk literatur. Og den vil næppe falde i deres smag. « » Marie Grubbe, « læste hun på titelbladet. » Jeg har netop længe ønsket at læse den bog. Man siger, at den er god. « » Ja, det siger også tante. Jeg har lånt den af hende. « Hun bladede i den med barnlig henrykkelse og læste noget om rosenblade og hvide arme. Men da hun så lagde mærke til, at han stod og så’ på hende med et forskende blik, der skød sig frem under brynet, blev hun pludselig rød og lagde bogen bort. » De læser vel ellers meget i deres ensomhed? « » Å nej... skønt jeg véd ikke noget mere morsomt end en rigtig god bog. Det er egentlig mest om aftenen, jeg læser, da jeg er kommen i vane mod at ligge længe vågen. Det adspreder så rart. « » Det giver jeg dem ret i... Det er også min mettode. Men nu må jeg nok anbefale mig, da selskabet venter... jeg skulle kun op for at hente cigarer... Undskyld, hvis jeg forstyrrede dem i deres tobaksrygning, hr. Johnsen... ja, for frøkenen ryger vel ikke? « lagde han til med et smil. Og han var et øjeblik efter ude af stuen. » Nej, jeg er aldeles forbavset! Jeg troede... « » Hvad troede du, skat? « spurgte Anna-mathea åndsfraværende og så’ sig i spejlet. »... at jeg var den eneste mandsperson, der fik lov til at komme i dit værelse. Og nu ser jeg, at... « hans harme og bevægelse var for stærk, til at han kunne fuldføre sætningen. » Hvad ser du? « » At også hr. Lieutenant Gastoni har frit foretræde. « Hun rødmede igen og forsøgte at smile. Men det ville ikke lykkes hende. Så blev hun med ét fornærmet over hans udtalelse og ansigtet fik et bistert udtryk, som da hun nylig talte om præsten. Hun ville virkelig ikke finde sig i at blive irettesat af sin Broder. Og hun svarede kølig: » Jeg véd ikke, hvad du mener med frit foretræde. Jeg kan vel ikke godt vise mit herskab døren. « » Dit herskab? « » Ja... eller nogen anden, der kommer for at vise mig en opmærksomhed... Det er også noget at tage på vej for...

1898_HansenR_PaaGraensenAfToVerdener

Rasmus

R.S.

Hansen

På Grænsen Af To Verdener

male

male

dk

HansenRS

Paa Graensen Af To Verdener

Hansen

Paa Grænsen af to Verdener

Et Nutidsbillede

n

roman

Schønberg

KB

nan

nan

O

I. To verdener. Vilhelm Frank sad med et brev i hånden ved karnapvinduet i sit smukke ungkarleværelse og så ned ad den brede træplantede gade, der strakte sig helt ud til havet. I det forårsskønne vejr bølgede gadens myldrende liv frem og tilbage forbi de strålende boder, som frembød et lokkende skue af alt, hvad et nydelsessygt menneskehjerte kan attrå for at få sin sult mættet. — Franks øje fandt ikke noget fristende dernede, det dvælede langt ude i det fjerne ubestemmelige, der, hvor hav og himmel gik i et — hvor det endelige syntes at holde møde med det uendelige. Da han for en halv time siden kom hjem, lå brevet på hans bord. Uvilkårlig tog han en kniv for at åbne det. Men da han så, at udskriften var professor Holmers hånd, lagde han igen kniven og satte sig hen ved vinduet og faldt i tanker •— tanker, som blev vakte af brevet og modarbejdede af det uendelige, som så ham ind i øjet. — Vilhelm Frank var efter den gængse mening en af verdens udkårne. Han hørte til en ældgammel, rig godsejerslægt med en fin, fornem tankegang. Dens sjæleliv havde i umindelige tider lignet en klar, frisk strøm, som en mild sommerdag stille glider gennem grønne skove, duftende Enge og frugtbare kornmarker. I hvert nyt slægtled blev slægtens minder — hvortil også hørte ærbødighed for de kirkelige og borgerlige former — vækkede og nærede ved fortælling og læsning i slægtbogen, som stadig blev fortsat. Den intellektuelle udvikling blev heller ikke overset; såvel sønner som døtre fik de bedste og dygtigste lærere, og sønnerne tog i reglen en akademisk grad. I sikker besiddelse af sin stilling og sine rettigheder og i følelsen af alles agtelse og manges kærlighed levede slægten således et lykkeligt, fremadskridende liv. Alt gik sin jævne, trygge gang og fulgte ligesom af sig selv. Når børnene var i den giftefærdige alder, mødte de ligesindede og ligestillede mennesker, som de forelskede sig i og giftede sig med, når der var lyst de tre gange fra prædikestolen. Og når døden efter naturens orden lagde slægtens medlemmer i graven, forjættede præsten dem en frydefuld opstandelse på den yderste dag. Frank var næstældste søn i slægtens hovedlinie. Sine første ungdomsår tilbragte han i forskellige universitetsbyer, hvor han studerede litteratur og historie, særlig oldtidens. Hans elskværdige karakter og stille væsen åbnede ham mange hjerter og døre. Men de kredse, han kom til at færdes i, bestod for en stor del af mennesker, som af videnskabelige grunde havde opgivet troen på det hinsidige. Frank, som ikke havde gjort erfaringer ud over det almindelige livs grænser, gjorde snart, påvirket af den luft han indåndede, bevægelsen med og var efter nogle Års forløb en fuldstændig moderne ånd. Men da han var af god familie og fint dannet, faldt det ham aldrig ind at håne eller foragte i* dem, der i liv og levnet gav vidnesbyrd om, at deres tro var dem en hjertesag. Det var en lykkelig tid. Han følte sig fuldt ud tilfredsstillet af det rige, varme ungdomsliv, som bankede i hans årer. Men alt, hvad der stammer fra jorden, har sine grænser. Da han var omkring de fem og tyve, indtrådte der noget, som åbnede ham udsyn til nye egne i personlighedens verden, lyse og mørke egne, som hidtil havde været lukkede for hans slægt. I følge med et par venner og to engelske officerer gjorde han en rejse til Afrika og Asien. På vejen til Gibraltar, hvor de skulle samles, gæstede han sin moder, som opholdt sig ved badestedet Blinkenberg ved Scheldes munding. Der mødte han en ung pige, Hildegard Bauer. De spadserede sammen, så sig glade i hinanden, blandede deres følelser og tanker — og tog bolig i hinandens hjerter og sind. — — Frank skred dog ikke til handling. Hans moderne livssyn havde svækket den selvførhed, som ellers var ejendommelig for hans slægt. Og dertil kom, at han var en for dybt anlagt natur til at foretage et afgørende skridt uden først at være fuldt forvisset om, at det ville føre til lykke. — når han var sammen med Hildegard, syntes han, at han elskede hende med en ubrødelig kærlighed, — men når han var borte fra hende, overfaldtes han af tvivlende tanker. Var hans kærlighed ægte? Havde den spirekraft nok til vækst et helt menneskeliv? Hildegards kærlighed tvivlede han ikke på — men evnede han at gøre hende lykkelig? — — han overvejede og overvejede — og groede til sidst fast i den tanke, at hans kærlighed måtte gennemgå adskillelsens ildprøve. Kunne den udholde det, var sejren vunden; thi Hildegards ja ville han sikkert møde, når han vendte hjem fra Afrika; det kunne han læse i hendes øje, det sagde hendes varme, trofaste håndtryk ham. ---------med fryd og ve i sindet torlod han Blinkenberg og tog med skib fra an tw erpen til Gibraltar. Længe varede det dog ikke, før Afrikas varme sol ildnede hans kærlighed, så han følte sig sikker på sig selv — og i den indre oplevelses vished kvaltes tvivlen. Men en stille ørkennat med klare stjerner på den dunkle himmel avler underlige, vemodsfulde tanker selv i det gladeste sind — måske netop mest, når det ikke er opbygget fra livets dybeste grund. Vemodsfulde tanker om død og skilsmisse. — det timedes også Frank. Aldrig før havde han mærket slige rørelser. Når han følte sig i sikker besiddelse af sin lykke, steg disse mørke skygger op i hans sind og hviskedee, at de var målet, at de til sidst ville gøre det af med ham og hans lykke. Og så hændte det, at en beduinhorde, de var i følge med, blev angrebet af en kabylerstamme. Under sniderriflernes knalden for de i rasende galop ind på hinanden. Kabylerne måtte flygte, stærkt forfulgte af beduinerne. Men Frank og hans ene ven blev tilbage. Vennen lå målløs henstrakt i sandet; en kabylerkugle var gået gennem hans hoved. Han så bønlig på Frank; men denne kunne kun trykke hans hånd; ikke et ord kunne han få over sine læber, hans sjæl var som løbet tom. Vennens blik sagde, at han forstod ham — at her var ikke trøst at få. Døden, som gabede ham i møde med sit aldrig fyldte svælg, var den eneste trøster. solen var nær sin nedgang. Langt ude i den store ørken, som var let sløret, stod den, rød som blodet, der randt af vennens mund. Den sank dybere og dybere og trak det pragtfulde tæppe med sig, som den havde malet på den vestlige himmel — medens vennens ansigt blev hvidere og hvidere, til sidst voksgult ----. Så kunne Frank ikke se mere; der var mørkt i ørkenen. Men han mærkede, at vennens hånd slappedes, og han forstod, at hans sjæl var gået evig til grunde; det forstod han ud fra sin mening om livet. Franks sjæl var mørkere og tommere end ørkenen, som dog havde de evige stjerner. Han åndede tungt — uden at tænke. — til sidst tog søvnen ham i sin favn. Men næppe havde han lukket øjet, før drømmenes gøglende ånder gæstede ham. — jaget af kabylerne for han med hende, han elskede, gennem ørkenen. Så knaldede et skud, og hun lå blodig og kold i hans arm, medens den fnysende araberhingst jog hen over det golde sand. — han vågnede med et kvalt skrig, med hånden på- vennens iskolde ansigt. I samme øjeblik hørtes hovslag; det var beduinerne, som vendte tilbage, nu og da affyrende et skud som signal til dem, der havde været længst ude. Endnu før dag blev der udhulet tre grave i sandet. Vennen kom til at hvile mellem to faldne beduiner. Ørkenens tavshed lå over mændene, mens de nedlagde deres døde. Så blottede den ene officer sit hoved, foldede hænderne og bad en stille bøn, hvorpå han sagde: » Gud være eder nådige og glæde eders sjæle i himmerig! « Frank og hans anden ven faldt uvilkårlig i en stærk gråd. Da gravene var dækkede — og beduinerne havde skudt salver over dem, red skaren i den opgående sols gyldne stråler hen imod en palmelund, som skimtedes i den østlige synsrand. — tiden led. — under vekslende stemninger kom Franks sjæl atter i ligevægt, og hans kærlighed vævede sig dag for dag sammen med alt lyst, han tidligere havde levet og tænkt, og alt lyst, han nu levede og tænkte på sin rejse. Næste sommer, da han kom til Europa, havde han en frejdighed i sindet som aldrig før. Alle mørke skygger var trængte tilbage. Kun hans varme, lyse kærlighed levede, da han, efter et kort ophold i Cannes, tog afsked med sine rejsefæller i genua. Des større blev derfor også hans sorg, da han nogle dage senere fik den underretning, at Hildegard Bauer var bleven gift med hans gamle lærer, den berømte professor Holmer. — fra dette øjeblik blev Franks sjæl fuld af sorg og kval. Overfor slægt og venner tvang han sig, så de kun fik en anelse om hans sjælelidelse. Men når han var ene, tog de triste tanker ham, koglede i hans sind og kørte alt i ring. Undertiden dreves han så nær ud til grænsen, at han var lige ved at banke på dødens port for at få ende på sit håbløse liv. Men hver gang han stod ved den store afgørelse mellem liv og død — mindedes han de ord, den engelske officer sagde ved vennens grav i Afrika. Ud af disse ord lød som en manende røst fra en anden verden — og han fik atter mod til at leve. — han syntes at fornemme, at denne røst stod i forbindelse med noget underfuldt derude, hvor hav og himmel gik sammen. Derfor var det, at hans kæreste plads var ved karnapvinduet. — som tiden svandt, arredes hans sår. Men røsten døde ikke. Når han sad ved vinduet og så ud i det fjerne, hvor grænserne fortonedes, hviskedee den i hans indre Sans om varme dage og grønne skove med fred og lykke for den, der holder ud i striden, for den, der i inderlighed sænker sig ned i erindringens kilde, hvor livets foryngende kræfter har deres forborgne udspring. — men professor Holmers måske i og for sig ligegyldige brev havde nu været årsag til, at den gamle smerte og klage atter var rejst i Franks sjæl. Den løndomsfulde røst fik imidlertid dog også denne gang — nogenlunde — magt til at dæmpe de oprørte bølger. Mørket faldt på. De elektriske lamper tændtes som ved et trylleslag. Det gav et sæt i Frank, da det kolde, hvidblå lys strømmede ud i gaden og overgød menneskene med et dødningeskær. — et kuldegys greb ham og vakte en selvopgivende følelse; han syntes, hans ungdom var forbi — at han var i færd med at glide tilbage i naturens skød. Med et tungt suk rejste han sig, rullede gardinet ned og satte sig ved skrivebordet. Han tog atter brevet, som han havde lagt fra sig, mens han tændte lampen. Jo, det var professor Holmers håndskrift —. Hvad mon han kunne ville ham? Han gjorde sig stærk, skar konvoluten op — og lod blikket løbe ned over brevets sirlige linier. Cannes, pension Paradis 5. Maj 189.. Hr. Vilh. Frank! De var min kæreste discipel ved universitetet, det lagde jeg aldrig skjul på. Jeg er derfor også forvisset om, at de ikke siger nej til deres gamle lærer, når jeg indbyder dem som gæst på eii rejse i middelhavslandene. De er jo desuden fri og uafhængig og vil måske også kunne have udbytte af atter at gæste de steder, som deres hjerte ifølge deres studier er knyttet til. — jeg har i vinter opholdt mig i Cannes for at forvinde en brystlidelse — og det er lykkedes over al måde; jeg føler mig så sund og frisk, som da jeg var tyve år. — min hustru, som de nok har mødt for seks år siden, beder mig at hilse dem; hun glæder sig til at forny bekendtskabet. — vi rejser herfra den 10de ds. S. u. o. Deres gamle lærer og ven joh. Holmer. « Som en rislende strøm gik det gennem Franks hjerte. Uden betænkning gav han sig sine følelser i vold. — » Hun har ikke glemt mig; det er hende, indbydelsen kommer fra « — jublede det i ham, medens han følte sig så fri og let, som da han for seks år siden modtog kærlighedens indvielse ved sit møde med Hildegard Bauer. Med et par ord underrettede han professoren om, at han med tak tog mod indbydelsen, men føjede til, at han kun i Cannes ville være hans gæst — middelhavsturen ville han selv sørge for. Så ringede han. En tjener kom ind — og alt blev ordnet til rejsen. i. ' * » Moses og profeterne. « Det var i morgenstunden. Toget ilede næsten lydløst hen over frankfurter Sletten. Så kørte det over en bro; en rumlende lyd forplantede sig fra vogn til vogn. Vilh. Frank, som sov ene i en iste klasses kupé, vågnede med en fornemmelse, som skulle han kvæles. Han åbnede vinduet; et frisk pust fra det solbelyste taunus slog ham i møde, og han kom til sig selv. Han havde drømt, at en stor slange lokkede ham med et dårende blik, og da han gav efter, snoede den sig om hans legeme, så vejr og ånde forgik ham. Å — det er også grusomt — åndede han dybt — hvad en hjerne, der går på egen hånd, kan finde på. Det er eftervirkningerne af det uhyggelige optrin, jeg var vidne til i Afrika, da boaslangen kvalte antilopen. Skønt han underlagde drømmen denne ret naturlige forklaring, efterlod den dog en uhygge, som holdt længe ved. Toget syntes at forstærke sin fart, da det forlod Sletten og ilede ind mellem Frankfurts smukke villaer, blomstrende og duftende frugthaver, høje vidtstrakte bygninger og rygende dampskorstene — og så standsede det pludselig på frankfurter banegården, hvor der med kurertoget er en times ophold. Da Frank havde spist — og tømt et par store glas rydeshejmer — følte han sig igen ganske vel og kørte en tur i byen for at mætte sit øje ved synet af gøthes, Schillers og Beethovens billedstøtter og Frankfurts nye og gamle stilfulde gårde--------. — atter ilede toget fremad mod syd, mod Cannes, over den grå majnflod, gennem store fyrreskove, isprængte med hvide birketræer, forbi landsbyer med brune Tage, røde trægavle og spidse kirketårne---------. Nu havde Frank fået to rejsefæller. Den ene sad i hjørnet ved vinduet; det var en ældre herre med et stærkt israelitisk racepræg. Den anden var på Franks alder. Hans glatragede, fyldige ansigt havde et gemytlig svabisk udtryk; dragten - var sort, halstørklædet hvidt, og på venstre hånds ringfinger havde han en stor signetring, i hvis sten var indgravet et kors, omgivet af roser. Frank, som havde plads overfor israeliten, så ud af vinduet på det vigende landskab, der dog ikke fængslede ham. Han var i Cannes, hvor han færdedes i pension paradis’s store park. — i det fjerne så han Fru Hildegard. Hatten holdt hun i den venstre hånd, det udslagne lyse hår lå i en bred bølge nedad den glatte, gule kjole, som sluttede tæt om hendes slanke skikkelse. Han genkendte det fine, græskformede ansigt, som lyste af et sjælfuldt smil, medens de dybe øjne under de buede bryn let sløredes af de lange øjenhår, alt som hun nærmede sig. — dette billede havde ligget gemt i hans sjæl, siden han så hende ved badestedet. Men det var kun i enkelte ubevogtede øjeblikke, det dukkede op. Når han beflittede sig på at få det frem, lykkedes det ikke. Svaberen havde trang til at få sig en passiar. Han gjorde flere forgæves forsøg. Men da de havde kørt en tid, kom en stor højstammet fyrreskov, som klædte nogle forbiilende bakker, ham til hjælp. Franks øje blev fanget af skovens røde stammer; han drejede hovedet for at holde synet fast. Det lagde svaberen mærke til og udbrød: » Ja det er et smukt syn. Det minder om gederne på Libanon. « » Å — ja « — svarede Frank, som havde tænkt noget lignende. » De har måske været der? « » Ja. « » Så har de vel også været i Jerusalem? « » Ja. « » De er præst? « » Nej. « » Nå — ikke det? — de gør også mere" Indtryk af at være officer. — det forekommer mig ellers, jeg har mødt dem tidligere. — i Jerusalem var det ikke? « » Nej, jeg kan ikke mindes. Og her i disse egne har jeg ikke været de sidste ti år. « » De har altså været her før? « » Ja. I min grønne ungdom opholdt jeg mig et år ved universitetet i hejdelberg. « » Aha! syntes jeg ikke nok! Det er der, jeg har set dem; jeg er tteologisk kandidat fra hejdelberg. — de hørte altså ikke Holsten? « » Jo, det gjorde jeg netop; jeg dyrkede dengang gammel-testamentlig kritik. « » De sagde jo, de ikke var præst. « » Det er jeg heller ikke. Jeg studerede østerlandsk historie; — men dertil hører da også det gamle testamente. « » Ganske vist — ganske vist. — det er ellers mærkeligt, at jeg ikke kan erindre deres navn. — jeg er pastor zoechter fra baumstedt! « » Mit navn er ingen hemmelighed « — sagde Frank med en trækning ved mundvigen. » Jeg hedder Vilhelm Frank. « » Ja, syntes jeg det ikke nok! Det lå mig på tungen straks, da jeg så dem, men jeg kunne ikke komme på det. « Israeliten så undersøgende på Frank, og præsten vedblev: » Sig mig engang hr. Frank; hvad mener de om bibelkritiken? De ser vel på bibelen med et moderne blik? « » Ja. « » Det kunne jeg jo tænke mig. Videnskaben må vi bøje os for. — men det er ellers strengt for os præster, må de tro; vi tvinges til over for vore menigheder at sige ting, som vi ved ikke er rigtige. — Havde jeg ikke fra barnsben været bestemt til præstestanden, så ved jeg næsten ikke, hvad jeg havde gjort. Der er jo — mellem os sagt — næsten ikke det i det gamle testamente, som der ikke kan sættes en finger på. Davidssalmerne er ikke af David, moselovene ikke af Moses og iste mosebog fra ende til anden kun digt og fabel. « Det bævrede om israelitens mund, men han tav med et foragteligt træk ved sin krumme næse, vendte sit blad og læste videre — medens præsten fortsatte: » Hvad siger de, hr. Frank? Kan de ikke forstå, at det er en vanskelig stilling, vi præster indtager under sådanne forhold? « » Jo—o, det er det vel. — men det er et spørgsmål, jeg aldrig har tænkt over; jeg er jo ikke præst — og heller ikke — — nå ja, det hører ikke hid. — i mine øjne er det gamle testamente imidlertid den ypperste bog, 2* noget folk har efterladt sig. Hvor finder man o c-1 forestillinger om verdens tilblivelse så ophøjede og dog så simple som hos jøderne og folkeminder så skønne som dem om patriarkerne? « Mens der gik et drag af glæde over israelitens ansigt, svarede præsten: » Det giver jeg dem naturligvis ret i. Men skabelseshistorien er dog kun en mytte — og minderne om patriarkerne kun sagn og ikke historie. « » Historie! Ja hvad er historie? Om alt kan der tvivles — selv om det, som er bedst bevidnet. — rent videnskabeligt kan det selvfølgelig ikke afgøres, om patriarkerne har levet. Dog ser jeg ingen grund til at tvivle på, at bibelens beretning om dem i det væsenlige er sand. Kun må man sige, at den, der har redigeret deres historie i dens nuværende skikkelse, ikke har forstået at udligne modsigelserne i de gamle kildeskrifter, som har stået til hans rådighed. « » Men det overnaturlige i patriarkhistorien og andre steder i det gamle testamente må de da som moderne forsker nægte — og derved svækkes jo fortællingernes troværdighed i en meget betænkelig grad. « » Hvorfor dog det! — nægte og nægte kan betyde to ting. — under orientens himmel kan man i palmelundene og i ørkenen den dag i dag se de forunderligste syner og høre de løndomsfuldeste lyde, især i en stille nattestund, når de evige stjerner og sølvmånen lyser over hjordene, som hviler ved teltlejrene; — der går drøm og virkelighed tit i et jeg finder derfor ikke, at de nævnte fortællinger kan forkastes, fordi de er gennemvævede af tro på noget overnaturligt. Jeg tror ganske vist ikke, at Abraham har haft åbenbaringen; — men at han selv har troet det, derpå tvivler jeg ikke. « » Ja — måske! — jeg har kun været i byerne. Der gør man ikke slige erfaringer; der er vestens kultur trængt ind og har spredt tågen! « Frank smilede og faldt igen i tanker. Han lagde ikke engang mærke til, at toget holdt, og at kupeen fyldtes af rejsende. — præsten kom straks i kast med en af de nyankomne, en kaldsfælle, om et tiendespørgsmål, som de kun halvvejs blev færdige med, før vejene atter skiltes ved næste station. — endnu sad Frank i sine drømmerier. Men præsten, hvis tænder stadig løb i vand, fik ham snart igen i sit garn. » Undskyld! Sig mig, hr. Frank: hvad mener de om det gamle testamentes poetiske bøger, om deres affattelsestid og indhold? « Frank, der havde været langt borte — i østerlandets palmelunde og ved vennens grav i ørkenen — sundede sig lidt, før han svarede: » Affattelsestiden kan næppe bestemmes. Men om indholdet derimod kan der vanskelig blive nogen strid. Jobs bog er noget af det dybsindigste, der er skrevet — gøthes Faust ikke undtaget. Og den såkaldte Salomons højsang er, når den læses i grundsproget, de reneste, de skønneste bryllupssange, nogen litteratur kan opvise. Og hvad salmerne angår. Da er de et uforligneligt udtryk for en sjæls dybeste vånde og højeste fryd. — — — overhovedet har Israel, efter min mening, udviklet de største religiøse og sædelige ideer, fostret verdens største mand, Jesus af nazareth, der har uddybet og formuleret den største tanke, som nogen sinde er tænkt, den, at kærligheden er livets grundlov. — det er kendsgerninger, som sund fornuft ikke falder på at rokke. « — — — — — — — — — — i Karlsruhe var der tyve minuters ophold. Præsten skulle ikke med længre. — — Frank og israeliten, en vekselerer Hirsch fra Frankfurt — gik ind i spisesalen for at nyde frokosten, ved hvilken de kom i samtale med hinanden israeliten fik her bekræftet, hvad han havde anet, at Franks fader var en af hans ungdomsvenner. Og han lagde ikke skjul på, at denne ven engang havde ydet ham en håndsrækning, som havde fået afgørende betydning for hans liv — — han skjulte heller ikke, at hans stærke venskabsfølelse for faderen nu ganske uvilkårlig gik over på sønnen. — — Franks hjerte bankede i glæde og stolthed ved den pris, hvormed han hørte sin fader omtale; — og en lægende følelse gennemstrømmede hans modtagelige sind og gjorde ham tryg og åben over for hans rejsefælle. Ved deres tilbagekomst til kupeen sad der en herre og en dame derinde — i en meget øm tilnærmelse. Han var omkring trediverne, hun nogle år yngre; begge var fint klædte og førte en del håndbagage med sig. Israeliten, som lod til at kende dem, hilste koldt, hvorpå de samlede deres sager, gik ud på sidegangen og forsvandt i en anden kupé. » De skammede sig nok « — sagde israeliten — » men det har de også grund til. « » Hvem var de? « spurgte Frank. » Og hvad har de gjort? « » Jeg tager nødig deres navne i min mund. — de har brudt loven og krænket retten. Hun er en andens lovmæssige hustru, som han har forlokket og ført ud på uretfærdighedens vej, hvor han selvfølgelig efterlader hende, når han har tilfredsstillet sine lysters begær. « Frank blev underlig valen om hjertet; en brændende fornemmelse gennemrislede hans legeme; og det var med en ru røst, han sagde: » Er kærlighedens magt da ikke uudgrundelig? — er dens ret ikke uomtvistelig? « Israeliten studsede og så på ham med et forskende blik, før han svarede: — » Undskyld jeg modsiger dem; jeg er en gammel mand, der har oplevet og set meget. — et ved jeg, kærligheden skulle være slægtens grundlov; men slægten venter endnu på ham, som skal virkeliggøre den, ham, som gud ved profeterne forjættede fædrene. Indtil han kommer, er egennytten, selvrådigheden, nydelsessygen grundloven. Livsstrømmen er plumret af synden, så at selv det menneske, der af naturen har det klareste blik og den bedste villie, ikke kan se, hvad der er ret. Derfor gav gud sit udvalgte folk lovens klare bogstav, som forbyder: hvad der er til skade for menneskene, og påbyder: hvad der er til gavn for dem. — det var de halvtudviskede spredte stråler i den faldne menneskenatur — Jehova i hin højtidsfulde stund på sinai samlede som i et brændspejl og rensede, så de blev en usvigelig vejleder på slægtens tornefulde vej til dens høje mål. — det er den lov, der er grundlaget for den rest af moralsk følelse, som endnu findes i de civiliserede samfund. Men nu vil man frigøre sig for den, idet man skyder sig ind under, at den tågede følelse, som menneskene kalder kærlighed, er livets grundlov. — nej, loven er det klareste udtryk for retten og sandheden. Den, der følger den, har altid lys for sin fod, selv om han i øjeblikket ikke forstår det — man forstår først det åndelige, når man har oplevet det —. Den, der lægger den bag ved sig og følger driften, kan måske få en stakket glæde, — men han vil snart opdage, at hans bæger er fuldt af bærme.----------ja de er så ung; jeg kan måske næppe gøre mig forståelig for dem? « » Jo, jeg forstår nok, hvad de mener, men — — « — — — — — — — om aftenen, da toget forlod Basel, var Frank igen ene i kupeen. Israeliten, med hvem han hele eftermiddagen havde talt om mangt og meget, var allerede stået ud i frejburg. — gennem Svejts sov han og vågnede først, da toget holdt på banegården i Genf. Med ustandselig fart gik det så ind i den snevre rhonedal, hvor fjældvæg råbte til fjældvæg — medens den klare flod ilede af sted i kapløb med det brusende tog. Den kom oppe fra st. Gotthard, der havde forlenet den med en ubændig kraft, som den her udfoldede med hele sit ungdommelige overmod; leende og jublende for den af sted, som var den herre over jord og himmel. Men da de så — toget og floden — kom rigtig ind i kulturens vidunderland, mattedes dens ledemod, og dens lyse ungdomsfriskhed plumredes af saones urene vande fra bourgogne. Med bøjet nakke og slæbende skridt sneg den sig mod syd og gød sig ud i det store Middelhav — som bundfældede dens urenhed og gav den ungdomsfriskheden tilbage. Franks sind blev også, efterhånden som han nærmede sig sine længslers mål, plumret, men det var af modsatte grunde. Israelitens stærke ord havde forbundet sig med den stemning, kulturpræstens tale havde vakt i ham, og sat hans sjæl i en stærk gæring. Tanke stod op imod tanke og stredes om herredømmet i hans sind. — selv det friske pust fra det skønne, blå Middelhav var ikke i stand til at skaffe eneplads for den stemning, som gav ham vingefang, da han drog hjemme fra for at gæste professor Holmers hustru. ni. Paradis. Op ad formiddagen kom Frank med toget fra Marseille til Cannes. Han tog en vogn og kørte til pension Paradis. Professor Holmer og frue var ikke hjemme; de var påformiddagsudflugt med en del af de andre gæster. Men direktøren vidste besked og anviste Frank et værelse i samme bygning, hvor professorens boede. Så snart han havde klædt sig om og spist frokost, lagde han sig til at sove på en løj bænk. — Cannes er et af de yndigste steder i verden, og pension Paradis er et af de yndigste steder i Cannes. Den ligger på en fremspringende, tildels jorddækket klippeflade ud til Middelhavet, skærmet mod nord og vest af en stor kastanielund, isprængt med laurbær og cypresser. Hovedbygningen, der er tre stokværk og har tårne og tinder, er bygget på det højeste sted, omgivet af gruslagte terrasser, med udsyn til havet og bjærgene — og nyttes kun til spisesale, koncertsal og fællessaloner for gæsterne. Spredt omkring i den store park, der frembyder en rig afveksling af trægrupper, store fritstående palmer, græsplæner med blomsterpartier og fremspringende klippestykker — —, findes den ene villa skønnere end den anden. — men det mest idylliske parti er dog den del af parken, som strækker sig langs havet. Her på skråningerne ned mod stranden veksler grå klipper, sorte pinieklynger, myrthelunde og fortryllende Dale. Store grupper af kamelier dækker jorden med et tæppe af farverige blomster; røde og hvide roser stråler mellem de friske blade, og blå asters, gule stedmoderblomster og violette anemoner pipper frem på enhver plet, hvortil en solstråle kan nå gennem de bladrige træers -----. Ret et Eden for elskende. Dåret af blomsterduft og nattergaleslag, lullet i drøm af de rislende kilder og havets evige mumlen blandt de utallige små rullesten i strandbredden — kan de her som intetsteds hengive sig til hjertets søde drømme —. Fru Hildegard havde tit siddet dernede og drømt sin ungdomsdrøm om igen, medens hendes lærde ægteherre granskede de gamle skrifter for at finde livets spor. — hun var født i en stor rhinby, hvor hendes fader drev en udstrakt handel. Han var en evnerig — noget hensynsløs mand. Med jærnflid havde han fra kælderen i en af byens smågader, hvor han var kommen til verden, arbejdet sin forretning således op, at han var byens rigeste handelsherre og boede i den smukkeste gård på hovedgaden den dag, han fyldte de fyrre. Han fik, alt som hans formue formeredes, hang til det fine, som i hans øjne var livets blomst. — hendes moder, en svabisk præstedatter, var en udviklet og from kvinde. Hun døde imidlertid, før Hildegard havde fyldt sit tolvte år, og faderen blev så eneherre over datterens videre opdragelse. Men da han ikke havde moderens fine Sans for livets virkelige værdier, førte det til, at hendes rige natur fortrinsvis udvikledes i retning af det, som glimrer. — de gæster, som navnlig etter moderens død samledes i det rige købmandshus, skulle heller ikke give hendes ånd en højere flugt; thi det var — efter ordet: » Lige søger lige « — mest mennesker, som var åndelige frænder af husherren. — et af hans højeste ønsker, som han stadig søgte at indpode i datterens hjerte, var at se hende gift med et berømt navn, som kunne kaste glans over hans rigdom. Den opdragelse, Hildegard fik i sin første ungdom, lod således ikke det dybere i hendes sjæleliv komme til sin ret. Da hun som nittenårig fejret » Skønhed « og rig arving allerede havde modtaget knæfald af ikke få tilbedere, var hun så udadvendt, at hun som oftest kun tænkte på paradedragter, baller og væddeløb. — så var det, hun mødte Frank. — han lignede ikke de mænd, som hidtil havde krydset hendes vej. I ham var der ædelt malm; det klang i hans røst, det lyste i hans øje. I det hun så ham og talte med ham, vågnede der i hendes hjerte som et Mylr af duftende blomster og jublende fuglerøster — i lighed med hvad der sker i de nordiske skove, når solen efter den lange vinter vender tilbage med sine varme, lyse stråler og vækker det slumrende liv af dvale. En ung, varm kærlighed gennemildnede hele hendes væsen og begyndte at forvandle hende til menneske. — men da Frank så rejste uden at udtale det fuldt befriende ord, gik der en hård nattefrost over hendes hjertes vår; de friske skud afsvedes, og fuglerøsterne forstummede. Og da hun havde været hjemme næste vinter over uden at få bud fra ham, sluktes det sidste spæde håb. — villieløs gav hun så efter for faderens indtrængende bønner og ægtede professor Holmer, der begærede hendes hånd og som vederlag bød sit berømte navn. Trange og glædeløse gik årene. Dog slog hun sig lidt efter lidt til ro i sin skæbne; professor Holmers moderne livsanskuelse optog hendes sind og tanke — og ved hans hjælp arbejdede hun sig grundig ind i hans videnskab. —— men da hun tilfældig i Cannes hørte, at Frank levede ugift og bar på en stor sorg, så vågnede de gamle følelser igen. — hun styrkede derfor sin mand i hans forsæt, da han foreslog, at Frank skulle indbydes til middelhavsturen. Det faldt hende aldrig ind, at hendes tilbøjelighed stred mod nogen menneskelig lov; i de kredse, hvor hun levede, blev det stadig betonet, at hjertets stemme er højeste lov for frie mennesker. — men desuagtet fødtes der en lønlig angst i hendes sjæl, da Frank villig tog mod indbydelsen. — — klokken var to, da Frank vågnede. Han tændte en cigar og gik ud i parken, hvor alt var stille. Gæsterne var ikke komne hjem, og fuglene tog middagshvil under de grønne blade. Den eneste, der ikke undte sig ro, var den viltre bjærgbæk, som fra kastanielunden over nogle forrevne klippestykker styrtede sig ned i parken og ilede ud i dammen, hvor svanerne drev omkring med næbet under vingen. Der syntes den at tabe vejret, men da den havde hvilet sig lidt hos de hvide og blå åkander, for den ud på den modsatte side under hængebroen og skummede med ville hop og en brusende lyd af sted gennem en klippedal for at læske og vederkvæge palmerne, i lunden syd for svanedammen, og de blomstertunge slyngroser, blåregn og klematis, der snoede sig om palmernes stammer, gennemvævede deres bladrige kroner og slyngede sig fra træ til træ som i urskoven. Så samlede den atter sine vande og kastede sig hoved- kulds over klipperanden i havet, snurrede rundt og dannede ring om ring, der tabte sig langt ude i det fjerne. Frank tog plads på en afsides bænk neden for palmelunden, med udsyn over havets uendelige vandspejl. De følelser og tanker, som i de sidste år havde spiret i hans sjæl, og som havde fået næring på vejen til Cannes, blev igen levende. Han gav dem tøjlen, og de førte ham uvilkårlig på fantasiens vinger tværs over havet til ungdomsvennens grav. Han hørte endnu tydelig kabylernes og beduinernes krigsskrig og de knaldende geværer. En strøm af sorg og forladthed gik igennem hans sjæl. Uvilkårlig mindedes han nogle ord, han var bleven kendt med i hine tunge dage: ♦vi jordede ham tavst i den dvbe nat, bajonetten skar tørv til hans Tue, mens månelyset blandede sig mat med en fakkels døsige lue. Ej tyngede et kistelåg på hans brvst, intet liglagen om ham sig ruller; som en kriger han lå der og slumrede tvst — med en feltkappe over sin skulder. ej lang var den bøn vi stammede med i, ej et ord blev der mælet om sorgen, men vi stirrede stift på hans blege profil, — måske lå vi tinder tueti i morgen! I tavshed vi lagde ham — vendt var vort blik mod hans friske navnkundighedsscene, ingen sten blev ham rejst, ingen gravskrift han fik

1890_HansenJ_Skuespillere

Johan Holm

Johan

Hansen

Skuespillere

male

male

dk

Hansen

Skuespillere

Hansen

Skuespillere

Roman

n

roman

Schou

KB

nan

nan

O

I. Mødet med Charita. Det dagedes over staden. Reveillens trommeslag var nylig forstummet. Natpolitiet fjernede sig. Den årie virksomheds utallige smålyde opfyldte luften med en dæmpet summen. Kirkeklokkerne ringede, damphanerne peb, og røgen steg i vejret fra de høje fabriksskorstene. Gadedøre åbnedes, skodder toges fra vinduerne. Det ene hoved kom til syne efter det andet i en kælderhals. Drosker fore skyndsomst af sted til banegården. Gaderne befolkedes. Færdselen øgedes. Det var, som hundreder, ja, tusinder af fodgængere havde sat hverandre stævne, og rummelen blev stadig mere øredøvende, medens store bryggerkarrer og slagtervogne nu og da tørnede imod hinanden, på samme 1 id som tjenestepigerne inde på p'ortovet spærrede vejen for de travle håndværkere, der med frokosten under armen ilede bort til deres arbejde. » Af vejen! Af vejen! « lød gadefejerens råb. » Af vejen med de grøntsager! Og hold mig den køter fra livet! « råbte en Karl med et par mælkespande. » God morgen, de dér! « lo en rødmusset pige, der stod og talte med sin veninde uden for en bagerbutik. En rank, bredskuldret knøs gik dem i det samme forbi med sit værktøj under armen. » Skal vi nappes om den? « og hun rakte en bolle frem. » En anden gang, lille jomfru. I dag, har jeg ikke tid. « » Nej, sikken en luks. Lagde du mærke til hans øjne?... Og som han går på benene!... Nå, han kan blive god! « » Ja. det har du ret i. « Og de fulgte ham med øjnene. Dan gik rask ned ad gaden med en nyfigen mine. Man kunne tydelig se, at han var fremmed der i staden. Klæderne vare af et hjemmelavet, striduldent stof, og blikket flakkede forventningsfuldt om mellem husene. Det var ikke sjældent, at der undslap ham et udbrud af overraskelse, i det han nu og da standsede et øjeblik foran et af de mange arkitektoniske værker, der prydede kvarteret. Men efter at han havde set lidt på det med en kritisk mine, gik han rapfodet videre, stadig med det samme forventningsfulde smil i øjet og den ejendommelig spændige muskelkraft, der gjorde, at han bevægede sig som på fjedre og tilsyneladende helst ville sætte afsted i et Spring over de forskellige hindringer, der nu og da kom ham i vejen. » Med forlov: er dette ikke vejen til residensteatret? « Spurgte han en gadebetjent. » Jo, bare lige ud, højstærede, indtil de kommer til torvet. Så ser de nok Apollo med lyren rage op over façaden. « Det var en længere vej, end han fra først af havde tænkt sig, og færdselen voksede ved hvert af hans skridt. En mylrende menneskemasse strømmede ham i møde på fortovet, medens pakvogne og omnibusser rumlede tungt af sted ude på gaden ved siden af sporvognene. Tørvebønder og sælgekoner kappedes om at overskrige hverandre. Bladbude trængte sig frem både på kryds og tværs med avispakker under armen. Syngende murere på deres luftige stillads højt oppe under tagskægget hamrede muntert løs på stenene i taktfølge med brolæggerne nede på gaden. Positivspillerne vare allerede på færde i gårdene. Og da han omsider nåde op i nærheden af teatret, marcherede en bataillon soldater ham netop forbi under klingende spil, til hvilken han et øjeblik uvilkårlig sluttede sig, indtil den pludselig svingede om ad den nærmeste Sidegade. » Jo, der har vi jo ganske rigtig Apollo med fyren, « tænkte han og standsede med ét ved synet af residenstcatrct, der lå lidt borte fra ham og løftede frontispicen og kuppelen med de højbarmede sphinxer op imod den lyse formiddagshimmel. » Nå, det er altså sådan, det ser ud... Storartet... Prægtigt... Ja, hvem der en gang kunne komme til at opføre et sådant... Eller også få lov til at... Nå, nå! Det var nok ikke det, du skulle tænke på, min go’e Henrik!... Nej, nu er det nok det fornuftigste at tage adressen frem, som mester Winkel endelig ville have, at jeg skulle tage med for en sikkerheds skyld. « Og han tog en lille seddel frem, foldede den ud og læste: » Hr. Hofballetmester hopfen. Det store, ny sted med altanen, skrås over for --------ja, tak skal de have. Men her er jo en hel masse af ny steder med... Å, med forlov! De skulle ikke kunne sige mig, hvor der bor en balletmester hopfen? « henvendte han til en mand, der i det samme gik ham forbi med en bog under armen. Den tiltalte studsede lidt og så’ noget vist på spørgeren, inden han svarede: » Jo, det er i hjørnestedet der ovre med den store glasrude og karyatiderne ved porten. « Manden gik kort efter ind i et hus i nærheden, hvorpå der stod skrevet: gjæstehjem for sømænd og rejsende håndværkere — og ynglingen over imod det omtalte hjørnested. På vejen kom han forbi en gammel rytterstatue, der stod og paraderede på midten af torvet, omgivet af et haveanlæg med grusgange mellem bedene. Han tog uvilkårlig plads der inde på en af bænkene. Det susede gennem træernes nysudsprungne løv; hvacintherne duftede, og den varme morgensol faldt netop hen over teatrets storstilede façade med de snirklede søjlekapitæler og den rige forgyldning på loggia’ens bagvæg. Tog han fejl? Lød der ikke musik der inde fra den stængede helligdom? Han faldt efterhånden i tanker. Men da kom det ham for, som om han også hørte sang der i nærheden — skønt det var en underlig sang, en Art improviseret dansemelodi. Han så’ op og lyttede. Jovist, der var nogen, som nærmede sig. Der lød fodtrin i grusgangen, og et fjortenårs pigebarn kom mere dansende end gående frem mellem buskene. Nu stod hun pludselig stille og blev rød af undseelse, i det hun fik øje på ham. Et af hans første indtryk var, at hun vist måtte være en skolepige, der var pyntet til eksamen. Hun havde noget, der så’ ud som et collegiehæfte, under armen og en lille Jaquet i hånden. Skørterne vare korte, og de spidshælede støvler sagde stramt om den ualmindelig høje vrist. Et bredt, hvidt, uldent bånd var knyttet løst som et skærf om den blåstribede kjole. Stråhatten sad gleden tilbage i nakken, og håret så’ ud som en uregj erlig allongeparyk. En stærkt rødladen lok hang hende ned over skulderen, tilsyneladende dobbelt så lang som de øvrige, en anden havde forvildet sig ind mellem perlerne om hendes Hals, og en tredje sad filtret sammen over panden med de fine bryn. øjnene vare store, kærmindeblå, som tonede med fosfor, og der var et så betagende udtryk af barnlig frejdighed og ynde over hele hendes åsyn, at man umulig kunne andet end føle sig forfrisket derved. Han nikkede til hende og rejste sig med det samme: » Goddag!... Skal du i skole? « Flun stod en tid og så’ på ham, inden hun svarede: » I skole?... Å, ja... Det er, ligesom man tager det... « » Hvad hedder du? « » Charita. « » Hvad mere? « » Moret... Så kender du mig vel? « » Nej. Hvorfra skulle jeg kende dig? « » Jeg mente fra teatret. « hun stak næsen lidt i vejret og fortsatte så med henrykt mine: » Det er mig, som skal være sommerfuglen i den ny ballet. Det har allerede stået i bladene. « » Nej! hvad siger du! « udbrød han og svang sig behændig op på en af stenpillerne i rækværket, ved hvilket han stod. » Hør! Så kender du vel balletmesteren, som bor der i hjørnestedet? Er det i stuen? Eller... « » Nej, på første sal. Fru Brandt bor i stuen. « » Hvad er det egentlig for en herre? Kan du godt lide ham? Hvad? « » Ja, det kan jeg rigtignok. Det er ham, jeg kan takke for hele min lykke. « » For hele din lykke...? « Hun blev pludselig rød og slog øjnene ned, som om hun var bleven truffet i en usandhed. » Ja, der er nok også en anden... en højtstående herre... der har taget sig af mig og min mor... men det véd jeg ingen rede på. « » Ja så?... Er din mor da måske også danserinde? « » Nej, min mor er... « hun standsede i det. » Min mor syr kasketter og laver fransk broderi... Men når jeg nu snart bliver solodanserinde, så skal hun rigtignok ikke længer få lov til at sidde og øde sine øjne. Det har jeg lovet. Og det skal jeg også nok holde. « Hun satte sig på bænken og knejsede som en lille dronning. » Sig mig en ting: har du allerede tidligere været på scenen? « » Ja, det véd da gud, at jeg har! « det var nærved, at hun af fortrydelse fik tårer i øjnene. » Over hundrede gange!... Har du aldrig set mig optræde i ( alferne’ som den lille Marie? « Han rystede på hovedet. » Går du da ikke i teatret? Eller er du måske fremmed her i byen? « » Ja, jeg er først nylig kommen hertil. « » Nå-å! Ja, det undskylder dig jo... Så har du maske aldrig været på komedie? « » Jo; men det var i provinsen, hvor vi boede en tid, efter at vi var komne hjem fra Vestindien. « » Fra Vestindien? « » Ja, mine forældre tog der til og tjente sig en lille stump penge — hvorfor de senere købte en gammel herregård her hjemme — og der ovre er jeg født så vel som min bro’er. « » Men så er du jo en indianer! — havde jeg nær sagt, « udbrød hun og så’ på ham. Nå, det var altså derfor, han var så dejlig rødbrun i ansigtet og så blank ligesom broncemanden der oppe på hesten. » Uf! hvor der må være kedeligt på landet, synes jeg. « » Jo, det synes jeg også. Men mine forældre er nu en gang af en anden mening. Jeg tror nok, at de var bange for, at jeg skulle få lyst til at blive skuespiller. Sådant et indtryk gjorde det på mig, når jeg kom i teatret. « » Så-å... Sig mig... Hvad mener du med det? « » Jo, jeg gik tit og teede mig ligesom en, der er forrykt... Jeg kunne mangen gang slet ikke sove om natten, men lå enten og deklamerede eller gik omkring på gulvet og slog ud med armene, sådan som du véd, at man gør i den store tragedie. « » Men hvad... hvad deklamerede du da? « » Å, de forfærdeligste ting om ’banquos ånd’ eller noget lignende tøjeri. En gang kan jeg tydelig huske, at jeg greb ud efter vandkaraflen, der stod ved min seng, og tømte den i et drag. Ha, apotteker!... råbte jeg og vred mig så gudsjammerlig, at min bro’er skreg om hjælp, og begge vore forældre kom styrtende ind til os i det blotte linned... Den gift er god... Nu dør jeg i et Kys! « » Men du store... Og så skulle du begraves i en fæl, gammel herregård. Hvad mon du skulle bestille der? « » Jo, jeg skulle læse til artium med min bro’r, gøre gymnastik og gå på jagt og ride. Nå, det sidste havde jeg for øvrigt ikke noget imod. Hej — hop! « han slog hælene ind imod stenpillen og rejste sig i sædet med umiskendelig rytterkraft. » Å, den ulykkelige lærer, som fulgte med os! Den arme teolog! Hvad hjalp det, at han skulle holde mig til bogen, når jeg havde teatret eller cirkus i hovedet? Undertiden kunne jeg springe op fra lektierne og give hele scener af komedier eller skuespil, jeg selv havde skrevet... « » Hvad! Er du også digter? « » Hør, men véd du, hvad der alligevel morede mig mest? « » Nej. Det må du endelig fortælle mig! « hun holdt ikke øjnene fra ham og rykkede ham uvilkårlig nærmere. » Jo, det var, når vi efter middagen fik læreren trukket med os over i tærskelocn, for at jeg til en afveksling kunne komme til at danse på Line. « » På Line! Men hvor kunne du dog det? « » Hm! Det var mig det letteste i verden. Ser du: vi tog bare en klædesnor og bandt den op omkring hanebjælkerne... « » Hvad... Hanebjælkerne...? « » Ja, det vil sige: det var egentlig de to andre, som gjorde det, imens jeg klædte mig ud som danserinde... eller hvad det nu skulle være. « » Som danserinde! Ha, ha, ha! Det gad jeg nok havt' set. « » Derefter tog vi gerne en rive, som vi spændte trådene med. Og så: traderada... Det var teologen, som blæste, og mig, der dansede... « » Pr! det var vist en dejlig Dans, du stillede op! « » Ja, det kan du tro; jeg kunne strække benene! Og sådan som jeg så’ ud! Bare gartnerpigens klokke om benene og et par håndklæder puttede ind på brystet. Jeg skal sige dig, sådan gjorde negerne gjærne ved lignende lejligheder der ovre på plantagen. Min bro’er var en gammel grossmutter, som jeg trillede over linen i en bør. « » Men faldt i da aldrig ned? « » Jo, naturligvis! Pillers havde der jo ikke været noget ved det. Til andre tider var jeg berider, jockeyrytter eller bokser, eller også en vældig kriger, som når jeg f. Plx. spillede othello.... Du ved nok ham, moren i Venedig. Der var især en replik, hvori jeg havde min styrke — det kom af, skal jeg sige dig, at jeg al tid var så forbitret på Jago, den skurk, der sætter ondt imellem othello og hans hustru, desdemona — » Å, nu farvel tilfredshed, sjælens ro! P'arvel, du hjælmbuskvrimmel! Stolte krig.. o. s. v. » Du kan tro, at jeg ordentlig ruskede teologen, der spillede Jago, så at han tit blev både rød og blå i ansigtet. « » Men har du da aldrig tænkt på at forsøge dig ved et teater? « » Jo, men den gang jeg mistede min bro’er, måtte jeg love dem der hjemme at slå de tanker ud af hovedet og aldrig at omgås skuespillere. « » Å... har du mistet din bro’er? « » Han omkom ved et vådeskud. Det er nu over et år siden. « » Og du sørger endnu! Du har tårer i øjnene. « » Jeg kan ikke græde alle de tårer, som jeg skylder ham... Jeg kunne fra den tid af ikke udholde det længer der hjemme. Jeg syntes, at al ting mindede mig om ham. Det hjalp ikke, at mine forældre lovede mig både ridehest og tjener, når jeg ville blive hos dem.... Jeg syntes, at jeg måtte ud i verden at forsøge min lykke... Ligemeget hvordan. « » Den kan du såmænd være vis på. « » Nå, så blev de naturligvis bitre... og fornemmelig min far: jeg kendte ikke verden med alle dens fristelser. Nej, det havde han ret i. Men man skulle synes, at dette måtte være en grund mere for mig til at lære den at kende. Dersom jeg ikke ville lystre, kunne jeg sørge for mig selv. De penge, han havde tjent med pisken i hånden, skulle ikke sættes over styr ved lediggang. Og gik jeg til teatret, gjorde han mig arveløs. « » Næ-æ! Han skulle rigtignok skamme sig... At behandle dig sådan... Nå, men du rejste da alligevel? « » Ja, så var det, at han dog omsider sendte mig her over til en tidligere bekendt af ham, der er tømrer og bor helt Pokker i vold der ude ved kirkegården. « » Men du søde... Vil han da have, at du skal være tømrer? « » Nej, det er dog nok meningen, at jeg skal være arkitekt. Jeg skal gå på akademiet om aftenen og på arbejde om dagen... i begyndelsen hos tømreren og senere hos en murer.... Nå, der er da altid det gode ved det, at jeg kan få lemmerne rørt. Men sig mig, « afbrød han pludselig sig selv: » Hvad mon det er for en herre, der står der ude på fliserne og kiger på os, ligesom han ville købe os? « han sprang i det samme ned fra stenpillcn: » Gudsdød! Det skulle da vel aldrig være en af politiet? « » Ih, nej! Det er jo hr. Cruck, instruktøren, « Svarede hun og nikkede til manden, der fremdeles stod og så’ på dem med et tænksomt udtryk i det intelligente, men noget hårdtskårne ansigt: » God morgen, hr. Instruktør! « » God morgen, mit barn! — du skal vel over til Fru Brandt? « » Nej, der kommer jeg kun om søndagen... « » Se-se! Kun om søndagen! « » Jeg skal på teatret. Instruktøren husker måske nok, at vi har prøve i dag på den ny ballet? « » Der er rigtigt. Ja så ses vi nok siden, « Svarede manden. Og han gik lønlig spejdende over imod huset, der beboedes af balletmesteren og den nævnte Fru Brandt. » Var det en herre fra teatret? « » Ja, jeg siger dig jo, at det var hr. Cruck, én af vore første skuespillere. « Tømreren så’ efter ham og sukkede. » Så er det måske ham, der har taget sig af dig, ligesom balletmesteren har gjort? « » Nej, men han er for resten overmåde elskværdig imod mig. Lad mig se!... Jo, jeg tror nok, at han har trakteret mig fire gange med chokolade og flødeboller inde i teaterkaféen. « » Ja så! Holder du måske meget af chokolade? « » Ja, det gør jeg rigtignok. Den skal være så nærende, siger de; og jeg er jo desværre endnu noget spinkel af mig. Å, du kan tro, at det er tungt at skulle høre bestandig, at man har ben som en græshoppe! Det er i grunden min eneste sorg. « » Da skal du såmænd ikke tage dig den ting så nær, « sagde han for at trøste hende. » Nej, balletmesteren siger jo rigtignok også, at de nok skal få huld på mig, når jeg først bliver solodanserinde, « udbrød hun hurtig, medens hun i et anfald af henrykkelse slog benene over kors og så’ på ham med et så strålende udtryk i de store barneøjne, at han følte sig helt hjertegreben derved. » Men uf!... Hvad tænker jeg på, som sidder her og slår mig til ro?... Jeg glemmer jo rent, at jeg skal hen på teatret for at øve mig i at flyve, « fortsatte hun leende og sprang op. » Ja, og jeg, at jeg skal over og se til din mester — eller rettere til hans lysthus. « » Ja, du må vist skynde dig, hvis du vil træffe ham! Farvel! Men mens jeg husker det: du må dog virkelig se at komme hen i teatret, når jeg nu snart skal optræde som sommerfuglen i ( dryadernes fest’! « » Ja, det vil komme meget an på, hvad det koster, Charita. « » Å, ikke andet end det! Gå du bare op på galleriet, og klap så dygtig ad mig! « » Ja, det skal det ikke komme til at skorte på. « » Og det er sandt: jeg synes også, at du gjærne kunne sige mig, hvad du hedder. « » Mit navn er Henrik Keanz. — kan du huske det? « » Ja, det tænker jeg da nok. Uf! men nu må jeg skynde mig. Farvel! « » Farvel, lille Charita! Og tak for bekendtskabet! « » Ja, det samme siger jeg. « Hun gav ham troskyldig den lille langfingrede hånd — som han trykkede med fasthed — og dansede muntert videre. » Stakkels lille sommerfugl med de tynde ben! « Tænkte han og fulgte hende med øjnene, indtil hun forsvandt ved teatret. » Jeg gad nok vide, når vore veje igen skal mødes. « Der fo’r et lykkeligt smil over hans ansigt, i det han samlede sit værktøj. Og han var et øjeblik efter ude på stenbroen. Skuespillere. 2 i. Dumpet ind til primadonna’en. Det var en imponerende bygning, hr. Balletmester hopfen havde arvet efter sin svigerfader — en murer, der havde tjent sig en net lille formue under bebyggelsen af det ny teater-kvarter. Stilen var i høj grad gravitetisk, pompøs. De svære karyatider på begge sider af portåbningen dannede et solidt fundament for altanen ud for første sal, hvor ejeren selv boede. Hjørnekarnapperne sprang frem på tunge konsoller. Vinduesposterne vare formede foroven som tykke genier, ydervæggene i det underste stokværk beklædte med riflede kvaderstene, og friserne imellem de øvrige etager prydede med alle håndc fantastiske ornamenter, i hvilke renaissancemotiverne mødtes med rokokko- og barokstilen i den skønneste harmoni. Den unge mand, der nærmede sig » Palaiet « — som skuespillerne spøgende kaldte det — havde en følelse, som om det var selve kunstens helligdom, han skulle betræde. Tæt inden for den lave gitterport stod et par mindre statuer, Herkules — slangedræberen — og den lænkede prometheus, hver i sin niche. Loftet var hvælvet med små, dybe cassetter, gulvet af mosaik, og på mahognitræs midtporten stod ridset i en sølvtavle af en murstens størrelse: man behage at lukke portene forsigtig. Efterat han andægtig havde trykket på ringeapparatet, åbnede begge portene sig for ham, og han trådte ind i vestibulen. Der undslap ham uvilkårlig et udbrud af overraskelse. Det var en hel lille kuppelhal med skinnende porphyrsøjler og marmortrin, der førte op imod begge sidevestibulerne. Over det bløde plydstæppe på trappegangen til højre, hvor en kvindelig figur holdt en matsleben lampekuppel op over hovedet, lå igen et smallere tæppe af gråt damask, der holdtes fast mellem trinnene af blanke messingstænger. En let krydret Duft, som fra et usynligt taffel, var kendelig i luften, og oppe fra en af de øverste etager lød netop klaverspil og en dæmpet koloratursang, som uvilkårlig førte tanken hen på en sangerinde, der var i færd med at øve sig. » Ah, pardon! « Det var ikke langt fra, at Keanz i det samme var bleven revet over ende af en Pierre, der lydløst rutschede ned over damasket i den blålige røgsky fra en tændt cigar. Det var » Palaiet « s ejer, hr. Hof balletmesteren, som det hurtig viste sig, i det han forekommende selv præsenterede sig for Keanz og spurgte ham, hvem han søgte. Han havde ordensbånd i knaphullet — skønt han næppe var fyrretyve år — og en diamantnål i brystet. Det glatragede ansigt strålede af velvære. Man kunne se, at han var tilfreds med verden. Og han havde grund til at være det. Den noget grovkornede svigerfader, der aldrig havde taget tilbørligt hensyn til hans kunst og hans sensible nerver, var, gud være lovet, død. Og selv om hustruen, hans elskede Georgia, ikke var fri for at have arvet lidt af murerens højst uciviliserede tilbøjeligheder ved siden af formuen, var hun dog ingenlunde rent uimodtagelig for kultur. Deres ægteskab var barnløst, hvilket hr. Balletmesteren dog ikke tog sig videre nær. Hele corps de ballet var jo på en måde hans børn, og det var hans religiøse overbevisning, at Vorherre havde givet ham midler i hænde, for at han dermed kunne hjælpe de små lovende coreographiske talenter, som teatret ikke endnu kunne tage sig tilstrækkelig af. Dersom det stod ene til ham — og ikke også til hans desværre noget skinsyge hustru — måtte Charita og et par af de andre små vordende stjærner såmænd gerne komme og spise der nogle gange om ugen. Men fruen holdt nu en gang ikke af det » Tigger-pak «. » Ah, charmant, charmant! « fortsatte han venlig, da Keanz havde fortalt, at han var bleven sendt der hen af sin mester for at gøre et lysthus i stand. » Det er lysthuset i haven, som jeg har overladt til Fru Brandt. De må helst henvende dem til hende selv. Hun bor her i stuen... P'or resten skulle man ikke tro, at de var håndværker, kære. « han klappede ham på skulderen. » På min ære! De ser jo ud som en mand med politur. « » Hr. Hotballetmesteren er virkelig alt for artig. « » Vist ikke! Vist ikke!... En holdning! En pli! Et comportement! Magnifique! Og jeg er vis på, at de har kræfter. De har muskler! Ikke sandt? « Keanz kunne næppe bare sig for at le, da hr. Hopfen i det samme gjorde et skridt hen imod ham med hævet bryst og tilbagekastede skuldre, ligesom for at betegne den rette attletiske kraft og mandige værdighed. Men så kom han i tanker om, at det jo var Charitas velynder, han havde for sig. Og han rynkede brynet. » Sig mig: kunne de ikke have lyst til at forsøge dem en gang ved balletten? « » Ved balletten! « » Ja, jeg mener naturligvis ikke som danser, dertil er de for gammel. Men hvad siger de til at blive mimiker, figurant eller statist? Kunne det f. Eks. ikke tiltale dem at betræde scenen en gang som sådan en ægte rødhud uden al vattering? Når man har et ydre som deres, må man skam søge at gøre det frugtbringende. Ja, de forstår mig nok? « » Måske dog ikke så ganske... « han faldt pludselig i tanker, da sangen i det samme atter lød ned til dem fra trappegangen. Det var et brudstykke af » Don Juan « — der hvor Zerlina synger: » Føl kun hvor mit hjerte banker... « » Ah... det er frøken Roszinsky, som synger... « » Frøken Roszinsky? « » Ja, vor store sangerinde. Hun bor til leje hos mig der oppe på anden sal. Men nu må jeg hen på teatret. Au revoir, min ven! Og dersom jeg kan tjene dem med noget, så kom de kun til mig! Jeg er sikrest at træffe efter middag, imellem 6 og 7. « Han undlod ikke endnu en gang at klappe den unge mand på skulderen og gik så hurtig videre, i det begge portene lydløst åbnede sig for ham ved et usynligt maskineri. Keanz gav sig ikke tid til at lytte efter sangen, men trådte straks hen til entrédøren, som hr. Hopfen havde vist ham. Under den blomstrede, matslebne glasfylding i døren fik han øje på en ny sølvplade, hvori der stod ridset: Ida Brandt. Jo... Det var ikke til at tage fejl af. Han ringede, og døren blev kort efter åbnet af en trindbarmct, tyveårig jomfru med karmoisinrøde kinder, nedslagne øjne og sort, glatkæmmet hår. Det var portnerdatteren, Regina, der var kommen i huset hos kunstnerinden allerede som barn. » Herskabet er endnu ikke stået op. Men jeg skal gerne lade fruen vide, at de er her, « lød hendes svar på den unge mands forklaring. Og hun lukkede ham ind i forværelset, hvor han satte sig på en stol. Det var en større korridor med parquetgulv og indlagte gibsbasrelieffer i de højrøde vægge. På begge sider af de forskellige døre stod høje potteplanter og henne foran vinduet en smuk jardinière, hvis vellugtende blomster nåde helt op til frynserne om det folderige gardin. Der var intet, som tydede på, at noget menneske endnu færdedes i de tilstødende værelser. Det eneste, der var at høre, var et taffelurs dikken og nu og da sangen der oppe fra frk. Roszi nskys strube, når den pludselig steg som en kvidrende lærketrille og et øjeblik fik hele fluset til at tone. Efterat han havde ventet en stund, kom Regina endelig tilbage, ledsaget af en tjener i gråt liberi. » Fruen bad mig sige, om de foreløbig ikke ville hjælpe hr. Brandt med at hænge hans køje op ude i haven. Så skulle hun nok senere selv komme der ud og vise dem lysthuset. « Jo, det skulle være ham en fornøjelse. Og tjeneren førte ham ud gennem sidekorridoren til en åben veranda og bad ham opholde sig der et øjeblik, så skulle hr. Brandt nok straks være der. Men der kom ingen hr. Brandt. » Jeg tror, at jeg vil se mig lidt om der nede i haven, « tænkte han og gik ned ad en jærntrappe, efterat han havde lagt værktøjet fra sig. Det var en lille, tæt indelukket have, der lod til at være temmelig forsømt. De ældgamle kastanjetræer strakte grenene langt ud over plænerne og skyggede for blomsterne. Drengen i vandspringskummen lige ud for verandaen stod forgæves og så’ op i luften efter vældet, der skulle skylle smudset af hans krop, og fiskedammen tæt der ved — hvori der lå en lille båd — var så belagt med andemad, at Keanz uvilkårlig gav sig til at røre i den med en gren for dog at give karudserne lejlighed til at få sig en lille svingom der i den varme sol. » Men hvad Pokker... « han fik pludselig øje på et blegt, ungdommeligt ansigt i det ene af vinduerne, som vendte ud imod haven. » P2r det et menneske eller... Jo vist! Nu rører han sig jo... Mon det er mig, han kiger på... Ja, det må det vel være... Hvem er det, han minder mig om... Å, nu har jeg det: det er om statuen af den unge Augustus... Men hvor længe mon han dog vil stå der i den bare skjorte... Ah, se det hjalp, at jeg hilste på ham. Nu trækker han sig tilbage og sænker persiennen. « Plan ville netop vende tilbage til verandaen, da den samme, blege skikkelse, som han nylig havde set ved vinduet, kom gående ned imod ham med en hængekøje under armen. Der var noget ved den kommendes påklædning, der røbede rekonvalescenten. han gik stiltiende forbi Keanz uden at gjengjælde hans hilsen. Først da han var kommen hen i skyggen af et par kastanjetræer, vendte han sig pludselig om imod ham, kastede køjen på jorden og sagde: » Værs’god! Her kan de hænge den op. « » Vil de ikke hellere have den hængt på et lidt livligere sted? « » Nej. Den skal hænge her. « » Er det da nu til Pas? « Keanz havde imidlertid hængt den op et lille stykke over jorden ved at fastgøre rebene om et par kastanjetræer. » Nej, den skal hænge i krogene, « svarede han med et spark til disse, som han i forvejen havde kastet fra sig tillige med køjen. » Er det ikke synd imod træerne... « » Nej. Man kan jo desuden ikke komme op i den. « » Hvad? Kan man ikke komme op i den? Jo, såmænd kan man så «. Han svang sig med det samme op i køjen. » Den hænger netop sådan, som jeg havde min egen køje hængende ovre i Vestindien. Må jeg tage mig en lille gyngetur, nu da jeg er kommen i den? « Den anden svarede ikke, men stod og så’ til med store øjne, medens Keanz satte køjen i en så stærk bevægelse, at de gamle kastanjetræer kendelig bøjede sig derved og sendte ligesom et bifald ned over ham fra deres dunkle kroner. 2b skuespillere. » Må jeg sætte Herrens frokost ud i verandaen? « Lød det fra tjeneren, der imidlertid havde nærmet sig dem og var nær ved at tabe mælet af forbavselse. » Ja, det kan de jo. Men det er det bedste, at de også sætter noget der ud til ham. « og han pegede på manden, som lå i køjen. De havde allerede siddet nogen tid ved frokosten, da en høj og statelig dame kom ud på verandaen til dem med en del aviser i hånden. Det var teatrets første tragiske kunstnerinde, enke efter en af hovedstadens tidligere bekendte mæcener, » den unge konsul Brandt «. Skønt hun allerede havde en søn på 16 år, så’ hun endnu meget ung ud og var overmåde smuk. Der var over hele hendes plastiske skikkelse noget, som uvilkårlig mindede om den antike statue. Øjnene, der havde en lille nuance af grønt, vare svømmende, store, med et eget udtryk af behersket romantik. Et lille blåligt skyggerids under dem syntes dog at tyde på en hemmelig sjælekamp eller uro i sindet, en eller anden lidenskab, som det endnu ikke var lykkedes hende at blive herre over. Dersom man skulle gætte sig til hendes rollefag efter hendes ydre, ville man måske snarest kunne tænke sig hende som en Ophelia, en desdemona, en phædra eller en Charlotte corday. Hun havde åbenbart ikke hjemme i lystspilrepertoiret. » God morgen, kære Paul! Hvordan har du det, min ven? « hun kyssede ham på panden, men næsten som i distraktion. Måske var det derfor, at han ikke svarede. » Nej, bliv bare siddende og lad dem ikke forstyrre! Jeg skal straks være hos dem «, fortsatte hun til Keanz. Han var endnu ikke færdig med frokosten, men rejste sig højtidelig og bukkede for hende. Hun tog plads henne for enden af bordet og læste i aviserne, medens hun af og til nippede til den te, som hun imidlertid havde skænket sig. Sønnen sad og kastede brødkrummer ud til spurvene, der hoppede om i solskinnet på verandaens rækværk, og Keanz, der lod til ikke at være nogen kostforagter, langede for anden gang ud til fadet med hachis’en. Bare de gode mennesker ville tale lidt mere, havde han ikke noget imod dem. » Hvorfor er der ikke åbnet forspringvandet? « Lød det omsider fra den blege Brandt. » Kære, jeg troede ikke, at du kunne lide dets plask «. » Å, snak... Det er, når jeg er syg. « » Men vi kan jo bede tjeneren om at åbne for det. « Keanz, der netop havde lagt gaflen fra sig, sprang hurtig op: » Må jeg ikke gøre det? « De så’ begge på ham, men uden at svare. Og han var et øjeblik efter ude i haven, hvor han kækt balancerede frem over brædtet til fontainen og åbnede for vandet, der pludselig skød sig frem i sollyset over ham med alle regnbuens farver. » Havde de måske også springvand i Vestindien? « dumpede det ud af den blege, da Keanz vendte tilbage. » Nej.., skønt man kunne godt haft det nødig. Det forfrisker så rart. « han tørrede vandet af håret. » Men slaver... sådan rigtige slaver... Dem havde de vel? « » Ja, i min første barndom. Nu er slaveriet jo afskaffet. « » Pokker tro det... Har de set dem få pisk... sådan rigtige pisk? « » Ja, en eneste gang. Jeg kan tydelig huske det. Min far og faktoren sagde, at de skulle bestille noget... De måtte ikke ligge der og c> o o o krybe i skjul under uvejret... Ja, for det lynede, skal jeg sige dem. « » Nå, det gjorde det... Og så slog deres fa’er og faktoren slaverne.... Og hvad gjorde så de? « » Slaverne? « » Nej, de, de! « plan stampede så heftig med fødderne, at moderen rejste sig og blev kridhvid i ansigtet. » Ja, vil de endelig vide det, så tog jeg pisken fra min far og sagde... nå, ja, det er ligegyldigt, hvad jeg sagde... men jeg blev vred, kan de forstå... Jeg kan nu en gang ikke fordrage, at det ene menneske mishandler det andet. « » Ja, det kan jeg heller ikke «, sagde den blege. Og han sendte ham et blik, som grundlagde deres venskab. — » Vil de lade den unge mand vide, at jeg ønsker at tale med ham, inden han går! « sagde Ida Brandt lidt senere til tjeneren. Hun kom netop tilbage fra haven, hvor Keanz endnu gik omkring og talte med Paul, efter at fruen havde vist ham lysthuset, og de vare blevne enige om, hvad der burde gøres ved det. » De kan sige ham, at jeg venter ham inde i mit arbejdsværelse! « Hun var dog endnu ikke kommen, da Keanz trådte der ind. Han så’ sig om i værelset med en nyfigen mine. Gennem hjørnevinduet havde man en prægtig udsigt til teatret. Væggene vare beklædte med lyse tapeter og sæderne på de hvidlakerede stole og sofaen med blomstret atlask. Bogskabet prangede med de mest udsøgte digterværker, og på skrivebordet, der var omgivet af et tralværk med slynggrønt, stod et par marmorstatuetter af to bekendte skuespillere. » Ja, det er afgjort: hun må være kunstnerinde, « Tænkte han, i det han fik øje på et par store lavrbærkranse, der var hængt op på spejlet bag et lille marmorbord, hvorpå alle kunstnerindens roller lå stablede op ved siden af en lampe. » Skulle hun mulig være danserinde ligesom... Charita sagde jo, at hun kom her om søndagen... « han fik omsider øje på rollestabelen, nærmede sig den og læste, hvad der stod skrevet uden på den øverste, tilsyneladende nylig modtagne bog: Fru Ida Brandt. Hermiones rolle i et vinteræventyr af William Shakespeare. Skuespillerinde altså! Hansnappede efter vejret, og det var et øjeblik, som om værelset gyngede med ham. Skuespillerinde! Hvor underligt, at han allerede ved et af sine første besøg i byen skulle... Han fo’r uvilkårlig sammen: var det ikke hende, som kom... Nej, hans fantasi bedrog ham... Han var ikke herre over den. Jo længer han stirre

1888_HansenCV_SparekassebogNo7709

Christen Vestberg

Christen

Hansen

Pacific

Sparekassebog No. 7709

neutral

male

dk

HansenC

Sparekassebog No7709

Hansen

Sparekassebog No. 7709

En Fortælling

n

roman

M. A. Schultz

KB

nan

nan

O

i. klokken slog ti. I det mørke kontor sad bag den blækbestænkte, med folianter og allehånde papirer tildækkede pult, sparekassens gamle bogholder hr. Holgersen. Holgersen var et gammelt inventar. I mands minde havde han haft sin plads på den samme gamle, knirkende kontorstol bag den samme gamle, støvede, faste pult, der begge bar det samme ærværdige præg af mange Års god og tro tjeneste. Så inderligt var han sammenvokset med disse sine daglige omgivelser, at han syntes at udgøre et med dem; der var over ham det samme præg af flid og uopslidelighed. Pulten lige overfor ham, ved hvilken direktørerne havde deres pladser, og det lille bord i krogen bag ved ham, hvor skriverdrengen allerede var i fuldt arbejde, skinnede af frisk egemaling, her var alt i den sirligste orden; men Holgersen som stokkonservativ var en hader af alle forbedringer og ny indretninger. 2 som om ikke hvad der havde været godt og formålstjenligt i tyve eller tredive år — eller endnu længere — skulle være det i det Herrens år 186-! De kunne for ham forandre og pudse op, så meget de lystede, men hvad der var h a n s — og han betragtede sig som havende ejendomsret til alt, hvad der engang var blevet ham overladt til hans arbejdes udførelse — fik de kønt lade være i fred. Ve den uvedkommende, han traf ved sin pult, eller som vovede at røre ved de papirslapper, hvormed den var bestrøet, og som med deres støvdække så ud til at have ligget der urørte i en menneskealder. Selv den ny, forholdsvis unge direktør havde, medens han endnu var ukendt med Holgersens særegne vaner og idiosynkrasier, fået mere end et smæk over fingrene, inden han lærte at holde sig fra at pille ved hvad „ der ikke kom ham ved “. For kontorbudet var Holgersens pult en helligdom, som han under ingen omstændigheder vovede at røre. Han havde engang i sit liv under den daglige afstøvning børstet et par lapper ned på gulvet, foruden mere eller mindre at bringe resten i uorden, og mange og frygtelige vare de forbandelser og trusler, hans uagtsomhed nedkaldte over hans hoved, og det varede en halv dag, inden Holgersen genvandt sin sindsligevægt og var i stand 3 til atter at orientere sig, endda det var i den travleste terminstid. ved siden af blækhuset stod bliklysestagen med sin tælleprås og lysesax, thi han drev sin konservatisme så vidt, at han nægtede at arbejde ved gas. Tællelyset havde gjort fyldest i hans unge dage, så kunne det også være godt nok endnu, — og der gik i byen et sagn om, at han fældede modige tårer, dengang gadernes ærværdige, rødt lysende tranlygter måtte vige for gassen. — ind trådte den jourhavende direktør, en lille sirlig mand med velbørstede engelske bakkenbarter og et næsten stereotypt høfligt smil. „ God morgen, hr. Holgersen! “ „ Øh — øh! “ lød det ovre fra pulten. direktøren smilede, gik indenfor skranken og gav sig i færd med at åbne den bunke breve, der lå på hans pult. Han kastede et brev over til Holgersen. „ Vil de være så god — “ Holgersen kastede et blik på indholdet. Det var fra en gårdmand i nærheden af nabobyen h—. „ Begrundet på anden bestemmelse “ Ønskede han at uddrage den i sparekassen indestående, ham tilhørende kapital. Bogen, med nummer 7709, var i hr. Holgersens værge, hvilket han håbede 1* 4 ville findes rigtigt. — summen var omtrent 4000 rigsdaler. „ Det forholder sig vel rigtigt? “ spurgte direktøren uden at svare åbnede Holgersen en skuffe under sin pult, hvor han blandt et større antal sparekassebøger — støvede og mugne som alt, hvad han havde med at gøre — efter nogen søgen fandt den pågældende. „ Hø! “ mumlede han halvhøjt, „ kan de penge nu ikke få lov at stå i fred? — hvad mon han mener med sit anden bestemmelse? “ „ Formodentlig rejse til amerika", mente direktøren; „ der er nok udbrudt amerikafeber der ude på egnen “. „ Rejse til Amerika — de bæster! — ja, det vil jeg sgu tro. “ direktøren leverede Holgersen pengene til eftertælling, hvilken denne foretog med mettodisk langsomhed. medens dette arbejde stod på, åbnedes døren, og en høj, statelig Bonde trådte ind. det var koldt ude, og det varede noget, inden manden kunne få løst hagebåndene på den lådne hue med øreklapper. Holgersen skulede hen imod ham. „ Du kunne vel tage din lue af, når du kommer ind, “ brummede han. 5 bonden smålo. „ Det er farligt, som det er koldt", bemærkede han uden, som det syntes, i mindste måde at tage tilrettevisningen ilde op. Holgersen var konservativ, og han holdt på, som i de gode gamle dage, at tiltale alle folk af bondestanden med „ Du". Alle kendte ham og hans særheder, og ingen tænkte på at modsætte sig dem. manden fremtog sin tegnebog og trådte hen til skranken. „ Hr. Fuldmægtig," begyndte han. „ Du kan vel vente, til din tid kommer, “ Lød det arrigt fra pulten. „ Kan du ikke se, jeg har travlt". Holgersens tiltale tabte sig i nogle korte grynt, som et skarpt øre ville have udlagt som „ dit bondebæst". „ Var det ikke noget, jeg kunne besørge, Anders Pedersen?" spurgte direktøren med sit forbindtligste smil, for at bøde en smule på bogholderens uhøfligheder. „ A ka’ godt vent’, hr. Direktør", svarede manden med et blik over imod Holgersen, der skulle sige så meget som: han og jeg er gamle bekendte og forstår hinanden. endelig var Holgersen færdig med eftertællingen, havde pakket pengene ind og 6 adresseret dem; han rakte pakken til skriverdrengen bagved sig til forsegling. „ Der, edvard". det unge menneske for op som af en drøm, en febrilsk rødme bedækkede hans kinder, og han tog pakken med rystende hånd. pakken faldt på gulvet. „ Nå fumlemikkel! kan du ikke passe på, hvad du har imellem hænderne? “ „ Undskyld “, lød det svagt fra det unge menneske, „ jeg er ikke rigtig rask “. bondens forretninger var snart besørgede, og han forlod kontoret med et „ Farvel og tak, hr. Fuldmægtig". Som sædvanligt overlod Holgersen til direktøren at besvare artigheden. „ De kommer virkelig til, min gode hr. Holgersen", sagde direktøren halvt spøgende, efter at manden var gået, „ at lægge vind på lidt mere høflighed. Det går sandelig ikke an, det er ikke tidssvarende.... Og oven i købet en mand som Anders Pedersen, der er rigsdagsmand." „ Rigsdagsmand! — ja, det må jeg nok sige....... Og sådan en tamp sidder i kongens råd — styrer land og rige! — hø! — sikke tider! “ direktøren lo. „ Det nytter ikke, hr. Holgersen; vi 7 må følge med tiden, som den udvikler sig; hverken de eller jeg kan stanse dens gang. Bonden er nu engang en magt i staten, som vi må respektere". „ Men sig mig engang, — disse sparekassebøger, — burde de ikke have dem på et andet sted, under lås og lukke?... Der kan opstå ildløs, tyve kan bryde ind, og desuden, — er de også sikker på, at vi ubetinget kan stole på enhver omkring os? — det er altid en fristelse. “ Holgersen skulede over mod direktøren. Havde han mere at bemærke? Og med et „ Øhøhø-ø" tilkendegav han, at han ikke agtede at indlade sig på nogen som helst diskussion om den sag. „ Sludder! “ sagde han indvendig. De bøger lå der sikkert nok, — havde ligget der i alle de mange år og kun set dagens lys de to gange om året, da Holgersen i sin store, knudrede hånd tilførte dem renter for det forløbne halvår. vigtigmageri — at ville sætte irette på gamle Holgersen, der havde set mere end en halv snes direktører afløse hverandre, og som kunne protokollen med dens konti i tusindvis så at sige på fingrene. direktøren smilede og rystede på hovedet. „ Hvad mon der er i vejen med vor unge 8 mand? “ bemærkede direktøren den næste dag til Holgersen. Det var et godt stykke hen på formiddagen, og skriverdrengen havde endnu ikke ladet sig til syne. „ Han skulle da vel ikke være syg? “ „ Han snakkede noget om hovedpine igår. — hø! Kjællingeri! “ „ Blot det ikke er noget alvorligere. — flår de ikke lagt mærke til, at han i de sidste dage har set dårlig ud — bleg og anstrengt? Og i går faldt det mig ind, at han så ud, som om han kunne have feber. Jeg gjorde måske bedst i at lade budet forhøre. “ „ Betyder sågu ingenting — ingen verdens ting.........jeg ved, hvad der er i vejen med ham. Det er dette her studentmageri, der stikker ham i hovedet............. Han læser tidlig og sent — til langt ud på natten tror jeg, — studerer vel sagtens til professor — eller er det kanske til biskop? — høhøhø! “ „ Det synes mig næsten at være synd, “ Bemærkede direktøren efter en lille pause, „ at han ikke kan få sin trang til studeringer tilfredsstillet. Han mangler ikke hoved. “ „ Hø! — indbildninger af den knægt — slet ikke andet... Duer ingenting til. Han kan jo knapt lægge to tal rigtigt sammen, 9 og så skriver han en hånd, som ingen mennesker kan læse. “ „ Hvilket ikke udelukker muligheden af, at han kan have fortrinlige evner i andre retninger. — Havde jeg ikke min store familie, kunne jeg næsten have lyst.... Det var noget for dem, hr. Holgersen, de med deres formue, og som hverken har kone eller børn at sørge for. Det ville være en smuk opgave, at hjælpe et fattigt, begavet ungt menneske frem i verden. “ direktøren talte i spøg, men Holgersen så forbavset på ham. „ Jeg! — jeg skulle smide mine penge ud på sådan en drivert! Nej, gud og min salighed om jeg gør! — han vil studere, og være noget stort! — fine nykker af sådan en sølle knægt, der ikke kender sin egen fader, og hvis moder — jeg havde nær sagt.... Høhøhø! “ „ Det kan det unge menneske da endelig ikke gøre noget for “, bemærkede direktøren smilende. „ Det er forkerte tider, vi lever i. “ — Holgersen rystede på hovedet, — „ det er det jeg siger. Når slegfredunger vil være provster og biskopper, og bønderdrenge ministre, hvad skal der så blive af ordentlige folks børn. De skal velsagtens være gårdskarle og gadesjovere.. De tider! “ 10 Holgersen var konservativ og frem for alt en bestemt modstander af evolutionstteorien. — da skriverdrengen den næste morgen indfandt sig på kontoret, var han meget bleg, og hans øjne havde en mat glans„ Der vidnede om anstrengelse og nattevågen. „ Jeg beder hr. Direktøren undskylde “, sagde han ved sin indtræden, „ jeg var upasselig i går “. direktøren afbrød ham. „ Det er tilstrækkeligt “, sagde han venlig og lagde sin hånd på det unge menneskes skulder, — Edvard skjalv let under berøringen, og hans blik søgte gulvet —. „ Lad mig imidlertid give dem et råd: læs ikke så meget; ungdommen fordrer søvn » Deres øjne er ikke stærke. De kan ødelægge deres sundhed derved. “ „ Ih se, min kære Holgersen! — det var rigtig kønt gjort af dig — rigtig kønt! “ den talende var lærer ved byens offentlige skoler, cand. fil. Thorup. Ligesom Holgersen var han gammel pebersvend; de to var gode venner, spiste til middagved samme bord og drak deres aftentoddy side om side i klubbens læsevæselse. For- 11 øvrigt var de fuldstændige modsætninger. Holgersen svær og magelig og med et tvært udtryk i det brede, kvabsede ansigt med de nedtrukne mundvige og den hængende underlæbe; Thorup lille og spinkel og trods sine 70 år ungdommeligt livlig. Der var noget friskfyragtigt udbredt over hans holdning og bevægelser, den stærkt medtagne, høje silkehat sad let på snur over de grå lokker, over- og indrefrakken stod, trods det noget umilde vejr, vidtåbne, og den stærkt nedskårne vest lod til syne et poset skjortebryst, som vistnok engang havde været hvidt; tobakssauce, kaffepletter og smålevninger fra de sidste to ugers middagsmåltider gjorde imidlertid den oprindelige farve meget tvivlsom. Han ledsagede sin tale med heftige gestikulationer. „ Det havde jeg, oprigtigt talt, ikke tiltroet dig. “ Holgersen standsede sin gang. „ Hva — hvad behager? „ Ja, forstil dig kun, kære ven! — det er naturligvis dig “. „ Hvad har jeg gjort? “ „ Ingenting — gudbevares! — men må jeg ligefuldt takke dig. Du ved, hvor meget jeg altid har interesseret mig for det unge menneske, og intet skulle glæde mig mere, end at se ham komme frem i verden. “ 12 „ Men for Pokker, mand, hvad taler du om? “ spurgte Holgersen gnavent og stødte stokken hårdt i jorden. „ Ih, min protegé, om jeg så tør kalde ham — den unge Edvard Jensen naturligvis. “ „ Hvad han? “ „ Ja, det må du vel bedst vide." » Jeg! “ — Holgersens ansigt udtrykte uforstilt forbavselse. „ Nå, jeg forstår dig jo nok; du ønsker din anonymitet bevaret på det strengeste. Fuldstændig rigtigt. Men du kunne dog gerne betro det til en gammel ven, der, som du ved, altid har taget levende del i den unge mands velfærd. Det skal såmænd ikke komme over mine læber igen. “ Holgersen så ud i luften. „ Du snakker sort, min far “. Thorup var ikke langt fra at føle sig alvorlig fornærmet. „ Å, hvad skal denne hemmelighedsfuldhed til mellem venner! Fordi du fortæller det til mig, er det dog derfor ikke proklameret fra gadehjørnerne. “ „ Men hvad for noget? “ — nu var det Holgersens tur til at blive vred. „ Å, sikke noget snak! — du har da i det mindste hørt, hvad hele byen taler om. “ „ Næ! — hvad siger man?" „ Nu da, siden du stadig holder på at 13 agere diplomat: der fortælles — ja, jeg har det fra en fuldstændig pålidelig kilde, — at nævnte unge menneske er bleven tilsagt en fast årlig pengeunderstøttelse, der vil sætte ham i stand til at studere, og man nævner, skønt vedkommende nok ønsker at forblive anonym, med en til vished grænsende formodning, dig som den ædle mæcen." Holgersens ansigt udtrykte en stadig stigende forbavselse. „ Nå, så det siger man, — at jeg skulle smide mine penge ud til den knægt! — jeger da ikke gal. — høhøhø!" „ Forstil dig kun. — naturligvis er det dig — hvem skulle det ellers være? — og lad mig, som sagt, takke dig, gamle ven. Du vil få fornøjelse af ham — stor fornøjelse. Jeg, som har læst med ham i adskillige år, ved hvad evner der ligger i ham.... Pokkers hoved — mærkværdig hukommelse!.... Lærte alting ved bare at se i bogen." Thorup havde udstrakt sin hånd mod Holgersen, men denne gav den et vredt dask. „ Lad mig være fri for de narrestreger!" „ Pokkers flinkt gjort “, mumlede Thorup ved sig selv, idet han et øjeblik efter med svingende stok og hatten trykket ned over øjnene skred nedad gaden. — „ En særling 14 og en misanttrop kalder folk ham, men vil man se — hjertet på det rette sted!" — Holgersen blev stående stokstille et øjeblik. Han kunne ikke komme sig af sin forbavselse. „ Hø! “.... En tanke faldt ham pludseligt ind, idet de buskede øjenbryn forsvandt helt oppe under kasketskyggen.... „ har han ikke bedre forstand? “ da han den næste morgen trådte ind i kontoret, var skriverdrengens plads ganske rigtigt tom. Han kastede et blik over mod direktøren, der hilste ham ualmindelig venligt, næsten ærbødigt. „ Vor unge mand har altså forladt os “, bemærkede direktøren. „ Hvad tænker han på at studere? “ svaret kom arrigt fra Holgersen: „ Det ved de vel bedre end jeg. “ direktøren smilede. „ Har han ikke bedre forstand! “ mumlede Holgersen og vendte sig bort. i den snævre gade i byens udkant, med de lave husrækker og dens atmosfære af staldgødning og stillestående rendestene, herskede en højst usædvanlig ophidselse. Der var et uophørligt rykind af kvindfolk, ældre og yngre, i det lille hus 15 med den sorte, kultjærede gadedør og skiltet: „ Hær rulles på maskine" bag gyldenlakkerne i vinduet. Edvard sad i en krog og syntes at tage ringe notits af de besøgende. Engang imellem så han op til det „ amerikanske “ Væggeuhr, og kastede forresten et blik fuldt af uvilje hen imod døren, hver gang den gik op. Moderen gjorde kaffegilde i dagens anledning, og den brune drik udskænkedes ad libitum til de lykønskende naboersker. Der var en snakken i munden på hverandre, en evindelig lovprisning over den mageløse mand, der således havde taget sig af en fattig kones barn. Det kunne man rigtignok kalde lykke. Man frittede både moder og søn. Ja, det skulle jo være en hemmelighed, og det forhøjede naturligvis det mageløse i gerningen. Han var nok ikke af dem, der lod den venstre hånd vide, hvad den højre gjorde. Forresten var det jo let at gætte, hvem det var, — det kunne jo ingen anden være, — han havde jo, som enhver vidste, grunker, som han havde samlet sig i alle de mange år, han havde siddet deroppe. Men hvem skulle have troet det? Han, som var så ond og så arrig, at folk ordentlig var bange for at komme ham nær, og så gerrig, at han nok dårlig nænnede at spise sig mæt. 16 „ Hvad ville han studere til? — til præst naturligvis, — ikke sandt? “ „ Man kan nok studere, uden netop at ville være præst “, bemærkede Edvard fra sin krog. denne meddelelse var ny for mange, medens andre ytrede deres forbavselse. ikke være præst! — det var endda det bedste og vigtigste embede, nogen kunne komme i. Over præsten stod kun biskoppen og stiftamtmanden. og så fin allerede! — man kunne rigtignok ikke se på ham, at han var en simpel vaskerkones søn, — så fin, som kunne han være en købmands søn. — nu glemte han da ikke sin moder, når han kom over imellem alle de fine folk i København. Og med penge — ja, det skulle man da mene, at når hun havde en sådan søn, så behøvede hun ikke at slide sig op i vaskeballien. Hun tog da vel over til ham, når han var kommen lidt i orden og havde fået rigtig fat på studeringerne. Edvard passede sin bog og skottede kun nu og da op til klokken. Han følte sig slet ikke smigret ved det store antal af gratulanter, hvis tilstedeværelse han havde skjellig grund til at tilskrive kaffekoppen og simpel nysgerrighed mere end oprigtig deltagelse, og de rundelige lykønskninger og 17 beundringsudbrud vare ham en sand plage. Han huskede, hvorledes hans moder ofte nok havde måttet døje skoser, fordi hun forgudede sin søn, som om han var bedre end andre folks børn! Hun kunne, så meget som hun ville, holde ham fra omgang med børnene i nabolaget, pynte og stadse ham op, han var lige godt ikke andet end en —; han vidste det nok, han havde hørt det så lidt —. Dette ord, hvis blotte nævnelse var tilstrækkeligt til at lade blodet fare ham i kinderne. Det var næsten en fornærmelse, at hun med stor anstrengelse havde holdt ham i byens betalingsskole, medens andre havde fundet friskolen mer end tilstrækkelig til deres børns åndelige behov. Men da han fik skriverpladsen i sparekassen, fik man først rigtig noget at snakke om. Andre folk vare glade, når de kunne få deres sønner anbragte i et godt håndværk. Og hvor kunne hun, der var svagelig og sad i den dybeste armod, vente at blive i stand til at holde ham fin i tøjet de mange år, inden han kom så vidt, at han kunne holde sig selv! Storagtighed af det ufornuftige fruentimmer! — og knægten, — ja det var tydeligt nok, at han bildte sig en hel hoben ind. — og nu skulle han til København og studere på en rig mands bekostning. 18 der var dog dem, der erklærede, at det nyttede ikke; der var noget aparte ved den dreng, som man ikke rigtig kunne forklare sig; han så så fin ud og havde sådanne pæne manerer, som om han kunne være kommen af fornemme folk. Det havde han måske efter faderen, der nok var en finmands søn, men som nok var rejst til Amerika og havde ladet moderen sidde med drengen. — og hoved måtte der jo også være på ham, siden folk sådan tog sig af ham. moderen var synlig nok stolt af sin søn og glad over den lyse fremtid, han gik imøde. Hun havde, imod hans indtrængende forestillinger, hemmelig aflagt en takkevisit hos Holgersen, men denne havde afvist hende kort med sine sædvanlige grynt, og med barnlig enfold takkede hun nu, som en from og gudfrygtig kvinde, ham, hvem dog alene æren for alt godt tilkommer. „ Er Herren nu rejsefærdig?" tilråbtes der Edvard fra et vindue på den anden side af gaden, idet han hen på eftermiddagen med stok i hånden og næseklemmer for de svage øjne begav sig ud i sit sidste ærinde forinden afrejsen — at afhente flyttebeviset på politikammeret. det spydige tonefald undgik ham ikke, men sarkasmen gjorde intet synligt indtryk 19 på ham. Lige så lidt ænsede han den lille scene, der opførtes henne på gadehjørnet, som det kunne synes, til hans særlige opbyggelse. To drenge vare i Totten på hinanden, og den ulige men hidsige kamp endte med, at den største af dem i en håndevending fandt sig ovenpå sin modstander, hvem han nu bearbejdede med næverne, det bedste han kunne. En i nabolaget bekendt størrelse i islandsk trøje stod udenfor den nærmeste kælderhals og nød med et bredt grin i det drukne fjæs slagsmålet. „ Det er ret, min søn! “ råbte han, „ kil du kun løs! giv ham bare dygtig, — du skal ikke genere dig. Du skal “ — så bandede han og sendte i det samme Edvard et hånligt sideblik — „ hverken være præst eller degn. “ på politikammeret målte fuldmægtigen ham med et skarpt blik, og det var ikke uden ironi i stemmen, at han læste højt, idet han udfyldte den blå blanket: fødselsår: 18.. — forældre: ugift Maren Jensdatter. Edvard følte sine kinder brænde, trods alt det han gjorde sig umage for at overtyde sig om, at fuldmægtigen ikke forsætligt havde villet fornærme ham. men da han atter stod på gaden, tog 2* 20 han næseklemmerne af og puttede dem i vestelommen. på dampskibspladsen var en talrig menneskemængde tilstede, det var få dage før jul, og de rejsendes antal var efter årstiden usædvanlig stort. en mand trængte sig ivrig frem gennem mængden. Det var lærer Thorup. Han betragtede nogle øjeblikke nøje de mange fornøjede ansigter og nikkende hoveder, der viste sig over rælingen, og gik så ombord. da klokken ringede tredje gang, kom han tilbage med skuffelse malet i alle træk. „ Det var dog besynderligt! Han sagde jo bestemt at han ville rejse i dag “, han måtte altså være ombord. Men hvor var han? Hverken på dækket eller i kahytten, det var sikkert nok. han mønstrede på ny hovederne og ansigterne med om muligt forøget opmærksomhed, sprang så nogle skridt til siden. Skulle han måske opholde sig forude? der havde han endnu ikke set. Jo, der var han — han kendte ham på den lange, opløbne skikkelse og det lyse, krøllede nakkehår, med frakkekraven op om ørene for kulden og rejsehuen trukket dybt ned over panden. Han stod og så den anden vej, ud over søen. 21 „ Farvel, Jensen!" råbte Thorup, og slog ivrigt ud med hånden. Edvard vendte sig halvt om, men indtog straks igen sin forrige stilling. „ Min unge ven.... “ i det samme begyndte skovlene at plaske i vandet og forstavnen at dreje sig udefter. „ Det var dog mærkeligt! - hørte han ikke? — umuligt! — ikke at ville sige farvel til sin gamle lærer og — hm! — velgører! “ — ja, for det var dog, nøjere set, ham, han kunne takke for det alt sammen, eftersom det var ham, der havde anbefalet ham til gamle Holgersen og på den måde skaffet ham pladsen i sparekassen, ligesom han senere ikke havde forsømt nogen lejlighed til at henlede sin vens opmærksomhed på det unge menneskes ualmindelige evner. Men en besynderlig dreng havde han altid været — en besynderlig dreng! Thorup for hen over pladsen, rasende svingende sin stok og med alle tegn på dybt sårede følelser. 22 i. den lille sjællandske købstad havde fået et nyt samtaleemne. Fra indbyrdes at drøfte hverandres private forhold havde nysgerrigheden og sladderen samlet sig i et fælles brændpunkt: „ Hvem var han? “ på den lille messingdørplade stod tydeligt nok at læse: ed. Jensen, praktiserende læge, men ud over hans navn kendte man endnu, efter mere end et halvt Års forløb, grumme lidt til ham. Konen, der vartede ham op, var uudtømmelig i sine lovtaler over ham; fattigfolk velsignede den rare doktor, der dannede en stærk modsætning til den gamle, gnavne distriktslæge, eller til den yngre doktor, Ågård, om hvem det fortaltes, at hans første spørgsmål til småkårsfolk, især når han kaldtes på mindre belejlig tid, sædvanligvis var: „ De kan vel betale? “ — og der rygtedes vidunderlige kure og dristige, heldigt udførte operationer, som han havde foretaget ude blandt landbefolkningen. Så meget mere undrede man sig i visse kredse over hans strengt afsondrede liv og mangel på omgængelighed. Den skik, der havde hævd gennem tiderne, at akademisk dannede mænd ved deres ankomst gjorde visit hos byens bedre familier, havde han fuldstændigt 23 ignoreret, og ethvert forsøg på tilnærmelse havde han afvist høfligt men bestemt. Man underlagde hans indesluttethed de mest forskellige, mer eller mindre plausible motiver: misantropi, gerrighed, topmålt åndsaristokrati — men en hvilkensomhelst opløsning på gåden viste sig hurtigt fejlagtig eller utilfredsstillende. doktor Jensen havde egentlig kun én omgangsven, det var amtstuefuldmægtig, exam, juris mårup, og det var folk påfaldende, at han — i det mindste tilsyneladende — kunne slutte sig til det menneske. Deres bekendtskab skrev sig fra, at mårup havde søgt Jensen i egenskab af patient. Han led — eller mente sig at lide — af „ Nervøsitet “, skønt hans robuste skikkelse tydede på en sjælden fysisk kraft. Da Jensen i modsætning til doktor Ågård, der havde drevet løjer med hans indbildte sygelige symptomer, gik ind på disse og ved at ordinere simple, uskyldige midler, tilsyneladende indlod sig på en behandling, havde mårup gjort den opdagelse, at Jensen ikke blot var en slags mirakeldoktor, men tillige — som det var hans skik at udtrykke sig — en „ meget net mand “, og da hans gentilitet qua læge selvfølgelig var hævet over alle tvivl, havde han lidt efter lidt installeret sig som dennes selvvalgte ven. 24 amtstuefuldmægtig mårup havde nemlig aristokratiske fornemmelser og indlod sig kun på omgang med byens bedste folk. En mærkelighed var det imidlertid, at hans venskabsforhold til de enkelte individer sædvanligvis kun var af kort varighed. Det var dog mindre lyst til forandring, der drev mårup så at sige fra hus til hus, end en mærkelig mangel på evne hos andre til ret at sætte pris på hans selskabelige omgang. Man sagde rent ud, at han var en løjerlig fisk og en kedelig patron, — „ en dørstolpe" kaldte byens unge, intelligente boghandler Ågård ham, — hvis hele tilværelse gik op i de to ting: jura og hans svaghed for fine bekendtskaber. Bornert og indskrænket — det var den dom, der enstemmigt fældtes over den stakkels skikkelige fuldmægtig, og med den påskrift sparkedes han som en fodbold omkring fra den ene til den anden. Men mægtig optaget, som han var, af sin egen fortræffelighed, og af naturen udrustet med en ualmindelig tyk hud, var bolden ikke let at håndtere. Fine hentydninger vare fuldstændig spildte på ham, selv grov konfekt, om sådan bødes ham, prellede som oftest af mod hans tykke pandebrask, og lykkedes det omsider at blive ham kvit, var grunden ingenlunde den, at han 25 til sidst var kommen under vejr med sin rette værdsættelse, men den, at vedkommende havde ophørt at interessere ham! Han dyrkede sædvanligvis kun ét bekendtskab ad gangen, men da til gengæld med en grundighed, der hurtigt fra at gøre ham besværlig gjorde ham forhadt. han havde netop begyndt at finde, at hans sidste ven — boghandler Ågård, Broder til lægen — for hvis vittigheder han det sidste halve år havde været en stående Skive, havde mistet noget af sin tidligere behagelighed i omgang, da doktor Jensen lykkeligvis viste sig over horizonten. Mårup havde da omtrent løbet linen ud, havde på sin vandring nået den sidste af byens yngre, ugifte mennesker, der kom ind under hans begreber om respektabilitet, en grund mere til at han skyndte sig at konsultere ham om sine sygelige fornemmelser, med resultat som nys nævnet, og han plejede nu det nye venskab med den ham egne ihærdighed. en smuk eftermiddag i August indfandt mårup sig, efter endt kontortid, som sædvanligt hos Jensen. doktoren var ved hans indtræden beskæftiget med en lille, sygeligt udseende dreng, som han havde under behandling for et stærkt forkølelsestilfælde. Moderen, et fattigt klædt fruentimmer, stod hos og lyttede til doktorens udtalelser. „ Hvormeget er jeg doktoren skyldig? “ Spurgte hun til sidst frygtsomt. „ Hvad er deres mand? fruentimmeret rødmede svagt og ligesom ledte efter svar. „ Nå — ja, “ sagde Jensen kort, „ bryd dem blot ikke om betalingen — den kommer vi nok ud af. Lov mig blot, at de vil nøje følge mine forskrifter og i det hele være omhyggelig for den lille, så kommer han sig nok. De gjorde måske bedst i at se op til mig endnu engang, om et par dage. “ han tog kærtegnende barnet om hovedet. „ Det lader til, at de har en meget lønnende praksis, “ sagde mårup, da han var bleven ene med Jensen. „ Lønnende eller ikke lønnende — konen var fattig. Jeg lader dem betale, der kan betale — godt, kan jeg gerne tilføje, “ sagde Jensen med et lille smil. „ Tager fra de rige og giver de fattige — å ja såmænd. — men det smager jo næsten af socialisme. “ „ Jeg er måske en smule socialist — på min vis. “ „ Socialist — føj! “ udbrød mårup med 27 en grimace, der tydeligt nok udtrykte hans modbydelighed ved den blotte tanke. „ Vi er fæle mennesker, vi socialister, ikke sandt? “ sagde Jensen, hvem mårups minespil indvendigt morede; „ Mennesker uden religion, uden fædrelandskærlighed, uden respekt for kongen og lovene. “ mårup betragtede Jensen usikkert — han var ikke vis på, at det fine, ironiske smil, hvormed ordene ledsagedes, skulle antyde, at han talte på skrømt. „ Og så vil de dele! “ — tankens urimelighed bragte mårup til at udstøde nogle korte håhåhå! og et øjeblik efter tilføjede han med knusende vægt: „ Den socialistiske idé savner al berettigelse. “ „ Naturligvis! — det er en fuldstændigt retfærdig verdensorden at få har meget, mange intet, — at de store undertrykker de små, for hvem det synes at være en nådessag, at de overhovedet får lov til at leve. “ Jensen talte roligt, lidenskabsløst. mårup så med en halv forskrækket mine på ham. Han følte instinktmæssigt, at en videre gående drøftelse let kunne have svære følger — for ham selv! — han kunne måske finde sig foranlediget til, som stående i statens tjeneste, at bryde sit 28 forhold til Jensen, som et menneske, der nærede samfunds- og statsfarlige anskuelser. Heldigvis fik han øje på en lille konvolut på skrivebordet, og han greb hurtigt den lejlighed, der tilbødes ham til at føre deres samtale over i et andet spor. „ Aha! “ sagde han og pegede på konvoluten, „ jeg ser, at de er også blandt de ’lykkelige udvalgte.’ — ja, de kommer naturligvis. “ „ Næppe. “ „ Ikke det? Det finder jeg meget mærkeligt. — flvorfor skulle de ikke komme? “ „ Hvorfor skulle jeg komme? “ „ Af mange grunde, mener jeg. En mand i deres stilling kan ikke vedblivende — har ikke lov til, finder jeg, at lukke sig ude fra det selskab, han med rette tilhører. Desuden — af hensyn til deres praksis —. “ „ Min praksis kommer nok alligevel. “ „ Ja, naturligvis — en mand med deres dygtighed, “ skyndte mårup sig at tilføje. „ Jeg mente blot, at de på ballet vil træffe sammen med eliten af byens og omegnens yngre mennesker, og at deres bekendtskab kunne have sin indflydelse — „ Hvem er forresten jægermester bang?" Spurgte Jensen ligegyldigt. „ Naturligvis véd jeg, at han bor på sølyst her lige udenfor byen, men for øvrigt har jeg ikke den ære 29 at kende ham, og jeg begriber ikke, hvad der foranlediger ham til at sende mig en invitation. “ „ De kender ikke jægermesteren! — meget flink mand! meget gemytlig mand! — men hans niece, frøken bang — hende må de da kende. “ „ Ikke engang hende kender jeg. — hun er naturligvis ung og smuk, “ sagde Jensen med en let ironisk betoning. „ Meget smuk, “ sagde mårup næsten med salvelse... „ Kommer de så ikke? “ Jensen rystede på hovedet. mårup følte sig næsten uhyggelig til mode ved sin opdagelse. Det var en tung byrde, Jensen havde lagt på hans skuldre. Der kunne jo ikke være tvivl om, at den nys gjorte tilståelse dannede nøglen til hans afsondrede levevis og åbenbare verdensforagt; og da de kort efter gik nedad gaden sammen, drøftede mårup for alvor med sig selv det hensigtsmæssige i at afbryde et bekendtskab, der så let ved given lejlighed kunne kompromittere ham. Han vred sig under den besværlige bevidsthed, men han krympede sig tillige ved tanken om, allerede så hurtigt at skulle opgive et bekendtskab, der foreløbigt kastede en vis glans over ham, samt at skulle give afkald på et sted, der satte ham i stand til på 30 en nogenlunde behagelig måde at slå de lange eftermiddagstimer ihjel. Imidlertid, Jensen var jo ung; måske vare hans samfundsopløsende ideer ikke dybere rodfæstede, end at de mageligt lod sig uddrive ved slående bevisgrunde, og var det ikke netop hans pligt, som den, hvem Jensen havde skænket sin fortrolighed, at føre den vildfarne tilbage på rette vej? — jo, han ville være mentoren, redningsmanden, — og med disse højtidelige planer lykkedes det mårup at stille den storm, hin ubehagelige opdagelse havde rejst i hans indre. efter en længere spaseretur skiltes de et lille stykke udenfor byen. Jensen havde en patient i nærheden og fandt, at han passende kunne benytte lejligheden til at se ind til denne. på vejen holdt en jagtvogn. En ung dame holdt tømmen. Jensen løftede uvilkårligt på hatten, idet han gik forbi og bøjede ind på stien, der førte til et fattigt udseende, stråtakt hus. han trådte ind i den lave stue med dens kvalme, indesluttede luft. En udtæret, halvgammel kvindeskikkelse lå i sengen. På et lill

1893_HansenJ_UngeMenneskerogPilgrimme

Johan Holm

Johan

Hansen

Unge Mennesker Og Pilgrimme

male

male

dk

HansenJOH

Unge Mennesker og Pilgrimme

Hansen

Unge Mennesker og Pilgrimme

En Rejse-Roman

n

roman

Schou

KB

nan

nan

O

I. » Tillad at jeg forestiller mig for dem, siden de har gjort mig den ære at tale til migi mit navn er Gustav horn. Jeg er genremaler og egentlig på en stipendierejse ned til Italien, « lød det fra den ene af et par unge mænd, der nylig havde mødt hinanden på en bjærgsti langt nede i syd-tyrol. » Og mit er Ejnar jafferson, « svarede den anden i en tone, der måske nok kunne lade én formode, at han ikke var nogen ynder af den sædvanlige præsentation. » De er da vel ikke fra Danmark — sådan som jeg? « » Nej, jeg er født i ny-york. Men min moder var fra Sælland. Og jeg selv har da for øvrigt også tilbragt en del år af min første ungdom hos en onkel, som boede på Kristianshavn. « » På Kristianshavn? Dér har jeg netop mit atelier. Så kunne jeg jo næppe have fået et behageligere rejseselskab, « fortsatte horn og betragtede amerikaneren med fornyet opmærksomhed. Skønt han havde ransel på ryggen og så’ ualmindelig støvet ud, var der noget både i hans holdning og åsynet, som straks røbede gentleman’en. Maleren selv havde derimod noget mere ungdommelig frilufts-agtigt ved sig. Ansigtshuden og halsen var af en næsten kobberrød lød og øjnene lyseblå, som spættede med fosfor. Begge herrerne var foreløbig på vejen op til maria-weissenfels, et berømt valfartssted, hvor den hellige jomfru efter sigende skulle have åbenbaret sig en gang for en forulykket landmand og givet ham mad og drikke i ni dage. Klippestien, de bevægede sig ad, gik stadig højere op imellem bjærgene, af hvilke de fleste nåde hen ved 9000 fod over havet. Nede fra dalen lød nu og da sang af kommende pilgrimme. Og lidt forud på stien, der hyppig snoede sig hen langs en dyb afgrund, gik malerens fører og trak et muldyr efter sig, belæsset med en håndkuffert, en malerkasse og et staffeli. » Man kan nok se på dem, hr. Jafferson, at de er en øvet turist. « » Ja, jeg er også et lille stykke af en Jerusalems skomager. Siden mine forældre gik bort og efterlod mig en formue, der var stor nok til, at jeg kunne leve, omtrent som jeg ville, har jeg allerede flakket den ene halvdel af jorden rundt. Og jeg vil håbe, at den anden halvdel heller ikke løber fra mig. « » Det må være i høj grad behageligt at kunne leve så uafhængig. « » Jeg er heller aldrig mere tilfreds, end når jeg har fået ranslen på ryggen og kan sige både salonerne og jærnbanewaggonerne farvel for en tid. « » Men fører de da ikke rejsegods med? « » Jo, gud hjælpe mig! Der står ikke mindre end otte at mine kufferter og venter på befordring nede i bozen. Men hvad — man kan jo dog ikke rent være civilisationen og samfundet foruden. Jeg er i reglen så heldig at være velsét, hvor jeg kommer — formodentlig på grund af mine mange rekommandationer. Kun der oppe i weissenfels har jeg desværre altid måttet være katten mellem musene. Jeg beder dem om forladelse. Det var vistnok en meget ukristelig sammenligning. « » De har altså før været her på egnen? « » Jo, det kan ikke nægtes. Jeg skal nemlig sige dem: der er efter min mening ingen steder i verden, hvor man bedre kan få lemmerne rørte, end her oppe mellem disse velsignede dolomitbjærge. Men med tilladelse: hvor er de selv egentlig faldet på at gå så højt til vejrs? « » Jo, det skal jeg sige dem, « svarede han ligefrem. » Mens jeg endnu opholdt mig nede i Innsbruck, gjorde jeg tilfældig bekendtskab med prioren ved et servitenkloster, en overmåde nobel og elskværdig mand, der viste mig en del virkelig meget interessante malerier. Da han hørte, at jeg ville syd på, rådede han mig til at tage her op til valfartsstedet, for at se lidt på dets ejendommelige pilgrimsliv. Klosteret Maria weissenfels, fortalte han, var egentlig servitenordenens ejendom, og stod således under hans specielle opsyn. Han kunne derfor godt give mig en anbefalingsskrivelse med til prioren, hvad jeg da også fik. Der skal nok være umådelig smukt ved klosteret og tillige billigt at bo. Jeg tror, han sagde, at man kunne leve der for en gylden om dagen... Ja, de smiler, hr. Jafferson. Men pengespørgsmålet må skam også tages med i betragtning, når man rejser som jeg. Og det vil jeg ærlig tilstå: lige så meget som jeg længes efter at komme ned til Italien og gøre lidt nærmere bekendtskab med de herrer klassikere, ligeså meget sætter jeg pris på at omgås med naturen og med levende mennesker, som man kan lære noget af. Jeg kan nu en gang ikke fordrage folk, der stadig færdes ligesom visse smådyr på vrangen af et blad og mener, at det, som de hører og ser dér, er den hele verden. « » Nå, så han er anbefalet af ordensprioren, « tænkte føreren, der imidlertid var standset lidt i herrernes nærhed for at give muldyret et stykke brød. » Det er godt, at jeg fik det at vide så skal jeg nok sørge for, at vi komme til at leve højt. « » De siger, mennesker som man kan lære noget af, « gentog amerikaneren. » Ja, dersom man kunne være vis på altid at lære noget godt af ens ærede samtidige, så skulle Pokker gå til de herrer klassikere. « » Siger de det? « lo han. » Ja. Det falder mig netop ind, hvad min kære moder en gang lagde mig på hjerte, inden hun døde. Tag dig i agt, min søn, og brug dine øjne vel, i hvor du end færdes,’ sagde hun. 'du er kommen til verden på en tid, da menneskene er degenererede og går omkring og fordærver hverandre til hobe. Der er ingen sundhed længer mellem folk.’ « » Hvad behager? — det er da vel ikke deres mening? « » Nej, det var min skikkelige, gamle moders mening, forstår de nok. « » Degenererede? Hvad vil det sige? Må jeg spørge dem: vore salig’ første forældre, der som bekendt skal have været meget vanartede, var de måske også komne til verden i degenerationens tid? Og fordærve hinanden? Hvordan skal dette forstås? Jeg skulle dog mene, at vi heller ikke nu, anno 1893, kan være tjente med stadig at gå om i en barnlig uvidenhed om forskellen på godt og ondt. Fordærvelsen fører dog i reglen det gode med sig, at den giver sundheden relief. Og hvorfor har vi vel overhovedet fået dømmekraft og vilje, hvis ikke for at vælge frit? « » Jeg har en gang læst — formodentlig hos en eller anden moderne filosof — at viljen bunder i blodet. « » Å, de selv er nok snarere en moderne filosof end nogen Jerusalems skomager, « udbrød maleren, hvorpå de begge tav en stund, da vejen efterhånden gjorde samtalen temmelig umulig. Snart gik det op over stejle klippepartier, snart ned i en afgrund. For oven Sollys og fjærnsyn over prægtige landskaber. For neden kulde i skyggen og brusende vandløb, der for en tid hindrede færdselen. Føreren bandede, så ofte muldyret var nær ved at blive siddende i en sump. Hist og her lå en enlig vandrer og hvilte sig mellem træstammerne, medens han læste i bønnebogen. Et andet sted stod et lille selskab og foretog en fodvaskning ved en af de mange vandpytter, der undertiden mindede om søer. Fremramsende bønner eller dæmpet pilgrimssang blandede sig med fuglekvidderen. Bondefruentimre, så belæssede med skørter, at man skulle tro, de bar krinoline, stolprede ned mellem klippestykker, der så’ ud, som de ville spidde dem. En herre, så mager som et skelet, blev ledet frem forbi en afgrund af en gråhåret matrone, der formodentlig var hans moder, og inde på en lille solbelyst grønsværplet mellem granerne stod en statelig tyroler-bonde i nationaldragt ved siden af en rødmusset, smilende jomfru, der syntes at have rejst sig i det samme og omhyggelig søgte at dække for ansigtet med et par tykke hårfletninger. » Se, der er jo straks et motiv for en genremaler! « lød det fra danskeren. » Jeg gad nok vide, om de to også skal op til klosteret. « » Nej, de kan være temmelig vis på, at de kommer der fra, « svarede den anden med sædvanligt lune. » Det er da tydeligt nok at se på den kavalér, sådan som han står dér, at han nylig har fået absolution for — ja, gud véd hvormange år. « » Gruss Gott und die hejlige mutter! « lød det dem noget senere i møde fra et lille dameselskab, som havde lejret sig om en kulild, ved hvilken de lavede kaffe. endnu længe efter at herrerne var gåde dem forbi, kunne de høre dem bede afvekslende: » Hejlige mutter aller jungfrauen... « » Thranenwolle gnadenmutter... o. s. frdl. » Bitt fur uns! « Luften blev efterhånden køligere og vejen stejlere. Føreren, der imidlertid havde sluttet sig sammen med et par raske ungkarle, som skulle bringe levnedsmidler til klosteret, piskede ubarmhjærtig på muldyret. Men så var da også snart den værste del af vejen lagt tilbage, og det gik senere mere jævnt op igennem fyrreskoven og frem over øde fjældvidder mod det under Rosengarten fremspringende, stejle klippe-plateau, hvorpå klosteret lå. » Ja, nu vil jeg sige dem farvel, højstærede, « udbrød amerikaneren, da de var nåde op i skoven. Han standsede i det samme ved en svingning af vejen. » Hvad! Kan vi ikke følges ad længer? Skal de ikke også til weissenfels? « » Nej, jeg plejer at tage ophold i petersberg, en lille landsby her i nærheden. Dér har jeg været så heldig at finde en ung bjærgbonde eller så-kaldet friherre, med hvem jeg bedre stemmer overens end med klosterpaterne. Det skal være mig kært, om de en gang vil besøge mig der nede. « » Jeg siger mange tak. « » Ja, altså: på gensyn, hr. Horn! -— det har været mig særdeles behageligt at gøre deres bekendtskab, « føjede han til, i det han trykkede hans hånd. Og han var et øjeblik efter forsvunden i en hulvej. » Det var rart, han bad mig om at besøge sig. For ham kunne jeg nok lide at lære nærmere at kj ende, « tænkte maleren. Han indhentede imidlertid føreren, der var kommen lidt forud med de øvrige. Forventningen og den ozonholdige luft gav hans legeme fornyet spændighed, på samme tid som højfjeldnaturens ensomhed uvilkårlig stemte sindet alvorlig. Det bares ham for, at han skulle opleve noget usædvanligt der ved klosteret, noget der ville få betydning for ham både som menneske og som kunstner. Der lød øksehug i skoven og skingrende barnestemmer, som ekkoet gav igen. Boede der måske nogen der? Eller var det igen pilgrimmene, som var på færde? Jo, dér hvor et lille kapel med den evige lampe under madonnabilledet tydede på, at man allerede nærmede sig valfartsstedet, lå en ung moder og knælede med sit barn ved brystet, medens et par buttede småfyre kravlede omkring og plukkede blåbær der i nærheden. Det lysnede omsider i skovbrynet, udsigten blev friere, og den ene sneklædte fjældtop dukkede frem efter den anden over klokkelyngens violetrøde blomstertæppe. Kun hist og her stod endnu et birketræ eller en Asp og bevægede sine blade for en sagte vind. En enlig fugl kom til syne over et fjældvand og forsvandt. Men så var det, ligesom egnen igen med et skiftede karaktér ved en svingning af vejen. Terrainet højnede sig atter i sønderrevne former. Der kom en fårehjord frem på en afsveden græshøj, et nyt skovbryn i det fjerne, ny fremdukkende bjærgtoppe, pyramider af porfyr om den evige sne, og endelig — klosteret. Det var et imponerende syn. Som en vældig murkrone med tårne og spir lå det der oppe på klippeplateauet under den blå himmel. En mere storartet beliggenhed, en stateligere bygning kunne næppe tænkes. Om det havde været et pave- eller kongesæde, ville man ikke være bleven forundret. En nsesten endeløs stentrappe førte op foran midtpartiet af klosteret, der dannede kirkens portal. Eftermiddagssolen faldt netop hen over hele den hvidkalkede facade. Alle vinduerne så vel som tårnfløjene stod i brand. Og rundt om i synskredsen dukkede så efterhånden en sammenhængende alpekjæde frem, der ligesom voksede ved ethvert af hans skridt, rejter-joch, Rosengarten, langenspitze, mønt roen og endnu mange andre fintformede dolomitbjærge, der alle skinnede i det klare septembersollys som ciseleret sølv. Han sendte føreren i foi vejen om til oeko-nomibygningen og steg så omsider op ad den lange stentrappe med en barnlig følelse af, at det var en slags jakobsstige, han betrådte. i. Hr. Pater prior var ikke hjemme, da maleren søgte ham, efter at han foreløbig havde set sig lidt om inde i den noget forfaldne og uhyggelige klosterkirke. Sakristanen, en smilende, blegfed herre, med en stemme som om han kunne have været forsanger hos selve paven, mente dog, at hans højærværdighed nok snart vendte tilbage fra sit besøg i petersberg. Han ville bede hr. Horn indtil videre at gå over i hotellet og tage sig en forfriskning. Det var ikke umuligt, at han kunne træffe en eller anden af de øvrige patere der ovre. For de var desværre heller ikke til stede. Oekonomibygningen eller » Hotellet «, som det almindelig kaldtes, var et stort toetages stenhus, der lå ikke længer end et bøsseskud borte fra klosteret. — forøvrigt var- der også et andet hotel, som de kaldte » Annekset «, men det lå noget længere borte. Horn, der havde forberedt sig på ingen fruentimmer at træffe der oppe blandt klosterpersonalet, blev i høj grad forbavset, da han, straks ved sin indtrædelse i gjæstesalen, blev budt velkommen af en lille, sværlemmet og korthalset dame, der ikke rastede, før hun fik ham anbragt for bordenden, i en magelig lænestol. Rundt om de øvrige borde sad talrige pilgrimme af de mest forskellige samfundsklasser og indtoge deres forfriskninger under en andægtig tavshed. Derimod lød der temmelig højrøstet samtale og trumfen i bordet inde fra sideværelset, der også var en slags gæstestue. Det lød næsten, som om der blev spillet kort der inde. Men det kunne maleren dog ikke tro. » Må jeg spørge, hvad deres velbårenhed ønsker at nyde? « spurgte damen og så’ på ham med et par nysgerrige, stikkende øjne, af hvilke det ene skelede lidt. Det var tante Benedikte eller værtinden, som hun også kaldtes, uagtet hun hyppig forsikrede gæsterne — især når de skulle betale — at hun ikke var andet end pater priors lydige tjenerinde. » Ja, jeg skulle vel have lidt at spise. Flår de måske en eller anden kødret? « » Nej, det gør mig ondt: da det er fastedag, serverer vi ikke gerne med kød. Men Herren kan få brunsuppe med smørboller og æggekage med crème til. « » Teufel! « lød det, i det samme som døren ind til sideværelset pludselig blev reven op, og en ung, talarklædt person stak hovedet frem. » Mer vin og sukkerbrød! Og et nyt stykke kridt! « råbte han til værtinden og så’ sig omkring mellem de til stede værende fruentimmer, som om han søgte nogen. Hans for øvrigt opvakte og ildfulde blik havde næppe strejfet maleren, førend han hurtig trak sig tilbage og slog døren i. Havde der ikke tidligere været stille ude i det forreste værelse, så blev der da nu, medens pilgrimmene sad og skottede til hinanden med betænkelige miner. Man kunne tydelig høre værtinden skyde en glasrude til side i væggen ud til køkkenet og hviske til et par unge piger, der allerede længe Havde stået der ude og hemmelig iagttaget den sidst ankomne gæst: » Mer vin og sukkerbrød! Og et stykke kridt til pater ignaz. « » Gud véd, om det er en af klosterets egne patere? « tænkte horn. » I så fald passer det nok også her, at når katten er ude, spiller musene på bænkene. « » Jeg håber da, at prioren ikke skal gøre Herren ventetiden for lang, « lød det kælent fra tante Benedikte, medens hun bragte ham brunsuppen. » Så de véd, at jeg venter på ham? « » Jo, deres fører fortalte os, allerede da han kom, at hr. Professoren havde i sinde at slå sig lidt til ro her. « » For guds skyld, de må ikke kalde mig professor! Det er en titel, jeg ikke kan tilkomme. Mit navn er horn. « Men hun lod, som om hun ikke hørte ham, og vedblev — på samme tid som hun kom frem med en flaske af klosterets bedste vin: » Ja, Herren kan såmænd være vis på, at de nok skal få en god modtagelse af prioren, især når han hører, at de er kommen her til fra Danmark. Der var nylig en anden ung professor her. Jeg tror, at han også var helt der oppe fra det kolde nord. « — det begyndte allerede at mørknes, da maleren, efter at han havde gået sig en lille tur, vendte tilbage til hotellet. Pilgrimmene havde imidlertid trukket sig tilbage, og der var nu rolig i begge gæstestuerne. Ude i den forreste sad der kun en eneste person, der foreløbig syntes aldeles optaget af at tilfredsstille sit legemlige behov. Han sad og drak vin af et tinkrus og spiste kaviar med æg til. Maleren, der på grund af tusmørket ikke straks kunne se, at han bar talar, ligesom hr. Pater ignaz, følte sig efterhånden mere fængslet af personen, der udfyldte hele pladsen for bordenden med sin mægtige skikkelse. Den ualmindelig rige hårvækst — han havde ingen tonsur — og skj ægget, der nåde helt ned til talerkenen, gav ham noget underlig buskmandsagtigt. Brynene kunne passende have tjent en kaptajn til moustacher, og pandehuden lå i folder. Hele åsynet var i høj grad lysforladt og havde et ejendommelig bydende udtryk, der omsider bragte horn på den tanke, at det dog vist måtte være prioren selv — skønt det unægtelig ikke var således, han havde tænkt sig manden. Endelig lod det da til, at den vedkommende fik øje på maleren. » Ønsker de måske at tale med mig? Jeg er klosterets prior, « henvendte han til ham — på samme tid som han rejste sig i sin fulde højde. Og han fortsatte senere, efter at horn havde givet ham sit anbefalingsbrev, hvilket han hurtig løb igennem. » Jeg ser, de har i sinde at opholde dem en tid her ved klosteret... Ja, må jeg så byde dem velkommen! « han rakte ham fingerspidserne. » Dersom de vil have den godhed at følge mig oven på, skal jeg med det samme anvise dem et værelse. « » Undskyld, deres højærværdighed... men dersom de ikke har noget derimod, ville jeg rigtignok helst bo ovre i selve klosteret. Der vil jeg dog vist kunne arbejde roligere, « indvendte horn. Han vidste fra sakristanen, at der stod over tyve værelser ledige alene i det øverste af klosterets tre stokværk. » Jeg vil dog råde dem til hellere at blive i hotellet. Her er sengene og kakkelovnene betydelig bedre end ovre i klosteret. « » Sengene og kakkelovnene må de virkelig ikke tænke på! « » Og desuden er opholdet der ovre dog mere beregnet for gejstlige herrer. « » Ja, det er en anden sag. « Han havde netop fået værelse anvist lige over gjæstesalen, da der lød lette fodtrin i corridoren uden for, som var så lang og bred, at den ikke sjælden gjorde tjeneste som spisesal, når tilstrømningen af pilgrimmene blev alt for stor. både prioren og maleren vendte sig og så’ der ud ad den åbenstående dør. Det var et par hvidklædte, halvgamle diakonisser, som i det samme ydmygt nærmede sig prioren, efterfulgt på nogen afstand af en ung kvindelig skønhed i en langt beskednere påklædning. » Undskyld, deres højærværdighed! Vi ville kun tillade os at sige dem farvel. For nu må vi desværre vende tilbage til deutschnofen, « sagde den ene af de to hvidklædte; hvorpå de ærbødig kyssede prioren på hånden og trak sig tilbage gennem corridoren med det hvælvede loft. » De har vel ikke set noget til Regina? « henvendte pateren til den unge dame, der nu også ville fjerne sig. Det var, ligesom hans stemme og hele væsen blev mildere, i det han talte til hende. Hun rystede på hovedet og nærmede sig dem i det samme. » Måske jeg må forestille dem for hinanden. Frøken Maria Bernhard, værtindens søsterdatter, hr. Gustav horn, en maler fra Danmark, som vil opholde sig her. en tid, « lød det skødesløst fra prioren. » Jeg har valgt dette værelse til Herren, da det er det bedst ekviperede. Tjen mig i at sige til Regina, hun skal lægge et gulvtæppe her ind 1 « » Måske jeg også må bede om et skrivetøj — indtil jeg får mit eget pakket ud? « Hun nikkede stiltiende og så’ lidt frygtsom på ham. » Hun er skam ikke ilde! « tænkte han. » Perugino ville udmærket kunne have brugt hende som model til en Madonna. « og han så’ efter hende med voksende interesse, medens hun gik stille, blufærdig hen og rettede lidt på en blomsterkrans, der var hængt op om et krucifiks tæt indenfor døren. Der var noget ved hende — noget mere end navnet — der tydede på, at hun snarere var af fransk end af østerrigsk oprindelse. Legemsbygningen var spinkel og linjerne så jomfruelig fine og fulde af kvindelig sødme, at måske selv en perugino ville haft ondt ved at gengive dem. Det ville måske have ligget nærmere for watteau. Ingen palme kunne være rankere i væksten end hun, således som hun stod der med opløftede arme og barnlig troskyldig lagde blomsterne til rette i den visne krans. Øjnene var dunkelblå, håret gulligt, kruset. Dersom læberne havde været en smule mere finttegnede, ville hun have været fuldkomment smuk. Men alligevel forekom det ham et øjeblik, at der var en vis mangel på friskhed eller måske snarere noget forkuet ved hende, og at hun, således som hun fortonede sig der i aftendæmringen, på en egen hemmelighedsfuld måde smeltede sammen med værelsets halv celleagtige karaktér og duften af blomsterne i den forgjemte krans. » Frøkenen må ikke ulejlige sig med vievands-kummen for min skyld! « udbrød han uvilkårlig, i det hun nærmede sig en lille hængeskål — der ligeledes var anbragt ved døren — for at se om der var vand i den. » Nej, hr. Horn er ikke kattolik. Men derfor kan vi naturligvis være lige gode venner, « lød det fra prioren med et lidt jesuitisk anstrøg. Han bukkede i det samme: » Jeg har den ære at anbefale mig. « og både han og frøkenen havde et øjeblik efter forladt værelset. Maleren havde endnu næppe fået tid til at samle sig efter overraskelsen ved det ny bekendtskab, før et andet kvindeligt væsen, et usædvanlig højt og magert fruentimmer trådte ind til ham med et sammenrullet gulvtæppe og et lille sirligt skrivetøj, som var udskåret i træ. » Velkommen til weissenfels! « sagde hun og så’ på ham med et par spillende, nysgerrige øjne, som om hun nok kunne lide at vide, hvad han egentlig ville dér, og hvad for en person han var. » Værs’go’... jeg skulle bringe hr. Professoren dette her skrivetøj! « » De skal have mange tak. Men jeg er ikke professor. « » Og så skulle jeg hilse og sige fra frøkenen, at Herren så godt kunne beholde det her... « » Nej, det ville være for meget at forlange, Regina, « afbrød han hende smilende over den ufor-færdethed, hvormed hun vedblev at mønstre ham. » Ja, for det er vel dem, der hedder Regina? « » Jo, Regina er mit navn. Jeg har ikke villet lade mig omdøbe til Maria, sådan som de fleste andre af vore fruentimmer, « svarede hun med en demonstrativ bevægelse. » Det duer jeg ikke til. « » Ja, jeg kan jo nok se på dem, at det egentlig er dem, der regerer her i huset. « » Nej, så må det da snarere være hende dér, « svarede hun og pegede på et navn, der var skåret ud i skrivetøjet. Han læste: » Maria Weisenfels. — hvad skal det sige? « » Det er vor frøkens navn. Eller vi kalder hende da sådan, efterdi hun er både født og opdragen her på stedet. « » Ja så! Jeg havde snarere villet tro, at hun var fransk af fødsel. « » Det er hun på en måde også. Det vil sige: faderen var det. Men da han døde tidlig — han havde nok levet for meget — var hendes tante og klosteret her så god at tage sig af hende — som man siger. Men hvad, prioren havde jo også selv stået fadder til hende. Ja, såmænd havde han så. « » Så har hun vel ingen moder. « » Ih, jo vist har hun en moder! Det er jo hende, madam Bernhard, som bestyrer annekset der henne — skønt det er vel snarere sønnerne, som gør det. Men ser de: hun er jo kun en fattig kone, hvorimod søsteren er rig. Og så er stakkelen desuden til sine tider ligesom lidt forstyrret i hovedet. Man kan jo nok forstå, at det har været hende svært, da de tog barnet fra hende. Og så sådant et barn. « » De holder nok meget af deres frøken? « » Um! « hun slog ud med hånden og gik med det samme hen og lagde gulvtæppet ned foran sengen. » Jeg siger ingen ting. For her må jo ikke tales. Enhver har kun at passe sit arbejd. Men hun er den bedste af dem alle. Og så så lærenem — å! Hun kan både latin og italiensk og fransk. « » Men hvor har hun da lært alt det? « » Ih — hvor har hun lært det? Naturligvis af gudfaderen og så der nede i nonnepensionatet i briksen, hvor hun har været en tid. « » Da skal hun dog vel ikke være nonne? « » Ja, det manglede blot, « brød hun ud og trampede i gulvet, så huset rystede, medens hun glattede tæppet. » Så. Nu må det være godt for denne gang. — og nu må Herren have godnat. « » Godnat! Vil de hilse deres frøken og takke for skrivetøjet. « han stod endnu og så’ på det. » Hvor det er smukt skåret ud! « » Ja, det har pater ignaz gjort. Hun har fået det af ham. Der er et mater -dolorosebilled på det, kan de måske nok se? De siger, at det skal være hende selv. « Det gik først op for maleren, da han lidt senere var bleven alene i værelset, at pater ignaz jo var den unge, talarklædte person, hvem han ved sin indtrædelse i gjæstesalen havde hørt forlange mere sukkerbrød og vin. det var allerede den anden lørdagaften, han tilbragte der oppe. Tilstrømningen af pilgrimmene havde i løbet af dagen været temmelig stærk, og det uagtet vejret lige med ét var blevet så køligt, at tante Benedikte havde fundet det nødvendigt at lade lægge lidt i ovnen. Begge hotellerne var fuldt besatte. Det vrimlede inde i den store gjæstesal af folk i alle aldere og af begge køn. Noget særlig skyldbetynget var der ikke over nogen af dem. Derimod kunne en og anden nok se lidt medtaget ud efter rejsen, som f. Eks. en gammel institutbestyrerinde, som var gået der op med sine fjorten » uskyldige lam « helt nede fra sterzing. Alle var søndagsklædte — nogle enkelte dog barfodede. Mændene syntes gennemgående de alvorligste. Flere af fruentimmerne var endogså temmelig kokette. Der blev både spist og drukket, røget tobak, læst bønner, spillet kort, talt om politik og kurtiseret, uden at den højtidelige stemning, der var til stede, forstyrredes derved — i det samtalen gennemgående ikke førtes højere, end at de vedkommende selv kunne høre, hvad der blev sagt. maleren havde netop den dag fået besøg af amerikaneren og hans unge vært, hr. Paul bar. De havde alle tre taget plads inde i det mindre gæsteværelse, hvor tilfældig også prioren og de øvrige patere var til stede. Værtinden gik hyppig frem og tilbage mellem begge værelserne, gumlende på noget bozener confect. Og inde i et tredje og endnu mindre værelse, kaldet fruerstuen, sad søsterdatteren og baldyrede liljer på en messeskjorte til gudfaderen. Det var efter sigende én, han skulle have på, når ordensprioren fra Innsbruck kom der op for at visitere klosteret. Døren ind til værelset stod åben, og skæret fra en hængelampe faldt ned over hendes sænkede hoved med det gullige hår. Den unge petersberger stjal sig undertiden til at se der ind. Men hun anede det næppe, så rolig som hun sad der og passede sit arbejd. Dersom hun ikke regelmæssig havde bevæget hænderne med de ualmindelig fine fingre, kunne mange gerne have taget hende for en billedstøtte. Der var et øjebliks stilhed inde i den midterste gæstestue. Herrerne havde været uenige, og der var falden heftige ord. Prioren sad mørk og streng på en fremskudt plads ved bordet. Han var nylig kommen efter, hvad han kaldte » en svær forsyndelse mod klosterets tugt «. Og forbryderen var ikke nogen anden end den ovennævnte Paul bar, der skammelig havde tilladt sig at låne jomfru philomene en bog med en historie i, der hed » Paterens Kys «. Jomfru philomene var en lille, spidsnæset og overmåde gudfrygtig dame, der undertiden hjalp til med opvartningen og desuden forestod udsalget af klosterets indviede rosenkrandse samt forskellige andre små » Souvenirs de Maria weissenfels «. Forøvrigt taltes der ikke mindre end elleve tjenstgørende kvindelige væsner ved hotellet. Af mandkønnet var der derimod ingen, når man da undtog sakristanen, som rigtignok hyppig opholdt sig ovre i køkkenet mellem fruentimmerne — der var altid sådan en dejlig varme, plejede han at sige — og så en gammel brændehugger og en italiensk, storøjet hyrdedreng på omtrent elleve år. » Jeg synes, at deres højærværdighed har været vel streng imod hr. Bar, « indvendte maleren. Han sad imidlertid og bladede i bogen, som prioren i vrede havde kastet hen ad bordet. » Den hele historie drejer sig jo kun om en uskyldig juleleg. Dersom et så harmløst skrift skulle konfiskeres, som de siger, er jeg bange for, at det meste af literaturen med ligeså god ret kunne gå samme vej. « » Hvem siger også, at det ikke fortjener det — eller at der ikke allerede er skrevet for meget? « ivrede prioren. » Det er da godt at mærke, hvordan demoralisationen og vantroen breder sig mere og mere med den syndflod af blæk, der i den senere tid sendes ud over jorden under navn af skjønliteratur. « » Virkelig? Så de kan også mærke det her oppe ved klosteret? « lød det lunt fra hr. Jafferson. » Ja, kan man ikke mærke det på andet, kan det i alt fald lejendes, på hvad man hører i skriftestolen, « svarede han, på samme tid som de øvrige patere gav deres bifald til kende. Hr. Ignaz sad og skar et dødninghoved ud på enden af en stok. Broder Anselmo gjorde det sidste hæfte af missionstidenden fast i et omslag, og gamle pater anastasius, der efter sigende led af et slemt maveonde, sad og nippede til et glas cognac. Det var nok allerede det sjette, værtinden havde givet ham i løbet af dagen. » Jeg troede ellers ikke, mine herrer, det var tilladt at tale om, hvad de hører i skriftestolen, « udbrød Paul bar noget dristig. Han rettede sig samtidig i sædet, dér hvor han sad ved siden af amerikaneren, ualmindelig skulderbred, skægget og stærk, med en mine som om den hele verden var hans. Uagtet han var en både dannet og ret velstående ung mand, gjorde han, på grund af sin store kærlighed til naturen, ofte tjeneste som fører for udlændingene og de mange unge kunstnere, som stadig kom der op om sommeren for at bestige bjærgtinderne. Om vinteren, når sneen dækkede alt, plejede han derimod gerne at samle egnens egen ungdom hos sig et par gange om ugen til belærende samtale og oplæsning eller anden uskyldig tidsfordriv. Nogle mente vel, at han nok nærmest gjorde dette for at forsøge, om han ikke på den måde kunne få også frøken Bernhard, der var hans barndomsveninde, i tale. Men i så fald havde han forregnet sig, da hendes gudfader, prioren, på det strengeste havde forbudt hende nogen sinde at tage med brødrene ned til petersberg. Siden den unge herre var kommen hjem fra bozen realskole, var han ikke længer nogen passende omgang for hende. Dertil var han sunken for dybt — havde pateren sagt. » Hys! De må skam agte på, hvem de taler til, hr. Bar! « irettesatte amerikaneren ham spøgende. » En mand, om hvem det hedder — i alt fald her ved klosteret — at han er uden al religion, bør være helt anderledes forsigtig i sin tale. Det er kun, når man er så heldig at være særlig begunstiget af den høje himmeldronning, man mulig en gang imellem tør tillade sig en lille ucorrecthed. « » Jeg takker dem, mr. Jafferson —- og også dem, hr. Horn, for deres overbærenhed, « svarede han. » Men desværre: jeg er bange for, mine herrer, at både de og jeg allerede- er sunkne for dybt i den omtalte syndflod, til at vi kan dømme klart i en så vigtig sag, som den der her ligger for. « » Ja, spot de kun, højstærede! Spottere har vi nok af. Men — takket være den hellige jomfru — vi har også beviser nok på, at de kan omvendes. « » jeg indrømmer, det har været forkert af mig... Men der var virkelig en tid, da jeg troede om hans højærværdighed og de øvrige patere, at de var jævne, ligefremme mennesker, der ligesom andre dødelige nok kunne have nødig undertiden at tage del i en lille spøg for at vedligeholde sundheden og livsglæden, vore første menneskerettigheder. « » Menneskerettigheder? Um gottes willenl « udbrød pater Anselmo og foldede hænderne. » Her lever vi alene i bønnens verden. « » Og laver pølsepinde for resten, « mumlede pater ignaz — på samme tid som gamle anastasius sukkede: » Sundheden, ak! —den er desværre miserabel! « » Lad os derfor hellere, mine herrer, et øjeblik sætte os ind i hr. Pater priors sted! « » Gud velsigne dem, kære, det var kristelig talt! « mente pater Anselmo. » På min ære! Jeg bliver ganske rørt, « fortsatte bar, » ved at tænke mig ham siddende her ret som en anden fader Noah på Toppen af dette ararat, hvorhen syndfloden dog forhåbentlig endnu ikke er nået. Jeg ser ham i ånden spejde efter de mange hvide duer, som han naturligvis har sendt ud her fra — ak! og så får han øje på min bog, som kommer svømmende i blækket! Paterens Kys! Kan man i grunden tænke sig noget mere oprørende for den sædelige bevidsthed, end at et par unge mennesker i et helt jule-selskabs nærværelse forsøger, om de for løjers skyld kan Kysse hinanden mellem tremmerne i en stoleryg? Hvor må det dog have gjort hans hjerte ondt at læse derom! Jeg er vis på, at den mand endnu aldrig har sysselsat sin tanke med noget så syndigt som et Kys. « prioren var imidlertid bleven grågul i ansigtet. Hænderne og armene dirrede. Han havde åbenbar ondt ved at beherske sig. Men da blev døren ud til vestibulen åbnet af en gammel sortklædt kone med hvide hårtjavser hængende ned foran ansigtet. Og opmærksomheden blev derved foreløbig henvendt på noget andet. » Å! « klagede hun sig og stavrede straks hen til kak

1886_HansenJ_VedHoejvande

Johan Holm

Jakob

Hansen

Ved Højvande

male

male

dk

HansenJA

Ved Hoejvande

Hansen

Ved Højvande

Fortælling fra Jyllands Vestkyst

n

roman

V. Pio

KB

nan

nan

O

I. Morgen-sejlads. Egnen var øde og mennesketom. Hun var måske den eneste, som endnu var oppe på klitten. Det var » Holmslands klit « — den 6 mil lange flyvesandsstrækning, der tårner sig op i en uendelighed af bjærge ude imellem Ringkøbing fjord og Vesterhavet. Sandet bar rundt om spor af strandfuglene. Mågerne, rylerne og ternerne vare på færde overalt. Lærken.for kvidrende op over lyngtoppen, og hjælmen slog sine lange glædesvimpler ud imod solen, der netop steg op over dejbjærgbakkerne ovre i øst. » Kok-li-ky-y! « Hun standsede i farten og vendte sig om. Det var hendes hane, der got. Og nu så’ hun, hvorledes Bjarke, den skimlede puddel, som hun havde arvet efter faderen, i det samme kom pilende ned ad klitten efter hende i en dugvædet sandsky, der næppe hævede sig, før den svandt. » Nej, Bjarke, Bjarke! Har du ikke forstået mig? Du kan ikke komme med. Jeg skal over fjorden. Skynd dig nu hjem! Og lad mig se, at du hjælper kre kløve og Trine med at at passe godt på huset! Hører du! Farvel! « » Vov—vov! « » Ja, farvel! « Men hun havde næppe vendt sig bort fra puddelen, før hun atter blev standset i farten. » Mæ—med! « Det var hendes får, der brægende sprang hende i møde ude fra småholmene, hvor de støde og spejlede sig i vandet, de sorte med de hvide. Deres forbavselse var umådelig: hun plejede jo ellers altid at komme der ud om morgenen for at flytte dem, og nu gik hun dem forbi! » Ja vist, lille Folkens, det kan i nok ikke forstå, at Ellen skal på rejse. Men giv jer tilfreds! Jeg kommer igen i morgen aften. Og kre kløve skal nok tage sig af jer imens. Nå, hold nu op med den brægen, og te jer lidt fornuftige! « Hun gav nogle af de nærmeste et lille dask til afsked og var et øjeblik efter om bord på » Sommerfuglen «, hendes båd, der allerede længe havde ligget rejsefærdig ude imellem sivene. » Nej, se go’e må’n! Go’e må’n! Og fa’wal med det samm’! « det var hendes nabo, kre kløve, der, næppe påklædt endnu, kom ud fra sin smedje oppe imellem klitterne og vinkede ad hende med huen: » A by’er fa’wal! A by’er fa’wal! Og la’ mæ nu sije, te de hytter dem godt mod æ uvejr! Ja, for der var da lig’godt en par solugler o æ himmel i awtes. Og de’, véd jomfruen jo nok, ka’ betyd’ både højwand og storm! « » Ja, jeg skal nok tage mig i agt, « råbte hun modig fra toften. » Å, men de Pokkers duer, kre kløve! Jeg er bange for, de kommer her ud efter mig. Og så får vi dem aldrig hjem. Gå hellere hen, lille Kresten, og giv dem lidt at æde! « » Ja, de’ skal a, bitte jomfru! — de’ skal a. « Og nu fulgte der en kostelig scene, i det smedden humpede omkring der oppe under den røde himmel og strøede korn ud til duerne for at lokke dem ned til sig, på samme tid som Ellen stod nede i båden og krøb i skjul bag sejlene. » Dugge—dugge! « — og han dejsede haltende over ende i sandet. til sidst kom hans datter, Trine skrædders, endnu med søvnen i øjnene, farende ud af huset. Håret hang hende langt ned over det røde livstykke, og hun havde endnu ikke fået tid til at tage noget på sine storkeben. » Dugge—dugge! « » Kom, lille dugge! « Nu var der to om det: en diskant og en Bas. Men så hjalp det også, og Ellen så’ nu med et strålende glimt i de oprigtige, barnlige øjne, hvorledes hendes små, fjedrede venner en efter anden dalede ned som sneflokker over taget på hendes hjem. Den sidste af dem var endnu næppe forsvunden, før hun hurtig trak også topsejlet op, hvorpå båden endelig rolig gled ud imellem sivene og hen over den letkrusede, endnu ligesom blundende Ringkøbing fjord. Ellen Mo var datter af en toldkontrolleur, der tidlig var kommen over til klitten og havde boet en stund hos kre kløve. Han var en dannet og kundskabsrig mand, som des værre aldrig nåde at blive forstået af sine omgivelser. Bønderne mente, at han var sig selv værst. Det var nemlig ikke blot sine overordnede, men også præsterne og proprietærerne dér på egnen, den fattige og derfor oversete tolder havde ondt ved at bøje sig for. Efter hans mening vare de nogle dødbidere til hobe, » der ordentlig skulle muntres op «, og da der naturligvis ikke var mange blandt jyderne, der dristede sig til at dele en så moderne anskuelse, var det jo ikke så underligt, at — som klitboerne udtrykte sig — » æ tolder bløw den små. « Den eneste af egnens storbønder, som tolderens tidligere havde omgåedes, var hr. Proprietær enggrøf til wrå, en herregård med umådelige engstrækninger ovre på den anden side af fjorden. Datteren havde endogså været der i huset i flere år, på en tid da godsejeren var enkemand, og det havde den gang været den almindelige mening, at hr. Enggrøf vist havde i sinde at gifte sig med hende. Så bønderne havde slet ikke kunnet forstå, hvad der pludselig gik ad pigen, da hun en skønne dag over Hals og hoved tog hjem til faderen og derved fremkaldte det brud imellem ham og herremanden, der dog vist nok var blevet » en pind til æ tolder hans ligkist. « Ellen var endnu ikke stort mere end 24 år og stod allerede så godt som ene i verden. Da også hendes moder tidlig var død, havde hun købt sig et lille sted i nærheden af kontrolleurhuset og var flyttet der hen med hele sit ejemon — alle møblerne der ovre fra hovedstaden, alle faderens kostbare bøger og hans gamle klaver, foruden fjerkræet, fårene og koen — thi det var hende umuligt at skille sig ved noget af det, der havde tilhørt forældrene eller overhovedet at tænke på nogen sinde at forlade sit barndomshjem, klitten. Trine skrædders fik et par småværelser oppe på loftet imod at gå hende til hånde i huset, især om vinteren, når hun læste med fiskerbørnene, og smedden tog sig for det meste af koen. Ellen skulle nu over tik sagføreren i tarm for at minde, ham om at betale hendes skatter af de sparepenge, hun ejede. Det var hendes hensigt med det samme at besøge et gammelt ægtepar, som boede ovre i nærheden afherregården, og natten ville hun tilbringe ude på tipperne. Der skulle nemlig være avktion over afgrøden dér den følgende dag, og hun kunne nok forstå, at hun blev nødt til igen at købe en af parcellerne til koen. Høet, som hun fik af polden der hjemme, rakte endnu ikke synderlig vidt; og fik hun noget tilovers, kunne hun jo give kre kløve det. Han var altid så god imod hende, og havde kun så lidt. Man skulle ikke have troet om den unge, lyshårede kvinde, således som hun sad der i agterenden af båden, at hun var vant til at omgås enten bønder eller kvæg. Hendes påklædning var vel tarvelig og væksten endogså ualmindelig kraftig; men der var både i hendes profil og i hele ansigtsudtrykket noget så jomfrueligt, sjælfuldt og fint, at man gerne kunne have taget hende for en eller anden fornem badegæst oppe fra søndervig i steden for — hvad hun var — en både. muskelstærk og energisk lille friluftspige ude fra klitten. Hun sad foreløbig og glædede sig over de smukke omgivelser. 4 båden var efterhånden kommen et godt stykke ud fra klitten, der stod stemningsfuldt og spejlede sig i fjorden i sin morgendragt af rødmende klokkelyng og dugvædet hjælme. Hist og her tittede hvideris, blåmunke og guldglinsende stenurt frem, og længst ude imod fjorden lå et letbølgende slæb af sivbræmmede græsmarker og mørkladne rørskove, hæftet op imellem sandgrundene i bugterne med en mangfoldighed af ruser og ålestænger. Længere ude imod nyminde gab, men på den anden side af strømløbet, lå » den store møl « og skinnede i solen som det prægtigste snefjæld. Tipperne og værnene lå derimod endnu fuldstændig dækkede af tågen, og endnu længere borte ved skærnådeltaet lå herregården, wrå, ligesom svømmende i et hav af hvide dampe med ildrøde regnskyer for oven. Hist og her i de nærmeste marker kunne hun allerede skimte kvæget som dunkle pletter i tågen, og over det bølgeformige landskab, der strækker sig forbi dejbjærgbakkerne op imod Ringkøbing by, ragede en uendelighed af hvide kirketårne frem som skinnende milepæle langs en oversvømmet, bugtet chaussée. J° mere Ellen fjernede sig fra klitten, des alvorligere blev efterhånden hendes ansigt. Udsigten til den egn, hvor hun havde tilbragt de bedste af sine ungdomsår, foruroligede hende uvilkårlig, de friske læber fik et smerteligt udtryk, og det var, som om et sår i hendes indre pludselig sprang op. » Å! « rømmede hun sig nogle gange. » Bare ikke kre kløve får ret, og vi få uvejr. Jeg synes, der er ligesom noget i luften, der trykker mig. « Hun søgte på forskellige måder at adsprede sig, i det hun plaskede med hånden i vandet og så’ på fiskene, der fornøjet sprang op omkring båden i sollyset. Men det ville ikke hjælpe. Minderne kom igen, og blikket søgte stadig i den samme retning. Hendes læber bevægedes, og hun fik tårer i øjnene. Men så greb hun sig også utålmodig deri og udbrød: » Nej, det er dog for galt, at sidde her og ruge over dette gamle onde en morgenstund som denne. Har jeg ikke en gang lovet mig selv, at jeg vil være fornøjet og rask? Og er det måden at holde det på? Nej, her må nok tages anderledes fat. « Hun styrede med det samme båden stik op imod strømmen og nynnede kækt — det var en sang, hun havde fundet iblandt faderens efterladenskaber: god morgen! God morgen på havet der ude hver sejler, hvert flag! God morgen hver fisker, der styrer sin skude mod fjordgabet ind, med de revnede klude, blandt dødsdømte vrag! God morgen hver køl, der af brændingens fråde sig løfter, lig ørnen, med vingerne både! God morgen! God dag! God morgen mit håb, her hvor lyngklokken ringer i hjælmenes lag! God morgen mit mod, der så dristig sig svinger, som laksen i strømmen mod bølgerne springer, i lys mod min sag! God morgen min kærlighed, nyfødt som sangen, der toner i jublende kor over vangen! God morgen! God dag! i. I laksehuset. Ellen havde været lige fire timer under vejs, da hun omsider nåde over med båden til fastlandet — som klitboerne gerne plejede at kalde det. Det var sanddynernes og det synkende lavvandes skyld, at hun imod sædvane havde måttet lægge vejen tæt op under tipperne. Luften var efterhånden bleven mere diset, og varmen var trykkende. Fjorden ebbede endnu stadig. På sine steder lå fiskeruserne allerede halvt over vandet, og rundt om i det fede klæg, der lå opskyllet neden for marsken, fore ternerne, viberne, rylerne og brushanerne trippende omkring og huggede frokosten i sig med Hj ærtenslyst. Ellen skyndte sig, det bedste hun kunne — thi det kostede hende ikke liden anstrengelse — at få båden trukket op på forstranden og bundet fast til en lille landgangsbro, der stod ensom forladt der i sandet. Så rettede hun en lille smule på blusekjolen og stråhatten, spændte læderremmen lidt fastere om livet, og gik derpå blussende varm og frisk ind over engen imod laksehuset, der ikke lå længere borte fra herregården, end at man magelig kunne gå der hen på en snes minutter. Laksehuset var et lille hyggeligt, landligt hjem, der beboedes af herregårdens tidligere røgter, den gamle Mads Kristjan tillige med hans hustru. Det lå næsten ganske skjult i et krat af asketræer og mindede ikke lidt om en fuglekøje ved de mange fiskenet, der vare hængte til Tørring oppe på taget. Inde imellem træerne på en lille, åben plads stod en række bistader, hvor omkring bierne summede, og henne på begge sider af indgangsdøren et par højrøde stokroser i fortrolig nærhed af en Mylr blomstrende potteplanter, der tittede leende ud til dem gennem de småbitte, solbrændte vinduesruder. » Nej, god dag! — nej, nu står verden da ikke længe, « lød det Ellen hjertelig i møde fra en lille, proper og klarøjet gammel kone, der sad inde i det forreste værelse ved sin spinderok. » Nej — og så køn og så dejlig voksen som de da er bleven, siden vi så dem sidst! « Her slog hun uvilkårlig hænderne sammen og vrikkede med hovedet i en så uforbeholden henrykkelse, at Ellen blev ganske undselig derved. » Nej, herregud! « vedblev hun snaksom — hun talte naturligvis jysk. » Så har frøkenen da ikke glemt sine gamle venner endnu. Å nej! Å nej! Hvor Mads Kristjan dog vil blive glad, når han ser dem. Ja, for der går såmænd ikke en dag, uden at vi taler om dem. Og det skulle da rigtignok gå underlig til, om de ikke også savnede dem der oppe på herregården. « Ellen blussede, medens den gamle hurtig satte spinderokken bort. Hun sagde, hun havde ikke godt kunnet gå deres dør forbi uden at se ind til dem, men at hun des værre måtte skynde sig, da hun skulle over til sagføreren og havde meget at udrette. Dog, der om ville boild intet høre. Ellen måtte da i det mindste blive der at spise med dem. Det var dog så urimelig længe siden, de havde set hinanden, og hun længtes dog så forskrækkelig efter at tale med hende. » Ak ja! Ak ja! « fortsatte hun hjertelig, *7 og trykkede hendes hånd. » Hvor mangen god diskurs har vi to ikke tidligere fået os, når frøkenen af og til kom her ned på deres morgentur. Jeg syntes altid, de mindede mig så levende om deres fader — det prægtige menneske, som han dog var. Jeg husker det endnu tydelig, da han besøgte os for sidste gang. Ak ja! Det var netop den dag, han havde været oppe på herregården, og frøkenen var taget hjem, uden at vi havde deri fjærneste anelse derom. « » Jeg er bange for, at han var urolig boild? Han var vist meget urolig, da han kom derfra? « » Ja, siden de spørger mig om det, vil jeg ærlig tilstå, at han den dag rigtignok ikke lignede sig selv. — bare ikke toldkontrolleuren lever for ensomt der ovre på klitten, sagde jeg til ham, da jeg jo så’, hvor underlig han sad og faldt sammen i stolen. De må virkelig omgås nogle af de mange pæne og fine mennesker, som vi har her på egnen. Man har ikke godt af altid at leve så meget for sig selv. — men véd de så, hvad han svarede mig? « » Nej. « — Ellen stirrede på hende, som om hun pludselig havde fået øje på sin faders ånd. » Jo, tvært imod, min go’e kone, sagde e han: det er netop det gale ved én, at man ikke helt trækker sig tilbage fra rakket. — ja, jeg 2 har da så ofte tænkt på, hvad hr. Toldkontrolleuren dog egentlig mente med'de ord. « Ellen snappede efter vejret. » Hvor deres blomster dog stå yndig, « Boild, sagde hun og vendte sig med det samme om imod vinduet. » Ja, ikke sandt? Og især de dejlige roser, som de plantede til mig. Å, vær så god! Sæt dem nu ned her i lænestolen og se lidt på dem, mens jeg kiger ud i køkkenet! Deres glatte og unge ansigt passer dog helt anderledes ved siden af dem end sådan et gammelt spektakel som mit. « » Er deres mand ikke hjemme? « » Nej, ikke for øjeblikket. Men han kommer nok snart. For resten er han såmænd oppe på herregården med nogle ørreder, som fruen bestilte, da hun var her nede i går. Ja, for de véd da vel nok, at godsejeren er bleven gift igen? « Hun svarede kun med et næppe kendeligt nik. » Hm! Det er jo med en fornem københavnerinde, som skal have mange penge — hvis nu det kan gøre ham lykkelig? « henkastede boild. » Og herregud! At også datteren, Otta, allerede er bleven gift! Den lille stakkel! Ser hun ikke ud, som om hun næppe kunne hænge sammen? Og så barnet! — nej, da må jeg rigtignok sige, at faderen har mere glæde af Palle, så stor og stærk som det menneske dog er blevet. Han kunne såmænd lige så gerne blive gardist, som de to af mine drenge blev det. Men — det forstår sig — nu er han da nok også endelig bleven kadet eller søofficer — hvad det egentlig hedder? « » Er det sandt! Da gud være lovet for det, boild. « » Jøsses jo! Men de siger da også om ham, at han skal kunne svømme ret som nogen aborre. Ha, ha, ha! Mads Kristjan fortalte mig forleden om ham, at han havde været så langt ude i fjorden, at de ikke længer havde kunnet øjne ham. Jeg troede såmænd så småt, at han var taget over at se til frøkenen med det samme. « » Men hvor kunne de dog tro det, boild? « » Å jo. — han kunne jo have fået kre kløves klæder på. Ha, ha, ha! Det kunne såmænd gerne ligne ham at hitte på den slags løjer. Ja, for ligeså skikkelig og rar som han er, ligeså stor en skjælmsmester har han dog altid været. Ha, ha, ha! Kan de huske den fastelavn, da de alle kom kørende her ned i kaner, og han havde fået faderen selv majet ud som bajads. Ja, det var dog forskrækkeligt, sådant et hus de holdt der ude i køkkenet, hvor de jo bagte vafler. Her er anaki! Her er et fuldstændigt anaki! — kan jeg så tydelig huske, at drengen råbte, da jeg ville tage ham vaffelj ærnet af hånden. Ha, ha, ha! Gud véd, hvad han egentlig mente med det? — jeg var jo kun bange for, at han skulle brænde sig på jærnet. Ja, såmænd var jeg så. « » Han var altid så frejdig og fuld af livsmod, « undskyldte Ellen hans adfærd. » Men hvor kan boild dog falde på, at han skulle ville besøge mig? « » Jo, fordi han spurgte mig om, hvor de boede. Jeg stod netop der ude og så’ på deres forgyldte seletøj, da han kom hen til mig med en af de unge herrer, som er her hjemme med ham i ferien. — sig mig, mor boild! spurgte han mig så nok så fortrolig: hvor i alverden er dog frøken Mo bleven af? Jeg hører først nu, at også moderen er død. « » Sagde han frøken Mo? « » Ja, såmænd gjorde han så. « » Tidligere kaldte han mig altid Ellen — hvilket søsteren også gjorde. Vi var jo stadig ligesom søskende. « — hendes stemme dirrede uvilkårlig. » Det skal jeg fortælle dem, min go’e herre, sagde jeg. Hun bor såmænd endnu der ovre på klitten i et net, lille hus, som hun købte for et par år siden, den gang den forrige ejer druknede. — men, du gode gud! Hvad bestiller hun da der? tog han på vej. — ja, hvad bestiller hun! Hvad bestiller hun! Hun har så mange jærn i ilden. Men de kan da aldrig tro, min go’e, unge herre, sådan en liflig mjød som hun laver, og så ferm som hun er til at læse med fiskernes børn om vinteren. — nej, det var da alt for galt! De var dog virkelig for god til at læse med de skidne rollinger! Og når det hang sådan sammen, ville han, pinedød — og så slog han sig på håret — over at se til dem, enten de så blev vrede eller milde for det der hjemme. « Her skyndte boild sig ud i køkkenet, hvor hun straks fik travlt med at sprætte en ørred op, og Ellen satte sig ned ved vinduet. Det var, som en uvejrssky var trukket op på hendes pande. Luften der inde i det lille, lave værelse, hvor fluerne surrede under loftet, blev hende stadig mere trykkende. Himlen, der nylig spejlede sine røde skyer i fjorden, hang nu fugtiggrå nede over engene som et nygipset loft, og ude over herregårdshaven i det fjerne hang en uhyre danebrogsvimpel sjattet og ubevægelig ned fra stangen. Regnede det ikke allerede? Hvad om hun opgav turen og vendte om i tide? Hun havde en underlig ubestemmelig følelse af, at en fare truede hende. Men så rejste hun sig skamfuld over sin egen svaghed. Hun havde jo endnu næppe set sig omkring i stuen — denne stue, som hun i de forløbne år dog så ofte havde længtes efter. Jo — ganske rigtig! — det var endnu alt på den gamle plads. Det var endnu den samme barnlige idyl, som hun så ofte tidligere havde beundret. Dér var rosenguirlanderne under loftet! Og dér de fantastiske fugle og bibelsprogene på væggene! Dér var brudeverset med englene, som strøede blomster for boild og Mads Kristjan! Og dér fotografierne af deres sønner: de to gardister, matrosen med huen i nakken og en leende skomager, der sad med lange manchetter på og pløkkede en damestøvle. Og se, der henne på dragkisten med de blomstrende geranier! Dér stod den endnu uforandret, hele denne statelige opmarschering af det engelske porcellain, som matrosen havde bragt med hjem fra udlandet. Der var dejlige pudler med lange lokker, himmelblå missekatte og tobaksrøgende tyksakke af bådsmænd fyldte med kongerøgelse. Ude på fløjene stod et par hvide rytterstatuer — en kvindelig og en mandlig. Det var Otta og Palle — som de gamle havde sagt — og hun kom uvilkårlig i tanker om, hvorledes herregårdssønnen en dag var kommen farende der ind og overgivent havde bedt, om han dog ikke en gang måtte få sit contrafei at se. » Ja, du måtte ønske, Palle, at du var så ridderlig som han, « havde Ellen da svaret ham med en hentydning til rytteren, der sad statelig i sadlen med hatten i hånden. » Ridderlig — Ellen? « gentog han og stirrede på hende med store øjne. » Ja, tænk dig lidt om! Står du f. Eks. Ikke her inde i stuen hos boild med hatten på? « Han rev den hurtig af hovedet og stammede: » Det er også faders skyld. Hørte de ikke, han sagde forleden, at når man var stillet som vi, havde man ikke nødig hverken at hilse eller at gå af vejen for nogen? « » Men, Palle, du véd da nok — « » Ja vist — at de er af en anden mening. Men skal jeg da derfor lystre dem mere end ham? Herregud, de er da ikke endnu bleven min moder. « » Palle — ingen spøg! Du er nu 16 år. « » Ja, og de er lige 20. Jeg synes virkelig, de har ikke grund til at klage over mig. Der er dog ingen, der bedre kan trække mig omkring som et rigtig fromt, lille bælam, end netop —. « » Men Palle —! « » Nå, nå! Ingen skænd, lille mutter! lad os nu se, hvem af os der først kan nå ned til stranden! — pst! Pst! « Og han var ude af døren med det samme. — men stakkels Ellen stod der endnu som tidligere og stirrede på dukkerne. » Ja, der rider de « — mumlede hun halv højt, uden at hun vidste det — » Der rider de endnu begge i deres hvide klædebon, som billedet af de to eneste mennesker, jeg endnu holder af. Til højre broderen og til venstre søsteren. Men der i midten er kløften, hvorfra faderen træder frem — « Hun standsede pludselig og ligesom befriet, da døren i det samme åbnedes. » Walkommen! Walkommen! « Det var den tidligere herregårdsrøgter, som glædestrålende trådte ind og rystede hendes hånd: » Walkommen! Walkommen! « Iii. Indkig i herregården. Ellen kunne slet ikke forstå, hvorledes hun blot et øjeblik havde kunnet tænke på at opgive rejsen, så fornøjet følte hun sig nu, da hun, efter et længere ophold hos de gamle, trådte uden for havelågen, dér hvor en lærke netop i det samme gik kvidrende til vejrs. Det var hen ad en halvgroet sti over mosen, og engene hun gik. De krydrede dufte af blomsterne og halvgræssene slog hende i møde overalt. Snart var det på gyngende kærbund, hun trådte, og snart imellem tørvestakke, padderokker og siv. Klægpletterne — der på sine steder lå og revnede af længsel efter regnen — bleve efterhånden færre og færre, og det var, som grønsværen blev både finere og tættere og blødere for hver en gabende enggrøft, som hun dristig sprang over. Undertiden forekom det hende, at hun hørte en le blive hvæsset i det fjerne. Men nej! Der var dog heldigvis ingen sietmand at se der oppe i nærheden af herregården. Det eneste levende, hun endnu kunne opdage, var storkene, der gik og spankede om langs med åbredden imellem de klaprende vandhjul. Og dem havde hun da ikke nødig at være bange for. De skulle såmænd ikke røbe hende for nogen. Men så — ligesom hun kom ind på vejen, der førte tæt op forbi wrå — begyndte det at regne. Hun var nu ikke længere borte fra herregården, end at hun tydelig kunne skimte den endogså gennem regnsløret. Ude på en af de nærmeste Enge, hvor kvæghjorden græssede, stod et par malkepiger og hældte mælken fra stripperne over i en tønde, der lidt efter blev kørt op imod ladebygningerne af en mand med et gammelt øg. Om hun kunne nå der op førend han. Hun fremskyndede sin gang og var netop nået hen til et krat, som hun godt vidste stod i forbindelse med herregårdshaven, da det pludselig lød med en ungdommeligt røst ud til hende fra træerne: » Nej — til venstre — for Pokker! Vi skal jo over til tarm at hente kandidaten. Min kære fader, der, som i véd, er bange for spøgelser, siger, at vi ellers bliver 13 til bords. « Ellen studsede og sprang i skjul bag træerne. Det var Palle, som havde talt. Og hun hørte nu, hvordan en 3 — 4 ryttere i det samme svingede ud fra indkørselen og satte hen ad vejen til tarm i dundrende trav. Var det sagføreren eller lægen, han ville hente? De vare jo begge kandidater. Hendes forstand stod stille, og hun trådte lidt dybere ind i krattet. Hun ville nødig gå efter dem — i det mindste ikke straks. Nej, så ville hun dog hellere tøve der et øjeblik. Men da for hun uvilkårlig tilbage med et sæt, og regndråberne fra løvet slog hende isnende ind på halsen og skuldrene. Det var hovedbygningen hun uforvarende havde fået øje på inde imellem træerne. Hun var ikke længere borte fra den, end at hun gennem de åbne døre i verandaen uden vanskelighed kunne se helt ind i spisestuen, dér hvor ægteparret endnu sad som et par tavse støtter ved det forstyrrede frokostbord. Hun stod allerede i færd med at flygte. Men da så’ hun til sin forskrækkelse, hvorledes et par karle og en tjenestepige, som hun vidste var fra klitten, i det samme kom frem med deres høstredskaber ovre i Marken på den anden side af vejen og gjorde forberedelse til at afmeje græsset. Nej, nu var det hende umuligt at fjerne sig. Hun ville ikke for nogen pris give anledning til omtale iblandt tyendet der på gården. Deraf havde hun tidligere fået nok. Og hun dukkede sig opskræmmet ind under en hyld, som stod i nærheden af en med andemad overgroet grøft. Hun havde ingen sinde tidligere været der, og det forekom hende, at jorden gyngede under hende. Men hun sagde til sig selv, at hun ville blive stående der foreløbig — selv om hun havde en følelse af, at hun langsomt sank. Og regnen strømmede uafbrudt ned og gjorde stedet endnu mere hemmelighedsfuldt. Alle husets vinduer vare for det meste overgroede med vinløv, og henne i den nordre fløj, hvor Ellen tidligere havde haft værelse, og efter sigende Fru enggrøf nr. i gik igen, vare persiennerne yderlig sænkede. Det så’ næsten ud, som der ikke måtte komme en eneste lysstråle der ind. Nu rejste fruen sig der ovre og lagde avisen bort. Det var ikke noget beundrende blik, hun tilkastede sin kære ægtehalvdel, der sad tæt ved hende med albuerne på bordet og blundede. Hun stødte så heftig til en af stolene, at 29 han vågnede derved, og gik med det samme ud i verandaen. Det var en dame på mellem 25 og 30 år. Hendes ansigt var egentlig hverken smukt eller stygt, men havde et opvakt og adspredt udtryk. Dersom hun ikke havde haft et par iøjnefaldende pletter på morgenkjolen, mente Ellen, at hun næppe ville have følt sig stødt ved noget særligt i hendes ydre. Hun stod endnu og trommede med fingrene på rækværket, da hr. Enggrøf trevent kom der ud. Hans påklædning — måtte man lade ham — var ulastelig. Stramme benklæder og fløj elsfrakke, himmelblåt tørklæde og hvid vest. Dertil skilning i håret både for og bag og en koket, lille guldlorgnette, der hang og daskede ham på maven med det noble embonpoint ved siden af en uhrkjæde, der naturligvis også var af guld med den fineste emaille. » Om forladelse — jeg har vist glemt at sige tak for mad, « sagde han og nærmede sig fruen i den åbenbare hensigt at kysse hende. Men hun trak sig køligt tilbage og svarede lidt ironisk: » Tak — det er overflødigt — jeg véd' det jo, at du elsker mig. « » Men, kære — jeg vil da håbe, at du ikke tvivler derom. « » Og jeg vil håbe, at du forskåner mig for. at give nogen huslig scene, så længe din datter endnu er her i huset. « De gik urolige frem og tilbage lig et par fugle i et bur. — da Ellen et øjeblik efter atter så’ der over, vare de pludselig forsvundne, og døren var lukket. Tankerne afløste hurtig hverandre i hendes hjærne, og det var kendeligt på hende, at hverken dørene eller vinduerne der ovre vare lukkede for hendes indre syn. Hvor meget ønskede hun dog, at også Otta et øjeblik ville komme ud i verandaen, så at hun kunne få hende at se blot endnu en eneste gang. De havde nemlig fortalt hende henne i laksehuset, at herremanden rimeligvis om kort tid ville sælge gården for at flytte over til Sælland på hustruens gods. Og Ellen kunne således ikke nogen sinde mere gøre sig håb om at få børnene at se. Det begyndte omsider at lufte lidt ude fra havet, og regnen var netop hørt op, da Ellen hørte rytterne vende tilbage i følge med en vogn og en vistnok spaserende herre, der heldigvis dog nok ikke var sagføreren. Det lille, temmelig højrøstede selskab var endnu næppe forsvundet oppe i indkjørselsalléen, før en havelåge skyndsomt blev åbnet ovre i nærheden af hovedbygningen, og hun så’ veninden træde hurtig frem imellem buskene. Ellen havde dog ondt ved straks at genkende Otta, så meget havde hun forandret sig i de år, de ikke havde set hinanden. Hun var bleven hulkindet, bleg og mager, og hendes gang var underlig vaklende. Det så’ næsten ud, som hun ville unddrage sig de ankomne gæster; thi øjnene fore urolig om efter et skjul, medens hun ilede hen over gruset i gangen, dér hvor silkekjolen slæbte i vandpytterne. Hun smuttede omsider ind i et lysthus lige i nærheden af grøften, hvorved Ellen stod. Træerne dryppede endnu, da hun satte sig der. Men dette syntes ikke at volde hende nogen ulempe; og for hver en regndråbe, der faldt, så’ hun op med en grænseløs fortvivlelse i blikket, som om hun ville sige til træerne: » I græder over mig! — ak ja, hvem der dog havde det så godt som i! « Det kostede Ellen en del overvindelse at blive stående der rolig ved synet af denne kummerfulde skikkelse. » Å Otta « — brød det frem i hende, på samme tid som blæsten rejste sig og krængede løvet. » Er det min skyld, du er bleven ulykkelig? Burde jeg være bleven her? Og måske ofret mig selv? Nej, det kan dog hverken du eller Palle forlange. Det ville jo dog kun have ført til vanære for os alle sammen «. » Jeg skulle sige fruen, at gæsterne vare komne, og at de nu gik til bords. « Det var en barnepige med et sygeligt lille væsen i en vogn, der kom og bragte Otta dette budskab. » Det er godt, « for hun op. » Du kan gjærne blive her ude med barnet, så længe vejret er godt. Men pas på, at hun ikke skråler! Du véd, at jeg kan ikke fordrage det. « Og hun gik stiv og med en påtagen fornemhed tilbage til huset. De satte sig til bords der ovre, og en galloneret tjener, der nylig havde åbnet verandadørene, for frem og tilbage langs gæsterne med de fyldte tallerkener. Hr. Enggrøf bød selskabet hjertelig velkommen. Glassene tømtes, og samtalen, der i begyndelsen var dæmpet, blev efterhånden til en lydelig snadren. Skeerne og gaflerne klirrede. Der klinkedes og råbtes hurra med stigende munterhed, medens den lille der nede i lysthuset hvinede, og leen uafladelig klang. Ellen fattede endnu ikke, hvorfor hun tøvede der. Hun blev stående der — stående som fortryllet. Der var efterhånden kommet noget forventningsfuldt lyttende over hende, og hendes ansigt blussede uvilkårlig, så ofte hun hørte Palles røst. » Ja, jeg vil se ham endnu en gang, da jeg endelig er kommen her, « mumlede hun halvhøjt som nylig der henne i laksehuset. — » Se ham og velsigne ham! « Hun dukkede efterhånden længere og længere ind under løvet og hørte ligesom i en rus, hvorledes klitpigen drævende sang: det lakker ad skærsommer, og fisken drager bort fra land. Nu ingen næring kommer mer fra den lumre strand. Der er så kvalmt her inde i boden under tagets strå; thi vil jeg ud i Marken gå, og drage mig i sinde, at himlen den er blå. Jeg kan ej gå og hive i hytten efter luft og vejr. Kom hid min le, min rive! Og du min hjærtenskær! Så gå vi ud og lufte os lidt, hvor polden frodig står. Du river græsset, som jeg slår, og høets friske dufte vor fremtids lykke spår. lad den, hvis fyldte lade ham aldrig under fred og ro, kun le ad os, der glade er ved vor broged’ ko. Vor velstand er kun ringe, den strækker ikke grumme vidt; men så kan vi til gengæld tit lig fuglene os svinge op mod vor skaber frit. Ellen hørte ikke mere, da selskabet i det samme højrøstet trådte uden for, hvor der nok skulle drikkes kaffe i verandaen. Foran gik hr. Enggrøf ved siden af en transpirerende anden jorddrot, der så’ ud til at være næret af det fineste flæsk. Derpå kom svigersønnen, Fru Ottas mand, en lille tyndbenet spradebasse med en elfenbenstandstikker imellem fingrene. Han gik midt imellem den ovennævnte velnæredes fede døtre, og bag efter kom så alle de øvrige gæster, af hvilke fornemmelig de unge herrer syntes at have drukket godt. Men Ellen havde næppe øje for andre end Palle, der i sine hvide benklæder og klædestrøjen næppe var trådt frem i verandaen, før han hoppede langt ud over rækværket og ned imellem blomsterbedene som en Pan. De fleste af herrerne fulgte hans eksempel, og damerne jublede. Værten satte sin næseklemmer på: » Ja vist — det er en Pokkers fyr. Forleden sprang han, gud hjælpe mig! over tyren, der nær havde stanget ham. « Og legen fortsattes. Ringspillet prøvedes, og croquetkuglerne fore til vejrs, så man næppe kunne øjne dem. Grenene på frugttræerne knagede, i det der gjordeslegemsøvelserpådem, og kastegyngen stormedes. Snart var det Palle og snart kandidaten, der kastedes højt op under bladhvælvingen, så at fuglene flygtede og troede, at det var på dem, de gjorde jagt. Ellen rystede. Palle satte pludselig hen imod vognen i lysthuset — på samme tid som hr. Enggrøf ringede de øvrige sammen med liqueurglassene. » Nej — det er da også en utålelig lille skrålhals, « sagde han til pigen. » Og så så styg som den oven i købet er. « » Gud! Det skulle fruen rigtignok høre, at de sag

1879_Hansen_Vikingeblod

Johan Holm

Holm

Hansen

Vikingeblod

male

male

dk

HansenH

Vikingeblod

Hansen

Vikingeblod

En Nutidssaga

n

roman

Reitzel

KB

nan

. ??: på trods af undertitlen. SAGA

HISTORICAL

Endnu ung han kedes ved arneild og indesidden, ved de bløde hynder og gammelmands vanter. ( efter „ Hakonarkvida “ ). I. Søen blinkede i fagerdalen. Til begge sider spejlede sig de grønne Åse, og kun ude midtstrøms rullede lagarfljdt sine bølger fra vatnajøklen ud mod det åbne hav. Nede ved flodbredden kom en rytterhok frem. „ Stejngrim, vejen går langs floden! — helviti,x ) kan han ikke styre hingsten? “ Råbte én af flokken, da den, der egentlig var togets fører, pludselig forsvandt i det nærliggende birkekrat. „ Lad du pilten2 ) fare, Bonde! “ lo en anden, en student fra Reykjavik. „ Tager jeg ikke fejl, vil han nok hen at sige farvel til Ingeborg i skdgarkot3 ), inden han atter b helviti — helvede. 2 ) pilt — en ung mand. 3 i skdgarkot — skovhytte. rejser udenlands. Denne g-ang lader han sig næppe kysset franarre, hun nægtede ham sidst/4 „ Ikke troede jeg, at Stejngrim Viking havde nødig at trygle om Kys,"4 mente bonden, der tørst havde talt. „ Jeg har hørt sige, at der ikke findes en stulka x ) i Reykjavik, som ikke går og slesker for ham. Nå, du kender ham jo bedre, end jeg, og kunne gjærne fortælle os lidt om ham, medens vore øg puster og tager sig en slurk vand.44 „ Å ja, fortæl! “ lød det fra en anden. „ Fanden selv kan ikke blive klog på den Viking. Der er Tønder i ham. Jeg ville nødig nu være i Ingeborgs sted. “ Her sprang de alle af hestene og lejrede sig nede ved flodbredden, hvor studenten kort efter fortsatte: „ På fjældet der ude ved kysten ligger Stejngrim Jonssons barndomshjem. Moderen véd jeg ikke noget at sige om — hun døde nok, da den små kom til verden — men faderen, kan jeg fortælle jer, var lods. “ „ Lods? Å snak! “ rettede én af de øvrige. Ham. „ Flan var en hel Viking og skal nok have kapret vældigt under krigen med en- ’ ) stulka — en ung pige. gelskmanden. Des værre blev han til slutning nappet og måtte smukt spasere til avstralien nogle år “. „ Kan gerne være — det véd jeg ingen rede på, og Stejngrim næppe heller; han var jo kun ni år, da faderen omkom på søen. “ „ Nå, druknede han? “ „ Ja, han ville ud til et skib, der var i havsnød. Sønnen ventede ham forgæves i tre dage og gik så ud at søge ham. Det var lige i forsommeren, og den grønlandske is lå endnu i fjorden. En vældig blok spaltede ham snart båden som en Skive spat, så han med nød og næppe reddede livet på blokken. Han sad der i over et døgn uden alad eller drikke, indtil Sira Vigfus fra Mula tilfældig kom der forbi og ikke blot fik ham bjærget, men også tog ham med hjem til sin præstegård, hvor Stejngrim så siden blev. “ „ Det må have været en velgørende overgang at komme fra isblokken til badstuen med Sira vigfus’s ederdunssenge: enden var sagtens bleven kold på pilten, “ mente bonden. „ Det var dog nok præstedøtrene, som skønnede mest på æventyret, “ fortsatte b badstue — egentlig dagligstuen, der tillige er sove- værelse. fortælleren. „ Der var så godt som lutter kvinder på gården — hs. Velærværdighed skal nok have et åbent hjerte for det smukke køn — og mage til pilt havde pigebørnene endnu ikke set. De sloges alle om at trække de våde klæder af ham, lavede melsuppe til ham, og åbnede med deres småfingre øjenlågene på ham, når han sov, som om de slet ikke kunne blive klog på, hvad det var, der stadigt fængslede dem i de underlige havblå øjne, han har. „ Nå, Stejngrim blev, som sagt, hos den rige præst, uagtet fostermoderen, der endnu bor der oppe i lodshuset, ikke var glad ved at miste sin kæledægge og jævnlig gjorde forsøg på at få ham tilbage. Han og pigebørnene voksede hurtigt fra børneskoene, og nu blev der først liv på Mula. Om vinteren forkortede man tiden med læsning' af sagaer og kvad—pilten var allerede den gang selv rimsmed — og om sommeren gik arbejdet på tun’et1 ) og på fjældet med munter sang. Stejngrim slentrede hver morgen op på Toppen af Mula, hvorfra han kunne se et glimt af havet, der altid vinkede ham, og pigebørnene fulgté gerne hæsblæsende efter. Tit ' ) tun — en græsmark. kappedes de med ham om at nå først op, en idræt, der en enkelt gang lykkedes for „ Koblommen “, som Stejngrim kaldte den ældste af dem; men ved nedfarten blev de skønne derimod altid bagefter. Når plejebroderen nemlig var bleven ked af deres overhæng, slog han som oftest kolbøtte og løb på hænder og fødder ned ad fjældet, noget som pigebørnene, trods deres gentagne forsøg på at gøre ham det efter, dog ikke for alvor turde indlade sig på. „ En dag, da præsten kom hjem fra barselgilde, fik han øje på plejesønnen, der sad oppe på Mula og så’ til, medens de unge damer hver for sig dansede rundt om ham for at vise, hvilken sjælden ynde naturen havde undt dem. Stejngrim, der åd af et stykke frisk blodpølse, „ Koblommen “ lønligt havde stukket til ham, skulle afgøre, hvem der var den dejligste af dem, og den, der bar prisen, skulle have, jeg husker ikke, hvormange Kys. „ Hvordan er det mon fat med mig i dag “, mumlede præsten en kende omtåget: „ Er det mit gamle gudindviede Mula, jeg rider under, eller et hedensk Ida, hvor knægten der oppe sidder til doms over mine døtre? — Stejngrim! — tvi dig, liderlige fugl! Vil du komme ned! Er det takken, fordi jeg reddede dig fra dødens svælg, at bringe skam og skændsel over mine uskyldige pigebørn! “ Og han truede og slog ud med armene, så hesten forskrækket slog op og nær havde kastet hs. Velærværdighed af; men Stejngrim, der mente, at faderen øvede sig i en prædiken, lod sig ikke forstyrre derved. Han havde just sunket den sidste pølsestump, og, enten det var kræset eller „ Koblommen “ selv, der oplivede ham, strakte han pludselig armene ud, og gav den sidstnævnte skønne under de mest uskrømtede omfavnelser en hel regn af Kys. „ Efter dette optrin fandt den gode præst det rigtigst at skille „ Paris og gudinderne “ Ad, og sendte Stejngrim til præsteskolen i Reykjavik. Det er en selvfølge, at,paris* skulle være kirkehyrde. Teologien er jo det eneste, ungdommen opdrages til hos os. For at lægge sig efter lægevidenskab eller retspleje må man ned til København, og hvem vil sende sine børn til et sådant Sodoma og gomorra! Nej, vore forældre ramme os viseligt en pæl i kødet. Det er godt, at man i tide lærer at spege sig: er du først på præsteskolen, min søn, så er du på det tørre, sagde kællingen, hun skar hans ligskjorte. „ Så kom da vor ven i huset hos skolens rektor. Han gjorde sig naturligvis yndet overalt ved sit friske og djærve sindelag; men med rektor kunne han ikke spændes, dertil havde han selv et for nordisk og den anden for latinsk et hjerte. Rektor foredrog af iliaden, Stejngrim af eddaen eller af sine egne fædrelandske digte; ethvert menneske véd at fortælle om deres retoriske væddestrid ikke blot i hjemmet, men også uden for det, så ofte de mødtes. “ „ Jeg har hørt sige, at det skyldtes Jonssons fædrelandsdigte, at der ikke blev noget af udvandringen den gang “, sagde bonden. „ Det er underligt, at han selv alligevel forlod landet kort efter. “ „ Ikke så underligt endda, Bonde, “ lo studenten. „ Det var jo netop på den tid, han blev klog på det såkaldte slemme skab. “ „ Fåreskabet, mener du vel? “ „ Nej, min ven, jeg mener præsteskabet; — for resten kan jeg ved omtalen af det godt gå ud fra fåreskabet, vort andet store nationalonde. — ser du! Vor unge kandidat blev nemlig klog på, at ligesom fåret gennem næringsmidlerne optager et lille hæsligt snyltedyr, der forplanter sig i leveren og hjærnen af det, således gives der også visse teologiske får, som gennem deres åndelige næring tilegne sig en lignende modbydelig parasit, der ikke blot tærer på deres egen sundhed, men også på den herre Jesus med. “ „ Fy1. “ udbrød bonden og spyttede. „ Har jeg ikke nok hørt sige, at han har svigtet sin tro, ligesom endrid Skularson, hans gode ven. “ „ Men Skularson har jo dog fået præstekald. Hvorledes kan man forstå, at nogen kan give embede til en frafalden? “ spurgte én af tilhørerne. „ De tage det ikke så nøje med overbevisningen, disse ærværdige gamle får? — det gælder at redde stumperne, sagde graveren, han opsamlede de dødes ben. “ „ Og nu vil Stejngrim jo rejse igen. Hvad mon han vil til England efter? “ „ Efter lykken, tænker jeg. Han kan jo ligeså godt søge den der som et andet sted. Her hjemme er strømmen ham imod. Sine bøger kan han jo ikke få ud; og se om altinget tilstod ham blot det ringe bidrag, han søgte til udbredelsen af et nyt blad nærmest for bondestanden! Nej. Hvorfor skulle også bonden, der er trykket på alle måder, yderligere døje ondt af bogtrykkersværten. Hvad skal overhovedet oplysningen til? Lad kun folket blidelig sove ind mellem de gamle skindlapper, måske saga des snarere ynkes over det og lukker dets øje i dødskampen. “ Her tav studenten, og en sky gled over hans åsyn, medens fljdtet solblinkende rullede forbi under det nedhængende birkeløv. Han så’ ud over egnen med et trodsigt udtryk om læberne, som om han med magt ville holde tårerne tilbage, der syntes at ville bryde frem: grønne græsmarker mødte øjet rundt om, kun afbrudte hist og her af spredte gårde eller små kirker, hvis lave spir hævede sig under fjældskråningen som et venligt genmæle mod de fjærnere klippetinders sønderrevne skrift. Fljdtets bulder øgede egnens stilhed, og han kom til at tænke på sagnet om uhyret, der skulle leve i floden og vise sig nu og da for at varsle ondt. Det var, som om det et øjeblik havde vist ham sit skræmselshoved og spået undergang for det land og folk, der under sygnende slægtled trolig havde stridt for at vedligeholde de store fortids- minder. „ Den lede selv er nok på færde i fljotet i dag, som det skummer “, udbrød han med påtagen munterhed, i det han sprang op og‘ greb efter rejseflasken. „ Jeg tænker Stejngrim lod være at brydes med strømmen i dag, som han gjorde, den gang han reddede endrid Skularsons liv. Nu en hjærtestyrkning, og så i sadlen, at vi kan nå Sira Vigfus og hans dydsirede pigebørn inden aften. — hil dig vort land! “ „ Hil dig! “ lød det i kor. „ Hil! “ lød det længe igen frabjærgene. Efter at rytterflokken var forsvunden. Imidlertid red Stejngrim Jonsson frem mod en lille hytte, der lå ensomt mellem krattet og fjældet, og som almindelig kaldtes skdgarkot. Det unge digter- og præsteæmne syntes at være et par og tyve år. Han var lidt over islændernes middelhøjde, og sad på sin dampende, sorte hingst mere lig landnamamanden, der fo’r Marken over med ild, end en sejrvinder på åndslivets felt. Den ranke skikkelse, det halvtblottede bryst, de senefulde lægge, som ridehoserne vare gledne ned fra, og de stærke, næsten sammengroede bryn gave ham noget af en jættes udseende, noget, man ville have frygtet, hvis ikke den kraft og spændighed, der talte gennem hvert af hans ledemod, var bleven ligesom adlet af udtrykket i hans øjne og om hans mund. Selv hingsten syntes viljeløs at være påvirket af rytterens kraft, i det den hedtprustende fo’r frem mellem birkestammerne og slog jernhoven i stengrunden, så ilden sprang, og fjældvætterne vågnede tonende rundt om. Endelig nåde han ud af krattet, og der undslap ham et udbrud, som mindede stærkt om en ed. Oppe på stien i fjældtragten under den skinnende fos fik han pludselig øje på en ungdommelig kvindeskikkelse, der dansende nærmede sig hytten med en pose Mos på skuldren. Det var Ingeborg, hende, han søgte! Det kunne umuligt være nogen anden! Han standsede hingsten bag en nedrullet kæmpeblok og spejdede med en jægers blik efter det kommende unge vildt. Ingeborg nåde snart hytten og ilte hen mod indgangen efter at have kastet posens indhold ud på jorden. Døren var stænget! Moderen var gået til handelspladsen og havde taget nøglen med! Hun stod tvivlrådig et øjeblik, afførte sig da den varme strikkede trøje, slængede livbæltet med moskniven i bort fra sig, og gik hen til en sidearm af fjældvandet, der flød i nærheden. Stejngrim fulgte med øjnene enhver af hendes bevægelser. Han så’ hende drikke af barnehånden, så’ hende bade ansigtet og skuldrene og slynge håret i tykke fletninger, som nåde hende langt ned over bæltestedet. Da hun var færdig dermed, vendte hun tilbage til hytten med en frejdig Aline og kastede sig ned på alosset for at afvente moderens hjemkomst. Stejngrims kendskab til Ingeborg stammede fra en ferierejse, han havde gjort, inden han første gang fo’r udenlands. Ingeborg var den gang seksten år. Hendes fader, Guttorm Boye, var nylig død, og moderens og datterens eneste næringskilde var alosset, de sankede på fjældet. Familien på skogarkot havde ingen sinde været synderlig agtet. Guttorm, der i sin tid kaldtes „ den kloge Aland “, havde efter hans indskrænkede granders alening kunnet mere end sit fadervor og rimeligvis ladet kunsten at brygge sejd af fjældmosset gå i arv til hustruen. Der var ikke ret mange, som havde alod til at nærme sig skdgarkot uden i sygdomstilfælde, og selv da korsede man sig omhyggeligt, inden man trådte over tærskelen. Den eneste fremmede, der jævnligt sås i hytten, var Jon natfari, en rig, men ilde anset Bonde, der imellem stunder hentede Ingeborg til selskab for sin åndssvage søn og endelig ville gøre hende til sin svigerdatter. Det var under opsamlingen af mosset, at Stejngrim og Ingeborg mødtes første gang. Han red nede i dalbunden, ledsaget af en hvalfanger — en kaptajn dybdal, med hvem han kort efter skulle rejse til Danmark — og hun sad oppe på fjældskråningen og stoppede sin pose under skingrende sang. „ Hvad! “ bandede han og stirrede op efter hende. „ Er det ikke troldungen fra skdgarkot, som sidder og galdrer der oppe på fjældet? — Holla, stulka, kom hid! “ Ingeborg fo’r op og slap forskrækket posen, som langsomt rullede ned ad skråningen. „ Hvad vil du mig? “ spurgte hun, efter at han havde gentaget sit råb. „ Lønne dig for sangen “, svarede han med en hånlatter. „ Kom ynkelige, lille kræ, som er ' fostret med Mos! Kom her ned at smage honningen af en pilts Kys! “ Ingeborg satte hænderne i siden og stirrede målløs på ham. „ Nå, du vil, at jeg skal komme op til dig, “ råbte han og sprang af hesten, medens kaptejnen tyssede ad ham, og pigen forfærdet ilede op ad fjældet på de bare ben. „ Det er jo en skinbarlig heks, “ vedblev han og satte efter hende, indtil han atter vendte om og opgav ævret, da Ingeborg i flugten sendte en hel regn af Mos og fjældurter ned over ham. „ Tag dig i vare, hedenske tøs! “ truede han efter hende, idet han fjernede plantestøvet fra næseborene og nøs. „ Vil du ikke have noget for sangen, lover jeg dig, at du i det mindste skal få snusen betalt, når vi atter mødes “. Kort efter rejste Stejngrim til Danmark med kaptajn dybdal, men blev undervejs af stormen nødsaget til at gå i i.and på Norges kyst. Her gjorde han for første gang bekendtskab med sine norske frænder, der alle følte sig meget tiltalte af ham og førte ham til flere af vestlandets smukkeste egne. Stejngrim skønnede også så meget på nordmændene og det gjæstevenskab, der vistes ham overalt, at han lod dybdal ene sejle hjem til Danmark og gik med nogle studenter over kjolen ind i Sverrige for at gæste en rig svensk „ Bro’r “, han mødte undervejs. Det svenske levesæt huede den unge islænding endnu bedre end det norske, og' livet i Stokholm, hvorhen han også kom, syntes ham ligt et eventyr i et fepalads. Uheldigvis slap hans penge alt for tidligt op, og* da han ikke gad låne af vennerne, var der ikke andet for: han måtte rejse og tage til takke med den friplads, der ventede ham ved Københavns universitet. Men havde Stokholm været ham som et fepalads, forekom København ham i førstningen at være et helt slaraffenland. „ Toldbodvinhus “, „ Himmerige “, „ Helvede “ og mange andre steder, hvor hans bachantiske landsmænd trak ham hen, lod ham ingen ro til læsning; det var, som om jorden under ham bølgede i druesaft, og som om samlivet med de glade brødre slettede ethvert spor i hans minde af det teologiske uføre, han nylig havde vandret i. Han var i den første rus kun en fløj for de andres stemninger: vare de politisk uforsonlige mod regeringen, var han også på vej til at blive det; vare de broderligsindede, lovpriste han det danske folk; vare de rationelle, blev han strengt videnskabelig, og vare de religiøse, havde han „ egentlig ikke noget imod at omgås en teolog “. Værst var han naturligvis stillet, når meningerne vare delte, som det hændte en gang, da talen var om Jon Sigurdssons politik, og begge parterne sloges om ham uden for „ Himmerige “, ved hvilken lejlighed han mistede sit ene kjoleskød, der senere blev viet i „ Helvede “ som et sejrspant for de yderliggående, i det de kvad: når fra „ Himmeriges “ Sale Stejngrim stol ører uden hale, vil vi her ved dette „ Blot “ Kejse ham til helveds drot. Den gode Sira Vigfus syntes imidlertid, det varede noget længe, før sønnen vendte tilbage med, hvad præsten kaldte den højere teologiske grad. Han skrev derfor Stejngrim til og bad ham rørt at mindes fædrehjemmet, hvor „ Koblommen “ ret inderlig længtes efter ham, og hvor allerede så meget fedekvæg havde måttet strække Hals for hans skyld. Stejngrim følte sig alvorligt krænket ved dette brev og besluttede, at han ikke for eftertiden ville modtage nogen pengehjælp af faderen: „ Sig mig dog, hvorved jeg skal tjene brødet! “ spurgte han én af sine landsmænd, efter at han en tid ligefrem havde lidt nød. „ Du er jo skjald, op til kongen og gør dig fortjent ved et digt! “ lød svaret. Dette forslag, syntes Stejngrim, var ikke så ilde, og han gik én af de følgende dage op på slottet at søge Frederik den syvende, som han satte meget højt. „ Hvorhen? “ spurgte den vagthavende officer ham, da han i sine gabende transtøvler gik op ad marmortrapperne. „ Jeg er en islandsk skjald, der begærer foretræde, “ svarede han rolig og gik videre, indtil officeren indhentede ham og venligt bad ham komme igen dagen efter. Den følgende dag var der offentlig avdients både hos kongen og grevinden, og Stejngrim indfandt sig atter, denne gang iført sin luvslidte kjole, hvis navnkundige hale han.i den anledning havde fået syet til. Efter at have ventet tålmodig i to timer, erfarede han, at ingen flere fik adgang til kongen den dag, hvorimod han kunne komme ind hos grevinden, om han ønskede det. Ærgerlig gik han da ind og fik også tilladelse til at sige sit „ Kongekvad “ for hende, men gjorde det med en af forbitrelse så tordnende røst, at hendes nåde senere gennem officeren lod ham sige, at hverken kongen eller hun kunne for fremtiden modtage hans pris. Efter denne skuffelse var Stejngrim længe modfalden og nødlidende, indtil en ældre landsmand af ham uventet skaffede ham nogle at manuducere, hvorved han tjente brødet til henimod foråret, da længselen efter fædrelandet atter drev ham hjem. Men nu gjaldt det at udfinde, hvad forsynet egentlig' havde ment med ham, da det satte ham ind i verden. Skulle han være præst og samtidig skjald? Eller skulle han være videnskabsmand og politiker? Præst? — nej, dette var umuligt! Lovet være endrid Skularson, havde han i tide fået øjnene op for den usandhed, der klæbede ved hele præstevæsenet. Skularson havde tinget med ideen og taget embede; det skulle han dog ikke. Nej, aldrig i evighed ville han tage levebrød på den vis eller udbytte den sidste rest af trosguldet i sin sjæl til en vekslen med kirketienden; nej, før ville han gå ud at tale eller prædike på egen hånd. Det kunne også i enkelte øjeblikke forekomme ham, som om han virkelig følte kald til at gøre dette; men til andre tider, når den prøvende eftertanke kom til, smuttede overbevisningen bort, og han beholdt kun den digteriske kaldelse tilbage. Den digteriske! — ja, hvad kunne den nytte ham i et i.and, hvor der ingen ydre midler og ingen læsekreds var? — men han ville, han måtte skrive alligevel! Videnskaben og politiken vare gode nok; men det var næppe i dem, han hørte hjemme. Sysselsat med disse og lignende spørgsmål drev han om på landet eller på havet og skrev alenlange digte, fulde af lyrisk kraft. Men hans tanker fik ingen klarhed, og sindet ingen ro derved; det var meget mere, som- om forladthedens og hjemløshedens følelser stadigt udviklede sig derunder. Plejefaderen havde han kun flygtig gæstet, og så ofte han tænkte på at opsøge Skularson og forny venskabet med ham, blev han greben af en lønlig uvilje imod ham og flakkede så igen urolig om pa.a søen. Snart var han ude med fiskerbådene, snart på de fremmede skibe, og snart fulgte han med kaptajn dybdal på hvalfangst, en idræt, der særlig tiltalte ham: når han stod for ude i hvalbåden med sprænggranaten i hånden, når skuddet knaldede, og kæmpedyret blodigt såret løb linen ud, kløvende bølgerne som en mur, der truede med at styrte sammen over båden — da åndede han med fuld vellyst og glemte tit at kappe linen i tide, som det hændte en nat ved midnatsolens lys, da hvalen allerede havde. Trukket båden under bølgerne, og han svingende øksen dernede ramte sin egen hånd. Alen da så vinteren kom og umuliggjorde al færdsel både til lands og til vands; da intet Echo af de sange, han gennem bladene havde sendt folket, nåde til ham og holdt hans viljesliv vågent; da sneen dækkede husene og gjorde ikke blot natten, men selve dagen til en øde grav, hvor hans ærgerrige drømme forfulgte ham uden ophør — da trådte klarere end nogen sinde hans egen og fædrelandets forladte stilling frem for hans indre syn, og han flygtede mangen gang fra sit leje for trøstesløs at flakke om mellem strandklipperne under stormens og havets hyl. I sådanne nætter undfangede han tanken til mangt et værk, der skulle kaste hæder over hans fødeø; men det første, han fik færdigt, nægtede bogselskabet at udgive, hvilken krænkelse havde haft til følge, at han anden gang ville vende fædrelandet ryggen og rejse over til England som medhjælper hos en landsmand, der udgav et rationalistisk skrift. — da Stejngrim, der nu ville gøre et kort besøg på Mula for at sige plejefaderen farvel, nåde helt op til skovhytten, var Ingeborg falden i søvn. Han red tæt hen til hende og betragtede hende nøje, så nøje hans sindsuro og hans varme blod tillod ham det. Det var første gang, han så’ hende nær ved. — han bøjede sig blussende ned over hingsten og klappede den temmelig umotiveret. „ Skulle det virkelig være den lille djævleunge, der kastede mig snus i næsen for to år siden? “ mumlede han og stirrede atter underlig sky ned mod lejet, hvor pigen lå i det friske fjældgræs som en moshyllet rosenknop...det er i grunden nogle mærkelige væsener, disse kvinder. Jeg kan ikke forstå, hvad det er for et herredømme, de lønligt udøve" over mig. Det er, som om jeg både drages til dem og må fly dem, som om jeg ikke ret tør — å, snak! Det er vel ikke for at gøre mig selv latterlig, at jeg er kommen her hen. — vågn op stulka! “ Råbte han og huggede ubarmhjærtigt sporerne i hingsten. „ Vågn, op, siger jeg, livis du ikke vil have, at min „ Svarta “ skal stille sin hunger på dit græs! “ Ederfuglen på sit dunleje ville næppe bleven mere skræmmet ved synet af jægeren, end Ingeborg blev, da hun slog øjnene op og mødte den unge mands udfordrende blik. Mere bønligt kunne fuglens øje ikke have bedet om fred end hendes, der efter bruddet med søvnen strålede ham i møde med et underlig huldreagtigt skær. Hun rejste sig uvilkårligt halvt op og samlede linet over brystet, medens hele hendes legeme rystede så stærkt, at mosset blev ligesom levende derved. „ Du er nok ene? — din kyndige mor er nok ikke hjemme? “ begyndte han lidt efter med en påtagen sikkerhed. „ Så meget des bedre. Vi to har jo et lille mellemværende at opgøre med hinanden. Rejs dig, og kom at få kysset, du véd nok! Jeg gider ikke længere være i din gæld. “ „ Å, vær god og drag bort igen! “ bad hun med et barnligt, hjælpeløst udtryk...tilgiv mig, hvis jeg den gang gjorde dig imod! “ „ Nå, så du kender mig dog “, lo han kry. „ Du har måske endogså længtes efter mig? Tilstå du det kun! og giv dig tilfreds, min lille høne! Jeg får vel at stå af sadlen og slå mig lidt til ro hos dig. “ Her huggede han atter sporene i hingsten, der hindrede ham i at stå af; men i det samme han vendte ryggen til hende, sprang Ingeborg instinktmæssigt op fra sit leje og ilede forbi hytten op ad fjældskråningen, som en skræmmet stenged. Rytteren udstødte en ed og satte efter hende. „ Snedige trold, det skal ikke lykkes dig at undfly mig denne gang, om jeg så skal brække dyrets Hals “, råbte han opbragt og fo’r hen ad klippestykkerne på den fnysende hingst. Ingeborg hørte ikke. Hun fortsatte løbet med fortvivlet mod. Nogle hundrede alen borte foran hende var et dybt fjældskår, fra hvis afgrund fossens bulder allerede hørtes. Hun måtte over kløften — det koste hvad det ville. „ Bild dig ikke ind, at du kan løbe fra mig! Du har ingen muskler i benene, du! “ Råbte han yderligere ophidset ved følelsen af det nedværdigende, der var i hans færd. „ Ha, ha, ha! Hun tror, jeg vil stå af hesten for hendes skyld! — jo vist! — nej, den kvinde, Stejngrim Viking skal ulejlige sig for, må have spist andet end fjældgræs og have smagt lidt af suttungs mjød. — så, nu er hun ved skåret! — du springer ikke over, det sætter jeg mit liv på. Du har nok glemt din mo’ers kosteskaft. “ I åbenbar strid med sine egne ord sprang han pludselig af hesten som ved en opblussende naturdrift og fo’r gennem det lave fjældkrat, hvis grene sloge ham om benene som snærtende ris. Ingeborg var ganske nær ved fjældskåret. Det var foroven mere end to favne bredt og sænkede sig brat mod fossen med fremstående klippestykker og løst grus. Hun havde ikke tidligere vovet springet over det; men nu måtte det gøres. Den unge mand var lige i hælene på hende. Hvad om han nåde hende i-1 hun kastede svimlende blikket ud over dalen. Men der var intet menneske at se; ingen kunne komme hende til hjælp. Hun troede alt at mærke sin forfølgers hede ånde slå imod hendes nakke; da samlede hun sine sidste kræfter, vovede springet — og sank blødende, men frelst til jorden på den anden side skåret. Men nu Stejngrim. — den unge fribytter var åbenbart ikke nøje kendt med stedet; thi han fo’r som blind lige hen til den yderste rand af skåret og forsvandt pludselige under springet over det, i den åbne kløft. Ingeborg skreg og stirrede ned efter ham. Sprællende med arme og ben gled han ustandselig ned ad skrænten mod elven, medens en regn af jordklumper og grus truede med at begrave ham. Endelig standsede han der nede på skårets bund med et ungdommeligovergiventsejrsråb og sprang dansende hen over stenene. Underligt sløret af fossens stænk strakte han som en havmand armene op imod Ingeborg og tilkastede hende et gjensy nskys — da turde hun ikke tøve længere, men sprang hurtig op og forsvandt i krattet hinsides kløften. Det var nogle timer senere. Solen nærmede sig allerede klippetinderne, og mellembjærgenes lette omrids svandt efterhånden i et hemmelighedsfuldt tågeslør. Hist og her kastede en drivende sky sin fantastiske skygge over de endnu solbelyste fjældrygge, ellers var alt ensformigt, stillestående og tyst. Fossens fjerne bulder, den dæmpede eyd af fårehjordens klokker og en enlig græshoppes sang vare de eneste ytringer at liv, der nåde Ingeborgs øre, der hvor hun sad skjult i krattet og græd. Hun lignede ikke længere sig selv. Ingen ville have sagt, at det lille sammenkrøbne, hulkende væsen, der sad og dækkede sig med sit lange opløste hår, var den samme, der nylig kom dansende ad fjældstien. Der var kommet noget fremmed og menneskefjendsk i hendes åsyn; tårerne fløde uden ophør over hendes kinder, som under øjnene havde et par mørke halvringe omtrent af samme farve, som de små modermærker, der vare synlige på hendes Hals og bryst, og fødderne blødte endnu af de rifter, klippestykkerne nylig havde tilføjet dem under flugten; men hun brød sig ikke derom, hun'vovede ikke en gang at stikke dem frem fra skørtet, der dækkede dem, og som tillige med den øvrige sparsomme klædedragt tydeligt nok viste, at der var fattigdom i hendes hjem. „ Hvad skal jeg dog gribe til? “ sukkede hun modløs. „ Jeg tør ikke rejse mig og se ud; han kunne mulig spejde efter mig. Jeg tør slet ikke gå hjem i aften. Liste mig hen til Jon natfari, som bor tæt herved, tør jeg heller ikke, jeg er desuden også angest for hans hæslige, syge søn — jeg er angest for alle mennesker nu — o, gid jeg turde kaste mig i fossen! “ Og hun hulkede igen. „ Hvor kunne han nænne at håne mig så grusomt? — hvad har jeg gjort ham og alle de andre, at de kalder mig trold? Kan jeg gøre ved, at jeg er pjaltet og styg? — o, hvis han vidste, hvor meget og hvor godt jeg har tænkt om ham, siden jeg så’ ham første gang, så ville han ikke foragte mig eller jage efter mig, som om jeg var et dyr! “ Og der fulgte atter en lang tid, i hvilken der ikke hørtes andet end fårehj ordens klokker, fossens bulder og græshoppens sang blandet med den unge piges gråd. Endnu turde hun ikke gå hjem. Det nyttede ikke, hun gentog for sig selv, at moderen for længst var vendt tilbage fra handelspladsen og rimeligvis var urolig over hendes udeblivelse, eller at myrerne, der travle fo’r frem og tilbage i gruset ved hendes fødder, mindede hende om arbejdet, som ventede hjemme; hun blev siddende i den samme stilling med hænderne under hovedet og stirrede tankefuldt frem foran sig. „ Om han dog holdt af mig? — om han dog alligevel var god? “ trøstede hun sig lidt og tørrede omsider tårerne af øjet. „ Hvor kæk, hvor stolt og sejrrig han dog så’ ud. Hvor underligt jeg dog blev til mode, da han fra hesten stirrede ned på mig. Det var, som om hans store, blå øjne droge mig til sig — som om jeg skulle flyve ham i møde, og dog ønskede jeg, at græsset ville dække mig. — ja, gid det ville dække mig for stedse! Jeg bryder mig slet ikke mere om livet — eller om ham, siden han hånede mig så dybt — jeg bryder mig ikke længere om hans Kys — jeg vil aldrig tiere drømme om ham — drømme at jeg sidder i sadlen hos ham og hviler ved hans bryst. — gid jorden dækkede mig! Ak! Ak! “ Og fårehjorden søgte hjem. og græshoppen gik til ro; men endnu længe blandedes fossesangen med Ingeborgs gråd. Først hen imod midnat, da solen var gået helt ned, hinkede hun hen til fjældtrakten for at bade sine blodige fødder i fossen. Som hun stod der, og så’ vandet falde dybt ned over den udhulede klippevæg, kom hun i tanker om, at hun som barn tit havde trængt sig frem langs den våde væg og ind under selve vandfaldet. Der kunne hun muligt finde et fristed. Hun slæbte sig med møje hen 'til stedet og sank udmattet ned på en mosgroet sten. Men selv her ved naturens eget bryst havde hendes sind ondt ved at finde ro. Det forekom hende stadig, som så’ hun Stejngrim nede i kløften lig en havmand stige frem af fossens dampe og hæve armene mod hende. Det var, som om hun måtte kaste sig der ned i hans favn; men endelig faldt dog hendes legeme tungt tilbage mod klippevæggen, og den bange sjæl gled umærkeligt over i drømmen, medens vandfaldet skjulte hende for omverdenen med sit rullende slør. Da Stejngrim nåde op af kløften, var ikke blot Ingeborg forsvunden, men hingsten med. Han steg højt op ad fjældet, uden at det lykkedes ham at få øje på den; først da han nåde helt op på Toppen, hvorfra man havde en vid udsigt over havet og kystbjærgene, så’ han dyret langt borte på vejen, der førte ned til handelspladsen i retning ad hans barndomshjem. Han satte sig ned på en Varde og vred vandet af sine klæder, så godt det lod sig gøre. Hans blod var kølnet, og det ungdommelige, friske åsyn havde genvundet noget af det sejrs- eller renhedsskær, Ingeborgs øje straks havde opdaget, og som hun med barnlig troskyldighed satte sin lid til. „ Den lille græshoppe! “ mumlede han leende, „ hende skylder jeg da, at jeg blev våd, og at jeg er kommen så langt bort fra mine rejsefæller. Hvorfor indlod jeg mig også med hende? Hvad ville jeg overhovedet ved den forheksede Rønne? Jeg har vel ikke nødig at tage noget hensyn til, hvad der hændte for to år siden. — å, jeg vil slet ikke tænke på hende. “ Her rettede han sig stolt i sædet og så’ ud over kystfjældene* og havet, hvis friske, køle vind velgørende slog ham i aløde. „ Min hjemstavn! “ gentog han nogle gange med en inderlighed, som om ingen anden følelse end fædrelandskærligheden rørte sig i ham. Og således var det til dels også. Ingeborg og æventyret med hende der nede i dalstrøget var nu allerede glemt. Det lille luftige og fintfølende væsen fra skovhytten var svundet i hans bevidsthed lige så pludselig, som hun var dukket frem i den, da han uventet så’ hytten, medens jj___ han fo’r frem i spidsen af rytterflokken. Hun havde fængslet ham flygtigt, som et eller andet sjældent insekt ville have fængslet ham, om han havde mødt det på sin vej; nu da både hun og hendes omgivelser vare ude af hans synskreds, var hun ikke længere i stand til at påvirke hans sanselige natur, der for øjeblikket var greben af noget helt andet. „ Min hjemstavn! “ vedblev han tankefuld og med stigende ærefrygt. „ Du har klædt dig i dæmringens højtidsskrud til vor afsked og sat en krone af solguld om din tinding. — hvor du er høj og prud! — som sa

1871_HeegaardS_Dobbeltgaengeren

Poul Sophus Vilhelm Heegaard

Sophus

Heegaard

anonym

Dobbeltgængeren

neutral

male

dk

Heegaard

Dobbeltgaengeren

Heegaard

Dobbeltgængeren

En Fortælling om et gammelt Aars Skuffelser og Sorger og om et nyt Aars Haab og Forjættelser

n

roman

Gyldendal

KB

Forfatter er Poul Sophus Vilhelm Heegaard. Defineret som fortælling (roman), men kun 72 sider - for kort?

nan

nan

O

Nytårsaften. Blandt de uhyggelige ting skal man vanskelig kunne tænke sig noget uhyggeligere end at møde sig selv på en ensom landevej, eller at få øje på sig selv oppe i en af logerne i tteatret, eller at lukke døren op til sit værelse og finde sig selv siddende ved bordet, fordybet i arbejde. Jeg tror, at de fleste ville indrømme dette; endogså de, som ellers er mest indtagne i deres eget jeg, og som ved alle ledigheder søge at stille det til skue, ville ubetinget helst undgå at gøre bekendtskab med sig selv på denne måde. Nu er det imidlertid ligeså vist, at ingen undgår sinskjæbue, og ethvert menneskes skæbne vil, at det på et eller andet tidspunkt i sit liv møder sit eget jeg og bliver dobbeltgænger. En seer det første gang i en kirke, hvor han ved et tilfælde befinder sig alene; han opdager det bag en af pillerne, først i utydelige omrids, smeltende sammen med halvskyggen, senere formende sig til en bestemt skikkelse; skønt det ikke seer på ham, ved han, at det betragter ham, og at han erligeså gennemsigtig for det, som den klare luft. En anden seer det midt i en forsamling, en tredie i tågerne på en efterårsdag, en fjerde i sit arbejdsværelse, en femte på en grøn eng, en sjette, syvende, ottende på sygelejet, i fængslet eller ved sit bryllup. Utallige er de skikkelser, det kan give sig; dunkle og gådefulde de dybder i sjælen, hvorfra det opstiger. Åndeligt og sandseligt gå over i hinanden og antage hinandens former; slumrende kræfter kaldes tillive; hidtil ukj endte magter drive deres spil med os; forbinde, hvad der ellers er adskilt, og fjerne det, som ellers hører sammen; lade det nærværende svinde bort og kalde fortiden tilbage eller indhente den fremtid, som først skal komme. I sådanne øjeblikke, hvori livets sædvanlige virkemåde er sat ud af kraft, og hvori vort eget væsens dybere natur træder frem, blive vi klarsynedé og forstå det, som ellers er os ufatteligt; hvorledes vi dengang forstode det, begribe vi ikke senere; men vi vide med sikkerhed, at vi forstode det. Det var nu hverken bag pillerne i en kirke, eller i en forsamling, eller i tågerne, sålidt som i sit arbejdsværelse eller på en grøn eng, at den gamle Martin så sit eget jeg; han så det i et fyrtårn, som lå ude i havet, en mil fra kysten hvor han boede. Den gamle Martin var en forurettet mand; forurettet af skæbnen, eller om de hellere vil, af tilfældet; forurettet af sine nærmeste og forurettet af sig selv. Hans ungdoms elskede var bleven ham berøvet, ikke af døden, men af en falsk ven. Mange år vare forløbne siden den tid, men det brændte ham i sjælen som om det var sket i går. Senere havde han giftet sig, mere for at holde et givet løfte end af tilbøjelighed; og da hans børn vare bievne voksne, havde sønnen mod hans villie ægtet en pige, hvorfor han havde forstødt dem begge fra sit hjem. Nu var kun hans'datter tilbage, på hvem han havde kastet al den kærlighed, han ejede; men også hun havde gjort ham sorg ved at forlove sig med en sømand, som i flere år havde været på rejser, og om hvem man i lang tid intet havde hørt. Trods slid og slæb kunne gamle Martin netop lige friste udkommet, og med et langt livs sorger og bekymringer bagved sig var hans natur i årenes løb undergået en forvandling. Gamle forurettelser havde fremkaldt had og nag, og hadet havde han nedlagt i sin sjæl som en kapital, der bar renter; nytårsaften var den terminstid, da han hvert år plejede at hæve renterne for omhyggeligt at lægge hver en skilling til kapitalen, der i årenes løb var vokset op til en anselig sum. Dersom gamle Martin levede længe nok, ville han en nytårsaften finde sig selv som millionær, ikke i penge, men i had, forbittrelse, hensynsløshed og egoisme. Den nytårsaften vi her tale om, var han kommet tidlig hjem fra en besværlig vandring, og da han i taushed havde nydt sin tarvelige aftensmad, satte han sig hen for at opgøre regnskabet. Hustruen og datteren.vidste det og talte derfor sagte i den tro, at han ikke hørte efter, hvad de sagde. „ Mon fader dog aldrig skulle forsone sig med Alfreds giftermål? “ spurgte Anna sin moder. „ Jeg har kun talt med dem en gang siden den ulykkelige dag. Jeg kan ikke begribe, hvorfor man vil pine og plage både sig selv.og andre, når et eneste venligt ord, en eneste forsonlig tiltale kunne gøre alt godt igen og forene de hjerter, som aldrig skulle være adskilte. “ „ Derved er der intet at gøre, min pige, “ Svarede moderen, „ jeg kender fader for godt til at vente mig noget af fremtiden. Gid din fremtid må blive lysere end min fortid; det er det eneste ønske, jeg endnu har tilbage. “ efter dette svar blev Anna tankefuld og sank hen itaushed, i begyndelsen en sørgmodig og trykkende taushed, men efterhånden arbejdede tankerne sig frem ad lange veje, indtil der viste sig lysere udsigter for hende, fremtidsforhåbninger og lykkelige forjættelser, som kaldte smilet frem i det klare ansigt. „ Gid din fremtid må blive lysere end min fortid. “ Hvorledes. skulle vel fremtiden blive lysere for hende, når ikke Richard kom tilbage? Hvor havde han været i den lange adskillelses tid? Hvor færdedes h^n vel i dette øjeblik? Således tog det ene spørgsmål det andet, indtil hun med ungdommelig livlighed rejste sig, satte sig hen ved siden af sin fader, tog mod til sig og talte til ham. „ Jeg har i dag tænkt så meget på Richard, fader, og ville blive lykkelig, om jeg snart hørte fra ham. Jeg synes, at vi på denne. Nytårsaften skulle blive enige om, hver på sin måde at lægge grunden til et glædeligt nytår. Tænk nu, om du rejste hen til Alfred og sagde ham, at du tilgav ham, at fortiden skulle være glemt, og at han skulle komme herhen i morgen, for at vi alle kunne være samlede ved det nye Års begyndelse. Jeg tror, at jeg ville blive ligeså glad, som om Richard var kommet tilbage. “ Den måde, hvorpå Anna sagde disse ord, ville under almindelige omstændigheder have smeltet ethvert hjerte; hun var en af disse fordringsløse, naturlige og livsglade unge piger, som straks indtage en, når kun denne en ikke havde været gamle Martin. Hun kunne ikke have valgt noget uheldigere øiehlik til at omtale hin sag. Han var netop i begreb med at forøge kapitalen og dyngede den ene sum ovenpå den anden; de mange årsforurettelser og krænkelser skulle være tålte for intet, og nu vovede nogen at opfordre ham til at glemme det hele, til frivilligt at give afkald på formuen, og denne nogen var, oven i købet hans eget barn. Det overgik alt, hvad man endnu havde vovet at byde ham; derfor kogte også forbittrelsen over hos ham, og han rejste sig med en for hans alder usædvanlig hurtighed. „ Ti stille, “ sagde han, „ ikke et ord mere. Nu har jeg gjennemlidt den lange række af år, og så skulle jeg tilgive og glemme. Aldrig! Som om mildhed og forsonlighed kunne udrette noget i verden; som om mildhed og forsonlighed kunne få en til at glemme skuffede forhåbninger og et livs knuste lykke, eller gøre det skete uskeet og udbrænde årgammelt had og nag. Jeg hader menneskene “ — ved disse ord gød lidenskaben fornyet kraft i den gamle mand, så at han rettede sig stiv og stolt som i sin ungdom, og en ild tindrede i hans øjne — „ jeg hader menneskene! Mildhed og forsonlighed er fjernede fra mit sind for stedse. Havde jeg magt somvillie, så knuste jeg dem. Ingen overbærenhed eller barmhjertighed, de gøre os kun tossegode, så at vi lade os trampe ned af den første den bedste. Nej, had og hævn, så er partiet lige. Min søn har forbitret mit liv, og vender ikke tilbage, så længe jeg lever; og vover nogen af jer oftere at omtale denne sag, så skilles vi; enten i eller jeg viger pladsen. “ Ved de sidste ord lod han sin hånd falde tungt på bordet og sank snart tilbage i sin gamle indesluttethed; kort efter tog han sin hat og gik ud. Annas ord ville som sagt have smeltet ethvert hjerte, men hendes fader havde intet hjerte; hvis der engang havde været noget af det slags i ham, så var det forlænge siden forstenet. Hans natur var trodsig, og omstændighederne havde kun alt for godt bidraget til at udvikle denne natur. Hvor skulle vel den magt findes, som kunne bringe denne isskorpe til at smelte; knuse den, det var let nok; men smelte den, det var sagen. Gamle Martin gik ud i aftenskumringen og traskede ned mod havet; den kolde, bidende vind mærkede han ikke, dertil var han alt for optaget af sine egne tanker. Mechanisk vandrede han videre hen ad den vej, han så lidt havde hetrådt, og nåde snart ned tilvandet. Det var et ensomt sted, hvor han befandt sig, men han yndede netop ensomheden, og var mange gange gået derned, når sindets byrder trykkede ham alt for tungt. Han kendte enhver busk, enhver forhøjning i jordsmonnet, enhver sten, og styrede sine fjed ned mod en forfalden hytte, hvor fiskerne tidligere havde haft deres redskaber liggende, men som nu stod forladt og var yderlig forfalden; hele forsiden, som vendte ud mod havet, var faldet sammen og lod udsigten fri; inde i hytten fandtes der kun en træbænk, som først var glemt af fiskerne, siden af tyvene. Den gamle Martin vidste på en prik, hvor den stod, og fandt den derfor med lethed trods mørket derinde. Her var stedet, hvor han kunne fortsætte regnskabet uden at forstyrres, og han så med frydefuld bitterhed, hvorledes kapitalen var vokset siden sidste termin; den sidste termin førte igen hans tanke tilden næstsidste og så fremdeles, indtil han endelig for et øjeblik glemte regnskabet over gamle erindringer fra ungdomstiden, dengang han første gang traf sammen med hende, hvorledes hun ved deres første møde ligesom havde elektriseret ham, hvorledes han havde tænkt sig umuligheden af, at hun nogensinde kunne blive hans hustru, og det slet ikke af anden grund, end fordi denne lykke ville være alt for stor; hvorledes han tog mod til sig og friede og fik ja, og følte, at han var nærved at gå fra forstanden af glæde; hvor godt erindrede han ikke den første gang de vare sammen i selskab; han så tydeligt for sig hendes smukke, fyldige hår,' som var sat op i en tyk fletning, hepdes slanke skikkelse, hendes tærnede kjole, og han mindedes, som om det var i går, hvor lyksalig han var, når hun hemmeligt trykkede hans hånd. Det var for et øjeblik som om såmeget af isen var smeltet, som der behøvedes til en eneste dråbe; men den frøs straxigjen. Tanken førte ham videre frem, og han så en skikkelse, som engang var hans gode ven, og på hvem han stolede, eller rettere, mod hvem han aldrig havde rettet et glimt af mistanke. Denne ven misbrugte hans fortrolighed, og en dag så han sig forladt af hende, han elskede højest i verden; men det var endda ikke nok. Hun gav vennen sin hånd og blev hans hustru; og hvad gamle Martin derefter så i tankerne, var såre bedrøveligt; thi hårdt måtte hun bøde for sin letsindighed, uden at han kunne hjælpe hende. Hun blev vel ikke ligefrem misliandiet af sin mand, men han blev snart ligegyldig, kold og ukærlig mod hende; hendes søn, som i længden ikke kunne udholde livet hjemme, drog ud i verden, og moderen døde omsider i ensomhed, forladt af sin mand og af den hele verden. Gamle Martin selv giftede sig senere, men hans liv fik aldrig sin forrige friskhed. Kommende år toge de gamle sorger med sig • og dyngede nye ovenpå dem; løfter havde han modtaget af mange, men nogle havde brudt dem, andre tankeløst glemt dem, og ingen holdt dem; han så ikke sin hustrues selvopofrelse og blide tålmodighed; han var blind for sin søns flid, udholdenhed og dygtighed; han elskede vel sin datter, men ikke på den imødekommende måde, som vinder hjerterne, og nu havde han jo sorg også af hende. Alt dette gik rundt i den gamle Martins hoved og blandede sig mellem hverandre. I begyndelsen havde han tænkt det alt sammen klart, men efterhånden antoge skikkelserne uklare omrids og faldt ind i hverandre. Han så skikkelserne af de mennesker han tænkte på, foran sig og omkring sig i hytten, og blandede dem sammen med de genstande han kunne skimte i skumringen. Ude foran ham lå fyret og brændte; det gav blinket, som pludseligt udsendte lysstråler af flere Miles længde, og forsvandt ligeså pludseligt igen; blinkene kom og gik ligesom hans egne tanker. Han kunne skimte fyrtårnet, der stod som en kæmpe ude i havet, og som af skyerne, der drev forbi det og bagved det, forsynedes snart med møllevinger, snart med arme og ben, snart fik en hat på hovedet eller en kappe over skuldrene, og i det hele gennemgik en række forvandlinger. Jo længere den gamle Martin sad og betragtede disse forvandlinger, desto mere fortabte han sig i dette skuespil, indtil det til sidst fængslede ham og ganske opfyldte ham, og der efterhånden begyndte at foregå en forvandling med ham selv. Fyrtårnet antog menneskelig skikkelse og vedblev dog at være fyr; den menneskelige skikkelse syntes at være ham bekendt; han havde en dunkel forestilling om, at den lignede ham selv som han stod og gik, og dog kunne det umuligt være således. Den blinkede ad ham og syntes at vinke, som om den opfordrede ham til at komme nærmere. Han følte ingen frygt ved dette syn, men kun en uimodståelig trang til at komme derud for at nå et eller andet ubestemt, som han savnede og måtte have; og uden at mærke eller bekymre sig om, at det begyndte at blæse, sad den gamle Martin få øjeblikke efter i en båd og roede ud ad fyret til, så hurtigt han kunne. Det var dog forunderligt, hvad der kunne være på færde ude ved det fyr; han kunne dog altid roe derud og betragte det i nærheden; var dér så intet at se, kunne han jo roe tilbage igen. Han havde aldrig været ude på fyret, skønt han havde set det lyse hver aften i mange år; ligesålidt vidste han, hvem der boede, eller hvor lang vejen i virkeligheden var. Skuffet af afstanden på havet troede han at kunne nå derud på et kvarter, og nu havde han roet en time uden tilsyneladende at være kommet længere end halvveien. Blæsten var ikke ringe, og bølgerne begyndte så småt at få hvide toppe, men Martin var ikke den mand, der lod sig forknytte af så lidt; havde han begyndt på en ting, så skulle den føres igennem. Han lagde sig over årerne med al den kraft, han endnu havde tilovers; men han var en gammel mand, og snart svigtede kræfterne ham; armenes styrke svarede ikke til villiens kraft, båden kastedes omkring mellem bølgerne, han så hele vandmarker lægge sig påskrå omkring ham, store flader som pludselig skummende og sydende forvandledes til bjerge og Dale, der truede med at slynge båden og ham selv i afgrunden. Blæsten tog til og gik efterhånden over til en rygende storm, så at gamle Martins mod sidst forsvandt; de få kræfter han endnu havde tilbage, brugte han ikke mere til at roe, skjøndt han nu var ganske nær ved fyret — thi med et blik havde han indset det frugtesløse deri — men han anvendte dem til at opløfte et fortvivlelsens råb, og sank derpå afmægtig tilbage i båden. Nytårsnat at leve alene på et fyrtårn kan aldrig og under'ingen omstændigheder have noget behageligt ved sig. Jeg taler ikke om dem, som med lommen fuld af penge fare fra den ene ende af verden til den anden for at se og høre alt og straks glemme detigjen, og som engang for en forandrings skyld, og for et øjeblik kede af menneskevrimlen og de store byers larm, skuespil og brogede mangfoldighed, søge ud på havet og stige op i et fyrtårn. Om dem taler jeg ikke; thi ensomheden og stilheden kan være som en hvile for dem, og den stærke modsætning kan kalde lysten til livet tilbage. Jeg taler derimod om fyrmesteren, denne eneboer, i hvis lod det er faldet at føre en afsondret tilværelse ude i heden, hvor den storartede natur med dens ville optrin gør indtryk selv på det råeste sind, og hvor både den dybe stilhed og bølgernes torden have en egen måde at tale på, et ganske ejendommeligt sprog, som i længden bøiei’ den mest stivsindede og forhærdede, og ofte fremkalder høisindede tanker og menneskelige følelser i en ånd, som under dagligdags forhold ville være bleven nede ved detmiddelmådighedens lavmål, hvor det gennemsnitlige antal af slægten holder sig fra sin fødsel til sin død. Når himlen er klar og havet roligt, er ensomheden stærkest og mest byrdefuld. Stilheden fremkalder sin modsætning og vækker forestillinger om folkerige byer, solbeskinnede marker og lykkelige hjem. Solskinnets utallige blink på havfladen lede tanken hen på det vrimlende og mangfoldige, på gader fulde af spadserende, forretningsfolk og kjøretøier, på fyldte tteatre eller på hyggelige middagsselskaber; og ønsket opstår om på en eller anden måde at være med i al denne vrimmel; men eneboeren føler blot afstanden og sin egen afmagt, og denne følelse tynger og piner ham kun så meget stærkere, jo livligere hans fantasi befolker den tomme luft eller lader skikkelserne tumle sig ude på havet. Ved vintertid derimod, når fyrmesteren har fået sin proviant for flere måneder, når han for lang tid har taget afsked med verden, når stormen arbejder gennem luften og havet og pisker dem sammen til et, så er forunderlig nok ensomheden mindre trykkende. Den hele egn om fyrtårnet befolkes af sig selv; talløse skikkelser stige op af havet, vugge sig på bølgerne og blinke ad fyret, som skinner ud i mørket; sælsomme røster lade sig høre, snart som menneskelignende stemmer, der tydeligt udtale ord; snart som ville, uartikulerede lyd eller hvinende klageråb, som om alle de, der for længst hvile på havets bund, tilsammen havde rejst sig og endnu engang gennemgik den skrækkelige dødskamp og undergang; snart er det mumlende stemmer eller hule drøn, der give Echo i afgrunden; eller vældige brag, der kunne lede en til den tro, at hele byer styrtede sammen, når man ikke vidste det bedre. På sådanne aftener føler fyrmesteren sig mindre ensom; de flagrende skikkelser i luften og på havet, og de mægtige Chor af millioner stemmer lade ham leve sit liv om på ny, gøre ham ung igen og føre længst forsvundne optrin lyslevende tilbage for hans øjne. Den gamle fyrmester havde været nede ved foden aftårnet for at forvisse sig om, at alle indgange og åbninger vare forsvarligt lukkede, da en storm begyndte at rejse sig. Mangfoldige gange tidligere havde han sindig og mechanisk udført denne sin dont, men denne aften var han i en egen stemning, fordi hans tid udløb netop i nat. I morgen, nytårsdag, skulle en anden fyrmester overtage forretningerne for det kommende år, og næste nytårsdag skulle han igen selv vende tilbage. Skønt han havde tilbragt et år i ensomheden, havde han dog fattet et slags kærlighed for tårnet, og' var halv vemodig stemt ved at skulle forlade det. „ Han kommer sagtens ikke i morgen “, sagde han til sig selv; „ bliver stormen ved, som den har begyndt, ville mange øjne lukke sig for bestandig i denne nat; og tårnet er ganske utilgængeligt. Men det får være det samme; har jeg levet her hele året rundt, så kan jeg vel sagtens blive et par dage til. “ Han famlede sig frem op ad den stejle vindeltrappe, hvor mørket var så tæt, at det lagde sig som et klæde omkring ham. Skønt hanhundrede gange havde passeret denne trappe iblinde, gav den dog denne aften ikke tilstrækkeligt fodfæste for ham. Han havde fået uro i blodet og stod på vejen opad flere gange stille og lyttede; af og til så han nedefter, som om der kunne være noget at se i et mørke, så tykt at man kunne skære i det. I det samme lød der et gennemtrængende skrig; ikke langtrukket som de skrig, der først hæve sig og derefter dø hen, men pludselig afbrudt, som om det blev skåret over af stormen og resten sendt i en anden retning. Et øjeblik stod fyrmesteren tvivlrådig, om det ikke havde været en af de mange skuffende lyd, stormen frembringer ved et fyrtårn; men nej, han havde en lang erfaring at støtte sig til; det var åbenbart et menneske, der råbte om hjælp, og hvem den begyndende stormhavde overrasket ude på havet. Skønt fyrmesteren var en mand til årene, var han både stærk og modig, og vindeltrappen, som for få øjeblikke siden syntes at yde ham et usikkert fodfæste, var nusom en banetlandevei. Han for ned til tårnets indgang, trådte ud på en steenflade, som lå udenfor indgangsdøren, og skyggende med hånden for øjnene søgte han at sammentrænge den smule lys, der var tilbage i aftenskumringen, for at opdage, hvorfra råbet var kommet. Længe spejdede han forgæves, men til sidst opdagede han på Toppen af en fjern bølge en mørk genstand, som med rivende fart gled ned ad den henimod tårnet, og som, da den kom ganske nær, viste sig at være en båd, på hvis bund der lå et menneske, tilsyneladende livløs. Båden førtes ikke lige til tårnet, men strøg ganske tæt forbi det, og var få øjeblikke efter igen et mørkt punkt på en bølgetop i den modsatte retning. Med en snarrådighed, som kun udvikles hos mennesker, der så at sige dagligt se faren under øjne, ilede fyrmesteren ind i tårnet og kom tilbage med en jerngjenstand, der lignede et lille Anker; det havde tilbagevendte Hager og var fastbundet til en lang Line. Han ventede, at båden igen skulle passere tæt forbi tårnet, og benyttende det øjeblik, da dette skete, slyngede han med sikker hånd ankeret ind i båden, der for afsted med linen efter sig. Den anden ende af linen havde han fastgjort til en stærk jernring i tårnet, da han, hvis han selv havde holdt den, ufejlbarligt ville være bleven revet med i afgrunden. Det kom kun an på om linen holdt. Den strammedes mere og mere, og til sidst vardenheelt udspilet; det gav et. vældigt ryk i jernringen, men båden holdt sig på det samme sted og dansede uroligt ude på bølgerne. Faren gav fyrmesteren kæmpekræfter; han halede ind på båden, men stormen og havet gjorde ham hver tomme stridig, så at han, da han omsider fik trukket båden ind, mærkede, at kræfterne om få øiebhkke ville have forladt ham. Bådens eneste passager, den gamle Martin, lå ubevægelig og livløs og måtte bæres indenfor; hans udseende kunne fyrmesteren ikke skelne i mørket, hvorfor han tændte lys og tog en flaske og et glas, som altid holdtes i beredskab nederst i tårnet. Den fremmede havde han støttet op mod et hjørne, og holdt lygten hen for at helde noget af glassets indhold i ham, då han i det samme af forskrækkelse nær havde tabt både glas og lygte. „ Store himmel, hvad er dette! At mødes med denne mand under disse omstændigheder. Snarere ville jeg have troet på muligheden af alt andet, end netop af dette. “ Hvor forfærdet fyrmesteren end var, og hvor nær han også var ved at tabe besindelsen, så tabte han den dog ikke, men indså, at hurtig hjælp var nødvendig, hvis det liv, som måske endnu ikke var helt udslukt, muligvis skulle kaldes tilbage. Han søgte derfor' at få noget af glassets indhold i den fremmede, hvilket omsider lykkedes ham og havde den forønskede virkning. Den gamle Martin slog øjnene op og så sig omkring med et stirrende, glandsløst og ligegyldigt blik, og med en dunkel fornemmelse af noget forvirret og rædselsfuldt, som han nylig havde oplevet; og i det hele uvis om, hvorvidt det kun var en fortsættelse af de farer, han nylig havde udstået, eller om han virkelig var frelst. Fyrmesteren holdt sig tilbage i » Skyggen for at give ham tid til at fatte sig, og først da han så, at den fremmede med forundring betragtede sine omgivelser, talte han til ham. „ Jeg håber, “ sagde han, „ at denne fortvivlede tour ikke skal have sørgelige følger for dem, og at det værste nu er overstået. “ Den gamle Martin så overrasket hen i den retning, hvorfra ordene kom, og opdagede den talende, om hvis nærværelse han hidtil ikke havde vidst noget. „ Hvor er jeg, og hvem er de? “ spurgte Martin. „ De er ude i fyrtårnet; de lå bevidstløs i en båd, som drev for stormen; jeg var så heldig at få båden trukket ind, og her er de nu. Jeg er forresten fyrmester her på tårnet. “ Den gamle Martin hørte udeltagende på denne beretning, og det var tvivlsomt, om han rigtig opfattede den. Idetmindste havde han intet ord til tak, fordi fyrmesteren havde frelst hans liv; han stirrede kun på ham, som om han søgte at holde en eller anden dunkel forestilling fast, uden at det ville lykkes ham, og opgav omsider forsøget. Måske havde det været bedre for den gamle Martin, om han denne aften var sunket i den afgrund, som nylig havde åbnet sig for at modtage ham; han ville da have endt sit livs kvaler og taget byrden af skuldrene på dem, hvem han tvang til at gå i åg med sig. Hvilket forråd af bitterhed og had ville der ikke med det samme være gået ud af verden. Hvilket oplag af hensynsløshed og selvretfærdighed ville der ikke ved denne ledighed være sunket i havet. „ Dersom de tror, at de er stærk nok, vil jeg hjælpe dem ovenpå i mit Kammer “, sagde fyrmesteren. „ Jeg vil ingenting, “ svarede Martin gnavent og i en tone, som vidnede om, at hele hans gamle elskværdighed begyndte at leve op igen. „ Pas de dem selv og lad mig være i fred. “ Under almindelige omstændigheder ville fyrmesteren have givet svar på tiltale; han ville rimeligvis være gået ovenpå, og ladet den utaknemmelige, tvære fremmede blive liggende i mørket; men der var noget ved den gamle Martin, som havde gjort stærkt indtryk på ham, og som gjorde ham mere tilbøjelig end ellers til at vise sig eftergivende og hensynsfuld. I nogle øjeblikke blev han stående tavs og med et udtryk i ansigtet, som om Martins svar havde berørt ham på en smertelig måde. For ikke at gentage spørgsmålet til ingen nytte, gik han hen og prøvede på at rejse Martin op, og da det viste sig, at denne igen kunne støtte på fødderne, slog fyrmesteren, stor og stærk som han var, armen omkring ham, tog lygten i hånden, og førte ham, uden at sige et ord op ad vindeltrappen. Møjsommelig var den lange vandring, inden de nåde ovenpå til kammeret; fyrmesteren bar den fremmede mere end han førte ham; trappen var så smal og snoede sig i så snevre vindinger, at han ikke kunne bruge armene frit, men for det meste måtte skyde den fremmede foran sig. Omsider nåde de derop; den fremmede blev sat i en stor lænestol, afført de klæder, som vare gennemtrængte og stivnede af vandet, og iført fyrmesterens tøj, der hang løst om den lille mand og gav ham udseende af en stor byldt. Fyrmesteren betragtede sin gæst som en forvirret, hjælpeløs skabning, men viste ham alligevel en mængde småopmærksomheder, næsten som om han havde været en dame. I en fart fik han kedlen i kog, og snart efter satte han en dampende kop the og rom for Martin, som nød det i lange drag og efterhånden levede op igen. Da fyrmesteren så, at han var bleven mere tilgængelig, spurgte han ham, hvorfra han var kommet, og hvorfor han havde begivet sig alene ud på søen om aftenen i et sådant vejr. „ Jeg ved ikke rigtig selv, hvorledes det gik til, “ svarede Martin. „ Jeg boer i et huns ved kysten og trængte i aften til at komme ud i det frie; jeg gik derfor ned., til1 havet og sad der og tænkte; som jeg bedst sad, filt jeg en uimodståelig lyst til at se fyrtårnet i nærheden og gik derfor tilsøes; men vejen var længere, end jeg bildte mig ind, og undervejs kom stormen — det var forunderligt, at jeg på engang fik denne uimodståelige lyst; jeg har aldrig mærket den før, “ sagde han og tog sig forvirret og tankefuld med begge hænder om hovedet. I dette øjeblik faldt det fyrmesteren ind, at han rimeligvis havde en gal mand for sig, og mere for at berolige ham ved at gå ind på hans forvirrede tankegang, end fordi han ventede nogen fornuftig opløsning, fortsatte han samtalen. „ Så de sad nede ved havet og „ tænkte “. Ville det være ubeskedent at spørge dem om, hvad de da tænkte på? “, atter en opfordring til at opgøre regnskabet og sætte det i forsvarlig stand, inden det afleveredes til det nye år. Atter en påkaldelse af de onde ånder, som sværmede om ham på hans vej; som gik foran ham og gjorde vejen lettere; som gik bagved ham og skød på; som lukkede øjnene på ham og forsynede ham med åndelige skyklapper, så at han hverken så sin hustrues tålmodighød og selvopofrelse, eller sin datters ynde og kærlighed, eller den himmelråbende uret, han gjorde sin egen søn, da han ville råde over hans hjertes valg og forstødte ham, fordi han ikke i meningsløs underkastelse under en andens despoti ville give afkald på det, der var ham dyrebarest. En sådan påkaldelse af hans eget jeg skulle ikke være forgæves; her havde han et vidne ved opgørelsen af regnskabet, og selvretfærdigheden kunne fejre en triumf. „ Hvad jeg tænkte på? Ja, det ville blive for vidtløftigt, hvis jeg skulle nævne det alt sammen; men de vil forstå mig, når jeg siger dem, at jeg tænkte på gamle løfter, som aldrig bleve holdte; eder og forsikkringer, som brødes; gamle venner, som gjorde sig til fjender, da de begik et forræderi; forretningsmænds tilsagn om bistand, hvoraf ikke et eneste blev opfyldt; vanartede børn, som beredte mig sorg og græmmelse; en søn, som i egensindighed og forblindelse giftede sig med en pige uden mue, i stedet for at han med sine evner og sin dygtighed kunne have gjort et ganske andet parti og være blevet en støtte for sin familie; en datter, som står i begreb med at begå en lignende dumhed “ — her glemte Martin, at han talte til en fremmed og fortsatte mere i samtale med sig selv end med den anden — „ men det skal der sættes en stopper for. Må.skee kommer Richard aldrig tilbage; måske er han død, og det ville være det bedste. Sidste gang vi hørte fra ham, deltog han i den nordamerikanske krig; det er sandsynligt, at han er faldet, siden der i tre år ikke er kommet brev fra ham. Men melder han sig igen, må vi gøre kort proces. Ingen medlidenhed eller tåbelig eftergivenhed. Lad Anna sørge en tid derover, hun er ung og har et bøjeligt sind, hun glemmer det snart igen. Det må ske og skal ske. Læg alle disse byrder på en mands skuldre og sig så, om han ikke har noget at tænke på. “ Ved disse ord havde fyrmesteren rejst sig, og talte til den gamle Martin med bevæget stemme. „ Du er Martin b., og jeg er den ven, du taler om, som engang sveg dig. “ Hvis et spøgelse havde viist sig for Martin, eller hvis den stol, hvorpå han sad, havde begyndt at danse rundt med ham, eller dersom hans egen ånd for et øjeblik var bleven således opklaret, at han havde gennemskuet sig selv i sin hele forhærdelse, hjerteløshed og egoisme — og dette sidste var åbenbart det, som allermindst af alt kunne ventes — så ville han ikke være bleven mere forbavset, end han nu blev det over fyrmesterens korte meddelelse. I den grad blev han betaget, at han ikke kunne fremføre et ord, men sad i dum forundring og stirrede ud for sig. „ Jeg genkendte dig straks i aften trods den store forandring, som er foregået med dig i den lange tid siden vi sidst sås, “ vedblev fyrmesteren, efter at han et øjeblik forgæves havde ventet på svar af Martin. „ Tungt har den skyld hvilet på mig, som jeg for mange år siden pådrog mig, dengang jeg begik hin store uret imod dig; siden den dag var det, som om lykken havde forladt mig. Men har jeg gjort uret, så har jeg også lidt derfor. Jeg har ofte ønsket at træffe dig endnu engang i livet og få din tilgivelse, men trods al min søgen er det aldrig lykkedes mig at finde dig; og mindst af alt kunne jeg tænke, at du boede tårnet så nær. At vi træffes i aften og under så besynderlige omstændigheder, deri seer jeg en himlens styrelse. Glem nu tilføjet uret, Martin, og lad os som gamle venner række hinanden hånden; lad alt fjendskab tilhøre fortiden og end det gamle år med. at tilgive mig. “ „ Tilgive dig, “ svarede den gamle Martin, 1 som nu havde fået mælet igen. „ Du får aldrig min tilgivelse, aldrig, aldrig! Som din gerning har lagt mit liv øde, således skal min forbandelse følge dig, og din egen onde samvittighed jage dig indtil dit livs ende. “ „ Hør mig, “ sagde fyrmesteren, „ og modtag først en meddelelse, som har ventet på dig i mange år. Den kvinde, på hvem vi i dette øjeblik begge tænke, og som blev min hustru, hende har jeg aldrig mishandlet, som du måske troer, eller som folk i det mindste troede; men jeg blev for en tidlang kold og ligegyldig mod hende, og indså først, hvad jeg havde ejet, dengang jeg mistede hende. Himlen være lovet, at jeg erkendte det så tidligt, at jeg idetmindste vandt nogen tid til at oprette det forsømte og få hendes tilgivelse. I de sidste måneder af hendes liv var det hendes mildhed og forsonlighed, ære være hendes minde, som bragte mig til at kende mig selv og til at opnå hendes fuldstændige tilgivelse; uden den ville hele mit liv have været forspildt, så levende stod det for mig, hvor stor uret jeg havde begået imod hende. „ En ting må du love mig, “ sagde hun den sidste dag, hun levede, „ og det er at opsøge Martin og bede ham om om hans tilgivelse for mig og for os begge. Hvis vi efter døden se den verden, vi have forladt, vil jeg ikke få fred, førend dette er sket. “ Nu ved du det hele. Jeg har søgt dig, år efter år, men forgæves, og til sidst træffes vi på denne forunderlige måde. Glem nu gammelt nag, Martin, og lad hendes bøn i forening med min stemme dig til forsonlighed. “ „ Talemåder, “ råbte Martin forbitret; „ når i have spillet op med mig og gjort, hvad i ville; når i have tilføjet mig blodig uret og måske udleet mig oven i købet, så skul

1871_HeegaardS_EtHandelshuus

Poul Sophus Vilhelm Heegaard

Sophus

Heegaard

anonym

Et Handelshuus

neutral

male

dk

Heegaard

Et Handelshuus

Heegaard

Et Handelshuus

En Fortælling

n

gothic

Gyldendal

KB

Forfatter er Poul Sophus Vilhelm Heegaard

nan

nan

O

Første kapitel. Grosserer Franks hus var gammelt, solidt og grundfæstet; medens parvenuer fløde i vejret som paddehatte, og samlede sig formuer, der ligeså hurtigt forsvandt igen under den almindelige svindel, gik Franks forretning uantastet sin rolige gang. Den røde, grundmurede bygning, omgivet af store,, pakhuse, lå som en protest mod alle slags letsindigheder og børsjobberier, og indgød tillid ved sit ærværdige ydre. Det præg af stilhed og af en vis utilgængelighed, som var udbredt over det hele, gjorde et velhavende indtryk, og ledte tanken hen på de storartede ømsætninger, som foregik derinde. Husets chef, grosserer Charles Frank, som havde arvet forretningen efter sin fader, var en mand på nogle og tredsindstyve år, forretningsdygtig, punktlig og myndig på den måde, som chefen for en stor forretning må være det; til daglig brug nøjsom, i grunden tarvelig, men ved højtidelige lejligheder splendid, næsten over-dådig. Han var en af disse rolige, phlegmatifle købmænd, der så at sige er fødte med bevidst heden om, at en stor formue med tiden venter dem, og som derfor allerede i en tidlig alder anlægge en vis tanshed, der skal antyde soliditet, og en vis tværdriveragtighed og mangel på interesse for alt andet i verden end „ Forretningen “. Tal til dem om kunst, og de vurdere den i det højeste som en kapital; nævn videnflab, og de trække på skulderen, eller når de ikke engang gide det, forholde de sig ganske ubevægelige. De er i regelen hverken onde eller gode, uden stærke affekter, temmelig interesseløse, og flittige som maskiner. Kun en gang i sit liv var grosserer Frank gået uden for regelen; det var da han giftede sig. Han elskede sin hustru lidenskabeligt, og forbavsede dengang samtiden ved at udfolde en livlighed og imødekommen, ingen havde kendt hos ham tidligere; men glæden var kun kort. Da hans hustru havde født ham en datter, døde hun, og hendes mand sørgede dybt og længe over sit tab; fra den tid sank han tilbage i en vis apatti, og slog sig til ro i forretningstravet. Efter sin hnstrnes død beboede han alene det store hus; for sin datter, Frederikke, holdt han en lærærinde, indtil hun blev konfirmeret, efter hvilken tid hun så godt som opdrog sig selv. Han talte sjældent til hende, og når han gjorde det, forstod barnet ham egentlig flet ikke, fordi han på grund af sin store mangel på bøielighed ikke havde nogen forestilling om, at man taler anderledes til børn end til forretningsmand. På det tidspunkt, hvor denne fortælling begynder, var Frederikke sytten år gammel, dertil net, velopdragen og indtagende som næsten alle pigebørn i den alder, når ikke deres natur allerede er bleven fordærvet af den skabagtighed, næsviished og forlystelsessyge, som nuomstunder indtil overmål fremelskes hos den kvindelige ungdom. I det københavnske selskabsliv var hun aldrig bleven indført, og dette var ikke „ måsfee “, men ubetinget grunden til, at hun var naturlig, beskeden og imødekommende. Som barn havde hun haft et par små veninder, der siden, da de omtumledes i den selskabelige hvirvel, tabte hende af syne — og en ven, den lille Nikolai storm, som senere kom på Franks kontor. Nikolai var efter sine forældres død kommet i huset hos en af sin faders ungdomsvenner, som også kendte grosserer storm; deraf kom det, at han lidt legede med Frederikke og udviklede hende på en egen måde, idet hun måtte lege hans lege med ham, så at hun snart nåde samme behændighed og smidighed som en dreng. Efterhånden hørte deres børneleg op, men de vedbleve dog at se hinanden så godt som daglig, og da Nikolai i sit sekstende år mistede sin velynder, tog grosserer Frank ham på sit kontor. Han var allerede dengang et smukt ungt menneske, livlig og opvakt, og med et udtryk af åbenhed i sit væsen, som straks indtog folk for ham. Det ville næsten have været underligt, hvis Nikolai og Frederikke vare blevne hinanden ligegyldige, og uden at de selv vidste hvorledes det gik til, havde der også udviklet sig et forhold mellem dem. Da Nikolai var toogtyve år og Frederikke seksten, vare de fra legekammerater blevne kjærestefolk, naturligvis i den dybeste hemmelighed, og med en alvor, der stemmede med sagens vigtighed. Et helt år igennem udholdl de standhaftigt selvskabte lidelser, overvandt tappert indbildte efterstræbelser, og glædede sig ved tilværelsen i almindelighed, da grosserer Frank en dag kom til at se, at de kyssede hinanden, medens de troede sig ubemærkede. Han sagde sig selv, som rimeligt var, at når en ung mand og en ung pige kysse hinanden, så er de kjærestefolk; og er der nu ikke ellers noget til hinder, så lader man dem kysse videre, men er det ønskeligt, at forholdet afbrydes, så er det heldigst, om det skeer snarest muligt. Den unge storm ejede intet, og havde heller ingen udsigt til at komme til at cie noget; derfor var det bedst, at sagen blev klaret i tide og med så lidt vrøvl som muligt. Efter kontortid sagde han: „ Å storm, lad mig tale et par ord med dem. “ Den intet ahnende storm kom ind i hans værelse, og ventede en eller anden ordre. „ Sig mig engang, har de forlovet dem med min datter? “ „ Ja, hr. Grosserer, “ svarede Nikolai, himmel falden og uden at finde ord til nærmere forklaring. „ Jeg tænkte det nok, — jeg kunne begribe det. Men jeg vil ikke vide noget deraf, gode storm. Jeg behøver ikke at give dem nærmere forklaring; det må være dem tilstrækkeligt, at jeg sætter mig imod det. Mit hus forlader de endnu i dag, men da de har opført dem vel i min tjeneste, så vil jeg tilbyde dem en plads i Vestindien hos et hus, som netop har tilskrevet mig i den anledning. Pladsen tiltrædes straks, og skibet afgår endnu i aften. Tager de imod tilbudet, så gå hjem og pak deres koffert, og vær ude på toldboden klokken ti præcise. Jeg skal sørge for, at folk så en rimelig grund for deres pludselige afrejse. “ Nikolai svarede kun ved at bøje hovedet. Han stod ene i verden, og var nødt til at tage, hvad der blev budt ham. Han var bleven overrasket og gjennem-skuet af sin principal, og overfor den myndighed, som grosserer Frank bevarede i alle sine anliggender, vovede han ikke at gøre indvendinger. En bitter smerte over tilintetgjorte forhåbninger, og en fornemmelse af at være behandlet hårdt og hjerteløst, trådte vel i forgrunden, men bagved dette følte han alligevel en bebrejdelse over at have handlet bag sin principals ryg. Disse indbyrdes stridende stemninger gjorde det umuligt for ham, endog blot nogenlunde at tænke roligt over sin stilling; mechanist gik han op på sit tarvelige værelse, pakkede sine få ejendele sammen, og var på toldboden klokken ti. Frederikke havde han ikke søgt at få i tale, da han kendte sin principal for godt til at vide, at alle forsøg i den retning ville være forgæves. Da han kom ud på toldboden, var der kun få mennesker, så at han let fik øje på grosserer Frank, som stod og talte med en fremmed skibs-kapitain. Frank så ham straks, og vinkede ham hen til sig. „ Her er det unge menneske, “ sagde han til knpitainen, „ som jeg sender deres hus. De vil behage at afholde omkostningerne, indtil han når bestemmelsesstedet, og senere sende mig regnskabet. Og nu farvel, storm; lad mig altid høre godt om dem. “ Dermed gik grossereren, og et kvarter efter var Nikolai ombord på skibet. Han var i en forstenet tilstand, overvældet, træt og forvirret, og gik en times tid op og ned ad dækket som i en vågen drøm. København lå i sommernattens månebelysning og tog sig ganske fremmed ud; den uvante udsigt til Langelinie, de enkelte råb fra skibene, stenen af raslende lænker, vandets skvulpen og utallige andre nye indtryk, som man først får, når man er på stedet, øvede yderligere et tryk på hans sind, og drev ham ned i kahytten for at søge sit leje. Da han næste morgen vågnede, var han ude i Kattegattet, og snart efter havde han tabt Danmark af sigte. for kontorpersonalet var det en begivenhed, at Nikolai ikke mødte på klokkeslettet, og spændingen tiltog, jo mere middagen nærmede sig; men da grosserer Frank på sin rolige måde havde meddelt grunden: at han havde skaffet storm en plads i Vestindien, som skulle tiltrædes straks, og at han allerede måtte rejse iaftes, så beroligede gemytterne sig, og man tænkte nu blot på, hvem der skulle komme i hans sted. Ikke fuldt så let gik det for Frederikke. Hun begyndte med at undre sig over Nikolais udebliven om formiddagen, men ville ikke spørge nogen, for ikke at forråde sig, — som hun mente. Da det imidlertid blev aften, og han endda ikke kom, blev hun for alvor urolig, og spurgte sin fader med den ligegyldigste stemme, hun kunne påtage sig: „ Er storm syg, fader? Han har ikke været på kontoret i dag. “ „ Han er rejst, “ svarede Frank, og lagde avisen fra sig. „ Rejst? Kommer han da ikke tilbage? Jeg vidste ikke, at han skulle rejse. “ „ Hør nu et alvorligt ord, Frederikke, og lad mig i tide advare dig mod din egen ubesindighed. Ved et tilfælde har jeg fået at vide, at du var forlovet med storm. De børnestreger vil jeg ikke vide noget af; du er et barn, og kender endnu ikke dig selv. Storm kan være en meget skikkelig fyr, men til dig har han ingen adkomst; og da jeg hader alle scener, så har jeg sendt ham til Vestindien. Du må nu tage dig noget for, min pige, og se at glemme den historie; det er det hele. “ Han ventede et øjeblik på svar, men da Frederikke blev stående tavs, tilføjede han i en strengere tone: „ Det er min villie. “ Fra denne udtalelse vidste hun, at der ingen appel gaves. Grosserer Frank var helt og udelt forretningsmand, og kendte både pengenes almagt og sin egen stilling i samfundet. I forretninger var han arbejdsom, skarpsindig og pålidelig, og gennemførte konsekvent den grundsætning, at når man har tøjlerne i sin hånd, skal man holde dem stramme, enten man så er købmand eller statsmand. I alt hvad der faldt udenfor forretningslivet, var han derimod så temmelig uden begreb, og overfor sjælelige kriser måtte han ligefrem kaldes dum, hvoraf fulgte, af han i flige forhold viste sig som sneverhjertet egoist. Enten nu Frederikkes følelser vare en følge af den romantiske øvergangstilstand, som forekommer i enhver ung piges liv, inden hun bliver „ klassisk “, eller de havde en dybere grund, så meget er vist, af grosserer Frank ikke var manden til af behandle et tilfælde af denne Art; og da han selv mærkede, af det var noget, som faldt helt udenfor hans depArtement, så nøjedes han med af udstede sine ordrer, og betragtede derefter sagen som afgjort. andet kapitel. „ Er grosserer Frank hjemme? “ spurgte en lille, livlig, førladen mand, som nøgle dage senere meldte sig på kontoret, og med en vis færdighed gennemløb personalet, inden nogen endnu havde fået øje på ham. „ Grossereren er inde i sit værelse, “ svarede en ung mand og pegede på døren. „ Tak, tak, så skulle vi nok finde ham, “ sagde den fremmede, og fulgte anvisningen. „ Ærbødigste tjener, taler jeg med hr. Grosserer Frank? “ spurgte han, og blev stående ved døren. „ Det er mig, “ sagde Frank, uden af se op fra sit arbejde. „ Brev? “ „ Nej, ikke brev, “ svarede den fremmede, som straks tilegnede sig hans lapidarstiil, „ denne gang ikke brev, men veksel. “ „ Veksel? Umuligt! Jeg har ingen veksel forfalden i dag. “ „ Jo, så min tro har de så, hr. Grosserer, “ sagde den fremmede, og præsenterede ham et papir; „ for her står deres meget ærede navn, og ingen skal let tage fejl af den håndskrift, når han engang har set den. “ „ En veksel på mig, “ sagde grossereren tankefuldt, og rejste sig op. Han gik hen og åbnede en bog, gennemløb en af siderne og studsede et par gange. „ Lad mig se den veksel. “ Han læste sit navn, holdt seddelen mod lyset og beså den påkryds og påtvers, medens den fremmede ivrigt fulgte ham med øjnene, som om han frygtede for, at den skulle svinde bort mellem fingrene på ham. „ Nå, hr. Grosserer, “ sagde han lidt efter, „ begynder det så ikke at dage sig? “ „ Jo det gør; det bager sig for så vidt, som her foreligger en kjeltringestreg. Vekslen er falsk, mit navn er efterskrevet. “ „ Ja, tænkte jeg det ikke nok, “ sagde den fremmede ganske roligt. „ Tænkte jeg det ikke nok. “ „ Tænkte de det ikke nok? “ udbrød Frank utålmodig. „ Hvorfor fanden kommer de da til mig med den? Hvorfor har de ikke henvendt dem til poliliet? “ „ Fordi poliliet har henvendt sig til mig. Jeg er et stykke af en opdagelsesbetjcnt, “ tilføjede han med en noget sagtere betoning, og kom nærmere. „ Vi tænkte nok, af den var falsk; men det var os afvig-tighed af få bekræftelsen på den måde som sket er. “ „ Lad mig beholde vekslen til i morgen, “ sagde Frank. „ Måsfee finder jeg noget, som kan lede på spor. “ „ Min jnstrux forbyder mig det ikke, “ svarede betjenten, „ og da sagen foreløbig ganske er lagt i mine hænder, kunne jeg måske være tilbøjelig dertil, forudsaf af de indestår mig for den, og lover af levere mig den igen i morgen. Men frem for alt udbeder jeg mig deres taushed på æresord. “ Om aftenen blev grosserer Frank mod al sædvane i sit arbejdsværelse længe efter af personalet var gået. Han undersøgte sine bøger, og gennemgik navnene på en mængde personer for af sinde en mulighed, noget, der kunne lede på spor, men sandt intet. Navnetrækket på veksle « sammenlignede han gentagne gange med sin egen håndskrift, og måtte tilstå, af ligheden var slående. Selv den mest skarpsynede måtte her blive bedraget; endog nu, når han lod pennen løbe, frembragte han ikke en eneste gang navnet anderledes, end det stod at læse på vekslen, og alligevel var den falsk. Hvor snild end falsknere « havde været, så havde han dog oversæt, at navnet altid bar et ejendommeligt mærke, og dette mærke manglede. Skulle nogen af hans egne folk have begået denne skurkestreg? Det havde heldigvis meget ringe sandsynlighed for sig. Der var for det første den rolige og besindige Adam; at mistænke ham ville være galskab. Så var der Nikolai storm, eller rettere sagt, han var der ikke længere, men han havde da nylig været der; grosserer Frank gjenkaldfe i erindringen de år, Nikolai havde arbejdet hos ham; han så i tankerne hans ungdommelige, livsglade ansigt, hans frejdige, lette gang, og det ejendommelige, friskfyrsagtige kast med nakken, han havde, når han kom i affekt, og han fik i et øjeblik et så lille anfald af sympathetiske fornemmelser som hans forretningssjæl var i stand til at rumme, men dog stort nok til at frikende Nikolai for al del i forbrydelsen. Endelig var der nyskov, en venlig, i møde kommende, altid smilende og fornsiet ung mand på femogtyve, som nu i et Års tid havde været i Franks tjeneste, uden at der havde været grund til klage; han levede tarveligt, yndede vel en vis elegance i klæder, dog ikke i højere grad, end at han jo godt kunne bestride udgifterne af sin løn. Grossereren tændte en cigar, og satte sig i sofaen for at så en ide, medens han dampede væk; men hæns forsøg løste sig op ligesom røgskyerne. „ Hvad nytter det at fantasere og drømme; her må tænkes og handles. Hvad kan jeg nu for eksempel gøre her på stedet? “ Som om svaret stod skrevet foran ham, fog han lampen, gik ind i kontoret og gav sig til at efterse pultene. I nyskovs pult lå bøger, regninger og papirer i den skønneste orden, og et almindeligt blik på tingene overtydede ham straks om, at al videre søgen her ville være forgæves. Med en veltilfreds mine lukkede han igen, og gik til Adams pult, hvor han hurtig kom til det samme resultat. I Nikolais pult fandt han ikke længere den gennemgående orden; det så ud til, at en nordentlig, sorgløs person havde kastet alt imellem hverandre, for desto hurtigere at komme afsted. Med sin sands for orden begyndte han at lægge papirerne til rette, men traf snart på noget, som fængslede hæns opmærksomhed. „ Hvad er nu delte? En regning på bøger. Nå, og dette? Tolv flasker champagne, sexogtredive rigsdaler. Er mennesket gal! Og dette? Forfrisk ninger, ti rigsdaler. Forfriskninger? — forfriskninger? “ Han anstrengte sig forgæves for at udfinde, hvad det kunne være for et slags forfriskninger, der stod i så høj pris. Dersom han havde tilhørt en yngre generation, ville han måske have kendt det sprog, som efterhånden har udviklet sig blandt de lystige fyre i vor opfindsomme tidsalder — ikke for at give tingene deres rette navn, men netop for at skjule det. På de steder, hvor de unge mennesker holde deres bacchanalier, har der i tidens løb dannet sig et frimurersprog, der bevæger sig i sådanne uskyldige udtryk og milde betegnelser, som måtte bringe en uindviet til at tro, at der i det højeste var nydt en kop chocolade eller et glas limonade. Når de unge, og af og til også de gamle fyre have holdt sig lystige en nat, og tømt et ubegrænset antal flasker og boller, indtil de få bevidstheden bragt ned til et lavmål, der med rette kunne vække tvivl om, at den nogensinde vender tilbage, så melder der sig hen ad morgenstunden en lysvågen opvarter — disse væsener trænge nemlig aldrig til søvn — og præsenterer med et ironisk smilende fjæs en regning på „ Forfriskninger “. Tolv flasker champagne og seks boller punsch, eller fem retter og seks flasker bur-gnnderviin, eller tohundrede østers og otte flasker rhinskvin er alt sammen forfriskninger; men da grosserer Frank som sagt ikke kendte denne brug af ordet, måtte det blive ham uforståeligt. „ Forfriskninger, ti rigsdaler. Er mennesket gået fra forstanden! Og hvad er så dette? Et f. “ Papiret rystede i hans hånd. Han så straks, at det var et forsøg på en efterskrift af hans navn; endnu kun et råt forsøg, men øvelse gør jo mesteren. Med feberagtig uro satte han lampen ned i pulten, og fordybede sig i de mange papirer; hans søgen lønnede sig, hvis man ellers vil kalde det så, thi han fremdrog den ene seddel efter den anden, brudstykke efter brudstykke, forsøg på forsøg; han fandt fif navn gentaget og efterskrevet i det uendelige, og det varede ikke længe, førend han kunne ordne forsøgene, og se dem stride frem fra foreløbige udkast til faste og formede træk. „ At han var en kjeltring, havde jeg dog ikke troet, “ sagde han ved sig selv, medens han samlede sedlerne sammen. „ Han kan takke sin gode stjerne for, at han er kommet afsted, den slnbbert, ellers ville han nu være om en Hals. “ Imidlertid havde han ikke, som han bildte sig ind, foretaget sin undersøgelse ubemærket; et par lurende, katteagtige øjne havde iagttaget enhver af hans bevægelser, medens han opholdt sig i kontoret. Da betjenten den næste dag kom for at hente vekslen, overraskede grossereren ham ved at lægge alle Sedlerne frem, og afdække forfalskningen fra begyndelsen til enden. „ Sikken et fæ, “ sagde betjenten, „ at han ikke brændte de Sedler, men sådan gør de nu altid; hvor durkdrevne de også er, så bliver der dog bestandig en eller anden lille hage, hvorved vi fange dem. Skulle vi så gå ind og nappe knegten, hr. Grosserer? “ „ Ja, gå de kun ind og nap ham, “ sagde grossereren tørt, „ han er på vejen til Vestindien, og der lader de ham vel nok blive. “ Han gav derpå betjenten underretning om storms ansættelse i udlandet, men omtalte ikke grunden dertil; forresten kunne der vel ikke gjørcs videre, da fuglen var floiet; men da han ikke ønskede sit navn sat i forbindelse med denne sag, og da det især var ham ubehageligt, at gjerningsmandcn fandtes iblandt hans egne folk, så tilbød han at betale de par hundrede daler, hvorom det drejede sig, på den betingelse, at sagen ikke blev videre omtalt. „ Jeg kan ikke svare dem straks, hr. Grosserer, “ sagde betjenten, „ men jeg skal tænke over det. “ — Frederikke havde siden katastrofen været tavs og indeslultet, men hendes fader havde under sine mange forretninger ikke lagt mærke dertil. Skønt historien med vekslen havde ærgret ham, så mente han dog at kunne drage en fordel deraf, den nemlig at helbrede hende for hendes børneforelskelse, hvis den ellers ikke skulle gå over af sig selv. Ved middagsbordet — de spiste altid alene sammen — sagde han: „ Der er opdaget et falskneri på kontoret. “ „ Er den skyldige opdaget? “ spurgte Frederikke. „ Ja, storm. “ — han sagde det med den rolige betoning man anvender, når man undersorståer: „ Havde jeg så ikke ret? Fra den kant kunne man jo vente sig det værste. “ „ Tror du virkelig det. Fader? “ „ Ja, gu min salighed tror jeg det; det er jeg nok nødt til at tro overfor soleklare beviser? “ „ Har d » virkelig beviser, fader? “ spurgte hun, uden selv at tro på muligheden, men alligevel noget beklemt om hjertet. „ Mere end nok af beviser; jeg fandt det hele i hans pult i går aftes. Jeg håber, at dette fkal være dig en lære for fremtiden, ikke at indlade dig på børnestreger og ubesindigheder, som kunne drage de sørgeligste følger efter sig. “ „ Hvormange beviser du så har fundet, fader, så er jeg overbevist om, at Nikolai ikke har det mindste med den sag at gøre. “ „ Jeg vil ikke høre indvendinger, “ sagde Frank noget hidsig; „ begynde nu børnene at gøre oprør mod forældrene? Den første gang han viser sig i København, lader jeg ham arrestere. “ Dermed rejste han sig buldrende, og gik ned i sit værelse, hvor han lod folkene fra kontoret kalde ind. „ Jeg har ikke i sinde at antage nogen kommis i storms sted; Adam og nyskov sknlle dele hans arbejde imellem sig, og få en højere løn. Så er der ikke videre. “ tredie kapitel. Efter disse begivenheder gik tingene igen deres rolige gang. Kapitaler sendtes ud i verden, og vendte tilbage med godt udbytte; husets affairer gik glimrende, og dog var der noget i vejen, — ganske vist en ube-tvdelighed, men dog en af disse ubetydeligheder, som ved at antage blivende charakteer, efterhånden summere sig op, og lægge sig på os som et tryk, der til sidst bliver en sand lidelse. Såvidt var det vel ikke kommet endnu, men grosserer Frank følte sig alligevel noget trykket. I det ensomme hus var han vant til, når han om aftenen havde forladt kontoret, at modtages af et smilende barneansigt, høre en lystig latter og blive opvartet med småfortællinger, som gik ind ad det ene øre og ud af det andet; det var naturligvis kun bagateller, som for en alvorlig forretningsmand, der havde hovedet fuldt af andre ting, i og for sig ikke kunne have nogen værdi; men da vanen som bekendt er den anden natur, så fandt Frank det dog i begyndelsen besynderligt, at Frederikke var bleven så stille. Han behøvede ikke at tænke sig længe om for at gætte grunden; men den pjankede forlovelse med storm gik vel nok i glemmebogen, når man blot gav lidt tid. Dette hjalp ham en stund ud over vanskeligheden; han så forretningsmæssigt tiden an, men skuffedes i sine forventninger. Frede rikke ophørte intet øjeblik ot være en kærlig datter, men det gamle forhold vendte ikke tilbage. „ Hnn går måske også for meget alene, “ sagde han en dag, da han vågnede op af dybe tanker. „ Men hvem skal jeg søge til hende? “ Dette problem beskæftigede ham i nogen tid. Det var et af de vanskeligste regnestykker, han nogensinde havde haft, fordi det ikke lod sig udføre med tal eller ved hjælp af den kolde forstand. Det var et lille personlighedsanliggende, og i alt det slags var Frank stupid; han søgte naturligvis instinktmæssigt, hvad sådanne mennesker altid gøre, at vælte byrden overpå andre, og lade dem gøre den indsats af personlighed, han selv manglede. Frederikkes sørgmodighed trykkede ham, men han ville blot fjerne den som noget besværligt, noget for ham ubehageligt, uden at komme i det sym-pathetifle forhold dertil, som allersnarest havde hjulpet ham ud af vanskeligheden. „ Hun havde jo engang en lille legekammerat i Carstensens datter — lad os prøve det, “ tænkte han, omtrent som en læge, der har opgivet patienten, og til sidst falder på at prøve et nyt middel, uden at han egentlig selv har nogen tillid dertil. Som sædvanligt gik han straks fra beslutning til handling, og kaldte på Adam. „ De kender jo styrmand Carstensen, som har faret for mig? “ „ Ja, hr. Grosserer. “ „ Han har, eller havde i det mindste, en datter, som for en del år siden lidt legede med min datter, da de vare børn. Hvis de kan få fat i hende, så bed hende om at komme herhen til mig; jeg ønsker at tale med hende. Jeg ved ikke, hvor Carstensen boer, men det kan de jo let få at vide. Det må ske straks. “ Havde grossereren ikke haft sine tanker andre steder, ville han have bemærket, at Adam blev forlegen, da han talte om Carstensens datter; han kunne iøvrigt ikke have valgt noget pålideligt og hurtigere sendebud end Adam, der var så forelflet i Laura Carstensen, som nogen ung mand kunne være det; en halv time efter var han ude på Christianshavn, hvor styrmanden boede. Skønt han ellers var en rolig og besindig fyr, måtte han dog blive stående lidt udenfor huset for at samle sig, inden han gik derop, og da han endelig fog mod til sig og ringede på, var det ikke uden en vis hjertebanken, at han hørte nogen komme og lukke op; det var Laura selv. „ Kunde jeg ikke tale med dem, Laura? “ spurgte han, efter at have genvundet sin fatning. „ Fader er ikke hjemme, “ svarede hun yderlig forlegen, „ og de ved — “ „ Ja, jeg ved, at de ikke bryder dem om mig, “ sagde han med en bitter betoning, „ men denne gang kommer jeg fra grosserer Frank. Han har sendt mig herud for at bede dem om at komme hen til ham; han ønsker at tale med dem. “ „ Jeg kan ikke godt gå hjemmefra, førend fader kommer; men i eftermiddag skal jeg komme. “ „ Sig mig engang oprigtigt, “ sagde Adam, som var trådt ind i stuen, „ om jeg virkelig er dem så meget imod. Jeg havde engang håbet, at de kunne gjengjælde min kærlighed; men jeg frygter for at have taget fejl, jeg foretrækker selv den bitre vished for tvivl, og beder dem ligefrem om et svar. “ „ Pin mig ikke, hr. Adam, “ sagde Laura bedrøvet; „ jeg kan ikke sige andet, end hvad jeg så lidt har sagt dem, at vi ikke passe sammen. “ „ Ikke passe sammen? Og hvorfor skulle vi ikke passe sammen? “ „ De ved godt, hvad jeg mener. Jeg ville kun blive en byrde for deres familie, og om de også selv holdt det ud i nogen tid, så ville de dog til sidst fortryde, hvad de havde gjort. “ „ Er der ikke andet i vejen, “ råbte Adam glad, „ så skal jeg nok klare den sag. Hvad bryder jeg mig om min familie — “ „ Det er synd af dem at friste mig, “ sagde hun. „ Fader giver aldrig sit minde dertil. Han har sine egne ideer om den ting; og desuden vil jeg ikke forlade ham. Men gå nu, hr. Adam; der kunne komme nogen og få dem at se her, og de ville sikkert udlægge det til det værste. “ „ Det er grusomt af dem, Laura, ikke af have et venligt ord tilovers, når jeg seer dem så sjældent. De kunne dog i det mindste — “ „ Gå, hr. Adam, hvis de har mig kær, “ afbrød dun ham forskrækket, „ jeg hører fader komme op ad trapperne. “ Men inden Adam kunne komme afsted, havde styrmanden allerede åbnet døren, hvor han blev stående forundret og så på dem. Han var en mand på hen ved treds, stor og stærkt bygget, med busket gråt hår og et ansigt, hvori godmodighed og barskhcd havde indgået en løicrlig forening. „ Har du besøg af gode venner? “ spurgte han Laura, som stod forlegen og pillede ved noget sytøj. „ Det er hr. Adam, som kommer — “ „ Hvem er hr. Adam? “ sagde Carstensen noget barsk. „ Jeg kender ingen hr. Adam. Hvad er deres ærinde, herre? “ „ Jeg kommer fra grosserer Frank, som ønsker af tale med deres datter; men hun sagde mig, af hun ikke kunne gå hjemmefra, førend de kom tilbage. “ „ Er de måske på grossererens kontor? “ spurgte styrmanden. „ Ja, jeg er; jeg har været der et par år, “ svarede Adam. „ Længere kan det heller ikke være, “ sagde Carstensen, hvis ansigt opklaredes, da han fik at vide, hvorledes det hængte sammen med besøget, „ for så længe er det siden, at jeg gik ud på min sidste rejse, og dengang kendte jeg jo godt alle grossererens folk. Ved de ikke, hr.. Adam, om „ Najaden “ skal i fart til efteråret? “ — inden han fik noget svar, føjede han til: „ Må jeg have den fornøjelse at byde dem et glas vin; jeg har taget den med hjem på min sidste rejse. Gå ind i den anden stue, og tag en flaske, Laura. Det er ikke dette blandingsgods, man får her i København; det er det rene væsen, “ sagde han, idet han skænkede i glassene, og holdt vinen mod lyset. „ Deres velgående, hr. Adam. — hvad jeg ville sige, ved de om „ Najaden “ skal i fart til efteråret? “ „ Nej jeg ved ikke, hr. Carstensen; den er jo ikke engang rigtig færdig endnu. “ „ Jeg kunne nok have lyst til at blive styrmand der; hvis de kunne skaffe mig den plads, så skulle de have tak. Jeg gider ikke selv henvende mig til grossereren; for rent ud sagt, han er noget storsnudet af sig, og når man bliver til årene, seer de, så bar man ikke lyst til at lade sig tiltale som en kahytsdreng; men kunne pladsen sådan blive mig tilbudt — “ „ Jeg har ikke det mindste i den sag at sige, men skulle der vise sig nogen lejlighed, hvor jeg kan bringe sagen på bane, så kan de stole på, at det skal ske. “ „ Ih, det skal de have tak for, unge mand, “ sagde Carstensen, som blev helt oprømt ved tanken om, at hans ønske måske kunne opnås. „ Lad os drikke på det! Men hvad var det ellers grossereren ville min datter? “ „ Det skal jeg ikke kunne sige dem; han sendte mig blot herud med den besked, at han ønskede at tale med hende, og det lod til, så snart som muligt. “ „ Så gå du kun, min pige, og hør, hvad manden vil dig; når du går straks, kan du være hjemme igen til middag. Du kan jo følge med hr. Adam, så gelejder han dig nok lige ind til grossereren; for de generer dem vel ikke ved at gå med et pigebarn — “ „ Nej, på ingen måde, “ sagde Adam, som hellere end gerne greb lejligheden, „ og for at overbevise dem derom, beder jeg jomfru Carstensen om at gøre mig selskab. “ „ Jeg tror helst, at jeg ville vente til i eftermiddag, fader; jeg har her noget sptøi, som skulle være færdigt. “ „ Å snak, “ sagde hendes fader, „ hvad skal nu de griller til. De pigebørn gøre altid indvendinger; altid ville de det modsatte. Se nu, at du kommer afsted, og spild ikke tiden med snak. “ Da Laura så, at der ingen udvej var mulig, gjorde hun sig færdig, og gik med Adam. „ Dersom jeg havde vidst, at det var dem så meget imod at følge med mig, kunne jeg sagtens have fundet på en undskyldning; men ordet slap mig ud af munden, tnden jeg selv vidste af det. “ „ Jeg har naturligvis ikke noget imod at følge med dem, hr. Adam. “ „ Men alligevel ville de dog hellere have gået alene; jeg tror, at de begynder at få noget imod mig; det har de dog ikke haft før. “ „ Hvorfor skulle vi blive ved at tale om ting, der nu engang ikke lade sig forandre? “ sagde hun. „ Og hvorfor skulle de ikke lade sig forandre? “ „ Fordi det ikke kommer an på mig; fordi jeg står andre til ansvar; fordi — hvorfor vil de dog blive ved, hr. Adam, da de meget godt ved, at jeg ikke kan svare dem anderledes, end ' jeg gør. “ „ Er det deres faders samtykke, de frygter for ikke at kunne få, så giv mig blot lov dertil, og jeg skal forlange det af ham. “ „ Ikke for alt i verden, “ sagde hun, forskrækket ved den blotte tanke. „ Hvis de nogensinde talte til ham derom, fik de mig aldrig mere at se. “ „ Ja, hvad skal jeg da gøre, “ sagde han mismodig. „ Selv vil de ikke give mig noget svar, fordi de siger, at de ikke kan det, da de er afhængig af deres faders samtykke; og når så jeg beder dem om at måtte tale til deres fader, så negter de mig også det; hvad skal jeg da gøre? “ „ Rent opgive det, hr. Adam; det vil være det bedste både for dem selv og for mig. Når de kun lader være at tænke på det, så vil de efterhånden glemme det, og spare både dem selv og mig mange sorger. “ „ Når de taler således, Laura, så siger de med tydelige ord, at jeg er dem ganske ligegyldig, og at de ønsker, at jeg skal gå min vej, jo før jo hellere. “ „ De er meget uretfærdig imod mig, “ sagde hun grædænde, „ og burde sætte dem i mit sted, så ville de tænke og tale anderledes. De er mig en kær ven, det ved de, og næsfeffer fader står ingen mit hjerte så nær som de. Gud skal vide, at jeg har kæmpet før at holde min overbevisning fast, når de tidligere har talt til mig; men jeg kan ikke opfylde deres ønske, uden at begå en stor uret både mod fader, og mod dem og mod mig selv. Jeg kan ikke svare dem anderledes, end jeg har svaret dem. Måske kunne tider og forhold forandre sig, som vi mindst tænke det, — men nu må de ikke forlange det umulige af mig. “ „ Må jeg da i deres sidste ord se et håb, om end nok så svagt et håb om, at jeg engang kunne blive noget mere før dem, så skal jeg ikke tale mere herom, førend tiden kommer? “ „ Ja, hvis de vil det? “ „ Nej, ikke hvis jeg vil det; det ved de, at jeg vil; det er mig før ubestemt. Vil de selv sige mig, at jeg må se et håb deri? “ „ Nuvel da, siden det ikke kan være anderledes, det må de; men det er ikke noget løfte. Jeg tør ikke give det, og de må ikke forlange det. “ Hun havde ved de sidste ord lagt hånden på hans arm for at berolige ham; han blev stående og så på hende. „ Jeg elsker dem højere end jeg nogensinde har gjort, Laura; men jeg lover, ikke at tale til dem derom, førend tider og forhold have forandret sig — som de siger. — nu må de ikke se forgrædt ud, når de komm

1872_HeegaardS_FamilienGorm

Poul Sophus Vilhelm Heegaard

Sophus

Heegaard

anonym

Familien Gorm

neutral

male

dk

Heegaard

Familien Gorm

Heegaard

Familien Gorm

En Fortælling

n

gothic

Gyldendal

KB

Forfatter er Poul Sophus Vilhelm Heegaard

nan

nan

O

Første kapitel. Det var en vinter, som man ikke havde oplevet den i mands minde. Kulden havde stivnet alt, og pinte sig ind gennem den mindste sprække og revne; i en hel måned havde ruderne været tilfrosne, og syntes aldrig at ville tøe igen. Thcrmometret, som ellers kun få bekymrede sig om, var på engang blevet genstand for almindelig interesse, og udgjorde det stående ttema for samtalen i adskillige kredse, hvor man ellers af mangel på emner var nærved at dø af kedsommelighed. Tretten graders frost i stedet for fjorten, og man fandt, at det formeligt blev mildere i vejret; femten, seksten, sytten grader, og man satte på ny et betænkeligt ansigt op, og spurgte hverandre, om dette da aldrig skulle få ende. Det havde sneet i en uges tid, men sneeveiret var nu forbi, og alt lå og tindrede i vintersolskinnet. Tagene og istappene, landet med sine udstrakte flader, hvor hvert markskel og hver fordybning forlænge siden var skjult under sneen; åløb, søer og damme, og den mindste vandpyt lå blinkende og tindrende i det matte Sollys. Der var ingen forskel på land og by; de tæt sammenpakkede bygninger og lune gader, som ellers pleje at mildne vinteren i byerne, kunne dennegang ikke udrette noget. Fattigfolk frøs fordærvet, og rige folk krøb sammen om kakkelovnen, som næppe var i stand til at betage luften den barskhed, den førte med sig udefra. Hvem der ikke behøvede at gå ud, holdt sig klogeligt inde; og hvem der måtte ud, gjorde det af i den størst mulige fart. Ingen stod og så sig om i døre eller porte, og selv tjenestepiger, som mødtes på gaden, offrede ikke et øjeblik til fortrolige meddelelser, et tilfælde, der for så vidt kunne fortjene at optages blandt meteorologiske mærketegn, som det aldrig indtræder uden ved usædvanlig lav temperatur. På landet var sneekastningen i fuld gang, og det var også på den høje tid, da færdselen i en hel uge havde været standset; ved gårde og huse nåde snedriverne midt op på taget, og gave dem et fremmed udseende, så at det lidt forekom snekasterne, som om de opdagede et nyt land, når de banede sig en sidevej ind til en menneskelig bolig, og så den under så usædvanlige omgivelser. „ Tag nu rafl fat, folk, “ råbte sneefogden, som ledede arbejdet på en vej i sydsjælland; „ der er ikke mange timer til aften, og vejen må være ryddelig, inden posten kommer; den skal være ryddelig. “ Folkene arbejdede flinkt, og medens den lange række af hakker og skovle gik op og ned, begyndte volden at høme sig på begge sider af vejen. „ Er der nogen af jer, som har tabt sin frakke, så må han sige til; ellers hugger jeg den i stykker, “ Råbte en af arbejderne. „ Nu ingen narrestreger, det er der ikke tid til i dag, “ sagde fogden, som tilfældigvis stod i nærheden; „ hvem skulle vel tabe frakken i dag, uden at mærke det? “ „ Da er det dog ikke narrestreger, “ svarede manden, og løftede fugen af et frakkeskøde i vejret; „ for dette fulgte med ved det sidste spadestik, og det seer ud, som om det kunne være af en frakke. “ „ Ja vist er det af en frakke, “ bemærkede fogden; „ den må være tabt her på stedet; gør et par stik ind i volden, så kommer nok resten. “ Manden gjorde, som der blev sagt ham, men resten ville ikke komme. „ Det er vel ikke andet end en pjalt, som er tabt her “ — begyndte en af de andre, da han i det samme blev afbrudt ved udråbet: „ En hat! “ og nu begyndte man at øjne sammenhængen. Her måtte åbenbart et eller andet sted ligge et menneske, som var overvundet af kulden; men havde han ligget her længe eller kort? Hvis det sidste var tilfældet, kunne han måske endnu frelses. „ Kom herhen, folk, og søg! “ råbte fogden til de nærmeste, og da de, som arbejdede længere borte, så, at der var noget på færde, var der i et 0ieblik samlet en mængde mennesker, som gjcnnemsøgte sneen påkryds og påfvcrs; men som det så ofte går, hvor man famler sig frem på det ubestemte, således gik det også her; de ledte længe til højre og filvenstre for det rette sted, som netop var der, hvor en af mændene stod; det var en lille snebunke, som man tidligere havde ladet ligge, fordi den havde viist sig at være temmelig hård; men da man ved denne lejlighed kom til at undersøge den nærmere, viste det sig, at den indeholdt liget af en mand, sorn var frossen sammen med sneen. „ Løb hen til doktor Johansen, og bed ham om at komme straks, “ sagde fogden til en af mændene; „ men skynd dig. “ „ Det nytter ikke, at doktoren kommer, “ mente en af de andre; „ han må have ligget her i flere dage; hele snedriven har jo ligget ovenpå ham. Desuden behøver man ikke at være doktor for at se, at den mand bliver, hvor han er. “ Manden havde ret i, hvad han sagde; ikke et lem eller ledemod lod sig bøje på den døde bland, der var stivfrossen og bleg som sneen, hvori han lå; og da lægen kom til, blev der ikke engang tale om at gøre noget forsøg på at få liv i ham igen, så indlysende var det, at kulden for længe siden havde gjort det af med ham. „ Det er en ældre mand, “ sagde doktor Johansen, medens han stod og betragtede liget. — „ Det forekommer mig, at han seer ud, som om han kunne være m udlænding; mon han ikke skulle have papirer hos sig? “ Da det imidlertid viste sig at være forbunden med nogen vanskelighed at komme til vished derom på stedet, så opsatte han det indtil videre. „ Såvidt jeg i dette øjeblik kan se, er der ikke øvet vold imod ham; jeg tror, at han er frosset ihjel, men sagen må naturligvis undersøges. Lad et par af folkene bringe liget hjem til mig, og hvis de “ — her henvendte han sig til fogden — „ har tid at følge med, kunne vi straks skride til undersøgelsen. “ Det skete som lægen ønskede det, men undersøgelsen gav dem ikke mange oplysninger. Vistnok fandtes der i brystlommen en lap papir, men i en så opløst tilstand, at skriften var så godt som ulæselig; gennem flere forsøg på at dechiffrere den, nåde lægen kun så vidt, at han troede at knnne skimte nogle enkelte bynavne, og endelig navnet „ Haffner “, men sikker derpå var han ikke. „ Det er besynderligt nok, “ tænkte han ved sig selv; — „ de havde jo slægtninge eller venner i udlandet; jeg skal dog spørge dem derom. “ Sagen blev derpå meldt til øvrigheden, papiret afleveret, liget besigtiget og et par dage senere begravet; der blev gjort forespørgsler til alle kanter, men intetsteds blev manden savnet, og dermed var den sag forbi. Frosten blev ved, og kuede alt levende; den pinte ikke blot legemet, men trykkede sindet, og gjorde folk modløse. Mange, som tidligere havde råbt og leet højt i det klare frostvejr, endte med at gå misfornøjede omkring med en ubestemt fornemmelse ligesom af sorg over et eller andet, som de ikke kunne gøre sig selv rede for; medens andre, som kunne blive inde i deres lune og varme Stuer, fandt, at den strenge vinter „ virkelig var interessant “, og skjøndt det ikke fremmer begivenhedernes gang nærmere at omtale, hvad disse andre mente, så er fristelsen dog alt for stor til ikke at gøre den bemærkning, at disse andre vare idealister, og at lune og varme Stuer er et af de allerfortrinligste midler til at udklække sådanne. Dersom nogen havde sagt dem, at de, der ikke havde noget at lægge i kakkelovnen, slet ikke fandt vinteren interessant, ville de have afvist denne bemærkning som triviel, og med et sympathetisk smil trøstet de bekymrede med en anvisning på den menneskelige ånds herlige evne til at hæve sig over ydre påvirkninger, uden dog selv at benytte lejligheden til at godtgjørt deres anskuelses rigtighed for tvivlende praktikere. Til dette slags idealister hørte doktor iohansen slet ikke; hans praksis havde lært ham, at det var hensigtsmæssigere, når uran begyndte med at gribe i lommen og stoppe sulten hos folk, inden man bearbejdede dem tteoretisk, og at gode lærdomme bed sig bedre fast, når den, der udtalte dem, selv indfriede sit ord i gerning. Samme dag som den fremmede var bleven begravet, kaldte han sin Karl ind, og spurgte ham, om vejen var gjort ryddelig sålangt ud i landet, at han kunne se fil Fru Haffner, og da karlen bestemt forsikrede det, lod han ham spænde for. Imidlertid pakkede han forskellige sager sammen, føjede dertil nogle flasker vin, og da han var færdig — han var enkemand, og besørgede det alt sammen selv — lod han karlen bringe det ud i vognen, og tog afsted. Fru Haffner boede i en landsby, der lå omtrent en mil borte fra lægens hus; hun havde i nogen tid ligget fyg, men på grund af det stærke snefald havde han i den sidste tid ikke kunnet komme fil hende. „ Hvorledes går det så, lille Christine? “ sagde han, idet han i husets dør blev modtaget af en ung pige. „ Det går kun dårligt; moder er meget syg. Men gud ske lov, at Hanne kom herud, inden vi bleve helt indesnete, ellers ved jeg ikke, hvad jeg jeg skulle have grebet til. “ „ Hvem er Hanne? “ „ Det er vor gamle pige, som tjente hos os, da jeg var lille. Jeg skrev til hende, at moder var syg, og nogle dage efter kom hun herud fra København til trods for denne forfærdelige kulde. “ „ Gå nu ind, lille ven, “ sagde lægen, „ og stå ikke der og præk i den åbne dør; ellers bliver de selv syg. Ind med dem; jeg kommer straks. “ Han gav derpå kusken ordre til at bringe den pakke, han havde taget med, ind i køkkenet, og gik selv ind i huset, hvor den unge pige ventede ham i dagligstuen. Der var en vis hyggelighed udbredt over denne dagligstue, men forresten var der fattigdom; den viste sig i de tynde, klare Gardiner og i det lnvslidte betræk, i det gammeldags, spinkle klaver, de magre stole og det falmede gulvtæppe, og den blev kun mere fremtrædende ved enkelte luxusgjenstandc, som skrev sig fra en tidligere, mere velhavende periode, men som nu dannede en besynderlig blodsætning til deres omgivelser. Alligevel var der en vis hyggelighed, således som den kan findes der, hvor dannelse og smag bøde på mangelen af formue. Fru Haffner var kommet der til egnen for en halv snes år siden, kort efter at hun havde mistet sin mand; hendes datter, Christine, som dengang var syv år gammel, var nu bleven en voksen pige, som skyldte sin moder den opdragelse og udvikling, hun havde modtaget; uden just at kunne kaldes smuk, havde hun et vindende og elskværdigt væsen, og var af naturen livlig og munter; men denne gang hvilede der et tryk over hende, da hun var opfyldt af bekymring over moderens sygdom. „ Sig mig engang, lille ven, “ sagde lægen, „ har de ventet besøg af nogen i denne tid? Har de såt brev fra nogen, eller i det hele ventet nogen? “ „ Nej, “ svarede hun, og så spørgende på ham; „ men hvad mener de? “ „ Å, det var blot et indfald af mig. Jeg fik forleden dag den ide, at de måske havde ventet nogen, men det har ikke noget at sige; jeg har naturligvis taget fejl. — skulle vi så gå ind og se til deres moder. “ Da lægen havde sat sig ved sengen hos den syge, blev han øjensynligt overrasket over hendes udseende. Fru Haffner var en kone på omtrent scxogtredive år, med et blidt, indtagende ansigt, som under livets genvordigheder havde fået et præg af sørgmodighed, der lod hende se noget ældre ud, end hun i virkeligheden var; men i enkelte øjeblikke, når et og andet oplivede hende, og det var gerne tilfældet når lægen besøgte dem, kunne hun ligesom blusse op, og give en forestilling om, hvorledes hun havde set ud, da hun var ung og uden erfaringer. Det var dette ansigt, som lægen kendte så godt, og som gjorde, af han denne gang blev overrasket ved hendes udtærede og besynderligt åndsfraværende udseende, når hun af og til åbnede øjnene, uden, som det syntes, af se ham, eller af bekymre sig om noget. „ Hvor længe har deres moder ligget således? “ Spurgte han. „ Næsten i en uge; hun fantaserer så meget, men Hanne siger, af det kun er feberen. “ — „ af det kun er feberen, “ gentog lægen halvt for sig selv; „ ja vist så, — af det kun er feberen; “ men medens han vedblev af betragte den syge, hvis hænder rastløst famlede omkring på sengetæppet, fik hans ansigt, ham selv uafvidende, et bekymret udtryk. „ Tror de, at der er fare på færde? “ spurgte Christine, idet hun greb hans hånd, og for første gang blev betaget af en anelse om sygdommens sande beskaffenhed. „ Jeg kan ikke sige dem noget bestemt, min kære pige, men sygdommen er alvorlig, “ sagde han, idet han klappede hende på hovedet. „ Selv om jeg havde kunnet komme herhen for sneeveiret, tror jeg ikke, at det havde hjulpet noget. En sygdom som denne går sin egen gang, og lader sig ikke standse; vi kunne i det højeste prøve på at skaffe den syge lidt ro. Brug nu dette “ — han trak en flaske op af lommen, og fatte den på bordet — „ jeg kommer igen i morgen formiddag. — er det konen? “ „ Det er min gamle barnepige, som har rejst den lange vej fra København herud. “ „ Hør nu, min gode kone, “ sagde lægen, idet han talte til hende på en måde, som om hun havde været en gammel bekendt; „ det er bedst, at de bliver siddende hos Fru Haffner i nat. “ „ Det har jeg gjort hver nat, hr. Doktor, “ Svarede konen. „ Har de det? Så er det nok bedst, at jeg sørger for at sende nogen herhen, som kan løse dem af. “ „ Det behøves ikke, hr. Doktor; jeg er vant til det fra byen af; jeg har våget et helt år over min mand, inden han døde; og når frøkenen hjælper mig, søm hun gør “ — „ Ja, ja, min gode kone, så lade vi det blive derved indtil videre; men hør engang “ — hun trak hende til side og gav hende nogle forskrifter for behandlingen af den syge; „ og seer de, “ tilføjede han hviskende, og med et blik på konen, som om han fuldkomment forstod hende, og vidste, at hun også forstod ham, „ dersom der mangler noget her i huset, ligemeget af hvad slags, forstår de, så sender de en dreng til mig — de kan jo sagtens få fat på en dreng her i byen — så sender de en dreng til mig — og — kan de skrive? — godt — så skriver de, hvad der mangler. Forstår de? De må ikke opsætte det et øjeblik. “ Derpå trykkede han hende i hånden, og satte sig igen hos den syge, som bestandigt lå hen i den samme døs. „ Tab ikke blodet, Christine, “ sagde han, idet han atter rejste sig og trak sin Pels på. „ Jeg holder ikke af at give falske forhåbninger, og jeg siger dem reentud, at deres moder er meget syg; men jeg opgiver ikke håbet; jeg har før set folk komme sig igen, der vare ligeså syge som hun. “ Den unge pige svarede ham ikke, men greb hans hånd, som om hun ville føre den til sine læber; han afværgede det, og idet han omfavnede hende, trykkede han et Kys på hendes pande. Han var en ældre mand, og kunne godt have gældt for hendes slægtning, så fortroligt og hjerteligt var forholdet imellem dem; han var imidlertid ikke i slægt med hende, men havde kendt den lille familie i den halve snes år, de havde boet der på egnen, og i al denne tid var han bleven bestyrket i den gode mening, han lige fra begyndelsen havde fattet om dem. Selv kunne han i få ord betegnes som en udmærket mand. Det udmærkede hos ham lå ikke deri, af han hverken lod sig blænde af rigdom, eller imponere af magthavere, eller lokke af smiger; det gør kun dumme mennesker, og de fleste er ikke så dumme, som nogle er tilbøjelige til af antage; de fleste hade og foragte disse ting i deres hjerter, men hylde dem alligevel i gerningen, og idet de således gøre sig selv til hyklere, støtte de den sag, om hvis undergang de nære hemmelige ønsker. Ved ikke af gøre sig skyldig i denne feighed var lægen en udmærket mand. Han var således kommet i vane med, uden forskel af betragte folk som skabninger på to ben, af han ikke kunne have følt ærefrygt for en biskop, eller viist underdanighed mod en minister, eller følt sig tiltrukket af en millionær, når biskoppen, ministeren og millionæren ikke havde været brave, naturlige og frem for alt selvopoffrende, som han selv var det; derimod kunne det godt falde ham ind af gå på sine ben langt nd i landet til sine patienter, og hjælpe dem både med råd og dåd, især når han så, af fattigdom og god villie kæmpede jevnsides. „ Tab ikke modet, lille Christine; jeg kommer igen i morgen — i morgen formiddag, “ sagde han, idet han skød hende tilbage, da hun ville følge ham udenfor, og lukkede døren efter sig. Hvad han nylig havde set, havde af mere end en grund stemt ham alvorlig, og bragte ham til at falde hen i grublerier, medens han kørte hen ad den ujævne vej. Sneen begyndte igen at falde tæt og i store flokke; den sænkede sig ned over ham og hans bekymrede tanker, og sneede dem inde med hinanden; den lagde sig som et lagen over den syge enkes tag; jævnede det sted ud, hvor den døde mand var fundet, og faldt nu tykt og tæt over den grav, hvori han hvilede. Henimod aften kom den syge til bevidsthed, og kendte sin datter og hendes gamle pige, som vågede hos hende. „ Tak, Hanne, du gamle, trofaste sjæl, sordi du kom herud, “ sagde Fru Haffner, og rakte hende hånden. „ Jeg vidste nok, at du ville gøre det; men jeg ville dog ikke, at Christine måtte skrive til dig, førend det var den hårdeste nødvendighed. — har jeg længe været syg? “ spurgte hun lidt efter, medens hun kun med besvær holdt tankerne samlede. „ Snart i fire uger, kære moder, “ sagde Christine, som sad og holdt hende i hånden. „ Du har været meget dårlig, moder, men nu håber jeg, at det værste er overstået. “ „ Det er det ikke, barn, det føler jeg alt for vel. — jeg har så ondt ved at sige, hvad jeg mener. Det slipper bort for mig igen, — jeg seer såmeget — er det dig, Christine? “ — ja. — „ Og din fader?.... Nej, det kan jo ikke være din fader, — og dog seer jeg ham så tydeligt. Jeg har elsket ham, og været hans trofaste hustru, og jeg har elsket dig, mit barn “ — „ Prøv at hvile lidt, moder, “ sagde datteren med den tilsyneladende ro, som fortvivlelsen og skrækken kunne fremkalde. Hendes moder svarede ikke, men ordene må have vcdblcvct at lyde for hende; thi noget efter sagde hun: „ Hvile — ja, gid jeg kunne hvile; men jeg vandrer så langt omkring; jeg seer såmeget -- -- -- og vandrer “ — de sagde igen stille hos hende, medens hun vandrede videre, og anvendte de sidste kræfter under sin mødige gang. Til sidst blev Christine selv overvunden af træthed, og faldt i søvn ved moderens seng. Hendes gamle pige sad og så på dem begge, og tænkte tilbage på den tid, da hun havde båret den lille pige på sine arme, dengang hendes moder selv var et ungt barn, ikke meget ældre end datteren nu var. Hun havde set faderen kæmpe for udkommet, men trods sin udholdenhed og selvopoffrelse synke dybere og dybere i fattigdom, medens han aldrig ophørte at elske dem, indtil omsider et uforndseeligt uheld ramte ham, og næringssorger fortærede hans sidste livskraft. Med bitterhed tænkte hun på, at deres rige slægtninge intet havde gjort for dem, men slog sig til ro ved, at således gik det jo gerne. men hvad skulle der blive af Christine, hvis hendes moder døde? Hun blev afbrudt i disse betragtninger derved, at den syge til hendes forfærdelse rejste sig op; i flere dage havde hun næppe kunnet løfte en arm, men nu rejste hun sig. „ Nu er det på tiden, “ Sagde hun med tydelig stemme, „ jeg mærker, at det nærmer sig; kald på Christine! — sæt dig her hos mig, mit barn; jeg ved nu, at jeg dør; hør efter de få ord, jeg endnu har kraft til at sige. Når jeg er død, skal du gå til din onkel; det vil blive dig en tung gang, men du skal gøre det alligevel. Sig ham, at jeg kæmpede så længe jeg kunne, for ikke at falde ham til byrde; men nu kan jeg ikke længere; nu står jeg ved vejenden. Himlen smelte hans hårde sind og tilgive ham, og nu, mit elskede barn, græd kun hos mig; min inderligste velsignelse følger dig, og kan jeg i fjerne verdener kende dig, hvad jeg sikkert tror, skal jeg våge over dig som din kærlige moder. Jeg takker gud for din fader og for dig; jeg har elsket eder så højt — elsket — jeg vandrer igen “ — og derpå vandrede hun ind over veisfjellet, hvorfra ingen vender tilbage. De sagde hos hende den nat, bedøvede af sorgen, medens sneen vedblev at falde, og jævnede alt ud, ligesom døden. andet kapitel. Under almindelige ømstcendighedcr er adelgadc i København en trist og kedelig gade — vi bekymre os nemlig ikke om de hunseierc, som påståe det modsatte, og anbefale deres eicndommc som liggende „ på et fortrinligt strøg “, da denne formel benyttes af alle huuseicre i alle gader — men på en tåget tølleirsdag er den, som en erfaren fiskerkone engang erklærede, „ rent forbandet at gå i “. I de senere år er der kommet en del nye huse, men tidligere dannede den en fortløbende kanal for snavs, dårlig luft og fattigdom. Gamle huse, som måske i fordums tid havde repræsenteret noget ret anstændigt, lå som affældige boliger for affældige mennesker. Børn, som i en ynkelig bagstne første gang ville have set verdens lys, hvis der havde været noget, voksede op i det mørke, hvori de fødtes, og sjokkede i deres kummerlige alderdom op og ned ad de samme trapper, hvor de havde kravlet som børn. Fra tøsneen, som dækkede gaden, og fra kældere, kipper og elendige huler stod der en damp, som manglede tilstrækkelig spænding til at flige op over husene, og som derfor drev frem og tilbage i gaden, og overtrak alt med en modbydelig fugtighed. Hist og her hos spækhøkere og værtshunsholdere lyste der en lille, døsig flamme ud i tågen, og gjorde omgivelserne end mere triste, medens de tillige fristede forsultne smådrenge, som blev stående udenfor vinduerne, og grådigt slugte det tørre hvedebrød og de tarvelige kjødstumper — med øjnene. Arbeidsmæmd kom slentrende hjem, trætte af dagens slid, uden udsigt til nogen vederkvægelse eller hvile på deres gamle dage; og unge kvinder, som under andre omstændigheder måske kunne have været prydelser for deres køn, luffede afsted overanstrengte og forknytte, med udsigt til fattiggårdcn eller elendigheden. Pjaltede børn, som flæbte hverandre gennem snavset, visne mopper og tykhovede pudcler, en ondartet gadeyngel og brutale drukkenboldte i forbindelse med snavs og sult, smitsomme Dunster og sløvende fattigdom, stødte og puffede til hverandre, og førte en evindelig krig som infusorien i en mørk afkrog. På en af disse tøvejrsdage, som endelig indfandt sig efter den langvarige frost, udbrød der en morgenstund ild i et af de gamle, høje huse i gaden. Den blev opdaget derved, at en rude sprang på femte sal, og faldt klingrende ned på gaden; straks efter hvirvlede røgen ud, og i få minutter stod hele etagen i brand. Med rivende fart forplantede brandråbene sig ud over byen, og vakte mangfoldige mennesker op af deres morgensøvn. Adskillige beklage sig den dag i dag over, at denne råben nu er gået af brug, fordi det var „ så hyggeligt “ at høre, når det brændte hos andre, og derefter at sove ind igen; men denne menneflekærligc betragtningsmåde har dog ikke været den ledende tanke ved de nye indretninger. Det brændte altså, og det med al den allarm og grænseløse forvirring, som hørte til ved slige lejligheder. Luerne sloge bragende og knittrende i vejret, og lyste højt op i tågerne, der så ud, som om de selv vare glødende. En bølgende menneskemasse iagttog begivenheden, og tilkendegav ved hyl og hurraråb sit bifald, når ilden greb videre om sig. Brandfolkenes sorte skikkelser kom tilsyne i de forkullede vinduer, og tegnede sig skarpt mod luerne, når røgen og tågen et øjeblik drev til side. Af og til hørte man deres rå stemmer råbe: „ Mere vand “, og det med en kraft, som overdøvede tummelen nede på gaden, og gjorde et indtryk, som om de selv stod i lys lue. Uvedkommende personer ville naturligvis ind og se det alt sammen, og lagde beslag på et ikke ringe vagtmandsfab, som var opstillet for at holde dem borte, og derfor af hoben betragtedes som fjender, der kun gik ud på at krænke den og negte den en uskyldig fornøjelse; en anskuelse, som under alle brandvæsenets reformer holder sig uforandret endnu i vore dage. Vandstrålernc susede og skummede; flammerne steg og faldt, medens de spejlede sig i genboernes vinduer, som gave et uhyggeligt genskin; fattige mennesker kom flæbende med deres usle eiendelc, og grædende kvinder med deres børn, som vare nærved at gå fra forstanden af angst. Kraftige skikkelser arbejdede i regelmæssig takt ved pumperne, og skottede kun i vejret, når et brag lod dem formode, at en eller anden ting styrtede ned; vandtønderne for afsted i alle retninger, og mandskabet gjorde efter bedste evne sin pligt. „ Ere alle beboerne ude af huset? “ råbte en brandofficeer, som viste sig i et af vinduerne på anden sal. „ Ja! “ råbte nogle af brandfolkene, „ der er ikke flere. “ „ Er i vis derpå? Have i gennemsøgt hele baghuset? “ råbte officeren igen. „ Ja, vi have; og så vidt vi kunne fe for røg, var “ der ingen blevet tilbage, “ svarede folkene. I det samme lød der et gennemtrængende skrig i gaden, som til trods for al den allarm og støj der ellers var, drog alles øjne i den samme retning. En vogn var i en rasende fart kommet kørende gennem gaden, og da den var ganske nær ved brandstedet, sprang en kone ned fra vognen, og idet hun fortvivlet råbte på sit barn, søgte hun at trænge ind i det brændende hus, hvori hun naturligvis blev forhindret. „ Skal jeg holdes tilbage her, medens mit barn indebrænder? “ råbte hun fortvivlet. „ Ere i da følesløse umennesker? “ „ Hvor er barnet? “ spurgte brandofficeren, som i en fart var kommet ned på gaden. „ På fjerde sal i baghuset, “ sagde konen, som igen gjorde forgæves forsøg på at komme ind i bygningen. „ Have i afsøgt fjerde sal i baghuset? “ råbte han igen med en stemme, som overdøvede støjen. „ Ja, “ svarede folkene, „ men vi kunne intet se for røg. “ „ Så må i derop engang endnu, “ råbte deres foresatte; „ hurtigt! hurtigt! “ Den lille flok af ufortrødne mænd ilede igen ind i huset, medens officeren søgte at tale den ulykkelige kone tilrette, som var nærved at gå fra sands og samling. „ Det er umuligt, “ meldte mændene, som kom tilbage; „ vi have gjort, hvad vi kunne, men trappen brænder, og murene begynde at styrte ind. “ Der stod alvor at læse i disse folks ansigter, da de erklærede deres forsøg for frugtesløsf; de havde før været med, hvor det gjaldt, og man vidste, at de hverken vare bange eller for med tom snak. Med hvert minut der gik, voksede faren, og det ene brag efter det andet sagde tydeligt nok, at -den gamle, møre bygning begyndte at styrte sammen. I dette øjeblik for en ung knøs ind mellem brandfolkene, og var midt inde iblandt dem, inden de endnu rigtig havde fået øje på ham; det hele skete i en sådan fart, at kredsen lukkede sig efter ham, førend folk blev kloge på, hvad der gik for sig. „ Giv mig reb, så går jeg derop, “ sagde han til officeren; „ jeg kender baghuset ud og ind. “ Der var ingen tid til parlamenteren, officeren greb en bunke reb, som lå på gaden, kastede det over hovedet på ham, og med et Spring var han inde i huset. Da mængden af tilskuerne havde fået at vide, hvad der var på færde, og i den anledning var bleven påfaldende stille, medens den i spænding ventede på udfaldet, kunne den medfølelse, som prægede sig i alles ansigter, ikke andet end forsone noget med den tidligere tankeløse kådhed og rå lystighed, som var kommet tilorde under branden. Man hørte de regelmæssige slag ved pumperne, og vandstrålernes syden og hvislen, medens de borede sig ind i flammerne, som nu havde fået rigelig næring, og hvirvlede højt op i luften. Efter et par minutters venten erklærede nogle, at han måtte være omkommet, siden han ikke viste sig, medens andre indvendte, at han kun havde været derinde i halvtredie minut — de havde fulgt viseren på deres ur, og vidste det meget nøjagtigt — og det var dog for meget forlangt, at han endnu skulle være nået derop. „ Han gik tilveirs op ad tagrenden, “ sagde en af brandfolkene, som kom ud fra huset, „ og aldrig i mit liv har jeg set sådan en kat; det så ud, som om han løb op ad muren. “ Denne efterretning gik hurtigt videre, og spændingen voksede, så at en ubesindig dreng, hvem ventetiden blev for lang, og som inde mellem tilskuernes ben istemte et vildt hyl, som en hylding af situationen i almindelighed, imod al forventning blev grebet i nakken og måtte løbe en improviseret spidsrod. Der gik næsten et kvarter hen, og endnu var den unge person ikke kommet tilbage; og da et kvarter under sådanne omstændigheder er en evighed, heldede omsider de fleste til den antagelse, at han var omkommet. Flammerne havde taget fat i nabohuset, hvor det allerede brændte indvendigt i den øverste etage, og hvorfra en tagsten raslede ned og knustes på gaden; der faldt nok en tagsten, og en tredje og fjerde; men de faldt ikke, som om heden havde sprængt dem; det så snarere ud, som om en hånd havde revet dem løse og slynget dem ud. Det begyndte formeligt at regne med tagsten, og da åbningen var stor nok, kom det unge menneske til syne deroppe. Med stor behændighed klatrede han omkring på taget, som om det havde været den flade jord; det var imidlertid ikke let at se, hvad han foretog sig, da tågen og røgen den meste tid skjulte ham, men ivrigt beskæftiget var han. Med undtagelse af enkelte råb fra dem, som først fik øje på ham, blev stilheden ved, både medens han bevægede sig omkring deroppe, og da han igen forsvandt; men da han atter viste sig i åbningen på taget, med et barn bundet fasf på ryggen af sig, lod der et forfærdelsens råb fra mængden og et fortvivlet skrig fra moderen. Han bevægede sig nu langsomt og med nogen besvær, og prøvede forsigtigt, hvor han kunne vinde fodfæste og gribe fat, inden han satte foden noget sted eller greb med hånden; derpå svingede han det lange tong, som han havde bundet fasf på flere steder, ud over gaden, og da han havde forvisset sig om, at det nåde jorden, vovede han sig ned på tagets yderste rand, firede sig nedad tonget, og var få sekunder efter nede på gaden. Først nu genlød luften af rungende hurraråb, medens folk for et øjeblik glemte branden, og stormede hen til stedet, hvor de imidlertid holdtes tilbage af en vagt, som klogeligt var bleven opstillet, da man så, hvorledes det ville gå. „ Thomas, Thomas, “ sagde moderen, og klyngede sig hulkende til ham, „ Gud velsigne dig, min dreng, for mit barns skyld. “ Han svarede hende ikke, men leverede hende blot barnet, en dreng på et par år, som var noget fortumlet efter denne rejse, og tog sig ud som en byldt, da han iblinde havde grebet en gammel frakke deroppe og viklet den om barnet for at beskytte det mod røgen. Da han så, at moder og barn blev førte ind i et af de nærmeste huse, blev han stående og støttede panden mod væggen. „ Hvorledes går det, min ven? “ spurgte brandofficeren, som i forbigående talte et par ord til ham. „ Du seer jo ud, som om du var ved at gå fra koncepterne. “ „ Nu kommer det først, “ sagde Thomas, som vedblev at støtte sig til muren, og kun talte med anstrengelse, „ jeg var nær bleven kvalt af røgen. “ „ Er det den unge fyr? “ sagde brandmajoren, som i det samme kom hen til dem.. „ Det er ham, “ svarede officeren; „ men jeg er bange for, at han skal falde om her, den stakkel; han seer ud til det. “ „ Gå de kun tilbage, “ sagde majoren, „ og lad mig tale med ham. — hør nu, min gode ven, drik en slurk af denne vin, så kommer du nok til kræfter igen, “ vedblev han, idet han ledede ham hen til en gadedørstrappe, hvor han fik ham til at sætte sig ned og drikke lidt. „ Seer du det; det hjalp dog alligevel. Det kan nok tage på en mands kræfter at gå tilveirs ved en sådan lejlighed; og som en mand har du viist dig; lad mig se “ — han løftede hans hoved lidt i vejret — „ for ret gammel kan du ikke være; hvor gammel er du vel? “ „ Nitten år. “ „ Og hedder? “ „ Thomas hammer. “ „ Tag nu en slurk igen. — tjener du her i byen? “ „ Ja, jeg tjener hos doktor Clausen på Christianshavn — men hvor blev hun af? “ „ Hvem? “ „ Konen; jeg må først søge hende op “ — og inden majoren havde set sig om, var Thomas borte. „ Prægtigt, at jeg lige skulle få øje på dem, “ Sagde en høj, svær mand, som slog majoren på skulderen, medens han endnu stod og spejdede efter drengen. „ Undskyld mig, gode kraft, “ svarede majoren, „ jeg seer efter denne dreng “ — „ Denne dreng — ja, ham seer jeg jo også ester. — de mener ham, som frelste barnet? — hvor er han? “ „ Han flap fra mig i dette øjeblik, netop som jeg stod og talte med ham; han ville søge konen op, sagde han; men sådan er de jo. “ „ Det var et mesterstykke, “ sagde kraft, som talte med en stemme, der lød som en fjern torden. „ Ja gu ' var det et mesterstykke; vore egne folk kunne ikke gå derop, og det vil sige noget; men hvor blev nu også den dreng af? “ „ Lad mig blot engang få fat på den Karl, jeg skal nok holde ham, “ sagde kraft; og efter hans ydre at dømme, så han ud fil at kunne indfrie sit ord. Han var en mand af næsten vældige dimensioner, og således som han vandrede omkring, iført en stor lodden Pels og hue med klapper ned overørerne, tog han sig ud som en kæmpebjørn, men af en bedre race; thi trods hans glubske manerer, var der alligevel en fremtrædende godmodighed i hans væsen, som i forbindelse med en vis gammeldags belevenhed og forekommenhed gjorde ham fil en person, man nok kunne få lyst fil at give sig i lag med, når man først rigtig fik set på

1874_HeegaardP_UroligeTider

Poul Sophus Vilhelm Heegaard

Sophus

Heegaard

anonym

Urolige Tider

neutral

male

dk

HeegaardP

Urolige Tider

Heegaard

Urolige Tider

En Fortælling

n

gothic

Gyldendal

KB

Forfatter er Poul Sophus Vilhelm Heegaard, skal ændres i filnavn og filerne (pdf+txt) til HeegardS (eller evt. blot Heegard, da alle med det efternavn er den samme)

nan

nan

O

Første kapitel. For enden af en lang, smal gård i Gothersgade » Lå der et forfaldent baghus, som ved sin bygningsmåde viste, at det tilhørte en længst forsvunden tid. Del havde engang været overstrøget med en mørkeblå farve, som om ikke omgivelserne i og for sig tilstrækkeligt dæmpede den smule lys, der fandt vej ned i den skumle gård; men vind og vejr havde efterhånden berøvet det endog denne pryd, så at det nu viste sig i sin hæslige nøgenhed. De fem etagers bindingsværk trådte frem i muren som en gådefuld skrift af hieroglyfer, der i forbindelse med fugtige pletter på væggene og en uendelighed af små vinduer frembød et forvirrende og trøstesløst skue. På tredje sal i dette hus boede en enkefru krag, hvis afdøde mand havde været ansat i et offentligt kontor; ved sin død havde han efterladt hende en pension af meningsløs lidenhed foruden en sum af nogle få hundrede rigsdaler. Hermed skulle hun ikke komme vidt; men da hun tidligt var bleven vænnet til at hjælpe sig selv, tog hun atter fat på sin gamle beskæftigelse og gav undervisning i skoler. Det sløvende og byrdefulde, som et sådant liv vel i længden har for de fleste, mildnedes hos hende ikke lidet ved hendes store kærlighed til børn. Af ydre var hun en lille, ubetydelig kone, hos hvem forlegenhed og velvilje overfor andre havde indgået en løjerlig blanding, men skønt disse egenskaber let kunne gøre hende uskikket til at undervise småpiger, hvis evne til at udfinde modpartens svage sider er vidunderlig, og hvis opfindsomme dristighed har så godt af at behandles med en smule fasthed, så dannede Fru krag i disse henseender en undtagelse. Hun elskede børn og var elsket af dem; og denne omstændighed var uden tvivl grunden til, at hun en dag var så dristig at henvende sig til lægen, da han efter et besøg på kvisten gik forbi hendes dør. „ Tor jeg være så fri, hr. Doktor, at spørge “ — begyndte hun forlegent. „ Om hvad? “ sagde lægen, som lod til at have hastværk. „ De har nok besøgt konett på kvisten? “ „ Ja vel, og så? “ „ Tør jeg spørge, om de anser det for et farligt tilfælde? “ „ Farligt nok. Hun var forfalden, som de vel ved, og nu har hun drukket sig ihjel, “ svarede han og gik sin vej. den omtalte kone, som for et par måneder siden var flyttet ind i huset, var i kort tid blevet en skræk for beboerne på grund af hendes støjende og brutale adfærd, men især ved den måde, hvorpå hun behandlede et par plejebørn. Selv Fru krag, som mindst af alt kunne beskyldes for glubskbed, havde følt sig ægget til angreb, og i en form, som forekom hende selv tilstrækkelig skarp og indtrængende, men som i virkeligheden var blidheden selv, havde hun gjort konen forestillinger; men var bleven modtaget med en sådan salve af grovheder, at hun skyndsomst havde trukket sig tilbage, og efter den tid indskrænket sig til i smug at stikke et og andet til børnene, når lejlighed gaves. Men selv i dette punkt måtte hun anvende forsigtighed, eftersom den fortræffelige plejemoder, da hun opdagede det, tildelte børnene en eftertrykkelig tugtelse. Det hemmelighedsfulde og farlige i venskabet styrkede imidlertid deres gensidige følelse, og ofte stod børnene — to søskende, en dreng på fem og en pige på tre år — i gården og kastede længselsfulde blikke op til vinduerne, om deres velynderske ikke skulle vise sig. Nu da konen var død, vare børnene Fru krags første tanke, og da hun var kommet sig efter den forvirring, hvori lægens overraskende meddelelse havde bragt hende, gik hun, ikke uden en vis wngstelse, op på kvisten. For ethvert menneske, hvis sands ikke er fløvet, har det noget ejendommeligt gribende ved sig at træde ind, hvor døden er tilstede, og det var kun med bankende hjerte, at hun besluttede sig til at åbne døren. Skønt det var om sommeren, var der dog halvmørke, da lyset kun kom ind gennem et lille, skråt, smudsigt tagvindue, og det varede derfor noget, inden hun blev i stand til at skelne de fjernere genstande. Derhenne lå den døde skikkelse. Det var den gamle historie: fattigdom, forsømmelse, sult, nagende forbittrelse, last og død. Nu var lidenskaben gået til ro, men et menneskelivs synder og kampe havde i de hårde ubevægelige træk præget en skrift, som for den, der brød sig om at læse den, indeholdt mere lærdom end adskillige prækener. Medens hun stod her, for hun pludselig sammen ved en let berøring. Hun havde i det første øjeblik ikke bemærket børnene, som af angst og træthed havde siddet sammenkrøbne i det modsatte hjørne af rummet, men som nu havde nærmet sig og greb fat i hendes kjole. „ Men du gode gud er i her, børn? “ sagde hun, - - „ og alene? “ „ Ja, “ svarede drengen forskrækket. „ Madam schukart sagde, at vi skulle sidde rolige, til hun kom igen. “ „ Hvem er madam schnkart? “ „ Det er konen — der er hun? “ „ Å herregnd, “ sagde den indtrædende, „ så ' er der dog go ' e mennesker til. Hvem seer til os i denne elende, sagde jeg til Johanne, en time førend hun døde. Det gør ingen. Og så kommer den kære frue fra tredje sal som en guds engel fra himlen og seer til den døde, og det skønt de i levende live havde et og andet udstående. Å, herregud. “ Denne tiltale af en fremmed person, hvem Fru krag ikke erindrede at have set før, forekom hende ualmindelig modbydelig, så at hun måtte gøre vold på sig selv for at spørge hende, om hun vidste, hvem der tog sig af børnene. „ Ingen, go ' e menneske, ingen. Fattigvæsenet måske, men det regner jeg for ingen. Hvem bryder sig vel om de søde børn, den go ' e lille Nikoline og den stakkels Christian? Hvem tænker på børnene, sagde jeg til Johanne en time førend hun døde. Å herregud. “ Øet var åbenbart, at konen befandt sig i en overstadig tilstand, som i forbindelse med hendes højrøstede tale havde noget vanhelligt ved sig på dette sted, og fik Fru krag til at skynde sig bort, idet hun tog børnene med sig og sagde, at de kunne blive hos hende indtil videre. Øet blev et langt indtil videre, og strakte sig betydeligt ud over de første dage, som hun anvendte til at stoppe deres sult og give dem klæder på kroppen. Øet varede ikke længe, inden hun fandt, at hendes hjem fik et eget liv ved disse småskabninger, der hurtigt begyndte at hæve hovedet som unge planter i solskin, og det var derfor en hård tid, da de offentlige myndigheder gjorde deres krav gældende, og hun skulle bestemme sig, om hun ville beholde børnene eller ikke. Hvorfra skulle hun få udkommet både til dem og til sig selv? Øet syntes hende umuligt, og dog var hun, da afgørelsens termin kom, mere end nogensinde bestemt på at beholde dem. De offentlige myndigheder vare ved denne lejlighed til en forandring heller ikke umedgørlige. Disse børn vare dem en streg i regningen; de vidste ikke rigtig, hvor de skulle føre dem hen, da protokollerne vægrede sig ved at anerkende dem, og derfor var det en ret behagelig løsning af vanskeligheden, da Fru krag beholdt dem. Det viste sig imidlertid snart, at den ringe godtgørelse, som blev tilbudt hende — i sin ivrighed havde hun ikke engang tænkt på at forlange nogen sådan — kun var tilstrækkelig til anskaffelsen af jevn, god hundeføde, og Fru krag arbejdede derfor med rastløs flid på at holde sin husstand sammen; men efter et halvt Års forløb blev det hende klart, at opholdet i København var for dyrt, og efter mange anstrengelser og skuffelser lykkedes det hende endelig at oprette en pigeskole i en provindsby. Gennem mange Års tålmodige og udholdende flid, nøjsomhed og utallige opoffrelser, som i sammenligning med politisk rabalder og feltskag i regelen anses for noget så underordnet og ubetydeligt, at det i det højeste fremkalder et overlegent smil, men som af dem, der blæse overlegenheden et stykke og selv have en mening, anses for noget herligt, beundringsværdigt, høihjertet, lykkedes det hende at opdrage disse to børn, som antoge hendes navn og skuttede sig til hende med oprigtig taknemmelighed. efterhånden opstod den tanke hos hende, at Christian skulle studere; den kom lidt efter lidt, og da den engang havde slået rod, anså hun det for en mressag at sætte den igennem. Da Nikoline voksede til, hjalp hun sin plejemoder med undervisningen, og hvad der på nogen måde kunne spares, blev lagt til side for broderen. Da han omsider havde afsluttet skolelivet og vendte hjem som student, modtoge de ham med berettiget stolthed. Men hermed begyndte vanskelighederne på ny, da det langt oversteg Fru krags evner at holde ham i København, og medens hun lagde planer, som hun igen forkastede, stod hun endnu lige rådvild, da endelig omstændighederne tvang hende til at tage en beslutning. Et nyt institut, bedre udstyret og mere svarende til tidens fordringer, tog den største del as hendes elever, og fra nu af syntes hun ikke at have noget valg. „ Det er lige trangt for os, enten vi blive eller rejse, børn, “ sagde hun; „ men skytte vi til København, troer jeg dog næsten, at udsigterne er bedre. Der kan man da i det mindste håbe at sinde noget; her er det ganske umuligt. “ „ Vi skulle sinde noget; stol du kun på mig, -moder, “ sagde Christian håbefuld og opfyldt as bevidstheden om sin nye værdighed. „ For alt, hvad du og Nikoline have gjort for mig, er det nu ikke mere end min simple pligt, når jeg bidrager mit til vort udkomme. “ han talte så tillidsfuldt, og hans ungdommelige begejstring var så levende, at hun selv begyndte at fatte håb og endnu levede i håbet, da de havde tilendebragt flytningen til København, hvor de nu boede i en lejlighed på Christianshavn, bestående af fire små værelser i et hus, som lå tæt op til volden, med udsigt ud over Kallebodstrand. Da indtraf der en begivenhed, så uventet og så sørgelig og overvældende i sin udgang, at de to søskende neppe fattede den i hele dens omfang, førend ulykken allerede var sket. Fru krag blev syg og døde. Et ringe ildebefindende, som begyndte kort efter at de vare komne til ro, gik hurtigt over til en brystbetændelse; den syge tabte bevidstheden og få dage efter døde hun. Det ramte dem som et tordenslag. I det første øjeblik vare de ude af stand til at opfatte virkeligheden, og sagde den første dag tavse og som tilintetgjorte, men nødvendigheden tvang dem snart til at tage sig sammen. Ganske overladt til sig selv følte de levende og bittert, hvad det vil sige at stå ene i verden; thi skønt de befandt sig i en folkerig by, vidste de, at der blandt de mange mennesker ikke fandtes nogen, som skænkede dem en tanke. På begravelsesdagen havde en fremmed mand fulgt dem i afstand og været tilstede på. Kirkegården; og skønt de ikke kendte ham, eller vidste, om det beroede på mere end et tilfælde — thi han havde senere fjernet sig uden at tale til dem — så havde selv denne omstændighed været dem en trøst, idet de deri så noget, der i det mindste lod sig tyde som deellagelse, og de følgende dage talte de flere gange derom; men snart blev også dette glemt for sorgen over den afdøde og bekymringer for fremtiden. „ Det er sørgeligt, at vi nu må stilles, Christian; men jeg seer virkelig ikke, at andet er muligt, “ Sagde Nikoline, da nogen tid var gået, og de vare komne så vidt, at de begyndte at lægge planer. „ Skilles? Hvorledes kan du falde på en sådan ide? “ svarede Christian. „ Det er nødvendigere end nogensinde, at vi nu blive sammen. “ „ Men når nødvendigheden netop byder det modsatte? “ „ Det gør den ikke, Nikoline. Du seer tingene i et alt for mørkt lys. Jeg kan ikke undvære dig — jeg elsker dig, søster, “ udbrød han lidenskabeligt — „ under vor lange adskillelse har jeg altid glædet mig til, at vi igen skulle leve sammen, og nu, da vi er nåde så vidt, skulle vi stilles! Jeg vil det ikke. Jeg finder mig ikke deri. Jeg byder nødvendigheden trods. Jeg vil arbejde for os begge. Har man ikke før set, at søskende have sfabt sig et hjem; hvorfor skulle vi da ikke kunne gøre det samme? Det er jo ikke så sjældent, at folk læse til eksamen og til samme tid arbejde for udkommet — hvad siger jeg, sjældent — det er jo netop det sædvanlige. Ikke ni af ti er anderledes stillede, og jeg sfnlde ikke kunne gøre det samme? “ „ Men det vil blive dig formeget, kære Broder; jeg frygter for, at du ville komme til at overanstrenge dig. “ „ På ingen måde. Jeg tror netop, at arbejdet ville falde mig vanskeligere, når jeg var ene, og ikke havde dig at meddele mig til. — desuden, “ Tilføjede han efter nogen tøven, „ er det også af en anden grund ønskeligt, at vi blive sammen; hvem ved, om vi ikke til sidst finde den tråd, som kunne lede til “ — han behøvede ikke at føre sætningen til ende; det smertelige udtryk, som ordene fremkaldte i hendes ansigt, viste tilstrækkeligt, at hun forstod ham. „ Det er sørgeligt at stå ene på denne måde, “ Vedblev han, „ og ikke engang at kende dem, hvem man skylder livet. Det forekommer mig næsten, som om der hvilede en plet på os. “ „ Således må du ikke tale, Christian; kun flette mennesker ville udlægge det på denne måde. Men jeg tror, at det var bedst for os, om du rent opgav denne søgen, hvormed vi nu så længe have plaget os selv til ingen nytte. Har moder ikke forlænge siden gjort alt, hvad der kan gøres? “ Han stod åndsfraværende og så ud over stranden, medens hendes ord gled ham forbi. — „ Det er besynderligt, “ vedblev han, „ men det er ofte forekommet mig, når jeg seer herud, som om jeg finder noget, der på en eller anden måde er beskægtet med det, jeg tænker på. Der vender bestandigt en forestilling tilbage om noget vidtudstrakt, jeg engang har set; men jeg kan ikke samle det -- jeg kan ikke engang sige, om det var hav eller jord. Det står for mig ligesom i fjerne tåger, og svinder bort, når jeg vil gribe det. — og dog, når alt kommer til alt, er det måske ikke andet end indbildning. Hvem ved, om jeg ikke, ved at tænke så ofte derpå, har omdannet det til noget andet, end det oprindeligt var? — der er noget forvirrende deri, noget vildsomt, som ikke vil lade sig føje sammen “ — „ Opgiv det, Christian, “ bad søsteren indtrængende, idet hun gik hen til ham og tog hans hånd. „ Tænk ikke mere derpå; vi ville kun stabe os unyttige sorger og forsømme det, som er vigtigere. Lad os hellere husfe på, at vi fandt en moder, som var os i forældres sted. “ „ Det var hun, “ sagde han bevæget ved erindringen om den afdøde; „ og dersom noget skal bringe os frem, må det være bevidstheden vin, at vi handle i hendes ånd, og det tror jeg, at vi gøre, når vi blive sammen. “ „ Siden du vil det, kære Broder, så lad os da prøve derpå. Jeg vil naturligvis helst blive hos dig; jeg var lun bange for, at det skulle overstige vore evner, og at jeg skulle falde dig til byrde; men når du tror “ -- „ Du er altså enig med mig, “ udbrød han, mensynlig oplivet, og lagde sin arm omkring hende. „ Så hør da, hvorledes jeg har tænkt mig det. Vi leje naturligvis de to værelser ud, og beholde selv de lo andre. Du ved jo, at lejen er betalt forud for et halvt år, så at vi have tid til at se os om. Allerførst må du se at finde nogle informationer, og det er naturligvis en let sag i en så stor by som København “ — „ Naturligvis, det håber jeg da i det mindste, “ Yttrede hun med et smil i sit smukke ansigt. „ Håber det? Ja det kan du være ganske vis på. De store byer er netop de steder, hvor man skal opsøge sig noget. Er det også lidt vanskeligt i begyndelsen, så længe man mangler bekendtskaber, så går det til gengæld så meget raskere, når man først har skabt sig konnexionen. Det er egentlig konnexioner, det kommer an på; det kan du være overbevist om. Desuden søger jeg selv at få mig noget arbejde. Hvorvidt det bliver informationer, er jeg endnu ikke ganske vis på — det skulle da være i levende sprog “ — „ Hvori du udmærkede dig til eksamen “ — „ Hvori jeg udmærkede mig til eksamen, hvilket naturligvis er en anbefaling; eller om jeg måske skulle søge kontorarbejde hos en jurist — jeg ville da foretrække en advokat. På denne måde kunne mine kundskaber blive mig til megen nytte — jeg mener natnrligviis de kundskaber, jeg i den nærmeste fremtid vil erhverve mig og — tillige ville jeg derved blive i øvelsen. I dette øjeblik har jeg ikke nogen bestemt mening; men det vil snart vise sig, hvad der er det rette. Efter kontortiden ville jeg så spise til middag og derpå spadsere en tur med dig. Eftermiddagen og aftenen ville jeg anvende til studier. “ „ Og du tror virkelig, at det kunne lade sig gøre? “ udbrød hun, idet hun med et strålende blik så ham ind i ansigtet. „ Det tror jeg ganske vist, Nikoline; men vi måtte spare. Ikke en skilling måtte gives ud til unytte. “ „ Naturligvis. Jeg antager, at vi kunne begynde med at afskaffe et og andet i husholdningen; dersom vi for eksempel ikke længere brugte sukker i theen “ — „ Vi ville helt afskaffe theen, søster; helt afskaffe den. Så længe det ringe forråd, vi endnu have, strækker til, er der jo ingen grund til at lade det ligge; men når det er forbi, slå vi den tand ud. På denne måde vil der spares en ikke ringe sum året rundt. Men det kommer an på, om vi have en stærk villie. Jeg har læst om, hvad mennesker med en stærk villie have udrettet. De have begyndt med intet eller mindre end intet, og have alligevel banet sig vej til rigdom og berømmelse; og tro endelig ikke, at det er gået let for dem, eller at et lykkeligt tilfælde har hjulpet dem — på denne måde ville der jo ikke være noget at lære af dem — nej, det tilfredsstillende er netop, at de måtte kæmpe sig frem gennem store vanskeligheder; når de havde overvundet dem på en kant, kom de igen på en anden; men alligevel holdt de ud og fik til sidst bugt med dem. Det forekommer mig virkelig, som om vi selv er stillede på denne - måde, og af når vi kun beslutte os dertil, vil næsten intet være umuligt før os. “ Han talte så overbevisende og var så vindende i sit væsen, fremstillede det liv, de skulle føre, på en så elskværdig måde og uden af gå ud over det, hun i sin uskyldighed anså før det sandsynliges grændser, af hun til sidst villig gav sig hen til hans fantasier. „ Og som jeg før sagde, hvad der i denne sag meest bør bestemme os, er, af vi derved vistnok handle i vor moders ånd. Er du nu ikke af min mening? “ „ Efter hvad du har sagt, tror jeg næsten, af jeg er det. “ På denne måde fortsatte de samtalen før yderligere af bestyrke sig i deres forsæt, og med den tilgift af håbefuldhed, som er ungdommens forret, så de i dette øjeblik fremtiden i en noget gunstigere belysning end den, hvortil de efter omstændighederne strengt taget vare berettigede. At der ville komme vanskeligheder, tvivlede de ikke om; men selv disse vanskeligheder havde såt en egen ynde ved ven måde, hvorpå han havde omtalt dem; de vare jo nu forberedte på deres komme, og i den beslutning, hvormed denne dag var endt, blandede håbet sig med frygten, ligesom de gyldne flager ude på havet i aftenrøden blandede sig med dunkelheden i den fjerne synskreds. Andet kapitel. Der fordres et vist kendskab til forholdene i almindelighed, inden man kommer på det Rene med, at det, som tilbydes, i regelen haves i overflod; medens det, som søges, ifølge en viis indretning i samfundet, i de fleste tilfælde netop mangler. Dette kendskab manglede Nikoline. Hun troede, at i en by som København, der er rigt velsignet med børn, måtte der også være brug for nogen til at undervise dem; men nu fandt hun, at dersom der var noget, man havde overflødighed på, var det netop lærerinder; og i god overensstemmelse med den fiktion, at ansøgere til hvadsomhelst er fjender, der bør skaffes af vejen, blev afvisningen bestandig ledsaget af bebrejdelser. Snart bebrejdede man hende, at hun var for ung og endnu ikke måtte tænke på „ sådant noget “ — som om det at trælle i et københavnsk institut var en herrefærd, der i og for sig var mange anstrengelser værd — snart bebrejdede man hende det uforsvarlige i at melde sig uden anbefalinger; snart ytrede man velopdragent, at „ Personer uden øvelse “ ikke kunne gøre sig noget håb, så at den stakkels pige til sidst fortvivlet spurgte sig selv, om der da gaves mennesker, som kom til verden med øvelse. „ Du tager dig tingene alt for nær, “ sagde broderen, da han en dag kom hjem og fandt hende i tårer over det mislykkede udfald af et sådant forsøg. „ Tag mig til eksempel, Nikoline; jeg ved, at man må give tid, og vise villiekraft; også tålmodighed er villiekraft, og ved en lejlighed som denne kommer det netop an på tålmodighed. Det kræver tid at knytte konnexioner, men jeg skal arbejde for os begge og skaffe dig, hvad du ønsker. “ „ Men hver dag, der går på denne måde, er et tab for os, Christian. Betænk det. Jeg vil naturligvis ikke gøre dig bebrejdelser; men tror du ikke, at det var bedre, om du nu selv begyndte på dine studier, og i det mindste ikke anvendte hele dagen til at søge efter noget? “ „ først et sikkert grundlag, kære søster — du er et barn, siden du kan tale således; men jeg holder ikke mindre af dig for det, “ tilføjede han og kyssede hende. „ Seer du ikke, af vi allerførst må sikkre os udkommet, inden jeg kaster mig over studierne, og hvorledes skulle vi sikre os det, når jeg ikke vedblev af søge? “ Skjøndt der var noget i hans raisonnement, som hun ikke kunne gendrive, var hun dog tilbøjelig til af beholde sin egen mening og indskrænkede sig derfor til, i stedet for svar, af hænge lidt med hovedet. „ Har du da noget imod, af jeg opgiver disse forsøg? “ spurgte hun. „ Jeg tror virkelig ikke, af de føre til noget. “ „ Ikke det mindste, kære søster; gør som du vil, “ svarede han livligt. „ Jeg skal, som sagt, arbejde for dig med og nok omsider finde noget. Men søg kun selv; du vil have godt deraf; det holder dig i virksomhed og bevægelse. “ Det syntes imidlertid, som om denne virksomhed og bevægelse ikke var synderlig opmuntrende for hende, men han var alt for optaget af sit eget til af bemærke det, og gav samtalen en anden vending ved af spørge, om der endnu ingen havde været for af se på værelserne. „ Her var en mand i morges, straks efter af du var gået “ — „ Og det siger du først nu; jo, du er en net forretningsmand, “ udbrød han spøgefuld. „ At glemme det allervigtigste! Lad os først tale om det. Det er altid en begyndelse. Hvem kan vide, i hvilke forbindelser denne mand er, og om han måske ikke kan gøre noget for os? Hvad hedder han? “ „ Han hedder Bolvig. Han sagde, af han boer her i gården, ovre i mellembygningen. Han ville komme igen, når du var hjemme. “ „ Så vil jeg straks søge ham op, “ sagde han, og tog sin hat, — „ men måske det alligevel var klogere af vente; det kunne næsten se ud, som om vi vare forlegne for — dog nej, han kunne betænke sig. Du skal se, af det er begyndelsen til et eller andet. “ Med disse ord skyndte han sig afsted, og kom snart efter tilbage med den fremmede. Hr. Bolvig var en mand på nogle og tresindstyve år, høj, mager og lidt skaldet, en ulempe han søgte at bøde på ved anbringelsen af en sort silkekalot, der så ud til at være gjort af resterne af et halstørklæde, men som iøvrigt kun dårligt svarede til sin hensigt, da den sad på siden af hovedet og tildeels bedækkede det ene øre. Hans ansigt bar præget af en vis tænksomhed, således som det ofte kommer frem hos folk, der have ført et tilbagetrukket liv og beskæftiget sig med deres egne forestillinger; men det mest iøjnefaldende ved ham var en vis stilfærdig, men ubøjelig stridighed, der ligesom var udbredt over hele hans person. Den viste sig i hans grå øjne, i hans smalle læber, i den tilknappede frakke, i den lange, lige ryg og de tynde ben, og et blik på den skævt siddende paryk gav en forestillingen om, at man hellere måtte prøve på at vælte Rundetårn end bringe ham til at forandre sin mening. „ Det er min søster, Nikoline krag, “ sagde Christian, og bød den fremmede at sætte sig. Manden bukkede tavs og blev stående. „ Hr. Bolvig er ikke utilbøjelig til at leje værelserne, “ Vedblev Christian. „ Det har jeg ikke sagt, “ indvendte Bolvig roligt; „ jeg har blot spurgt, om det måtte være mig tilladt at se værelserne, — at se dem, “ gentog han, for at indprænte den rette forståelse af sine ord. „ Naturligvis, “ svarede Christian. „ Det skal være os en fornøjelse at gøre dem bekendt med lejligheden. “ „ Her ryger ikke om vinteren, “ bemærkede han, idet han så sig om i stuen og pirrede ved kakkelovnsrøret, som om han der fandt særlig oplysning. „ Det skal jeg virkelig ikke kunne sige dem, “ svarede Christian forekommende, „ vi have ikke boet her sålænge, at “ — „ Jeg spørger ikke, om her ryger; jeg siger blot, at her ikke ryger. — røret — loftet — væggene “ — tilføjede han med mellemrum, overladende til de andre at drage slutningen. — „ Udsigt til stranden, hm “ — „ Og hvad opvartningen angår, “ begyndte Christian forekommende, så tænker jeg, at den kone, som kommer hos os, også vil påtage sig “ — „ Opvartningen? “ afbrød den fremmede ham. „ Jeg ved ikke, at jeg har talt om nogen opvartning. Det bliver vel min egen sag. — opvartningen! “ Gentog han for sig selv og nærmede sig noget, der lignede en indvendig latter. At nogen kunne tænke på at foreslå ham, hvem han skulle tage til sin opvartning. Det var ingen let sag at forhandle med hr. Bolvig; men det var for så vidt også overflødigt, som han gjorde de bemærkninger, han ville gøre, ledede samtalen, hvorhen han ville lede den, og lejede omsider værelserne, fordi han ville leje dem. „ Og hvad lejen angår, så erlægger jeg den månedligt forud, “ tilføjede han endelig, medens han stod ude på gangen og bandt sig ind i et sort halstørklæde. „ Forud eller bagefter, “ svarede Christian, hvis imødekommen var vokset med den andens bestemthed, „ må ganske beroe på dem selv. “ „ Det ville vi ikke tvistes om, men jeg siger ubetinget forud. “ — „ Det bliver vistnok en vanskelig lejer, “ bemærkede Nikoline, da han var gået, og så tvivlende på broderen. „ I ethvert tilfælde lod det til at være en mand med en kraftig og bestemt villie, og det var især det, der tiltalte mig. Jeg har nu engang et lykkeligt blik for denne egenskab hos andre, og håber, at jeg besidder en ikke ringe del deraf selv. — nu er vi altså komne så vidt. Værelserne er lejede ud, og vi have en årlig merindtægt af hundrede og tyve rigsdaler. Blot tålmodighed, så nå vi derhen, hvor vi ville. “ Dermed var sagen ordnet, og en uge senere tog Bolvig værelserne i besiddelse. Det viste sig snart, af det var en mindre vanskelig lejer end Nikoline havde tænkt sig. Om formiddagen var han borte, og den øvrige del af dagen, som han tilbragte hjemme, gik hen i den dybeste ro. Når de en sjelden gang mødtes på trappen, vekslede de en hilsen, men blev iøvrigt hverandre fremmede, og således blev denne lejers ankomst ikke begyndelsen til det meget, som Christian havde ventet sig. Endnu et par steder forsøgte Nikoline sig for af blive anbragt som lærerinde, men med samme held som tidligere. Derefter opgav hun sagen og søgte i avertissementerne efter en plads, der kunne være passende for hende, og da hun en dag læste, af en ung pige med hendes kvalifikationer kunne så beskæftigelse hos professor Banmann, som boede på amagerbro, gik hun derud for af tilbyde sin tjeneste. Professor Banmann, der tidligere havde været rektor ved en skole, men nu havde sin afsted, boede her i et landsted med tilhørende have, hvilket altsammen ved første øjekast gjorde et så imponerende indtryk på hende, at hun følte sig ganske nedslået, da hun var kommet ind i haven, og halvvejs tænkte på at vende om, da man måske dog, når det kom til stykket, ikke ville have brug for hende på et sådant sted. „ Hvem søger den lille frøken? “ spurgte pludseligt en stemme i nærheden af hende. Den kom fra en mand, som trådte frem fra et materialhuus og nærmede sig hende. „ Tor jeg spørge, om professor Banmann boer her? “ spurgte hun frygtsomt. „ Her boer han, “ svarede manden, og lettede til samme tid på huen, som om han ydede en eller anden usynlig person en særlig hyldest. „ Når de går så småt op ad denne grusgang, og så drejer tilhøire, så løber de lige på huset, lille frøken; og når de ringer på der, hvor den forgyldte messingplade sidder, så kommer de ind til professor Banmann. “ Ved dette navn lettede han igen på huen, medens nikokine, som tænkte sig muligheden af, at han var forstyrret, skyndte sig henimod huset. Det var overflødigt at ringe på, da døren stod åben, og med en vis frygt for udfaldet trådte hun ind i gangen. Forgæves bankede hun på, og var i nogen tvivl om, hvad hun skulle gøre, da en dør pludseligt blev revet op, og en midaldrende dame i sort fløjlskjole tiltalte hende på en just ikke blid måde med et: „ Hvad vil de? “, men oppebiede ikke hendes svar, idet hun strøg forbi hende hen til udgangsdøren, hvor hun af al kraff råbte på Marius. Det varede temmelig længe, inden Marius kom til syne, men omsider viste han sig. Det var en dreng på fjorten år, af temmelig lav vækst, stærkt skeeløiet, og med kort afklippet hår, der stod i vejret som pigge. For disse natureiendommeligheder kunne ingen stå til ansvar; men når hertil føjes, at Marius var klædt i tjenerlivrée med store blanke sølvknapper og et par grå gamascher om et par formløse ben, så kunne de, der havde opfundet og iført ham denne dragt, der kun yderligere forøgede hans lighed med en ondskabsfuld abe, af enhver rettænkende ikke undgå beskyldningen for at mishandle ham. „ Hvor tør din afskyelige unge gå din vej og lade døren stå åben, så at folk fra gaden komme løbende lige ind i stuen? Hvor tør du vove at gå ud af dit værelse, når ingen kalder på dig? “ Udbrød damen forbitret. På disse spørgsmål havde Marius intet svar, men blev stående med ludende hoved og med hænderne på ryggen, medens en kunstig anger stod at læse i hans ansigt. „ Gjorde jeg dig din ret, så fik du en ordentlig — hvad er det, du der står og skjuler på ryggen? “ Marius gjorde et forsøg på baglænds at nærme sig døren; men damen greb ham i skulderen, snurrede ham rundt som en top og tog en gulerod ud af hænderne på ham. Dette fund forøgede hendes harme, og idet hun med gulerodstoppen eftertrykkeligt piskede ham i ansigtet, talte hun om unge thveknegte og om politiet, indtil Marius omsider med et hyl sled sig løs og for ud i haven. „ Og hvad vil de så? “ spurgte damen, og vendte sig, endnu noget ophidset efter tugtelsen, om mod Nikoline. „ Jeg ville — jeg havde tænkt “ — begyndte den unge pige, betaget af dette optrin. „ De ville — de havde tænkt, “ gentog damen med en hånlig betoning; „ tal således, at man kan forstå dem. “ „ Jeg kom efter et avertissement i avisen. “ „ Det kunne de have sagt straks. Gå ind i stuen. “ — her begyndte der en længere eksamination, om hun kunne stege, bage, stryge, vadsfe og en mængde andre ting; men til sidst blev damen stående ved, at hun kunne sye, og til dette arbejde blev hun antaget. Den følgende dag tiltrådte hun sin tjeneste. Hun skulle komme hver formiddag klokken ti og gå klokken tre; men da hun blev anvendt til meget andet end syning, måtte hun ofte blive der længe over den fastsatte tid, da det banmannske hus tog adskillig del i selskabslivet. Professor Baumann havde, som tidligere bemærket, været rektor, men havde trukket sig tilbage fra denne virksomhed, fordi den, „ om end skøn og rig på forhåbninger, “ som han plejede at udtrykke sig, „ dog holdt ham fjern fra det sted, hvor åndslivet pulserede, og hvor det var nødvendigt at leve for enhver, der som han havde stillet sig den opgave at hævde ideens krav. “ Dersom nogen havde spurgt ham om, hvorledes han løste denne mere ubestemte opgave, ville svaret ikke være udeblevet. For det første var spørgsmålet dumt. Var ideen noget, man kunne pege på her eller der, som en sten eller en kødklump? Tilvisse ikke. Dens væsen udtrykte sig kun i totaliteten, men aldrig i denne eller hin enkelthed. „ Knn den, der formår at opsatte på totalitetens måde, kære ven, og med intuitiv genialitet magter tidens store opgaver, kun han er i stand til at se identitetens klangsigurer og høre den idealitetens musik, der bringer alt andet til at forstumme. “ Således talte professor Baumann ofte, når han i selskaberne holdt foredrag over selvvalgte emner for en kreds af herrer og damer, som beundrede veltalenhedens magt. Eller var det måske ikke at hævde ideens krav, når han satte sine medmennesker ind i tidens fordringer, og lod de brændende spørgsmål ligesom blusse op i levende flammer? Når han ved et velbesat middagsbord skildrede nøden blandt minearbejderne i England eller i det fjerne vesten? Når han ud af historien — thi denne var hans yndlingsstudium — fremdrog eksempler og rystede de tankeløses egenkærlighed og de riges nydelsessyge, medens han derhos — for at gyde balsom i såret — „ dog på den anden side måtte fremhæve “, at godgørenheden var stor, og at man ikke skulle imødekomme ethvert krav fra de lavere klasser? Var det ikke at hævde ideens krav, når han tænkte, medens andre handlede, men uden at tænke? Når han „ i al beskedenhed gav de folk, der ønskede det, den ringe oplysning, han var i stand til “? Når han var en charmant selskabsmand, der havde et godt ord tilovers for enhver, og trods sin lærdom ikke stillede sig på en højere plads

1872_Heilmann_EnSangerinde

Johan Ernst

J.E.

Heilmann

Quivis

En Sangerinde

neutral

male

dk

Heilmann

En Sangerinde

Heilmann

En Sangerinde

Fortælling

y

gothic

Reitzel

KB

nan

nan

O

Første kapitel. Hendes fader. Hendes fader var musikus. Hans instrument var vel ikke meget omfangsrigt, thi det havde kun en tone, men han trakterede det med kraft og færdighed. Han var stadstambour i en jysk købstad, som ligger ved den slesvigske grændse. Hans navn var Stephan Giskra. Det har ikke været muligt at udfinde hans stamtavle længere tilbage i tiden, men alle efterforskninger standse ved hans fader, der bar samme navn, og skal være kommen som overløber til et dansk regiment under krigen i begyndelsen af dette århundrede, medens det med de andre tropper lå i det holstenske. Han skal have været en dygtig tambour ligesom sønnen, så talentet synes at være arveligt i familien. Efterat faderen var død, og sønnen havde udtjent sin kapitulation, blev han ansat i den lille by i den dobbelte egenskab som magistratens trommeflager, hvis pligt det var at bekjendtgjøre alle politieplakater, auktioner, rådstuemøder o. s. v. — og som borgervæbningens tambour, der skulle bringe orden og nhytmus i bevægelserne under de krigeriske øvelser, som om sommeren anstilledes på byens fælled. Foruden disse hans egentlige embedsfunctioner havde han eu jævnlig fortjeneste ad en mere privat vej ved hjælp af trommen og klokken. Den første brugtes nemlig med politiemesterens tilladelse, når en Slagter var kommen i besiddelse af et særdeles fedt og smukt høved. Der anstilledes da en procession gennem byens gader. Først kom Stephan gisfra — dog ikke i uniform — med trommen, på hvilken han slog en højtidelig parademarsch. Dernæst fulgte den ulykkelige stud eller kvie med forgyldte horn, til hvilke var fastgjort en opstående grøn krands med blomster, og med en rød båndfløife ved roden af halen. Den ville ikke have set så glad ud ved al denne pynt og pragt, dersom den havde vidst, hvad derved bebudedes. Bagefter kom slagtermesteren selv i rødstribede skjorteærmer, med et ganske rent hvidt forklæde, og med en vældig knaldrepidsk i hånden, smeldende så det klirrede i vinduesruderne. Med korte mellemrum standsede toget, hvornæsf Stephan Giskra opløftede sin røst, og udråbte: „ Fedt oxekjød i morgen hos Slagter iNitupiNit==N! “ — amtmaNdeN, byfogdeN, amtsforvaltereN, doktoren samt byens velhavende købmænd gav ordre til deres kokkepiger, medens tænderne løb i vand på de stakler, som ikke havde råd til at give tyve skilling for pundet. Klokken, der var forsynet med et håndtag af jern, brugtes ved mindre højtidelige lejligheder, når det skulle udråbes, at der var gedder, brasen, torsk, kartofler eller andre viktualier på torvet eller ved skibbroen. Ved denne lejlighed udviklede giffra et ikke ringe dramatisk talent, idet han med den udstrakte venstre hånd præsenterede en prøve af den falbudne vare, deklamerede sin bekjendtgjørelse med en vis pattos, og ofte tilføjede en eller anden vittighed af egen fabrik, som altid blev modtaget med bifald af et velvilligt publikum. I det hele taget var Stephan Giskra godt lidt. Hans offentlige stilling bevirkede, at hver mand, ja hvert barn i byen kendte ham, og hans hyppige præstationer på gaderne tilvendte ham snart tilrejsende fremmedes opmærksomhed, såat han på en måde hørte med til byens charakteristiske psysiognomie. Den eneste fjendtlige adfærd, der vistes ham, var fra gadedrengenes side, når han efter en varm exerceerdag på fælleden eller efter en usædvanlig rigelig fortjeneste med klokken begav sig hjem fra vertshuset om aftenen med noget ulige skridt og en noget slangeagtig retning i bevægelsen; thi sandheden bør ikke fordølges: han delte med mange andre musikere en temmelig stærk tilbøjelighed til det fugtige. Cantores amant humores. Ved sådan lejlighed kunne det nu og da træffe sig, at hans vrede opblussede, når den skjemtsomme ungdom, der fulgte efter ham, gik for vidt i sin spøg, og kaldte ham „ Sorte Stephen “, eller sagde, af han var af natmandsfolk. Dette kunne han ikke lide, og et par gange var det gået så vidt, af det kom til håndgribeligheder. Han var jo rigtignok noget mørk i huden, men han var sig bevidst af være født i lovligt ægteskab i kongens København. Det kom jo for resten ingen ved, om hans fader eller forfædre vare komne af taterfolk, eller om de nedstammede fra Ungarn, eller om måske begge dele kunne tænkes. Han selv vidste ikke noget derom med sikkerhed, og holdt det for en ære af kaldes en god dansi mand. Og han var det visselig, såfremt ikke blot fødselen men oprigtig patriotisk følelse kunne gøre ham dertil. Da kongen engang kom til byen, var det en glædesfest for Giskra. Borgerskabet gjorde vagttjeneste, da byen intet andet militair havde, og der blev indrettet en vagtstue i et hus på torvet. Borgercaptainen, skomager pløk, kommanderede selv vagten, og Giskra var her en vigtig mand, da han som forhenværende militair kunne give både captainen og hele mandskabet gavnlige vink med hensyn til vagttjenesten og militair skik og brug. „ Sørg endelig for, captain plak, af der kommer en mand, som der er et godt brøl i, til af stå skildvagt, når kongen kommer kørende! “ Det venskabelige råd blev efterfulgt. Forhenværende skipper Gydesen, som levede i stadigt uvenskab med chordegnen, fordi han fuldkommen tog luven fra denne og alle chordrengene, når han var i kirke, og dertil gerne sang sin psalme en tone eller halvanden højere end de, — blev posteret udenfor skilderhuset med formaning om af lægge al sin kraft i de tre ørd: „ Vagt i gevær! “ og af trække den sidste stavelse brav længe ud. Man lovede sig meget af denne vældige stemme, som i kirken ofte havde viist sig af være ganske forfærdelig, såat organisten selv måtte forsøge af dulme eller dæmpe den ved af trække flere og flere registre ud, men altid forgæves. Både „ Drometen “, „ Posannen “, ja selv „ Miksturen “ arbejdede omsonst. Skipper Gydesen følte sig just derved end mere opfordret til af forstærke udtrykket af sin gudfrygtige stemning, og han gik for det meste seierrig ud af kampen, skønt man, når psalmen var endt, af hans stærke åndedræt og rødblussende ansigt kunne se, af det kostede anstrengelse. Giskra havde imidlertid ingen ret tro til skipperens åndsnærværelse, og han blev derfor stående udenfor vagten, da alle klokkerne i domkirkens tårn begyndte at klemte, som om der var ildebrand, og derved gav folket tilkende, at landsfaderen nærmede sig. Alt var parat til at tage imod ham på en værdig måde. Skipper Gydesen marscherede ganske rolig frem og tilbage foran skilderhuset med geværet i armen, som om intet var på færde. Hele vagtmandskabet var inde i vagten, beredt til at mylre ud, så snart råbet hørtes. Blomster med grønt blandet med hvidt sand var strøet over hele torvet. Stadens to politiebetjente havde ved flittig brug af deres stokke formået folkestimlen til at koncentrere sig på den modsatte side af torvet, så at der var fri plads foran vagten. „ Stå nu stille, skipper! og pas på, når de dreje om hjørnet, og sæt så den krumme hånd ved siden af munden for at forstærke lyden! “ Dette var Stephan Giskra ' s velmente formaning, men det gik, som han ahnede: skipperen holdt godt nok udkik, men fortabte sig således i beskuelsen af det prægtige optog, at han længe glemte at istemme råbet. „ Men så brøl da, for satan! “ hviskedee tambouren til ham, og gav ham et dygtigt puf i ryggen. „ Klar til at vende! “ råbte skipperen af fuld Hals i sin befippelse. Råbet havde dog den tilsigtede virkning, thi vagtmandsfabet styrtede frem, og stillede sig i orden. Der blev presenteret gevær; fanen sænkedes, skønt noget vel sent, da vognene kørte i skarp trav, og alt gik tåleligt. Men den, der gjorde sine sager bedst, var dog Stephan gisfra. Med mønsterværdig holdning, med fuldkommen nøjagtighed og kraftige arme slog han „ De gode gamle ægyptere “, medens hjertet svulmede og de sorte øjne funklede af glæde over atter at bringe monarken den gamle hilsen, og da kongen med hele følget var drejet om hjørnet, endte han med en hvirvel, hvis mage aldrig var hørt. „ Bravo, gisfra! “ sagde captainen, og klappede ham på skulderen. „ Men skipper Gydesen bar sig forbandet galt ad, og derfor skal han give punsch til hele vagten i aften, når tappenstregen er gået! “ Stephan gisfra var, som sagt, vel lidt af alle, og få af byens bestillingsmænd vare i den grad som han i folkeyndest. Men han erhvervede sig også et finere bekendtskab. Hans hus, der var embedsbolig, lå i en udkant af byen umiddelbart ved siden af et lille eenetageshuus med øvist, tilhørende en enke, som førte et stille og roligt liv. Qvistkammeret, fra hvis vinduer åbnede sig en ganske net udsigt over haverne på den anden side af vejen, og over disse igen til den brede å og tilstødende Enge, beboedes af et ungt menneske, der var discipel i den lærde skoles øverste klasse, og hed Jens Jensen. Han var et forunderligt stille og drømmende menneske, og tog sjelden del i de andre disciples sædvanlige adspredelser, hvilket vel tildeels havde sin grund deri, at han var noget ældre end de. Hans forældre vare døde tidligt, og han havde ingen pårørende i byen. Iøvrigt ejede han en capital, hvis rente var tilstrækkelig til hans underhold og studeringer. Han gik sjælden ud undtagen for at besøge skolen til de bestemte tider, men tilbragte sin fritid ved et ret godt pianoforte, en arv efter hans afdøde moder. „ Frisk luft og dygtig bevægelse med armene! — så går hovedpinen nok over “, sagde Stephan gisfra til ham en morgen, da han kom for at børste Jensens støvler og klæder, hvortil han for nylig var bleven antaget af hans vertinde. — „ Hvad mener de om at tage en time om dagen på trommen? De kan aldrig tro, hvor sundt det er, og hvor smidige armene blive “. „ Er de gal, Giskra? — at kurere hovedpine med at slå på tromme! „ Nå, nå da! Noget må de tage dem for. Det går ikke an for sådant et ungt menneske at hænge bestandigt over bøgerne eller klimpre på claveret. — ud må de! “ „ Hvad skal jeg ude? — at musicere er mig den bedste adspredelse. Når jeg er træt af at læse, sætter jeg mig til mit instrument, og når fingrene så er trætte, tager jeg fat på bøgerne igen. “ „ Ja fingrene! — det forslår kun lidt. Nej armene skal de røre, og dertil mener jeg trommen er det bedste middel; thi at tærske eller hugge brænde er ikke passende for dem. Men hvad mener de om at roe? — min jolle ligger dernede ved badstuebroen, og den er altid til deres tjeneste. Jeg skal nok lære dem at bruge en åre, og måske kunne det more dem at tage ud med mig at fiste om aftenen, når de kommer fra skolen. — jeg skal gøre en medestang i stand til dem i morgen den dag. “ Som sagt, så gjort. Han fik virkelig det unge menneske på glid, og Jensen blev efterhånden en lidenskabelig fisfer. Den stille beskæftigede med at betragte den vippende korkprop i vandet tillod tankerne at fortabe sig i drømmeverdenen, indtil et kraftigt ryk, der bragte floddet til at forsvinde under vandfladen, atter rev ham ud i den virkelige verden. Med behændighed vippede han den sprællende fisf med de røde finner og det friske udseende ud af sit element, siffrede sig sin fangst, forsynede krogen med ny mading, kastede den atter ud, og hensank påny i den drømmende tilstand, indtil et nyt bid atter drog hans opmærksomhed til sig, og vækkede ham. Det er sandsynligt, at denne syssel, der så fuldkommen svarede til hans naturlige tilbøjelighed, i forbindelse med opholdet i den frie luft og den legemlige anstrengelse med at roe båden ud og hjem var det unge menneske særdeles gavnlig. Efterhånden ophørte de jævnlige anfald af hovedpine, ansigtsfarven blev friskere, musklerne fyldigere. Stephan Giskra så det, og glædede sig derover. Det var jo hans værk. Også Jensen glædede sig, uagtet han måske neppe var sig det selv bevidst. Den tilbagevendende sundhed og styrke afprægede sig ikke blot i hans hele udsæende, men også i hans raskere bevægelser, i hans stille latter, i de livlige melodier, han smånynnede, medens han roede jollen hen over de klukkende og rislende småbølger. En aften i juni, da vejret var fuldkommen stille og mildt, roede de to fiskere op ad den brede å. Myggene dannede ligesom småskyer højt oppe i luften; svalerne sværmede med lystig qviddren hen over vandet i talløse skarer; slagene as pigernes tærskel, som skyllede tsi nede ved badstuebroen, genlød fra den modsatte høje åbred; ændernes rabben blandede sig med ællingernes piben, der lignede lyden af små sølvklokker; åkanden udfoldede sin smukke blomst ved siden af det brede blad. Fra et åbent vindue i det gamle kloster, som det kaldtes, lød en klar og fyldig mandsrøst: „ Lyt, elskede, lyt! Hør kærlighed kalder. “ „ Det er den gale præst, som sidder i dårekisten “, sagde Giskra; — „ Folk sige, han er gået fra forstanden, fordi hans kæreste slog ham fejl. Jeg tror nu snarere, det er fordi han studerede for stærkt. Tag dem i agt for det, hr. Jensen. Det duer min sæl ikke “! Da de vare komne ud fra byens nærmeste omgivelser, blev det mere stille omkring dem, og man hørte intet andet end den ensformige plasken af de taktfaste åreslag og vandets rislen, idet stævnen gjennemflar dets overflade. „ Når vi nu komme forbi den næste bugt, vil vi prøve det “, sagde Giskra. — „ Så for fanden! Der er allerede en, som har lagt sig på det bedste fiskested. Det er den fordømte tyske skomager. Ja så må vi roe forbi ham, og længere op! — nå mester zwirn! hvorledes går det? “ „ Schitt “! lød svaret; — „ de aborren de niffeln und naffeln, und nehmen den Wurm weg, und wollen doch nicht bieden “! Omsider nåde de en plads, hvor Giskra med med sit erfarne blik skønnede, at der var god lejlighed. Det var et sted, hvor der var dybt vand og ren bund, medens bredderne på begge sider vare bevoksede med høje siv. Her blev ankeret kastet, og fangsten begyndte. Det var hidtil undgået Jensens opmærksomhed, at Giskra denne aften var mere end sædvanlig snaksom og munter. Han havde om formiddagen haft en fed stud at „ tromme ud “, og slagteren havde skænket godt. Efter halvanden times fangst lagde Giskra sin medestang, og foreslog at undersøge indholdet af den madkurv, hvormed Jensens vertinde havde forsynet dem. Ved denne lejlighed bemærkedes det, at tambouren havde sørget for det våde, thi han fremtog af sin brystlomme en ikke ganske ubetydelig „ Lærke, “ som han forgæves anbefalede sin ledsager. Efter måltidet fortsattes fiskeriet; men det var som om fiskene også havde holdt måltid, thi en lang tid lå begges flodd aldeles ubevægelig på vandfladen. Jensen hensank i sine vågne drømme, medens Giskra flittig betjente sig af flasken. Endelig efter lang tids forløb afbrødes stilheden. „ Det er en bundskalle “, mumlede tambouren med dæmpet røst. — „ Se, hvor han løber med proppen! Men du skal ikke nehme mig den Wurm weg, ihvor meget du nifler! “ Under denne monolog havde han rejst sig op på pligten, og strakte sig ud over relingen for at give fisken Line. — plump! lød det: vandet sprøjtede højt op, og jollen gyngede voldsomt. Den drømmende Jensen for op med et udråb. Giskra var forsvunden, men et øjeblik efter så han ham komme til syne i en kort afstand, drivende med strømmen, medens han på en kejtet og fortumlet måde bevægede arme og ben. — „ Tag sat på den “! Råbte Jensen, idet han rakte sin medestang ud så langt han kunne, og heldigvis fik dens yderste spids stukken ind mellem hænderne på den i vandet flydende. Uvilkårlig klamrede han sig fast, og langsomt og forsigtigt trak Jensen ham hen til kanten af jollen, fik ham fat i nakken, og drag ham ud af vandet op i båden. „ Puh! — det var en bundskalle “, sagde Giskra efterat han var kommen lidt til sig selv igen — „ Nå! — større fisk har de nok ingensinde fanget hr. Jensen, og jeg skal aldrig glemme, at de har frelst mit liv “! „ Åh snak! Er det nu noget at tale om? — jeg gjorde jo ikke andet end række dem enden af min medestang. “ „ Alligevel skylder jeg dem mit liv, og jeg er i deres gæld for bestandig “! „ Det er den fordømte flasfe, der er skyld i det hele, gisfra! Kan de dog ikke lade det være? “ „ Det er ikke så let en sag, hr. Jensen. Brændevin koster jo næsten ingenting! Imidlertid forsikrer jeg dem, at jeg nu er så ædru som et nyfødt barn. — hu! jeg fryser! jeg tror, der er endnu en tår i lærken, og jeg må have noget at fordrive kulden med. — så! Nu ankeret op, og fat på åren, at jeg kan holde varmen, indtil jeg kan komme hjem, og komme ud af alt dette våde pjadst! “ andet capitel. Hendes barndom. Anna Cathrine var ni år gammel, da dette tildrog sig. Hendes taknemmelighed mod hendes faders redningsmand var så meget større, som det nu for første gang blev hende klart, at hun ville have stået aldeles ene i verden, hvis faderen var druknet; thi slægtninge havde hun ikke, og moderen var død så tidlig at hun flet ingen erindring havde om hende. „ Du ville være kommen på fattiggården “, sagde Stephan Giskra, „ hvis hr. Jensen ikke havde trukket mig op “. Fattiggården var nu det sted, hvor Anna cahrine mindst ønskede at komme. Det sortmalede plankeværk og porten, som altid holdtes lukket, havde noget fængselsagtigt ved sig, og hun satte netop megen pris på at strejfe omkring på gaderne i aldeles ubunden frihed. Hun gik vel i skole om formiddagen, men eftermiddagen havde hun ganske til sin egen rådighed, og hun tilbragte denne fritid som et barn helst vil tilbringe den, nemlig ved leg med andre børn. Dog var det just ikke hendes lige, hun legede med. Man så hende sjælden i selflab med andre pigebørn, men oftest blandt drengene, endogså ældre drenge. I at løbe, springe, klattre kunne hun måle sig med de bedste, og det var formodentlig af denne grund, at hun blev tålt, ja endogså betragtet med gunstigt blik af de ville og støjende kammerater. Ved mere end en lejlighed havde de taget den lille pige i forsvar mod angreb fra hendes eget køns side, og således viste det sig, at hendes nærværelse på en måde virkede forædlende på drengene, idet den opvakte ridderlige følelser, som de måske ellers længe ville være blevne ukendte med. Øm sommeren holdt hun mest af at gå barbenet, hvilket var meget bekvemt i regnvejr, da hun så flap for at tage tørt på. Hendes dragt var simpel, og bestod ikke af mange klædningsstykker, men hun holdt sig altid nogenlunde ren og ordentlig. Hvad der voldte hende mest ulejlighed var hendes stærke, krøllede, sorte hår; men det blev da også efter hendes egen begjering holdt stærkt under saksen. „ Anna Cathrine er en vildkat “, sagde Stephan Giskra, „ men det er godt, hun ikke er en dreng, thi så ville der ingen ende blive på hendes spilopper. Pigebørnene blive nok sagtmodige med tiden “. Det var med en vis ærefrygtsfuld beundring Anna Cathrine betragtede Jensen den dag, han bragte den pjaskvåde Giskra hjem til huset, efter at hun først af faderens beretning og højtravende lovprisninger havde fået en forestilling om, hvad der var flet. Hnn ytrede ikke et ord for at udtrykke sin taknemmelighed, men stod i en krog og stirrede ufravendt med sine store sorte øjne på genstanden for Giskra ' s lovtaler. Dette havde omsider den virkning, at Jensen bemærkede hende. Hendes faste blik havde noget ligesom magnetisk tiltrækkende, og hun så ham lige ind i øjnene uden på nogen måde at føle sig foruroliget ved det. Det er kun et barneøie, der således kan betragte og udholde at betragtes. Langt og vedholdende var det gensidige blik, og det var først efter længere taushed at Jensen spurgte hende: „ Hvem er du “? Anna Cathrine brød ud i en skingrende latter. „ Skammer du dig ikke, dit vanartige trold? “ — således lød Giskra ' s faderlige irettesættelse — „ Forresten er det underligt nok, hr. Jensen, at de ikke kender hende, da hun hver dag løber forbi dem på gaden “. Jensen måtte i sit hjerte give ham ret, og greb sig selv i den vildfarelse, at det at se og at bemærke skulle være et. Han havde set hende hundrede gange, men nu først lagde han mærke til dette forunderlige barn. Hans interesse vågnede, og den tabte sig ikke så snart. Da Giskra var kommen til sengs, og syntes at trænge til søvn efter det ufrivillige bad, tog Jensen den lille pige med sig, og førte hende op på sit eget værelse. Hans instrument stod åbent, og for at more barnet satte han sig ved det, og begyndte at spille. De første indledende toner gjorde et forbavsende indtryk på hende. Hun stod som forstenet, og hendes øjne, der syntes at blive dobbelt så store som ellers, funklede med en forunderlig glans. Da Jensen efter en kort indledning gik over til en livlig og munter rondo, blev hun urolig. De små fødder og armene bevægede sig uvilkårlig, og et øjeblik efter begyndte hun at hoppe og danse med det lyksaligsfe og mest glædestrålende udtryk i ansigt og bevægelser. Synet heraf virkede tilbage på Jensen, hvis foredrag efterhånden blev mere og mere animeret, indtil dansen nåde en så vild og bachantisk højde, at han omsider fandt det rådeligt at gøre en ende på det, og sluttede med et par kraftige akkorder. „ Meer! Meer “! råbte den blussende dandserinde. „ Nej! Nu kan det være nok for dengang. Kom nu herhen, og prøv, om du selv kan spille “. Anna Cathrine nærmede sig frygtsomt, tog plads på tabouretten, og prøvede at anslå en enkelt tone. Glad overraskelse stod malet i barnets ansigt, da hun mærkede at hun selv kunne aflokke instrumentet de skønne toner, der ligesom bragte hendes hele indre til at vibrere. Det varede ikke længe, inden hun instinktmæssig havde udfundet den diatoniske skala i et par tonarter. Derpå gav hun sig i færd med at anflåe flere toner på en gang, opsøgte tertser, qvinter, oktaver, ja fandt endogså snart på at bringe afveksling ind i harmonien ved hjælp af septimeakkorden, og skuttede hver gang i den rette grundtone. Hun fordybede sig således i at gå på opdagelser i denne for hende nye verden, at hun måske ikke så snart ville have holdt op, hvis ikke Jensen, der med stum forbavselse længe havde hørt til, omsider havde afbrudt hende. „ Har du lyst til at lære et ordentligt stykke “? Spurgte han hende. „ Ja, hvis jeg bare kan “. „ Se nu efter, og brug både øje og øre “. Derpå satte han sig, og forespillede hende en let og simpel Melodie tre gange. Til hans største forundring gentog barnet ttemaet med fuldstændig nøjagtighed efter at have prøvet sig frem et par gange. „ Kan du også synge, Anna Cathrine “? Neppe var spørgsmålet fremsat, førend hun stemmede i med en forunderlig klarhed og renhed, og gentog hovedpassagen af rondoen, han nylig havde foredraget, medens hun dansede. Det var et lille musikstykke, som egentlig ikke egnede sig for sang, da det dels ved sit hurtige tempo, dels ved hyppige forslag og andre forziringer frembød ikke få vanskeligheder; men Anna Cathrine gengav det alt sammen med fuldkommen troskab, som om hendes syngestemme var et instrument, der blev spillet af en øvet hånd. Fra denne dag af blev Anna Cathrine en stadig gæst hos Jensen og efterhånden hans lærvillige elev. Han gav hende tilladelse til af benytte instrumentet, når han selv var fraværende, og meddelte hende regelmæssig undervisning hver dag. Følgen heraf var et så hurtigt fremskridt, af Jensen mangen gang faldt i forundring derover. Hun overvandt med lethed alle vanskeligheder, og syntes af tilegne sig, hvad hun lærte, ikke som noget nyt, men som noget gammelt og velbekendt, der havde ligget slumrende i hendes indre, og blot behøvede af vækkes. Hendes musikalske hukommelse var overordentlig, og med sikkerhed og troskab gengav hun sådanne folkemelodier, som hun leilighedsviis opsnappede. Der holdtes årligt i byen et såkaldt folkemarked til en bestemt tid. Store skarer as karle og piger kom vandrende nord fra og fra vestkysten, og opstillede sig på byens torv for at lade sig fæste til tjeneste for høsletten og høsten. Velhavende og velnærede bønder fra den frugtbare marskegn mod syd kom kørende med tomme vogne, som vendte tilbage om aftenen med en levende ladning af disse fattige og hårdføre folk, hver især forsynet med en bylt gangklæder og linned, enten stoppede sammen i en pose, eller, hvad karlene angik, i et par vadmelseller lærredsbuper, der blev anbragte over ejerens nakke som en rytter uden overkrop, med benene hængende ned foran. Om dagen var der et usædvanligt liv på torvet, hvor handelen gik for sig som på et studemarked. Med sølvbeslagne merskumspiber i munden og ditto spanskrørsstokke i hånden gik de stolte og velvoksne marskbønder omkring blandt den mylrende stimmel af de tjenstsøgende hedefolk. Man så dem mønstre både karle og piger med kjenderblik. Offe gik undersøgelsen for sig på den måde, at trøjeærmerne blev opsmøgede, håndledets og armens fasthed og førhed prøvet ved at spænde om dem, — brystets og skuldrenes brede målt. Der blev pruttet og tinget, som om det var et kreatur, der skulle sælges, alene med den forskel, at sælgerne og handelsvarerne her vare forenede i en og samme person. Om aftenen, når dagens handelsvirksomhed standsede, og bøndernes vogne havde forladt byen, så man de tilbageblevne „ Nørreder “ — thi således benævnedes de i almindelighed — vandre hånd i hånd i lange rækker gennem gaderne, eller siddende på fortonget udenfor vertshuset. Her istemmede de deres forunderlige vemodige sange, der bare samme præg som den golde og ensformige egn, hvorfra de vare komne. Der var en klang i dem, som mindede både om hedens sorte lyng, klitternes tørre sandbanker og Vesterhavets dumpe brusen. Som oftest vare disse sange af et sørgeligt indhold; men selv hvor det modsatte var tilfældet, hvor teksten bestod af snurrige og skjemtsomme fabler, blandet med meningsløse og latterlige omkvæd, bevarede melodien dog noget af det samme melankolske anstrøg. Anna Cathrine var en stadig tilhører ved disse folkelige aftenunderholdninger. Ubevægelig sad hun tidt hele timer i en krog med ryggen lænet mod muren, og lyttede med spændt opmærksomhed på hedeboernes sange. Hun havde nu allerede lært harmonisk at udfylde en Melodi på claveret, og hendes læremester og beskytter, der hørte hende gengive nogle af disse folkesange med de forunderlige modulationer, følte snart en lignende interesse, og hjalp hende med at bearbejde dem. Som en prøve både på den snurrige tekst og den forunderlige charakteer af disse melodier meddele vi følgende: sommeren gik og efteråret med. Anna Cathrine var efterhånden bleven mindre omflakkende og mere stadig, da hendes interesse havde fået en bestemt genstand at hæfte sig ved. Sjeldnere sås hun at deltage i drengenes larmende leg, uden at hun dog derfor sluttede sig nærmere til pigebørnene. Om formiddagen søgte hun en såkaldet pigeskole, hvor en gammel kone med briller på næsen bestræbte sig for at bibringe en talrig børneflok begyndelsesgrundene til menneskelig lærdom. Først på vinteren skete dog hermed en forandring, idet Jensen fandt det fornødent at sætte hende i en ordentlig pigeskole, hvor undervisningen strakte sig lidt videre, og tillige selv om aftenen beskæftige de sig med at meddele hende vejledning. Anledningen hertil var følgende. Christian Ballum var ubestridelig skolens raskeste og behændigste dreng og tillige den mest forvovne. Man så ham aldrig gå på gaden, men altid løbe eller rettere springe i de voldsomste satser. Altid var han munter og på færde, hvor noget skulle foregå. Anna Cathrine havde allerede længe beundret ham, og han selv havde med stor forkærlighed sluttet sig til den lille pige. „ Hvor var du henne i går “? spurgte hun ham en dag, da hun sad ved siden af ham med regnetavlen på skødet, og for tyvende gang skulle male den fuld af de kedelige 8-tal. „ Jeg skulkede “. „ Hvad er det, at skulke “? „ Ved du ikke det, din lille gås “? Og nu påfulgte en forklaring, som Anna Cathrine straks besluttede at anvende i praksis. Det forekom hende at have nogen lighed med en hellegjerning, og desuden var hun allerede for længst ked af skoleundervisningen, der ikke meddelte hende noget nyt. Den næste morgen gik hun som sædvanlig med sin bog hjemmefra, men i stedet for at dreje om ad den Sidegade, hvor skolen var, blev hun ved at fortsætte sin gang ligeud, og blev omsider stående udenfor en port i en lidet besøgt gade. Det havde begyndt at fryse, og vinden var skarp. Hun holdt sine hænder under forklædet, og tænderne begyndte at klapre. Efter en halv times forløb følte hun, at det var meget kedeligt. Den tykke vertshuusholder ligeoverfor fik øje på hende, og kaldte hende over til sig. Nogle få spørgsmål, som blev besvarede undvigende, satte ham snart i stand til at indse sammenhængen. Dog gav han det ikke tilkende. „ Sæt dig her ved den varme kakkelovn “, sagde han; „ Det er ialtfald bedre end at stå ude på gaden og fryse “. Uagtet hun nu var kommen ilæ, kunne hun dog ikke nægte for sig selv, at det, at skulke på denne måde, flet ikke var videre morsomt. Hun begyndte at gabe, og da klokke » i ven gamle domkirke efter nogen tids forløb begyndte at ringe ti, bildte den underfundige Vert hende ind, at det var tolv. Hun gik. I den hensigt at opmuntre sig lidt efter formiddagens kedsomhed begav hun sig op på Jensens værelse, hvortil hun havde fri adgang for at kunne benytte instrumentet. Jensen var hændelsesvis hjemme, og modtog hende med det spørgsmål: „ Hvorfor kommer du så tidlig af skole i dag “? „ Klokken ringede jo nylig tolv. “ „ Vist ikke! Den er kun ti “. Anna Cathrine følte en sammensnørende fornemmelse i halsen, som om hun ikke kunne synke. Imidlertid havde hun endnu mod nok til at blive ved at lyve og svarede: „ Skolemadammen gav mig så tidlig lov, fordi jeg havde været så flittig “. Jensen søgte hendes øjne, men kunne ikke fange dem. „ Det var herligt min pige! — nu skal du også have en belønning af mig. Der har du en tostilling. Gå så om til bageren, og køb dig en sukkerkringle. “ Det var for meget for Anna gisfra. Målet var fuldt, og løb over. Skamrød i ansigtet brast hun i en voldsom gråd, og da den endelig var standset noget, kom den fuldstændige bekendelse. Siden den dag løj hun aldrig. Den skole, i hvilken hun nu straks blev sat, var en pigestole, og hendes jævnlige samkvem med drengene ophørte. Dog var der en mandlig fornøjelse, hvis tillokkelse hun ikke kunne modstå. Hun havde nemlig den foregående vinter af drengene lært af løbe på skøjter, og da isen blev så stærk, af den kunne bære, tumlede hun sig på ny blandt sine forrige kammerater. Skøiteløben var dengang en meget yndet fornøjelse i den lille by, hvis nærmeste omgivelser frembød en ypperlig lejlighed. Søndag eftermiddag, når det var godt vejr, vrimlede det på isen af drenge, unge mennesker, ja endogså enkelte ældre mænd. Midt iblandt dem var det ganske mærkværdigt af se Anna Cathrine som det eneste kvindelige væsen. Let som en fugl, behændig og gratiøs i alle sine bevægelser, med friskt blod i kinderne, håret flagrende bagud under den lille hue, snoede hun sig frem mellem vrimlen i susende fart, som oftest efterfulgt af en flok drenge, der forgæves søgte af indhente hende. Således svandt hendes barndom. Fri og uhindret udviklede hun sig uden nogen synderlig opdragelse. Hun var sund og frisf, tænkte ikke på fremtiden, men nød sin tilværelse med det gladeste sind. Ligeoverfor andre kunne hun stundom være noget vel selvstændig; mod Jensen var hun altid føieligheden selv. tredie kapitel. Stephan Giskra absenterer sig. Et par år derefter blev Jensen student, og forlod byen. Det var et hårdt stød før Anna Giskra — ikke blot fordi han tog sit instrument med sig, men fordi hun virkelig hang ved ham med den inderligste hengivenhed. Hans blide og rolige temperament havde en formildende indvirkning på hendes af naturen fyrige og heftige sind. Hans undervisning og fortrolige samtaler udvidede hendes begreber og klarede hendes forstand. Hun befandt sig i hans daglige omgang som løftet op i et renere luftlag, hvor hun åndede lettere, og følte sig befriet fra alt, hvad der ellers kunne trykke hende. Ved hendes lykkelige naturgaver, Jensens grundige vejledning og hendes egen utrættelige flid havde hun gjort store fremskridt i musikken, og den nu tolvårige pige spillede allerede med en for hendes alder betydelig færdighed. Mangen en affentime havde de tilbragt med firhændige øvelser, og da Jensen valgte med smag, havde hun efterhånden gjort bekendtskab med en hel del af de ældre mesteres klassiske værker, som hun opfattede med følelse og udførte med en finhed og elegance i foredraget, som ofte satte hendes lærer i forbavselse. Alt dette var nu forbi, og savnet og længselen gik så vidt, at hun ofte fandtes grædende af smerte, når Stephan Giskra om aftenen kom hjem til den ensomme bolig. Istedetfor at tale venligt til hende, skændte han på hende, og irettesatte hende på en rå måde. Uagtet hun vidste, at hendes fader mente det godt, stod dog hans adfærd i en så skærende modsætning til alt, hvad hun nu var bleven vant til, at hun ofte forekom sig som forladt og enestående i den hele verden, og var nærved at fortvivle. At hun, efterhånden som hun voksede til, ganske afbrød al forbindelse med de ville drenge, faldt af sig selv. Derimod holdt hun sig til naboersken, madam Nielsen, Jensens forrige vertinde, en godmodig og venlig gammel kone, der tillod hende a

1893_Helms_Grib

Johannes

Johannes

Helms

Grib

male

male

dk

Helms

Grib

Helms

Grib

En Fortælling fra Kulsvierlandet i Kapertiden

n

roman

Reitzel

KB

1800

Undertitel. Start 1800

HISTORICAL

Fortale. Den sagnagtige figur grib er ikke opfunden af forfatteren. I min barndom hørte jeg hende meget ofte omtale, men som en person, der måtte være forsvunden vistnok mindst en snes år før den tid, da mine erindringer begynde, omtrent midt i trediverne. Jeg har aldrig hørt nogen fortælle, at han eller hun selv har set grib, men meget ofte, at den eller den navngivne person ved en eller anden nærmere betegnet lejlighed havde set hende eller talt med hende. Hun stod i folks forestilling snart som en ulykkelig, vanvittig kvinde, snart som et væsen af mere mystisk natur, som der var fare ved at mode, men efter hele den måde, hvorpå jeg så lidt har hørt hende omtale, har jeg aldrig tvivlet om, at der virkelig har eksisteret et ulykkeligt væsen, der i en længere årrække har havt sit væsenligste tilhold i gribskov på en tid, der på det nærmeste må falde sammen med krigen i århundredets begyndelse. Navnene i denne fortælling er så godt som alle lånte fra virkelige personer, som jeg mindes fra min barndom; men de er forsætlig byttede om på en meget vilkårlig måde, så at næppe nogen, der har erindringer fra hin tid, vil kunne genkende en bestemt person under det navn, hvorunder han går i fortællingen. En undtagelse gør Jensen, smeden og skolemesteren i Nøddebo, der virkelig havde den dobbelte bestilling; han omtales allerede i kommandør Paludans barndomserindringer fra rektor Bendtsens tid, der findes optaget i et skoleprogram fra Frederiksborg skole. Jeg husker ham godt som en meget gammel mand; men da havde han opgivet skolemestervirksomheden. Rortang, den 2den August 1893. J. Helms. indhold. Cap. I. Fændrike-jens........................... 1—14 i. Under slaget............................. 15—20 - Iii. Sorte Philip............................... 21—34 - Iv. Gildet på voxtrup.......................... 35—51 v. Overfaldet............................... 52—65 vi. På sporet............................... 66—78 - vil. Jul i skoven............................... 79—87 - Viii. Kancelliråden.......................... 88—100 Ix. De høje herrer.................................. 101 —124 X. I kælderstuen........................... 125—141 - Xi. Informatoren............................ 142—164 - xll. Flugten.................................. 165 — 185 - Xiii. Uret.................................... 186—194 - Xiv. På salsloftet........................... 195—209 - Xv. På ttinge............................... 210—224 - Xvi. Hestene................................... 225—233 - Xvii. Slutning................................. 234—240 i. Jens. Når man fra Esrom følger vejen langs søen til Nøddebo, kommer man efterhånden forbi en del småhuse, vangehuse, der have navn efter de „ Vange “, hvori skoven fra gammel tid er inddelt. „ Vangene “ er nu blot navnet på de forskellige skovparter, men i tidligere tid, da der var mange hundrede heste på Frederiksborg stutteri, der om sommeren gik på græs i skoven, vare vangene tillige betegnelser for de dele af skoven, hvor de forskellige hold heste havde deres græsseplads. Derfor træffer man også den dag i dag store stykker stendiger inde i skoven, der nu er forsømte og forfaldne, men tidligere vare grænserne mellem vangene. I vangehusene bo „ Hegnsmændene “, eller, som de nu som oftest kaldes, skovløberne. Da de i forrige århundrede og i begyndelsen af dette ikke blot vare skovbetjente, men tillige havde opsyn med hestene, besattes disse poster ofte med udtjente soldater eller underofficerer, og derfra skrivei sig navne som „ Piberhuset “ og „ Fændrikehuset “ I dette sidste, som ligger omtrent midtvejs mellem Esrom og Nøddebo, boede ved dette århundreder begyndelse hegnsmanden Mads Nielsen, efter huset almindelig kaldet Mads fændrik. Samme Mads fændrik havde selvfølgelig en flok hvidhovede drenge, og den ældste af disse var en stor og stærk knægt, Jens, af hans samtidige almindelig kaldet fændrike-Jens. Da Jens lykkelig var bleven konfirmeret, havde han et Års tid tjent hos præsten i Søborg, men da han længtes efter skoven og hestene, og faderen desuden havde god brug for ham hjemme, var han vendt tilbage. til sin faders Arne, hvor han nu førte et lykkeligt friluftsliv og fandt næring for sin trang til det eventyrlige, der tidlig var udviklet hos den alvorlige og ordknappe attenårs dreng. Foruden i sit hjem havde han et andet tilholdssted hos sin tidligere skolemester i Nøddebo, smed Jensen. Nøddebo er nemlig et lille sogn med få mennesker, da det jo næsten helt og holdent ligger i grib skov, og degne- og skolemester-embedet var derfor ikke just noget fedt embede, og således begav det sig, da gamle Rasmus degn efter at have bestridt embedet til alles tilfredshed i 40 år ærlig og redelig havde drukket sig ihjel, at der ikke fandtes nogen, der søgte at blive hans eftermand. Under disse vanskelige forhold reddede amtmanden situationen ved at indgå den rimelige akkord med smed Jensen, at denne for en godtgørelse af 20 rigsdaler om helåret og frit husly i skolen, skulle besørge lærdommens indbankelse i de Nøddebo drenge og piger på den betingelse, at han. kun skulle læse, når der ikke var arbejde i smedjen, og da der kun var få børn og kun lidt smedearbejde, lod disse bestillinger sig nogenlunde forene, og børnene fik desuden, hvad man nu ville kalde sløjd, tillige undervisning i praktisk livsgjærning, for når det hændte, at der midt under undervisningen kom en Bonde, der skulle have sine heste beslåede, så måtte de større drenge hjælpe ham i smedjen, medens de mindre og pigerne måtte luge hans bede og hyppe hans kartofler. Når fændrike-jens jævnlig holdt til hos sin gamle skolemester, var det dog ikke så meget hverken for den ene eller den anden slags lærdoms skyld, men fordi smed Jensen ikke var nogen almindelig mand, som man kan begribe. Han havde selv oplevet en del, og mere kunne han fortælle. Hans fader havde i sin ungdom tjent under Tordenskjold, og han selv havde boet i Hørsholm i Struensees og Caroline Mathildes dage, og ville man tro Jensen, hvilket mange vare letsindige nok til, havde han ikke taget så ringe del i hin tids begivenheder. Men foruden at fortælle kunne han også „ forklare “, og på den tid, da dønninger og rygterne fra den franske revolutions begivenheder antoge helt sære skikkelser, når der samledes en flok bønder og kulsviere i Nøddebo kro, trængte man i høj grad til en, der kunne „ forklare “, og det skulle være en underlig ting, hvorom smed Jensen ikke havde en nogenlunde brugelig forklaring på rede hånd. En af de sidste dage i marts 1801 gik mester og lærling og gravede i skolehaven, og Jens søgte nu at få rede på, hvordan det hang sammen med de rygter, der gik om ufreden med engelskmanden. „ Ja sder du, “ sagde smeden og satte spaden i jorden, medens han beredte sig til et foredrag, „ Du ved jo, at paven ikke må gifte sig. “ „ Ja vel, “ sagde Jens. „ Men kongen af Ægypten — “ „ Farao? “ henkastede Jens spørgende. „ Ja — hm — ja, farao, han må have så mange koner, han vil, og derfor er der altid ufred mellem paven og farao; og så ved du jo nok, at franskmændene huggede hovedet af deres konge, og så satte paven dem i ban, og derfor holdt general Bonaparte med farao. Men da så Bonaparte havde fået paven til at neje sig, så sluttede han forlig med franskmanden på den betingelse, at Bonaparte skulle hjælpe ham mod farao, og så rejste han med hele hæren til Ægypten, og så fangede han farao i et slag ved en by, der hedder pyramide, og huggede hovedet af ham med det samme. Men da så general Bonaparte skulle hjem igen, så vare hele flåden gået fanden i vold, for den havde admiral Nielsen eller Nelson, eller hvad han nu hedder, ødelagt, og general Bonaparte måtte gå hjem ad landevejen udenom Tyrkiet. Den historie tilgiver franskmanden aldrig, og nu er den engelske konge bange for sin knap, og for at vi ikke skal forene os med franskmanden, siger de, at han har i sinde at angribe os, mens franskmanden slås med østrigerne og russerne. “ „ Men tror i da, at engelskmanden kan gøre os noget? “ „ Ja det kommer vel noget an på, hvor mange de er. “ „ Men i gamle dage kunne vi da stå os til søs mod hvem det skulle være. Hvordan var det, at kongen af Preussen plejede at sige? “ „ Ja, Frederik den store, og det var en mand, der forstod sine ting, han plejede at sige, at hvis han var konge over Danmark og Norge, så skulle der ikke blive løsnet et kanonskud i Evropa uden hans tilladelse. “ „ Men holder vi da med franskmanden? “ „ Ja, seer du, det er ikke så godt at sige, for det er statssager, som man ikke gerne taler højt om, og da jeg sidst talte med bernsdorff — “ „ Men han er jo død. “ „ Ja, men det var før end han døde; da sagde han, at det var noget usikkert med franskmanden i denne tid. “ „ Ja, men jeg tror, at hvis engelskmanden kommer, så vil han nok blive vist hjem igen, for i har jo hørt, hvordan de har lagt flåden ud og gjort alting rede inde i København. “ „ Ja, jeg tænker også nok, at han dyer sig, for når kronprinsen går ham i møde med hele flåden — nej, se god dag, svend sobæk, hvor kommer i fra? “ Denne hilsen gjaldt en bondemand, der ganske langsomt kom kørende ude på gaden langs havegærdet. Svend sobæk, så kaldet efter sobækhuset oppe i den nordlige ende af grib skov, var en kulsvierbonde, der regelmæssig en gang om ugen kørte sit læs trækul til København. Han sad med benene dinglende ud over forsmækken foran det højt stablede læs med trækullene i store flettede sække med vide masker. Svend standsede sit køretøj, smed tømmerne løst over ryggene på de mere end adstadige heste og klatrede ind over havegærdet. „ God dag igen, skolemester, “ ja, jeg skulle jo se at liste ind til staden med et læs endnu; det bliver vel det sidste, inden ufreden kommer. “ „ Å, i mener engelskmanden; han dyer sig nok, han har franskmanden i ryggen, har han. “ „ Nå, så i tror ikke, at han kommer? Ja, det tror jeg heller ikke, for han er allerede kommen. “ „ Hvad siger i, svend? “ farer skolemesteren op. „ Er han kommen? hvoraf ved i det? “ „ Ja, vi har da oppe fra esbønderup skovhuse talt over de 3 snese store skibe, der har ligget nogle dage ud for rullen, og her skal i se et stykke papir, som Niels væver i går havde med fra København. “ Med disse ord trak han en stump sammenkrøllet avispapir op af lommen, fik det med stort besvær foldet ud og gav det til skolemesteren, der så læste det højt. Det var en proklamation fra kronprindsen med opfordring til at melde sig som frivillig til flåden og lovede hver mand 15 rigsdaler i håndpenge straks. Jens’s øjne lynede, da han hørte det. „ Der kunne jeg have lyst til at være med! “ fløj det ud af ham. „ Du, “ sagde svend sobæk med et noget ringeagtende tonefald, „ Du er vel noget for stumpet endnu, Jens. Men ellers kunne de 15 rigsdaler jo nok være værd at tage med, “ føjede han til, „ når man da ellers fik lov at beholde sin helsen, og så kunne slippe lidt snart hjem igen. De siger ellers, at admiral Nielsen selv er med, eller general Bonaparte, en af dem er det, men det kan være mig lige meget, for nu får jeg afsted. Farvel, skolemester! “ „ Nej, trin indenfor og få en dram først, svend. “ „ Ja, jeg siger tak, som byder, “ siger svend og gik nu med skolemesteren ind i huset, medens Jens blev alene i haven. Jens stod med proklamationen i sin hånd. Han læste den igennem den ene gang efter den anden, mens historierne om Tordenskjold fløj ham gennem hovedet. Det surrede i hans hjerne om farao, admiral Nielsen oggeneral Bonaparte — også proklamationen med kronprindsens navn under og 15 rigsdaler i håndpenge! „ Jeg vil slås med engelskmanden, “ Sagde han halvhøjt for sig selv den ene gang efter den anden, og hver gang fik hans røst en bestemtere klang og hans ryg en rankere holdning. Så tog han sin spade og gravede et par spadestik med et forbitret, energisk tag, tog så og slængte spaden så langt han kunne hen i den anden ende af haven, og da han havde kølet sig ved denne bedrift, gik han rolig hen og tog sin trøje ned af en busk, han havde lagt den over, trak den på, sprang over havegærdet ud på landevejen og begav sig med raske skridt ad vejen op imod skoven. Imidlertid havde smeden og skolemesteren lagt hele politiken klart som dagen frem for svend sobæks forbavsede øjne, og da denne nu troede sig tilstrækkelig instrueret, og sammen med en dram eller to havde indtaget en tilstrækkelig dosis af paven og farao, admiral Nielsen og general Bonaparte, samt hvad smed Jensen og bernsdorff mente om det hele, så fik han atter fat i tømmerne, satte sine ben i den gamle dinglende stilling ud over forsmækken, bød farvel til mester og gav sig med samt sine kul på vejen til København. han var omtrent nået til det sted, hvor de 8 veje mødes, da han seer en sidde på vejkanten, og da han nåde derhen, opdagede han, at det var Jens. „ Hvad fa’en sidder du her og gaber efter, Jens? “ „ Ja, jeg ville bede forlov, om jeg måtte age et stød med? “ „ Hvor vil du hen? “ „ Til København. “ „ Til København? Hvad er det for tossestreger? Hvad vil du der? “ „ Jeg vil slås med engelskmanden. “ „ Du vil fa'en heller, Jens. Tror du også, at du er gammel nok til det, Jens? “ „ Tordenskjold var ikke ældre end jeg, da han bankede svenskerne. “ „ Ja, men Tordenskjold han var vel også anden Karl end du er, hvis det da ikke er løgn alt sammen. Men smeden troede ellers, at du var gået hjem. Hvad tror du, han vil sige, når han hører, at du er løbet ad København til? “ „ Ja, men her står jo i kronprindsens skrivelse, at man skal melde sig på flåden, og så kommer det jo ingen anden ved. “ „ Ja, det er godt nok, men det er dog så sin sag at tage dig med til København. “ „ Ja, så kan jeg gå. “ „ Ja, det kan du jo også. Nej, kom så lige godt og sid op, så kan vi jo snakke om det. “ Så kom Jens da op at age, og da dagen brod frem igen, nåde de Nørreport, just som den blev lukket op, og svend sobæk indtog sit sædvanlige stade på kultorvet. Jens havde flere gange været i København på kullæssene, så at han kunne godt finde vej, og foreløbig havde han kun et kort stykke vej at gå, thi hans første mål var Regensen. Der havde han nemlig en, rigtignok noget ældre, barndomskammerat, en fiskersøn fra Gilleleje, hvem præsten i Søborg havde taget sig af, undervist og endelig dimitteret til universitetet. Rasmus Lyngby var 4 å 5 år ældre end Jens, men i de dage, da Rasmus, læste latin, og Jens vogtede kvæget samme sted, havde de tumlet meget om sammen, gravet og rodet i ruinerne af Søborg slot, der ligger på præstens mark, og vel også nu og da kæmpet en ridderlig kamp både i „ Kongshaven “ og på „ Toves kirkegård “, navne, som den dag i dag bruges om forskellige stykker af præstegårdsjorden. Jens havde oftere bragt bud ind til Rasmus fra præsten i Søborg, og han vidste altså godt, hvor han skulle træffe ham. Der var uro og bevægelse i byen, og da Jens i den tidlige morgenstund kom ind i regensgården, hvor der ellers på den tid plejede at være stille og tomt, så han straks, at der var noget usædvanligt på færde. Gården var fuld af studenter, hvoraf mange i den tid gik i deres studenteruniformer hjemme i gården. Der var stærkt røre i flokken, liv og bevægelse, ivrig og højrøstet tale. Oppe på den store vandbeholder til venstre i gården ud for 6te gang stod en student og læste noget op af et papir, og Jens hørte straks, at det var det samme papir, som han selv havde i sin lomme, med kronprindsens navn under. Der var uro og lidenskab i ord og i miner, men den tanke faldt dog ikke mange studenter ind, at de, studenterne, kunne gå ombord på flåden. Lighedsforestillingerne vare dengang ikke herhjemme trængte således ind i den almindelige bevidsthed som et halvt århundrede senere, i 1848, da ingen holdt sig for god til at stille sig i de menige soldaters rækker; i 1801 havde man minderne om de hvervede soldater endnu for nær på livet, til at man kunne tænke sig muligheden af at stille sig frivillig blandt de menige. Ja, gjaldt det, at studenterne som korps skulle rykke ud, ja, det var en anden sag. Og skønt flådens mandskab altid havde været populært blandt studenterne, og skønt mange, ja måske de fleste i deres hjerter følte sig rede til ethvert offer for fædrelandet, var denne form, at gå som Matros ombord på flåden, dog noget så nyt, så overraskende, at næppe mange tænkte sig muligheden af, at han kunne indlade sig på sligt. Jens stod i flokken og undrede sig noget over, at der ikke ovenpå oplæsningon lød et almindeligt råb om, at de alle ville ombord straks, da han fik øje på den, han søgte, Rasmus Lyngby. Han stod tavs med ryggen op til en mur og stirrede lige ud for sig i rummet. I ham foregik der i dette øjeblik en strid mellem hans to naturer, fiskerdrengen fra Gilleleje, der ville ombord på flåden, og studenten, der ikke ret kunne forlige sig med tanken derom. Da stod pludselig Jens lige for ham. „ God morgen, Rasmus. “ „ Hvad Jens, du her? Hvad vil du? “ „ Jeg vil slås med engelskmanden. “ „ Vil du? Ja, så vil jeg med. Men kom med op på mit Kammer. “ Så gik de to venner op på studentens Kammer, og her begyndte hos Rasmus på ny kampen mellem fiskerdrengen og studenten, og vant, som han var, til at lade forstanden råde, til at veje og vælge, havde han ikke let ved at tage en beslutning. det var et underligt forhold, der i øjeblikket var mellem de to kammerater. Den ældre, tteologisk student, nær ved sin embedseksamen, vaklende, usikker, med tårer i øjnene, ligesom søgende styrke hos den langt yngre, den uvidende bondedreng, der troede, at der endnu var en farao i Ægypten. Rolig og sikker i sin beslutnings urokkelighed stod han midt på gulvet og forstod ikke alle de tvivl, der kæmpede i hans kammerat. „ Og seer du, Jens, “ sagde Rasmus Lyngby, „ jeg er jo ikke min egen herre. Da jeg så pludselig så dig nede i gården og hørte dit sikre: „ Jeg vil slås med engelskmanden, “ fløj de ord ud af min mund, men det var uret. Husk på min gamle fosterfader i Søborg -- min egen fader taler jeg ikke om — men den gamle præst, der uden at have nogen forpligtelse dertil, af ren faderlig godhed har bragt offer på offer, for at jeg engang skulle blive præst, ham skylder jeg at overveje et sådant skridt nøje. „ Ja, det kan nok være, men jeg mener, at hvis alle havde de betænkeligheder, så fik flåden vel ikke sit mandskab, og hvad ville så kronprinsen sige? Men sig mig nu blot, for det ved du sagtens, hvor jeg skal gå hen og melde mig, så går jeg straks, for slås med engelskmanden, det vil jeg, det er det hele. “ „ Jens, Jens, gå ikke fra mig, for jeg har taget en beslutning. “ „ Det kommer da an på, om engelskmanden vil vente så længe. “ „ Ja, men “ — videre kom han ikke. Nede fra gården lød et vældigt hurra, og de to venner stormede ned ad trapperne. I gården stod en kanoner af marinen; ham gjaldt den rungende hilsen. Studenterne vare stimlede sammen om ham og spurgte ham ud, thi han var lige kommen i land ude fra flåden. Han fortalte, hvad han vidste, skønt det næppe var mere, end hvad de alle vidste, at den engelske flåde lå ud for Vedbæk, og at man kunne vente et angreb på blokskibene hvert øjeblik. Han skulle nu straks ombord igen, og hvis nogen ville med, så — “ „ Her er jeg, “ sagde Jens og trådte frem. Studenterne trådte til side og mønstrede med beundrende blikke den djærve bondeknøs, der så uventet kom til syne iblandt dem, og mere end en gav ham et kraftigt og ærlig ment håndtryk. Kanoneren kastede et prøvende blik på ham, skrev så i en fart hans navn op i en lille lommebog og ville til at stikke den i lommen igen, men holdt inde. „ Og jeg, “ lød det fra Rasmus Lyngby. Synet af den blå uniform havde gjort det af med ham; fiskerdrengen havde sejret over studenten, og efter at han i al hast havde ordnet sine sager og skrevet et par ord til den gamle præst med bøn om tilgivelse for dette skridt, fulgte de to unge mennesker med kanoneren, endnu i regensporten hilste med et rungende hurra fra regensianerne, og få timer efter vare de ombord på prammen Nyborg, hvor de sammen med en snes andre nylig hvervede folk baksede kanonerne og søgte i så stor hast som mulig at tilegne sig de allernødvendigste færdigheder for at kunne gøre tjeneste ombord, og studenten, den oprindelige fiskerdreng, viste sig nu ikke at være blandt de ringeste til dette for dem alle så uvante arbejde. i. Under slaget. Så kom skærtorsdag den 2den April. Ved kirketid lod de første skud ude fra reden. Der gik som et elektrisk stød gennem hele København. Alt, hvad der kunne krybe og gå, strømmede ud imod toldboden og lange linie, der ellers var afspærret, men hvilken afspærring kunne i dette øjeblik dæmme op for den ustandselige strøm af mennesker? Ethvert punkt i og udenfor København, hvorfra der var udsigt ud over vandet, var besat med mennesker, unge og gamle, mænd og kvinder, der i tavshed og åndeløs spænding lyttede til skuddene og stirrede ud imod røgen, der steg og sank og langsomt trak sig ind over kalkbrænderibugten. Af og til, når røgen et øjeblik hævede sig, skimtede man glimtene fra kanonerne, og mellem skuddene hørte man nu og da klokkerne, som kaldte til kirke, men de kaldte forgæves. Vel var der dem, hvis hjertes trang i dette øjeblik drog dem til kirken, men bulderet lød også derind og fyldte rummene, så at der ikke blev plads for andet. Tanken kunne ikke finde ro og hvile derinde, og lidt efter lidt listede de få kirkegængere atter ud i det fri. Men brændende bønner stege til himlen fra tusinder, bønner så varme, så ivrige, så indtrængende, som de sjældent stege fra kirkernes indre. De stege fra torve og stræder, fra kirketårne og husenes Tage, fra de tætte skarer på toldboden og fra de enlige gamle og svage, der sad hjemme og lyttede — lyttede — lyttede. Fik det dog aldrig ende? Time efter time gik; lige rasende, lige ubønhørligt lød tordenen ude fra søen. I den tætte skare på toldboden talte man kun sagte. Ingen vovede at forstyrre sin sidemand i hans urolige tanker; en knugende stilhed hvilede over den tætsluttede flok. Man kastede et spørgende blik på de nærmeste, for om muligt i deres ansigter at læse et svar på sine egne ængstelige tvivl. Snart læste man håb, snart rædsel, men man tav. En standsning er indtrådt lidt efter middag, men endnu er intet budskab kommen derude fra, og snart begyndte kanonbulderet igen. Vel var der kommen både i land med sårede og med resterne af mandskaberne fra de forladte skibe, men de vare landsatte ovre på holmen; til toldboden er intet budskab nået derude fra, og mængden står endnu lige tavs og lige så tæt sammentrængt som i kampens første timer. men pludselig kommer der uro i skaren; den begynder at bølge og bevæge sig; man hører råbet: „ Se der! se der! hvad er det? “ Der er noget eller nogen, der nærmer sig. De, som stå yderst, se en uformelig ting langsomt, ganske langsomt, nærme sig ude fra Trekroner. Det er en sønderskudt stykpram, der bugseres af to både, hvis mandskab trækker tungt og træt på årerne. Endelig kommer den så nær, at man på siden af den kan læse det første og det sidste bogstav af et navn — resten er skudt bort —. Der står et N og et g. „ Nyborg “ 1 hører maN eN råbe, „ det er stykprammen Nyborg “! Den kommer nærmere; det lasede flag slæber i vandet efter den. Ombord seer man kun et par mand, men resten? Hvor er resten? Se nøjere til! På dækket, eller det, der engang har været et dæk, men nu kun er en ujævn ophobning af plankestumper og splinter, er lagt et par store lasede sejl, og derunder tegner sig formen af en hel række menneskelige legemer, døde og døende mellem hverandre. Prammen teegger endelig til land. Kun de nærmeste se hele det gruopvækkende syn. Hist og her rejser sig en bleg skikkelse, en såret, der nogenlunde kan hjælpe sig selv. De få usårede have travlt med at få fartøjet gjort fast, men snart er en flok fra land ombord for at yde den hjælp, de formå. Det gælder først og fremmest om at få de døde og sårede i land. Bårer og bærebøre ere hurtig skaffede til veje. En bred vej åbner sig gennem mængden, og nu begynder det første tog at kampens ofre over toldboden til kvæsthuset og almindeligt hospital. Stille og roligt bæres båre efter båre gennem mængden, der blotter hovedet, når en død eller en døende bæres forbi. De sidste er komne i land. Da kravler en ung Matros møjsommelig og træt fra den knuste ræling op over toldbodens bolværk. Han går som i søvne et par skridt frem, retter sig da først til sin fulde højde, tager sin hue af og tørrer med bagen af sin hånd sveden og krudtslammet af sit ansigt; så kaster han et forundret og spørgende blik omkring på den store flok, som han nu først synes at opdage, og siger da til en af de nærmeste klangløst og henkastende, som om han slet ikke ventede svar på sit spørgsmål: „ Hvad er klokken “? En ældre mand, der har lagt mærke til ham, træder hurtigt ud af flokken, trækker sit ur op af lommen og lægger det i matrosens hånd, hvorpå han lige så hurtig trækker sig tilbage og forsvinder i skaren. Matrosen kaster et tankeløst blik på uret, putter det så i sin bukselomme — og falder i samme øjeblik tungt og som livløs til jorden. Der er hænder nok til at løfte ham op, og snart bæres han efter sine kammerater til almindeligt hospital. Det var fændrike-jens, der nu havde fået sin villie, at slås med engelskmanden. Han var en af de få ombord på prammen Nyborg, der uden sår var sluppen derfra, og som endnu vare i stand til at føre en åre, da denne, sønderskudt og knust, uden en eneste brugbar kanon, havde trukket sig ud af slaget. Men den utrolige anstrengelse og kampens spænding havde været for meget for hans unge år, og da spændingen med et hørte op, krævede naturen sin ret. Hvile og ro bragte ham dog snart på ret køl igen; men da han efter et par dages forløb atter kunne melde sig til tjeneste, blev han afmønstret med det samme. Han søgte til kulsviervognene på kultorvet, og Jens var hjemme i fændrikehuset, inden gamle Mads havde anet, at han var borte. Mads troede, at han gik og gravede i haven hos smeden og skolemesteren i Nøddebo; denne troede, at han var gået hjem, og svend sobæk, der kunne have givet oplysning, var rolig kørt hjem igennem Nøddebo uden at tænke på at snakke om en så ligegyldig ting hverken til den ene eller til den anden. Jens var nu altså hjemme, og ville kunne have været dagens løve, hvis han havde holdt af at fortælle, men det lå nu engang ikke for ham; men desto mere blev der fortalt om ham rundt omkring, og folk så med beundring på den unge knægt, der havde bundet an med engelskmanden, og som nu næppe gad tale derom. Dog fik det næsten straks indflydelse på hans skæbne, thi overførsteren på egelund, der fattede interesse for ham, fik ham anbragt i lære hos skovfogden i nyhegn, for med tiden at lave en skovfoged af ham. Der var to ting foruden hans egen indesluttede natur, der bidrog til, at han ikke holdt af at tale om sin deltagelse i slaget. For det første vidste han ikke, hvad der var bleven af Rasmus Lyngby, og han følte et slags samvittighedsnag ved tanken om, at det var ham, der havde bragt Rasmus ombord på flåden. Og så var der — uret, som han endnu gik med i sin bukselomme. Da han var.vågnet til bevidsthed, fandt han det i sin lomme, og ved at undersøge det nøjere opdagede han, at det ikke alene var et Gulduhr, men på den indre side af kapselen var der anbragt et navnetræk, omgivet af /edelstene. Det var først lidt efter lidt gået op for ham, hvorledes han var kommen til det. Men turde han beholde det? og hvorledes skulle han slippe af med det? En følelse af, at det kunne kaste en skygge på ham at blive fundet i besiddelse af en så kostbar genstand, og frygten for, at man ikke ville tro hans fortælling derom, bevirkede, at han kun viste det til sin fader, og denne, der ganske delte sønnens betænkeligheder, rådede ham til at gemme det i det usikre håb en gang i tiden at finde den oprindelige ejermand, men ikke at tale om det eller vise det til nogen. Iii. Sorte Philip. Der er gået ni år siden slaget på reden. I tre år har Danmark været i en uforsonlig, men håbløs krig med England. Der var fra Danmarks side ikke tale om at sejre i den ulige kamp, men kun om at håbe på, at Napoleon til sidst skulle få bugt med England, og så i mellemtiden gøre fjenden al den fortræd, man kunne, selv om det gik ud over en selv, og der var kun et punkt, hvor der var nogen mulighed for at ramme den mægtige fjende, nemlig i hans handel. Et af de midler, datiden under sådanne forhold betjente sig af, var kapervæsenet, eller rettere sagt, kaperuvæsenet, og i 1810 var det i fuld gang, og de gamle fiskere i nordsjælland kunne endnu for en menneskealder siden fortælle et og andet om, hvad de havde hørt eller selv været vidne til som børn, og når der stundom taltes om en eller anden rask sømandsdåd, om de hurtig vundne og lige så hurtig tabte penge, så vare disse fortællinger isprængte med sagn og rygter om mislige forhold og ligefremme forbrydelser, som det ville, helt eller halve, søroverliv, førte med sig. Endnu i slutningen af Frederik den sjættes tid levede der adskillige mænd i nordsjælland, som man så på med en hemmelig gru, thi rygtet sagde, „ at de var slaver “, at det var folk, der for mord i kapertiden var dømte til døden, men af Frederik den sjætte vare benådede mod at aflevere fabelagtige summer til den forsultne statskasse og med forpligtelse til en dag i hvert år at møde i slaveriet og gå „ i kongens mundering “ fra morgen til aften. Men i krigsårene selv var der ved siden af følelsen af nøden og lammelsen, der mærkedes overalt, dog endnu en følelse, der trængte alt andet i baggrunden, hadet til englænderne og til alt og alle, der antoges at stå i forbindelse med dem, og den store hob var tilbøjelig til at tilgive alt, når det blot gik ud over en englænder. I Strandgade i Helsingør, i et af de større og smukkere huse i gadens nordlige ende, sad en formiddag i efteråret 1810 en ung pige med sit sytøj ved vinduet. Værelset var stort og rigt udstyret; alt tydede ‘ på et velhavende kjøbmandshjem. Den unge pige kastede det ene blik efter det andet ned mod havnen, hvor der i dag var stærkt røre, og hvor folk af alle slags i broget mangfoldighed bevægede sig mellem hverandre. I havnen lå en let bygget kutter, der ved sit hele snit viste, at den hørte til de priviligerede sørøverskibe, og lidt fra den lå en engelsk Brigg, der nylig var bragt ind. Der lød hurraråb og larm; der blev drukket og sunget; råt og vildt gik det til, men Helsingørs fredelige borgere kunne dog ikke lade være at kaste misundelige og beundrende blikke til kaperkaptajnen, sorte Philip, der nu for tredje gang i kort tid havde bragt en price ind i Helsingørs havn. Sorte Philip selv gik op og ned ad dækket, kommanderede 'og demonstrerede. Eder, spark og skældsord fløj til alle sider, og dog var der dem, der lagde mærke til, at han ikke blev så ubetinget og blindt adlydt af sine undergivne, der brummede, når han kom dem for nær, og kun brød sig grumme lidt om hans bydende væren, der syntes mere beregnet på at imponere borgerne på skibsbroen end mandskabet på kutteren. Det var på denne scene, den unge piges øjne dvælede, åbenbart i frygt og. Spænding; intet under, thi hun vidste, at hendes fader var der ombord, efter at han i flere dage havde ventet kaperens ankomst, for om muligt at træffe en aftale med den bekendte sorte Philip om et foretagende, der måtte gribe stærkt ind i hendes skæbne. Konsul weigell havde tilbragt en lang række af sine ungdomsår i England, hvor han var deltager i et handelshus, men efter sin hustrus død havde han taget fast bolig i København, hvor han ledede det engelske hus’ forretninger på Danmark. Men ved begivenhederne 1807 og den derpå følgende krig og afbrydelse af forbindelserne med England gik hele hans virksomhed i stykker, og da han troede at kunne føre en roligere og mindre bemærket tilværelse i en mindre by, var han flyttet til Helsingør. Det skulle kun alt for snart gå op for ham, at han kun havde gjort ondt værre. Han var snart kendt af alle i den lille by, og den rest af engelsk accent, han aldrig kunne frigøre sig for, stemplede ham i mængdens øjne som „ Englænderen “ eller vel endogså som „ Spionen “. Det kunne ikke skjules, at han virkelig af og til havde fået breve fra sine gamle handelsvenner i England, og skønt dette ikke var en absolut forbrydelse dengang, da selv regeringen i smug ved „ Lincenser “ lettede den officielt forbudte samfærdsel med England, som man dog ikke helt kunne undvære, var det dog en farlig sag at modtage sådanne breve, når man havde det uheld på grund af en nuance i sin udtale at have gjort sig mistænkt. Konsul weigell var en varmtfølende, trofast, dansk mand, men de idelige nålestik, den aldrig hvilende mistænkeliggørelse lagde sig til sidst over ham som en byrde, han ikke kunne bære, og da der endelig kom meddelelser til ham fra England, der tydede på, at hele hans formue stod på spil, hvis han ikke personlig kom derover, modnedes efterhånden den tanke hos ham at vige for trykket og for en tid unddrage sig sine landsmæ

1886_HelmsJB_JackTurnbullEllerNegeropstanden

Jakob Bang

J.B.

Helms

Willy

Jack Turnbull Eller Negeropstanden

male

male

dk

HelmsJB

Jack Turnbull Eller Negeropstanden

Helms

Jack Turnbull eller Negeropstanden

Original Roman

n

gothic

P. Olsen

KB

nan

nan

O

I. Den natlige ekspedition. Endel franske officerer vare komne overens med hverandre om at forkorte nattens længde ved gensidige fortællinger om en eller anden bedrift i deres eget liv. Da touren kom fil kaptajn polinak, forsikrede han, at han ikke vidste en eneste episode i sit liv, der kunne fortjene hans kammeraters opmærsomhed. „ Å kaptajn, “ udbrød løjtnant Henry, „ fortæl os ikke det, de har været på rejse og set dem om i verden. Har de ikke været på Antillerne i Afrika, i Italien og Spanien? Og deres hund, kære kaptajn? “ Polinak rettede sig, lod sin cigar falde på jorden og vendte sig rask om mod indgangen fil sit telt, da en hund af usædvanlig størrelse pludseligt løb ham hylende i møde. Hunden strakte fine ben og slikkede sine fødder, logrede med halen og lagde sig ned foran kaptajnens fødder efter at have gjort nogle krumspring, hvorved den kom fil at træde på cigaren, hvilket dens herre ikke bemærkede. Han var synlig bevæget og klappede dyret, medens han med sin venstre hånd mekanisk løsnede sin hjelms stormbånd og tid efter anden gentog ordene: „ Der er jo rask! Der er du jo! “ endelig råbte han: „ Men hvem har dog bragt dig tilbage? “ „ Tilgiv hr. Kaptajn. “ I nogle minutter havde sergeant thaddæus stået i teltdøren med den højre arm indviklet i kappen, og med øjnene fyldt med tårer. I taus henrykkelse havde han set på denne gjenkjendelsesscene. Endelig vovede han at fremstamme ordene: „ Tilgiv mig hr. Kaptajn. “ Polinak så op. ' „ Er det dig, Thad, og for fanden, hvorledes kunne du dog få hunden? Det stakkels dyr, jeg troede, at den var i den engelske lejr. Hvorledes har du dog fundet den. “ „ Gud være lovet! De synes mig lige så tilfreds derover, som dengang de lod deres hr. Reven deelinere coma. “ „ Men sig mig dog, hvorledes har du dog fundet rask. “ „ Jeg har ikke fundet den, hr. Kaptajn, men hentet den tilbage. “ Kaptajnen rejste sig og rakte sergeanten hånden, men Thad beholdt sin hånd indviklet i kappen. Kaptajnen agtede dog ikke derpå. „ Jo, ser de, hr. Kaptajn, siden den stakkels rask var bleven borte, mærkede jeg nok — de tilgiver nok mine ord, hr. Kaptajn — at drikke rigtig var i deres es, og, for at sige sandhed, den aften, da den ikke kom som sædvanlig for at dele mit commisbrød med mig, manglede der heller ikke meget i at gamle Thad havde grædt som en lille unge. Men nej, gudskelov, jeg har kun grædt to gange i mit liv: første gang, da... på den dag, da... ( her kastede sergeanten urolige blikke på sin foresatte ), den anden gang, da denne naragtige Balthasar, korporal i den syvende Brigade kom på den ide, at lade mig skrælle løg. “ „ Det forekommer mig, thaddæus, “ udbrød løjtnant Henry leende, „ at i ikke har sagt os ved hvad lejlighed det var, at i græd første gang. “ „ liden tvivl var det dengang, gamle Thad, da Latour d ' Auvergne, „ Frankrigs første grenader “, omfavnede dig, ikke sandt, “ spurgte kaptajnen deltagende, medens han vedblev at kærtegne sin hund. „ Nej, nej, hr. Kaptajn, når sergeant thaddæus græder, kunne det kun være den dag, han eommanderede „ Fyr “ på Jack Turnbull eller pjerri, som han ellers kaldtes. “ Polinaks ansigt sormørkedes. Han trådte venligt hen til thaddæus og ville atter række ham hånden, men hvor meget det end fyldte sergeanten med glæde, tog han dog ikke imod hånden, men beholdt kappen om sin arm. „ Ja, hr. Kaptajn, “ vedblev thaddæus og trådte nogle skridt tilbage, medens polinak betragtede ham deltagende, „ ja, jeg har grædt over Jack Turnbull, og vistnok fortjener han det også! Han var en sort, det er vel sandt, men krudtet er også sort — -- -- -- -- -og — -- -- -- -- -- “ Den skikkelige sergeant havde gerne villet fuldende sin noget ejendommelige sammenligning og havde vel også gjort det, hvis at han fuldstændig havde haft ordet i sin magt, men han søgte forgæves efter en måde, på hvilken han kunne gøre sig forståeligt, og efter at han, militairt talt, havde søgt at komme sin ide tillivs på alle mulige måder, som en general, der opererer fra en befæstet plads, opgav han pludselig hele belejringen og fortsatte på en anden facon, uden at bryde sig om de leende unge officerer, som hørte efter. „ Ser de, hr. Kaptajn, mindes de endnu det stakkels stykke neger, hvorledes han kom ganske forpustet til pladsen da hans ti kammerater allerede stod bundne der -- -- -- -- -- man havde været nødt dertil. Jeg kommanderede. Erindrer de, hvorledes han løsnede kammeraternes bånd og selv stillede sig på pladsen uagtet alle deres protester. O, hvilken mand, fast som Gibraltar! Erindrer de også, hr. Kapfain, hvorledes han der stod oprejst som om det gik til en Dands, og hvorledes hans hund rask, den samme vi se her, sprang løs på mig, da den mærkede hvad det gjaldt. “ „ Hør, Thad, “ afbrød kaptajnen ham, „ ellers plejer du jo på dette punkt af din historie al kæle lidt for hunden, se, hvor forlegen den står. “ — „ De har ret, “ svarede thaddæus forlegen,. „ den ser på mig, den stakkels rask, men — den -gamle malagride har sagt mig, al det vil bringe ulykke, når man kærtegner med venstre hånd. “ „ Men hvorfor bruger du ikke den højre? “ Spurgte polinak forundret. Nu først så han al den gamle thaddæus havde viklet den højre hånd ind i sin kappe. Sergeantens forvirring steg med hvert sekund og hans blege ansigt blev endnu didere. „ Med deres tilladelse, hr. Kaptajn det er -fordi — de har allerede en haltende hund, jeg frygter næsten for at de også vil få en enarmet sergeant. Alle officererne sprang forbavset op. „ Hvorledes? Hvad? Hvad siger du, min gamle Thad? Enarmet! Lad mig se din arm! -enarmet, store gud! “ Kaptainen gyste. sergeanten tog langsomt sin kappe af og viste sine foresatte den med et blodigt stykke tøj omviklet arm. „ Min gud, “ munlede kaptajnen, idet hair forsigtig løste tørklædet. „ Men sig mig dog, gamle krigskammerat. “ „ Å, sagen er meget simpel. Jeg har allerede sagt dem, at det ikke var undgået mig, at de sørgede dybt, siden disseinfame englændere havde stjålet vor smukke hund, den stakkels rask, Jacks dogge. — nå, altså besluttede jeg mig derfor i dag til at hente den tilbage, om det end skulle køste mig livet, ellers ville min aftensmad ikke længer have fmagt mig. Jeg pålagte nu mathelet at sørge for deres klæder og at børste gallauniformen, da vi i morgen skal i slag, og derefter sneg jeg mig ubemærket ud af lejren kun bevæbnet med en sabel og krøb igennem krat og hækker for desto hurtigere at nå englænderne. Jeg var endnu ikke kommet til de første forskandsninger, før jeg så en hob rødkjoler, jeg. Sneg mig frem for at udspejde situationen, og til min støre glæde samt sorg opdagede jeg vor rask, som de engelsfe hunde havde bundet til et træ, medens to Mylords, nøgne til bæltestedet som indianerne, bearbejdede hinandens rygstykker med^ næveslag, hvilket gjorde et sådant spektakel som en stortromme. det var to engelske partikuliers; som boksedes om deres hund, hr. Kaptajn. Pludselig fik rask Ole på mig. Den rev sig løs og styrtede hen til mig, de kan naturligvis indse, at rødkjolerne straks vare efter mig, men jeg løb ind i skoven fulgt af rafl, der hinkede så hurtigt den kunne. Flere kugler susede om ørerne på mig. Rafl gøede, men til lykke hørte de den ikke, nærmest fordi de brølede i munden på hverandre: „ Franske hunde franske hunde! “ Hvilket jo var uret for rasts vedkommende, da den jo er fra st. Domingo,. Nå lige meget! Jeg løb alt hvad remmer og tøj kunne holde, og nåde endelig udgangen af skoven, men tænk dem min forfærdelse... to rødkjoler spærrede vejen. Min sabel skilte mig as med den ene og ville rimeligvis også have hjulpet mig mod den anden, hvis af hans pistol ikke havde været ladt med en fordømt kugle.... Nå, lige meget! Rask sprang ind på ham og må rimeligvis ikke have grebet så dårligt fat i hans strube, thi han tumlede straks om på jorden. Det havde det bæst godt as; hvem fanden havde bedt ham om af spærre os vejen. På denne måde er vi komne tilbage igen, vi, Thad og rask. Jeg beklager kun, af den kære gud ikke heller havde sendt mig kuglen i slaget i morges. — nå, ligemeget. “ Den gamle sergeants ansigt formørkedes lidl ved tanker om, af han ikke havde modtaget sit sår i slagets hede. „ Thaddæus! “ udbrød kaptajnen i vred tone, men fortsatte dog noget mildere, „ er du virkelig så naragtig af sætte dit liv på spil for en hunds skyld! “ „ Jeg havde heller ikke gjort det for noget mndet dyr end rast, hr. Kaptajn. “ — polinaks ansigt antog atter sit venlige milde præg, da sergeanten tilføjede: „ Rask, Jacks hund. — “ „ Nå. nå gamle thaddæus, “ sagde kaptajnen, idet han førte hånden op til øjnene, „ kom støt dig til mig, for at jeg kan bringe dig hen på lazarettet. Thaddæus adlød til sidst, da hans ærbødige vægring tkke blev tagen for gode varer. Hunden rejste sig også og fulgte efter dem. I. Kaptain polinak. Denne episode havde i høj grad vakt alle de tilstedeværendes nysgerrighed. Kaptainen polinak hørte til den Art mennesker, som altid, på hvilket trin af sociale stige skæbnen en sætter dem, forstå at indgyde en vis agtelse og deltagelse. Iøvrigt havde han aldeles intet påfaldende ved sig, hans manerer vare afmålte, og hans blik havde noget vist ligegyldigt ved sig. Den tropiske sol havde ikke samtidigt med at brune hans ansigt givet ham den livlighed i ord og mimik, som er forbundne med en vis sorgløshed hos creolerne, og som ofte give disse såmegen ynde. Polinak talte lidet, og brød sig heller ikke om at høre andre tale, kun hvor det gjaldt om at handle var han „ med. “ Bestandig den første til hest og den sidste under tag syntes han i legemlig anstrengelse at finde en adspredelse for sine tanker. Disse tanker, hvis melankolske alvor havde slået dybe furer på hans pande, hørte ikke til den Art tanker, som man bliver kvit ved at meddele til andre, men dog til dem, der tillader en at udveksle små ideer med andre. Polinak, hvis legems konstitution trodsede alle krigens besværligheder, syntes at falde i en stor afmagt i det, som vi kalde åndens kampe. Ligeså ivrigt som han søgte slagets ville dåd, ligeså treven indlod han sig i åndelige kampe. Når han en sjælden gang lod sig henrive til en disput, hørte man i reglen klare og fornuftige anskuelser fra ham, men når så modstanderne gave fortabt, benyttede han ikke sejren, men afbrød selv konversationen med et „ hvortil nytter det, at vi disputere. “ Hans kammerater lagde ikke vægt på hans kolde tilbageholdne og afmålte væsen, fordi de ved enhver lejlighed fandt ham god, tapper og velvillig. Han havde mere end en gang reddet flere af dem fra døden, man så ham under slaget i den tætteste kugleregn, og hvor han viste sig opmuntrede han sine kampfæller ved sit eksempel, og når han nødig oplukkede sin mund, var dog hans pung sjælden lukket for den trængende, det vidste man. Man forgudede ham i armeen og man tilgav ham, at han på en vis måde tog imod denne forgudelse. Med al sin alvor var han dog ung endnu. Man ville have holdt ham for kun tredive år, men han havde ikke nået denne alder endnu. Skjøndt han allerede i nogen tid havde kæmpet i den republikanske Armes rækker, vidste man dog intet om hans tidligere livshistorie. Det eneste væsen, der foruden hunden rask formåede at sætte liv i ham var den gode skikkelige sergeant thaddæus der var trådt ind med ham i korpset og som aldrig forlod ham, og han fortalte undertiden i forbigående en eller anden begivenhed af hans liv. Man vidste at polinak havde fristet stor ulykke i Amerika, og at han havde været gift på st. Donningo, men mistet sin hustru og hele sin familie ved negernes blodige revolte. I denne episode af vor historie vare ulykker af den Art desværre meget almindelige, ja, så almindelige, at næsten enhver havde noget at sørge over, ja, man var bleven så vant til at høre herom, at man ikke mere beklagede de tab, de pågældende havde lidt, men kun når de toge -sig det alt for nær. Dette var tilfældet med kaptajn polinak. Alle beklagede ham fordi han ikke kunne bære sin smerte, thi hvor hård den isskorpe end var der sluttede om hans hjerte, viste der sig dog af og til spor af dybe og ulægelige hjertesår hos ham. På slagdagene var hans pande mere skyfri og i selve slaget viste han som sagt, den største uforfærdethed, som om han ene kæmpede for af blive general, men efter kampens ophør var han dog så beskeden, som om han hellere ville være -menig soldat end kaptajn. Når hans kammerater hørte ham tale i denne foragtende tone om rangen og soldateræren kunne de længe bryde deres hjerner med, hvoraf det kom sig, af han var så ivrig; de vidste ikke, af polinak kun gik i slaget for af tilkæmpe sig en forandring i sin stilling — nemlig døden. hans udmærkede tapperhed forblev dog ikke ubelønnet. En dag efter vundet slag blev han udnævnt til brigadegeneral, men han modtog ikke udnævnelsen ene af den grund, af han da måtte forlade sin gamle thaddæus, hvis han forlod sit kompagni. Nogle dage derefter tilbød han af udrette en meget voveligt gerning og kom, tværtimod alles ' forventning og sit eget håb, uskadt derfra. Nu beklagede han sig i sit hjerte over, at han ikke havde modtaget generalsrangen thi, tænkte han, om end det fjendtlige syts skåner mig, ville guillotinen, der altid var i travl virksomhed, for at tilintetgøre de, som svinge sig i vejret, nok skille mig med hovedet. Iii. Polinak fortæller. „ Jeg væddede på, “ sagde leutnant Henry i det han tog sine røde strømper af, hvilke hunden havde forsynet med store stænk, da den sprang forbi, „ jeg vædder på, at kaptajnen ikke ville give sin hunds krumme pote for de ti kurve Madeira, vi nylig så i generalens vogn. “ „ Tys, tys! “ udbrød adjudant paskal ham, „ det ville være en dårlig handel. — disse kurve er allerede tomme, hvad jeg tror at vide af erfaring, - tredive tomme flasker er visselig ikke så meget værd som denne stakkels hunds pote, der dog ikke er mere dårlig, end den kan sætte en bred plamase på et par røde strømper. “ Selskabet lo as den komiske alvor hvormed adjudanten havde sagt de sidste ord. Kun en eneste, der ikke havde let, syntes at føle nogen misfornøjelse med paskals ord, denne ene misfornøjede hed Alfred og var sekondl ' øifnant ved ds baskiske husarer. „ Jeg indser ikke, “ sagde han, „ hvad latterligt^ der er heri. “ Denne hund og denne sergeant, som jeg, bestandig har set sammen med pvlinak ligeså længe, jeg har kendt ham, synes mig at fortjene i det mindste en smule deltagelse. Til eksempel ' denne scene i dag. “ — paskal, opmuntret dertil af de andres latter og sin egen lyst til at drille Alfred for dennes. Misfornøjelse, afbrød ham: „ Kaptajn paskal, de har uret, “ sagde Henry. Og kastede flasken, som han just havde tømt, ud af teltet, „ denne Jack — eller tjerri, hvad det er han hedder, opvækker i høj grad min nysgerrighed. “ Paskal, der blev lidt ærgerlig stemt ved denne modsigelse, gav sig dog tilfreds da han så, at hans glas, som han troede al have tømt, var fuldt endnu. Nu kom polinak tilbage. Han satte sig tavs på sin plads og syntes eftertænksom, men hans ansigt var roligere. Han var så fordybet i sine egne tanker, at han aldeles ikke lagde mærke til, hvad der blev sagt i hans nærhed. Rast, der var kommen med ham, lagde sig ved hans fødder og betragtede ham med et, om man vil, uroligt blik. „ Tag deres glas, polinak. Smag en gang på disse varer. “ „ Gudskelov! “ svarede kaptajnen, der hensunken i sine tanker, aldeles ikke havde hørt paskals ord. “ Såret er ikke farligt, armen er ikke knust. Den uvilkårlige agtelse, som kaptajnen indgød alle sine våbensæller formåede ene at dæmpe den latter, der allerede var i færd med at lyde fra Henrys læber. „ Da de nu er beroliget for Thad “, sagde han, „ håber jeg, at de for deres vedkommende vil fortælle “ — pludselig hørtes lyden af kanonsfud i retmug af den fjendtlige lejr. Henry og de andre tilstedeværende sprang op, men førend nogen nåde ud af teltet gennemrystedes atter luften, af en vældig salve, en bombe for hvinende gennem teltvæggen og splintrede bordet der stod midt i teltet, hvorefter den uden at gøre anden skade forsvandt ud gennem den modsatte side af teltvæggen. En halv time efter dette optrin var skydningen ophørt, og man sad igen livlig samtalende omkring det udbedrede bord i teltet. „ Nå, kære polinak “, begyndte Henry igen, vil de nu fortælle os deres haltende hunds og denne Jacks, eller hvad han hedder, historie. På denne anmodning, der blev fremført halvt alvorligt, halvt spøgende, ville polinak ikke have svarede, hvis ikke alle havde forenet deres bønner med løjtnantens. Endelig gav han efter for de indtrængende anmodninger og sagde: „ Jeg vil tilfredsstille deres ønske, mine herrer, men de må ikke vente at høre mere end en ganske ligefrem historie, hvori jeg selv kun spiller en birolle. Hvis at de har troet, at det er nogle ganske -overordentlige bånd, der knytter thaddæus rask -og mig til hinanden, så har de også bedraget dem. Jeg skal nu have den ære at begynde efter dette lille forord “. Der indtrådte en almindelig tavshed. Polinak sad tankefuldt, som om han ville genkalde sig i erindringen den begivenhed, der allerede for længst havde veget pladsen for så mange andre. endelig begyndte han med dæmpet stemme og med hyppige pavser: Iv. Dværgen habibrah. Jeg er vel født i Frankrig, men i en meget ung alder blev jeg sendt til st. Donnngo til en onkel, en meget rig planter, hvis datter det var, jeg senere ægtede. Min onkels plantage lå i nærheden af fortet gallifort og indtog det meste af distriktet acul. Denne uheldige beliggenhed, som jeg dog ikke videre vil skildre dem, da den naturligvis ikke kan have nogen interesse for dem, var en af de største anledninger til ulykken og min families ruin. Ottehundrede negere vare ansatte på min onkels udstrakte besiddelser. Disse slavers i og for sig sørgelige lod var, jeg tilstå det frit, dobbelt sørgeligt ved deres herres hårdhjertethed. Min onkel hørte til det heldigvis meget begrændsæde antal af plantere, hvis hjerte er bleven hård og koldt ved den vanlige anvendelse af despotiets magt. Vant til at se ethvert nok så lille vink opfyldt på stedet, straffede han grumt den mindste tøven af en slave, og hans børns mægling førte ofte til, at straffen blev endnu hårdere. Vi måtte i regelen indskrænke os til hemmeligt at lindre de ulykker som vi ikke kunne afafværge. Blandt alle slaverne havde kun en eneste fundet nåde for min onkels øjne. Det var en spansk dverg af blandet race, som gouvernøren på Jamaica, lord effingham havde foræret ham. Min onkel, der havde opholdt sig længe i Brasilien, havde der vænnet sig til den portugisiske overdådighed, og han holdt derfor af at anvende sin rigdom på at give sit hus al den glans han formåede. Talrige slaver vare afrettede til tjeneste, som på europæisk vis, gave hans hus et vist adeligt skin. For at være aldeles komplet efterlignede han de gamle lehnsfyrsters bizarre smag ved at udnævne lord effinghams slave til sin hofnar. Man må tilstå, at dette valg var særdeles heldigt. Den sorte, hvis navn var habibrah, var et af hine væsener, hvis fysiske bygning er så vidunderlig, at de ligne komplette uhyrer, når de ikke lægge hele personen i lystige folder. Denne hæslige dverg var lille, tyk, rundmavet og bevægede sig med ubeskrivelig hurtighed på to skæve stillede ben, hvilke han trak op under sig, når han sad, ligesom en edderkop. hans uhyre hoved, der sad begravet mellem skuldrene, var beklædt med grov uld i stedet for hår og havde to så brede øren, at hans kammerater plejede at sige, at habibrah tørrede sine øjne med sine øren, når han græd. Hans ansigt var stedse en gåde, aldrig det samme; han besad en sjælden evne til at fordreje sine træk, hvilket på en vis måde tjente fil at skjule hans kolossale grimhed. Min onkel holdt just af ham formedelst hans usædvanlige krøblingeskikkelse og hans evige gemytlighed. Habibrah var i et og alt hans Andling. Medens de andre slaver vare overlæssede med arbejde havde habibrah intet andet at bestille end at bære en bred viffe af paradisfuglefjer efter sin herre, for at fordrive fluerne og lignende plageånder. Min onkel lod ham spise ved sine fødder og gav ham altid resterne af sine indlingsretter. Habibrah viste sig også taknemlig for så megen godhed, han benyttede blot sit privilegium som hofnar fil at forepludre sin herre tusinde dumheder, fil at gøre krumspring og slå koldbøtter og fil at skære ansigter. På min onkels mindste vink, sprang han hen fil ham med en abes behændighed og en hunds underdanighed. Jeg kunne ikke fordrage denne slave. der lå noget alt for krybende i den tjenesteiver, selv mere end en slave i amerikansk forstand behøver at være. Jeg følte medlidenhed med de ulykkelige negere, hvem jeg så arbejde hele dagen uden anden klædning end en gnavende jernlænke, medens denne vanskabte hans kvast, denne dovne slave, blev behængt med guldbroderet livre. Jeg følte navnlig foragt for ham, fordi han benyttede den indflydelse hans gemenheder havde sorskasset ham hos hans hersker til bedste for fine ulykkelige medbrødre. Aldrig bad han sin herre om nåde for en kammerat, ja, man hørte ham endog en dag, da han troede sig alene med min onkel, pålægge denne at fordoble sin strenghed mod de ulykkelige sorte. Desuagtet syntes de øvrige slaver, der egentlig burde have betragtet ham med mistro og misundelse, ingenlunde at hade ham. Han indgød dem en vis respekt, og når de så hans store, spidse med bjælder behængte hue, på hvilken han havde malet underlige figurer med rødt blæk, sagde de altid til hinanden: „ Det er en obi ( troldmand ) “. Disse enkeltheder som jeg her meddeler dem interesserede mig dengang meget lidt. Aldeles optagen af en ren kærligheds ædle følelser skænkede jeg alt, hvad der ikke interesserede Marie kun megen liden opmærksomhed, fra tidligere tid vant til at betragte den, der allerede på en vis måde var min søster, som min vordende hustru, havde der danner sig et forhold imellem os, hvis natur de ikke ret kan gøre dem noget begreb om, selv om jeg siger dem, at vor kærlighed var en blanding af broderlig ømhed, lidenskabelig overspændthed og ægteskabeligt fortrolighed. Få mennesker have tilbragt deres første ungdomsår under mere lykkelige forhold end jeg. Næsten fra fødslen vant til rigdommens nydelser, ihændehaveren af alle de fordele man kan have af sin ansigtsfarve i et land, hvor denne sættes højest, og henlevende sine dage ved siden af et væsen, der omfattede mig med den reneste og fyrigste kærlighed! Behøves der mere for at give mig en blind tiltro på min lykkestjerne? “ Her tav kaptajnen et øjeblik, som om stemmen nægtede ham at tolke mindet om den forgangne lykke. Lidt efter begyndte han atter i en dybtgribende tone: „ Nu kan jeg derimod med al ret tilføje, at ingen vil henleve sine sidste i mere ulykkelige omstændigheder. “ v. Duellen. Under disse blinde forhåbninger og disse skuffelser nåde jeg mit tyvendes mr, og min onkel havde besluttet, at mit bryllup med Marie skulle finde sted, når August måned 179l var tilende. De vil let indse, mine herrer, at en så nær forestående lykke fyldte min sjæl, og at jeg slet ikke værdigede de politiske begivenheder omkring mig nogen opmærksomhed. Jeg vil derfor intet sige dem om grev peinier eller om hr. Blanchelande eller om den ulykkelige oberst maudist, hvis endeligt var så tragisk. Jeg vil heller ikke skildre dem kampen mellem provindssialforsamlingen i den nordlige del af øen og hin colonial forsamling, der antog titlen af generalforsamling, fordi den fandt, at ordet colonial mindede for meget om slaveriet. Disse uhyggeligheder, som dengang beskæftigede alle gemytterne, vække nu ingen videre deltagelse uden netop for de ulykker, som de have afstedkommet. Når jeg nu havde en mening om den gensidige skinsyge, der adskilte Cap fra port au Prince, måtte den absolut være til fordel for Cap, på hvis gebet vi boede, og for provindssial-forsamlingen, af hvilken min onkel var medlem. kun en eneste gang tog jeg nogen levende andel i dagens anliggender. Det var dengang da den franske nationalforsamling udstedte det usalige dekret om de farvedes ligeberettigelse med de hvide i politisf henseende. Ved et bal, som gouvernøren i capstaden gav, ytrede flere unge plantere sig med heftighed mod denne lov, hvilket angreb de hvides måske begrundede egoisme. Jeg havde endnu ikke blandet mig i conversationen, da jeg så en rig planter, der ikke gerne tåltes af de hvide, fordi hans tvivlsomme farve mistænkeliggjorde hans oprindelse, nærme sig gruppen. Jeg trådte rask hen til dette menneske og sagde højt til ham: „ Gå de kun forbi min herre, der bliver her talt om ting, som er ubehagelige for dem at høre, da de jo har urent blod i deres årer. “ Denne beskyldning ophidsede ham så meget, at han straks udfordrede mig til en duel. Vi blev begge sårede. Jeg gjo, de uret i at fornærme ham, men det: var ikke alene fordommen mod hans farve, der drev mig dertil, men også den omstændighed, ab dette menneske længe havde haft den frækhed, ab se på min forlovede med forliebte øjne og endog nylig havde danset med hende, da jeg således beskæmmede ham. Hvorledes det end var eller ej, jeg imødesaæ dog med lidensfab det øjeblik da jeg skulle besidde Marie, og skænkede ikke den stigende gæring » Der begyndte at fortumle alle hoveder i min nærhed, den ringeste opmærksomhed. Med øjnene fæstede på min fremtidige lykke, der nærmede sig dag for dag, lagde jeg ikke mærke til alle de frygtelige skyer, som næsten på alle punkter bedækkede vor politiske horizont, og som ved dens udbrud skulle omstyrte og tilintegjøre alt. Jeg lagde lige så lidt mærke til, at selv de mindst frygtsomme gemytter begyndte at tro alvorligt på negernes opstand, som tænkte over, at den så længe undertrykkede vulkan, der var dannet ved det mellem de hvide og de frie mulatter bestående dødelige had, kunne sætte colonien i fyr og flamme, når den endelig kom til udbrud. I de første dage af August måned, som jeg så ivrigt oppebiede, indblandcde et sælsomt tilfælde en uforudset uro i mine ellers så trygge forhåbninger. Vi. Kampen med medbejleren. Min onkel havde ved bredden af en lille flod, der tilførte hans plantage det nødvendigste band, ladet bygge en lille pavillon eller løvhytte, omgiven af tykke træer. I denne pavillon plejede Marie hver dag at indånde den friske søluft, der regelmæssig viftede der i de hedeste måneder af året. Jeg bar omsorg for, at dette ensomme sted hver morgen blev smykket med de skønneste blomster, jeg selv havde kunnet finde. Er dag ilede Marie ganske bestyrtet hen til mig. Hun var som hun plejede, gået ind i løvhytten og havde der bemærket med en blanding af forundring og skræk, at alle blomsterne, som jeg om morgenen havde lagt til hende, vare kastede ned på jorden og trådt under fødder. På det sted, hvor bouketten havde ligget, lå en srisfplukket bouket af ville skovblomster. Hun var endnu ikke kommet sig af sin forundring, da hun hørte lyden af en guitar fra det buskads, der omgav hytten. Spillet ledsagedes af en dæmpet sang, hun troede en spansk, og af hvilken hun ikke i forvirringen eller vel også i den jomfruelige skamfuldhed havde hørt andet end sit eget navn blive gentaget flere gange. Nu var hun hastigt flygtet derfra, og til lykke havde ingen hindret hende i at slippe bort. — denne fortælling berørte mig naturligvis meget ubehageligt og ophidsede min skinsyge. Min første mistanke rettede sig straks på ham med det blandede blod, jeg nylig havde været i strid med, men jeg besluttede dog, ikke at lade mig henrive af en falsk mistanke til at begå en overilet handling. Jeg beroligede min stakkels Marie og besluttede straks uafladelig at våge over hende, indtil det øjeblik kom, da jeg havde ret til at tage hende endnu mere under min varetægt. I den forudsætning, at den frække, hvis uforskammethed havde forskrækket Marie så meget, ikke ville indskrænke sig til dette ene forsøg på, som jeg tænkte, at åbenbare hende sin kærlighed, lagde jeg mig endnu samme aften i baghold i nærheden af det sted, hvor min vordende brud sov. Da alt på plantagen var gået til ro, skjulte jeg mig inde imellem høje sukkerrør og afventede kommende eventualiteter med min dolk i hånden. Jeg ventede heller ikke forgæves. — omtrent ved midnat hørte jeg i nogle få skridts afstand fra mig forspillet til en smægtende spansk serenade. Det var som om der blev gydet feberild i alle mine årer og nerver! Rasende af vrede og med draget dolk styrtede jeg hen til det sted, hvorfra tonerne kom, men pludselig følte jeg mig greben og kastet til jorden af en overmenneskelig kraft. Min dolk blev mig fratagen, og jeg så den blinke over mit hoved. Jeg så også to glødende øjne stirre på mig og en dobbelt række snehvide tænder kom til syne idet min ubekendte lod disse ord gå over sine læber: „ Thé tengo thé tengo ( jeg holder dig fasf )! “ Mere forundret end bestyrtet kæmpede jeg forgæves med min frygtelige modstander; allerede borede spidsen af min dolk sig igennem mine klæder, da Marie, hvem guitaren og dette spektakel havde vækket, pludselig viste sig ved vinduet. — hun genkendte min stemme, så en dolk blinke og ndstødte et angstskrig. Dette hjerteskærende udbrud syntes at lamme min sejrrige modstanders arm, hans hånd standsede som ved et trylleslag, og han råbte denne gang på Franst: „ Nej, nej, de ville græde for meget! “ Med disse ord kastede han dolken fra sig. Efterat den ubekendte havde udtalt disse ord, forsvandt han i rosenhækken, og førend jeg endnu udmattet af denne ulige og besynderlige kamp, havde rejst mig op, var ethvert spor forsvundet. Det ville falde mig vanskeligt at sige, hvad der foregik i mig i det øjeblik, da jeg vågnede af min første bestyrtelse i min elskede Maries arm. Jeg var mere end før opbragt over denne medbejler og stammede mig over at kunne takke ham for livet. „ I grunden, “ sagde min egenkærlighed, har du Marie at takke for din frelse, i det det var ved hendes stemmes tryllekraft, at dolken faldt ud af morderens hånd. “ Imidlertid kunne jeg dog ikke skjule, at der lå en vis wdelmodighcd i den følelse, der havde fået min medbejler til at skåne mig. Men hvem var denne medbejler? — jeg udtømte mig s formodninger, af hvilke den ene forjog den anden. Det kunne ikke være planteren med det blandede blod hvem min mistanke først faldt på! Han havde langtfra en så overordentlig styrke, og det var heller ikke hans stemme. Det individ, med hvem jeg kæmpede, var nøgen indtil bæltestedet. Kun slaverne i colonierne vare halvt påklædte. — men det kunne ikke være nogen slave, følelserne som den, der bevægede ham til at kaste dolken bort, findes sjældent hos en slave, og ivrigt oprørtes alt i mig ved den tanke at have en slave til medbejler. Jeg besluttede at vente og at udspejde. Vi. Den hemmelighedsfulde. Marie havde vækket sin gamle amme, der var trådt hende i moders sted, thi hun havde allerede mistet sin moder, medens hun lå i vuggen. Jeg tilbragte den øvrige del af natten hos dem, og så snart det blev dag, satte vi onkel i kundskab om det forefaldne. Hans forbavselse var stor, men hans stolthed stødte den tanke fra sig, at hans datters ubekendte elsker kunne være en slave. Ammen fik den befaling aldrig at forlade Marie, og da arbejdet på min onkels plantager ikke lod ham nogen tid tilovers, tillod han mig at ledsade hende på hendes spadsereture, indtil dagen før vor forbindelse kom, der var bestemt til den 22 August. Da han foresatte, at den nye elsfer kun kunne komme udefra, befalede han, at grændsen på plantagen sfulde bevogtes strengere end hidtil. Efter at disse forsigtighedsregler vare trufne, ville jeg gøre et forsøg. Jeg gik til pavilonen ved floden, genoprettede ordenen og smykkede den med blomster for Marie. Da den tid kom, hun sædvanligt plejede at gå ud, ladede jeg min bøsse og foreslog min forlovede at gå til pavilonen. Den gamle amme fulgte os. „ Ser du, Leopold, mit buskads er endnu i samme tilstand som i går. Dine blomster kastede ned og trådte på, kun forundrer det mig, “ sagde hun, idet hun tog en bouket af markblomster i hånden, „ at denne elendige bouket ikke er vissen endnu. “ Jeg stod ubevægeligt af forbavselse og vrede. Mit morgenarbejde var igen ødelagt, og denne usle bouket havde på en skammelig måde indtaget mine rosers plads. „ Vær rolig, “ sagde Marie, der så min ophidselse, „ den sag er forbi, og det uforskammede menneske vil rimeligvis aldrig komme igen. Vi ville kaste denne bouket bort og aldrig tænke mere på denne historie. Jeg vogtede mig vel for at bringe hende ud af vildfarelsen af frygt for at forskrække hende, og uden at sige hende, at den, der efter hendes mening ikke mere ville komme igen, allerede v. r kommen igen, lod jeg hende i hendes uskyldige harme træde blomsterne under fødder. Derpå, i håb om at timen var kommen, da jeg skulle lære min frygtelige rival at kende, lod jeg hende sætte sig tavs ned mellem ammen og mig. Vi havde næppe sat os, før Marie lagde sin finger på min mund. Nogle toner dæmpede af vinden og vandets rislen, havde nået hendes øren. Jeg lyttede. Det

1895_Henckel_AnnaSofieReventlow

Marie

Marie

Henckel

Anna Sofie Reventlow

female

female

dk

Henckel

Anna Sofie Reventlow

Henckel

Anna Sofie Reventlow

Interieurer fra Frederik den Fjerdes Tid

n

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

O

I. Der var ikke en eneste lysning i det hvælv af tunge, sortegrå skyer, som dækkede over himlen en novemberdag i året 1707. Tusmørket lå der og rugede tæt og fast over byen, og en afskylig koldklam tåge var, efter at østenvinden havde gjort nogle frugtesløse forsøg på at sprede den, gået over til jevnt snefald. Jagende hverandre som i kåd, overgiven leg, boltrende sig som i lystig, hvirvlende Dans, dalede store, hvide sneflokke ned; de dækkede Tage og bislag, pudrede folks hår og klæder, lagde sig til hvile mellem spidse, ujevne brosten, og på en ubehagelig, næsvis måde føg de ind gennem sprækker og døre, trængende sig frem allevegne, hvor de intet havde at gøre; men vinden, der havde lagt sig i baghold i åbne Portrum, snevre gyder og stræder, for engang imellem pludselig omkring gadehjørnerne med et stønnende hvin, og i et slags afmægtigt raseri ruskede og sled den i, hvad den kunne få fat i, som om den ville hævde sin ret til også at være med. Det var just ikke mange mennesker, der færdedes ude på den tid af døgnet i København for hen ved to hundrede år siden — allermindst i et vejr som dette. Af og til sås måske en adstadig borgermand, som havde forsinket sig på vinstuen og nu traskede hjem til den huslige Arne i sindig pasgang, en formummet kavaller med hatten trukket helt ned over næsetippen, en lakaj, der småbandende gik sit herskabs ærinde, eller en tjenestepige, der forsigtig trippede afsted på sine klaprende trætøfler; hist og her dukkede måske en ensom, elendig skikkelse frem fra en eller anden dunkel krog for igen at forsvinde som en skygge, som en gåde i mørket, og engang imellem raslede en klodset karosse tungt hen over den ujevne stenbro. Ellers var alt dødt og stille i de underlig skumle, krogede gader med deres lave husrækker, fra hvilke lysene kun sparsomt blinkede frem. Og sneen faldt og faldt med drillende udholdenhed, og blæsten tog bestandig fastere og fastere tag og hvinede og peb og larmede med større og større voldsomhed. Oppe i storkanslerens, grev Conrad Reventlovs palais, der lå på Kjøbmagergade ved nu3 værende Kronprinsensgade og med sine tilbygninger, stalde og sin store have strakte sig lige til Pilestræde og Silkegade, adskilt fra gaden ved en mur med en jerngitterport, lå en ungdommelig skikkelse sammenkrøben i en lænestol med benene trukne op under sig. Med albuerne plantede i vindueskarmen og hagen støttet til hænderne, anstrengte den sig for at kigge ud gennem de små, duggede ruder. Værelset, der lå i det øverste af husets to stokværk, var stort, med egetræspaneler og oven for dem malerier — jagtscener og landskaber med nymfer og favner som staffage, — indrammede i væggen. Loftet var smykket med rigt stukkaturarbejde, spejlene havde forgyldte rammer med konsoler, hvidlakerede kanapéer og stole med blåt silkedamask betræk vare opstillede langs væggene, og i gueridonernes og lysekronens glasprismer brød skæret fra kaminilden sig i rødligt gule og grønblå stråler. Den ungdommelige skikkelse i lænestolen var et pigebarn i fjorten, femten Års aldren, spinkel men allerede temmelig udviklet, med et lille, fint formet hoved, som hun bar på en ejendommelig kæk og yndefuld alåde. En sand skov af lysebrune krøller hang hende langt ned over panden og øjnene og måtte hvert øjeblik rystes til side. Det var Anna Sofie Reventlov, storkanslerens 4 yngste datter af hans andet ægteskab med Sofie Amalie v. Hahn. Hun havde ligget og stirret efter vognen, der havde ført hendes forældre og ældre søstre til festen oppe på slottet, og hun havde ønsket sig så inderligt i deres sted, der bares til al den herlighed; hun havde næsten grædt af ærgrelse, fordi hun ikke var gammel nok til at være med, uagtet hun dog var lige så stor som nogen pige på seksten! — og så havde hun lukket øjnene for bedre at kunne udmale sig det alt sammen: kongen og dronningen i deres prægtige dragter, således som hun kendte dem fra kontrafejerne, musikken, der bruste gennem de oplyste rum, dansen, der gik henover det blanke marmorgulv, og kostelige smykkers funklende pragt. Hun havde følt slig en inderlig medlidenhed med sig selv og havde kigget og spejdet ud i mørket — ja, hvorefter? efter noget ubestemt, noget ubeskriveligt — noget, som sikkert også måtte møde hende, men lå nu og surmulede og trampede utålmodigt med fødderne mod stolens silkehynder. Nej, så fortærende kjedsomt som alting var! — denne dag — hvor afskylig den havde været! — hele formiddagen de lange, trættende lektioner hos hovmesterinden, den stive Fru v. der luhe med sit medusa-ansigt, der plejede at knibe hende i armen, så den var ganske blå, — øredasket, hun 5 havde fået, fordi hun snøvlede efter sprogmesteren i den franske time og fik Ulrikke Eleonore til at le ved at sparke hende opad skinnebenene, — pletten på hendes kjole og den lange formaningstale af den nådige mama — og så nu i aften! At sidde her, mens de andre alle sammen — på Ulrikke Eleonore nær, der ikke var rask — toge ud for at more sig, Anna Margrete i den ny blå silkekjole, der stod om hende som en ballon, og Charlotte Amalie i den hvide med alle de lyserøde volants og sløjfer, ligesom den porcellains hyrdinde oppe på skabet — så nydelig, å, så nydelig! Hendes fader, der ikke godt kunne nægte hende noget, havde rigtignok sagt, at det ikke skulle vare længe, inden hun også fik lov at følge med, men hvad hjalp det, når mama forsikrede, at sligt gauche og maladroite barn skikkedes ikke til hove, hun burde forblive mindst et år endnu under Fru v. d. Luhes varetægt. Et år endnu under denne tvang! — hun hadede Fru v. d. Luhe, hadede den hele verden i dette øjeblik og erklærede den krig------og for ikke at spilde tiden, for hun pludselig op fra stolen og hen til sin moders fede, intet anende skødehund, der snorkede nok så fredeligt på sin pude, og åbnede fjendtlighederne ved at knibe den i halen og ruske den i ørene. Moppen stak sin braksnude i sky og tudede af 6 alle kræfter, og Anna Sofie lo og trak den rundt ved den stumpede hale; jo mere den gøede og strittede imod, jo mere lo hun — det var ret, zémire, herop med dig! Endelig var der da kommet lidt liv i tingene — — men midt under den øredøvende koncert lød der en banken på døren. Anna Sofie slap hunden — var der nogen? Jo, der stod en lille mand henne i døren og bukkede med en fiol under armen og fremstammede mange undskyldninger med en fremmed accent, mens den af kampen opildnede zémire for løs på ham og plantede sine skarpe tænder i det tyndeste par lægge, der nogensinde er set i et par silkestrømper. „ Å, “ sagde Anna Sofie og nikkede, „ er i den maître de danse, som er engageret til at informere min søster og mig i denne vinter? “ Jo, han var ganske rigtig monsieur Etienne, hidkommen efter det nådige herskabs egen befaling alt for flere timer siden, og af en lakaj vist ind i et gemak, hvor man måtte have forglemt ham — han vidste ikke, hvad den nådige frøken nu befalede — — den nådige frøken betænkte sig et øjeblik. Fru v. der luhe var taget i besøg, Ulrikke Eleonore var beordret i seng, fordi hun havde snue, og lå og drak krydderthe og svedte under 7 dynerne, og hun selv sad her og kedede sig næsten til døde uden andet selskab end zémire — hvorfor, ja, hvorfor i alverden skulle hun ikke tage en lille lektion, siden monsieur Etienne nu alligevel havde ulejliget sig hid? I en fart fik hun lysene tændte og de genstridige krøller bundne op under hårbåndet, og da det var lykkedes dansemesteren at befri sine ben fra zémires angreb, erklærede han sig beredt og begyndte, efter at have gjort en zirlig reverens, at stemme fiolen. Om mademoiselle nu kuns ville give agt og stille sig i position, fødderne udad, brystet frem, hovedet tilbage — ainsi! — en, to — tre — commençez! Ah, mademoiselle havde en særdeles god holdning, megen gratie i sandhed — kun lidt mere på tåspidserne — ainsi — superbe, magnifique! — og med stigende beundring fulgte den lille ivrige franskmand det unge pigebarns bevægelser, mens hun gjorde de forskellige Pas og udførte nogle ture efter hans anvisning; men hun glemte snart at høre efter hans: à droite, à gauche, mademoiselle, og hvirvlede sig til sidst rundt i en slags improviseret balletdans, engang imellem vovende et dristigt lille Spring eller en ståen på et ben, der bragte ham aldeles ud af koncepterne, indtil hun til sidst med blussende kinder 8 og flagrende hår sank om i en stol og snappede efter vejret. Men synet af monsieur Etienne, som han stod der, med fiolen hængende slapt ned i armen, og stirrede på hende, halvt henrykt og halvt fortvivlet over denne Dans tværtimod alle kunstens og hans skoles regler, var så komisk, at hun brast i latter og i sin overgivenhed gav sig til at klappe i hænderne. Men pludselig holdt hun op — der standsede en vogn udenfor gitterporten; det måtte være Fru von der luhe, som kom hjem, og så ville der ligge et artigt hus — — som en vind var hun henne hos dansemestren, greb ham i armen og trak ham med sig ned ad trappen, puffede ham ind gennem døren til domestikværelset, der stod på klem, og fulgte selv efter, idet hun lagde fingren på læberne. Et par lakajer og piger sprang forbavsede op fra bordet, hvor de havde siddet og hørt på hvad en gammelagtig kvinde var i færd med at udtyde for dem af nogle gamle fedtede kort, som hun havde bredt ud foran sig, og kvinden selv gjorde ved synet af Anna Sofie et forsøg på at skjule sig i halvmørket henne i krogen. „ Hvad, Maren, hun her? “ udbrød Anna Sofie, hvis skarpe øjne straks opdagede hende, „ hun ved jo dog, at min moder har forbudet hende at komme her. “ 9 „ Men groskansleren selv er ikke så nøjeregnende, nådigste lille frøken Anna Sofie. Han er så god ved fattigfolk og under mig dog engang imellem, når jeg just kommer her forbi, at se indenfor og varme mig lidt ved den rare ild. “ En af lakajerne havde søgt at skjule kortene, men det mislykkedes, og en lille sortøjet stuepige skyndte sig at forklare, at de just havde siddet og fået sig et lille slag verkehring, da Maren kom, og så havde de fået hende til at „ lægge en kende op “ for sig, enhver ville jo dog gerne vide lidt sin fremtid anbelangendes. „ Men slår det nu virkelig også til, hvad Maren sådan siger — altid? “ spurgte Anna Sofie, som havde en fornemmelse af, at hun burde være vred, men dog ikke kunne betvinge sin nyfigenhed. „ Der siges så. “ Konen, der var påfaldende bleg, vendte sine underlig døde, glansløse øjne imod hende. „ Har hun lyst at prøve, min unge dejlighed, så ræk kun hid hendes hvide hånd — jeg skal tage varlig på den. “ „ Ej, for slige narrestreger da! “ Anna Sofie slog med nakken, men da hun havde betænkt sig et øjeblik, nærmede hun sig og rakte, ikke uden en vis gysen, konen sin hånd. „ Nå, lad høre da, hvad hun kan have at sige mig. “ Maren så opmærksomt på hånden, hvis 10 streger hun fulgte med sin pegefinger, og så på hende selv. „ Det var sælsomt, det, “ sagde hun. „ Hvad er det — ser hun noget slemt, Maren? “ Anna Sofie ville forskrækket trække hånden til sig. „ Om det er slemt eller godt, skal jeg ej kunne sige, min lille dueunge, det gode og det onde er stundom svært at skelne fra hinanden i denne verden. Men det ser jeg allenfals, at en stor ophøjelse venter hende, og megen magt og herlighed, rigdom og ære, og at frænder og kjendinge, de gamle med de unge, de ville komme og bøje sig for hende ligervis som Josefs brødre udi Ægyptens land, de fulde ned for hans åsjun. “ „ Herre jemini, “ skreg begge pigerne. Men Anna Sofie lo. „ Nå, Maren, nu smører hun vist for tykt på. “ Konen rystede på hovedet. „ Stregen her tyder på megen storhed, det slår aldrig fejl. Sorg og modgang får hun tillige og krankhed desligeste, og mange tårer vil hun komme til at fælde, men — over meget vil hun komme til at herske, mærk vel mine ord. “ Hun slap hånden, og da Anna Sofie så op, mødte hun monsieur Etiennes sorte øjne, der blinkede ligesom stenkulsperler. 11 „ Kvinden har ret derudi, “ hviskedee han, „ Mademoiselle vil komme til at herske — over hjerter allenfals! “ Og han bukkede, med hånden på sit bryst, ganske som Anna Sofie havde set acteurerne bukke ved den operaforestilling, som hun havde bivånet i fjor, da den franske Trup agerede i byen. Hun blev blussende rød både over ordene og blikket, der ledsagede dem. Det var så nyt at blive regnet for andet end et purt barn, at blive hyldet så uforbeholdent — jo, han havde virkelig levemåde, denne lille franskmand, så naragtig han end var at se til! — hun pillede lidt ved sine ærmer, undersøgte spidsen af sin sko, der stak frem under den rødblommede kattunskjole med de kirsebærrøde sløjfer, og gjorde så et lille kniks — ja, nu skulle monsieur Etienne have tak for sin umage, men når han kom igen, var det dog kanske bedst, at — at han ikke omtalte denne lille lektion. Monsieur Etienne bukkede igen, denne gang med et lille forstående smil, og Anna Sofie skyndte sig ud af stuen mere og mere forvirret og dog hemmelig fornøjet. Det var ligesom hun følte sig ældre, hævet op til en ny værdighed. Et barn — hun? Nej, de kunne længe nok vedblive at kalde hende derfor, fra i aften vidste hun, at hun ikke var det længer. — 12 ovenpå brændte lysene endnu. Hun så sin egen skikkelse derinde i spejlet og blev stående for at mønstre sit ansigt og sin figur, som om hun så sig selv for første gang, vendte og drejede sig og smilede og nikkede til sit eget spejlbillede. Å jo — hun kunne nok have grund til at være tilfreds, så store og mørke og klare hendes øjne de var, og munden så lille, og næsen — hun kom mere og mere til at ligne sin ældste halvsøster, Sofie Kristine, som var gift med grev Holstein og bekendt for sin skønhed — — og hun strammede hænderne om den smækre taille, gjorde nogle Pas og stillede sig i forskellige attituder, indtil en skingrende klokke inde fra hovmesterinden mindede hende om, at det var sengetid — så listede hun på tæerne ind i soveværelset, som hun delte med sin søster Ulrikke Eleonore. Men det gik kun langsomt med afklædningen, for det var et Mylr af tanker, der arbejdede i det unge hoved, og som løsladte fugle tog de flugten hid og did. Ja, Maren skulle da have en sølvmønt, og hendes taftes skørt kunne hun også gerne få. Og monsieur Etienne — nej, slig han dog havde set på hende; ganske således stirrede Otto Blome altid på Charlotte Amalie — hun ville bede sin fader give ham en ny fiol i stedet for den gamle, 13 der skar og hvinede så frygtelig i ørene. Ja, og så ville hun også bede den kære, ejegode papa, som aldrig plejede at nægte hende noget, om at tage hende med til det assemblé og maskebal, som anføreren for den tyske komedianttrup havde fået tilladelse til at lade afholde, og hvor så mange fornemme folk havde lovet at give møde med deres ganske husstand, og — å, om hun så blot måtte få en kjole, magen til Charlotte Amalies, og have lov til at sætte sit hår op over en valk! Og så — ja, så var der alt det store, vidunderlige, som Maren havde spået, at der lå gemt og ventede på hende — et sted — derude i livet — — det tog næsten vejret fra hende at tænke derpå. Hun sad på sengekanten i den lange, hvide natdragt og spillede med de små, nøgne fødder på det bløde fodklæde; hun ville gerne have betroet noget af det alt sammen til søstren, men Ulrikke Eleonore havde, gabende og småbrummende over at blive forstyrret, vendt sig ind imod væggen, og.nu hørtes Fru v. der luhes taktfaste, majestætiske skridt derude på gangen; hun gik sin sædvanlige runde for at se, om alle var i seng — og så krøb også frøken Anna Sofie skyndsomst under dynen. — men udenfor rasede vejret, og gennem de nattestille, mennesketomme gader rullede en karosse langsomt, i skæret af osende fakler henimod det reventlovske palais, der kort efter genlød af en forvirret larm — åbnen og lukken af døre, fodtrin og stemmer, der talte i munden på hverandre. Storkansleren, der længe havde skrantet, men efter lægernes mening ikke trængte så meget til åreladning og medikamenter, som til hvile fra sin anstrengende embedsgjerning, var bragt syg hjem fra Københavns slot, hvor han pludselig var styrtet bevidstløs om, ligesom han stod og talte med kongen; og dennes egen livmedikus, der hastig kom til stede, havde rystet med en betænkelig mine på hovedet. Anna Sofie var sprungen ud af sengen, og uden at give sig tid til at tage andet om sig end et skørt, stod hun ude på gangen rystende af kulde og skræk. Hvad betød dog alt dette? — hun så sin moder i den anden ende af gangen stå og uddele sine befalinger, så sine søstres og tjenestefolkenes bestyrtede miner — så noget, der blev båret opad trapperne ind i hendes faders værelser — og sprang så pludselig frem uden at ænse hovmesterinden, der var kommen til og greb hende i armen. „ Mon Dieu! “ skreg Fru v. d. Luhe — „ i dette 15 derangerede, ja ganske uanstændige kostume — hvad tænker du dog på! “ Men Anna Sofie stødte den værdige dame, der var lige ved at dåne af forbavselse og harme, til side og løb gennem korridoren. Hun krøb sammen i et hjørne henne ved trappen. Gennem dørene, der stod åbne, kunne hun se ind i soveværelset, hvor man færdedes frem og tilbage i den største forvirring, og til sidst tog hun mod til sig og listede sig med bankende hjerte derind. Den store seng med sin udskårne himmel, båren af de fire mægtige hjørnestolper, og sine tunge, mørke omhæng, der gav den en gyselig lighed med de ligvogne, som hun ved nogle lejligheder havde set rulle gennem gaderne — den blege skikkelse, der lå så stille udstrakt mellem de hvide puder — å gud, å gud — sligt syn! Og hun — som nys havde kendt sig så glad, så jublende glad! Hun stod som lammet og stirrede derhen med rædslen malet i sine vidt opspilede øjne, en rædsel, der voksede med hvert minut og til sidst gav sig luft i et vildt, skingrende skrig: „ Papa, å papa! Å kære, kære papa! “ i. Der var bleven dødt og stille i det én gang så muntre reventlovske hus. Det slagtilfælde, der havde ramt storkansleren, havde strakt ham på et langt, håbløst sygeleje, for selv om han ville kunne henslæbe livet endnu i nogen tid, så var det dog sikkert, at han aldrig mere ville rejse sig i den gamle kraft, og uger og måneder havde sneget sig hen i uro og bekymring. Nu var der ingen, som tænkte mere på at tage til assemblé og maskerade, eller på at danse gavotte og polonaise hos monsieur Etienne. Læger og bartskærere og vågekoner færdedes ind og ud med vigtige og betænkelige miner, man hørte kun hviskende stemmer og dæmpede fodtrin, og tjenestefolkene stak hovederne sammen: havde Maren kanske ikke spået snarligt dødsfald i familien? Og kunne de ikke alle sammen huske, at lysene sidste helligtrekongeraften tre gange var gået ud? 17 ingen havde været så ulykkelig og betaget som Anna Sofie. Hun havde haft frihed nok; hverken sprogmesteren eller musiklæreren kom i denne tid for at informere Ulrikke Eleonore og hende, men hvad brød hun sig derom nu? Det var som om der var vendt op og ned på alting ved dette ene, grusomme slag. Ville hendes fader virkelig aldrig blive rask mere og le og spøge med hende og tage hende i sine arme og kalde hende ved alle de ømme, kærlige navne som han plejede? Ville han virkelig dø fra hende? Dø — der var en sådan gru i tanken, og den fyldte hende således både dag og nat, at hun ofte for op af søvne med et skrig og troede, at det frygtelige måtte være sket. Da listede hun sig op af sin seng og hen til hans dør for at lytte, og mangen en gang, når de troede, at hun lå og sov, sad hun inde i sygeværelset skjult bag gardinernes folder og stirrede på ham og lyttede fuld af angst efter hans underlig trange, stønnende åndedræt. Hun undredes næsten over, at livet kunne vedblive at gå sin vante gang, mens han lå der så svag og hjælpeløs hen, over at ikke alting stod stille, ligesom det gjorde for ham, men at menneskene kunne tænke, tale og handle ganske som sædvanlig. det var så hårdt, så grusomt af dem, syntes hun. På den vis havde vintren omtrent slidt sig hen, og nu var marts måned kommen med længere, lysere dage. Anna Sofie kom en eftermiddag op fra haven, hvor hun, der aldrig vidste, hvad hun skulle gøre med sig selv, havde drevet omkring og plukket nogle af de første, spæde forårsspirer, som den milde luft havde lokket frem og som hun ville bringe sin fader. Tjeneren var ikke, som han plejede, i det lille forværelse, men henne ved vinduet stod to fremmede mandspersoner og talte hviskende sammen, og inde fra sygeværelset, hvortil døren stod på klem, kunne hun høre lyden af stemmer. Hun betænkte sig lidt og gik så hastig hen til de to personer, der vendte ryggen til og ikke havde set hende. „ Hvem er i, der uanmeldte er trængt ind i groskanslerens gemakker? “ surgte hun skarpt. De vendte sig om, og hun så nu først, at de vare klædte som kavallerer af stand og ingenlunde lignede de almindelige supplikanter, som plejede at rende hendes fader på dørene. „ Hvem vi er? “ gentog den ene af dem i en tone, der ikke var mindre hovmodig end hendes egen — „ nå, vi er allenfals dem, der har retten til at være her, skulle jeg formene — lige så megen ret som i, mademoiselle, eller nogen anden. “ „ Monsieur, “ Anna Sofies øjne lynede, „ ved i hvem jeg er? “ Den fremmede, hvis ansigt forekom Anna Sofie underlig bekendt, skønt hun var sikker på, at hun ikke havde set ham før, ville til at svare, men til Anna Sofies forbavselse viste en af hendes halvsøstre, Fru Konradine Rostgård, sig i det samme i døren til sygeværelset, ganske bleg og med rødgrædte øjne, og vinkede ad begge de unge kavallerer, der skyndte sig ind i sygeværelset, hvortil døren nu blev lukket. Anna Sofie stod målløs og betuttet. Hun kendte i grunden så lidt til sine halvsøskende, der jo alle var gifte og hjemfarne, da hun endnu var en lille pige. Især var hun næsten ganske fremmed for Fru Rostgård, der ikke var bleven opdraget i hjemmet — hvorfor, vidste hun ikke — men hun kunne i al fald ikke lide hende, hverken hende eller manden med den store firskårne krop og det grimme ansigt. Hun kunne ikke tåle at se deres indsmigrende væsen ligeoverfor faderen og plejede gerne at surmule eller løbe ud af stuen, når de kom der i besøg. Og nu i dag — hvad skulle det betyde, at denne Konradine kom just nu, da hun vidste, 20 at mama og de andre søstre var borte, og lukkede sig inde med to fremmede mennesker hos papa? „ Hvem er de — de personnager, som har fået adgang til groskansleren? “ spurgte hun kammertjeneren, som i det samme kom tilbage, „ nå, kan han ikke svare? “ „ Det er — hm — det er de unge revenfelder, nådige frøken, den ene er lieutenant ved hs. kgl. Majestæts dragoner — “ „ Men hvad i alverden har de hos papa at bestille, som ikke tåler at forstyrres? hvem er disse revenfelder? “ „ Det er, “ Tjeneren hostede forlegent bag den hule hånd, „ jeg ved mintro ikke rettere end at det er — er velbårne Fru Rostgårds brødre. “ „ Brødre! Er han galen, Frants? “ Anna Sofie lo. „ Så måtte det jo også være — mine, “ Ville hun have sagt, men der var et udtryk i den gamle tjeners ansigt, som slog hende. Hun spurgte ikke mere, men blev ildrød i hovedet, kastede blomsterne fra sig og gik ud af stuen. Ude på gangen hørte hun stemmer. Det var den gamle husholderske og Ane vågekone, som talte sammen henne ved trappen. „ Både Frants og jeg, som stod og beredte groskanslerens aftendrik, blev skikkede ud af stuen, “ sagde den sidste. „ Slig en frækhed! “ udbrød husholdersken i en opbragt tone, „ som om ikke groskansleren har gjort nok for de bastarder; datteren er bleven regnet for lige med hans retmæssige børn og er bleven hædret og gjort væsen af, og nu kommer også sønnerne her og kror sig----------men det er skammeligt mod den nådige frue er det, og groskansleren kan aldrig forsvare det. “ „ Jøsses ja, men hvad skulle han gøre, mad. Galtens, krank og afmægtig som han er? De er jo dog hans kød og blod — “ „ Ja, fy for en ulykke, det er og en måde at sætte børn i verden på lige for næsen af sin retmæssige kone! Havde salig Galtens båren sig slig ad imod mig, jeg havde sparket ham bort med min fod, Ane, det havde jeg! Grev Reventlov har været os et nådigt og mildt herskab, men — sine svagheder har han haft, det ved vi alle, og at han kastede sine øjne på sin frues kammerpige, det var en forargelig gerning, ret et syndens lede og fule værk! Men sålunde er det jo med de store, der går slig en uterlighed i svang imellem dem; og de drive det så vidt i deres utugtige lyster og syndige begjærligheder, at mange af de fornemme herrer ej længer kunne lade sig nøje med en ægte viv, men åbenlyst holde medhustruer, med hvem de avle børn og regne sligt ganske og aldeles ikke for nogen skam! Om vi gemene folk ville bære os ad på den vis, hvad medfart mener hun da, vi ville få, Ane? “ 22 „ Ak gud nej, det er forskrækkeligt at tænke på, mad. Galtens! — men var denne Katrine hagens virkelig så dejlig, mens groskansleren kunne falde udi slig heftig elskov til hende? “ „ Vist ej Ane, hun var aldrig en smule kønnere, end som vi fruentimmer gemenligen er, men fræk og geschwætzig det var hun af sig, besynderlig ligeoverfor mandfolk, og hvordan det nu var eller ikke var, så forså greven sig da på hende og her lå begribeligvis et farligt hus, da det blev kundbart. Mamsellen blev fluks jaget på porten, men se kun, om groskansleren derfor lod hende fare — nej, han købte hende et hus i Snaregade, hvor alverden vidste, at han besøgte hende, og de tre børn, de bekom tilsammen, dem sørgede han for som om de var udsprungne af lovligt ægteskab, ja fik dem efter hendes død gar hævet op i den adelige stand, hvorved de fik navnet Revenfeld. Pigebarnet satte han i huset hos sin ældste datter af første ægteskab, madame Holstein, som den gang havde grev fris til ægte, og som beholdt hende, lige indtil hun blev gift med en fornemme embedsmand, hr. Frederik Rostgård til krogerup. “ „ Men hvad i alverdens rige sagde groskanslerinden til det, mad. Galtens? hun, som er så streng og så ærbar — “ „ Ja, ser hun Ane, havde det været mig, jeg 23 havde nu aldrig i mine livsens dage fundet mig i, at min ægtemands slegfredbørn blev lyste i kuld og køn, og en besk mundfuld var det hende vel og, at groskansleren handlede stik imod al dyd og morale som tænkes kan, men hun er nu af dem, på. hvem aldrig noget er at mærke, og det er jo engang som jeg sagde før, at de store lukke øjnene for mangt og meget. Om hun vidste, at det hoffærdige tøj i dag er hidkommen, sagtens for at tiltigge sig endnu en eller anden faveur af faderen, inden han dør, så — “ „ Herre jemini, “ — Ane gav husholdersken et puf. Foran dem stod Anna Sofie ganske hvid i sit ansigt. „ Ej, der har vi jo vores rare gudslam, den lille frøken Anna Sofie! “ sagde madam Galtens og forsøgte at lade som ingenting. Men Anna Sofie målte de to forbløffede kvinder med et harmfuldt blik og vendte dem ryggen uden at sige noget. Hun begyndte at gå ned ad trapperne, men nåde ikke længer end til første afsats. Der blev talt højt i domestikværelset. Næsvise lakajer og nyfigne tjenestepiger drøftede sagtens det samme emne, som nylig de andre to, og mente, at de havde retten til at dadle og fordømme ham — ham, den forgudede fader, som i hendes øjne ingen fejl havde haft! — nu huskede hun 24 meget godt, at hun ofte havde hørt dem hviske og fnise, når Konradine Rostgård enten var kommen eller gået, og engang havde de talt på en forblommet måde om en vis Katrine hagens og bagefter givet hende sukkergodt, for at hun ikke skulle omtale det for mama — og så var der brevet, som hun en dag havde fundet på sin faders bord og læst nogle linier i uden rigtig at forstå dem — — nu forstod hun dem og meget andet. Forstod udtalelser, som hun havde opsnappet både af de voksne søstres og tjenestefolkenes samtaler af den slags, der altid vækker og pirrer et halvvoksent pigebarns nyfigenhed og gør hende begærlig efter at vide noget mere om det, som hun kun halvvejs aner og dunkelt udmaler sig. — hun trykkede sig op i krogen — latterudbruddene dernede fra skar i hende som knive — hun knyttede hænderne og knugede dem imod hinanden. Så lød der fodtrin i gangen og en damekjoles raslen. Det var dem, som kom tilbage disse — disse — „ Ah, petite, er du der? “ Konradine Rostgård kom sejlende ned ad trappen og standsede foran hende. „ Jeg så dig ikke før, pardon; kom, og lad mig nu embrassere dig. “ Anna Sofie trak sig tilbage. „ Tiens, hvad fattes dig? — nå, komme vous voulez ma chère! Pigebørn i din alder burde 25 ellers ikke have slige nykker, det klæder ilde og er ingen passende comportement lige overfor en ældre søster. “ Fru Rostgård var smuk. Fin, yndefuld og rolig stod hun der og smilede med sit overlegne smil. Det tirrede barnet endnu mere, og hele den ville skinsyge, hun altid havde følt lige overfor hende, der ligesom havde villet berøve hende noget af faderens kærlighed, blussede i dette øjeblik op i sin fulde styrke. „ I, “ hun snappede efter vejret, „ — i er ikke — min søster, madame. “ „ Anna Sofie! Est du galen? “ Fru Rostgård var bleven blussende rød, „ hvad skal den uartige snak sige? “ „ At jeg nu ved besked, for jeg er intet barn længer! Ved, at hverken i eller de tvende Messieurs har nogen rettigheder her, og at i aldrig har båren papas navn, fordi eders moder kun var en — “ „ Vil du tie og vogte din tunge, du lede, ondsindede trold, den du er, “ skreg Fru Rostgård. „ Hvor tør du driste dig at tale slig til mig? ved gud, det skal du komme til at fortryde. “ „ Jeg er ikke bange for eders trusler, madame, og jeg vil i evighed ikke kalde dem for søskende, hvis moder ikke var gift med min fader, men 26 bliver spottet og ringeagtet af vore egne domestikker. “ Anna Sofie så trodsigt ind i de af harme og had funklende øjne, som mødte hendes, og ilede så ned ad trappen gennem forstuen og ud i haven, langt ind mellem træerne, hvor ingen kunne se hende fra huset. Ja, hun havde været ond, men hun fortrød det ikke. Det var ikke hendes egen skyld. Hvorfor var der sådant noget til i verden — noget ondt og fælt, som en aldrig havde drømt om? — nej, hun fortrød ikke, hvad hun havde sagt, hun hadede disse mennesker, både den døde kvinde — en ussel tjenestekvinde — og hendes børn, faderens børn, der havde krav på hans kærlighed — hans kærlighed! — nej, de vare ikke hendes lige, kunne aldrig blive det; hun kunne godt have trådt dem ned, trampet dem under sin fod — — og hun kastede sig ned og brast i gråd, en vild, fortvivlet gråd, der rystede hele hendes unge, kraftige legeme fra hoved til fod. Så ulykkelig hun kendte sig — å, så ulykkelig! — solen var gået ned, og skumringen begyndte at lægge sig over havens træer og gange, men endnu bestandig lå hun der, ganske mat og stille efter at den voldsomme kamp havde raset ud, 27 hjertesyg og feberhed og borede sagte klynkende sit glødende ansigt ned i det fugtige græs. * * nogle dage efter stod palaiet tomt og forladt. Den syge storkansler var efter lægernes råd ført over til Klavsholm. Men heller ikke her i den styrkende landluft ville kræfterne komme; han blev tværtimod ringere dag for dag, og tre måneder senere, d. 27. Juli 1708, døde han. Grevinde Reventlov tog ikke mere tilbage til København, men blev boende på Klavsholm, hendes enkesæde, efter at stedsønnen Kristian Detlef havde taget de andre ejendomme i besiddelse. Hun levede her ganske indgetogent og stille med sine to yngste døtre; de andre to havde begge havt bryllup, den ene med Schack, den anden med Otto Blome til nievenhof. Storkansleren havde ladet Klavsholm forskønne og indrette på næsten fyrstelig vis. Der var prægtige haveanlæg efter fransk mønster med terrasser, vandspring, grotter og statuer, og værelserne vare udstyrede med stor pragt i århundredets hele prunkende, overlæssede stil, med lofts- og vægmalerier af Krack, og møbler og kunstsager af fransk arbejde. Der var altid om somren, når familien opholdt sig der, bleven ført 28 et rigt og muntert hus, „ det lille Hof “ blev det kaldt. Grev Reventlov selv havde været en elsker af liv og munterhed og en såre gæstfri vært, og de unge, smukke døtre, af hvilke der jo havde været en hel flok, havde udøvet stærk tiltrækningskraft. Huset plejede fra morgen til aften at genlyde af glade stemmer, latter og sang, lette pigeskikkelser plejede at færdes omkring derude i havens alléer og gange, og om aftenen i måneskin så man elskende par arm i arm forsvinde inde mellem træerne, hvorfra der hørtes dæmpet hvisken. Og ude omkring var der også travlhed. Pudrede lakajer og vimse tjenestepiger fore omkring imellem hverandre, prægtige rideheste vrinskede i stalden og førtes opsadlede frem for den store stentrappe, hvor kavallererne hjalp damerne til hest og hviskedee dem deres ømme galanterier i ørene. Hundene gøede, og piskene knaldede, den store kalkunske hane, der havde listet sig ind fra baggården, pustede sig op og gik pludrende løs på Dianas hvalpe henne ved hundehuset, men blev jaget bort under latter og skrig — — å, slig en herlig tid det havde været, tænkte Anna Sofie. Nu var det anderledes. Stilheden, ensomheden her var ganske trykken

1892_Henckel_JosiasRantzau

Marie

Marie

Henckel

Josias Rantzau

female

female

dk

Henckel

Josias Rantzau

Henckel

Josias Rantzau

Et Livsbillede fra det syttende Aarhundrede

y

roman

Gyldendal

KB

Kan findes på: https://archive.org/stream/josiasrantzauetl00henc/josiasrantzauetl00henc_djvu.txt

1600

Undertitel. 1600

HISTORICAL

Du grand Rantzau lu n’as qu’une des parts, l’autre moitié resta sur les plaines de Mars. Il dispersa partout ses membres et sa gloire, tout abbatu qu’il fut, il demeura vainqueur. Son sang fut en çents lieux le priks de sa victoire, et Mars ne lui laissa nien d’entier que le cœur. I. En sommermorgens svale, dugvåde friskhed med store, glinsende dråber, der perlede på sagte svejende græsstrå og blankgrønne kløverblade, dulgte sig i gule engblommers svulmende bægre og zitrede mellem løvetandsblomsternes fine dun. Med svage pust af vinden, der havde ligget og hvilet og drømt den korte sommernat til ende og nu kærtegnende strøg henover vandspejlet førende duften med sig af det friskslåede hø; med en mangfoldighed af lyde, der først dirrede ligesom med dæmpet klang gennem luften, men til sidst voksede til en ligefrem larmende væddestrid, i hvilken fuglekoret derovre fra skoven efterhånden fik overtaget, og med lysglansen af den nyfødte sol, idet den sejerrig brød frem og spredte de hvidlige tågedampe, der havde svævet over engene og mosen. først i korte, skarpe blink, så bølgende som en gylden strøm ud over de lyse, vårgrønne skove, over bakkeskråningen, hvor den unge sæd vuggede sig i bløde krusninger, og over Abildgården ovre på ladegårdsholmen med de blomstrende syrener og guldregn og de lavstammede frugttrær, der havde drysset deres hvide sne ned over grønsværet. Solstrålerne zitrede derinde under det tætte løvhang, strejfede buksbom og lavendelhækkene, bag hvilke kål og purløg groede nok så frodigt mellem, velske roser og duftende ambra, prangende morgenfruer og fjerlette nelliker - hoppede og dansede hen over de lave stråtage og kastede længere og længere striber tværs over gårdsrummet, hvor karle og piger klaprede afsted på deres træsko og døre og luger åbnedes og lukkedes med høje smæld, medens fjerkræet kaglede og ænderne snadrede henne i møddingepølen, hvor de nøde tilværelsens behageligheder. det flimrede og blinkede på ladebygningernes hvidkalkede mure — men endnu var sollyset ikke nået ned i borggården. Dyb og sval lå skyggen derinde under de mægtige Linde, der som en række drabanter holdt vagt udenfor den statelige hovedbygning, hvis takkede murgavle spejlede sig i søens klare vand. Den havde lejret sig under portalens stenbuer, i de lange gange, med den mugne, indeklemte luft og oppe i den skumle vinterstue, hvor herskabet, den velbårne brejde Rantzau til bothkamp og hans hustru Øllegård v. Qyalen, vare ifærd med at nyde deres morgendrik i selskab med deres berømmelige forfædre, hvis billeder skuede ned til dem fra de vævede tapeter — lige fra slægtens stammefader ridder Kuno, en vældig herre, der sås at skride løs på en Borg, som næppe nåde ham til skuldrene, og hans navnkundige søn Wolf, hertug i Pommern, som med en såre glubsk og forslugen mine rakte en underskøn jomfru med guldkrone hånden over en rosenbusk — til Daniel og Johan Rantzau, som med deres feltherrestave pegede mod himlen, ret som om de krævede den til vidne på deres vidunderlige bedrifter. Disse store mænds mere beskedne ætling, som på denne sommermorgen i det Herrens år 1624 sad i kaminkrogen og slubrede den varme, krydrede drik i sig af en støb, som smådrengen lige havde bragt ham, var en mand højt oppe i halvtredserne med gråt hår og skæg og et furet, fortrædeligt ansigt. Det var at kende på ham, at han havde haft megen modgang og måtte have taget sig skammen nær, som hans vanartede søskende i sin tid havde bragt over familien — men det taltes der aldrig om. Sygelig og vranten havde han været allerede i mange år og vanskelig at komme til rette med — det fik hans omgivelser at fornemme. « vi få da ventelig ikke høet bjerget i dag heller, » Sagde han i en gnaven tone og skuttede sig. « en har immervæk kun fortræd og forlis fra alle kanter, og så de uskikkelige tjenestefolk — fanden fare. i dem alle til hobe! » « er der noget nyt nu igen? » spurgte Fru Øllegård og så frygtsomt op. Som hun sad der foran den strenge ægteherre, ældet og falmet før tiden, var hun et billede på underkastelse og forsagelse, blidhed og tålmod; men smuk måtte hun have været. Trækkene vare, trods deres skarphed, fine, figuren næsten pigeagtig spinkel — og så lå der ligesom et skær af blyhed og renhed over den hele skikkelse. « i spørger som i har forstand til, » lød det barske svar. « gik de kanske ikke hen og såede mig en ager til med byg i stedet for med havre, så vi kanske komme til at mangle til bæsterne? Og så den studehandel forgangen dag, som Heinrich og den kæltring af en Pranger fik lokket mig til — hvad kalder i det? » Han tog sig en ny slurk og så i det samme hen til døren, der langsomt blev åbnet. « med gunstige herres tilladelse, » lød det med en høj, skrattende stemme, og en lang, mager skikkelse, hvis ildrøde hår strittede som børster på hans hoved, smuttede som en ål ind i stuen. Hoserne hang ham langt ned om benene, og hænderne stak som et par uhyre labber frem af de alt for korte ærmer i hans luvslidte sorte klædning. « hvad djævlen er nu på færde? » skreg brejde Rantzau. « hvad fører ham hid på denne tid af dagen, hvor han ellers fanger læsningen an med drengene? » Magister Gebhard, kandidat i tteologien og hovmester for brejde Rantzaus to sønner, afgav et både komisk og ynkeligt skue som han stod der, snøftende og snappende efter vejret, og rullede med sine vandblå, nærsynede øjne. « nå, kan han snart få munden på gled? » Det gav et sæt i magisteren. « å, strenge hr. Brejdel Josias — der Teufel hat ihn gehøhlt — væk er han, væk! » Fru Øllegård gav et skrig, men husherren satte sølvstoben så hårdt fra sig på skiven, at resterne af dens indhold sprøjtede rundt omkring. « hvor vil han hen med den snak, magister? Plager den onde ham kun intet selv, at han ikke kan komme med en raisonabel forklaring? » « det er som jeg siger velbårne herre, » gispede hovmesteren og tørrede sveden af panden, « Josias er ikke at finde — hverken ude eller inde. Han var ganske desperat og uregerlig denne morgenstund, havde ikke lært sine latinske prosa eller det kapitel af biblen, ham var foreskreven, men sang og ville gale for mig som en hane; og da jeg til slut, efter nådigherrens egen befaling, truede ham med ferien, sprang han ud gennem døren sigende, at nu kunne ijeg se, hvor jeg fandt ham, han var ikke til sinds at komme mere — — » « han er en dosmer, magister! Hvi for den tusind Pokker løb han ikke efter drengen og gav ham et livfuld hug? » « det — det ville jeg jo også have gjort, nådigste hr. Brejde, men du min himmerigs gud, han er stærk som en ulykke! Han sled sig løs så jeg faldt og slog nakken i gulvet — jeg fornemmer det endnu skulle jeg mene. Siden løb vi efter ham. Mathias og Gunther hjalp mig at søge; omme ved ladebygningerne og gennem porten, helt ud over vindebroen var vi — » « hvad i ganske og aldeles ikke havde haft nødig, magister, for her er jeg jo! » lød det i det samme henne fra døren, og en halvvoksen, kraftig bygget knøs, næsten lige' så høj som magisteren og mindst dobbelt så svær, trådte ind så rolig og uforfærdet, som om hans samvittighed ikke i mindste måde følte sig besværet. moderen drog et lettet suk, men faderen gik imod ham med løftet hånd. « dit afskum! Har du nu atter været på spil? Hvad skal de galne streger sige? » « magisteren var vred, » svarede knøsen kæmpende med latteren og blinkende ad den fire år yngre Broder, der halvt forskrækket havde listet sig ind bagefter ham. « han tog på at skjelde mig huden fuld, det gad jeg ikke anhøre længer — så løb jeg. Men ikke ret langt, for jeg fjælede mig bag det store skab på gangen, og mens de rendte og søgte efter mig som de vare galne, smuttede jeg ind i stuen igen. Jeg kunne se det fra vinduet, hvor de styrtede ud gennem porten — Mathias og Gunther med hundene efter sig, der gave Hals — og så kom magister — å, for kosteligt syn det var! » Brejde Rantzau greb efter stokken. « prøv ikke på at slå mig, hr. Fader! » udbrød sønnen trodsig, idet det varme blod skød op i hans kinder. « ret nu fyldte jeg de fjorten år, jeg er ingen pog længer. » « pog eller ej, så får du lære at lystre alligevel. Vil du fluks på stedet gøre afbigt, eller — » « magister kunne jo set sig bedre for — jeg tåler ikke, at han truer mig med ris, ligesom han gør ved Povl. — å hr. Fader, skik mig heller bort herfra til et sted, hvor jeg kan lære krigskunsten fra grunden af. At vorde en berømmelig helt lig min oldefader, den store Johan Rantzau, dertil står min hu, ej til latinske gloser og Vers. » « ja, ret nu skal jeg lære dig krigskunst! Og om jeg så får prygle sjælen ud af din syndige krop — hug skalst du have, dit arge bæst — hug — — » Han slog ud med stokken, men ramte ikke, da Josias behændig veg til side. « så skal da også den onde! » -------------atter susede stokken gennem luften og atter dukkede Josias sig. Det blev til sidst til en vild jagt stuen rundt under faderens eder og forbandelser. Tilsidst blev brejde Rantzau træt. Han dirrede af harme, og fråden stod ham for munden. « først herud med dig, eller jeg slår dig ihjel! » Brølede han. « 1 tårnet skal du sidde, til du kommer på andre tanker og beder om nåde — hører i det allesammen? — Mathias, Gunther! herhid — bringer den vanartede skælm over i tårnet og lad mig ikke se ham mere for mine øjne! » Josias lod sig lige så lidt skræmme af tårnet som af pryglene. Han skar ansigter og vendte det hvide ud af øjnene bag magisterens ryg, til fryd og opbyggelse for Povl og de to svende, der gottede sig af hjærtens lyst, og lod sig så rolig føre bort. Brejde Rantzau knyttede truende hånden efter ham og tørrede sveden af sin pande. « den forbandede knægt tager til sidst livet af mig, » Stønnede han og sank ganske udmattet om i stolen. Det var en slags vedvarende krig, der blev ført mellem fader og søn. Som to fjendtlige magter stod de altid kampfærdige og parate til at levere en batajlle, uden at det kunne siges, hvem der ved slige lejligheder egentlig gik af med sejren. Lige fra Josias var en lille dreng havde faderen kun åbnet munden til ham for at skjelde ham ud, og hvor det ikke slog til mente han, at pryglene måtte gøre resten. Men langt fra at kue drengens medfødte trods, havde det kun øget den, og jo ældre han blev, des mere uforfærdet optog han kampen. At lystre en så ynkelig person som magister Gebhard, der var fej og krybende som en hund lige overfor hans fader, fandt han sig ikke i; han lærte kun hvad han selv havde lyst til og spillede ham så forresten det ene puds efter det andet, mindre for at skade ham end for at tirre faderen og sætte hårdt imod hårdt. Og brejde Rantzau, som genfandt så meget af sit eget stivsind hos sønnen, følte med en slags afmægtigt raseri hver dag mere og mere, at han ikke magtede at tøjle denne ubændige natur, som var i færd med at vokse ham over hovedet. Da Josias var bleven lukket inde i den snevre tårnstue, der næppe talte fem skridt i længden, lagde han sig ganske rolig til at sove — det var da altid lige så godt som at døse over de kjedsomme bøger og høre på magisterens pibende røst — og han vågnede ikke før den tykke Gunther bragte ham middagsmaden. « fy for den lede, » råbte han og spyttede, da han havde smagt på byggrøden og det saltede flæsk, « tag det med dig igen og giv det til bæsterne, jeg gider ikke have noget deraf. Men hør Gunther, kunne du ikke skaffe mig Pollux og Diane herop, hvad? jeg kunne nys høre, hvor de toge på vej, ret som de kendte på sig, at jeg ikke kan komme ned til dem. » « kors i Jesu navn da, hvor kan i falde på det, Junker Josias? De ville jo gøre et helvedes spektakel, og hr. Brejde ville fluks jage mig af gårde — — » « ej, gak så Pokker i vold, dit dumme drog — spektakel kan jeg gøre alligevel — » og så begyndte han at slå om sig og gøre storm-angreb mod væggen og skråle af fuld Hals, så at svenden holdt sig for ørene og for ud af døren. Josias lo så han måtte holde sig på maven. Så gav han sig til at lave et stillads af bordet og de to træstole; der kravlede han op, og kunne så akkurat nå at se ud gennem det lille tilgitrede vindue over til ladebygningerne og til vænget, der bagved, hvor hans lille nordbak gik og græssede i den høje kløver. Han fløjtede, først dæmpet og så stærkere — dyret spidsede øre og drejede hovedet. En stor humlebi fløj summende ind gennem vinduet, men flagrede straks efter ud igen, som om den syntes, at herinde i det snevre, dunkle rum var det den for trangt. Josias trommede utålmodig med sine støvlehæle mod stolens tremmer — så greb han pludselig fat i jernstængerne og ruskede i dem af al magt. — — derudenfor lå verden, vid og stor, i al det ukjendtes lokkende glans, vinkende, dragende som eventyret selv, hvormed man havde fyldt hans barnesind, og her — her sad han under lås og lukke! — han sprang pludselig ned fra stilladset med fare for at knække halsen og stod der og knyttede hænderne, halvt i en drengs afmægtige trods, halvt med en mands hele, dybtfølte harme over uretten, han led; neglene borede sig ind i kødet, tænderne bed han sammen — hele hans legeme rystede. — — så rettede han sig og kastede hovedet tilbage. Monstro faderen virkelig mente, at han på den vis kunne tvinge ham til at krybe til korset? — nej, nu skulle det have en ende, han fandt sig ikke længer i slig behandling. Alvor skulle det blive, hvad han i kådhed havde truet med om morgenen; bort ville han fra det hele, fra denne plagsomme tilværelse, i hvilken alt, hvad der var hårdt og stridbart i ham, kom frem, så at han til tider næsten kendte sig bange for sig selv. At slippe bort — å, det havde vel ingen nød. Når Gunther bragte ham nadvermaden, ville han se at få nøglerne fra ham, godvillig eller med magt, han havde jo kræfter nok til at vove en dyst og lukke ham inde i sit sted; derefter ville han ganske rolig liste ned og sadle sin nordbak; selv om en eller anden af folkene skulle opdage ham, var han sikker på, at ingen af dem ville røbe ham, der trods alle sine gale streger var deres afgud fra lille af — og så — afsted skulle det gå! Hvorhen vidste han endnu ikke ret, men krigen rasede jo der syd på, mange drog afsted — hvorfor skulle han ikke drage med? Ja, hvorfor ikke? Det var dog dertil hans hele hu stod. Og der lagde sig med et en sælsom alvor over de unge, sorgløse træk, der stod en fast beslutning at læse i hans øjne, som lyste med en trodsig, funklende glans. Så langsomt dagen sled sig hen med at vente på befrielsen, der skulle komme. Men den kom — og det ganske anderledes, end han havde ventet den. Nogle timer efter middag rullede karossen fra brejdenborg, forspændt med de velbekendte fede, brune heste, ind over broen, og ud steg hans faders søskendebarn, den fra kalmarkrigen bekendte Gert Rantzau — « rige hr. Gert », ejer af ikke mindre end tyve herregårde og statholder i Slesvig og Holsten. Brejde Rantzau, som i hast havde fået ombyttet paltsrokken med den brune kjole, humpede selv ned for at tage imod den ærede gæst ved foden af trappen, medens hustruen stod ovenfor og nejede, og frænderne hilste med stor hjærtelighed på hinanden. statholderen, der bad, at man ikke måtte umage sig med noget for hans skyld, eftersom det kun blev et lidet kort besøg, spurgte straks efter Josias, hans gudsøn og særdeles yndling. « å, han sidder i tårnet, » svarede brejde Rantzau. « han er doven som en ulykke og galere end nogen tid tilforn. En har fast samme besvær af ham, som kunne en hel skok djævleunger og satans slemme yngel være skikket en på halsen. » Gert Rantzau lo først så det klukkede i ham, da han hørte morgenens begivenheder, men sagde bagefter i en alvorlig tone: « i holder min sjæl og salighed og tøjlerne for stramme, brejde, det er hele sagen. At knægten har den narriske magister til bedste, er jo slemt nok, men en får dog skelne mellem kådhed og ondsind, og i skal huske, at Josias er for gammel til at tugtes på den vis. Et ord i al fornuft og sindighed ville frugte bedre — » Brejde blev mørkerød i hovedet. « skulle jeg give ham medhold kanske? Lade ham vokse op som en ignorant og vorde til spot og spe ligervis som Broder Otto, hvem han — gud bedre det — i alle måder slægter på? » « vist ej, hr. Fætter. I skal kun give ham en nogenledes fornuftig optugtelse alt eftersom hans natur kræver det. Hvor en vækst vil skyde frem, ser i, livskraftig og stærk, der gavner det kun lidet at'ville holde den nede med magt. Et stort ansvar er visselig pålagt den, hvem Herren har beskikket børn, men i ser igen livet for dystert og traurigt an, dømmer det unge, iltre blod for hårdt. » Brejde Rantzau kløede sig eftertænksomt i hovedet; var der nogen, hvis dom han satte pris på, så var det visselig Herren til brejdenborg « hør, ved i hvad, » vedblev denne, som begyndte at tale sig varm, « heller end at lade Josias gå her og volde jer harm og ufred, så fortro ham en stund til min varetægt. Jeg gad dog prøve hvad der kunne komme ud der af, skal og i alle måder handle imod ham, som var han en af mine egne sønner. » Ganske overvældet sad brejde Rantzau og gabede på sin frænde. Det var jo nu engang så, trods al tidens råhed, at kundskaber var en magt, for hvilken man bøjede sig, og da statholderen, søn af landets lærdeste adelsmand, ligesom faderen stod højt over de fleste af sine standsfæller i dannelse, betragtedes hans hus ligefrem som en slags højskole for datidens mandlige ungdom, i hvilken den holstenske adel kappedes om at få sine sønner optagne. Og nu — så uventet at få sligt tilbud! Hvilket ansvar og hvilken byrde blev en ikke kvit derved! Men på den anden side var der jo rigtigtignok magisteren, hvem han nu engang gav kost og løn, og så Povl, hvem han vel neppe fik råd til at skikke til akademiet i søer for det første. Der blev så talt en del frem og tilbage om tingene, medens Fru Øllegård som en æggesyg høne trippede til og fra; men da nadverklokken kaldte folkene sammen, blev der skikket bud efter Junker Josias. Hvad var der monstro på færde? — hans hjerte tog på at banke, da han stod udenfor døren — han tøvede en lille stund, inden han gik ind. ved bordet med dets opdækning af syltede* fugle og vildsvinekjød, lækkert bagværk og skummende æblemost sad de to frænder, rødblussende og overmætte, uden spor af vrede, men med stille velbehag og velvilje præget i deres miner. Gert Rantzau strakte hånden frem og kneb Josias i øret. « nå du syndere, du Belials barn — har du nu ret angret din forseelse. « om hr. Frænde mener, at jeg skal gøre afbigt og kysse riset — nej! » Statholderen nikkede. « se, se. Ja mod har du, og en villie til, fornemmer jeg — lærer dog vel at bøje dig engang. Din fader og jeg vi har nu ellers afgjort det imellem os, at du følger med mig til brejdenborg for at komme mellem dine jævnlige og lære nogen ret våbenbrug; det har junkeren vel intet imod? » — imod! Han var lige ved at tabe vejret, måtte knibe sig selv i armen for at fornemme, om han virkelig også var vågen. Slap han først fra bothkamp, ja så lå vejen jo åben videre fort. Og i en rækkefølge drog de frem det ene billede efter det andet — under trompetfanfarers klang holdt de jublende deres indtog, medens han stod der målløs og med tindrende øjne. Så styrtede han pludselig ind i den forhadte skolestue og gav sig til at spille boldt med Povl, kylede ham op mod loftet som en vante og greb ham igen og trykkede magisterens sjattede hånd, så at han vred sig af smerte. Men da han så siden skulle sige sin moder farvel, blinkede der ligesom noget fugtigt i hans øjne. * syltet = saltet. Almindelig benævnelse på nedlagte og henkogte sager. midt i al vildskaben, der fra han var lille havde gjort ham til en sand svøbe for barnepiger og opvartersker, havde den blide, stilfærdige moder dog til en vis grad haft magten over ham.- han var ikke ret gammel, da han allerede skønnede, at hun havde sit tunge læs at drage, og i en slags undrende ære- ' frygt havde han set op til hende, der alligevel altid var rede til at dele hans små glæder og sorger, til at tage alle byrder på sine svage skuldre. Der havde ikke været en tanke hos ham, ikke en fold i hans barnehjerte, som hun ikke havde kendt; hvert et piskeslag, han havde fået, havde skåret i hendes kød, hver en uret og voldsomhed, der var øvet imod ham, havde skreget i hendes indre. Og så havde hun ligesom søgt at dække ham i ly af sin kærligheds stærke vinger — havde søgt at bygge op hvad faderen brød ned, at skærme de spæde Spirer mod nattefrosten, der truede med at kvæle dem og frede om alt det oprindelig gode i hans natur. Med en fornemmelse af angerfuld kærlighed så han ind i det blege, sorgfulde ansigt; en efter en randt tårerne ned ad de udtærede kinder, mens hun stod der så stille og holdt ham i sin favn. — « jeg har pakket dit tøj, Josias; den brune klædning til hverdag og den nye trøje med skindforet og de corduans halvstøvler til om søndagen; hvad der fattes skal jeg siden skikke. Og agt så vel på dig selv for min inderlige forbøns skyld, at du ikke fanger nogen skade hverken til sjæl eller legem. » « frygt kuns ikke for mig, hjertekære moder, og vær ikke vred for de mange brydsomme timer, jeg voldte eder. Kanske vil i spørge nyt, som vil undre eder; men — når i atter ser mig, da skal i vorde glad og stolt i hu. » « Josias — søn! Kors i Jesu navn da, hvad har du for? » men de fede brune prustede og stampede allerede for karossen dernede. Gert Rantzau ventede. Josias rev sig løs. Da de rullede ud gennem portrummet, vendte han sig endnu en gang om og vinkede til den kendte skikkelse, så gjorde vejen en drejning og — han så den ikke mere. il slottet brejdenborg ved itseho, Gert Rantzaus fædreneborg, hvor han sad hædret og anset næsten som en lille fyrste, var på den tid Holstens stolteste herresæde, opført og befæstet efter alle kunstens regler af feltherren ' Johan Rantzau og betydelig udvidet og forskønnet af hans ældste søn, den lige så byggelystne som lærde hr. Henrik. Straks når man var kommen over vindebroen ind gennem det smukke, slanke porttårn, havde man hovedbygningen for sig med dens tårne og spir. I den ene af sidefløjene fandtes Henrik Rantzaus berømte bibliottek og det kemiske laboratorium, hvor de tineturer, salver og lægemidler, han havde opfundet, endnu tilberedtes efter hans opskrifter; i den anden var riddersalen og billedeller musikhallen, der — indrettet efter « italiensk mønster » — gik gennem to stokværk og var prydet med kunstsager af stor værdi. Indgangen var gennem en hvælvet sandstens portal, der sprang frem fra det firkantede trappetårn, hvor et mægtigt sejerværk foroven med sine drønende slag forkyndte tidens gang, og alt både ude og inde var præget af en smag og pragt, som på den tid ingenlunde var almindelig på de jevne, gamle herreborge i Norden, hvor der toges mere hensyn til det nyttige og solide end til det pyntelige. Hvor forskelligt dog livet her var fra det, der førtes hjemme på bothkamp, hvor der skulle knibes og spares på alle måder, tænkte Josias — og hvor vel en kendte sig ved forandringen! Med læsningen kneb det rigtignok fremdeles. Han fornam altid slig uro i benene, der ligesom ville bære ham afsted, når solen skinnede eller hestene vrinskede i gården og hundene gave Hals. Men så var der til gengæld fægteøvelserne deroppe i den store våbensal med dens skjolde og rustninger og våben af alle arter og størrelser, lige fra de plumpe, anløbne stridsøkser fra hedenold, spyd og tunge slagsværd, til de fineste blankslebne stålklinger, daggerter og rapierer, der blinkede mordlystent mellem brede, kortskaftede knive og lange, zirlige hirschfængere fra den nyeste tid. — der var boldspillet og legemsøvelserne nede på den store grønning, i hvilke han var alle de andres mester, og borgestuen med hele dens brogede besætning og muntre liv, hvor en kendte sig halvt som hjemme, halvt som i en fremmed, besynderlig verden; men frem for alt var der de mange gæster, som i disse urolige tider strømmede til og fra og bragte tidender fra krigsskuepladsen. at høre på dem kunne Josias aldrig blive træt af. Nylig havde den tappre hertug Kristian af Brunsvig havt et sammenstød med den kejserlige general Tilly ved stadtlohn, en affaire, der var falden såre uheldigt ud for protestanterne. Uvejret trak bestandig mere og mere sammen over nordtyskland, og den almindelige mening var, at Danmarks konge som hertug af Holsten neppe undgik at blive draget med ind i kampen, der nu snart havde kaldt alle mellem-evropas fyrster til våben. Å, om det nu kom dertil! — om Holsten nu skulle stille en hær på benene og en fik held til at være med! — fik se det svære skyts køre frem og høre kartoverne buldre, mens ryttere og fodfolk sprængte afsted — fik være med i disse skarer, der stormede frem, båren af sit jublende ungdomsmod som om man havde vinger — ja, der var vist ikke den bedrift, en ikke skulle kunne udføre. Stordåd skulle det være — stordåd, der spurgtes viden om og løftede en over alle andre — højt, højt op! — alle de gamle forestilinger fra hans barndom fik nyt liv og ny næring; de ligesom voksede op omkring ham og gave ham alvorstanker midt i al sorgløsheden. Trangen til at udføre noget, som ikke var børneværk men virkelig manddomsgjerning, blev stærkere og stærkere. Og han, som derhjemme havde måttet lade sig nøje med at klatre i træerne og sætte snarer for fuglene, ride plagene til vands og dressere sin faders jagthunde i forening med den fordrukne Skytte, tumlede nu de vildeste og uregjerligste heste, ramte med fast hånd og sikkert øje vildtet i flugten og førte sin kårde så at han satte sin læremester i forbavselse — ja, der var ikke det dumdristige eller halsbrækkende foretagende, som han veg tilbage for. Stor og usædvanlig udviklet var han af sin alder. Med sine brede skuldre, sit stærke, hvælvede bryst og den faste, kraftige nakke, så han snarere ud som om han gik i sit tyvende end i sit femtende år. ansigtstrækkene vare bestemte med fast udprægede linier, der ikke længer havde barndommens bløde runding; øjnene vare blå, lyse og lidt fremstående under de mørke, buede bryn, munden ualmindelig velformet og hagen stor og rund med en antydning af mørke dun. Pigerne havde så småt begyndt at kigge efter ham og smiske til ham i krogene, men han anså det for under sin værdighed at lægge mærke dertil. De andre unge adelsmænd, med undtagelse af den tykke, godmodige hans Ahlefeldt, der havde svoret ham venskab i liv og død, så skævt til ham, men dristede sig dog ikke til at komme ham for nær, efter at han en dag havde banket Otto Blome fra nievenhof så grundigt af, fordi han drillede ham og spottede over hans drabelighed, at Gert Rantzau måtte lægge sig derimellem. De kaldte ham « bersærken » mellem sig selv indbyrdes og gik i grunden helst lidt af vejen for ham. « det er nogle kujoner til hobe, » sagde Josias hånlig til hans. « den lømmel til Otto er lige ved at dåne som en jomfru, om han blot kommer til at ridse sig i huden, og var det ikke for skams skyld, krøb han gerne i skjul hver gang han ser et ladt skydevåben — jeg gider ikke have noget med ham eller dem alle sammen at gøre. » Josias havde nu været næsten i fem måneder på brejdenborg. Så traf det sig en af de første dage i november, at hustruens Broder, oberst Detlef Brokdorf til Altenhof, kom ridende tilligemed et par andre adelsmænd. De havde et stort følge med sig af deres egne, væbnede svende og af fremmede, hvervede krigsfolk, der med Bram og Brask installerede sig i borgestuen mellem gårdens væbnede besætning og fortalte, hvorlunde de vare i færd med at drage syd på for at slås — hvorhen og med hvem, det var dem ligegyldigt, når de blot fik deres sold udbetalt, samt diskede op med allehånde kuriøse historier om deres bedrifter i de forskellige felttog, de havde gjort med. Josias stod lidt og hørte på deres snak, der lod til aldrig at skulle få ende, da den ene jo ikke ville stikke op for den anden, og gik så op i den store hal, hvor herrerne vare i færd med at bænke sig. Gæsternes tal var blevet øget med Gert Rantzaus søstermand, Klavs Ahlefeldt fra hilgenstede, og endnu et par herremænd, og edelknaber og svende havde travlt med at skille dem af med deres våben og sætte vinkander og bægre frem på bordet. « har i hørt det, 1 herrer? » råbte Detlef Brokdorf såsnart han var kommen til sæde. Vi er på vejen til holland'. » « ej, det er vel spas da? » « nej for den lebendige gud om det er! De kriges jo nu alt på kraft dernede i Flandern, og spaniolerne have forsøgt at trænge over grænsen ind i det nordlige. Der siges, at Morits af Oranien er hårdt betrængt og kun venter på hjælpen fra sin gamle bundsforvandte, Kristian af Brunsvig, til hvis tapre skarer vi nu agte at slutte os. » « tapre skarer, » brummede Klavs Ahlefeldt, « Pokker heller! Forløbent pak, der ter sig som røvere------------- » « men kæmper som løver — det vil i dog vel ikke nægte? » « såmænd — vorder heldet ikke større end som ved stadtlohn, så tænker jeg, at Morits betakker sig for den hjælp. Hertug Kristian er en sær fremfusende herre, og næsten skulle jeg mene, nederlænderne fik nok af hans ville hærførelse forrige gang, da han stred på Oraniens side — Oranien, der véd at holde slig mandstugt i sin hær som ingen anden. Jeg mindes end, da vi lå for coevarden, hvorlunde det synderlige skue var at observere, at bønder og andre handlende falbøde deres varer i lejren og kjøbsloge derinde ganske som på et marked eller en fredelig torveplads. » « coevarden! » udbrød Gert Rantzau og nikkede. « guds død — ja der tinge vi os en herlig Sejer. Og-ved nievport — husker du? » Både han og Klavs Ahlefeldt havde i deres ungdom gjort et par felttog med under Morits af Oranien, og ikom i fyr og flamme hver gang talen faldt på ham. De kappedes om at drage begivenhederne frem fra hin tid, og de andre istemte lovtalerne over datidens yndede helt. « hans lige findes ikke, det kunne i trygt forbande jer på, hille kinder, » sagde husherren og slog et dundrende slag i bordet. « end aldrig veg Morits for nogen fjende; stor er han i krig som i fred, en fyrste, der gjorde mere for sit folk og sit land end kanske nogen anden, og som vil værge for dets ret så længe som gud Herren forunder ham livets ånde. Thi tænker jeg, at vi alle tømme et bæger for ham, den berømmelige Oranien, hvem den almægtige forlehne held og Sejer! » Josias havde lyttet til i åndeløs spænding. Ja, her var storheden — helten, han fra liden af havde drømt om! — og lejligheden var der, som han havde ventet på så længe — lejligheden til med et eneste slag at afryste lænken. og komme til at bestå en dyst, der virkelig krævede mands mod og styrke. Oberst Brokdorf ville overnatte på brejdenborg med sit følge, for tidligt den næste morgen at drage videre, og Josias holdt sig hele tiden i nærheden af ham, fik også fat på hans svend, en ung jyde, der nylig havde givet sig i hans brød. Blodet susede for hans øren, bankede i hans tindinger. Et par gange listede han ud af hallen, men kom tilbage igen — ville den aften da aldrig få ende? — han gik om og stod lidt bag Gert Rantzaus stol; det var som om han kendte trangen i sig til at fortro sig til ham, men nej — han vovede det dog ikke. Det blev silde, inden herrerne vare færdige med deres pokuleren og snakken og skiltes for at gå hver til sit — dygtig tunge i hovederne af den gamle hildeshejmer og det hjemmebryggede, stærke øl. Josias fulgte med den ravende Detlef Brokdorf gennem gangen til hans Kammer og hjalp ham til rette, hvad der just ikke var nogen let sag, da han hele tiden ville anbringe sig selv ovenpå dragkisten og sine klæder i sengen. Men endelig kom han da så vidt, at han sad halv afklædt på sengekanten, og nu blev han først det alvorlige udtryk var i josias’s ansigt — — forbavselsen gjorde ham næsten ganske ædru. « hvad er på færde? » Spurgte han. « tror jeg Herren hjælpe mig ikke, du er vokset og bleven en mand i de sidste timer! » Josias så ham pludseligt stift ind i øjnene. « hvad det gælder skal i straksen erfare, hr. Detlef, om i blot vil låne mig gehør en liden stund og love ej at sige nej til min begæring? » « plager fanden dig? hvor kan jeg love at sige enten ja eller nej til noget, jeg ikke véd hvad er? » Josias var i over en time hos Detlef Brokdorf. Da han igen gik tilbage gennem hallen, var månen kommen frem og skinnede lige ind på det store billede af Johan Rantzau i det lueforgyldte harnisk. Det var ligesom om det var bleven levende og nikkede til ham, og han blev uvilkårlig stående og stirrede op i heltens åsyn med de strenge miner. Nattevinden susede kølig gennem hallen og strejfede som et åndepust hans kind — det gøs i ham, han kendte sig ganske højtidsfuld til mode. Ja, han skulle visselig vorde en tapper og uforsagt stridsmand lig stamfaderen, der i dette øjeblik skuede ned til sin ætling — det var som et helligt løfte, han aflagde. Han var kommen til at røre ved et af skjoldene på væggen, det gav en dump, drønende klang — — døren til fruerstuen henne i panelet knirkede, og et halvt forskrækket, halvt nyfigent pigeansigt tittede frem. Det var Helvig Rantzau, st

1898_Henckel_Lolotte

Marie

Marie

Henckel

Lolotte

female

female

dk

Henckel

Lolotte

Henckel

Lolotte

En Roman fra den gustavianske Periode

n

roman

Gyldendal

KB

1771-92

Undertitel.1771-92

HISTORICAL

I vinden, der sagte og dovent havde vugget træernes grene og leget med de fugtig glinsende, gul- og rødlige blade, havde lagt sig til hvile under løvhanget mellem de knudrede stammer, og der rørte sig næsten ikke et græsstrå i parken omkring lystslottet ekholmsund, hvor kronprins Gustav og hans gemalinde, den danske kongedatter Sofie Magdalene, havde deres sommerresidens. Ren og blå, i sin lidt kølige klarhed, hvælvede septemberhimlen sig over de mægtige 'trægrupper og over takspyramiderne i det franske anlæg nærmest slottet. Lugten af fugtigt løv og muldjord gennemtrængte luften, og i gangene vrimlede det af store sorte snegle, hvis spor man kunne følge i lange slimede striber hen over gruset. Engang imellem dalede en krage eller en allike ned på en gren og lod sin hæse røst høre, idet den baskede med de tunge vinger og nysgerrigt så sig om med sine klare øjne, ellers var alt tyst og stille. Og tyst og stille som i eventyrets fortryllede slot var der også oppe i det stilfulde lille palæ å la Versailles, hvor man endnu hvilede efter middagstallet. Eftermiddagssolen strømmede ind gennem ruderne. Dæmpet af silkegardinernes bløde folder gled det gyldne skær hen over væggene med de kostbare gobeliner, strejfede ligesom kærtegnende statuerne i deres nicher, og syntes for et øjeblik at låne det kolde marmor liv og varme, stjal sig ind i dunkle kroge og spillede i lysekronernes og lampetternes slebne glasprismer. En stærk, næsten bedøvende blomsterduft bølgede gennem sale og gemakker, med deres yppige pragt, men der hørtes ikke en lyd hverken oppe eller nede — det var som om alt var sunket hen i en velbehagelig dvale, et dolce far niente, der for de høje herskabers vedkommende ikke turde afbrydes; kun fluerne toge sig den frihed at summe mat og dovent henne i de brede vindusfordybninger. så faldt et ur pludselig i slag — sindigt, med en vis dirrende, skrattende tøven, men højt og eftertrykkeligt, så at det gav genlyd i de tavse korridorer og gange. Og så var fortryllelsen hævet. Døre smældedes op ogi, stemmer kaldte og fodtrin knirkede på trapperne. Vævre kammerpiger vimsede frem og tilbage mellem travle lakajer og pager, hvis små galanterier i forbigående ingenlunde toges dem ilde op, men lønnedes med småskrig og fnisen, og inde i musiksalen begyndte man at stemme og prøve instrumenter; snart hvinede en enlig fløjte, snart brummede en kontrabas, så lød de dybe toner af en violoncel om kap med en violin, og endelig overdøvedes disse igen af et skingrende horn, der nu tog fat. — i den fløj, hvor kronprinsessens gemakker lå, blev døren til det lille forværelse åbnet, og en ældre dame stak hovedet ind og lod sine temmelig hvasse øjne glide spejdende rundt i stuen. Det var første kanimerFrue, Fru Werner, den eneste af Sofie Magdalenes danske følge, som hun havde beholdt hos sig, da hun for fire år siden kom til Sverrige. „ Ej ej, “ udbrød damen, da hin opdagede en ganske ung og meget smuk page, som var i færd med at røve et Kys fra en yppig brunette med et par gnistrende sorte øjne, „ Pagen Munck og Mamsel rannstrøm — ja, jeg tænkte det nok! Til at konversere og kurtisere er der altid lejlighed. “ Mamsel rannstrøm, anden kammerfrue og friseuse, slog krøller på sin lille kække næse og mumlede noget om „ gamle kedsommelige snerper, “ men pagen drejede sig med den største sindsro rundt på hælen. „ Fuldkommen sandt, charmante Fru Werner, “ sagde han og kyssede smilende på fingeren, „ jeg elsker, jeg tilbeder kvinderne, og forsømmer aldrig at bringe de søde skabninger min hyldest! Mit hjerte slår for dem alle, og dersom de, o elskværdigste af deres køn, ikke var så ufølsom — “ „ Snak, “ afbrød kammerfruen i en harmfuld tone, „ kom ikke til mig med deres uforskammetheder. Jeg kender nok pagerne og deres streger — der burde snart sættes en stopper for det uvæsen de drive her ved hoffet. “ „ De arme pager! “ Mamsel rannstrøm slog en høj latter op, idet hun rettede på sin frisure foran spejlet. „ Mon der ikke tillige burde sættes en stopper foldet spioneri, der drives af visse personer? Visse personer skulle have deres næse i alt, men jeg i det mindste er gammel nok til selv at vogte på min dyd. “ „ Dyd, “ gentog Fru Werner med en lille snøften og et himmelvendt blik. Pagen, der forudså at et uvejr ville bryde løs, rømmede sig. „ Mille pardon, mine damer, “ sagde han, „ men inden de gå videre må de tillade mig at udrette mit ærinde; jeg kommer fra kronprinsen. Da hans søskende, prins Frederik og prinsesse Sofie Albertine, ville indfinde sig her i aften til opførelsen af hans stykke, hvori han selv spiller hovedrollen, så venter, ønsker eller befaler han — de kan kalde det hvad de vil — at hans gemalinde skal være til stede i stedet for som sædvanlig at trække sig tilbage når der ageres. “ „ Hvad i “ råbte Fru Werner, „ når prinsessen nu engang ikke finder behag i det gøgleri, hvortil man her er hengiven i en så upassende grad, så kan hun dog vel ikke tvinges til at se derpå? Det mangler kun, at man også vil have hende til at overtage en rolle — “ „ Å nej, det har ingen fare, “ forsikrede pagen tørt, „ Hendes kgl. Højhed ville næppe passe i ensemblet. For resten bliver „ Gøgleriet “ ualmindelig glimrende i aften, udstyrelsen er pragtfuld, græske og østerlandske kostumer — de skulle blot se frøken ugla som elskerinden, ikke at tale om grevinde løvenhjelm! Hun og prins Karl øvede sig allerede i en øm attitude, da jeg gik forbi døren til salen — “ „ Fy, de lurede naturligvis, de lille afskum! “ Mamsel rannstrom truede leende med fingeren. „ Nå, og hvad skal de selv forestille? “ „ Å, jeg skal kun være med i korene, ved de nok. Men jeg må desværre anbefale mig. De ville altså have den godhed at overbringe kronprinsens hilsen, og så — au revoir, mine damer! “ Han for ud ad døren, nynnende på en fransk vise, uden at ænse det knusende blik, som Fru Werner sendte ham. Den indignerede dame slog hænderne sammen. „ Nej, det går for vidt, “ sagde hun, „ at sende sin gemalinde befalinger — og gennem denne frække dreng! Hvad vil ilds. kgl. Højhed sige? Hun har just fået triste efterretninger fra København i dag, jeg så før, at hun havde grædt. “ „ Det er ikke noget nyt — hun græder alt for meget, “ sagde den anden kammerfrue og rystede på hovedet, „ Tårer forskjonne ikke. “ „ Synes de måske ikke, at hun har grund til at græmme sig? Aldrig tages der hensyn til hendes ønsker, eller spørges der om hendes mening. Kronprinsen giver en fest hvert år på hendes fødselsdag den 4. Juli, sagtens for dog at holde lidt på skinnet, men ellers viser han hende jo aldrig en opmærksomhed, han taler næppe til hende når de mødes ved måltiderne — har hun måske fortjent at blive således behandlet? “ „ Bevares nej, kronprinsessen er godheden selv, bedste Fru Werner, men hun keder sin gemal, det er hele ulykken; hendes kølige temperament passer til hans som vand til ild! — han valgte hende jo heller ikke selv — “ „ Lige så lidt som nogen spurgte hende — nej, det er sandt! — de blev trolovede som børn, af „ politiske hensyn “ som det hedder, men lærte aldrig hinanden at kende, fordi det hvert øjeblik så ud, som om det påtænkte ægteskab alligevel ikke ville komme i stand. Der er jo bleven leget med den stakkels prinsesse som med en marionetdukke; hun er bleven vraget og taget til nåde igen, og at hun har følt sig krænket og ulykkelig kan ingen undres over. “ „ Hun skal dog have fattet en heftig passion for kronprinsen fra det første øjeblik af, da hun så hans kontrafej — “ „ Måske — men jeg kan forsikre dem, at hun var tung nok om hjertet og fældede mange bitre tårer den dag, da vielsen fandt sted pr. prokura i Københavns slotskirke. Det var den 1. Oktober 1766, samme dag som hendes Broder kong Kristian d. Syvende og dronning Karoline Mathilde ligeledes pr. prokura viedes i London, og skønt det endnu var i sorgeåret for højsalig kong Frederik d. Femte, udfoldedes der dog stor pragt. Bruden, hvem jeg selv havde den ære at iføre den kostelige guldindvirkede dragt, trådte fra det store galleri på slottet ind i kirken mellem begge enkedronningerne, bedstemoderen og stedmoderen, fulgt af sine to søstre, prinsesse Wilhelmine Karoline og Luise, der om sommeren havde ægtet landgreven af Hessen. Hun blev så ført til alteret af kong Kristian, og halvbroderen, den trettenårige arveprins Frederik, repræsenterede brudgommen — “ „ Kors, hvor løjerligt! “ „ Det var ifølge ceremoniellet, min gode. Ltd af kirken førtes prinsessen af den svenske envoyé, og lige bag efter kom alle de svenske herrer; hendes holdning var værdig som det sømmer sig en kongelig person, men hun var bleg som en død, det så enhver, og mange have sikkert gjort sig deres egne tanker derover — man vidste jo nok, at hvad hun gik ind til ikke var let. “ „ Det tegnede dog ellers godt i begyndelsen. Kronprinsen fandt hende vakker, og folket jublede hende i møde ved ankomsen til Helsingborg og ved indtoget i Stockholm; men hvorfor gjorde hun ikke noget mere for at bevare det gode indtryk og tækkes sin gemal? Hun har alt for tidligt givet kampen op — i hendes sted skulle jeg min tro have vidst at værge for mine rettigheder til det yderste. “ „ Ja vist! — men kronprinsessen er for stolt til at påtvinge sig den, der forsmå!’ hende — “ „ For ------bah! Så får hun også bære følgerne og se at trøste sig på anden vis!' “ „ Hvad mener de dermed? “ spurgte Fru Werner skarpt. „ Kors, der er jo religionen, “ sagde Mamsel rannstrøm med det uskyldigste ansigt af verden. -------å, jeg forstår dem nok, men jeg indlader mig ikke på at besvare deres frivole hentydninger. Desuden er det på høje tid at tænke på prinsessens toilette. “ „ Ja, og til at overbringe hende budskabet fra hendes genial, — det sidste overlader jeg naturligvis til dem, bedste Fru Werner, “ sagde den yngre kammerFrue ondskabsfuldt. — Sofie Magdalene sad i sit påklædningsværelse. Sverrigs tilkommende dronning, Frederik d. Femtes og Luise af Storbritanniens ældste datter, havde nylig fyldt fire og tyve år. Hun havde en slank, velbygget figur og den oldenborgske stammes storskårne træk, med det lidt fremspringende mund- og hageparti. Hudfarven var klar og frisk, læberne fyldige og stærkt røde, og øjnene store og blå, men de manglede liv. Over hendes hele væsen og person var der en vis afmålt værdighed, noget tungt og træt; bevægelserne vare langsomme, lidt lade, og stemmen slæbende og monoton, men udtrykket i hendes ansigt var blidt og godmodigt, og mindede ikke så lidt om faderens. „ Prinsessen ser godt ud, uden at være smuk; i alt fald har hun skønhed nok til at behage, uden at fordreje hovedet på mig; hun fører sig med anstand, skønt hun næsten er for bly, og jeg tror hun har forstand nok til ikke at bære sig dumt ad. “ Således skrev kronprins Gustav lige efter formælingen til sin gamle lærer grev fr. Scheffer, men ikke en måned senere erklærede han til sin moder, at han aldrig ville kunne elske den hustru, som stænderne havde påtvunget ham, fordi hun manglede enhver evne til at tækkes ham. Og det var bevidstheden herom, der stadig tyngede Sofie Magdalene; følelsen af at blive anset for intetsigende og ubetydelig gjorde det just umuligt for hende at være fri og utvungen i hendes gemals nærværelse. Hun var af naturen indesluttet og for alvorligt opdraget, dels af bedstemoderen, den gamle bigotte og hoffærdige Sofie Magdalene, dels af stedmoderen, den strenge Juliane Marie, til at finde behag i de adspredelser, der optoge den glimrende og åndfulde Gustav. Hun delte ikke hans smag, ikke hans interesser, hun ejede ikke skønhed nok til at dåre hans sanser, ikke talenter og ånd nok til at underholde og more ham —hvormed skulle hun da kunne fængsle ham, der fordrede så meget? Og så var der denne isnende kulde, hvormed hun blev behandlet af hele den kongelige familie, med dronningen i spidsen. En indgroet fordom mod alt, hvad der var dansk, lå jo nu engang den holsten-gottorpske slægt i blodet, og kongeparret, især dronning Luise l’lrikke, havde aldrig kunnet glemme, at deres egne undersåtter havde tvunget dem til forbindelsen mellem deres søn og Frederik d. Femtes datter, skønt de havde udset en tysk prinsesse til hans brud. Den svage, godmodige kong Adolf Frederik havde personlig intet imod sin svigerdatter, men hans mening gjaldt ikke meget. Ligesom han havde bundet sine egne og kongemagtens hænder, da han i 1756 for at sikre sin trone havde givet efter for hattepartiets fordringer, så at han i virkeligheden var senatets, rigsdagens lydige slave, der intet kunne foretage uden deres tilladelse, Sverrigs hersker kun af navn, således var han også et nul lige over for den myndige hustru. Luise Ulrikke, Frederik d. Store af preusens energiske og begavede søster, ville ikke give slip på et atom af sin højhed, trods det ydmygende nederlag hun havde lidt. „ Vi ere de første 'riggere i Europa, “ skrev hun i sin bitterhed til broderen, „ de mindste fyrster i Tyskland kunne rose sig af bedre kår end vi her i dette elendige land! Stænderne — del vil sige den almægtige adel — har tilranet sig hele statsstyrelsen, hele magten — os har man berøvet alt! Man blander sig i vort privatliv, i vore børns opdragelse, og tvinger os endog til at vælge vor omgang — men jeg i det mindste skal vide at bære dette utålelige åg med anstand, jeg bøjer mig ikke endda! “ Og det gjorde hun heller ikke. Hun var født til at herske, og herske ville hun, og havde man stækket hendes magt udadtil, så øvede hun til gengæld et uindskrænket herredømme over sine nærmeste. Hendes ønsker vare en lov for ægtefælle og børn, der i ét og alt lededes af hende, og at nærme sig den svigerdatter, som hun kun tålte, fordi det nu engang ikke kunne være anderledes, faldt aldrig nogen ind, det ville være bleven betragtet som en demonstration, og kronprinsen, der skulle have stået ved sin hustrus side og beskyttet hende, han bekymrede sig lige så lidt om hende som de andre! Ene og uforstået i et fremmed land, overset fordi hun manglede mod til at gøre sig gældende, og ydmyget ved tanken om den stilling, hun indtog — del var Solie Magdalenes triste ægteskabssaga indtil denne dag. — da kammerfruen havde bragt kronprinsens hilsen, rødmede hun og bed sig i læben. „ Naturligvis vil jeg være til stede, jeg kender min pligt, “ sagde hun, „ men gud ved, at jeg ellers ikke er oplagt til munterhed i aften, gode Werner. Man skriver til mig fra København, at min Broders, kongens tilstand både åndelig og legemlig giver anledning til bekymring — arme Broder! Og dog danser og morer man sig ved hans Hof, og hans gemalinde er den gladeste blandt de glade! Hvor forskelligt er hendes liv ikke fra mit! “ „ Men — der mumles om højst besynderlige ting, deres kgl. Højhed. Om man skulle fæste lid til rygterne om denne Struense — “ Sofie Magdalene rystede på hovedet og sukkede. „ Jeg vil intet vide derom, “ Sagde hun. „ Dronning Karoline Mathilde er måske at beklage, men hun har været så lykkelig at skænke landet og tronen en arving, hun er moder — det opvejer sikkert mange savn. Desuden er hun jo forgudet af folket — mine kære, godmodige landsmænd er så lette at vinde! “ „ Men deres kgl. Højhed er sandelig også elsket af det svenske folk, “ udråbte Fru Werner, „ det er en bekendt sag. Alle nære den største agtelse og sympati for kronprinsesse Sofie Magdalene, og — “ beklage hende, ville hun have sagt, men rettede det til: „ ønske af hjertet at se hende lykkelig. “ „ Lykkelig? “ gentog prinsessen bittert. „ Den drøm har jeg opgivet. “ Mamsel rannstrøm, der stod og trippede utålmodigt med den kniplingsbesatte peignoir over armen, rømmede sig. „ Undskyld — klokken er ’over fire, deres kgl. Højhed, det bliver aldeles nødvendigt at begynde på frisuren. “ „ Ak ja, det er sandt. Men hvad er det, de bringer dér, kære rannstrøm? „ Rosenvand til at bade deres kgl. Højheds øjne med, de er jo aldeles røde og opsvulmede, det går aldrig an. Øg hvilken robe behager deres kgl. Højhed at tage på? Om jeg turde, så ville jeg anbefale en dunkelrød, eller den blå med guldblomsterne — en lys vil aldeles ikke stå til deres kgl. Højheds teint i aften — “ „ Nej, måske ikke — gør som de vil, min gode rannstrøm, de plejer jo at have en god smag. “ Og med et lille suk overgav Sofie Magdalene sig på nåde og unåde til sine kammerfruers behandling. i skumringen har sænket sig over ekholmsund og hyller parken i sine skygger; dybere og dybere falde de og knuge træer og buske i deres tætte favntag, og derude hvisker og suser det, for vinden har rejst sig igen, og løvet bæver og skælver under dens ville kærtegn. Men oppe på slottet ligger teatersalen strålende af lys og blænder ved sin næsten feagtige pragt. Dunkelrøde draperier bølge i rige folder ned mellem slanke, lueforgyldte søjler, muser og gratier svæve frem på væggenes himmelblå grund, miniaturspringvandi kunstig dannede grottersende forfriskende stråler i vejret, og statuer titte frem alle vegne, halvt skjulte af løvværk og planter. En uendelighed af spejle mangfoldiggør det strålende lysskær fra kroner og kandelabre, og del hele er virkningsfuldt og betagende som et interiør fra tusind og én nat. Nu bruser og rasler silken idet damerne indtage deres pladser, og stole skubbes frem og tilbage. Diamanter lyne og blinke i stadig vekslende farvespil, og rubiner funkle blodrøde fra hvide barme og skuldre, fjer og blomster vaje og nikke fra høje tupeer, og vifter bevæges frem og tilbage i yndefulde svingninger. Man hvisker og smiler, remmer sig, ler og hoster, veksler hilsener og små ømme og fortrolige øjekast, og oppe fra scenen høres der banken og skraben; så ringes der med en lille klokke, og så bliver der stilhed — dyb, forventningsfuld stilhed. — musikken er falden ind, og forhænget, der bæres at' forgyldte amoriner som i en halvkreds svæve ned fra loftet, drages til side. Først bliver en prolog fremsagt af hofchefen, baron Taube, der står som fantasus på en sky, der slingrer under ham, så at han har vanskeligt ved at holde sig på benene med den tilbørlige anstand. Man ler stjålent bag vifter og lommetørklæder ad det lille uheld, men tilkendegiver bagefter sit lydelige bifald, og så følger stykket, der er en efterligning af den klassiske tragedie med dens kor. Hofdamen frøken Aurora ugla, der tager sig prægtig ud, fremstiller en kongedatter, hvis stolthed og hovmod besejres af en fangen fyrste, som selv i sin fornedrelse har bevaret hele sin storhed. Kronprinsen spiller fyrsten, der føres ind i lænker af nogle glubske karle, og da han stolt hæver hovedet, idet han folder de lænkede arme over brystet for at tilkendegive dem sin foragt, juble tilsku-' erne og klappe i hænderne. Og den samme begejstring følger naturligvis den kongelige forfatters arbejde helt igennem. Der er både klang og flugt i versene, især når de lyde fra hans egne læber, og efterhånden som han giver sig mere og mere hen i rollen, stråler hans store glansfulde øjne — disse besynderlige øjne i et besynderligt fysiognomi, hvis udtryk er så vanskeligt at tyde, — og hans hverken synderlig høje eller kraftige skikkelse synes ligefrem at vokse. Alle er enige om, at af de agerende er han den, der bærer prisen; man bæver af fryd, da hans bånd løses på kongedatterens bud, og man gjennemisnes af rædsel, da han til slutningen synker om, gennemboret af grækerkongens sværd. — sjiillet er ikke længere spil, det er virkelighed! — prinsesse Sofie Albertine havde frem for nogen anden siddet i åndeløs spænding og flere gange haft 'tårer i øjnene, og næsten ikke mindre betaget var en af damerne i hendes følge, der havde plads lige bag ved hende. En ungdommelig, slank og elegant skikkelse var det. Hun kunne måske egentlig ikke kaldes regelmæssig smuk, men der var noget lyst og fagert over hende, noget skærf og uberørt, der mindede om blomsten i sin dugvåde friskhed, en vis bly og betagende ynde, der ligesom bejlede til ens gunst, på samme tid som der var en frejdig kjækhed i det åbne blik og i den måde, hvorpå hun bar det lille, stolt løftede hoved. Ansigtet var ovalt, med smilehuller i kinderne og den nydeligste lille kløft i hagen, og hun havde blå øjne af en vidunderlig ren og klar farve, lidt dybtliggende under mørke, smukt hvælvede bryn. Næsen var noget for kort, og munden var temmelig stor, men med smalle, blødt rundede læber og et smukt, varmt smil, der viste to sande perlerækker af tænder. Hun var klædt i en brocheret silkekjole af en mat, lys farve, der faldt udmærket sammen med den skære, blegladne teint, og hun bar ikke andre prydelser end en blegrød rose i det askeblonde hår, der var strøget op fra panden i små bukler og faldt i krøller ned ad nakken. Det var prinsessens fortrolige veninde fra barndommen, Charlotte du rietz* ), gift med feltøversten friherre du Rietz. * ) hun må ikke forveksles med Lolotte Forsberg, prinsesse Sofie albertincs senere yndling og protegé, som ægtede grev Stenbock. hun havde ligesom Sofie Albertine været stærkt optaget af stykket og spillet. Den røst, der lød så mægtig gribende, vakte jo minderne fra hin tid, da han og hun ikke havde været stort andet end børn endnu — et par tåbelige, tåbelige børn, tænkte hun med et lille smil — da roserne i Hagas have kun blomstrede for dem, solen kun skinnede for dem, og fuglenes sang kun havde været en eneste hymne til den frygtsomme lyksalighed, der fyldte deres unge hjerter! Hun undredes over, hvor meget han vel i disse år havde følt og oplevet, siden han formåede at give sin tanke så gribende et udtryk, og i dødsscenen lukkede hun gysende øjnene for ligesom at holde det bristende blik borte fra sig. hun gav hverken synderlig agt på koret, der sluttede tragedien, eller på epilogen, der blev fremsagt af prins Karl, og det var først ved det stærke bifald der brød løs, at hun vågnede som af en drøm og så sig om. Det var ikke faldet hende ind, at nogen lagde mærke til hende, men da hun lod blikket glide hen over alle de ivrige ansigter rundt omkring sig, opdagede hun, at hun blev skarpt likseret af den smukke grevinde ribbing, fødtløwen,rigsrådens frue og en af hoffets mest fejrede skønheder, med en figur som en Juno og rene klassiske træk, der havde noget af marmorets kulde. Der var en bydende majestæt over la betle ribbings skikkelse og hele væsen, som holdt en i en vis afstand, men trods dette „ utilnærmelige “ var det dog ingen hemmelighed, at kronprinsen havde fattet en heftig passion for hende og i sin ungdommelige opbrusen havde gjort forsøg på at vinde hende, hvilket havde krænket hende ikke mindre end ægtemanden. Charlotte du Rietz vendte øjnene til en anden side, lænede sig længere tilbage i stolen og prøvede på at lade som ingenting, men hele tiden havde hun fornemmelsen af, at denne nysgerrige stirren fulgte hende, så at hun til sidst rødmede af fortrydelse og foldede sin vifte ud foran ansigtet for ligesom at skjule sig bag ved den. For resten var grevinde ribbing ikke den eneste, som havde bemærket hendes bevægelse. Der var et par øjne, hvis blik fra kulissen havde fanget hendes og ligesom holdt det fast, og da de spillende vare omklædte og havde blandet sig mellem selskabet, varede det ikke længe, inden kronprinsen stod foran hende. Hun så ganske overrasket og lidt nysgerrig på ham. Egentlig smuk havde han aldrig været, og nu, da hun så ham i nærheden, fandt hun, at han kun havde forandret sig meget lidt. Det var de samme skarpe, markerede træk, som hun huskede så godt, den line, let krummede næse med de store vibrerende næsebor, og det var det samme ejendommelige udtryk om munden og i de mørke, funklende øjne, der så endnu større ud end de vare, i det magre ansigt — dette ansigt, der var så uligt alle andres, og som man ikke glemte når man havde set det én gang. „ Lolotte — Charlotte de Geer! Alle gode guder, er det virkelig dem? “ udbrød han. „ Charlotte du Rietz, mener deres kgl. Højhed — jo, det er ganske rigtig mig! “ Hun nejede med et lille smil. „ Du Rietz — ja naturligvis, jeg vidste jo, at de var gift, men ikke at de igen tilhører kredsen, der omgiver min moder og min søster. 1 otte lange år har de jo ikke vist dem — “ „ Nej, men jeg har allerede været gift i fem, deres kgl. Højhed. “ „ Og i disse fem år har deres ægteskabelige lyksalighed sagtens været så stor, at de har ønsket at nyde den uforstyrret af verden? “ „ Alin ægtefælles stilling har hidtil holdt ham borte fra hoffet, og jeg har ærlig talt ikke beklaget det. Jeg er en frilufts-, ingen drivhusplante, og trives bedst uden bånd og tvang, langt borte fra konveniens og former. “ „ Kors ja, jeg husker nu, at de altid havde en vis frihedstrang, ligefrem revolutionære tendenser! — å, hvor godt husker jeg i det hele taget ikke den viltre Lolotte — munter som en lærke og sky som en hind; jeg skrev et langt digt til dem i randen af min latinske stilebog, i hvilket jeg kaldte dem „ min bevingede psyche “! Desværre fik de det aldrig at se, før min gode Tessin opdagede det og kaldte det noget fortvivlet vås — mon Dieu, hvor det krænkede mig! “ Fru durietz lo. „ Og mindes deres kgl. Højhed hvorledes prinsessen og jeg i havesalen på Haga plejede at begejstres og røres til tårer over de helteroller, som de deklamerede for os? “ „ Jo, jo, de var i sandhed taknemmelige tilhørerinder — mine brødre løb altid deres vej. Og hvorledes behagede forestillingen dem i aften? — jeg spørger ikke af forfængelighed alene, det er en sag, jeg virkelig i alvor har taget op. Også skuespilkunsten bør agtes, den er høj og fribåren, belærer og opløfter, og det er min hensigt her i Sverrige at' skabe en fast skueplads, hvorfra digterens ord og tanker skal lyde til folket og gøre det modtageligt for alt, hvad der er stort og skønt. “ „ Del er et herligt formål, og jeg er sikker på at det vil bære frugt! Jeg tror ikke, at et skuespil nogen sinde har grebet mig så stærkt som deres kgl. Højheds i denne aften.... “ „ Lolotte, Lolotte — skal det være smiger? Og fra deres læber? “ „ Nej, nej. I de stykker, der præsenteres af tyske og franske operaselskaber, ageres der alt for stærkt; sligt larmende spil er både usandt og uskønt, men i deres kgl. Højheds tragedie var der store skønheder, og i spillet var der sandhed og varme — derfor rev det en ganske med. “ Gustav betragtede hende glad overrasket og med en vis nysgerrighed. „ Deler noget, der kaldes inspiration, madame, “ Sagde han så og bøjede sig lidt frem for at se hende ind i øjnene, „ et blik seulement kan give ordene vinger og en flugt, der forbavser os selv. “ Charlotte du Rietz rødmede ganske svagt. „ Det gælder da kun ikke at fare vild på flugten, mon prince, men i rette tid at dale ned til jorden igen. “ „ Meget korrekt. Refleksion og selvbeherskelse ere store egenskaber, for ikke at sige dyder. Studerer de Voltaire? “ „ Ak nej, jeg tror, at vi kvinder i regelen mangle forudsætninger for at kunne forstå dette århundredets lys. “ „ Måske. Kvinderne er af naturen ikke logiske, hos dem er del nu engang allid følelsen, der vil råde over fornuften. “ „ Det sidste kan kun til dels indrømmes, deres kgl. Højhed, og slet ikke bevises! “ Gustav lo. „ Nej, der gives jo f. Eks. Dem, der slet ingen følelse have, “ sagde han, og lololte så hans blik ligesom tilfældigt strejfe grevinde ribbing. Skøn som en antik statue stod hun dér, den ulastelige, uangribelige hustru, så sikker og overlegen, og dog forekom det Fru du Rietz, at hun hele tiden holdt øje med hende og kronprinsen — en kvinde holder jo nu en gang ikke af at se den mand, der nylig har sukket for hendes fødder, ødsle sin opmærksomhed på en anden, selv om han er hende ligegyldig, og la betle ribbing var ikke vant til at blive stillet i skygge! „ Men man må ikke heller frakende en kvinde følelse, fordi hun måske mangler lidenskab, “ sagde Fru du Rietz. „ Bah — jeg tror på lidenskaben hos den koldeste og mest beregnende kvinde, bedste friherreinde, netop på lidenskaben, voyez vous — det kommer kun an på hvem og hvad der formår at vække den. “ I det samme lagde prinsesse Sofie Albertine sin hånd på hans arm. „ Pardon, “ Sagde hun, „ det var ikke min agt at forstyrre underholdningen med vor kære veninde, men den arme Taube har nu i næsten ti minnutter ventet på befaling til at lade musikken spile op til polonæsen.... “ „ Og min lillesøster venter på at komme til at danse den, n’est ce pas? “ Gustav så smilende ind i hendes yndige, unge ansigt. „ Eli bien, så lad da musikken begynde, og så din hånd, ma chere! “ Lidt efter så man kronprinsen føre sin søster over gulvet for at stille sig op til dansen. Bagefter fulgte begge brødrene, den spinkle, uanselige prins Karl, hertug af Sødermannland, og den statelige Frederik, „ Europas smukkeste prins “, som man kaldte ham, der på et vink af Gustav havde budt Charlotte du Rietz hånden. Der var mange øjne, som nysgerrigt fulgte hende. For de fleste var hun fremmed. Hun var en født de Geer, en tidligere protegé af dronnig Luise drikke, og hun var gift med feltøverste du Rietz — det var i grunden alt, hvad man vidste om hende, så nu drøftede man naturligvis hendes ydre, hendes væsen, toilette og hele fremtræden i det uendelige. Smuk kunne hun slet ikke kaldes — det påstod i det mindste alle damerne — men pikant og yndefuld, og fængslende ved den blanding af blyhed og naturlig frimodighed, der var udbredt over hende. Og hun lod til at more sig og nyde aftenens forskellige indtryk på en vis frisk og umiddelbar måde, der viste, at hun havde smagt for lidt af den store verdens adspredelser til at være bleven overmæt. „ Hvem er i grunden denne Fru du Rietz, som jeg i aften for første gang ser og hører omtale? “ spurgte kronprinsessen en af sine damer. „ Hun er en sønnesøns datter af den belgiske handelsmand de Geer, som i forrige århundrede indvandrede til Sverrige og indlagde sig så store fortjenester af fabrikvæsenet, at han blev adlet, “ svarede frøken ugla; „ som deres kgl. Højhed ser, er stamtræet ikke meget gammelt. “ „ Var hun præsenteret ved hoffet forinden sit giftermål? “ „ Jeg ved ikke om man kan kalde det således. Dronningen havde set og fundet behag i det halvvoksne pigebarn under et sommerophold på Haga, og lod hende ofte komme op på slottet til den lille prinsesse, som fattede stor hengivenhed for hende. Jeg tror nok det var bestemmelsen, at hun skulle have været udnævnt til hofdame, men i flere år opholdt hun sig hos en slægtning i udlandet, og så blev hun gift med oberst du Rietz. “ „ Ja så, “ sagde Sofie Magdalene tankefuldt. „ Han skal være adskillige år ældre end hun, og ikke just nogen hofmand, “ Bemærkede frøken løvenhaupt, „ men nu, da han beklæder så høj en post i hæren, kan han jo ikke holde sig tilbage som hidtil, især da madame du rietz’s høje velynderinder lade til at have bevaret deres venskab for hende — det er i det mindste en skrækkelig stads, prinsessen gør af hende. “ Kronprinsessen svarede ikke, og gjorde heller ikke tiere spørgsmål, men hendes øjne fulgte den kvinde, der så let og utvimgent talte og lo med ham, i hvis nærværelse hun selv blev tavs og forlegen. Hvor hun misundte hende! Hin bitre, skærende følelse af at være tilovers greb hende stærkere end nogen sinde før, mens hun sad dér, tilsyneladende stiv og kold — som en pyntet dukke, syntes hun selv, og kun til stede fordi etiketten nu en gang fordrede det! Hun forstod, at just alle de egenskaber der fattedes hende selv, med hendes tunge natur, dem ejede just denne lille flagrende sommerfugl. Psychen---------ja. I sin ungdommelige begejstring havde Gustav engang kaldt hende således, og han fristedes næsten til at gøre det igen nu, efter otte, ni Års forløb. Det uventede syn af hende havde sat ham i den bløde, lidt sentimentale stemning, der ikke var så sjælden hos ham, havde vakt erindringer, der i tidens løb vare udviskede. Del var som om han i ånden genoplevede de små uskyldige hyrdespil fra den første ungdomstid på Haga, i hvilke han havde tildelt sig selv heltens, og det nydelige, halvvoksne pigebarn heltindens bolle, disse små landlige idyller, fulde af poesi og bomantik, der ganske vist ikke havde haft meget med den virkelige verden at bestille, men som havde sat den sekstenårige ynglings indbildningskraft og vågnende følelsesliv i bevægelse. Der var vemod i at mindes hine dage, med deres bævende fryd og tungtåndende længsel, og ligesom drage det frem igen, der for længst var henvejret som fnug for vinden — hun, den lille Fru Lolotte, passede jo lige så fuldstændig ind i ensemblet nu, som hun dengang havde gjort, var en så vidunderlig staffage i maleriet! I morgen vikle han måske le ad sig selv ogad det hele, men i aften, mens musikken bølgede gennem de oplyste, blomsterfyldte rum, med deres kunstneriske udsmykning, dette lille ferige, som hans noget bizarre smag og stundom lidt udskejende fantasi havde fremtrylle! — i aften følte han en sælsom tillokkelse i helt og holdent at give sig hen til øjeblikkets indtryk, og ligesom lade sig lotte og bære deraf. Han holdt af at komme i slige stemninger, hvor det for fulde sejl stævnede bort fra det dagligdags, ke

1899_HenningsenA_Glansbilledet

Agnes

Agnes

Henningsen

Glansbilledet

female

female

dk

HenningsenA

Glansbilledet

Henningsen

Glansbilledet

En Historie for Damer

n

roman

Det Nordiske Forlag

KB

nan

nan

O

Frøken Eilertsen gik fra anden sal i frøknerne Holm * og Andersens pensionat op på kvisten for at klæde sig på til sin tur omkring søerne. Hun trak nænsomt skufferne ud og brugte mange nøgler. Da hun var færdig, blev hun stående og tænkte og byttede så visithandskerne med sine aftenhandsker. Hun bankede på døren ved siden af, og på sit langsomme dansk — hun havde været tre år i fransk pensionat, før det blev så korrekt — spurgte hun, om frøken Bloch ikke havde lyst til at følge med i det gode vejr. Frøken Bloch, en stor ung pige med stort, gult hår, var der i det samme med hatten i hånden. » Hvor fandt de dog på det,< sagde hun. » Jeg tænkte, de var så ene.< frøken Eilertsen tog forsigtig på ordene — frøken Andersen havde lige bedt hende tage sig af lille Anna Bloch, som trængte til en fornuftig veninde. Nede på gaden vendte Anna sig og så’ et øjeblik på huset, ligesom hun gjorde hjemme, når hun gik, og når hun kom. » Det er kønt, det store røde hus med de hvide bånd, « sagde hun. » Jeg tænker aldrig på de kaserner, jeg bor i, « sagde frøken Eilertsen kort. Hun var kommen til at se op til Fru v. Westens vindue, hvor der var et lyst lille ansigt med mange mørke tjavser ned over ørene og en stor hvid Hals, der lyste i solen. Anna så’ også derop. » Hvor brillant hun ser ud, « sagde hun. » Ellers lå hun vel ikke afklædt og flød i vinduet som et cigaretbillede, « sagde frøken Eilertsen og rødmede over sine egne ord. » Hun vinker os op, « sagde Anna og nikkede igen. » Hvad mon det er. « » Jeg venter hernede, « sagde frøken Eilertsen. Anna skyndte sig op — hun havde ikke engang set Fru v. Westens værelser, og alt hendes var så mærkeligt. Og hun havde aldrig talt rigtig med hende. » Hvorfor kom frøken Eilertsen ikke med, « sagde Fru v. Westen og ventede ikke på svar. » Se. « hun smilte triumferende og spredte sin store brogede frisérkåbe ud. » Lige fra Japan. Lugt. Ikke sandt. « Anna så’ sig skuffet om i to store Stuer med almindelige møbler. » Hvor de har dejlige blomster, « sagde hun. Fru v. Westen så’ pludselig alvorlig på hende. » Klæder den mig da ikke? « sagde hun. » De ser ud, som de ikke kunne lide mig i den. « hun fik noget ydmygt i stemmen. Anna var smigret og flov. Hun havde disputeret med mange i pensionatet om Fru v. Westen, som hun fandt grim med det underbid. Men sådan så’ hun nydelig ud. Hun mandede sig op til at sige det rent ud, som Fru v. Westen altid gjorde. » Ja, ikke sandt, « sagde Fru v. Westen. » Men se så, når den er væk. « hun lod kåben glide ned og lod hele ansigtet stråle. » Se, hvor klogt hovedet bliver. « » De ser ud som en pur ung pige, « sagde Anna og så’ beundrende på hende. Hun glemte helt, hvor denne talen om sit eget ydre altid havde stødt hende. » Ja det gør jeg. « Fru v. Westen strakte de kønne tynde arme og sukkede. Langsomt gik hun henimod spejlet og så’ længe og sukkede igen. » Man skulle jo altid være nedringet, « Sagde hun. Anna syntes næsten ikke, hun kunne afbryde hende. Sagte sagde hun, at frøken Eilertsen ventede nede på gaden. » Landsthingsmand, etatsråd Eilertsens datter. « Fru v. Westen talte med frøken Eilertsens stemme og lo til. » Men hvad var det nu, jeg ville dem. Der var noget bestemt. « Hun grundede et øjeblik og fandt ikke på det, men glemte det straks. » I dag er jeg for resten så forfærdelig glad, « Sagde hun. Hun omfavnede Anna lige hen til døren og puffede hende ud. Da Anna var kommen en trappe ned, blev hun kaldt op igen. Fru v. Westen stod i døren og hviskedee: » Når de keder dem hos de andre, kom så til mig. Jeg er morsom. « De små frøkner lind var kommen frem i deres dør, da de hørte Fru v. Westen kalde. Hun var for dem alt det, der er dejligt og forbudt. » Var de inde hos hende, « sagde de, da Anna gik forbi. » Hvad skulle de. « » Ja, « sagde Anna og blev flov ved tanken om, at hun ingen ting havde skullet. » Jeg skal skynde mig. « » Det er et dejligt vejr, « sagde de små frøkner lind og sukkede. De havde fundet på at gå på handelskursus for at slippe til København en vinter. Deres fader var stolt af dem, han begyndte at tro på det med kvindernes energi. Og nu sled de håbløst i lektierne. » Dejligt, « sagde Anna og løb videre. De små linder blev stående og så’ efter hende. Deres store, lyseblå øjne så’ ud, som de ville falde ud, hvis der ikke snart skete noget. Frøken Eilertsen gik Anna i møde. » Jeg tror, det er en sygdom hos dem, der ingen ting bestiller, at kalde på folk, når de skal gå, « sagde hun. Vinduet for op med et smæld, og Fru v. Westen lænede sig ud. » Sikken et vejr, når man er ung og forelsket, « Sagde hun, og hendes stemme klang på alle ordene. Anna blev stående og smilte til hende. Hun smilte en gang til, fordi frøken Eilertsen blot gik rask videre og så’ korrekt ud på ryggen. Da hun nåde hen til hende, sagde hun langsomt: » Det må være forfærdeligt at være skilt fra sin mand. « Frøken Eilertsen så’ ud, som hun ikke hørte det. » De siger også alle sammen, at det er galgenhumør mest, Fru v. Westens, « sagde Anna. » Og Marianne siger, hun har hørt hende græde om natten lige til den sidste tid. « Anna sagde ikke mere, for frøken Eilertsen havde en måde at lukke sine smalle læber på, så man blev bange for, at man havde sagt for meget. Mens de gik videre, kom hun til at tænke på, at det udtryk havde frøken Eilertsen, hver gang der blev talt om Fru v. Westen, og hun blev ved at tænke på det. Af og til så’ hun på frøken Eilertsens ansigt; det var så blegt og så ens altid, at hun syntes, det måtte gøre ondt i det. Og pludselig fik hun lyst til at se hendesmile. » Det kan være, det er, som frøken brun siger, « sagde hun og lo, » at man kun skal tale med Fru v. Westen, når man skal have en ny kjole. « » Jeg taler aldrig om folk, jeg ikke kan lide, « sagde frøken Eilertsen. » Nej, « sagde Anna og så’ ulykkelig på hende uden at fange hendes øjne. » Og jeg kan jo godt lide Fru v. Westen. Jeg begynder at synes så godt om hende. « » Jeg tror, det var bedre, om de var kommen i et andet pensionat, « sagde frøken Eilertsen. De tav igen længe. Anna tænkte på, hvad hun skulle begynde at tale om. Hun havde sådan lyst til at snakke løs nu, efter at hun havde været ene hele dagen. » Hvad tænker de på, frøken Eilertsen, « sagde hun. » På ingen ting, « sagde frøken Eilertsen og tog sig i det. » Jo, i det øjeblik tænkte jeg vist på Fru v. Westen. « Anna ville ikke spørge mere. » Hun ser vist udmærket ud til bal, « sagde frøken Eilertsen. » Ja, « sagde Anna. Hun forstod ikke frøken Eilertsen og opgav det. Hun gav sig til at tænke på København, som hun havde længtes efter så længe. Hun havde været her i tre lange uger og ingen ting set og ingen ting lært. Men nu havde Fru v. Westen inviteret hende, og nu var det jo også først, de alle sammen kendte hende. Hun tænkte sig glad og fik lyst til at synge i det høje vejr. Det var de kønneste efterårsdage. Unge piger gik endnu i lyse kjoler. I portene solgtes solsikker og blege valmuer. Nu imod aften var luften så stærk, at man kom til at længes efter de store brogede skove. Ved søerne stod hun stille. » Nu kan jeg ikke tie mere, « Sagde hun. » Hvor luften er dejlig. « hun sukkede og smilte. » Jeg ved ikke, hvordan det kan være, men dette tamme lille vand får mig til at tænke på havet hjemme, meget mere end Langelinje. « » Vesterhavet, « sagde frøken Eilertsen, som ordet var et digt. » Der har jeg længtes, « sagde Anna. » Da jeg var lille, forstod jeg ikke, at bølgerne gik ind, for hele havet drog ud. « i frøken Eilertsens ansigt kom der et skær af rødt. » Har de nogensinde været forelsket, « sagde hun. » Nej, det har jeg ikke. « » Der har jo heller ikke været nogen at forelske sig i. « » Masser, « sagde Anna og lo. » Jeg glemte, at de er så ung, « sagde frøken Eilertsen. » Der er da også noget, der hedder børneforelskelse, « Sagde Anna. » Det ved jeg fra mine kusiner. Vi var alle sammen hos bedstefader på hverringe i sommerferien, og vi unge piger lå sammen på det gule gæstekammer. De havde så meget for. Hver havde sin og gik og hviskedee i den lange nøddegang. — men jeg troede, at man blev straffet for det, når man blev stor. At ingen kom til at holde af en for alvor. « » Ja, « sagde frøken Eilertsen og så’ for første gang op. » Og for resten har jeg da også set andet end bønder hjemme, « sagde Anna. Hun gik lidt og smålo. » Der er noget jeg har lyst til at fortælle. Men det er vist ikke pænt af mig. « » Vi kender jo hinanden så lidt endnu, « sagde frøken Eilertsen. » Det er ikke noget højtideligt, « sagde Anna. Hun gik og betænkte sig, skønt hun vidste, hun kom til at fortælle det. » Og de får ham jo aldrig at se. « » Der er så meget kønt, der bliver grimt blot ved at siges, « Sagde frøken Eilertsen og stirrede ud over søen med sine triste øjne. » Og nu skal vi også hjem. Jeg vil helst ikke høre det. « Anna tav betuttet og tænkte på en lærerinde hjemme i præstegården, som frøken Eilertsen lignede. Først da de nåde hjem, sagde hun: » Det var slet ikke noget kønt. Det var nok om en ung mand, der var forelsket i mig. Men det var hans kærlighedshistorie med en dejlig fransk dame. « » De skal passe på, « sagde frøken Eilertsen. » I den sidste tid har de fået lidt af Fru v. Westens måde at tale på. « Anna så’ på hende. » Jeg holder meget af Fru v. Westen, « Sagde hun. » Men jeg tror ikke, jeg taler på samme måde som hun om den slags ting. « Frøken Eilertsen sagde ikke mere. Hun så’ skarpt på tre tomme drosker, der holdt for gadedøren. » Som man taler om solen, skinner den, « sagde hun. » Ja, nu skal hun ud igen, « sagde Anna. På trappen kom et stort selskab imod dem, de måtte gå til side, mens de stormede forbi, damer og herrer, der var hede og overlegne af fest. » Det dannede København, « hviskedee frøken Eilertsen og trak på munden. En ung mand sang ned ad trapperne. Han havde hænderne fulde af tulipaner. » Nu tændes lygterne, « råbte han. » Nu kan vi igen. « han svang blomsterne højt over hovedet. » Kom, « sagde frøken Eilertsen hårdt. Anna havde vendt sig om efter ham og smilet. Sidst kom en høj herre langsomt. Han ville gøre plads for dem, men så’ i det samme frøken Eilertsen og hilste smilende. Hun smilte også, men så’ forbi ham og tog i rækværket, som hun ville prøve, om det holdt. » Er du her, « sagde han. » Jeg havde hørt, du var langt borte. « » Jeg er kommen hjem nu i sommer, « sagde hun og så’ på hånden, der stadig havde travlt med rækværket. Anna så’ nysgerrig på ham. Han havde en stærkt rød mund i rødblondt skæg og mørkt glat hår ned i panden. han var stor og svær, men så’ ung ud med sine røde kinder. Han havde en gang, som han gik efter moden. » Ved du, at vi var i Paris på samme tid, « sagde frøken Eilertsen hurtig og sagte. Hun hørte selv, hvor fremmed hendes stemme lød. Han stod og så’ på asken af sin cigar. » Jeg tror næsten, de skrev det hjemme fra, « sagde han. Der kom en hvid stribe i frøken Eilertsens pande som altid, når hun ikke var sig selv. » Det er jo ikke hver dag, der er to fra Næstved i den by, « sagde hun. Anna gik videre. En trappe op mødte hun Fru v. Westen. » Lille Anna, nu skal der syndes og soldes igen, « sagde hun. » Men vejret er for godt. « Frøken Eilertsen havde hurtig sagt farvel og nåde Anna. Nu stod de alle tre og så’ på hinanden. » Det er mine, — hele den flok nede i droskerne, « sagde Fru v. Westen. » Selv er jeg jo bagefter med mine hundrede ting i sidste øjeblik. « hun nikkede til Herren, der gik utålmodig frem og tilbage. » Ja, ja, det haster jo ikke « og skyndte sig ned. Anna så’ efter hende. » Hvor hun ville ligne en ung pige, hvis hun ikke var så elegant, « sagde hun. Frøken Eilertsen gik og så’ dybt på sine handsker, mens hun tog dem af. » Det må være morsomt alligevel, « sagde Anna. » Så mange unge sammen. « » Jeg tror, jeg flytter, « sagde frøken Eilertsen. » Tonen er ikke som for tre år siden. — hvor var hun overstrømmende i dag. Han må da mindst tro, vi er veninder. « » Her er ikke meget mere afveksling end hjemme, « sagde Anna. Hun stod stille og lyttede. Hun blev varm i kinderne. det var Fru v. Westens trin igen. Og hvis hun blev bedt om det, tog hun med. » Frøken Bloch. « Fru v. Westen nåde forpustet op. » Vil de ikke være så sød at bede Marianne sige til hr. v. Westen, at det var mig aldeles umuligt at blive hjemme. Men tirsdag samme tid. « der stod et bybud udenfor Fru v. Westens dør, da Anna kom forbi. Døren var åben. Og hun fik lyst til at gå ind. Fru v. Westen stod ret op ved et bord og skrev. Hun nikkede og skrev videre. Ved vinduet sad Mimi bang, en høj, rig skikkelse, med håret glat over de runde kinder, og syede svaner i blågrøn silke. Langsomt trak hun den hvide tråd ud og ind. » Sæt dem her hos mig, « sagde hun, » og fortæl mig, hvad de vil herovre. « » Jeg ved ikke rigtig, « sagde Anna. » Jeg længtes så meget hjemme. Jeg tror, det var mest efter at blive til noget. « Mimi bang smilte lidt. » Hvadfor et talent har så de? « » Musik, « sagde Anna. Og uden at hun ville det, gav hun sig til at fortælle, at jerndorff havde hørt hende spille i fjor i Varde og sagt, at hun havde ikke så lidt talent. » Når en ung pige ikke rigtig ved, hvad hun længes efter, længes hun efter en mand, « sagde Fru v. Westen. Hun stod og rystede på hovedet af sin skrift. » Man ser også på de der, at de ingen ting duer til, « sagde hun og spredte sine små grimme fingre ud. » De var udmærkede, den gang jeg kendte dem, « sagde Mimi bang. » Ja i gamle dage. « Fru v. Westen lukkede døren op og nikkede til bybudet. » Kan de gribe. « hun kastede brevet til ham. Så fulgte hun ham høflig helt ud på trappen. Mimi bang var begyndt at tale om musik. — det var også hendes kunst, sagde hun. Hun talte med ord, som var nye, og som gjorde det levende. Anna knyttede hænderne i skødet af glæde og lyttede med hele ansigtet. » Ikke høj musik i mine Stuer, « sagde Fru v. Westen. » Nu har jeg gjort noget rigtigt. Nu vil jeg have det morsomt. « » Hvad er det da, de har gjort, « sagde Mimi bang. » Jeg har skrevet nej til en, jeg altid gerne ville sige ja til. « Mimi bang smilte. » Var det denne gang børnene eller pengene, deres mand skulle tale med dem om. « » Denne gang var det bare mit rygte, « sagde Fru v. Westen og lo. » Og jeg svarede ham, at mit rygte det var mit, da jeg desværre ingen døtre havde. « » Ja, Knud og lille Bent de klare sig nok, « sagde Mimi bang. » Jeg fortryder nej, og jeg fortryder mere ja, « sagde Fru v. Westen. » Jeg kunne godt græde. Men nu tænker jeg ikke mere på det. « hun tog Anna om skuldrene og rystede hende. » Sig, at her er rart, lille Anna. Lyst og rent og blomster, det er der ingen, der skulle tro om mig. « » De roser er dejlige, « sagde Anna. » Jeg kan ikke forstå, at man kan leve, hvor der er så lidt personligt, « sagde Mimi bang. » Ja, det forlanger jeg af mine venner. Selv vil jeg have det, som jeg havde det hjemme hos fader. Det er det eneste, der har været ens i mit liv. « » De er her jo heller aldrig, « sagde Mimi bang. » Mennesker skal være ejendommelige og kønne, hvis jeg skal have med dem at gøre. Kvinder — mænd skal vel være, som de er. « » Det forstår jeg ikke, « sagde Anna. » Se nu lille Anna. Hun interesserede mig straks. Jeg vidste ikke, om det var den smukkeste eller den ubetydeligste unge pige, jeg havde set. Mimi bang interesserede mig også, og hun er bleven ved med det. « » Vi taler jo heller aldrig sammen, « sagde Mimi bang. » Vi ser mildt til hinanden over bordet. « » Vi taler da sommetider sammen — om mænd, « sagde Fru v. Westen. » Jeg taler, og de giver mig ikke ret. « » Jeg giver dem ret overfor deres mand. « Fru v. Westen så’ alvorlig frem for sig og sagde langsomt: » De forstår ikke, at jeg godt ved, mænd helst vil have den, de ikke kan få, og at jeg alligevel er rørt over, at han helst vil have mig. « » Det med deres mand er kun klokkeklang, « sagde Mimi bang. » Forbi er forbi. Når man da vil blive ved at være sig selv. « » Og forstår de mig måske, « sagde Fru v. Westen med et ansigt, som glædede hun sig til at drille, » når jeg siger, der er kun to ting, der duer. Mange mænd eller én, man kan beholde for sig selv. « » Det forstår frøken Bloch heller ikke, « sagde Mimi bang og så’ vist på hende. » Jeg har ikke de mange, så det kan lille Anna ikke få ondt af, « sagde Fru v. Westen. » Man kan ikke gøre det til en biting, når man ikke véd noget større. « » Men sommetider taler de, som de havde hundrede erfaringer, « Sagde Mimi bang. » Det har jeg også, fordi jeg kan se. « Fru v. Westen strøg sig hen over ansigtet. » Vi må have vin, « sagde hun. » Jeg bliver ved at være stram i de bedrøvede folder. « Mimi bang rejste sig. » Nu spiller jeg deres gavotte, « Sagde hun. Fru v. Westen stod et øjeblik og lyttede. Så tog hun med begge hænder i sin kjole og dansede med små bevægelser. Hun så’ ud, som hun var lykkelig og langt borte. Mimi bang spillede stærkere. » Se nu på hende, « sagde hun og gjorde tegn til Anna. Fru v. Westen hørte det og stod stille. » Jeg har været balletpige i cirkus i den forrige tilværelse, skal jeg sige jer, « sagde hun. » Jeg husker det alt sammen. Jeg havde det så godt. « Marianne blev kaldt ind med vin og måtte tage et glas med. » Marianne, « sagde Fru v. Westen og løftede sit glas. » Vi drikker på, at de må finde ham. « » Nej, det véd fruen godt, « sagde Marianne og lod sit glas stå. » Marianne— « Fru v. Westen gjorde en pause, som hun ville give dem tid til at samle sig. » Jeg kan betro dem, man kan finde ham mere end én gang. « » Når fruen er i det humør, « sagde Marianne og rejste sig, » så véd fruen godt, jeg går. « hun tog sit glas og smilte til Anna. » Gid de må finde en mand, frøken, der er noget ved. Så de kan beholde ham. « » Tak, « sagde Anna og drak ud. Marianne tog bakken og gik. I døren vendte hun sig og så’ på Mimi bang. » Fruen har det kun i munden, det véd vi jo, « sagde hun. » Munden er god,* « sagde Fru v. Westen. » Jeg har arvet den efter min fader og min bedstefader. Men de var jo mænd. Så de var bare morsomme. « » Man skal ikke sige mere, end man mener « sagde Marianne og gik. » Hun var vred, « sagde Mimi bang. » Jeg kan godt lide hende. « » Ja, « sagde Fru v. Westen. » Men nu har Jesus fået tag i hende. Før var hun forlovet med en smuk sømand, der jo ikke var så tro. « M iMi bang så freM for sig. » Hver Må vel have sit, « sagde hun. » Ja, « sagde Fru v. Westen og kneb øjnene til. ^det er jo ikke andet. « Marianne kom ind igen. Hun havde et brev i hånden. » Det sagde jeg ftok, « sagde hun. » Er det det samme bud. « Fru v. Westen snappede ærgerlig brevet og løb det igennem. » Nej han er der selv. Sagde de, at jeg var hjemme. « Marianne svarede ikke. — fruen er jo hjemme, — sagde hendes øjne. » Det er min mand. « Fru v. Westen så’ på Mimi bang, som hun kunne gøre ved det. » I skal blive, « sagde hun. » Bagefter er jeg så ene. « » Ja, « sagde Anna og så’ medlidende på Fru v. Westen. Hun tænkte sig en mand, man måtte skilles fra, som en tyk rød en, der stank af drik. Mimi bang satte sig til at skrive. Anna prøvede at læse, men hun hørte stemmerne fra den anden stue så tydelig. Hun rejste sig og gik op og ned ad gulvet for ikke at høre ordene. Der var en klar køn herrestemme, der talte indtrængende og ens. Fru v. Westens bløde mørke stemme kom ind imellem, snart stille og snart høj og hånlig, ikke ens to repliker i træk. Nu rejste de sig og gik sammen frem og tilbage. Han talte højere og gladere. De lo. Når de nærmede sig døren, hørte man hvert ord. » Jeg glemte sidst at fortælle dig, at Knud en middagsstund begravede Bent i tobak. For at se, om man kunne nyse, mens man sov. « Fru v. Westen lo med en varm, lykkelig latter. » Hvad sagde dog » lille bror « til den omgang? « Mimi bang vendte sig fra sit brev. » Det lyder jo fredeligt, « Sagde hun. » Det lyder som musik. De kønne stemmer, de har. « » Ja, jeg hører aldrig, hvad Fru v. Westen siger, « sagde Mimi bang. » Jeg hører kun stemmen. « De blev siddende begge to og lyttede. Stemmerne blev sagtere, de smeltede sammen som stemmer, der synger. » Men de ødelægger også det, som er kønt, « sagde Mimi bang. Anna sagde ikke noget. Hun forstod det ikke. Men af stemmerne holdt hun med hans. Nu hørte hun ordene igen. » Men om børn skal man være to, « sagde han. Hun syntes, at det var så kønt, at hun med vilje hørte efter. Men nu var det kun enkelte ord — pligt — ansvar — nok for et menneske. Pludselig lød det, som om der blev slået i bordet. » Du véd, at jeg er ikke sådan. Det er ikke lykke for mig. Jeg sagde dig det den gang. « og Fru v. Westens høje, hånlige latter. » Jeg forlanger ikke så meget. Jeg vil holde af en mand, så jeg er nok for ham. Kort eller længe. Altid, hvis det er muligt. Men det er det ikke. « » Fordi du ikke tror på det. Fordi du er så kold og klog. Havde du ikke altid været så klog — « » Hå—hå — el var jeg kold og klog i fjor —? « Mimi bang havde rejst sig. » Vi går op til mig og henter noget. Nogle cigaretter, « sagde hun. De listede sagte ud. Men før de havde nået op ad trappen, hørte de døren gå og Fru v. Westen, der underlig ydmygt sagde farvel. » Gå så hellere ind, « sagde Mimi bang. » Det er ikke værd, hun er ene. « Fru v. Westen skænkede sig et glas vin til randen og drak. Hun stod og stirrede, spurgte Anna om Mimi bang og hørte ikke svaret. » Jeg går ind og græder lidt, lille Anna, « sagde hun pludselig og smilte. » Det hjælper ikke før. « Mimi bang kom. » Nå, og jeg, som skyndte mig, « sagde hun og så’ mod den lukkede dør. » Jeg tænkte, Fru v. Westen var i det humør, hvor hun betror sig til Marianne. « — hun blev ved at tale lystigt og ligegyldigt. Anna svarede kort. » Har de ret begge to? « sagde hun pludselig. Mimi bang så’ forundret på hende og betænkte sig. » Nej. Hun havde ret, « sagde hun, » skønt man ikke skulle tro det. « og langsomt tilføjede hun: » Og hun har endnu ikke været sådan, at hun har fået uret. « » Jeg kan ikke forstå det, « sagde Anna. » Det skal de vist heller ikke, « sagde Mimi bang og smilte til hende. » Så ung de er. « Fru v. Westen kom ind, missede med øjnene imod lyset og skar grimacer. » Jeg er væmmelig, når jeg er sentimental, « Sagde hun. » Men nu skal vi have vin og være glade. « Hun stod lidt og så’ på glassene uden at skænke, vendte sig pludselig og gik hen til vinduet. » Gid de holdt af musik, « sagde Mimi bang. Anna rejste sig og skænkede vin og blev stående og så’ på den. » Vinen er her, Fru v. Westen, « sagde Mimi bang. Fru v. Westen vendte sig imod hende. » Véd de, hvorfor det gør sådan indtryk på mig, når han er forelsket i mig? « Sagde hun. » Når andre gør kur til mig, så véd jeg, det er, fordi de tror ondt om mig. Men han holdt af mig, fordi jeg er god. « » Det er jo ham, der har fået det at se, « sagde Mimi bang. » Da de holdt af ham. Da de skulle have børnene, og de døjede ondt for dem — altid var de glad. Den gang Knud var syg--------de vidste, han kom sig. De var glad. De kunne jo passe ham. Altid var de glad. Og det bliver de, når de får nogen at være det for. « » Jeg var som alle andre, « sagde Fru v. Westen. » Men som jeg aldrig bliver mere. Og derfor holder jeg af ham. « » Og de var stolt og tålmodig, da han var anderledes. Hvorfor skulle de ikke blive noget godt igen? « » Når jeg sidder med hans hånd og taler med ham om børnene — der er jo ingen, der forstår de børn som han — så holder jeg af ham. Men hvis hans hånd bliver anderledes, blot hans finger stryger hen ad min hud, hader jeg ham og husker det alt sammen. « » Når han holder så meget af børn, « sagde Anna, » så må der være meget ved ham. « Fru v. Westen kom til at le. » Hør det lille snusfornuftige pigebarn, « sagde hun. Hun lo, til hun blev sig selv igen. » Ja, lille Anna, ellers havde jeg ikke taget ham. « » Men hvorfor — « sagde Anna og blev ved at være alvorlig. » Ja hvorfor, lille Anna? « sagde Fru v. Westen og tog hende under hagen. » Fordi jeg ikke kunne lide at være hanrej. « » Hvor det er et ækelt ord, « sagde Anna og trak sit ansigt bort. » Det er også ækelt at være det, « sagde Fru v. Westen. » Man mærker det, selv om man ikke véd det. « hun for op og slog knald med fingrene. » Lille Anna skal se min gamle latterlige kontrakt. « men så så’ hun betænkelig til Mimi bang. » Det kan hun da godt. « » Det kan hun vist, « sagde Mimi bang. » Men frøken Bloch er så ung, at hun ikke synes den er latterlig. « » Hun er i den alder med i. P. Jacobsen første gang, « Sagde Fru v. Westen. Hun trak alle skrivebordsskufferne ud og rodede rundt i dem. » Og det var vi også. Jeg ville ikke giftes, for jeg troede ikke, noget kunne vare. Men han havde nogle nye, store ord. — hvis jeg kom til at holde af en anden, ville han vente på mig. Mine Stuer skulle stå, og ingen skulle komme i dem uden han. « Hun holdt op at søge og skubbede en af skufferne ind. » Bare jeg ikke har brændt den, « sagde hun. » Den var nu skrevet i spøg. Men vi mente det. « » De har vist lånt den ud, « sagde Mimi bang. » Gør de nar, « sagde Fru v. Westen. Hun slog sig ned ad kjolen, som når hun var rigtig fornøjet. » Du store gud, hvor var jeg stolt af den ægtepagt. Jeg syntes, det var det nyeste og frieste i verden. Jeg pralede af den til alle mennesker og troede aldrig, vi fik brug for den. — men da jeg skulle, holdt jeg den hellig. Han forelskede sig for en aften, og så for en måned. Og så for alvor. — da forlangte jeg, at hun skulle vide, jeg vidste det, for jeg var for forfængelig til medlidenhed. « » I den tid så’ jeg dem, « sagde Mimi bang. » Og jeg syntes, de var den mærkeligste lille kone. De var stille. De talte med en lys lille stemme. — deres stemme er også blevet anderledes. De så’ ud som en ganske ung pige. Og vi var alle sammen imod dem, som om de stod over os i forstand og alder. Og mest deres mand. « Fru v. Westen sad og smilte, mens hun tænkte. Hun tænkte på sig selv fra de dage, så hun kom til at se ud som den gang. » Han var også stolt af mig, « sagde hun. » Vi så’ begge to op til mig. Og vi så’ vist lidt ned på de damer, der ejede resten af ham for en smule tid. « hun lo. — » Og det gik meget værdigt til. Jeg fik hver-sitsovekammer. — og sommetider sov jeg jo alene. « » Ja, hvor de holdt af ham den gang, « sagde Mimi bang. Fru v. Westen sad igen og tænkte med det unge ansigt. Pludselig tog hun sit glas og løftede det højt. » Jeg drikker en skål for de dage, « sagde hun. » Skål, « sagde Mimi bang. » Den tid var også den bedste i mit liv. « » Sommeren i Hornbæk, « sagde Fru v. Westen. » Schbllers og de i kroen og vi på strandvejen. Var i ikke så forelskede allesammen den sommer. De var så dejlig — med øjne, der ingen ting så’. Det var alle vegne. Og jeg følte mig så ene. Jeg længtes efter det gamle, og jeg længtes efter noget nyt. Jeg misundte de mennesker, der får et barn hvert år. Jeg havde det vist ondt den sommer. « » Jeg tænkte på det somme tider, « sagde Mimi bang. » Jeg kommer måske til at drikke den sommers skål endda, « sagde Fru v. Westen. Hun sad og smålo. — » Til at begynde med var det vist ikke andet, end at han var den første jeg så’ i hvide klæder. Han så’ ud af al slags eventyr i den mørke plantage med schbllers hvide hund i hælene. Og hvor gammel var jeg den gang? « Mimi bang rejste sig og blev stående og så’ på Fru v. Westen, mens hun langsomt strøg ned over sine hofter, som det var hendes vane, når hun tænkte. » Og senere var det det, at han holdt af mig. Det er så meget, når man kun er vant til at blive gjort kur til. Den aften, han sagde det til mig — i var der alle sammen — sad vi to i lysthuset. Vi talte ikke, og vi hørte heller ikke de andre. Jeg husker hver lyd, cyclerne på strandvejen, der surrede som oldenborrer. — han tog med begge hænder om mit hovede, ganske langsomt og blødt — jeg følte de hænder lange tider efter. Og da vi fulgte jer hjem, stjal jeg mig til at tage hans hånd og lægge den op til min kind. « » Hvor jeg husker ham, « sagde Mimi bang, » når vi prøvede på at drille ham i de hvide klæder og kaldte ham den store dukkedreng. « » Jeg husker ham ikke mere, « sagde Fru v. Westen.-------------- » Den aften sagde jeg det. Jeg bad ham huske vores gamle kønne kontrakt — jeg ville så gerne blive hos de små drenge. — om jeg var gal. — de børnestreger. Jeg kunne få lov i ensomhed at vælge mellem mine børn og min elsker. Så rejste jeg. — og kom igen til juleaften. « » Så synes jeg, deres mand var så lykkelig over dem, « Sagde Mimi bang. » Jeg havde hver nat hørt Bent græde. « Fru v. Westen så’ frem for sig. — » Men Vorherre har ikke ment det godt med mig alligevel, siden jeg kun kan passe små børn og ikke opdrage store. — ja så var han glad og tryg. Og jeg var glad og tryg. Til jeg en dag fandt ham med Ulla, — alle mennesker véd det jo, min bedste ven fra vi var små. De to havde narret mig året rundt. Så tog jeg ganske rolig drengene og gik hjem til fader. « Annas øjne blev pludselig fulde af tårer. » Nej, « sagde hun. Der kom et ondt udtryk i Fru v. Westens ansigt. » Hanrej. Det er kun, når man ikke véd det, « sagde hun. » Det, som er så latterligt, det gjorde de mig til, de to, som jeg holdt mest af. « Anna sad og græd, som hun græd over en bog, uden at tænke på at skjule det. » Herregud, « sagde Fru v. Westen og så’ forfærdet på Mimi bang. » Vi har glemt de stakkels små sytten år. « » Jeg har hørt det så tit, « sagde Mimi bang, » så jeg ikke hører det. Og nu til sidst tænkte jeg på den sommer. « » Vær ikke vred på os, lille Anna, « sagde Fru v. Westen og kyssede hendes hånd. » Jeg har talt om det så tit, så vi vist slet ikke mere véd, hvor slemt det er. « Marianne skulle gennem stuen for at tæppe af. Hun blev stående foran Fru v. Westen og så’ ud, som hun var groet op af gulvet fra en anden verden. » Det er heller ikke selskab for en ung pige, Fru v. Westen, « sagde hun. » Vi står jo her og er kede af det, Marianne, « sagde Fru v. Westen. Anna havde rejst sig. Hun smilte og sagde, at det var ingen ting. Hun havde bare været så søvnig og træt. » Nu siger vi godnat, frøken Bloch, « sagde Mimi bang, » og så følges vi op. « Fru v. Westen trykkede ivrigt Annas hånd. » Ja, snak lidt med Mimi bang. Hun er så fin og pæn. « » De er klog, Fru v. Westen, « sagde Mimi bang. De lo alle tre. Fru v. Westen måtte omfavne Anna, fordi hun kunne le. » Fruen lærer aldrig, at der er forskel på folk, « sagde Marianne, så snart døren var lukket efter dem. » Nej. Det var synd, « sagde Fru v. Westen. Men så tilføjede hun fornøjet: » Det gjorde fader og bedstefader heller aldrig. « » Fruen skal nu være født med det alt sammen, « sagde Marianne. » Men så må man sætte skuldrene imod og skubbe den anden vej. « Fru v. Westen så’ på Marianne, der gjorde forberedelser med kar og svampe og håndklæder. » Skal jeg vaskes, « Sagde hun og gyste. Marianne satte det på plads igen uden et ord. Hun tændte lampen ved sengen og lagde en bog frem. » Godnat, « Sagde hun. » Skal mit hår ikke børstes, Marianne, « sagde Fru v. Westen. » Den smule hår kan fruen godt børste selv, « sagde Marianne og lukkede døren fast i. » Vel, « sagde Fru v. Westen højt og begyndte at klæde sig af. Alt tøjet lod hun ligge, som det gled ned, og hoppede i seng med højt opsat hår. Det bankede. » Værsgod, Marianne, « sagde hun og så’ smilende mod døren. Mimi bang kom ind. » Jeg ville sige dem rigtig godnat, « Sagde hun. Fru v. Westen pegede på klæderne, der lå på gulvet. » Marianne straffer mig. Hun véd jeg elsker at blive puslet med, « sagde hun. » Hvordan gik det så med det lille hvide fæ. « » Hun tager ikke let skade, så vidt jeg kan se, « sagde Mimi bang. — » Jeg kom for at sige dem, at nu, da jeg véd, hvem det er, så tager jeg mine ord i mig. « » Jeg tror også, det er alvor, « sagde Fru v. Westen. Hun rejste sig i sengen og**så’ triumferende på Mimi bang. » Jeg sagde det til ham i dag, da han var i færd med pligt og ansvar og alt det: men hvis jeg nu har fundet mig en ny stolt lykke? « » Hvad sagde han? « » Så sagde han jo, at han elskede mig, og at det andet havde ingen ting været, og alt det, de så siger — « » Og hvad sagde de? « » Jeg blev, som de så’ «, sagde Fru v. Westen. » Det er vist sådan, at den mand, der har haft os, har mere magt end den, vi endnu kun er forelsket i. « Mimi bang kom helt hen til sengen. » Det gamle trækker ned, « sagde hun. » Og hvis det nye blot er alvor — « » Jeg er, som jeg altid har været, « sagde Fru v. Westen. » Det tror man altid, « sagde Mimi bang. » Men jeg kom ikke for at tale ondt til dem. Egenlig skulle de have et Kys, som de altid siger, fordi det er den samme som den sommer i Hornbæk for tre år siden. « » Det er vist bare tilfældigt, « sagde Fru v. Westen. Hun strakte sig i sengen og lo hen for sig. » Men det Kys får jeg vel også nok. « » Godnat, « sagde Mimi bang. » Jeg skal jo tidlig op. « » Hør, ligger de med natkjole, « sagde Fru v. Westen og så’ forelsket på sine arme. » Det er det grimmeste, jeg véd. « » Godnat. « Mimi bang gik hastig over gulvet med sine bløde trin. » Mimi bang, « kaldte Fru v. Westen og rejste sig. » De må vist tro, der ikke er alvor skabt i

1878_HenningsenE_MathildeOgHendesVenner

Emanuel

Emanuel

Henningsen

Mathilde Og Hendes Venner

male

male

dk

HenningsenE

Mathilde Og Hendes Venner

Henningsen

Mathilde og hendes Venner

Fortælling

n

gothic

Rom

KB

Børnebog?

nan

nan

O

Første kapitel. Ved vintertid. — studenten og dunk. — Mathilde. Nu, hvor stormen hylede udenfor, hvor den gnistrende, hvide sne føg hen ad gaderne! Vandposten henne på torvet havde fået sig en kavaj af strå og stod og knejsede med en hvid snehat på hovedet, ret som en anden stråjunker; den forgyldte kugle oppe på kirkespiret, som ( kuglen nemlig ) så så lille ud nede fra gaden, og som dog efter klokkeringerens forsikring var så stor, at han magelig kunne krybe ind i den og sove til middag derinde — hvilket han dog aldrig gjorde —, var så skinnende hvid, at det ordentlig gjorde ondt i øjnene, når vintersolen en gang imellem skinnede på den; husenes Tage viste tænder og bugnede under snedynger, der af og til fik det indfald, nden mindste varsel at trille ned over hovedet på de forbigående, -— kort sagt, det var en knagende, knugende vinter, en sådan vinter, som isblomsterne på ruden synes så godt om. I en af Københavns mindre gader lå det hus, i hvilket første kapitel af vor fortælling foregår. nede i stuen boede der en brændehandler; hvis han ikke havde det lunt inden vægge, var det hans egen skyld, thi brænde havde han da nok af. På første sal boede der en gammel østerriger, der sang brudstykker af tyske viser, drak danske snapse og røg hollandsk tobak. På anden sal boede der to personer, nemlig en lystig student, som hed Rudolf storm, og som udelukkende syntes sysselsat med at dressere en hund, hvis ildeklingende hylen tydede hen på tungnemhed, og et kongeligt postbud med en rød frakke, der begge — postbudet og frakken nemlig — kun vare hjemme om aftenen. Postbudet havde en rød næse om sommeren og en blå om vinteren; det var da ellers den samme næse, han havde både sommer og vinter, farven var bare forskellig. „ Det er en temperant næse, jeg har, “ Plejede han at sige en gang imellem; dermed mente han, at den var et slags ttermometer, som viste, om det var varmt eller koldt. „ Folk tror måske, at det er en brændevinsnæse; men det er det ikke, thi jegsmager aldrig brændevin. Ok nej! “ Postbudet hed dunk. „ Det er i grunden et væmmeligt navn for en mand med en sådan næse, “ sagde han til studenten og lo med det samme, „ Dunk smager også af brændevin, så både min næse og mit navn lyver mig på. Det er mig plat ufatteligt, hvorfor min fader ikke fandt på at skrive det bagvendt, så havde det været Knud, og det havde døg været pænære. Ok ja! “ „ Hver har sit kors at bære i verden, “ svarede den lystige student. „ De er plaget med en uheldig næse og et dito navn, jeg med en dum køter, der ikke en gang kan lære at give pote eller ligge død. “ „ Ja, “ sagde dunk betænksomt, „ der er noget i hvad de siger, men de kan kaste deres kors på døren, jeg kan derimod ikke godt være tjent med at miste nogen af mine. Ok nej! “ Han lignede en rigtig snemand, medens han gik nede på gaden med sin brevpakke i hånden; undertiden skinnede døg den røde frakke frem under snelaget. „ Så er jeg dannebrogsmand med hele kroppen, “ Sagde dunk “, „ det har vinteren gjort mig til, for kongen har nok glemt det. “ Nogle steder, hvor han kom hen med sine breve, blev han modtagen med glæde, især var man glad, når der var fem segl uden på brevet, for så vidste man jo nok, af der var penge inden i; andre steder brummede modtagerne og så surt til ham, som om de troede, af han var skyld i, af de rykkerbreve, han afleverede, vare skrevne og afsendte. Der var mange slags breve i dunks pakke, embedsbreve i koneeptkonvoluter med store segl og med et uhyre vigtigt udseende, endskønt de mangen gang slet ikke vare vigtige og godt kunne været forblevne uskrevne uden synderligt tab for land og rige, forretningsbreve af et tørt og værdigt udseende ligesom grossereren henne på hjørnet, rosenrøde breve, der duftede af parfume, smudsige breve, der ikke duftede eller også duftede af noget helt andet, store breve og små breve, kunstig sammenlagte breve, som det var et helt kunststykke af få åbnede, — kort sagt breve af ethvert muligt udseende og breve til ethvert menneske i hele gaden; men til den fattige unge frue, som med sin lille pige boede oppe på tredje sal, var der aldrig breve, skønt den lille pige dag for dag kiggede ud over trappens rækværk og så helt forventningsfuldt ned på dunk, når han kom trampende op ad trappen. „ Heller ikke i dag? “ spurgte hun og så skuffet ud, som hun hver dag gjorde, når dunk vendte hjem. „ Heller ikke i dag, “ gentog dunk og trampede sneen af sine støvler med en sådan larm, at studentens hund forsøgte at sprænge døren ud til trappegangen for at komme ud og bide ham i benene; „ men det kommer nok... det kommer nok, lille ven. Ok ja! “ „ Jeg frygter for, at det aldrig kommer, “ sagde den lille pige med tårer i sine øjne. „ Ok jo, vist kommer det, “ svarede dunk, trampende omkring uden for sin dør, idet han så venlig op på hende. „ Vist kommer det, lille ven; men sig mig egentlig en gang, hvem er det, der skal skrive det brev? “ „ Ak, ved de ikke det! Det er jo fader, vi venter brev fra. Han rejste til Amerika for tre måneder siden, og han lovede, at han straks skulle skrive, når han kom der over; men te ved jo, at der endnu intet brev er kommet. Og moder er syg; et brev fra fader ville gøre hende så godt. “ „ Syg! Hin, det er slemt, “ sagde dunk medlidende. „ Hør, du lille, hvad er det nu du hedder... nå Mathilde, ja Mathilde er det jo; har du ikke tid til af gå lidt med ind i mit bur? Vi kan jo snakke lidt om det, ok ja, det kan vi; men du har måske ikke tid. “ „ Jo, moder sover nu, “ svarede Mathilde og skyndte sig ned ad trappen. Så trådte de begge ind i dunks „ Bur “, medens der nede fra østerrigerens lejlighed lød en brummende sang op til dem: „ Ach, ich bin so mude, ach, ich bin so maft.. „ Han er altid mude og maft, og så bestiller han dog aldrig andet end af ryge tobak, “ sagde dunk, i det han strøg en svovlstik mod væggen for at tænde ild i sin kakkelovn. „ Ser du, Mathilde, sådan en gammel pebersvend, som jeg, må være det menneske taknemmelig, der opfandt høvlspåner; uden høvlspåner — ingen ild. Se nu, hvor det brænder! “ „ Ja, høvlspåner er dejlige, “ indrømmede Mathilde, „ men jeg tror dog ikke, de er absolut nødvendige. “ „ Ikke? Nå, ja jeg vil heller ikke nægte, at jeg undertiden, når min beholdning var udtømt, har gjort det til en wressag at tvinge ilden freiu uden deres hjælp; men jeg gør det nødig, det tager på kræfterne. “ Imidlertid buldrede ilden i ovnen, og snart begyndte isblomsterne på ruden at visne og dø; de kunne jo ikke godt tåle varme. Dunk fik den lille pige pladseret i sofahjørnet, selv satte han sig hen i en aldrende lænestol, gned sine hænder lidt mod hinanden, kærtegnede sin næse, så at den begyndte at rødme, og tog så igen til orde: „ Nå,far er altså rejst bort fra sin lille pige. Ok ja, han gjorde det vist nødig. Hvorfor rejste han bort, lille ven? “ Det var en bedrøvelig historie, Mathilde havde at fortælle ham. Faderen havde været offieer, da han giftede sig med hendes moder, men havde kort derefter på svigerfaderens anmodning søgt sin afsted for at uddanne sig i handelsfaget, få at han en gang kunne overtage styrelsen af det store handelshus, hans svigerfader stod i spidsen for. Nogle år efter døde denne sidste, og faderen blev nu husets chef, sindtil det på grund af forskellige store tab gik fallit. Siden den tid havde fattigdommen stået truende for døren, og faderen havde da tilsidsf besluttet sig til at udvandre til Amerika for at forsøge at bryde sig en bane der. Men tre måneder vare nu allerede henrundne siden hans afrejse, uden at de havde hørt noget fra ham; moderen havde ligget syg i den sidste uge, og arbejdet, som hun og Mathilde havde udført for at fortjene lidt til husholdningen, var nu sluppet op. „ Hin, hin, det var slemt, meget slemt, “ sagde dunk og bankede sig eftertænksomt på knæet. „ Vi må virkelig se til at gøre noget. Ok ja, det må vi! “ Mathilde så forventningsfuldt på ham og tørrede tårerne af fine øjne. „ Nå, min ven, hvad var det så, at du og din moder bestilte? “ „ Hun syede og broderede, og jeg strikkede strømper; men nu har vi intet arbejde mere. “ „ Og du strikkede strømper, “ sagde dunk og så beundrende på hende, „ det var... det var stort! Og det var meget heldigt, for jeg trænger svært til strømper. Ok ja, jeg har næsten ikke flere strømper; jeg må have mig nogle ny. Og dem vil du strikke? “ „ O ja, så gerne, “ svarede Mathilde fornøjet, „ det vil jeg så meget gerne. “ Dunk sad lidt og betragtede hende, derpå lagde han hovedet på siden og så på hende med et listigt blink i ojet. „ Holder du af bens? “ spurgte han pludselig med en så barsk røst, at Mathilde for forskrækket sammen. „ Ja, “ svarede hun. „ Kan du også lavebeuf? “ vedblev han. „ Ok nej, det kan du da ikke. “ „ Jo, det tror jeg nok, jeg kan. “ „ Hun kan lavebeuf “, sagde dunk, idet han gned sine hænder og vendte sig om imod døren, som om han særlig henvendte sine ord til den. „ Tolv år gammel og kan allerede lave beuf! Det er... det er mageløst! “ Efter således at have udtrykt sin beundring for døren, sprang han op og trak den lille pige med sig ud i køkkenet, hvor alt lå hulter til bulter mellem hinanden. Stegepanden stod henne i en krog hos ildtangen, tekjedlen stak sin næsvise tud ned r komfuret og vendte bunden i vejret ligesom en and, der leder efter muslinger; kartoflerne lå på gulvet, skrævende til rødløgene, og trak rynker i panden; omme bag døren stod riskosfen og gulvskruppen og stak hovederne sammen, og tæt ved dem stod der en gnaven gryde, halv fuld af grød, der var få gammel og gråskægget, at det var en gru. Io, det var rigtignok en smuk redelighed, den! „ Ser du, Mathilde, “ sagde dunk og for hen til et lille skab, „ sådan er det at være pebersvend! Ingen ting er, hvor det skal være. Men nu skal du være min husholderske en gang; se, her er kød, her er smør, ild er der inde i kakkelovnen, og her er brænde. Der ligger kartofler; kort sagt, her er alt hvad der skal være, men det er ikke på plads. Lav os nu en beuf, Mathilde, mens jeg går i byen; om en time eller før er jeg her igen. Det er fandt, inde i skatollet ligger der duge, knive og gafler; du finder dem nok. Ok ja! “ Dermed for han ud af døren og ned ad trappen. Han gik ud med en rød næse, men kom hjem med en blå, med en stor pakke under armen og med en flaskehals tittende op af frakkelommen. Bordet var imidlertid bleven dækket med en hvid dug, på hvilken der var stillet en tallerken, et saltkar, en sennepskande og en tykmavet peberbøsse. Ved tallerkenen var der lagt kniv og gaffel. Ude i køkkenet brasede og spruttede det; Mathilde gik i travl virksomhed omkring der ude, med wrmerne opsmøgede til albuen og med et hvidt køkkenforklæde bundet foran sig, med røde kinder og med øjne, der lyste af fornøjelse. så kom den dampende beufsteg på bordet. „ Hvad er det, “ sagde dunk med påtagen barskhed og rullede stne øjne rundt i hovedet ligesom møllestene; „ vil min husbestyrerinde ikke spise med! Tror hun måske, af jeg gamle kavaler vil undvære dameselskab, når jeg kan få det? Ok nej! En kuvert til husbestyrerinden, om jeg må bede! “ Den lille pige lo og løb ud i køkkenet, hvorfra hun snart vendte tilbage med en tallerken og tilbehør. Derpå begyndte de deres måltid i den bedste stemning af verden. „ Det er... det er beuf, “ sagde dunk og nikkede over til Mathilde, der sad lige over for Hain; „ det kan jeg forstå! Det er noget andet end det svedne sålelæder, jeg selv plejer at opvarte mig med. Og kartoflerne! Hvordan, i alle hemmeligheders navn, har du fået dem så... så delikate? “ „ Jeg kommer blot lidt salt i vandet, hvori de koges, “ svarede Mathilde fornøjet. „ Lidt salt! Ser man det! Det havde jeg såmænd ikke gættet, “ sagde dunk, henvendende sig til døren, „ om jeg så havde spekuleret derover hele mit liv. Ok nej! Men nu sidder jeg jo rent og glemmer hvad jeg har i lommen! “ Han greb fat om flaskehalsen, og en flaske rødvin kom til syne. Dunk hentede to vinglas frem, af hvilke det ene var forsynet med en træfod, og udbragte i velvalgte ord Mathildes skål, hvilket morede den lille pige meget. Det var et meget morsomt mållid, og dunk ønskede blot, at han altid havde en sådan flink husholderske. Da de havde spist og Mathilde havde bragt lidt orden til veje i det virvar, som fandtes i dunks køkken, begyndte mørket at falde på, og hun gjorde sig rede til at vende tilbage til moderen. „ Må du nu afsted? “ spurgte dunk. „ Ja, nu må jeg op til moder. Jeg var oppe for at fe til hende, mens de var i byen, og den gang var hun vågen; men hun sagde, at jeg godt måtte blive hos dem en times tid. “ „ Det var pænt af hende, “ sagde dunk. „ Ja, her har du noget garn til strømper, og her er en, du kan rette dig efter. Ok ja, jeg trænger svært til strømper, men det haster alligevel slet ikke. Og ser du, det er bedst, du får lidt af strikkelønnen straks. “ „ Tak... Tak, “ sagde Mathilde rødmende, „ det tør jeg ikke modtage. “ „ Passiar, “ udbrød dunk og rullede atter skrækkeligt med øjnene, medens han nødte hende til at tage imod nogle penge, „ du vil da ikke gøre mig vred! Ok nej, det vil du ikke! Sådan, tag du dem kun, og mangler du noget, så kom bare til mig. Husk nu det! “ „ Tak, de er så god imod mig, “ sagde Mathilde med tårer i sine øjne. „ Snak, barn, “ råbte dunk og skubbede hende ud af døren, „ jeg er slet ikke god! Ok nej, jeg er en... en isbjørn, en sand isbjørn! “ Kort efter at den lille pige var smuttet op ad trappen, bankede dunk på studentens dør, inden for hvilken hunden atter begyndte at gø. „ Kom ind! Læg sig, Rolf! Vil han lægge sig, siger jeg, “ råbte studentens røst inde fra værelset. „ Kom kun ind, den bider kun rykkere i benene! “ På denne beroligende forsikring åbnede dunk døren og trådte ind i værelset, hvor den lystige student lå på sofaen med en lang pibe i munden, medens Rolf, en stor stridhåret hund, knurrede inde under bordet. Det var et stort hyggeligt værelse, som var rigt udstyret med smukke møbler, med et blødt tæppe, der dækkede hele gulvet, med portiere for døren og tykke damaskes Gardiner for vinduerne; men skønt det således var meget uligt dunks tarvelige dagligstue, lignede det dog denne i en anden henseende: i uorden. Der var en skrækkelig uorden derinde; tobakspiber af meget forskelligt udseende og størrelse støttede sig op til væggen, skønt der var et smukk pibebrædt til at hænge dem på, bøger lå spredte rundt om på møblerne og på gulvet, og henne på den smukke etagere i hjørnet lå alt blandet mellem hinanden i en babelsk forvirring. „ Hvad, er det dem, dunk, “ sagde studenten og rejste sig op på albuen. „ Jeg kan da ikke tro, at de har brev til mig igen. “ „ Nej, det er ikke det, der har ført mig ind til dem, “ svarede dunk, „ det er et privatanliggende. Ok ja. “ „ Det fornøjer mig, “ sagde studenten. „ Å, se at finde dem selv en stol; der står en der henne med en stabel bøger på sædet, dem kan de gerne skubbe ned på gulvet. Og hør, når de går forbi kakkelovnen, tjen mig så i at- lægge et par stykker brænde i den. Det syntes mig nok, at her begyndte at blive lidt koldt, men det var så kedeligt at rejse sig for den sags skyld. Vil de ikke ryge en pibe eller en cigar; jeg tror næsten, der står en kasse cigarer oppe på reolen. Læg sig, Rolf, gamle dumrian! Se nu, hvor det dyr føjter om! De kan ikke tænke dem, dunk, hvor det dyr plager mig! “ Dunk lo og gned sin næse, derpå tændte han sig en cigar og trak sin stol nærmere hen fil kakkelovnen. „ Jeg har noget af fortælle dem, “ sagde han, „ derfor er jeg kommen ind fil dem. “ „ Fortæl, “ svarede studenten, „ dog må jeg først gøre den bemærkning, af sådanne gode naboer, som vi er, burde nok kunne se fil hinanden en gang imellem uden omstændigheder, men dem ser jeg aldrig noget fil, uden når de kommer på embeds vegne med et brev i hånden. Lad mig se, af de forbedrer dem, dunk; jeg tror, af vi to altid vil kunne komme godt ud af det med hinanden “ Dunk nikkede bifaldende, derpå begyndte han af fortælle alt hvad han vidste om Mathilde og hendes moder. Lidt efter lidt trak studenten benene ned fra sofaen og satte sig oprejst, medens han opmærksomt lyttede fil dunks fortælling, derefter sprang han op og begyndte af gå frem og tilbage i stuen. „ Nu mente jeg, “ sagde den skikkelige dunk, idet han sluttede sin fortælling, „ af de måske kunne se dem i stand fil af hjælpe den stakkels Fru høst til lidt arbejde, som hun kan fortjene lidt ved, når hun atter bliver rask. Jeg for min sag vil gerne gøre alt hvad jeg kan, men mine midler er des værre så så. “ „ Den lille stakkels pige, “ udbrød studenten. „ Hvor lidt har jeg ikke set det smukke lille lokkehoved bøje sig ud over rækværket for at se ned ad trappen, og så var det brevet, hun så efter! Og hun skulle lide nød og hendes moder med, skønt jeg sidder med så mange penge, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med dem! Det er for galt, dunk; vi må hjælpe dem! “ „ Det må vi, “ svarede dunk og lagde hovedet listig på siden, „ men det må ske fint... rigtig fint; ok ja! “ „ Begribelig, det skal ikke være almisse, “ sagde studenten, medens han ivrigt gennemsøgte fine lommer. „ Hm, jeg kan ikke begribe, hvor den tyvekroneseddel er bleven af. Halløj, her er den i vestelommen! Forstår de dem på fint garn, zefyrgarn, elefant- eller kamelgarn, hvad det nu hedder? “ „ Nej, “ svarede dunk forbløffet, „ nej, det kan jeg dog ikke sige. Ok nej! “ „ Ja, ja, det forstår broderihandleren sig nok på; han må jo også vide, hvilke arbejder der betaler sig bedst for Fru høst. Det er jo Fru høst, Mathildes moder hedder? Nu vel, dunk, det glæder mig ret, at de henvendte dem til mig i den sag. Først og fremmest må de skaffe en læge til den syge; te skal ikke bryde dem om udgifterne, min faders herregård kan nok bære dem, tænker jeg. “ Da dunk en times tid efter gik over i fin lille stue, rystede han på hovedet og mumlede ved sig selv: „ Brav knøs, ^en student, med hjertet på rette sted. Skade, at han er så doven og ligegyldig med sine studeringer. Ok ja! “ Efter den dag begyndte moder og datter oppe på tredje sal at se fremtiden lysere i møde. Fru høst genvandt snart sit helbred, i det mindste tilsyneladende, og dunk bragte arbejde i overflødighed, oven i købet arbejde, der betalte sig godt. Så kom der da endelig en dag et brev til den unge frue. Den lille Mathilde spejdede som sædvanlig ud over rækværket, men dunk gik langsomt, meget langsomt op ad trappen med det, thi det var lukket med et sort segl, og hvad det betød, vidste han jo nok. Det var, som han frygtede, et sorgens budskab. Mathildes fader var død i det fremmede land, langt borte fra sin hustru og fin lille datter. andet kapitel. Et besøg på tredje sal. — studentens plan. Sneen oppe på kirkespirets kugle smeltede, vandposten kastede hat og kavaj, tagene tabte deres tænder, så koin stæren og fløjtede. Solen strålede varmt, lærkerne jublede oppe under skyerne, storken fpankede i engene, nu var foråret kommet tilbage og havde forjaget den mørke vinter med dens kolde isblomster. Fru høst og Mathilde sagde oppe i deres dagligstue, travlt sysselsatte med deres arbejde, medens eftermiddagssolen tittede ind gennem vinduerne og farvede moderens blege kind rød. Hun var så smuk, som hun sad der i skæret fra de røde Gardiner, medens hun af og til fæstede sit blik både kærligt og bedrøvet på sin lille datter, men hun så tillige så sin og svag ud, at dunk, som netop trådte ind, bekymret lod sit øje glide fra hende hen til den lille pige, der strålede af sundhed og kraft. „ God dag, kære hr. Dunk! “ råbte Mathilde fornøjet og sprang op. „ Er de nu endelig fri for i dag? “ „ Ja, min ven, “ svarede dunk og satte sig træt ned på en stol, „ nu har jeg ferie til i morgen tidlig, så begynder turen igen... De arbejder for strengt, Fru høst, “ vedblev han og vendte sig til denne, der havde hilst ham med et venligt smil, som viste, at han i den henrundne tid var bleven en kær ven af familien, „ det kan de ikke tåle; ok nej! “ „ Det siger jeg også, til moder, “ udbrød Mathilde. „ Vi behøver jo slet ikke at tage os det så strengt... Nu skal de da blive hos os, hr. Dunk, og drikke en kop te med. “ Dermed skyndte hun sig ud i køkkenet uden at bemærke det sørgmodige blik, hvormed moderen fulgte hendes lette skikkelse. Dunk så det derimod godt og skubbede sig urolig frem og tilbage på stolen. „ Ja, de arbejder sandelig for strengt, “ gentog han, da døren havde lukket sig efter Mathilde, „ det kan ikke gå an, te ødelægger dem selv dermed, og... og det kan slet ikke gå an! Ok nej! “ Fru høst lod arbejdet synke ned i sit skød og vendte sit blege ansigt om imod ham. Hendes øjne vare fulde af tårer, og der var en bævende trækning om hendes mund, som our hun med magt ville trænge dem tilbage til deres kilde. „ Det nytter ikke at hvile, “ sagde hun dæmpet, „ jeg frygter for, at det øjeblik ikke er langt borte, da Mathilde og jeg må skilles. Jeg har søgt at bedrage mig selv med det håb, at jeg tog fejl, men ak, det er kun alt for sikkert, dag for dag svinder min kraft bort. Med en sådan henstanden af kræfterne begyndte også den sygdom, der lagde min moder i graven. “ „ Nej, for guds skyld, “ udbrød dunk og sprang forfærdet op, „ det... det kan ikke være så! Ok nej, de må ikke pine dem med tanken om døden; de, der er få ung! Umuligt! “ „ Tanken om døden har intet afskrækkende for mig, “ svarede Fru høst rolig; „ men det er tanken om, at Mathilde vil stå ene og forladt i verden, når jeg kaldes herfra, der gør fremtiden så mørk. Hvad skal der blive af hende, stakkels barn? Hun har ingen i verden at støtte sig til. “ „ Har hun da ikke mig? “ råbte dunk barsk og lod øjnene rulle om i hovedet for at skjule sin bevægelse. „ Er jeg da sket ingen ting? Ok jo, spørg enhver dreng her i gaden; alle vil de råbe: „ Det er gamle dunk! “ Sandelig, det vil de! Nej, de må ingen sorg gøre dem for lille Mathilde; så længe jeg har to skilling, så er den ene hendes. Ok ja, naturligvis! “ „ Tak, tak, “ udbrød Fru høst bevæget og rakte ham hånden, „ jeg ved, at de både er hende og mig en trofast ven. “ „ Godt og vel, “ sagde dunk opmuntrende, „ hvorfor vil de da sørge! Kast alle sådanne mørke tanker ud af vinduet og lad dem flagre bort. Ok nej, vi vil ikke dø, vi vil ud i den friske luft og spasere hver dag og ikke sådan hænge over arbejdet fra morgen til aften, vi vil gå i tivoli, vil vi; få kommer de friske kinder og det friske mod nok tilbage igen. Ok ja, sandelig, sådan skal det være. “ den brave dunk vandrede under denne tale op og ned ad gulvet og slog ud med armene, som om han ville jage alverdens bekymringer ud af den lille stue. Fru høst så på ham med et smil, der gjorde hendes skønne blege ansigt endnu skønnere; hun tænkte på, at den, der havde sendt hende den trofaste ven i nøden, vel også nok ville holde sin hånd over hendes lille datter, hvis det skulle være så, at hun skulle bortkaldes fra hende. „ Vi må have fat på doktoren, “ vedblev dunk, i det han fortsatte sine bevægelser med armene og mere talte til sig selv end til hende, „ det kan ikke gå an at sidde med så mørke tanker bøjet over sytøjet. Ok nej, det kan det ikke. Halløj, hvad er det! “ Et langtrukkent hyl af en hund lød ude på trappegangen, derpå hørtes studentens røst: „ Vil han lægge sig, gamle dosmerpande! Ned med sig, siger jeg, tror han måske, at han ikke skal lystre! “ Derpå hørtes hurtige trin ude på trappen, og studenten trådte ind med en stor pakke under armen. „ Goddag, Fru høst, “ sagde han pustende, „ Goddag, dunk. Nå, hvorledes står det sig? Å, Fru høst, de kan ikke tro, hvor min hund plager mig. De lidelser, den forårsager mig, er ubeskrivelige. “ „ Så lad den skyde, “ brummede dunk. „ Skyde, “ råbte studenten forbavset, „ sagde de, at jeg skulle lade den skyde! Hvad i alverden går der af manden, siden han er bleven så morderisk? og hvorfor svømmer de sådan omkring i stuen? Har de fået et tilfælde, gode herre? “ „ Ok nej, “ svarede dunk bistert, „ jeg... jeg rydder op! Ja, jeg rydder op! “ „ Manden er gal, “ sagde studenten leende, „ han er ikke til at komme nær. Pas dog på, Fru høst, at han ikke rydder dem ud med det samme; han ser ud til alle hånds. Mathilde er vel ude i køkkenet, kan jeg tænke? Tak, så viger jeg pladsen for den gamle bersærk, ellers var han i stand til at rydde mig helt as vejen. “ „ Der er ingen alvor i ham, “ udbrød dunk ærgerlig, efter at døren havde lukket sig efter studenten. „ Ok nej, ingen alvor. “ „ Han er ung og livsglad, “ svarede Fru høst, „ og hvad der har mere at sige, han er et hjærtens godt menneske. “ Dunk standsede pludselig sin oprydning, og det bistre udtryk i hans ansigt veg bort for et godmodigt smil. „ De har som altid ret, kære frue, “ sagde han. „ Ok ja, han er virkelig et godt menneske, og jeg er en gammel isbjørn, ret en gammel isbjørn! “ Han satte sig hen på en stol, strøg sig et par gange øver næsen, som nu bestandig viste en rød varmegrad, og så ganske angerfuld ud. Kort derefter kom studenten og Mathilde ind fra køkkenet, og den sidste begyndte at dække bordet. „ Mathilde har inviteret mig til te, “ sagde studenten og så udfordrende hen til dunk, der sad og drejede sine tommelfingre omkring hinanden. „ Det glæder mig, hvis de vil tage til takke med hvad vi kan byde dem, “ svarede Fru høst. „ Jo, tak, det vil jeg hellere end gerne. Mathilde har hele køkkenet fuldt af gode sager, og en kop te af hendes brygning er hundrede gange bedre end det skyllevand, jeg selv forstår af lave. Ikke fandt, dunk? “ „ Ok jo, “ svarede denne åndsfraværende. Aftensbordet var overmåde godt besat, hvilket for en stor del skyldtes den pakke,. Studenten havde haft under armen ved fin ankomst; men dunk sad hensunken i dybe tanker og spiste åbenbart sine blødkogte wg uden af vide, af det var hans livret. Der var en hemmelig forståelse mellem studenten og Mathilde, det var tydelig nok af mærke på de smilende blik, der veksledes imellem dem, men hverken Fru høst eller dunk lagde mærke dertil, de vare begge optagne af deres egne tanker. „ Hvorfor er de så tavs og tankefuld? “ spurgte studenten og slog dunk på skuldren, da de gik ned ad trappen sammen. „ Det undrer mig, “ sagde dunk lidt bittert, „ af de ikke selv kan sige dem det. De må jo dog kunne se, hvorledes den stakkels Fru høst dag for dag svinder hen. “ „ De er så bister, ærede ben, “ udbrød studenten drillende, „ jeg kender dem slet ikke igen. “ „ Meget muligt, “ svarede dunk, „ dog er jeg den samme, jeg altid har været. Jeg er kongeligt postbud Jesper dunk, seks og halvtredsindstyve år gammel, syv og tresindstyve tommer høj! Ok ja! “ „ Tak for oplysningen om alderen og højden, “ Sagde studenten leende, i det han åbnede sin dør, „ gør mig nu den fornøjelse at følge ind med og ryge en cigar; jeg kunne nok have lyst til at tale lidt mere med dem. “ „ Tak, jeg vil hellere lade være, “ svarede dunk stædig. „ Å/ snak; skal vi to gamle venner nu være uvenner? Kom nu med, ellers må jeg virkelig tro, at de har ret, når de selv kalder dem en gammel isbjørn. “ „ Hm, “ sagde dunk lidt forlegen, idet han trådte ind, „ jeg har ganske vist ret i det punkt; jeg er ganske vist en gammel isbjørn, som lader min gnavenhed gå ud over andre. Men, hr. Student, mit sind er i aften så tungt, og jeg skal fortælle dem hvorfor; sandelig, det skal jeg. “ „ Tag dem først en cigar, dunk. Læg sig, Rolf! Der er kassen; tag dem en cigar. “ „ Tak, jeg vil hellere lade være at røge... Ser de, hr. Student, jeg er en gammel pebersvend; jeg har prøvet en del af verden og gået min ensomme gang igennem den, uden at nogen har bekymret sig synderlig om mig, eller jeg bekymret mig synderlig om nogen; men i den sidste tid er det blevet anderledes. Ok, ja; sandelig, det er det. Siden jeg gjorde bekendtskab med Fru høst og hendes lille datter, har jeg fået nogen at elske, thi jeg elsker dem begge, som om de var mine børn. Ok, ja, det gør jeg. “ dunk så vist på studenten, søm øm han ventede hos ham at finde bekræftelse på fine ord. „ Det gør de, “ sagde studenten, „ jeg ved det. “ „ Ja, “ vedblev dunk og nikkede, „ sandelig det er således. De vil kunne forstå, hvor pinefuldt det er for mig således hver dag at se et af de væsener, der begge er mig så kære, langsomt henvisne og dø, uden at jeg formår at hjælpe, hvor gerne jeg end ville. Og de vil også kunne forstå, at sådan en gammel Karl som jeg, der går og bærer på sådan en byrde, til sidst må tabe mødet og blive til en... Isbjørn. “ Der var noget så rørende udbredt over dunks ansigt, medens han fremførte denne undskyldning, fordi han havde været så studs mød studenten, at denne gik hen til ham og trykkede ham hjertelig i hånden. Derpå sagde han: „ De behøver ikke at gøre nogen som helst undskyldning før den sags skyld; jeg ved nok, hvorledes jeg skal optage sligt. Men lad os nu tale lidt videre om vore fælles venner der oppe, vore egne sager klarer sig nok. Tror de ikke, dunk, at det, der navnlig fattes Fru høst, før at hun fuldkommen kan genvinde sin sundhed, er frisk luft og bevægelse? “ „ Ok jo, ok jo, “ svarede dunk, „ men hvad nytter det at tale derom? Fru høst mener jo ikke at have råd til at ofre en time af sin tid, og selv ser hun fremtiden i et så mørkt lys, at hun har opgivet håbet om at blive rigtig rask igen. “ „ Det har jeg ikke, og nu skal de høre hvorfor. De ved måske, at jeg er eneste søn af jægermester storm på bjørnsfov, og de aner vel også, at jeg, som eneste barn, er en lille smule kæledægge, og at jeg følgelig har lidt indflydelse hos min fader. “ Dunk nikkede eftertrykkelig en halv snes gange. „ Godt, hør nu videre. I mange år, tiden min moders død, har min fader haft en dame, Fru Hansen, til at styre sit hus. Denne Fru Hansen er imod al forventning bleven gift i disse dage, og fader er nu i en gyselig forlegenhed, efter hvad han forleden skrev til mig. Begynder de nu at forstå mig? “ „ Ok nej, “ sagde dunk forbavset, „ nej, det kan jeg dog ikke sige. “ „ Ikke det? Det undrer mig, at de som en... En isbjørn, der jo særlig er bekendt for skarpsindighed og kløgt, ikke for længst har opfattet min mening. Jeg har naturligvis straks skrevet til min fader, at han ingen bedre og værdigere kan få til at styre sit hus end Fru høst, der både er en overmåde dannet og elskværdig dame. Nå hvad siger de til det? “ Dunk sad en tid lang som bedøvet og stirrede frem for sig uden at svare. „ Ok ja, “ sagde han endelig, i det han rejste sig, „ således... således vil det være det bedste. Der er frisk luft i overflødighed, her dør hun mellem de snævre mure af mangel på luft og lys. Ok ja, således må det være... Tilgiv mig, hr. Student, “ Vedblev han og vendte sig om imod denne, „ jeg har miskendt dem i mine stille tanker; medens jeg var uvirksom, handlede de... Jeg tænkte kun på mig selv, tror jeg. “ Han satte sig igen ned på stolen og holdt hånden for øjnene, som om strålerne fra den nedgående sol, der skinnede ind gennem vinduet, gjorde ham ondt. „ Og jeg mærker først nu, “ udbrød studenten og lagde sin hånd på hans skulder, „ at jeg ikke har tænkt på dem. Jeg tænkte ikke på, at de to mennesker, jeg er i færd med at berøve dem, kastede en lysglans ind i deres ensomme liv, hvilken de hårdt har måttet savne, og som de vil savne endnu hårdere herefter. Men, gamle ven, Bjørnskov har et gæstmildt tag og er jo ikke længere borte, end man kan komme dertil på sire og tyve timer. De må ikke tro, at de har mistet deres venner, fordi Kattegattet bølger mellem København og Jylland. Hver ferie ryster vi hovedstadens støv af vore sandaler, heffiger damperen og gæster den gamle gård. “ „ Tak, tak, “ svarede dunk, „ De er et godt menneske; sandelig, det er de! Og således, som de har ordnet det, er det det bedste; ok ja, det er det. Jeg er glad ved, at de har taget sagen i deres hånd. Men er de nu også vis på deres hr. Faders samtykke? “ „ Så vis, som om jeg allerede havde det, “ forsikrede studenten. „ Fru høst og Mathilde kan gjærne straks begynde at pakke deres kosferter; min fader vil være glad ved at modtage dem. “ Han fortalte ikke dunk, at slutningen af hans brev til faderen var af følgende indhold: „ Du ved selv bedst, kære fader, at du hidtil kun har haft ringe fornøjelse af mine studeringer, og at jeg mildest talt har været en doven knægt, men vil du føje mig i mit ønske om at modtage Fru høst og lille Mathilde, hvilken sidste jeg elsker, som om hun var min egen søster, da vil jeg af al Iver stræbe at oprette det forsømte, så at jeg om tre år kan fremstille mig for dig med en god eksamen. Nej, kære fader, jeg vil ikke gøre dig dette løfte betinget af mit ønskes opfyldelse, jeg vil, ihvad du end beslutter, vise mig som en flittig student, thi Fru høst har på sin egen blide måde overtydet mig om, at jeg ikke har handlet smukt imod dig, som jeg dog elsker så højt; men vil du gøre mig rigtig hjærtens glad, så kan du ikke gøre det på nogen bedre måde end ved at antage dig de to forladte... “ „ Jeg kunne ikke bare mig for, da jeg traf lille Mathilde ude i køkkenet, at forberede hende på en stor overraskelse, “ vedb

1874_HenningsenE_PalleHougaard

Emanuel

Emanuel

Henningsen

Palle Hougaard

male

male

dk

HenningsenE

Palle Hougaard

Henningsen

Palle Hougaard

Fortælling med 4 Billeder

y

gothic

Jespersen

KB

Hvad betyder asterisk ud for pris? Børnebog? NB: illustrationer ligger efter tekstens afslutning

nan

nan

O

Førslee kapitel. Palle hougård. — et skibbrud. Ude ved klitterne blev han født, og Vesterhavets bulder var hans vuggesang. Da han blev syv til otte år gammel, var det hans bedste lyst at løbe ud i havstokken efter de tilbage vigende bølger, og sprøjtede da skummet over ham, så han på tilbagetoget næppe nåde at undfly deres våde favntag, så streg han højt i overmodig trods, og strakte den lille, knyttede hånd truende ud imod havet. Fik han en gang imellem lov til, når det var magsvejr, at sejle ud med faderen i hans fisferbåd, da kunne han sidde stille i timevis, lænende sig ud over rælingen, og stirre ned i det hemmelighedsfulde dyb, der glimrede så forunderligt med evig vekslende farver. De sælsomme sagn og eventyr, hans moder havde fortalt ham om havets forunderlige beboere, sværd, hvis de reddede sig i land. Således forløb der mange år. Da var det en lullende mørk nat, da stormen to ' r brusende ind over klitterne, og havets bølger rejste sig så høje som huse, at han også steg op på Toppen af klitbankerne med sin løgte; men denne gang kom han ikke tilbage. Næste morgen fandt hans folk ham liggende ved foden af klitten, død og kold, og løgten lå sønderslået ved hans side. En stor sten, som fandtes tæt ved liget, var oversprøjtet af blod. Nogle mente, at hans lys var udstukket af stormen, og han selv styrtet ned i mørket; men andre troede, at den onde selv havde taget ham af dage. Hvordan det nu var eller ikke var, så ligger stenen endnu der nede ved nørreklit, rødsprængt som den dag, skønt bølgen i århundreder har søgt at afvaske blodet. Du må selv have set den; den ligger jo i nærheden af din faders gård. “ „ Ja, å ja, den har jeg lidt set “, svarede moderen, „ men jeg har ikke kendt historien, som knytter sig dertil. Det er gruligt, at menneskene har kunnet være så onde. Gud være lovet, at vi ikke leve i sådanne tider! “ „ Det har du ret i, Mo ' øer “, sagde faderen og lagde sin ske fra sig, „ det er allerede hårdt nok at strande, at de ikke oven i købet fknlde være bange for at blive slagne ihjel når de bjergede sig i land. Nu få ' de dog hjælp efter bedste evne; men det er jo kun vor pligt, som vi opfylde. “ „ Ak ja “, sukkede moderen. „ Gud ved, af der ingen kan være gladere end jeg, når det lykkes eder af redde de skibbrudne; men, Jens, den angst, jeg hver gang føler, når du går ud i den skrøbelige båd, medens havet brøler som et grådigt, vildt dyr og hvert øjeblik trur af opsluge eder alle, den bliver mig for hver gang mere tung af bære. Jeg har jo kun dig og vor øreng tilbage i denne verden, og jeg grur ved tanken om af miste nogle af eder “. „ Nå, nå Mo ' øer “, svarede Jens opmuntrende, „ Vorherre har jo da hjulpet hidtil; når han sidder ved roret, holder båden nok tæt. Og desuden leder han alt til det bedste. Din gamle fader der hjemme i oddeshedegården har vel et hårdt sind; men han er jo ikke tabt for dig endda, for du kan være vis på, af Vorherre har bøjet hårdere hjerter end hans. Tror du ikke det? “ „ Jeg tror det, Jens “, sagde hans kone og lagde sin arm om hans skulder, medens hun så ' kærligt på ham, „ og jeg tror, at hvad han gør, er det bedste. Men det gør mig alligevel så ondt, at han endnu ikke vil tilgive os, fordi vi giftede os imod hans vilje... “ Hun blev afbrudt ved en stærk banken på hyttedøren. „ Er du oppe, Jens hougård? “ råbte en hæs røst uden for. „ Ja, jeg er, Jens Klitgård! Er der noget galt på søen? “ „ Der står et skib ude på midtrevlen. Skynd dig at komme ned til båden! “ „ Jeg skal komme om et øjeblik. “ „ O, Jens... Jens “, råbte hans kone, „ du vil dog ikke gå ud på havet i det guds vejr! “ „ Jo, jeg vil,mor “, svarede han rolig, idet han trykkede hende op til sig, „ husk på, at der lever an, som hersker over havet og stormen. Pligten kalder, jeg må af sted “. Han flød hende blidt tilbage og tog hastigt sit overtøj på. Derefter gik han hen og lagde fin hånd kærtegnende på Palles hoved. „ Sover du ikke, min dreng? Far vel “. „ God lykke, fader “, sagde Palle. „ Gud råder for lykken, min dreng. Vil du med der ned,mor? “ „ Ja, jeg vil, Jens. Farvel kære Palle, bliv du kun liggende lidt endnu, det er grimt vejr udenfor “. Hun kyssede ham med ængstelig hast, derpå forlod hun ilsomt hytten tillige med sin mand. Palle lå længe og lyttede til stormens rasen, tænkende på de ulykkelige, som vare på det strandede skib. Det var ikke første gang, at han havde oplevet en stranding, og set, hvorledes skibenes søndersplittede planker rullede op på sandet og atter droges ud i dybet af de tilbage vigende bølger, og han havde mere end en gang hjulpet til at bjerge de varer, som dreve i land fra skibets adspredte ladning; men aldrig havde han følt sig så urolig i sindet som ved denne lejlighed. „ Jeg kan ikke holde ud at blive liggende i sengen “, sagde han til sig selv, „ jeg vil ud og se, hvorledes det gårfar. “ Han klædte sig hurtig på, drak en kop mælk, som moderen havde sat på bordet til ham, og beredte sig til at forlade hytten. En stor, sort puddelhund, som hidtil havde ligget rolig og til syne ladende sovende henne under bilæggerovnen, rejste sig nu gabende op og strakte sine ben, medens dens kloge øjne fulgte alle drengens bevægelser med et opmærksomt blik. „ Hvad, er du vågen, trofast “, sagde Palle og lod sin hånd glide hen over deu krøllede Pels, „ så vil du vel sagtens også med. “ Hunden logrede med halen og sprang op ad ham for at slikke ham i ansigtet. „ Så... så, gamle, lad nu det være godt. Nu må vi af sted. “ Han åbnede døren og trådte udenfor med sin firbenede kammerat. Stormen rasede næsten lige så stærk som om natten og hvirvlede det sine sand op i luften, så at han næsten ikke kunne åbne sine øjne, og han havde møje med at arbejde sig ned til havet, hvor naboer og genboer stod i klynger og så i den grå morgendæmring ud imod skibet, som med sønderrevne sejl og brækkede master huggede ude på den midterste af de tre sandrevler, der strække sig langs med Jyllands vestkyst. Havet stod i et skum, og med et øredøvende bulder brød de vældige bølger sig over grundene, medens stormen piftede skummet som en salt regn ind over kysten. Palle trak sin moder i kjolen, og hun bøjede sit øre ned fil hans mund. „ Hvor erfar? “ råbte han så højt han kunne; men hans stemme forsvandt alligevel i det tordnende bulder fra havet. Moderen forstod ham i midler tid nok; thi hun pegede med et bekymret ansigt ud imod skibet. Palle tørrede det salte vand af sine øjne og så ' spejdende ud over havet. I det samme opdagede han båden med redningsmandskabet på Toppen af et bølgebjerg; straks derefter forsvandt den igen. Atter kom en mægtig bølge rullende, og atter kom båden fil syne med dens besætning af modige havgasser, hvis taktfaste, kraftige åreslag man tydelig kunne se fra landet, indtil de igen forsvandt, for et øjeblik efter på ny at komme fil syne, ridende på bølgetoppene. Et stykke af stormasten stod endnu tilbage på skibet; fil den havde fire af de skibbrudne surret sig fast, og man kunne se, at de vinkede med huerne fil bådens mandflab. Ude i horizonten viste der sig en mørk, truende stribe; det var som en mnr, der rejste sig op af havet, kantet med hvidt. Palle opdagede den og to ' r forskrækket sammen. „ O, moder, der kommer ni-bølgen! “ skreg han og pegede ud over havet. Hans moder kunne ikke høre, hvad han sagde; men hun fulgte hans fingers pegen og blev endnu blegere, end hun hid til havde været, medens hun gjorde de andre opmærksomme på den truende mur. Det er et særsyn på Jyllands vestkyst under en vesfensform, at der ude fra havet kommer ni bølger efter hverandre, den ene mægtigere end den anden. Som en mørk, frem ad skridende mur med skumhvide takker vælter den første sig ind over den ydre revle, bryder sig over den med en frygtelig torden og tårner sig atter op, truende og høj, for kort derefter at kaste sig over den midterste, medens skummet i store flager flyver ind over kysten. Ve det skib, som da sidder fast på revlerne! Bølgerne hule sig som en ud ad ludende klippevæg, styrte sig med frygtelig vælde ned over det og splintre det i tusinde stykker. Alles øjne fæstede sig på den truende bølgemur, der hurtigt nærmede sig, og mangen kind blegnede ved dens komme. Mændene toge hinanden i hænderne og dannede kæder langs med bølgebredden for at være beredt til at bjerge bådens og skibets besætning, hvis det skulle gøres fornødent. Bølgemuren nåde nu den første revle, tårnede sig op, halede sig og brød ind over sandrevlen med en øredøvende torden. De hvide skumflager hvirvlede som måger ind over kysten, opløsende sig i fine dråber, der gennemvædede de ængstelig ventendes klæder. Atter tårnede bølger sig højt i vejret og kastede sig brølende over midtrevlen. Det strandede skib løftedes op, et øjeblik syntes det at være frit fra grunden og bevæge sig ind mod kysten; men pludselig stødte det igen mod revlen med et drøn, der hørtes gennem havets torden, derpå svajede det op og vendte bredsiden mod den ny, sremvæltende bølge. I det samme udstødte Palle et hvinende skrig. Han pegede ud imod bølgen og kastede sig i sin moders arme. Båden var forsvunden. Mændene på strandbredden grebe hinanden fastere i hånden og spejdede skarpt ud over vandet. Nu brød bølgen sig ind over den inderste revle og stummede, sydende og brusende, op mod landet. De yderste af kæderne stod i vand til brystet og greb med fast og sikker hånd den med bølgen opskyllede halv afmægtige besætning, der ellers ville blive trukket med i dybet, når den atter veg tilbage. Pludselig udstødte Palles moder et forfærdet skrig. Hun rev sig løs fra drengen og styrtede sig ud i vandet. Hun havde opdaget sin mand, der udmattet og kraftløs var i begreb med at synke. „ Til hjælp! “ skreg hun, idet hun med fortvivlelsens kraft greb ham fast i trøjen med den ene hånd og strakte den anden ind mod land. Et par kraftige mænd ilede hen til hende; allerede havde en af dem udstrakt sin hånd for at gribe hende, da veg bølgen tilbage, rev hende omkuld, og med et skrig forsvandt hun i dens våde favn. En navnløs fortvivlelse sammenknugede Palles hjerte. han sprang frem, som ville han kaste sig i havet og dele skæbne med de elskede forældre; men pludselig vaklede han; det blev mørkt for hans øjne, og han faldt uden bevidsthed om i sandet, hvor han længe lå stille og upåagtct, undtagen af trofast, der stod og flikkede hans kolde kind. Atter tordnede en ny bølge over revlerne, brølende, frådende, truende. Det strandede skib kastedes om på siden; den skumtakkede bølgeumr tårnede sig op, hulede sig og styrtede næsten lodret ned over dækket med en bedøvende torden. Master og planker knustes som rør og skylledes op på strandbredden. Seks lig opdroges efter hånden af kæderne, mere eller mindre i forknnst tilstand; det var skibets besætning og Palle hougårds forældre. Andel kapitel. På vandring. — oddeshedegården. — trofast. Fjorten dage efter skibbrudet se vi Palle, med en lille bylt på ryggen og ledsaget af trofast, vandre langs med klitrækken, høje sandbanker, beklædte med forkrøblet lyng og grønsvær eller sparsomt bedækkede med blegt marehalm, mellem hvilket det lyse sand skinner frem. Det var smukt vejr, tidligt på efteråret; lyngen stod i blomster med dejlige røde farver; mellem de blågrønne porsris og lave, sammenfiltrede enebærbuske og revlingeris græssede de små klitfår. Alt var så fredeligt og lyst; en enkelt vibe udstødte sit skarpe skrig henne bag gravhøjen, der lå midt ude på hedestrækningen, som strakte sig i en halvcirkel mellem klitterne og havet; en enlig måge kredsede af og til hen over hans hoved, og havet, det ellers frådende vestervovvov, lå stille og roligt som en hvilende kæmpe, hvis sagte åndedrag — dønningen — næppe nåde op til ham. „ Det er en træls * ) vej, der fører ud i verden “, sagde Palle, idet han lagde sig ned i lyngen, med bylten, som indeholdt hans få klædningsstykker, under sit hoved. „ Jeg gik hellere ethvert andet sted hen end til min gammelfader * * ), som har været så ond imod moder... Min stakkels, kære moder “, vedblev han med tårer i sine øjne, „ hvor var hun dog god og kærlig imod mig; nu har jeg da flet ingen, som holder af mig. Slet ingen, uden trofast. “ Han skjulte sit ansigt i sine hænder og græd. Han var en god dreng, var Palle, både sanddru og ærekær; men der boede tillige en trods og vildsfab i ham, som let kunne få overhånd over det gode, hvis han ikke blev * ) møjsommelig. * * ) bedstefader. taget på den rette måde. Moderen havde især forstået sig på, hvorledes han skulle behandles; hendes kærlige ord kunne lede ham, hvor hen det så skulle være; men hårdhed og strænghed opvakte hans onde lidenskaber, trods og vrede. En mils vej sønder på boede hans moders fader, siver hougård, på oddeshedegården. Der hen gik nu rejsen. Præsten i Palles hjemstavn havde skrevet til siver og spurgt ham, om han ville tage sig af Palle eller lade ham komme på sognet og opdrages af fattigvæsenet, og siver havde svaret, af man blot skulle sende ørengen til ham. Palle havde aldrig set morfaderen; men han vidste, af han måtte være en hård, uforsonlig mand, da han aldrig havde kunnet tilgive sin datter, af hun imod hans vilje havde giftet sig med Palles fader, der i sin tid, som en fattig Karl, havde tjent på oddeshedegården, og han følte instinktsmæssig, af han og bedstefaderen ikke ville komme til af stemme godt sammen, og af han gik de onde dage i møde. Det lå han nu og tænkte på der ude på heden, medens sorgens bitre tårer rullede ned ad hans kinder. Enhver, der havde set den smukke dreng med de friske brune kinder, det gule, krøllede hår, og med tårer i de mørkeblå, trofaste øjne, ville have følt medlidenhed med ham; men nu var deringen, som så ' ham, midtagen hans lådne ven, der ikke kunne forstå hans bedrøvelse; ene lå han på heden, ene med sin sorg. endelig rejste han sig op og begav sig på vejen tillige med trofast, der muntert gøende sprang omkring ham, og det varede ikke længe, før han fik oddeshedegården i sigte. Dens lave, hvide vægge og brunlige stråtag, med stiktørvene på mønningen, mindede ham om hans forrige hjem, hytten ved siden af klitbanken; men gården var meget større; den bestod af fire længer, sammenbyggede i en firkant, med en gårdsplads i midten. Uden for porten stod der en mand med et sundt, vejrbidt ansigt og gravede et stykke jord. Det var en mand på henimod tresindstyve år med langt gråsprængt hår, som halvt skjultes af en rød, strikket lue * ), og, trods det endnu milde vejr, iklædt skindtrøje og knæbenklæder af samme stof. Hans undersætsige, brede skikkelse tydede på legemlig styrke, hans skarpe ansigtstræk på en fast og bestemt karakter. „ God dag og guds hjælp “, sagde Palle. „ Tak “, svarede manden og standsede sit arbejde. „ Hvad er du for en bets * * )? “ „ Jeg hedder Palle hougård. Er det ikke oddeshedegården denne her? “ Manden svarede ham ikke, men stod, heldcnde sig over spaden, og betragtede ham skarpt med sine dybt liggende, grå øjne, der overskyggedes af buskede bryn. Palle følte sig ilde til mode ved dette blik, der så vedholdende fæstedes på ham. * ) hue. * * ) dreng. „ Vil i så ikke sige mig, om det er oddeshedegården, og om det er siver hougård, der bor her? “ spurgte han lidt utålmodigt. „ Det er så “, lød svaret i en kold og tør tone, „ jeg er siver hougård. “ „ Er i min gammelfa ' er? “ udbrød Palle, og hans hjerte bankede, som om det skulle sprænges. „ Jer er siver hougård “, gentog siver hårdt, „ og ikke andet. Hvis du tror, af du er kommen til min gård for af blive kælet for og ligge på den lade side, så irrer du dig; lad derfor „ Gammelfaderen “ blive borte. Jeg er din husbond; dermed er det sagt. Kom ind med mig og drag dit arbejdstøj på, så kan du i eftermiddag grave det stykke, jeg ikke er bleven færdig med. Dagdrivere vil jeg ikke have hos mig. “ Med disse ord stillede siver spaden til side og gik ind ad porten, efterfulgt af Palle, som havde møje med af undertrykke de tårer, der ville trænge sig frem i hans øjne. Trofast sprang lystigt foran dem og lige i nakken på en lille, stridhåret grævlingehund, der kom vrallende dem i møde på sine korte, krumme ben. Grævlingehunden udstødte en arrig hylen og to ' r hen til køkkendøren med halen mellem benene, medens trofast, med alle tegn på en venlig imødekommen, opfordrede den til nærmere bekendtskab. „ Hvis er den hund? “ spurgte siver barsk. „ Det... er min “, svarede Palle, stammende og frygtsom, „ det er trofast. “ „ Så du holder hund. Snakkede præsten da ikke om, at den også fluide på sognet og opfsdes af fattigvæsenef, for her er der ingen plads til den. “ „ Den er så svær god til at vogte får, og.. den er så venlig og god “, sagde Palle og så ' på ham med et bønligt blik. Bedstefaderen opfangede det og vendte sig til siden, kige som ilde berørt. „ Den skal flydes “, svarede han kort. „ Følg med “. Palle gennede trofast tilbage og fulgte med ind i dagligstnen, som var ren og pyntelig med det blanlflurede køkkentøj opstillet i rækker under loftet. Henne ved bordenden sad der en smuk ', lille pige med venlige, brune øjne og var travlt beskæftiget med at sy. Hun sprang fornøjet op, da de trådte ind, og gik dem i møde. „ Her er vor ny tjenestedreng, Marie “, sagde siver til hende. „ Du kan vise ham over i karlekammeret, for at han kan flifte tøj og komme ud at bestille noget. “ „ Velkommen Palle “, sagde Marie og rakte ham venligt sin hånd. „ Vil du ikke førsf have lidt at spise? Du er vist sulten? “ „ Nej, nej, jeg er ikke “, svarede Palle, som følte, at det ville være ham umuligt at få en eneste bid ned. „ Jeg vil hellere gå straks. “ „ Ja, ja da, så skal jeg gå med dig “, sagde Marie og tog ham ved hånden. „ Kom, denne vej. “ Da de gik over gården sammen, kom trofast springende, lystig som sædvanlig og » den ahnelse vin den dødsdom, der nys var bleven udtalt over den. „ Nej, hvad er da det for en dejlig hund? “ spurgte Marie, idet hun klappede den. „ Det er min; han hedder trofast “, svarede Palle med et suk; „ han kan både „ sidde “ og „ bringe igen “ og vogte får. “ „ Han er meget smukkere end Tyras, for Tyras har sådan nogle skæve ben. De se ud, som om de vare brækkede alle fire, hvad de dog slet ikke er. Trofast skal da blive her i gården; skal han ikke Palle? “ „ Han skal flydes “, sagde Palle og knyttede sine hænder hårdt sammen; „ Gamnielfader sagde det til mig. “ „ Ja; men det mente han vist ikke “, udbrød Marie ivrigt, „ du kan tro, han sagde det ikke for alvor. Sådan en kær hund! “ Palle svarede ikke, men så ' mørkt frem for sig. „ Jeg er så glad, fordi du skal være hos os, Palle “. „ Det er jeg ikke “, svarede Palle bittert, „ her er der ingen, som bryder sig om mig; gammelfaer kan ikke lide mig, og jeg bryder mig heller ikke om jer; det gør jeg ikke. “ „ Nej, nej, Palle; det må dn ikke sige “, råbte den lille pige og så medlidende på hans grædcfædige ansigt. „ Jeg skal nok holde af dig, og gammelfa ' er også, kan du tro. “ „ Er han også din gammelfa ' er? spurgte Palle. „ Ja, vod du ikke det? Din moder og min moder vare jo søstre, og vi er søskendebørn... Mine forældre døde for flere år siden “, tilføjede hun sukkende, „ og så kom jeg i huset hos gammelfa ' er. Du kommer nok til at lide ham, for han er så god og kærlig, kan du tro. “ „ Ja, mod dig måske; men mig kan han ikke lide “, gentog Palle, „ han vil flyde min stakkels trofast, vil han, blot fordi han ser, at jeg holder af ham. Jeg ville ønske, at han ville flyde mig med, ville jeg! Jeg ville ønske, at jeg... var død; det ville jeg! “ Hermed satte han sig på sengekanten i karlekammeret og brast i gråd. Marie forsøgte at trøste ham, så godt hun formåede det; men det hjalp ikke, og tilsidsf gav hun sig også til at græde. „ Stakkels Palle, vær dog ikke så bedrøvet “, sagde hun, og lagde sin arm om hans skulder, „ vi skal nok holde af dig alle sammen, blot du vil lade være at sige sådan noget. Det er jo synd imod gud at ønske sig død, det véd du nok, Palle... Gammelfa ' er er så bedrøvet over, at din moder er død; han har gået på gulvet om natten og sukket; men han kan ikke lide, at nogen lægger mærke dertil. Øg han lader nok være at flyde trofast; jeg skal bede ham om at lade være; det skal jeg Palle. Vær nu god, Palle; du skal se, at du nok kommer til at holde af ham, og han af dig. Efter hånden lykkedes det hende at få ' ham til at se fremtiden lidt lysere for sig, og tårerne standsede lidt efter lidt. Trofast blev kaldt frem for at gøre sine kunster, den „ sad “, „ gav pote “, „ lå død “ og viste sig så meget til sin fordel, som en sådan firbenet krabat havde det i sin magt, så at Marie ikke noksom kunne beundre dens gode opdragelse, og hun forlod først Palle efter at have gentaget sin forsikring om, at hun nok skulle udvirke dens benådning. Palle klædte sig nu om og begav sig ud af porten for at tage fat på sit arbejde. Trofast lagde sig mageligt ned ved siden af ham efter først at have snnset lidt til spaden, og den ænsede ikke i mindste måde, at Tyras stod henne i porten og gøede af fuld Hals. I begyndelsen gik gravningen let nok fra hånden for Palle; men da han ikke var øvet i det slags arbejde, blev han snart træt og mismodig, hvortil kom, at han ikke kunne nægte for sig selv, at han var skrupsulten, og han fortrød nu, at han ikke havde modtaget Maries tilbud om noget at spise. Da han havde arbejdet et par timer, hørte han hurtige, lette trin inde fra portrummet, og Marie kom ilsomt løbende. „ O, Palle... Palle “, sagde hun og slog sine hænder sammen af bevægelse, „ nu kommer gammelfa ' er, og... Han har bøssen med! “ Dermed var hun igen forsvunden. Palle flap spaden og så ' sig forfærdet omkring, derpå sagde han hurtigt og dæmpet, idet han pegede hen imod klitterne: „ Bort! Puds, trofast, puds! “ Hunden sprang op og lod sine øjne lynsnart vandre fra Palles ansigt og hen imod den retning, hvor han pegede. „ Puds, puds, trofast “, sagde Palle fuld af angst; thi han hørte nu bedstefaderens skridt inde i gården. „ Af sted, det gælder dit liv! Puds, puds trofast! “ Som om hunden havde forstået hans ord og ville takke ham for advarselen, sprang den hen til ham og flikkede ham på kinden, derpå to ' r den som en udskudt pil hen imod klitrækken, af og til seende sig tilbage. Et øjeblik efter trådte siver ud af porten og havde meget rigtigt sin bøsse med sig. Han gik hen til Palle for at se, hvad han havde udrettet. Palle havde ganske vist ikke ventet Ros for sit arbejde; men han havde dog heller ikke ventet at så ' dadel derfor. I midler tid føjede det sig dog således. „ Du har ikke hugget knoldene ordentligt i stykker “, brummede siver. „ Snaldeværks-arbejde holder jeg ikke af. Se til, at du kan gøre det bedre, som er tilbage. “ Palle så op på det kolde, strenge ansigt og rødmede af vrede. Han følte, hvorledes det onde steg op i ham; men han betvang sig og gravede videre i taushed. „ Hvor er hunden? “ spurgte siver. „ Hist ovre. “ „ Kald ham tilbage. “ Palle kaldte med svag og rystende stemme: „ Trofast! Trofast! “ O, hvor ønskede han ikke inderligt, at hunden ville lade være at lyde ham, hvor bankede ikke hans hjerte af pinlig angst, „ Trofast! Trofast! “ „ O, gid den dog ville få ' spor på en hare, en ræv eller en svinebrok * ), gid den dog ville jage en hedelærke eller en vibe op og give sig til at forfølge den, i stedet for at lyde! „ Trofast! Trofast! “ Palles hjerte snørede sig smerteligt sammen; hans øjne blev falde af tårer. Trofast sprang svin en råbuk hen over lyngtuerne, hen imod ham, hen imod den grusomme død. Siver lagde bøssen an, skudet knaldede, Palle udstødte et skrig, og trofast gjorde et Spring i vejret. Derpå lagde den sig ned i lyngen, udstødte en ilde varslende knurren, medens den fæstede sine øjne glubsk på siver, der stod med den rygende bøsse i hånden. Palle kastede spaden fra sig og styrtede hen til den; men den ænsede ham ikke. Den stod atter op, dens stride hår rejste sig på dens ryg, og visende de skarpe, hvide tænder gik den langsomt og knurrende hen imod siver uden af vende sine øjne fra hans ansigt. ' ) grsvlmg. „ Gå ind... gå ind! “ råbte Palle forfærdet til bedstefaderen. „ Han er gal... han er rent gal! Å gud, hvad skal det dog blive til! Trofast... Trofast! Læg dig... læg dig, trofast! Å, gå dog ind, Gammel » Fa ' er, han ødelægger jer! “ Men siver blev roligt stående, med bøssekolben hævet til slag og uden af gøre mine til af vige. Hunden var nu kun nogle få alen fra ham, og Palle stod forstenet af skræk, uden af vide, hvad han skulle gøre. Da udstødte trofast pludselig en forbitret tuden, som om den svor hævn imod den, der havde villet tage dens liv, men som kun havde nået af tilføje den et lille sår, derpå vendte den sig om, sprang efter sædvane hen til Palle og slikkede ham på kinden og to ' r endelig med en hurtighed, der viste, af dens sår ikke var af betydenhed, hen imod klitterne, hvor den snart kom dem af syne. Da den var forsvunden, drejede siver sig, uden af sige et ord, om på hælen og gik ind. Palle tog atter fat på sit arbejde og takkede gud, at hans ven for denne gang var undsluppen faren. „ Du stakkels, gamle trofasf “, sagde han, medens han ivrigt huggede knoldene i stykker, „ du blev nok vred, blev du! Å, bare du dog ikke er skudt rent fordærvet! Og hvor skal du få ' mad fra! Ak gud, det drømte vi ikke om den dag, da vi gik sammen ned til stranden. “ Trofasf lod sig ikke mere se; den havde nok forstået, at oddeshedegården var et farligt sted at komme nær for det første. Da det blev aften, og Palle blev kaldt ind til kvældsnadveren, var han så træt, at han næppe kunne røre sig. Hans bedstefader sad henne for bordenden, og ved hans side Marie, som hilste ham med et lille nik. Palle satte sig hen ved husholdersken, tjenestepigen og karlen og spiste sin mad med god appetit. Han så af og til hen til bedstefaderen og mødte en gang et blik fra dennes øjne, der fik hans hjerte til at banke. Det blik kendte han godt der hjemme fra hytten ved klitbakken; det var ofte kommet fra hans moders kærlige øjne. Mon hans gammelfa ' er virkelig kunne lide ham alligevel? O, nej; nu var der jo det samme barske udtryk i hans ansigt igen, og dog var det moderen så ligt, den gang det blik predte lys over det. Gammelfa ' er var i grunden en køn mand, Palle troede nok, at han kunne komme til at holde af ham, når han blot en gang imellem måtte se det blik der hjemme fra hytten. Med disse tanker sad Palle ved måltidet, under hvilket der næsten ikke blev talt et eneste ord, og Palle følte sig da aller mindst opfordret til at afbryde tavsheden. Da han tillige med tjenestekarleu Niels, en lang, humlestangagtig skikkelse med et lumsk, indsmigrende væsen, gik over gården for at begive sig til ro, smuttede Marie et øjeblik hen til ham og hviskedee: „ Du må ikke være vred Palle, fordi jeg ikke talte til dig. Gammelfa ' er kan ikke lide, at der bliver snakket for meget, skal jeg sige dig. Men jeg holder af dig alligevel. God nat, Palle! “ „ God nat “, sagde Palle og så ' bedrøvet efter hende, til hun havde lukket døren efter sig. Derpå fulgte han karlen ind i deres fælles Kammer. „ Nå, hvad synes du så om gården? “ spurgte Niels, da de vare komne i seng. „ Jeg kan ikke lide den “, svarede Palle kort. „ Hm, du er da en snurrig fist “, sagde Niels grinende. „ Og du er dog i slægt med husbond. “ „ Det slægtsfab vil han nok helst være fri for “, udbrød Palle med bitterhed. “ „ Ja, lad os så sove da “, sagde karlen gabende og vendte sig om på den anden side. Men Palle kunne ikke sove; han lå og tænkte på den stakkels trofast, som flakkede hjemløs vin ude mellem klitterne, og først langt hen på natten listede søvnen sig over ham og lukkede hans trætte øjne til. tredje kapitel. Palle går bærsærkergang. — trofast. — blodstenen. Tidlig den næste morgen vågnede Palle ved et dygtigt puf i siden. „ Hvad er der? “ spurgte han forvirret og gned søvndrukken sine øjne. „ Hvad derer! “ råbte Niels. „ Op med dig, dovendanl! Let dig lidt hurtig, ellers skal jeg hjælpe dig! “ Et par følelige ribbensstød hjalp til at gøre hans trusel mere anskuelig. „ Lad være at støde fil mig “, udbrød Palle forbitret, „ ellers gjengjælder jeg lige for lige. “ „ Nej, kors, da “, råbte karlen og påtog sig en mine af stor forskrækkelse, „ jeg bliver ganske bange for dig. “ Han ledsagede sine ord med et puf, der næsten berøvede Palle åndedrættet. „ Lad mig være i fred! “ skreg denne og sprang ud på gulvet med sammenknyttede hænder. „ Å, hold mig din mund, din tiggerpjalt “, sagde Niels og gav ham et alvorligt slag på kinden. „ Sådan en hvalp, som du, skal ikke bruge mund, men lystre! “ Palle stod et øjeblik som bedøvet; en rasende vrede kogte i ham. Derpå bøjede han sig lynsnart ned, tog en tung skammel, som stod på gulvet, og slyngede den af al magt imod Niels. Denne ^søgte at undvige slaget ved at bøje sig; men derved tørnede skammelen nætop imod hans hoved. Han udstødte et skrig og styrtede om, medens en mørk blodstrøm vældede frem af hans pande. Palle stod ved dette syn som forstenet af skræk; han troede, at han havde slået ham ihjel; men kort efter gav han sig fil at råbe om hjælp, og siver trådte straks ind i kammeret. Så snart denne så ', hvad der var på færde, kaldte han på tjenestepigen, ved hvis hjælp han fik karlen lagt op på sengen og badet hans ansigt med koldt vand. Palle stod ved siden, rystende på alle sine lemmer, og klædte sig på. Niels kom i midler tid snart til sin bevidsthed igen og slog øjnene op. „ Hvad er her gået for sig? “ spurgte siver og fæstede sit skarpe, grå øje på Palle. „ Det er den forbandede dreng “, sagde Niels med et ondskabsfuldt blik; „ han kastede mig skammelen i hovedet, fordi jeg sagde til ham, at han skulle stå op. “. „ Hvad siger du dertil, dreng? “ spurgte siver strengt. Palle svarede ikke; han havde endnu ikke forvundet sin skræk. „ Han er det værste djævelflab af en dreng, jeg har kendt “, vedblev karlen. „ Jeg sagde blot til ham, at han fluide stå op, og så springer han ud af sengen, som om han var gal, og hiver mig det første det bedste i hovedet. Det er et sandt guds under, at han ikke slog mig ihjel! “ „ Bliv liggende en halv times tid “, sagde siver, „ så, tænker jeg, det er forvundet. En Karl, som du, skulle ikke lade sig slå til jorden af en dreng! Kom med mig, dreng! “ Siver gik hen til huggehuset, efterfulgt af Palle, der ligesom i drømme gik bag efter, uden at tænke på, hvad der forestod. Da de vare trådte ind, lukkede siver døren i efter sig og tog en stok frem fra en krog. Du ved vel, hvad du har fortjent “, sagde han med sin kolde, lidenskabsløse røst og tog drengen fast ved trøjekraven. Nej, nej, slå mig ikke! “ råbte Palle og strakte sin hånd afværgende op mod hans opløftede arm. „ Slå mig ikke; jeg vil aldrig gøre det mere! Han slog mig på kinden og kaldte mig en... en tiggerpjalt; men jeg skal aldrig gøre det mere. “ „ Du lyver dreng “, sagde siver, „ han sagde, at du skulle slå op og intet videre. “ „ Han slog mig... han slog mig! “ streg Palle og greb krampagtigt fat på bedstefaderens arm. „ O, gammelfar, gør mig ikke fortræd; jeg ved, at i ikke kan lide mig; men slå mig dog ikke, for så kommer jeg vist heller aldrig til at lide jer! “ „ Vi så ' at se “, sagde siver og lod med det samme stokken falde hårdt på drengens ryg. Det gav et sæt i Palle, hans hænder knyttede sig, hans øjne lynede, og det syntes et øjeblik, som om han ville styrte løs på bedstefaderen. Dog, det var da også kun et øjeblik, så lagde han sine arme over kors og stod stille og så ' siver i ansigtet med et udtryk af ubøjelig trods, uden at udstøde en eneste klage eller forandre en mine, så længe den hårde tugtelse varede. „ Nu får det være nok for denne gang “, sagde siver og kastede stokken hen i krogen. „ Du vod nu, hvad du har at rette dig efter. “ Palle gik tavs ud i gården og begyndte sin dagsgjerning. En rasende forbitrelse mod bedstefaderen, mod Niels, mod alle i gården fyldte hans bryst. Han kunne have grædt og skreget af vrede, hvis hans trodsige stolthed ikke havde afholdt ham derfra, og undertrykkende enhver vredesytring drev han af sted med køerne, som han fluide vogte på hedestrækningen mellem klitterne. Da han var i begreb med at forlade gården, kom tjenestepigen Karen, en storleinmet, søvnig pige, ud af døren og råbte: kom ind og spis davre og så ' noget mellemmad med dig, før du går. “ „ Nej, tak “, svarede Palle med et bittert smil; „ jeg har både fået davre og mellemmad henne i huggehuset; det er mere end nok. “ „ Hi — hi “, fnisede Karen; „ jo, du er en god nar. “ Palle værdigede ikke hendes bemærkning noget svar og drog bort, med en følelse af, at han var en fremmed, der stod ene og forladt i den vide verden. det var et dejligt vejr. Havet lå stille, kruset af en sagte luftning, og blinkede i solskinnet; ude i horizonten bevægede der sig et skinnende hvidt punkt, næppe større end en svanevinge; det var et skib, der gik på de lange rejser. „ O, hvem der kunne følge med “, sagde Palle sukkende. Her ude i ensomheden mellem klitbakkerne, hvor ingen lyd

1899_HenningsenA_Stroemmen

Agnes

Agnes

Henningsen

Strømmen

female

female

dk

HenningsenA

Stroemmen

Henningsen

Strømmen

n

roman

Det Nordiske Forlag

KB

nan

nan

O

Karen Sofie havde klaver. Hun fik, hvad hun forlangte.. hveranden gang, for hun skulle ikke forvænnes. Når hun havde øvet sig et kvarter, var fingrene stive af kulde, og hun sukkede lettet og holdt op. Men hun blev siddende, drejede blot ryggen helt til kakkelovnen, hvor der aldrig kom ild, og stirrede på vinduet. Hun tænkte ikke; det, der kom i hendes hoved, var borte, før hun vidste, hvad det var, og drømme gjorde hun aldrig.. det blev alligevel alt sammen, som det skulle være. Hun holdt kun af at være ene for at blive fri for at høre sin faders støjen i butikken og for at være fri for at se på sin moder. Hun bøjede hovedet lidt og gav sig til sin ynd-lingsvane.. hun suttede.. på ingenting, blot med tungen op mod ganen, højt, så hun selv kunne høre det. Hendes øjne blev dunkle som spæde børns, der drikker; de store krøller, der faldt ned over ansigtet, gjorde det mere søvnigt, hun lignede en kat, der soler sig. » Hvad satan —. « det var faderen, der stak sit ansigt ind ad døren, et bredt, rødt ansigt, der så ud, som om det råbte med alle nerver. Karen Sofie rørte sig ikke.. Den sjældne gang, han viste sig i stuerne, kunne han vel komme ind på en ordentlig måde. Det højrøstede ansigt forsvandt. » Skal den tøs aldrig sidde med noget i hænderne, « dundrede han ind i spisestuen, hvor moderen sad og sov. Karen Sofie hørte et øjeblik efter, om de skændtes.. så faldt hun sammen igen.. i dag vidste hun, det ikke ville blive til slagsmål, for moderen havde sin milde dag; de to rasede hun, den tredje var hun mat.. Hun skubbede stolen nærmere til vinduet uden at rejse sig og kiggede mellem porcellænspotterne udover Langebro, hvor byen gik tur, og hvor al færdselen kom. Vandet, en spids af Storebælt, byen var bygget ved, var smalt og snavset; kun når man stod op, kunne man se langt bort ud til det frie, store hav. Men hun havde fra lille nødig rejst sig for andet end herskabsvogne. Dem elskede hun. Kaner med alle slags klokker og dyreskind, jagtvogne med herrerne, der bandede og lo, så det hørtes ind i huset, de lukkede vogne med lyse damer, alt for det forbi, altid forbi, men det tog hendes tanker med til lindealleerne og de højstammede roser, det, hun havde kigget sig til udefra, og især til værelserne, som hun ikke kunne tænke sig, hvordan var... Moderen kom ind på filtsko og stillede sig bagved hende. » Har du strikket dine omgange, « sagde hun og smilede ydmygt, hun så på Karen Sofies ryg, hvor ubehageligt det var hende, at hun stod her. Karen Sofie vendte sig halvt imod hende og hastig bort igen. » Du lugter af klister, « sagde hun. Hun hævnede sig for de to sidste dage ved ikke at lukke munden op uden at tale om moderens urenlighed. » Hvordan er du nu kommet til den stank? « Moderen lod, som hun ikke hørte det. Hun trippede frem og tilbage. » Din fader synes jo, Karen Sofie, at nu du snart er voksen.. « hun holdt pludselig hænderne ud for sig og kom til at hikke af skræk.... Karen Sofie havde gjort en rask bevægelse om imod hende. Nu trak hun på skuldrene og udsøgte sig sindigt en plads til sin albue i vindueskarmen. » Jeg er ligeglad «, sagde hun. Moderens blåblege ansigt blev langsomt rødt af vrede. » Du gider ikke engang og flytte dig mere, « sagde hun og slog hende i ryggen. Karen Sofie vendte sig rolig om og så på hende.. langsomt gik hendes øjne fra saucepletten på den store flade, der var bryst, til de tre, fede folder i halsen, hvor kjolen stod åben.. Moderen flyttede sig frem og tilbage og famlede ved knapperne, skønt hun ikke ville. » De porcel-lænsknapper, det er noget skidt, « sagde hun. Hun prøvede at knappe dem, men hendes hænder, der altid rystede, rystede stærkere. Hun så Karen Sofies mund.. trække sig ned ad til et hån-ligt smil. » Du skulle have klø, « mumlede hun og for ud. Hun kom til at græde så højt, at hikken lød som små skrig. Karen Sofie stirrede et øjeblik bittert ud for sig og så så igen ud over broen. det var torvedag, vognene kørte hjem. Hun kendte kuskene og huskede, når de havde været der sidst. Hendes fader og hele byen var til for gårdenes skyld, bønder- og herregårde, der lå tæt i den fede jord.. det hørte hun altid, og det harmede hende, når de så kørte udenom, flere mil til en større by.. Hun rejste sig og stirrede med hele ansigtet.. de grå fra Strandgården kom frem på broen, men hun satte sig igen og så kun halvt interesseret på baronen, der kørte ene forbi med skytten på bagsædet, og hun sukkede på en gang skuffet og lettet.. Baronens døtre måtte ikke være i byen, uden at hun fik dem at se.. og hun blev altid i dårligt humør af det. Baronens var hendes største interesse. Baronen hed Hansen og var forpagter på Strandgården. Men han fortjente den titel, folk gav ham, han forstod at bruge sine penge, han omgikkes alt, hvad der var fint på Fyen, og var den bedste sneppejæger både der og på Langeland; man sagde, at han som ung havde kørt mere end et par heste ihjel. Karen Sofie beundrede ham som noget langt borte, en ældre ingemannsk ridder. Fru Hansen, født noget fint, kendte hun kun fra sovepladsen i småfolks Stuer, hvor hun hang med et stort fromt ansigt og flor om rammen. Det var børnene.. sygelige, fine piger med store munde og øren uden flip, hun drømte om, og som hun vidste, vidste, hun en gang skulle komme til at kende.. Så længe hun kunne huske, havde hun set dem hver dag.. snart i deres egen vogn med » lille hertug « for, så i Landauer til bal, og så med char-a-bancen fuld af gæster, altid glade, altid mange.... Hun for sammen. Faderen dundrede på ruden, pegede med en cigar, han aldrig fik tid til at tænde, ind ad spisestuen til og løb om ad butikken. Hun blev siddende.. Hun kendte ham. Når han gad være inde et øjeblik, skulle hun altid sidde og hænge over ham, skønt han aldrig vidste, hvad han skulle sige til hende. Faderen trampede forsigtig ind, han stod lidt og så på hende og tyggede på cigaren. » Kom nu ind til os andre, Karen, og hør nyt, « sagde han. » Tænd dog cigaren, « sagde hun og blev siddende endnu et øjeblik.. Sådan lokkede de altid, ligesom da hun var lille: kom, skal du se, hvad vi har til dig.. og der var aldrig noget.. Så rejste hun sig gnavent. » Nå, « spurgte hun. Faderen gned sig fornøjet ned ad benene. » Nu skal du sgu på danseøvelse, min tøs. « Moderen var vågnet af sin bestandige halvslummer og blev lysvågen ved tanken om, hvad det kostede. » Det har hun jo lært, fris, « sagde hun og så bønligt på ham. Fris svarede hende med den store håndbevæ-gelse, han brugte, når han slog af, og hver gang hans kone talte. » Jo, baronen var inden for, « blev han ved til Karen Sofie, » han sagde, jeg skulle sgu støtte frøknerne Hoffmeyer, der begynder i morgen. De fire ældste er indmeldt. « » Hvem? « sagde Karen og måtte sætte sig ned. » Baronens de fire ældste. « Karen Sofie blev siddende og stirrede.. Nu, da det endelig kom, syntes hun, det skulle have ventet endnu en tid.. Moderen gik helt hen til dem for at høre. Det glimtede i hendes små slukte øjne. Og faderen arbejdede henrykt med begge hænder op og ned ad benene.. » Så siger du, jeg ikke kan skaffe dig sammen med ordentlige folks børn — « Døren blev revet op. Så blev der banket.. et par gemytlige dunk med knyttet hånd, og baronens brune ansigt med det mægtige, tvedelte skæg kom til syne. » Jeg glemte sgu at få vekslet, fris. « Baronen kom nærmere. » Nå, lille frue, får datteren så lov til at komme på danseskole? Mine skal med. Skønt jeg nødig vil have rørt ved frøken prices holdning fra i fjor. Hun gjorde det, fanden tage mig, storartet. Sådan en ryg har jeg kun set på kronprinsessen. « » Så—å, på kronprinsessen? « sagde fris. » Ja, man kan jo nok tænke sig det. « » Men de var jo selv hos mig i går, frøkenerne, de mødte en time efter, at diligencen var kommen, og tog mig i middagssøvnen. Jeg skulle sgu først på. « » Det giver godt eksempel, « sagde fris. Han åb-nede døren og holdt den ærbødig vidt åben for baronen. Baronen så det ikke. » Hvad satan, « sagde han og lo. » Det er sgu heller ingen fornøjelse for de to gamle piger at blive ved at strække vrist. « der blev banket sagte på køkkendøren, og læderhandler Larsens nye pige trådte varsomt et skridt over tærskelen. » Jeg skulle hilse og sige tak, Alma kunne ikke komme i aften. « Karen Sofie så ud, som det var en sag, der ikke kom hende ved.. hun havde gruet for, at det skulle komme.. Alma havde sagt til flere i skolen, at hun vist ikke fik lov til at omgås friis’s mere, for moderen var ikke et menneske at se på for en ung pige.. nu var det, ligesom det smilte dybt inde i hende, så ligegyldigt var det. Men Fru fris, der pludselig huskede, hvor høflig hun skulle være imod Karen Sofies gæster, gjorde en kraftanstrengelse og smilte selskabeligt. » Værs-god, kom dog indenfor og tag plads. « Hun standsede forskrækket ved at se pigen skæve til baronen og fik sin hikke. Karen Sofie bøjede hovedet, som hun opgav alting, også at skjule, at hun skammede sig.. » Tænk på noget, « sagde baronen, deltagende som ved en sygdom. » Hvad fik de til middag i går. « Karen Sofie, der syntes, hun måtte gøre noget, der ledte hans opmærksomhed bort fra moderen, greb en stol. » Vil baronen ikke sidde. « Fris så sig for på baronens ansigt og brølede så af latter. » Baronen! Er du gal, pige. « Baronen stemmede i. » Baronen. Ha, ha, baron Hansen! « han var bekendt for sin smukke, hjertelige latter. » Ha, ha, jeg har sgu nok hørt det. Nej, min lille pige, der er ikke andet adeligt ved mig end min næse og så min salig kone. « Karen Sofie blev stående stiv, også da de var gået.. Hun havde en fornemmelse, som ingenting kunne nytte mere.. hun var uheldig og ulykkelig og blev aldrig andet. Og hun blev kun ved at tænke på, hvordan det var gået til, håbløst, som man sætter skår sammen.. sådan har det siddet.. Det var hendes moders skyld, som alt ondt kom fra hende. Man måtte bære sig dumt ad, når hun var til stede. Hun så pludselig hen på hende. » Du ligner en gris med et seglgarnsbånd om livet, « sagde hun. Moderen, der stod bøjet over nøglekurven og søgte og søgte efter en nøgle, der ikke var der, holdt inde med et sæt. » Ja, jeg er bleven alt for svær, Karen Sofie, « sagde hun sagte. Karen Sofie stirrede på hende. Hun blev ude af sig selv over den ydmyghed, sagde ikke et ord og gik ud af stuen. Hun skyndte sig op på loftet. Øverst oppe i et lille hul, hvor der lå frugt, havde hun sit tilhold. Lige fra lille havde hun søgt derop, når hun var så bedrøvet, at hun måtte være ene. Når hun lugtede æbler, kom hun til at græde. Den næste dag stillede ti små drenge og seksten større piger i hotel havnen. Forældrene fulgte med, fordi det var første gang, og sad langs væggene og smilte. Drengene protesterede mod misbrug af deres fritid ved særlig langsomme og tunge bevægelser; på pigerne sås den mugne generthed kun i ansigtet, de satte alt for megen ære i at være lette i benene. Frøknerne Hoffmeyers øjne var strengt undersøgende alle vegne med et ømt, lille smil i mundkrogene til forældrene; henrykt hang de ved de små baronesser, der lidt selvbevidste gjorde deres trin. Den yngste, Helga Hoffmeyer, der ikke selv kunne tåle at danse og gerne stod og stirrede med klare, syge øjne på de gratiøseste piger, fik snart øje på Karen Sofie og studsede: » Har du lært før? « » Ja. « » Hos hvem? « » Hos hr. Kornerup. « Frøken Hoffmeyer havde aldrig hørt hr. Kornerup nævne, og hendes søster heller ikke. De måtte se Karen Sofie danse Vals. Karen Sofie rødmede. » Uden musik? « spurgte hun. » Det kan du jo se, min lille pige, « sagde den ældste bittert og smilede mildt. Hun var rød og robust, besværet af den evige ståen-på-pinde. » Vi har aldrig musik de fem første gange, ikke i de allerstørste byer. « Karen Sofie turde ikke betænke sig længere. Og da hun havde taget de første trin, huskede hun ingenting mere, men gav sig hen i dansen. Og hele salen så på hende; hun følte det og dansede bedre. Baronens smukke, lyse øjne tindrede. » Død og pine! « hviskedee han. » Dejlige fødder. « han puffede til kapellanen, der havde knebet sig en plads ved siden af. » Se på de fødder. « kapellanen, der var ung og ny i byen, blev urolig. Han mumlede noget om, at han ikke holdt af Dans. Dans var æggende. Men hans kone havde sagt, at børnene måtte lære at gå ordentlig på deres ben. Baronen hørte ikke efter. Han blev ved at hviske om Karen Sofies skønne skabning.. Hun havde ben lige til balletten.. Pludselig sagde han skarpt, som om han formanede kapellanen: » Man skal ikke tale om den slags ting hos et barn. « og lidt efter hviskedee han igen: » Men man kan jo ikke lade være at se det. « Helga Hoffmeyer, der havde været ved operaen, men mistet sin stemme, glemte sig selv og sang med resterne: » I kongelunden skal brylluppet stå, med Dans og klingende spil. « Karen Sofie åbnede munden, så snart hun hørte tonerne, hendes store næsebor så ud, som de åd livet, der ventede hende, øjnene var matte, som de sugede det alt sammen til sig. Frøken Hoffmeyer sagde, at nu kunne det være nok, søsterens sang var døet hen i hoste. Damerne trak vejret og begyndte at hviske. Fru fryd, en frodig enke efter en druknet kaptajn, sagde, at hun undte Karen Sofie, det stakkels lille skind, denne triumf, den eneste, hun vel fik, hun var jo så svagt begavet. Men at det rystede helt ned igennem hendes ryg, så ondt gjorde det hende at se, hvor hun lignede tanten. Tanten? Ja købmand friis’ søster, der havde været meget smuk og meget dum.. og som var død på vestre hospital.. » Af hvad? « spurgte kapellanens runde lille kone og fortrød det i det samme. » Ja af hvad dør man der! « Fru fryd så skæbnesvanger ud og hviskedee højere: » Man dør vel der, fordi man har det blod i sig, der får en til at danse som lille Karen fris i aften. « Frøknerne Hoffmeyer søgte efter Karen Sofies pårørende, til hvem de kunne betro deres glæde over hende. Da der ingen var, og da de aldrig mere roste et barn til de andres forældre, betroede de sig til hinanden. » Hun har det, vi manglede, « sagde den ældste. » Ja, hun har legemet, « sagde den yngste langt. » Vi andre havde kun talentet — og med det kommer man ingen vegne. « Da de ikke vidste andet om hende, end at hun var bedst klædt, blev hun kaldt hen i en krog med tre af baronesserne og hotellets datter og belønnet med en marcipansfigur. Karen Sofie, som blussede af dansen og af glæde, måtte tage sig sammen for ikke at stå og smile hen i vejret. » Hvad hedder du? « spurgte den næststørste af baronens. Hun slugte duet, de turde hun ikke sige, fordi hun selv var ligeså voksen. » Jeg hedder lykke, l-y-k-k-e. « » Karen Sofie. « » Hvad mere? « » Karen Sofie fris. « » Det er kønt, « sagde lykke og blev tankefuld. Karen Sofie blev så glad, at hun næsten fandt lykke smuk.. Først havde hun været grim, ikke andet end en bred, alt for rød mund. Nu var der underlige øjne, tindrende og trodsige, selv når hun tav stille. Og en pande, der lyste som en glorie. » Det var et dejligt navn, « begyndte lykke igen. » Vi har sådan et grimt efternavn. Og jeg elsker navne. « Karen Sofie ville give, hvad hun ejede, for at kunne bytte med hende, bare for at se hende glad. Men det var så dumt at sige det. Og den anden blev ved: » Lykke er kønt. Ikke sandt? Det er et familienavn. Faders søster, der er gift med grev skel, hedder lykke. Grevinde lykke. Lykke Hansen, det er bare latterligt. « Hun stod lidt og så modfalden ud og lo så aludselig. » Men man beholder det jo ikke så ænge.. Hvor gammel er du? « » Snart femten år. « » Jeg også.. Om tre år er jeg gift. « Den største af baronens, der var femten og altid loldt en lille søster moderligt i hånden, stod og;å på lykke med sine mørke øjne, der gerne >lev urolige, når nogen talte. » Jeg hedder Vibeke dier vor stammoder, « sagde hun. » Og der står en ille en, som hedder » Baby «. « Men lykke, der betroede sig til folk, første gang lun så dem og sjældent siden, fordi der ikke var nere, blev ivrigere. » Det er nu det eneste, jeg bry-ler mig om, « sagde hun, » at blive gift. Og jeg vil tave mange børn. « » Gid du ville tie stille lidt, lykke, « sagde vi->eke. Baby vendte sit lille, lyse ansigt op mod Karen Sofie og lo overlegent. » Sommetider siger hun, at hun vil ride heste i cirkus. « » Kom nu og få tøjet på, « sagde Vibeke og trak lidt hårdt i babys hånd. » Sådan noget siger man ikke til fremmede, « hviskedee hun. Hun vendte sig og råbte tilbage: » Vognen skal ikke vente, lykke. « Lykke så efter dem. Det strålende og trodsige i hendes øjne bredte sig over hele ansigtet. » Jeg vil vist bare noget, de ikke vil, « sagde hun. Karen Sofie syntes, det var, som hun med et ryk blev trukket ganske nær til hende.. At ville noget, som de andre ikke ville.. Hun kunne ikke sige, hvad hun forstod ved det. Men hun forstod det.. Og hun følte sig som fortrolig, der var aldrig nogen, der havde talt sådan med hende. Hun så på lykkes små, røde hænder og ønskede, hun turde tage dem og kysse dem.. » Farvel, « sagde lykke og stormede efter de andre. Da hun var kommen til døren, råbte hun tilbage over sine skuldre: » Vi sludrer nok sammen en anden gang. « Karen Sofie knugede sine hænder, så det knagede, hun måtte gøre noget, hun følte sig så stor og rig, som om hun ikke kunne være i sig selv.. Nu vidste hun, hvad hun ville. Hun ville være god imod dem hjemme, ikke blive vred på sin moder, hvad hun så gjorde. Langsomt gik hun ud, vuggende over gulvet med sin bløde gang. Frøken Hoffmeyer så betænkelig efter hende. » Det kan jo nok være, man ikke skal opmuntre det barns forfængelighed, « sagde hun. Nu havde hun fået Karen Sofies historie, moderens laster og faderens fejl. » Man ser på hver bevægelse, hvad bestemmelsen er med hende, « sagde Fru fryd. Baronen, der gerne kom til, hvor damer stak hoveder sammen, faldt hidsig ind: » Så skulle Vorherre sgu ske en skam, hvis han bestemmer mennesker til den slags ting. « » De må huske, hr. Forpagter, « sagde kapellanen. » Der er noget, der hedder arvesynden. « » Jeg giver sgu satan i arvesynden. Om forladelse, « sagde baronen, der aldrig sårede folks følelser og ikke bandede, når der var præster. » Men der er fanden ingen mening i, at børnene skal betale mine gale streger. Det står de sig sgu ikke ved, og det er vel nok Vorherres mening fra først af, at man skal stå sig. « Han lo og dunkede kapellanen lidt i maven. » Den lille fris ligesåvel som de små kapellaner.. Så kan de sgu gerne kalde mig grundtvigianer og tro, at jeg gifter mig med en glad pige med sølvpil gennem håret, jeg bliver det sgu aldrig alligevel. « Karen Sofie, der stod i døren og ventede på, at de andre skulle gå for ikke at følges med nogen, syntes hun hørte sit navn.. Hun tog sig op til nakken, det var ligesom, hun altid følte det der, når de talte om hende eller om dem hjemme, og hun skyndte sig bort, ud efter sit tøj og ud på gaden. De største af kavallererne havde slået sig sam men med et par fri drenge fra gaden og skjult sig bag drejerens hundehus for at gøre pigerne bange.. Karen fris var storartet, hun var den bedste, det vidste de fra før. Hun var sky som baronens ny røde, hun stejlede og satte i galop, og sikke nogen ben så fjollede den tøs havde, og så skabagtig hun satte dem. En sten efter hende.. » Lad os se, om damen kan hoppe. « » Halløj, tambemajorens datter! « en sten til. » Kan hun springe, tøsen. « Karen Sofie jog afsted, som det gjaldt livet. Hun følte rå ord som slag, når det var fremmede, der sagde dem. Og denne dag ville hun have fred. Drengene efter; arrige kastede de stenene, så ingen ramte. » Hvordan har mutter fris det! Har hun fået skrutten fyldt i dag!.. Hun her bliver magen til. Spring bedre; det magrer af. « Karen Sofie stod stille. Hun hørte en vogn lige ved sig, og hun måtte se, om det var baronens.. Så havde de set hende med drengene efter sig, de havde hørt det, de råbte om hendes moder.. Hun så lige op i baronens ansigt. Han slog et knald med pisken imod drengene. » Jeg tror, fanden plager jer. « og hun hørte en pigestemme inde fra vognen, der råbte noget om, at hun skulle fare ind på dem og hellere lade sig slå ihjel.. men så hidsigt, at hun ikke skelnede, hvem det var. Og så var de borte. Hun blev stående og så efter stemmen og tænkte på, hvorfor det aldrig var faldet hende ind at slå igen — hun tænkte tilbage til første gang og så sig trippe af som en bange lille pige ved sin moders hånd.. Hun havde vel vænnet sig til det. Drengene, der havde respekt for Strandgården, havde straks spredt sig. Men fra et baghold kom der nu en stor sten susende.. Den strejfede kun Karen Sofies skørter, men hun gav et fælt skrig fra sig. Drengene kom frem med ludende hoveder for at se, om hun fejlede noget. Langsomt gik hun de sidste par skridt, stødte døren op, smed sig på loftstrappen og græd. i Bispensgade hos forhenværende gårdmand Jens Andersen fris sad Karen Sofie og ventede på de gamle, som endnu var ved middagssøvnen. Det var søndagsvejr, og solen stod på. De nymalede døre, stole og uret, der alt sammen var glinsende gult, så ud, som det svedte, og det tørre sand på det hvide gulv, som det skreg efter vand. Karen Sofie blev søvnig. Men hun faldt ikke hen som før, hun havde forandret sig fra aldrig at tænke til altid at falde i tanker.. tungt og ens om de samme ting, Strandgården.. hendes moder.. og præsten, hun gik hos. Bedstemoderen lindede døren og trådte sagte og rankt ud. Hun var smuk og fyldig endnu, som var hun Karen Sofies moder, den røde ansigtsfarve gjorde hende livligere og hendes blanke, hvide hår mere skinnende. » Nej, det var da sjældent, Karen Sofie, « sagde hun drævende. » Og hvordan står det så til hjemme? « Karen Sofie rejste sig forundret, hun så, hvor køn bedstemoderen var, og havde aldrig tænkt på det før. » Moder har det så dårligt, « begyndte hun.. det for igennem hende, at hun burde betro, hvor galt det var blevet hjemme, til dette kloge, milde ansigt. » Nå, så det vil ikke tage sig, « sagde bedste moderen med øjnene på Karen Sofies nye overstykke. » Må man gratulere til stadsen, Karen Sofie. « Hun fik det på armen og vejede og følte. » Nej, se hvor tungt! Ja, det er folk, som ved, hvordan det skal være. « Karen Sofie satte sig stille hen ved vinduet.. Bedstemoderen, som var den mildeste, hun kendte, som aldrig dømte nogen, brød sig ikke det mindste om hendes moder. Heller ikke om faderen, som dog var hendes søn.. Hun smilte hånligt og tænkte ikke på at skjule det. Den kærlighed, præsten talte om, som skulle være det største i verden, den var nok ikke de steder, hun kom. Det var vel kun de fine, der havde tid til at holde af hinanden. » Din fader koster meget på dig, Karen Sofie. « » Ja, « sagde Karen Sofie og blev ved at smile.. Det gjorde han, de proppede hende begge to med alt det, der var til, for at skjule deres dår lige samvittighed. Bedstemoderen bankede småt på sovekammerdøren. » Her er sjældne gæster, fader. « En kroget mand på hvide sokker med rent, hvidt skæg og hår kom højtidelig ind og gav Karen Sofie tre forsigtige fingre. Karen Sofie blev altid forlegen over hans fremmede og fornemme væsen. » Hvordan har bedstefader det? « sagde hun. » Har det og har det, « vrissede han og så tungt på hende. » Hvordan har man det, når de andre sidder ved bedriften. « Karen Sofie tyede stille hen ved vinduet.. Det er dog din egen ældste søn, der har gården, tænkte hun. » Se her, fader, her skal du se stads. Føl hvor tung. « » Ja tænk — hvor tung. « » Hvordan går det så med jer husjomfru, Karen Sofie? « » Det går godt; hun er dygtig. « » Hvad? « bedstefaderen så arrig på sin kone, fordi han ikke havde fulgt med. » Hvad er det, hun siger? « » Husker du ikke, fader, Peter fik jo den jomfru, der lå ledig, som havde skiftet fra strand-gården til november, den gang hans kone lå syg så længe. « Den gamle rystede håbløst på hovedet. » Nej, man kender ikke til det. « » Har du siden været på Strandgården, Karen Sofie? « » Ikke siden den gang, « sagde Karen Sofie, mut over spørgsmålet, fordi hun ikke kunne svare ja. » Nå, ser man det. « bedstemoderen tav lidt og så prøvende på Karen Sofie. » Der skal jo være så sjældent, siger de — « besøget på Strandgården kunne aldrig høres tit nok. » Der er dejligt, « sagde Karen Sofie og så frem for sig med et smil over ansigtet.. hun så strand-gårdens høje Stuer og huskede, hvor mange gange hun her i denne tomme, lille stue havde længtes efter dem.. Bedstemoderen var ved overstykket igen. » Sikke sære knapper. Er de brug nu? « » Ja, det sagde de. « » Er det fra Frederiksen? « » Fra gad. « » Nej, se fra gad. Ser man det.. Ja, det er vel også til konfirmationen. Så tager du vel pladsen hjemme, som den fremmede jomfru nu har? Så i ved, hvem der tager i smørret. « » Så må jeg da ud at lære først. « » Det bruger man vel nu, « sagde bedstemoderen interesseret. » Man kan tænke det. « Bedstefaderen så på Karen Sofie med sine bedrøvede øjne, som han ville sige noget, men faldt tilbage til sin rokken. » Man kender det jo ikke. Nej, man gør ikke. « Bedstemoderen lagde overstykket varsomt på en stol og glattede hen over det. » Nu koger jeg kaffe. Fader har godt af en kop med. « Bedstefaderen så lidt urolig op, men sagde ingenting. Karen Sofie rejste sig halvt. » Bedstemoder skal ikke have ulejlighed. « » Nå, her skulle komme fremmede folk og gå tørmundet. « Karen Sofie satte sig tilbage i stolen. Og med den lange tid for sig, bedstemoderen skulle være i køkkenet, begyndte hun at tænke på den dag i Strandgården.. De havde siddet i riddersalen, lykke og hun, i de høje vindueskarme, og set på de gamle, sorte malerier. Det var snestorm, det bragede og skreg udenfor, alting havde syntes hende så stort og skæbnesvangert. » Det skulle være ens egne forfædre, « sagde lykke og pegede på de malede mænd på væggen. Men så åbnede hun en me-daillon og viste billedet af sin moder, det store, fromme ansigt fra småfolks Stuer: » Hun var vel mere værd end alle de tilsammen «.. Hun strøg blidt hen over billedet og hviskedee: » Hun døde jo, da vi var så små.. Og jeg kender hende måske slet ikke.. « pludselig så hun op, så Karen Sofie lige ind i ansigtet. » Men jeg ved, at hvordan hun så var, ville jeg have elsket hende og været god imod hende, « sagde hun, og det glimtede hårdt i hendes øjne. » Ville bedstefader noget? « Karen Sofie for sammen. Den gamle stod pludselig bagved hende og pustede hende i nakken. » Nej, å gud nej, hvad skulle man vel ville, « sagde han og listede hen igen. Karen Sofie beholdt det opskræmte ansigt.. Hun kunne ikke glemme lykkes øjne. Siden den tid havde hun stridt for at forandre sig, havde lyttet efter præstens mange, milde ord, havde bedt Vorherre hjælpe sig.. Men hendes moder var som et dyr, der aldrig var dresseret, en hund, der skulle hundses.. » Ser man det. « bedstefaderen stod igen bagved Karen Sofie. Han havde et lille, tilfreds smil på ansigtet. » Synes man ikke nok, at der var nogen ved porten, « sagde han og pegede ud med de samme tre forsigtige fingre, han gav til goddag. Karen Sofie så jomfru Barthrams brede hofter gynge fra porten om ad gadevejen. » Så er der noget galt hjemme, « sagde hun. Jomfru Barthram, en fyrretyveårig skønhed med forlorne fortænder, der ikke sad godt, bankede beskedent på og listede hovedet ind ad døren. » Undskyld, jeg forstyrrer, « sagde hun. » Det var bare Karen Sofie. Jeg skulle sige, om du ville komme hjem. « Bedstemoderen havde hørt folk og var vevert henne ved døren. » Kom indenfor, værsgod. Det er jomfru Barthram, ja man kan tænke sig det. Det er jomfruen fra Peters, fader. « Hun trykkede jomfru Barthram ned på en stol. » Kaffen er lavet. Så kan Karen Sofie slå følge hjem. « Jomfru Barthram gyngede indsmigrende over gulvet.. hun var vant til at være velkommen, folk syntes om hende straks, og hun var ikke så bondsk, at hun gjorde sig kostbar.. » Det er uventet at komme til kaffe, « sagde hun og sad smilende med sine mørkebrune, ledeløse hænder i skødet. Karen Sofie så fra dem til bedstemoderens brede, rene hænder, der sindigt lagde dugen på.. alting var så roligt og renligt herinde.. hun kunne blive siddende altid der i solskinnet. » Her lugter så godt hos dig, « sagde hun. » Af tørrede roser. Og det er vist også friske blomster. « » Kaffen lugter også bedre end vores, « sagde jomfru Barthram. Bedstemoderen skjulte et fornøjet, lille smil. » Det må være den resta, som lugter, « sagde hun og satte en tyk reseda på bordet. » Rosenbladene fra i fjor, de kan ikke mere. « Hun sørgede for den gamle og sine gæster.. selv tog hun senere sit i køkkenet, som hun var vant til, tålmodig sad hun og smilte og bød. Men så snart jomfru Barthram ikke lod sig bevæge mere, begyndte hun sindigt at spørge ud. Hvordan jomfruen så syntes om at være i byen igen.. Om hun ikke savnede Strandgården.. Det var at tage tap af tønden. Jomfru Barthram gav gerne sit levnedsløb fra sig på en gang.. Alle menneskene, hun havde været hos, Strandgården, som var hende det kæreste på jorden.. Sommetider bed hun fortænderne fast og tog fat med fornyet fart.. Børnene på Strandgården hang ved hende. Hun måtte også derop en sjælden gang, når hun kunne, i mørkningen.. Og så endte hun med et hendøende smil og den sætning, Karen Sofie altid hørte. » Det, jeg var bange for i begyndelsen med forpagteren — for folk siger det jo om ham.. det er jeg rigtignok ikke bange for mere.. « » Nå ikke? « sagde bestemoderen og så ivrigt på hende. Jomfru Barthram så trohjertet igen. » Han er et dejligt menneske, og han har et hjerte som smør. « Karen Sofie kunne ikke fordrage jomfru Barthram, når hun talte om Strandgården til andre. Og aldrig, når hun talte om baronen.. Han havde selv sagt til hendes fader, at han ikke kunne lide hendes væsen.. Hun er mig sgu lidt for meget forglemmigej til at plukke nårsomhelst, havde han sagt. Jomfru Barthram var færdig med sit eget liv og inde i andres.. hun talte om svineriet på herre-gårdene mellem folkene, og hun hviskedee så ivrigt, at vandet stod hende ud af munden, så hendes læber glinsede... Så syntes Karen Sofie, at hun hadede hende, hun hadede hendes historier, som hun ikke forstod, men huskede hvert ord af, når hun var ene.. Alting blev hende dobbelt så ledt bagefter. Hun så på bedstemoderen, som hun sad der og hørte.. hendes ansigt, der altid var rødt, ligesom faderens, var rødere nu, hun lignede ham, som han sad i kontoret og spillede kort med klubben; hvor hun kunne blive grim.. Jomfru Barthram opdagede Karen Sofies stive blik og blev forskrækket.. Bedstemoderens egen datter havde jo selv været sådan og endt så sørgeligt.. Men bedstemoderen sad og smilte med blikket langt borte, mere blussende; selv i hendes hænder sås blodet stærkere under den tynde hud.. Og jomfru Barthram gik roligt videre om malkepigerne på mullerup. Karen Sofie rejste sig rask. » Hvad var det, jeg skulle hjemme? « sagde hun. » Lad os nu gå. « » Det var din moder, som ikke måtte være ene. Og jeg har fået lov at gå til eftermiddagstjeneste. « jomfru Barthram så på bedstemoderen med et inderligt og bekymret blik. » Jeg har ikke været i kirke i tre uger. « » Da er det skam ikke for tidligt, « sagde bedstemoderen og smilte åndsfraværende. Hun hjalp forsigtig Karen Sofie i det nye overstykke. » Hvad har i så givet? « spurgte hun sagte. » 25, men vi fik det for 23. « » Ser man det. Hører du det, fader, 23.. « bedstemoderen så ængstelig på den gamle, der længe havde passet sine egne triste tanker. » Tror du ikke, det var tiden at købe det nye stykke til mig nu, fader? « » Man kender det ikke, « sagde den gamle og blev ved at se utilgængelig ud, skønt han var bleven lutter øren. Bedstemoderen lod spørgsmålet hvile og fulgte gæsterne til døren. Så snart de var udenfor, vendte jomfru Barthram sine tanker imod kirken. Nu huskede hun, at pastor grå sidst havde skændt fra prædikestolen på efternølerne, hun blev nødt til at sætte Karen Sofie ind i sagerne her, så hun selv kunne dreje af ved torvet. Det gik i en fart, som alt jomfru Barthrams.. Karen Sofie måtte altså ikke vige fra moderen, for det var det værste med hende, det havde været; de havde hentet doktoren, og han havde sagt, et par dråber til kunne gøre hende rasende.. så havde han givet hende noget at sove på et par timer. Faderen havde taget alle nøgler med sig, da han kørte, men hun havde jo selv ladet sig lave to til skænkestuen, og de havde kun fået den ene fra hende.. Karen Sofie var et par skridt bagud, sløv i den stærke sol. Men der var noget, hun hørte og ikke forstod, der vakte hende, så hun skyndte sig hen til jomfru Barthram. » Det er også sørgeligt, som drikkeriet kan tage sjælen af et menneske,. « sagde jomfru Barthram sukkende, » foruden at beskadige de indvendige dele. Doktoren sagde, at hun var helt brændt op indeni, det kan man i o nok tænke, at brændevin, det æder. « Karen Sofie, som aldrig følte noget stærkt uden at føle det legemligt, syntes, at jomfru Barthrams hånd var ganske nær ved hendes ansigt, det flimrede for hendes øjne, hun var svag i alle lemmer, og hun måtte tage sig sammen for ikke at fare ind på

1880_Hertz_OndeStjaerner

Adolph

Adolph

Hertz

Onde Stjerner

male

male

dk

Hertz

Onde Stjaerner

Hertz

Onde Stjærner

En Fortælling om Hveen og Uranienborg

n

roman

Borchorst

KB

nan

nan

O

I. En middag på uranienborg. Den grønne stue eller sommerstuen var den smukkeste og anseligste på det prægtige og vidt berømte uranienborg. Loft og vægge vare bemalede med træer og blomster af alle farver. Den var beliggende i andet stokværk og fra vinduerne, som vendte mod vest, havde man på den smukke årstid en henrivende udsigt over slotshavens gyngende trætoppe og de omliggende grønne marker til sundet med sejlere og den sællandske kyst. Her sad en skøn sommerdag et selskab af højbårne herrer og fruer om et rigt besat middagstaffel. Det var lensmanden på hveen, hr. Tyge Ottesen Brahe, den berømte astronom, som havde besøg af Frederik den andens gemalinde, den unge og smukke dronning Sofie, der samme dags morgen klokken fem var landet på øen med et lidet følge af herrer og damer. en lang række af sjældne og kostelige retter gik bordet rundt i sølvskåle og fade med tilbehør af en overflødighed af vine. Trætte af rejsen og dagens besværlighed med at tage slottets mange mærkværdigheder i øjesyn, lod de højadelige gæster sig alting smage. Man roste anretningen og værtens forstand på de jordiske ting, thi i den henseende var ingen blind for hans overordenlige egenskaber; i andre henseender vare øjnene ikke altid så opladte. — eders nåde må ikke stå op fra bordet, før i har smagt min bedste vin, sagde værten, idet han tog en kande som en tjener frembar og hældede i dronningens bæger. Den er en skænk af kejser Rudolf, som blev mig foræret den tid jeg overværede hans kurværdigheds prægtige kroning i Regensburg. Kongen, hans nåde, har den må vel ske ikke bedre. — altingest er her så kosteligt — hvad har kongen som er bedre? — eders nåde gør mig ganske skamfuld. Jeg har rare og nyttige instrumenter, samt adskilligt andet arbejd, som nok er værd at bese. Men jeg kan ellers ikke måle mig med fyrstelige folk, undertagen hvad denne kostelige vin belanger. Jeg vil bede min gunstige herre at modtage en liden skænk deraf, forsendt tilbage med eders nåde. En ung person af selskabet, ret køn, med et fornemt, afglattet væsen, men hvis matte øjne og slappe træk tydede på udsvævelser, bøjede sig mod sin sidemand, en bredskuldret kæmpe med et stort, kugledannet hoved, og hviskedee ham i øret: > — han har let ved at forære ham en kande vin. Hans nåde har for nogen tidlang siden forLenet ham med nordfjord Len, samt elleve gårde her i Skåne, alt kvit og frit, uden afgift og besværing. — han har derforuden foræret ham et godt nyt skib på halvhundrede læster, svarede den tiltalte og nikkede til tegn på forståelse. — men hør, vor Junker! udbrød dronningen, af Iver for ret flittigen at bese eders boligs mange vidunderlighedsstykker, har vi slet ikke tænkt på landet selv. Fler findes jo levninger af fire gamle borge med’ volde, grave og grundmål, hvorom der ganger sælsomme frasagn. Dem må i vise os og fortælle os deres historier. — eders nåde kunne få bedre undervisning herom af mester Anders. Han har just vore gamle danske flistorier under hænder. Ved disse ord så lensmanden på en lige over for ham og dronningen siddende person, som udmærkede sig ved et noget blegt, langagtigt, af et fremstående kruset skæg omgivet ansigt, hvis hovedudtryk var grundighed og hæderlighed. På hovedet bar denne person en lille sort fløjels kalot, hvorunder de blonde hårsnipper tittede frem. Det var den forhenværende hofprædikant og nuværende kongelige historiograf, mester Anders Sørensen Vedel. Han var på rejse rundt om i landet for at studere gamle monumenter og gravskrifter, som forarbejde til sit store forehavende, fædrelandets historie. Dels for disse studeringers skyld, dels for at besøge sin gamle ven og fordums discipel, Tyge Brahe. til knudstorp, var han også kommet til hveen, hvor han var indtruffen nogle dage før dronning Sofie. — ved eders nåde, sagde lensmanden, inden den beredvillige historiograf kunne få lejlighed til at tilbyde dronningen sin tjeneste som cicerone omkring på øen, at mester Anders, blandt andre stykker, som belanger det historiske, har samlet en hob smukke gamle viser, som er lagt om henfarne konger og kæmpers mærkelige og priselige idrætter. — dem må i med en hast lade udgå på trykken og sende os nogle exemplaria deraf til lyst og tidkort for os og vore jomfruer.... Vi have hørt sjunge af disse viser og glædet os deraf. Mester Anders, til hvem disse opmuntrende ord vare henvendte, smilede mistrøstig og gjorde dronningen opmærksom på, at papirets dyrhed levnede ham kun ringe håb om, i den nærmeste tid at se sine visesamlinger udgå på trykken. — hvorfor har i da ikke vendt eder om hjælp til kongen? — jeg har vel tænkt på at gøre det, som fløvedsmanden ved, sagde mester Anders, og så ved disse ord på denne, som om han ville kalde ham til vidne på sine ord. Men jeg trøstede mig dog ikke til at begære en sådan hjælp af hans nåde. — om mester Anders var for frygtsom til at tale til kongen derom, sagde dronningen, idet hun på ny henvendte talen til lensmanden, hvorfor, vor Junker, har i da ikke ladet eders egen veltalenhed skinne for kongen i denne sag, at hver mand kunne bekomme disse smukke og lystelige viser at læse og? øve sig i sådanne sange? — eders nåde! Jeg skatter hans arbejd såre højt, og ønsker min gamle ven al den hjælp og bistand han kan trænge, for at kunne forfølge denne priselige handel til gavn og glæde for alle folk. Men røre noget hos kongen derom, det siger jeg dog rundt ud, det gør jeg nødigen. Jeg kan ikke tale for andre, så længe jeg endog gør mig betænkende ved at tale for mig selv. Jeg har hans nådes bistand behov til forfremmelse af min i egen handel her på steden med at forfare stjærnernes løb på himlen. Men jeg har alt stillet så mange krav til hans nådes gavmilde rundhed, at jeg vel nødigen skulle fremkomme med flere? — kan kongen gøre bedre, end ophjælpe denne priselige handel til nyttige kundskabers udbredelse, sagde dronningen, og så sig ved disse ord om i kredsen af de tilstedeværende, på hvis ansigter man tydelig kunne spore, at samtalen havde taget en vending, hvorunder den lagde mere end almindelig beslag på deres opmærksomhed. — det spørgsmål måtte andre helst besvare, sagde lensmanden, jeg kunne samtykke det for let. Når jeg ellers dagligen må høre, hvorlunde min nådige herre fortales af mange formedelst den gunst og gave han beviser mig så uspart, så befrygter jeg lidt, at stå hindrende i vejen for andre, som kunne have krav på hans kongelige nådes gavmildhed til ophjælpning af anden nyttig handel og væsen. Jeg må dog vogte på, at jeg ikke forleder hans nåde at agte de tjenester for højt igen, som jeg glæder mig af at kunne vise den lovlige astronomiske kunst her i landet. Idet lensmanden talte om den kritik af kongens gunstbevisninger mod ham, som mærkedes i det skjulte, mødtes hans øjne med den unge persons, som havde hvisket med sin sidemand om disse ting. Det var dronningens hofjunker, den forgældede Ivar krabbe.. Han tog hurtig øjnene til sig, idet hans blik mødte lensmandens, men dronningen havde opfanget det mellem dem vekslede øjekast og en sky lejrede sig på hendes pande. — Ivar krabbe 1 udbrød hun, i hører hvad her tales. I må bekræfte os disse ord, om vi ellers skal tro på dem! Er det så i sig selv, må i sikkerlig vide det. Kan nogen virkelig fortænke kongen, at han ophjælper den handel her på steden til nyttige og lovlige kunsters forfremmelse? Junkeren glattede sit mundskæg og betænkte sig på svar. Han kunne ikke bekvemme sig til at indrømme lensmanden noget, og vovede på den anden side heller ikke at være af anden mening end dronningen. — eders nåde må gunstigen betænke vor fåkundighed, sagde han omsider, ikke uden et anstrøg af ironi. Det er en handel for himlen, for jorden skikker den sig ikke. — nej, visselig skikker den sig ikke for jorden, denne handel, når menneskene på jorden skikke sig som vi for nærværendes tid. Vi passe vore heste og hunde, vi små, vor ska aldrikken og vor jagt, vor dystrenden og vore væddemål, og mænge os ikke i andet. Det hjælper ikke, at man underviser os anderledes, det bliver i det samme væsen som før med disse ting aleneste, hvorpå vi uden ære spilde vore år. Vi tro os i vor gode ret til at tale bespottelig om andre, som have glæde af andre ting og behværve sig af deres kloge nemme med at forfare dem. Vi er fortrydelige på kongen for den anselighed han giver sådanne folk med at bifalde deres handel og glæde sig deraf, dog i besynderlighed for den skænk han beviser dem, som er fattig nok, aldenstund hans nåde mener, at han med sådanne folk kuns ophjælper nyttige kunster og videnskaber, som vil leve længe og agtes højt, når vi alle er støv og ormesæk! Disse ord, som dronningen udtalte med lidenskab og hævet røst, passede i flere henseender bedre på de tilstedeværende høje herrer i almindelighed, end på den, som nærmest havde foranlediget dem. Hun havde derfor også henvendt dem til selskabet. Junkeren hadede lensmanden hovedsagelig fordi denne kunne glæde sig ved en rigeligere tilstrømning af den kongelige nådes kilder, end han. Og som det gerne går med uretfærdigt had, det blev større på grund af uretfærdigheden. Han fremturede deri for at forsvare sin egen fejltagelse. Han nedsatte - ham personlig for at tilfredsstille sit misundelige, skinsyge fjendskab, og udtalte sig med ringeagt om hans videnskabelighed, ikke just fordi han var ude af stand til at agte den, men fordi det skortede ham på god villie til at gøre det. Skøndt han var en vellyst-nmg, der havde tilbragt sin meste tid på spille- og værtshuse, hvor han havde skaffet sig gæld, men ingen kundskaber, var han af naturen dog vel begavet. Hans standsfæller derimod vare i regelen mere ærlige, enfoldige og uskyldige. Når disse jævne adelsmænd talte om den stiærnekyndige Junker på hveen, deres jævnlige, med et ironisk smil eller et undskyldende skuldertræk, så var det fordi de virkelig vare blinde for. Betydningen af hans studeringer og følte sig overtydede om,. at være i deres gode ret dertil. Denne opfattelse af ham, der på få undtagelser nær deltes af hele adelen, kunne ikke være nogen hemmelighed for kongehuset. dronningen, der så vel som kongen ærgrede sig derover, havde længe pønset på en lejlighed til at lade sig forstå dermed for' de uvidende hofsinder. De skarpe, uforbeholdne ord hun havde talt var kommet dem uventet som et lyn, og lynet var slået ned. Alle de høje herrer sad betuttede og så ned over deres brede pibekraver og deres med massive guldkæder behængte fløjels kapper. Ingen vovede at slå øjnene i vejret, og der opstod en almindelig pinlig pause. — jeg beder eders nåde ydmygeligen, lad det stå ved sit værd, sagde endelig lensmanden, som følte sig lige så ilde stemt ved dette udbrud af dronningens hæftige lune som alle de andre. Jeg har talt uforsigtig og skammer mig derover. Dog, jeg tænkte ikke at kære over nogen. Dronningen svarede ikke. Junkeren, som af hendes tavshed og alvorlige mine sluttede, at hun fortrød, hvad hun havde talt og gerne ville gøre sin uret god igen, når man ville give hende en smule anledning dertil, uden at hun behøvede at ydmyge sig selv derved, — besluttede at benytte sig af hendes formentlige gode stemning til sin fordel. Han ville bringe et kanikedømme i erindring, som var ledigt, og som han gjorde sig håb om at få. Han indledede sagen ved at minde om sin tro tjeneste som en adkomst, der måtte komme i betragtning, selv om han var blind for visse videnskabsting. Men dronningen, der mærkede hvor han ville hen, og som ingenlunde var i den eftergivende stemning han mente, besluttede straks at betage ham modet, som hun oven i købet fandt, var kommet noget ubetimelig over ham. — i lever overdådigen, Ivar krabbe! faldt hun ham i talen. — overdådigen? gentog han, da han var kommet lidt til sig selv efter skuffelsen. En adelsmand er jo dog ingen kræmmer, at han skal vende skillingen i hånden. Man holder sin stand rundelig med reputats. Man lever som en fin unger mand bør at leve, der kænder artighed og god skik. — men i er jo i gærde om et godt giftermål! I har jo ingen nød! Kan vi tro, som rygtet går, da har i håb om at vorde optaget i dottermændenes ærede kollegium. Junkeren bed sig i læberne, thi det giftermål, han ganske rigtig arbejdede på, var ikke standsmæssigt. Han bejlede til en rig borgers datter af grunde, som ikke vare ganske blottede for beregnende fornuft, og det var ham overmåde ukært, at dronningen havde hørt tale om disse ujunkerlige bestræbelser, især da det var forbundet med visse vanskeligheder for ham at gennemføre dem, og det således tilmed var uvist, om slaget kunne vindes og de forfaldne affairer ophjælpes ved denne i sig selv lidet passende forbindelse, — eders nåde ville bese landet, sagde han. Befaler i, at jeg skal gå og lade sadle? Tiden kunne lettelig forløbe, om det ellers er eders nådes agt at ville være hjemme til nadvertid. Dronningen måtte le af dette snilde forsøg på at bringe spørgsmålet i forglemmelse ved at føre en anden materie på bane. — men glem dog ikke, Ivar krabbe, at vare os ad, når disse ting er kommet i rigtighed, at vi kan tænke på vor brudeskænk. — kanikedømmet, tænkte junkeren, og følte sig lidt trøstet. Dronningen foldede hænderne i skødet og læste stiltiende bordbønnen. De tunge sølvbægere stødtes sammen, de svære, hyndebelagte bænke skubbedes tilbage med støj, man rejste sig fra bordet, takkede værten for maden, sagde hinanden velbekomme og fordelte sig i grupper rundt om i salen. Dronningen, mester Anders og værten dannede en gruppe for sig. Mester Anders udtalte sin glæde for dronningen over at have fået frihed til at kunne ofre sig udelukkende for videnskaberne, efter at han ved kongens gunst havde opnået et kanikedømme. Dronningen anmodede ham om en afskrift af de historiske viser, såsom han ikke håbede i den nærmeste tid at få dem udgivne i trykken. Historiografen lovede at efterkomme hendes befaling, idet han dog udbad sig, at hun for en kort tid ville have tål med ham, så længe indtil han kunne få gjort et udvalg af de fornemste og få det renskrevet.* ) lensmanden mindede om den tid, da mester Anders havde fulgt ham som hovmester på hans første udenlandsrejse og under deres ophold i Leipzig haft ordre fra Jørgen Brahe, hans strenge hr. Farbroder, * ) skøndt dronningen flere gange både mundtlig og skriftlig gennem sin hovmesterinde, Fru Beate bilde, mindede ham om hans løvte, holdt han det dog aldrig. Efter nogle Års forløb fik han.imidlertid oprettet et eget trykkeri i sit hjem liliebjerg i Ribe, hvor viserne endelig blev trykte. Han sendte da dronningen et trykt eksemplar i stedet for det lovede skrevne, og gjorde sin forsømmelse god igen ved i et forord, som han lod følge med bogen og som var stilet til dronningen, på en særdeles smuk måde at give hende æren for,, at det priselige foretagende havde set lyset. til at holde ham fra at dyrke de frie videnskaber. Han morede sig med at opfriske erindringen om de bryderier, det havde voldt den stakkels hovmester, at gøre sin skyldighed i så henseende. Mester Anders ønskede sig selv til lykke med, at han ikke havde været i stand til at overvinde dem, i betragtning af de udmærkede frugter af lensman dens frie studering, som nu vare blevne synlige, „ de mange mærkelige og nyttige instrumenter og adskilligt andet arbejde, hvis lige fast ikke af verdens begyndelse nogensteds var påfundet eller gjort. “ — er det i sandhed eders nådes agt, at ville være hjemme til nadvertid? — klokken slog først elleve nu på tårnet. Der er en stund tilbage af dagen endnu. — eders nåde får dog at overgive eders forsæt og fortøve her en dag endnu, om altingest her ellers skal ret og i god ro beses. Dronningen havde i grunden nok lyst til at forlænge sit ophold en kort tid, især dog for at kunne underholde sig noget mere med værten om visse lærde spørgsmål, som fortrinlig sysselsatte hende. Da han derfor forsikrede, at hun ingen ulejlighed ville volde, hvor længe det end måtte behage hende at udstrække sit besøg, så samtykkede hun omsider i hans begæring og lovede at tilbringe endnu en dag på øen. Dog stillede hun den betingelse, at han måtte unde sig selv nogen frihed for at kunne passe sine studeringer, som han på ingen måde måtte forsømme. Hun ønskede desuden ikke, at han ganske skulle unddrage sig hustru og børn, som han måtte holde skjult på øen under de fornemme gæsters besøg, thi Fru Kirstine var jo bondefødt, en ufri kvinde, som ikke kunne være tilstede ved festlighederne i anledning af deres nærværelse. Dog denne grund til ikke at lægge for stærkt beslag på hans selskab nævnede hun ikke; men lensmanden gættede sig rødmende dertil. Dronningen vinkede med hånden ad junkeren og gav ham ordre til at holde en sadlet hest rede til udflugten på øen, hvorpå hun lagde sin arm i lensmandens og forlod salen med ham og de tå damer, som af hensyn til det manglende kvindelige element i hans husstand var fulgt med hende på dette tog. Mester Anders havde efter aftale med hende og lensmanden påtaget sig hendes ledsagelse i hans sted. Da han derfor straks efter også forføjede sig bort for at gøre sig istand til touren, og der således ikke længer var nogen tilbage for adelsmændene, som de behøvede at genere sig for, brød den længe med møje tilbageholdte kritik af værten og hans hus ud i spottende bemærkninger. — jeg vil være en hundedreng, om jeg begriber, hvad dejlighed hendes nåde finder hos denne tykhalsede diogenes cynicus? •— en philosophus med en sølvnæse'. — og med blækklatter på kraveflippen. — en sortekunstner! sagde Preben krag, ridderen med den kugledannede hoved, som gjorde fordring på at nedstamme fra Rolf krage. Hvorfor bøder han ikke og sætter i stand på hellig-tre-kongers kapel ved Roskilde, som han er pligtig? Fordi et sådant gudfrygtigt arbejd, om det blev gjort af ham, ville være det samme som Herrens bøn læst bagfra. Junkeren, som ikke var overtroisk, opslog en hånlatter ved disse ord og fortalte en historie om Tyge, hvorlunde han en gang i Rostock havde spået sultan Solimans død af en måneformørkelse og ladet nogle latinske Vers opslå derom på det akademiske kollegium. Kort tid efter indløb virkelig efterretningen om sultanens død; men da det viste sig, at den var indtruffen før forudsigelsen, foranledigede den kun spot over spå-manden. Man vedblev endnu en tidlang at gøre sig lystig over den fraværende vært, indtil det til sidst nær var kommet til krig mellem spotterne indbyrdes, idet junkeren ikke ville tåle — og dertil havde han skellig grund — at der gjordes bemærkninger over hans borgerlige giftermål. Man var allerede begyndt at daske på kårdehæfterne, da et forslag af en om at gå ned i staldene, bortledte opmærksomheden fra striden og blev som et godt indfald straks bragt i udførelse. i. Tyge og dronning Sofie. Ligesom man siger, at et menneskes håndskrift svarer til dets karakter, således svarede uranienborg med tilhør af haver og anlæg af alle slags til den mand, der fandt sin glæde i at sysle med noget så regelmæssigt, som de mattematiske figurer og stjærnernes gang på himlen. Alt udgjorde en fuldkommen regelmæssighed. Ved foden af en bred vindeltrappe, der forbandt hovedbygningens første sal med stuelejligheden, betrådte man en tavlet stengang, der gik i lige linie fra det nordlige til det sydlige tårn, og som midtvejs var gennemskåret af en lignende gang, der gik tværs gennem hele bygningen fra øst til vest. Disse tvende hovedgange lå på grundfladen som et kors, der delte hovedbygningens stuelejlighed i fire lige store parter, hvoraf hver part udgjorde et værelse. I korsets midte, hvor gangene gennemskare hinanden, var en lille udvidet rund plads, hvorfra et springvand kastede sine stråler til alle sider gennem underlige rør af fugle, dyr og fiske, der dannede armene på en figur, som drejede rundt af sig selv og udbredte en kvægende køling i sommerens hede. Dronningen havde skilt sig fra sine jomfruer og gik ført af sin vært ned ad vindeltrappen og ligeud ad den første af de nævnte gange, forbi springvandet og fire vældige døre, som førte til de fire omtalte værelser. En sød Duft fra de nærliggende blomsterhaver strømmede ind gennem de to tårnag-tige, med mange snirkler og figurer forsynede portaler i øst og vest. Mystiske toner fra skjulte spilleværker blandede sig med den ensformige lyd af springvandets plasken og de gåendes trin på de blommede damaskes tæpper, som dækkede stengulvets fliser. Ved enden af gangen drog lensmanden et forhæng til side, der faldt sammen over en massiv egetræs dør, hvorover man i en porfyrplade læste de ord: non haberi, sed esse ( ej synes, men være ), åbnede døren, og de trådte ind i et stort, cirkelrundt værelse med en stensøjle i midten, der udgjorde det indvendige af det sydlige tårns stuelejlighed. den første genstand, som her tiltrak sig opmærksomheden, var en mandshøj, lueforgyldt himmelglobus, der hvilede på et prægtigt fodstykke af dens halve højde og hvorover der svævede en himmel, som ved snore og tridser i loftet kunne lades ned over den for at beskytte den mod støv. Denne globus var et gammelt værk af Tyge, som han for mange. År siden havde påbegyndt i Augsburg. Den var at betragte som et illustreret bilag til hans udførlige fixstjernefortegnelse, idet han vedblev gennem hele sit liv, efterhånden som' han opdagede flere og flere af disse stjærner og bestemte deres indbyrdes stillinger, at indgrave dem på den blanke metalflade, og den regnedes blandt hans ypperste kunstskatte. Men dens skæbne blev ulykkelig ligesom hans egen og det øvrige ura-' nienborgs. Den fulgte ham i hans landflygtighed og blev efter hans død opbevaret i et jesuiter-collegium i Schlesien. Dette blev under trediveårskrigen indtaget af den danske prins, Jørgen Ulrik, Kristian den fjerdes søn, der fandt globen og lod den føre tilbage til København. Her blev den først opbevaret på universitetet og senere på Rundetårn, hvor den, forsynet med en af Longomontanus forfattet indskrift, der meddelte dens historie, længe var genstand for alles beundring. Men i den ulykkelige ildebrand 172 « ødelagdes også observatoriet med dets instrumenter, og af den berømte globus er der nu kun et par ubetydelige metalstykker tilbage. Når dronning Sofie løftede blikket op over denne globus, kunne hun se sit eget portræt i legemsstørrelse hængende på væggen bagved den, og ved siden deraf, som pendant, et portræt af hendes gemal, Tyges beskytter og velynder, kong Frederik den anden. Desuden fandtes i værelset et portræt af hans beundrer, landgrev Wilhelm, af Hessen,- en mængde andre portræter af astronomer, filosofer, digtere og videnskabsmænd, hvoriblandt et af • kopernikus, som denne selv skulle have malet, bøger og malerier i mængde, musikalske instrumenter, fuglebure med mange både hjemlige og indførte fugle, automater og andre kunstsager. Over døre og nischer, kaminer og gesimser fandtes billeder, spejle og Uhre i overflødighed. Overalt sås eller læstes sindbilledlige fremstillinger, latinske Vers, filosofiske sentenser og inskriptioner, og over det hele gød solen, hvis stråler trængte ind gennem små, blyindfattede ruder af mangefarvet glas, en lysning, der meddelte alle disse 1 sig selv forunderlige genstande et endnu forunderligere magisk skær. således var Tyges bibliottek eller, som det også kaldtes, hans Musæum. Lensmanden havde bragt sin gæst til sæde i en stor gammeldags lænestol med udskåren ryg og gjorde mine til at fjerne sig i al ærbødighed, da dronningen pegede på en stol ved hendes side, sagde, at hun ikke ville sove, men kun udhvile lidt og at hun havde en bøn til ham. Lensmanden tog plads på et beskednere sæde i hendes nærhed, lagde det ene ben over det andet og indtog en afventende stilling.. — den lovlige astronomiske kunst, begyndte hun, er ypperligere end chymien. Den opløfter os over forgængeligheden og alle små jordiske ting. til forglemmelsens værelse og bolig, til noget, som er vigtigt og varagtigt altid og evindelig. — astronomia og chymia, faldt lensmanden hende i talen, er søstre og fælles kunster med hinanden indbyrdes. I et lidet titelkobber til en bog, jeg lod prente, har jeg' givet min betænke herom en billedlig fremstilling. Når astronomen vender sine øjne opad, så forfarer han ganske på samme måde, som en chymicus, når han vender dem nedad. Ser jeg ned, ser jeg op, ser jeg op, ser jeg ned. Det er overalt den samme natur, der er genstand for min ransagelse. — ikke des mindre, sagde dronningen, idet hun legede med sin på brystet nedhængende svære guldkæde, så har i dog af disse tvende søstre kastet eders meste kærlighed på hende, som sætter eder i stand til — blandt andre nyttige og gode stykker — at forudsige menneskenes lykke på jorden, for så vidt den er stjærnerne underlagt. I har prædiceret vor hjertenskære søn, prins Kristian, så mange gode ting — vistnok ved siden af nogen ugunst, som ikke kan være andet —, at hans liv vil blive som en sød. Sommerfryds dag, når blot en liden part deraf vorder opfyldt. Saturnus vil give ham 'alvorlighed, merkurius forstand og sindsens gaver, Mars vil gøre ham djærv og dulig til manddoms gærning, og både solen, månen og det opstigende steds stillinger i gode planethuse lover ham en høj og naturlig alder. Dronningen havde talt i sit hjertes tillid og vidste ikke, at mesteren var ej nær så troende som hun. Vistnok havde han i det skrift, som han på kongens befaling havde udarbejdet om Kristian den fjerdes nativitet, udtalt sig tvivlende om sine spådommes på-lidelighed, men hendes forhåbninger ilede forud for hans kolde fornuftslutninger. hun havde grebet af hans fremstilling, hvad der tiltalte hende, og mesteren nænnede ikke ved at gentage sine tvivl, at forstyrre den unge moders drømme. Hans arbejder som vitetsstiller tilfredsstillede ham dog ikke nær så meget, som hans egenlige astronomiske virksomhed, og han optrådte nødig som astrolog. Dog tvivlede han ikke så meget på stjærnernes virkninger i sig selv, som på muligheden af at lære disse virkninger at kænde, og han mente, at det var overordenlig vanskeligt på en tid, da uhrene vare så ufuldkomne og pendulen endnu ikke opfunden, at bestemme fødselsøjeblikket med den nøjagtighed, som var nødvendig, for at forudsigelserne skulle blive tilstrækkelig på-lidelige. Dronningen optog samtalens tråd på ny og sagde: — den lovlige astronomiske kunst er passeligere for alænd end for kvinder. Den er for strengt et hovedbrud og for ypperlig i sig selv for os. Chymien derimod er passeligere for kvinder at forfare end for mænd. Vi er knyttede fastere til dette jordiske væsen og de uanselige ting i livet, som den begiver sig med. Vi forstå disse ting bedre end det andet. Det har også befaldet os bedre at bese eders arbejd her til chymiens forfremmelse, eders laboratorier med store destiller- og flammeovne, digler, retorter og redskaber af allehånde slags, end eders stjærnekamre med sjældne instrumenter, ta-bulaturer og observations-bøger, hvor gode og gavnlige alle disse ting i sig selv kan være. Lensmanden udtalte sig om guldmagerkunsten. Han tvivlede vel ikke om dens mulighed, men mente dog, at den kun var et problem, som endnu ingen havde været så lykkelig at løse, trods alt, hvad ignoranter og bedragere påstod. Han fremsatte sine meninger om de forskællige mettoder, men frarådede dronningen at hengive sig for meget til håbet. Det var ingen overflødig ( advarsel, thi dronning Sofie var stærkt hengiven til alkemistiske forsøg og havde sat mange penge til på adepter. — gid vi kunne have eder hos os altid til vor undervisning, sagde hun... Dog, det kan ikke ske, og vi må derfor tænke på nogen vederlæggelse. Medens hun var bleven viist omkring af ham i de hvælvede kældere under slottet, hvor laboratorierne fandtes, var hun bleven opmærksom på nogle af de unge mænd, som han oplærte i de mattematiske og andre fag, der ikke dyrkedes ved universitetet. Den tanke var da opstået hos hende, at tage en af dem med sig tilbage til residensen, hvis lensmanden ville give sit minde dertil, for under hans ' tilsyn at foretage visse expérimenter i mesterens ånd, som denne selv havde givet hende anvisning på. — her i Laurits arktander, Odd ejnersen, Sebastian borussus, Johannes aurifaber og andre, som vi have hørt omtale med stor berømmelse, sagde hun, efter at have fremført sin begæring. I antager ingen som eders discipel uden vellærde personer, som alt tilforn har forfarenhed i kunsten. Om han er høj eller ringe, rig eller fattig, er eder uden forskæl, når han kuns er en dulig lærling. Ved at undervises af eder og nyde eders daglige omgængelse, bekomme de stor skikkelighed. I vænner dem til flid og arbejde og lader dem endog foretage nyttige udenlandsrejser på eders bekostning. Lensmanden lod hånden glide om sit svære mundskæg og betænkte sig på svaret. — jeg har, hvad eders nåde ønsker, sagde han omsider, en ung person, egentlig en medikus, men som i det år, han har været hos mig her på hveen, har betjent mig såvel in observationibus astronomicis, som i chymisk destillering. Han kalder sig flem-losius, efter en by udi det land Fyen, hvor han er født og båren. Jeg kan være ham foruden og fortro ham et vigtigt ærinde at bestille. Men ellers er her nogen lejlighed at agte på, thi han er hjertesmeltet, så eders nåde får se til, at i kan bære over med ham. — hjærtesmeltet? gentog dronningen og gav sig til koket at vifte sit ungdommeligt smilende ansigt med en liden fjedervifte, som hængte i en perlesnor ved hendes side. — jeg har ikke villet lægge mig i sagen, sagde lensmanden med et skuldertræk, og ved intet om den uden det samme. Dronningen så lidt skuffet ud. Lensmanden, som mærkede, at hun gerne ville vide mere, trak på smilebåndet, og fortalte, at Peder Jakobsen — således kaldtes han til „ daglig brug — der var en grundærlig svend, som undskyldning for sit pludselige og uventede komme til hveen, havde fundet det passende af sig selv at betro ham et og andet. — jomfruen kænder jeg dog ikke, tilføjede han med et anstrøg, af ironi, men. ønsker eders nåde nøjere undervisning, kan den må vel ske bekommes? — for ingen del, nej! udbrød dronningen og rejste sig. Hun var bange for at han skulle lade disciplen kalde og udfritte ham i hendes nærværelse, og tilføjede, som om hun skammede sig ved sin nysgerrighed og gærne ville bortlede opmærksomheden derfra: lad det så blive ved ham. Hun åbnede døren og vinkede ad junkeren, som trådte ind, fulgt af jomfruerne og meldte, at hestene stod rede. Mester Anders indfandt sig også, færdig til at gøre hende følgeskab på den påtænkte udflugt. Jomfruerne iførte hende ridedragten, hvorpå hun, ledsaget af lensmanden og de andre, begav sig ud på den indhegnede plads, hvorpå slottet lå. Imidlertid begyndte historiografen et foredrag over øens topografiske og historiske mærkværdigheder, som en forberedelse til det forestående kursus i Marken. — øen hveen, sagde han, idet han trådte ærbødig frem ved hendes side, eller skarlagensøen, som nogle fremmede kalde den ifølge et gammelt sagn, som fortæller, at en konge engang ville købe den og betale den med så meget skarlagensklæde, som kunne dække den ganske, er en klippeø med stejle klinter. St. Ibbs-kirke er lille og uden tårn, men her findes et klokkehus noget højere oppe i landet. Af historiske mærkværdigheder findes her: renshøj, gallehøj og hellehøj — hvor bønderne holde tting •— de fire borglevninger: Nordborg, Sønderborg, hammer og karlshøj, nogle kæmpedysser og fortids monumenter, samt munkekirke, som er levningerne af en gammel kirke. At rotter og mus ikke kan leve her på øen, ikke heller muldvarpe, og at nødderne i hasselskoven aldrig blive ormædte, er synderligheder, som også er værd at mærke. Om Nordborg ganger et sagn, hvorom der er lagt en gammel vise. Fru grimhild, fortæller Saxo i st. Knuds-krønikes tredivte bog, som ejede øen og først havde haft hr. Siegfred horn til sin ægteherre, lod gøre sin anden gift med stor pomp og pragt. Til denne højtid indbød hun begge sine brødre, Folker spillemand og hr. Helled-hagen, der var trolovet med jomfru hveenild, efter hvem øen har sit navn. Hun gjorde den pagt med hr. Helled-hagen, som hun var forbitret på og tragtede efter livet, at dersom hendes kæmper slog ham først til jorden i den kamp, hun fik stillet an mellem dem, så skulle han ikke mere stå op, men værge sig som han kunne bedst. Nu gik den listige kvinde således til værks, at hun lod strø ærter på våde hynder, og der tre kæmper tillige greb helled-hagen an, så gik det, som der står i visen: så trøst var han, helled-hagen, han ville ej rygge sine ord, han stod på sine både knæ, der han fik bane-sår. imidlertid besteg dronningen en gulbrun hest og hendes lærde ledsager en krumhalset dansk hingst med en hale, som fejede jorden. Junkeren havde ladet endnu en flest føre frem i den mening, at dronningen ønskede hans ledsagelse. Hun afslog det imidlertid, en omstændighed, der ikke lidet krænkede adelsmanden, som med en fortrædelig mine betydede staldknægten at. trække hesten tilbage i stalden. Dronningen satte sin hest i skridt

1877_Hjelm_DoedensHemmeligheder_2

Robert

Robert

Hjelm

Robert Hjelm

Dødens Hemmeligheder 2

male

male

dk

Hjelm

Dødens Hemmeligheder

Dødens Hemmeligheder

Original Nutidsroman

n

gothic

Nyt Forlagsbureu

KB

Jeg har en mistanke om, at denne er skrevet under pseudonym. Roman delt i to filer; 2. del med KB-id: 130023480582

nan

nan

O

I. Doktoren. Vi befinde os i Konstantinopel, i halvmåneftaden, musselmændenes by med de mange store og stolte minder. Det er nat, og dog er der ikke stille noget sted. Overalt hører man larm og støj. Rundtom stå tætte klynger af „ Troende “ og samtale. Ville og truende miner ses i d > e samtalendes ansigter, og hænderne gribe ofte efter yagatanerne, som funkle i de brogede vælter, der er slyngede malerisk om legemet. Krigen med russerne er nemlig udbrudt, og de tyrkiske hære samle sig hurtigt for at møde den hvide czars skarer, som vælte frem mod donau lig en uhyre lavine. i halvmånestaden hersker en uhyre begejstring, trods visheden om den overmagt, man har at kæmpe imod. Koranen ruster sig til kamp imod korset, Muhamed bekæmper Jesus. Derfor stimler folk sammen på gaderne, derfor ser man de ville, truende miner og hører de forbitrede råb, som ledsage de blinkende våben, hver gang de hæves i vejret. Kampen vil blive på liv og død, det ved man, man føler hos sig selv, at den tid er kommet, da det hedder: Tyrkiet eller ikke Tyrkiet. Alle grusomhederne fra Bulgarien, alle rædslerne, som i to hundrede år er udøvede mod de kristne, skulle nu betales, og betalingen er bødlernes blod. Og England, kræmmerstaten, Europas civiliserede tyv fra 1807, vil da få at se, at humaniteten boer i øst, ikke i vest, i st. Petersborg og ikke i det geneverelskende London. Nøglerne til dardanellerne ville ikke længere blive i Tyrkiets værge, og den hæmsko, som kræmmerne have lagt på Rusland, vil forsvinde. Konstantinopel lignede en uhyre lejr. Gaderne vare næsten ufremkommelige, og det var kun med yderste besvær, at de militære afdelinger, som marcherede til deres respektive kaserner, kunne komme frem. Man så næsten kun fezer, kun en enkelt europæisk hovedbedækning viste sig hist og her, og tilhørte da i almindelighed en eller anden underordnet, som vendte tilbage til sit herflab. Det var allerede farligt nok blot at være kristen; at lade sig se på gaden kunne gerne koste livet. Man hørte ofte både dag og nat skingrende skrig fra gader og veje, og man kunne da være sikker på, at det var en kristen, som blev overfaldet, måske myrdet af en musselmand. De tyrkiske politimænd hørte meget godt disse ulykkeliges råb om hjælp og retfærdighed, men tav stille. Med kræmmerstaten England, der tillader enhver uretfærdighed i Tyrkiet, i ryggen, kunne man temmelig ustraffet handle som man ville. Det var derfor, at man havde haft den frækhed at belønne de bulgarifle bødler med ordener for de udførte masakrer, og det var af samme grund, at hmes ' s korrespondent blev feteret af den tyrkiske regering, som i ham så en åndsbeslægtet, med andre ord en literair bøddel, der uden skånsel henrettede alle de fortvivlede råb om hjælp, som skingrede gennem Europa. Som Herren, så tjenerne. Iim68 ' korrespondent blæser al humanitet og sandhed et stykke; han er født og båren i kræmmerstaden, men gør vistnok med glæde sin ed på, at han er en upartisk dommer. med et ord, grusomhederne og roædslerne gik frit og uhindret deres mangeårige gang i halvmånens land, thi England billigede dem. Det var derfor ikke så underligt, at en kalesche, som indeholdt en smuk dame uden slør, var eskorteret af bevæbnede mænd, der vare beredte til at forsvare hende til det yderste. Forresten var her ikke noget videre at frygte. Kaleschen tilhørte den mægtige Abdul pascha, og damen, som foretog denne promenade, var hans slavinde. Vi kende hende godt. Vi behøve blot at gå tilbage til denne bogs første del, for at genkalde hende i vor erindring. Det var den smukke Emilie, Alexanders elskede, Abdul paschas favoritinde. Efter det uheldige flugtforsøg, lod tyrken hende omgive med vagt. Hans indtørrede hjerte var i fuld fyr og flamme. Han havde i grunden aldrig elsket. Som alle musselmænd var kærligheden noget, som han var alt for stolt til at burde føle; han havde sit harem, det var hans kærlighed. Men en morgen havde en rejsende englænder falbudt en dejlig ung pige til den fornemme muhamedaner. Englænderen, der havde lært slavehandelen i kejserinden af Indiens land, havde forlangt en lem melig billig sum for hende, og Abdul pascha havde da købt hende. Han havde knapt set på hende, men da han nogle dage efter inspiserede sit harem, havde han studset ved at se hendes store skønhed. Fra den dag var Emilie hans favoritinde, fra slavinde blev hun pludselig herskerinde. Den mægtige tyrk overøste hende med Perler og guld og tålte ikke, at nogen nærmede sig den flønne kriftenpige, som han havde købt og betalt af en kristen mand. Lægen Alexanders forsøg på al bortføre hende var derfor bleven besvaret med de strengeste forholdsregler. Den smukke fange forlod aldrig haremet, uden al være omgiven af dobbel vagt, thi vel havde Alexander sagt, al han rejste, og ganske vist var han fulgt udenfor Konstantinopels porte af sultanens folk, men hvem borgede vel for, al han ikke alligevel befandt sig indenfor i det kristne kvarter. Det havde vist sig, al samme Alexander, eller alexandros, som tyrkerne kaldte ham, var en sjælden begavet og dristig mand, og Abdul pascha havde derfor befalet, al den flønne slavinde aldrig måtte gå et skridt alene, men kun ledsaget af bevæbnede tjenere. Tilstanden i staden var af den natur, al man hvert øjeblik kunne befrygte voldsomheder af den værste Art, og lægen kunne da måske, hvis det ellers lykkedes for ham, benytte sig heraf og bemægtige sig den flønne fange. Ophidselsen på begge sider var stor. De kristne følte mere end nogensinde, hvor uretfærdigt de blev behandlede af tyrkerne, og disse vare ikke de folk, som ikke skulle gøre alt, for al gøre åget så tungt som muligt. Man så med foragt på folk af andre religioner, og da faren for en kamp på liv og død med det store czarrige blev større og større dag for dag, talte man allerede så småt om, ligefrem at udrydde de fremmede religionssekters bekendere. Abdul pascha var især ivrig i at puste til ilden, og den engelske gesandt, sir Elliot, var ikke den mand, som så let skulle svigte sit lands interesser. Skinsygen rasede i den gamle, mægtige tyrks indre. Han begreb godt, at der hørte en uhyre overvindelse til at elske ham, der var så afskyelig. Og hvad mere var, han var overbevist om, at Emilie elskede „ den kristne hund “, som han kaldte lægen. Han havde derfor givet sine eunucher den hemmelige befaling, at dræbe ham uden videre, hvor de traf ham. Ligegyldigt om det var ved dagen eller om natten. sagen kunne i ingen henseende blive farlig. Et mord på en kristen havde intet at betyde; sultanen lukkede øjnene og desuden havde man England i ryggen. Det skulle nok vide at komme med en løgn i rette tid, det var det så vant til. Man så derfor de velbekendte tjenere liste om på gader og stræder, spejdende efter lægens velbekendte ansigt, men uden at have held med sig. De havde vel dræbt et par stykker, men det havde været en fejltagelse sagde de, skønt de havde benyttet sig af Paschaens tilladelse til at øve privat hævn over andre. Til andre tider vare de blevne alvorlig gennempryglede af ' ^de udenlandsfe sømænd, som endnu lå for Anker ved „ det gyldne horn “, men som ligeledes skyndte sig bort, før tordenen kom. En sådan flok kom netop støjende og syngende fra havnen og spærrede næsten gaden for portechaisen. Eunucherne trængte fremad, men sømændene, der vare englændere og altså tyrkernes bedste venner, veg ikke tilbage og gjorde heller ingen plads. — plads! Til side! råbte de sorte gildinger. — gå selv til side, i fordømte sorte kæltringer! Råbte en munter stemme blandt sømændene, gå bort med spånæslen og lad os komme frem! Emilie blev blegere end kniplingskraven om hendes Hals. denne stemme kendte hun så godt. Kun Alexander havde en så stærk og klangfuld røst. Men hvorledes var han kommen her midt imellem de støjende sømænd, og selv som sømand? Hun stirrede ud gennem glasruderne i portechaisen, og bemærkede snart en høj, bleg sømand, som lystelig puffede eunucherne til side og stedse nærmede sig portechaisen mere og mere. Hun kunne ikke tilbageholde et skrig. Sømanden var Alexander, lægen, hendes alt på jorden. Han var altså i nærheden af hende. — han havde ikke forladt hende, og var heller ikke bleven myrdet, som Abdul pascha gerne ville have hende til at tro. Hun følte blodet strømme tilbage til kinderne, da hun genså ham, og takkede inderligt gud, som havde tilladt hende at genfinde den eneste hun havde kær. — det var virkelig Alexander. Den unge sømand tilkastede hende et opmuntrende blik og nærmede sig stedse mere og mere den elegante portechaise, som ikke kunne komme et skridt videre. — plads, plads! råbte eunncherne, plads for Abdul paschas slavinde! Den, som sagde dette havde næppe udtalt, før han fik et slag i ansigtet, som kastede ham til jorden. — slavinde, fordømte hund, slavinde! råbte en stemme ham ind i øret, hils din fordømte herre og sig ham, at den tid er forbi, da tyrkerne kunne holde fri kristne piger for slavinder. Rundtom lød en truende mumlen, men Alexander, thi ham var det, blev rolig stående. Ja, den tid er forbi! vedblev han på tyrkisk, Europa vil ikke længer finde sig i uretfærdigheden og foragten af al anden religion; men det er eders egen skyld! tilføjede han, i burde ikke have organiset bander af bødler! Den truende mumlen tog til. Men ingen vovede at yttre noget højt. Det var jo en undersåt af det fjerne England, den tro allierede, som talte. Ikke desto mindre blev situationen alvorligere med hvert øjeblik, thi flere frivillige, som agtede at lade sig indrullere blandt de hæderlige baschi-bozuker, nærmede sig. De vare musselmænd til fingerspidserne og tålte ingen modsigelse. — hvad er^her på færde? råbte en lang, brunsort Karl med et ansigt, der passede for en tugthus fange. — det er den fordømte giaur * )! råbte eunuchen som imidlertid havde rejst sig op, — de spå vor store * ) et skældsord, som tyrkerne bruge mod de kristne. herre, padischaen, død og undergang og spotte vor religion. — ved profetens skæg! råbte karlen og trak en kniv ud af væltet, Allah kerim, han skal dø! Og som et lyn sprang han imod Alexander, der kun ved en hurtig bøjning undgik det dræbende stød. — og alt dette kun for en slavindes skyld! vedblev eunuchen, en kristenpige, min herre Abdul paschas slavinde den lange, rå Karl knuste ruden i portechaisen med et næveslag, så glasstumperne fløj ned til Emilie, der udstødte et højt skrig. — ved profetens tre hår! lo han, hun er fløn som en houris, hun skal smage en musselmands Kys! Og han rakte armen ind gennem den splintrede rude og trak hende til sig. I det samme blev mængden voldsomt sprængt til alle sider. En fornem klædt tyrk, der red en prægtig hest, stormede lige løs på portechaisen. Et frygteligt piskeslag traf den vordende baschibozuk oven i hovedet, så han tumlede^ tilbage, og en skærende stemme, der dirrede af harme, skreg: — fordømte hnnd! vover du at forgribe dig på min ejendom! Boschi-bozuken rejste sig rasende. — hvem er du! skreg han, og svingede på ny sin kniv, som tror... i det samme faldt hans øje på manden. — Abdul pascha! mumlede han, nåde! Slyngelen faldt på knæ. — giv ham halvtredsindstyve slag bastonnade! Råbte Abdul pascha, og læg ikke fingrene imellem. Afsted med ham! Mængden adlød. Før han kunne forhindre det eller gøre den mindste modstand var han greben og flæbt afsted. — ja, ja! skreg han truende, den bastonnade skal blive hende en dyr spøg; en kristenpige, en datter af en hund, er skyld der i, — ved Allah, det skal hun komme til at betale! Og, udstødende den ene ed efter den anden, gik han rolig imellem sværmen, der gjorde sig en fornøjelse af at føre ham til den nærmeste vagt. Folket forrettede nemlig selv polititjenesten, og flige optrin hændte derfor daglig. Den unge Matros, som havde talt til mængden og som Emilie var bleven så lykkelig over at gense, havde imidlertid travlt med at aftørre sit ansigt, der var ganske blodigt. Et stump glas havde formodentlig truffet ham. Idetmindste var han så blodig, at ingen kendte ham igen. Abdul pascha tilkastede ham et mørkt blik. — kristen! sagde han, tak Allah, at du er englænder, en ven, ellers var du gået samme straf i møde, som hin troende! Emilie udstødte et skrig, ved at se Alexander. — såret! råbte hun, o, jeg kan ikke tåle at se blod! Alexander pegede på sin venstre hånd, der havde en dyb flænge. Han førte den idelig op over ansigtet, der derved blev aldeles blodrødt. Nu begreb hun det. — det var et fif han anvendte for at gøre sig ukendelig. Han vaklede hende forbi ligesom om han var offer for en besvimelse; men idet han passerede vinduet i portechaisen, kastede han med lynets fart en lille sammenkrøllet papirslap ind til hende. Ingen, ikke engang Abdul pascha så det. Han fjernede sig derefter med matroserne, medens eunncherne igen gik med portechaisen. Kort efter spredtes hobene, og alt var igen som før. Gaderne vare opfyldte af grupper, som samtalede og politiserede; — medens de russiske hære trængte dybere og dybere ind i det næsten opløste rige. — — de fordømte dumrianer! mumlede matroserne, da de slentrede ned ad den yderst smudsige, smalle gade, som fører ned til den ligeså prægtige havn, sådan at stimle sammen og true os på livet! — er du såret, Alexander? spurgte en af dem, en lille, bredskuldret fyr med et godmodigt ansigt. — ja, på skrømt, ven Thomas! lo lægen, der virkelig gik for at være sømand iblandt sine kammerater, se selv! Han afførrede blodet i ansigtet, der nu viste sig fuldstændig helt. — du fortjener minsæl at være doktor! lo matrosen, lapper skaden i sådan en fart, det er brillant! — jeg var slet ikke såret! svarede lægen, jeg lod blot, som om jeg var det, for at en vis mand ikke skulle se mit ansigt! — hø, hø! — manden var Abdul pascha selv! vedblev alexandros, jeg har en gang haft et lille mellemværende med ham, hvorved jeg kom til at slå en abe ihjel, og dersom han nu kendte mig igen, kunne det gerne være, ' at han, trods al folkeret, lod mig gribe og give bostonnade! — og det kun for en abes skyld! svarede sømanden, den fordømte tyrkerhund! - jeg har flere ærinder at besørge i nærheden af Abdul paschas palads! vedblev Alexander, men pakket holder skarpt udkig, og dersom man nappede mig, så var jeg leveret! — så bliv derfra! brummede sømanden. — det kan jeg ikke! vedblev Alexander ivrig, dzt er meget nødvendige ting, jeg har at udrette! -- så tag mig med! lo den anden, det giver altid mere anseelse. Det var netop hvad Alexander ønskede. — tak, min ven! svarede han, vi følges ad, og står du mig trolig bi, kunne det være, at jeg en gang i tiden kunne gøre en kapitajn af dig! Matrosen standsede og så forbavset på ham. — en kapitajn! Alexander nikkede smilende. — med forlov, hvordan skulle det gå til? — det bliver min sag! svarede lægen, men jeg siger dig, at dersom du vil stå mig bi med råd og dåd, skal du blive kaptajn og ejer af den stolteste bark du vil se for dine øjne! Thomas tog uvilkårlig hatten af. — ja, men! mumlede han, du... De.... — er naturligvis en eventyrer! afbrød lægen ham, men tillige en rig mand, som kun har sine bestemte grunde for at fare til søs. — ah! Matrosen bukkede. Han begyndte så småt at få høje tanker om fin kammerat. — jeg er godt kendt her i konsfantinopel! tilføjede han, så dersom du... De... Lægen lo. Den pludselige ærbødighed morede ham. — du kender altså Konstantin op el nøje? spurgte han. — — lige så godt som gaderne fra Nyboder til tivoli i kongens København! svarede den anden. — kender du noget beværtningssted i nærheden af Abdul paschas bolig? spurgte Alexander. — ja, netop et, som næsten udelukkende besøges af europæere. — af sømænd? spurgte lægen. — for det meste! — og er der raske gutter at få der? vedblev lægen. Matrosen så endnu mere forbavset på ham. — hør, kammerat! svarede han i en fortrolig tone, det er nok ikke for din dyds skyld at du har taget hyre som Matros på engelskmanden; der er nok et lille pigebarn med i spillet, og jeg vil lade mig kølhale, om det ikke er den lille, søde dame, som kukkelurede inde i æsken, som de sorte abekatte flæbte af med! Alexander nikkede. — og nu vil de naturligvis stjæle pigebarnet bort lige for næsen af den gamle tyrk? — netop! — og trænger til nogle flinke gutter til det stykke arbejde! - ja! — så følg med, jeg stak vise dem nogle krafteksemplarer, som ikke stikke op for et dusin af disse skæggede hunde, men stå dem ihjel med den største fornøjelse! Han tog ham fortrolig under armen og begge, som var bleven noget tilbage, indhentede snart kammeraterne, der ventede på dem udenfor et lille hus med åben veranda. Det var netop det sted, Thomas mente. — se her er det! råbte han, her er en stapelplads for alverdens søfolk, undtagen for de tyrkiske, de søger længere nede ad strædet til, i en egen kippe. Han slog Alexander på skulderen og trådte tilligemed de andre ind i den altid åbne gæstestue, der frembød et ejendommeligt, broget liv efter orientalsk mønster. i. Kaffehuset „ Halvmånen “. Den smudsige, kvalme stue var næsten opfyldt af gæster, som dels sad, dels stod og dels lå med den berømte kaffe foran sig, og dampede af lange piber. Værten, en hæslig, gammel renegat, som var kristen, muhamedaner, jøde eller hedning, ligesom han så sin fordel ved det, modtog de indtrædende med et familiært nik og en håndbevægelse, der skulle betyde så meget som velkommen! — Salem allikum, Allah kerim, mumlede han og bøjede sig to gange imod gulvet, gid eders fødder må finde hvile på mit gulv og, eders hoved fyldes med søde drømme. — tak, gamle muftapha! svarede Thomas på engelst, men hele den ladning kan du gerne holde inde med; der er ingen af os som tror på profeten. — ischallah! mumlede Mustapha og fortsatte derefter på engelsk: — du kan vel nok se, min Broder, hvorfor Mustapha er nødt til at tale de fordømte tyrkerhundes sprog; han ønsker at beholde sit hoved, det er det hele! Med disse ord pegede han på to tyrkere, som sad i en krog på gulvet med benene overkors. De havde indfundet sig for kort siden og set sig nysgerrigt om. Mustapha havde hilst dem med den sædvanlige tyrkifte hilsen ved at lægge hænderne overkors på brystet, og de to tyrkere havde svaret denne hilset med et næsten umærkeligt tegn. Han havde derpå rakt dem piber og serveret kaffe for dem, og kort efter sad de to musselmænd indhyllede i røgskyer. De mælede ikke et ord, men desto mere spillede deres øjne og hver nyankommende gæst blev skarpt iagttaget af dem. Da Alexandras og Thomas trådte ind, puffede den ene til den anden, men iagttog en fuldstændig tavshed. Men fra den tid var det som om de to musselmænd vare blevne fuldstændig ligegyldige for alt. De stirrede ned for sig og sagde et ord. Thomas krævede imidlertid ind og lod sit øje samtidig spadsere fra den ene til den anden af de talrige sømænd, som var tilstede. han bemærkede en trykkende stemning hos dem alle. — det var ligesom om erindringen om de nylig stedfundne masakrer i Bulgarien levede op på ny, og pegede hen til de frygtelige dage, som ville komme, hvori de kristne ville få fanatismens magt at føle. -- -- -- Thomas opdagede imidlertid ingen, som han syntes om. Det var tilfældigvis lutter fremmede ansigter han så om sig, de gamle trofaste venner manglede. Der var endog helt nye, som han aldrig havde set før. Ved et bord, noget fra de to tyrkere, sad to mænd, iførte voksdugsklæder og med solbrændte ansigter. Den ene af dem var en herkulisk bygget mand, med et åbent, frejdigt blik. Hans ledsager var noget mindre, og havde ligeledes et tiltrækkende ansigt. Begge dampede vældigt af to små kridtpiber, som de stoppede hvert øjeblik. — en fordømt svinesti! mumlede den store, det er ingen løgn, at en tyrk og en gris er lige renlige. — det har du ret i, Martin, svarede den anden, men jeg ville gerne begrave mig under alle Tyrkiets skarndynger, når bare jeg kunne få fingre i alle slynglerne! — giv tid, Jonasen, giv tid! brummede den anden. Alexander og Thomas hørte hvert et ord og gik straks hen til dem. — landsmænd! sagde de på danst, velkommen! — for Pokker, er her landsmænd til stede! lo Martin hammer og rejste sin kæmpefigur fra stolen, nå, det glæder mig, minsæl; — kom, kammerater, og tøm et glas med os! — hejda, din grissede hund! råbte han og vinkede ad Mustapha, der ikke havde forstået et ord af denne samtale i et for ham aldeles ubekendt sprog, sorbet, sorbet! Sorbet forstod værten og bragte straks efter en vældig kumme med den krydrede drik, der, når man ikke var vant til den, berusede i en forbavsende kort tid. - — med hvilket skib kommer i, landsmænd? Spurgte Thomas og klinkede, vi er her med en engelskmand. — vi også! svarede Jonasen, med et fregatskib, som vi have købt til eget brug! Thomas rejste sig og tog sydvesten af. — altså kaptajner? spurgte han. — å ja, svarede Martin hammer, to kaptajner og tredive mand! Thomas bukkede igen. — vi sejle for vor fornøjelse, vedblev hammer, og så for at få fingre i et halvt dusin kæltrings, som er smuttet os ud af hænderne, efter at have stjålet en lille skonnert fra os; men det lader ikke til, at vi have held med os! Jonasen rystede tvivlende på hovedet. — de herrer er måske ikke sømænd i virkeligheden, begyndte Alexander, måske sportsmænd? Martin hammer nikkede. — det går mig legeledes! vedblev lægen, mit kald er et ganske andet. — missionær måske? spurgte Martin hammer. Alexander smilede. — de mener, at det kunne gøres fornødent iblandt disse hedninge? — å nej, men missionsvæsenet bringer os altid i filteri, svarede Martin hammer, i det mindste forekommer det mig, som om vi er genstand for de langskæggedæ tyrkeres opmærksomhed! Han blinkede med øjnene og skelede ad den side, hvor de to tyrkere sad. Disse syntes virkelig at skænke de fremmede en særegen opmærksomhed og, hvad mere var, at forstå hvad de talte om. Men de andre vare for optagne af deres indbyrdes samtale til at lægge mærke hertil. De to tyrkere rejste sig i samme øjeblik og tog plads bag de talende, der ikke heller tog større notits heraf, — men fortsatte samtalen. Alexander hviskedee til hammer. — kan jeg tale et par ord med dem i Enrum; det er måske uhøfligt af mig straks således at lægge beslag på en ganske fremmed person, men jeg står desværre ene i denne fordømte by, hvor man for tiden er nærved at fortære os med hud og hår! — er det penge de ønsker! svarede hammer og greb i lommen. Alexander standsede hans hånd. — min herre! sagde han, jeg er velhavende og trænger ikke til penge. Altså min hjælp i anden retning! - ja! — halløj, tyrk! brølede Martin, har du intet hul i din fordømte, smudsige hule, hvor vi to gentlemen kan tale uforstyrrede sammen. Mustaphas øjne lynede, men han bukkede ydmygt. — de høje ingliser, sønner af den store sømagt kunne få et særskilt værelse! — bravo, godt! svarede hammer. — kom! mumlede tyrken, denne vej! Han førte sine to evropæiske gæster tværs i gennem kaffehuset, til et værelse, der lå på modsat side. Øe to tyrker rejste sig samtidigt og fulgte efter dem. — værten så det godt og smilede til dem. Øe to tyrker forsvandt bag et silkeforhæng, som tilsyneladende dækkede for en udgangsdør. Hvor de blev af, kunne man ikke se, men forhænget bevægede sig ligesom om døren blev smækket i. Mustapha havde imidlertid åbnet døren til det særskilte værelse og stod i begreb med at aflåse den, da en hånd lagde sig på hans skulder. Han vendte sig hurtig med et rasende udtryk i øjnene. Hans blik traf den skikkelige Thomas, som med et sirligt skrabud udbad sig nøglen til døren. — de fremmede mænd ønsker at være alene! Mumlede tyrken. — ja, men ikke at blive lukkede inde, gamle, prægtige fyr! lo Thomas, så det er bedst jeg får nøglen. Tyrken skælvede umærkeligt. — nøglen er min! mumlede han. — og nu er den min! lo sømanden og rev den ud af hånden på ham. — vogt dig og vogt jer alle! streg musselmanven, men, som om han begreb, at han var gået forvidt, tilføjede han smilende, i er nogle morsomme mænd, i jnglisere, og vi holde meget af eders store flåde. Med disse ord slentrede han roligt hen til sin skænk, hvor han tog plads med armene overkors og stum som en fisk. Thomas stak nøglen i døren og blev stående som en skildvagt. I det samme trådte to nye personer ind i kafeen. * den ene af disse var en lille, spinkel mand, klædt som en tyrk af fornem rang. Hans store brune øjne for til alle sider, medens han satte sig på en falmet divan og ventede på værten, der rejste sig hurtig, og nærmede sig krybende, underdanig som kun en musfelmand kan. — Allah er stor! mumlede han og trådte eudnu nærmere med hænderne korslagte over brystet, hvad befaler min herre sin slave at bringe? — er giavrerne derinde? spurgte den fremmede. - ja! — nu, så lad dem ikke komme levende ud af dit hus, hvis du har lyst til at leve! hviskedee den fornemme tyrk. — Allahs villie ste! svarede værten. — de andre giavrer må du give godt at drikke! Vedblev tyrken. Værten nikkede. — de må have tabt ørets hørelse og øjets syn! Vedblev den anden. — Allah er stor! — når de er drukne, kaster du dem udenfor til vore hunde, deres forbandede slægt! — det skal ste! — gå så, lad som intet! Værten bukkede og hentede kaffe, medens gæsten satte sig tilrette på divanen. Hvor lydløst end denne samtale var ført, og uagtet den var holdt i det gammeltyrkisfe sprog var den dog forstået. Jonasen havde hørt hvert et ord. Uden at gøre mange ceremonier rejste han sig og gik henimod den lave dør, bag hvilken lægen og Alexander befandt sig. Værten trådte ham hurtig i vejen og standsede ham. — — bliv! sagde hast. Jonasen lo. — bliv du selv! sagde han, jeg går ind. — de kristne herrer ønsker at være alene! vedblev værten. — kommer ikke mig ved og det gælder ikke mig! Vedblev Jonasen, jeg må tale med mine venner! — tre er bedre end to! råbte den fornemme tyrk på tyrkisk. værten forstod ham. — træd ind! sagde han, og tal med dine brødre! Han åbnede døren og Jonasen trådte ind, men blev stående som lynflagen. Værelset var tomt. Iii. Det grønne forhæng. Jonasen gjorde et skridt fremad og så sig om, men opdagede ikke det mindste spor af de tre personer. Værelset var stort og havde kun en dør, den han var kommen ind af. Det store spidsbuede vindue vendte ud til haven, men da det var lukket indvendig fra, kunne de ikke være passerede det. S — ja, hekseri er det ikke! mumlede Jonasen, det er snarere kæltringestreger; — nå, vi må se at klare os! Han vendte om og ville forlade værelset, men kunne ikke komme ud. Døren, ad hvilken han var kommen ind, var nemlig fuldstændig forsvundet. — drømmer jeg! mumlede han, eller har jeg drukket for meget; hvor Pokker er døren bleven af? Han greb sig for panden. — er jeg da gået fra forstanden! vedblev han, eller hvorledes hænger det sammen? Han ville ikke råbe, for ikke at blive til latter, da han ikke kunne skjule for sig selv, at han var lidt ør i hovedet, skønt han ikke havde drukket synderligt. Men driffen, hvormed han var bleven opvartet, havde haft en besynderlig, ligesom bedøvende lugt og smag. Han havde kun drukket et eneste glas, og nu kunne han tydelig mærke det. I det samme var det også som om benene svigtede ham. Han vaklede frem og tilbage som et siv. Benene rystede under ham, og en ulidelig brændende smærte for gennem hans hoved. — hvad er det; — hvad fejler jeg? mumlede han og støttede sig til væggen, har man forgivet mig? Han stirrede hen for sig, og så utallige små blinkende stjerner danse sig forbi. De vare røde, skinnende og talløse som himlens. — ah, jeg kender disse tegn! hviskedee han ved sig selv, det er virkningerne af den fordømte opium. Den kæltring af vært har givet os opium! han holdt sig for panden og forsøgte at samle sine tanker. — men hvorfor har han gjort det? tænkte han igen, hvad kan han vel have i sinde der med, og hvor er Martin og den fremmede sømand bleven af? Det sortnede for hans øjne og han måtte anvende al sin kraft, for ikke at tumle om, — kunne jeg blot finde den fordømte dør! Mumlede han, eller kunne jeg blot nå hen til vinduet, og indånde lidt frisk luft, en » Rude er snart stået ud! -- -- -- - han begyndte at flyde sig langs væggen for at nå vinduet. Men han havde ikke kræfter der til. Just som han strakte armen ud for at gribe fast i vindueskarmen, faldt han næsegrus om på gulvet og blev liggende bevidstløs. Straks efter gled et grønt silkeforhæng til side og et brunt ansigt viste sig. Det var værten. — han opslog en spottende latter. — fordømte kristenhund! lo han, du kan ikke tåle den himmelske opium, alle gyldne drømmes velsignede moder! Han sparkede foragteligt til Jonasen og bøjede sig ned over ham. — det er ingen ingliser! mumlede han, men en hundesøn fra et eller andet barbarisk land! Allah er stor; — hvad skal jeg gøre med ham? — afsted til fængslet med ham, til begge de andre! svarede en stemme bagved ham. Mustapha vendte sig om og indtog en ydmyg stilling. Bag ham stod den fornemme, skummelt udseende tyrk. — Mustapha! sagde han, vi tør endnu ikke dræbe disse kristenhunde, men dagen og timen er ikke fjærn! — Allahs villie fle! mumlede værten. — overvinde de kristne vore uforlignelige hære! Vedblev den anden, og dræbe de vore brødre, så er det enhver musselmands pligt, at dræbe deres brødre igen, hvor vi træffe dem! — det er sandhed, herre! nikkede Mustapha. — deres blod skal vædde vore fødder, fortsatte tyrken i en højtidelig tone, thi profeten vil det og padischahen befaler det! — Allah give, at timen var kommen! mumlede værten med et stygt smil, de er ikke bedre værd, de kristenhunde! Den fornemme tyrk lagde sin hånd på hans skulder. — du er en tro musselmand, Mustapha! vedblev han, og derfor betror Abdul pascha dig også et så vigtigt hverv! — jeg adlyder! svarede Mustapha. — så hør da! fortsatte den anden, denne hund må du endnu i denne time lade bringe til Ismail said og bede ham tage ham under forvaring indtil videre. Men siger enten du eller han et eneste ord til nogen, som kan give anledning til, at sagen kan komme for de fremmede gesanters øren, vil jeg lade tungen rive ud af eders mund! Mustapha bukkede dybt. — jeg er stummere end det nyfødte barn! svarede han. — — godt! — når denne kristenhund er bragt i sikkerhed, går du til Abdul pascha og meddeler ham, hvad du har hørt. — du kan sige hvad du vil, som grunden til arrestationen, men helst noget, som kan berettige til at dødsdommen bliver afsagt over lægæn; hvad de andre to angår, da skal jeg nok lade dem forsvinde. — havet er dybt! Han lo. Mustaphas øjne strålede. — skæbnen er forud bestemt! sagde han, Allah kerim! — du er ikke færdig endnu! fortsatte tyrken. Mustapha bukkede. — når natten er kommen! vedblev den anden, lader du din portechaise holde udenfor Abdul paschas palads... Man vil da bringe en ung dame ud til dig og du modtager hende! Mustapha bukkede. — du fører hende til det firkantede, gule hus ved „ det gyldne horn “ og udgiver hende for en slægtning! — ja, herre! — daglig bringer du hende den bedste føde, du formår at give, og du søger at indsmigre dig hos hende, så at du vinder hendes fortrolighed. Endelig siger du hende, at Abdul pascha er en ussel skurk, som havde givet dig befaling til at dræbe hende, men at du har skånet hendes liv på en andens forbøn! Mustapha så forfærdet på ham. — men, herre! sagde han, det er jo forræderi imod Paschaen og kan koste mig mit hoved! — ikke, når du bærer dig fornuftig ad! afbrød den anden ham, Abdul pascha må styrtes, han ser os alle over hovedet og er sultanens højre hånd. — det vil koste mig mit hoved! jamrede muftapha. — dit hoved, fordømte Karl, som jeg kan lade stå af, hvilken time jeg vil. — adlyd! Mustapha skælvede. — skal jeg nævne eders navn for den unge dame? spurgte han. Tyrken trak vejret dybt. — ja, sig hende, at Abdallah effendi elsker hende og vil tage hende i sit harem; sig hende, at hun skal træde på roser og indånde duften af virak og balsam! Sig hende, at Abdallah giver afkald på de stønne houris i paradiset, for at eje hende her nede på jorden. Men sig hende tillige, tilføjede han truende, at enhver kvinde, som ikke tror på koranen, er dødsdømt i denne by, og at jeg lader hende dræbe, dersom hun vægrer sig ved at modtage mit tilbud! Mustapha lagde hænderne over brystet. — din befaling skal blive fulgt og udført, Abdallah effendi! sagde han, men forglem ikke din tjener, hvis den mægtige Abdul pascha opdager, at jeg, hans tjener har bedraget ham. - Abdallah lo. — du er frygtsom, sagde han, jeg vil give dig mod. Stol på mig, du har mit ord.. Uden at sige et ord mere vendte han sig om og og gik tilbage gennem det grønne silkeforhæng. Mustapha bøjede sig over den bevidstløse. — lad os en gang se, hvad han ejer! mumlede han og rev hans vams op. Han fandt straks Jonassens tegnebog og åbnede den. Skønt han hadede de kristne, elskede han dog deres penge, der stod langt bedre i kurs end hans fødelands. Han tumlede næsten tilbage. Han så nemlig, at tegnebogen indeholdt over fem tusinde pund Sterling i store papirer. den mand, som gik med en sådan sum i lommen, måtte være en betydelig person, og han fik straks skrupler ved at adlyde befaling

1877_Hjelm_DoedensHemmeligheder_1

Robert

Robert

Hjelm

Robert Hjelm

Dødens Hemmeligheder 1

male

male

dk

Hjelm

Dødens Hemmeligheder 1

Dødens Hemmeligheder

Original Nutidsroman

n

gothic

Nyt Forlagsbureu

KB

Jeg har en mistanke om, at denne er skrevet under pseudonym. Roman delt i to filer; 2. del med KB-id: 130023480582

nan

nan

O

I. København. — London. — konsfanfinopel. Klokken er seks om eftermiddagen den første januar 1877. Med lige så megen præcision, som vi ser os i stand til at fastsætte det tidspunkt, hvorpå vor fortælling tager sin begyndelse, lige så meget er vi i forlegenhed med at bestemme stedet, hvor vor handling foregår. Man misforstå os ikke... vi er ingenlunde i forlegenhed med at bestemme og finde et sted, en skueplads for vor handling. Men denne foregår samtidig på tre forskellige steder på jordkloden... tre steder, der ligger hundreder og atter hundreder af mile bortfjærnede fra hverandre. Overskriften over nærværende kapitel siger, på hvilke tre punkter af den store jordklode det er, at handlingen i vor fortælling tager sin begyndelse. Det er London, konsfanfinopel og København, tre af Evropas største hovedstæder, som vi tænker på. I disse tre byer foregår der samtidig, netop på det tidspunkt, som vi ovenfor har nævnet- nemlig klokken seks om eftermiddagen den første januar 1877, tre ting, der står i den inderligste og mest uadskillelige forbindelse med hverandre. Tiltrods for de hundreder af mile, der danner den indbyrdes afstand mellem København, London og konsfanfinopel, er det dog, med vor fortælling for øje, som om en usynlig tråd knytter dem fast til hverandre... Som om en usynlig ring omslutter dem til et hele. Da vor pen ikke mægter samtidig at skildre, hvad der foregår på tre forskellige punkter af jordkloden... Og da vore læsere næppe har tre par øjne til samtidig at gøre sig bekendt med tre forskellige skildringer, må vi underkaste os successionens lov, det vil sige, efterhånden gå fra den ene af de tre store verdensbyer til den anden... og efterhånden fremstille det, der på samme tid foregår i hver enkelt af dem. Vi begynder med København. klokken er, for gentage det endnu en gang, seks om effermiddagen den første januar 1877. Det er råt og koldt — ikke en nordisk klingrende frost, men et uhyggeligt, trist vejr med fugtighed, regn og slud og en rå blæst. En tæt menneskemængde bølger, trods det lidet indbydende vejrlig gennem gaderne, thi det er nytårs dag, alle har fri... alle — eller så godt som alle — forretninger hviler. Der går en kone gennem gaderne. Det er en gammel kone... hendes hår er gråt... Hendes ansigt furet af rynker... Skikkelsen forover bøjet. Og det er tillige en fattig kone — at dømme i det mindste efter hendes hele ydre. Trækkene i hendes ansigt er magre og indfaldne... Udtrykket i det vidner om kamp, om sorg og bekymring. Hendes klædedragt er simpel og består kun af de mest uundværlige dele... et hullet tørklæde dækker hendes grå hoved... et tyndt og slidt shawl skal beskytte hende mod den gennemtrængende, råkolde blæst... Gadens fugtighed og regnvand siver ind gennem hullerne i hendes støvlesåler. Således ser den gamle kone ud. Hun bevæger sig på gaden, som om hun mener, at hendes fattige dragt ikke gør hende værdig til at færdes blandt de mange festligklædte mennesker inde på fortovet. vognene ruller hende så tæt forbi, at det hvert øjeblik ser ud, som om de ville køre hende over... Kuskene tilråber hende deres advarende „ Varsko! “... Deres piske knalder om hendes øren... Vognhjulene overstænker hende med gadens smuds... Fodgængerne steder til hende og puffer hende til siden. Den gamle kone ændser intet af alt dette... hun fortsætter så hurtig hun formår det sin gang gennem gaderne. Hun er kommen fra det afsides kvarter, der ligger mellem Vimmelskaftet og Gammel strand, og nu går hun gennem Købmagergade, tilsyneladende ud ad Nørrebro til. Hun har, som fortalt, ikke øje for hvad der foregår rundt omkring hende... hun synes kun optaget af sig selv og sine tanker. Udtrykketi hendes ansigt vidner om, at en tanke... En eneste, vægtig og alvorlig tanke beskæffiger hende helt og udelt... råder over alle hendes legemlige og „ sjælelige “ Evner. Det er den, der gør hende blind for de farer, hvormed de forbikørende vogne truer hende... den, der gør hende følesløs for de puf og stød, som fodgængerne tilføjer hende. Det er den, der bringer hendes øje til at stirre frem i mørket, gennem aftenens regn og slud... Det er den, der sår henoes fødder til at bevæge sig med en hurtighed, som man ikke skulle vente af hendes alder. Hun higer kun fremad... bestandig fremad mod det mål, hun har for sin gang. Hun når gennem Købmagergade og Frederiksborggade ud til Nørrebros søer. Her piller regnen stærkere ned... her får blæsten stærkere magt... den bringer hendes svage skikkelse til vakle frem og tilbage som et siv... den trænger ind gennem hullerne i hendes shawl og fylder det, som om det kunne være et sejl... den gennemisner hende med en råkold kulde. Men den gamle kone mærker det ikke... den tanke, der fylder hende, jager hende fremad... den giver hende kræfter til at stå mod vejret... hun higer fremad... bestandig fremad for at nå fil mål. R? - hr vi forlader København og går til London. Heller ikke der er vejret på denne nytårsdag tiltalende. En tæt og tyk tåge hviler over den kæmpestore verdensstad... den savner alt med sine luftige arme... Den hviler som en trykkende byrde over alle omgivelserne. Hvor er den dog ikke trist og melankolsk, denne tåge! Den virker nedstemmende både på legemer og på sindet... det er den, der er moder til den engelske nationalsygdom, som man kalder for „ 8xleeu^ dog — vi skal ikke færdes ude i tågen... vi begiver os ind i et hyggeligt og lunt værelse, hvor brændestykkerne knittrer og blusser i kaminen. Det er i city — det vil sige i den del af London, hvor den engelske forretningsverden har sine lokaler, sine kontorer og Magaziner. Her er det, at de uhyre transaktioner og omsætninger, der sætter hele verdensmarkedet i bevægelse, har deres hjemstavn og Arne. Her er det, at en fattig spekulant på en eneste dag bliver forvandlet til en rig millionær... eller at et gammelt handelshus, der om morgenen bliver taget god for hundrede tusinder, om aftenen ikke har en øres kredit. I dag er city imidlertid øde og tomt, kontorerne er lukkede, thi det er helligdag og forretningsfolkene befinde sig i deres hjem. Dog er der inderst inde i city, i en smal og krum gade, et kontor, fra hvis vinduer, der stråler lys ud. I kontoret opholder der sig en eneste person... En herre. Han sidder på en stol foran en pult. På denne ligger der en del papirer og breve, der synes at antyde, at Herren har beskæftiget sig med forretningsanliggender. For øjeblikket ligger papirene imidlertid urørte... Herren støtter albuen mod pullen, lader hovedet hvile i hånden og stirrer tankefuldt hen for sig. Hans pande er rynket... han grubler og spekulerer. Det er ikke hans forretninger, der beskæftiger ham... Han er langt borte fra dem... langt borte fra det sted, hvor han nu befinder sig. I kaminen knittrer der en lystig ild, der kaster et hyggeligt skær hen over kontoret. Det er stort og rummeligt, og alt tyder hen på velstand og rigdom. Herrens person og hele ydre indeholder den samme antydning. Han er ikke i sin første ungdom, men synes at være fem eller seks og tredive år gammel. Hans træk er smukke og regelmæssige, men blege og matte. Hans påklædning er elegant, fin og smagfuld i alle sine enkeltheder. Nogle kostbare ringe funkler på hans hvide fingre og en tyk, massiv guldkæde ligger hen over vesten. Der høres ingen anden lyd i kontoret end jldenknittren i kaminen. Det ene minut følger efter det andet... og bestandig sidder Herren i den samme stilling. Med et farer han op... han griber et af brevene, som ligger på pulten foran ham, og gør et forsøg på at læse det. det er også kun et forsøg... thi hans øjne har et udtryk, som om hans tanker er langt, langt borte fra papiret og dets indhold. Han har endnu ikke gennemløbet den første side, så kaster han brevet tilbage til dets plads på pulten... Han opgiver forsøget på at fæste sine tanker til dets indhold. Han rejser sig fra sin stol og begynder at gå rastløs op og ned ad gulvet... med armene på ryggen, med bøjet hoved. Man kan ikke tage fejl af det... det er en tanke... En eneste tanke, der beskæffiger ham... der optager ham helt og udelt. Og genstanden for denne tanke er langt bortfjaernet fra det sted, hvorpå han befinder sig... den ligger fjernt fra hans forretning og alle de interesser, der ellers beskæffiger ham. Hans hovede bøjer sig dybere og dybere under vægten af de tanker der gennemfarer det... hans skridt bliver hurtigere og hurtigere. Der forløber minutter... Kvarterer... og bestandig går Herren rastløs frem og tilbage i kontoret. Hr hhigen en sceneforandring... fra London til Konstantinopel. Mørket har sænket sig ned over halvmånens by, men luften er mild, frisk og venlig som en aften i Mai i vort nordiske klima. Scenen for det, vi nu vil fortælle, er ikke Pera, det europæiske kvarter af byen, men stambul, den egentlige tyrkiske del af Konstantinopel. Gaderne vrimler af mennesker, af alle farver og nationaliteter ' klædte i alverdens kostumer. De larmer, gestikulerer og taler i munden på hverandre. Det er en bevæget tid, et kritisk øjeblik, thi det tyrkiske riges fremtidsskæbne står jo på spil. I en afsides gade, der er snæver og malproper som de fleste gader i Konstantinopel, ligger den tyrkiske stormand, Abdul paschas palads. Det er dette, der er vort mål. Og i paladset begiver vi os atter til den afdeling, der så at sige er dets allerhelligste, nemlig til Abdul paschas harem. I et gemak i dette, ligger der en ung kvinde udstrakt på en divan. Luften dufter af de kostbareste røgelser... brogede tæpper bedækker gulvet... Møblementet er pragtfuldt, rigt og overdådigt... Atmosfæren i gemakket er sød, duftende, næsten vellystfuld at indånde. Den unge kvinde ligger magelig og yppig henstrakt på divanens silkehynder. Hun er lige kommen rilbage fra badet... et folderigt silkegevandt indhylder hendes legeme. den ene arm stikker frem af gevandtet... den er hvid som marmor... blød, rund og fyldig. Hendes albue hviler mod divanens hynder og hun bøjer hovedet i hånden. Med et tankefuldt blik ser hun frem for sig hendes friske, fugtige læber er halvt adskilte... hun drager sit vejr tungt og forbliver ubevægelig liggende i den samme yppige stilling. Hvor er hun dog ikke smuk, denne kvinde! Og hendes skønhed er af en Art, der er sjælden i Konstantinopel og i det hele taget i orienten. Det er ingen orientalsk kvinde med mørke, glødende øjne, sort hår, brunlig hudfarve og med den orientalske types skarpe træk. Hendes hår er blondt... Øjnene blå... og hendes hudfarve hvid og klar. Omridsene af hendes træk er bløde og bøjelige... Næsen lille og pikant. Hendes blik har ikke de orientalske kvinders brændende glød... det er mere blidt og har tillige et let anstrøg af melankoli. Og netop i dette øjeblik ligger der en forunderlig dyb melankoli i det. Hun stirrer tankefuldt hen for sig... hendes blik bliver mere og mere smerteligt og melankolsk... det ser undertiden ud, som om hendes smukke blå øjne bedugges af tårer. Hendes tanker dvæler ikke på dette sted... de er langt borte fra haremet og al den orientalske luksus og pragt, der omgiver hende. Hendes blik hviler på nogle pragtfulde tropiske planter, der står på et blomsterbord, men hun ser dem alligevel ikke... hun indånder, uden at lægge mærke til det, den føde, duftende vellugt, der fylder værelset... alle hendes evner og sandser er optagen af en eneste tanke. Hnn rører ikke et lem... hun ligger ubevægelig i den samme yppige stilling. Hnn synes at have glemt sig selv og sine omgivelser... Glemt dem for den tanke, hun forfølger. De tre scener, som vi nu har skildret, foregår alle samtidigt, på det samme tidspunkt, nemlig den første januar 1877, klokken seks om eftermiddagen. Netop da kæmper den fattige kone sig frem gennem regnen og rusken på Københavns gader... Netop da spadserer den rige forretningsmand i city rastløs frem og tilbage i sit kontor... og netop da ligger den unge kvinde i Abdul paschas harem udstrakt på sin divan. Og det er den samme tanke, der optager dem alle tre. Den fattige kone på Københavns gader, forretningsmanden i Londons city og kvinden i den tyrkiste stormands harem har, hvor forskellige end deres ydre livsvilkår er, i dette øjeblik en tanke tilfælleds. Denne tanke er som en usynlig telegraftråd, der forbinder London, København og Konstantinopel... Den sætter, trods de hundreder og atter hundreder af mile, der ligger mellem dem, disse tre mennesker i en så nøje^ og inderlig forbindelse, som om de i dette øjeblik befandt sig samlede på et sted. Hvad erdet for en forunderlig tanke, der reducerer afstand og sted til intet? Hvad er det for en forunderlig tanke, der optager den fattige kone på Københavns gader, den rige forretningsmand i Londons city og den smukke kvinde i den tyrkiske paschas harem? Indeholder den en hemmelighed? Måske en „ Dødens hemmelighed “? Det følgende vil afgøre det. i. Herskerinden og slaven. Vi vender tilbage til den smukke slavinde, der efter badet hviler sine yppige former på divanen i Abdul paschas harem. Derfor glemmer vi dog ingenlunde den fattige kone, der på Københavns gader kæmper sig frem gennem regn og slud, eller den rige forretningsmand, der rastløs strider frem og tilbage i sit kontor i Londons city. Vi kommer siden tilbage til dem... men foreløbig viser vi repræsentanten for det smukke køn den opmærksomhed, at vi først beskæftiger os med hende. Der var forløben et kvarters tid... der herskede den samme stilhed og ro i gemakket. med et rejste den unge kvinde sig op fra sin liggende stilling. Hun strakte sin runde, hvide arm ud og tog en guitar, der stod lænet mod divanen. Det var en kostbar guitar, prydet med ædle stene. Hun rejste sig halvt op, tog guitaren mellem sine arme og anslog nogle akkorder på dens strenge. Derpå åbnede hun sine læber og begyndte at synge. Hendes stemme var klar og ren, med en forunderlig blød, sympathetisk klang. Det var en blød, smæltende, melankolsk Melodi... Vuggende, dæmpet som bølgernes skvulpen mod kysten en stille sommeraften. Sangens ord tilhørte ikke d-t tyrkiske sprog med dets hårde strubelyde. Det var heller ikke det spanske eller italienske sprogs velklingende, sonore vokallyde eller det fransfe sprogs elegante næsetoner. Sangen lød i et andet sprog med forunderlig bløde og blide lyde, der stod i god overensstemmelse med dens dæmpede melankoli. Det var dansk... en blød, smæltende, dansf sang i moll, som den unge kvinde foredrog. Hun gik helt og udelt op i sin sang... hendes smukke ansigt blev mere og mere melankolsk... hendes blå øjne stirrede fremad med et tankefuldt, dugget blik. Hun syntes under sin sang at glemme alf rundt omkring sig... alle sine omgivelser, i og dog foregik der i disse nu to ting, der måske kunne have været hendes opmærksomhed værd. På en lille skammel af fløjl, der stod i gemakket, sad der et levende væsen. Det var en abekat. En lille fyr, knap en halv alen høj, med kloge, spillende, livlige, mørke øjne. Den var iført en spraglet officersuniform og ved siden havde den en krum tyrkisk sabel en miniature. Medens den unge kvinde lå på divanen, havde den siddet ubevægelig på hug på skammelen. Den sov tilsyneladende, thi dens små, mørke øjne var lukkede. Af oq til åbnede den dem dog og så hen til sin unge herskerinde. Der var noget forunderligt i dens blik... noget forunderligt glødende, funklende, lidenskabeligt og — vi fristes til al sige — næsten menneskeligt. Ved den første lyd fra guitaren... ved de første toner af den unge kvindes sang for den op og satte med et eneste let, behændigt Spring fra skammelen hen på divanen. Der blev den siddende og fulgte den unge kvindes sang med den mest levende og udtryksfulde opmærksomhed. Dens ansigt fik et melankolsk præg... den lukkede sine øjne sværmerisk halvt til... og fulgte med sit lille hoved sangens lakt. Det var ejendommeligt syn... men den unge kvinde bemærkede det slet ikke... hun gik som fortalt helt og udelt op i sin sang. Denne havde foruden aben fået en anden tilhører. Indgangen til gemakket dannedes af nogle tykke, folderige tæpper. I det øjeblik, da den unge kvinde begyndte sin sang, drog en hånd disse til siden... der viste sig et menneskeligt hovede og derefter en menneskelig krop. Det var et ejendommeligt hovede. Håret var tæt afklippet... Farven brunlig, trækkene magre og matte. Det mest ejendommelige var dog øjnene, de var mørkeblå, deres blik var sløvt, uden glans og liv, næsten ligesom udstukket... man fristedes til at kalde det idiotisk. Den til hovedet hørende krop var i besiddelse af en vis fylde, men syntes alligevel, at dømme efter den slappe, indolente holdning, at være kraftesløs og muflelsvag. Et eneste blik på denne mand var tilstrækkelig til at sige, hvilken post han beklædte i haremet. Det var en eunuch... en gilding... en af diss * væsener, der bruges til at bevogte og opvarte kvinderne i de tyrkiske haremer. Efter sit ydre var han mand... og dog var han ikke mand, for så vidt man ikke kan kalde den således, der er uden lidenskaber og kraft, uden varme og livsfylde, uden drifter og tilbøjeligheder. Man kunne fristes til at kalde en sådan skabning et kompleks af kød og blod, samlet efter mandens billede. Eun uchen forblev ubevægelig stående, med tæppe skudt til sden... øjensynlig lyttende efter den smukke kvindes s ang. Efterhånden som sangen skred fremad, foregik der en forandring med ham... en besynderlig for andrinq. Blodet flød op i hans brune kinder... Trækkene abtc deres mathed og sløvhed... hans blik fik liv... Det var ikke længere ligegyldigt og søvnigt, men glandsfuldt, fyrigt og lidenskabeligt. Samtidig syntes hans krop at rejse sig-i vejret... Hans holdning tabte sin jndolens og slaphed... han syntes på en gang at blive kraftfuld og muflelstærk. Ingen, der nu havde set ham, ville have antaget ham for en gilding... det eneste, der erindrede om det, var den dragt, han var iført. At dømme efter det indtryk, som den unge kvindes sang frembragte på hendes to tilhørere, syntes der næsten at være en trolddomsagtig magt i den. Den syntes at give dyret menneskelige følelser... Og den syntes at vække hos eunuchen lidenskaber og stemninger, der nu måtte være hans natur aldeles fremmede. Efter nogle minutters forløb forstummede den unge kvindes sang. Hun lod guitaren glide ud af sin hånd, ned på gulvets bløde tæpper... og selv kastede hun sig tilbage på divanen i sin tidligere yppige stilling. Aben åbnede sine øjne og så på hende med sine lidenskabelige øjne. Eunuchen forblev stående med tæppet draget til siden... hans ansigt blev igen mat og indolent... Blikket tabte sin glød... hans krop sank ligesom sammen. Han var igen den sløve, indolente, lidenskabsløse gilding. Efter « nogle øjeblikkes forløb trådte han ind i gemakket og nærmede sig med langsomme, flæbende skridt til divanen. Den unge kvinde mærkede ikke hans komme, eller ændsede det i ethvert tilfælde ikke. Ved divanen standsede han, lagde efter orientalsk vis sine arme over kors over brystet og bøjede sig dybt. — herskerinde, sagde han i det tyrkiske sprog, er det din slave tilladt at nærme sig. Ved lyden af hans stemme for hun let sammen. Hun rejste sig dog ikke op... hun svarede ham ikke, men strakte tavs sin hvide hånd ud imod ham. Han greb den og trykkede den til sine læber... Og atter syntes han ikke mere at være eunuch, men en fyrig, lidenskabelig mand. I samme øjeblik, som slaven trykkede den unge kvindes hånd til sine læber, hørtes der en uartikuleret lyd, der havde lighed med et vredt skrig eller en arrig hvæsen. Den kom fra aben. Ved synet af gildingen fortrak den sit ansigt, og dens blik blev hadefuldt og forbitret. Da han kyssede hendes hånd, udstødte den hin uartikulerede lyd og for med et funklende blik frem imod eunuchen. Den gjorde samtidig en bevægelse med hånden, som om den ville drage sin sabel ud af skeden. Den unge kvinde rejste sig hurtig op og så med et vredt blik på aben. Hun greb sin vifte, der lå på hynden ved siden af hende, og slog den over ansigtet med den. — bort med dig, iakobo, sagde hun, har jeg ikke sagt drg ofte nok, at jeg ikke vil vide af dig her... Og at jeg ikke vil vide noget af dine skrig... bort! Iakobo sprang forskrækket afsted og satte med et behændigt Spring op på rammen af et stort spejl, der hang på den ene væg. Der blev den siddende under det følgende optrin og iagttog med et hadefuldt, af vrede funklende blik eunuchen. — det næsvise dyr, sagde unge kvinde, det forårsager altid forstyrrelse og uro. — Jakobo synes at hade mig, svarede eunuchen, og dog har jeg aldrig gjort den noget... men jeg kunne fristes til at tro, at den er jaloux på mig. Han ledsagede sine ord med et funklende blik på den unge kvinde. — jaloux på dig, gentog hun, og hvorfor, Alexandras? — fordi den ved, at jeg elsker dig, emelyi han greb igen hendes hånd og trykkede den til sine læber. Hun lod ham beholde den... hun gjorde intet forsøg på at drage den til sig. Der opstod nogle øjeblikkes tavshed. Så vendte den unge kvinde sig om imod ham, så med sine smukke blå øjne på ham og sagde: — er alt i orden... vil det kunne ske i nat? De tidligere replikker, som de havde vekslet, havde de fremført i det tyrkiske sprog. Men det sidste spørgsmål fremførte den unge kvinde i det samme sprog, hvori hun nylig havde sunget. — alt er beredt, Emely, svarede gildingen i det samme sprog, endnu i nat håber jeg, at vi begge skal blive fri for det utålelige slaveri, der tynger på vore skuldre. Hendes blik lyste af glæde. — det er på tiden, Alexander, sagde hun, jeg kan ikke udholde det længere... denne tyrk, som man har solgt mig til, bliver mig dag for dag mere og mere forhadt og modbydelig... hans kærlighed dræber mig... havde du ikke åbnet mig en udvej til frelse, måtte jeg have taget min tilflugt til den sidste fortvivlede udvej... Hun standsede pludselig. — den sidste, fortvivlede udvej? gentog han. — jeg har aldrig sagt dig det, Alexander, men nu skal du få det at vide... seer du denne? Hun fremtog fra sit gevandt en ganske lille flakon af funklende Krystal., den indeholdt en klar væske. Han så spørgende på flakonen. — deler, vedblev hun, gift... en stærk, dræbende gift... en dråbe af den på et menneskes læber, og han er død i samme øjeblik. — Emilie, hvor har du fået den gift fra? — her i haremet, af en af Paschaens andre favoritinder—en stakkels pige, ver er lige så ulykkelig wm jeg. — lad mig få denne gift, Emilie. han strakte sin hånd frem... men hun lod flakonen forsvinde indenfor sit gevandt. — nej, Alexander, du får den ikke... den skal være min sidste frelser i nøden. — den er for farlig for dig at være i besiddelse af... og nu har du jo desuden ingen brug for den. — jeg håber det ikke, Alexander, takket være dit mod og opofrelse... men man ved jo ikke, hvad der endnu kan ske... vor flugt kan mislykkes... Han hævede stolt sit hoved... med en kraft, en værdighed, som man ikke skulle have tiltroet en gilding. — den skal ikke mislykkes, Emilie... jeg vil vove mit liv, for at frelse dig. — tak, Alexander, jeg ved det... hvormed skal jeg gengælde dig din opofrelse... al den fare, du har udsat dig for, for min skyld. — du spørger, Emilie, ved du det da ikke... Ved du ikke, at jeg elsker dig? Din kærlighed er den løn, jeg forlanger... og den vil du stænke mig, når vi er borte fra dette ulykkelige sted... ikke sandt, Emilie? Han sank på knæ for hende og så på hende med et bedende blik, medens han knugede hendes hånd inden i sin. Hnn slog sine øjne ned, men hun svarede ham ikke. Efter et øjebliks tavshed sagde hun med dæmpet stemme: — vogt dig, Alexander, knæl ikke for mig... Du ved, at jeg hve t sekund kan vente ham, min tyran... Og overrasker han os, da er det ude både med dig og mig. Næppe var disse ord over hendes læber, før der bag tæpperne, der dannede indgangen til gemakket, lød hurtige, dæmpede skridt. I et nu sprang eunuchen op... og Emilie kastede sig tilbage på divanen. I samme øjeblik blev tæpperne draget til siden og en mand trådte ind i gemakket. Iii. En tyran. Emilies og Alexanders bevægelser havde vel været lynsnare, men den mand, der nu trådte ind i gemakket, havde nærmet sig så hurtigt og uventet, at de ikke ganske kunne undgå ham... han så eunuchen fare op fra sin knælende stilling og Emilie kaste sig tilbage på divanen. Han standsede midt gemakket og så med et slrængt og mistænksomt blik afvekslende fra ^den ene til den anden. Det var en mand på hen ved et halvhundrede år, kraftig og svært bygget. Han var en fuldendt orientalsk type... med mørke øjne, sort hår, ørnenæse, en dunkel hudfarve. Et stort, kraftigt skæg dækkede en del af hans ansigt. han var iført en militær løbefrakke, på hvis bryst der sad nogle kors og ordensbånd. En fez * ) bedækkede hans hovede. Det var Abdul pascha, paladsets herre... Emilies tyran, som hun kaldte ham. I det øjeblik, han trådte ind, hørtes atter jakcbos uartikulerede skrig. Denne gang udtrykte det imidlertid ikke vrede, men snarere en ondskabsfuld og skadefro glæde. Den sprang samtidig fra spejlet ned på gulvet og indtog med værdighed og militær holdning en cpretstående stilling. Eunuchen bøjede sig med korslagte arme næsten helt ned til gulvet. Aldrig havde han set så sløv, dorsk, indolent og lidenskabsløs ud som i dette øjeblik. Munden stød sig dumt og dorsk frem... Øjenlågene syntes i begreb med al lukke sig over de udtryksløse øjne... hans holdning var slap og kraftesløs. Emilie legede med et kostbart vånd, der sad om hendes ene arm. I nogle øjeblikke så Abdul pascha i tavshed på dem begge. Men derpå brød han løs: — ved Allah! Hvad betyder dette! Tror jeg ikke, al denne hund af en eunuch knælede ned for sin her * ) tyrkisk hue. skerindes fod. Lå du ikke i denne stilling, da jeg trådte ind... Tal, slave! Han så med et vredt, foragtende blik til eunuchen, der bestandig bøjede sig foran ham med korslagte arme. Med tykt og langsomt mæle, der stod i grel modsætning til hans tidligere lette og velklingende sprog, svarede Alexander: — herre, dine øjnes lys har ikke bedraget-dig... jeg knælede ned for min herskerinde for at række hende den guitar, som ligger der på gulvet. Han ledsagede sine ord med et blik på Emilies guitar, som lå på gulvet foran divanen. Det strenge og mistænksomme udtryk hvilede stændig over Abdul paschas ansigt. — ved profetens skæg, sagde han, hvorfor for du ved min indtrædelse op, som om en slange havde stukket dig i hælene... tal, slave, jeg vil vide det! — herre, svarede Alexander med sit langsomme og tykke mæle, din slave skal sige dig sandheden... Din slave for op for at vise din nærværelse den hyldest og ærbødighed, som jeg skylder den... jeg rejste mig for al stå foran dig fem din ydmyge, underdanige slave, beredt til at adlyde enhver befaling, som dine læber måtte værdige at give mig. Han krummede sig ved disse ord endnu dybere for Paschaen. Dennes rynkede øjenbryn fjernede sig noget fra hinanden. — men hvorfor stiftede du og din herskerinde ord sammen i dette fremmede, barbariske sprog, som ingen i Konstantinopel forstår? Er det sprog, som den store profets tilbedere tager på deres tunge, måske ikke godt nok for dig, hund af en eunuch? Inden Alexander kunne svare, tog Emilie ordet. Hun havde imidlertid rejst sig op fra sin liggende stilling og sad nu, på orientalsk vis, på divanen med benene over kors. -—herre og Heister, sagde hun, der gør du både Alexander og mig uret. Har du ikke selv gjort ham til min yndlingsslave, fordi han kunne tale med mig i det sprog, der er mig kærest af alle, fordi det er mit modersmål? Skulle han ikke være om mig, fordi ban af denne grund kunne være mig til trøst og opmuntring og glæde? Denne slave var en gave, som du stænkede mig... fortryder du nu din godhed, herre? — det er sandhed, du taler, Emilie, svarede Paschaen, den fremmede doktor fra det fjerne land, der ved sin kunst en gang frelste mit liv, kendte en græst gilding, der også forstod og talte dit modersmål. Efter hans råd stænkede jeg dig gildingen til slave, for at han kunne være dig til den opmuntring, som du den gang trængte til. Men nu er det anderledes... nu er du kendt med forholdene i mit harem... Det er dit hjem... nu behøver du og gildingen ikke mere at tale det fremmede sprog... jeg ønsker ikke, at der glider ord over din eller andres tunge, som jeg ikke forstår. Der lå en despotisk, tyrannisk tanke bag ved hans sidste replik. Alt, hvad han ikke kendte, som han ikke forstod sig på, det måtte med det samme være dødsdømt. I en tone, der på en gang havde et anstrøg både af let ironi og let koketteri, svarede Emely: — ja, men herre, du kan jo lære det fremmede sprog... din slavinde vil med glæde gøre dig bekendt med det. Hendes koketteri klædte hende så uforligneligt; hun var så smuk i dette øjeblik, at Abdul pascha ikke kunne blive vred over, at hun så godt som tillod sig at drive skæmt med ham. Han trak sig i skægget og svarede med sin sædvanlige værdighed: — en muselmand nedlader sig ikke til at lære fremmede barbarers sprog... hans eget er ham nok. — således tænker man ikke i den øvrige verden, svarede Emely, der stiger netop en mands værdighed og anseelse, når han tilegner sig kundskaber. Abdul pascha trak noget utålmodigt på skuldrene. — du taler ufornuftigt og uforstandigt, som kvinder plejer at gøre det. Men lad os ikke mere opholde os ved dette emne. han vendte sig om til eunuchen, der bestandig stod i fin bøjede, underdanige stilling. — eunuch, sagde han til ham, jeg vil tro, at dine læber har talt sandhed... at du kun knælede før din herskerinde før at række hende hint instrument... og at i i det fremmede mål kun talte om ting, som ethvert, altså også mit øre måtte forstå. — forsvind nu, slave, og vis dig ikke, før der bliver kaldt på dig... jeg vil være ene med din herskerinde. Emely åndede lettere ved disse ord... Faren syntes at være overstået... Paschaens mistanke var fjærnet. Eunnchen bøjede sig endnu en gang dybt for sin herre. Derpå gik han med sine langsomme, indolente skridt henimod gemakkets udgang. Også han åndede friere ved tanken om, at Paschaen havde ladet sig føre bag lyset dog — faren var ikke overstået endnu... inden han nåde de tæpper, der dannede gemakkets udgang, viste den sig på ny og det fra en side, som man mindst skulle have ventet den fra. Denne gang kom faren fra — iakobo — fra aben. Den havde under hele det foregående optrin stået oprejst foran Paschaen i sin stive, militære stilling der klædte den så pudsigt. Den havde med en interesse og en spænding, som man ikke kunne tage fejl af, fulgt alle enkelthederne i den foregående scene... den havde lyttet til enhver replik, ethvert ord, med en opmærksomhed, som om den forstod det hele. Da eunnchen syntes at skulle gå af med sejren, fordrejede den sit lille ansigt i skuffet forventning, vrede, raseri og had. Det så på en gang stygt og tillige komisk ud. Men da Alexander gik hen imod gemakkets udgang for at bortfjærne sig, tog iakobo en pludselig beslutning. Den udstødte sit uartikulerede skrig og sprang hen foran ham, i det den samtidig drog sin lille, krumme tyrkiske sabel ud af skeden. Den så forbitret og hadefuld ud, som om den ville fare løs på eunuchen. Med forundring var Abdul pascha vidne til dette optrin. Alexander standsede uvilkårligt, idet iakobo spærrede ham vejen... Emely så med uro på aben. Hun kaldte den ved navn... men den syntes ikke at høre hendes stemme... den blev stående på fin post, øjensynlig fast b slutlet på ikke at tillade, at eunuchen bortfjcernede sig. — hvad betyder dette, spurgte Abdul pascha, hvad går der af iakobo? Inden Emely eller Alexander kunne tage ordet, svarede aben på sin vis for dem. den pegede med sin lille sabel først på Alexander og derefter på Emely. Derpå strakte den sin hånd frem, bøjede sig ned over den og kyssede den flere gange. Meningen ' med abens gebærder var tydelig nok. Den fortalte, i fingersproget, om vi så må sige, at eunuchen havde kysset sin herskerindes hånd. Paschaens mørke øjne lynede. Han forstod den anklage, som Jakobo rejste. — ved Allah, sagde han, dette kan ikke misforstås... Slavinde, du har vovet at lade denne usle eunuchs læber berøre og tilsmudse din hånd! Hans øjne lynede... Blodet flød op i hans mørke kinder... al den mistanke, han tidligere havde næret, var nu vågnet med forøget styrke hos ham. Emely var blegere end sædvanlig, men hun så iøvrigt rolig ud. — herre, svarede hun, tager du hensyn til et dyr... en tåbelig abe... — mennesket er den eneste skabning, som lyver... Dyret har det ikke i sin magt... og derfor tror jeg det, som Jakobo på sin vis har fortalt mig. Og hvilket vidnesbyrd behøver jeg desuden... Du tager denne hnnd af en eunuch i forsvar... Du elsker ham altså, så unaturligt det end lyder... han må dø, denne slave, på hvem du har kastet dine øjne! Han stak hånden inden for sin frakke og fremtog en lille, elegant dolk med et blinkende skarpt blad. han hævede den i vejret og trådte hen til Alexander, der stod i sin sædvanlige bøjede og ydmye stilling. Intet syntes at kunne frelse eunuchen fra Paschaens dolk. Tyrken var i dette øjeblik et

1876_Hjelm_KoebenhavnskZigeunerliv_2

Robert

Robert

Hjelm

Robert Hjelm

Københavnsk Zigeunerliv

male

male

dk

Hjelm

Københavnsk Zigeunerliv

Københavnsk Zigeunerliv

Original Nutidsroman

n

gothic

P. Olsen

KB

Filen er tredje del - ved ikke om prisen i price er for alle tre dele

nan

nan

O

I. Rådslagningen. Vi har hørt Klara lind fortælle sneprinsessen sin historie. Vi ved altså, hvorledes det er gået hende siden hendes flugt fra hjemmet. Vi kender hovedtrækkene og gangen i fortællingen om „ en kvindes kamp “... Enkelthederne overspringe vi, idet vi overlader det til hver enkelt læsers fantasi af udmale sig dem. Vi kan altså „ Zo alwaæ “, som amerikanerne siger, og flipper derved for disse tilbageblik, der er kedelige af læse, men i sandhed endnu mere kedelige af skrive. -l- h kun i nogle få øjeblikke forblev klare lind under indflydelse af den stemning, hvori navnet „ Erik løve “ Havde hensat hende. hun slog sine øjne op og rejste sig fra sin liggende stilling på stolen. Med ømhed tog sneprinsessen hendes hånd og sagde kærligt: — de blive syg, Klara... hvorledes har de det? Klara forsøgte af smile. — jeg har det rigtig godt nu. — det komme så pludselig... blev de måske bange for noget... være der noget i mine ord, der berørte dem ubehageligt? —- nej, nej, det var intet... Det var intet, sagde hun! Hun gjorde sig altså skyldig i en usandhed... En nødløgn, som situationen og øjeblikket filfulde undskyldte. Thi kunne hun vel bære det over sit sind af fortælle denne unge pige, som skæbnen havde ført til hende, den virkelige grund? Kunne hun tilføje hende smærte og sorg ved af sige hende, af de elskede den samme mand, af de var rivalinder? Kunne hun vel støde dette barn — andet var hun jo ikke — fra lig... dette barnlige gemyt, der kom hende så tillids- og fortrøstningsfuldt i møde, som om hun kunne være hendes moder eller ældre søster? Og kunne hun endelig, ved af fortælle om sig -selv og Erik løve, kvæle det svage håb om genkærlighed og lykke, der næsten ubevidst dæmrede hos sneprinsessen, bringe mismod og sorg ind i hendes sind, der allerede i forvejen havde nok af bære på? Nej.. »: nej — det kunne, det ville hun ikke. Og desuden — hvad kunne hun vel med bestemthed sige om Erik løve? Var han, som det anonyme brev havde skildret ham, en samvittighedsløs forfører? Eller havde dette brev talt usandhed... elskede han hende således som hans blikke så lidt havde sagt det? Eller var det endelig måske dog dette smukke barn, der havde vundet hans hjerte og tilbøjelighed? Det var lutter muligheder, hvoraf den ene havde lige så stor sandsynlighed for sig som den anden. Men hun kunne ikke sige noget bestemt om det... Og derfor var det bedst at tie og overlade alt til fremtiden og skæbnen... at lade den løse de gåder, der nu stod så dunkle og utydelige for hende. I kortere tid end man har kunnet læse ovenstående linier gjennemfoer de tanker, vi har beskrevet i dem, Klara linds hjerne. Sneprinsessen klappede hende imidlertid på kinden. — de se så bleg ud, stakkels Klara, sagde hun, være der ikke noget, de ønske, noget!, som sneprinsesse kunne gøre for dem? — tak, der er intet... det er ovre, jeg trænger ikke til noget. Men lad os ikke tænke på mig, men på dem, sneprinsesse. — oh, nej, nej, ikke tænke på mig... kun på dem, Klara. — jo vist, det er netop dem, vi vil beskæftige os med, thi deres stilling er for øjeblikket den vanskeligste og mest kritiske. Kom, vi vil holde råd og overveje, hvad der nu er at gøre for dem. Hun slog fin arm om sneprinsessens liv, denne lagde sin om hendes Hals, de heldede deres bløde kinder mod hinanden. Således var „ Rådet sat “..... et så sjældent og tiltrækkende koncilium, at man nok måtte ønske sig at være trediemand ved det. Hvad kunne disse to unge og uerfarne piger vel udrette mod de farer der omringede dem, mod den hensynsløse forfølgelse og den forslagne, gennemtænkte list, der fra alle sider truede dem? Priori var udsigterne just ikke de bedste. Dog: „ Mandelist er vel behænde, men kvindelist er uden ende.,, vi vil imidlertid se, hvilke, planer det var, som deres små hjærner udregnede. — rådslagningen tager altså fin begyndelse. — ser de, sneprinsesse, sagde Klara umådeligt klogt, først og fremmest er det nødvendigt, at de vogter dem for denne jøde der, så skændigt har bedraget både dem og deres gode beskytter... — ja, og for denne pyntede, Fru mildt, der vistnok være i ledtog med ham. — det er hun... det er aldeles bestemt. De kan tro, de har haft stygge planer for med dem. Og så må de frem for alt vogte dem for denne... denne baron Ørnskjold, der i nat har vist sig så hæslig og brutal imod dem. Sneprinsessen gøs ved tanken om det, der var slet. Klara gøs ligeledes ved af tænke på baron 0rnmd. Det var så naturligt, thi hvor nær havde hun ikke selv været ved af blive hans offer! — det er rimeligt, vedblev hun imidlertid, af han og alle de andre vil opbyde alt for af finde dem igen... for igen af få dem i deres vold og udføre deres skændige planer. Påny for der en gysende trækning hen over sneprinsessen. Hun kunne ikke nægte det sande i Klaras sidste ord. — men det må ikke ste, fortsatte Klara, man må for enhver pris ikke finde dem igen, de må være lige som død for hele verden... ingen må ane deres tilværelsæ. Og det kan ikke flø bedre end ved af de bliver her hos mig. Hun trykkede sin veninde ind til sig, som om hun ville holde hende hende fast mod en usynlig hånd, der forsøgte af rive hende bort fra hende. og sneprinsessen lagde sin kind tættere ind mod hende, som om hun ville sige: hos dig! Ja, der er godt at være! Klara sagde imidlertid: — hos mig er de tryg og sikker. Ingen vil falde på at søge dem herude på den ensomme, afsides lygtevej, hos den fattige sypige, der selv lever så ensom og ubemærket af hele verden. Men de må finde dem i at blive fange for det første... De må holde dem inde, slet ikke forlade dette værelse... ingen må vide, at de er her... ingen undtagen jeg og madam Jensen — den kone, om hvis godhed mod mig jeg før fortalte dem — hende kan vi stole på, hun er tavs og fro som guld. Sneprinsessen nikkede. Hun kunne ikke nægte, at der var fornuft og kløgt i de dispositioner, som hendes unge veninde traf. — og de skal ikke være bange, vedblev Klara, at tiden skal falde dem lang og kedsommelig under deres fangenflab hos mig. Jeg skal være dem en mild fangevogter... vi skal passiare og tale sammen fra morgen til aften... men derfor skal vi dog ikke dovne... Tværtimod vi skal være flittige og bestille noget... og de skal hjælpe mig ved mit arbejde... jeg vil lære dem det... åh, hvor vi dog vil få det rart og dejligt sammen... tror de ikke også? Snepnnsessen smilede fornøjet. der var virkelig, forekom bethende, noget tiltalende og rart ved det billede af deres fremtidige liv, som Klara havde oprullet for hende. Hvor ville hun ikke få det godt -.. hvor rolig, tryg og sikker ville hun ikke føle sig hos denne veninde, som hun trods deres korte bekendtskab allerede holdt så meget af? Men med et blev sneprinsessens ansigt bedrøvet og der perlede nogle tårer frem i hendes smukke øjne. Den tante, som i løbet af natten og dagen havde ængstet hende, men som de vekslende begivenheder bestandig havde trængt i baggrunden, stod nu atter klar for hende. Det var tanken om findelønsmanden, om den nød og forfølgelse, der truede ham. Kunne hun vel hengive sig til et ubekymret og sikkert liv, kunne hun være glad og rolig, medens han bøjede ondt, medens han, forladt og forfulgt af hele verden, blev jaget som et vildt dyr? Var hendes rette plads så ikke ved hans side? Overrasket bemærkede Klara den forandring, der foregik med sneprinsessen. — hvorledes, udbrød hun, de ser så bedrøvet ud, de græder... og det nu, da vi er så glade. — mig ikke glad, hulkede sneprinsessen, mig ikke kunne blive hos Klara... mig bort... — min gud, hvorfor... hvorhen? — den stakkels findelønsmand være ene, ulykkelig, og forladt... mig være hos ham og trøste ham..., mig være hos ham og dele skæbne med ham. I mogle øjeblikke tav Klara. Hun forstod godt de følelser, der rørte sig hos sneprinsessen. Men alligevel billigede hun dem ikke ganske.... Hun indså, hvor meget uklogt der tillige var i dem. Med venlighed sagde hun: — nu talte min lille sneprinsesse ufornuftigt og barnagtigt. Hvor er findelxnsmanden nu... det er jo netop det store spørgsmål, som også andre end de beskæftiger sig med at løse. Hvorledes vil de finde ham? — mig vide det ikke bestemt... mig gå at søge ham... og mig tro, at vi nok ville finde hinanden. — denne tro er altså alt, hvad te har at gå efter? — der være visse steder, hvor han og jeg pleje at komme tidligere... der jeg være og der han også komme nu. — nej, sneprinsesse, de steder vil han netop undgå, thi han vil indse, at andre end de vil søge ham der. Sneprinsessen bøjede hovedet i tavs erkendelse af sandheden i Klaras ord. — og selv om de nu også finder ham... til hvilken nytte tror de så, at de vil kunne være ham? Er de måske ikke lige så hjælpeløs og afmægtig som han? Igen måtte sneprinsessen indrømme detog tværtimod at gavne findelønsmanden, vil de endogså kunne flade ham. En er mere skjult og ubemærket end to, de vil hindre ham i hans bevægelser og være lige som en lænke om foden på ham. Nej, sneprinsesse, de må ikke være ufornuftig, tværtimod de må følge mit råd og blive hos mig. Sneprinsessen svarede ikke... fordi hun indså, at hun intet andet svar kurlde give på Klaras ord end § at indrømme sandheden i dem. Med ny frembrydende tårer sagde hun: — oh, det være rigtig, hvad Klara sige... men alligevel, den stakkels findelønsmand... hvad gøre vi for af hjælpe ham? Hun skjulte bedrøvet sit ansigt mod Klaras skulder. Klara så deltagende på hende. Ja, hvad kunne de, de svage kvinder, vel gøre for af hjælpe denne stakkel, som hele samfundet fordømte og forfulgte? Intet... flet intet. Men med et lysnede Klaras blik op... der gik lige som et solglimt hen over hendes ansigt. en indflydelse... en lys tanke var falden hende ind. — sneprinsesse, sagde hun, hør op af græede, jeg har fundet råd, vi to skal alligevel hjælpe findetønsmanden... ja, endogså sætte os i forbind lse med ham, forudsagt, af det er rigtigt, hvad de formoder, af han er her i byen. Sneprinsessen hævede hovedet og så på en gang spørgende, ængsteligt og forventningsfuldt på sin veninde. Uden af sætte hendes utålmodighed på prøve sagde denne hurtigt: — de har jo fortalt mig om tårnet ude i Søndermarken, hvor findelønsmanden har gemt dette skrin, hvortil de jo også har en nøgle. Sneprinsessen nikkede. — nuvel, vedblev Klara, der vil findelønsmanden naturligvis komme... ikke for at hente anvisningen på pengene, thi den er ham uden nytte, den ville kun foranledige hans pågribelse, men for at se, om de har været der... og fordi dette tårn, ved den hemmelighed det rummer, som kun de og han er vidende om, er ligesom et bindeled mellem dem og ham... Sneprinsessen faldt med glædestrålende ansigt Klara om halsen og overvældede hende med Kys og kærtegn. Med hurtigt nemme forstod hun sin venindes mening. — oh, sagde hun, det være herligt... nu vi sætte os i forbindelse medfar findelønsmand, thi til tårnet vil han komme ganske bestemt. — ja, de skal skrive et par ord, sneprinsesse, så går vi en aftenstund derud og lægger dem i det lille skrin, som de har ralt om... De har jo nøglen? Sneprinsessen lagde sin hånd på brystet. I et bånd om halsen bar hun den lille nøgle, som findelønsmanden havde givet hende. — mig have den, svarede hun, den ikke forlade mig sidenfar findelønsmand rejse bort... bære den her på brystet. — det er godt... vi gå derud snarest mulig... — endnu i aften... ikke sandt? — ja, det er ikke været at spilde tiden. Så snart det bliver mørkt, tager vi afsted. Ingen vil da kende os... og vi er jo ikke bange, når vi er to? — sneprinsessen svarede ved at se frygtelig modig ud. Hun var i virkeligheden heller ikke bange... Medens hun var sammen med findelønsmanden, havde hun været alt for vant til at bevæge sig i nattens mulm og mørke. — de lægger som sagt, vedblev Klara, et par ord i skrinet... fortæller findelønsmanden, at de har det godt... og siger ham, at hvis han vil være meget forsigtig, så kan han en aften besøge dem her hos mig. ved disse ord sprang sneprinsessen op fra sin stol klappede i sine små hænder og dansede af lutter glæde rundt på gulvet. Med et venligt smil betragtede Klara sin unge veninde. Med et standsede sneprinsessen, lagde sine hænder sammen og sagde med en rørende, barnlig naivetet: — vi ikke glemme at lægge mad og drikke ind i hullet... for den stakkelsfar findelønsmand være måske både sulten og tørstig. Klara kunne ikke andet end smile ad denne elskværdige naivitet, der på en gang var så barnlig og rørende. Hun tog sin unge venindes hånd og sagde hjerteligt: — ja, snøprinsesse, det vil vi ikke glemme... Findelønsmanden skal, så vidt vi formår at afværge det, ikke lide mangel på noget. Sneprinsessen støjede sit hoved mod hendes skulder og sagde: — bare det nu være mørkt og aften... mig længes... ingen ro have, før vi komme afsled. — der er kun nogle få timer tilbage. — oh, timer nu være en evighed! * * * de to unge pigers rådslagning var nu ført til ende. Vi kender det resultat, de kom til, og i det følgende skal vi se, hvilket udfald det får, når de bringer deres planer til udførelse. i. En „ Ven “. Det er længe siden vi har beskæftiget os med Erik løve. Idetmindste direkte, “ » thi gennem de rapporter, som Emilie modtog af sin spion Aksel Jensen, har vi jo af og til hørt om ham. En romanforfatters helte og personer er imidlertid, som vi allerede tidligere har sagt det, ligesom en læges patienter. ' han passer dem alle sammen... han forsømmer ingen, men han ser først og fremmest og hyppigst til dem, der har det mest nødigt, der trænger mest til hans hjælp. „ Lige så hos os! “ som Holbergs Kilian siger... Lige så med romanforfatteren. Han beskæftiger sig først og fremmest med de af sine personer der for at blive i lignelsen, er mest „ syge “, det vil sige lem, der ifølge bogens hele plan og tendents, ifølge fortællingens gang og udvikling mest trænger til tilsyn. Men derfor glemmer han ikke sine andre personer... gemt er ikke glemt, som mundheldet siger. De er ham lige så kære som de andre, hvormed hensynet til fortællingens tarv nøder ham til fortrinsvis at beskæftige sig... de er ikke ude af hans tanker, om de end for øjeblikket træder tilbage i baggrunden. Derfor har vi ikke glemt Erik løve... yi har ikke forsømt ham, thi han har hidtil ikke haft vor opmærksomhed nødig. Men nu er tiden kommen til at vi tage ham under behandling. » Vi vil derfor foreløbig aflægge ham et lille besøg.. * der er så godt som ikke foregået nogen forandring med Erik løve, siden vi sidst så ham. Han førte bestandig sin ustadige, flygtige og zigeuneragtige tilværelse. Han hengav sig til sine litterære sysler, beskæftigede sig med de studier, der interesserede ham, levede i sine egne drømme og for sine egne idealer. forresten gav han hele verden „ en god dag “, hvis det er tilladt at bruge dette måske vel populære udtryk. Der var en begivenhed, der for en kort tid bragte ham ud af ligevægten. Det var Klara linds flugt fra sin faders hus. Da han ikke mere så genstanden for sin kærlighed ved vinduerne lige overfor, da han erfarede, at hun hemmeligt var flygtet bort, foruroligede og ængstede det ham noget i begyndelsen. Men denne stemning var kun kortvarig. Han reflekterede sig snart til de motiver, der havde bevæget hende til at flygte. Man havde villet kue hendes følelser og tilbøjelighed, tvinge hen^e til at elske en mand, der var hende imod. Det var hun for selvstændig og villiefast til at finde sig i, og derfor havde hun forladt sin faders hus. Med andre ord, hun var flygtet, fordi hun elskede ham, og fordi hun ikke kunne ofre sit liv til nogen anden end netop ham. At en elfter just ikke er bedrøvet over, at hans kærlighed bliver besvaret med en sådan styrke vil man formodenlig ikke have nogen vanskelighed, ved at forstå. Derfor var Erik løve, da det første øjebliks bestyrtelse havde tabt sig, næsten glad ved sin elskedes flugt. den forøgede styrken af den kærlighed, han følte for hende. Nu elskede han hende højere end nogensinde... Han beundrede hende for hendes mod, hendes selvstændighed og karrakterfasthed. Han vidste ikke, hvor hun var flygtet hen... men han håbede fuldt og fast, at den lykkelige stjærne, der blinker over forelskedes hoveder, ville føre ham sammen med hende... og det inden ret lang tid. Hvor ville han da ikke takke hende for hendes mod og selvstændighed... hvor skulle de ikke leve lykkeligt i deres kærlighed! Foreløbig kunne han intet gøre for at komme skæbnen imøde thi han vidste jo flet ikke hvor hen hun var flygtet... han kunne jo ikke engang afgøre, om hun i del hele taget var her i byen. Han måtte derfor vente... vente til lykken viste ham sit smilende ansigt... ved sine tanker og drømme kort sagt, ved det „ sjælelige “ Syn erstatte det midlertidige tab af det legemlige syn af hende. Havde Erik løve således på en måde midlertidig mistet sin elskede, så havde han t ' l gengæld i den sidste tid fået en. „ Ven “: det var „ Digteren “ Aksel Jensen vi ved ja, hvorledes denne havde introduceret sig hos Erik løve. Og vi vid tillige, i hvilket øjemed han havde gjort det, hvilke motiver han havde dertil, hvem der egentlig stod bagved ham. Det var ikke falden ham vanskeligt at vinde Erik løves venskab og fortrolighed Erik løve var åben, hjertelig og tilgængelig lige overfor enhver, som han anså for hæderlig og god. Og denne opfattelse havde han af Aksel Jensen. Han havde hidul kun haft et overfladisk, flygtigt bekendtskab til Aksel Jensen. Han havde ved enkelte lejligheder truffet ham i livet... det glade, lystige københavnerliv. Han vidste at han også befattede sig med at „ skrive “... det var et slags tilknytningspunkt mellem dem. Vel vidste han tillige, at Aksel Jensen just ikke fortjente agtelse som skribent, at han var talentløs og intetsigende i den retning... men dette kunne ikke jage ham bort fra ham... derfor ku nde han jo godt sætte pris på ham som menneske. Han vidste, at Aksel Jensen var løs og iet, at han tumlede sig „ på livet “, men derfor kunne han jo godt være hæderlig og retskaffen, derfor kunne hans karakter jo godt fortjene agtelse. Erik løve opfattede Aksel Jensen som en zigeuner... et øjeblikkets barn, der kun levede i øjeblikket, uden at besvære sig med overflødige bekymringer for fortiden eller fremtiden... en fri, selvstændig skabning, der ikke ejede andet end sig stiv, men for hvem dette også var tilstrækkelig, der ved sin vekslende tilværelse, snart i lykkens solskin og snart i dens storm og uvejr, stod isoleret midt i det konsoliderede, stabile samfund og som netop var glad og lykkelig ved sin jsolotion, det vil sige sin frihed og uafhængighed. Erik løve var jo selv ikke andet end en zigeuner... derfor v ar han forud velvillig stemt mod Jensen... de hørte jo til. samme race, om han end i visse henseender havde grund til at opfatte ham som en underordnet natur. Derfor var han umistænksom lige overfor Aksel Jensen... det lå i hans åbne, tillidsfulde natur, der kun tillod ham at være på sin post lige over for dem, som han troede at have grund t l at mistænke og være forsigtig imod. Men en sådan grund var der jo ikke tilstede for Aksel Jensens vedkommende. I kort tid lykkedes det derfor Aksel Jensen at bane sig vej til Erik løves fortrolighed, at vinde det venskab, som han af så urene motiver bejlede til. Han gik snildt frem. Han vogtede sig for at være påtrængende, han frittede og spurgte aldrig direkte om noget. Han lod Erik løves meddelsomme, åbne natur tage initiativet til fortrolige meddelelser... og ad omveje og krogveje forstod han da altid med ligesom tilfældige, uskyldige spørgsmål og bemærkninger at få netop det at vide, som han ønskede. han lod Erik løve udvikle de idier og anskuelser, der gærede hos ham... han lyttede opmærksomt efter... gav sig udseende af, at han lod sig belære... gik ind på hine idier, lod som om han var besjælet af dem... bøjede og føjede sig efter Erik løves livsanskuelser... og rejst? kun af og til på skrømt en svag opposition for straks efter at lade sig overbevise og komme til en bedre erkendelse. Erik løve var næsten glad over den „ Ven “, han havde fundet, thi han trængte til en ven; der boede så mange ideer og tanker hos ham, der gærede så meget i hans indre, han bar så meget i sit sind, at det at åbne sit hjerte, at skaffe sig luft og meddele sig til et sympattiserende øre skaffede ham ligesom lettelse og lindring. Og den smidighed, hvormed Jensen gik ind på bans ideer og anskuelser, smigrede ham næsten... han troede at have fundet en elev... en elev med gode anlæg og lyst til at lade stg belære og som med varme og begejstring greb mesterens lære og tilegnede sig den, som om den kunne være hans eget kød og blod. På denne måde vandt Aksel Jensen efterhånden hans fulde fortrolighed. Da han var nået til den overbevisning, at Jensen i virkeligheden var hans ven og fortjente at være det, gled han hurtig ned ad den meddelelsernes skråplan, hvorpå „ Digterens “ Falskhed og snedighed havde ført ham ind. han fortalte ham nu sit hele liv... lod ham ane, hvad der rørte sig og boede hos ham... ja til sidst hævede han tæppet for sin „ Sjæls “ Allerhelligste... betroede ham den kærlighed, han følte for Klara lind. Og den diskretion, den taklfuldhed i sine spørgsmål og bemærkninger, som Jensen lagde for dagen, når talen var om dette emne, var Erik løve en garanti for, at hans kærlighed ville være Emilie lige så hellig som den var ham selv. Vi vid af de rapporcer, som Aksel Jensen aflagde til Emilie, at der var ting, som Erik løve endnu ikke ikke havde betroet sin „ Ven “, men som han kun havde ladet ham ane og skimte. Men Jensen var sikker på, at Erik løve for disse tings vedkommende ikke var tavs af mistænksomhed mod ham eller fordi han troede, at han ikke kunne stole på hans diskretion. Nej, han havde sagt både sig selv og Emilie, at Erik løve kun tav om disse ting, fordi de ikke tilhørte ham alene, fordi det var hemmeligheder, som han -delte med andre. Men Erik løve havde som sagt ladet ham skimte og ane, hvad der lå bagved hans tavshed, og Aksel Jensen havde båret sig så snildt ad, at det øjeblik var nær, da sløret for disse hemmeligheder ville blive løftet.. Da denne sidste skranke mellem de to „ Venners “ fulde fortrolighed ville falde. øjeblikket var nær... ved sin sidste sammenkomst med Emilie havde Jensen sagt hende det. Det havde fyldt hende med glæde og triumf, thi nu troede hun, at tiden endelig var kommen til at bringe sin hævn til udførelse, til at tilintetgøre den mand, som hun på en gang både elskede og hade. Også Aksel Jensen triumferede over, at de stod så nær ved målet. Målet — det ville for ham sige, Emilies kærlighed, fyldestgørelse af hans sandselige lyster, samt tilfredsstillelse af det had til Erik løve, som hans lave, misundelige natur havde kaldt til live hos ham. Iii. Endelig. Vi vil aflægge et besøg hos Erik løve. Det er den samme då, på hvilken sneprinsessen havde truffet sammen med Klara lind... den samme dag, da „ Prokurator Thostrup “ efter nydelsen af en af grosserer Levins cigarer havde draget sit sidste suk. Klokken er tre til fire om eftermiddagen. I Erik løves hjem træffer vi de to „ Venner “... De to zigeunere. Erik løve spadserer med en cigar i munden frem og tilbage på gulvet, medens Aksel Jensen mageligt sidder i et sofahjørne og damper af en lang pibe. På et bord slår der en vinflafle, der en gang i fortiden, det vil sige for en halv time siden, har indeholdt Sherry, men nu har opfyldt alle vinflaskers bestemmelse, nemlig at blive tom. på bordet ligger der en del bøger og blade__________________ og det er måske indholdet af dem, der har givet anledning til den diskussion, som de to „ Venner “ føre, tilden retning, som deres samtale har taget, thi af og til peger de på dem eller læser i dem, som om de ved hjælp af den argumenterer pro st kontra. Bladene er politiske, mest oppositionelle, bøgerne behandler sociale og statsøkonomiske emner. Deres samtale drejer sig også om brændende sociale og politiske spørgsmål, der har den største betydning for samfundet og det bestående. Og denn: samtale interesserer dem, den optager dem helt og udelt... man ser det straks på deres hele ydre. Deres kinder blusser... Øjnene funkler af indre liv og bevægelse... Gestikulationer og gebærder ledsager deres ord og lægger forøget vægt i dem. Hvis en eller anden skeptisk læser muligvis skulle tro, at dette liv, denne bevægelse hos de to „ Venner “ Har sin urkilds i den tømte vinflaske, da giver vi ham vor forsikkring om, at dette ikke er tilfældet. Denne forsikkring er ikke overflødig, thi folk er jo altid tilbøjelig til at tro det værste, og vore læsere danner vel i denne henseende ingen undtagelse fra den almindelig regel. For øjeblikket er det Aksel Jensen, der fører ordet. Han har rejst sig nogt op fra sin magelige Salling i sofaen, har laget den lange pibe ud af munden, taler rarmt og ivrigt og gestikuler både med hænder og fødder. Erik løve vedbliver at spadsere frem og tilbage, idet han med et stille smil lytter til sin „ Vens “ Ord. Nu er Aksel Jensen færdig... som om han er træt af sin tales strøm, synker han tilbage i sofahjørnet og stikker for at rekreere sig pibespidsen ind imellem tænderne. Erik løve standser foran ham, tager sin cigar ud af munden og siger: — spar deres vejr, Jensen, deres mange ord og gestikulationer og gebærder. De er overflødige, thi jeg ved, at de virkelig mener, hvad de siger, og jeg er i et og alt fuldstændig enig med dem. De har ret, dette arbejderblad, som det jo selv kalder sig... Han lagde sin hånd på en af de aviser, der lå på bordet. —... Dette arbejderblad er, for at sig det rent ud, kun en stor løgn. Det giver sig ud for st hylde socialismens herlige, udødelige ideer, for at være en talsmand for arbejderne, for proletariatet, for de af samfundet forkuede og fortrykte. Det har ord nok til sin rådighed... men det er også kun ord, lutter lomme tirader og floskler... skrattende stød i en hul trompet. Jensen tog pibespidsen ud af munden, slog med sin knyttede hånd i bordet og sagde i en harmfuld, indigneret tone: — det er skændigt! Dette blad med de smukke ord og talemåder og sit tomme indhold, de mænd, der leder det, er i virkeligheden den fjerde stands værste fjender... — de har ret... De er proletarernes farligste fjender, thi proletarerne er ikke så kritiske og skarpsynede, at de formå at gennemskue den... de lader sig bedåre af de velklingende talemåder og smukke ord... de tror at have fundet talsmand, de følger dem blindt... Tiden spildes imidlertid, der udrettes intet for at hidføre en forandring i den bestående, utålelige tilstand... Der kæmpes kun med ord mod kapitalen og den nuværende statsforms tyranni... men det er i sandhed ikke ord, der skal bryde dette tyranni, der skal hæve proletarerne til lighed med de begunstigede klasser og gøre alle mennesker til et samfund af brødre, der lever i frihed og lykke... det er som sagt ikke ord, men handling. Jensen sprang op fra sofaen og sagde med hævet stemme: — ja, der må handles og det straks... oh, gid at de og jeg formåede at udrette noget... men vi er alene... hvor finder vi mænd, der ikke blot forstå at tale, men også at handle? Han lod sine øjne fare ledende rundt til alle sider, som om han søgte de mænd, han talte om... derpå stak han igen pibespidsen ind imellem sine små, skarpe rovdyrtænder og sank tilbage i sofahjørnet med en mine, som om han opgav ævret, som om han ikke håbede, at finde dem, han søgte om. Erik løve svarede ikke straks på Jensens ord. ' han gik med sænket pande, som om han grundede på noget, op og ned ad gulvet. Så standsede han foran Jensen, så fast på ham og sagde med dæmpet stemme: — hvor vi finder mænd, der forstå og vil handle! Hvis de nu allerede er fundne... hvis der er mænd, som indser, at på den måde, som man nu går frem på, udrettes der intet... at der således vil hengå måske sekler, inden proletarernes kår bliver tålelig «... Mænd, hvis faste, ubøjelige villie det er at handle for at hidføre en forandring... Han standsede pludselig og vedblev at se både skarpt og spørgende på Jensen. Denne var blegnet let ved den på en gang dæmpede og betydningsfulde tone, hvori Erik løve havde talt, og ved den forunderlige, hemmelighedsfulde klang, der var i hans stemme. Han rejste sig nu fra sofaen og sagde: — hvis der fandtes sådanne mænd... ja, da kunne der udrettes noget... men jeg tror det ikke... det er umuligt. — det er ikke umuligt, Jensen... der sindes virkelig sådanne mænd... der er mænd, som indser, at hver dag, der hengår uden at man gør noget for at bryde den sociale, politiske og åndelige fornedrelses tilstand, hvori proletariatet lever, er en brøde mod menneskeheden... der er mænd, som er så besjælede af socialismens ideer, som føler så varmt og inderligt for de forkuede og undertrykke i samfundet, at de vil vove alt, deres penge, deres borgerlige stilling, ja endogså deres liv og blod for at hæve den fjerde stand... Der er, kortsagt mænd, som ikke blot ved ord og smukke tålemåder, men også ved gerning og handling vil hidføre en forandring i det bestående... og som allerede har gjort skridt dertil. Disse ord blev fremført dæmpede og i den tidligere betydningsfulde, varslende tone. Aksel Jensen var bleven endnu blegere... han skælvede næsten af forventning og spænding. Han fattede sig imidlertid og sagde med fast stemme og ligeledes. i en dæmpet tone: — hvis der virkelig findes sådanne mænd, hvis de ikke morer dem med at vække en glæde hos mig, der atter vil briste... nu vel, så sig mig, hvad jeg skal gøre for al blive en af dem... det er mit højeste ønske... hører de, løve, mit højeste, inderligste ønske l Erik løve så igen vist og skarpt på ham. Derpå sagde han med dæmpet stemme: — jeg ved, Jensen, al de virkelig føler sandt og varmt for de ulykkelige i samfundet... jeg tror også, al de vil ofre, hvad de formår al udrette, for al hjælpe dem, og al de bar mod nok til endogså al vove deres liv som indsats i dette spil mod samfundet.... Nuvel, deres ønske skal blive opfyldt... jeg har længe tænkt på det... De skal lære hine mænd al kende... De skal blive en af vore. Aksel Jensen gjorde en bevægelse, der næsten så ud, som om han ville springe Erik løve om halsen og trykke ham til sit bryst. Han indskrænkede sig dog til al gribe hans hånd og sige: — tak, tak, løve... intet menneske på hele jorden har nogensinde beredt mig en så stor glæde som te bereder mig i dette øjeblik... Men opfyld deres løfte snart... jeg fortæres af længsel efter at lære disse mine brødre at kende... ja, mine brødre vil jeg kalde dem... Erik løve så på ny med et gennemtrængende blik på Aksel Jensen. I en lav tone, der efterhånden kom til at klinge næsten truende, sagde han: — det skal ske i aften, Aksel Jensen, så skal de blive gjort bekendt med de mænd, jeg har talt om. Men der er en ting, som de aldrig må glemme... hvorledes det end går eller ikke går, om de efter at have lært os nærmere at kende, efter at have fået et indblik i vor organisation og vore planer og de midler, vi agter at benytte, fluide føle dem for svag, om modet skulle svigte dem i det afgørende øjeblik — nu vel så forlanger vi tavshed... den dybeste, ubrødeligste tavshed om alt, hvad de hører og ser... Jensen gjorde en bevægelse, som om han med et eller andet instrument flår halsen over på sig selv. Det skulle formodentlig gælde for en forsikkring om tavshed. Samtidig sagde han: — hvorfor siger de mig det, Erik løve! Vil de krænke mig! Øet havde jeg ikke ventet, thi jeg synes, af de burde have vidst, af jeg formår af tie og bevare en hemmelighed. Og desud en deres ord er overflødige... jeg bliver ikke bange eller svag... jeg taber ikke modet. — jeg tror det heller ikke, ellers havde jeg ikke fortalt dem så meget, som jeg allerede har gjort. — men jeg har anset det for min pligt af gøre dem opmærksom på dette punkt... og endnu en gang gentager jeg det: husk på, Jensen, af det er mellem bestemte, fortvivlede mænd, jeg indfører dem... det ringeste brnd på den tavshed, hvortil de nu har forpligtet dem, koster dem livet... Forræderen... Forræderen med fin villie eller mod den er viet til døden! Aksel Jensen skælvede og blev ligbleg. forræderen er viet tll døden... og han var jo besluttet på af blive en forræder! Dog han fattede sig og sagde med en så fast stemme, som han i dette øjeblik rådede over: — øet er talt som ud af mit eget indre... Mænd med sådanne principer er, det føler jeg, som kød af mit kød og blod af mit blod... ja, død over enhver forræder!... Nu ønfler jeg mere end nogensinde at blive en af deres! Han strakte sin hånd frem mod Erik løve. Denne greb den og trykkede den. — de skal blive en af vore, svarede han, hine ord har jeg ikke sagt dem, fordi jeg nærer mistillid til dem — tværtimod jeg tror på dem som på mig selv — men kun for at lade dem ane, hvilke forpligtelser, der binder os, hvilke statuter der holder os sammen. Aksel Jensen åndede lettere ved disse ord. Han havde et øjeblik næsten frygtet for, at Erik løve anede uråd, at han nærede mistanke til ham. Men nu vidste

1877_Hjelm_KoebenhavnskDemimondeLiv

Robert

Robert

Hjelm

Robert Hjelm

Københavnsk Demimonde Liv

male

male

dk

Hjelm

Koebenhavnsk Demimonde Liv

Københavnsk Demimonde-Liv

Nutidsskildringer

n

gothic

S. Brodersen

KB

Jeg har en mistanke om, at denne er skrevet under pseudonym. Indeholder tre mindre skildringer

nan

nan

O

I. To af Mars ' s sønner. Fra vinduerne i Gianellis konditori på hjørnet af Østergade og kongens Nytorv er der en henrivende udsigt. Det er ikke naturskønheder, der henriver øjet, men den bølgende, stadig vekslende strøm af mennesker, der færdes her forbi. Det er hele København, som passerer revu for en. Og ikke blot hele København, nej, hele Danmark, hele Evropa; thi enhver fremmed, der gæster „ Nordens Paris “, må jo med nødvendighed passere denne vej, der er hovedåren for byens færdsel og liv. Derfor er vinduespladserne hos Gianelli altid søgte — langt mere søgte end t. Eks. Stolestaderne i kirkerne! En eftermiddag i August måned 1877 sad der to^ herrer ved et af de omtalte vinduer. det var en mørk, melankolsk eftermiddag, regnen strømmede så rigeligt og uafbrudt ned, som om det kunne have været på syndflodens tider, Østergade lignede snarere et vandløb end en gade. Mod sædvane var den derfor i dag temmelig tom og forladt. De to herrer fulgte med udelt interesse alle de forbigående — af det kvindelige køn. Flaneurerne hos Gianelli har i det hele taget en særegenhed ved deres øjne. Ligesom der findes farveblindhed hos visse mennesker, således er vinduesgæsferne hos Gianelli i 99 af 100 tilfælde blinde for den store halvdel af menneskeslægten, der bærer skæg og bukser og kaldes for mandfolk. De ser kun kvinderne — i særdeleshed de unge og smnkke. For denne øjensvaghed kender formodentlig ingen læge råd. De to herrer, sone vi beskæftiger os med, var begge iført uniform. Distinktionerne på deres skuldre averterede samtiden om, at de på den militære rangstige var nået op til lieutenanistrinet. Når undtages altså, at de som sagt begge to var lieutenanter ved fodfolket, var der ikke mange andre lighedspunkter mellem dem. den ene så ud til at være på grændsen af de tredive år, den anden var i det højeste tyve. Dell ældre var snarere styg end køn, men der var noget karakteristisk og udtryksfuldt ved hans uregelmæssige fysiognomi, den angre var derimod smuk, men han så temmelig fersk og intetsigende ud. Hans øjne var mørke og sværmeriske, teinten melkehvid og reelt som en ung piges, figuren høj og slank. Hans sorte hår var så kort afklippet, som om frisøren under operationen havde næret den hemmelige hensigt samtidig at skalpere ham. Nogle mørke hår, soul han selv beærede med navnet „ Skæg “, dækkede overlæben. Han så temmelig „ nybagt “ ud, der var næppe gået ret mange uger hen, siden skrædderen havde taget mål af ham til den første lientenantssrakke. Hans ældre kollega var lille, fyldig og blond. Der var noget jovialt ved hans ansigt, munden, der dækkedes af den frodige, lyse knebelsbart, havde et satirisk udtryk, næsen havde en konstant rødme, der syntes at antyde, at han ikke var nogen sjælden gæst hos vinguden. Uniformen sad nonchalent og „ ureglementeret “ på hans syldige krop, ikke så stramt og ziirligt som på den „ nybagte “ Lieutenant. Den ældste af disse to officerer lød det demokratiske navn Sørensen, medens den yngre mere fint og aristokratisk hed v. Plesfen. Lieutenant Sørensen havde for længe siden opgivet enhver tanke om at avancere, han var kun tjenestegørende lieutenant og ville aldrig nå højere op. Hr. Lieutenant v. Plessen derimod havde allermindst en oberst i maven: for kort tid siden var han bleven udnævnt til lieutenant, og det var hans bestemmelse gennem officersskolens forskellige klasser at gå den militære vej. Vi har præsenteret de to herrer og overlader nu ordet til dem selv. Hr. Lieutenant v. Plessen stirrede blasseret ud i det melankolske regnvejr, viste gabende sine blændende hvide tænder og sagde derpå: — her er kedeligt i dag — ikke et eneste skørt at se på gaden! Lieutenant Sørensen lo muntert. — ikke et eneste skørt siger du, v. Plessen! Snak, det der går derovre på fortovet, må man da kalde et eneste stort, levende skørt! Han pegede på en tjenestepige, som netop gik forbi, og som for at beskytte sig mod regnen havde kastet sit skørt op om hovedet. At hun derved blottede adskillige hndigheder, som ellers unddrages profane blikke, kunne naturligvis ikke undgås. navnlig tittede et par trinde, runde lægge, gennem to hullede, røde strømper, dristig ud i den vide verden. Lieutenant v. Plessen lod ligegyldigt sit blik fare hen over hende. — å, hvad, en tjenestepige! — tjenestepigerne er s ' gn ikke altid til at kimse ad, v. Plessen, jeg har kendt tjenestepiger der besad sådanne ting, som mangen en fin og forneni frøken ville give penge til for at eje. — ja, nien hende dernede er der da ingen stads ved... — å, ved du hvad, jeg synes s ' gu dog, at læggene til eksempel er ganske passable. — jeg sværmer ikke for lægge i hullede, røde strømper. — lian skal ikke se på rammen. — den har dog undertiden sin betydning. For at blive ved tjenestepigen dernede, så ville hun måske tage sig tåleligere ud, når hun var rigtig påklædt... Lientenant Sørensen lo muntert. — jeg tror snarere, at hun ville se allerbedst ud, når hun var rigtig — afklædt! Med et smil honorerede den nybagte sin kollegas vittighed. Derpå stirrede han igen, ærgerligt og blaseret, ud igennem den våde, duggede vindnesrude. Lientenant Sørensen, der drak absintt, lod sig bringe et glas til. der hengik nogle øjeblikke, uden at de to Mars s sønner vekslede en eneste replik. Så blev licutnant v. Plessens ligegyldige blik pludselig opmærksom. Med sin lille, hvide, aristokratiske hånd tørrede han duggen af ruden, bøjede sig forover og stirrede ufravendt ned på gaden. Samtidig sagde hun, mere til sig selv end til fin ven: — det var dog forbavsende! Jeg har aldrig sæt to par øjne, der ligner hinanden i den grad! Lientenant Sørensen blev uvilkårlig nysgærrig, han så ligeledes ud ad ruden for at gøre sig bekendt med, hvad det var, der havde vakt den nybagtes opmærksomhed. Han var ikke længe om at se det. På „ det skarpe hjørne “ af østergade og kongens Nytorv stod der en ung dame, øjensynlig ventende på en omnibus, der kom kørende på torvet. Den stærke blæst gjorde det umuligt for hende at holde sin paraply opslået. De to flaneurer ved vinduet kunne derfor se hendes ansigt og figur. Hun var ung og meget smuk. Hun havde for at beskytte sin hat mod regnen, på en malerisk og koket måde slynget et kulørt silketørklæde sone en turban omkring hovedet. et yppigt sort hår tittede frem under det. Hendes træk var sine. Næsen lille og pikant, øjnene mørke, livlige og sfelmske, med et. dristigt, udfordrende blik. For at beskytte sin kjole mod de våde brosten løftede hun den så meget, at man få en lille fod i et par elegante støvler, hvis med kvaster forsynede skafter omsluttede et særdeles velskabt ben. Et blik, hurtigt og dristigt, og et skælmsk smil omkring de søde læber sagde, at hun havde bemærket de to Mars ' s sønner ved vinduet var det virkningen af denne iagttagelse, at hun koket løftede kjolen en tomme højere op, så at det velstabte ben blev endnu mere synligt? Så snart lieutenant Sørensen fik øje på hende, udbrød han: — ved Mars og Venus, der er jo „ Skønhedens fyrstinde “! Lieutenant v Plessen så på sin kollega. — du kender denne dame, Sørensen? — om jeg kender „ Skønhedens fyrstinde “! Det er mig, som har opdaget hende! i. „ Skønhedens fyrstinde “. Biedens lieutenant Sørensen sagde de sidste ord, steg den unge dame, der bar det forunderlige navn „ Skønhedens fyrstinde “ — thi at disse to ord dannede et navn, kunne man ikke tage fejl af — ind i omnibussen, der nu havde nået hjørnet. Idet hun steg ind i vognen, kom tilfældigt eller ikke tilfældigt en elegant, lokkende fylde af snehvide, kniplingsbesatte skørter til syne. Og idet kusken lukkede døren til efter hende, kastede hin: et sidste skælmsk og forførende blik op til vinduet og de to herrer ved det. Den yngste af de to marsks sønner var henrykt — om over skørterne eller over blikket var vanskeligt at afgøre. — charmant, superb, sagde han, idet han forsøgte at trække i de hår, som han beærede med navnet „ Overskæg “, hun er virkelig yndig... — ja, hun er slet ikke „ pukkelrygget “! supplerede lieutenant Sørensen. — og disse øjne, de er mageløse.. og så denne forunderlige lighed i blikket... skulle det være hende! Han afbrød sig selv, så vist på sin kollega og spurgte: - Sørensen, hvem er denne dame... sig mig det uden forbehold... det har måske større betydning for mig end du aner. Sørensen lo. — hvem skønhedens fyrstinde er! Undskyld, v. Plesien, at jeg siger det rent ud af posen, men duer virkelig utilladelig „ grøn “... Du er ung, du har endnu meget at indhente og lære... at du ikke kender „ Skønhedens fyrstinde “! Han så på sin ven, som om denne pludselig forvandlede sig til en sjælden og mærkværdig udgave af menneskeslægten, siden han ikke kendte „ Skønhedens fyrstinde “! — for fanden, sagde den nybagte lieutenant utålmodigt, hvem er hun da? — hvem hun er! En demimonde-dame... V. Plessen så noget overrasket og skuffet ud. — kun en demimonde-dame, gentog han, det så hun forresfen ikke ud til — nej, ni en hun er også perlen, fyrsfinden blandt demimonde-damerne i København, både ved sin skønhed, sin elegantse, sin ånd og sit hele væsen. — fortæl mig noget nærmere om hende... — for Pokker, v. Plessen, står du så dårligt for skud, at du er væk straks den første gang, hun retter ilden fra sine batterier mod dig! — jeg er slet ikke „ væk “... men der er en så forbavsende lighed mellem hendes øjne og et par andre kvindelige øjne, som jeg kender, at du ville gøre mig en stor tjeneste ved at fortælle mig noget om hende. — nå, siden du ønsker det... — det er jo dig, som har opdaget hende, siger du... — ja, jeg har opdaget „ Skønhedens fyrstinde “, denne stjerne på demimondens himmel. — lad mig høre hvorledes. Lieutenant Sørensen tændte en frisk cigar, kastede det -ene ben mageligt hen over det andet og sagde derpå: — ser du, min unge ven, for fire år siden lød „ Skønhedens fyrstinde “ det mere ligefremme og prosaiske navn Marie Jensen. Hun var atten år gammel og boede i et kvistværelse i Murergade på Nørrebro. hun var lige så smuk den gang som nu, men hendes skønhed var indhyllet og skjult i en afskyelig kyse, en beskeden ulden kjole, en bommesies klokke og et par klodsede sko uden høje hæle. Og den gang var hun ikke den feterede dronning for den galante dameverden i København, men en beskeden, tarvelig syjomfru. Hvis min ringhed ikke havde eksisteret, ville hun måske have henlevet hele sit liv som den upåagtede, beskedne sypige, så ville allerhøjst måske en eller anden skomagersvend eller lignende honnet mandsperson, som hendes mand være kommen til at sætte pris på hendes h ndig hed er. Men jeg kom netop i huset, hvor hun boede på kvisten det var en ung enke, som jeg besøgte, og som jeg den gang interesserede mig en klat for jeg så Marie Jensen, og det faldt med, med de gode naturlige egenskaber, som jeg er i besiddelse af, ikke vanskeligt al indlede en forbindelse med hende. Jeg tabte al interesse for den unge enke.... Marie Jensen indtog hendes plads. Hun blev min elskerinde. Heg har i min lange praksis haft adskillige dusin elskerinder, men når jeg skal være ganske ærlig, så har jeg aldrig haft nogen så yndig, forførende og tiltrækkende, som Marie Jensen. jeg tog hende bort fra de beskedne forhold, hvorunder hun hidtil havde levet. Jeg satte hende på en plads, der var mere værdig for hendes ånd og skønhed. Jeg førte hende ind i det glade københavnske liv.. Jeg var mesteren, der læste hende som min elev alle dets nydelser at kende. Og jeg har aldrig haft nogen mere elskværdig, mere lærvillig elev end Marie Jensen. Hun havde et forbavsende hurtigt nemme, i kort tid var hun som hjemme i det flotte København, i den galante dameverden, hvor hun næd sin skønhed, sin ånd og. sin overlegenhed snart blev fyrstinden. Jeg var naturligvis uhyre stolt af min elev, og hvor blev jeg ikke misundt for den opdagelse, jeg havde gjort. Bien snart blev eleven klogere end mesteren. En dag forlod hun mig — måske var hun ked af mig eller også havde hun, hvad der er det mest sandsynlige, fra anden side modtaget mere glimrende tilbud end jeg kunne gøre hende. Jeg tog sagen med No som en gammel praktikus. Adam kan jo ikke altid blive i Paradis, og forandring fryder jo altid i længden, om den end i begyndelsen er mindre kærkommen og behagelig. Siden den tid har Marie Jensen, som „ Skønhedens fyrsfinde “ glimret som en stjerne på demimondeverdenens himmel. Og nu har jeg i korte træk fortalt dig alt, hvad jeg ved om hende. Efter disse ord standsede lieutenant sørenseu.. Den unge v. Plessen så dybsindig hen for sig, som om han var i begreb med at løse et eller andet stort problem. Lieutenant Sørensen betragtede med et smil sin unge ven. — min kære v. Plessen, sagde han, tør man udeu næsvished spørge dig, hvilke dybsindige granskninger det er, at „ Skønhedens fyrstindes “ Historie vækker i din hjerne? V. Plessen for sammen ved spørgsmålet. Med dæmpet stemme sagde han: — du siger undertiden, at jeg er ung og „ grøn, “ Men jeg har dog haft en kærlighedshistorie... — å hvad, det har jo enhver mandsperson, så snart han blot er stor nok til at knappe sine egne permissioner! — men niin kærlighedshistorie er så forunderlig, at du måske ikke vil tro den, når jeg fortæller dig den. — ved Mars og Venus, du gør mig ganske nysgærrig, v. Plessen! — jeg har hidtil ikke indviet et eneste levende menneske i denne forunderlige historie, men jeg stoler på din tavshed, Sørensen, du skal få alt at vide. — jeg er ved at revne af videbegærlighed, thi forunderlige kærlighedshistorier er lige så sjældne i vor trivielle tid, sone en flue i januarniåned... skynd dig derfor at begynde, v. Plessen! Iii. Kærlighed under maske. Efter et øjebliks forløb svarede v. Plessen: — sagen er den, at jeg i de fire u fem sidste måneder har stået i forbindelse - - endogså meget intim forbindelse med en dame, som jeg slet ikke kender. Lieutenant Sørensen gjorde en overrasket bevægelse. — som du slet ikke kender! — nej, jeg ved ikke hendes navn og stand, om gift eller ugift, hvor gammel hun er, hvorledes hun egentlig ser ud, thi jeg har aldrig set hendes ansigt, jeg har elsket under maske! — du har elsket under alaske! Ved fader atars og mutter Venus, jeg ved da, at sommermånederne ikke er karnevalstiden, at der i juni, juli og August ikke holdes kasinomaskerader. — det forholder sig ikke desto mindre som jeg siger. — hm, det er en løjerlig historie, mildest talt. — ja, ikke sandt, man skulle knap tro den..? — jeg skal ikke nægte, jeg er foreløbig, til jeg lærer sagens nærmere stændomdigheder at kende, tilbøjelig til at være noget skeptisk. — jeg har beviser, som jeg kan fremlægge... — rigtig, op næd dokumenterne! — ser du, det er som sagt en fire eller fem måneder siden, jeg modtog dette brev. Fra sin tegnebog fremtog lieutenant v. Plessen ved disse ord en billet. Den var skreven på rosenrødt papir, noget forkrøllet, men så for øvrigt elegant ud. Ved synet af billetten udbrød den ældste af de to Mars ' sønner: — ah, en imol eioux! — ja, en bilist cloux, oomms i knut og dog højst mærkværdig. Nu skal du høre dens indhold. Han foldede papiret ud og læste derpå: „ Hr. Lieutenant v. Plessen! Disse linier hidrører fra en dame, som elsker dem. En dame, der er ung og elegant, en dame, om hvem alle herrer erklærer, at hun er smuk. Jeg elsker dem, lidenskabeligt, brændende, fil tilbedelse og afguderi, til raseri. jeg kender dem slet ikke, de kender ikke mig, jeg har kun set dem. Bien min kærlighed omstøder alle skranker.. og den skranke, at vi ikke kender hinanden, overstiger den med lethed. Jeg kommer i aften kl. b for at besøge dem. Men det fler på en betingelse: visse forhold i mit liv gør det fil en bydende nødvendighed for mig, at de aldrig lærer mig at kende, aldrig erfarer mit navn, aldrig ser mit ansigt. Jeg kommer fil dem under maske. Vil de ikke modtage mig på denne betingelse, så vær ikke hjemme i aften kl. 0. Men er de hjemme, betragter jeg det som ensbetydende med deres æresord på, at de, hverken i aften, eller nogen sinde senere, vil gøre forsøg på at se mit ansigt eller erfare hvem jeg er, kort sagt, at de vil respektere mit inkognito. Hvad bryder kærligheden sig vel om navn eller stand? Og har kvinden ikke andre yndigheder end netop synet af et ansigt. Jeg har alle kvindens yndigheder, deriblandt også det smukke ansigt, men de tør og må kun ikke se det. Jeg kommer altså i aften og jeg stoler på deres ord som kavaler, hvilket de til den tid eventuelt vil have givet mig. Kamilla. “ Da lieutenant v. Plessen havde læst disse linier; så han på sin ven. — nå, hvad siger du så, Sørensen! — ved Mars og hans kone, det er mas Nenes, din kærlighedshisforie begynder at blive interessant og spændende. Alen lad mig høre fortsættelsen. — du kan vel tænke, at denne billet satte mig i en forunderlig stemning. Hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg indlade mig i en forbindelse med en dame, som jeg aldrig måtte lære at kende, hvis ansigt jeg aldrig måtte se? Rigtignok sagde hun selv, at hun var ung, smnk og yndig, men hvad garanterede mig vel for, at jeg ikke i steden for en ung, frisk kvinde favnede en gammel, udlevet kone? Lieutenant Sørensen lo. — hahaha, man har hørt så galt tidligere, husk på del stakkels mandfolk, der favnede skyen i steden for Juno! — til sidst tog jeg den beslutning, at jeg vel ville være hjemme og respektere mit æresord, som jeg derved gav hende, men jeg ville, på den anden side ikke føje mig efter den brændende attrå, der øjensynlig beherskede hende, hvis hun ikke selv frivillig røbede sit inkognito, hvis hun ikke frivillig lod ung se sit ansigt. — det var en fornuftig beslutning, v. Plessen. — hele dagen igennem gik jeg i den mest feberagtige spænding og ophidselse. Over de tyve gange betragtede jeg den mystiske billet doux. — lad mig se den. V. Plessen rakte sin ven den rosenrøde billet, som han endnu holdt i sin hånd. Lieutenant Sørensen kastede et prøvende blik på den. — hm, papiret er elegant og duftende, som om det kom fra en fornem frøkens boudoir. Hånden er let, sirlig og sikker, den røber øvelse i at skrive. Ortografien er aldeles uden fejl, det er sjældent i et damebrev. Selve indholdet er ret pikant og ikke uden ånd. Skal jeg sige dig min mening om den dame, som har skrevet disse linier? — nå, Sørensen! — det er ingen simpel, fattig pige, det er en danie med dannelse og af stand. Det er ingen pjattet, pjanket gås, men en dame med forstand og erfaring. Det er en kvinde med stærke lidenskaber, men derfor kan hun rigtignok godt være både gammel og grim. — hun er ingen af delene. — du vid det... — jeg har rigtignok endnu til dato ikke set hendes ansigtstræk, men der er andre kendetegn at dømme efter. — lad mig høre disse kendetegn. — jeg fortsætter min historie. Jeg boede den gang, som jeg boer endnu, ude på gamle Kongevej. En god time før. Klokken ni var jeg allerede hjemme, mit hjærte bankede i spænding og forventning. Tiltrods for min beslutning om, i det mindste foreløbig, at være aldeles lidenskabsløs, kold og passiv, havde jeg dog anvendt omhu på mit toilette og mit ddre. — ja, forfængelighed er en integrerende del af vor personlighed, selv lige overfor en eventuel gammel og grim dame! — præcis på slaget ni, standsede der en vogn udenfor stedet. — ah, nu begynder dramaet! — du ved, jeg boer i stueetagen. Jeg trådte hen til et af de nedrullede Gardiner og kiggede ud ad vinduet. Der holdt en drosche udenfor. Kusken åbnede døren, en dameskikkelse sprang let og luftig som en sylfide ud af vognen. — naturligvis let og luftig som en sylfide! hvis hun havde sprunget tungt som en ko, ville du alligeve^ have indbildt dig det, som du helst ønskede. Uden at ændse sin vens spydige bemærkning, vedblev v. Plessen: — hun var helt tilsløret. Efter at have vekslet et par ord med kusken, ilede hun ind i stedet. Vognen kørte bort. Jeg hørte lette trin på trapperne, de standsede ved min dør, der blev banket på den... — dit hjerte bankede igen! — jeg åbnede døren... — med en elegant kompliment! — og et sekund efter stod en elegant klædt dame med et tæt slør, bag hvilket jeg skimtede en sort silkemaske, for ansigtet, i værelset lige over for mig! — første akt er ude, bravo, bravissimo! Iv. En piksnt vvte-n-tvtv. Lieutenant v. Plessen følte sig synlig smigret ved den opmærksomhed og interesse, hvormed hans ældre ven og kollega fulgte hans fortælling. Idet han gjorde en pause for at tænde en frist cigar, sagde han: — nå, min gode Sørensen, hvad mener du nu? — indledningen til din kærlighedshistorie er jo rigtignok ganske nysselig... — du ville vist ikke haft noget imod at være i den samme situation som jeg i det øjeblik, jeg nu har skildret dig, i en pikant vato-a-tots med en ung, elegant dame, der elsker en til raseri, det ville du vist ikke, hvad, gamle udhaler! — jeg ynder ikke denne maske, den fljuler en eller anden snare... sæt nu, at ansigtet under den mangler næse eller en anden småting, der uundgåelig hører med til et menneskeligt ansigt comms il faut! den unge lieutenant v. Plessen så noget indigneret ud ved sin vens dristige konjektur. — du kan være ganske rolig, Sørensen, sagde han, damen, jeg taler om, mangler hverken næse eller noget som helst andet... der er hos hende alt, hvad der skal være, hvilket du vil indrømme, når du hører slutningen af min historie. — lad mig blot høre den, jeg er forfærdelig nysgærrig. — velan, jeg bliver da ved. Sone jeg sagde dig, stod den elegant klædte dameskikkelse lige overfor mig i mit værelse. Jeg kastede et hurtigt blik hen over hende. Hun var af middelhøjde, rank og slank, holdningen let og elegant. Under hendes påklædning bemærkede jeg en smuk figur, fyldige og ungdommelige former. Hun trådte et skridt nærmere og slog sit slør tilbage. Bagved det havde jeg allerede bemærket en sort silkemaske. Den dækkede ansigtet fuldstændigt, den sluttede sig så tæt til det, at det ikke var mig muligt at se et eneste glimt af det. Dien bag den så et par mørke øjne med et strålende og glødende blik på mig. Med en frisk, velklingende og ungdommelig stemme sagde hun: — hr. Lieutenant v. Plessen, jeg takker dem, fordr de er hjemme og for det løfte, som de derved har givet mig. Samtidig strakte hun sin hånd frem imod mig. Den var uden handske, og hvor var den dog ikke lille, fin og hvid! Huden var så klar og gennemsigtig, det blå årenet i den trådte så smukt frem, der var ikke en eneste rynke at bemærke på den. Denne hånd var lige så god som en døbeseddel, thi den sagde, at dens ejerinde måtte være ung. Jeg lagde urin hånd i den. Hvor var den dog ikke blød og fin, og hvilken elektriserende varme besad den ikke... det var, som om mit blod alene ved berøringen rullede raskere og kvikkere i mine årer. Inden jeg rigtig vidste af det, sad vi side om side i sofaen... det var mere damen end mig, der havde ført os derhen. Hun havde kastet sit overtøj og sad nu i blottet figur, iført en elegant kjole, der sluttede ug fast om hendes yppige, ungdommelige former. Hun slap ikke min hånd, tværtimod hun knugede den fastere og fastere, og samtidig så huir gennem alaskens huller ufravendt på mig med dette ildfulde, glødende blik, som jeg før har omtalt. Således var situationen, Sørensen... kan du forestille dig den? — lieutenant v. Plessen, sagde damen derpå til mig, de ved, hvorfor jeg er kommen til dem... jeg elsker dem. Hun flyttede sig tættere ind til mig, og da jeg uheldigvis var kommen til at sidde i sofahjørnet, kunne jeg ikke flytte mig længere bort. Du kender min beslutning om — i det mindste foreløbig — at være kold og ligegyldig lige over for damen. I kraft af denne heroiske beslutning svarede jeg derfor med så megen kulde og tilbageholdenhed, som jeg under den pikante situation kunne opdrive: — frøken, det gør mig virkelig ondt, men de indser selv, jeg kan dog ikke købe katten i sækken, som man sige, jeg må dog i det mindste se deres smukke ansigt, thi jeg tvivler ikke om, at det er smukt. Ved disse ord trykkede hun sig heftig tættere ind til mig, og jeg kunne på grund af det fordømte sofahjørne ikke fjerne mig fra hende. — det er umuligt, svarede hun, de ved, at det er en af de betingelser, hvorpå jeg er kommen til dem, og de har givet mig deres æresord på at overholde den. Hun knugede min hånd inden i sin, jeg følte hvor hun skælvede og bævede af lidenskabelighed... hendes barm bevægede sig som en blæsebælg og udsendte gennem munden en hed, sødt duftende luftstrøm over mig. Jeg blev selv hed, men det lykkedes mig dog at beherste mig. Så koldt og roligt som muligt svarede jeg: — mit æresord bryder jeg ikke. Frøken, men den eneste måde, hvorpå vi to kan lære at kende hinanden, det er, at de frivillig opgiver den betingelse, de har stillet. Hun nærmede sit ansigt tæt til mit... hendes øjne — jeg kunne se, af de måtte være brune — hvilede med den tidligere glødende ild på mig... hun knugede sig tættere ind til mig, jeg følte det forførende tryk af hendes bløde Fornier... hendes barm bølgede mod mit bryst. Jeg blev varm, jeg tabte næsten min selvbeherskelse. Det var også dette forbandede sofahjørne, der forhindrede mig i af fjerne mig fra hende! Med dæmpet stemme, således af det hede pusl af hvert ord brændte på min kind, sagde hun: — hvor du er streng og ubarmhjærtig, Karl... — de kender mit fornavn! — jeg kender alt, hvad der angår dig... kun dig selv kender jeg ikke endnu, men jeg fortæres af længsel og attrå efter det... jeg elsker dig, Karl... Lidenflaben kvalte hendes stemme... hun trykkede det med den sorte silkemaske bedækkede ansigt ind mod mit bryst... hendes mørke hår opløste sig i sine fletninger og faldt bølgende ned omkring hendes hovede. Hvilken forførende, vellystfuld Duft strømmede der dog ikke ud fra disse silkebløde lokker! det var en situation, for hvilken endog den stærkeste dydshelt ville være bukket under. Jeg viste mig som en standhaftig dydshelt, ved en heroisk, næsten overmenneskelig kraftanstrengelse lykkedes det mig at fremstamme ligegyldigt: — frøken, det gør mig som sagt virkelig ondt... Jeg tror, at de er smuk, jeg føler, at jeg vil kunne elsfe dem — men jeg må se deres træk — det er mit sidste ord. Idet jeg sagde dette, fjernede jeg hende læmpelig fra mig. Hun kastede sig konvulsivisk tilbage mod sofaen, så al hun næsten kom til at ligge udstrakt på den. Hendes barm bølgede, som om den skulle sprænge kjolen. Og den sprængte virkelig kjolen... Tilknapningen gik op under den hæftige bevægelse... jeg kunne ikke undgå at bemærke det: to yndige, forførende rosenknopper tittede frem over en allerkæreste chemisse! Ved hendes hastige bevægelse tilbage mod sofaen gled kjolen til siden... der viste sig en fod, et ben... en sød lille fod i en forførerisk, højhælet støvle... et rundt og fyldigt ben, så fuldendt, som om en kunstsærdig drejer havde tilvirket det, omsluttet af en snehvid strømpe. Således lå hun på sofaen... gennem mastens huller bemærkede jeg, at hendes øjne vare halvt tillukkede, men alligevel brændte deres glødende ild uafbrudt mod mig. — Karl, Karl, stammede hun med lidenskabelig, tårevædet stemme, du elsker mig ikke... Du støder mig koldt fra dig... Jeg kunne ikke gøre for det, men jeg blev rørt over denne forførerisfe kvindeskikkelse, der græd for min skyld. Jeg bøjede mig hen over hende og hviskedee: — fat dem, frøken, de har ikke godt af denne stærke sindsbevægelse, hvori de er... Længere kom jeg ikke, thi de to rosenknoppe, som jeg før omtalte, tittede mig igen i møde, og denne gang i en farligere nærhed. Hvor fristende og forførende steg og sank de ikke på deres yndige leje! Sørensen, jeg er kun et menneske, jeg bukkede under for fristelsen, mine læber berørte rosenknopperne. Da for hun op, slyngede sine arme tæt omkring min Hals og trykkede mig ind til sig, som om hun aldrig ville slippe mig igen. Jeg følte atter det forførende tryk af hendes yndige former, hendes halv tilslørede blik talte det tidligere fristende sprog til mig jeg kunne ikke forhindre det, hun pressede sin mund mod min bag det tynde silkedække og gentog jublende: — Karl, du elsker mig... Du elsker mig! Bebrejd mig det Sørensen, men jeg bukkede under for fristelsen, og jeg tror, af du ville have gjort det samme. jeg glemte alle mine heroiske beslutninger om kulde og ligegyldighed... jeg tabte min selvbeherskelse... Under det favntag, hvormed denne fristende kvindeskikkelse omsluttede mig, brusede og sydede blodet i mine årer... jeg så ikke mere silkemasken, jeg tænkte ikke på den... det glødende sprog, som de mørke øjne talte til mig, berusede mig...! kort sagt, som en ny Adam bukkede jeg under for denne evadatters fristelse! Det var ikke mig, der forførte hende, men hende, der forførte mig! — anden akt er til ende, bravo bravissimo! Opvarter, giv os to absintter! v. Hvem er hun? Det var lieutenant Sørensen, der udtalte den sidste replik, der dels var henvendt til hans unge ven, dels til en af Gianellis tjenende ånder, der netop gik gennem stuen. Lieutenant v. Plessen var bleven hed under sin fortælling. Idet han med sit lommetørklæde tørrede sveden bort fra sit korte, afstumpede mørke hår, sagde han: nå, Sørensen, hvad mener du så? — hvad jeg mener! Ja, jeg ville s ' gu have gjort akkurat det selv samme, som du gjorde. — tiltrods for silkemasken? — naturligvis. Hvad andet skulle en mand gøre i en sådan situation? Ursosta ts virum! som latinerne siger. Bien fortsæt din historie, jeg er gruelig npsgærrig efter opløsningen på den. — nu har du i grunden hørt det vigtigste. En timestid eller to senere forlod damen mig igen... — bestandig med silkemasken for ansigtet? — ja, bestandig. Hun steg ind i drosken, der havde ventet på hende noget fra huset, og kørte bort. Siden den tid har jeg fortsat forbindelsen med hende... — dog vel ikke stadig under maske? — jo, netop; hun har ikke været at bevæge til at fjærne den... jeg har bedet, jeg har truet - alt uden nytte, jeg har gjort forsøg på at overliste hende og tage den af hende, men hun har bestandig været på sin post og har forhindret det. Nu har jeg som sagt kendt hende i en fire måneder, men jeg har endnu ikke set hendes ansigt — ikke mere end det glas har! — ved hr. Atars og Fru Venus, det er næsten mere end forbavsende! — men forresten kender jeg hende, og en mere yndig og elskværdig kvinde har jeg endnu ikke truffen på... — det siger man altid om den elskerinde, som man for øjeblikket har! — du ville selv indrømme det, hvis du kendte hende... hvis hendes ansigt svarer til de øvrige yndigheder, hun er i besiddelse af — og det tvivler jeg ikke om — så er hun uden lige. — nå, det er hun! Alen nu, da du har kendt hende så længe, har du da i det mindste fået at vide, hvem hun er, hvad hun hedder... — heller ikke... — heller ikke! Ved Mars og Venus, du må have såret dig dumt ad, min gode v. Plessen. — du kan sagtens sidde her og tale... — jeg skulle nok have fået det at vide, havde jeg været i dit sted. — det er let sagt, men prøv det! Jeg har forsøgt de hundrede midler og kunster... — uden at det er lykkedes dig! - ja! — sig mig, v. Plessen, kommer du da hyppig sammen med hende? — hun besøger altid mig... — til bestemte tider, på bestemte dage? — nej, ganske ubestemt. Når hun forlader mig, siger hun aldrig når hun kommer igen. Så kan der gå to, ftre eller endogså otte dage hen, så modtager jeg en formiddag med posten en elegant lille billet, der kun indeholder de ord: „ Karl, jeg kommer i aften. Kamilla! “ Jeg har modtaget næsten et halvt hundrede billetter af den slags. — og kommer hun så? — ja, bestemt, altid bestemt. En drosche holder foran døren, hun stiger ud... Drosken venter i nogen afstand, hun forlader mig, stiger ind og forsvinder. — dien for Pokker, hvorfor har du ikke gennem denne drosche og dens kusk søgt at komme hende på sporet? — det har ikke været mig muligt, jeg kan da ikke rende bag efter en drosche — og desuden, hun har jo mit æresord på, at jeg vil respektere hendes inkognito. — ah, det er også sandt! Du ved altså kun, at hun hedder Kamilla? — det er hendes fornavn. — der er tusinde damer i København, som hedder Kamilla, så det siger ikke meget. Men hvorledes er hun i sin optræden og i sin omgang? — en komplet dame. Åndrig og behagelig i sin konservation, elegant og flot i sine manerer, kortsagt, man får indtrykket af, at hun er en dame af stand. — og hendes toilette... — er altid kostbart lige fra æderst til inderst, det tyder hen på en dame med formue. — hm, og hun har aldrig omtalt, aldrig berørt sine forhold for dig? — nej, så snart jeg har ført talen ind på det gebet, bliver hun tavs som den væg der. Jeg har trængt ind på hende, jeg har spurgt og frittet, men hun har ikke med en stavelse givet mig en eneste oplysning. Lieutenant Sørensen gned sig i panden. — hm, min gode v. Plessen, din kærlighedshistorie er og bliver såre forunderlig. — ja, men sig mig nu en gang ærlig og oprigtig, hvad er din mening efter det, som jeg har fortalt dig, om min elskerinde... hvad og hver.: tror du, at hun er? Lieutenant Sørensen stirrede vred en dybsindig mine, som en orientalsk spåmand, der bliver spurgt ti

1875_Hjelm_KoebenhavnskZigeunerliv

Robert

Robert

Hjelm

Robert Hjelm

Københavnsk Zigeunerliv

male

male

dk

Hjelm

Koebenhavnsk Zigeunerliv

Københavnsk Zigeunerliv

Original Nutidsroman

n

gothic

P. Olsen

KB

Filen indeholder 2 dele: sidtal er derfor sammenlagt + anden del udkom i 1876

nan

nan

O

I. „ Den røde tud “. Det er i en del af det forsvundne København, f Peder Madsens gang, at vi lader tæppet gå op for det drama, vi i det følgende vil fremstille. På den tid, da vor fortælling lager sin begyndelse, nemlig i oktober måned 1872, var „ Gangen “ Imidlertid endnu ikke reduceret fil atvære en „ sagadlott “. Den stod da endnu i sin fulde herlighed — om det er tilladt at bruge et så evfemistisk udtryk, når talen er om Peder madsensgang. Den havde endnu sine små, skæve og faldefærdige rønner — huse kunne man ikke kalde dem — sin rendesten midt i gaden og den bekendte port, der førte ud fil Østergade. Den italienske digter Dante satte over indgangen fil sit „ Helveds “ de berømte ord: „ Lader ethvert håb ude! “ de samme ord kunne Københavns magistrat med endnu større grund have sat over hin port, der fra Østergade dannede indgangen fil Peder madsensgang. Lader ethvert håb ude! Ja, for de menneskelige væsener, der vare fordømte fil at leve i den nød og elendighed, hvis brændpunkt Peder madsensgang var, fil at indånde dens ligesom smittesvangre atmosfære af den højeste fordærvelse, af forbrydelse og demoralisation > — for dem var for længst ethvert håb udstukket. Nutidens store byer indeholder side om side de mest slærende og grelle modsætninger. Umiddelbart ved Peder madsensgang, med al den sociale nød og fordærvelse, den rummede, med dens skummelhed og mørke, lå Østergade.... den flanerende, koketterende Østergade med dens elegante, glimrende oplyste boutiker, dens rigdom og pragt, dens stadig vekslende strøm af mennesker. Det er som franskmændene siger: lo8 sxtr6wo8 so konostsvk, modsætningerne berøre hinanden. Foreløbig holder vi os imidlertid til reversen af den medaille, som enhver stor stad frembyder; vi træder ind i Peder madsensgang og lader indtil videre Østergade med dens glans og pragt ligge bagved os. * qdet er en trist, sludfuld aften i begyndelsen af oktober måned 1872. Fra den overtrukne himmel strømmer rognen ned^. tagrenderne „ spytter “ ud øver fortouget, gaslygterne kaster et mat, flimrende skær hen øver vandpytterne på gaden, skiltene bevæger sig frem og tilbage med en uhyggelig, jamrende lyd, som om de klagede sig øver tilværelsens dårlighed. Omtrent midt i Peder Madsens gang, i en stueetage i et baghus lå der en lille beværtning. Den var kun kendt af kvarterets, det vil sige „ Gangens “, pisfolsfrædes og pistoltorvets beboere samt af — politiet. Forresten levede hele det øvrige København i en lykkelig uvidenhed om dens eksistens. Gennem en mørk gang, der var så lav, at et voksent menneske ikke kunne slå oprejst i den, og så snæver, at to ikke kunne gå side om side, over et stinkende hul, der beæredes med navnet „ Gård “, kom man ind i den. På de små, ffæve vinduer, der var forsynet med smudsige, røde Gardiner, stod der malet de stolte ord: „ Kats og beværtning “. Forresten var der ingen i hele kvarteret, der kaldte den enten kafo eller beværtning; den gik blandt alle kun under navnet „ den røde tud “ — ja, endogså i politirapporterne figurerede den af og til under dette hædersnavn. Det var en populær betegnelse af den oprindelige værts næse, og traditionen havde forplantet det fra ejer til ejer som et navn på beværtningen. Lokalet bestod af to værelser: en lille, smudsig skænkestue og en bagved liggende stue, et slags „ Allerhelligste “, forbeholdt stamgæsterne og det „ bedre publikum “. Skænkestuen blev oplyst af et tællelys, der stod i en flaskehals på skænken. Bag ved denne færdedes værtens kone — hun var højt frugtsommelig — afvekslende beskæftiget med at stære smørrebrød og „ snyde “ Lyset. Rundt omkring i stuen sad og stod der en halv snes pjaltede og elendige skikkelser, alle optagne af at spise og drikke snapse — den slags drikkevarer, der næsten udelukkende blev konsumeret i „ den røde tud “. Atmosfæren var tung og kvælende, opfyldt af tobaksrøg, af uddunstningerne fra maden og drikkevarerne samt de tilstedeværende skikkelser. I den bagerste stue, i det „ Allerhelligste “, var sceneriet omtrent det samme, kun at publikumet var noget mere fåtalligt. Ved et haltende, skrøbeligt bord sad der fem personer, tre mænd og to frnentimmer. Mændene vare alle unge, den ene syv- eller otteogtyve år, de to andre måske knap tyve. Også fruentimmerne var i den første ungdom, i det højeste atten eller nitten år gamle. på alles fysiognomier havde forbrydelser, laster, udsvævelser og udflejelser af den værste slags efterladt deres præg. Disse ansigter havde måske en gang været smukke og tiltalende, men nu havde hint præg gjort dem frastødende og modbydelige. Deres klædedragter stod i god overensstemmelse med ansigterne. De var købte hos en marskandiser og havde sandsynligvis oprindelig kendt „ bedre dage “, men nu var de falmede og lurvede. På bordet mellem dem stod der fem glas og en flaske med brændevin, medens et fedtet spil kort antydede, af der fornylig var bleven spillet. De var ikke alene i stuen... hen over et bord, der stod i en krog, lå der en pjaltet, menneskelig skikkelse med hovedet på armene. Denne stilling gjorde det umuligt af se hans ansigt, og efter hans dybe åndedræt af dømme, lod det til, af han sov. -- -- -- - således var sceneriet og omgivelserne... vi lader nu de handlende personer selv optræde og tale. Det er den ældste af de tre unge mænd, der for øjeblikket fører ordet. — ja, som sagt, bemærkede han, idet han med den flade hånd glattede sine „ Brolæggerkrøller “, der skal frem under den blanke kaflæt, som sagt, du opførte dig som et rigtigt fæ, byldesnger! disse ord var henvendt til den unge mand, der sad lige overfor ham, og som på skødet havde det ene af fruentimmerne. Han var bleven kaldt „ Byldesuger “ — det var hans nom æo gevs — det tilnavn, hvorunder han gik blandt sine kammerater. Også de andre tilstedeværende havde deres tilnavne, som vi efterhånden skal blive bekendt med. — som et fæ, gentog byldesuger, ja, det kan man sagtens sige bag efter. Skinkepeter tilstod alting, og så var der jo ikke andet for mig end af gøre det samme.... hvad mener du, knaldperle? Han så spørgende ned på fruentimret, der sad på hans knæ. Hun, der lød det forunderlige navn „ Knaldperle “, tømte først sit glas, derpå hældede hun sit hoved imod hans skulder og svarede med en stemme, som brændevinen ikke gjorde mindre hæs og rå: — å, du er sød, byldesuger, bare du ville skaffe mig den kjole, du ved nok! Tanken om den kjole, „ han vidste nok “, lod ikke til af være ham synderlig behagelig, thi uden af tage notice af hendes ord vedblev han: — og desuden, man er ikke så dum endda, du latiner, de fik ikke alting af vide, for man skal jo ikke sige alt, hvad man ved. Han kneb det. højre øje sammen og blinkede polisk over til den anden, som om han havde sagt noget meget morsomt. Latineren — det var den unge mand, som først havde haft ordet — nikkede bifaldende over til byldesuger, som for at tilkendegive ham, at han ganske var af samme mening. Imidlertid havde den tredje af de unge mænd fyldt glassene. Han stødte sit mod de andres og sagde: — nå, lad så den pot være ude! Men hvad mener i, kammerater, om jeg havde et stykke „ Arbejde “ At foreslå jer? Byldesuger og latineren så spørgende på ham. Knaldperle sprang op fra byldesugers knæ, slog sine hænder sammen og råbte: — et stykke „ Arbejde “ — det var da godt, så kan man måske få noget tøj på kroppen, for han der vil jo ikke skaffe mig den kjo^e, han ved nok. Hun slog hånlig med hovedet ad byldesuger. — ja, er det ikke som jeg altid siger, bemærkede det andet kvindelige væsen i selskabet, der er ingen så fiffig og udspekuleret som min egen sildcansigt! Hun slog sin arm om hans Hals og trykkede et Kys på „ Sildeansigtets “ Mund. — nå, tøse, sagde latineren, vil i nu holde bøtte og lade sildeansigt komme frem med, hvad han har at sige. sildeansigtet tømte først sit glas og rømmede sig et par gange. Derpå tog han med noget sænket stemme ordet: — ja, ser i, kammerater, det var forleden dag, jeg drev sådan omkring i mine egne tanker. Så kom jeg ganske tilfældig ud i Bredgade, hvor der bor en gammel kammerherre, som har en hel del grunker på kistebunden. Jeg ved nu ikke hvordan det gik til, men jeg fik på en gang lyst til at besøge ham. Uheldigvis var han ikke hjemme, der kom ingen og lukkede op, da jeg ringede, og så kom jeg ganske tilfældig til at tage et aftryk i voks af Lassen, og nu skal i.... Han standsede brat og pludselig. Medens hans blik var rettet mod døren, bøjede han sig over mod latineren og hviskedee: — tys, der er ugler i mosen! De andres øjne fulgte retningen af sildeansigts blik — og der blev på en gang tavst i stuen. i. En forbrydelsens stedfortræder. Hvad var det, som så pludselig havde bragt selskabet i „ den røde tud “ til at forstumme? Ganske simpelt: medens sildeansigt talte, havde døren åbnet sig, og en mand stod nu på dørtærskelen. Han så ud til at være nogle og tredive år gammel. Hans klædedragt var vel tarvelig, men dog hel og proper. Et eneste blik på hans fysiognomi og orientalske træk var nok til at sige, at han hørte til til den jødiske nation. Heller ikke var det vanfleligt af hans ydre og hele fremtræden at slutte sig til, at han her befandt sig på et fremmed territorium, at han ikke hørte hjemme i disse omgivelser. ved siden af ham stod der en stor, gul og kraftig hund. Den viste tænder og knurrede sagte, som om den instinktmæssig nærede mistanke til selskabet. Det var denne mands pludselige indtræden, der havde bragt sildeansigt og de andre til at forstumme. * * * med et hurtigt blik havde de fem personer i stuen i „ den røde tud “ mønstret den fremmede og overbevist sig om, at han ikke var en af „ deres egne “. Byldesugeren bøjede sig hen over bordet mod latineren og hviskedee: „ Pantser “? Dette udtryk var i byldesugerens og de andres sprog ensbetydende med ordet „ Politi “. Latineren rystede på hovedet. Imidlertid var den fremmede, fulgt af hnnden, der knurrede stærkere og stærkere, trådte nogle skridt ind i stuen. Med udpræget jødisk accent sagde han: — undskyld, men jeg troede her at træffe en mand ved navn Kasper Eriksen. — nå, svarede latineren, findelønsmanden, jo, han ligger der. Han pegede hen på den mand, der som fortalt lå sovende hen over et bord. Jøde » trådte hen til bordet, slog den sovende på skulderen og sagde: „ Kasper Eriksen! “ Manden for op, gned sine øjne og mumlede søvndrukken — måske var han også i virkeligheden drukken: — Kasper Eriksen... det var engang mit navn... men nu... Han standsede pludselig... han havde fået øje på kun fremmede, der stod foran ham. Med et sæt for han op fra stolen og gjorde et kejtet tilløb til et buk. Nu så man hans ansigt. Det var udtæret og afmagret; nød, savn og elendighed, forbrydelser og lidensfaber havde trukket deres uudslettelige furer i det. Og dog — dybest inde i hans matte, grå øjne lå der et udtryk, der ligesom talte om, at alt godt endnu ikke var uddød hos ham, at han ikke var en aldeles forhærdet forbryder. Han bukkede som sagt kejtet for jøden og mumlede: — hr. Grosserer.... En bydende gestus fra den fremmede fik ham til af standse. — må jeg tale uforstyrret med dig, Eriksen? spurgte jøden med dæmpet stemme. — jeg er til tjeneste. — ja, men disse personer derhenne, som ser så mistroisk på mig. — — byd dem en omgang brændevin, så er de fornøjet. jøden vendte sig om mod dem. — må jeg bede dem, sagde han, af fylde deres glas og drikke så meget de lyster.... jeg betaler det. Latineren og de fire andre havde hidtil mistroisk og uvilligt set på jøden. Ved hans sidste ord klarede deres miner imidlertid op. Byldesugeren fyldte glassene, de klinkede sammen efter af have hilset „ den ædle giver “ med et enstemmigt!: — skål, herre! Jøden nikkede til dem og tog derpå plads så nær ved Eriksen som muligt. Hunden lagde sig for hans fod. Den lukkede ikke sine store, sorte øjne, men lod dem mistroisk glide fra den ene til den anden. Kasper Eriksen eller findelønsmanden, som latineren havde kaldt ham, betragtede imidlertid jøden med et spørgende blik. Efter et øjebliks betænkning bøjede denne sig hen mod Eriksen og hviskedee: — som du vel kan tænke, er det i anledning af en forretning, af jeg har søgt dig op.... Findelønsmanden nikkede. — kunne du have lyst til af tjene et tusinde rigsdaler, hvad, Eriksen? Ved dette spørgsmål funklede findelønsmandens matte øjne. — om jeg kunne, hr. Grosse... Hr. Levin, hvor kan de spørge! — godt, så beroer det kun på dig selv. — og hvorom drejer sagen sig? Jøden tav i nogle øjeblikke, som om han overvejede noget hos sig selv. Derpå tog han ordet, så hviskende, af findelønsmanden knap kunne høre det: — ja, ser du, Eriksen, der er for nogle nætter siden begået et indbrudstyveri hos en meget rig og meget fornem familie her i byen. Det er meldt for politiet, og en dygtig opdagelsesbetjent har fået sagen i sin hånd. Han er kommen gerningsmanden på sporet, og vil måske allerede om et par dage have få mange indicier mod ham, af han kan lade ham arrestere. Jøden standsede og tørrede med sit lommetørklæde sveden af panden. Derpå vedblev han: — gerningsmanden — jeg kender ham — er en ung, letsindig mand, der er kommen på afveje. Han er adelsmand, og han står tillige i meget nær forbindelse med den familie, han har bestjålet. Nu vil han ganske vist, selv om han bliver stemplet som gerningsmanden, ved sine forbindelser på højere steder kunne slippe for straf, men skandalen, den lader sig ikke neddysse, den vil komme ud over hele byen, og han vil fremtidig være en umulighed. Der er kun en eneste udvej til at afværge dette. han standsede og så under sine tykke øjenbryn lurende på fin vi8-æ-vi8, som for at udforsfe, om han var „ med “. Findelønsmanden var imidlertid ikke „ med “, thi han betragtede jøden spørgende. Han fortsatte da: — denne udvej, det er at skaffe ensfedfortroeder... en mand, der gør forbrydelsen til sin og tager straffen på sig! Nu var findelønsmanden „ med “. Hans blege ansigt fik fave, hans øjne funklede. — og til denne stefortræder, udbrød han og slog med sin knyttede hånd i bordet, har de udset mig! Jøden nikkede. — jeg skulle tage en andens forbrydelse på mig... som om man ikke havde nok i sit eget... skulle gå i fængsel i mange år! — å, så længe bliver det ikke. — Hust, at det er et indbrudstyveri, og at jeg har været i „ Portemoniksen “ * ) tidligere. — det gør ikke noget, du skal komme til at flippe billigt. Når man har penge og indflydelse, er ingen dommer ubønhørlig streng. Det skal blive anset for en meget formildende omstændighed, at du angiver dig selv....... jeg garanterer dig for, at du skal flippe med 3 år. * ) fængslet. — tre år... tre år, det er en lang tid at offre sin frihed i. Findelønsmanden støttede albuerne mod bordet og skjulte sit ansigt i hænderne. Jøden så med et hånligt, foragtende blik op og ned ad den elendige, usle skikkelse, der sad side om side med ham. — frihed, gentog han med et koldt, hånende tonefald, hvad kalder du frihed? Du har ikke det, hvormed du kan dække din krop mod kulden. Du lider sult og nød hver eneste dag. Du ved ikke, hvad du skal læns dit hoved til om natten.... — det er sandt, mumlede findelønsmanden, endnu i selve denne, rå sludfulde nat har jeg intet tag over hovedet. — skovens ville dyr er ikke mere hjemløs end du. Det er din såkaldte frie tilværelse. Istedenfor den byder man dig et roligt, sorgløst liv. Du vil aldrig komme til at døje kulde, din sult vil daglig blive tilfredsstillet, der vil blive sørget for dig, du vil ikke komme til at lide et eneste savn. Han standsede og så på findelønsmanden, som om han ventede et svar. Han vedblev imidlertid tavs at skjule hænderne i ansigtet. Jøden vedblev da: — og desuden, tør du forsværge, at du ikke vil. komme derind alligevel? En dag vil nøden, elendigheden og fortvivlelsen bringe dig til at forløbe dig... Og så er du den so alligevel. Ved disse ord hævede findelønsmanden rask hovedet sra hænderne. En næsten fortvivlet bestemthed stod præget i hans ansigtstræk. — de har måske ret, sagde han, men tusinde rigsdaler er for lidt. Der for ved disse ord et skjult, tilfreds smil hen over jødens ansigt. — tusinde rigsdaler, gentog han, det er jo en hel kapital. — det er alligevel for lidt for tre år. — hvormeget forlanger du da? — femtenhundre rigsdaler... og ikke en skilling derunder. Et øjeblik overvejede jøden. — femtenhundrede daler, sagde han endelig, ved du hvad, Eriksen, du er jo næsten en... en... Han standsede, som om han i sine tanker ledte efter en sammenligning. — en jøde! supplerede findelønsmanden rask med en flet dulgt ironi. Jøden smilede. — rigtig! Nuvel, jeg slår til... Du skal få de femtenhundrede daler... Der er min hånd. han strakte sin hvide, kastede hånd frem over bordet. Findelønsmanden udstrakte også sin, men de to hænder kom ikke til at møde hinanden, thi pludselig trak Eriksen, som ramt af et elektrisk stød, sin hånd til sig. Han slog sig for panden og sagde: — for fanden, det havde jeg rent glemt... der -bliver intet af handelen... Barnet... Barnet! Iii. „ Barnet “. Ved findelønsmandens sidste ord for der en mørk skygge hen over jødens ansigt. Hans tilfredshed, da findelønsmanden syntes at ville gå ind på „ Handelen “, som han kaldte det, havde været umiskendelig. Nu da handelen lod til at sknlle gå tilbage, var hans skuffelse lige så umiskendelig. — for Pokker, udbrød han, barnet, hvad skal det sige? Du har jo aldrig været gift, og har jo heller ingen børn. -- å, mumlede findelønsmanden, det er tre år siden vi to taltes sammen, det er sket i den mellemtid. — det er altså så godt som et spædt barn? — nej, hun er vel en tretten—fjorten år. Jøden få forbavset på ham. — fjorten — femten år! Jeg vil være en skurk, om jeg forrstå det! — det er en egen historie.... — det må det være — men hvor er hun da, ungen? Findelønsmanden pegede med fingeren mod loftet. — oppe i værtens lejlighed... hun er. for god og smuk til at opholde sig hernede blandt disse rå, fordærvede mennesker. — hun er smuk? — som en engel... jeg kender intet smukkere. Jøden gned sig med hånden mod panden... en tanke syntes at være faret gennem hans hjerne. Han vendte sig rafl mod findelønsmanden og sagde: — dette barn skal ikke bringe vor handel til at gå i stykker — men lad mig se det. Findelønsmanden tøvede, som om han var uenig med sig selv om, hvad han fluide svare. — lad mig se det, gentog jøden bestemt, næsten bydende, jeg vil se det.. vi følges ad derop, så kan vi der afslutte vor forretning. Findelønsmanden rejste sig op. — følg mig sagde han, de skal få deres ønsfe opfyldt. Han forlod det allerhelligste i „ Den røde tud “ og trådte ud i skænkestuen, fulgt af hunden. -l-i-inæppe havde døren lukket sig efter findelønsmanden og jøden, før latineren for op fra sin stol, slog med den knyttede hånd i bordet og udbrød med dæmpet stemme: — gid min sjæl må brænde til evig tid i helvedes luer, om ikke denne findelønsmand i aften gør gode affærer... han skal få lov til at „ hønse “ * ). De andre nikkede bifaldende. Samtalen mellem jøden og findelønsmanden var, hvor livlig og bevæget den end havde været på sine punkter, dog stedse bleven ført hviskende. De andre tilstedeværende i stuen havde derfor ikke kunnet opfatte et ord af den, men de havde, medens de tilsyneladende passiarede indbyrdes, fulgt enhver af de talendes bevægelser. Imidlertid var også byldesugeren sprungen op fra sin stol. — og jeg, sagde han, vil også være evig fordømt, om jeg ikke skal skaffe mig at vide, hvad det er denne jødesmaus og findelønsmanden har sammen. Han nikkede rafl til sine kammerater og forlod det allerhelligste. Han gik hurtig gennem skænkestuen, der var opfyldf af støjende, larmende og drikkende gæster. Fra skænkestuen kom han ud i gården. Denne * ) give noget ud. var, som vi tidligere har bemærket, et mørkt, firkantet hul. I den sludfulde aften herskede der et ravnsort, uigennemtrængeligt mørke i den. Byldesugeren famlede sig med hænderne frem langs med muren, forbi vinduerne med de røde Gardiner. Efter at han havde gjort en seks — syv skridt, stødte hans hænder mod en tagrende. Her standsede han et øjeblik. Han havde bemærket findelønsmandens gestus, ^da han med fingeren pegede op mod loftet, det vil sige op mod de par små værelser, som værten i „ den røde tud “ beboede i husets øverste etage. Og byldesugeren havde ikke blot bemærket denne gestus, han havde også forstået den. Han greb med begge hænder fat om tagrenden, og let og lydløst som en kat klattrede han op ad den. I højde med husets første og øverste etage standsede han. Der stod et vindue åben, og indenfor det hørte han lyden af stemmer. Han klamrede sig med arme og ben fast til tagrenden og lyttede. -1- h rjvi vende tilbage til jøden og findelønsmanden. Efter at være kommen ud i skænkestuen i „ den røde tud “, havde findelønsmanden sagte vekslet et par ord med værten. Derpå var de gennem det bagved skænkestuen liggende køkken kommen ud på en mørk og smal trappegang. Ad nogle knagende, faldefærdige trin gik de op til første sal. Her lukkede findelønsmanden en dør op, og de trådte ind i et lille, mørkt værelse. I baggrunden af det viste der sig en rund, oplyst plet, omtrent af størrelse som en specie. Findelønsmanden greb sin ledsagers hånd og sagde sagte: — her er så mørkt.... lad mig føre dem derhen. Han trak ham efter sig ind i stuen, hen til den oplyste plet. Her standsede han, og jøden så nu, hvad det var. Det var en lille rude i en dør, der førte ind til et værelse, hvori der måtte være tændt lys. — derinde, sagde findelønsmanden og pegede på ruden, derinde er hun. Jøden trådte et skridt frem og lagde øjet til kighullet. I samme øjeblik var det, at byldesugeren indtog sin plads som „ Lyttepost “ udenfor det åbentstående vindue. der forløb flere minutter, og bestandig stod jøden med øjet mod kighullet. Hvad så han indenfor dette? Det var et lille lavt værelse, der efter dets møblement at dømme blev brugt som sovekammer. På en stol sad der en gruppe, der var en malers pensel værdig. Det var et barn eller måske rettere sagt en ung pige, der på sine arme vuggede et slumrende, etårs barn. Findelønsmanden havde ikke overdrevet, da han sagde, at „ Barnet “ var smukt som en engel. Hun var en type på en fremmed, fuldendt sydlandsk skønhed. Hendes ansigtstræk var fine og regelmæssige, teinten bleg og gennemsigtig, med en svag nuance af det olioenagtige farveanstrøg, der er sydlændingerne egen; øjnene var store, kulsorte og brændende, med et fromt, engleligt udtryk, håret var langt, yppigt og krøllet, og dets blåsorte farve dannede en forunderlig modsætning til det slumrende barns blonde lokker. Øg nu rammen, indfatningen omkring denne englelige skikkelse? Det var lutter elendige, usle pjalter, knap nok tilstrækkelige til at dække hendes former, der allerede begyndte at udvikle sig, mod profane blikke. det var disse pjalter, disse korte klæder, der til dels stemplede hende som et barn. Men så man på ensemblet af hendes ansigtstræk, på hendes former og figur, da ville man sige, at hun mere var ung pige end barn. Havde man givet hende andre klæder på og hensat hende i en salon, ville hun være bleven beundret og feteret som en dame. -i- -i * jøden havde som de fleste af hans nation et skarpt blik for mennesker og fysignomier. Intet af alt det, vi ovenfor har noteret om findelønsmandens „ Barn “, var derfor undgået hans opmærksomhed. Da han nu endelig trådte tilbage fra kighullet, havde hans ansigt et forunderligt ophidset, feberagtigt og tillige ondt udtryk. Skulle de tanker, der gærede i hans hjerne, været udtrykt i ord, ville de have lydt omtrent således: -- og denne skat skulle han beholde, den elendige.... denne perle, der i mine hænder er ubetalelig.... aldrig — aldrig! Det var heldigt for ham, at mørket skjulte hans ansigtstræk, thi ellers ville findelønsmanden måske være bleven bange og have været mere på sin post lige overfor ham. han greb findelønsmanden ved armen og trak ham nogle skridt tilbage fra døren. — ikke sandt, sagde han hurtigt, den store derinde, det er hende, som du kalder „ Barnet “? — naturligvis, den anden er jo værtens. — og hvorledes er det gået til, at du har fået fingre i hende? — det er ganske simpelt, og dog er det en egen historie. — fortæl mig den... - jeg vil kende den. Findelønsmanden tøvede nogle øjeblikke, som om han betænkte sig. Derpå sagde han: — nuvel, grosserer Levin, de kender jo hele mit foregående liv.... De skal få også dette at vide, og de vil jo ikke misbruge det, vel? — det skal kun blive til din egen og barnets fordel. — vel, lad os tage plads så længe. Han trak et par stole frem og de satte sig lige overfor hinanden i den mørke stue. Iv. Hvad man kan finde på Københavns gader. Efter i nogle få øjeblikke at have samlet sine erindringer, fog findelønsmanden ordet: — som de ved, grosserer Levin, lever jeg af det, jeg finder på Københavns gader. Eller rettere sagt, jeg lever af den findeløn, jeg får for de sager, jeg finder. Det er derfor man har givet mig navnet findelønsmanden. Det er et kummerligt livserhværv... et blik på min person må overbevise enhver derom. Hele dagen igennem driver jeg om på Københavns gader og søger. Hvis der om aftenen har været en større mængde mennesker samlet på et sted, da er jeg der tidlig den næste morgen for at finde, hvad der måtte være tabt. Sommetider er jeg heldig, jeg kan undertiden have en ret god dagløn... men der kan også — og det er det hyppigste — gå nger hen, uden at jeg tjener en eneste skilling. Men alt dette kender de jo... jeg går nu over til barnet. Som jeg har fundet så meget på Københavns gader, således har jeg også sundet hende der. Det var en vinteraften for tre år siden... en rigtig afskylig vinteraften med et forrygende snevejr og en bidende kulde. Jeg var kommen ud på Kristianshavn i en af de mest afsides liggende og ensomme gader. Hele dagen igennem havde jeg ikke fundet så meget, som der kan ligge bag på min hånd.... jeg havde ikke smagt mad i min mund, og jeg ejede ikke en hvid. Som jeg allerbedst går og vader om i snedriverne, snubler jeg over noget. Jeg bukker mig hurtig ned i den glade tanke, at der var noget at finde og fortjene. Jeg fandt også noget... et pigebarn på en halv snes år, der lå bevidstløst i sneen. Jeg løftede hende op på mine arme... hun var kold og næsten stivfrossen, men hun åndede endnu. Jeg så på hendes smukke ansigtstræk... så smukke, som jeg aldrig før havde sej dem... og jeg så på hendes klæder, der vare fine og elegante, om end ikke så varme og solide, som den barske årstid krævede det. Jeg så mig om til alle sider... der var ikke et eneste menneske i hele gaden. Hvorledes var dette barn kommen hen i dette fattige kvarter, i denne øde, uhyggelige gade.. hvorledes var hun kommen i denne livløse tilsland — dette barn, der efter dets hele ydre at dømme måtte tilhøre rige og fornemme forældre. Det var et spørgsmål, som jeg ikke formåede at besvare, men jeg var enig med mig selv om, at jeg ville få en rigelig findeløn, når jeg bragte det tilbage til dets forældre, fra hvem det sandsynligvis var kommen bort ved et rent tilfælde. Men hvis barnet skulle frelses fra at fryse ihjel, måtte der snarest mulig gøres noget for det. Jeg tog derfor en hurtig beslutning. I nærheden var der en lille knejppe, hvad jeg af og til plejede at komme. Jeg havde haft lejlighed til at vise værten nogle tjenester og mente nu, at jeg nok kunne bevæge ham til at kreditere barnet og mig mad og drikke samt husly for natten. Med barnet på mine arme gik jeg derhen. Udsigten til at blive betalt af den rigelige findeløn, jeg måtte få for barnet, gjorde værten menneskekærlig, og han tillod os at blive i sit hus natten over. I varmen kom barnet snart til sig selv igen. Hun slog sine dejlige øjne op og så sig om med et forunderlig bange og frygtsomt udtryk. Jeg talte til hende, opmuntrende og venligt. Hun svarede i et fremmed sprog, hvoraf ingen forstod et ord. Om det så er latineren — en af de tre mænd, de så dernede — så kender han ikke det sprog, hun taler, og han er dog en lærd mand og skal engang have studeret til præst og er inde i mange sprog. Jeg har spurgt matroser, der har faret alverden rundt, men ingen kender pigens sprog. Nu har hun vel efterhånden lært at udtrykke sig på dansk, men det sier ubehjælpsomt og tvungent og med en fremmed accent. Men nok herom, i de følgende dage så jeg skarpt efter i alle aviserne, om pigebarnet blev efterlyst. Jeg ville naturligvis gerne have den rigelige findeløn, som man måtte tilbyde mig for hende. Men der gik dage og uger hen, der blev ikke med en linie, ikke med en stavelse søgt efter pigebarnet. Det var, som om hun ikke ejede en eneste frænde, som om hun var forladt af hele verden. Jeg tænkte da på at gå til politiet og overgive mit fund til det. Men jeg opgav det igen... og hvorfor? Ganfle simpelt, fordi jeg i de mellemliggende uger var kommen til at elske barnet, og fordi hun også syntes at holde af mig. jeg havde daglig taget hende med på mine udflugter, og hun klyngede sig til mig, hun fulgte mig med en tillid, som om hun instinktmæssig følte, at jeg var hendes eneste beskytter. Og hende skulle jeg lade komme fra mig — det eneste væsen i hele verden, der så op til mig og elskede mig. Kald det en synd mod barnet.. kald det egoisme, ja endogså en forbrydelse — men jeg kunne ikke andet, jeg beholdt barnet. Fra den tid foregik der en forandring med mig. Jeg havde nu noget at leve og kæmpe for, et mål for min tilværælse, thi barnet elskede mig mere og mere, og jeg forgudede det. Jeg besluttede at forandre min livsførelse, at søge arbejde. Men det lykkedes mig ikke at få det... jeg har, som de ved, været straffet flere gange, ulemper og elendighed har fået mig til at forgribe mig på lovene — og så flyede man den løsladte forbryder som en pestbefængt, ingen ville række en hånd frem for at hjælpe ham til at fortjene sit brød på en ærlig måde. Det er det, man kalder et samfund! Jeg måtte da tage fat på mit tidligere livserhværv.. jeg måtte blive ved med at lede og finde. Men det var som om barnet øvede en forædlende og luttrcnde indflydelse på mig.. jeg blev mere ærlig i min livsførelse, jeg beholdt aldrig mere, hvad der undertiden tidligere var tilfældet, det, jeg fandt på gaderne, jeg viste mig nu kun, som de skriver i adresseavisen, som „ den redelige finder “. Og nu barnet — jeg vågede og værnede om hende som om en guddom — hvor meget jeg end selv led og bøjede, få har hun dog aldrig manglet noget. Men også i moralsk henseende værnede jeg om hende. Så meget som mulig har jeg søgt at holde hende borte fra de omgivelser, hvori jeg selv færdes, og jeg tør nok sige, at hun endnu er lige så ren, uskyldig og ufordærvet som den aften, da jeg fandt hende i sneen. Og nu, hr. Grosserer Levin, har jeg fortalt dem barnets historie, for så vidt som jeg selv kender den. * * * findelønsmanden tav. — og du har aldrig, spurgte grosserer Levin, af barnet selv erfaret noget om hendes fortid? — aldrig. Efter at hun havde lært at udtrykke sig på dansk, spurgte jeg hende undertiden derom. Der kom hvergang en underlig angst og frygt over hende. Hun skælvede over hele kroppm, pressede læberne sammen, som om hun var bange for at sige noget, og i flere timer yttrede hun ikke et ord. Det er klart, at der går en mørk, uhyggelig hemmelighed gennem hendes liv. Jøden nikkede bekræftende. — og havde hun ikke, spurgte han videre, noget hos sig, der kunne lede dig ind i et bestemt spor? — nej, hun bar intet som helst hos sig, ikke engang hendes klæder eller linned var mærket. — men hendes navn? — heller ikke det har jeg kunnet formå hende til at sige. Jeg kalder hende nu Valborg, medens de andre benævner hende „ Sneprinsessen “. Jøden ville spørge videre, men han blev pludselig afbrudt. Der hørtes en larm: en heffig hylen og gøen, og samtidig blev der skrabet stærkt på døren, der førte ind til sideværelset, hvor sneprinsesscn befandt sig. Jøden og findelønsmanden sprang op fra deres. Pladser. v. En menneskehandel. Den pludselige larm, der havde afbrudt grosserer Levin og findslønsmanden i deres samtale, hidrørte fra den store, gule hund, der — som fortalt — ledsagede jøden. Den havde hele aftenen igennem trofast fulgt sin herre i hælene; den var ikke vegen fra ham, den havde våget over ham, som om dens instinkt sagde den, at der var fare på færde for ham på det uhyggelige sted, hvov han for øjeblikket opholdt sig. Da jøden og findelønsmanden tog plads i den mørke stue og den sidstnævnte begyndte sin fortælling, lagde hunden sig ned foran sin herres fødder. Findelønsmandens fortælling var, som vi vide, ikke så ganske kort. Hunden kedede sig formodentlig, thi dem tog sig for at undersøge omgivelserne den snusede og snøftede ligegyldig til de forskellige genstande i stuen. Derpå kom den hen til døren, der førte ind til sideværelset, og her blev dens snøften med et intensiv og opmærksom. Den lagde sig ned på alle fire og borede med en stærkere og stærkere snøften sin snude ind mod sprækken under døren. Så rejste den sig og spr

1876_Hjelm_OerkenensSlange_2

Robert

Robert

Hjelm

Robert Hjelm

Ørkenens Slange

male

male

dk

Hjelm

Oerkenens Slange

Ørkenens Slange

Nutidsroman

n

gothic

P. Olsen

KB

4.-6. Del, sidetal er derfor sammenlagt i pages. OBS: Del 6 udkom i 1877. Ved desuden ikke om man kan regne med prisen, da den var angivet for Del 1-6 (ved ikke om der er kommet en samlet udgave på et tidspunkt?)

nan

nan

O

I. Moder og søn. Moder og søn befandt sig vis-l-vis lige overfor hinanden. Ingen af dem havde anelse om, hvor nær blodet knyttede dem sammen. Der var kun et eneste menneske i hele verden, som vidste det. Det var den diand, som nu stod udenfor døren med øjet til kighullet... den biand, som for af tjene begges interesser havde ført dem sammen. Vi ved, af Adam var standset nogle skridt indenfor døren.. Han følte sig lidt forundret over, af doktoren havde ladet ham træde alene indenfor. Bien det foruroligede eller ængstede ham dog ikke. Han var et frejdigt og frimodigt barn... og det faldt ham ikke ind af føle frygt for den sortklædte dame, der sad ved vinduet. det vakte imidlertid hans forundring, af hun vedblev af sidde så stille og ubevægelig derhenne... uden af dreje hovedet om... for se på ham og byde ham velkommen. Men — hun havde måske slet ikke hørt, af han var trådt indenfor, tænkte han. Altså måtte han vel gøre hende opmærksom på sin nærværelse. Han skrabede med sin lille fod i gulvet... han hostede sagte et par gange. Det frugtede ikke noget... den sortklædte dame forblev siddende lige rolig... lige ubevægelig på sin plads ved vinduet. Det var dog forunderligt, tænkte Adam... hvor kunne det dog være? Han brød forgæves sin lille hjerne for at sinde en grund. Og imidlertid blev også han stående, uden at flytte sig, på den samme plet. Men med et faldt der ham en tanke ind. Doktor Hansen havde jo sagt ham, at den fremmede dame var syg. Deri troede Adam nu at finde grunden til den ubevægelige og uforandrede stilling, som hun vedblev at indtage. Den stakkels syge dame — det kostede hende måske ansfrængelse at flytte sig... det ville måské volde hende smærte, om hun skulle vende sig om og vinke ham hen til sig. Men så var det jo hans sag at gå hen til hende... hilse på hende... og være rigtig god og kærlig mod hende, som doktor Hansen havde bedet ham om. Adam realiserede straks sin tanke. Han gik henimod den sortklædte kvindeskikkelse, idet han uvilkårlig dæmpede sine skridt og bevægede sig så let og forsigtig som mulig hen over gulvet. - han nåde damen og standsede ved siden as hende. Hun gjorde ikke en bevægelse... hun forandrede ikke en eneste smule i sin stilling. Som Adam nu stod, kunne han ikke se hendes ansigt, der var vendt ud mod haven. Han flyttede sig så meget, at han kunne få det at se... hævede derpå sit blik op imod det. Han så en rsn, regelmæssig profil af et smukt, men blegt ansigt... et par mørke øjne, der ufravendt stirrede ud i haven... og ligesom syntes at være fasttryllet til et bestemt punkk i denne. I flere minutter vedblev Adam at betragte den sortklædte kvindes ansigt. Og jo længere han så på det, desto mere følte han sig tiltalt af det. Det vakte en forunderlig sympatti og deltagelse hos ham. hun måtte være syg og lidende, denne stakkels, fremmede dame — det kunne han ikke tage fejl af. I hendes blege, ubevægelige ansigtstræk... i hendes øjes tomme, glandsløse blik læste han kun smærte, lidelse og sorg. Andet formåede hans barnlige øjne ikke at bemærke i den sortklædte kvindes ansigt Adam følte sig rørt over hendes sorg og smærte... den satte hans deltagelse og sympatti i bevægelse. Ja, denne stakkels, fremmede dame trængte, som doktoren havde sagt, til opmuntrende trøst, kærlighed og godhed. Var det nu ikke hans pligt af yde hende al den opmærksomhed og kærlighed, som han rådede over? Men først måtte han dog gøre hende opmærksom på sin nærværelse. Han lagde sin hånd sagte på hendes sorte kjole. Hun syntes ikke af mærke det... thi hun gjorde ikke en eneste bevægelse. I nogle øjeblikke lod han sin hånd forblive liggende på hendes kjole. Så tog han mod til sig og tænkte, af han måtte være noget mere dristig. Han rykkede et par gange.. først ganske svagt, så stærkere... i hendes kjole. for hvert ryk siver der ligesom en let skælven hen over hende... men hun så dog ikke ned... hendel øjne vedbleve af være ligesom sasttryllede til det samme punkt derude i haven. Adam tabte ikke modet... tværtimod han blev mere og mere dristig. Den ene af den unge kvindes hænder lå i hendes skød. Hvor var den dog ikke fin og mager og “ hvid. Han lagde sin egen lille, bløde hånd oven på den. Hvor var den dog ikke kold! Men til gengæld var hans lille, buttede hånd så meget desto varmere. Og denne varme syntes at meddele sig til den unge kvinde... den syntes ligesom at elektrisere hende. Hun gjorde en bevægelse... der gled et suk hen over hendes læber... hun bøjede hovedet og så ned. Hvilket syn var det dog ikke, der. nu mødte hendes øm! Et smukt, venligt, blomstrende barneansigt, omgiven af en fylde af blonde, lokkede hår. Og i dette ansigt et par strålende, hjertensgode øjne, der så så venligt, kærligt og tillidsfuldt op på hende. Den blege kvinde så først tomt og stirrende på barnet, ret som om hun ikke tydelig opfatttede hans nærværelse... eller som om den lille dreng kunne have været en af stolene eller en af de andre genstande, der befandt sig i værelset men så luede der noget op i bagrunden af hendes øjne... hun begyndte at se på ham med et blik, der syntes at indeholde forbavselse og overraskelse. Adam omfattede hendes hånd og trykkede den. — fremmede dame, sagde han blidt og bedende, ikke vred på lille Adam... han holder meget af fremmede, syge dame... og hun vil jo også holde af ham og tillade ham at være god og kærlig imod hende. Han understøttede sine bedende ord ved at trykke hendes magre, hvide hånd inden i sine egne bløde, buttede hænder. Atter nu var det, som om den vanvittige kvinde kom under indflydelse af en magt, som hun ikke kunne modstå. Vi har set, hvorledes doktor Hansen ligesom havde magnetiseret hendes blik fast fil sit... hvorledes han ved sin hånds berøring havde ligesom elektriseret hende. Og nu syntes det samme at gentage sig. Den vanvittige syntes ikke at kunne løsrive sit blik fra drengens øjne, der var så smukke, så store, funklende og livlige. Og lige som om der gik en magnetisk strømning, imellem dem således syntes det funklende liv i hans blik, at blive overført — om end efter en mange gange formindsket målestok — fil hendes tomme, glandsløse blik. Hendes hånd, der var så kold og klam, blev under hans små fingres berøring lige som gennemelektriseret af varme. Og idet han fremførte sine ord, bøjede hun, medens der udbredte sig et svagt smil over hendes. Ansigt, lyttende sit hoveds. Det var som om hans friske barnestemme indeholdt en musik, der klang liflig og tillokkende i hendes øren. Med barnets hurtige og for det meste skarpe opfattelsesevne så Adam, at hans nærværelse ikke var den fremmede dame imod... at hun med velvilje så på ham. Det forøgede hans mod og dristighed. - idet han vedblev at holde den vanvittiges hånd inden i sin sagde han: — Adam kommer hver dag og besøger dig, stemmede dame... og du kan tro, vi sfgj nok more os... For jeg har så meget, som jeg vil fortælle dig. Du er syg, men du skal se, du bliver snart rask igen... tror du ikke også? Den vanvittige svarede ikke noget på drengens spørgsmål. Måske havde hun slet ikke forstået det. men hun så, medens det tidligere smil vedblev at spille omkring hendes læber, ufravendt på ham. Det var et forunderligt smil... på en gang rørende og barnligt. Adam så dette smil.,. og det indeholdt tilstrækkelig svar for ham... det var ham tilstrækkelig opmuntring til at vedblive sin passiar. Med barnlig tungefærdighed passiarede han da videre: — ja, du kan tro, du bliver snart rask... for doktor Hansen er en dygtig doktor... og han har selv sagt til Adam, at den stakkels, syge dame snart skulle blive rask igen. Han har også kureret lille Adam... Jeg havde fået et hul i hovedet, fordimor Sørensen... kender dumor Sørensen? Den vanvittige svarede ham atter med sit tidligere, stille smil. Adam var tilfreds med det og vedblev: * — nå, du kender ikkemor Sørensen... uh, det er sådan en slem, gammel kone! Hun stødte Adam over mod kakkelovnen... og jeg fik et start hul i hovedet... Du kan tro, det gjorde ondt:.. Ved disse ord lod den vanvittige sin hånd glide klappende hen over den lille drengs hovede. Det skete måske ganske uvilkårligt og ubevidst, men det tog sig dog forunderligt ud, fordi det samstemmede så godt med indholdet af drengens ord. Adam lod villig den sortklædte kvinde klappe sig og vedblev imidlertid: — ja, det gjorde rigtignok gyselig ondt... men doktor Hansen kurerede Adam på en dag. Og han vil også gøre dig rask... og så skal du spadsere med mig nede i haven. Har du været der? Jeg er der næsten hele dagen. Du skal få lov til at se den have, som jeg har anlagt for mig selv... og du skal også få lov til at tale med Helene, når hun kommer ud at tale med Adam... kender du Helene? Igen et nyt brat spørgsmål. Men den vanvittige syntes ikke at blive utålmodig over disse spørgsmål, som drengen idelig stillede til hende. Med den ene hånd vedblev hun at kærtegne Adams hovede. Med den anden omfattede hun hans lille, buttede hånd. Og ufravendt var hendes blik fængslet til hans klare strålende øjne... uafbrudt spillede det samme stille, glade. Smil omkring hendes læbers der var foregået en lille forandring i hendes ydre. Hun var nu ikke så bleg og marmorhvid som ellers... en fin, gennemsigtig rødme havde bredt sig ud over hendes kinder... en rødme, der vidnede om, at blodet i hendes årer var kommen i en raskere, livligere cirkulation end sædvanlig. Adam, der allerede havde gjort sig fortrolig med, at han selv måtte besvare de spørgsmål, han stillede, vedblev imidlertid. — nå, du kender ikke Helene! Det er Adams søster... og du kan tro, det er en rigtig rar pige. Hun leger altid med Adam... og hun forærer mig altid sådanne kønne ting. Men jeg holder da også rigtig meget af hende... og du vil også komme til at holde af hende... for hun er så god... og hun vil være lige så kærlig imod den stakkels syge dame, som Adam nu er det. Hvad gik der i dette øjeblik af den lille purk? Hans dristighed syntes ingen grændser at kende. Han klattrede let op på den sortklædte kvindes skød, satte sig til rette på det og lagde sin hånd kærtegnende omkring hendes Hals. Eva blev flet ikke vred over hans dristighed. Tværtimod! Hun bøjede sit hovede og lagde sin kind ind imod hans. Hvilket forunderligt og dog tiltalende skue frembød de ikke, denne blege, stille kvinde og denne livlige smukke dreng... denne stakkels vanvittige kvinde og dette kloge, opvakte barn! Og idet de sad således, ansigt mod ansigt, var der noget, som måtte have vakt opmærksomhed hos enhver, der så dem. det var den umiskendelige lighed, der herskede mellem deres ansigtstræk,.. mellem barnets bløde, afrundede lineamenter og den vanvittiges mere markerede, fuldtudviklede træk. Ved siden af den store forskæl var der en så iøjnefaldende lighed, at den måtte have overrasket enhver. Udenfor døren stod der en mand, som vi ved, en mand, der var tilskuer ved dette optrin, der foregik inde i værelset. Og han var alt andet end blind for denne lighed mellem Eva og Adam. Hvis han endnu havde næret et gran af tvivl, så måtte den nu forsvinde. Han kunne ikke tage fejl... det var moder og søn, han så foran sig. Efter at Adam var kommen op på den vanvittiges skød... og efter at hun havde lagt sin kind mod hans, var han pludselig forstummet i sin snakkesalighed. Han vidste ikke selv hvorfor, men det forekom ham, at han i dette øjeblik ikke kunne sinde på noget at fortællæ „ den syge dame “, som han kaldt » hende. Således sad de tavse... idet de dannede et smukt og rørende levende maleri. Der forløb nogle minutter i den dybeste tavshed. Så blev døren sagte og larmløst åbnet. Doktor Hansen trådte indenfor. Han gav med øjnene Adam et vink. drengen forstod straks dets betydning. Han fog sin arm bort fra den banvittiges Hals og klattrede let ned på gulvet. Så lagde han sin lille hånd på hendes og sagde: — nu må Adam gå... den stakkels syge dame tåler ikke, at Adam bliver længere hos hende... det siger doktoren selv... men i morgen kommer jeg igen... Og så skal vi rigtig passiare sammen. Han trykkede den vanvittiges hånd og løb derpå hen til doktoren. Denne fog hnmaved hånden og førte ham hurtig ud af værelset. Eva havde rejst sig op. Smilet var pludselig forsvunden fra hendes ansigt.. hendes blik, der havde fået et svag glans, blev atter formørket. Da den lille dreng løb hen over gulvet, gjorde hun nogle skridt efter ham, som om hun ville standse ham og holde ham tilbage. Bien da han forsvandt, stod hun brat stille midt på gulvet og strakte sine arme frem mod den lukkede dør. Således stod hun i nogle øjeblikke. Så vendte hun tilbage til sin stol, satte sig på den og gentog med monoton, ensformig stemme flere gange drengens sidste ord: — i morgen kommer jeg igen! gennem kighullet i døren fulgte doktor Hansen med spændt opmærksomhed enhver af den vanvittiges bevægelser. Nu trådte han tilbage, hans ansigt lyste af glæde og tilfredshed. — håb... Håb! hviskedee han bevæget. Derer noget, som formår at udrive hende af den apattiske sløvheds- og ligegyldighedstilstand, der ruger over hende... hun er lige overfor dette barn ikke længere som en levende død... hun formår at føle glæde og sorg... at bevæges, at føle som et levende væsen. Nu er vejen funden som vi må følge... den vej, der fører til frelse for hende! i. Nye omgivelser. Det bliver nødvendigt, at vi går omtrent fire og tyve timer tilbage i tiden. Det er den samme dag, på hvilken vi om morgenen har set doktor Hansen aflægge et besøg hos Holger Svendsen og senere have en samtale med Ole. Nu er det ud på eftermiddagen. I Antoniestræde lå der i en meget dyb kælder en beværtning. Den havde to små vinduer, der lå i højde med brolægningen, ud mod gaden. Ad en lav dør og nogle stejle trappetrin kom man ned i den. Over døren var der et skildt, der ved ordene: „ Café og beværtning “ Underrettede samtiden om kælderens bestemmelse. Det var, som man kan tænke sig, en meget obskur beværtning... og det publikum der beærede den med sin søgning, var hverken talrigt eller udvalgt. Det er i denne beværtning vi vil aflægge et besøg. Ad de stejle trappetrin og gennem en dør, der nærede et decideret fjendskab mod alle høje hatte, kom man ned i en lille, lav og mørk stue. Luften i den var fugtig og ubehagelig at indånde. - endogså midt på dagen herskede der halvmørke i denne stue. Det var en følge af, at den kun var forsynet med et vindue, hvis ruder tilmed var bedækkede med et tykt lag støv. I vindueskarmen lå der på nogle smudsige underkopper forskellige „ Delikatesser “ i form af stegt fisk, ål i geløe etc. etc. De så alt andet end indbydende ud, men alligevel var det dog deres bestemmelse at underrette oververdenen om, hvad kælderens køkken formåede at præstere. Bohavet i stuen var så tarveligt og simpelt som vel muligt, idet det indskrænkede sig til nogle smudsige, forslidte og haltende træborde og træstole. Jdenfor denne stue lå der en anden. Det var egentlig værtshusholderfamiliens private lejlighed, men den stod dog til fri afbenyttelse for de gæster, der foretrak at konsumere deres „ Forfriskninger “ I den. den var ligeså mørk som den forreste stue, idet den ligesom denne fik alt sit lys gennem et lille vindue, og luften i den var ligeså fugtig og ubehagelig. Men dens møblement var dog langt bedre. Langs den ene væg stod der. en sofa, der knagede på en ynkelig måde, hver gang et menneske tog plads i den. Der var endvidere et gammeldags ormædt chatol, nogle stole og et bord med et rødt, forslidt tæppe på. Nogle skilderier, der forestillede „ Christus på korset, “ „ Jomfru Marie “ og lignende bibelske sujetter, “ „ prydede “ Væggene. Således omtrent så der ud i den kafé og beværtning i Antoniestræde, til hvilken vi nu henlægger skuepladsen for vore begivenheder. Den eftermiddag vin hvilken vi taler, opholdt der sig en gæst i den inderste stue. Det var en Aland på hen ved et halvt hundrede år, lille og mager. Hans påklædning røbede en tarvelig og jævn soliditet. Ansigtstrækkene vare ordinære og syntes at røbe tendenter til slaphed og sløvhed. Hovedet var bedækket af en mørk paryk, der skjulte en del af ansigtet, idet hårene var redet hen over panden og det meste af kinderne. Et par briller med mørktfarvede glas gjorde det til en umnlighed at se mandens øjne. han sad ved et lille bord, der stod under det eneste vindue, der befandt sig i stuen. Der var nogle andre levende væsener tilstede i denne. Det var ikke gæster, men et par børn med uvaskede og uredte hoveder. I baggrunden af værelset sad der endnu et levende væsen, nemlig en stor sort kat med et par glindsende øjne. - værtens børn sad på gulvet og stirrede med store, forbavsede øjne på manden ved vinduet. Det var første gang han var nede i beværtningen... og en ny gæst var en så sjælden fremtoning, at det endogså vakte forundring hos de smudsige børn. De så på ham med en mine, som om han kunne været et væsen fra en anden verden. Manden ænsede det ikke. Hans opmærksomhed var på gaden. Eller rettere sagt ikke så meget på gaden, som på et hus, der lå på den modsatte side af den. Dette hus var nr. 16. Som man måske erindrer, vardet netop i dette numer, at Holger Svendsen boede. Så godt som bestandig var mandens blik fæstet på dette hus. Kun en gang imellem, når han smagte på sin snaps eller tog en slurk af sit øl, forlod hans blik det. men det vendte bestandig, ligesom draget af en magnetisk kraft, tilbage til det. Havde man med opmærksomhed fulgt retningen af mandens blik, ville man være kommen til det resultat, at det fortrinsvis dvælede ved første sal i huset lige overfor. I denne etage, var det som man måské erindrer, at Holger Svendsen havde sit værelse. Der var ikke noget specielt iøjnefaldende ved denne etage i stedet lige overfor den underjordiske beværtning... der var kun sjælden nogen af beboerne ved vinduerne — og dog hvilede mandens blik med umiskendelig interesse derovre. Måske iagttog han noget, som andre end han selv ikke bemærkede... måske ventede han på, at der skulle vise sig noget eller ske noget i stedet lige overfor. Således havde han siddet i flere timer i den underjordiske kælderbeværtning... på den samme plads... med sin opmærksomhed rettet imod det samme punkt. I begyndelsen af hans ophold dernede havde værten forsøgt at indlede en samtale med ham. Alen manden viste en afgjort ulyst og utilbøjelighed til konversation... han svarede knap med enstavelsesord på værtens skarpsindige bemærkninger om forskellige genstande. Efter flere forgæves forsøg havde værten derfor trukket sig tilbage. ude i den forreste stue meddelte han hviskende sin kone, at det dog var en underlig en. “ Manden forblev imidlertid uforstyrret siddende på sin observationsplads. Og da han med passende mellemrum lod indholdet af sine glas forny, forsonede værten sig nogenlunde med hans ophold i beværtningen. Imidlertid undrede han sig dog over, hvad det vel kunne være „ for en. “ Af mandens ydre var det umuligt, at slutte sig til hans stilling og beskæftigelse. Værten kom dog til et resultat med sine stille forskninger angående sin ny gæst. Et par timer efter at denne var kommen, betroede han nemlig hviskende sin kone, at „ han derinde “ var en „ O pda ger. “ Konen spærrede sine øjne og sin mund vidt op, og tvivlede ikke et eneste øjeblik om, af hendes mands skarpsindighed var kommen til et rigtigt resultat. Der var iøvrigt meget, som talte for den formodning, som værten havde opstillet. Huset lige overfor var ikke af den beskaffenhed, af dets ydre ret længe skulle kunne fængsle en beskuers øjne til sig. Altså måtte der være noget særegent, som manden iagttog... noget, som han under sin timelange dvælen ved vinduet søgte af opdage. hvilket? Ja, det var netop det vanskelige af sige. Hans øjne dvælede, som vi har bemærket, ved første sal i det lige overfor liggende sted. Og på første sal var der igen to vinduer, som specielt syntes af tiltrække ' sig hans opmærksomhed. Det var de to vinduer, der hørte til det værelse, som Holger Svendsen beboede. Det var ikke meget, som alanden i de timer, han havde siddet på sin observationspost, havde iagttaget ved disse vinduer. Værelsets beboer havde for et par timer siden vist sig ved det ene vindue. Aled et søvndrukkent og træt blik stirrede han i nogle sekunder ned på gaden... så gabede han... Rullede gardinet ned for vinduet og trak sig tilbage. Formodenlig hengav han sig til den hvile og søvn, som han så hårdt trængte til. I løbet af et par timer viste der sig ikke noget ved de to vinduer. Men da kom der pludselig en dameskikkelse til syne ved det vindue, for hvilket gardinet ikke var rullet ned. Det var en ung dame, i en elegant, men overlæsset og vel udfordrende påklædning. Hun tog plads ved vinduet og talte under livlige håndbevægelser ind i stuen. der forløb omtrent en halv times tid, så forsvandt den unge dame fra vinduet. Nogle minutter efter bemærkede alanden, at hun forlod stedet, og at hun sikkert og udfordrende fejede hen ad fortovet. Holger Svendsens søvnige, og gabende ansigt viste sig derefter ved vinduet. Ester få øjeblikkes forløb forsvandt han-igen i det indre af værelset. Dette var alt, hvad alanden ved vinduet i kælderen havde opdaget i løbet af de timer, han havde siddet på sin post. Det var alt... og det var jo ikke ret meget. Men dette tarvelige udbytte syntes dog ikke at berøve alanden hans tålmodighed. Han forblev ufortrøden siddende på sin plads og så uafbrudt over mod de to vinduer. Folkene i kælderbeværtningen var slet ikke misfornøjet med hans lange ophold. Han fortærede bestandig både faste og flydende varer... og han betalte kontant. Når alanden blot havde været noget mere talende og tilgængelig, ville han endogså have været en udmærket gæst, tænkte værten i beværtningen. Alen „ Opdageren “ var bestandig lige tavs og indesluttel. imidlertid løb tiden... det blev ud på eftermiddagen. Da gjorde manden en lille forandring i stedet, hvorfra han foretog sine observationer. Han forlad kælderen og trådte op på gaden. Med kasketten dybt ned over øjnene og på en måde, som om han ikke ønskede at blive set, gik han henad fortovet. Den første gadedør, som han nåde, smuttede han hurtig ind i. Han stillede sig således i den, at han vanskelig kunne ses fra gaden, men derimod selv kunne holde øje med huset, hvori Holger Svendsen boede. Så begyndte han atter at observere... lige så opmærksomt og spejdende, som han havde gjort det nede i kælderen. Han var ikke mere heldig på sit ny observatorium end han havde været det på det gamle. Bestandig så de to vinduer derovre lige uforandrede ud. Gardinet vedblev at være rullet ned for det ene... ved det andet viste der sig ikke et menneske. Bien bianden stod lige tålmodig og lige nfortrøden på sin post. Der forløb en times tid. Husets beboere passerede ud og ind gennem gadedøren, hvori han havde taget plads. de begyndte at lægge mærke til denne mand, som stod der lige så ubevægelig som en statue. Det kunne ikke undgås... han satte husbeboernes nysgærrighed i bevægelse. Et par døre blev åbnede... man stak hovederne frem over trappegelænderet... og man hviskedee og tiskede i gården og på trappegangen. Manden ænsede tilsyneladende ikke den opmærksomhed, han vakte. Det var dog kun tilsyneladende, thi da husbeboernes opmærksomhed blev for levende... da deres interesse for ham begyndte at yttre sig på en temmelig nærgående måde, forlod han pludselig gadedøren. Han gik tilbage til kælderen... og han bevægede sig nu ligesom før på en måde, som om han ønskede at være ukendt og uset. Med en vis tilfredshed modtog værten i kælderen „ Opdageren. “ Der var slet ingen gæster i beværtningen men nu bødede da han i det mindste noget på denne tomhed. Manden forlangte smørrebrød, øl og brændevin... og satte sig hen på sin tidligere plads under vindnet. Klokken var imidlertid bleven hen ad syv. altså havde „ Opdageren “ nu tilbragt en eftermiddag med sine iagttagelser. Intet under, at han begyndte at se noget træt ud... til med da han kun havde haft et så tarveligt udbytte af sine observationer. Værten bragte maden og drikkevarens... og manden begyndte straks at give sig i lag med dem. Imidlertid forsømte han dog ikke sine observationer... han lod bestandig sine øjne dvæle ved de to vinduer lige overfor. De så lige tomme... lige kedsommelige ud. Det var altså ikke så mærkværdigt, at mandens blik også begyndte at se noget sløvt, træt og ligegyldigt ud. Dog, med et foregik der en forandring heri... Hans blik blev livligt.... opmærksomt og skarpt iagttagende. Grunden hertil var ikke vanskelig at påvise. Det nedrullede gardin for vinduet derovre blev rullet op af værelsets beboer. Han var nu omhyggelig vasket, friseret og pyntet '... kort sagt, han havde tilsyneladende gjort toilette til at gå ud. Han åbnede begge vinduerne og trak sig derpå tilbage. Med fordoblet opmærksomhed iagttog manden i kælderen nu huset lige overfor. efter et par minutters forløb trådte der en herre... en pyntet herre ud ad gadedøren. Det var Holger Svendsen. I samme nu rejste manden i kælderbeværtningen sig hurtig op fra bordet, hvorved han havde siddet. Iii. En forjolgelse. Der syntes at være kommen et pludselig hastværk over „ Opdageren “. Han kaldte på værten og spurgte, hvor meget værten nævnede summen. Han var skyldig. Manden betalte den... derpå trykkede han sin kasket ned i panden og sorlod skyndsomt beværtningen, idet han knap gav sig tid til at sige farvel. Værten fatte begge sine hænder i siden og så nied et forbavset blik efter ham. Så kastede han et lige så forundret blik på de varer, som manden havde bestilt og betalt, og som stod så godt som urørt på bordet. Værten rystede på sit tykke hoved. Det kunne han dog ikke forstå. Gæster, som fortærede og gik uden at betale — dem kendte han enkelte af. men gæster, som betalte og gik uden at fortære — det var dog endnu aldrig før forekommet i hans praksis. * rir h. Da „ Opdageren “ kom fra kælderbeværtningen op på gaden, kastede han et hurtigt blik i den retning, hvori Holger Svendsen var gået. ' mk han kone tidsnok til at sé ham^dreje omkring hjørnet ind i Pilestræde. Manden rykkede sin kasket så langt ned i panden som vel muligt og fremskyndede derpå sine skridt. Han gik ligeledes omkring hjørnet ind i Pilestræde. Holger Svendsen var omtrent fyrgetyve skridt foran. I aften var han næsten pyntet endnu mere end sædvanlig. Han brillerede i afstikkende, smagløse farver. Han bevægede sig langsomt på en lapseagtig, driveragtig måde. Sin tynde spadserestok svingede frem og tilbage og gennem dej: næseklæmmer, som han havde sat foran sine øjne, stirrede han de forbigående damer ind i ansigtet. Opdageren gik over på det modsatte fortov af det, som Holger Svendsen sulgte. Idet han slog ind i en langsom Marche, sørgede han for nt vedligeholde den samvie afstand af omtrent fyrgetyve skridt mellem sig og den unge bland. Hans blikke fulgte opmærksomt, næsten med ængstelse enhver af dennes bevægelser. Når Holger Svendsen syntes at ville standse eller dreje hovedet tilbage, søgte manden at skjule sig blandt de forbigående på fortovet. Det var ham øjensynlig meget magtpåliggende at undgå at blive bemærket af den unge bland foran. Der var iøvrigt ikke megen change for at dette skulle blive tilfældet. Thi Holger Svendsen lod ikke til at nære den ringeste anelse om, at hast blev forfulgt og iagttaget. Han bevægede sig derfor rolig og sorgløst, uden at se sig tilbage. Drejede han en gang imellem hovedet om, da var det altid for at se efter en forbigående dame. Repræsentanterne for det svage køn syntes i det hele taget at optage al hans opmærksomhed. Gennem fin næseklemmer koketterede han med enhver dame, som han mødte. De damer af demimonden, som hail mødte, gengældte villigt hans koketteri. De andre damer derimod så temmelig koldt og spydigt på denne udpyntede og udstafferede kavaller. Fra Pilestræde var han, fulgt af alanden fra kælderbeværtningen, drejet ind i Østergade. han gik gennem denne i retning ad Amagertorv. Han vedblev at følge denne retning, gennem Vimmelskaftet, over gammeltov og gennem Frederiksberggade. „ Opdageren “ var gået over på den modsatte side af gaden. Klokken var nu hen ad otte, og det vrimlede af mennesker på gaderne. Han måtte anspænde al sin opmærksomhed... Bruge sine øjne godt, for ikke at tabe deir » af syne, som han forfulgte. Hvert øjeblik blev han borte i det bølgende hav af mennesker, og forsvandt for hans blikke. Alen takket være den unge atands afstikkende, iøjnefaldende klædedragt, sik han dog snart øje på ham igen. Da Holger Svendsen havde nået enden af Frederiksberggade, fortsatte han vejen ud ad vesferbropassagen. Ved tivoli holdt der som sædvanlig en mængde sporvogne og omnibusser. Den lille mand fra beværtningen i Antonistræde formindskede afstanden mellem sig og den han forfulgte. Han syntes at have en anelse om, at Holger Svendsen muligvis ville stige ind i en af sporvognene. Det gjaldt altså om at være ham så nær som mulig, for at han ikke pludselig skulle blive aldeles borte for ham. Opdagerens anelse bekræftede sig... Holger Svendsen steg op på en sporvogn og tog plads ovenpå. Den lille mand standsede tvivlrådig. Hvad nu? Han ville ikke ses af Holger Svendsen... altså turde han ikke tage plads i samme sporvogn. Alen på den anden side ville han heller ikke tabe den unge mand af syne. Der blev gjort en ende på „ Opdagerens “ Tvivlrådighed idet sporvognen, ovenpå hvilken Holger Svendsen sad begyndte at køre. Den lille mand steg da op på en anden sporvogn, der skulle samme vej som den ferste og ville følge umiddelbart efter den. Efter nogle få øjeblikkes forløb satte også denne sporvogn sig i bevægelse. Den lille, magre mand, der sad ovenpå, vedblev uafbrudt med sine øjne at følge den sporvogn, der kørte foran. Han kunne se Holger Svendsen... og hans øjne veg ikke fra ham. Holger Svendsen anede ikke noget som helst om den forfølgelse og iagttagelse, hvis genstand han var. Han sad på taget af vognen... rolig og sorgløs... dampede af sin cigar og så med et fornøjet blik på de mennesker, der passerede forbi. da sporvognen holdt i Frederiksbergs runddel, steg han ned. Samtidig steg også „ Opdageren “ ned fra den bagerste sporvogn. Holger Svendsen „ drev “ — for at bruge et mere adækvat end smukt udtryk — fra runddelen ned ad Allegade. Den lille, magre mand fra beværtningskælderen i Antonistræde fulgte ham i afstand og under iagttagelse af den samme forsigtighed som tidligere. På begge sider af Mllgade ligger der — som man ved — en række traktørsteder med småhaver foran. Da Holger Svendsen havde passeret omtrent halvdelen af gaden, gik han ind i en sådan have. Den var ret rummelig med en række lysthuse på hver side. I baggrunden af haven lå traktørstedet. Det var en langstrakt bygning på to etager. Det var endnu højlys dag, men alligevel var der tændt lys indenfor nogle af vinduerne i øverste etage. De stod åbne... og lyden af en skingrende hæs og falsk damestemme, der under akompagnement fra et fortepiano foredrog en sang, trængte udenfor. Det var øjensynligt, af der gaves „ musikalsk aftenunderholdning “ Deroppe. et skildt over indgangen til haven underrettede også publikum om, af der i „ Enigheden “ — således hed traktørstedet — hver aften optrådte „ et nyt, elegant dameselskab. “ Holger Svendsen drev langsomt gennem haven op mod bygningen. Han lod til af være godt kendt; thi de opvartere, han mødte, hilste ham med en vis familiaritet: — god aften, hr. Svendsen. Han var endnu ikke kornmen helt gennem haven, da den lille brand fra alléen drejede ind i den. I samme øjeblik trådte der en biand ud fra traktørstedet. En biand med store guldringe på fingrene og en pralende uhrkæde udenpå vesten. Det var direktør Schindler... Holger Svendsens „ kære ven “. Han standsede og hilste på ham. Et øjeblik stod de to „ Venner “ i samtale udenfor bygningen... derpå gik de samnien ind i den. Den lille, magre mand var standset ved havens indgang og iagttog derfra Holger Svendsen. Da denne var forsvundet i bygningen tilligemed sin ven, forblev han tvivlrådig stående. Han syntes atter at befinde sig i et dilemma. Han turde ikke følge den unge mand ind i huset... thi der ville han blive set af ham... og det var jo netop det, han ville undgå. Bien på den anden side ville han heller ikke tabe den unge mands spor. Hvad skulle han da nu-gøre? Medens han overvejede dette, bemærkede han Holger Svendsen og hans ledsager indenfor de oplyste vinduer på første sal. Han ville altså efter al sandsynlighed høre på den „ musikalske underholdning “, der præfiteredes deroppe. Alen i så tilfælde kunne det jo. vare længe, inden han kom ned igen. „ Opdageren “ tog sin beslutning herefter. Han bestilte en bajer hos en opvarter og tog derefter plads i et af de lysthuse, der lå nærmest havens udgang. Fra dette kunne han, uden at risikere selv at blive bemærket, se enhver, der kom ud fra huset og forlod haven. Opvarteren bragte imidlertid den bestilte bajer... Og den lille Aland tog fat på at nyde den. Han satte sig til rette derinde i lysthuset og var således forberedt på

1876_Hjelm_OerkenensSlange_1

Robert

Robert

Hjelm

Robert Hjelm

Ørkenens Slange

male

male

dk

Hjelm

Oerkenens Slange

Ørkenens Slange

Nutidsroman

n

gothic

P. Olsen

KB

4.-6. Del, sidetal er derfor sammenlagt i pages. OBS: Del 6 udkom i 1877. Ved desuden ikke om man kan regne med prisen, da den var angivet for Del 1-6 (ved ikke om der er kommet en samlet udgave på et tidspunkt?)

nan

nan

O

Prolog. To ørkener, i. „ Sømandens død “. Midt ude i det store Atlanterhav ligger der en ø. En lille, øde og ubeboet ø. På de fleste navigationskort findes den ikke afsat, thi den har jo, netop fordi den er ubeboet, ingen betydning for søfarten og handelen. Kun på de største og med den mest minutiøse nøjagtighed udarbejdede engelske navigationskort vil man finde den betegnet ved en lille, rund prik. Men den har intet officielt navn, og ingen nation tilegner sig højhedsretten over den. Og dog har den lille ø både et navn og en historie. Et sørgeligt navn... en sørgelig historie. de søfarende, der er fortrolige med Atlanterhavet, kender den, og de har givet den det uheldvarslende navn: „ Sømandens død “. I dette navn ligger tillige dens historie. Mange kvindeøjne på det fjerne kontingent er for dens skyld blevne fugtige af tårer... og mangen en rig reder har, fordi den eksisterede, måttet vride sine hænder i fortvivlelse. Dens eksistents har kostet hundreder af kække sømænd livet... og så mangen en stolt sejler er for dens skyld med sin rige ladning dukket ned i det frådende hav for aldrig mere at komme op igen. Den lille ø er nemlig på alle sider i omtrent en god Fjerdingvejs afstand fra kysten omgivet af en række skjulte klipper, rev og skær. Som en tiger, der ligger i baghold efter sit bytte, lurer de under havets troløse overflade, der intet advarende tegn giver, på den søfarende. Ve den uerfarne sømand, der uoen at ane faren går øen for nær, og ve den sejler, som stormen driver ind i mod den... det ender med død og undergang. Derfra hidrører navnet „ Sømandens død “... Dette uheldvarslenoe navn, hvormed de søfarende mellem sig har døbt øen. Nu kender man „ Sømandens død “ og vogter sig for og undgår den, som om den kunne være hjemsøgt af pesten. men denne erfaring er dyrekøbt... de talrige lig af stolte sømænd, der prisgivne forrådnelsen og hajerne ligger på klipperne omkring den, de rige skibsladninger, som de samme klipper fastholder under havets overflade, kunne fortælle sørgelige historier derom. Det er en eftermiddag i november måned i året 1868. Ikke en rankold og sludfuld nordisk efterårsdag, men varm og glødende, som tilfældet er under den tropiske himmel. Det er ud på eftermiddagen... som en glødende ildkugle nærmer solen sig til horisonten. Der viser sig fjernt ude over det umådelige verdenshav ligesom en lille hvid sky på himlen. Den kommer nærmere og bliver større, antager bestemte former og omrids, og skyen forvandler sig til en røgsøjle. Det er røgen fra ^et dampskib, der som en pustende og stønnende damphest jager hen over oceanet. I en god halv mils afstand fra „ Sømandens død “ Giver den dampen fra sig og „ braser op “, som man siger i de søfarendes sprog. Det er en lille damper af et mørkt, skummelt udseende, og den toner intet flag, der viser dens nationalitel. dens storbåd-bliver firet ned, den bliver bemandet og roet hen over havfladen. Mere og mere fjærner den sig fra damperen, drevet fremad af taktfaste, kraftige åreflag. Der er elleve mand i båden. De otte sidder ved årene, en niende står oprejst i forstavnen med en lang bådshage i hånden. I bagstavnen, med roret i sin hånd, sidder den tiende mand, og på toften foran, ansigt til ansigt med ham, men med ryggen mod romandskabet, sidder endelig den ellevte af storbådens besætning. En hvid puddelhund står — for at tage alt det levende om bord i båden med — i bagstavnen ved siden af styrmanden. I den dybeste tavshed glider båden fremad... Der bliver ikke vekslet et eneste ord. Men er de vanvittige, disse elleve mennesker! De styrer jo lige ind imod „ Sømandens død “... Lige ind imod dens klipper og rev, der ligger lav: nok under havfladen til at knuse et fartøj, der ikke sutter dybere end denne storbåd. Det vil sige, det er jo lige ind i død og undergang, de styrer. Ja, de må være afsindige... nu nærmer de sig den rasende, brusende brænding, der går hen over klipperne og skærene... nu er de inde i den... og dog går det fremad... bestandig fremad. men det går også for sig, som gik det til døden. Der ruger en uhyggelig tavshed over båden... Med mørke miner, med rynkede bryn trækker nomandstabet på årene, som om de betænkte sig på hvert tag, de gøre. Hvilke mørke, vildiudseende, kraftige skikkelser er de ikke, disse otte matroser samt den niende mand, der står i bådens forstavn. Deres sorte, funklende øjne, den brune, olivenagtige hud, det blåsorte hår røber dem som børn af syden. De er så godt som nøgne... korte, hvide benklæder og en stråhat udgør hele deres dragt. Manden ved roret danner en fuldstændig modsætning til dem. Det er en gammel, men kraftig mand, tilsyneladende omtrent tredsindstyve år. Hans ansigt er rødt og vejrskagent, brunt af solen, øjnene er grå, håret og skægget har oprindelig været blondt, men nu er de stærkt gråsprængt. Han er ikke som matroserne en søn af syden... Hele hans åre betegner ham som en nordbo. Han er klædt som en skibskaptejn plejer af være det under troperne, i en let, luftig sømandsdragt. På toften foran ham sidder der, som vi har fortalt, en mand. I dette øjeblik er det ikke muligt af sé hans ansigtstræk, thi han har bøjet hovedet dybt ned og dækker panden med den venstre hånd. Et yppigt, kruset, blondt hår bølger frem under stråhatten, og efter hans figur af dømme synes han af være ung og kraftig. Fremad glider båden... i den brølende brænding, mellem klipper og skær. Hvert øjeblik må man vente at se den forsvinde, knust og sønderslået, med sin besætning i det frådende hav, der brøler hen over klipperne som en sulten løve, der brøler efter et bytte det er tydeligt at se, at forventningen om en sådan mulighed, en sådan truende katastrofe fylder matroserne. Disse ville, mørke ansigter, der ikke synes at kende til frygt, og som vistnok mange gange har set døden under øjnene, synes nu præget af skræk og gennem deres brune hudfarve skinner der ligesom et let anstrøg af bleghed frem. Kun nødigt og uvilligt trækker de på årene og af og til hviler deres sorte øjne med et truende udtryk på den gamle, gråsprængte mand i bådens bagstavn. Men han sidder der rolig og ubekymret, som om han sad hjemme i sin egen stue der forandrer sig ikke en mine, der viser sig ikke en eneste trækning i hans strenge, barske ansigt. Med sine skarpe, grå øjne spejder han ufravendt frem over havet, som om hans blik på dets ensformige overflade søgte efter usynlige sømærker og kendetegn, som han alene ved besked om, og som skal vejlede båden frem gennem brændingen, frem mellem de skjulte, dødbringende klipper. Han lægger roret snart i styrbord og snart i bagbord, båden følger dets bevægelser, og som ved et vidunder glider den frelst og uskadt hen over den død, der lurer på den under havets overflade. Med et ophører brændingen, båden glider ind i smult vande den er nået over klipperne, og er kun et lille bøsseskud fra „ Sømandens død “. Matroserne ånder lettere, de trækker hurtigere og kraftigere på årene. Den gamles ansigt antager et noget mindre spændt og spejdende udtryk, uden at det dog taber noget af fin strænghed og barskhed. De er nu kun en halv snes alen fra øen, den gamle giver et stød i en pibe, matroserne rejse årene op som master, og lystrende en bevægelse af roret glider båden med bredsiden ind imod øen. Manden i forstavnen springer i land på den stenede bred og slår sin bådshage fast i bådens kant. I dette øjeblik tager den unge mand, der sidder på toften imellem den gamle og matroserne, hånden bort fra panden, og hæver hovedet. Det bliver nu muligt at sl hans ansigt. Det er smukt og ungdommeligt, han syntes at være flire eller femogtyve år gammel. Men der hviler en skygge af sorg og lidelse over hans træk. Hans øjne, der er dybe og blå som havet, glider med et sørgmodigt, åndsfraværende blik, som om han tænkte på andre ting, først hen over havfladen, derpå hen over den øde ø. Den gamle i bådens bagstavn vender sig til en af matroserne, siger med en barsk stemme, der klinger hul og uhyggelig: — kast hans sager i land. Disse ord blver fremsat i et smukt, velklmgende sprog. Det er spansk. — 8i, leniror « i oapituno * ), svarer matrosen og bøjer sig ned mod bådens bund. Han fremtager et lille Anker, en lille jernbeflået kasse, et stykke pressenning og en kort, spids stok, og efterhånden kaster han disse ting op på øens kyst. I dette øjeblik mødes den gamles og den unge mands øjne. Den førstes blik bliver om muligt endnu mere barsk og slrængt, det syntes nu at rumme et hårdt, ubønhørligt og ligesom forstenet had. Kun i et eneste øjeblik mødes deres øjne, så falder den gamles blik bydende ind imod land. * ) ja, hr. Kaptajn. den unge mand syntes at forstå ham. Han rejser sig op, og med bøjet hovede og det tidligere sørgmodige udtryk i sit ansigt, springer han i land. I samme øjeblik går manden med bådshagen ombord i båden, og på et vink af den gamle støder han fra land. Den unge mand forbliver stående på strandbredden, ubevægelig på den samme plet, med ansigtet vendt imod båden. En kamp mellem to modstridende følelser synes i dette øjeblik at foregå i hans indre. Den ene af de to parter vinder sejr, han bevæger læberne, som om han ville sige noget. I samme nu støder den gamle i piben for at tilkendegive matroserne, at de skal lade årerne falde. Disse ville, mørke matroser syntes i dette øjeblik at være bevæget af medlidenhed, de efterkommer langsomt og nølende den gamles signal, som om de vil give den unge mand på strandbredden tid til at fremføre det, han vil sige. Han får det også fremført. Det er kun tre ord, der skælvende og ydmygt baner sig vej over hans læber: — nåde, kaptajn Holm. Disse ord bliver fremført i et sprog, der ikke er så smukt og velklingende som det, der tidligere er talt, men mere blødt og smeltende. det er dansk, den unge mand taler. Den gamle i bådens bagstavn drejer hovedet halvl tilbage og med det tidligere udtryk as ubønhørlig og forstenet vrede og had ser han på den unge mand på strandbredden. — nåde! gentager han i en hård og hul tone. Beder du nu om nåde, Olaf lund! Har du vist nåde imod mig og mine? Olaf lund, som han var bleven kaldt, hæver ved disse ord stolt sit hovede. — nej, kaptajn Holm, siger han i en fast tone, jeg beder ikke om nåde for mig selv, men for hende. Ved det sidste ord går dep en trækning hen over den gamles barske ansigt. Den er imidlertid så umærkelig og forbigående, at kun det skarpeste blik ville have iagttaget den. Med en stemme, der nu klinger dobbelt hård og hul, svarer han: — spar dine ord! De er kun et tomt mundsvejr, der glider mit øre uændset forbi, som den vind, der nu lufter hen over havet. Han drejer hovedet om fra øen og giver matroserne et befalende vink. Årerne sænker sig i bandet, og storbåden fjærner sig pilsnar fra „ Sømandens død “. i. Ene. Olaf lund forbliver stående på strandbredden på „ Sømandens død “, på den samme plet og ubevægelig som en stenstøtte. Den tropiske sol nærmer sig sin nedgang. Dens glødende stråler falder blændende på hans ansigt. Han fører den højre hånd skyggende op for øjnene og følger med sit blik ufravendt båden- * det er vanskeligt at sige, hvad der foregår i hans indre, hvilke tanker der røre sig bag den uforanderlige og uigennemtrængelige sørgmodige mine, som han ansigt bærer til skue. Men hans blik hænger ligesom ved båden derude. Det er, som om han med det vil fastholde den og stanse hvert et åreslag, matroserne gør. Mere og mere fjærner den sig fra land. Matroserne se mørkt ned for sig, manden med bådshagen har atter indtaget sin plads i forstavnen, og den gamle i bådens bagstavn har på ny lagt sin hånd på roret og med ansigtet bortvendt fra „ Sømandens død “, spejder han igen hen over havets overflade. Den unge mand, som de har forladt på den øde ø, synes at være glemt af alle i båden. Dog — der er en ombord, som ikke har glemt ham. Det er hunden — den hvide pudel. Under sejladsen hen imod „ Sømandens død “ har den siddet i bagstavnen af båden ved siden af den gråsprængte kaptam. Den har ladet sine kloge, gulbrune øjne løbe eftertænksomt rundt til alle siver, og den har siddet så rank og knejset med hovedet, som om den i grunden var zden øverstkommanderende, der uden selv at tage væsenlig del i arbejdet, dog med sit overlegne blik ledede manøvrerne. Da Olaf lund gik fra borde, rejste den sig lidt og snusede med logrende hale til ham. Men da man nu sejler bort uden ham, ser den hvide pudel urolig og forbavset ud, som om den ikke forstod det, og den lader sit kloge blik spørgende løbe frem og tilbage mellem den gamle i båden og den unge mand på strandbredden. Den gamle kaptajn ændser hverken hunden eller den tilbageblevne på strandbredden og dette synes at slå pudelen med uro og overraskelse.. den rejser sig op, drejer sig om og vender hovedet ind imod øen. Dens logrende hale sænker sig, den strækker halsen frem og stirrer ufravendt ind imod „ Sømandens død “. Og jo længere båden fjærner sig fra land, desto mere sænker sig pudelens hale, desto længere bliver dens Hals og dens stirrende øjne synes næsten at ville springe ud af deres hulninger. Båden er næsten et bøsseskud fra land, den er snart ude af det smule vand og inde i brændingen. Dyret synes at tage sin beslutning... den udstøder et sagte, klagende hyl, springer ud fra bådens bagstavn og svømmer ind mod øen. Det kommer bådens besætning aldeles uventet... Matroserne trækker langsommere vå årene, kaptajnen drejer med et vredt, overrasket blik hovedet tilbage, fløjter og råber hen over søen: — kvik!... Kvik!... Kom her! Men kvik hører intet... den svømmer kun hurtigere og hurtigere til. Der blusser vrede og harme frem i kaptajnens grå øjne, han synes at overveje, hvad der er at gøre, og han tager snarrådig sin beslutning. Han stikker hånden indenfor frakken og tager en sirløbet revolver frem. Han hæver den og tager sigte efter hundens hvide hovede, der viser sig over havfladen. matroserne stirrer mørkt og truende på denne gamle mand, der har hjerte til at dræbe en stakkels hund, hvis eneste skyld er dens trofasthed. Der lyder et knald, der bølger en røgsøjle ud af revolveren. Røgen spreder sig,... de ville matroser smiler bifaldende... Pudelens hvide hoveds vedbliver at vise sig over havfladen. Den gamle mand har sejlet, hans hånd har for første gang rystet, hans blik har været mindre sikkert end sædvanlig... mon det er fordi han dog har hjerte for hunden? Han er et øjeblik tvivlrådig, om han skal skyde igen, men så stikker han revolveren indenfor frakken, idet han mellem tænderne mumler en ed i det fremmede, blødt klingende sprog, som de spanske matroser ikke forstår. Imidlerlid svømmer kvik videre, bestandig med blikket ufravendt fæstet på den ubevægelige skikkelse derinde på strandbredden. Den hvide pudel aner ikke hvilke farer, der lurer også på den under havets overflade. Det er ikke klipper og rev, men det er havets rovdyr, hajerne. Dog, den når i behold land og med en glad gøen springer den omkring den mand, som menneskene har forladt, men som dyret ikke har villet forlade. uden at røre sig fra pletten, uden at tage den skyggende hånd bort fra øjnene, bøjer han sig ned og takker hunden for dens trofasthed ved at klappe den på hovedet. Derpå rejser han sig atter i sin fulde skikkslse og stirrer ufravendt ud mod båden. Kvik bliver stående ved hans side og med sit kloge blik følger den ligeledes det lille fartøj, som nu gynger derude i brændingen. Så ubevægelige, således ligesom livløse stå de to, mennesket og dyret, der på den samme plet, at den, som ikke vidste bedre besked, og som gennem en kikkert fra et forbisejlende skib havde iagttaget dem, ville have antaget dem for to stenstøtter, som en trolddomskraff havde fastnaglet til stedet. Imidlertid glider båden videre på den dødbringende fart gennem brændingen. Og ligesom før går den ved et vidunder frelst igennem den. Besidder den gamle kaptajns øje en overnaturlig sekraft siden det således formår at bemærke og undgå de skjulte farer, der truer ham og hans folk fra alle sider. Mindre og mindre bliver båden... nu er det kun med anstrengelse muligt at skælne de enkelte skikkelser i den. Og de der ude synes ganske at have glemt den, de har efterladt på „ Sømandens død “. kun en eneste gang drej, de den gamle red roret hovedet om og så sig tilbage. Det var lige idet båden gled ud af brændingerne. Afstanden er da så stor, at den gamle akkurat kan skimte de to ubevægelige skikkelser i land, og denne med sit skarpe blik iagttage den gamle kaptajns hovedbevægelse. Og dog trods denne afstand er det som om de to mænds blikke mødtes ude ører havet, og som om der i disse blikke ligger et spørgsmål. Det spørgsmåal, mødes vi to nogensinde igen i livet. Den gamle drejer hurtigt hovedet om, som om han på dette spørgsmål svarer et bestemt nej. På den unges arsigt læser man intet svar på spørgsmålet, dets træk er ligeså uigennemtrængelige og ubevægilige som hidtil. Båden derude bliver mindre og mindre, den tager sig ud som en nøddeskal og til sidst bliver den et med havfladen. I samme nu gør den unge mand en bevægelse og tager sin skyggende hånd bort fra øjnene. Kvik strækker halsen frem, sænker halen ned mellem beuene og tuder langt og sørgeligt ud over havet. Olaf lund vender sig om og går. Strandbredden på „ Sømandens død “ hæver sig temmelig brat i vejret. Den unge mand vil højere op, for muligt derfra at følge de bortdragne. han klavrer opad den bratte skrænt, der synes at bestå af sten og brændende hedt sand. Han når dens top og kaster blikket rundt omkring sig. Foran ham ligger „ Sømandens død “... en øde, forladt stenørken. Ethvert spor af liv synes at være udslukt i den. Olaf lunds blik møder ikke et træ ikke et blad, ja ikke engang et vissent græsstrå. Ml levende har forladt den... der viser sig ikke et eneste dyr, der kryber ikke engang en orm i sandet. Selv himlens og havets fugle synes at sky den, som om dens lust er pestbefængt, thi de flyve i store, vide kredse udenom den. Såldes er det skue, der møder Olaf lunds blik... kun sand og sten... Sten og sand... og det er fra nu af hans hjem. Han vender-sig uvillig om og ser igen ud over havet. Han må igen skygge for øjnene med sin hånd mod den brændende sol, der nu er ligeved at synke ned i havet. Langt, langt ude, øjner han en lille røgsøjle, der bugter sig gennem den klare luft. Den hidrører fra dampskibet, der med fuld kraft farer bort, hen over oceanet. Røgsøjlen bliver mindre og mindre, den fortoner sig snart imod himlen kun som et lille, hvidt punkt. Tilsidst forsvinder den ganske, foran Olaf lund ligger der nu kun den øde uendelige havflade. han lader hånden synke ned fra øjnene og med et mørkt, fortvivlet udtryk i sit ansigt åbner han sine læber og udstøder ordet: — em! Ja nu er han ene... ene i ørkenen... i havørkenen og stenørkenen. I samme nu synker solen under havfladen. Under troperne kender man intet fil tusmørke. Der sindes kun enten den klareste dag eller den dybeste nat. Næppe er derfor den glødende ildkugle forsvunden af horisonten, før natten breder sig ud med et dybt uigennemtrængeligt mørke. Denne bratte overgang fra dag fil nat, fra lys fil mørke, synes at virke overvældende på de to væsener, der befinder sig på „ Sømandens død “. Hunden skælver over alle lemmer, stikker snuden ned imod sandet og tuder. Oluf lund synker ned på knæ, hæver sit blik og sine foldede hænder mod himlen og beder. Iii. Brostenenes arken. Når man vil betegne, at noget foregår med en umådelig, næsten uendelig hastighed, plejer man at bruge lyset som målestok. Man siger, at det og det sker med lysets hastighed, og denne hastighed er just ikke så ganske ringe, thi efter hvad de lærde ville påstå, beløber den sig nok fil en fyrgetyve tusinde mile i sekundet. Men der er dog noget, der langt overgår endogså lyset i hastighed. Det er den menneskelige tanke. I samme nu, den dvæler her på jorden, i samme nu kan den fare op til solen, eller til den fjerneste stjerne, som det med kikkerter bevæbnede øje formår at iagttage. Det vil sige, det er millioner og atter millioner af mile, som tanken formår at gennemløbe i et nu.. og et sådant rum ville lyset bruge hundreder af år til at gjennemfare. Det er i kraft af denne tankens uendelige hurtighed, at vi skifter sted og skueplads for det drama, som vi i det følgende ville fortælle. Tiden bliver den samme, men i et nu stifter vi skueplads, i et nu forlader vi „ Sømandens død “, de øde, ubeboede øer, langt borte fra alt, hvad der hedder mennesker og kultur, og i samme nu befinder vi osmidt i et af civilisationens brændpunkter, midt i en stor hovedstads bevægede, af mennesker opfyldte liv. Fra et sted, hvor øjet milevidt og atter milevidt ikke opfatter noget levende, går vi i samme nu til et sted, hvor mennesker myldrer som myrer i en Tue, hvor det ene menneske går det andet i vejen, og hvor kampen for tilværelsen udkræver at mennesket, for selv at eksistere tilintetgør sit medmenneske. Med få ord, vi går fra „ Sømandens død “ over på hjemlig grund, til Danmark, til Danmarks hovedstad København. Det er den samme eftermiddag t november måned på hvilken Olaf lund blev forladt i havets ørken, at le begivenheder foregår, som vi nu ville fortælle. Det er den samme eftermiddag, den samme time, og dog hvilken forskel i alle omgivelserne bevirker ikke den forandring i sted, som vi have foretaget. Hist, over „ Sømandens død “, en klar og varm himmel, belyst af en glødende sol. Her støvregler, ' det og en rå blæst farer gennem gaderne. Det er nu ikke aften, men dog er gaslyzterne tændt og kaster et mat lys hen over de melankolske omgivelser. Gaderne vrimle af mennesker, der rastløs bevæger sig mellem hverandre, og køretøjer af enhver slags farer i alle retninger gennem dem. Det ene menneske bryder sig ikke om det andet, enhver er optagen af sine egne tanker og formål, enhver danner så at sige en lille verden for sig. Under deres higen for at komme frem, før at nå målet, sker der sammenstød, de stødes, puffes og trænges, og det er altid de svag-, der bukker under i disse sammenstød, der trækker det kørteste strå i kampen før tilværelsæn. Trods denne summen og brummen af mennesk-r, denne myldre « frem og tilbage, slår det enkelte individ dog isoleret og afsluttet tor sig, ja endogså fjendtlig lige overfor sine medmennesker. Under kampen før tilværelsæn, med sin higen efter at nå det mål, der kun kan realiseres på andres bekostning, slår det enkelte individ midt i de travle, menneskeopfyldte store stæder, ligeså ene og forladt, som om han befandt sig i en ørken. De store verdensstæder er, som en fransk forfatter har sagt, stueørkener... Brostenenes ørkener, som vi ville foretrække at kalde dem. Nuvel, det er i denne brostenenes ørken, som man kalder før København, at vi genoptager tråden i vort drama. * * * - der iler en kvinde gennem gaderne. Ikke gennem de store glimrende oplyste gader med deres strålende butikker, deres pragt, deres glans, men gennem Københavns mest uhyggelige og mørke sidegader. Havde man i længere tid fulgt denne kvinde, ville man snart komme fil det resultat, at hun ilede fremad uden noget bestemt mål for sin gang, planløst på kryds og på tværs, som tilfældet førte hende. Men hun bevægede sig bestandigt fremad uden at stanse, uden at dreje hovedet tilbage, uden at ændse noget af det liv, der rørte sig omkring hende. De forbigående, der myldrede omkring hende, trådte, puffede og stødte fil hende, og hun syntes ikke at ændse det. De forbirullende vogne overstænkede hende med gadens snavs, uden at hun lagde mærke fil det. Hendes eneste mål lod fil atvære at komme fremad... bestandigt fremad, og lige meget, hvorhen. hun er tarveligt og fattigt klædt, denne kvinde. En simpel kyse, en tarvelig sort kjole, et tyndt shavl, der kun dårligt skærmer hende mod blæsten, og et par skidte damestøvler, gennem hvis såler jordens fugtighed siver ind, danner de ydre bestanddele af hendes dragt. Klæder skaber folk, plejer man at sige, og ikke med urette. Men med ligesåmegen ret kunne man vende mundheldet om og sige: folk skaber klæder. En smuk personlighed, en værdig fremtræden og holdning kaster ligesom et skær af adel hen over den usleste klædedragt. Og modsat — ifører man en flane endogså en nonnedragt, vil dog flanen alligevel skinne igennem. Med få ord, det er personligheden, væsenet, der kaster sit præg hen over den ydre ramme, hvorunder de fremtræder, der enten adler eller profanerer den, og i denne betydning er det måske tilladt at sige, at det er folk, der skaber klæder. Med denne kvinde, der rastløst higer fremad gennem de myldrende gader, er dette tilfældet. Tiltrods for hendes simple klædedragt er der noget medfødt fint og værdigt over hende. Ingen, der har blik for mennesker, vil et eneste øjeblik tro, at han foran sig har en kvinde af proletariatet... en af disse samfundets stedbørn, der som gave på vuggen fik nød og elendighed, der fører til armod og savn. tværtimod — iagttageren vil straks se, at denne kvinde har kendt ganske andre forhold end de nuværende, at den ydmyge skikkelse, hvorunder hun nu fremtræder, er hende fremmed, at det med få ord er et væsen, hvem livet er gået hårdt imod. Hun er endnu i besiddelse af både sin ungdom og sin sfonhed. I det højeste synes hun at kunne være en eller toogtyve år gammel. Hendes figur er rank og smækker, trækkene sine, regelmæssige og smukke; en fylde af brune lokker stjæler sig frem fra kysen, og under denne ligger der et par dybe, mørke øjne. Disse smukke træk har engang været præget af livslyst og friskhed, disse mørke øjne har funklet som et krater, der rummer lutter sprudlende munterhed og overgivenhed. Men nu er det alt anderledes. Hen over hendes ansigt lå der en bleg træthed og slappelse, øjnene stirrede mat ud, det var som om ilden i dem var udslukt. Ingen, som ser denne kvinde, tager fejl... hun bærer på en sorg, en lidelse.. ikke en sorg, der opstår den ene dag og er borte den følgende, men en sorg, der har betydning for hele livet, en lidelse, der som en orm nager på livstræet- og tilintetgør dets blomstringskraft. hun var omgiven af tusinder og atter tusinder af mennesker, der myldrer og summer omkring hende, som travle bier omkring en bikube, og dog, hvor ene og forladt er hun ikke med sin sorg, ingen af disse tusinder af mennesker har øre eller tanke for hende, enhver er kun optaget af sit eget, der er ingen, som hun kan betro sig til eller forlade sig på. Det er, som om hun, døende af tørst besinder sig midt i en have, fuld af de mest læskende frugter, og som om disse, når hun rækker efter dem, springer i vejret, så at hun ikke kan nå dem. Hun befinder sig i brostenenes ørken med dens mennesketrængsel, dens bedøvende larm og liv, og denne ørken er ligeså dødbringende som sandets ørken, med dets øde og forladthed. De store ørkener har deres glubende rovdyr, deres løver og tigre^ men hvad er alle disse mennesker vel andet end civiliserede rovdyr, hvoraf det ene lurer på det andet, for at tilintetgøre det. Ustandselig iler imidlertid den unge kvinde frem igennem gaderne, uden mål eller plan, snart til højre, snart til venstre, snart frem og snart tilbage. Med et standser hun. Det er i et lille, smudsigt, uhyggeligt stræde, hvor fortouget er så smalt, at et menneske knapt kan bevæge sig på det. Det er foran en lille spekhøkerbutik i en stueetage, at hun standser. gennem de snavsede, duggede ruder stirrer hun derind. Et mat, brændende gasblus belyser med et flimrende skær de i vinduet udstillede varer og sager. Der hører en meget sulten mave til, for at finde disse frikadeller, disse kødpølser, disse spegepølser o. s. v. O. s. v. appetitlige. Men befolkningen i dette kvarter har også meget sultne maver, det er proletarer, der arbejder og ikke er forvænte eller har fine fornemmelser. Derfor øver den lille, snavsede spækhøkerbutik samme tiltrækningskraft over dem, som om den var en af Østergades glimrende, med marmor og stenfliser belagte victualiehandeler. Den unge kvinde stirrer ind igennem vinduet, og et smil breder sig om hendes farveløse læber. Hvilket underligt smil! hvor forunderlig mat og længselsfuld og tillige hvor forunderligt skærende og smertefuldf! ' inde i butikken slår der en fattig klædt kone med et lille barn på armen. Moderen købslår med spækhøkermadammen, og imidlertid ser barnet sig livligt om. Dets øjne falder på vinduet, og gennem de snavsede ruder bemærkede det kvindeskikkelsen udenfor. Det ser det forunderlige smil, der vibrerer om den unge kvindes læber, og i sin barnlige uskyldighed tror det, at dette smil gælder det selv. barnet smiler igen, det klapper i sine små hænder og peger hen imod ruden. Moderen og spækhøkermadammen bliver opmærksomme, og deres blikke følger barnets fingerpeg. Hvad går der i dette øjeblik af den unge kvinde der udenfor? Hun vender sig om og iler hen ad det smalle fortoug med en fart, der er dobbelt så hurtig som før, og ligesom om hun blev forfulgt af en usynlig ånd. Hvorfor flygter hun således? Har hun da begået en brøde ved at se ind igennem disse vinduer? Er det barnets uskyldige latter, er det den fattige kones og spækhøkermadammens blikke, der jager hende afsted? Eller flygter hun måske for de tanker og længsler, som synet af dette vindue har vakt hos hende? Det er ikke godt at sige, men fremad, bestandig fremad iler hun, hurtigere og hurtigere. Det tynde sorte shavl, der tidligere kun dårligt har beskyttet hende imod kulden, flagrer nu som et gevandt efter hende, de mørke lokker under kysen har løsrevet sig og bølger yppigt ned ad ryggen. Med de flagrende lokker, med det mørke shavl, der tager sig ud som et par vinger, ligner hun i dette øjeblik næsten et åndesyn, der flyver igennem gaden. På det smalle fortoug, på den modsatte side af den lille gade kommer der en herre gående. han har slået sin paraply op for at beskytte sig imod regnen og tagdryppen fra husene. Han så ud til at være omtrent otte eller niogtyve år gammel og ved sin elegante påklædning gør han en afstikkende figur i dette usle kvarter, hvor man kun plejer at møde nød og elendighed. Han bemærker den flygtende kvindeskikkelse på den anden side af gaden, og ved synet af hende standser han ligeså brat, som om et lyn pludselig var slået ned for hans fødder. Han vender sig om, ser efter hende og udbryder halvt højt: — store himmel, hvad er dette, er det et gøglende sansebedrag eller er det virkelighed? Men i ethvert tilfælde må jeg have vished derom. Han drejer sig om og iler efter den flygtende kvinde. I samme øjeblik drejer hun omkring det næste gadehjørne og forsvinder for hans blik. Han fordobler sine skridt, han går ikke mere hurtigt, men løber. I et nu har han nået hjørnet... foran sig skimter han gennem regnen og tågen den unge kvindes skikkelse. Hun aner intet om den forfølgelse, hun er genstand for. Åndeløs og forpustet efter sin hurtige flugt har hun sagtnet sine skridt. men Herren, der følger hende, iler ikke langsommere, han vedbliver med sit hurtige løb, til han er side om side med hende. En gaslygte besinder sig netop lige over hovedet på dem. Ved skinnet af den kaster Herren et hurtigt, forskende blik på den unge kvindes ansigt. Som om en usynlig, magnetisk kraft virker på hende, således hæver hun i samme nu sine øjne og deres blikke mødes. Herren tumler et skridt tilbage, og hans læber udstøder navnet: — Eva! Men hun løber i samme nu hurtigt afsted, som om denne unge, elegante herre med det gode, hjertelig « ansigt var en ond ånd, hun havde set. Også hendes læber har åbnet sig til et udbrud, og dette er navnet: — Carl! Med en fart, som det gælder liv eller død, iler hun afsted. Hun s^r sig ikke for, hun støder de små børn i rendestenen, hun mærker intet, hun ser ikke, hvorledes de forbigående standser og med forbavsede ord og blikke følger hendes flugt. For hende syntes det kun al gælde om al komme bort... så langt bort som muligt fra den mand, der havde hilset hende med navnet Eva. det er, som om der i dette navn ligger en forbandelse, der driver hende afsled. Men nu han, den unge herre, der sér så smuk og god ud? Ja, han står endnu på det samme sted, ligesom fortumlet og bedøvet efter det møde, han har haft. Men det varer kun et øjeblik, så er han atter sig selv, atter herre over sin omtanke og sin villie. Han kaster et hurtigt blik frem foran sig. Gennem regnen og blæsten, gennem efterårsaftenens tåge mellem gadens myldrende mennneskemængde skimter han endnu de utydelige, næsten tågeagtige omrids af den flygtende kvindes skikelse. I dette øjeblik drejer hun omkring det første gadehjørne. Den unge mand synes at tage sin beslutning. Han trykker hatten fastere og dybere ned i panden og knapper sin overfrakke tæt omkring sig. Derpå iler han afsled st samme retning som den, hvori kvindeskikkkelsen er forsvunden. Det er øjensynlig hans hensigt at indhente hende, men i så tilfælde må han skynde sig, thi hun har jo allerede et godt forspring, og hun iler fremad, som om hun havde vinger. Vil han nå hende? Iv. Liv eller død. Hvad er det for en jagt, der går for sig gennem den travle by

1880_Holm_AmbrosiusEllerSkottenIGuldbrandsdalen_2

Holger Bernhard

Holger

Holm

Ambrosius eller Skotten i Guldbrandsdalen

male

male

dk

Holm

Ambrosius eller Skotten i Guldbrandsdalen

Holm

Ambrosius eller Skotten i Guldbrandsdalen

Original Fortælling

n

gothic

A. Behrend

KB

Bd. 2 kom i 1880. Forfatter ikke identificeret. Tænker det er en mand? Han udgav også "Kitty eller Kirklokken i Farum"

nan

nan

O

Første kapitel. Skiløbet. Vi befinde os nu i guldbrandsdalen i Norge. Som en moder dækker sit barn omhyggelig til, når det skal sove, således har naturen bredt sit hvide snetæppe ud over jorden ligesom for at beskytte den imod den strenge kulde, indtil den ved forårets komme vågner som styrket af en vederkvægendæ søvn. Sneen ligger i Dalene og hen over fjeldene som et uhyre hvidt lagen. De mindre vandløb er standsede i deres lystige Dands af en isnende hånd og deres små legende bølger er skjulte under et fast, uigennemtrængeligt islåg. Vinteren har sine glæder og sommeren sine. I dag skulle bygdens unge karle afholde et skiløb. Der er gået bud vidt og bredt om til gårdene, før at forkynde, på hvad dag at denne dyst skal sinde sted. I de små hytter, hvor man ellers savnede al adspredelse, blev dette budskab modtaget med glæde. Alle de unge karle fik skierne frem. Disse skier er en Art smalle bræder, der blive spændte på foden, så at man ved hjælp af dem kan løbe afsted med overordentlig hurtighed over is og sne, op og ned ad de stejle fjelde. Et sådant dystløb måtte jo enhver yngling med til, og da dagen kom, samledes i bygden en kreds af raske unge mænd med kække, frejdige åsyn, stolte skikkelser at se til, tappre gutter, der vare opvoksede under naturens strenge tugt i de ville, barske, men dog så sunde omgivelser. De unge piger havde også samlet sig, for at tilkende den flinkeste af skiløberne præmien. Mellem de unge mænd var dog en, som for længst var ude over den fagre ungdom. Det var en mand, der næsten var et hoved højere end alle de andre, så at han ragede op over dem som en kæmpe. Det var et ejendommeligt ansigt, ret et ædelt åsyn, med et par store blå øjne, en kongenæse og et stort hørgult hår, der som en manke lå ned over hans brede skuldre. skjøndt han var over de halvtredsindstyve år gammel, besad han dog endnu hele en ung mands kraft og behændighed og tog ved enhver lejlighed sin part med i de unges fornøjelser. Da de andre skiløbere så denne mand tage plads i deres kreds, vidste de, at han ville blive en af dem, der vistnok tog sejrens pris og de forsamlede bønder sagde: — der er skotten fra guldbrandsdalen! Hvorfor kaldte man denne type på en nordmand for „ Skotten “? Det skrev sig til dels fra en meget gammel historie. Da sinklair på Kristian den fjerdes tid „ drog over salten hav “, fulgtes han som bekendt til Norge af 550 skotter. Han kom, for at hjælpe svenskerne i krigen mod Danmark og det syntes de norske bønder ikke rigtig om. De samlede sig under anførsel af fogden Lars gram i en kløft som kaldtes kringlen i aggerhus stift. Her ventede de med leer, plejle og gamle bøsser på de skotske lejesoldater, for at lære dem at understøtte de svenske i deres kamp. Et almindeligt blodbad blev anrettet på dem og der undkom kun to af skotterne. Den ene rejste senere hjem til stenkulsøen, for at fortælle om den grav, der var beredt hans kammerater. På det sted, hvor kampen fandt sted, står en simpel støtte med de ord: her faldt oberst sinklair den 26. August 1612. Den anden af de to skotter, der ikke kom til at bøde med livet, nedsatte sig i Norge og oprettede et glasværk. Nu begyndte løbet. Vejen var forud bestemt, afsted gik det over fjeldene, de raske gutter for afsted som jaget vildt. Ttor Bjørnsen var i begyndelsen den bageste, men lidt efter lidt vandt han ind på de andre. Løbet foregik i en kreds rundt om bygden, der ventede en del af byens bønder på, at de skulle komme. Med blussende kinder kappedes skiløberne om at komme afsted; engang imellem fik en af der,: en ufrivillig dukkert i de store snedriver til stor moro for de andre. Da de nærmede fisk byen, var skotten i spidsen, medens de andre vare et godt stykke bagefter. Et almindeligt jubelråb hilste ham fra de forsamlede bønder. Han vendte sig til de unge piger og sagde: — i skulle ikke sætte et så melankolsk ansigt op, fordi i skulle give præmien til en gammel fyr-, jeg har kun villet se, hvor længe der er til jeg begynder at blive gammel. Lad de unge få, hvad der hører ungdommen til; jeg er tilstrækkelig stolt over endnu at kunne bruge benene. Når „ Skotten “ havde afskået at modtage præmien, så var der ingen, der tænkte på at presse den på ham. Man vidste godt, at hans bedste præmie var, at han endnu havde sin fulde kraft, styrke og behændighed. En af bygdens største gårdmænd bød de unge karle og piger hjem til sig, da de nu vare komne i stadstøjet, og de modtog med glæde hans tilbud. Da man på vejen kom forbi spillemandens hytte, blev han trukket afsted med i håb om en lille Dands. Gårdmanden havde en storstue, der kunne rumme dem alle, og snart sad de bænkede om bordet. — hør, ttor, sagde en af mændene til skotten, hvor er Sigrid i aften? — hun sidder hjemme, lød svaret. — sidder hun måske som sædvanlig og græder? — å, ja! Det er nu hendes fornøjelse. — men hvorfor græder hun altid? Du er klog på så meget, ttor, men på det bliver du vist ikke klog. — nej, på kvinderne bliver jeg aldrig ret klog, svarede skotten. Den eneste gang, jeg rigtig har forsøgt derpå, var Vorherre ikke god imod mig; thi jeg var kun gift i to år. Så døde min kone fra mig. Den mand, som skotten talte med, var en lille, tør og vissen mand med et par små stikkende øjne; det var et af de ansigter, der udtrykke en en vis ondskabsfuld glæde ved at såre sine medmennesker på deres ømmeste steder. — men, vedblev han, siden Sigrids moder døde, har tøsen jo boet hos dig, så du må dog have haft lejlighed til at lære hende nøjere at kende. — du leer så lumsk, ' Knut. Er det måske noget, du ved bedre besked med, end jeg? — jeg gætter mig til det. — nu, hvad er det, du således gætter dig til? — at der er en grund til, at tøsen altid møder med tårer i øjnene. — nå, for Pokker, hvad mener du dette er? Udbrød skotten heftig. — tænk dig lidt om, ttor, så vil din sunde fornuft sige dig det. — men så tal dog fornuftigt, menneske! — nuvel, Sigrid er ung og smuk, en brav pige. — ja, det er hun. — hun har et hjerte, vedblev Knut leende, og det er nok det, der volder hende mest uro. — endnn forstår jeg dig ikke. — da mes jeg dog, at jeg taler tydelig nok; men du forstår vist også nok en halvkvædet vise? — er der en ung mand, du tror, at Sigrid er forelsker i? — der er en mand, som jeg tror hun holder meget af, men at han er ung, vil jeg ikke sværge på. Ttor og Knut sad noget afsides og deres tale blev nu mere og mere dæmpet. — sig mig så fyrens navn, sagde ttor. — det er mærkeligt, om den tanke aldrig skulle være falden dig selv ind, at pigen lider af elskovs kval, at hun, som vi sige for et gammelt ord har hørt nøkkens sang. — jeg har engang spurgt hende om noget lignende, og hun sagde nej. — så skal jeg sige det! — nuvel '? — det er dig selv, ttor! skotten sprang op og stirrede forfærdet på den lille mand. — hvad siger du? Sigrid, barnet, skulle elske mig? — ja, det tror jeg, og det tror måske flere end jeg. Hvorfor skulle hun ellers være så bedrevet? Det er dog ikke så længe siden, at hun sang som en drossel i sommertiden. Skotten havde bøjet sit hoved og sad hensunken i dybe tanker. Det var umuligt, at et barn på sytten år kunne elske ham, men han havde ellers forgæves spejdet efter, hvem der satte hendes hjerte i en så heftig bevægelse. Havde hendes moder haft nogen anelse derom, da hun bad ham om at tage Sigrid i sit huns og være hende både i moders og faders sted? — det er da mærkværdigt, vedblev Knut, at den tanke aldrig er falden dig ind, hvem hun egentlig græd for. Når sådan et lille pigebarn græder til davre og græder til aftenkvæld; når hun kan græde, selv medens sommersolen titter frem og vinker alle de blomster imå til at nyde livet, så er det galt fat. Ttor rystede betænkelig på hovedet. — jeg har undertiden tænkt på, at det måske var min søn. — din søn? gentog den anden. — ja. — ham har hun jo ikke set eller hørt fra i mange år. Nej, tag du ligefrem og spørg hende, hvad hun sørger over, så går hun måske til bekendelse. Skotten stirrede tankefuld frem for sig. — hvorledes går det ellers med gutten? Vedblev Knut. Hører du aldrig et eneste ord fra ham? — nej, svarede skotten mørk. — det er jo nu mange år siden, at han drog bort. — der er snart gået to år. — du ved hverken om han er levende eller død? — nej! Jeg har kun engang hørt en rejsende bringe en hilsen fra ham. Gutten ved fra gammel tid, at jeg ikke kan læfe skrift og hvad han ville fortælle, måtte måske ikke enhver læse. — øerfor kunne han da nok lade dig vide, at han havde det godt og var sund og rask. — dengang jeg hørte fra ham, vedblev ttor, havde han gjort sin lykke og var på vej til at blive en berømt mand; han havde nok malet et billede, der vakte alles beundring derovre i konstens hjem. — nå, han er bleven stor på det, sagde den anden lidt hoverende. — stor på det er han just ikke; men han har måske meget at tage vare på. — ja, det må ha « vist have, når han aldrig kan få tid til at fortælle, hvad der ville glæde dig. Men du husker, ttor, hvad jeg sagde, da drengen var født. Mågen kom herned i dalen og kredsede om hytten. Det betød, at du ikke ville få stor lykke af ham. Det lader til, at mine ord slå til. — når han kun er en brav og ærlig mand og aldrig i sit livs gerning sejler under falsk flag, så er jeg glad, selv om jeg ikke hører et eneste ord fra ham. — det er jo ikke godt at vide, hvad kurs han styrer! Da skotten senere gik til sit hjem, var han så underlig tavs og alvorlig. Det stolte hoved knejste ikke som sædvanlig. Hans hånd knyttede sig, som om en indre kamp gærede i hans bryst. andet kapitel. I jægerhytten. Ttor Bjørnsen boede i en lille hytte udenfor bygden. Den kaldtes jægerhytten, fordi der fandtes såmange takker og gevirer på dens facade. Om sommeren, når det grønne løv slyngede sig om huset og den lille have udenfor prangede med blomster, få den få venlig og indbydende ud, men nu lå vinterens alvor udbredt over den. Alt var indhyllet i det hvide lagen, selv granerne strakte de hvide arme i vejret. Et bål brændte på ovnen; en ung pige sad og spandt ved en rok. Men hyppig lod hun hænderne synke og stirrede ind i den blussende ild, som om den kunne løse den gåde, hun tænkte på. Hun rystede engang imellem vemodig på hovedet og en tåre gled da ned ad hendes kind. Det var et yndigt lille ansigt med et mildt og kærligt blik, fra hvilket der lyste en sjælden blidhed og trofasthed. Døren sprang nu op og ttor Bjørnsen trådte ind. Sigrid rejste sig straks, tørrede tårerne omhyggelig bort af sine øjne og ilede hen fil ham. — godaften, fader, sagde hun venlig og rakte ham hånden. Men han så på hende med et sælsomt blik og skød hende lidt ublidt tilbage. Hun så forundret på ham. Han plejede ellers at kysse hende og trykke hende fil sit bryst, idet han sagde: — godaften, min glut. Sigrid så tavs på ham med sine store blå øjne og sagde efter en lille pause: — hvad fejler dig, fader? — intet, svarede han koldt. Hun nærmede sig ham og søgte at tage hans hånd, men han drog den tavs fil sig. Han tog trøjen og den lådne hue af, slængte dem hen i et hjørne af stuen og satte sig ned ved bordet med hånden under kinden. Sigrid så forskrækket på ham; således havde han aldrig været før i dag. Endelig hævede han hovedet og sagde: — Sigrid! Sæt dig her ved min side og lad mig tale et alvorsord med dig! Hun satte sig på bænken ved hans side. — tal nu oprigtig, som om du talte til gud selv. Sigrid begyndte af bæve. Således havde ttor aldrig før talt til hende. — ja, hviskedee hun. — nuvel, de tårer, der få ofte rulle ned ad din kind, skænker du en mand. Sigrid blev blussende rød og stammede: — ja, fader. — sig ung denne Alands navn. — det formår jeg ikke. — hvorfor? — fordi af du vil blive vred på mig derfor. Den gamle mand strøg sig med hånden over panden og mumlede: — skulle det dog være sandt? Hun så så mildt og blidt på ham og sagde: — er der nogen synd i af elske? — det kommer an på, hvem man elsker, Sigrid. Når du ikke kan nævne hans navn... — jo, det er så ærligt og godt som nogens. — så sig det frem! — det er Adelhard. — min søn? — ja. Skotten drog et lettet suk og sagde: — nå, deri er da ingen synd. — jeg græder, fordi han ude i verden, hvor der findes så mange skønne og smukke piger, let kan vinde en, der er smukkere end jeg. — å, du lille tåbe, er han for god til dig, så er du også for god til ham. Men har han nogensinde talt til dig om kærlighed? — engang, men det var måske kun spøg. — spøg! Hvorledes gik det da til? — øet var en sommerdag. Alle byens karle og piger vare samlede til spøg og løjer; Adelhard og jeg vare også tilstede. Han var især så lyslig og hittede på en del muntre indfald og lege. Iblandt andet blev jeg dømt til at kysse ham, og hvor meget jeg end stred imod, så måtte jeg dog gøre det. Da han så om aftenen fulgte mig hjem til min moders hytte, var han så lyslig og så glad, at han sang og dansede hele vejen. — tror du ikke, sagde ttor, at drengen havde fået et glas for meget den aften? — der blev vel som ved de fleste gilder tømt adskillige kander øl, men... — du kan tro, drengen har haft sig en lille perial. Nå, hvad sagde han så? — han tog min hånd, så op mod de blinkende stjerner og sagde pludselig meget alvorlig: — det Kys, du gav mig, Sigrid, brænder endnu på mine læber, og det skal være det Kys, hvormed vi fæste hinanden før hele livet. Ieg drager måske ud i verden, før at blive en stor og berømt mand, men min lille Sigrid glemmer jeg aldrig! — så kom vi til mit hjem og vi skiltes fra hinanden. Ieg så ham ikke før den dag, da han stod parat til at rejse til Italien; han talte ikke et ord om vor kærlighed, men han så på mig med et blik, som om han ville sige: glem mig ikke, og jeg glemmer ham aldrig! Den unge pige tav og et par blinkende tårer gled ned ad hendes blege kinder. Ttor klappede hendes kind og sagde i en vemodig tone: — du fortjener hans kærlighed, men hvor han er henne i verden, er jo ikke godt at vide. — når jeg græder, er det ikke alene fordi jeg frygter, at han ikke vil vende tilbage; men det er også ved tanken om alle de farer, som omgive ham. Ttor sad tankefuld og ridfede med sin kniv i enden af bordet. Han mindedes tydelig den aften, som den unge pige omtalte og han mindedes endnu mere. Han huskede, at Adelhard sagde den næste mærgen, at nu havde han for første gang haft sig en forsvarlig rus. Han havde endvidere fortalt, at han havde fulgt Sigrid hjem og han sagde: — det er et kært pigebarn, fader, og finder jeg ingen kønnere ude i den store verden, kommer jeg hjem og gifter mig med hende. — du har vel ikke taget troskabsløfte af hende? havde den gamle fpurgt. — nej, fader, jeg vil ud i verden uden gemmende bånd. Den gamle atand indså, at her forelå en sørgelig feillagelse; den unge pige havde antaget de ord, som alt den næste mærgen vare glemte, for alvorsord, og havde bygget sit håb på dem. Skulle han nu med sikker hånd omstyrte den unge piges illusioner og gøre hende ulykkelig. Måske der dog kom en dag, da Adelhard vendte tilbage, for at hente fin lille Sigrid. — men hvorfor har du aldrig sagt mig noget om den kærlighed, få kunne vi dog have talt fammen om drengen. — fordi jeg mente, at du ville blive vred derfor. — hvorfor skulle jeg blive vred? — fordi der mellem Adelhard og mig er så ftor en afstand; jeg er sådan en lille, fattig og ubetydelig pige. — å, derpå seer jeg ikke. Når du blot har hjertet på det rette sted, og det ved jeg du har. Men når nu drengen aldrig mere vender tilbags til os? — jo, det gør han. Jeg har drømt det to gange itræk, og når man gør det, så slår det også til. — vi ville håbe det. Men jeg synes nok, at han er for ligegyldig med aldrig at lade høre fra sig. — måske... — men når han nu fandt en, der var smukkere end du? sagde ttor. — så måtte jeg græde over min tabte lykke og glæde mig over hans. Men han kommer dog nok tilbage. Fra denne dag talte de hver dag om den unge mand og Sigrids tårer blev færre, da hun daglig kunne tale om sin skjulte kærlighed. En dag kom „ Skotten “ hjem med en bunke aviser og sagde: — se her, Sigrid, skal der stå noget om drengen, kan du sinde det. Jeg gad nok vide, hvad de kunne skrive om ham i aviserne. Sigrid tog aviserne og begyndte at se den? Igennem med feberagtig hast. Endelig fandt hun det og begyndte at læse: „ Er? ung nordmand, der hedder Adelhard „ Bjørnson, har fornylig vakt en ualmindelig op „ sigt i rom ved i en konkurrence med de største „ Malere at vinde prisen. Han har nu udstillet „ flere billeder, som alle vinde fortjent beundring. „ De er fulde af liv og humor, farverne skulle „ være rene og klare; han røber et bestemt ud „ yræget malergeni, der vil bringe sit fædreland „ Hæder og ære. “ „ Skotten “ søgte at beherske sin bevægelse, men han kunne ikke skjule, at ha?? græd af glæde. Hairs søir var et geni, hvis navn kunne bringe sit fædreland ære, det var formegen lykke! Sigrid foldede hænderne og så med et taknemligt blik op mod himlen, som om hun takkede gud for at have modtaget dette budskab. — tror du så, Sigrid, at han nogensinde vil vende tilbage. — han kommer nok, sagde hun i en fortrøstningsfuld tone. Den gamle rejste sig pludselig og stirrede ud af vinduet. — der er strandmågen! sagde han. Det er meget sjældent i dalen at se mågen. den kommer kun herned, når dej er meget strengt vejr; derfor anse bønderne det altid for et ondt varsel, når mangen nærmer sig og de spejde da ængstelig for at se, om den sætter sig på et af tagene. „ Skotten “ fulgte med øjnene den hvide fugls bevægelser, medens Sigrid endnu engang måtte læse hvad der stod om Adelhard. — den fløj over jægerhytten, sagde han i en dump tone. — så spørge vi en ulykke, stammede den unge pige. — man siger så. Men lad os ikke tænke derpå. Der skal nok ellers stå endnu et stykke om ham. Sigrid ledte i bladene og endelig fandt hun det. Det var kun et par linier, men det var nok til at blegne den unge piges kind. Hun tabte bladet og stirrede forskrækket på „ Skotten “. — det er noget sørgeligt, der står i madet? — ja, i det mindste for mig! Hun skjulte ansigtet i sine hænder og begyndte at græde. — nu, lad mig høre hvad der står. Med bævende stemme læste den stakkels pige „ Den unge landsmand, vi talte om forleden „ Dag, har på mere end en måde gjort sin „ Lykke, idet han står i begreb med at ægte en „ russisk fyrstes datter “. — en fyrstes datter.... Min søn... Nej, det er umuligt!... det må være en fejltagelse, Sigrid sad og stirrede fortvivlet på de få ord. — en fyrstes datter, gentog „ Skotten “, det forstår jeg ikke. Skulle han være stegen så højt; da få vi to ham nok aldrig mere at fe. Sigrids skønneste håb og stadige tanke var bristet og tilintetgjort. Det var en drøm, der aldrig kunne blive virkelighed. — man skal heller ikke straks tro alt, fordi det står på tryk, sagde den gamle og greb pigens hånd. Folk, der skrive sådanne blade, ere ikke altid at stole på. — jeg har endnu ikke gjort ung fortrolig med den tanke, at han kunne vælge en anden, sagde hun blidt, men fra i dag af vil jeg begynde at tænke den tanks fuldt ud. Det er jo også let at forstå, der er så mange, der er langt smukkere end jeg. Fra den dag blev de to meddelelser om den unge mand daglig læste og diskuterede, uden at de to beboere af jægerhytten formåede at supplere dem. Der gik dage og der gik nger. — jeg synes dog, at drengen burde lade mig vide, at han lever, sagde ttor engang imellem. — han har andet at tænke på end os to herhjemme, sagde Sigrid undskyldende. Sigrid led i stilhed, men hun beklagede sig aldrig derover. Hun havde ret til altid at tænke på han: og det ville hun vedblive, så længe hun levede. En dag kom en rejsende konstner til jægerhytten. — er det her ttor Bjørnson boer? spurgte han. — ja, det er mig, sagde skotten og rejste sig. — jeg bringer hilsen og budskab fra eders søn. — nå, endelig kan han dog lade mig vide, at han endnu er mellem de levende. — har i ikke fået brev fra ham? spurgte konstneren. — ikke et bogstav, han har aldrig sendt mig et ord. — da fortalte han mig, at han havde sendt tre breve hjem. — men jeg har aldrig hørt en stavelse fra ham. — det var da besynderligt. Så må brevene være gået tabt. — han er sund og rask? spurgte skotten. — ja, så det er en fornøjelse. Sigrid sad med hånden presset mod det batikende hjerte, nu skulle den frygtelige sandhed komme frem. — vi have læst her i bladene, vedblev thorat han har gjort stor lykke derovre. — ja, han er som man siger kommen på den grønne gren, sagde konstneren smilende. — er han bleven gift? — om han er det nu, ved jeg ikke; men jeg hørte, at der var en fyrstedatter, en komtesse Arenta, der sværmede særdeles for ham. Den fugl skulle han helst have ladet flyve; thi hans geni var stort nok til at bære ham stem, uden « t han behøvede at låne øre til en fyrstindes elskovsklager. Hendes slægt vil naturligvis forbyde hende at ægte en mand af så simpel stand. Jeg har gjort Adelhard opmærksom på de truende farer, men han sagde, hun var hans første, hans meste kærlighed. „ Skotten “ stirrede medlidende på Sigrid, der sad son? forstenet og så på den fremmede. Hun kunne ikke græde; det var som om i hendes lille trofaste hjerte skulle briste med det samme. Tredie kapitel. En simpel jordefærd. Vinteren var gået og det var blevet sommer igen. Det grønne tæppe, isprængt med blomster, var nu bredt ud over Dal og fjeld. Bølgerne legede atter, løsnede for det bånd, der var lagt på dem. Fossen brusede med sin ville røst og nøkken sang sin ensomme sang. Højt oppe mellem fjeldene lå en hytte, fjernet fra alle naboer. Det var en Art enebo, thi aldrig kom nogen herop, dertil var fjeldene for stejle, og de kreaturer, som hyttens beboere ejede, vare bragte derop som småintet dyr kunne klattre op ad de stejle vægge, og når beboerne skulle ned til bygden for at hente fødevarer, måtte de selv slæbe disse op. Det var mange år siden, at et par raske ringe mennesker, der intet ejede, fik den ide, at helt oppe på Toppen af fjeldene måtte der være herlige græsgange, og da han var tømmersvend, byggede han selv hytten, og så holdt de deres indtog deroppe. Det var just ikke meningen, af de altid ville forblive boende deroppe, men år gik efter år, de fik aldrig samlet sig så meget, af de kunne købe et andet hjem og så fik de efterhården den ensomme hytte kær. Den norske natur er netop så vant til ensomhed og de to unge mennesker deroppe følte ikke det sørgelige i deres afsondrede tilværelse. Der var også tider, da her var ualmindelig skønt; om sommeren, især ved solopgang, når solen steg op over havet og belyste den ville natur med de skummende elve og de stolte graner, der stod vagt på de stejle fjelde. Ved solnedgang var her også et prægtigt skue, når alt forneden lidt efter lidt indhylledes i et tågetceppe, medens solen endnu lyste på fjeldene. Ved vintertid var det derimod rædselsfuldt øde og tomt heroppe. Kreaturerne, som ellers legede om huset, vare da tagne ind i den lille hytte, hvor der var indrettet et vinterleie for dem. Sålangt øjet kunne nå, så man kun sne og alter sne. De to beboere fik altså i årenes løb deres hjem så kært, af de for stedte opgav tanken om af forlade det. De havde to børn, en dreng og en pige, og det var mærkeligt, at børnene også fik deres ensomme hjem så kært, at deres største sorg var, når forældrene talte om, at de skulle forlade dette og sættes i pleje nede i bygden; thi de ville aldrig forlade det, de bad kun om at forblive her. Når de engang imellem ved sommertid kom ned i byen, følte de sig så fremmede og forlegne at de kun længtes efter at komme tilbage til deres lille, fattige hjem. Nu var drengen seksten og pigen fjorten år, et par raske, velskabte børn, der ved at opvokse så at sige ved naturens barm vare blevne sunde, kraftige og stærke. Således levede denne lille familie, fjernt fra den øvrige verden, et stille, roligt liv, uden at savne de glæder og fornøjelser, som det daglige samliv med venner og bekendte byder. Besøg fik de aldrig, hverken, af skatteopkræveren eller tiggere. De to ægtefæller med deres børn havde boet her i en række af lykkelige år. De fulgte kun meget lidt med hvad der bevægede sig ude i den store verden. Engang imellem, når manden kom til bygden, tiggede han en Avis og da han kunne læse, ligesom Ambrosius. han havde lært børnene at læse, så blev den læst fra begyndelsen til enden og til sidst kunne de den næsten udenad. Men at købe en bog var for stor en luksus og således måtte mai? lade sig nøæ med det enkelte blad og dets nyheder. Engang imellem kom hele familien ned tsk byen og så talte de i år og dag om den udflugt, men det var kun om sommeren; når først sne og is lagde sit tæppe over alt, vare de lukkede inde som i den stærkeste fæstning. I den forløbne vinter var manden begyndt at skrante temmelig stærkt. Han havde ellers altid været sund og rafl, men han var ikke ung mere og han havde flidt meget i sine dage. Han selv troede, at han ikke levede længe. Til børnene betroede han intet herom, men derimod til sin gamle, trofaste livsledsagerinde. Hun havde hørt på ham med den ro og fatning, som et gudhengivent hjerte altid er i besiddelse af. — ja, er det guds villie, at vi skulle skilles, få må vi bøje os derfor, sagde hun. — det er vel nu engang vor visse lod, sukkede han; men jeg ville dog helst leve til foråret. — vi håbe du må leve både foråret over og lidt til. — du forstår mig ikke, kære kone, jeg mener, at jeg ville så nødig dø ved vintertid. — hvad mener du dermed? — seer du, kære kone, til dig tør jeg tale frit. Vi have altid levet som kristne folk i fred med gud og vor samvittighed, og derfor ville jeg også gerne hvile i kristen jord. Ved vintertid var det umuligt og du og sønnen kom til at grave mig en grav heroppe. Her lå jeg måske ligeså lunt og godt som dernede, men som sagt, jeg synes man må hvile bedre i fred, når det er i indviet jord end på en alfar mark. — din villie skal blive opfyldt, hvis det står i min magt, svarede hun; jeg ville nu heller, om gud prøvede mig så hårdt, have din grav i min nærhed, men dit ønske er måske mere en sand kristen værdigt. Vi bør kun være, hvor han. kan finde os, når han kalder os til dommen. Så talte de ikke mere om den sag. Vinteren gik og sneen smeltede bort. Men derop på det høje fjeld, hvor ingen gæst kunne nå, kom også dødens tavse engle med sin omvendte fakkel. Han finder vej til den fjerneste krog og skåner ingen. børnene og moderen stod ved det simple leje og så den sidste bitre strid, som dog en ren samvittighed og en urokkelig tro på et gensyn gjorde lettere end hvor et stort regnskab skal opgøres. Så stod de tre berøvede deres kæreste ven, og deres tårer kaldte ham ikke tilbage. Når livets bro er afkastet, er håbet med sikker hånd stænget ude på jorden. Børnene vare især utrøstelige. De havde aldrig rigtig fattet hvad det ville sige at dø og da de nu så deres fader ligge kold og stiv, stod dette først ret klart for dem. De ville ikke rigtig tro, at han aldrig mere skulle tale til dem med sin dybe, alvorsfulde stemme og at han aldrig mere ville se på dem med sine milde øjne. De blev ved at liste hen og se til ham, men han lå så rolig, så uhyggelig rolig, med hænderne sodede på brystet og med det stirrende, glandsløse blik. Moderen, der selv var ulykkelig, søgte da at trøste dem med at vi alle måtte bøje knæ, når guds hånd berørte os, og fortalte dem om sin sikkre tro, at de ville gjenfe ham i himmelen. Da tårerne så havde mildnet den ' første dybe sorg, sagde hun til sønnen: -— nu beroer det på os, om vi kunne opfylde din faders sidste ønske. — står det i min magt, så skal det blive opfyldt. — han bad om at blive jordet på en indviet kirkegård, men hvorledes kunne vi bringe din døde fader derned. —- har det været hans villie, så må vi jo opfylde den. Jeg er stærk og jeg må da bære ham på mine arme. Det bliver den tungeste byrde og den tungeste gang i mit liv. — gå dog først ned og spørg efter skotten i guldbrandsdalen. Er der noget menneske, der kan hjælpe os i vor nød, så må det være ham. — ja, måske han giver os et råd, men her kan jo intet menneske komme op og hjælpe mig. Når man ikke er vant til at klattre op ad disse fjelde, kan ethvert skridt bringe døden. — tal nu med skotten og lad os høre hans råd, sagde moderen blidt. Den stakkels knøs begav sig på vej ned til byen. Han var aldrig vant til at tale med folk og ux skulle han tale for en så vigtig sag. Han bankede på jægerhyttens dør og der lød et venligt „ Kom ind “. Han trådte forlegen indenfor og stod lige overfor en ung, smuk pige, der blændede ham ved sin skønhed. Han blev endnu mere kejtet og forlegen og sagde med næppe hørlig stemme: — er Bjørnson hjemme? — ikke for øjeblikket, men jeg venter ham straks. — må jeg så vente her efter ham? — ville du da gerne tale med ham? — ja, helst. — hvem er du og hvor kommer du fra? — jeg kommer deroppe fra Toppen af fjeldet og mit navn er isbrand. — hvad er dit ærinde? — at tale med Bjørnson om min faders død. — er din fader død? spurgte Sigrid med deltagelse. — ja, sukkede knøsen og tørrede sine øjne med bagen af sin hånd, idet han stirrede vemodig ned mod gulvet. — er du da ikke gået fejl? Er det ikke præst og degn, du fluide henvende dig til? Yttrede Sigrid. — nej, moder sagde, at var der nogen, som kunne hjælpe os i vor nød, måtte det være skotten i guldbrandsdalen. — det var måske et sandt ord, lød en stemme bagved og skottens mægtige skikkelse stod i døren. Lad mig så høre, hvad der ligger dig på sinde, min gut. Knøsen fortalte nu med bævende stemme om sin faders død og den nød de havde med at få ham ned i indviet jord. Skotten sad lidt og grundede over den simple fortælling. Han vidste hvad det ville sige at komme op på dette fjeld, men komme ned med sådan en byrde, havde han aldrig tænkt sig muligheden af. — det er bedst, at jeg går hjem med dig, sagde han til drengen, der endnu stod ved døren med huen i hånden. — vil de gå hjem med mig? sagde drengen. — ja, lad os se, hvad vi kunne udrette. Kort efter var skotten og drengen på vejen til dennes hjem. Ttor klattrede behændig op ad de stejleste fjelde. Der var dog et sted, hvor han nær var bleven bange. Der var kun en smal sti. Der skulle en fast fod og et skarpt blik til for ikke at træde fejl, og dybt, dybt nede i den mørke afgrund skummede en brusende elv. Skotten gik dog rolig over nøkkens bro, som den kaldtes. Da de vare ovre, sagde han til drengen: -- var det det værste sted? — ja! — og der findes ikke andre veje? — nej! Skotten sagde intet, men han tænkte i sit stille sind: — når den, der bar den kostbare skat, som de fattige folk deroppe betroer ham, snublede og faldt, så ville både den levende og den døde forsvinde i dette dyb. En gysen gjennemfoer den ellers stærke mand. Nu nåde de hjemmet og trådte ind i sorgens bolig. — tilgiv os, Bjørnson, sagde konen, at vi komme til dem, men jeg vidste, at kunne nogen hjælpe os i vor rød, måtte det være dem. — kan jeg gøre noget for dem, så er det jo kun min pligt at hjælpe dem i prøvelsens stund. Konen meddelte ham nu mandens sidste ønske og skotten nikkede tankefuld. Derefter tog han fat på at tømre en simpel kiste, så tynd og så let som muligt. Den døde blev lagt deri og skotten blottede sit hoved, idet han bad en stille bøn,, medens konen og børnene stod tavse og grædende om ham. — se, min gut, sagde han, tag du nu i den ene ende, så tager jeg i den anden, men gå støt og sikkert. Hust på at det gælder ikke vort liv alene, men også at han kommer til hvile på sin rette plads. Gutten tog fat og så gik det sørgelige tog afsted. Moder og datter gik hulkende bagefter. Ned ad de stejle fjelde gik det med sikre skridt. Skotten mærkede dog godt, at hans ledsagers fod flere gange skælvede. Endelig kom de til den smalle stejle klipperand, hvor fossen skummede i dybet. Ttor standsede nogle øjeblikke og sagde: — tror du, min gut, at din fod er sikker? Drengens kinder vare blege som en døendes. — aldrig har jeg båret få kostbar en skat, sagde han. Gud giver vel min arm den fornødne kraft. Så begyndte de på den frygtelige vandring. Pludselig mærkede skotten, at hans ledsager vaklede som en beruset. Det var et frygteligt øjeblik. — slip kisten! befalede skotten hurtig. derpå vendte han sig om, greb kisten med næsten overnaturlig magt og hævede den op. Baglænds bar han den nu alene hen ad klippcranden. Et eneste fejltrin, en eneste vaklen og han ville forsvinde med sin byrde i den mørke afgrund. Endelig stod han dog på den modsatte side og nu var det værste tilbagelagt. De tre andre, der med stirrende blik havde sulgt hans bevægelser, gik nu efter ham. Han tørrede sveden af sin pande og sagde: — aldrig har han deroppe således givet mig krast, sone i denne frygtelige stund. Så takkede de alle gud, og det lille tog gik videre. Da de kom til skottens hjem, sagde denne: — tøv nu lidt her, medens jeg kalder nogle af bygdens folk sammen og taler med vor præst. Sigrid bød dem indenfor, medens ttor gik videre. Bønderne vare hurtig forsamlede, så snart de havde hørt hensigten med Thors opfordring. Ttor gik imidlert

1879_Holm_AmbrosiusEllerSkottenIGuldbrandsdalen_1

Holger Bernhard

Holger

Holm

Ambrosius eller Skotten i Guldbrandsdalen

male

male

dk

Holm

Ambrosius eller Skotten i Guldbrandsdalen1

Holm

Ambrosius eller Skotten i Guldbrandsdalen

Original Fortælling

n

gothic

A. Behrend

KB

nan

nan

O

Første kapitel. Malerens hustru. Nær grændsen i det sydlige Rusland, idyllift omgiven as skov og sø, lå på den tid vor fortælling tager sin begyndelse, en lille, venlig, nyopbygget villa. En dejlig sommeraften foregik her en ganske ejendommelig scene. På en græsplæne i haven foran villaen legede en ung kvinde med en ged. Hun løb afsted og den hoppede muntert efter hende. Hendes kinder blussede i den nedgående sols stråler, hendes klare øjne tindrede af glæde, hendes lyfe lokker flagrede for vinden og hendes friske latter gav ekko i den nærliggende skov. Hun var et levende billede på inde og elskværdighed. To par øjne stirrede iagttagende efter hende. Oppe på altanen stod en mand, ung, smuk og kraftig, og betragtede med et beundrende, men dog bebrejdende blik, den skønne unge kvinde. — jeg ville glæde mig ved synet af hende, hvis hun var en ung pige, sagde han; men det piner mig at hun er min hustru; jeg fordrer mere alvor og mere tænksomhed af hende. Skjult bag et træ i haven stod en mand af et skummell udseende. Hans dragt forrådte at han hørte til den gejstlige stand, at han havde sagt farvel til al den lykke, der kan herske mellem kvinde og mand. Dog knugede han hånden mod brystet og sagde: — jeg elsker denne kvinde lige vildt og lidenskabeligt, og tror endnu på, at hun engang skal kunne hvile i min favn! Solen var gået ned. Den unge mand oppe på altanen stod endnu på samme sted og stirrede tankefuldt ned i haven. Da lagde to bløde arme sig om hans Hals og en blid stemme hviskedee: — hvor langt er du kommen med dit arbejde, kære Adelhard? — se selv, Arenta! Han slog et forhæng til side og rullede et stafeli frem. I aftenskæret viste sig et billede af hende, få levende, så naturtro, at kun en stor konstner kunne male et sådant; det var som om øjnene strålede og kinderne glødede. Hun stod et øjeblik og betragtede maleriet. — er jeg virkelig så skøn? sagde hun. — du er langt smukkere end min pensel formår at male, svarede han og sluttede hende i sine arme. Hun satte sig ved hans side på altanen og således blev de længe siddende i taushed, holdende hinanden i hænderne. — sig mig, kære Adelhard, sagde hun; er du ikke rigtig lykkelig? Det forekommer mig ofte at jeg seer et vemodigt udtryk i dit åsyn! — når er et menneske rigtig lykkeligt, Arenta, svarede han; der er altid noget, vi higer og længes efter. Det forekommer mig ofte, at jeg er for lykkelig. Mit liv blev som et eventyr fra hin dag, jeg som en fattig, modfalden ingling kom til rom, og til den dag, da jeg som en berømt konstner rakte dig min hånd for alteret. Det bæres mig undertiden for, at jeg trænger til kamp, min sjæl higer ligefrem efter spænding. — hvis jeg nu gav dig anledning til skinsyge? sagde hun med et smil. Når der nu kom en anden, jeg holdt mere af? Han så ikke dette smil, hvorimod hendes ord traf ham som et knivstik i brystet. — Arenta, hvad mener du? udbrød han bævende. — det skal du erfare en anden dag, sagde hun, rejste sig hurtig, ilede hen til fortepianoet og begyndte at spille. det var nat. Adelhard lå vågen og gentog langsomt Arentas ord: — hvis jeg nu giver dig anledning til skinsyge! Da hørte han listende fodtrin på altanen. I en fart kastede han nogle klæder på sig og ilede hen til vinduet. Oppe på altanen syntes han at se omridset af en mand, der ved skinnet af en fakkel betragtede det skønne billede. Skikkelsen bøjede sig frem, som om den kyssede det smukke åsyn. Da flukkedes faklen. Adelhard ilede ud på altanen; men alt var tyst og stille; kun nattevinden legede med træernes toppe. Var det hele da et febersyn? Den næste morgen ssneg en kvinde sig sagte og forsigtig gennem haven. I ly bag nogle buske stod en høj ung mand med et kulsort skæg. Han lyttede og spejdede, som om han ventede nogen. Endelig lød lette trin og Arenta stod for ham. — Nikolaus! udbrød hun overrasket. — Arenta, min barndomsveninde, svarede han. Tilgiv mig dette skridt, jeg måtte se dig før jeg for bestandig forlader Rusland. Jeg er en forfulgt forbryder. — du... en forbryder! — ja, svarede han i en dump tone; jeg er en forbryder i verdens øjne, men ikke for den Madonnas åsyn, som vi ærbødig bøjede knæ for da vi vare små!... Jeg skal fortælle dig alt... her er vel ingen, der belurer os? — nej, alle sove endnu. — nuvel, Arenta, så lad os tage plads på bænken hist. Han tog hendes hånd og førte hende til bænken. — hvor du er bleven smuk, sagde han og betragtede hende med et beundrende blik. Han udstødte derpå et suk og begyndte: — jeg var bleven ansat som skolelærer i en lille by nær ved Moskau. Popen i samme var en gammel, brav og hæderlig mand, der satte sin glæde i af være en fader for menigheden. Han havde en datter, ung og smuk, god og blid, og jeg nærede måske mere end beundring for hende. En ung adelsmand så hende, forelskede sig i hende og forlangte hende til sin hustru. Faderen sagde, af hun fuldstændig havde sin frie villie og af frieren måtte spørge hende selv. Hun gav ham et høfligt afflag. Da blev adelsmanden rasende og svoer af hævne sig. For nogle få rubler købte han en slyngel til af lægge falske papirer i den gamle mands skrivebord og skjule statsforbryderiske skrifter i den unge piges strikkepose. Dernæst blev der mældt til politiet, af det burde undersøge popens hus. Jeg stod i værelset og talte med den gamle mand, da politiet trængte ind for af fængsle ham. Han var rolig og anede ikke sin sørgelige skæbne. De falske papirer kom for dagen og den gamle svoer ved alt hvad helligt er, af han var uskyldig. — man agtede ikke hans ord, men slog foragtelig den gamle mand og hånede ham. — da begyndte det af koge i mig... jeg for ind mod politiet, der var i færd med af trænge ind i datterens værelse... Kampen var ulige, de vare fire og jeg var kun ene; men forbittrelsen gav mig kræfter og mine modstandere segnede om den ene efter den anden; til sidst var jeg sejrherre. En gysen gjennemfoer mig; jeg vidste af Siberien var mig vis, dersom man greb mig. Før jeg endnu ret var kommen til mig selv, hørte jeg hestetrampen, en del kosakker omringede huset; de vare blevne hidkaldte af en betjent, der havde stået vagt udenfor. Jeg gjorde endnu modstand, men blev til sidst overmandet og bundet. Det sidste jeg så var, af popen og hans datter blev flæbte bort. Jeg kom i fængsel, sad side om side med folk, der ikke havde en eneste menneskelig følelse, og jeg blev behandlet som en farlig forbryder. — da opstod håbet om at frelse mig ved flugt og ved en utrolig anstrengelse lykkedes det mig også. Men nu er jeg som en jaget hind, hvem alle frit kan skyde ned. Om 24 timer håber jeg dog at være i et land, hvor man mere dristig tør følge pligtens og hjertets stemme. Men før jeg vendte mit barndomshjem med alle dets lyse minder ryggen, måtte jeg se dig og medtage et venligt ord fra dine læber. — stakkels Nikolaus! sagde Arenta vemodig. — og du, min barndomsveninde, er du lykkelig? spurgte han. — om jeg er lykkelig, udbrød den unge kone og stirrede med et begejstret blik på flygtningen; jeg er så lykkelig, som et menneske kan blive; jeg har en ægtefælle, der er så god, så brav og så retskaffen, der læser ethvert ønske i mine øjne og opfylder det før jeg får det udtalt. Han er tillige en berømt konstner og ethvert penselstrøg viser hans geniale ånd. Jeg elsker ham, fordi han er god, jeg beundrer ham fordi han er stor. Hver dag, ja hver time takker jeg den hellige Madonna for al den lykke, der smiler mig imøde! O, det er et herligt liv, af leve for af elske og beundre. Grenene bagved dem blev langsomt bøjede tilside og et af smerte fordrejet ansigt viste sig bag disse. Den lurende kunne se dem, men ikke høre deres samtale. — vor lykke vil snart blive endnu større! vedblev den unge kone. — hvorledes det? Arenta så sig forsigtig om og hviskedee: — den hellige moder har opfyldt min bøn; jeg skal være moder. Men han aner ikke, af den, der skal vække hans skinsyge, vil han sikkert komme til af elske højere end mig. O, hvilken fryd! Det er næsten formegen lykke! — himlens velsignelse følge dig, kære Arenta; du er den værd! Han omfavnede hende og trykkede et Kys på hendes læber. — farvel, Arenta, sagde han, og giv mig en lille plads i din erindring! — farvel, Nikolaus! Ses vi aldrig, aldrig mere? — det ved kun den hellige moder; jeg må bort, langt bort herfra. De stod et øjeblik tavse og betragtede hinanden. — dit milde åsyn, Arenta, skal begejstre mig til alt godt, sagde han og kyssede hende atter. Der var ikke noget vildt og lidenskabeligt i dette Kys; det var hans barndoms trofaste veninde han tog afsled med. Han rev sig endelig løs og styrtede bort. Andel kapitel. Skriftestolens hemmelighed. Adelhard stod og betragtede den opvågnende natur. Da bankedes der sagte på døren til hans værelse. — er det dig, Arenta? spurgte han. — nej, lød en hvislende stemme; det er Diavolo. — hvad vil du? — luk mig op! Konstneren åbnede døren og en høj, bleg skikkelse trådte ind. Det var den gejstlige, der den foregående aften havde betragtet Arenta. — hvad fejler dig, Diavolo? udbrød Adelhard. Du er bleg, du skælver! — det er din lykke, jeg skælver for, sagde munken. — min lykke? gentog Adelhard forundret. — ja, din hustru er dig utro!... Følg mig! — hvad siger du, munk? — stille, følg mig! Munken førte Adelhard gennem haven. Endelig standsede han og bøjede forsigtig grenene til side. Adelhard så en ung mand, der holdt hans kone i armene og kyssede hende. Hver blodsdråbe i ham blev til is, hver følelse til en gyselig forbittrelse. Et øjeblik stod han som lænket til dette sted; da vendte han om og styrtede bort. Munken ilede efter ham med et dæmonisk smil. Han traf ham atter foran det smukke billede; han havde hævet sin kniv for at sønderskære det. — stille, Adelhard, sagde han; lad mig tale i Enrum med dig. Jeg vil give dig et godt råd. — her hjælper intet råd! — jeg har længe vidst at dette øjeblik ville komme, fortsatte munken. — du har vidst det, og ikke med et ord givet mig oplysning derom! råbte konstneren heftig. — detvar skriftestolens hemmelighed. — o, himmel, udbrød Adelhard fortvivlet. Så blev min lykke kun så kort! på en ensom plet i haven sad to mænd på en træbuk. Den ene heftig, lidenskabelig og fortvivlet, den anden rolig, få uhyggelig rolig. — o, skæbnen, skæbnen! udbrød Adelhard fortvivlet. Nu forstår jeg den først. Munken stirrede overrasket på ham. — det var i karnevalstiden, vedblev Adelhard; jeg opholdt mig i rom og var så lystig og glad. En aften mødte jeg et par gange en tavs, sælsom skikkelse, der syntes at forfølge mig. Jeg blev lidt uhyggelig til mode og søgte at undgå ham. Men på de mest forskellige steder stod han atter og atter før mig og jeg tiltalte ham: — hvem er du? spurgte jeg. — skæbnen! svarede en dump stemme. Det nytter ikke at du søger at undgå mig. Engang tidlig eller sent kommer jeg til enhver og lægger min hånd på hans skulder. Du, ja alle, glemmer stadig min tilværelse og gør eders beregninger; i tænker kun på lykken, på solglimtet, på den side, der træder frem i glædens spraglede dragt; eders beregninger er efter et galt bestik og fører altid til et feilt resultat. Så kommer skæbnen, kold og ubarmhjertig, og slår en tyk streg over alle opstillede fremtidsdrømme; så vender bladet sig og der kommer dage, hvor hjertet krymper sig sammen. Skjul dig hvor du vil og forsfands dig hvor du kan — jeg kommer sikker og bestemt. Du aner mig ikke før jeg slår før dig i hele min frygtelige majestæt. Husf dog på, når der kommer en dag, hvor alt ligesom falder sammen om dig, at det er din nundgåelige skæbne, der indhenter dig! — med disse ord forsvandt han og først i dag stod dette sælsomme mode klart for mig. Det var den grusomme skæbne, der havde mødt mig. Munken smilede dæmonisk; men konsfneren bemærkede det ikke. — lad mig så høre dit råd, munk, udbrød han størmende. — nu tænker du naturligvis på hævn, sagde Diavolo; en grusom, raffineret hævn, der skal ramme den troløse kvinde. Men hvad er hævn? Kun tabet af din egen sjælefred! Nej, jeg har lagt en anden plan... Du skal ikke hævne dig med dolk eller pistol, men dog på den måde, der vil smerte mest... Arenta er ikke uden følelse, men hun er letsindig. — hvad råder du mig da til, Diavolo? Munken bøjede sig over imod ham og hviskedee ham nogle ord i øret. Adelhard stirrede forfærdet på ham. — nej, nej! stønnede han. — og hvorfor ikke? sagde munken rolig. Den levende bedrager hun, men den døde begræder hun. Du har jo selv talt om, at du følte higen og længsel efter atter at tumle dig ude i livet, efter atter at stå ansigt til ansigt med dets kampe og fristelser. — det var ikke under de forhold! stammede konstneren. — men derfor er det dog den bedste hævn. Hun har spillet komedie med dig; turen er nu kommen til dig at spille din rolle. Adelhard syntes at blive mere rolig; det var som om munkens kolde, isnende tale virkede beroligende på ham. — hvorledes skulle denne plan da udføres? Spurgte han. — du siger, at du har modtaget indbydelse fra nogle kunstvenner om at samles med dem til en konference om et eller andet konftværk. Du lader som intet, du er rolig, frem for alt rolig! — hvorledes kan du forlange at jeg skal være rolig under så fortvivlede forhold? — det er derpå alt beroer. Hun må ikke ane at du har opdaget hendes falskhed. — når jeg altså er rejst, hvorledes skal jeg da tilsætte livet? sagde Adelhard. — jeg bringer hende det budskab, at en hidsig feber i løbet af få timer har revet dig bort. Hendes tårer vil da være forgæves — hendes smerte omsonst — en kiste indeslutter da dit jordiske hylster. Adelhard syntes at vakle; men fristeren vedblev: — du begynder et nyt liv under et fingeret navn og under nye forhold. Alt, hvad der er skønt og smukt, vil atter udfolde sig for dit blik og livet vil på ny byde dig alle fine goder. — men Arenta?... O, nej, uden hende har livet intet værd for mig. — så lad blot som om du intet har teet, sagde munken hånligt. — nej, nej, udbrød Adelhard lidenskabeligt; der kan aldrig mere blive nogen sand lykke for os... jeg må hævne mig... hævne mig grusomt! — jeg mener, at min hævn er bedre end en blodig hævn, som kun forstyrrer dit eget liv. Diavolo stirrede på den unge mand med et skulende blik. Adelhard kæmpede en fortvivlet kamp med sig selv. — sig mig, udbrød han pludselig og greb „ Vennens “ Hånd; hvem er han, har hun også betroet dig det? — nej, skriftestolen forlanger intet navn. Hun har kun sagt, at hun bad om tilgivelse fordi der var en, hun elskede højere end sin ægtefælle. Adelhard greb sig fortvivlet med hænderne til hovedet, som om han frygtede for fin forstand. — o, Arenta, Arenta! udbrød han med dirrende røst; kan du, hvem jeg har anset for en engel, hvem jeg mente var tro som nogen, være så falsf!... O, nej, det må være en uhyggelig drøm! — det er skæbnen! sagde munken med sit listige smil. Hvad der især bragte den unge konstner til at tvivle om sin hustru, var munkens ord: „ Det er skriftestolens hemmelighed “. Hun havde altså skriftet sin synd og anråbt om tilgivelse for sin brøde. — Diavolo, udbrød han hæffig; taler du sandhed? — jeg sværger! svarede munken rolig. Tvivlen kæmpede vel endnu i den unge mands bryst; men han havde selv set hende i en andens favn og munken svoer, at hun havde tilstået ham sin brøde. — o, Arenta! udbrød Adelhard lidenskabeligt hulkende. Lidt efter lidt blev han dog atter rolig. — lad mig så spille min rolle, da hun har spillet sin, sagde han; lad mig med tilkæmpet ro sige hende farvel og drage bort, for aldrig mere at vende tilbage!... Det gælder jo kun, at hun ikke aner at jeg ved alt. — det gælder om at tætte list mod list; hun har bedraget dig, nu bedrager du hende. — endnu i går sagde hun: hvis jeg nu giver dig anledning til skinsyge? — hun har kun villet høre dit svar derpå. — o, Arenta, Arenta! Den ville lidenskab brød frem på ny; han kastede sig i græsset og krympede sig som en orm. — vil du eller vil du ikke? sagde munken. — jeg vil... jeg skal med største ro forberede hende på min rejse. — et Kys, et tåreblandet smil og i ses aldrig mere i denne verden. Jeg burde måske råde dig til at søge trøst for din sorg ved at skjule dig bag klostermuren; men jeg synes, at din ånd er for stor, dit talent for herligt, til at unddrages livet. Derfor siger jeg dig: drag ud i verden, til det skønne rom eller det minderige Venedig; indskriv dit navn ved siden af Raphael, coreggio og de største mestre, der endnu er fødte. Adelhard sagde med bevæget stemme, idet han skirrede op mod himlen: — jeg følger dit råd... lad min død for hende blive min hævn! Han gik derpå langsomt og med bøjet hoved op mod villaen. Munken så efter ham med et sælsomt blik og sagde: — dersom han anede, at jeg elsker Arenta med en lidenskab, der er stor nok til at besejre alle hindringer, da fulgte han ikke mit råd!... Skæbnen har lagt alt tilrette for mig! Når hun nu står ene, forladt og ulykkelig, ene med en fro ven, og denne ven det er mig, da viser jeg hende min uendelige kærlighed og hvisker til sidst: „ Skønne Arenta, skjøndt jeg har givet afkald på alt, hvad der hedder lykke, så er min kærlighed til dig større end min trosfab til den hellige moder!... Mit mål skal jeg nå... Arenta skal blive min!... O, vanvittige tanke! Han gik langsomt ind i skoven. Endelig standsede han ved et fældet træ, fatte sig ned på dette og støttede det blege åsyn i de magre, knoklede hænder. Den brede hat gled ned og lod den skaldede, kronragede isse komme tilsyne. — de fro, at jeg tilbeder Madonna, sagde han med et uhyggeligt blik; men det er ikke hende, der er afbildet på vor altertavle, det er den levende Madonna, hvis blik er rent som en dues og hvis smil er saligheden selv. Hvor jeg elsker denne kvinde!... Arenta kan bringe mig til at begå de sletteste handlinger, hvis jeg derved kunne vinde hende. Kom denne dag, blev jeg gal, gal as glæde over at kunne favne hende, kysse hende, elske hende! Han sprang op og få sig om med et vildt blik. Han hørte dog intet uden fuglenes sang. — i forråde mig ikke, i fjedrede sangere, råbte han; i leve jo kun for at elske... elske og dø; men vi mennesker leve for at elske og lide... lide alle helvedes kvaler, alle torturens pinsler! Klokken fra det nærliggende kloster kaldte nu den fromme Broder til andagt og han skred hurtig bort. Bønderne, han mødte på sin vej, blottede ærbødigt deres hoveder for ham. Alle munkene vare samlede, da Diavolo trådte ind. Medens de andre hensank i stille bøn, tænkte han kun på hende, der aldrig forlod hans tanker, der var målet for al hans higen og længsel. tredie kapitel. Kosakkens hævn. Ved bredden af den lille sø, der hørte til den smukke villa, lå en båd. Heri sad Arenta ofte og lod båden langsomt drive hen over søen, medens et par svaner stolt fulgte hende. I dag sad hun også i båden; men det var ikke med det lette, lyse og frejdige sind. Det var hendes barndomsvens skæbne, der hvilede så tungt på hendes hjerte. Hun ville så gerne vide alle mennesker lykkelige som hende selv, og derfor berørte andres modgang hende smerteligt. Hendes mørke sindsstemning syntes at passe med den uhyggelige ro, der var udbredt over naturen. Tykke skymasser gled langsomt hen over himlen og syntes at samle sig lag over lag. Arenta sad og skuede ned i bølgerne. Hun iagttog i taushed det mærkelige naturfpil. Da lød i det fjerne et kraftigt „ Hallo! “ Hun hævede hovedet og stirrede mod den retning, hvorfra lyden kom. Da så hun en sælsom scene, der fik hver streng i hendes hjerte til at skælve af skræk. To kosakker kom sprængende hver fra sin side; de svingede i raseri deres lassoer over hovederne og råbte og streg i nkunden på hinanden. I kort afstand fra dem, som målet for deres ville i agt, løb en ung mand. Trods den lange afstand kunne Arenta se, at hans bryst hævede sig, som efter en lang, hæftig flugt. Han så sig om med et blik, der forrådte, at det gjaldt liv eller død. De ville kosakker ville ikke tage i betænkning at dræbe ham; de havde ordre til at bringe ham tilbage, levende eller død. Han kastede blikket ud over den lille sø; det var den eneste vej til frelse. Hans forfølgere kom nærmere og nærmere, som susende vinde - og Arenta oppebiede med fortvivlelse den frygtelige katastrofe. Da styrtede den unge mand sig med et Spring ud i de skummende bølger. Kosakkerne udstødte harmfulde skrig og styrede deres heste mod søen. Men de vrinskende dyr stejlede og vare ikke til at drive ud deri. Kosakkerne piskede forgæves løs på dem; de rejste sig på bagbenene og vare nærved at kaste deres ryttere af. de to mænd udstødte rasende eder og gav sig til hver i sin retning at følge langs bredden. Den unge mand kløvede imidlertid bølgerne som en svane; hans hoved hævede og sænkede sig og hans spejdende øje søgte ængstelig efter forfølgerne. Arenta havde med en frygtelig sjælsspænding fulgt hans bevægelser. Pludselig syntes han at blive træt; han stod næsten stille på samme sted. Da stød hun sin båd henimod ham. — Nikolaus, råbte hun, spring op i båden! Med en sidste kraftanstrengelse stød han sig hen til båden og svang sig op deri. Han greb årerne og et par raske tag bragte den over til bredden. Han sprang i land, tilkastede hende et Kys med fingeren og ilede ind i den tætte skov, hvor han snart forsvandt. Hun stod ved bredden og stirrede efter ham; hun havde foldet hænderne, som om hun bad forhans frelse. Hun for op af denne drømmende tilstand ved at føle en slynge, der snærede sig om hendes liv. Det var en af kosakkerne, der sagte havde nærmet sig hende og kastet fin lasso om hende. Hun udstødte et fortvivlet skrig, der gav ekko i skoven. — stille, min søde pige, sagde han og bandt hendes hænder på ryggen; jeg vil jo kun takke dig for din venlige hjælp! Med disse ord steg han atter tilhest, slæbte hende derpå med lassoen om livet med sig og tvang hende til at løbe ved siden af hesten. Forfærdelsen havde lammet hende. Hun havde hjulpet en statsforbryder på flugt; fængsel og forvisning fil Siberien ville blive hendes straf. Den frygtelige vished, at al hendes lykke skulle ombyttes med ismarkernes uhyggelige, sørgelige ro, bragte hver blodsdråbe i hende fil at stivne, medens kosakken sorcerede sit ville løb. Al hendes tanke koncentrerede sig i dette øjeblik på Adelhard. Hun glemte næsten sin egen ulykke for at tænke på hvorledes han ville modtage det skrækkelige budskab, at hun var på vejen fil Siberien. Hun anede, at han forgæves ville trygle kejseren om nåde. — der vistes ingen barmhjertighed mod den, der hjalp en statsforbryder på flugt. Hun vidste, at Adelhard elsfede hende højere end alt i verden og at tabet af hende fuldstændig ville tilintetgøre ham. — Adelhard, min inderlig elsfede mand, farvel! stønnede hun og segnede om. Kosakken slæbte et bevidstløs bytte efter sig. der havde dog været et vidne fil denne scene. Det var Diavolo. Han havde, skjult bag en busk, set alt, uden et eneste øjeblik at gøre forsøg på at frelse Arenta. Han gik langsomt i samme retning, hvor kosakken og hans bytte var forsvundet. Den anden kosak havde imidlertid forfulgt den unge mand, hvis spor han syntes at have opdaget. Endelig fik han øje på flygtningen i nogen afstand. Da lød et skrig, så smerteligt, som om det var et dødsskrig. Nikolaus standsede og lyttede; det var jo Arentas stemme. Men alt forblev straks efter tyst og stille og den unge mand mente, at det kun var et foster af hans ophidsede stemning. Han fortsatte derfor sit ville løb. Skoven blev så tæt og uigennemtrængelig, at kosakkens hest ikke kunne komme frem. Den unge flygtning var frelst. den ene kosak stod bøjet over Arenta og søgte ved at bade hendes tindinger med koldt vand at kalde hende tilbage til bevidstheden. Da lagde en hånd sig på hans skulder og en dyb stemme sagde: — hvad gør du, tåbe? Han vendte sig om og så en munk. — hvad mener du, fromme fader? — det er fyrst Konstantins datter, du behandler således. — fyrst Konstantin? stammede han. — ja, guvernøren, kejserens specielle ven. Den ville kosak stirrede forfærdet på munken. — kast dig på knæ for denne engel, vedblev munken, og bed hende om at gå i forbøn for dig, når du skal gøre regnflab for dine handlinger. Den unge kvinde slog nu øjnene op og så sig forundret om. — vær rolig, Arenta, sagde munken deltagende. Tak den hellige Madonna for at mine fjed styredes til dette sted i rette tid! Han vendte sig til kosakken og sagde: — forsvind, elendige, og vov aldrig oftere at vise dig for denne kvindes åsyn. Kosakken var såre glad over at slippe for så let køb, steg tilhest og for afsted i vild karriere. Diavolo hidkaldte nogle bønder; Arenta blev lagt på en båre og fire mænd bar den op til slottet. Adelhard stod på altanen og så dette optog komme. Han blev stående kold og rolig, som om det var en ganske fremmed, der lå på båren. Og det var den kvinde, han endnu den foregående dag havde omfattet med alle de følelser, der kan sætte et menneskehjerte i bevægelse. Han knugede hånden mod hjertet og steg langsomt ned ad trappen, der førte til havestuen. Blomsterne udsendte deres balsamiske Duft, solen sendte sine milde stråler ind i den lille stue, alt var så smilende og skønt — kun ikke i konstnerens bryst. Arenta var atter slumret ind. Adelhard nærmede sig munken og sagde: — hvad er der flet? — hun ville frelse ham, sagde Diavolo lurende. Han er nihillist og regeringen har sat en høj pris på hans hoved. Han undkom og kosakken ville sikkert have dræbt hende, hvis ikke jeg havde forklaret hvis datter hun var. Adelhard fatte sig ved hendes leje og greb hendes hånd. Det var Arenta og dog ikke Arenta, det var hans hustru og dog ikke den hustru, han endnu igår havde elsket og tilbedt, som den ædleste og bedste i verden, det var en kvinde, der havde bedraget ham, leget med hans følelser og knust hans tro på det skønne og gode. Fjerde kapitel. Afskedens stund. Alt næste dag havde Arenta atter genvundet sine kræfter. Det forundrede hende vel noget at Adelhard, der ellers var så kærlig imod hende, nu var så uhyggelig kold og rolig. — har Diavolo fortalt dig alt? sagde hun med hviskende stemme. — ja, alt, alt! gentog han og ville sige mere; men det var som om han ikke formåede at få et eneste af de bitre ord over sine læber, der fvævede på disse. Da han havde fattet sig lidt, vedblev han: — jeg har fået indbydelse fra en stor del af mine tidligere omgangsvenner om at samles med dem til et konstnermøde. — vil du forlade mig? spurgte hun med skælvende stemme. — ja, kun for nogle dage. — o, hvor jeg da vil tælle timerne og minutterne til du atter kommer tilbage, sagde hun. Et bittert smil viste sig på hans blege åsyn. — elsfede Adelhard, hviskedee hun; når du kommer tilbage skal jeg meddele dig et budskab, der skal få hver streng i dit hjerte til at bæve af glæde! Han vendte sig bort for at skjule sin bevægelse. Hendes stemme var lige blid, hendes øjne vare lige klare og dog var nu alt forbi imellem dem — han havde den sørgelige vished, at hun ikke var hans kærlighed værdig. Diavolo viste sig i havestuens dør. — kommer jeg til ulejlighed? spurgte han. — nej, fromme fader, sagde Arenta; jeg har endnu ikke bragt dem min inderligste tak, fordi de frelste mig fra ulykken. — tak ikke mig, men den helgen, der beskytter det skønne og gode, udbrød munken salvelsesfuldt. Efter en pause sagde Arenta: — har de erfaret, af min mand forlader mig i nogle dage? — det vil sætte deres hjerte på prøve, svarede munken, det vil fylde det med længfel og håb efter et lykkeligt gensyn. — men hver time på dagen vil jeg også sittre af angst for af der skal møde ham nogen fare! udbrød Arenta. — når de da atter favner ham, vil deres lykke være tifold, sagde Diavolo. Adelhard sad og stirrede som en drømmende på sin hustru. I hans sind vekslede forskellige modstræbende følelser. I det ene øjeblik undskyldte han Arenta, i det næste harmedes han ved hendes ord, hendes falske ord. Et par gange besluttede han af fordre en forklaring; men Diavolo havde jo alt forklaret ham, af hun kaldte den fremmede en kær barndomsven, en legekammerat. Hun havde dog aldrig før omtalt ham til Adelhard. Alle forberedelser blev imidlertid trufne til afrejsen. Da Adelhard halvt fortumlet stod i rejseklædærne, sagde han: — kan du ikke i min fraværelse trøste dig med ham, som jeg skulle blive skinsyg på? Et henrivende smil gled over Arentas ansigt. — Havde jeg kun nået den dag, da jeg kunne trykke ham i min favn, så ville jeg give ham tusinde af Kys, svarede hun. Adelhard tumlede et par skridt tilbage. Således kunne hun tale, uden at rødme over sin brøde, tale om sin kærlighed til en anden. — så giv da din hemmelige kærlighed tusinder af Kys! sagde han lidt bittert. Vognen holdt for døren og Diavolo stod ved den. — rejser vor ven også? spurgte Arenta. — ja, han skal besøge nogle fattige, sagde Adelhard; hans liv er en kæde af gode gerninger. Han omfavnede hende nu heftigt. — farvel, Arenta! stammede han. — farvel, elskede Adelhard!... Når kan jeg vente dig tilbage? — jeg tænker om otte dage. — bliv da ingen time længer borte, hviskedee hun; thi hvert minut vil være mig en lille evighed. — du skal ikke komme til at vente, sagde han idet han rev sig løs og stormede ud af døren. Da han kom udenfor, standsede han og trykkede hånden mod det bankende hjerte. Endnu var det ikke forsilde, endnu kunne han kaste sig på knæ for hende og sige: „ Jeg ved at du elsker en anden, men jeg vedbliver dog at elske dig, selv om jeg skal dele dit hjerte med en anden. “ Men nej, dertil var han for stolt; han ville følge munkens råd, han ville hævne sig på hende, hævne sig ved at dø! Han kastede et blik tilbage, så for sidste gang omridset af hendes skønne åsyn, og sendte hende en hilsen. — bort, bort! stønnede han. Arenta blev stående og stirrede efter ham. Ikke en eneste gang efter at være stegen tilvogns sendte han hende en hilsen. — således er de konstnere, sukkede hun; de have ikke en eneste tanke tilovers for deres hustruer. Efter at have stået tavs i nogle minutter, sagde hun: — jeg mærkede godt, at han var skinsyg og bitter og derfor ville jeg ikke betro ham, hvad der fylder mit hjerte med en stille fryd! Hvor han vil blive glad, når jeg siger, at jeg bærer et barn under mit hjerte! Hver dag vil jeg bede til de gode engle, at dette barn må blive ædel og brav, som dets fader, og lykkelig som dets moder har været. Arenta gik ind i sit sovekammer for at bede. femte kapitel. Jesuiternes klenodie. Samme aften sad Diavolo og Adelhard i en lille have, der lå foran en simpel kro. De nød et tarveligt måltid og drak et glas mælk, medens de tavse stirrede på hinanden. Når de talte, var det i en hviskende tone, som om de frygtede for, at deres tale skulle blive beluret. — nu er det første skridt gjort, sagde munken; føler du nu mod til at gøre et endnu vigtigere skridt? — du mener at dø! sagde Adelhard gysende. Lad mig høre hvorledes du tænker at dette skal kunne sle. Munken slog sin kappe til side og tog en lille flasfe frem. — seer du denne drik? sagde han. To dråber deraf og du vil sove i 24 timer. Jeg rejser tilbage og meddeler, at du pludselig er død. Arenta bliver forfærdet ved at høre det... — hun elsker mig jo ikke! stammede Adelhard. — du kender kun lidet det menneskelige hjerte og den menneskelige karakter. Hvilket værd har hendes elsker for hende, når du er død? Det er netop det hemmelige, det mystiske, der tiltaler et letbegægeligt sind. De skjulte sammenkomster med listende fjed og ængstelige miner, med stjålne Kys og ømme talemåder, der må fremhviskes som den mest dæmpede Melodi — det har kun sit værd, når det ikke er tilladt. Nu byttes rollerne. Nu kan hun modtage sin elsfer i sin salon, nu behøver hun ikke at snige sig gennem haven eller dæmpe stemmen til blid hvisken. Men du, som hun har bedraget, du, som hun i sin letsindighed gjorde så grænseløs ulykkelig, du er død. Er der noget så hemmelighedsfuldt, så uforklarligt og mysteriøst som døden? Det er denne gyselige magt, der har grebet dig i sin stærke arm, har lukket dine øjne og stivnet dine træk. Hun vil med vild raseri kaste sig over dit lig og ved ømme navne søge at kalde dig tilbage til livet. Det er din hævn! Den kolde sved perlede på Adelhards pande, medens han lyttede til munkens tale. — ham, hun nu elsker, vedblev munken, vil snart blive glemt. Det er en kærlighed, der kun kan skyde blomst i mørket, der ikke kan tåle det klare Sollys. Men hvad nytter det om hun end nok så bittert fortryder det og begræder sin synd; hun kan vel købe aflad derfor, men aldrig mere finde hjertefred. — jeg kan ikke fatte, at dette kære barn således kunne glemme sine troskabsløfter, stammede Adelhard. — det er dog let at fatte: Arenta er fra sin første barndom vant fil at følge ethvert lune, ethvert indfald. Hun seer en ung mand og bliver indtaget i ham. At elske dig er jo hendes pligt; men du ved også at det at gøre sin pligt ikke fuldstændig kan opfylde ethvert menneskes sjæl. Hun har syndet og hun ville måske tilstå sin synd, hvis du rigtig forsagte at tage hende i forhør. Hun ville da kaste sig på knæ for dig og

1883_Holm_KittyEllerKirkeklokkenIFarum

Holger Bernhard

Holger

Holm

Kitty Eller Kirkeklokken i Farum

male

male

dk

Holm

Kitty Eller Kirkeklokken Ifarum

Holm

Kitty eller Kirkeklokken i Farum

Original romantisk Fortælling

n

gothic

A. Behrend

KB

1. del: 426 sider, 2. del: 403

nan

18**

O

Første kapitel. Agent Harder. Vor fortælling begynder en nat i februar 18 * * i et elegant hus i Bredgade i København. Nattens ro, men ikke nattens fred hersker i de elegante saloner. En mand på ca. 50 år går fortvivlet gennem de prægtige værelser, ind i hvilke kun månen kaster en lysende stribe. Han vender stadig, ligesom dreven af en usynlig magt, tilbage til det lille værelse, hvor en lystig ild brændte i kaminen og hvor en lille lampe kastede sit matte skær på et skrivebord. Han standser, griber sig til hovedet og udbryder fortvivlet: — o, min gud, mit barn, mit ulykkelige barn! Din fader er en forbryder! Ak, hvad skal der blive af dig! Han sprang op og fortsatte sin fortvivlede gang. — hun dandser nu, sagde han og så op på uret, der viste halv tolv. Hun jubler og glæder sig og aner ikke den afgrund, ved hvilken hun står!... Ak, jeg tør ikke meddele hende ulykken... jeg må bort, uden at se hende. — bort, bort, gentog han vildt, bort! O, min gud! uden at trykke hende til mit hjerte, uden at sige hende farvel! I morgen foragter hun den fader, som hun har elsket så højt! Han tændte lampen, løftede den i vejret og betragtede portræter af en henrivende ung pige. — o, mit barn, min elskede Kitty! udbrød han hulkende, idet lampen dirrede i hans hånd. Jeg har ikke mod til at se dine tårer, til at høre din Jammer; jeg har kun kunnet glæde mig over dine smil, over dine strålende blikke, over din skønhed!... Jeg har ikke elsket dig som en fader, men jeg har elsket dig højere end alt i verden. Du har været min gud, min tro, mit håb, og nu, nu er det hele bristet!... Vil du tilgive mig og opsøge mig i et fremmed land? Kan du fatte hvilken usigelig smerte jeg lider? Han stod med hovedet støttet mod væggen og græd. Han bemærkede ikke lampens stilling, før en sveden lugt slog ham i møde. Tapetet var forbrændt og en sort ramme omgav det yndige ansigt. Med skælvende hånd satte han lampen på bordet og stirrede på det mørke varsel, idet han udbrød: — mit ulykkelige barn, min stakkels kitth! Med vild hæftighed rev han billedet ned, trykkede det til sine læber og skjulte det ved sit bryst. Kitty var al hans glæde, al hans fryd, og den tanke, at han skulle skilles fra hende, var nær ved at gøre ham vanvittig; men han havde kun valget mellem flugt eller vanære. Den følgende dag ville alt opklares og han ville måske blive belagt med arrest. For sit barns skyld, for at omgive hende med jordisk herlighed, var han bleven ruineret. Endelig fattede han sig så meget, at han kunne skrive et brev. Uden på dette stod: „ Til min elskede Kitty i “ Tårer plettede brevet. Fortvivlelsens bitre tårer. — jeg glemmer dog en brav ung mand, sagde han, som har været mig en tro tjener og som i morgen er brødløs; men jeg formår intet for min trofaste Gotlieb. Han hyllede sig ind i en kappe og gik hen mod et pengeskab, som han langsomt åbnede. — nej, udbrød han pludselig, lad mig ikke blive en ussel gavtyv, jeg har spillet hazard, jeg har ikke stjålet... lad mine kreditorer ikke sige, at jeg var en tyv; fattig drager jeg herfra for at kæmpe for hende... hende! Efter en fortvivlet kamp styrtede han ud ad døren. Ude på gangen brændte en lille lampe, som kastede sit matte skin på de ægte brysseler-tæpper. Midt på gangen standsede han og lyttede; der lød sagte, snigende fodtrin. Pludselig stod en lille mand foran ham. — de her, hr. Agent? sagde denne. — ja, svarede agenten med bævende stemme. Jeg skal hen på maskeballet og glæde mig oæer Kitty. — de kan være glad, hr. Agent, de seer alt i livet fra den lyse side, vedblev den lille med et lurende smil. — jeg har jo også en tro tjener i dig, Gotlieb, der våger over mit hus, svarede agenten. — jeg kommer nede fra havnen, vedblev Gotlieb, der havde stillet sig foran agenten og ikke syntes at bemærke den dirrende tone, hvori denne talte; isen er endnu lige tyk og intet tyder på, at den snart vil bryde op. — det er kedeligt!... Godnat, Gotlieb! — godnat, hr. Agent, og god fornøjelse! Gotlieb blev stående og så efter sin herre; han udstødte en hul latter og sagde: — jeg ved alt, jeg ved, at når revisionen kommer må alt opdages og du er en usling, som har forbrugt betroede penge; så kommer turen til mig til at håne og triumfere!... Kitty lo, så tårerne kom hende i øjnene, da jeg spurgte om jeg måtte arbejde for at vinde hendes kærlighed. Nu er det mig, der skal le, der skal pine hende. Han standsede. Lyset i hans principals værelse trængte ud igennem en sprække i døren, der ikke var aflåset. Gotlieb åbnede den og trådte ind. Han så brevene på bordet og udstødte et dæmpet, triumferende skrig. Han så sig om med et ængsteligt, sky blik, som om han var bange for at nogen belurede ham. Gotlieb rev et brev op og læste det, og hans latter blev endnu mere dæmonisk. — borte, ha, borte! udbrød han. Hvis jeg nu ilede til politiet? Dog nej, lad ham løbe! Kitty bliver jo. Hun er jo forbryderens datter. Han stak brevene i sin lomme og gik hen til pengestabet, som han åbnede hvad han foretog sig anede ingen, men han fjernede sig til sidst med en pakke papirer og en lille pose penge. Andet kapitel. En opfindelse. Det var natten før den skildrede begivenhed. I Dronningensgade på Kristianshavn, i et lille værelse ovve under taget, sad to unge mennesker. den beskedne, tarvelige dragt vidnede om, at de vare fattigdommens børn. Den ene varen ung, smuk mand, hvis brede skuldre tydede på kraft og hvis brune øjne røbede mod og intelligence. Den anden var en ung pige, en lille arbejdsbi med et blegt ansigt; den sorte ring om de matte øjne vidnede om overansfrængelse og nattearbeide. En hul hoste og dybe suk forrådte, at der i et tilstødende Kammer var et par personer, der havde søgt hvile. Den unge mand syslede med en model til en maskine. — se så, Eva, sagde han med et stolt, triumferende udtryk; nu er min opfindelse fuldendt. I morgen går jeg op til professoren og viser ham tegningen og modellen, du skal fe, kære søster om kort tid vil jeg være en berømt mand, og er man først det, bliver man let en rig mand. Nu er den mørke periode forbi, så komme de lyse, lykkelige dage for dig og moder, ja, for os alle sammen. Eva lagde sytøjet og så med et forundret blik på sin Broder. — tror du virkelig, at det er lykkedes dig? udbrød hun glad. — ja; nu skal du ikke oftere sidde bøjet over sytøjet og arbejde over dine kræfter. — det er jo netop min glæde, sagde hun og smilede blidt men bliver du en berømt og anset mand, så får du en smuk ung pige kær og så gifter du dig. — nej, Eva, du ved, jeg lever kun for moder, for dig og vor syge søster. — således taler du nu, kære Robert; men du skifter nok anskuelser... Jeg har i dag set en ung pige, som ville blive en passende kone for dig. — og hvem er det? spurgte han smilende. Jeg bliver næsten nysgerrig. — agent Harders datter; så yndig en ung dame har jeg aldrig set, så mild, så blid, så fuld af ynde, at enhver ung mand må tilbede hende. Jeg var oppe hos hende i dag med et broderi; hun var så venlig, så kærlig imod mig, som om jeg var hendes lige og ikke en fattig syjomfru. — der dog har et hjerte bedre end mangen fornem dame, sagde broderen, idet han slyngede armen om hende og kyssede hende. Skulle jeg nogensinde blive forelsket, måtte det være i dig. Robert betragtede endnu en gang med stolthed sin lille sirlige model og tildækkede den derpå omhyggelig. Endelig vare de mange nætters anstrengelser kronet med held. Eva tog igen fat på sit sytøj og de små fingre bevægede sig atter med stor hurtighed. Pludselig lød hurtige, febrilske skridt på trappen. En person standsede udenfor og bankede på døren. Før Robert kunne få sagt: „ Kom ind! “ blev døren hæftig stødt op og en ung mand styrtede ind med et så vildt og forfærdet blik, som om al verdens ulykke havde ramt ham. Eva udstedte et skrig, medens Robert lukkede døren ind til det lille Kammer og sagde: — men, Janne, hvad er der sket? — endnu intet; men det vil ske, det frygteligste af alt. Frels mig, Robert, frels mig! råbte han og skjulte ansigtet i sine hænder. — hvorledes skulle jeg kunne frelse dig? — jeg skal forklare dig alt. O, min gud, har du forladt mig! hulkede den unge mand og skjulte atter ansigtet i sine hænder. — i den sidste tid, vedblev han, har forskellige uheld ramt min lille, blomstrende forretning, og mine kreditorer — især agent -harder — styrtede derfor ind over mig og de have erklæret, at jeg bestemt imorgen skal betale dem en betydelig sum, da de i modsat fald ville lukke for mig. Jeg troede, at det var en iet sag for mig at skaffe beløbet; men ulykken kommer aldrig uden følgeskab; min fader ligger meget syg, jeg kunne ikke engang få ham i tale. Jeg gik til flere af mine venner, men forgæves; i nøden vender alle ryggen til os. Jeg har håbet og ventet, men nu er alt håb bristet — i morgen standser min forretning og så kommer nøden og elendigheden. Ak, min hustru, min velsignede dreng og min gamle bedstemoder, de ane intet; de leve i lykkelig uvidenhed!... Min hustru tror, at det er min faders sygdom, der gør mig så fortvivlet. Du kender mit hjem, gamle ven, du har så ofte frydet dig over min lykke, over min huslige velsignelse, min smukke, unge hustru, min velsignede dreng og min gamle bedstemoder!... Du må frelse mig... hører du, du må! — jeg? spurgte Robert forundret. — ja. Jeg ved du ejer intet, men du kan dog frelse mig ved at skrive min faders navn under en anvisning. Robert tumlede forfærdet et par skridt tilbage. — jeg tror du raser! råbte han det er jo falsk. — du må, Robert, på mine knæ tigger jeg dig derom; frels mig, frels mig. Skriv min faders navn. Kreditorerne ville være tilfredse og alt kan frelses. Jeg har arbejde mere end nok; jeg savner kun de ulykkelige penge. Vær ikke ubarmhjertig. — jeg skal frelse dig, sagde Robert. — o, tak; du vil? — misforstå mig ikke, Janne: jeg vil hjælpe dig på en ærlig måde. Jeg har fået en opfindelse færdig, som jeg i morgen viser en professor; når jeg har hans anbefaling, skal jeg rejse et lån, det vil være en let sag, og pengene er dine. På ærlig vis vil jeg hjælpe dig, på anden måde formår jeg ikke at stå dig bi. — men kan du skaffe mig pengene til rmorgen middag? — ja, med guds hjælp. — jeg vil håbe derpå, jeg vil stole på dig, gamle ven! stønnede den ulykkelige. Dagen efter sad professoren i sit arbeidsvæcelse og filede på et lille hjul, der var befæstet i en miniaturudgave af en skruestik. Han var i et yderst sket lune, da et par mennesker havde forstyrret ham i hans arbejde. Det var en mand på ca. 50 år, med skarpe, markerede ansigtstræk. En tjener trådte ind og sagde, at der var en arbejder, der ønskede at tale med professoren. Et øjeblik efter trådte. Robert ind med sin lille model under armen. Professoren vedblev at arbejde. Endelig sagde han, uden at se op: — hvad ønsker de? -- at tale med hr. Professoren. — tal, jeg hører! — jeg ville vise... — for Pokker, det er en anden sag. Så må de vente. Professoren fortsatte med Iver sit arbejde. Der forløb et kvarter — et langt kvarter for den ventende. Tilsidst rejste professoren sig og gik hen mod en dør. — hr. Professor, sagde Robert. — hvem er de? råbte denne disfrait; men vedblev med et godmodigt smil: ah, det var dem, der ville tale med mig. Jeg havde nær glemt dem. Lad mig se opfindelsen. Robert tog den lille model og rakte den med et stolt, triumferende smil til professoren, idet han samtidig tog nogle tegninger frem og bredte dem ud på bordet. Professoren betragtede først modellen og derefter tegningerne og efterhånden blev hans blik mørkere. — erde gal?... Er de idiot? råbte han heftig og kastede tegningerne hen ad bordet. Denne opfindelse er jo ti år gammel! — det er umuligt! stønnede Robert. — jeg må bede mig fritaget for deres påtrængende besøg... jeg ynder ikke folk, der antager andres opfindelser for sine egne. Robert stod målløs, sønderknust og fortvivlet. — de må tro mig! Min moder, min søster, min bedste ven... Alle stole på mig! råbte han og greb fat i professoren. — slip mig! råbte professoren hidsig og rev sig løs... Se at få det forrykte menneske bort! Han er jo fuld eller gal! tredie kapitel. Et karneval på isen. I et af de fineste selskabslokaler holdt handelsmatadorerne karneval. Musiken tonede gennem de oplyste sale, hvor tusinder af lys og lampetter strålede om kap, hvor drivhusplanter dannede en tropisk egn, med palmer og eviggrønne træer. En støjende jubel lød fra de tætte, brogede skarer. Elegante kostumer søgte at blænde hinanden. De talrige klynger af riddere, pager, bønder og fantasiens dristigste kompositioner, bølgede frem og tilbage som et oprørt hav. Glødende kinder, strålende øjne, bankende hjerter — det var glædens øjeblikke. Men målet for alles blikke, centrum fyr alles beundring, var en ung pige i zigeunerdragt, et billede på den personificerede lykke. Ung, skøn, strålende, omgivet af venner og tilbedere, rig og uafhængig, et forkælet barn, der dog ikke var bleven fordærvet af al denne smiger, men endnu besad et barnligt, uskyldigt sind. De unge mænd samledes om hende og kappedes om et eneste blik af hende, men hun var lige mild og venlig imod dem alle. Der var adel i hendes holdning, ynde i hendes bevægelser, frejdighed i hendes sind og kærlighed i hendes hjerte. Livets vej var jo også banet for hende, den skønne Kitty Harder, så lys, så lykkelig! Skjult bag en pille stod en mand i en sort domino og betragtede med et ufravendt stirrende blik den unge dame. — lad hende kun juble og danse, mumlede han, idet hans hånd krampagtig knyttede sig; lad hende kun stråle af lykke og glæde. I morgen skal du hvile bleg og kold, medens dødsenglen fvæver over dig. I morgen er det fexten år siden hin frygtelige dag, da hende, jeg elskede, lå bleg og kold, men han aner ikke, at jeg ved at det var ham, der knuste min lykke, og at jeg i seksten år har ruget over min hævn... Hævnen skal nå ham, berøve ham det kæreste, han ejer: hans datter. Som hun hin morgen lå stiv og kold, skal Kitty i morgen ligge for ham, og som jeg i fortvivlelse vred mine hænder og kastede mig over det afsjælede legeme, således skal han imorgen fortvivlet kaste sig over dig og kysse dine blege kinder! — hun var på alder med dig, skøn og strålende som dig, da kom han og knuste min lykke, hvirvlede mig i fortvivlelsens afgrund, jeg led de frygteligste kvaler og vanvidet omsnoede mig næsten, da man sænkede hende i graven, da jorden faldt på hendes kiste... Men hævnen vandt sejr... Hævn over ham!... Han skulle lide, hvad jeg havde lidt, han skulle føle, hvad jeg følte... Dog, vakler min hånd ikke, når jeg skal støde til?... Nej, nej, i seksten år har jeg higet efter dette øjeblik. Han gik hen til den skønne zigeunerske og sagde, idet han lagde hånden på hendes hvide skulder: — det er forgæves, de søger at forklæde dem, Kitty; såmegen skønhed og ^elskværdighed lader sig ikke skjule. — de her, hr. Greve! udbrød hun i en glad, overrasket tone; de ved ikke, hvor jeg i dette øjeblik føler trang til at tale med en faderlig ven. Vil de ofre mig nogle øjeblikke? — jeg osirer dem gerne hele livet, skønne zigeunerske, sagde greven galant og bød hende armen. — jeg er så sælsom til mode i aften, vedblev hun med synlig ængstelse, fader kunne ikke ledsage mig herhen, da han ikke var rigtig rask... jeg blev straks bange og spurgte om jeg skulle lade vor huslæge hente; han kysfede mig ømt og sagde: nej, nej, mit barn, den sygdom har lægekunsten intet middel imod! — han forsøgte da at være munter og glad, men det var som om hjertet sad i halsen og jeg syntes, at hans hænder skælvede. — alt er lutter indbildning, kære Kitty; deres fader begynder at ældes, han bliver lidt tungsindig, lidt melankolsk, det kommer med alderen ligesom storm og sne kommer med efteråret, især når man, som deres fader, har ført et bevæget ungdomsliv. Efter et lille ophold vedblev Kitty: — jeg har endnu mere at betro dem; to unge herrer have i aften begæret min hånd. Begge vare unge, rige og elskværdige, og jeg ved ikke, hvem af dem jeg skal give fortrinet. Jeg har tænkt på at sætte dem på prøve, at lade dem kæmpe om mit hjerte. Jeg beder dem om at give mig en god ide. Efter at have grundet lidt vedblev greven: — ah, nu har jeg det, der er kæmpet på mange måder for at vinde sin hjertets dame: ridderen ved sværdet, digteren ved det skønneste digt, musikeren ved at aflokke violinen de skønneste toner, men man har aldrig hørt om en væddekamp på isen, se, hvor den stærke jsflade ligger blank og klar, der må kampen om den skønne Kitty afgøres. Den af de to bejlere, der indhenter den smukke skøiteløberske, fører hende som brud for alteret. Sagen lader sig let realisere, thi en af tjenerne her er opsynsmand ved banen. — en ypperlig ide, sagde hun og klappede overgivent i hænderne. Kort efter blev greven forestillet for de to unge mænd, som han straks vandt ved sin ligefremhed. Man blev enige om af soupere sammen. Ved champagnen fremkom greven med sit forslag, der blev modtaget med glæde, og de to bejlere rakte hinanden hånden på, af de ville bevare venskabet for hinanden, hvem af dem der end blev den lykkelige. At det gjaldt hele hendes fremtid tænkte Kitty ikke på. Kort efter sneg en skikkelse, indhyllet i en kappe, sig ud af hotellet. Den studsede ved af se en mand stå og stirrede op mod de oplyste vinduer, trykkende sig tæt ind til muren for ikke af blive set. Greven ilede ned ad en Sidegade og standsede udenfor et lille, beskedent hus. Han bankede sagte på vinduet. Lidt efter kom et rynket og furet ansigt til syne. — hvem der! lød en gammel sømands stemme. — en ærlig mand, var svaret. Jeg er i foreningen til dyrenes beskyttelse og da jeg kom hiem i aften, lå der en ordre til mig, af jeg øjeblikkelig skulle lade hugge en våge i isen for fiskenes skyld. Der betales ti daler for det. Fiskeren tjente ikke ti daler hver dag og han tog imod tilbudet. Han var snart parat og efter grevens anvisning huggede han en aflang våge og satte mærkepæle, fik sin betaling og gik. Efter at have sagt godnat tilfiskeren, listede greven tilbage og borttog de udsatte pæle. — se så, Kitty, mumlede han; nu er din grav parat! — -- -- -- -- -- -— — — — — — — — — — — karnevalet var forbi. Trætte og udmattede forlod de fantastiske skikkelser salen for at søge hvile efter den lykkelige nat. Kun Kitty, greven, de to bejlere, og et par venner blev tilbage. Den unge dame var nu iført pelts, besat med ægte zobelskind; de små fødder, der nys så vingelet havde svævet over gulvet, var nu skjult i et par nydelige støvler med lådne kanter. En tjener bar skøjterne. — mine herrer, sagde Kitty, jeg er parat! de unge mænd vare muntre, greven derimod meget taus. Man begav sig på vej. Ælt var tyst og stille nede ved toldboden, søen lå indhyllet i en let morgentåge og de store skibe med de rimbehængte tong og vanter, lignede kæmpemæssige, fantastiske uhyrer, der trådte frem af baggrunden. Den unge dame sprang let og overgivent ned på den spejlblanke flade. Greven rystede stærkt, som om han havde feber, men undskyldte sig med, at det var en følge af overgangen fra varmen til kulden. Skøiferne blev nu spændte på og greven sagde, at Kitty burde have to minutters forspring. De to unge mænd stillede sig op ved hans side. Løbet begyndte; med den samme ynde og elegance, som nys på det bonede gulv, svævede Kitty hen ad isen. — en, to, tre! * ) råbte hun og endnu en gang klang den friske latter. Men næsten i samme øjeblik lød et forfærdet skrig. Greven greb om de to unge mænd, som om han fik et anfald af krampe. Isen var bristet og Kitty forsvundet. Nu kom hun til syne; det nys så glad smilende ansigt udtrykte dødens angst. — hjælp, hjælp! skreg hun og rakte den lille hånd op. Men der var ingen der kunne, ingen der vovede at komme hende tilhjælp. Nu kom hun atter til syne — for sidste gang. Den lille, kokette hue var gleden tilbage og de lyse krøller vare faldne ned over skuldrene. Hun formåede ikke mere al ånde, skrækken afpressede hende kun et halvkvalt skrig. de tre tjenere stod målløse og vidste ikke hvad de i øjeblikket skulle foretage sig. Ingen af dem havde mod til at frelse hende. Fjerde kapitel. En skæbnesvanger dag. Medens Robert var hos professoren, sad i hans hjem tre kvinder. Den ene var den fine, blege skikkelse, vi alt kende. De to andre vare Roberts moder og, ældre søster. Moderen havde et mørkt, kummerfuldt udseende, det var et af de ansigter, på hvilket står skrevet, at modgang og savn havde kastet skygger over hendes tilværelse og efterladt hårdhed og bitterhed i sindet. Den ældste søster, Mari, var en sygelig skabning, med et iltert og slet sind. Hun var en ond ånd, der troede at alle folk tænkte på de fattige med had og bitterhed. Eva var derimod en god fe i dette armodens hjem. Der var dog en, som disse tre kvinder elskede lige højt og lige inderligt, og det var Robert. Eva havde længe kæmpet med sig selv;, men endelig udbrød hun: — jeg kan ikke skjule det for eder, jeg burde ikke sige det, men Robert... — hvad er der hændet Robert? sagde moderen og hævede det magre ansigt. Er det noget glædeligt? — jeg ved, hvad det er, sagde den ældste søster; han er forelsket. — nej, du tager høilig fejl, sagde Eva blidt; han har gjort en stor opfindelse og er nu oppe hos en professor for at vise ham den; han vil hjælpe ham og Robert vil blive en rig og berømt mand. Moderen og søsteren blev glade ved denne efterretning. — jeg burde måske ikke have sagt det endnu,, vedblev Eva, men jeg kunne ikke tie, jeg var så glad, så usigelig glad. Og i to kære, i have sovet så godt og ikke anet, at han arbejdede på vor lykke. Jeg har nu tænkt på at vi burde modtage ham lidt festligt. Vi kunne jo købe nogle blomster og pynte vort lille hjem. Men nu ved i så meget, at i også kan erfare det hele. — det er da et mærkeligt menneske, Robert, sagde Mari bittert; en lille pjattegås som dig fortæller han alt, men til fornuftige folk taler han kun meget lidt. — han kunne jo ikke overraske mig, da jeg sad oppe og syede, sagde Eva blidt. — i to have altid været så hemmelighedsfulde!... Nå, hvad mere var der så? — i hørte jo, at Janne havde været her? — ja, hans fader var meget syg. — det var ikke alt; men jeg tør vist ikke sige del. — det er rigtigt, når du ret har såt os gjort nysgerrige, så sidder du og leer ad os. Janne er vel bleven ked af sin fine kone? — nej, men han var dog meget ulykkelig, han rar i pengeforlegenhed, og Robert lovede at stå ham bi, så snart professoren havde, anbefalet hans op-. Findelse. — det er rigtigt, svarede Mari, så snart han - ' l får et par skilling, skal han hjælpe alverden, isteden- '! For os. — gå du kun ned og køb et par zwibler, sagde moderen til Eva: han har nok fortjent det. Vi må da pynte os lidt. Eva gik ned for at købe blomsterne og de andre / pyntede dem, som om det var til en sand fest. - det varede ikke længe før alt var i orden,.! Blomster i vinduet og på komoden; på bordet stod husets største rigdom: en blankpoleret messingmaskine, og den snurrede så lystig, som om den ville sige: „ Gratulerer! “ ' ' Eva var helt angst. Ville Robert blive meget forbittret, fordi hun havde forrådt hans hemmelighed? Hun lyttede hver gang der lød fodtrin på trappen; men forgæves forløb det ene kvarter efter det andet. — nu må han snart komme, sagde hun. Klokken 12 skal han have pengene til Janne. Nu lød der trin, men del var ikke hans lette, frejdige gang. Det var tunge, slæbende skridt. Døren blev stødt op, og han trådte ind med blege kinder og et mørkt, uheldspående blik. Han sank ned på en stol, så træt, så dødstræt. Der var ingen, der vovede at sige et ord. Enhver kunne se at han var fortvivlet, at hans håb var bristet. Han strøg sig med hånden over panden og syntes at ville klare sine tanker. — gal... Idiot! stønnede han. pludselig så han blomsterne og sagde: — hvorledes?... Er det moders fødselsdag i dag? Eva rejste sig, gik hen til ham og lagde armen om hans Hals. Han trykkede hende heftigt til sit bryst og sagde: — ak, hvor jeg er ulykkelig! — hvad sagde professoren? * ) spurgte hun angst. — at jeg var gal; han jog mig bort som en hund. Der var så tyst, så uhyggelig tyst i den lille stue. — jeg kunne bære det, men Janne stoler på mig og venter på, at jeg skulle frelse ham, ikke alene ham, men hans hustru, hans bedstemoder, hele hans velfærd! vedblev han. Men jeg er jo gal — en idiot! I et udbrud af vildt raseri, der ligesom pludselig gav sig luft, sprang han op og kastede modellen ud af vinduet. — bort med det fordømte tøjeri i råbte han. Forvirret og målløs stirrede han efter modellen. Den ramte en mand i hovedet, så at han bevidstløs styrtede til jorden. Denne mand var Janne. De tre kvinder stirrede forfærdet på Robert, der var tumlet et par skridt tilbage. — det manglede blot, råbte han, at den opfindelse, jeg har sat mit håb, min tro og min tillid til, skulle have gjort mig til en morder, til min bedste vens morder! Det var en sørgelig dag og en frygtelig nat for Robert. Stadig stod det syn for ham, han havde set: vennen, der styrtede til jorden, da han tryg og tillidsfuld var på vejen til ham. Hvert øjeblik ventede han at se politiet komme; men det ene kvarter forløb efter det andet, og alt forblev roligt. Den følgende morgen var Robert på vejen til fabriken; han gik langsomt, som om han var vågnet af en tung drøm. Da hørte han pludselig et hjerteskærende skrig og så sig overrasket om. Han så en ung dame i søen og med et Spring var han nede på isen. På knæerne krøb han hen til vågen og søgte at nå den unge kvinde. En halv time senere foregik følgende scene i en lille hytte nede ved havnen. I den tarvelige stue, der var opfyldt med fiskencet og fiskeredskaber, lå en sin, bleg skikkelse på den simple træseng, der var omgivet af et falmet omhæng. En ældre mand stod bøjet over hende og lyttede opmærksomt efter hendes åndedræt, idet han stirrede på et ur, som han holdt i hånden. En gammel fisker og hans kone stod i ærbødig afstand og betragtede doktoren, medens en ung mand tørrede sine klæder ved et mægtigt bål. — se,mor, sagde den gamle fisker; det er jo et ansigt, som en af de engle, der sidde på altertavlen i kirkerne! Og han tog sin hue af for dette engleåsyn. — lever hun, hr. Doktor? spurgte den unge arbejder ængstelig. — stille, sagde doktoren. Der opstod en lang pause, en pause, hvori liv og død syntes at tage tag. endelig sagde lægen: — nu er hun frelst, hjertet slår atter roligt — et par minuter senere og alt ville have været forbi. — så himlen være lovet, at jeg kom i rette tid. — ja, hun er agent Harders eneste datter. Men hvor blev hendes ledsagere af? — jeg tænkte ikke på dem, men kun på at bringe mit kostbare bytte i sikkerhed. — Kitty Harder, vedblev den unge mand, som om dette navn pludselig vakte erindringer hos ham, og han trådte nærmere for ret at betragte hende. Han blev længe stående i beskuelsen af det skønne, blege ansigt. Da åbnede hun øjnene, de dybe, dejlige blå øjne. — hvor er jeg? spurgte hun og søgte forgæves efter et ansigt, som hun kendte. — de er bleven frelst fra døden af en brav ung mand, som står her ved deres leje, sagde doktoren. — o^, nu mindes jeg alt: karnevalet, skøjteløbet og mit fald i søen — men ved min fader af jeg er frelst? — nej, ikke så vidt jeg ved. — nu skal jeg ile afsted, sagde den gamle fisker. — ja, skynd dem, han er naturligvis frygtelig angst. Efter af have hvilet lidt, sagde hun til den unge mand: — og de, min ædle redningsmand, modtag foreløbig min hjerteligste tak, det er alt, hvad jeg i dette øjeblik kan give dem. Ræk mig deres hånd. Det var næsten med ærefrygt af den unge mand tog den lille hvide hånd, der blev rakt ud imod ham. — sig mig deres navn! — nej, jeg er et menneske, der ikke fortjener af eje et ærligt navn, jeg har måske... han tav og så sig ængstelig om, som om han frygtede for af nogen skulle have hørt hvad han sagde. Han så så ulykkelig og fortvivlet ud, af Kitty ikke vovede af spørge ham ud. — nu må jeg afsted, sagde han, fabrikken venter. — farvel, min ædle redningsmand. Jeg håber at jeg senere kan vise dem min taknemlighed. Sig mig deres bopæl. — den er måske snart i tugthuset! Med disse ord rev den unge mand sig løs og styrtede ud af døren. Kitty stirrede forundret efter ham. — skulle denne unge, smukke mand virkelig være en forbryder? sagde hun bekymret. Doktoren havde stået henne ved vinduet, men hørte ikke hvad der blev sagt. — når kan jeg stå op? spurgte Kitty ham. — om en time, svarede lægen. Til den tid vil deres klæder kunne være tørre. Kort efter kom den gamle fisker tilbage. — traf de min fader? udbrød Kitty ængstelig. — nej, svarede den gamle mut. — var han gået ud? — jeg traf kun en lille, pukkelrygget mand. — Gotlieb! — jeg troede, det var den onde selv, vedblev fiskeren. — hvad sagde han da? — at deres fader var rejst. — min gud, udbrød Kitty angst: rejst? Nej, det er umuligt. De må have hørt fejl! — stille, frøken, sagde doktoren; de må ikke udsætte dem for stærke sindsbevægelser. — jegskal være rolig, sagde hun blidt; men jeg er så ængstelig, jeg må snart hjem. En time senere var Kitty påklædt; hun takkede hjerteligt både doktoren og husets beboere, lovede at belønne dem alle og steg op i vognen. Femte kapitel. Sorg. Det var hen ad middag, da vognen holdt udenfor agentens hus. På denne tid af dagen plejede der at herske travlhed, men alt var dødt og stille nu. Kitty ilede henimod trappen, men standsede pludselig og gik hen til portnerens bolig og bankede på. Det varede noget før et ansigt kom til syne. — er fader hjemme? spurgte hun hurtig. — jeg tror det ikke, lød svaret. — er det længe siden, han gik ud? — ja, det var meget tidligt. — så må han vel snart komme hjem? — ja, det tror jeg. Portneren vovede ikke at rive bindet fra hendes øjne. Hun steg op ad trappen, men der var noget øde og tomt, der ligefrem forfærdede hende. Endelig nåde hun sit værelse og sank ned på en stol for at samle sine tanker. Var det hviledag eller hvad betød al denne stilhed, denne uhyggelige tavshed? hun ringede efter tjeneren; der forløb flere minutter men der viste sig ingen. — hvad betyder dette? udbrød hun ængsteligt. Er der sket en ulykke? Hun blev mere og mere urolig og gik ind i salonen. — fader, råbte hun, fader, er du her? Hun gik fra det ene værelse til det andet og råbte med fortvivlet, klagende røst: — fader, fader! Overalt var der nedrullet; der var så mørkt, så trøstesløs mørkt overalt. — o, jeg lille nar, sagde hun; han er naturligvis i sin angst gået ud for at søge efter mig. Nu skal jeg gøre alt parat til at modtuge ham. Hun gik ind i sit værelse og kom snart tilbage, iført en smagfuld og sirlig morgendragt. Hun rullede gardinerne op og ordnede kaffebordet. — men hvad betyder dette dog — der er ingen ild i kaminen — måske de alle er løbne ud for at søge om mig. Fader er da ikke inde på sit kontor? Hun mindedes nu, at den gamle fisker havde sagt, at faderen var rejst, men det var jo umuligt. Hun havde anset det for tåbelig snak, men nu fyldte den tanke hende med gru; hun løb gennem værelserne og hen til kontordøren og rev ængstelig i den. Den var lukket! Men hvad betød dette? Et stort segl med kongeligt våben sad for døren. Kitty greb sig til hovedet, som for at samle sine tanker. Hun måtte støtte sig til væggen for ikke at falde om. Da lød langsomme skridt bagved hende og Gotlieb kom til syne. — hvor er fader? udbrød hun ængstelig og greb Gotlieb i armen. — han er rejst? — rejst? råbte hun forfærdet. ^n » — hvornår? — eller rettere sagt: han er flygtet. — flygtet. O, tal, sig alt, de bedrager mig, de driver spøg med mig! — jeg driver aldrig spøg. — er han rejst, uden at skrive et ord til mig? — ja, han har ikke haft tid dertil; når man flygter for at undgå retfærdigheden, så flynder man sig. — o, min gud, det er umuligt! Hun sprang op og løb som en jaget hind gennem alle værelserne og råbte med vild, klagende stemme: — fader, fader! Men der lød intet svar. Hun gik i sin fortvivlelse atter hen mod kontordøren og ville rive seglet fra. — han er måske dog derinde. — ulykkelige, hvad gør de, udbrød Gotlieb, der med et dæmonisk blik havde betragtet hende. — han er måske skjult derinde, udbrød hun. — de kommer i arrest, dersom de river dette segl af. — jeg forstår intet, jeg fatter intet; endnu i nat jublede jeg, dansede jeg og. nu, nu er det forbi — forbi. At hun var fattig, ødelagt og ruineret, skænkede hun i dette øjeblik ikke en eneste tanke, og hun fattede ikke, at alt dette, der omgav hende, ikke mere tilhørte hende. Hun var i dette øjeblik kun barnet, der i vild fortvivlelse søgte den, der så ofte havde trykket hende til sit bryst og bedækket hendes læber med Kys. Men han var borte. tilsidst sank hun fortvivlet ned på gulvet, skjulte ansigtet i sine hænder og sagde: — o, fader, fader, nu føler jeg, at du er den eneste i verden, som jeg virkelig elsker, du er mig kærere end alt andet; du var så god og holdt så meget af mig, men at du ikke skulle have et eneste ord tilovers for mig, det forstår jeg ikke. Gotlieb, de ved hvor han er, sig mig det, før mig til ha

1894_Hoem_AabyApotek

Vilhelm

Vilhelm

Høm

Aaby Apotek

male

male

dk

Hoem

Aaby Apotek

Høm

Aaby Apotek

Fortælling

n

roman

Hagerup

KB

nan

nan

O

I. Der drev en Duft af nyhøstet hø hen over markerne, der stødte op til apotekets have. Her mødtes den med den fine vellugt af de gule roser, der dækkede apotekets gavl, og med den krydrede aroma af lavendler,. Pebermynte og andre medicinske planter, der stod i snorlige rækker og udgjorde en særlig afdeling i den nederste del af haven. Hæderspladsen derimod, nærmest ved den venligt udseende apoteksbygning, indtoges af rabatter med frugttræer og prægtige højstammede roser i fuldt flor, omrammede af friske, velholdte græsplæner. Rigtigt, ægte sommervejr var det, bagende og søvndyssende. Oppe under den blå himmel svirrede den muntre lærke; enkelte citrongule sommerfugle og blålig-skinnende guldsmede opførte en flagrende Dans i havens solmættede luft, — ellers intet, der rørte sig; hver blomst og hvert blad syntes indslumret under varmens tyngende indflydelse. i en magelig havestol, der stod i skygge af et mægtigt valdnøddetræ, sad en herre på et halvt hundrede år med tætklippet, gråsprængt skæg og iført en let, hvid lærredsjakke. Ved ' siden af ham lå en omfangsrig, gul stråhat og en bunke aviser, hvori han nylig havde læst; nu hvilede hans venlige, grå øjne, der blinkede muntert bag guldbrillerne, på en rank, ung pigeskikkelse, der stod foran ham med en kurv nys-afplukkede jordbær i hånden. Det første, man næst efter hendes høje, slanke figur måtte lægge mærke til hos den unge pige, var to lange og svære, ganske lyse hårfletninger, som nåde hende lige til hoften; ansigtet var ret kønt, trods den lidt vel store næse og de lyse øjenvipper, bag hvilke et par store, blå øjne skuede troskyldigt ud i verden, og der var en afrundethed i formerne og en ynde i den måde, hvorpå hun bar hovedet, der virkede velgørende på iagttageren. » Nå så vi skal have jordbær til middag! ------og kyllinger, siger du? Det var skam rart. Det er vel i anledning af dagen, kan jeg tænke? « spurgte provisor hassel og dampede af en rejsepibe, der hang ham ned på brystet. Den unge pige så’ spørgende på ham, medens hun spiste et jordbær og kastede det grønne bæger langt hen i græsset. » Hvilken anledning mener du? « » Nå! Nej du har naturligvis slet ikke tænkt over, at det er den første juli, og at den bringer vor ny kandidat fra hovedstaden? Nej, stil dig ej så hellig an, min pige; — han skal naturligvis erobres med det samme! Uh! I kvindfolk er så udspekulerede; — i ved godt, at vejen til mandens hjerte går gennem hans mave! « » Å, sikke noget præk, hassel! Vi skulle rigtignok haft jordbær alligevel; husk på, de er jo lige begyndt!-------hvad mon han for resten er for et menneske, den hr. Dalgård? « frittede hun. » Ser vi! Tænkte jeg det ikke nok? Ja, er det ikke det, jeg siger: i er så nysgerrige,;så snart der bare er tale om et mandfolk, så —• — « » Tal du blot ikke med om at være nysgerrig, hassel! « lo hun. » For resten var det vel heller ikke så mærkeligt, om man kunne have lyst at vide, hvad det er for et menneske, man får i huset! Olsen gjorde jo aldrig andet end at fare om på den bicycle så længe, han var her, —• jo, og så at gå på kroen og spille billard, eller hvad det var. « » Ja, det var en dårlig makker. Han forstod;slet ikke at gøre kur! « » Hør nu bliver jeg snart fornærmet, hassel! nu går jeg ind til frøken Brask med mine jordbær! « sagde den unge pige og gjorde omkring. » Nej — prr — vent lidt, Hedvig! nu skal jeg gøre dig et forslag. Kom du her hen og sæt dig og vent bare i — lad mig se — ti minutter, « sagde hassel efter at have rådført sig med sit ur, » så kommer Jørgen fragtmand kørende med fyren. Så kan du jo tage ham i øjesyn og straks begynde at lægge dine garn ud for ham. « » Du er et rigtigt afskyeligt menneske, hassel,, ved du det! — farvel! « » Hov — bi lidt! « råbte han leende efter hende, men frøken Hedvig værdigede ham intet. Svar og forlod haven med sine jordbær. Cand, farm. Hassel, » Proviseren «, eller — som han til tider slet og ret kaldtes — » Gamle-hassel « havde kendt frøken Hedvig siden den dag, hun blev født, og havde været knyttet til Åby apotek allerede ti år før den tid. Hendes fader, apoteker hammer og han vare jævnaldrende omtrent, og hassel var kommen til apoteket som ganske ungt menneske allerede i dennes faders tid. Han havde fundet behag i stedet, var » groet fast « der og betragtede sig nu — efter- sine egne udtalelser — som et gammelt inventarium. I løbet af hen ved tredive år var han bleven så sammenlevet med Åby og dets omegn, at han dårlig kunne tænke sig nogen sinde' at skulle forlade disse kære steder. For nogle år siden havde han et par gangesøgt privilegium uden at få noget; så havde han slået sig til ro igen og sagde nu, at han ikke ville søge på ny, før han kunne få et apotek i København. løvrigt havde han det så. godt som dagen var lang, puslede med sine roser og urter i haven og havde foruden en smule lahoratoriumsarbejde kun tjeneste i apoteket, når den yngre kandidat var fri. Da han havde mange slægtninge i København, gjorde han mindst et par gange om måneden en lille afstikker ind til hovedstaden for at » følge med i tidens rørelser «. Når dertil kom, at hassel havde en lille-kapital, og at han på grund af sin elskværdighed til enhver tid var velset gæst i alle egnens. Herre-, præste- og skovridergårde, kan man forstå, at den gamle ungkarl førte en ret behagelig tilværelse, og derfor var han også altid glad og fornøjet. Apoteker hammer, der allerede for en del åi- siden var bleven enkemand, tog sig ikke-meget af sin forretning selv. Han var et godt stykke af en videnskabsmand og dyrkede sit ynglingsstudium, botaniken, med stor Iver og grundighed; derfor havde hassel alt i lang tid været den egentlige ledende ånd i apoteket, som for resten havde ord for at blive holdt i mønsterværdig stand. i. Hassels granskning af » den til forsendelse o. s. v. priviligerede « afbrødes omtrent på det af ham beregnede tidspunkt ved, at Jørgen fragtmands velkendte, grønmalede vogn med de brune for raslede op for apoteksdøren. Proviseren skyndte sig hen. til lågen for at tage imod den ventede, nye kollega, men til sin store undren så’ han, at Jørgen var alene på vognen, hvor kun en stor koffert gjorde ham selskab. » Hvad Pokker er nu det, Jørgen? Var der ingen med toget? « spurgte hassel med forskrækket mine. » Det var jo en nydelig historie! « Jørgen fragtmand spyttede sindigt ud over vognfjælen, kastede linerne hen over ryggen på de brune og kravlede langsomt ned. » Jo—o, fyren var da med; men da han borte, at der kuns var en hal’ mil hertil fra stationen, så sagde e han, jeg sku’ bare køre med kofferten, så sku’ han nok selv finde herud, sagde e han, for han trængte til at røre benene lidt, — sagde e han. « » I atten graders varme! « råbte hassel med komisk forfærdelse, idet han tørrede sin pande. » Nå, det må jeg sige! Der står ellers skrevet at ingen hader sit eget kød; — men enhver sin lyst, som manden sagde, da han så’ en gøgler æde kul og drikke petroleum til! « » Ja — han kan jo være god for sig, den nye provisor, men om han ellers er sådan rig- • tig — « sagde Jørgen og erstattede med en betydningsfuld pegen på sin pande den manglende eftersætning. » For jeg blev jo opholdt lidt inde hos kø’manden, og da jeg så siden kører forbi ham på vejen, ser jeg gud døde mig mennesket stå på hovedet over grøften og rode i den med ærmerne smøgede op over begge albuerne! » Har de tabt deres pengepung? « spørger jeg så, men han bare grinede og blev ved med at rode. « » Nå sådan! Altså også videnskabelig anlagt! « sukkede hassel. — » Ja, så sætter Jørgen jo kofferten ind på hans værelse, så kommer han vel nok en gang. « en halv time senere drejede en ung mand i tyverne ind på Åby Hovedgade fra stationsvejen og styrede sine skridt lige mod apoteket. Idet han passerede havelågen, fik proviseren øje på ham. » Goddag, højstærede! Vær så god, træd indenfor, hr. Dalgård! — for det kan vel ikke være andre end dem? « Ved denne uventede tiltale blev den unge mand straks en smule overrasket, men fik så i en fart hatten af og trådte ind i haven. Velvoksen var han med brede, kraftige aksler og et kønt formet hoved. Han havde udtryksfulde, blågrå øjne og under den krogede næse et kraftigt, mørkt overskæg. På ryggen bar han en anselig botaniserkasse. » Mit navn er Dalgård, til tjeneste; — det er måske apoteker hammer, jeg har den ære— « » Næ — nej! Undertegnede kalder sig hassel, af guds nåde uværdig provisor her på anstalten. Tør jeg spørge: de er sagtens asketiker, unge mand, siden de ynder kødets spægelse i den grad, at de går fra stationen hertil i sådan en varme, når de kan komme til at køre? « » Det just ikke, « svarede Dalgård smilende ad den gamle provisors ligefremme velkomsthilsen, » men jeg er ikke bange for en smule solskin. Det er næsten mest derfor, jeg søgte pladsen herude; jeg syntes, jeg trængte til lidt solskin, til lidt frisk luft, grønne træer og — kort sagt til alt det, som man til dagligdags må savne inde i København. Jeg skulle slet ikke have noget imod at få lidt mere farve på kinderne herude, end hovedstadsluften har kunnet skaffe mig. « » Ja, stiller de ikke større fordringer til Åby, end at de ønsker dem solbrændt, så vil de antagelig ikke opleve nogen stor skuffelse. Jeg for min part er nu storartet henrykt for min gamle Panama, « svarede hassel og tog dette prægtige klædningsstykke af, medens han lod sit brogede lommetørklæde fare hen over panden. » Den har i bogstavelig forstand sine skyggesider, som jeg dog ingenlunde regner den til forklejnelse, « vedblev han og strakte hatten ud fra sig, idet han betragtede den med et kærligt blik. Dalgård smilede pligtskyldigst ad branderen, og provisoren vedblev: » Nå, det er vel bedst, jeg sætter dem lidt ind i forholdene. Se, hvad arbejdet angår, vil de næppe blive overanstrengt for det første. Nu har jeg for eksempel gået herude en times tid for med flid og et lugejærn at besørge rosenbedenes toilette — jeg interesere mig meget for roser — og i den tid har der ikke været et menneske, der ville købe nogle af vore gode sager. Bønderne, skal jeg sige dem, bar alt for travlt med høet i denne tid til al være syge, og bliver madammerne dårlige, må de kønt vente til om natten, — så kommer de ærede landboere og ringer dem op efter stoppemixtur og hofmansdråber. — men nu kommer vi vist til at gå ind og hilse på hammer; han sidder som sædvanlig i renkulturer op over begge øren. — de er selv botaniker? « han pegede på botaniser-kassen. 1 » Ja lidt. Noget skal man jo interessere sig for. « » Det har de pinedød ret i; det er mine egne ord! Hvis man ikke havde sine interesser, særlig her ude på landet, så — —. For resten har jeg selv interesseret mig meget for botanik en gang. Det vil rigtig glæde hammer, vil jeg sige dem, særlig da hvis de er specialist i bakteriologi; for bakterier — dem er han en ren hajfisk efter. « Nej, Dalgård havde da ikke noget særlig indgående kendskab til bakterier; foreløbig havde han mest sysselsat sig med de planter, som man kunne tage og føle på. » Nå — jaja; det kunne måske også blive for meget af det gode, « niente hassel og førte sin nye kaldsfælle gennem en låge ind i Apo tekets gård, hvor høns og duer i flok klukkende og kurrende pilede af sted i alle retninger ved deres indtrædelse. » Her til højre er laboratorium og material-kammer. Til venstre har vi apoteket; det første vindue er deres værelse, — det er anbragt tæt ved køkkenet, for at de stadig kan være å jour med, hvad vi skal have til middag. Lad os hilse på frøkenen med det samme, det er nok værd at stå sig godt med hende; men jeg må anmode dem om at pansre deres hjerte straks, for hun er såre dejlig og vil blive farlig for deres unge hjerte. « » Se se! « tænkte Dalgård, » — her er altså en datter! Ja, jeg er ikke bange af mig og skal ikke have noget imod, at hun er ung og køn. « Lidt overrasket blev han derfor, da han, efter at de vare komne ind i gangen, og hassel med en let banken på køkkendøren havde skubbet denne op, så’ et kvindeligt væsen med et ret matroneagtigt ydre, og hvis ungdom i hvert tilfælde måtte henregnes under kategorien: den modnere. » Se her, frøken Brask! « råbte hassel, » her bringer jeg dem vor nye mand og håber, at han svarer til forventningerne. Ung, smuk og mager, som de ser! — nej lad være med de øjne! « sagde han med komisk alvor, da hus holdersken med synlig velbehag'mønstrede den unge mand, » for guds skyld, han er ikke brandforsikret! « Frøkenen bød Dalgård velkommen og håbede, at han nok ville finde sig tilfreds her i Åby, når han først havde levet sig lidt ind i forholdene; her var virkelig så mange rare mennesker, og det. var ved gud ikke altid så » konvenabelt « for de unge mennesker inde i København, hvor så mange fristelser lurede på deres unge sjæle, og------- » Så går vi videre! « afbrød hassel frøkenens betragtninger. » Hun laver god mad, « vedblev han, da han igen havde lukket døren, » men i retning af veltalenhed yder hun i regelen mere, end man kan ønske sig. Hun er af den slags mennesker, der dejlig kan både spørge og svare sig selv på samme tid. Ligervis som den sladrende bæk om foråret svulmer op og går over alle bredder, sålunde kender hendes veltalenheds strøm ingen grænser, og ve den ulykkelige, som ikke i tide ved at bjærge sig! Der er ikke det mindste i vejen for, at hun kan begynde med at tale om radiser eller stegt lever og ende med kejseren af Rusland eller planeten Mars og symaskinernes indflydelse på handel og Vandel. Dertil har hun en ulykkelig forkærlighed for fremmedord, som hun ikke altid kommer lige godt fra at anvende, men — herregud, når det nu morer hende —! « De trådte nu ind i apotekerens kontor eller rettere studereværelse, hvis ene væg dækkedes af reoler med bøger, medens den anden optoges af et stort skab, hvori hans righoldige herbarium og en masse plantevidenskabelige præparater, ordnede i skuffer med påklæbede navnesedler, opbevaredes. Langs med vinduerne var et langt bord med et mægtigt, skinnende blankt mikroskop, gemt under en stor glaskuppel, og ved siden af denne mindre glasklokker, som dækkede over små kopper -og urglas til renkulturer. I vinduerne så’ man stativer med reagensglas, lukkede med vatpropper, og rækker af småflasker med kemikalier, syrer og farveopløsninger til mikroskopiske undersøgelser. Foran bordet, i en bred kurvestol, sad apoteker hammer, fordybet i granskningen af et tykt videnskabeligt værk. Han var en høj, mager mand, skægløs, ikke meget talende, med et tankefuldt udtryk i ansigtet. Idet hassel kom ind med den nye medhjælper, rejste hammer sig og rakte denne venligt hånden. Efter at han havde budt ham velkommen, ytrede provisoren: » De aner nok ikke, hammer, hvilken heldig fangst, de har gjort i Dalgård; han er botaniker om en Hals og har allerede drevet studiet på vejen fra stationen. » Virkelig? « spurgte apotekeren med synlig interesse. » Det glæder mig, må jeg sige! Man er jo nu til dags ikke forvænt med unge mænd, der har noget tilovers for naturstudier. løvrigt er vi netop så heldige at have en ret interessant. Flora her på egnen. De gjorde vel ikke noget fund på deres vel? « » Jo, jeg fandt tilfældig — inde i den granskov, der ligger lidt fra stationen — en plante, jeg ikke har truffet før. Det er en pyrola, jeg tror pyrola uniflora. Hvis apotekeren vil være så god at se på den — « sagde Dalgård og hentede botaniserkassen, som han havde hængt fra sig ude i gangen. » Ja min tro er det pyrola eller rettere chimophila uniflora\ « stadfæstede apotekeren, idet han af botaniserkassen med varsom hånd fremtog en lille, spæd plante med runde blade og en smuk, hvid blomst i spidsen af stængelen. » Det er for resten pudsigt, « vedblev han, idet ham med et næsten ømt blik iagttog den lille plante på alle kanter. » De kan tænke dem, den har jeg fundet dernede i skoven for over tyve år siden. Der var kun ganske få eksemplarer, — jeg har dem henne i herbariet. Næste år lader godsejeren grave en ny vej igennem skoven, og da jeg kommer for at se til mine pyrola, så er de naturligvis væk. Siden den tid har der ikke været et eksemplar at opdrive i hele skoven og for resten heller ikke noget andet sted her i sydsjælland. « » Og nu kommer Dalgård med toget og går mir nichts, dir nichts ind og plukker sig en buket af dem! « sagde hassel. » Unge mand, de må bestemt af skæbnen være udset til noget højere. — skal vi så gå ud at se apoteket? « — » Det gjorde de ellers godt! « vedblev han, da de vare komne ud i apoteket, » der har de forskaffet dem en ven i hammer for livstid med den pyrola! — nå, hvad synes de så om det dertil indrettede lokale? « » Udmærket! « Han så’ sig med fornøjelse om i det velholdte officin med de mørke mahognitræs reoler, hvori de hvide krukker toge sig pynteligt ud mod en mørkegrøn baggrund. Midt under loftet var lægekunstens sindbillede, æskulapstaven, hvorom slangen snor sig, anbragt, malet på glas med lyseblå grund. Over hele rummet hvilede den sammensat-ubestemmelige Duft, der er egen for et apotek. » Og her, « vedblev provisoren og pegede på recepturen ved vinduet, » har vi apotekets Arne, dets hjerne, om jeg så må sige, og deres fremtidige virkeplads. « Hvad der i recepturen tiltalte Dalgård mest, var dog vinduet, hvorfra man havde et særdeles oplivende skue. Inde fra København var han vant til synet af nogle kedelige, høje, grå mure, der spærrede for ethvert udsyn; her derimod så’ man over vejen til en smuk, lille skov, i hvis midte der hævede sig et skiferdækket tag, og vedsiden af skoven bredte sig frodige marker, så langt øjet kunne følge. Den unge mand lagde ikke skjul på sin glæde over det behagelige indtryk, han herved modtog. » Det er åbygård park, « oplyste hassel. » Og bygningen, de ser derovre, er godsforvalterboligen. Der skal de gå over, når de skal aflægge deres første visit, for kammerråd bredes er de mest gæstfrie mennesker, jeg kender; de vil blive modtagen med åbne arme! Der er også en datter, et første klasses pigebarn, vil jeg sige dem, men hun er uheldigvis ovre i Jylland for at uddanne sig; — ja, nu skal de ikke straks se ulykkelig ud for det, for hun kommer hjem igen til efteråret. Og hun er endnu farligere end frøken Brask 1 « lagde han smilende til. Nu kom en bondekone med en recept, og medens hassel ekspederede denne, gik Dalgård ind for at tage sit værelse i besiddelse og ordne sig lidt efter rejsen. Værelset var ikke ret stort, men — i modsætning til de fleste vagtværelser på apotekerne, i hvert tilfælde for nogle få år tilbage — ganske hyggeligt. Det vendte som omtalt ud til gården. Vinduet stod åbent, og med stor fornøjelse gav den unge kandidat sig til at betragte det muntre liv, der rørte sig derude; de skrabende, klukkende høns, de stolt spankende kalkuner og duerne, der sagde i række på taget af laboratoriumsbygningen eller kurrende kresede om hinanden nede på stenbroen med et lille nik for hvert skridt, de tog, — alt dette var noget ganske nyt og tiltalende for ham, der kun var vant til hovedstadens travle menneskemylder. Han gav sig i lav med at pakke kofferten ud. Men hvad var det? Overrasket drejede han hovedet lyttende om mod det åbne vindue; thi ind ad dette trængte de klare toner af en frisk kvindestemme, der sang en ham velkendt Melodi. Schubert? Ja, sandelig var det ikke » die schbne miiller-inn «, en af disse snart frejdige, snart vemodig skønne melodier, som han elskede og beundrede! Han lyttede igen. » Dass muss ein schlechter Muller sein, dem niemals fil das wandern ein — « lød det med runde, bløde toner. Hvor den samstemmede med hans egne længsler og tilbøjeligheder, denne yndige lovsang til vandrelivets og naturens pris! Med tilbageholdt åndedræt lyttede han efter omkvædet: » und wandern, und wandern — «, hvis betagende pianissimo trængte ham lige ind i sjælen. Han. syntes aldrig at have hørt noget sunget så stemningsfuldt og blødt før; — men måske var det kun på grund af hans egen, for alt frisk og naturligt så modtagelige stemning. Men hvem kunne det være? Lyden kom oppefra, åbenbart fra et værelse lige over hans, hvor vinduerne vel ligeledes stod åbne. Frøken Brask kunne det ikke være, det var han sikker på, og den rødmossede tjenestepige, som just kom klaprende over gården på et par trætøfler selvfølgelig heller ikke. Altså måtte her være endnu et kvindeligt væsen, om hvem han hidtil ikke havde hørt tale. Så var der vel altså dog en datter! Eller måske en fremmed, der var her som gæst? Hvem det end monne være, havde hun fra dette øjeblik hans agtelse, og han glædede sig til at gøre hendes nærmere kendskab. Længe skulle Dalgård ikke spændes på uvishedens pinebænk; thi han var endnu ikke nået til bunden af kofferten, før den rødkindede pige slog et par djærve slag på hans dør og underrettede ham om, at middagsbordet var dækket. I en fart fik han foretaget den nødvendige omklædning og stod snart efter ovre i spisestuen. Fra dette øjeblik af var han ikke længere i tvivl om, hvem det var, han kunne takke for, at de schubertske toner havde lydt ind til ham som en hilsen fra et åndsbeslægtet væsen. Thi overfor ham stod en ung pige, hvem apotekeren forestillede som sin datter, iført en tarvelig, men smagfuld, grå kjole med en bred, hvid blondekrave, der dækkede barm og Hals. Den unge mand hilste bukkende; frøken Hedvig rakte ham hånden- med tiltalende, naturlig ynde og bød ham velkommen. » Kandidat Dalgård med tilnavnet pyrola-finderen, « præsenterede hassel, der i det samme kom ind, » som ved i den åbygårdske Flora at genindføre den mærkværdige pyrola unisono, eller hvad det nu var, den hed, har indlagt sig udødelig hæder og fortjeneste af videnskaben; — han er for resten kommen herud for at blive solbrændt. « » Ja — tænk dig, Hedvig! « sagde apotekeren, idet man satte sig til bords, » Hr’ Dalgård har i dag på vejen hertil fundet en sjælden plante, som har været, udryddet her i den sidste snes år og ellers kun findes ganske få steder her i landet. « » Det var da morsomt! « sagde den unge pige, » jeg kunne have stor lyst til at se, hvor den vokser. « » Jeg skal med fornøjelse ved lejlighed tillade mig at vise frøkenen stedet, « vovede Dalgård at tilbyde. » Ja, det var ret! « indskød hassel, » så er det bedst, i to går herbatum i morgen, når Dalgård har fri. « » Da må de sandelig også vise mig, hvor den står! « erklærede hammer. » Nå, « sagde-hassel, » Apottekeren vil nok være med som » der dritte im Bunde «. Ja, det er vist også det fornuftigste, — jeg mener, at de får en grundig forsker med på ekskursionen! « Han udspurgte nu Dalgård for at erfare, hvorvidt de havde fælles kendinge og var også så heldig at finde nogle. Herved lagde han et betydeligt personalkendskab for dagen, — han interesserede sig særlig for stamtavler, fortalte han. Især blandt præster og godsejere var der ikke ret mange familier i landet, som han ikke vidste rede på, både hvad konerne vare fødte °g hvad karakterer sønnerne havde til deres eksamina; man mærkede, at hans levende interesse støttedes af en udmærket hukommelse. — da man var færdig med kyllingerne og jordbærrene kom ind, blinkede hassel betydningsfuldt over til frøken Hedvig, der smilende slog øjnene ned, medens en rødmen farvede hendes kinder. Dalgård lagde mærke hertil og blev helt avindsyg på den gamle provisor, der turde have sådant frimureri for med den nydelige, unge pige. Da måltidet var forbi, sagde hassel, at nu skulle de ellers ud at bestille noget i apoteket, for oih en halv time kom stavbyposten, og han havde altid en del recepter med sig, som han under vejs samlede op hos bønderne. Denne forudsigelse slog til, og eftermiddagen gik derfor med arbejde. Da klokken var ni, og apoteket var lukket, stak hassel hovedet ind ad vinduet til Dalgård, der havde trukket sig tilbage til sit værelse. » Jeg kan tænke, « råbte han, » at de er en natteravn ligesom alle københavnere, så de går vist ikke seng med hønsene! Men for at de ikke skal fristes til at gå på varietéer, som de naturligvis er vant til, og hvoraf her for resten ingen er, så vil jeg tage dem med en lille tur i haven. Den har de jo slet ikke rigtig set endnu. « da vejret var smukt, var Dalgård straks villig. De lagde vejen ned om » den medicinske afdeling, « hvor provisoren frydede sit farmaceutiske hjerte med at vise den nye mand den righoldige samling af Rosmarin og pebermynte, lavendler og hjertensfryd, som her stod og ventede på høsten, efter hvilken det duftende stof i tørret tilstand skulle overgives til opbevaring i apotekets mange krukker og skuffer. » Ikke sandt? Interessen, far, det er dog den, det kommer an på! « hørte man ham udbryde nede i gangen, „ ok haffuer ikke gud for-geffvis skafft så mange deylige ok merckelige urter / ok anden lægedom / men til menni-skens nytte / gaffn / sundhed ok forbedring," Gengav han efter mester Henrik smid, idet de atter nærmede sig valnøddetræet, hvor de traf frøken Hedvig og hendes fader. Denne foreslog, at man nød den smukke sommeraften herude ved en lille toddy, hvorfor Hedvig blev sendt ind for at ordne det fornødne. Man tog plads om bordet; hassel stoppede sin rejsepibe af en hæklet tobakspung — en gave fra frøken hammer, gættede Dalgård — og snart stillede frøken Brask med en dampende kande vand, fulgt af Hedvig, der bar en bakke med flasker og glas. » Tak, det var udmærket, frøken Brask! « sagde hammer venligt. » Har de ikke lyst til at sætte dem her hos os og få et lille glas med? « » Nej, ellers mange tak, hr. Apoteker. Dels har jeg noget at besørge, og dels — ved de nok — tåler min konstruktion ikke spiritus. Hvad herrerne angår er det naturligvis en anden sag, og når det bare bliver nydt til måde, kan det vist være både sundt og godt og kraftigtog nærende. Hvorfor skulle Vorherre ellers have skabt det? — men slemt er det jo, når det bliver misbrugt. Ok, gud ja, — man læser jo om de stakkels indianere ovre i Amerika, hvad de må gå igennem, siden de har lært dette her ildvand at kende! — « » Nå! « brummede hassel for at tilkendegive, at når frøken Brask først var landet i Amerika, kunne det tage en rum tid, inden hendes veltalenheds skummende flod ville være så god igen at sætte hende af her i Åby. Om hun forstod meningen med hassels grynten, eller om hendes overvejelser virkelig af sig selv skulle været til ende her, er uvist; men i hvert fald trak hun sig på dette tidspunkt tilbage til sine egne enemærker. » Men du, Hedvig, vil vel nok have et lille glas med? « spurgte hammer. » Nej tak, det bliver mig vist for stærkt, fader! « » Nå! — din » Konstruktion « er måske også for sart! « drillede hassel. » Kvinderne er en skrøbelig slægt, « siger Per gynt; » det er ikke som på Kristian den andens tid, da hver klosterjomfru skulle have sine fjorten Tønder godt øl om året, — det er gået tilbage med slægten siden da. « » Å, den tilbagegang kan vi vel være bekendt, « lo Hedvig; iøvrigt kunne hun nok drikke lidt med sin fader, mente hun. » Så drikker vi på, at vor unge mand må finde sig godt til rette i Åby, « sagde apotekeren og stødte sit glas mod Dalgårds, hvorfor denne rejste sig og takkede. Med hassel måtte han også klinke, hvorimod Hedvig, der jo intet glas havde, fik et ridderligt buk, som hun gengældte med et venligt smil og en indtagende bøjning med hovedet. — » Donnerwetter, bi lidt og tag mig med! Der er vel mere af det varme på maskinen? « lød i det samme en stemme henne fra havelågen. » Så, der har vi s’gu krigsråden! Sikken en sporsans, han har i retning af cognakstoddy, « brummede hassel på sin godmodige måde, idet en lille, grå mand trissede ind i haven. Krigsråden — eller lakridsråden, som hassel med en ægte farmaceutisk vittighed undertiden i omtale kaldte ham — var godsets gamle læge. Et rigtigt nøddeknækkeransigt og et par ben, der trods deres øjensynlige svagelighed bevægede sig med en overordentlig livlighed, meddelte den lille mand et højst pudsigt udseende, idet han, støttet' til sin stok, rokkede hen imod selskabet under valnøddetræet. » Nå, her er nok consilium sladderasticum, « hilste han, men overraskedes i det samme ved mellem alle de kendte ansigter at opdage et, som kan ikke før havde set. » God aften, lille frøken, — bliv bare siddende, jeg finder mig nok en plads. « » Kandidat Dalgård — krigsråd launing, « forestillede apotekeren. » Vær så god, krigsråd, her er plads, og her er glas. « » I siger måske så alene for rimets skyld, herre! for at tale med chilian. — hæ! — så det er altså den nye mand? Tror de nu også,. De kan finde dem i at være herude hos os i Åby? « » Det er jeg sikker på. Det første indtryk skal jo have stor betydning, og efter det at dømme, vil jeg uden tvivl befinde mig særdeles vel her. « » Nydeligt, — nydeligt sagt! « brummede hassel. » Hæ! « gryntede krigsråden og rørte i sit glas. » Å ja, vi har det sågu’ ganske rart herude: » hver lever kristelig og nærer sig af rov, « ligesom de anholtere på Peder pårses tid. Is ær disse apotekere, — gud bevares, hvor de mennesker forstår at trække pengene ud af lommerne på folk! « » Vi får i hvert tilfælde skyld for det, « smilede hammer resigneret, » hvorvel det ikke er alle guldgruber, der gør deres ejere til millionærer. Men lad os ikke tale om disse gamle skader! — hvordan går det med gigten, krigsråd? « » Nå, de finder måske, at også jeg kunne ligne en gammel skade? — hvordan det går? Rent forbandet. Kan de ikke sige mig et godt råd for den? Hvad har man ellers jer giftblandere til? — nå, man må jo ikke klage: bedre at gå på træben end at bæres på bår, som ordsproget siger! — ellers noget nyt? — nå, ikke. Men de, unge herre, som kommer direkte inde fra civilisationens brændpunkt, de må vel have et eller andet at berette. « » Ja hør, Dalgård! « sagde hassel, » kan de ikke fortælle os en historie? Jeg interesserer' mig meget for gode historier, særlig når man sidder ved et lille glas. « « en historie? Jeg ved ikke rigtig, hvad det skulle være. Men måske---------- « » Jo, vist så! « råbte krigsråden. » Dekan sagtens; lad os bare få sådan en rigtig apotekerhistorie. Den hedder altså-------? « Dalgård grundede et øjeblik. » Når jeg endelig skal, og selskabet vil tage til takke, vil jeg tillade mig at kalde den---- « » Så, for Pokker! « Dette udbrud skulle dog ikke være noget forslag til en titel på historien, men kunne kun tages for et udtryk for den ærgerlige stemning, der greb hassel, idet han på dette spændende tidspunkt hørte en vogn rasle op for apoteksdøren. Med sine små, elegante skridt løb han hen til havelågen og råbte i en tone, der ikke vai’ fri for at være lidt gnaven: » Hvad er der i vejen? Skal de have medicin? « » Nej, jeg sku’ spørge, om ikke doktoren var her; jeg sku’ ha’ ham med hjem! « lød det fra en knøs, som sad på vognen. » Så skulle da også — — « brummede krigsråden og stødte sin stok hårdt imod jorden. » Nej man har, fjenden filtrere mig, heller aldrig ro, hverken nat eller dag. Hvor er nu det fra? « råbte han og rokkede hen til lågen. » Det er fra Mads Olsen i stavby, « lød svaret. » Hvad skader ham? « » Han er død. « » Hvad for noget? Er han død? Jamen hvad i pokkerens skind og ben skal jeg så derude? « » Jo, konen, hun er også så meget simpel, så doktoren måtte endelig komme med! « svarede knøsen. » Nå, « brummede krigsråd launing med et dybt suk, der lød som suget af en utæt pumpe, » ja-ja da! — nu skal de have tak for toddyen, apoteker. Så er det vel bedst, man kommer af sted! « — hele selskabet fulgte gæsten til vognen. » Nå, god nat, — god nat, kære venner! « råbte han og slog ud med hånden, da han vel var kommen til sæde og var bleven omhyggelig indpakket. De tilbageblevne tyede atter hen under valnøddetræet. » Flink, gammel fyr, ligegodt! « vidnede hassel. » Men urimelig slem til at bande, « indvendte Hedvig. » Å, han mener det ikke så slemt, « undskyldte provisoren, » det er kun gammel vane fra dengang, da han var underlæge i marinen. nå — men det var den historie, Dalgård, den narrer de os nu alligevel ikke for! De kalder den altså -----? « » Jeg tror, jeg vil kalde den: under eget ansvar. » Udmærkelse! « råbte den tyveårige, nybagte examinatus pharmaciæ. Peter Andreas Vejlby en dag i januar, idet han tog trapperne i tre spring- derhjemme i Gotersgade, hvor moderen boede, lige over for botanisk have. Han kom lige fra eksamensbordet, hvor han havde været så heldig at opnå dette smukke resultat, og med et ansigt, der strålede af henrykkelse, kastede han sig i armene på sin moder, der stod deroppe i den åbne dør for at tage imod ham. I en hel time havde hun allerede siddet ved gadespejlet for at passe på, når han kom; hun vidste jo, at han havde været » oppe « i det sidste fag, og nærede for resten ikke spor af tvivl om udfaldet af hans eksamen, — det var netop, hvad hun havde ventet af sin kære dreng. Så måtte han fortælle meget omstændeligt, hvordan det hele var gået til, og hans lille moder måtte mere end en gang rejse sig på tæerne for at kunne nå at give sin store søn et Kys. Mere end en halv time kunne han imidlertid ikke ofre på mor, han måtte hen på apoteket for

1893_Houlberg_Aspiranter

Anton

Anton

Houlberg

Anton Houlberg

Aspiranter

male

male

dk

Houlberg

Aspiranter

Houlberg

Aspiranter

n

roman

Jens Møller

KB

nan

nan

O

Når man har passeret det sted, hvor vejen fra købstaden til landsbyen svinger brat mod øst, kommer man ind i en hulvej. De høje bakker indsnævre synskredsen; men tæt ved vejen, mellem denne og bakkerne, ligge fem regelmæssig dannede og temmelig dybe huller. — om sommeren er de som regel tørre, da regnen meget hurtig trænger gennem den sandede bund; men om vinteren, efter stærkt snefald med påfølgende tøbrud, smelter sneen på bakketoppene, og befriet baner vandet sig vej gennem lyngen. Der dannes da små elve, som alle udmunde i hullerne og efterhånden fylde disse halvt. træffer det så ind med frost, dækkes de af et tyndt. Lag is. — det er da hændet mere end en gang, at et barn liar ladet sig lokke af isens blanke flade og liar måttet, bøde herfor med livet. — — — de kaldes „ Troldhullerne", og om deres tilblivelse fortæller et sagn: en kæmpe havde sin bolig ved en høj,. der ligger en god kvart-mil fra „ Troldhullerne”. Dværgfolket boede derimod under bakkerne ved hulvejen. — i lang tid levede begge parter i god forståelse. Men da de sidste formerede sig meget stærkt — heraf forklares den nærliggende landsbys rigdom på børn — og behøvede større plads, så underminerede de stedse jorden i større og større udstrækning og kom endelig ind på kæmpens territorium. Da han en dag trådte udenfor sin bolig, stak han det ene ben gennem jordskorpen, og idet han faldt, forvred han foden. Da tog han i sin harme en håndfuld sten og kastede den efter dværgfolkets bolig — han opnåede sin hensigt og fik hævn; thi fem store sten faldt mellem bakkerne ved hulvejen, dræbte de fleste af dværgene og dannede „ Troldhullerne”. Et vældigt brudstykke af den ene sten ligger endnu tæt ved vejen og advarer færdende imod at komme for nær til hullerne; det bærer mærke af kæmpens finger — en langagtig fordybning, hvori regnvandet samler sig, og hvorved hyrdedrengene ofte vande kreaturerne. Resten af stenene er benyttet til opførelse af den smukke landsbykirke. — — — — lige overfor kirken boede Lars Jespersen — i daglig tale kaldtes han Lars Hjulmand; det navn kendte han bedst; det hentydede til håndteringen. Lars havde som dragon deltaget i den første slesvigske krig — først som menig, senere som korporal og ved slutningen som „ Dannebrogsmand” tillige. Efter krigens slutning blev han ansat ved grænsegendarmeriet, hvor han tjente i fem år. Men hans længsel efter „ Ane Marie” — skolelærerens datter — fik til sidst overhånd over hans lyst til soldaterlivet. Han søgte sin afsked — fik den, ledsaget af en påskønnelse af hans udmærkede tjeneste, og rejste hjem til landsbyen, hvor han blev modtaget på det hjerteligste af beboerne, der havde læst og hørt om hans tapperhed og påfølgende udnævnelse til dannebrogsmand. — han havde dog kun øje for Ane Marie, der glædestrålende førte ham hjem til skolen, hvor nogle af byens spidser samledes med ham til et lille fest-måltid. — — Lars havde tjent sig et par hundrede daler i stillingspenge. Det var på den tid en stor sum, og da han nu var nær ved de tredive, og Ane Marie kun var et par år yngre, kunne ingen fornuftigvis have noget at indvende imod, at de begyndte at tale om bryllup. Dér skulle tages fat på håndværket igen. Det ville i begyndelsen blive lidt uvant at håndtere sav og høvl — han havde jo nu i otte år kun brugt pistol og sabel — men han ville jo da få en del øvelse, når han, som det var hans agt, selv lavede træværket til det hus, der skulle indeslutte det kæreste han ejede — Ane Marie. Grunden fik Lars for en billig penge af kommunen; det var en lerbanke, hvor man mente, at intet kunne trives. Men det vigtigste for ham var, at der var god plads ikke alene til huset, men også til de vogne, han mulig ville få til reparation — og så lå den så bekvemt, omtrent i midten af byen. Lars Hjulmand var i besiddelse af en god forstand og et sundt blik for de praktiske sider af livet. Han var dertil særdeles ivrig efter ' at lære og havde god færdighed i tegning og andre skriftlige ting. Efter nøje at have overvejet sagen, tegnede han et grundrids, som blev forelagt Ane Marie og approberet af hende. Der blev nu planeret, lagt grundsten, hamret, høvlet, savet og muret. — — da efteråret kom, stod huset der, fiks og færdig, med tegltag og på gavlspidseri en storkerede. — Lars Hjulmand og Ane Marie holdt bryllup. hjulmanden og hans hustru havde- ikke i de forløbne år aldeles været skånede for livets storme. Der havde været tider, hvor det havde knebet nok med at skaffe mad til' de mange munde i det lille teglhængte hus. — storken mødte nemlig præcis hvert forår og tog sin rede i besiddelse, og lige så sikkert medbragte den i de første tolv år, hvert andet år, en present til hjulmandens. Nu havde de lige så mange børn, som der er fælger på et hjul — og drenge til hobe. Ane Marie udbrød ofte, når børnene kom hjem med forrevne klæder: — „ Hvem der dog havde en datter til at hjælpe sig i huset. Havde Niels bare været en pige!” så svarede Lars blot med sit luneste smil: — „ Kan bekommes endnu! Du ville da vel ikke have haft en datter på seminariet?” — Niels var den ældste og havde, ved hjælp af en god „ første karakter" og nogen protektion, nylig fået embedet i nabobyen. — han var faderens stolthed og den, til hvem moderen altid henvendte sig i vigtigere familieanliggender. — — — Lars var oftest at træffe i sit værksted. Der arbejdede han flittig — ikke alene som hjul- og vognmager; han påtog sig også. alt andet tilfældigt og under andet håndværk henhørende arbejde. Var bunden gået af Mads Olsens kaffekande, blev Lars gjort ansvarlig for, at de den dag kunne få deres eftermiddagskaffe. Og „ Brød-trines" Mælkekrukke var ved hans hjælp bleven forsynet med et utal af klinker, så det ville være vanskelig at afgøre, om messingtrådene eller potteskårene vare den væsentlige årsag til krukkens store vægt. — — det ville dog, trods hjulmandens flid, ofte have været småt nok, hvis ikke hans.ægtefælle på sin vis havde været ham jævnbyrdig. Hun havde som skolelærerdatter fået en efter landsbyforhold særdeles god opdragelse. Ikke blot i boglig retning var hun et skridt foran de andre piger i byen; men og så i håndgerning, og da navnlig i synings var ingen så fingernem som Ane Marie. Mens Lars arbejdede i værkstedet, brugte hun nålen flittig, og da hun havde naturlig dannelse og smag. blev hendes systue snart så bekendt, at ikke blot bønderne, men også damerne fra herregården mødte med deres bestillinger' på kjoler. Ja selv fra købstaden kunne der indløbe en ordre, som dog sjælden blev effektueret af mangel på tid. Det var nok ikke meget galt, når folk påstod, at Ane Marie tjente lige så mange daler med sin nål som Lars med sin sav. Da de nu tilmed begge vare nøjsomme og kristelige folk, der, næst det daglige brød, kun ønskede sig et godt helbred og — frem for alt — glæde af deres børn, så vil man forstå, at det var et godt hjem, der lå overfor kirken. — mellem middagsmaden og kaffen faldt. Ægteparrets rekreationstid. Da kunne man se hjulmanden med det store skødskind og piben, der havde en sådan længde, at den' med svampdåsen kunne anbringes mellem remmen og skødskindet, beskæftiget enten i haven eller med små reparationer ved huset. Ane Marie var da gerne hos ham for at gå til hånde og for at tale med ham om forskellige ting, som de ellers ikke havde tid eller lejlighed til at drøfte. — om sommeren var det også nok værd at komme „ indenfor havelågen”. Med stor ufortrødenhed havde ' de omdannet lerknolden til en frugtbar lille plet, hvor ikke en fodsbred lå uafbenyttet hen; — alt var udnyttet — beplantet med frugttræer og buske, der gav rigeligt udbytte og lønnede,, arbejdet, eller dækket af urter og blomster. Duften af roser og reseda trængte ud til landevejen og indbød den vejfarende til at træde indenfor og slå en passiar af med Lars. — og kom man så til at tale om felttoget, kunne det nok hænde, at det halvt færdige hjul kom tilju-at vente på sin fuldendelse' længere end bestemt var. — j-her havde man åbenbart den gamle korporals svage.-side. — — nogen gæld havde de vel på huset — det er ikke sålidt, der medgår til en søns ' ophold på et seminarium i tre år —- men dets vel vedligeholdter udseende og den smukke have tiltrak de færdændes opmærksomhed og havde mere end en gang skaffet Lars et bud, der adskillige gange oversteg lånet. Dog vare de ikke til sinds at sælge deres lille ejendom. — den havde nu i tre og tyve år været vidne til et liv i arbejde. De kunne ikke skønne rettere, end at der ikke i hele Jylland fandtes så dejlig en plet.-- hvert andet år var der konfirmation hos hjulmandens.---------- de tre ældste af drengene vare anbragte i forskellige hæderlige livsstillinger. Og nu kom turen til nummer fire — Rasmus. En skuffelse for Lars Hjulmand var det,. at ingen af sønnerne havde været soldat. De to ældste blev, trods det at de begge-iøvrigt vare stærke og velskabte, på sessionen kasserede for platfodethed og erklærede „ for stedse udygtige til al krigstjeneste". Og der var ingen tvivl om, at det ville gå den tredje — Jørgen — ligeså; han havde samme svaghed. — Rasmus havde arvet faderens lyst til soldaterlivet, og han. ville ikke vente til værnepligtsalderen; dertil var længselen tor stor. Han ville være soldat straks, og hans. Længslers mål var elevskolen — „ Hærens elevskole".-------- han var kun lille af sin alder — Rasmus Jespersen — men derimod tæt og firskåren bygget, med kraftige arme og ben og et par tykke røde kinder. I skolen havde han været den flinkeste elev og sad altid øverst på bænken — vel begavet og lærenem som han var. Stor lyst til bogen havde han dog aldrig haft, og Lars måtte ofte anvende hele sin magt på at få ham til at læse. — Ane Marie kendte bedre drengens natur. Med en moders fine blik så hun den trods, der prægede sig i hans miner, når Lars en gang imellem hentede det nødvendige supplement til sin iøvrigt særdeles fornuftige opdragelsesmetode for dermed at give sine ord fornøden vægt. Det var og blev Lars Hjulmands fejl, at han for længe havde kendt „ Korporalstokken". Når denne kom i berøring med rasmuses ryg, bed drengen tænderne sammen, og tårerne stod ham i øjnene; men ikke en lyd kom over hans læber. — efter afstraffelsen tog han så sin bog, gik ind i gæsteværelset og satte sig til at læse med hovedet støttet i hænderne. Når Ane Marie syntes, at Lars gik for vidt, sendte hun denne et hedende blik, og" så fik Rasmus ikke flere prygl. ' men hvad enten knægten læste lidt eller meget, måtte han dog aldrig sidde over i skolen af mangel på flid. Inden han gik hjemme fra om morgenen, læste han sine lektier over en gang, og det læste fæstnede sig så hurtig i hans erindring, at læreren aldrig traf ham uforberedt. — da han var færdig med sin forberedelse hos pastor Olsen, og konfirmationen var forbi, gav præsten under et lykønskningsbesøg Rasmus vidnesbyrdet: — „ Jeg har aldrig kendt dygtigere dreng; men et uroligt hoved er han!" Og præsten havde ret: kun en kunne måle sig med ham i katekismus og bibelhistorie, og det var ingen dreng, men præstens egen datter — Ingeborg. ville man nu spørge Lars Hjulmand om, hvorvidt han var tilfreds med sønnens militære tilbøjelighed, så kunne svaret, efter det foregående, ikke blive vanskelig at gætte: han var endog særdeles henrykt over dennes planer. Kun søgte han overfor Rasmus at lægge skjul derpå; thi han holdt for meget af sine' børn og var for samvittighedsfuld til i blinde at sende dem ud i livet. Det gjaldt for ham om at komme på det rene med, om ret var en fast kærlighed til — eller kun en flygtig tilbøjelighed for — de blanke knapper, drengen nærede. Men en var ikke henrykt — og det var Ane Marie. Hun ængstedes for, at han ikke med sin ejendommelige karakter, der kunne give sig udslag i stivsind eller trods, under den strenge-disciplin ville finde den rette forståelse,, hverken hos lærere eller kammerater: „ Hvorledes skulle de mellem de mange elever kunne lægge mærke til den enkeltes individualitet? — hun var jo dog den eneste, der rigtig forstod ham — den eneste for hvem han, næst for gud, barnlig åbnede sit hjerte. — og så ville der naturligvis igen komme en „ Korporalstok” i vejen for hans naturlige udvikling!”-------------- Rasmus ville være soldat, og han fik sin villie. Da forældrene havde givet deres samtykke, var han rigtig i sit es. Fra morgen til aften sang han — ret kønt for resten, men altid krigs- eller soldatersange — eksercerede eller gymnasticerede. Som våben benyttede han et hjemmelavet trægevær. Der var dog to dage om ugen, på hvilke han måtte indstille de militære øvelser og begive sig over til nabobyen, hvor hans Broder — skolelæreren — proppede hans hoved med de latinske benævnelser i grammatikken. — Lars troede, at drengen var bleven tosset, da denne en eftermiddag, medens de sad red kaffen, styrtede ind i stuen og begyndte, remsende: — „ Præsens, imperfektum, perfektum o. s. v.! “ og sluttede med den oplysning: „ at nu kunne han alle de latinske benævnelser på tiderne og måderne udenad.” som før omtalt var hans lyst til bogen ikke stor. Derimod var der ingen dreng i hele omegnen, der kunne måle sig med ham i opfindsomhed, når det gjaldt om at gøre løjer, og derfor var han også selvskreven til at føre an ved disse. Mellem byens og nabobyens drenge var der stedse nogle stridspunkter, der skulle afgøres, og som ved en stiltiende overenskomst valgtes terrainet omkring „ Troldhullerne” til skueplads for opgørelsen af deres mellemværende. Så var der lige langt til begge byer. — det var en fryd at se Rasmus føre sine tropper imod fjenden. Der var god disciplin i den hær; men dens fører var også pladsen voksen. Han inddelte den, lagde planer og beregnede udførelsens sandsynlighed — alt til største skade for fjenden. Han lagde baghold og havde reservetropper i behold — det var de svageste kræfter —ynår udfaldet af kampen lod til at blive tvivlsomt. Selv stillede han sig som oftest i brechen for kammeraterne. Hans yndlingsstilling var langs hulvejen med „ Troldhullerne1** imellem sig og fjenden. Kæmpestenen benyttede han som observationspunkt og sendte derfra tirrende ord til modstanderne. Disse havde respekt for Rasmus; thi som en klog feltherre „ byggede han fjenden gyldne broer" til tilbagetoget. Kun når denne tog offensiven, var han ubønhørlig — så vankede der knubs. Til belysning af drengens sande karakter skal senere fortælles et par småtræk. — ikke langt fra hjulmandens boede bolsmand Søren pind. Ingen, der endnu havde kendt ham, mistænkte ham for at have opfundet krudtet. Han var således en dag, efter at hans kone ude i byen havde spist blåbærsuppe, kommen hen til Lars og havde i al hemmelighed betroet denne, „ at nu levede Maren sikkert ikke længe; hun var allerede ved at blive blå om munden." — man hører ofte den påstand, at det kun er dosmere, som ikke kunne blive heftige. Er dette tilfældet, så kunne nævnte Søren for den sags skyld godt have været en meget viis mand; thi han kunne endog ved et spil kort, når han blev gjort bet af Lars Hjulmand,, blive så tindrende gal i hovedet som nogen. En aften spilledes der firkort hos Lars. Der var givet, og spillet begyndte. Søren pind havde fået et kort for meget; men lian lagde ikke mærke dertil; han var, uden påvirkning fra de andre spillendes side, kommen for dybt ind i det betydningsfulde politiske spørgsmål om, hvem han ville have til konseilspræsident, når Estrup blev værfet. — da spillet vaj- endt, fik Søren sig en bet — det overflødige kort, han sad med, var intet mindre end „ Trumf-es “. — han svor højt og dyrt på, at han ikke oftere ville sætte sin fod inden for hjulmandens dør, og det løfte holdt han i to dage. — i nævnte Søren pinds gård herskede der et forår stor sorg. Det storkepar, der ellers årlig valgte Sørens tag til sommerresidens, udeblev det år, og en dag blev Rasmus vidn% til, at Søren udtalte sin beklagelse over dette fænomen. Næppe havde drengen hørt dette, før hans lyst til løjer fik ham til at lægge en plan: han ville atter gøre Søren glad. Fra beslutning til handling var der ikke langt hos Rasmus. Han hk i smug i faderens værksted lavet et skelet af træ, beklædte det med hvide og sorte andefjer og malede næb og ben røde — så var storken færdig. En aften betroede han sig til en kammerat, og i forening anbragte de da ved hjælp af en stige storken stående på et ben i den tomme rede og passede så på at være til stede næste formiddag for at nyde frugten af deres genistreg. — da Søren trådte ud af døren, så han efter gammel vane op til reden, og da han blev storken var, kendte hans glæde ingen grænse: — „ Maren,maren!" råbte han til sinkone. „ Nu er storken, katten rive mig, kommen! “ — „ Jeg synes, han ser så slunken ud. Han må vist ha’ haft en besværlig rejse",. mente Maren. De stod en tid lang og forbavsedes over, at den ikke rørte sig. — „ Ta’ engang stigen, Søren, og gå op på taget og se efter, om han ka^ røre sig, eller om han sku’ fejle noget!” det forslag mente Søren, at der kunne være mening i, og kort efter var han deroppe. De eder, som sendtes ned fra taget, da Søren pind nåde reden og fik fat i dyret, gjorde vore to skælmer opmærksomme på, at det nu var på tide, de forsvandt. — rasmuses held var det, at man først fik sagen opklaret, efter at han var kommen bort fra byen. Han ville ellers ikke have undgået en alvorlig dragt en anden gang havde Rasmus en narsaften udhulet en vældig runkelroe, tildannet den som et menneskehoved, skåret huller og mund med en lommekniv, tilklæbet hullerne med rødt silkepapir og sat et lys ind i hovedets hule rum. Med hovedet på en stok gik han i mørket over til Mikkel skrædders hus og holdt det op foran vinduet samtidig med, at han sagte bankede på dette. Mikkel, der var meget overtroisk, så derhen. Han faldt forskrækket på sine knæ og bad for sin syndige sjæl, som han troede, den onde selv var kommen for at begære på denne højhellige aften. At man i byen mistænkte Rasmus for ovennævnte skarnsstreger, kunne han ikke være i tvivl om. — Ingeborg Olsen havde jo, efter historien med Mikkel og roen, en dag, da hun mødte ham, sendt ham et bebrejdende blik og råbt til ham: — „ Fy, Rasmus!” — — til drengens Ros skal siges, at han var en stor dyreven. Han gjorde — som man siger — ikke en kat fortræd med sin gode villie og tålte heller ikke, at andre pinte dyrene. En dag, da han var bleven vidne til, at en mindre dreng af en lærkerede havde taget en af ungerne og på en grusom måde pillet fjerene af kroppen på den, greb han drengen og holdt ham med den ene hånd; med den anden rykkede han da en halv snes hår et for et af hovedet på forbryderen. Da denne hylede af smerte, forklarede Rasmus ham, at den lille fugl i virkeligheden havde måttet lide meget mere end drengen. Det kunne man kalde en håndgribelig oplysning; og da Rasmus selv fortalte sin fader denne begivenhed, fik han slet ikke utak. Lars sagde blot i et ubevogtet øjeblik til Ane Marie: — „ Ja, der er tømmer i den gut!" jeg elsker højt den korte danske sommer! Men sikkert løvfaldstiden følger efter. — jeg elsker vinteren! — efter denne kommer en forårstid med liv i skjulte kræfter. Februar var kommen med frost og sne. Marken lå tildækket med et blødt og skinnende hvidt tæppe. Kun på enkelte høje punkter øjnede man en grøn plet — en stump rugmark — der mindede om det spirende liv under de hvide dun. — da tog blæsten fat — stærkere og stærkere blev den — og fejede den løse sne af sted i vild flugt. Hvor sneen standsedes af huse og gærder, smygede den sig kælent op ad disse, stuvede sig tæt sammen og spærrede alle indgange. Højere og højere tårnede den sig op i hvirvlende Dans — op over kirkegårdsmuren og op ad hjulmandens hus — kneb sig gennem vinduessprækkerne og lagde små driver i urtepotterne og vindueskarmene, hvor den i inderlig forening med stuevarmen tøede op og efterlod en lille sø, der ofte lagde beslag på Ane Maries tid. — så dryssede sneen ned i store flager og tvang blæsten til at nedstemme tonen. Solen kom frem, da snefaldet helt ophørte, og' forvandlede inden sin nedgang husene til krystalpaladser. Fredeligt så det ud i landsbyen den eftermiddag, og højtideligt lød det, da kirkeklokkerne ringede solen ned. — — — der var hyggeligt bag det lille hjems frosne ruder. — — „ Posten kommer nok ikke i dag”,, sagde Lars til sin kone; „ det er også et tungt føre, og der ligger nok megen sne i hulvejen." Han tømte sin kop: „ Tak for kaffe, an’ Mari’! — jeg tror, det er bedst, at man kommer ud og får sneen fra døren, inden det bliver mørkt." Lars længtes efter avisen; den plejede han at læse, medens han drak kaffe. — „ Men hvor tror du Rasmus bliver af? Jeg er bange for, at han går vild, hvis han er på vej hjem." — „ Å, du skal se, au’ Mari’, at Niels beholder ham i nat.” — „ Nej såmænd gør han ej! Han har jo ingen liggeplads tilovers nu, efter at han har fået sig en pige.” — de lyttede begge; der var nogen, som sang: — „ Seri, hvem der kommer her o. s. v.!” det var Rasmus, der syngende holdt sit indtog i byen. Og straks efter stod han i stuen, overhænget med sne — rødmusset og sund så han ud. — „ Goddag far! — goddag mor!” — „ Velkommen, Rasmus! — få nu tøjet af — nej ikke der; ud i gangen med det — og kom så ind og få din kaffe. Kanden er endnu varm”, sagde Ane Marie. — „ Jeg skulle hilse fra Niels. Han mente ikke, at jeg behøvede at komme derover mere”, fortsatte drengen, „ og nu kan jeg hele grammatikken og den store tabel på fingrene.” — han gav på stedet en prøve på sine kundskaber og vedblev: „ I kan tro, der er faklen megen sne på Marken; „ Troldhullerne” er næsten helt fyldte. — jeg så landposten; han vil vist have sin nød med at komme igennem i dag. — jeg ville ikke for alt i verden være postbud. Hvordan end vejret er, må han ud og får vist kun en grumme lille løn — ikke sandt, far?" — „ Å ja", svarede Lars, der med udsigten til dog at få avisen læst atter havde sat sig til ro, „ meget får han jo ikke. Men, hvis du bliver underofficer, min dreng, så må du ikke tro, at du får lov til at blive hjemme ved kakkelovnen. Og hvad en sergents løn angår, så er den nok ikke synderlig større end et postbuds, skønt der stilles langt større fordringer til underofficererne med hensyn til kundskaber." — „ Ja, men Rasmus vil også være officer!" indskød madam Jespersen. — hun sendte sin søn et kærligt blik. Det var hendes håb, at han skulle nå lidt videre end de mange, der, under aftjenelsen af deres værnepligt, fattede lyst til soid'aterstanden. Og med et spørgende blik til Lars vedblev hun: „ Ellers er jo de tre år spildte — de han tilbringer på elevskolen?" — „ Vi har for mange drenge, mutter, til at vi må ofre en så meget på de andres bekostning; så den fugl må vi nok lade flyve", svarede Lars i en alvorlig tone, idet han tændte sin pibe. „ Men nu har han engang lyst til at komme på skolen, og skade deraf kan han aldrig have.— de folk, der kommer derfra, er af ganske andet stof end de øvrige befalingsmænd. De har et helt andet snit end disse og regnes til hærens bedste kræfter, har jeg hørt." — „ Forfremmes de også hurtigere, end de andre underofficerer?" vovede Rasmus at spørge. — „ Ja, gu’ gør de det!" svarede hjulmanden og tændte på ny sin pibe, der i samtalens løb gik ud for ham hvert øjeblik. „ Når jeg skal have et stykke arbejde udført, går jeg ikke hen til ham, der først er kommen i lære for et par år siden. Jeg henvender mig selvfølgelig til den mand, der er sin plads voksen og kan sit håndværk.-------- ligesådan går det i tjenesten: de vanskeligste poster besættes med de dygtigste kræfter, og de dygtigste underofficerer kan eleverne blive, når de da ellers er ordentlige og passe deres kram — — de er jo opammede ved feltflasken, og den får de ikke lov til at komme. Spiritus i på skolen. En god grund bliver der lagt i dem, og det kommer s’gu an på dem selv, om de vil nå ud over det almindelige!" — familiens samtale blev her afbrudt ved, at der bankedes på døren, og det længe ventede postbud trådte ind med avisen. han var aldeles udmattet af at gå så lang vej i den tunge sne. Da madam Jespersen gav ham en kop kaffe og en bid brød, kom han nogenlunde til kræfter igen. Men da det var blevet mørkere, og alt tydede på mere snefald, tog han mod et tilbud om at ligge natten over i deres hus. — Rasmus havde fået fat i avisen, og glædestrålende viste han forældrene en bekendtgørelse angående optagelsesprøven ved elevskolen: den skulle afholdes i slutningen af April måned, og der ville blive antaget fyrretyve nye aspiranter. Da Rasmus den aften var kommen i seng, var hans bøns slutning denne: — „ Lad mig blive en af de fyrre!” et skønnere mål man ej tænke sig kan. end dette; at mile sit fædreland mod fremmede voldsmænd betrygge. Og er det et barn, som kan føle sligt, da har man en høj og en hellig pligt: ret varsomt på grunden at bygge. Rasmus Jespersen havde nået sine ønskers mål — han var elev i hærens elevskole. Det vil sige: han mente, sig berettiget til at kalde sig elev; men han blev meget snart overbevist om, at der fandtes nogle individer, som ikke vare af samme mening. — — — afskeden fra hjemmet — fra moder og* brødre — havde været tung for ham. Ikke således at forstå, at han var bange for det nye, han gik i møde, langtfra — han længtes tværtimod derefter. Men den trykkende. Stemning, der altid hersker i et godt hjem, når et af børnene sendes ud på egen hånd, havde også været til stede hos hjulmandens. Rasmus kunne ikke undgå at lægge mærke til, at navnlig hans moder var meget bevæget, skønt hun søgte at beherske sig og gav sig så. mange ærinder ud og ind. Og da han endelig, idet han kyssede hende, rev sig løs, opdagede han, at hun havde tårer i øjnene. — hun var ikke ganske sikker i stemmen, da hun1 råbte efter vognen: — „ Farvel, lille Rasmus! — vær nu en god dreng og lad os snart høre fra dig! “ Lars rejste med til København. — — i tre dage varede prøven, og der havde været stor konkurrence — 165 om de 40 ledige pladser. Børn fra alle landets egne — fra alle slags hjem — fra de lærde skoler °g fra almueskolen gav møde. Lægen besørgede den første sortering af de tilbudte varer, og det var ikke nogen fin sigte, han benyttede — det behøvedes jo ikke. Der fordredes en højde af mindst 54 tommer- • Rasmus blev målt til 5472. — så var det eksamenskommissionens op-gave at vrage mellem de i legemlig henseendebrugbare emner. Det hele, der fordredes for at kunne bestå adgangsprøven, var en sund forstand og-frejdige svar. Rasmus fik indtrykket af, at han havde-klaret sig godt; men sikker kunne jo ingen være, før udfaldet var bekendtgjort. — — det var et spændende øjeblik, da navnene på de beståede blev oplæste: — „ Nr. 17, Christian Møller, København!" Rasmus begyndte at føle benene ryste under sig — man var jo nået omtrent til halvdelen. — — endelig: —• „ Nr. 18, Rasmus Jespersen, Jylland!" Han følte sig nu allerede som militær person og svarede højt: „ Her!" idet han løb hen og stillede sig med sin kasket i hånden bag Christian Møller. Da fremkaldelsen var til ende, luskede de tiloversblevne af tillige med de fædre og værger, der havde overværet oplæsningen og nu kun fik lov til at tage en kort afsked med drengene. — — Lars Hjulmand rejste hjem — han havde et barn mindre at forsørge. hærens elevskole havde det formål at uddanne unge mennesker til vordende befa-lingsmænd i hæren ved at give dem en dertil sigtende uddannelse. •— den var delt i tre •etårige klasser, og hver klasse havde cirka 40 elever; de begyndte i tredje klasse og endte i første, hvorfra de beståede elever atter blev fordelte til de forskellige våben for at begynde som menige. Efter forholdene blev de så senere officerer, underofficerer « iler forfejlede aldeles deres bestemmelse og.gik bort fra hæren til andre livsstillinger. Skolen havde kaserne og undervisningslokaler i højsalig kong Frederik den sjettes bekendte sommerresidens — Frederiksberg slot. Rasmus Jespersen var elev i tredje klasse og blev tildelt nr. 55 — Christian Møller fik nr. 54. sammen med de øvrige aspiranter bleve' de førte gennem tunnelen fra gymnastikhuset op til slottet for at få anvist senge og i øvrigt blive gjorte bekendte med lokaliteterne. — gymnastiklærer Hansen besørgede fordelingen af aspiranterne til de forskellige Stuer og senge. Han gik under øgenavnet „ Bunke”. Det navn havde eleverne givet ham, fordi at han. efterhånden samlede deres småsynder sammen og ved første lejlighed — efter at han havde underrettet dem om, at „ nu var bunken fuld” — nede i gymnastiksalen afgjorde det hele under et. — — det kan nok være, at „ Bunke” var på sin plads. Ingen kendte elevernes svagheder bedre end han. Og det, han kunne få dem til at præstere ved gymnastikken, grænsede for enkeltes vedkommende til det utroligste. Man vidste nok, hvad man gjorde, når man til lærere på skolen valgte folk, der selv havde været dens elever. Kun de kunde' tumle 120 aspiranter i lømmelalderen. Ingen tvivlede på muligheden af, at „ Bunke”, som han selv udtrykte sig, „ havde øjne i nakken”, når man først havde været til gymnastik hos ham en gang. Og. en Pokkers flot fyr var han: af mid delhøjde og passende svær, havde i det hele taget en harmonisk legemsbygning, var smidig og stærk, og hans gang var noget af det smukkeste, man kunne se, således som han strakte vristen. —hanhavde fuldstændig gymnastiklærerens særpræg med den noget forcerede kommandostemme og udtale. — — „ Bunke" var ikke længe om at ordne tingene: „ Du har seng nr. 6! — vil du ikke låne en halv snes tørklæder til? — du forkøler dig!" Det var Rasmus, han havde henvendt sig til. — „ Du får seng nr. 5! “ — Christian Møller var netop i samtale med sin sidekammerat; men det kan nok være, han blev vækket — klask! Klask! — „ Kan den drønnert ikke høre efter? Han kan tro, jeg skal erindre ham!" Inden Christian fik tid til at tænke sig om, havde „ Bunkes" højre hånd flyttet ham mindre blidt hen ved siden af Rasmus, der så småt begyndte at blive ked af situationen. — så var fordelingen til ende, og aspiranterne fik ordre til at blive på stuen, indtil der skulle spises til aften. — •— luften var lidt trykkende på belægningsstuen på den tid — som kort før et tordenvejr. Og tordenen udeblev ikke — den kom nærmere og nærmere. Ældste klasse var kommen fra haven, og nu stormede de op ad trapperne, leende og pludrende. — „ Lad os så komme ind og se på dyrene!" råbtes der, og ind stormede sværmen, fordelende sig til alle sider. — — „ O, du levende, sikke nogle syle!" råbte en lang, rødhåret elev. „ Lad os nu begynde fra en ende, og så kan Svendsen holde dyrene frem, mens Juncker agerer udråber og foreviser — han har sådan en allerhelvedes kæft!" Svendsen og Juncker overtog straks deres respektive hverv. — — „ Her ser i en i de nordiske lande hidtil ukendt skabning — en mellemting af fugl og fisk. — læg engang mærke til ho’det med det lange, krogede rovfuglenæb — å, Svendsen! føl straks rigtig godt efter, om det er en fast horndannelse eller kun brusk." Svendsen forstod ham hurtig og vred næsen om på drengen, så den sprang op at bløde. Dette anfægtede dog ikke Juncker. han så sig blot triumferende om i kredsen og fortsatte endnu hurtigere: — „ Vi er altså enige om, at næbet er en rovfugls. Men lad os så betragte de øvrige hoveddele: øjnene?" — „ Hører torsken til!” — „ Og munden?” — „ Er et særkende for flynderne!” det var en lille elev af ældste klasse, der besvarede spørgsmålene til almindelig tilfredshed. — „ Ganske rigtigt, kammerat! han er lidt af alt: ugle, torsk, flynder — men fiskeblod er det nok ellers ikke, det sprøjt, der kommer fra hans næb. — ikke sandt — et stort fænomen?” kammeraterne tiljublede ham deres bifald, og opmuntret herved vedblev han: — „ Det næste nummer i menageriet ejet temmelig uudviklet eksemplar af den Art aber, man kalder brølaber!” Svendsen havde trukket en aspirant frem. Det var en lille uanselig fyr med fynsk dialekt. — „ Indfangen i en ung alder og flasket op i et koldt klima samt senere proppet med ufordøjelig boghvedegrød, lader hans fysiske udvikling en del tilbage at ønske!” tårerne rullede ned ad drengens kinder. — „ Tag din støvle, Reimer, og tør hans øjne med, medens Svendsen grundig undersøger med næsen af sin, om eksemplarets halehvirvler også er mindre vel udviklede end hos det næste nummer!" Begge dele blev besørgede efter ønske, og nu kom man til Christian: — „ Et prægtigt eksemplar af sin Art — en orangutang! — læg engang mærke til de lange forlemmer med de ikke mindre lange fingre — — “ — „ Ja, det har du min salighed ret i! “ afbrød en anden ham. „ Der er ikke det mindste i vejen for, at han kan stå i ret-stillingen og møske sine tæer!" — „ Hold mund, Winther! — spar dine vitser til det næste nummer", råbte Juncker; „ det skal du få lov til at forevise!" Juncker tog fat på ny: — „ Det kunne måske have sin videnskabelige betydning at få undersøgt, om det er en intelligentere fremtoning, vi har for os — om vi skulle kunne opdage noget, der støtter Darwins lære!" — han vendte sig atter om mod

1896_Houn_Rafael

Christian Andersen

Christian

Houn

Rafael

male

male

dk

Houn

Rafael

Houn

Rafael

Østerlandsk Fortælling fra Kristi Tid

n

roman

Jydsk Forlags-forretning

KB

illusteret forside

nan

nan

O

i. garisim og Libanons snedækte tinder forenede sig med den årle helios, der med sin firspandige ildvogn kørte frem på den evige bane, udspredende et varmt, dæmpet lys over liljedalen, men fremkaldende et fint, farveløst flor af nattens em, som slørede klippers og højes toppe og hist og her antoge de sælsomste former af gigantiske, kæmpende ånder, hidstævnede her i esdralons urhistoriske egne for at udfægte deres evindelige kampe, indtil den mægtige vognstyrers gyldne stråler lig et lynende sværd faldt på de kæmpendes herkulliske skuldre og — som skete det ved et trolddomsslag — opløste det ville billede i et strålende, blændende blå. — til den mangefarvede klippevæg klyngede sig i øm frotrolighed den rødmende vin og tjente med sit ædle legeme til værn for utallige krybs dunkle boliger. I læ af bjærget og højt op 2 ad dets skrænt kappedes Oliven, figen og aprikos, daddel, mandel og det jomfruelige akasietræ tillige med græssets liljer og Boser om at fylde den rene morgenluft med en sød, betagende Duft. Kun enkelte dyrestemmer lod sig høre, iblandet turtelduers kælne kurren. en enlig vandrer stræbte med ungdommens id frem ad vejen gennem det herlige dalstrøg mod de nære bjærge. Uden at ændse skønheden, som hvilede over den yppige mark, rigt prydet med myrhatræer, laurbærroser og liljer, hastede han mod sit tidlige mål. Nu forlod han den almindelige vej, vælgende en sti, der snart svandt i klippevæggene; ad denne måtte han komme forbi en afsats i bj ærgene — en frodig græsdal, gennemrislet af vand. Midt i denne Dal havde en fordums græsk-venlig romerpræfekt rejst et apollo-tempel, af hvilket dog nu kun ydermurene stod tilbage og trodsede tidens tand, idet de til samme tid tjente en gammel hyrde til fold for hans fårehjord, medens han selv med sit barn boede i en liden lerklinet sivhytte, bygget ved ruinens eneste indgang. Nogle få skridt derfra knejsede, endnu forunderlig velbevaret, en apollon-statue på et vældigt fodstykke af en tilsyneladende massiv, kvadreret porfyrklippe. hyrden havde lige åbnet for sin hjord, og hundreder af får, fulgte af springende lam, 3 skyndte sig mod vandet, der røbede sin nærhed ved en melodisk pludren og skvulpen. han stod med sit barn, sin datter, på en klippeblok ved dalens skrænt og skuede ud over den underliggende slette med dens skove, Enge og venligt smilende søer. Hist i det fjerne skimtedes i svage konturer nains hvide mure og tårne. Den gamle havde blottet sit hoved, så hans lange, snehvide hår rullede frit ned over skuldre og bryst og bølgede i et med hans patriarkalske skæg. Datteren — halvt barn, halvt jomfru — var blændende skøn, som hun stod dér, hvilende sig mod den ærværdige gubbes skuldre, med sit lyse, frimodige blik rettet ud i den dirrende morgenæter. den gamle talte. Klar og kraftig, men usigelig kær klang hans røst. — » Mit barn! Det er morgen til Jehovas dag — om dens hændelser vide vi ej andet, end at de hvile i kærlighedens ømme hænder; lyksaligt hvert barn, hvis ledetråd hans øjes vink er, hvis hjærtefryd hans frelses uskyld monne være. — men betænk — o, mit barn —, at ej alle vandre med budets lygte for sin fod. Derfor må du bede ej alene for de fromme og gode; men bed for — dem i magt og højhed — de ulykkelige — de fader- og moderløse — 1* dem i fængsel — de fredløse på bjærg og i ørken — de syge og lidende — de, som købslå om ophavs ædle rod. — — dog bed frem for alt om den dags oprindelse, da den højeste med sin vældes arm vil besøge sit betrængte folk; — thi han vil komme til frelse for alle fromme, og alle jordens slægter skulle skue hans herlighed. Derfor — lader os sjunge hans lovsang! « og med høj stemme, fremkaldende ekko i ekko, udtonede de hebræernes hellige hymne. lover Herren fra himlens sal! lover liam i det høje: sol og måne, englenes tal, i lysets stjærner og alle hans hære. lovpriser Herren med tak og med ære! lover ham i dét høje. lover Herren fra jordens Dal! for ham lad alt sig bøje. lov ham, i slægternes Israel ud over tidernes, aldrenes sfære. lad op til Herren din takkesang bære! lover ham i det høje. lover ham — Herren fra jorden, al skabningens eneste ophav og herre. lover ham — Herren fra jorden! i søuhyrer og ville dyr, kræ og kryb og vingede fugle! ild og haget, sne og røg! stormvejr, som udretter hans ord! i bjærge og alle i høje! Frugttræer og alle cedre! — lover ham! Al jorderigs folkefærd, i purpurne konger og fyrster, i mægtige dommere! i ungersvende og jomfruer! i gamle tillige med de unge! lover ham — Herren fra jorden! Herren fra himlen — lover ham! ham, eders skaber — ham i det høje. se over jord og himmel hans herlighed udbredt! — lover Herren! — lover hans almagt! — lover hans guddoms-navn! halleluja! barnet stod med sine hænder foldede om faderens arm og skuede ham med store, rene øjne ind i det af hellig begejstring lysende åsyn. den vandrende jæger, en sund og frejdig ungersvend, afbrød ved sit komme den fromme andagtsstund. » Guds fred hvile over dig, ædle fader Amos, og over dig, Dorkas! « » Guds fred igen, Rafael — du enkens søn. Du bruger i sandhed frugtbarhedens timer. Næppe haver solen kysset liljens duggede bæger og lokket gemsen fra sit skjul — og alt er du på veje til din dont. « » Ja, min fader; jeg elsker dagens gry. Dens første timer er mig Jehovas kosteligste gave. « » Deri, min søn, har du ret, og ej er det mig om at betage dig din lyst til de af gud signede stunder; men jeg mener det dog rettest at vare dig ad mod ved denne usædvanlige tid så ene at færdes over ødemarkerne. Vid nemlig, at i disse nætter — — ja, det er ej længer siden end sidste midnatsvagt, da jeg skimtede formummede skikkelser krydse om her i nærheden. For min egen del frygter jeg vel ej, selv om disse mænd monne hidrøre fra barrabas’ forblindede bande; thi hvad ondt kunne de vel føre i Skjold mod den ensomme gamle — —; kan hænde derimod, at din gode bue og blanke sværd fristede en af disse lovløse. « » Jeg takker dig for din advarsel — o, Amos! men jeg elsker min ensomme jagen — den giver mig rigere bytte end mine fællers, der jage i fællig. Ej heller frygter jeg nogen stimand; thi næst Jehovas hjælp stoler jeg på mit gode sværd. « samtalen mellem de to afbrødes, idet et muntert, lidet vildkid kom springende fra kilden og kælent strøg sig op ad jomfruens slanke skikkelse. Glad over denne lejlighed til at undgå en nøjere forklaring over sine ensomme jagtture greb den unge jæger begge det livfulde lille dyrs forpoter, løb således et par gange rundt med det på grønningen og lagde det derpå i jomfruens udstrakte arme med ordene: » I sandhed, Dorkas: både en trofast og dygtig hyrdinde er du, så vel du plejer tornkid; ej selv dets egen moder ville have kunnet gøre det bedre. « » Ja, Rafael! heller ej kan du tænke dig, hvor glad jeg er over, at du forgangen dag berigede mig med denne vildfarne småskabning. « efter endnu at have kælet lidt for kiddet hilste ynglingen og fortsatte sin ensomme vandring. han nåde dog ikkun få skridt, før han atter kaldtes tilbage: » Rafael! « » Du kaldte mig, Dorkas? « » Ja, Rafael! Ser du- denne mønt? — jeg fandt den sidste sabatsdag imellem hine murrester. Fader hjalp mig at gøre hul i den; men jeg bandt den i en silkesnor, og har jeg nu i trende af nattens timer bedet Jehova kåre den til en talisman for dig på din farlige flakken i de vildene bjærge. Den skal du have i eje til tak for liden tornkid. « — — » Ak, barn, en talisman mægter intet i verden! — kun den, Jehova tager i vare, han er sikker. « pigens øjne duggedes ved faderens indskydelse. Men så udbrød hun lyst og tillidsfuldt: » Da vil jeg bede den miskundelige Jehova ledsage dig og som din bedste talisman værne om dig alle dine livs dage. « Rafael greb rørt barnets fine hænder: » Fromme pige, tag min tak for dette dit kostelige løfte. — men skænk mig alligevel din gave; thi såre kær og uadskillelig vil den være mig, når jeg til minde om den hjertensgode hyrdinde fra nains bjærge stadig og altid bærer den hos mig. « » O, hvor du er ædel og god, ej at foragte mit ringe bud, « jublede pigen i sin henrykkelse. atter forlod jægeren den gamle hyrde og hans gudhengivne barn. næppe en stadie oppe iblandt klipperne standsede han på ny, denne gang ved at blive en pragtfuld, guldpurpurfarvet kolibri vår, der hjælpeløs sprællede, fangen i jordedderkoppens seje spind, idet den udstødte indtrængende nødskrig. Den unge mand bøjede sig medfølende over den skønne, glinsende skabning, som så snart skulle have været et offer for det blodtørstige uhyre. Medens han endnu stod og skuede efter den frigivne fange, der under fornøjelig kvidren flagrede bort, hørte han høje nødråb nede fra amos’ græsgang. med bange anelser ilede han atter tilbage. mange fremmede mænd vrimlede over den før så fredelige lille plet. Amos selv lå overmandet af to banditter i græsset, medens fire 9 andre søgte at slæbe den højt jamrende Dorkas med sig. Som i blinde for Rafael ind mod jomfrurøverne, strækkende den ene til jorden med et velrettet pileskud og anfaldende de øvrige med draget sværd. en kort, heftig kamp opstod, under hvilken røverne, som åbenbart troede sig angrebne af tiere, endrægtigen samlede sig mod den forvovne Rafael. Amos, som derved uventet, fandt sig friet fra sine overlegne modstandere, ville, trods de farlige sår, voldsmændene hjerteløs! havde tildelt ham, væbnet med en tung kølle, ile sin redningsven til hjælp, men standsede ved foden af apollon-statuen, vaklede — ville gå frem, men tabte køllen af sine kraftløse hænder og segnede med et dumpt suk om mod billedets fodstykke. Dette gav efter, og både han og datteren, som hurtig var ilet til, da hun mærkede faderens udmattelse, styrtede ned i et mørkt svælg, der viste sig, idet porfyrstenen gled til side. imidlertid var Rafael ramt bagfra af et kølleslag overmandet og kastet omkuld som en død. Røverne søgte nu med Iver efter de forsvundne, anstillede efterforskninger rundt om, dels i ruinen og hytten, dels ude over Marken og mellem klipperne — men alt forgæves. En af banditterne bankede, i det han udstødte en ed, på porfyrstenen, der straks igen var gleden i sit leje. 10 » Ha! hvilken morgengerning! Hvad vil barrabas vel sige til vor tomhændede ankomst. I steden for at bringe ham den forventede duelil kunne vi nu kun bringe ham bud om, at guderne har taget både hende og faderen! « » Og at vi til ingen nytte har kvast en jøde, « indskød en anden. » Å puslingesnak! Det tager han sig næppe nær, når han hører, at det er Rafael, djerwins ven. « » Imidlertid vil jeg bytte hans gode bue. « » Og jeg tager hans sværd. « under kiv og strid om disse genstande forsvandt stimændene, søgende deres skumle bjærghuler, med liget af deres faldne kammerat, men overladende den halvt ihjelslagne yngling til sin skæbne i dagens hede. oppe i cedrens regioner hævede afsondret i sin beliggenhed en grå-brun klippe sig op over sine omgivelser; den lignede en på hug siddende uhyre Bjørn. I mosset ved stenens fod duftede en enlig lille klynge røde violer. Her, omringet af den dybeste ensomhed, stod en mandlig skikkelse urokkelig ventende, så rolig, som var han gjort af selve granittens masse. for hans fødder logrede en vældig hund. Den rettede ofte blikket op mod sin herre som for at vække ham til handling. Da dens tavse påmindelse time efter time imidlertid viste sis: lige frugtesløs, begyndte det årvågne dyr under dæmpede knurr at stryge med sin højre pote op ad Herrens lådne dyreskindskappe. vækket ved hundens kærtegn greb manden sig til panden, skuede ud over den stenede mark og mumlede: » Ak, Rafael! Du lader mig i dag vente længe — solen er alt højt på sin bane. og du er her end ej « —, og henvendt til hunden: » Flinke torko! Søg Rafael! — Rafael! — Rafael! « — den kloge hund syntes at fatte sin herres vink; thi den ilede i skyndsomhed ned ad dalen til. Og næppe forløb en halv time, førend den atter var hos sin herre. Men med heftig uro i alle sine bevægelser udstødte den de ynkeligste hyl. med udråbet: » Evige gud! Jeg frygter en ulykke! « ilede manden med hunden som sin sikre vejviser ned over de farefulde stier. Uden at standse sit løb nåde han omsider morgenens valplads. den dybeste ro herskede her. Kun kildens stille løb blandede sig med en enlig, fjedret 12 sangers røst, medens får og lam muntert sprang om på den sollyse Vang. Han gjorde et øjebliks ophold i sit løb, førend han betrådte denne Dal, og skuede med sit vide, klare blik hele Marken rundt. Så traf hans øje hunden, der hylende stod over noget skjult i græsset. Og med vaklende knæ ilede han til det sted, hvor Rafael var efterladt som død, prisgiven gribbes og ravnes lyst. » O, min ven! o, Rafael! Du er død — du har kæmpet, uden at jeg har kunnet stå og falde med dig! » hede tårer perlede ned over den alvorlige mands kinder, medens han knælede ved den elskede vens side og omhyggeligt søgte efter det mindste livstegn. Mismodigt, med den dybeste sjælesmerte præget i sine træk, hævede han sit hoved fra vennens bryst. Han så mod himlen, og med sin højre hvilende på den faldne svor han: » Så sandt du lever, o, min faders gud —, og jeg lever — o, Rafael —, du, min ven: du skal blive hævnet! « — — — — » Men! — — o, min gud! o, jubel: han er varm — min ven lever! « en stråleglans af den varmeste glæde oplyste hans træk, ivrigt drog han kaftanen bort fra vennens bryst, lagde begge hænder derpå; sprang op med et frydefuldt glædesskrig, der besvaredes af bjærgenes gjaldende røster, greb den faldne med en lethed — som var denne kun et barn — i sine kraftige Anne. hvorhen? — til bjærgene? — til nain? — ved dette spørgsmål stod han endnu tvivlrådig; men torko sprang med en klog, påmindende gøen op ad ham. » Ah, du kan vise mig vej til Rafaels Hj ein! « denne morgen overraskedes hyrderne i liljedalen ved at se en for alle fremmed kæmpeskikkelse, i hvis gigantiske Anne et menneskelegeme hvilede, i fuldt løb ile mod nains porte, ledet af en vældig hund. — trygt førte torko sin herre lige til enken Ruths bolig, og her viste det sig snart, at Rafaels sår vare ufarlige; thi efter kyndig behandling af en i hast tilkaldt læge kom han til besindelsen igen, og han var da så vel, at han kunne fremføre alle enkelthederne ved det røveriske overfald på hyrden amos’ hjem og den derpå følgende kamp. Rafael ville endogså have fulgt den styrke, som man hurtigt samlede for at sende mod røverne og således søge at befri Amos og hans datter, hvem man troede i barrabas’ fangenskab. Heri forhindredes han dog af rabbineren og mo- derens bønner så vel som af sin legemlige svaghed. men Rafaels trofaste ven tog ene, fulgt af torko — erindrende sig sin ed — ud mod røverne for i bjærgvægges skyggede vråer at opsøge og efterfølge deres spor. Dorkas, som stadig klamrede sig til faderens arm, gled tillige med denne over slibrige, skarpe kanter; og da hun fattede besindelse igen, opdagede hun ved en svag lysning, der trængte gennem en smal åbning fra neden og op, at de begge lå ved foden af en høj stentrappe. Åndeløs-angst bøjede hun sig over faderen, spejdende efter livstegn; men ikke en lyd kom over den gamles læber. Grebet af den uhyggelige dødens stilhed ville hun vove sig op ad trappen for at finde udgangen og — hvad det end monne gælde — prøve at anråbe de ville fremmede om hjælp til hendes fader. Sukkende til sin gud og sin moders ånd krøb hun med stort besvær op til trappens øverste trin. Her var alt indhyllet i et tæt mørke, og hvorhen hun vendte sig, mødte hendes famlende hænder kun den hårde og kolde klippevæg. Rådvild stod hun endnu, lyttende for at fange en lyd derude fra. som hun således stod, for noget klamt, blødt hende voldsomt i ansigtet, og et fremmed legeme greb hende i brystet; under et skærende hvin tumlede hun forfærdet ned ad stentrappen og blev liggende sammenrullet ved faderens fødder. sanseforvirrende tanker om hades’ ulykkelige ånder og nattens dæmoner truede hendes forstand, og hun formåede ikke engang at fremstamme en sagte bøn til den gud, med hvem hun ellers var så fortrolig, da et dybt suk pludselig hævede hele trolddommen. » Fader! o, elskede fader, Jehova være lovet — du lever! « » Ja, mit elskede barn, den højeste har sparet mit liv; men sig — — hvor befinde vi os? — Rafael? — røverne? « » O, min egen fader; da du afmægtig tørnede mod det hedenske gudebilledes fod, gled stenfladen til side ligesom en dør, og både du og jeg styrtede her ned i denne dystre grav. « — — pigens ord afbrødes ved, at det samme uhyggelige klamme, bløde legeme gled imellem dem, strejfende begges kind. » O, fader! — lad os anråbe vor milde 16 gud om frelse fra dette rædselsfulde sted, livor underverdenens ånder har hjemme! « » Å! Frygt kun ej, mit barn; det dyr, som forvirrede dig, var ikkun en skyldfri flagermus. — — men — også jeg føler længsel efter at slippe ud af denne mørkets hule og måske at bringe den brave Rafael hjælp i tide. « — med disse ord førte han datteren til hendes store forundring hen mod lysåbningen, hvilken nu viste sig at være en snæver nedgang til en anden stentrappe. Her steg den gamle ned, bydende hende at følge efter med varsomhed. med bestandig voksende undren fulgte Dorkas, ledet af faderens hånd, med gennem en snæver gang. » Min fader, du synes at kende denne sælsomme hule — hvi vandrer du da længere ned og ej op mod samme nedgang, som vi kom ind ad? « — » Ja, mit barn: jeg kender dette sted, som jeg kender min egen hytte; men ej desto mindre må vi denne vej, thi apollon-stenen kan kun åbnes udvendig fra ved en egen berøring, den jeg senere skal lære dig om. « » Nej, o, fader, nej — om denne mærkværdige sten vil jeg intet lære! « de vare imidlertid nåde et vidt underjordisk, flisebelagt rum, der modtog et svagt lysskær fra talrige små forskelligt formede huller i stenloftet. Amos ænsede ikke datterens ord, optagen som han var med at tælle fliserne. — da han kom til den tre og tredivte fra stentrappens fod, bøjede han sig over den, fjærnede det tykke støvlag, som i tidernes løb havde lejret sig derpå, og nu viste sig i gråstenens ene hjørne en funklende safir; med højtidelig høst udbrød han: » Hør! mit barn, og giv agt! thi jeg åbenbarer her for dig vor stammes største hemmelighed: ved at trykke på denne ædelsten vil flisen åbne sig som en lem, og du vil deri forefinde umådelige rigdomme, opbevarede her af de gamle i Judas makkabæus’ tid, helligede Israels frihed og vor forjættede messias tjeneste — men denne historie skal jeg senere fortælle om. — læg nu nøje mærke til stedet, at du, når tidens fylde er inde, på ny kan finde det — — thi mig aner, at du vil opleve at se den højestes komme! « med hellig gysen klamrede den unge pige sig til faderens svage arm; og tavse skrede de resten af vejen, gennem en ny gang, indtil de støde i bunden af en smal, tør brønd, hvorover en gammel eg bredte sin vide krone. » Se, mit barn, hine huller i brøndvæggen må tjene os som fodfæste, medens vi under 18 vor opstigning med hænder og albuer støtte os mod stenvæggene. « og under ubeskriveligt besvær nåde de endelig op til egetræets fod, hvor begge udmattede sank om for nogle øjeblikke senere at have vundet friske kræfter. en lyd af mange stemmer nåde til deres øren, og da Amos iblandt disse genkendte nogle venners røst, kaldte han dem til sig. det var nains udsendinge mod barrabas, der så hurtigt skulle finde de eftersøgte. Og under den almindelige jubel over den elskelige patriarkalske gamles og dorkas’ ufattelige frelse glemte man al videre forfølgelse af stimændene for denne sinde for i triumf at føre de fundne til staden, medens et par mere besindige varetog hjorden. i. Rafael med sin ungdomsstyrke kom vidunderlig hurtig over sine svære sår. Ikke så gik det den fromme gamle Amos, hvis livslampe ved hvert timeglas truede med at slukkes. Såvel han som hans datter vare imidlertid gæstevenligt blevne optagne i enken Ruths hus. den glødende varme sommerdag var til ende, og en kølig luftning fra de nære bjærgtinder lejrede sig ligesom et åndepust fra en højere verden over den venlige amfiteatralsk beliggende lille jødestad nain og bragte nyt liv, sundhed og glæde til dens beboere. Rigt og herligt bredte de yppige vinstokke deres ranker og blade beskyttende over næsten hvert et hjem — lidet eller stort — i den lille by. Dette bidrog meget til at sprede en egen hygge over disse huse, hvis hvidkalkede mure gennem den 20 mindste åbning i det purpurgrønne løvværk venligt vinkede den fremmede i møde og ligesom nysgerrigt syntes at titte ud og holde øje med omverdenen. der havde i aftentimerne efter sædvane forsamlet sig en tæt Kres af byens indvånere ved den østlige brønd for spørge nyt og i øvrigt samtale med slægt og venner. I flere af de små klynger, der havde dannet sig, hørtes ikkun tale om den sidste tids vidunder, den store profet ved Jordans flod. Med utrættelig Iver drøftede jøderne, om denne mærkelige mand virkelig var en sådan, sendt af gud, eller simpelt hen en bedrager, og de sælsomste eventyr om profetens ophøjede vælde gaves til bedste af tungerappe fortællere, hvoraf den gerne beholdt folkestemningen på sin side, hvis ord frem for andres havde uudgrundelighedens pirrende, interessante præg. på det øverste af brøndens trappetrin stod en mand af et vildt og barbarisk ydre, der for øjnenes og næsens vedkommende gav ham en ejendommelig lighed med ørnens rovfuglefysiognomi. De første vare nemlig skarpe, men urolige og spillende; den forholdsvis store og krumme næse var imidlertid det mest karakteristiske hos ham. Et tyndt fuldskæg omgav i vild uorden hans smalle, kobberfarvede åsyn og dannede en slående harmoni med hans 21 rende, glinsende sorte hår. Klædedragten var tarvelig og itureven. denne person samlede, skønt ingen kendte liam, en stedse tættere tilhørérkres om sig, hidlokket dels ved lians høje, gennemtrængende stemme og dels ved hans forunderlige tale. Også hans æmne var den nye profet: men af hans hånlige ord fremgik det, at han ene benyttede sig af denne betegnelse som spotteglose. den uhyggelige taler gjorde et lidet ophold for at samle kræfter til et nyt fordømmelsens udbrud. Imens lod han sine skarpe øjne flakke rundt om den ham omgivne skare, og det lod til, efter hans udtryk at dømme, at han var vel tilfreds med den stemning, han havde oparbejdet ved sine ord: forsamlingen stod rolig, men spændt lyttende, for i næste nu at være beredt til at opfange, hvad han siden sagde. Da traf hans øjne en mindre gruppe af unge mænd, som stod lidt afsides for sig selv og vare kendelige ved deres lette, korte klædedragter, deres spidstoppede og bredskyggede baretter med de buskede fjer i siden og lange jagtknive ved lænderne. Det var en jægertrup, der fra tid til anden havde høstet almindelig anerkendelse for udvist mod og åndsnærværelse på dens færd i skovene og bjærgene, hvor dagen gik med enten at nedlægge ville dyr eller med efter- 22 stræbelse af røvere, der huserede stærkt i jødeland. Den fremmede mands blik formørkedes ved synet af tilvæksten, som hans andægtige hørerkres havde modtaget; øjnene skøde lyn, men kun for et ringe tidsspand — så var han atter rolig. med fordoblet styrke hævede han sin røst og råbte ud blandt det lyttende folk: » Den nye profet er vor tids største troldmand, og hans magt er ubegribelig for alle. Når han med sine fødder berører Jordans vande, standse disse i deres løb, og ved sine sortekunster formår han at drage strømme af folket til sig, som han så døber i det troldslagne vand. Bliver først nogen døbt af ham, da har han ham i sin magt, og hvad han vil, kan han pålægge ham at gøre — tvungen som den døbte er af skjulte kræfter. Hans kæreste selskab er glubende dyr, og der siges, at han uden fare kan lege med slanger. Hans stav skal ydermere selv være en mægtig slange, hvis utæmmelige natur han ved sin trolddomskraft har bragt i denne døde form. « et jagthorns skrattende toner overdøvede her den talende, og jægerne søgte forgæves at holde på en af deres flok, der havde afstedkommet forstyrrelsen og nu skubbede sig frem gennem trængslen, umiddelbart efterfulgt af de andre, for at nå op til den ubekendte, hvem lian med harmglødende kinder nærmede sig, udbrydende: » Fremmede! Al Israel er i forventning om, hvad den højeste herre vil lade ske til sit folks frelse. Vel have mænd som krigens lynild fangenskabets fyrste - ) og makkabæus ³ ) rejst sig til Israels frelse af fortvivlelsens Aske og givet det at skue et glimt af guddommelig storhed — de vare dog ej messias. Og ligeledes er det os bekendt, at bedragere er fremståede, som have foregøglet at være sendt af himmelen at være messias; om disse sidste hørte vi aldrig godt, deres gerning var at opægge og splidagtiggøre Israels stammer, lønnen udeblev ej heller. Og alle til hobe er de nu glemte. Men om denne profet, du nys haver nævnet, hørte vi første trang ondt af dine læber. Derfor kan hverken mine kammerater eller jeg tro, at du farer med sanden! Og vi kræve nu, at du tilkendegiver alle, som her have slået Kres om dig, hvo du er og fra hvilken egn du kommer, eller ved vor ære: vi er rede til at give dig løgnerens tilkommende straf! « med et mørkt, skummelt blik havde den fremmede tilendehørt jægerens tale, hvorunder han nu og da underkastede denne en kort møn- l ) Cyrus. ‘0 zerubabel. " ) søn af Juda. Tre bekendte israelitiske hærførere. 24 string med sine hvasse øjne. Han bøjede sig nn derpå, så såre den anden tav, over mod ham og tilhviskedee ham et eneste ord — men så sagte, at ingen af de omkringstående hørte det. — » Barrabas! — o djerwin — —! « brød det frem over den unge jægersmands læber, medens han blegnende styrtede tilbage, nærmende sig den lave rand, der omgav brøndmundingen, og uundgåelig ville han være styrtet baglæns ned i dybet, hvis ikke en af hans kammerater i tide havde grebet ham. der opstod nu et stort røre blandt mængden. Jægerne trængte sig sammen om brønden for at bemægtige sig den gådefulde fremmede, der imidlertid straks havde taget flugten og banet sig vej gennem klyngerne, som villigt åbnede sig, for at han kunne slippe bort og derved undgå sammenstød med jægerne. Den fremmede var sporløst forsvunden. da lød der råb under den almindelige forvirring: vagten er her! Romerne komme! De gentoges mand for mand og forøgede larmen, thi aldrig så snart viste det sig, at den romerske ryttervagts skarpe våben virkelig blinkede over jødernes hoveder, før man — med undtagelse af jægerne — befippet veg til side og spredtes i byens porte. i spidsen for soldaterne red en gammel, gråhåret kriger, over hvis hele skikkelse der hvilede et eget ædelt, patriarkalsk skær. Det var høvidsmanden Sirius, anfører for vagten i Kain. som dølge af romernes tilsynekomst var torvet kortelig efter ryddet for mennesker; kun hist og her sås endnu en enkelt nysgerrig snige sige forbi i nogen afstand fra brønden. Borgerne i nain havde en vis respekt for vagten og dens hvasse våben, og denne omstændighed, parret med et indgroet had til de romerske soldater, der jo ikke i nogen henseende kom jødedommen nær, var den egentlige årsag til den skyndsomme flugt fra pladsen. de unge jægere havde uden at ændse romernes komme holdt en kort rådslagning og ville just med Rafael i spidsen sætte efter den flygtende, da romerhøvdingen råbte dem an: » Hvad foregår her, og hvi er den ganske stad i oprør? « Rafael trådte frem og svarede: » Vid, o, høvidsmand: nylig stod røveren barrabas i byens midte og talte folket onde ting til; men vi kendte ham aldrig så såre, førend han forsvandt, hjulpen på flugten ved den forvirring, dine folks komme forårsagede. Vi stod nu i begreb med at forfølge røveren og give ham sin løn! « » Lader i øvrigheden om at forfølge og 26 straffe misdædere, og går rolig hver til sit, at i ej og skulle blive tagne for misdædere. « trods den hårde tiltale blev Rafael dog frimodig ved: » Tillad dog, o, høvidsmand! Du, som benævnes den vise, at jeg, der haver en højelsket vens blod at hævne —, at jeg deltager i pågribelsen af dets udøser — ugerningsmanden barrabas! « den gamle blev opmærksom ved ynglingens frimodige tale og stirrede med spørgende blikke på ham. » Du er Rafael — enkens søn, bekendt ved hint mandige forsvar, da stimænd overfaldt Amos og hans datter? « og da han havde modtaget bekræftelse på dette sit spørgsmål, vedblev han: » Nej, min gæve ungersvend, jeg anser dig endnu for krank til at deltage i slige strabadser, som denne jagen vil volde; men byder jeg dig i morgen at komme til mig og berette alt om kampen med røverne og om hin gådefulde mand — din ven djerwin —, om hvem underlige ting er mig berettede! « med en kort, men ej desto mindre venlig hilsen forlod han de skuffede ynglinge for at føre sine soldater på den farlige jagt efter bj ærgenes og ørkenens fyrste. mismodigt begav Rafael sig til sit hjem, 27 livor han fandt såvel Dorkas som sin moder hos den medtagne Amos. Denne kaldte ynglingen til sig og sagde: » Du kommer belejligen, mine venners søn; thi da jeg kender din moders og dit hjerte, ved jeg, at i er israeliter, i hvem ej findes svig. Jeg haver derfor besluttet at indvie eder tillige med min unge datter i min slægts, makkabæernes hemmelighed. Min tid er snart omme, og jeg går til fædrene; men eder overgiver jeg min kundskab i arv til Israels frelse og til hjælp for messias, når han kommer! — — og han kommer snart! « et åndeagtigt lys stod ved disse profetiske ord over oldingens isse, hvor det vedblev at hvile, medens hans fortalte dem sin historie. » Mit barn! Hør dine fædres historie: det skete, efter at Filips søn, makedonieren Aleksander, som drog ud fra chittims land, havde slået persernes og medernes konge Darius, at han blev konge i hans sted efter tilforn at have været konge over grækerland. og han førte mange krige og indtog mange faste stæder og ihjelslog konger på jorden. og han drog hen imod jordens yderste grænser og gjorde bytte hos mange folk; og jorden måtte holde sig rolig for hans vælde. 28 og hans'hjærte ophøjede sig og blev hovmodigt. da havde han samlet en stærk hær og beherskede lande og folkefærd; men kongerne vare ham skatskyldige. derefter faldt han på sygesengen og forstod, at han måtte dø. og han kaldte sine hærdede tjenere, som vare opfødte med ham fra ungdommen af, og skiftede dem sit rige, medens han endnu levede. således var Aleksander konge i tolv år; og han døde. men hans tjenere fik herredømmet, hver på sit sted. og de påsatte sig alle kongekrone efter hans død, og ligeledes deres børn efter dem, i mange år, og de voldte megen ulykke på jorden. fra dem udsprang et syndigt rodskud, antiochus epifanes, kong antiochus’ søn, som havde været gidsel i rom, og han blev konge i det hundrede og syv og tredivte år af grækernes herredømme. i de dage udgik af Israel ugudelige folk, der overtalte mange og sagde: lader os gå og slutte pagt med hedningerne, som er trindt omkring os; thi fra den tid, vi skiltes fra dem, have mange ulykker ramt os. og den tale syntes god for deres øren. og nogle af folket vare beredvillige og gik til kongen, og han gav dem lov til at indføre hedensk skik. og de byggede legebaner i Jerusalem efter hedningvis. og de holdt sig til hedninger og affaldt fra den hellige pagt. og antiochus drog i sin magts vælde mod Ægypten med en stor hær, med vogne og med elefanter, med ryttere og med en stor krigsflåde. og han førte krig mod filometor, kongen af Ægypten: og filometor forfærdedes for ham og flyede, således at der faldt mange sårede. da var hele Ægypten med alle dets faste stæder i hans vold. således var han i det hundrede og tre og fyrretyvende år herre over to riger, og i sit hovmod drog han op mod Israel. og han kom til Jerusalem med en stor hær. og i overmod gik han ind i helligdommen og tog guldalteret og lysestagen og alle redskaberne til den og skuebrødsbordet og kanderne og skålerne og guldbægerne og forhænget og kronerne og guldprydelserne på templets forside og afpillede alt. og han tog sølvet og guldet og de kostelige kar og tillige, de skjulte skatte, som han fandt: derpå drog han til sit land igen. 30 og han anrettede et blodbad og talte meget stolte ord. og der blev stor sorg i Israel. og fyrsterne og de ældste sukkede, og jomfruer og unge karle hensygnede, og kvindernes dejlighed falmede. hver brudgom opløftede klageskrig, og hun, som sad i brudekammeret, var i sorg. og landet bævede for deres skyld, som boede derudi, og hele Jakobs hus blev overklædt med skam. men to Års tid derefter sendte kongen en overskatmester til Juda stæder, og han kom til Jerusalem med en svar hær. og han talte fredsommelige ord til dem på skrømt, og de troede ham. og han overfaldt staden uforvarende og slog den med et stort slag og ødelagde meget folk af Israel. og han plyndrede staden og opbrændte den med ild og nedbrød dens huse og mure trindt omkring. og de førte kvinder og børn bort som fanger og bemægtigede sig kvæget. og de befæstede Davids stad med en stor og stærk mur med faste tårne; og den blev dem til en stærk Borg. og de indlagde der et syndigt folk, ugudelige mænd, og de blev

1897_IbsenA_FroekenStudent

Aage

Aage

Ibsen

Frøken Student

male

male

dk

Ibsen

Froeken Student

Ibsen

Frøken Student

En Fortælling

y

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

O

Frøken student et par bøsseskud inden for de yderste klitter ved Vesterhavet ligger Højby fiskerleje: hvorvidt benævnelsen fiskerleje er korrekt nu om stunder, eller bondeby var rigtigere, bliver en skønsag, og byen selv er ikke på det rene dermed. Men den rejsende, der nærmer sig Højby fra øst ad kørevejen, får indtrykket af, at den er det sidste. Så såre han nemlig har passeret den ensomt liggende lille kirke, Højby sognekirke, får han øje på fire, fem bøndergårde så ægte som de overhovedet findes i denne afkrog af halvøen, der med alt, hvad en bondemand kan ønske sig i retning af korn- og græsmarker, brogede kør, får og småkræ ligger lunt beskyttede bag høje lyngbakker mod de barske vinde. Kun nogle fiskergarn hist og her, resterne af en gammel båd, noget strandingsgods, samt husenes livlige bemaling med røde, gule og blå farver fortæller, at disse gårdes beboere har at bestille med det hav, som man ikke kan øjne fra dalen, men som høres dundre og brøle derude i vest hinsides klitterne. disse « saltvandsbønder » har deres for sig selv, og de er byens matadorer. Den forholdsvis frugtbare sænkning i jordsmonnet, hvor de bor, afspærres ved en række bølgeformede, mørke bakker fra den egentlige by, der, skønt den også har sine agerdyrkere, dog hovedsagelig bærer præget af at skylde havet sin eksistens. Røde, gule og blå ligesom bøndergårdene men uanseligere end disse strækker husene med deres stakkels forblæste småhaver sig langs kørevejen fra de brune lyngbakker i øst til klitternes begyndelse, til det ørkenlandskab, som skiller byen fra havet. Der ruster og knirker et enspænderkøretøj en aften i juni hen ad den sandede vej, som fører til Højby fiskerleje. Det gør et såre beskedent indtryk dette køretøj, såvel hest som vogn, små som de begge to er og gamle og forslidte. Men de er til gengæld så harmonisk sammenstemte disse to, at man har ondt ved at forestille sig noget andet dyr foran denne vogn end dette lille, hvide, lodne nuslehoved af en hest eller nogen anden vogn bag denne hest end netop denne vogn, som den triller frem gennem sandet på sine lave hjul, så leddeløst slingrende fra side til side, som skulle den skilles ad i hver eneste af sine sammenføjninger. Så meget anseligere er trods sin sammensunkne stilling den mand, der sidder i agestolen og holder tømmerne, en kæmpekarl af legemsbygning uden tvivl, om han ville rette sin brede ryg. Det store hoved er bøjet ned mod brystet og hen over kraveopslagene på den falmede sommerfrakke bølger et stort, gråsprængt skæg for aftenvinden. Dette skæg og en kødfuld, rød næse er alt, hvad man ser af ansigtet; det øvrige skjules af en kasket med guldtresse, trukken dybt ned over øjnene for at tage af for den skarpe sol, som sender sine stikkende stråler lige ind i hans ansigt. Af og til løfter han hovedet og kigger frem under kasketskyggen som for at orientere sig og rykker i tømmerne men synker straks tilbage i sin duvnakkede position, medens den lille hest efter at have besvaret dette ryk med en fornærmet bevægelse af hovedet vedbliver sit sindige luntetrav forbi de mørke lyngbakker og bølgende kornmarker. tæt ved landevejen og højt til vejrs på Toppen af en mægtig bakke, der lig en bjergås strækker sig fra nord til syd, ligger en lille af klodset tilhuggede kampesten opmuret kirke og skuer fra sin ensomme højde ud over den bakkede, træløse egn. Det er Højby kirke. På stille aftener, når havet slumrer, høres dens klokke viden om over den tyndt befolkede egn lige ud til klitterne en Fjerdingvej borte, inden for hvilke fiskerbyen ligger, hvis mange små huse sete fra Kirkebakken ligner broget farvede legetøjshuse, spredte over et grønt tæppe. Ud for denne kirke forlader hesten landevejen og trækker i fodskridt køretøj og kusk hen over en cirkelrund grusbelagt plads foran kirkedøren og gør holdt. Ikke for at beundre udsigten over de grønne marker, over fiskerbyen og over havet hinsides klitterne, skønt den nok kunne fortjene det, heller ikke af et tilfældigt lune just denne aften, men fordi den er vant til at standse her. — « å, din drivert! » udbryder manden med guldtressen og griber truende til pisken — « jeg skal lære dig. » Men hesten ryster på hovedet og planter sine fire stive lemmer fast i gruset. Og manden ler, kaster sine ben i de lange, blanke støvler ud over vognfjælen og lader sig glide ned på jorden, hvorefter han af frakkelommen fremtager en mægtig rugbrødshumpel og giver sig til at fodre hesten, medens han skælder den ud for alt, hvad man kan skælde en hest ud for. — « du er en fyldebøtte, Lotte, en rigtig fyldebøtte; du spiser mig fattige embedsmand ud af huset til sidst, din ædedolk. To gange mellemmad for at lunte to stakkels mil. Hvad tror du, at Annie tænker om os, som ikke er komne hjem endnu, hvad dit dovendyr? At vi har sviret i købstaden naturligvis. Og det skal fedt hjælpe, jeg giver dig skylden, det kender vi nok, Lotte, dit forslugne, stivbenede, stædige øg! » Og han kæler for den lille hest og klapper dens lodne sider, hvor seletøjet har slidt store skaldede pletter; og Lotte pruster af velvære, medens den gumler sit rugbrød og gnider sit benede hoved mod kæmpens bryst. Højere op på den statelige mand når den ikke. Så ofte strandkontrollør Gerhardt på sin hjemfart fra købstaden kommer til denne kirke, plejer han at gøre holdt for at unde hesten en smule hvile efter anstrengelsen op ad bakken. Men skulle han glemme det, eller, før han når Kirkebakken, være falden i søvn af træthed eller på grund af den spiritus, hvormed gode venner i købstaden har trakteret den til et muntert drikkelag altid parate embedsmand, så standser Lotte af sig selv, dog ikke før den har bragt køretøjet i sikker forvaring ind på runddelen foran kirkedøren, såsom den af erfaring véd, hvor risikabelt det er for den at holde stille derude på kørevejen, medens dens herre sover sin rus ud. Det er nemlig sket mere end én gang, at en forbigående eller — agende ved synet af det lille køretøj med den sovende toldembedsmand midt på vejen har fået det kåde indfald at betænke Lotte med nogle stryg over rygstykkerne, en revselse, som den alderstegne, alvorlige hoppe har følt med sig selv, var ganske ufortjent, men som den har måttet finde sig i, fordi den én gang i sine yngre dage under forsøget på at unddrage sig slig uforskyldt behandling er kommen for skade at vælte vognen og strandkontrolløren i grøften og til straf pådraget sig en alvorlig dragt prygl straks og mange opmuntringer med pisken resten af vejen. Derimod véd den af erfaring, at pladsen foran kirkedøren er fredlyst jord; der kan vanke spottegloser og vittigheder fra vejfarende, som får øje på kontrollørens køretøj foran indgangen til den hellige bygning, men prygl bliver den forskånet for. Der kan Lotte så vente en halv eller hel time alt efter størrelsen af den rus, dens herre fragter hjem fra byen, og der får den sin belønning, når han vågner, som oftest en rundenom rugbrød, hvilken den fortærer med appetit og god samvittighed, imens kontrolløren sidder på trappestenen foran kirkedøren angrende sine eventyr i byen og spekulerende over, hvad for en anekdote han skal finde, på at fortælle sin hustru derhjemme, sin trofaste Annie, til forklaring af sin lange udeblivelse. Det må siges til strandkontrollørens Ros, at Lotte denne aften havde bedømt hans tilstand forkert. Sandt nok han havde i løbet af den sidste halve time ikke givet ringeste livstegn fra sig, ikke rørt tømmerne, men ladet dem ligge løse på hestens ryg, men det skyldtes ikke eftervirkningerne af købmandens eller gæstgiverens drikkevarer men den omstændighed, at han var falden i dybe tanker. Og det faldt ham så svært at ryste dem af sig, at han, en stund efter at Lotte havde tabet til sig de sidste rugbrødssmuler af hans hånd, blev siddende på stenen foran kirkedøren og stirrede ud over egnen over mod klitternes takkede sandbjerge, hvor hans embedsbolig lå. Men da omsider Lotte ytrede tegn på utålmodighed, rejste han sig og trak køretøjet ud på vejen. — « Allons, mit ædle dyr, alions! » sagde han og samlede tømmerne — « nu vil vi trille hjem til Annie og fortælle hende den store nyhed. » og i forholdsvis hurtigt trav trak Lotte sin herre af sted ned ad Kirkebakken mod dalen, hvor bøndergårdene lå, indtil den nåde broen over et større åløb, da den slog over i fodskridt og omsider standsede på et sted, hvor en sidevej førte i nordlig retning til nabobyen Tirstrup, hvis kro om sommeren var meget besøgt af turister og badegæster. Og som for at få besked af sin herre på, om den skulle fortsætte hjemefter eller dreje ned ad denne vej til kroen, vendte den hovedet bagud og så på strandkontrolløren. — « hm, mageløst dyr! » mumlede denne — « forbavsende hukommelse! » ja, hvad skulle han vælge? Et glas øl kunne han i grunden have fortjent efter den lange køretur i solhede og støv; intet steds i omegnen fik man mage til øl som i den kro, når badesæsonen var begyndt. Øl fra fad, iskoldt. Han kunne blot ønsket, at Lotte af sig selv var slået ind på den vej, havde taget bestemmelsen på hans vegne, ligesom befriet ham for ansvaret over for hustruen derhjemme, hun som ventede ham, ventede, som rimeligt var, med utålmodighed på resultatet af hans ærinde, i købstaden. han rettede sig i vejret og kastede et blik mod klitterne i det fjerne, bag hvilke solen sank mod havet. Der var i det mindste en time af dagen endnu tilbage, så kom det lyse tusmørke og den lyse sommernat så dejlig sval at køre hjem i. Og så var der kroværten, som vidste besked om årsagen til hans rejse til købstaden, en mand, der evnede at råde ham retteligen i det vigtige anliggende, for hvis skyld han havde gjort den lange, trættende tur til byen. Og han trængte til en vens råd. Det var ikke så lige til at flytte bort fra dette sted, hvor han havde tilbragt 10 år af sit liv, i o lykkelige år. Nu da hans mangeårige ønske endelig syntes at skulle gå i opfyldelse, da hans høje foresatte i købstaden havde givet ham et næsten sikkert håb om, at hans ansøgning om forflyttelse til et embede i en mere civiliseret egn ville blive bevilget, nu var det, som den hele egn her langs havet bandt ham, ikke ville slippe ham. Han havde følt det på tilbagerejsen fra byen og stærkere og stærkere, alt som han nærmede sig hjemmet og hørte havets brusen vokse. Og nu hans hustru, hans Annie, hvad for et ansigt ville hun sætte op til nyheden? Det var nok så meget for hendes skyld som for sin egen, at han år for år havde nedlagt disse bønner på stemplet papir for de mægtige herrers fødder. Endnu i Morges, da hun med et smil ønskede ham lykke på rejsen, havde han ikke været på det rene med, om der havde været alvor i dette ønske, eller om hun blot havde haft ham til bedste. Men hvorom alting var, det kunne ikke skade at høre gode venners mening. Kroværten var hans ven, og hans øl var godt.......... Da strandkontrolløren var kommen så vidt i sine overvejelser, begyndte hans hest langsomt at sætte vognen i bevægelse, og hvad enten den nu selv tog initiativet, eller dens herre kom for skade at rykke en smule i den ene tømme, køretøjet svingede bort fra landevejen ind over lyngmarkerne i retning af kroen. Kroen lå i den nordlige udkant af den lille’ kystby. Om sommeren, så længe badesæsonen varede, avancerede den til « gæstgivergård » eller endog « badehotel » for i slutningen af August, når den brogede skare badegæster var draget bort, atter at synke tilbage til at blive « kroen », den eneste passende benævnelse for den lange, lave, skumle bygning, hvis mange små vinduer som lige så mange søvnige øjne stirrede ud mod det evigt rullende hav, der blot et stenkast borte brødes mod strandbreddens rullesten ved foden af en høj, stejl skrænt. Kroen havde stået i, gud ved hvor mange år, så længe til den var bleven skæv både her og der, men den kunne holde ud endnu i lange tider, og måske det var i bevidstheden om det lange liv, den endnu havde tilbage, at den altid bar præget af forstemthed, syntes så uendelig træt og ked af tilværelsen. Thi i sit lange liv havde den haft et og samme syn for øje: en grusbelagt plads nærmest foran sig og hinsides skrænten, under hvilken fiskernes både lå, det vidtstrakte, bølgende øde, den endeløse vandørken, som den kendte ud og ind, og hvis vekslende stemninger fra smægtende blånen til frådende raseri den var endt med at betragte med den yderste grad af ligegyldighed. Fordelagtigst tog den gamle Rønne sig ud, når solen en sommeraften som denne gik ned i havet uden slør for sit glødende åsyn. Da kom der som et glimt af tilfredshed i dens vejrbidte ansigt, da blussede i aftensolens strejflys murværkets røde bemaling som blod i solbrændte kinder, da gnistrede og brændte det i alle disse trætte, af søluften fortinnede øjne. det var den lille fiskerbys umiddelbare beliggenhed ved havet og den deraf følgende nemme adgang til søbadene, som kroens ejer, den forhenværende skipper, tykke Lavst Bondesen, kunne takke for det år for år voksende antal badegæster. Især tegnede denne sommer på grund af sit strålende, varme vejr til at blive meget indbringende, ja, allerede nu, i slutningen af juni, før den egentlige badesæson var begyndt, var værelserne i kroen næsten alle enten optagne eller forud bestilte. Da derfor strandkontrolløren denne sommeraften trillede ind på den grusede plads foran kroen, så han badegæster enkeltvis og i smågrupper drive om her og der eller ligge henslængte i græsset langs skrænten ud mod havet, medens børn i lyse sommerdragter morede sig med ringspil henne ved staldbygningen. Men vinden, der efterhånden var frisket op, tog fat i ringene og slyngede dem af og til op på taget, hvorfra de med møje blev ragede ned af en lille fiskerknøs, der sad overskrævs på rygningen af længen, bevæbnet med en lang Stang. Igennem vinduerne, der stod på vid gab ind til badegæsternes forsamlingsværelse i kroens sydlige fløj hørte man en dyb mandsrøst synge skærsommervisen: vi elske vort land, men ved midsommer mest, når hver sky over marken-velsignelser sender, når af blomster er flest, og når kvæget i spand giver rigeligst gave til flittige hænder. Medens en elegant klædt dame med albuerne i vindueskarmen bøjede sig ind i stuen og betragtede sangeren, der sad ved klaveret. Fra den modsatte fløj, hvor skænkestuen var, og hvor fiskerne havde deres for sig selv, hørtes højrøstede stemmer og lyden af glas, og en tæt tobaksrøg stod ua af et åbentstående vindue. Strandkontrolløren lod gårdskarlen sørge for Lotte og begav sig ind i skænkestuen for at søge efter værten og slukke sin tørst. Det sidste opnåede han, men værten var om eftermiddagen kørt hjemmefra og ventedes ikke tilbage før ud på natten. Medens Gerhardt sad ved sit krus øl og lyttede til passiaren omkring sig, åbnedes klappen i døren ud til køkkenet bag skænken, et blomstrende pigeansigt tittede frygtsomt ind i stuen og gjorde pantomime til ham. Han lod i begyndelsen, som mærkede han det ikke, men da pigen vedblev med sin skæren ansigter, rejste han sig og listede bag om disken ud i køkkenet. — « å, far! » pigen ville flyve ham om halsen, men strandkontrolløren holdt sin hånd afværgende ud. — « nå, så i vil virkelig ikke vide mere at mig at sige, hverken du eller moder? » det smukke ansigt fik et fornærmet udtryk. — « ja, ja, da. » Pigen drejede sig om mod vasken og begyndte atter på sit arbejde, at skylle glas og kopper. — « hm, ja, Betty... du véd jo nok, min tøs, at jeg... men når din moder ikke vil, forstår du. Alene det, at jeg i aften besøger dig herude... dersom hun fik det at vide »... — « å, moder skulle virkelig nødig præke moral ».... — « skam dig, barn, skam dig! » Strandkontrolløren vendte hende forbitret ryggen og forlod køkkenet, og der stod en dyb rynke mellem hans øjne, da han fra forstuen trådte ud i det fri. — « måske man burde tage lidt varsommere på hende, » mumlede han, medens han med hænderne i sine lommer gik langs kroens facade. Hvert sogn har sin heks, og hver by sine trolde. Dem vil vi fra livet med glædesblus holde. Vi vil fred her til lands, Sankte hans, Sankte hans! Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde. » Gerhardt havde sat sig på bænken under et af de åbentstående vinduer og lyttede til sangen. det var denne gang en lys damestemme, der nynnede melodien, medens pianoet i lange akkorder bar de bløde toner ud til ham.. — « nu, de! » hørte han damen sige, hvorefter mandsstemmen gentog de sidste strofer. — « bravo! det klæder alligevel en herrestemme meget bedre. » Musikken tav. Strandkontrolløren rejste sig og slentrede ned til havet. Yderst ude på skrænten bag en rød, grundmuret bygning, opbevaringsstedet for distriktets ny redningsbåd, sad et lille selskab af herrer og damer. De havde for lidt siden været ude på den lange mole, som lige over for kroen skød sig ud i havet, for at se de hjemvendende fiskerbåde styre ind mod land, og sad nu i læ for den voksende blæst under højrøstet samtale om et lille bord med flasker og glas. Strandkontrolløren tog til huen for selskabet og styrede sine skridt ned over skrænten til strandbredden, hvor bådene, der havde været ude på fangst, lå optrukne på land, og satte sig ned. Vinden, som var pålands, drev søe’— hårdt ind mod stendæmningen, og især midt på den lange mole, hvor den dannede et 1.1 rk. g i en stump vinkel svingede ud på de- aybere vand, stormede søerne på, og brudte af de svære kvadersten rejste de sig ret op i lutten og kastede deres hvide skum tværs over dæmr/ngen. badegæsterne havde ikke uden besvær bjerget sig i land, forinden søerne blev for nærgående og spærrede dem tilbagetoget, kun en enlig kvindelig skikkelse sad endnu yderst ude på spidsen af molen, tilsyneladende uanfægtet af den voksende blæst, bøjet over noget, som hun bar på skødet og løftede kun af og til hovedet og så ind mod land. Kontrolløren tog ingen notits af skikkelsen derude så lidt som af søernes Dans om molen. Sad med hånden under kind, forstemt over dette møde med datteren. Som solen med sin rand berørte havet, rejste han sig for at gå, da i det samme en ung, kraftig bygget mand kom springende ned ad skrænten og satte af sted hen over strandens rullesten mod molen. — « halløj! Fris! » Den unge mand standsede og gik hen til strandkontrolløren. — « Gerhardt, du her! » de vekslede håndtryk. — « ja, det samme må jeg nok spørge om. Hvad bliver det til? Logerer du endnu deroppe? » — « ja, ser du, Gerhardt »... Fris lo og spejdede ud efter pynten af molen. « å, vent mig efter et øjeblik, gamle ven. Det er hende derude, som... jeg... — « hvad for en « hende », du malermester? »:— « studenten, frøken Martens... Farvel sålænge. » — « nej,, holdt, holdt! Hun bliver sågu nok, hvor hun er. Jeg vil blot lade dig vide, fris, at Annie er vred på dig. Du lovede hende sidste sommer, at du ville bo hos os. » — javist, ja. Det er også rent interimistisk dette her, Gerhardt, rent interimistisk, og med det allerførste besøger jeg dig... på søndag, f. Eks., skal vi sige på søndag. Farvel, hils din hustru. Nu rejser hun sig derude. » Maleren trykkede strandkontrollørens hånd til afsked og sprang ud på molen. Gerhardt blev stående et øjeblik og fulgte med sit blik vennen, der støttende sig til rækværket med hurtige skridt gik udefter over den glatte stenryg. Han så ham standse midtvejs ved en snever porthvælving, over hvilken var rejst et lille bræddelukaf for meteorologiske observationer, han så ham med et par hurtige Spring forsvinde gennem hvælvingen, i samme øjeblik som en sø sprang løs på molen og indhyllede porten i et sydende skum. — « han også — det ville jeg sågu have forsvoret, » mumlede kontrolløren og vendte havet ryggen. Og han gik tilbage til kroen, trak Lotte ud af stalden og begav sig på hjemvejen. i kulingen voksede i styrke natten igennem, og ved daggry havde man storm. Men dagen var en strålende solskinsdag, himlen fejet ren for hver en sky, som søen for enhver sejler. Kun en enlig damper arbejdede sig tungt op mod vinden en mils vej fra kysten, bærende et par småsejl for at støtte kursen og slæbende efter sig hen over søerne den kulsorte røg som et udslagent hår. De fleste af badegæsterne havde tilbragt en søvnløs nat og var på benene om morgenen en hel time tidligere, end de plejede, nysgerrige efter at betragte den store fredsforstyrrer, hvis torden havde skræmmet dem. De ivrigste og flinkeste fodgængere var dragne gennem fiskerbyen for over den høje bakke, hvor fyrtårnet knejste, at nå gennem klitterne ved Højby til strandbredden, som på dette sted var bredere end ved Tirstrup og hvor brændingen præsenterede sig mere majestætisk, og kun en lille flok nøjedes med fra redningsbådens hus at betragte søernes stormløb på molen. men i kroens spisesal sad to efternølere, tilsyneladende ret ligegyldige for morgenens skuespil. fris, maleren, var en af de få gæster i kroen, som havde sovet godt. til trods for blæstens og havets natlige trudsler, fortrolig som han var med sligt fra tidligere somres ophold i disse egne. Uanfægtet af de andre gæsters usædvanlige morgenduelighed og støjende opbrud havde han holdt sengen, indtil alle havde forladt kroen, og der var bleven stille omkring ham, og i glad forudfølelse af at skulle nyde sin frokost uden denne morgen at generes af sine bordfællers veltalenhed var han trådt ind i spisesalen og havde hos Betty, opvartningsjomfruen, bestilt sin sædvanlige morgenmad: en stor tallerken smørrebrød, æg, øl og kaffe. Veltilfreds havde han taget plads ved bordet og begyndt at spise, da døren gik op, og en ung slank dame, højbarmet med mørkt hår og store grå øjne trådte ind og satte sig ned lige overfor ham efter at have besvaret hans glade godmorgen med en afmålt hilsen. Det var « studenten », Sara Martens. — « ingen kaffe i dag, jomfru, » henvendte hun sig til Betty. — « blot en stor kop varm mælk, hvis de er så god. » Og medens hun nippede til den dampende mælk, gjorde hun små notitser med blyant i en lille lommebog uden at give mindste agt på sin genbo. Der lå solskin over dugen imellem dem, en bred stribe af sol fra hans tallerken tværs over bordet til hendes og spillede over hendes magre, solbrændte fingre, der holdt blyanten. Fris tænkte på gårsaftenen, da han havde « bjerget » hende i land fra molen, især på det øjeblik, da han og hun havde stået foran porthvælvingen derude på Spring for at slippe igennem, så såre skumsprøjtet var slået over, han erindrede det på én gang stolte og varme blik, hun havde tilkastet ham, da han lagde armen om hendes liv og kommanderede: løb! og han ærgrede sig over den kolde hilsen, han nys havde modtaget. Hvad skulle nu det betyde? Kom det af, at hun endnu var vred over de uskyldige spottegloser, som et par kvindelige badegæster havde tilkastet hende, i det øjeblik hun ved hans arm passerede bordet, hvor de sad drikkende og passiarende? Eller var det blot et lune? Han trak støjende sin stol tættere til bordet og slog med kniven hul på det tredje æg. Hun fik så skøtte sig selv da. Imidlertid flovedes han til sidst over situationen, han skottede hemmeligt over til hende og mødte hendes smilende øjne. — « hvad ler de af, frøken? » han skænkede i sit glas. — « nå, jeg kan gætte det. Det er af min appetit? » — « ja. Det er, som man siger for et gammelt ord: uden øl og mad er helten ingen ting. Hvilke heltegerninger agter de at udføre i dag? Hør, jeg glemte vist at takke dem i går aftes? Tusind tak! » Fris strøg sig over sit røde skæg og tømte sit glas. —. « de har sovet dårligt i nat, frøken? » Spurgte han efter en lille pause, medens han kom sukker i kaffen. — « å—å, som sædvanligt, » svarede hun og lukkede notitsbogen. — « javel, altså slet? » — « elendigt. Hvorfor spørger de forresten? » — « deres hænder ryster, og deres øjne er store, som når man ikke har haft dem lukket i. » Den unge pige rynkede panden som i smerte eller ærgrelse og greb en Avis, som lå på dugen. — « når man derimod har sovet godt »... — « hør, de går da ikke og studerer mig, hr. Fris? » Hun tog sin lorgnet, der stak frem af bæltet, satte den let og sikkert på næsen og betragtede ham. — « det har jeg slet ikke tænkt på, » svarede han og så ned på sin tallerken. — « det gjorde mig blot ondt for dem. » Hun betragtede et øjeblik skarpt den bredbrystede kunstner med det svære skæg. — « tak! » svarede hun med et lille smil, der kunne betyde forskelligt. Og de sad atter tavse. Men solstrålen havde flyttet sig, den syntes at forfølge hende, den også; nu spillede den på det blodløse, fintformede øre og den magre kind, i det mørke hår, på den ranke Hals og den trodsige nakke. Og som i ubehag over således at blive belyst trak hun sin stol lidt tilbage fra bordet og fordybede sig i avisen med ryggen halvt vendt mod sin genbo. — « generer det dem, at jeg ryger, frøken student? » — « nej, det véd de jo godt. Jeg ryger jo selv. » Hm, hvad skulle han så finde på? Bedst vel om han tav stille, eller gik sin vej. Han drak resten af sin kaffe, rejste sig og stillede sig hen i solskinnet ved vinduet. Udenfor lød havets dundren over revlerne og stormens fløjten. — « de har ikke lyst til at gå ud med mig, blot en lille tur og se på vestervovvov? » spurgte han efter en lang pause og vendte sig om. Sara Martens rystede på hovedet uden at tage øjnene fra avisen. Men da maleren bukkede til afsked, lod hun avisen synke og sagde venligt: — « tak for deres opmærksomhed, men jeg er så grænseløs træt, jeg vil helst blive hjemme. » og avisen kom atter op for de nærsynede øjne. — « jaja, som de vil. » han stod et øjeblik støttende sig til stoleryggen og betragtede over bordet det lille, fine hoved, så gik han med lydløse skridt hen og trak gardinet for vinduet, fordi solskinnet på avisen skar hende i øjnene, og forlod stuen. Sara slap bladet, da døren faldt til, og blev en stund siddende ubevægelig. Da hørte hun gennem stormen, som susede om gavlen, klaverets toner fra forsamlingsværelset, og vidste, at det var ham, der spillede, « spillede sig op », som han kaldte det, før han satte sig til staffeliet. Det var hans vane på de dage, han var flittig, de få dage om ugen, han bestilte noget ordentligt. På sin side havde hun nemlig også givet sig af med at studere ham en lille smule. Hvad skulle man tage sig for de lange sommerdage? Allerbedst som han sad og malede i det store værelse i kroens nordlige gavl, kunne han komme farende ind til klaveret og jage tonerne op, ligegyldig for om der var gæster i stuen eller ej; han spillede og sang ikke for andre, ene og alene for sig selv — påstod han. Jamen, i så fald var det rigtignok et underligt træf, at den unge, kokette Fru Blom, grossererens kone, så godt som altid ved slige lejligheder sad i sofaen derinde med sine franske romaner. Men i hvert tilfælde spillede han aldrig for hende, Sara. En dag da talen imellem dem faldt på musik, havde hun nemlig frakendt sig al musikalsk opfattelsesevne. Hvorfor havde hun egentlig gjort det? Det var jo slet ikke sandt. Hvorfor? Denne morgenstund spillede han ganske vist ikke for Fru Blom, thi Fruen var, det vidste Sara, iblandt dem, som lod sig gennemblæse nede ved havet. Nå, hvad angik det forresten hende, om de to flirtede sammen? Sara rejste sig op og kastede cigaretten, som hun havde tændt, fra sig på ovnpladen. Om hun alligevel gik sig en tur at se på havet bare for at lade ham mærke, at hans selskab på ingen måde var bleven hende en nødvendighed, bare af den grund og ikke for havets skyld, som hun i ro og mag kunne betragte oppe fra sit kvistværelse, så meget hun lystede? Hun gik lidt op og ned i den tomme spisesal og standsede omsider foran vinduet mod øst, hvor solen brændte bag gardinet. Så fint og opmærksomt imod hende, at han havde trukket det gardin for! At han virkelig af sig selv havde gættet, hvor meget hendes trætte øjne led under det skarpe lys på papiret! Så var det måske ikke blot tomme ord, at det gjorde ham ondt for hende? Nej, hun ville ikke drille ham ved at spadsere ud alene denne morgen, hun ville tværtimod... For det kunne interessere hende at vide, om det ville være faldet ham ind at vise slig venlig omtanke for nogen af de andre damer her t. Eks. for? å, nonsens! Hun ville ikke udmærkes, ville ikke. Hun gik dog virkelig ikke her i denne lediggang for at fiske efter mænds galanterier, gik og glemte, hvem og hvad hun var, og hvorfor hun var kommen her.. Mod slig mistanke burde vel hendes stilling i verden og hendes hele åndsudvikling beskytte hende! Men se om den gjorde! Havde hun ikke erfaret det modsatte i går aftes, havde hun ikke hørt disse damers spydigheder, da han havde hentet hende til land ude fra molen, og forstået, at de troede om hende, at hun lod sig kurtisere af maleren, hun Sara Martens? Og med et nervøst tag greb hun gardinsnoren og trak til og slap solen ind i stuen. Ikke den nysgerrige, næsvise sol fra før i en stribe på skrå, kiggende ind på ham og på hende. Midt på det høje vindue flammede den, faldt over hendes hoved og skuldre som et væld af lys og varme, og hun bøjede hovedet mod vinduesposten og drog vejret dybt med lukkede øjne. Et øjeblik senere stod hun ved døren til gæsternes fællesværelse og lyttede efter, hvad han sang derinde. O sonnenschein, o sonnenschein! Wie scheinst du mir ins Herz hinein wie lockst du gar in’s frisches Grun die allerschønsten mædchen hin die allerschønsten mædchen! Kommen op på sit kvistværelse, kastede Sara sig på sofaen og prøvede på at sove. Hver formiddag, når hun havde været i bad, plejede hun at sove en time eller to, men i dag ville søvnen ikke komme, og dog var hun lige så træt i dag som ellers, trods at hun ikke havde været uden for en dør.. Gardinerne bølgede frem og tilbage, således pressede stormen på ruderne, men af og til når den sagtnede lidt, kunne hun høre musikken nedenunder gennem elementernes støj, og det var, som den kaldte på hende..... « dann lockts du gar in’s frisches Grun die allerschønsten mædchen hin die allerschønsten mædchen! Hun kastede tæppet bort og rejste sig op. Hvormed skulle hun dog forslå den lange formiddag, nu hun hverken kunne spadsere eller bade? Dersom han nu kom og gentog sin indbydelse? — men det gjorde han naturligvis ikke. Å, hvor' dumt, at hun havde sagt nej. Han var blandt alle badegæsterne den eneste, hun brød sig om at gå tur med; sunde, frejdige humør smittede alle dem, der kom i berøring med ham. Han ville kunne blive hende en udmærket selskabsbroder, når hun fik ham vænnet af med denne gøren kur, som — og det tjente ham selvfølgelig til nogen undskyldning — syntes at være badelivets vigtigste adspredelse og nødvendigt supplement til den daglige terapi.. Hvad skulle hun tage sig for? — læse? Ja, der lå romaner nok i fællesværelsef nedenunder, men hun brød sig grumme lidt om romaner, havde i de senere år ingen tid haft til skønlitteratur, hendes fantasi var i lange tider ikke bleven sat i bevægelse, hun kunne ikke afvinde disse opdigtede personer og begivenheder nogen interesse, og de spørgsmål, disse bøger behandlede, kom hende ikke ved. Hun så sig om på bordet, greb et tidsskrift og bladede lidt deri, men lagde det atter bort, rejste sig så, fremtog af kufferten et par beskrevne ark papir og slog sig atter ned ved bordet. — « min jurnal, » mumlede hun og vendte bladene — « min sygehistorie, min egen pattologi. En traurig begyndelse, som venter på en glædelig afslutning; men det har nok gode veje. » Og hun gennemlæste det, som hun havde skrevet: Sara ivlartens til dr. med. Abrahams. Vesterhavet, d. 26. Juni 188— kære doktor! Nedenstående sygejurnal over frøken Sara Martens, ført af hende selv, har jeg herved den fornøjelse at sende dem. Sara Martens, stud. med. 2 5 år, indkom til behandling her ved badestedet d. 24. Juni. Patienten har i sin barndom og opvækst nydt et upåklageligt helbred og så vidt hende bekendt fra sine afdøde forældre ikke taget i arv nogen nervøs disposition. Men i løbet af det sidste år har hun under forsøg på at bevise, at en jevnt begavet kvinde formår at magte den medicinske embedseksamen i løbet af samme tidsrum som de mandlige studerende, pådraget sig sådanne fysiske og psychiske forstyrrelser af almenbefindendet, at det efter hendes huslæges og trofaste rådgivers skøn' er bleven nødvendigt for hende at afbryde sine studier og søge rekreation ved et badested på vestkysten. Hun er af ydre slank, noget mager, men med en vel udviklet figur; der findes ingen objektive tegn på lidelser af hjerte, lunger eller noget andet organ, men ansigtsfarven er bleg, udtrykket skarpt, lidende, veksler hyppigt, når hun ikke iagttages, og tyder på et nervøst temperament. Appetiten dårlig, søvnen endnu dårligere. Pulsen uregelmæssig, temperaturen normal. Hun gør indtryk af at være en tapper lille person, der ikke stikker op for en støvregn ( lokalt jyskt udtryk ), med en let bevægelig ånd, uden spor af koketteri. Tilsyneladende har hun kæmpet hårdt for at nå frem til det mål, som hun har sat sig, men da hun ikke støtter sig til særlig fremtrædende evner, og ved siden af sit studium har været

1899_IbsenA_JacobLinde

Aage

Aage

Ibsen

Jacob Linde

male

male

dk

Ibsen

Jacob Linde

Ibsen

Jacob Linde

En Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

O

ikke nok med at den lille bys dampskibsforbindelse med omverdenen var opgivet som et ganske urentabelt foretagende, men det var efterhånden kommen dertil, at endog sejlskibene — de større i al fald — havde glemt, hvor indløbet var til den smukke fjord. En skonnert eller jagt var alt, hvad der nu om stunder styrede forbi « skansen » ind i det smalle sejlløb med bud fra det store hav. alligevel holdt byen fast på at kaldes for søkøbstad. Og salt — skønt ikke meget — var jo også det vand, der vuggede de mange joller og sejlbåde langs det forfaldne havnebolværk, og som skvulpede ind og ud gennem badehusene øst i fjorden under det bakkede land, eller som dovnede inde i småvigene mellem herresædet Hessels gamle skove imod vest. men den, som lå i sin båd herinde under træernes Sus uden at kunne få øje på fjordens smalle udløb mod syd mellem de tvende pynter, ham syntes fjorden som en indsø hellere end en vig af havet. Og snurrigt nok — som af frygt for, at den lille købstads humør skulle tage skade af det åbne havs store syner hinsides disse pynter, havde i sin tid besidderne af Hessel gods beplantet den ene pynt med skov, medens på deres side byens borgere havde dynget op på den anden, hvad der i tidernes løb blev muddret op af det smalle sejlløb for skibsfartens skyld, så pynten højnede sig som en skanse, og løbet til sidst blev et kighul blot, det eneste ud til det store element. så gled da for byens bevidsthed havets naboskab længere og længere ud i det fjerne, og man indrettede sig idyllisk om det salte vand som om en indsø, plantede træer rundt bugten, anlagte gangstier og smykkede haverne mod vandet med blomstrende hegn og pyntelige stakitter. Der var få borgere med have ud til bugten, som ikke fik sig båd i søen med klangfuldt navn malet uden bords, og når på søndag eftermiddage i den milde årstid vejret var smukt, kom der ud fra disse haver herrer med shagpiber i munden fulgte af kvinder med hatte som matrosers, der sad langt i nakken, og der blev en varpen ud og stagen fra og sætten sejl på « svalen », « stormfuglen », « pilen », en råben op og kommanderen i sømandsudtryk til udmærket moro for en og anden skipper, der som tilskuer stod på dækket af sin skude og holdt hellig og tyggede skråtobak. anderledes på umilde årstider, når vindan ruskede i de bladløse træer langs spadserestien Jacob Linde 5 omkring havnen, og når tåge og tykning slettede ud pynter og skove, så fjorden imod syd syntes uden grænse, åben som en havbugt. Da faldt det ingen ind at lege sømand i lystbåde, og ingen havde længsler ad den kant ud mod havets ensomhed ingen uden to mænd i den lille by: Jacob Linde, organist ved byens ældgamle kirke, og løjtnant Alexander hus af handelsfirmaet konsul hus & co. Og så’ man derfor fra bryggen i kuling eller tungt vejr et sejl tone frem mod den grå luft, derude hvor skansen skulle ligge, vidste enhver, det var enten organistens « havfrue » eller løjtnantens « svane ». i udstyr og sejlføring var der ringe forskel på de to både, og et par støtte fyre ved rorpind og skøde var både organisten og løjtnanten, når vinden strøg over fjorden med lumske kast fra hesselgårdens skove. flittigst gik løjtnanten ud med sin svane. Men havde Jacob Linde en dag lidt samlet fritid for sit slid som musiklærer ved byens realskole og hos byens familier, kunne man møde den undersætsige, mørkhårede mand klædt i sydvest og pjækkert ile forbi kirkens røde mure ned mod havnen til sin båd. det lysnede da op i hans mørke øjne, når han sad med rorpinden i hånd og hørte vandet koge under den læ lønning, og der for glimt af indre fryd over hans glatbarberede, tavse ansigt, medens han stirrede ud mod fjordens munding og 6 Åge Ibsen bildte sig ind, at nu gik det på langfart løs, nu strøg havfruen ret ud til søs. men den nåde aldrig længere, end til hvor havet begyndte. Til det smalle sejlløb en lille mil fra byen, hvor han så stundom fortøjede båden og steg i land. I usigtbar vejr fandt han behag i at ligge oppe på skansen med havet under sig, medens bag ham byen var forsvunden i tågen, og fjorden lignede en bred flod, der kom med budskab fra fjerne, fremmede egne langt, langt borte. men bedst syntes han om skoven på den modsatte pynt især efterårsdage med skarpt klart vejr, af at sidde på en vindfælde mellem de yderste træer ved brinken og høre det knage og stønne i de afkvistede stammer under pålandsblæstens tag, alt mens han stillede sin hunger, med hvad han før udfarten skyndsomt havde knebet fra spisekammeret hjemme, en humpel tørt brød med lidt flæsk og kød. Slig fattigmandskost tilbørlig fugtet med brændevin smagte ham herude ved havet, gav sådan eget brutalt velvære som en friluftsmand kan lide det og passende til omgivelsernes barskhed og derhos et humør, der var vidt forskelligt fra det sædvanlige i hjemmet. Herude under den susende skov ved det rullende hav havde han frihedsdrømme, der gjorde hovedet svimmelt. Dog som han lå allerbedst strækkende sin korte, stærke krop i det visne græs og fulgte skyernes flugt højt til vejrs Jacob Linde 7 over træernes toppe, så — de fordømte spilletimer! tanken om at han måske kom for sent til en sådan time, at nu trak de ham af, ham den fattige spillelærer, en halv krone her, en hel der for pligtforsømmelse, arbejdede sig med sligt eftertryk frem mellem hans drømmesyner, at han som en forfulgt råbuk satte af sted gennem skovbundens raslende blade ned til sin havfrue. folk havde lidt deres morskab af sømanden Jacob Linde. Først dette antræk med pjækkert og sydvest, hvordan så vejret var, og bådens navn havfruen. En havfrue der spares for at komme til havs. Ja, om han havde været en søndagsskipper, som der var så mange af, og ikke havde forstået at sejle en båd. Men så vist var han en forfaren mand til søs den organist med det glatte ansigt og den præstelige alvor, så vist lå der æventyrlyst og mod i de øjne, når han med rorpinden i hånden spejdede frem under sejlet, og man forstod derfor ikke hans forsigtighed, gættede på forpligtende løfter til dem derhjemme, vistnok til moderen, den gamle enkefrue, der mentes at have stor indflydelse over sin søn. nej, da var endelig løjtnanten en anderledes Karl, så ufortrøden til at krydse under kysterne, især når fugletrækket begyndte, helt på trods af faderen « gamle konsulen », som gik i evig 8 Åge Ibsen angst og uro, så længe hans Alexander æventyrede på havet. han gik som organisten gerne ud alene. Ikke som sin medbejler i sejlsporten af hang til ensomheden og dens drømme, men fordi ingen havde mod til at være hans gæst om bord i svanen, ingen af de unge herrer fra « svalen », « stormfuglen » Eller « pilen », og ingen af byens unge skønheder, så gerne de ellers søgte omgang med den unge rigmand. byens kavallerer havde al fornøden respekt for løjtnantens måde at presse båden på, og skønhederne — de havde ikke glemt skandalen med jægermesterens søster på Hessel, den unge og smukke Hedevig, hvorledes løjtnanten havde sejlet hende fjorden ud, ud til havs, og som rygtet gik trods hendes bønner og forestillinger holdt hende fangen i båden hele dagen. Jacob Linde kunne ikke tåle, at nogen i hans påhør roste svanens dristige togter, og traf det sig, at han mødte Alexander hus på fjorden og så’ svanens hvide sejl gå pynten rundt ud til søs, knyttedes hans hånd fastere om rorpinden, og han fik så sær en hast med at sejle båden hjem og holdt sig uger igennem på landjorden. det var en mand, som ingen kunne blive klog på,denne Jacob Linde,hverken som sportsmand eller som menneske overhovedet, så mente de fleste af byens folk og blandt dem konsulens søn. Jacob Linde 9 den rige købmand havde mangen gang plaget ham for at sælge sig havfruen, der var et bedre sejlfartøj end svanen, ja så uforståelig heldig bygget for sejllads uden fjords trods sin ringe størrelse, at det selv for store penge ville have sin vanskelighed at få dens mage fra noget værft i nærheden. men organisten havde ikke villet skille sig ved båden. Han turde ikke give havfruen i løjtnantens hænder, havde han til sidst sagt træt af det evindelige plageri, men løjtnanten måtte ikke friste ham om grunden. Det var ikke af pietet alene mod den, som havde bygget båden, som havde været hans ven, og som nu var død. Der var andre grunde. Men dem beholdt han hos sig selv. så traf det sig imidlertid, at de to mænd mødtes på byens hotel en aften i september, som strandjagten var begyndt. Jacob Linde sad hed i hovedet af et stort glas punsch ved et lille bord for sig i en krog af gæstestuen, da løjtnanten trådte ind. Mødet med denne hans plageånd var ham ubehageligt og han rejste sig for at gå. — « net borgerlig tid at søge hjem i, hr. Linde, » sagde den unge købmand og kastede sin uldne rejsehue fra sig mellem aviserne. — « småborgerlig, hr. Løjtnant. Storborgerne har deres egen tidsregning naturligvis. » Jacob Linde lagde et pengestykke på disken. — « såmænd, ligervis som matroser under landlov, når de lugter punsch fra en knejpe eller prajes af et skørt i en forstue, » henkastede løjtnanten med uforstyrreligt godt humør. — « her ser de en Matros, der kommer fra det store, salte vand » — han pegede på sin grove, uldne jakke — « og som vil have noget sødt, varmt og stærkt i livet, som vil drikke, til hans øjne vorder tunge, dersom da vor lille skønjomfru vil servere så Jacob Linde i i længe » — vendte han sig høflig hilsende mod den unge pige ved bufeten — « de gør dem ellers intet begreb om de masser af knortegæs, som trækker derude. Men fanden stå i dem, det er ikke muligt at komme dem på skudvidde. Nu vil jeg drikke min ærgrelse væk. Vil de gøre mig besked, hr. Linde? » — « i hvad? » spurgte denne. — « ja, hvad véd jeg. Rødvin og cognac og varmt vand, om de synes. Allerbedste cognac. » Jacob Linde gik til disken og bestilte drikkevarerne. — « hr. Løjtnanten får i aften være min gæst. Jeg sad her, før de kom, så det kan ikke blive anderledes. » — « fandens så formelt de afvejer situationen, hr. Linde. Men lad gå. Jeg siger tak og kom an. » han lo og præsenterede Jacob sit cigarfutteral. Jacob takkede. Han røg ikke. man drak, og tiden led, og så — næppe havde de øvrige gæster forladt stuen, før det gamle mellemværende bådsalget dukkede op. håndfast som det var hans sædvane i forretninger, tog Alexander hus fat på sagen i den formening, at lejligheden aldrig kunne være bedre valgt, ør som hans modstander var i hovedet og godt udluftet for sin sædvanlige ordknappe tilbage- holdenhed. i 2 Åge Ibsen — « slå mig nu den båd til, Linde, eller ud med sproget, hvorfor de ikke vil, mystifaks, som de er. » — « hr. Løjtnant! » Jacob Linde vred sig på stolen. — « Pokker i vold med løjtnanten! At man også skal slæbe livet igennem på sådan stads. Jeg er købmand og hedder hus, Alexander hus. Nå ud med hemmelighederne! » sagde han bydende. Jacob Linde faldt til ro ved denne kraftige tiltale, og medens hans smukke, mørke øjne stirrede gennem stuens tobakståge, begyndte han med så lav stemme, at Lise henne ved bufeten ikke kunne høre det, at fortælle om en spådom, som hvilede over hans havfrue. Thi det kunne man nok kalde det. Han ville ikke røbe, hvorledes den var bragt ham, men... det var da sådan, at til søs... ud på det åbne hav var det ikke tilrådeligt at sejle den, i hvert fald når det kulede. Måske dersom den gik over i anden mands eje... det kunne være, det vidste han ikke, men løjtnanten ville vel ikke bestride muligheden af, at der over døde ting kunne — som tilfældet var med mennesker — ruge en... Slags skæbne, og så — sluttede han, og hans blik havde en egen visionær glans — burde mennesket agte derpå, burde gå af vejen for, hvad han ganske vist ikke forstod, men som havde magt, Jacob Linde og som måske ville ham noget godt, ville advare ham... — « den usynlige verden, » løftede han stemmen — men tav og førte sit glas til munden, skønt det var tomt. Alexander hus havde hørt til med et ubestemmeligt smil i sit magre ansigt. Var den gode organist fuld simpelthen eller stak han i overtro? Han vidste ikke, hvad han skulle tro. Hans stemme kunne nok tale for det første, men de glansfulde øjne og udtrykket om hans mund tydede ikke på omtågethed. — « hør, Linde, » lo han og slog organisten på skulderen — « de er pinedød en søulk af den rigtige sort, netop så tilpas overtroisk, som det anstår håndteringen. Eller er det i egenskab af kirkebetjent måske? Hør, hvad jeg ville sige » — han kastede sit blik til Lise bag disken, som sov sødelig over sit sytøj — « tror de ikke, at der over min sølle svane også kunne ruge sådan lidt... djævelsk kogleri, hvad behager? » — « djævelsk! » gentog organisten hidsigt — « hvorfor skulle djævelen have med det at gøre? » — « nå, ja, hvem véd? Men på min løjtnants ære om jeg dyede mig for at probere, hvordan det hang sammen, det fik koste, hvad det ville. Men min svane fejler sågu’ ingen ting desværre, tager blot vel meget vand inden bords i kuling. Jeg kunne have lyst til at gøre dem et forslag, Linde » løjtnanten skænkede i glassene. — « om >4 Åge Ibsen vi to ungkarle — for mere end forlovet er de da ikke foreløbig — om vi risikerede vort dyrebare liv og satte havfruen på en prøve, om vi en dag gik om bord i deres « frue », en dag, når det kulede op, og søerne brækkede over revlerne, og så gav hende en solid renvask, hvad mener de herom? » da Jacob Linde tav, vedblev han: — « hvad siger de om et par salte næsesøer, Linde, på et par Tønder vand hver? Hvad mener de om en sådan pøs vievand? Véd de hvad, det skulle undre mig, om de ikke kurerte havfruen for ti spådomme. Nej, nu har jeg minsæl da aldrig set mage? Hvad fejler de? » han sprang op og tog stilling foran organisten med hænderne i siden. — « hvordan er det, de ser ud? » Jacob strøg sig over ansigtet. — « ser ud? Jeg véd ikke. » — « nå, alt i alt er de virkelig en interessant mand, » løjtnanten fikserede organisten skarpt med sine stærke, blå øjne — « rent ud ubetalelig interessant i et hul som byen her. Skål, Linde! Herefter må vi to tale lidt oftere med hinanden, hvis de synes. » Jacob tømte sit glas og rejste sig og gik til vinduet. Der stod han lidt og holdt sig i gardinet og så’ ud på den stille, månebelyste gade. Men pludselig vendte han sig om og greb sin hat. Jacob Linde 15 — « jeg har da aldrig gjort dem vred, signor Linde? » standsede løjtnanten ham. Jacob rystede på hovedet. — « skal vi gå, » Sagde han — « her er en røg, så man ikke kan få vejret. » han vækkede Lise og betalte drikkevarerne. de forlod hotellet og gik side om side hen ad den øde gade, indtil de nåde en gammel, herskabelig gård over for byens torv. Der standsede de. — « så kommer jeg en dag og henter dem, eller bedst kanske, om de selv bestemte dagen. » organisten så’ op i Alexander huus’ glatragede, skarptskårne ansigt, der lyste blankt og hvidt i månelyset, og han syntes at se deri et spottende smil og vidste ikke, hvad han skulle svare. — « en dag, Linde, når det frisker op fra vest-nordvest helst. Bidevind hjemad altså. Hvad mener de? » løjtnanten sugede liden op i cigarstumpen og kastede den fra sig, så gnisterne sprang fra brostenene. — « nå, de kan jo sove på det. Godnat og tak for behagelig aften. » han lagde sin smalle hånd i Jacobs brede næve og satte nøglen i gadedøren. — « det er sandt, Linde, mens jeg husker det. » han vendte tilbage til Jacob — « de søger jo det rønnowske legat. Hvor stort er det? » i6 Åge Ibsen Jacob nævnte summen 700 kroner — « hvorfor spørger de? » — « jo—o, for i fald de ikke skulle få det... » — « hvorfor skulle jeg ikke det? Véd de noget? » kom det ivrigt fra Jacob. — « hm, ja og nej. Jeg har jo ikke sæde i byens vise råd, og fader heller ikke, men jeg vil advare dem mod at være for sikker. Vor lille, elskede by har sine luskepetere. Jeg byder dem 700 for havfruen. » — « løjtnant hus! » Jacob trådte et skridt tilbage. — « nå, godt! Så behold den. Godnat, Linde! » organisten tog vejen tværs over det store, stille torv. I skyggen fra de fire cypresser, der voksede foran rådhuset, standsede han og så’ tilbage på konsul huus’, købstadmatadorens stilfulde, fornemme gård. Den lå i skygge, og alle vinduerne var mørke på ét nær, hvor bag det oplyste gardin Jacob et øjeblik kunne skimte de dunkle omrids af en person. •— « den laps! » mumlede han — « men alligevel en mand, mand hver tomme. Hæ, renvask! Renvask og vievand havde han kaldt det. Hm, der kunne være noget i det. Måske til tider han kunne trænge dertil, han mystifaksen. Somme tider, ja. Nå, han skulle få sin sejltur. Sove Jacob Linde i? På det! Hvorfor skulle han sove på det? Var han utilregnelig måske af den... den smule cognac og vin? Nej, klar var han, men ude af stand til at sove for det første. Og så det måneskin... han knappede frakken op og tog plads på en afvisersten midt i måneglansen med sin hat i hånden, og han så’ omkring på de mange små, uregelmæssige huse, der indrammede det store torv. Som de lå der med lukkede døre og somme med skodder for vinduerne havde de et ejendommeligt formummet udseende og var så gammeldags. Sådan kunne han lide torvet, i sådant måneskin. En fortidens by, ja eller en uddød by. Ikke en mo’rs sjæl at se, og så stille var natten, at han kunne høre vægterens skridt langt borte i hovedgaden og lyden af hans jernbeslåede stok mod brostenene. Hm, genlyd af en for længst afdød vægters skridt i den uddøde by... Hvad nu sådan en vægter monstro havde for tanker, mens han gik runde den lange, stille nat igennem. Godt for ham — Jacob Linde — han ikke var vægter i tavse måneskinsnætter som denne, ikke for de timers skyld om natten, men for dagens skyld, der fulgte efter. Det gav et sæt i ham. Et Sus for gennem cypresserne, en raslen i de stive blade, et åndepust. I det samme faldt kirkeuret i slag. Jacob Linde sprang op. Hvem der nu havde en trompet i hånden og trut — trut — trut kunne purre op al denne Åge Ibsen: Jacob Linde. 2 18 Åge Ibsen stilhed! Kan hænde sig, den tykke vægter fik benene med sig. Haha! Men det ville være synd, ikke mod vægteren, men mod nattens andagt, en gudsbespottelse. stil ist die nacht, es ruhen die gassen in diesem Hause.... Jacob tav bange for sin egen stemme, der skurrede fælt i stilheden. Da så’ han midt på gaden, der løb langs torvet, en svær, mørk skikkelse, og han løftede stemmen: da steht auch ein Mensch • und starrt in die høhe du doppelgænger, du bleicher geselle! nej, bedst at gå sin vej, før vægteren blev nysgerrig og kom nærmere. For en organist ved byens kirke gik det ikke an at blive anholdt som fredsforstyrrer. Jacob Linde, en fredsforstyrrer! Hå, nå! Var der en fredeligere borger i byen end han? En muldvarp var han. Men det var den fordømte cognacs skyld. Med lidt usikre skridt fortsatte han sin vej hen mod indgangen til det smalle stræde, hvor hans hjem lå. Jacob Constantin Linde boede ganske nær kirken i et snurrigt gammelt hus. der stod altid, men især på varme dage, en egen muggen lugt fra de tykke kirkemure op gennem det lange stræde, som mundede ud i et hjørne af byens torv, og på alle ugens dage — søndagen fraregnet — var her stille som i en klostergang. Somme tider bar vinden en Duft af buksbom og lavendler fra den gamle kirkegård, hvor ingen mere blev begravet, ind mellem de lave husrækker, og sendte gennem åbenstående vinduer til flittige mennesker i lave Stuer en hilsen fra henfarne slægter, hvis navne og historie byen havde glemt. da for år tilbage Linde tiltrådte embedet som organist ved byens kirke og lærer i musik og sang ved byens realskole, havde han lejet det gamle hus, fordi det lå kirken nær. Men da en ældre, kvindelig slægtning søgte tilhold hos ham, havde han på sin moders opfordring købt huset, såsom han med denne forøgede forsørgelsespligt mistvivlede om nogensinde at slippe fra byen. 2* 20 Åge Ibsen et forunderligt gammelt skrummel af et hus var det. mangen nat, når Jacob kom sent hjem, og det stille månelys faldt over strædet, kunne han blive stående længe i skyggen fra genboens hus og stirre på denne levning fra svunden tid, som nu var hans, på den høje stentrappe med de afslidte trin, på de mange skæve vinduer, på kvisten med dens to små stokværk og på jernpladen i muren over den tunge egetræsdør, den underlige plade med de to hænder, der greb om hinanden. Og så gik det så let for ham at bilde sig ind, at han selv var slig en levning fra gamle dage, en ærværdig sakristan t. Eks. med paryk og langskødet frakke, og at når den tunge dør over stentrappen åbnede sig for et slag af dørhammeren, hans ægteviv ville træde ham i møde med lys i hånd og nøgleknippe ved bæltet, skille ham af med hat og sølvknappet stok og byde ham, husherren, gudsfred og godaften. ja, dersom det overhovedet havde noget på sig med troen på en forudtilværelse — og over dette spørgsmål som over andre dunkle ting yndede Jacob Linde at bryde sit hoved — og dersom sjælen var i stand til at fremkalde en erindring om en sådan tilværelse, da var han på det rene med, at hans forudtilværelse på en eller anden måde havde haft at gøre med en kirkelig bestilling, med en eller anden syslen bag tykke, gamle mure, at han en gang havde færdedes på Jacob Linde 2 i steder, som den travle menneskehed ellers holder sig borte fra — krypter f. Eks. og løngange og klosterceller, hvor sælsomme tanker vækkes fra billeder og indskrifter, og hvor sjælen gør sig fortrolig med tilstedeværelsen af henfarne ånder. ganske interessant var det at føle sig knyttet til to så forskellige tidsaldre, at være på én gang en moderne mand, ja lidt af en sportsmand, og en levning fra svunden tid, som gik igen. det var dog først efter ansættelsen som organist i den lille by og efter at være flyttet ind i det gamle hus, at han var begyndt at sysle med disse tanker, ihærdig tilskyndet dertil af moderen, som fra barnsben havde vendt hans tanker mod gudsfrygt og vænnet ham til nu at betragte sig som en kirkens tjener lige så godt som præsten og degnen. Og takket være hende havde han lidt efter lidt fået interesse og kærlighed til sin stilling, og det gamle hus, som straks havde frastødt ham, var til sidst bleven ham kært. men ofte når han kom sent hjem om aftenen, kunne han stå og se sig bange på den gamle, hemmelighedsfulde bygning, og ønske at han boede på et livligere strøg, at han ikke havde føjet sin gamle moder, da hun drev på, at han skulle købe det, ja at han aldrig var kommen til denne ravnekrog af en by, og det var da med en vis uhygge, blandet med et kildrende behag, at han lukkede sig gennem den tunge egetræsdør ind i den flisebelagte forstue. 22 Åge Ibsen ingen i købstaden vidste, hvem bygmesteren havde været, endnu mindre altså hvad der var ment med de to jernhænder over døren. Men den gang Jacob Linde gjorde sit tiltrædelsesgilde som husejer, havde byens gamle Provst, som nu var død, sagt i sin bordtale om disse to hænders greb i hinanden, at de var et symbolum rimeligvis på den gamle tids troskab og samdrægtighed, den han ville nedbede over den gamle bygnings ny beboere. Et sligt memento var godt at have over tærskelen til sit hjem i tider som de nuværende. medens på de søgnedage strædet lå som uddødt, og beboernes liv tog sig ud som en forberedelse blot til et bedre hinsides, var her ret livligt visse timer søn- og helligdage. Thi såsom de fleste kirkegængere måtte gennem dette trange stræde for at vinde frem til udrensning af, hvad de i deres beskedne købstadstilværelse havde pådraget sig af sjælesot i den sidst forløbne uge, var her før og efter gudstjenesten et sådant forbitræk af kørende og gående, at det for strædets indbyggere tog sig ud noget nær som en folkevandring, og som lokkede frem alle slags ansigter, der til hverdags aldrig lod sig se — frem bag rudernes blomsterflor til samvittighedsfuldt studium og bedømmelse af deres bysbørn fra stadens livligere kvarteret. blandt disse ansigter var der et ungt, blomstrende et, måske tyve somre gammelt, med lyse Jacob Linde 2? Hår og to gode, retfærdige øjne. Det stod gerne parat bag ruden i organistens dagligstue, så snart de første kirkegængere kom til syne oppe fra torvet for i højtidelig gangart at styre ned ad den forfærdelige stenbro. hun tog så omhyggeligt sigte, unge Asta sten på al den anstrengte søndagsalvor, der drog forbi derude, om den var til at stole på, og når tante Susanne, Jacob Lindes gamle, fattige halvkusine var vel ude af huset på vej til kirke, begyndte hun med sine små rapporter til gamle « farmor » henne i sofakrogen, hvis mere end halvblinde øjne for længst havde sagt yderverdenen farvel. og « farmor », som Asta havde kaldt den gamle frue fra den dag, hun kom der i huset, sad med sit uransagelige ansigt i den hvide kappe bøjet over strikketøjet og lyttede til, og gav snart mutte svar, snart små bifaldende nik til strikkepindene, alt som hun syntes, rapporterne fortjente det. det var en sådan søndag formiddag, dagen efter Jacobs møde med løjtnant Alexander, at Asta og enkefru Linde som sædvanlig var ene to i stuen. — « gæt, farmor, hvem der kommer, » vågnede Asta op på sin stol ved vinduet efter en længere pause i rapporterne. — « farmors egen private ven v. True, op-pe-bør-sels-kon-trollør v. True, som skrider forbi. i-i-der forbi. Å, du søde gud, farmor! » pigebarnet knækkede leende over mellem urtepotterne efter et blik ud mod v. Trues stramme uniformsryg. — « nå, nå, morlil! », kom det advarende fra sofaen. — a, sådan går da ingen til kirke uden v. True, » ivrede Asta. — « knejsende, med øjenbrynene trukne op^ og med 5 fingre herind » — hun lagde hånden på venstre bryst — « ind under ridderkorset, du. Ridder v. True beærer Vorherre med en visit. » morlillen stillede sig ud på gulvet i told- Jacob Linde 25 kontrollørens lignelse. — « skade du ikke kan se mig, farmor. » den gamle kones ansigt forblev ubevægeligt. — « ja, jeg kan nu ikke mere med v. True. » Asta vendte tilbage til sin vinduesplads. — « nej, for vi har nu opdaget ham, farmor, skal du vide ». den gamle kone drejede spørgende hovedet. — « hvorfor han ikke vil gå med til at indstille Jacob til legatet. Nu véd vi, hvordan det hænger sammen. » der gik en skælven gennem strikkepindene. — « j0-0, man har ørene med sig. Tante Susanne har for nogle dage siden ».... — « å-å, hun! » virrede den gamle frue med hovedet. — « ja-a, det kan nu gerne være, farmor, » Asta slog med nakken. — « Susanne er ikke ueffen. Og for denne gangs skyld er hun nu ikke gået forkert i byen. Næ-æ, det er Beate true og ingen anden.... fordi Jacob måtte kassere hende som primosopran i kvartetten, den alderstegne skønhed. Det er Beate, som har foresnakket faderen det vrøvl, at Jacob ikke kan undværes i kirken. Som om lærer Petersen ikke så mange gange har vikarieret for Jacob og skilt sig meget pænt ved det. Det er smålig hævn — ikke andet. Og det er synd mod Jacobs talent. » enkefru Linde svarede ikke, og lidt efter tog Asta plads i sofaen ved hendes side. Hun sad 26 Åge Ibsen en stund og holdt øje med de gamle hænder, så flittigt de arbejdede. Så sagde hun alvorligt: — « i forgårs om eftermiddagen stod jeg ved havestakittet, farmor, da han kom hjem fra fjorden, og Thomas hjulhør, tømmermanden véd du nok, han skændte på ham, fordi han ikke havde rebet sejlene. Når Jacob sejler sådan, er han i slet humør. » fremdeles intet svar. Bare stum, flittig strikken. — « men så bør vi hjælpe ham, » hævede Asta stemmen, stødt over den gamles tavshed. — « det bør vi alle sammen. Vi bør tale hans sag alle sammen. » her fulgte et klask i bordet. — « hm, jamen hvis min søn nu fik det legat, så skulle han jo rejse, rejse langt bort, og blive længe borte, » fulgte svaret noget efter. — « og kunne nu du, morlil, afse din kæreste i mange måneder? » — « farmor, når det gælder Jacobs talent, hans karriere. » hun lagde sin buttede højrehånd på farmors garnnøgle, så strikkeriet måtte ophøre. — « jo, det måtte vi vist alle sammen kunne. Hvis bare Jacob ikke var så stolt. Men han kan ikke gøre sig smal gennem fremmedes døre, siger han, kan ikke plædere sin sag selv. Så må altså vi andre. Tante Susanne f. Eks., hun kan nu så brillant tale med folk »... « ja, det véd Vorherre, » stadfæstede farmor, og trak til sig garnnøglet. Jacob Linde 27 — « nå, ja, og du — du kunne også... Når kontrolløren den første kommer med din pension, farmor, så... véd du hvad, dersom jeg var i dit sted ».... — « å, se her, Asta! » enkefru Linde holdt strikketøjet frem. — « dér har jeg da vistnok tabt et par masker.... Nå, ikke? Tak, tak! Ak, ja de øjne! Og så skinner dog i dag Vorherres sol. Men som du har fyret herinde i dag, barn! Luk vinduet lidt på klem! » den gamle kone trak sig dybere ind i sofahjørnet, ind i sin egen tankeverden, og Asta forstod, at hun ikke ville forstyrres. Der blev stille i stuen. Kun nogle fluer, som eftersommerens sol havde hedet op til et stakket liv mellem folderne af de falmede Gardiner, drog summende på flugt fra rude til rude, og kanarifuglen, som med pip og fløjt havde sekunderet samtalen, tog motion i buret, der hang på vinduespillen under det lave bjælkeloft. — « du glemte vinduet, » bemærkede enkefru Linde skarpt. Asta rejste sig og gjorde som befalet. septembersolen skiunede med en varme, så dampen stod fra den græsbevoksede stenbro i skyggen under genboens hus. Asta støttede panden til vinduesposten og gabede. Hvad skulle hun tage sig for, til kirketjenesten var forbi, og hendes Jacob kom hjem? Men gud måtte vide, om det så blev morsommere. Jacob var ofte efter 28 Åge Ibsen tjenesten i den sidste tid så fåmælt og uselskabelig, ja pirrelig, så hele hendes søndagsglæde gik op i røg. Og sådan som hun de mange hverdage, når hun sled i det med sine små elever, glædede sig til søndagen. Humør var der egentlig ingen i huset, som havde uden tante Susanne. De andre — Asta kastede et undersøgende blik over skulderen til strikkepindene, og da hun så’, hvor roligt de arbejdede, trak hun vejret lettere. Farmor var altså god igen. i modsat fald havde der — det vidste hun — været et andet tempo over disse pindes bevægelser. når nogen i huset ønskede besked om, hvad der rørte sig for tanker hos den gamle kone, som aldrig talte ret meget, gav han gerne agt på hendes strikkepinde. Thi medens det blege og magre ansigt forblev gådefuldt og ubevægeligt, hvad der end tildrog sig omkring hende, talte disse pinde et sprog, som det med lidt øvelse ikke var svært at forstå. I dem ligesom udstrømmede, hvad det strunke, gamle menneske bar på, men ikke ville give luft. Det var hende nemlig grumme vanskeligt at holde styr på dem, når hun kom ud af ligevægten. Blev hun forskræmt, da rystede de, skjalv de og fo’r ind i forkerte masker eller slog afmægtige mod hverandre, hvorimod de, når hun blev vred, strittede ud til siderne og gik løs nå hinanden som lanser, medens ansigtet i små, Jacob Linde 29 næsten umærkelige tilløb tog sig sammen for ikke at røbe noget. * * * idet Asta stak hovedet ud af vinduet og tog et overblik over strædet, blev hun vår nabokonen, gamle mor Birthe, der solede sig i sin gadedør, og hun greb en Avis fra sybordet og stak den ud af vinduet. — « Birthe! » kaldte hun. den tiltalte, en gråsprængt, hoftebred kone nærmede sig med hænderne under forklædet. — « der står ingen ting i avisen naturligvis. Men værsgo, Birthe, vi har læst den. » konen så’ op med et flakkende blik og tog imod bladet. — « de skal herefter få den til låns hver dag, om de selv vil hente den. Men, Birthe, hvad kan det nytte? » konen lagde avisen omhyggelig sammen flere gange og stak den i lommen. — « j0-0, immer holde fast ved håbet, unge jomfru Asta. Jeg har håbet. Den evige is, den evige is. » — « jamen, Birthe, nu er det tre år. » — « den femtende, ikke før den femtende. Det er attesteret. Femtende oktober slap hun ud af havnen deroppe, gjorde havfruen. Bevisligt og attesteret fra kolonien. Nå, ja og det forklarede jo Åge Ibsen de jo i aviserne den gang, at de kuns kan slippe hjem til vores farvande sent om efterhøsten formedelst isen deroppe. Er det sandt, jeg siger, jomfru Asta, eller er det ikke? » — « jo, Birthe, men den Avis — det er jo længe siden. » — « men når de nu har drevet i isen, kom det påståelig!. — « jeg har set den, den evige is og skibet og dem alle sammen, Jonas med, den stakkels dreng. Gud fader, for en is! Klumper som... som... højere end jert hus. » hun tegnede klumperne med store sving i luften, medens hendes stakkels forstyrrede ansigt lyste. — « nå, det tage r sågu’ da tid at slippe igennem, det kan da enhver forstå — gevaltig tid. For sikken en vej, når man ser på kortet. » hun rystede på hovedet og gik et par skridt henad fortovet, men vendte så om og kom tilbage. — « mens jeg husker det, jomfru Asta. Det var den båd. Den er da’nte bleven malet i sommer, er den vel? Den set styg ud. » — « Jacobs båd? » — « ja, den ser styg ud. » — « å, synes Birthe? » — « meget styg, » slog hun fast med en håndbevægelse. — « den er langtfra, som da Jonas havde den. » — « malingen er vist så dyr, Birthe, » spøgte Asta. Jacob Linde 31 — « hm, nå! » Birthe gjorde pludselig omkring og rokkede

1895_IbsenA_SoesterHelene

Aage

Aage

Ibsen

Søster Helene

male

male

dk

Ibsen

Soester Helene

Ibsen

Søster Helene

En Kærlighedshistorie

y

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

O

I. Det var en smilende og varm aften i juni måned. Barkskibet „ Nordstjernen,, lå ankret op på Københavns red for at indtage krudt før sin afrejse. Krudtet var dog kun handelsvare, thi „ Nordstjernen “ Førte intet skyts om bord; den var en ganske civil og fredelig gammel grønlandsfarer. De store, tunge undersejl hang løse ned fra ræerne for at tørres i den solvarme aftenluft. Det havde regnet af og til hele dagen, men hen imod aften var solen trængt igennem, og en let sydlig brise legede med de våde sejl og fik dem en gang imellem til svulmende at runde sig ud i store poser. På dækket så man ingen travlhed nogen steder. Lasten var så vidt i orden, som man blot ventede på krudtet, der efter loven ikke måtte indlosses i havnen, og „ Nordstjernen “ var parat til at udspile sine store vinger til den lange fdugt over havet den følgende morgen. ved spillet stod bådsmanden og røg af sin korte pibe, mens anden styrmand slentrede op og ned ad dækket og stundom kastede et utålmodigt blik ind mod toldboden. Han så en smule gnaven ud den unge styrmand Beck. Der var ingen fornøjelse ved at have vagt om bord på så fin en sommeraften, medens pyntede skarer trak frem og tilbage under de grønne træer inde på Langelinie, eller nød det læskende øl i den strålende pavillon ved søen. Han havde allerede målt dækkets længde mange gange, da han med ét standsede. Han havde fået øje på en lille båd, som nærmede sig skibet. — „ Nå, der har vi hende nok “ — sagde han til sig selv. — „ Halløj! Peter! “ - brølede han hen mod folkelukafet. Den lille hvidhovede skibsdreng kom styrtende ud på dækket. „ Prr!, så sutjes! min dreng “ sagde styrmanden - „ løb ikke i søen! Tag imod båden, der kommer den, og hjælp frøkenen med hendes tøj. “ Nogle minuter efter lå den lille båd under skibets høje skrog. I agterenden af den sad en ung, mørkklædt pige med en lille kuffert på sit skød. Idet båden svingede ind til trappen, og manden, som roede den, ville give hende hånden for at hjælpe hende op fra toften, gjorde hun en bevægelse som for at afvise hans hjælp. Hendes øjne gled med et hjælpeløst og usikkert blik op til det store skib, medens hendes hænder i de sorte handsker krampagtigt trykkede uen lille kuffert ned i hendes skød, og hun lukkede øjnene et øjeblik, medens hovedet langsomt bøjedes ned mod brystet. — „ Giv mig bare deres hånd, lille dame “ — sagde rorkarlen i så blød en tone, som hans hæse røst var i stand til. — „ Der er sgu’nte noget at være bange for “ — den unge kvinde løftede hovedet i vejret og rødmede ved at møde styrmandens blik, idet denne bøjede sig ud over rælingen. Hun rejste sig op, hurtigt og nervøst, gav rorkarlen penge og gik let op ad trappen. — „ Den unge dame fra Slesvig, kan jeg tænke? “ — spurgte styrmanden, medens han befriede hende for kufferten og galant hjalp hende ned på dækket. — „ Ja, jeg er Helene vater, “ svarede hun med lidt rystende stemme og vendte et par store, alvorlige og smukke øjne mod den unge styrmands ansigt, to øjne der syntes at bede om beskyttelse. — „ Velkommen om bord! denne vej, værsgo! Peter, vis frøkenen ned i kahytten. Jeg kommer bagefter med tøjet. “ Dj^ styrmanden nogle øjeblikke efter havde stuvet den unge piges rejsetøj og bagage ind i det hende bestemte køjerum, som stødte op til kahytten, stod han først lidt og betragtede med beundring og lidt tvivlrådig sin passager, der træt var sunken ned i sofahjørnet, gik så rask hen til et skab i væggen, tog frem en vinflaske og et glas og stillede det foran hende. — „ Frøkenen ser så bleg ud, “ sagde han og skænkede op i glasset. — „ Værsgo og drik, så bliver det bedre med dem! De fik det nok sådan med svimmelhed før. “ — „ Jeg véd ikke rigtig - — — jeg blev lidt bange “ — hun nippede til vinen — „ Tak, nu har jeg det bedre. “ — „ Frøkenen kan nu lade, ganske som de var hjemme, “ sagde styrmanden — „ — hvis de er træt, og vil hvile dem, for kaptajnen har intet jag med at komme om bord og Jansen heller ikke. “ — „ Jansen? “ — den unge pige så spørgende på styrmanden. — „ Ja, Richard Jansen, assistenten, som sejler med os. “ — „ Ellers ingen passagerer? “ — spurgte hun. — „ Ellers ingen. Men han vil ikke genere frøkenen; der er rigtignok køjepladser bag panelet der i væggen, men dem bruger vi ikke på denne rejse. Jansen får køjeplads herude i gangen lige over for kaptajnens lukaf. Vil frøkenen sige til, når de ønsker the. “ Den unge pige takkede; hun skulle ikke have noget, hun havde spist i land. Styrmanden bukkede og gik. men da han kom på dækket igen, og traf bådsmanden, måtte han give sin beundring luft. — „ Nå, Niels, hvad siger de til den fragt! Sikken en skønhed hvad beha’r! Hun måtte da ellers min salighed nok kunne gøre sin lykke uden at rejse til Grønland. Hør “ vedblev han og trak afsted med bådsmanden hen ad dækket — „ de har det morderlig praktisk indrettet, disse tyske præster, herrnhuterne; de indforskriver deres koner ligesom andre mennesker deres urtekram og spirituoser. Nå, han, der får hende her, kan sgu ikke beklage sig. Den fragt returnerer han ikke, skal vi se. De er ellers ikke for kønne, dem vi i min tid har sejlet op til landet. “ Bådsmanden smilte i skægget, et tæt rødt skæg, der groede over størsteparten af et fregnet og solbrændt ansigt. — „ Nysseligt rejseselskab for Jansen! “ — sagde han. — „ Javel, og han forstår at skønne på det “ — sagde styrmanden. Så slentrede de videre op og ned af dækket og snakkede om udsigterne næste dags morgen. Hvis vinden ville friske lidt op i løbet af natten, kunne „ Nordstjernen “ magelig passere Helsingør ved middagstid, og man sparede slæbedamperen. Solen var ved at gå ned. Igennem kahyttens ene vindue listede en rødgul, sitrende stråle sig ind i det lille tarvelige rum, tændte spillende glanslys i den blankt polerede messinglampe, som hang ned fra skylightet og strejfede på vejen nd til det smalle, dunkle køjerum den unge herrnhuterpiges mørke hår, medens hun sad bøjet over ^bordet og skrev. Det ville ikke rigtig gå med skriveriet. Af og til lagde hun pennen bort med et suk og stirrede hen for sig med hånden under kind; eller de mørke øjne lukkede sig stundom som for at give tankerne tid til at ordne sig igen til arbejdet. Men til sidst opgav hun det og skød papiret bort. Luften i kahytten var tung og varm; hun rejste sig, lukkede det ene vindue op, og fik et pust af den friske søluft over ansigtet. Så satte hun sig magelig til rette i sofaen, lukkede øjnene og faldt i søvn. Det begyndte at skumre stærkt i den lille kahyt, da hun vågnede, og den kølige aftenluft pustede sin ånde ind af det åbne vindue. Hun stillede sig hen væd det og så ud. Som et dugget spejl lå sundets matlysende flade derude. Hist og her tændtes en lanterne på mastetoppen af fartøjerne og kastede en lysende stribe hen over det stille vand. Hun tog et tørklæde over hovedet, svøbte et sjal om sig og gik op på dækket. Alt var bleven stille på og omkring skibet. Inde fra den store by nåde en dump brusen ud til hende, afbrudt undertiden af en vogns raslen henad stenbroen i de nærmest havnen løbende gader, hvor det svindende dagslys kæmpede med gasflammernes skarpe blus. Byen lå indsvøbt i en rødlig violet dis, og højt over de mange Tage, hvor lutten var klarere, glimtede hist og her et gyldent spir eller kors fra en kirke. Så lydløst som muligt for ikke at hidkalde nogen af skibets folk sneg den unge ensomme pige sig omkring på dækket indtil hun standsede ved stormastens vant og så ud over sundet. Med hænderne stemmede mod skibssidens dugvåde planker inddrak hun med vellyst i dybe åndedrag sommeraftenens milde luft, medens hendes øjne fulgte den mørke kystlinie, under hvilken søen lå og sov i skyggen af høje træer, medens vandet længere ude i synskredsen lå blankt og endnu gemte på lidt af den nedgåede sols gyldne skær. Hvilken drømmende, dejlig aften! Hele naturen var som et eneste blødt kærtegn, så mildt og berusende. Og hendes pigehjerte fyldtes med ét af savn, af længsel — — efter — — ja, hvem kunne høre de hviskende bønner! hvor blev de af de spæde, skælvende ord, der kunne røbet hemmeligheden! Aftenens lette vindpust løb med dem hen over det sovende vand. På en gang hørte hun lyden af årers plask i vandet, og en båd gled langsomt forbi næppe tyve alen fra skibet. Der var to personer i den, en mand i mørke klæder og stråhat og en tysklædt kvinde. Han sad forrest i båden, hun på toften derefter med ryggen til ham. De hvilede på årerne, og s båden gled ved sin egen fart hen over vandspejlet. idet den lysklædte kvinde bøjede sig ud over bådens ræling, og lod sin hånd følge med i vandskorpen, så Helene manden dyppe sine fingre i vandet, bøje sig forsigtig frem og stænke nogle dråber på sin ledsagerindes blottede Hals. Hun udstødte et lille skrig, hvorefter han greb hende bagfra i sine arme, bøjede hendes legeme bagover, og trykkede et langt Kys på hendes ansigt. Så satte de sig begge på samme tofte i tæt omfavnelse, medens båden stille gled ind i mørket under skibets skrog. En varm blodstrøm skød sig op i den unge piges kinder, som var det hende, der havde fået dette Kys i sommeraftenens skumring, og med bankende hjerte fulgte hendes øjne båden, så længe hun kunne se den. Uden at vide hvorfor grebes hun af en underlig frydefuld følelse. Egentlig var denne begivenhed hende jo ganske uvedkommende, med mindre — og hun smilede ved tanken — med mindre den kunne gælde som et varsel, ja om den blot kunne! Hun greb i lommen, tog frem et lille portræt og betragtede det ved aftenens hendøende lys. Det forestillede en ung mand, mager og skægløs; på foden var skreven hans navn: Leopold Kieler. Underligt alligevel at det havde tildraget sig, netop som hun stod og ønskede — — — — — ja, nu ville måske dog enhver, der så hendes rødmende ansigt og strålende øjne, have forstået, hvilke hemmelige ønsker der fyldte den tyveårige, smukke herrnhuterpiges bryst, aftenen før hun begyndte sit unge livs eventyr. Hun vendte og drejede billedet nogle gange - i hånden, og stak det så atter i lommen med et suk. — „ En rigtig kryster har jeg været i dag, en rigtig kryster “ — sagde hun ved sig selv, idet hun ad en lille trappe gik tilbage op på agterdækket — „ men det skal han aldrig få at vide. “ Idet hun ville gå ned i kahytten, begyndte musikken at spille inde fra pavillonen, der mellem træerne på Langelinie strålede med sine talrige gasblus som et fepalads. Hun satte sig ned ved rattet med sit hoved lænet til en af knagerne, og lyttede drømmende til tonerne. Et par ord om hendes livshistorie. Der boede nogle og tyve år tilbage, dybt inde i godthåbsfjorden på Grønlands vestkyst, så dybt inde at man skulle tro, den ganske verden udenfor ikke kom dem det mindste ved, et par ægtefolk, Helenes forældre. En lille håndfuld usle hytter, de indfødtes, et beskedent træhus med grøntmalede døre og vindusskodder missionærens, foran en lille køkkenhave i en frodig ned mod fjorden skrånende Dal, onlgiven af mægtige bjærge - det var Helenes fødested. Et halvhundrede nøjsomme, fattige mennesker, et lille bitte samfund, så naragtig lille mod naturens knejsende overmagt, nogle menneskeliv, som den døde fjældørkens knugende vælde ikke kunne få bugt med, eller ikke nænnede at udrydde. Helene havde kun en dunkel erindring om sine barndomsår på dette afsides sted. Hun var en lille pige på 7 år, da hendes fader tog afsked med landet på grund af sin hustrus sygelighed og med sin familie vendte hjem til Slesvig. For den unge missionær var denne afsked tung at komme over; flittig, nøjsom og sværmerisk, som han var af natur, havde han i årenes løb fattet en inderlig kærlighed til sit diminutive præstekald og det romantisk beliggende smuthul mellem bjærgene. Helene mindedes ikke stort andet fra det fjerne fødested end solen, der havde smilet til hendes sunde, glade barndom, en strålende sol, rigtignok anderledes strålende end den, hun senere voksede op under i den lille slesvigske by, en, der altid skinnede, sol over en grøn Dal mellem mægtige fjælde, sol over blinkende vand og is og endeløse snemarker. Hendes opvækst var rigere på skygger end på solskin. Hun mistede sin moder i sit tiende år, og da hun næsten var en voksen pige, forsvandt faderen med det skib, der skulle sejle ham på ny op til det fjerne land, hvorhen hans tanker altid gik, og som det havde kostet ham så stor en overvindelse at forlade. Man hørte aldrig noget om dette skibs skæbne; det forsvandt sporløst. Den forældreløse pige voksede sig stor og smuk bag den herrnhutiske opdragelsesanstalts stille mure. Fra faderen havde hun i arv sin skønhed og sit følsomme, sværmeriske gemyt; men bag de alvorlige, smukke træk, især om den fyldige lidt for store mund, lurede der et skælmeri og en så nysgerrig livsglæde, at mangen en ældre og yngre „ Broder “ og „ Søster “, som var rigeligere udstyret med fromhed end med legemlig skønhed rystede på hovedet og så skævt til det smukke pigebarn med den tidlig udviklede figur. Da hun blev voksen, kendte hun ikke synderlig til verden udenfor. Al sin viden om den havde hun fra bøger; men da bøger af den Art, som det var hende tilladt at læse, ikke udmærkede sig ved at udvide tænkningens horisont, blev hendes kundskab til verden og menneskene meget aparte og meget mangelfuld. Det følte hun godt selv, og begyndte henimod sit tyvende år at kede sig stærkt ved det snævre klosterlige liv og drømme om den tid, da nogen eller noget skulle løse hende ud deraf. Udfrielsen kom under form af et ægteskabstilbud langt borte fra, fra den anden side et stort hav. En ung missionær, bosat på Grønlands sydligste spids i stationen friederichsthal, friede til hende, just ikke direkte til hende, men som skik var gennem sine foresatte i hjemmet. Og hun slog til - straks og uden betænkning. Friheden fristede hende, men mere end den måske ønsket om og glæden over at skulle gense sit fjerne fødeland, for hviket hun bevarede et barnligt sværmeri. Tilbøjelighed, kærlighed mellem hende og ham fandtes ikke. Bekendtskabet var på begge sider meget flygtigt, og gik flere år tilbage i tiden. Men kærlighed kunne komme senere, hvis den i det hele taget var af så stor betydning; i al fald plejede den ikke at være det afgørende ved størsteparten af de forbindelser, der lignede hendes. Mellem hendes trosfæller førtes dette ord ikke meget i munden, og blandt hendes veninder, som rejste bort, blev gifte og spredtes over hele jorden, havde hun sjælden hørt nogen tale om, at de elskede, ja flere af dem havde endog aldrig forud set deres tilkommende. at hun en gang skulle giftes var en selvfølge. Hun vidste, at det var hendes bestemmelse, før eller senere, at skulle ægte en eller anden af de missionærer, som brødresamfundet lønnede hele jorden over; man havde ikke skjult det for hende. Sagen gik derfor let i orden. Det hele var jo ganske lige til, rent dagligdags; og så rejste hun en smuk sommerdag i juni med sine tyve år, sit smukke ansigt og sit uerfarne sværmeriske hjerte ud at friste lykken i den vide verden. Foreløbig dog ikke længere end til København, hvor skibet lå, der skulle føre hende over de store have. Men straks ved hendes udtrædelse i verden spillede skæbnen hende et lille puds; ganske uskyldigt var det — tilsyneladende. Det var på damperen, der førte hende til København, hvor hun ankom denne dags morgen ganske tidlig. ’ hele den lyse, lune sommernat havde hun tilbragt på dækket. Bedre for hende havde det uden tvivl været, om hun havde sovet natten hen i sin køje, som nogle ældre kvindelige medrejsende havde gjort. Men som sagt skæbnen — om bord var blandt andre passagerer nogle unge, lystige sangere, studenter der havde gæstet Nordslesvig. Deres humør tillod dem ikke at sove natten bort; så sang de — sange, som den dejlige, drømmende skærsommernat gjorde dobbelt indsmigrende og lokkende. Og blandt nogle unge damer, som de lokkede frem af den kvalme kahyt op på det dugvåde dæk i den smukke nat, var også Helene, og da de først var der, så blev de der. Og de sang elskovens søde, dårende ord og toner ind i deres hjerter. De fleste tog sikkerlig ingen skade deraf, kendte dette sprog fra tidligere lejligheder, og havde glemt det. da damperen ved solens opgang lagde til ved bolværket i København. Den unge herrnhuterinde gik det anderledes. Hun kunne ikke blive kvit det spind' af længsler og tanker, som havde grebet hendes hjerte med hele nyhedens styrke. I den stille nat fik disse elskovens toner og ord en sandhedens magt, som hun ydmyg og glad bøjede sig for. Hun følte, at hun havde sprunget noget over, som vist ikke lod sig springe over. Thi hjertet er lagt under kærligheds lov, som akset for leen, ( ør øksen en skov som natten for solgudens stråler — — — sådan sang de til hende — til hende alene, syntes hun. Men så føjede sig til dette uro og ængstelse; thi med sin bedste vilje var hun ikke i stand til at få sin unge præstemand, hvis billede hun bar i sin lomme, til at passe ind i dette forjættede lands længsler og søde forhåbninger. Ved hvert forsøg derpå smuttede han fra hende. Og forvirret og ærgerlig på sig selv blev hun siddende på dækket, længe efter at sangen var forstummet, og stirrede drømmende på det blanke vand og lyttede til maskinens stønnende åndedrag, der gav gensvar i hendes bryst. Træt og fortumlet nåde hun endelig den store, hende fremmede by. Jo, det var en net begyndelse på den lange rejse. Og så var det endda ikke endt dermed. Ved ankomsten til byen modtoges Helene af en halvsøster til hendes afdøde fader, en gammel dame, som efter i sin ungdom at have giftet sig med en velhavende mand og være trådt ud af de mahriske brødres trossamfund levede i København som enke af sine rentepenge. Hun tog imod sin unge, smukke slægtning med overstrømmende venlighed og blev’ i løbet af de få timer, hun gav’ Helene husly, ganske indtaget i hende. Kort før Helene skulle om bord, sagde mosteren til hende: „ Mit kære barn, jeg giftede mig af kærlighed og fik formue oven i købet; den sidste kan man undvære, men dårlig nok den første. Der er fruentimmer nok i verden, desværre altfor mange, og han deroppe kan sagtens få sig en kone. Bliv hos mig, Helene, eller lov mig i det mindste, at du vender tilbage til mig, hvis du ikke finder, hvad du søger. “ Forslaget var venligt nok, men just ikke skikket til at indgive hende mod til rejsen. Og da båden lagde til ved skibet, var hun et øjeblik på nippet til at vende om. — musikken hørte op inde i land. Helene rejste sig op for at gå ned i kahytten. i. I det samme hørte hun højrøstede stemmer nede fra vandet, og ved at bøje sig ud over rælingen opdagede hun en båd ved faldrebstrappen med flere personer i. De lo og talte i munden på hverandre, medens de en efter en steg op ad trappen, en mand i spidsen, så to damer i lyse dragter og lyse hatte, derpå flere herrer, hvis cigarer glødede i tusmørket. — „ Se, så, “ udbrød en herrestemme — „ nu er vi altså på en vis facon i Grønland. Lidt fantasi — og man ser det hele - - isbjærge, eskimoer, sælhunde — — ja, der er skønt i Danmark og i de nordlige bilande. Men, kære kaptajn, lidt nordlys eller lignende pilleri havde ikke været af vejen, for deres nordstjerne lider i denne time under en total formørkelse. “ Helene var det imod at møde disse muntre mennesker i halvmørket på dækket; havde hun blot lidt før besluttet sig til at gå ned i kahytten og fået tændt lampen. Så hørte hun imidlertid en stemme ikke langt borte sige: — „ Hør, Beck, hvor har de gjort af den unge dame? “ — „ 1 kahytten, kaptajn “ — det var styrmandens stemme. — „ Men lampen er jo ikke tændt. “ — „ Hun er stærkt medtaget af rejsen, og sover vist; så ville jeg ikke forstyrre. “ — „ Godt, så bliver vi på dækket. List dem ned i kahytten og find os en flaske vin og nogle glas. “ — se, så — tænkte Helene — nu løber han lige bus på mig. Men styrmanden fulgte gangen på den anden side kahytskappen. Situationen var alligevel flov og i længden uholdbar. Hun opgav sit skjulested og fulgte efter ham. Da styrmanden var kommen ned i spisekahytten, et rum lidt mindre end den rigtige kahyt og forbunden med denne ved en smal gang, tændte han en stump lys, og forsøgte ved dets svage skin at opdage den unge pige, da denne i det samme kom ned af trappen. Beck blev forbløffet stående med lysestumpen mellem fingrene, da han så Helene. — „ Ja, det er mig, “ sagde Helene smilende over styrmandens forbavsede ansigt — „ Jeg stod 18 og kiggede stjerner, da båden kom. Vil de tænde lampen! “ — „ Har frøkenen ikke lyst til at være med i selskabet deroppe? Der er Jansen og hans kæreste; kaptajnen ville vist også gerne hilse på dem “ — sagde styrmanden, medens han tændte lampen. Den unge pige takkede, men foretrak at blive i kahytten. Kort efter at styrmanden var gået, viste kaptajnen sig. Det var en høj, ældre mand, lidt korpulent, med hvidt hår og skæg, ungdommeligt klædt i lyst sommertøj. I det blå silkehumbug sad en smuk guldnål. — „ Jeg er kaptajn furste. Velkommen om bord. “ Han rakte den unge pige sin hånd, en hvid, blød hånd med en stor signetring på pegefingeren. — „ Nå, frøken, de vil op til bjørnenes og sælhundenes land! å, ja såmænd. “ Hans små livlige øjne bag de posede øjenlåg gled mønstrende hen over Helenes person, medens han beholdt hendes hånd lidt længere i sin end nødvendigt. — „ De kan stole på, “ vedblev han — „ at vi skal passe godt på dem. “ Han skruede lampens flamme lidt bedre i vejret, hvorved et stærkere lys faldt over den unge pige. — „ Det ville sgu også være synd andet, “ føjede han til, medens han med et smil mønstrede hende på ny. Helene rødmede af glæde. Hun havde øjensynlig behaget den gamle herre. Den slags opdagelser gør alle kvinder hurtigt. Han var en stor skælm, det så hun godt, men der var lune og godhed bag hans galante væsen. — „ Vi grønlandsskippere “ — sagde han lidt efter — „ forstår os egentlig kun på sejladsen; men den har vi også lært så temmelig. Vi har sjælden unge damer med — er ikke så;.jan indrettede på den slags fragt. Jeg er ih; ^( tid glad for lidt selskab. Sådan ubeset foretrækker jeg herreselskab om bord. Ha! ha! De.kløver ikke at tabe modet for det. Jeu sagde uiæset, lille frøken — ubeset. Jo. i->1 ser de, damerne — ---------man ved aldrig i forvejen, om de er så nådige at tage til takke med den smule komfort, vi kan byde på. Jeg er altid en kende forlegen, inden jeg får taget mål af dem — — “ — „ Jeg kan rigtignok ikke forskåne dem, hr. Kaptajn, for mit selskab på rejsen. Men jeg er ikke forvænt. Hvis jeg ikke var en nøjsom pige, stod jeg ikke her, eller — — — så gik jeg ikke derhen, hvor jeg nu går. “ Hun tav. Træt af dagens mange indtryk, med nerverne rent i uorden efter de vekslende sindsstemninger, mærkede hun, hvordan bevægelsen var på nippet til at tage magten fra hende. Og idet hun vendte sig bort, sagde hun: — „ Undskyld! — — det var ikke min mening — — at sige det på den måde, men jeg — — — — har de så taget mål af mig? “ — hun tvang sig til at smile, medens to forræderiske tårer sitrede i de lange øjenvipper. — „ Hør, bedste frøken, ler de, eller græder de i dette øjeblik? “ — „ Begge dele ser de jo nok — — — men det kommer af, at jeg hele dagen har været så forstemt, har gået hele aftenen så alene, ganske alene og syntes, jeg var så forladt. “ — „ Ja, morsomt kan de ikke have haft det i aften i „ Nordstjernen “, kære lille frøken “ — kaptajnen lagde sin hånd fortrolig på hendes skulder — „ og alligevel vil de ikke glæde os med deres nærværelse oppe på dækket, siger styrmanden. Længes de da ikke efter at se deres rejsekammerat? “ — „ Å, vi har da tiden for os, synes jeg, “ Svarede Helene forlegen. — „ Nå, som de vil. Mine gæster venter på mig. Hvis vi finder lampen slukket, så lister vi stille til køjs, Jansen og jeg; vi skal ikke forstyrre dem. “ Han var allerede i døren, da han vendte sig om og trådte hen til hende på ny. „ Hvis det kan glæde dem at høre, “ sagde han og tog hendes hånd — „ så har jeg en gang — det kan vel være 25 år siden — sejlet en ung præstemand op til Grønland, jeg var den gang styrmand. “ Helenes store, mørke øjne fæstede sig strålende på kaptajnens ansigt — „ Den mand havde ganske deres øjne, eller jeg skulle sige, de har arvet hans. Netop sådan et par store mørke glugger, ja — nå, slå dem nu ikke ned. De véd, hvem den mand var. En flink mand var han, en hædersmand, som vi alle om bord var glade for. Og det er vi min salighed ellers ikke — — ja, jeg skulle måske ikke sige det til dem, men vi får sgu’ altid en kontrær rejse og en dårlig vind, når der er præster med; jo, jeg forsikrer dem, det slår aldrig fejl. “ — „ Ja, men så præstedøtre da? “ — lo Helene. — „ Sådant noget nedarves ikke, lille frøken, som smukke øjne f. Eks. “ Han nikkede farvel til Helene og gik. Han er rar og morsom, tænkte Helene, og gav sig, da kaptajnen var gået, til at ordne og udpakke sin rejsegarderobe. Den var lille og beskeden og kunne med lethed rummes i det hende anviste køjerum, som var bestemt til at optage tre personer og stødte umiddelbart op til kahytten. Ved gulvet lå to køjer i et skummelt mørke og en tredje højere oppe i lyset af et lille koøje. Den sidste valgte hun. Den var ikke så let at slippe op i som de andre, men efter at have prøvet flere gange havde hun lært kunsten. Fra dækket lød der højrøstede stemmer ind til hende og klangen af glas, og da der ikke var mere for hende at bestille med køjeklæder og deslige, stillede hun sig nysgerrig ved det åbne vindue bag det smalle gardin. en snes skridt fra kahytten stod et lille bord og på det to brændende ljrs. Inden for deres snævre lyskreds, omkring et med glas og flasker besat bord, sad det lille selskab. I den stille aften stod flammerne så roligt til vejrs, som brændte lysene i en stue. Imellem denne lyskreds og hende var rummet fyldt med et endnu tættere mørke end udenfor. Af og til kom der et af disse kortvarige, hemmelighedsfulde åndepust, bløde og næppe hørlige, som sommernatten under sin rolige søvn udstøder. Så slikkede flammerne osende ned omkring lysene eller krøb sammen og blev ganske små, medens samtidig ansigterne omkring dem sank hen i mørket gådefulde og truende. Hun søgte mellem disse ansigter efter et bestemt. Hvem blandt disse mennesker kunne han være, hendes rejsefælle på den lange rejse, den fremtidige beboer af det lille køjerum, der stødte op til hendes, kun skilt fra hendes ved et skillerum af brædder! For at se skarpere skruede hun lampen i kahytten så langt ned, at den næsten ikke lyste mere. Nu var hun selv tilmed ikke til at opdage i det åbne vindue. Efter en lang pause tog musikken fat på ny inde i land, og i samme øjeblik så hun to skikkelser komme gående langsomt ned imod sig. En mand og en kvinde. Nu gled de frem af mørket under den store skibsbåd på dækket; et svagt skær fra lysene faldt hen over dem. det gav et sæt i Helene. Men det var jo de to fra båden! Stråhatten og den lyse sommerkjole! Der kunne ingen fejltagelse være mulig. Og han — han var uden tvivl hendes rejsekammerat. Men hans ansigt kunne hun ikke få fat på under den brede hat; hendes så hun tydeligere. Hvor hun var lys og fin! en rigtig dame, tænkte Helene. Få skridt fra kahytten stod de stille, lænede op til rælingen. Musikken inde fra land vedblev at spille. En lokkende, lidt tungsindig Melodi. „ Så lidt jeg rider mig under 0 ved dag, når det lyser gennem lunden, længes jeg efter min fæstemø, den trofaste brud, jeg har funden “ — han sang verset følgende tonerne derinde fra, og greb den lysklædte kvinde om livet. — „ Harriet! om du kunne have fulgt mig på rejsen! Harriet, min søde Harriet, hvor dejligt vi to skulle haft det sammen derinde i den lille kahyt! “ — „ Å, du sværmer! “ — udbrød den unge pige, idet hun tog hatten af hans hoved og viftede ham med den hen over panden. — „ Kalder du det sværmeri! “ — udbrød han. Deres samtale tabte sig, idet de vandrede hen ad dækket. Efter nogle øjeblikkes forløb nærmede de sig på ny vinduet, hvor Helene stod. — — — — — „ men så se da på mig, Richard, og sig mig så, om du vil have mig j m Iv W -- ru f 24 med i denne kjole op mellem dine isbjærge og isbjørne og skindmennesker, for anden dragt har jeg ikke med om bord. “ — „ Du vælger en underlig tid at spøge i, Harriet “ — udbrød han heftigt. — „ For sidste gang — hører du — nu er det xalvor, svar mig, lov mig, at du vil komme, når “ — — — — — „ Du piner mig “ lød svaret. „ Jeg kan intet love. “ De tav begge en stund. — „ Jeg elsker dig, Harriet. Var det dit sidste ord til mig? “ — „ Nej, Richard, mit sidste ord skal være: bliv her hjemme — — — eller kom snart hjem igen! “ — „ Ellers Harriet? “ — „ Nej, intet ellers — — intet ellers “ — — der blev kaldt på dem henne fra selskabet, og de forsvandt for Helenes øjne bag storbådens mørke skrog. Men en tid lang blev den ensomme unge rige stående ubevægelig, støttet til vinduet, et bytte for vekslende sindsstemninger. Ak, om han havde bedt hende, tigget hende sådan, ham, hun tænkte på! Bedt hende, det havde han rigtignok gjort, skreven og bedt hende komme. Men ikke på den måde. Hun huskede tydeligt hvert ord i hint brev. Det var et tilbud, han havde gjort hende, ingen bøn. Der var en forskel i dette, hun følte det, og sukkede. men så rettede hun sig op, rank og fast. Og efter at have lukket vinduet og slukket lampen, gik hun langsomt ind i det lille soverum. Træt på legeme og sjæl sov hun hurtigt ind i sin smalle køje; men vågnede hen på natten plaget af ængstende drømme. Hun satte sig op og anstrengte sig for at blive dem kvit. Alt var stille om bord i det store skib; kun nattevagtens tunge skridt lød af og til ned til hende oppe fra dækket. Så foldede hun hænderne og bad halvhøjt med hurtig stemme, som børn beder, når de er bange, skyndsomt uden at fæste tankerne på ordene, blot for at slippe angsten og igen få ro. Og medens det første daggry udenfor vågnede, og gennem koøjets tykke glas fyldte det lille rum lidt efter lidt med sit kolde, grå lys, sank hun hen i en rolig søvn. Næste morgen lettede skibet. Iii en tidlig morgen ti dage senere så man fra „ Nordstjernens “ Dæk det sidste glimt af det gamle Europa. Der ligger midt i farvandet mellem ørkney- og Shetlandsøerne en lille klippeø, kaldet fair, som gerne, når vejr og vindforholdene er gode, passeres af alle grønlandsfarere. I flere dage havde man ikke kunnet erholde nogen nøjagtig observation, men dagen før skibet nåde „ Hullet “, som søfolk i almindelighed benævner passagen mellem de to øgrupper, var luften klaret af, og med alle klude til, lige til røjlerne i Toppen, strøg „ Nordstjernen “ ind mellem øerne, duvende i søen under det svære pres af sejl. Kaptajn furste kom ad den stejle kahytstrappe op på dækket i morgensko, rygende på sin porcellainspibe. Efterat have besvaret rorgængerens hilsen, kastet et blik på kompasset og et til vejrs op i takkelagen, begyndte han sin sædvanlige morgenpromenajde frem og tilbage på det høje agterdæk langs kahytskappen, mellem denne og skanseklædningen. det disede, flimrende Sollys skar ham i øjnene, og af og til gabede han voldsomt og gned øjnene. Han kunne ikke få søvnen ud af dem, og det stod at læse på det gråskæggede ansigt, at han havde sovet ualmindelig hårdt eller drukket mere end godt var aftenen forud. Begge dele var tilfældet. Kaptajnen var en gammel mand og vant til regelmæssighed. Præcis lova om aftenen plejede han at gå til køjs, når han på nogen måde kunne, og hver aften tog han sit store glas romtoddy. Det var han vant til. Aftenen forud havde han imidlertid gjort brud på regelmæssigheden. Det ene glas var bleven til to, thi der var bleven fortalt en mængde anekdoter i det lille selskab i spisekahytten, bestående af ham selv, styrmændene og Richard Jansen. Sligt fylderi fandt kun sted, når man havde passagerer, brummede han. Den Jansen var en rigtig svamp til at drikke. Han rømmede sig, var ganske rusten i halsen endnu af al den stærke cigarrøg aftenen forud i det lille rum, og hans pibe smagte værre end en ulykke. Ptøj! Han gik okser i læ og spyttede uden bords. Nå, men vinden var dejlig, det var hovedsagen. Snart kunne man smutte gennem „ Hullet “ Forbi fair, den stejle klippeø, som et par mil.forude løftede sin blå top okser vandspejlet i morgenens gyldne dis. 28 hver en klud trak for den friske luft, og om nogle timer var man ude i Atlanterhavet, og der var dejlig plads for enhver slags sejlads både efter ret kurs og efter nødtvungen forkert, og der kunne man i et så godt udhalet skib tage den med ro, for der var intet land at kigge efter, når skuden lå underdrejet og drev for sø og storm. Pokker til held med den forandring af luft, svært belejligt i dette farvand især! Syv mils fart i vagten hele det sidste etmål! En rigtig fin lejlighed at køre Nordsøen ud med. Han trak stærkt på piben, som syntes ham at smage langt bedre end før. — „ Godmorgen, kaptajn! “ — lød en klar stemme bag hans ryg. Han vendte sig om. Over døren til kahytten flagrede et blåt slør for vinden; derunder kom en lille mørk baret til syne, og til sidst et s

1874_Incognito_VenusTempel

anonym

Peter Incognito

Venus-Tempel

male

unknown

dk

Incognito

Venus Tempel

Venus-Tempel

Reist til Ære for Venus og Bacchus

y

gothic

J.H. Brinck

KB

Sandynligvis et pseudonym.

nan

nan

O

I. Richelieu som uheldig elsker. Alt fra gammel tid har fortrinsvis det franske Hof været berømt for sit galanteri. Man har for nylig villet give „ de fordærvede sæder “, som det dumme feltråb lyder, ved Napoleon den tredies Hof til dels skylden for Frankrigs ulykker, men det lyder rigtignok temmelig latterligt, når man erindrer, at disse såkaldte „ fordærvede sæder “ næppe nogensinde have stået i et skønnere flor end netop, dengang Frankrigs magt og glans stod på højdepunktet, under Ludvig den fjortende nemlig. Ved „ fordærvede sæder “ mene disse philistrøse moralphilosopher en fri, åben og usminket dyrkelse af kærlighedens skønne gudinde, men sligt forhindrer aldeles ikke tapperhed og dygtighed i andre retninger — fvertimod! skulle Mars desuden være vred på Venus? På ingen måde! De er altid komne ganske fortræffeligt ud af det sammen — det har nok den sølle ægtemand, smeden vulkan, måttet bekende. Hans hustru, Fru Venus, var for øvrigt en langt dygtigere håndværker end han; hun kunne både smedde, nemlig rænker, og tillige arbejdede hun i horn. Vi ville heller ikke her tale om fordærvede sæder, men om frie sæder, og hvad disse angår, da have de vistnok været ganske anderledes frie og ugenerte under boubonerne i forrige og forforrige århundrede end i nærværende århundrede under imperialismen. Dengang bestemtes så at sige en hofdames anseelse og rang efter antallet af hendes elflere, både dem, hun havde, og dem, hun havde haft, og det var ikke elflere, der gjorde nar ad kærligheden og dyrkede den på skrømt ved tomt lefleri og årlange forlovelser med platoniske appetitkys. De dyrkede Amor og Venus i ånd og sandhed, og de kæmpede med alle de våben, der stå til en elskers rådighed. Havde vedkommende forresten ikke benyttet disse våben, ville ganske sikkert hans dulcinea øjeblikkeligt givet ham afsted, om end på rosenrødt papir. Ugenertheden havde man i forrige århundrede endogså drevet så vidt i de højere kredse, at herrerne, når de traf sammen i selskaber eller ved hoffet, spurgte til befindendet, når de vidste om en eller anden, at han led af de skæbnesvangre følger af ved aftenstund at have været ude på en uheldig klapjagt efter Venus vulgivava. Ligesom man nutildags til en forkølet ven kan sige: „ De skulle såmænd prøve at tage ind at svede på! “ således sagde man dengang sans gêne i et forkjølelsestilfælde under en lidt anden form: „ De skulle prøve på at sprøjte dem! “ Løsheden i de ægteskabelige forhold og i det hele taget i forholdet imellem mand og kvinde danner man sig ikke let noget begreb om, og man ved ikke ret, om man mest skal undre sig over cavalierernes dristighed og applomb lige overfor damerne eller over damernes velvillige medgjørlighed og forekommenhed lige overfor deres cavalierer. Men hvorom alting er — livet blev ikke døset hen. Hverken den guddommelige Bacchus eller hans fortryllende søster Venus kunne beklage sig over deres tilhængeres dorskhed eller ladhed, og derfor morede man sig uden ængsteligt at tænke på kakzenjammeren i morgen eller på ægtemanden iaften, og derfor var det ganske i sin orden, at Ludvig den femtendes valgsprog lød: après nous le déluge! For at give et begreb om sæderne i det syttende århundrede skulle vi i det følgende meddele nogle træk af Ludvig den trettendes og hans skønne dronning, spanierinden, Anna af Østerrigs liv. Richelieus optræden lige overfor dronningen turde være noget af det frækkeste, der nogensinde er præsteret til gud Amors ære, og man vil sikkert forgæves spejde efter et sidestykke dertil i alle elskovens mangfoldige annaler. Det var i begyndelsen af året 1615, at ægteskabet imellem den sjortenårige konge, Ludvig den trettende og infantinden Anna af Østerrig, Philip den tredies og dronning Marguerites datter blev bestemt. Ludvig den trettende havde aldrig vist synderlig smag for fornøjelser. Af naturen var han indesluttet, næsten melancholsk. Medens hans fader, den glimrende Henrik den fjerde, allerede i fjortenårsalderen, som hair selv har fortalt det, gjennemstreifede mark og skov, bjerg og Dal på i agt efter unge piger og gifte koner og allerede dengang gav beviser på tilstedeværelsen af det fyrige, rullende blod, der selv ikke forlod ham under de grå hår, så havde hans søn næsten flet ingen sands for kærligheden; han betragtede dette ægteskab som et nødvendigt onde, endskønt han sidste, at hans brud var en glimrende skønhed, der kunne kappes med de ypperste om parisæblet. Det kongelige brudepar mødtes for første gang i Bordeaux, og man skylder sandheden at tilstå, at Ludvig ved synet af sin fortryllende brud øjeblikkeligt forsonede sig med sin skæbne, og ærligt talt har der også i denne jammerdal været tilskikkelser, der vare hårdere end den, at skulle søge ægteseng sammen med en ung og fyrig spanierinde. Ifølge alle historikeres beretning forenede Anna af Østerrig i virkeligheden i sin person alt, hvad der kunne tilfredsstille selv de kongeligste lyster og fordringer. Hun var af en majestætisk skønhed, der mangen gang senere hjalp hende til at skaffe sig den skyldige respekt lige overfor den tøjlesløse skare, der omgav hende. Fuldendt kvinde i en elsfers øje var hun fuldkommen dronning lige overfor en undersåt. Hun var høj og smækker; hun havde den fineste og hvideste lille hånd, som nogensinde har fortryllet et par smægtende læber; store, mørke, spillende øjne, hvis grønlige skær gav dem et ubesfriveligt liv, en lille mund, der mindede om en nysudsprungen nose, et langt silkeblødt hår, hvis farve var cendré, denne dejlige mellemfarve, der på engang minder om de blondes milde ømhed og de brunettes fyrige liv — ja, således var den brud, der sfjænkedes Ludvig den trettende i en alder, da lidenskaberne have ordre til endnu i nogle år at slumre hos almindelige mennesker, men hvor de, ifølge et særligt privilegium på grund af den ophøjede rang, have lov til at vågne hos kongerne. Bryllupsceremonien blev fuldbyrdet den 25de novbr. 1615 i domkirken i Bordeaux, og efter festen blev de unge folk førte til ægtesengen, hver især ledsaget af et kvindeligt væsen af deres bekendtskab, og vedkommende forlod dem ikke under deres fem minutters samværen. Da de fem minutter vare forløbne, fik kongens ledsagerske ham til atter at rejse sig — det må have været et stygt øjeblik! — og infantinden blev ene tilbage. Det egentlige samliv skulle i betragtning af deres ungdom først begynde efter to Års forløb. Deres samlede alder beløb sig nemlig dengang næppe til 28 år. Nu gik der flere år, og man havde alt længe omgåedes, som det sig hæderlige ægtefolk egner og anstår, men dronningens taille var og blev lige beundringsværdig. „ Frankrigs håb “, en ttronarving, ville flet ikke melde sin ankomst. Denne barnløshed voldte dronningen megen bekymring, især da man i begyndelsen lod til at ville give hende skylden. Dette varede dog ikke længe, thi snart mente man at være kommen på det Rene med, at det nok i grunden var kongen, der var „ unfæhig “, som tysken siger, på latin impotens. Dette rygte, der snart var over hele hoffet, opirrede Ludvig den trettende på det frygteligste, og det må jo også være krænkende for et mandfolk med nogen ambition, men på den anden side kan man ikke fortænke nogen i, at han fæstede lid til det, thi det lød jo temmelig utroligt, af denne barnløshed skulle skyldes en ung, smuk og fyrig spanierinde, der filmede udmærkede sig ved de mest glimrende former. Det var imidlertid denne fatale barnløshed, der gav Richelieu ideen til et af de mest dristige, for ikke af sige frækkeste forslag, som en minister nogensinde har gjort sin dronning, som en cardinal en kvinde. Armand-jean Duplessis var dengang — det var i året 1625 — 38 år gammel. I sit femte år havde han mistet sin fader François Duplessis de Richelieu, og det blev da besluttet, af han skulle gå den kirkelige vej. Bispesædet luçon tilhørte familien, og efter en ældre Broder arvede han retten til det, hvorfor han i året 1607 rejste til rom for af blive indviet af paven, Paul den femte. Som ret charakteristisk for den tilkommende statsmand og høje gejstlige, der altid var snild som slangen, men aldrig enfoldig som duen, skulle vi anføre et lille træk. Før ordinationen spurgte paven ham, om han havde den i ritualet foreskrevne alder af 25 år, hvortil han øjeblikkeligt svarede ja, skønt han kun var 23 år gammel. Efter at ordinationen lykkelig og vel var overstået, og han var bisp, bad han paven selv om at tage ham i skrifte. I skriftestolen betroede han ham da uden forbehold, at han rigtignok havde gjort sig skyldig i en lille uskyldig løgn, da han fortalte, at han var 25 år gammel, han fik imidlertid abolution, men endnu samme aften sagde paven tits den fransfe gesandt, malaincourt, idet han pegede på Richelieu: „ En håbefuld ung mand, som der engang vil blive en stor gavtyv ud af! “ Havde det været i vore dage, ville paven rimeligvis have sagt: „ en stor bismark “ og Richelieu ligesom en ung dansf dame svaret paven: „ Nej, du kan tro nej, moppe! “ Hvordan det nu gik eller ikke gik, så varede det ikke mange år, inden Richelieu blev udnævnt til cardinal på foranledning af Maria af mediets, kongens moder. Det var nogen tid efter denne udnævnelse, og efter at han i lang tid havde besiddet kongens hele tillid og så at sige været og var Frankrigs egentlige regent, at han en aften på en tid, da Ludvig den trettendes helbredstilstand var meget vaklende, lod sig melde hos dronningen, efter at hofdamerne havde forladt hende, for, som han sagde, at tale med hende om statssager. Dronningen lod ham komme og beholdt om sig kun en gammel kammerfrøken ved navn Donna estefania, der havde fulgt hende fra Madrid, og som næppe forstod et eneste fransf ord. Cardinalen var, som det i regelen var tilfældel, klædt i cavalierdragt, og intet lod ane den høje gejstlige. Som de fleste af datidens prælater bar han overskæg og den såkaldte „ la royale “, fipskjæget a la Henri Iv. Anna af Østerrig sad i en lænestol og indbød ligeledes cardinalen til at sætte sig. Hun var på den tid 21 år gammel og stod således i hele sin ungdommelige skønheds Glands. Richelieu var endnu en ung mand, ifald man forresten kan sige, at en mand som Richelieu nogensinde har været ung. Dronningen havde alt længe lagt mærke til en ting — en ting, som forresten alle kvinder ville have lagt mærke til — at Richelieu nemlig ligeoverfor hende var mere galant, end en cardinal igrunden bør være, og mere øm, end det sømmer sig for en minister. Hun havde derfor mere end en anelse om, hvad det var for statssager, han ville tale med hende om, men hvad enten det nu var, fordi hun dog ikke var ganske sikker i sin sag, eller det var, fordi det altid må være en triumf for en kvinde som Anna af Østerrig at blive courtiseret af en mand som Richelieu, nok er det, hun modtog ham med et sådant udtryk af velvilje, hun, der ellers var så stolt, at ministeren kom i den syvende himmel. „ Madame! “ begyndte han, „ jeg har tilladt mig at lade dem sige, at jeg ville tale med dem om statssager, men jeg burde have sagt, at jeg ville tale med dem om deres majestæts egne affairer. “ „ Hr. Cardinal! “ svarede dronningen, „ jeg ved, at de ved ffere lejligheder, specielt lige overfor enkedronningen ( Maria af Medicis ), med varme har taget dem af mig, og derfor takker jeg dem. Jeg skal derfor med opmærksomhed hørs på, hvad de har at sige mig. “ „ Kongen er meget svagelig. “ „ Jeg ved det desværre, men jeg håber, ai han atter vil komme ttl kræfter. “ „ Lægerne ville muligvis ikke sige deres majestæt den fulde sandhed; men bouvard, livlægen, har jeg talt med under fire øjne, og da han ingen grund har til at forstille sig overfor mig, så har han sagt mig sandheden. “ „ Og det er? “ „ At kongen er angrebet af en sygdom, som han ikke vil komme sig af. “ Dronningen blegnede, thi ihvorvel der ikke herskede nogen dybere sympatti imellem hende og hendes gemal, så kunne dog Ludvig den trettendes død have så skæbnesvangre følger for hele hendes stilling, at hun vel havde grund til at blive underligt tilmode. „ Har bouvard sagt deres eminence, at kongens sygdom er dødelig? “ spurgte hun, idet hun skarpt fikserede cardinalen, hvis fysiognomi var så ubevægeligt, som om det var hugget i sten. S „ Forstå mig vel, madame! jeg vil på ingen måde indgyde deres majestæt en ugrundet eller forhastet frygt. Bouvard har ingenlunde sagt, at kongens død er nærforestående; men han har sagt, at den sygdom, kongen led af, til sidst ville få et dødeligt udfald. “ Cardinalen udtalte disse ord med et sådant sandhedens udtryk, og hans profetier passede så godt med en frygt, som dronningen selv så ofte nærede, at hun uvilkårligt rynkede sin smukke pande, sørgmodigt sænkede sine øjne mod gulvet og udstødte et dybt suk. Cardinalen var øjeblikkeligt herre over situationen; han så, hvor gunstig den var, og han vidste også at benytte sig deraf. „ Har deres majestæt, “ fortsatte richelien, nogensinde tænkt over den situation, de ville komme i, når kongen døde? “ Anna af Østerrig så mere og mere nedslået ud. „ Dette Hof, “ vedblev den snedige cardinal, „ hvor de til dels betragtes som en fremmed, består næsten udelukkende af deres majestæts uvenner. “ „ Det ved jeg desværre. “ „ Enkedronningen har mere end en gang givet deres majestæt beviser på sit fjendtlige sindelag, som kun venter på en lejlighed til ret at komme til udbrud. “ „ Javist! Hun hader mig; men af hvad grund dog? “ „ De er kvinde og kan gøre et sådant spørgsmål? Hun hader dem, fordi de rivaliserer med hende om magten, og fordi hun ikke kan rivalisere med dem i ungdom og skønhed, fordi de er 21 år, og hun 49. “ „ Men hertugen af Anjou ( kongens Broder ) vil støtte mig. “ Richelien smilede hånligt. „ Et barn på femten år! og så hvilket barn? Har de aldrig fluet klart ind i dette usle bryst og dette tomme hoved, hvor hver lidenskab, hvert ønske bliver til intet, ikke af mangel på ærgerrighed, men af mangel på mod? Stol blot ikke, madame, på hans afmægtige venskab, hvis de vil holde dem oven vande, thi i farens øjeblik så vil han være langt borte fra dem. “ „ Men så er der dem, hr. Cardinal. Tør jeg da ikke stole på dem? “ „ Jo sikkert, madame! ifald da ikke også jeg bliver styrtet af den truende katastrofe. Men denne Gaston som vil arve ttronen efter sin Broder, han hader mig. Og Maria af Medicis, hvis kæreste barn han er, vil kunne gøre med ham, hvad hun vil, og hun vil atter få magten, men aldrig vil hun tilgive mig de beviser på min varmeste sympatti, som jeg har givet dem, min dronning. Hvis derfor kongen dør barnløs, så er vi begge fortabte. Jeg bliver forvist til mit episcopat luçon, og dem sender man tilbage til Spanien, eller også venter et eller andet kloster dem. “ „ Hr. Cardinal! Kongernes skæbne er som alle andre menneskers i guds hånd. “ „ Ja, ganske vist, “ svarede cardinalen smilende sarkastisk; „ men derfor har gud sagt til mennesket: „ Aide toi, et dien t ' aidera! “ * ) „ Jeg ved ikke, hvad de mener, “ ytrede dronningen, idet hun sendte cardinalen et af disse dybe, forskende øjekast, som vare hende egne. „ Og ønsker deres majestæt at forstå mig? “ „ Ja! Situationen er meget alvorlig. “ „ Men der er ting, der er såre vanskelige at sige. “ „ Ikke til den, der i regelen forstår en halvskrevet sang. “ * ) et franst ordsprog, der betyder: hjælp dig selv, og gud vil hjælpe dig. „ Deres majestæt giver mig altså tilladelse til at tale? “ „ Jeg hører efter deres eminence. “ „ Nuvel da! Det er nødvendigt, at kronen, ifald kongen dør, ikke tilfalder hertugen af Anjou, thi i samme øjeblik vil septeret være i hænderne på Maria af mediets. “ „ Men hvorledes skal det forhindres? “ „ I det øjeblik, da Ludvig den trettende dør, må man kunne forkynde Frankrig, at han efterlader en arving til sin krone. “ „ Men, “ udbrød dronningen rødmende, „ Deres eminence ved jo fuldtvel, at himlen indtil dette øjeblik ikke har velsignet vor forbindelse. “ „ Tror deres majestæt, at fejlen ligger hos dem? “ En anden kvinde end Anna af Østerrig ville have slået øjnene ned, thi nu begyndte hun at forstå meningen af samtalen. Men tværtimod! Den stolte spanske fyrstinde fæstede sit dybe og kloge blik fast på cardinalen, som udholdt det med et smil, der mindede om spilleren, der har sat hele sin fremtid på et eneste kast. „ Jeg begynder at forstå dem. Her er tale om fjorten Års regentskab som ækvivalent for nogle utugtige nætter — “ „ Som ækvivalent for nogle henrivende elskovsnætter, mædame, “ udbrød cardinalen, idet han pludseligt kastede statsmandens kolde maske for at vise elskerens glødende åsyn; „ thi jeg behøver ikke at fortælle deres majestæt, at jeg elsker, jeg tilbeder dem, og for deres gjenkærlighed er jeg beredt til at gøre alt, til at risikere alt, til at forene mine interesser med deres og løbe faren for at blive styrtet med dem i håbet om også at blive hævet med dem. “ Skjøndt Anna af Østerrig i sit hjerte foragtede dette frække forflag, så ville hun dog se, hvor vidt kærligheden kunne drive cardinalen. „ Hr. Cardinal! “ sagde hun omsider, „ Forslaget er højst usædvanligt, og de vil indrømme mig, det fordrer betænkningstid. Lad mig have natten og dagen i morgen til overvejelse. “ „ Og i morgen aften, “ udbrød han henrykt, „ har jeg den ære atter at bringe deres majestæt mit hjertes hyldest! “ „ I morgen aften venter jeg deres eminence. “ „ Og med hvilke følelser tillader deres majestæt, at jeg forlader dem? “ Den stolte spanierinde lagde bånd på sin opblussende harme, og med et charmant smil strakte hun hånden ud imod cardinalen, som med varme kyssede den smukke hånd og fjernede sig glædedrukken. — Anna af Østerrig sad et øjeblik tankefuld med rynket bryn, men med et smil på læben; pludseligt gav hun et lille kast med hovedet, som om hun havde taget sin beslutning, hvorpå hun gik ind i sovegemakket og gav ordre til, at man næste morgen så tidligt som muligt skulle sige til madame de Chevreuse, at dronningen ønskede at tale med hende. Madame de Chevreuse, dette forvildede væsen, som Maria af Medicis havde fået anbragt hos sin svigerdatter for lidt efter lidt at få hende bort fra kongen og muligen ved eksemplets magt få hende til at glemme sine ægteskabelige pligter, havde i første ægteskab været gift med connetablen af Frankrig, Charles Albert de luynes, der var bleven snigmyrdet, og hun gik derfor i reglen under navn af madame la connotable. Hun kunne være en tre- fireogtyve år gammel, og hun var anset for en af sin tids smukkeste, mest åndrige, mest letsindige og mest intrigante damer. Da hun havde bopæl på slottet Louvre, havde hun, alt imedens hendes første mand levede, stået på en meget fortrolig fod med kongen, hvilket endogså havde vakt uro hos Anna af Østerrig, der dengang endnu ikke kendte Ludvig den trettendes mærkværdige forhold til hans elskerinder, dem, han elskede platonisk. man fortalte, at Ludvig den trettende, da madame de Chevreuse engang i en tête-à-tête optrådte alt for varmt lige overfor ham, skal have sagt: „ Madame de luynes! jeg må forud gøre dem opmærksom på, at jeg altid kun holder af mine elskerinder fra livet og opefter. “ „ Men min gud, Sire, “ svarede madame, „ så må deres elskerinder jo se at få anbragt livet midt på lårene. “ Som man vel kan forstå, var der mere ærgerrighed end kærlighed med i spillet i hendes optræden lige overfor Ludvig, og da hun derfor mærkede, at hun ikke kunne blive kongens elskerinde, så besluttede hun sig til at blive dronningens veninde, og det lykkedes hende til fulde. Det varede ikke længe, inden de to vare uadskillelige. Som man nok kan forstå, var det for at fortælle veninden hele scenen med cardinalen, at dronningen havde så meget hastværk med at få hende i tale. Madame de Chevreuse havde i lang tid iagttaget denne cardinalens forelskelse, og de “ to veninder havde ofte indbyrdes leet hjertelig ad den, men det var dog aldrig faldet nogen af dem ind, at den skulle åbenbare sig på den måde. der blev nu lagt en plan, som var disse galfrandse værdig, og den, mente de, skulle nok kurere cardinalen for bestandig for hans kjærlighedsparoxysmer ligeoverfor dronningen. Om aftenen, da alle vare gåde til ro, presenterede cardinalen sig på ny, således som han havde fået tilladelse til. Dronningen modtog ham på det venskabeligste; hun lod kun til at nære nogen tvivl om alvoren i eminencens kærlighed. Hans eminence svor ved alt, hvad der var helligt, og erklærede sig beredt til at gøre alt, hvad hans dame forlangte, alt til hendes ære, trods nogen Roland, Amadis eller galaor. „ Det tror jeg gerne, “ udbrød dronningen. „ En mand er altid beredt til at gøre heltegerninger, når han da er en mand; det tjener jo kun til hans egen ære; men ved de, hvad de ikke vil gøre, når jeg forlanger det, hr. Cardinal? “ „ Nej? “ „ Det er noget, som kun den, der i ånd og sandhed elsfer, kunne ville bekvemme sig til — “ „ Og det er? “ spurgte cardinalen mere og mere spændt. „ De vil ikke danse en sarabande for mig. “ „ Madame! “ svarede han. „ Jeg er ligesåfuldt cavalier og kriger, som jeg er gejstlig, og min opdragelse har, gud været lovet, været, som det sømmer sig en adelsmand. Jeg indser derfor ikke, hvad der skulle forhindre mig i at danse for deres majestæt, hvis det kan være dem en fornøjelse, og hvis de så vil love at belønne mig for min opofrelse. “. „ Men de lod mig ikke tale ud. Jeg ville sige, at deres eminence næppe ville danse en sarabande for mig i spansk buffocostume. “ „ Hvorfor ikke? Dansen har i og for sig altid en vis buffo-charakter; hvorfor skulle man man da ikke lade udstyrelsen stå i overensstemmelse med aktionen? “ „ De vil virkelig danse en sarabande for mig med bjælder på benene og castagnetter i hænderne? “ „ Ja, når det er for dem alene og så, ifald jeg tør håbe en belønning. “ „ For mig alene! Det er umuligt! Vi må have musik til dansen. “ „ Godt! jeg tager boccau, min violinist med; han er diskret, og jeg kan stole på ham. “ „ Hvis de gør det, så skal jeg være den første til at indrømme, at ingen følelser kunne være mere inderlige, mere stærke end deres, hr. Cardinal. “ „ De skal få deres ønske opfyldt, madame. Imorgen ved tamme tid kan de vente mig. “ øronningen rakte ham hånden til Kys, og han forsvandt endnu mere lykkelig end den foregående aften. Hele den næste dag gik øronningen i en vis ængstelse for, at cardinalen skulle betænke sig på at begå hin kostelige dårskab. Madame de Chevreuse nærede derimod ikke et eneste øjeblik tvivl, da hun vidste, at hans eminence var forelflet op over begge ørene. Klokken 10 var dronningen i sit cabinet. Madame de Chevreuse og et par hofdamer vare skjulte i et sidecabinet. Kort efter trådte boccau ind med sin violin under armen og meldte cardinalens nære ankomst. En halv snes minutter senere trådte en formummet skikkelse ind ad døren, kastede kappen, da døren omhyggeligt var lukket — det var cardinalen i det forlangte costume med bjælder på vristen og castagnetter i hånden. Anna af Østerrig havde den allerstørste møje med at holde sig fra at briste ud i latter ved at se den mand, der styrede Frankrig, optræde i et sådant costume. Imidlertid lagde hun bånd på sig selv, takkede cardinalen med en yndefuld gestus og bød ham holde det løfte, han havde givet sin dame. Boccau spillede sarabanden, og ved de første toner satte cardinalen sine næsten fyrretyveårige ben i rytmisk bevægelse. På grund af den alvor, hvormed han tog sagen, fik det hele et så yderligtgående burlesk præg, at det ville have været umuligt for nogen at holde sig fra at le, og det lykkedes da heller ikke dronningen. Pludseligt brast hun ud i en stormende latter, der gav genlyd fra de tre damer i det tilstødende gemak. Cardinalen så øjeblikkeligt, at istedenfor at have opnået en gunstbevisning var han bleven genstand for en mystifikation, og han ilede rasende bort. Fluks trådte de tre damer ind, og et gjallende latterchor, i hvilket selv boccau måtte stemme i, fulgte ham på vej, og alle vare de enige om, at de aldrig havde bivånet en kosteligere scene. De ulykkelige, der dreve gæk med en mand som cardinal Richelieu! Anna af Østerrig havde ikke villet — om man så tør sige — føle hans kærlighed — nuvel! Så skulle hun føle hans had. Hendes forhold senere til den glimrende, åndrige og elegante hertug af Buckingham gav ham rig lejlighed til at tilfredsstille det, og han forsømte ikke lejligheden, som vi måske ved lejlighed kunne få lejlighed til at se. overvunden naivetet. Dengang da jeg var en lille en og skulle begynde min skole og fik mamelukker på begge ben og gik med en ærmeløs kjole — da var jeg just ikke fuldt så klog som nu — jeg flet ikke fattede ', hvorledes det egentlig skete dog, at man fødtes, og hvorfor man pattede '. Og der blev svart mig, hver gang derom jeg mine forældre spur ' te, at børn de enten med storken kom, eller også posten dem gjorde. Og man kunne også fange dem, når man ville i parken mede; men skønt jeg medede ' hvert evige år, dog aldrig på krogen de bede. Og alt, hvad ved posten jeg flæbte og fled, de ville ej ud af tuden. Ja, mange sorger jeg dengang led, fordi jeg var børn foruden. men mine forældre bedre det gik; de havde det rigtignok heldigt! Hvert evige år et barn de fik — fa ' er må vist ha ' e pumpet vældigt! Men da jeg nu først i skolen kom og fik så meget at lære, så spurgte jeg da min lærer om, hvordan en post skulle være. Hvordan den bedst kunne lave børn, thi derfor så lidt jeg mon sukke. Det var mig rigtigt i øjet en tjørn, at jeg aldrig postede ' en dukke. Men han gav mig intet svar derpå — når jeg blev en voksen pige, så ville jeg vistnok det forstå, så skulle han mig det sige. I en halv snes år jeg voksede da; forlængst var jeg ude af skolen, så friede han til mig og fik mit ja, og jeg trak i brudekjolen. Nu har jeg alt et par vugger igang. Nu kender jeg hemmeligheden! Thi jeg har en park, og han har en Stang — og sikken en yndig meden! i. Kærlighed med forhindringer. Det er tidligt på aftenen i novembermåned, og vi befinde os på boulevarden i Paris. Gaslygterne ere lige blevne tændte, og de elegante, hvide smalben og de coquette snørestøvler give trottoirernes asfalt den tidobbelte interesse for hele den glade ungdom. Udenfor en kunsthandlers oplyste vinduer står en ung mand fortabt i beskuelsen af et helt harem af kvindelige skønheder, der, som hørende til demi-monden, er fotographerede i allehånde piquante stillinger og alle uden undtagelse i et costume, der så meget som muligt nærmer sig til Fru Evas bekendte figenbladtoilet. Den unge mand var meget smuk; især udmærkedæ han sig ved en elegant og smidig figur og et par fyrige, spillende øjne. På engang studsede han uvilkårligt ved synet af et af portraiterne, han nærmer ansigtet så meget som muligt til glasruden, og halvhøjt udbryder han: „ Det er jo hende! der kan ingen tvivl være. Det er hende! “ „ Så det er det? “ lyder en stemme ind i øret på den unge mand, der uvilkårligt rødmende hurtigt trækker sig tilbage. „ Er du der, Carlsen? — godaften! “ „ Godaften, Vang! Jo, det er mig, “ lyder svaret på godt dansk fra den sidstankomne, der åbenbart er i en noget mere fremrykket alder. „ Hvad er det så for en hende, du så henrykt syntes at genkende? “ „ Å, det var et af de portraiter der i vinduet, som jeg syntes at genkende, men jeg tog dog måske fejl. “ „ Så, se rigtigt efter engang endnu! jeg skal ikke udspionere dig. “ „ Nej, vist ikke nej! lad os bare gå! “ udbrød den unge, der ikke ved en indiskretion ville blotte selv den, der i meget blottet tilstand havde ladet sig udstille der i kunsthandlerens vindue. „ Som du vil! “ og man gik samlet nedad gaden. „ Skal vi spise tilaften sammen? Jeg har netop ikke disponeret over min aften, “ spurgte den ældre, Carlsen. „ Ja, det har jeg rigtignok, men til klokken 10 er jeg disponibel, og hvis du vil tage tiltakke med mig så længe, så skal det være mig en fornøjelse. “ „ Thi når klokken er 10 sænker den skønne Julie silkestigen, og ung Romeo, som i daglig tale også kaldes Carl Vang, escaladerer op på altanen for at kysse sin dames snehvide hænder, bade sig i hendes mørke lokker og drømme ved hendes bølgende barm. “ „ Ja, fuldt så poetisk er det nu rigtignok ikke, men jeg kan ikke nægte, at jeg har et stævnemøde — “ „ Sagde jeg det ikke nok? “ „ Og det med noget af det piquanteste af alt kvindeligt væsen at være, som jeg nogensinde er truffet på. “ „ Se se! ja, lad os nu komme herop i regence, så kunne vi ved en absintt muligen høre lidt om dette piquante. “ Som sagt så gjort, og snart sagde de to venner hver med et glas foran sig af den aromatiske, stimulerende gift, som det er schweitzernes kunst at uddrage af herba absinthii ( malurt ). „ Nå, nu op med historien, min brave Vang. jeg gjcetter allerede, at en af de kvindelige skønheder derhenne i kunsthandlerens vindue spiller en hovedrolle i den. “ „ Det er just ikke aldeles fejl gættet. Men tand for tunge, og du skal få hele mit eventyr. — det var forleden eftermiddag, at jeg gik en lille tur i Boulogneskoven. Allerede lidt indenfor indgangen lagde jeg mærke til en ung, meget smuk dame, der gik ene om ad en sideallée. Hun gik temmelig langsomt og pirrede med sin parasol i græsset ganske, som om hun gik og ventede nogen. Kort efter forsvandt hun dog for mig, men da jeg en halv times tid senere kom samme vej tilbage og just havde sat mig lidt på en bænk og tændt mig en cigar, så sik jeg atter øje på min skønne, der stadigt syntes lige forventningsfuld. Jeg kan ikke nægte, at det begyndte at gøre mig ondt for hende — “ „ Ja, jeg kender jo dit medfølende unge hjerte, “ Bemærkede Carlsen tørt. „ Du søgte vel også at trøste den forladte Penelope? “ „ Ja, det vil sige: jeg gik ganske vist, efter at have kastet min cigar, hen imod hende, løftede på hatten og tillod mig at ytre på den beskedneste måde af verden: „ Croyez moi, madame! il ne viendra pas, l ' ingrat. “ „ Og hvad sagde hun til den indiskrete næsvished? “ „ Hun smilede på den mest fortryllende og skælmske måde, man kan tænke sig: „ Moi, je le crois aussi non, monsieur. “ — at jeg efter denne introduktion og hendes svar derpå følte mig opfordret til at optræde som hendes trøstens engel, kan du vel begribe, og det lykkedes mig også så godt, at jeg efter en timeslids forløb havde fået tilladelse til at besøge hende samme aften. “ „ Det kalder man den hurtige retsforfølgning. “ „ I sådanne tilfælde gælder det: „ Chi va piano va insano! « — da klokken var 9 præcis, ringede jeg på hendes gadedør. En ung pige lukkede mig op; jeg spurgte efter Fru b. —. “ „ Hun var altså gift? “ „ Hun var enke. “ „ Formodentlig efter en officier, der var faldet på Krim eller i Italien? “ „ Ja netop! “ „ Det tænkte jeg nok. Det er de alle sammen. “ „ Stille, du skeptiker! og lad mig fortælle. Jeg blev ført ind i et nydeligt boudoir, og kort efter havde jeg lejlighed til at bringe den skønne min varmeste hyldest. Der blev bragt vin ind, en glødende spansk vin, hun satte sig hos mig på en chaiselongue, jeg vovede at lægge min arm om hendes smækre taille, og efter en kort modstand tillod hun mig dette; jeg ville trykke et Kys på hendes læber, og jeg fik to igen, og dette i forbindelse med den hede vin havde snart bragt mit blod ikog. Jeg ville drage hende nærmere til mig og løsne de skranker, der skjulte for mit blik de to fortryllende tvillinghøie, imellem hvilke den lille gud Amor titter frem til de henrykte dødelige — da rejste hun sig pludseligt, vinkede mig til sig og forsvandt i det samme bag en portiere. Jeg ilede efter, slog portieren til side, men stødte på en aflåset dør. „ Attendez un moment, s ' il vous plait, monsieur, “ Lød det ud til mig, og jeg måtte finde mig i min skæbne, endskønt det at vente i et sådant øjeblik er noget af det mest tantaliske i denne skønne verden. Pludseligt åbnedes døren, et elegant og temmelig stort soveværelse med store spejle på siderne og en prægtig seng midt på gulvet viste sig for mig. Over sengen brændte en lysekrone, hvis blus vare omgivne af matslebne farvede kupler, der gave alle omgivelser et vist østerlandsk skær, der ingenlunde dæmpedes ved synet af en henrivende vennsskikkelse, der dukkede ned i sengens bolstre, just som jeg styrtede ind igennem døren. “ „ Og så? “ spurgte Carlsen med stoisk ro. „ Så søgte du vel i coslumet at komme til at ligne Mars så meget som muligt, siden hun optrådte som Venus? “ „ Det kan ikke nægtes, men så kan du tænke dig hendes caprike. I samme øjeblik som jeg lig en Cæsar vil overskride rubicon — det vil sige sengekanten, så hopper hun leende ud på den anden side. “ „ Og så? “ „ Ja, så begyndte der en ny udgave af „ Lutzows milde, milde verwegene Jagd “. Rundt om borde og stole, over sofaen og rundt om sengen sprang hun med en kats lethed, jeg bagefter og begge i paradisisk costume. Vildere og vildere blev jagten, mere og mere ophidset blev jeg; rundt om sengen gik det til sidst, men stadigt vidste hun at smutte fra mig. Til sidst kunne jeg ikke holde det ud længere; jeg stod op i sengen, og herfra sprang jeg som et vildt dyr ud til den side,

1882_JacobsenA_EnJournalist

Axel

Axel

Jacobsen

En Journalist

male

male

dk

JacobsenA

En Journalist

Jacobsen

En Journalist

Fortælling

n

roman

Prior

KB

nan

nan

O

I. En mærkedag for domænekon toret! » Vi må have en rød streg på kalenderen, « sagde - kontorbudet. » Mandag; og alligevel kl. 10 var hele kontorpersonalet næsten fuldstændig til stede. Var en ministerdimission i sigte, et ttronskifte, krigserklæring? Nej, en begivenhed af en endnu større rækkevidde for kontoret var kørt op, dommens dag var kommen på syndernes mangfoldighed, tålmodigheden bristet, finantsministeriet rokket i dets grundvold. » Folkebladet « — Københavns oppositionelle hovedorgan — havde i søndagsnumret bragt et angreb på kontorets forretningsgang, og det et angreb af den kraftigste Art. I de mest skarpe udtryk var sløseriet, driveriet på kontoret blevet påtalt; man ankede over, at de simpleste sager blev månedsvis opholdte, man oplyste, at kontorchefen aldrig var at få i tale, fuldmægtigene og assistenterne altid til frokost, volontieren komplet idiot i alt, hvad angik ekspeditionen. kontorchefen — den skikkelige justitsråd — havde ikke haft en god søndag, angrebet var » naturligvis « Ganske ubeføjet; men desværre vare enkelte af ankerne ikke i den grad blottede for skygge af sandhed, at de ville kunne falde bort af sig selv. Konferentsråden havde været hos ham og foreholdt ham, at en imødegåelse måtte og skulle gives; bladet måtte tilbagekalde — godvillig eller gennem proces. En injurieproces! Kontorchefen bævrede af rædsel ved ordet; han skyede dette middel som døden, dette tveæggede sværd, der altid sårer den, som fører det. Han ville vinde^ processen — naturligvis — natur... Lig... vis. Men hvis nu... Domstolene er ofte så uberegnelige.;. så besynderlige — hvis mortifikationen ikke blev fuldstændig... uh ha, han gyste... så, så var han færdig. Godvillig tilbagekaldelse; det var jo meget dejlig, og departementschefen kunne let nok tage det i munden, men det gik ikke så glat; disse knolle nede i » Folkebladet « Var han slet ikke mand for at tumle, det vidste han. Han kunne ikke ’slippe fra dem med et ' par komplimenter, dem troede de ikke på; han kunne ikke tage dem med en trumf, det bed ikke på dem. og så for Pokker, han slog op i udgiftsbogen... han kunne ikke trække avertissementer tilbage... hvor ærgreligt, ministeriet averterede ikke i » Folkebladet «. Og i det sorteste humør af verden spankulerede justitsråden frem og tilbage i kontoret, stampende magtesløst i gulvet. Sagen var ikke at spøge med det gjaldt embedet, det rare, hyggelige, lune embede. En efter anden blev kontorpersonalet kaldt ind i hans værelse, fuldmægtigen, assistenterne ja til sidst volontøren — men gode råd vare dyre; man stod ' og måbede dumt på hverandre, vidste hverken ud eller ind. Først og fremmest måtte man forsøge en mindelig overenskomst, man måtte opsøge fjenden i hans skidne hule, men hvem var manden for det? Kontorchefen havde ikke mod på at stille på redaktionskontoret og stå skoleret: opnåede han intet af denne sin gang, var skandalen kun endnu mere eklatant. Ingen af de andre herrer tilbød sig; fuldmægtigen følte sig slet ikke oplagt til at rage kastanierne ud af ilden for chefen i unåde, og assistenterne hørte ikke til den sort mennesker, man betror et hverv, når virkelig noget skal udrettes. » Hr. Delacroix, « tillod volontøren sig langt om længe at sige. » Hr. Delacroix er abonnent på » Folkebladet. « » Ja Delacroix — naturligvis Delacroix... hvor er Delacroix, « sagde kontorchefen og råbte ud i kontoret: » lad hr. Delacroix straks komme ind! « » Hr. Assistenten er ikke kommen endnu, « lød det dumpt fra kontorbudet med hans rustne stemme. » Men hvor satan stikker Delacroix, « brølede kontorchefen, der til daglig aldrig bandede. » Klokken er straks tolv...er fyren gal... på en dag som denne. « » Vi kan have hr. Delacroix om en lille halv, « svarede kontorbudet, der havde bedst rede på arbejdstiden og det overhængende arbejde. » Han tager immer et lille slag herop lidt over 12; « og tilføjede ærbødigt-fortroligt, som han gik tilbage til det yderste kontor: » Justitsråden skal blot ikke vente ham før. » Lidt efter gik døren. » Er det hr. Delacroix, « spurgte justitsråden ud i stuen. » Nej, en » Påløber, « hr. Justitsråd, « svarede budet. » Skal jeg lade ham stryge «, fortsatte han sagtere hen til fuldmægtigen. » Nej for djævlen! « råbte kontorchefen, » vil. De blot se, at de kan få ekspedere! Sagen. « Hele kontorpersonalet, justitsråden i spidsen, for mod » Påløberen « — en skikkelig bondemand, der slet ikke skulle ind i » Domænen « men over i finantsbovedkassen. Assistenten.tog straks på sig at bugsere ham hen i det rette kontor, man ville vise, hvor smukt man vidste at behandle publikum. Kl. 1271 stillede hr. Delacroix, hverken før eller senere, det budet havde anmeldt nøjagtigt i forvejen af gammel vane. Han drev ind i kontoret, som om intet var i vejen, i den mest muntre frokoststemning — en angostura, to pilsner. Men hvor gned han sig i øjnene, han troede ikke, at han var vågen; han så kontorpersonalet in pleno i stuen, det var noget nyt, ubegribeligt! Naturligvis, den eneste, der ikke havde læst artiklen i » Folkebladet «, var abonnenten, den radikale assistent, hr. Delacroix. Om søndagen var han, som forøvrig også om hverdagen, alle steder.undtagen i ministerialbygningen. Havde det været en theaterskandale, avisen var kommen med, bynyt, en æsttetisk anmeldelse af dr. Herman Weil, Nordens store æsttetiker,. ville hr. Delacroix have slugt det, som avisen kom ind af døren — men stykker om politik og ministenalnyt sprang han principmæssig over; det tik han tidsnok at vide. F han måtte straks møde hos chefen. Han ventede en tordentale, og han havde færden af, at han fortjente den; men kontorchefen betvang sin harme; skulle nogen kunne frelse ham ud af håns vånde, » Måtte det være Delacroix, og ingen uden ham. Albert Delacroix var kontorets gode hoved. Han havde været en flink student om end ikke en dygtig jurist; det vil sige, hans udmærkede evner havde skaffet ham artium med en god første karakter, men studenterårene soldede han bort i stedet for at arbejde, og embedseksamen havde han kun taget med et knebent laud. Han var kontormand som de andre — måske drev han det en smule videre, dog hans elskværdige væsen havde trods hans efterladenhed og påsagte studenter-radikalisme skaffet ham de foresattes velvilje, og*hans karriere frembød langt bedre udsigter, end den i virkeligheden fortjente. Kontorchefen oplæste artiklen for ham inde på værelset, forklarede ham situationen, sagde, at han måtte og burde tage sagen i sin hånd; han — Delacroix havde chancer, han var kattolik, udpræget radikal, og hans mundlæder var af første kvalitet. Vor assistent var glad over at slippé med så billig absolution for den fortjente røffel. Han lovede at forsøge alt, men justitsråden måtte ikke vente store resultater, han måtte gøre opmærksom på, at han ikke kendte det ringeste til redaktøren af » Folke- \ bladet « eller nogen af medarbejderne... men han skulle i embeds medfør gøre sit bedste, og som han føjede til med et stjålent blik fra siden af; han håbede trygt, den gode sag, den faste jordbund, skulle bringe kontoret sejr. * nok så vigtig stavrede han ned ad de mange trapper, noget hurtigere, end han før var gået op ad dem. Det ville også have været affektation, hvis han havde frasagt sig hvervet. Sådan forretning lå netop for hans stemme; han var henrykt over denne fornøjelige afveksling i det daglige lirum-larum, ministerialliv er trods de gode dage ikke morsomt. At være afsending fra ministeriet hos pressen, forhandler mellem.to så mægtige potentater, det var ganske pikant. Foruden det udmærkede grundlag for vigtigmageri, som missionen afgav, var sendeisen hhm særlig behagelig, fordi det gav ham lejlighed til at se en redaktion på nært hold — noget han længe havde haft smag på. Som student var han ikke kommen i berøring med journalisterne. Sit lystige liv havde han ført med en lille kreds af medicinere og jurister, der i de dage skyede journalisterne som pesten — som politibetjenten der søgte at hindre deres kåde løjer. Han gik vel oppe i studenterforeningen for det gode hoved, men det varede længe, inden han følte trang til at udbytte sine talenter i pressens tjeneste. Nu var det kommen over ham: han havde moret sig ud. Lyst havde han, og tid havde han i overflod, det manglede kun på en lejlighed, som skulle sætte ham i forbindelse med et eller andet blad. Pressen stod for ham med den nimbus, den har for mange yngre mænd, der personlig aldrig er kommen i berøring med den. Man kan nok tale hånt om pressen og dens betydning; i sit stille sind forundres man over dens indflydelse, imponeres af dens magt. Og det er naturligt nok: et blads så meget spaltede og dog så sammensvejsede organisme må forbavse de uindviede, som vanskelig kan fatte, hvorledes en Avis kan udgå så helstøbt, så enkelt i anskuelsen af mange forskellige menneskers arbejde. Se ned på journalisterne, kan man nok, når enkelte, som det kan hænde, bringe standen i miskredit, man må se op til journalisterne, når man ser deres virksomhed som brændpunkt for livet, og alt dette indhyllet i et mørke, som det uøvede øje — hvor skarpt det end er — ikke evner at trænge igennem. Og nu » Folkebladet «! Det havde han altid betragtet med særlig forkærlighed... set på det som mønster for journalistik, det havde jo gjort sig til organ for de anskuelser som i større eller mindre udstrækning deltes af hele den frisindede ungdomsfriske lejr, han sluttede sig til trods det adelige blod, der randt i hans årer — adelsmand var han jo, det sagde allerede det sammensatte navn. Han glædede sig ret til at lære bladet at kende, ja måske at komme i personligt bekendtskab med redaktøren. Han lovede sig meget af sendeisen. Ganske vist havde han kunnet ønske bekendtskabet indledet anderledes. Komisk var det, at han skulle komme som forurettet modstander til den radikale lejr, han den utrættelige satiriker på kancellistupiditeten og bureaukratbornertheden — han havde taget dets forsvar på sin kappe. Men her var intet valg, han havde givet justitsråden sit ord, og han måtte opfylde sin pligt. — oppe i Nyhavn i en smudsig baggård lå redaktionskontoret. Han nølede nogle minuter udenfor indgangen. Rendestenen syntes ham rubikon, og dog var det kun et simpelt forretningsanliggende, der førte ham til bladet. Kontoret, han kom ind i, var skummelt og utilbørligt smudsigt. Oppe på en kontorstol ved en høj pult hang en sygelig, gusten mand over et regnskab. » Avertissementer, vær så god, ved denne pult, « Sagde manden i en eddikesur tone uden at se op fra sit arbejde, da Delacroix trådte ind. Delacroix bragte ikke avertissementer, men han måtte alligevel hen til pulten, thi han så ikke noget andet levende væsen i kontoret end en lille kat på avisreolen, og den kunne han jo ikke spørge. » Jeg ønskede gerne at tale med redaktøren. « » Forhuset, anden sal til højre, det står udenfor; i kan de ikke læse? « snærede manden bidsk hen til ham. ' vor bureaukrat på mission gjorde flov omkring og stavrede op ad hovedtrappen. Oppe på anden sal fandt han omsider en dørplade, hvorpå der var • * indgraveret: Kristoffer Nielsen, Kand. polit., redaktør. Døren var lukket. En seddel angav redaktionstid fra 11—1. Delacroix så på uret; det var over tiden. Han ringede dog på, man kunne da i værste tilfælde ikke andet end lade være med at modtage ham; det syntes så, ingen kom til døren; han ringede endnu en gang, denne gang stærkt; to små drenge — en på tre, den anden på fem år rev døren op, klyngede sig til ham, og trak ham i uhyre jubel afsted ind i korridoren, det var jo en hel kærlig modtagelse;- og han havde ikke fået sagt et ord, førend en ung dame kom løbende. » Fy! fy! Hans og Julius, vil i se, at i kan komme bort fra den fremmede mand. « hun tog børnene i hånden og så undskyldende på assistenten. ♦ » Er redaktøren at få i tale? « » Jo, min mand er hjemme. Vær så god at gå lige ind. « Den unge frue var tarvelig klædt, men hun så i al sin tarvelighed nydelig ud, og gjorde straks en erobring i vor assistent. Klarere fuglekvidder i stemmen havde han aldrig hørt, det milde blik, det friske, ungdommelige ansigt, det lyse lokkehoved, den vævre skikkelse fuldendte fortryllelsen, det var noget andet end den sure bogholder nede i bagstuen. Døren blev åbnet ind til et lyst tofags værelse. •stuen var rummelig, hyggelig at se til, med lyse Gardiner og rentvasket gulv. Møblerne vare godtkjøbs, men nye eller særdeles godt vedligeholdte. Dog trods den store renlighed og det bortfejede støv var værelset et billede af den størst tænkelige uorden. Overalt hvor man så hen lå aviser spredte ud. Bordet foran den lille sofa var en mødding fra literaturens mark; bøger i dyngevis på sofaen, i stabler på vinduskarmen, på gulvet, ja under bordet — kun reolen stod halvtom. Blade og beskrevet papir flydende rundt om, gjorde uordenen kun mere synlig. Alt tilsammen dannede et stort og tilsyneladende * uigennemtrængeligt uføre. Foran det eneste kostbare bohave i værelset, skrivebordet, rimeligvis en gave fra taknemmelige holdere, sad en høj, sværlemmet mand med ludende hoved, foroverbøjet ryg, sysselsat med korrektur. Fruen pegede hen på ham; det var redaktøren. I samme øjeblik, som han blev opmærksom på den l • fremmede, sprang han op fra sin plads og gik sin gæst helt i møde, og inden Delacroix havde set sig om, vat han allerede placeret i en lænestol, der stod op ad skrivebordet således, at det fulde dagslys faldt ind på ham, redaktørens træk lå i skygge. Han fik dog set, at redaktøren var en køn mand på en ' syv otte og tredive år. Det første indtryk var særdeles gunstigt. Assistenten kunne ikke få i sit hoved, at denne mand med dette godmodige udseende skulle have været ophavsmanden til de berømte, drilske artikler, » Folkebladets « specialitet. Men da i samtalens løb redaktøren flyttede sig, og et stærkere lys faldt over hans ansigt, opdagede vor fysiognom peu à peu, at godmodigheden ikke var så fremherskende; og i hvert tilfælde ikke det eneste fremspringende træk hos manden. Nu vakte det mere hans forundring, at han havde en bondefødt mand foran sig. Hele skikkelsen — fra de smukt formede hænder til det aristokratiske ansigt med den lange kavalleri-knebelsbart tydede mere på adelsmanden end på plebejeren og på plebejerens værner. Han kunne kun ikke komme fra en besynderlighed, og det var, at en så routineret redaktør var så dårlig herre over situationen: han famlede mærkeligt, som han passiarede, hans tale lød forlegen, en forlegenhed som først tabte sig langt ind på samtalen. En drejning i stolen tillod vor helt endnu flere iagttagelser: han så, at redaktørens.øjne, skærmede af askegrå briller, vare svage og trætte, og da brillerne gled ned på næsen, som han talte, og han vanemæssig så på gæsten over^glassene, opdagede Delacroix, at øjnene vare matte og rødlige, det komme nu af ihærdige studier eller af nattesvir, han vidste, begge ting kunne gøre det. » Jeg har den ære at se...? « » Her har de mit kort. Jeg hedder Albert Delacroix... er assistent under domænekontoret. « » Hin, hm, « brummede han, bed sig i den venstre knebelsbart og satte sig i positur. » I anledning af deres artikel om domænekontorets forretningsgang ville jeg gerne gøre dem... « » Undskyld et øjeblik, « afbrød redaktøren og drejede på kårtet. » Deres fader er vel ikke godsejer hans Delacroix til lyngbyhus? « » Nej, jeg er aldeles ikke i familie med godsejeren. Min fader var timelærer. I den anledning... « » Timelærer... nu har jeg det... Deres fader var M. de la croix... rigtig... ikke sandt? « » Har de kendt ham? « » Om jeg har kendt ham... den prægtige gamle mand. — han var min første franske lærer. Deres fader var fra Lyon? « » Han blev fordrevet under revolutionen. « » Det sagde han jo nok. Kun skade, at årstallene fortæller, at Napoleon blev kronet, da deres fader fyldte to år. « » Ja, ærlig talt, jeg har heller ikke haft megen tro på mine legitimistiske forbindelser. « » Deres moder var dansk? « » Ja og borgerlig. « » Gud bevares, deres faders adel var vist meget ægte; det var dog underligt, at gesandtskabet aldrig kunne finde verifikationen. « » Pokker med det; jeg har, som de kan se, trukket mit navn sammen i et;' hvad skal man med de narrestreger med » de la «. — nutildags har adelskabet heldigvis intet på sig. « » Men de er kattolik? « » Jeg er gået i skole i Bredgade, konfirmeret i st. Ansgari kirke — men med kattolicismen er det kun så som så. « » Jeg kender mange katholiker; det er brave folk, flinke at komme ud af det med. Kommer de til grev Lerche fra mollerupgeard... De ved, vor udmærkede politiker. « » Nej, jeg kender ikke grevens. « » Men dr. Weil, deres store trosfælle, må de vel kende? « » Heller ikke... undskyld, at jeg kommer bort fra mit ærinde, det var om det domænekontor, at... « » Ja gu’ var det om domænekontoret, « svarede redaktøren gabende. » Sig mig, hr. Delacroix, hvorledes kan et fornuftigt sammensat menneske holde det.ud oppe i den kasse? « » Å, det er ikke så galt for en mand i min alder. « » Hvor gammel er de, om jeg må være så fri? « » 24 år. « » Og har de en god eksamen? « » Første karakter. « » Begrave dem med første karakter i sådan en anstalt... sidde og slide i nogle dumme regnskaber fra morgen til aften. « » Det er ikke så drøjt med de regnskaber.' « » Og hvad kan det føre til? « » Jeg tør ikke beklage mig. Jeg har ret gode 14 chancer for avancement; om en fire fem år er jeg rimeligvis fuldmægtig. « » Å, en fuldmægtigs gage, hvad er det? En kommis hos en grosserer har langt mere. « » Men han skal også bestille noget derfor. Hm, hm; det var virkelig en meget graverende artikel, » Folkebladet « Bragte i går. « » Å, mener de. Nå vor Avis har vel ikke stor kredit oppe hos dem? « » Nej, det har den sandelig ikke. De må kunne forstå, at denne så sårende måde, hvorpå de polemiserer... nu f. Eks. denne artikel om do... « » Ja, jeg ved det nok; han er giftig vor lille redaktionssekretær. Vær nu ærlig, er Damberg ikke morsom? « » Det skal gud vide — han fører den vittigste pen i hele landet. Og hvor forstår han ikke at træffe netop ' den mest følsomme plet. De kan ikke tænke dem den fryd, med hvilken vi nyder artiklerne, hvori finantsministeren får læst og påskrevet. De ved, den, der har skoen på... « » Alt ingen ting mod den artikel, der kommer i bladet i morgen. De skal tro, den har både næb og klør. « — på et redaktionskontor er altid artiklen, der kommer den næste dag den bedste.'.. Artiklen i dag tænker man ikke på... Bladet i går ligger århundreder tilbage. Redaktøren greb korrekturarket • foran sig og læste et par linier op af en kampartikel mod ministeriet i den sædvanlige dambergske stil. » For at komme tilbage til mit ærinde — domænekontoret. De har været meget drøj i deres... « » Men de er også meget drøje mod os. « » Hvorledes? « » Naturligvis... hm... hm... det bliver mellem os. De må ikke sige det igen... De kunne nok unde os nogle af disse » Skovauktioner «. « » Justitsråden har meddelt mig, at » Folkebladet « Fra nytår vil modtage avertissementerne fra kontoret. « » Kontorchefen må naturligvis bedst selv vide, hvad der betaler sig for kontoret. Enhver udgift fra administrationen må have indtægt i følge, det byder tilbørlig finantspolitik. « » Deres ærede Avis udbredelse rundt om i landet gør naturligvis » Folkebladet « særlig skikket til den Art bekjendtgjørelser. Men tillad mig, for at blive ved spørgsmålet, når de i deres artikel meddeler.... « » Undskyld, når er kontorchefen at få i tale? « » Mellem kl. ll3/4 og 12. Som sagt når de i deres artikel hævder... « » Ærligt! har artiklen vakt opmærksomhed, bliver sådanne ting virkelig læste? « » Jeg forsikrer dem: hele kancelliet er i oprør... og netop desårsag er det at jeg... « » Tænkte jeg det ikke nok «, afbrød redaktøren atter, rejste sig og kaldte ud i korridoren: » Guttenberg, spring op i sætteriet og sig: » Weil « går ud — man skal tage fat på » Kvægtorvet «. Her er manuskript, min dreng. — folk bliver s’gu’ ked af den evige æsttetik. « » Sig ikke det, hr. Redaktør.... Især ikke af artikler, der hidrører fra en så åndfuld mand som dr. Weil. « » Ja! Dr. Weil er en meget talentfuld mand, en mand, hvis umådelige evner vi skylder så uhyre meget — vi demokrater. — men, » fortsatte han noget mere lavmælt, » jeg kan kun ikke bruge, at han altid ligger i klammeri, snart med en, snart med en anden. Var det kun med fjenden, fik det endda være... men vore venner får også ofte deres rap, og det bringer så meget ondt blod. « » Hans fyrige sind tåler ingen lunkenhed hos vennerne, det er såre naturlig. «. » Å ja! men han kunne for det nok være fordrageligere. De hørte hans forelæsninger i forsommeren? « » Hvert et eneste; det var jo en selvfølge. « » Fordi han er kattolik? « » Hr. Redaktør, de er vist ikke mindre kattolik end jeg. « Det bankede på døren fra dagligstuen. » Hvad er det, Therese, « spurgte han sin kone, som forlegen, undseelig åbnede døren. Hun kom hen til ham og hviskedee ham noget i øret. » Å, korrespondenten fra Island, det kedelige asen... lad ham vente. — går de gerne til forelæsning, « Fortsatte han til Delacroix, da konen atter var forsvunden. » Når de er værd at høre. « » Så skal de såmænd høre prof. Larsen; det er virkeligt et fortrinligt sociologt grundlag, han yder — rigtig at få forstand af. « » Jeg må bekende, at jeg har lagt statsretten på hylden efter eksamen. Til stadighed hører jeg kun prof. Smidts forelæsninger over filosofi. « » De følger godt med den moderne åndsudvikling. « » Tysk filosofi har jeg studeret i vid udstrækning. « » Kun filosofi? « » Jeg har også læst en del æsttetik. « » Og naturligvis selv produceret æsttetik i store kvantiteter? « » Kun for privat fornøjelse... ene min bordskuffe er lyksaliggjort med mine utrykte romaner. « » Å, det er vel ikke så mange? « » Jeg tror såmænd, at jeg har produceret en 30 à 40 ark. «. » Hvor får de stunder til at få alt det revet af dem? « » Jeg har jo ingen ting at bestille hele dagen. « » Men deres arbejde på kontoret... Regnskaberne...? « » Hvad har man volontærer til? « Redaktøren sprang op af stolen, skød den ind mod skriverbordet med en kraft, der bragte aviser, papirer og bøger til at danse. » Min herre! « udbrød han i den argeste fana-, tikers mest skærende tone, stillede sig i position som, alvorsmanden og slog sig på brystet, som stod han som personifikationen af sandheden. » Min herre! De kommer.til mig som klager over en artikel mod deres kontor. Og hvad er det så, de har at forebringe os? De erkender alle vore Ankers berettigelse! De fortæller, at kontorchefen er at træffe fra kl. 113/4—12! De indrømmer, at fuldmægtigen aldrig bestiller noget, og at de, assistenten, har tid til at gå på alle mulige og umulige forelæsninger... skrive romaner, og jeg ved ikke alt. Menneske! ved de da ikke, at vi har et ansvar, ved de ikke, at vi, organet for den offenlige mening er vort publikum en borgen for vederhæftig og behørig undersøgelse af de forskellige dele af statsmaskineriets funktioner. Tror de, at vi rolig kan se, en doven, uvidende embedsstand sløser den så dyrt betalte tid bort og varetager publikums interesse på en skammelig måde! Nej min herre, en stopper skal min sandten sættes for det uvæsen", og vil ikke andre, så skal jeg være mand derfor. De kræver en tilbagekaldelse af vor • artikel... en dementi. Skammer de dem ikke! Indser de ikke, at opfyldelsen af deres fordring var intet mindre end at forlange, at jeg mod bedre viden bedrog publikum: det var jo et bedrag af den skammeligste Art. Jeg står her som dommer.... Min stillings pligter fordrer, at jeg uden persons anseelse kæmper for sandhed og ret.... Det nytter ikke, hvad de siger... jeg står her i moralens navn... jeg taler for den offenlige orden og friheden... selv om deres chef, selv om finantsministeriet in pleno — fra gehejmeråden ned til kammerråden kom til mig, tilbagekaldte jeg ikke en tøddel. « Øjnene, de matte fra før, "skjød lyn, som redaktøren sagde dette; brillerne gled op og ned på næsen. Delacroix stod målløs over tordentalen, ledsaget som den var, af børnenes latter fra dagligstuen ved siden af; og næppe var det sidste ord runget gjénnem stuen, førend det med stærkt akcentueret islandsk akcent lød gennem døren: » Jeg står her... jeg kan ikke andet! Gud hjælpe mig! Amen! « » De er en ung mand, « fortsatte redaktøren noget roligere. » De ved ikke, hvad de er kommen for, jeg tilgiver dem..., « og han tilføjede nedladende som departementschefen ved en audiens: » Kom en anden gang til mig, når de for egen regning har et og andet på hjerte, så får jeg se, hvad jeg kan gøre for dem. « Redaktøren slog ud med hånden som tegn på, at han ikke havde mere at sige ham, åbnede døren til dagligstuen og lod den islandske korrespondent træde ind — en yngre filologisk kandidat, som Delacroix daglig traf sammen med i studenterforeningen, så at det var ham noget ubegribeligt, at denne mand kunne være forfatter af de famøse breve frai Reykjavik. Dog Delacroix grublede ikke længe over dette fænomen. Forbløffet, fortumlet over redaktørens taskenspiller-forhør, kunne han i sin forvirring knap finde udgangen. Han slubrede våd som en hund ned ad trapperne, ja det forekom ham", som om han hørte en fnisen bag sig, men han så ikke op, skyndte sig kun ud på gaden og sneg sig slukøret afsted langs husrækkerne., han gik ikke op i finantsministeriet, skønt kontorchefen nok ventede ham; han skammede sig over missionens vanheld, så ringe resultat havde han ikke ventet; tidsnok i morgen at blive let ud. Fortabt, slappet, drev han hjem, smed sig ned i chaiselonguen og lå døsende hele eftermiddagen, skar tænder, stampede i gulvet, lo sig selv ud... gav sig de mindst hyggelige tillægsnavne: han måtte være en fuldblods idiot, han måtte være dummere end den dummeste kancellist, således som han havde X * ladet sig trække om ved næsen af den lune bondetamp. men hvem skildre hans overraskelse, da han flov og gnaven den næste dag, højt op på formiddagen, pansret med adskillige undskyldninger og forestillinger om redaktørens umedgjørlighed indfandt sig på stuen og i stedet for den påventede regn af skoser og spidser blev modtaget af sin kontorchef, der kom ham glædestrålende i møde med » Folkebladet « i hånden. » Det var bravt, hr. Delacroix, de forstod at tage ham. Ja, kære mand, det gik langt bedre, end jeg havde ventet. De kan på mit ansvar tage ferie i otte dage. « Delacroix greb den udstrakte Avis og læste, tabende næse og mund af forbavselse: domænekontoret og publikum står ingenlunde i så mørkt et forhold til hinanden som udviklet af en indsender i vort søndagsnummer. Kontorchefen er, efter hvad vi have bragt i erfaring, hver dag på bestemt tid til stede. Ekspeditionen af sagerne fremmes så betids som gørligt, når det tages i betragtning, at finantsministeren ved den kortsynethed, hvormed han har afvist dyrtidstillæget for de lavere embedsmænd, tvinger ekspedienterne til gennem private bestillinger at skaffe sig det nødvendige gagetiliæg. Enhver Anke mod smøleriet bør rettes mod den højtærede finantsminister fra Sandby gård og mod ingen uden ham. Delacroix tog, idiotisk smilende, mod justitsråden taksigelser, men manden var ikke så snart ude af sigte, førend assistenten kastede sig ned i sofaen, og overladende volontæren at få påløbere til at » stryge « på bedste vis, grundede han resten af kontortiden på forklaring over redaktørens besynderlige adfærd. il, det kgl. Tteater. Billet til fri adgang til første parket til højre for » Folkebladets « redaktør eller anmelder. Lian betragtede fribilletten med henrykkelse; den var, syntes han, tegnet på jordens største herligheder. Hvad førte den ikke til, hvad åbnede den ham ikke. Døren for? han skulle have sæde mellem dem, der bestemte smagen; han skulle være leder af den offenlige mening — kunne man tænke et større, mere attråværdigt kald? Et øjeblik skød den tanke op i ham: hvilken berettigelse* har han frem for andre til at være dommer og vrager, hans smule gode hoved, hans smule læsning var det alene fyldestgørende; kunne det alene give ham adgang til dommersædet? Dog han jog hurtig dette ubehagelige samvittigheds-spørgsmål på flugten; han betragtede sig som en lykkens pamfilius, der en morgen var vågnet og havde fundet sig berømt. Han havde let erobret sin plads, det erkendte han, men han skulle til gengæld også fuldt ud vise sig sejren værdig; han skulle sætte alt ind på at fyldestgøre sin store, ansvarsfulde posts krav. Han stod hjemme foran spejlet timevis, inden han gik i tteatret. Han iagttog sine ansigtstræk, undersøgte, om han evnede at beherske dem. Det var af yderste vigtighed: man måtte ikke af hans ungdom drage ufordelagtige domme om hans ydelser. Han prøvede, om han i sit ydre kunne lægge tilstrækkelig myndighed — det var jo først og fremmest det, som det kom an på. Desuden bestræbte han sig efter udtryk for kulde og ro; han ville ikke gøre sig til af sin stilling, men han følte sig samtidig så stor, at han ikke ligefrem ville skjule den. I tiden mellem kl. 6 og 7 forsøgte han endog at give sit ansigt et blaseret anstrøg, det, mente han, var af stor virkning i vore dage;. dog naturligvis frem for alt kulde, myndighed, retfærd. Albert Delacroix var kommen til journalistiken, lettere end de fleste unge mænd. Ikke som så mange journalister havde han behøvet arbejde sig op fra nyhedsreferent til magtens tinde; han var plumpet i lige fra oven af. Men man ville gøre ham for megen ære, hvis man troede, at det alene skyldtes hans glimrende talenter, sandheden ville komme en del nærmere, når man tillagde det hurtige avancement hans forholdsvis gunstige pekuniære forhold. Uformuende unge mennesker have fra begyndelsen af deres journalistiske løbebane "trods deres store ærgjærrighed og store selvtro måttet skrive om alt muligt, levere bynyt og » Ildebrande «, og kom det højt, figurere som anmelder for den zoologiske have. Delacroix, som havde råd til at bortvise biindtægter, kunne rolig afvente den, som det forekom ham, eneste attråværdige plads i 'et blads redaktion, den han fra første færd havde udset som sin private domæne. Han var naturligvis hurtig efter det første bekendtskab kommen i kast med » Folkebladet «. Som svar på redaktørens velvilje mod ham i domænekontorspørgsmåle t, havde han kort efter dementiens fremkomst søgt redaktør Nielsen igen og takket ham for hans uformodede imødekommenhed. Redaktøren hørte småleende på hans forundring i anledning af tilbagekaldelsen, og bad ham, ikke tage sagen for alvorlig, man kunne ikke være principfast på svovlstikker. Han spurgte assistenten, om han var bleven meget bange for ham — på sådan og lignende måde måtte han ofte værge sig mod de kaskader af stillede • imødegåelser, ' hvormed det fra dag til / dag regnede ned over ham. Bladet ville synke ned til et blot organ for polemik og kævl, hvis han skulle fyldestgøre alle krav. Ja, han skulle ærlig tilstå, at han under sidste samtale havde haft til hensigt at lade domænesagen ligge, som den fortjente. Tilfældig havde han ladt et ord falde til sin hustru om sagen, hun havde fortalt ham, at også hun havde læst Med M. de la croix — hun havde taget sig af delacroix’s sag, havde foreholdt ham, at deres gamle vens søn ville få ubehageligheder, hvis spørgsmålet kom til at stå hen. Altså skyldte han Fru Nielsen al takken, ham ingen. Mod disse redaktionelle opstillinger kunne Delacroix ikke indvende synderligt, og det så meget mere som han vidste, at ban i dette spørgsmål ikke havde så aldeles rent brød i posen. Han gentog sin tak for den smilende redaktrice, som afviste deri energisk, det var kun retfærdighed, simpel retfærdighed, man havde vist ham. Også redaktøren var meget venlig imod ham, han spurgte ham gentagende, om han ikke havde lyst til nu og da at sende bladet lidt literære bidrag, han kunne forud erklære, at de ville være meget kj ærkomne, thi det hed sig ude i » Byen «, og på » Byen « lagde den * gode redaktør for landbointeresser megen vægt, at bladet i den seneste tid var blevet vel tørt, så at det nok kunne trænge til nye kræfter. Delacroix gav som svar på dette nogle komplimenter om bladet. Men redaktøren lod sig ikke overbevise — det var ikke af beskedenhed, han talte, men kun, som han sagde, efter hørensagen, de egne iagttagelser stolede han ikke på; den evige syslen fra dag til dag med avisen gjorde, at han, som så mange andre redaktører, tabte det rette mål for bedømmelsen af stoffets værd. Delacroix greb med Iver den udstrakte hånd. Ikke otte dage efter dette besøg, stod han atter i redaktionskontoret og præsenterede en feuilleton for » Folkebladet «. Denne artikel blev ganske vist ikke optaget; kan være, at den traf redaktøren i det gnavne lune, kan være, at han virkelig havde ret i sin påstand om en uventet stor stof rigdom i de dage. Faktum var, at den unge redaktørfrue blev den eneste læser af hans første feuilletonistiske udgy delse. Redaktøren bad Delacroix om kun tålmodig at vente: der ville nok snart b

1876_JacobsenJP_FruMarieGrubbe

Jens Peter

J.P.

Jacobsen

Fru Marie Grubbe

male

male

dk

JacobsenJP

Fru Marie Grubbe

Jacobsen

Fru Marie Grubbe

Interieurer fra det syttende Aarhundrede

n

roman

Gyldendal

KB

1600

undertitel

CANON_HISTORICAL

I. 1 Jen luft, der lå under lindetræernes kroner, havde vugget sig frem over den brune hede og de tørstige marker; den var bleven baget af solen og støvet af vejene, men nu var den renset af det tætte løvhang, svalet af de kølige lindeblade, og duften af lindens gule bloster havde gjort den fugtig og givet den fylde. Nu lå den og blinkede stille og saligt op i det lysegrønne hvalv, kærtegnet af sagte dirrende blade og af hvidgule sommerfugles flimrende vingeslag. De menneskelæber, som åndede denne luft, vare svulmende og friske, den barm, den højnede, var ung og spæd. Barmen var spæd og foden var spæd, midjen smal, væksten slank, og der var en vis mager styrke i den hele skikkelse. Frodigt var kun det stærke, dunkeltgyldne hår, der halvt var bundet og halvt hang løst; for den lille, mørkeblå fløjelshue var gleden af og hang om halsen i sine knyttede hagebånd ned på ryggen som en lille munkehætte. Ellers var der intet klosterligt ved dragten; en bred og ligeskåren lærredskrave slog ned over en lavendelblå hvergarnskjole med korte og vide, opskårne ærmer-, ud af dem brusede et par store poseærmer af fint, hollandsk lin. En højrød sløjfe sad på brystet og højrøde sløjfer på skoene. Hun gik med hænderne på ryggen og med foroverbøjet hoved. Med legende, sirlige skridt gik hun langsomt op ad gangen; men ikke ligefrem; hun gik i bugter; snart var hun ved at støde imod et træ på den ene side, snart var hun ved at komme ud mellem træerne på den anden side. En gang imellem standsede hun, rystede håret fra kinderne og så op mod lyset. Det dæmpede skær gav hendes barnehvide ansigt en matgylden glød, dej gjorde de blåladne skygger under øjnene mindre synlige; de røde læber blev purpurbrune og de store, blå øjne blev næsten sorte. Hun var nydelig var hun: lige pande, svagt kroget næse, kort, skarpskåren underlæbe og stærk, rund hage og tint rundet kind og ganske små øren og rent og skarpt tegnede bryn... Hun gik og smilte, let og tankeløst, tænkte på ingenting og smilte i harmoni med alt omkring hende. Hun kom til ende med gangen, standsede og gav sig til at svinge rundt på hælen, halvt til højre og halvt til venstre, stadigt med hænderne på ryggen, med hovedet lige, blikket opad, og hun nynnede monotont og afbrudt i takt med sin svingen. Der lå to gråstensfliser og var trappetrin ned til haven, til haven og det skarpe, hvide Sollys. Den skyfri, blåhvidste himmel så lige ned i den, og den smule skygge, der var. holdt sig tæt ind til foden af de klippede buksbomhække. Det skar i øjnene, selv hækken stod og gnistrede lyset fra sine blanke blade i skarpe, hvide blink. Ambraen slæbte sig i hvide snirkler ud og ind. Frem og tilbage om tørstige balsaminer, boboreller, gyldenlakker og nelliker, der stod og stak hovederne sammen ligesom får på åben mark. Ærterne og bønnerne henne ved lavendelrækken vare ved at falde fra stængerne af varme. Morgenfruerne havde opgivet det hele og stod og så solen lige op i ansigtet, men valmuerne havde kastet deres store, røde blomsterblade og stod i de bare stilke. Barnet i lindealleen sprang ned over trinene, løb gennem den solhede have, med bøjet hoved, som man løber over en gård i regnvejr. Hun styrede hen imod en trekant af dunkle takstræer, smuttede om bagved dem og gik så ind i den store løvstue, der var en levning fra de belowers tid.-. En vid rundkreds af.ælmetræer havde de flettet sammen foroven, så vidt grenene kunne nå, og det runde hul i midten havde de gitret til med lægter og rafter. Slyngende roser og valske kaprifolier groede stærkt op i ællmeløvet og tættede godt, men til den ene side var de slået fejl, og humlen, der var plantet efter med. havde forknyttet ælmekvistene og magtede ikke selv at lukke for hullet. for indgangen til stuen lå der to hvidmalede havheste; derinde stod der en lang træbænk og et bord; pladen til bordet var af sten: stor og oval havde den været, men det meste af den lå på jorden i tre stykker, kun et lille fjerde lå lust over det ene hjørne af bordrammen. Ved det satte barnet sig, tog benene op på bænken, lænede sig tilbage og lagde armene over kors. Hun lukkede sine øjne og sad ganske stille; der kom et par små rynker i panden, en ( fang imellem bevægede hun øjenbrynene og smilte let: « i stuen med de røde purpurtæpper og den forgyldte alkove ligger griseldis for margrevens fødder, men han støder hende bolt; nys har han revet hende op fra det lune leje, nu åbner han den smalle, rundbuede dør, og den kolde luft strømmer ind på den stakkels griseldis, der ligger på gulvet og græder, og der er intet andet mellem det kolde nattepust og hendes varme, hvide jægerne end det tynde, tynde lin. Men han jager hende uil og låser døren efter hende. Og hun trykker den nøgne skulder op til den kolde, glatte dør og hulker og hører ham gå blødt inde på gulvets tæpper, og gennem nøglehullet kommer jjyset fra den duftende kærte og sætter sig som en lille, rund sid på hendes blottede bryst. Og hun lister sig bort og går ned ad den mørke marmeltrappe og der er ganske stille, hun hører ikke andet end den bløde, klappende lyd af sine nøgne fødder på de isnende stentrin. Så kommer liun udenfor. Sneen... nej, det regner, det skylregner. og det tunge, kolde vand plasker ned på hendes skuldre; linet klæber fast til hendes legeme, og vandet driver ned ad hendes bare ben, og hun træder med de skære fødder i det bløde, kolde dynd, der glider glat ud til siden under fodbladet. Og vinden... Buskene river hende og hænger hendes kjole, nej, hun har jo ingen kjole på... som det flængede mit brune skørt! — der må vist allerede være nødder i fastruplund. Alle de nødder, der var på Viborg marked... Gud ved, om Ane har fået ro i sine tænder... Nej! Bruhnhylde! — den ville hest sprænger afsted... Bruhnhylde og grimmild — dronning grimmild vinker ad mændene, vender sig og går bort. Og de slæber dronning bruhnhylde frem, og en lav. sort Karl med svære, lange arme. En som Bertel i bomhuset, tager i hendes bælte og rykker det over, og han smøger hendes kittel og hendes underkjortel af hende, og med sine sorte næver stryger han guldringene af de hvide, myge arme, og en stor, halvnøgen, brun og lådden Karl lægger sin hårede arm om hendes liv, og med sine plumpe, brede fødder træder han sandalerne af hende, og Bertel vikler hendes lange, sorte lokker om sin hånd og trækker bort med hende, og hun følger ham med foroverbøjet krop, og den store lægger sine svedige håndflader på hendes nøgne ryg og skubber hende fremad, fremad hen til den sorte, fnysende hingst, og de slænger hende ned i det grå støv på vejen og de knytter hestens lange hale om hendes ankler... » Så kom rynkerne igen og blev der længe, hun rystede på hovedet og så mere og mere fortrædelig ud. endelig slog hun øjnene op, rejste sig halvt og så sig træt og misfornøjet omkring. Myggene dansede henne for åbningen mellem humlerankerne, og det drev på derude fra haven stødvis med Duft af mynte og hjærtensfryd og imellem med Duft af dild og anniskål. En lille, tummelumsk, gul edderkop løb kildrende hen over hendes hånd og tik hende til at springe op fra bænken. Hun gik hen mod indgangen og rakte efter en rose, der sad oppe i løvet, men hun kunne ikke nå den. Så gik hun udenfor og plukkede af slyngroserne; jo mere hun plukkede, jo ivrigere blev hun, og snart havde hun skørtet fuldt. Hun bar dem ind i løvstuen og satte sig ved bordet. En for en tog hun dem op af skødet og lagde dem på stenpladen tæt op til hinanden, og snart var stenen skjult under et blegrødt, duftende svær. Den sidste rose var tagen, hun glattede skørtets folder og de løse blomsterblade og de grønne blade, der havde sat sig fast i kjolens luv, strøg hun af, og blev så siddende med hænderne i skødet og så på rosenfloret. Denne blomsterlød, der krusede sig i skær og skygger, fra hvidt, der rødmer, til rødt, der blåner, fra fugtig Rosa, der næsten er tung, til et lilla så let. at det kommer og går som om det drev i luften —. Hvert enkelt, rundet blomsterblad, yndigt hvælvet, blødt i skyggen, men i lyset med tusinde næppe synlige gnister og blink; med alt sit favre rosenblod samlet i årer og spredt i huden... og så den tunge, søde Duft, den drivende em af den røde nektar, som koger i biomsterets bund. Hurtigt strøg hun sine ærmer op og lagde de nøgne arme ned i rosernes milde, fugtige kølighed. Hun vred dem rundt i roserne, der med løste blade flagrede mod jorden, så sprang hun op og fejede med ét strøg alt det bort, der var på bordet og gik ud i haven, rettende på sine ærmer. Med blussende kinder og hastige skridt gik hun ned gennem gangene og ud, og fulgte så langsomt havediget op mod kørevejen. På den var der kort før indkørslen til gården et læs hø væltet; flere læs holdt bagved og kunne ikke komme frem. Ladefogden pryglede kusken med en brun stok, hvis politur glimtede i solen. Lyden af slagene gjorde et uhyggeligt indtryk på barnet, hun holdt sig for ørerne og gik hastigt op mod gården. Kælderdøren ned til bryggerset stod åben; hun smuttede derned og slog døren i efter sig. Det var den fjortenårige Marie Grubbe, datter af hr. Erik Grubbe til Tjele Hovedgård. * * * skumringens blå skær lå over Tjele. Duggen var falden og havde gjort ende på høkjørslen. Gårdens piger var i stalden og malkede; karlene rumsterede omkring i agerum og selekammer; hovbønderne stod i flok uden porten og ventede på at blive ringet til nadvre. I det åbne vindue stod Erik Grubbe og så ud over gårdspladsen: langsomt og en for en kom hestene helt fri for seler og grime udad stalddøren og gik hen til vandingstruget; midt i gården stod en dreng med rød hue ved en af bindestenene og satte nye tænder i sin rive, og henne i et hjørne legede to unge mynder tagfat mellem træhesten og den store slibesten. Som tiden led kom karlene tiere og tiere frem i stalddørene, så sig om og trak sig fløjtende eller trallende tilbage., en pige med fyldt malkespand kom i hurtig, småtrinet trampen over gården, og hovbønderne begyndte at trække sig inden porten som for at skynde på nadverklokken. Nede i køkkenet blev der stærkere tumlen og raslen med spande, fade og brikker, så blev der taget et par stærke tag i klokken, og den rystede to hold rustne toner af sig, der snart døde hen i træskoklampren og lyden af døre, der skurede mod fældingeii. Så var gården tom, kun de to hunde stod og gøede om kap ud ad porten. Erik Grubbe trak vinduet til og satte sig betænksomt ned. Det var i vinterstilen han sad. De brugte den både vinter og sommer, både til dagligstue og spisestue, de opholdt sig næsten aldrig i andre Stuer end den. Det var et rummeligt tofags værelse med højt brystpanel af mørkt egetræ, væggene vare beklædte med et tavl af hollandske stentøjsfliser, de vare glasserede. hvide i bunden og malede med store, blå roser. Kaminen var sat med brændte mursten, en dragkiste var stillet foran åbningen, ellers ville det trække når der blev gået med dørene. Et poleret egetræsbord med to store, halvrunde klapper, der næsten hang ned til jorden, nogle højryggede stole med sæder af hårdt, blankslidt læder og et lille, grønmalet skab, der hang højt oppe på vægge », andet var der ikke derinde. Som Erik Grubbe nu sidder der i mørkningen, kommer hans husholderske, Ane.tensdatter, ind med et lys i den ene hånd og en støb pattevarm mælk i den anden. Støben sætter hun for ham, selv sætter hun sig ved bordet og lyset foran sig. dog giver hun ikke slip på stagen, men sidder og drejer den rundt med sin store, røde hånd, der glimter af mange ringe og store stene. * åja såmænd ja! » sagde hun som hun satte sig. « hvad er det? » spurgte Erik Grubbe og så hen på hende. ♦ å. En kan da nok give sig, når en har støjet om til en hverken årker eller sanser! » r 10 » Ja! — travle tider!— folk får de sommerdage rende den varme op, de om vinteren skal sidde i. » « ja! — 1 snakker! — der er måde med alting, men hyvl i Grob og Hamler i Gras det er en lied kongkyren. Jenne er en om alting; de indenoms piger er trallier tilhobe, kjærrestsladder og Byssens nyt, det kan de nok kom' igennem; gør de nøj, så gjø’ di ed skidt, å gyres skal ed å det te gavns; men hvem der kommer te ed, de æ misæl a. Wulborg æ syg å Stine å buet. de malosier, de står og bødler te di sveder ve ed, men li vidt kommer de. En ka' da også ha" nøj hjælp a’ Mari når 1 vild' tal' henne te", men hun fo" da hverken lov te’ å rør" sæ te’ de’ jen heller de ånt. « » Nå, nå! du snakker dig jo både fra vejr og ånde og fra landsens mål tillige. Klag ikke mig noget på, forklag dig selv; havde du havt tålmod med Marie i vinter og lært hende lempelig op og viist hende ret håndelag på alting. Så havde du nu haft gavn af hende; men du havde intet tålmod, du var hidsig og hun blev trodsig, 1 var jo ved at splitte hinanden levende ad. Det er såmænd mere end tak værd, at det blev forbi. » Hyvl i Grob o. s. v. — det er en dårlig kongekjørsel at køre hjulene i grøften og vognhamleme itu. Malosie — stolt, klodset fruentimmer. « ja vist så! værg i kuns Mari, i er så nærmest til det; men værger 1 jeres, så værger a min, og enten i tager til fortrydelse eller hvad i gør, så får i vide, at der er mere sind i Mari end hun kan komme gennem verden med. Men det tik nu være den fejler det er, men hun er ond—ja! I siger nej, men hun er ond; aldrig kan hun lade bitte Ane gå i fred, aldrig! hun ligger over hende med pluk og nap og lede ord så lang dagen er; det sølle barn måtte ønske det aldrig var bleven til og det måtte a og, og a ønsker det så travrig som det er. Å! Gud inderlig se i nåde til os! I er ikke ens fader for de to børn; men det forstår sig, det er som ret er, fædrenes synder skulle hjemsøges på børnene i tredje, ja i fjerde led. og moderens synd ligesådan, og bitte Ane er kuns en horeunge, — jo! jeg siger det rent ud, hun er en horeunge, en horeunge både for gud og mennesker; — men i! I, hendes fader! I måtte skamme jer, måtte i, — ja, det siger a om 1 så lægger hånd på mig for det, som den mikkelsdagsaften for to år siden, i måtte skamme jer, æ tvi måtte i så: for at lade jert eget barn mærke, at det er undfangen udi synd, og 1 lader hende formærke det, både i og Mari lader hende og mig mærke det, ja, om i så slår mig lader i hende det mærke... » Erik Grubbe sprang op og trampede hårdt i gulvet. « stejler og hjul! siger jeg, er du da spitalstosset kvind? — du er drukken er du, ind og læg dig på din seng og sov dig rusen og galden væk! du fortjente jeg slog dig under dine øren, galsindede kvind! — nej, ikke et ord til! — Marie skal bort, hun skal herfra den dag i morgen, — fred vil jeg have i fredsens tid.* Ane hulkede højt. « å gud, å gud! at det skulle times! — en verdens skam!—lægge mig ud for drik! — har jeg nogentid den tid vi har kendt til hinanden og al den tid der forved, gået i stegers med en ruset pande? har 1 hørt mig snakke over mig? hvor er den plet. 1 har set mig ligge mendrukken? Det er den tak, en får! Sove min rus væk! —ja. give til gud a måtte sove hen, give til gud a måtte synke død ned for jer, som i bær spot og spe ind på mig... » Hundene glammede op derude i gården, og der lød hovslag under vinduerne. Ane tørrede hastigt sine øjne, og Erik giubbe åbnede vindnet og spurgte hvem det var. « ridende bud fra fovsing, » svarede en af husets karle. « så tag hans hest og lad ham komme herind. » Og dermed blev vinduet lukket. Ane satte sig til rette i stolen og skyggede med hånden for de rødgrædte øjne. Så kom budet ind og bragte hilsen og venskab fra stiftsbefalingsmand Christian skel til fovsing og odden, som lod formelde, at han i dag havde fået stafet om at krigen var erklæret under første juni; af den grund var det nødvendigt at han for tiere Årsager* skyld tog til Års og derfra mulig til København og lod nu derfor spørge, om Erik Grubbe ville slå følge, sålangt omstændighederne ville vejen gøre, de kunne da i alt fald få endt den sag, de havde sammen med somme århusfolk, og anlangende København så vidste stiftsbefalingsmanden, at Erik Grubbe didhen havde mere ærinde end nok var. 1 alle fald ville Christian skel være på Tjele hen ad fire slæt over middag. Erik Grubbe sagde dertil, at han skulle være rede til rejsen. Med den besked red så budet hjem. Nu talte Ane og Erik Grubbe længe om hvad der skulle gøres medens han var borte, og det blev da også bestemt, at Marie skulle rejse med til København og blive hos sin faster rigitze et årstid eller to. Den nær forestående afsked havde gjort dem begge roligere, men den gamle tvist var nærved at hamme op igen, da de kom til at tale om, hvilke af sin salig moders smykker og klæder Marie skulle føre med; det blev dog afgjort i mindelighed, og Ane gik for at lægge sig tidligt, da ilet nok kunne behøves, at den dag i morgen blev gjort så lang som muligt var. Lidt efter meldte hundene nye fremmede. denne gang var det dog ikke andre end sognepræsten for Tjele og vinge, hr. Jens Jensen paludau. Med et: * god kvæld i stuen! » trådte lian ind. Det var en bredskuldret, knokkelstærk mand med lange lemmer og ludende hoved; rundrygget var han også, og hans hår var stort som en kragerede, gråsprængt og filtret, og hans ansigt havde en underlig stærk, jævn og tillige ren, blegrød farve, der ikke passede godt til de grove, knortede ansigtstræk og de buskede bryn. Erik Grubbe bad hån sidde ned og spurgte ham, hvorledes det gik med hans høbjergning. Talen drejede sig så en stund om årstidens vigtigste markarbejder og døde hen i suk over det forgangne Års dårlige kornavl. Præsten sad og skelede påskjøns over til støben og sagde så: « velbyrdighed altid synderlig umådeholden! holder sig altid til naturlig drikke. — det er og det sundeste; nysmalket mælk er en himmerigs velsignet ting, det er det, både for ond mave og æng bryst. » « jamænd! Guds gaver er alle gode så enten de malkes eller tappes os til. — i får nu sætte smag på en tønde ægte Mumme, vi forgangen fik hentet hjem fra viborrig; hun er både god og tysk endda jeg ikke kan skønne at tolderen har mærket hende. » ølkruse og en stor tudekande af ibentræ og siret med sølvringe blev sat frem. Så drak de hinanden til. « heydenkamper! ægte, adelig heydenkamper! » Udbrød præsten med en stemme, der skjalv af begejstring og rørelse, og da han salig lagde sig tilbage i stolen, havde han næsten tårer i øjnene. « 1 er en kendere, hr. Jens!* smiskede Erik Grubbe. « ak, hvad kendere! vi er fra i går og vide intet,* mumlede præsten åndsfraværende, « ellers tænker jeg på. » fortsatte han med hævet rost, « om det skulle have sin rigtighed med det, jeg har ladet mig fortælle om de heydenkampers bryghus. — - det var en frimestere, der fortalte mig det, en gang deroppe i Hannover, den tid. jeg rejste med Junker Jørgen. — se! han sagde, at de begyndte altid deres brygning en fredag nat, men inden nogen tik lov at røre sin hånd til nogenting, måtte han gå hen til oldgesellen og lægge sine hænder på den store vægt og sværge ved ild og blod og vand, at han ingen hadske og onde tanker gik og bar på, for det ville gøre øllet skade. Han fortalte også, at søndag morgen når kirkeklokkerne begyndte at gå, så slog de alle døre og vinduer og lemme op for at det kunne ringe ind over øllet; men det fornemste det blev gjort når øllet var sat hen for at gæres, så kom mesteren selv med en prægtig lade, deden op han drog både svære guldringe og kæder og kostelige stene, som der var sære tegn på, og det blev tilhobe lagt ned i otiet, og det kan en da nok tænke, at sådan ædle rigdomme må give drikken lod og andel i de hemmelige kratter, der er i dem fra naturen af. » « ja, det er ikke godt at vide noget om, » Mente Erik Grubbe, « jeg har nu mere tro til den brunsviger-humle og den anden l’rtesåd, de sætter til. » « jo! » sagde præsten alvorligt og rystede på hovedet, « det må vi ikke sige, der er meget fordækt i naturens rige, det er sikkert nok. Hver en ting både død og levendes har sit miraculum i sig, det er kuns om at gjorde at have tålmod til at suge og opladte øjne til at tinde, — ak, i gamle dage, da det ikke var så lange tider siden at gud Herren havde taget sine hænder af jorden, da var hver en ting så bespændt med guds kraft, at der sprang ud af dem lægedom og alt godt, evigt og timeligt, men nu jorderig hverken er tin eller ny længer og vanhelliget af mangfoldige slægters synder, nu er det kuns ved besynderlige lejligheder at de lade sig formærke, til visse timer og på visse steder, når mærkelige himmeltegn er oppe; det sagde jeg nyssens nu til smeden, vi stod og taltes ved om det gruelig flammendes skær, der i de sidste nætter har været at se den halve himmel rundt. — ellers kom der den gang en ridendes stafet forbi os — herop til, jeg tror? » « det var så, hr. Jens. » « han red vel intet med andet end som godt var? » « han red med det at krigen er nu erklæret. » « herre Jesus, nej da! — ja, ja en gang måtte det jo komme. » « ja, men liar de biet så længe, skulle de biet til folk havde deres avl inde. » « det er de skåninger, der har drevet det frem, sagtens; de formærker endnu den sure svie af sidste krig og venter at komme efter den søde kløe i denne. » « å! det er intet skanningerne ene. Sjællandsfarerne vil altid krig, de ved jo vel. at dem går den immer udenom, — ja, det er gode tider for nøvter og tosser, når rigens råder er galne tilhobe... » « de siger ellers, at marsken ville nok nødig til det. » « ja, fanden tro det! — kan jo dog nok være, men det kendes kun lidtagtig at prædike rolighed i en myretue, — nå. Krig har vi, og nu gælder det om at hver hytter sit. Der er nok at tage sig til i alle måder. » Talen faldt så på den forestående rejse og gik nu en tid om de slette veje, vendte tilbage til Tjele, til fedekvæg og staldfodring og gik igen på rejse. De havde imens ingenlunde forsømt kanden, øllet var steget dem svært til hovedet, og Erik Grubbe, der just fortalte om sin Fru mnrie Grubbe. 2 rejse til Ceylon og Ostindien med « perlen », havde ondt ved at komme frem igennem sin egen latter, hver gang en ny pudserlighed randt ham i minde. Præsten blev jo længer jo alvorligere; han lå sammensunken ned i stolen, men en gang imellem virrede han med hovedet, så bistert ud for sig og bevægede læberne som om han talte; gestikulerede derhos med den ene hånd, ivrigere og ivrigere, indtil han kom til at trumfe i bordet; så faldt han sammen igen med et forskrækket blik over på Erik Grubbe. Endelig da denne var kørt aldeles fast i skildringen af en over al måde enfoldig kokkedreng, tik præsten sig rejst op og tog på at tale med en dump, højtidelig røst. « sandelig, » sagde han, « sandelig! jeg skal vidne med min mund — med min mund — at i er en forargelse og en forargelsens genstand — det var jer bedre, i blev kastet i havet — sandelig! Med en møllesten og to Tønder malt, — to Tønder malt dem skylder i mig, det vidner jeg højtidelige » og med min mund. — to topfulde Tønder malt i mine egne nye sække, — for det var ikke mine sække — aldrig i evighedens rige — det var jeres egne gamle sække og mine nye, dem beholdt i — og det var bedærvet malt. — sandelig! se ødelæggelsens vederstyggelighed og sækkene høre mig til og jeg vil betale — dommen hører mig til, siger jeg. — skælver i ikke i eders gamle ben — i gamle skørlevnere! — kristeligen skulle i leve — er det kristelig at leve med Ane Jensdatter og lade hende snyde en kristelig sognepræst? — i er en — i er en — kristelig skjerlevnere — ja —. » Erik Grubbe havde ved begyndelsen af præstens tale smilet over hele ansigtet og venskabeligt rakt sin hånd ud imod ham over bordet, senere stødte han ud med albuen som for at putte en usynlig tilhører i siden, at han skulle se, hvor ubetalelig drukken præsten var, men omsider må han have fået et slags forståelse af talen; thi han blev med et kridhvid i ansigtet og tog tudekanden og slængte mod præsten, der tumlede baglæns over i stolen og fra den gled ned på gulvet. Det var dog kun af forskrækkelse, han faldt, thi kanden nåde ham ikke, den blev liggende ved randen af bordpladen; indholdet drev over hele bordet og randt i små strømme ned på gulvet og på præsten. Lyset var brændt ned i stagen og flakkede, så der snart var lyst i værelset, snart så mørkt, at den blå dagning så ind igennem vinduerne. Endnu talte præsten. Det ene øjeblik var hans røst dyb og truende, det andet pibende og næsten klynkende. « der sidder i i guld og purpur og jeg ligger her og hundene slikke mine sår — og hvad lagde i i Abrahams skød? — hvad offer gav i? — i lagde ikke en sølvotteskilling i den kriste- o « 20 lige Abrahams skød. — og nu pines i svarligen — men ingen skal dyppe sin finger i vand for jer, » og han slog med hånden i det spildte øl, » men jeg vasker mine hænder — begge to — jeg har advaret jer, — hi, — der går i — ja, der går i i sæk og Aske — i mine to nye sække — malt... » Han mumlede endnu en stund, så faldt han i søvn. men Erik Grubbe gjorde imens forsøg på at komme til at hævne sig; han tog hårdt fast i stolearmen, gjorde sig lang og anstrengte sig med at sparke bordbenet eftertrykkeligt i det håb, at det var præsten. Snart rørte sig intet mere, der hørtes kun de to gamle herrers snorken og den ensformige plasken af øllet, der blev ved at dryppe ned fra bordpladen. i. Sal. Hans Ulrik Gyldenløves enke Fru rigitze Grubbe havde sin gård liggende på hjørnet af Østergade og Pilestræde. På den tid var Østergade et temmelig aristokratisk opholdssted; her boede medlemmer af familierne Trolle, Sehested, rosenkrautz og krag; Joachim Gersdorff boede ved siden af Fru rigitze, og i Carl van manderns nye røde gård logerede som oftest to eller flere udenlandske residenter. Dog var det kun den ene side af gaden, der var så fint befolket; på nikolaj-siden vare husene lave og her boede mest håndværkere, kræmmere og skipperfolk. Et par værtshuse var der også. Det var en søndag formiddag i begyndelsen af september. I kvistvinduet på Fru rigitzes gård stod Maria Grubbe og så ud: ikke en vogn. Ingen travlhed, lutter adstadige fodtrin og en enkelt østersråbers drævende sang. Solskinnet sitrede ned over Tage og brosten, og alle skygger stod skarpt og kraftigt, vare næsten firskårne. Alt fjærnt lå i en let, røgblå varmedis. « passt au... f,* råbtes der bagved hende med en kvindestemme, der heldigt efterlignede et af megen kommailderen hæst organ. Marie vendte sig om. Det var kammerpigen Lucie, der råbte. Hun havde en tidlang siddet stille oppe på et bord og betragtet sine temmelig velformede ben med et kritisk blik. Omsider var hun bleven ked deraf og havde råbt, og nu sad hun og lo af alle kræfter og svingede overgivent frem og tilbage med benene. Marie trak på skuldrene og ville med et halvt gnavent smil vende sig om til vinduet igen, men Lucie sprang ned fra bordet, tog hende om livet og tvang hende til at sætte sig på en lille halmstol, der stod derhos. « her, jomfru! » sagde hun, « ved hun noget? » « nå! » « hun glemmer at få sit brevskab skrevet og halvgåen to har vi de fremmede, så hun har knappe fire timer. Ved hun, hvad de skal have? Gyldensuppe, flyndere og sådan anden bred fisk, stegte høns udi trisanet og mansfelder kage med sød spillinge-moes. Fint er det, fedt er det sku ikke. Jomfruens kæreste kommer da også! » *å snak om en ting, » udbrød Marie ærgerligt. « gud fader bevar os! det er da hverken lysning eller trolovelse, fordi jeg siger det. — jeg kan nu ikke forstå. Jomfru, at hun ikke gør mere ud ad sin fætter! Det er det dej— ligste, lysteligste mandfolk, jeg ved. De fødder han har! — og kongeligt blod er der i ham; en kan se det på hans hænder alene, så bitte små de er! — å, og så ligesom de var støbte — bare hans negle, de er ikke større end halvsyslinger og så røde og runde. — hvad! han kan mønstre et par ben? det er ligesom stålfjedre, når han kommer gåendes — hu hej! og hans øjne de blistrer og blinker... » Hun slog armene om Marie og kyssede hende på halsen så heftigt og sugende stærkt, at barnet rødmede og vred sig ud af hendes favntag. Lucie kastede sig på sengen og lo som en besat. • som du gør dig til i dag! » udbrød Marie, • farer du fort med det, så går jeg nedenunder. » « men hvad i alverden? En får da have lov til lidt lystighed iblandt. Der er såmænd bedrøvelse nok her i verden. Jeg har da mere, end jeg kan komme afsted med. Er nu intet min kæreste i krigen og ligger og døjer både ondt og værre? Det er den rene ynk at tænke på. Om de nu har skudt ham enten død eller gebræklig! Gud nåde mig arme pige, jeg blev da aldrig til menneske mere. » Hun skjulte sit ansigt i sengeklæderne og hulkede: « å nej, nej, nej, min egen, egen Lorens — jeg skal være dig så tro, så tro, bare Vorherre vil lade mig få dig hjem hel — å. Jomfru, jomfru! det er aldrig til at udholde! » Marie søgte at berolige hende med ord og med kærtegn. Omsider kom hun så vidt, at Lucie satte sig op og tørrede sine øjne. « ja, jomfru, » sagde hun, « ingen ved, hvad jeg har det slemt med mig selv. En kan jo umuligen immer være som en skulle. Og det hjælper intet at jeg sætter mig for at bryde mig fejl om alle unge karle; kommer de med lystighed og komplimenter, om det så var mit liv om at gøre, kunne jeg ikke bide dem af og sippe fra dem; det klør mig på tungen for at svare dem igen og så bliver det jo let til mere ganteras, end jeg strengeligen kan forsvare for Lorens. Men når jeg så tænker på, hvor farligt han er stedt, å! så fortryder jeg det mere end tænkelig er for nogen levende sjæl. For jeg elsker ham, jomfru, og ingen andre end ham, det må hun tro. Å! når jeg er kommen i seng og månen skinner ret der ind på gulvet, så bliver jeg et helt andet menneske; det kommer mig så sørgelig for og så græder jeg og græder og det trykker her oppe i halsen, som jeg skulle kvæles — å, det er så pinagtig; jeg ligger og slænger mig i sengen og beder til Vorherre og ved knap, hvad det er jeg beder om, og sommetider er jeg helt fra mig selv og så sætter jeg mig op i sengen og holder på mit hoved og bliver så forskrækkelig bange for at jeg skal gå fra min forstand af at længes. — men herre gud, jomfru! Hun græder jo; hun går da intet hemmelig og længes efter nogen, så ung hun er? » Marie rødmede og smilte svagt; der var noget smigrende for hende i den tanke, at hun kunne være forelsket og gå og længes. « nej, nej! » sagde hun, « men det er så sørgeligt, det du siger, det er ligesom alting vatene kummerlighed og fortræd. » « vist ikke så! der er andet iblandt, » sagde Lucie og rejste sig, da de kaldte på hende dernede, og så gik hun med et skælmsk nik til Marie. Marie sukkede, gik hen til vinduet og så ud, ned på st. Nikolaj grønne, kølige kirkegård, på kirkens røde mure, henimod slottet med det irrede kobbertag, udover holmen og reberbanen, rundt til Østerport med det spidse spir og til hallandsås med dens haver og træskure og med det blålige sund udenfor, der gik i et med den blå himmel, hen under hvilken hvide, blødtformede skymasser langsomt drev over mod den skånske kyst. Tre måneder havde hun nu været i København. Dengang hun rejste hjemmefra havde hun troet, at det at leve i residensstaden var noget vidt forskelligt fra det, hun nu vidste, det var. Det var aldrig faldet hende ind, at der kunne være mere ensomt der, end på Tjele Hovedgård, hvor hun dog havde haft det ensomt nok. sin fader havde hun intet selskab af, han var altid så ganske sig selv, at han aldrig kunne være noget for andre: han blev ikke fjorten år, når han talte med en fjortenårig, og han blev ikke kvinde, fordi han talte med en lille pige; han var altid på den anden side de halvtreds og han var altid Erik Grubbe. Faderens frille, der herskede, som var hun hjemmets frue, kunne Marie ikke se uden at alt, hvad der var i hende af stolt og besk, straks blev vakt. Dette grove, magtglade bondefruentimmer havde såret og pint hende så ofte, at Marie end ikke kunne høre lyden af hendes trin, uden at hun straks og næsten ubevidst gjorde sig hård, blev trodsig og hadsk. Halvsøsteren, den lille Ane, var sygelig og forkælet, omstændigheder, der ingenlunde gjorde hende omgængelig, og nu kom hertil, at moderen overfor Erik Grubbe altid søgte at komme Marie tillivs igennem hende. Hvad selskab hun da havde? Ja, hun kendte hver en sti og vej i Bigum skov, hver en ko, der græssede i engen, hver en fugl i hønsegård «!. Og i tjenestefolkenes og bøndernes venlige hilsen, når hun gik forbi dem, blev der sagt: jomfruen lider uskæl og vi seer det, vi er bedrøvede over det og vi har det samme sind til kvinden deroppe som i. Men i København? Her havde hun Lucie og hun holdt meget af Lucie, men det var jo dog et ty-ende; hun havde Lucie » hele fortrolighed og var glad ved den og taknemmelig for den, men Lucie havde ikke hendes fortrolighed. Hun kunne ikke give sine klager luft overfor hende, hun ville ikke have det sagt til sig at det var sørgeligt, sådan som hun var stillet, og hun kunne ingenlunde tåle, at et tyende talte om hendes ulykkelige familieforhold; end ikke om fasteren ville hun høre et ord. Og dog holdt hun slet ikke ad fasteren, havde heller ingen grund til det. Rigitze Gru

1880_JacobsenJP_NielsLyhne

Jens Peter

J.P.

Jacobsen

Niels Lyhne

male

male

dk

JacobsenJP

Niels Lyhne

Jacobsen

Niels Lyhne

Roman

n

roman

Gyldendal

KB

haves også fra datasprint

1828-1864

1828-1864

CE_CANON

I. Hun havde blidernes sorte, strålende øje med det fine, snorlige bryn, hun havde deres stærkt udformede næse, deres kraftige hage og svulmende læber. — den sære, smertelig-sandselige trækning ved mundvigene og de urolige hovedbevægelser, det havde hun også arvet, men hendes kind var bleg, hendes hår var blødt som silke og sluttede lindt og glat til hovedets former. Sådan var bliderne ikke; deres farver var roser og bronze. Håret var stridt og kruset — svært som en manke; og så havde de fulde, dybe, bøjelige røster, der mærkeligt støttede familietraditionerne om fædrenes støjende jagtfarter, højtidelige morgenandagter og tusinde elskovsæventyr. Men hendes røst var mat og klangløs. Jeg fortæller om hende som hun var i syttenårsalderen; et par år senere, da hun var bleven gift, havde hendes stemme mere fylde, kindens farve var mere frisk og øjet var blevet mattere, men desuden ligesom større og mere sort. Sytten år gammel var hun meget forskellig fra sine søskende og der var egentlig heller intet nært -forhold mellem, hende og hendes forældre. Bliderne var nemlig en praktisk slægt, der tog livet som det var; de gjorde deres arbejde, sov deres søvn og flere eller andre fornøjelser end høstgildet og en tre, fire julegilder faldt det dem aldrig ind at fordre. Religiøst bevægede var de ikke, men de kunne ligeså let have fundet på at lade være med at betale deres skatter som ikke at give gud hvad guds var, og derfor bad de deres aftenbøn, tog til kirke til højtiderne, sang deres psalmer juleaften og gik til alters to gange om året. De var heller ikke videbegærlige og hvad deres skjønhedssands angik, så var de ingenlunde ufølsomme for små sentimentale sange, og når sommeren kom og græsset blev tæt og frodigt i engene og sæden stod i o o o o skred på de brede agre, så sagde de lidt til hinanden, at det var en smuk tid at komme ud over landet på; men de var ikke særlig poetiske naturer; skønhed berusede dem ikke, de havde ingen ubestemte længsler sålidt som vågne drømme. men med Bartholine var det anderledes; hun havde slet ingen interesse for begivenhederne i stalden og på markerne, ingen interesse for mejeri og husholdning — slet ingen. Hun elskede Vers. I Vers levede hun, i dem drømte hun og på dem troede hun som på næsten alting andet. Forældre og søskende, naboer og bekendte, de sagde aldrig et ord, der var været at lytte til, for deres tanker løftede sig ingensinde fra den jord eller den bedrift, de havde under hænder, ligesålidt som deres blik nogensinde søgte bort fra de forhold og begivenheder, de havde lige for deres øjne. Men versene derimod! de var for hende fulde af nye tanker og dybsindige lærdomme om livet derude i verden, hvor sorgen er sort og glæden er rød, og de funklede med billeder, skummede og.perlede med rytmer og rim; — det var om unge piger alt sammen og de unge piger var ædle og skønne, de vidste ikke selv hvor meget; deres hjerter og kærlighed var mere end alverdens rigdomme, og mændene bar dem på deres hænder, holdt dem højt op, oppe i lykkens solglands, ærede og tilbad dem, var lykkelige ved at dele deres tanker og planer, deres sejre og berømmelse med dem, og sagde så oven- i købet, at det var disse lykkelige piger, der havde fostret alle planerne og vundet alle sejrene. Og hvorfor skulle en selv så ikke være såden en pige? de er så — og de er så — og de ved ikke af det; hvad ved jeg hvordan jeg er? og digterne sagde udtrykkeligt, at det var livet og at livet ikke var at sy og sømme, gå i pluset og gøre dumme visiter. Når alt kommer til alt, gemtes der i dette jo egentlig ikke andet end den lidt sygelige trang til at føle sig selv, den higen efter at finde sig selv, som så ofte vågner hos.en noget mer end almindelig begavet ung pige; men det værste var, at der ikke i hendes omgangskreds fandtes en eneste overlegen natur, der havde kunnet give hende et slags mål på hendes begavelse; der fandtes jo ikke engang en beslægtet natur og derfor kom hun så til at betragte sig selv som noget mærkeligt, enestående, som en Art tropisk urt, der var skudt frem under umilde himmelstrøg og som nu kun mægtede kummer• liert at udfolde sine blade, -* medens den i en varmere luft, under en mægtigere sol ville kunnet skyde ranke stængler med et underfuldt rigt og strålende blomsterflor. Det, mente hun, var hendes egenlige væsen, det, som de rette omgivelser ville gøre hende til, og hun drømtetusinde drømme om hine sollyse egne og fortæredes af længsel efter sit rette, rige jeg, og glemte, hvad der ligger så nær at glemme, at selv de fagreste drømme, selv de dybeste længsler ikke lægger en eneste tomme til menneskeåndens vækst. Så kommer der da en skønne dag en bejler til hende. Den unge Lyhne til lønborggård, ham var det, var -det sidste mandlige led af en slægt, der i hele tre generationer havde hørt til provindsens intelligenteste. Som borgmestere, amtsforvaltere eller kongelige commissairer, hyppigt benådede med justitsrådtitelen, tjente de i deres ældre alder konge og land virksomt og hæderligt. I deres unge dage havde de på fornuftigt ordnede og grundigt udførte studierejser i Frankrig og Tyskland beriget deres let modtagelige ånd med de kundskaber, skjønhedsnydelser og livsindtryk, som de fremmede lande i så rigt mål frembød, og når de så vendte hjem, så blev ikke hine udlændighedsår skudt til side blandt gamle minder, som mindet skydes til side om en fest, hvis sidste kærte og sidste tone er slukket ud den ene og døet hen den anden, nej, livet i hjemmet byggedes op på disse år, og de interesser, som da vare blevne vakte, fik ingenlunde lov til at gå i forfald, men næredes og udvikledes ved alle de midler, der stod til deres rådighed; og udsøgte kobberstik, kostbare bronzer, tyske digterværker, franske retsforhandlinger og fransk filosofi var hverdagsting og hverdagsæmner i lyhnernes huse. Hvad deres væsen angik, så bevægede de sig med en gammeldags lethed og stilfuld elsko o o o værdighed, der lidt stak besynderligt af mod deres standsfællers plumpe majestæt og ubehjælpsomme statelighed. Deres tale var bredeligt afrundet, zirligt pointeret, men noget affektert retorisk, det var unægteligt, men den passede godt til disse store, brede skikkelser med høje, hvælvede pander, langt tilbagevigende hårkrige, stort, lokket hår, lyse, roligt smilende øjne og fintformede, noget krumme næser; men underansigtet var for tungt, munden var for bred og læberne var også alt for fulde. Ligesom nu disse udvortes træk trådte svagere frem hos den unge Lyhne, således var også intelligensen ret som bleven træt i ham,,og det var langt fra at de åndelige opgaver eller alvorlige kunstnydelser, han havde truffet på sin vej, havde vakt noget som helst slags Iver eller attrå hos ham; men han havde givet sig i lag dermed med en pligttro anstrengthed, der ikke var bleven mildnet ved nogen glæde over at føle, at kræfterne kom i sving, eller lønnet med nogen stolt selvfølelse, når det viste sig de slog til. Tilfredsheden over. at taget var taget, det var al den løn han fik. Hans gård, lønborggård, var tilfalden ham i arv efter en nylig afdød farbroder og han var y o o derfor vendt tilbage fra den traditionelle udenlandsrejse og ville selv til at stå for gårdens drift, og da nu bliderne var hans nærmeste herregårdsnaboer og farbroderen havde stået i ’et fortroligt forhold til familien, aflagde han besøg der, så Bartholine og blev forelsket i hende. At hun blev forelsket i ham var næsten en selvfølge. Det var dog endelig engang en derude fra verden, en, som havde levet i de store, fjerne byer, hvor skove af spir og tårne tegnede sig mod den solklare himmel, hvor luften sitrede af klokkers klang, af orglers Brus og mandoliners rappe toner, mens strålende optog i guld og farver festligt bugtede sig frem i de brede gader; hvor marmorhusene skinnede og stolte slægters o o brogede skjolde sad parvis over de vide porte, mens vifterne blinkede og slørene flagrede oppe på de bugede, stenløvede balkoner. En, var det, som havde vandret i hine egne, hvor sejerrige hære vare dragne frem ad vejene, hvor mægtige slag havde omgivet landsbyernes og markernes navne med udødelig glans, hvor røgen fra zigeunernes bål steg langelig op over skovenes kroner, mens røde ruiner oppe fra de vinomkrandsede høje så ned i den smilende Dal hvor møllehjulet bruste og ringende hjorder vendte hjem over bredbuede broer. Om alle disse ting fortalte han, men ikke som digterne, langt mere virkeligt og så så fortroligt, ganske som de derhjemme talte om stiftets byer og nabosognene. Han talte også om malerne og digterne, og der var navne, han hævede til skyerne, som hun aldrig havde hørt nævne. Han viste hende deres billeder og læste deres digte med hende nede i haven oppe på højen, hvor de kunne se ud over fjordens blanke vande og hedens brune bølger; — kærligheden gjorde ham poetisk og der blev skønhed i egnen, skyerne blev til de skyer, der drev i digtene og havens træer fik det løvhang, der susede så vemodigt i balladerne. Bartholine var lykkelig, thi hendes kærlighed voldte, at det hele døgn opløste sig i en række af poetiske situationer. Det var således poesi, når hun gik hen ad vejen for at møde ham, mødet var poesi, afskeden var det; det var poesi når hun stod oppe på højen i aftensolens skær og til vinkede ham et allersidste farvel og så, ’ vemodigt glad til mode, gik op på sit ensomme Kammer for uforstyrret at tænke på ham; og når hun bad for ham i sin aftenbøn, så var også det poesi. Hun havde nu ikke mere disse ubestemte ønsker og længsler; det nye liv med dets skiftende stemninger var blevet hende nok, og hendes tanker og anskuelser vare blevne klarere, ved det, at hun nu havde en, til hvem hun uforbeholdent kunne henvende sig, uden frygt for at blive misforstået. Også i en anden henseende var hun bleven forandret: lykken havde gjort hende elskværdigere overfor forældre og søskende, og hun fandt at de egentlig både var forstandigere og havde mere følelse end hun havde antaget. Så var det de blev gifte. Det første år lignede meget forlovelseso o tiden, men da samlivet var blevet noget ældre kunne Lyhne ikke længer skjule for sig selv, at han blev træt af stadigt at give sin kærlighed nye udtryk, stadigt, hyllet i poesiens fjerham, at have vingerne spredte til flugt gennem alle stemningens himle og alle tankens dybder; han længtes efter i hyggelig ro at sidde stille på sin gren og blundende gemme sit trætte hoved under vingens lune fjerlag. Han tænkte sig ikke kærligheden som en evindelig vågent blussende flamme, der med sit stærke, flakkende skær lyste.ind i alle tilværelsens rolige folder og fantastisk lod alting synes større og mere fremmed end det var, snarere var for ham kærligheden som den stille ulmende glød, der fra sit bløde askeleje sender den jevne varme og i dæmpet tusmørke, blideligt glemmer det fjerne og gør det nære dobbelt nær og dobbelt hjemligt. Han var.træt, udmattet, han kunne ikke holde al den poesi ud, han smægtede efter at støtte på hverdagslivets faste jord, som en fisk, der kvæles i den hede" Luft, må smægte efter bølgens klare, friske kulde. Det måtte holde op, det måtte holde op af sig selv; Bartholine var ikke længer uerfaren overfor liv og bøger, hun var ligeså kendt dermed som han, han havde givet hende alt, hvad han havde fået, og nu skulle han blive ved med at give; det var umuligt, han havde ikke mere; — hans eneste trøst var at Bartholine var frugtsommelig. Allerede længe havde Bartholine med sorg mærket, at hendes syn på Lyhne lidt efter lidt havde forandret sig, og at han ikke længer stod på den svimlende højde, hvorhen hun i forlovelsestiden havde stillet ham. Hun tvivlede endnu ikke om at han var, hvad hun kaldte for en poetisk natur, men hun var bleven skræmmet, thi prosaen havde begyndt en gang imellem at stikke hestefoden frem. Desto ivrigere jog hun efter poesien og efter at bringe den gamle tilstand tilbage ved at overvælde ham med endnu større stemningsrigdom, endnu større begejstring; men hun fandt så ringe genklang, at hun næsten syntes sig selv sentimental og affektert. Endnu en tidlang søgte hun at drage den modstræbende Lyhne med; hun ville ikke tro på det, hun anede; men da omsider det frugtesløse i hendes anstrengelser begyndte at vække tvivl hos hende om at hendes ånd og hjerte virkelig havde så stor rigdom inde som hun havde troet, slap hun ham pludseligt, blev kølig, tavs og indesluttet, og søgte ensomheden for i ro at sørge over sine tabte illusioner. Thi det så hun nu, at hun var bleven bittert skuffet og at Lyhne egenlig inderst inde ikke var forskellig fra hendes gamle omgivelser og at det, der havde bedraget hende, var det ganske almindelige, at hans kærlighed for en stakket stund havde omgivet ham med en flygtig glorie af ånd og højhed, hvad der så ofte hændte med lavere naturer. Lyhne blev både bedrøvet og ængstelig ved denne forandring i deres forhold og han stræbte at gøre det godt ved ulykkelige forsøg på igen at flyve den gamle, sværmeriske flugt; men dette tjente kun til endnu klarere at vise Bartholine hvor stort hendes fejlsyn havde været. Således var det mellem ægteparret, da Bartholine bragte sit første barn til verden. Det var en dreng og de kaldte ham Niels. i. På en vis måde førte barnet forældrene sammen igen, for ved dets lille vugge mødtes de altid i fælles håb, i fælles glæde og fælles frygt; på det tænkte de og om det talte de, lige gerne og lige ofte, og så var den ene den anden så taknemmelig for barnet og for dens glæde over det og dens kærlighed til det. Men der var dog vidt imellem dem. Lyhne gik ganske op i sit landbrug og i sogneanliggender, uden dog på nogen som helst måde at optræde som ledende eller endog reformerende; men han satte sig samvittighedsfuldt ind i det bestående, så til som en interesseret tilskuer og gik med til de sindige forbedringer, hans gamle avlskarl eller sognets ældste efter nøje overvejelse, meget nøje overvejelse, foreslog. De kundskaber han i tidligere dage havde erhvervet sig, faldt det ham aldrig ind at anvende; dertil havde han for lidt tillid til det, han kaldte tteori og alt for stor respekt for de, ved gammel hævd, ærværdiggjorte erfaringssætninger, som de andre kaldte for det rigtig praktiske. I det hele taget var der intet hos ham, som tydede hen på, at han.ikke al sin tid havde levet her og levet således. En lille ting dog undtaget. Den nemlig, at han ofte i halve timer kunne sidde stille på et led eller en skjælsten og i sælsom vegetativ betagenhed stirre hen over den frodigt grønne rug eller den gyldne, toptunge havre. Det havde han andetstedsfra, det mindede om.den gamle Lyhne, den unge Lyhne. I sin verden fandt Bartholine sig ikke tilrette på den måde, sådan straks, på en gang, uden ophævelse og uden famlen. Nej, først klagede hun gennem hundrede digteres Vers, sådan i al hin tids brede almindelighed, over menneskelivets tusinde skranker, bånd og lænker; og snart var klagen da klædt som den høje vrede, der slynger sin ordfråde mod kejseres troner og tyrannernes fængsler, snart som den rolige, medlidende Kummer, der seer skønhedens rige lys vige bort fra en blind og trællesindet slægt, kuet og byrdebrudt af døgnets ideeløse travlhed, og atter så igen var klagens ham kun som det stille suk efter fuglens frie flugt eller efter skyen, der sejler så let mod det fjærne. men hun blev træt af at klage, og klagens irriterende magtløshed æggede hende op til tvivl og til bitterhed; og ligesom visse troende slå deres helgen og træder ham under fødder, når han ikke vil vise sin magt, således spottede hun nu den forgudede poesi og spurgte hånligt sig selv, om hun ikke nok troede, at den fugl rok med det første ville vise sig nede i agurkebedet eller Aladdins hule åbne sig under gulvet i melkekjælderen, og i barnagtig cynisme morede hun sig med at gøre sig verden overdreven prosaisk, kaldte månen for en grøn ost og roserne for potpouri, alt sammen med en følelse af at hun hævnede sig, men også med en halvt ængstelig, halvt pirrende fornemmelse af at det var blasfemi. Det befrielsesforsøg, der heri forelå, mislykkedes. Hun sank tilbage til sine drømme, drømmene fra hendes pigetid, men der var den forskjæl, at der nu intet håb kunne lyse frem igennem dem, og så var der det, at hun havde lært, at det kun var drømme, fjerne, dårende luftsyn, som ingen længsel i verden ville mægte at drage ned til hendes jord, og derfor, når hun hengav sig til dem nu, så var det med uro, og tiltrods for en bebrejdende stemme i hendes indre, der lod hende høre, at hun var som drankeren, der ved, at hans lidenskab er fordærvelig, og at enhver ny beruselse er kræfter tagne fra hans svaghed og øget til lidenskabens kraft; men stemmen lød forgæves, thi ædru levet liv, uden drømmes lyse last, var ikke liv at leve — livet havde jo netop kun det værd som drømmene gav det. Så forskellige var den lille Niels Lyhnes fader og moder, de to venlige magter, der, uden o 7 o o 7 7 at vide det, stred en strid om hans unge sjæl, fra det øjeblik af, at der havde viist sig et glimt af intelligens at få fat i; og jo ældre barnet blev, jo stærkere blev striden, thi jo rigere valg blev der mellem våbnene. Den evne hos sønnen, gennem hvilken moderen søgte at virke ind på ham, det var. hans fantasi, og fantasi havde han fuldtop af, men allerede som meget lille viste han, at der for ham var en meget betydelig forskel mellem den fabelverden, der blev til på moderens ord, og den verden, der virkelig var; thi det hændte 7 o 7 mer end elleve gange når moderen fortalte ham æventyr og skildrede hvor våndefuldt helten var stædt, at Niels, der slet ingen udvej kunne finde af al denne vånde, slet ikke kunne se, hvordan den skulle fjærnes, al denne elendighed, der i en uigjennembrydelig ring murede sig snevrere og snevrere op omkring ham og om helten, ja, da hændte det mangen en gang, at Niels pludselig trykkede sin kind mod moderens og med tårer i øjnene og bævende læber hviskedee: » det er da ikke virkelig sandt? « Og når han så havde fået det trøstende svar, o ' han håbede på, drog han et dybt befrielsens suk og hørte i velbehagelig tryghed historien tilende. Men moderen holdt egentlig ikke af denne deserteren. Da han var bleven for stor for æventyrene og hun også træt af at opfinde dem, fortalte hun ham, med små tilsætninger, om alle de krigens og fredens heroer, hvis levnet egnede sig til at vise, hvilken magt der boer i en menneskesjæl, når den kun vil det ene, det store og hverken lader sig skræmme modløs af døgnets kortsynede tvivl eller lokke ned i dets bløde, dådløse fred. På den tone gik fortællingerne, og da historien ikke havde helte nok, der passede, valgte hun sig en fantasihelt, for hvis gerninger og skæbne hun ganske kunne råde — ret en helt efter hendes eget hjerte, ånd af hendes ånd, ja, kød af hendes kød og blod af hendes også. Et par år efter Nielses fødsel havde hun nemlig bragt et dødfødt drengebarn til verden, og det var ham hun valgte, det var alt det, han kunne have blevet og kunne have udrettet, der nu førtes frem for broderen i vildende skiften, prometheuslængsler, messiasmod og herkulesvælde, i naiv travestering og ustyrlig f'orvoksenhed, en verden af godtkjøbs-fantasterier, der ikke havde mere krop i sig af hvad virkelighedens var, end netop det stakkels, lille barneskelet, som gik i muld og trøske deroppe på lønborg- kirkegård. Niels tog ikke fejl af moralen i disse fortællinger, han indså fuldkomment, at det var foragteligt, at blive sådan som menneskene var i almindelighed, var også beredt til at give sig den hårde skæbne, der var heroernes, og led i fantasien villigt under de tærende kampe, den stride modgang, miskendelsens martyrier og de fredløse sejre, men det var ham alligevel en mageløs forletning, at der var så længe til — at det alt sammen først skulle komme, når han blev stor. Som en nats drømmesyner, drømmetoner kan gå igen den vågne dag og i tågeform, tonedis kalde på tanken, så den ligesom lytter et flygtigt sekund, undrende på om det virkelig kaldte, sådan hviskedee forestillinger om hin drømmebårne fremtid dæmpet hen over Niels Lyhnes barndomsdage og mindede ham sagtelig, men uden ophør om, at der var en grændse sat for denne lykkelige tid og at den en dag, en gang ikke ville være mere. bevidstheden herom affødte en trang til at nyde barndomslivet i hele dets fylde, suge det ind gennem alle sandser, ikke spilde en dråbe, ikke en eneste, og derfor var der i hans lege en inderlighed, der dreves op til lidenskab, under trykket af den urolige fornemmelse, at tiden randt fra ham, uden at han havde fået bjærget fra dens rige bølger alt, hvad den bragte, bølge for bølge, og derfor kunne han kaste sig til jorden og hulke i fortvivlelse, når han en fridag kedede sig, fordi der manglede ham et eller andet, legekammerater, opfindsomhed eller tørvejr, og det var også derfor at han så nødig ville i seng, fordi søvnen var det begivenhedsløse, det fuldstændig fornemmelsesløse. Men det var ikke altid således. Det hændte, han løb træt og at hans fantasi slet ingen farver mere havde. Han følte sig da rent ulykkelig, følte sig alt for lille og elendig for hine ærgerrige drømme, ja, det syntes ham, at han var en uværdig løgner, der frækt havde givet sig ud for at elske det store og for at for/ stå det, medens han i virkeligheden kun kunne føle for det små, medens han elskede det dagligdags og havde alle, alle lavbårne ønsker og attråer lyslevende i sig, ja, det kom ham endogså for, at han havde krybets klassehad til det ophøjede, og at han med glæde ville være med til at stene disse heroer, som var af et bedre blod end hans, og vidste at de var det. I slige dage skyede han sin moder, og med en fornemmelse af, at han fulgte et uædelt instinkt, søgte han hen til faderen og havde et villigt øre og et modtageligt sind for alle dennes jordbundne tanker og drømmeløse forklaringer. Og han følte sig så vel hos faderen, var så glad ved at de var hinandens lige og glemte næsten, at det var den samme fader, som han ellers fra sit drømmeslots tinder havde set ned på med medlidenhed. Det stod naturligvis ikke for hans barnlige bevidsthed, dette, med den klarhed og bestemthed som det udtalte ord giver det, men det var der alt sammen, ufærdigt, ufødt, i vag og ugribelig fosterform; det var som en søbunds underlige vegetation, set gennem blakket is; slå isen i stykker, eller drag det dunkelt levende frem i ordenes lys: det er det samme der skeer, — det, der nu ses og nu gribes, er, i sin klarhed, ikke det dunkle der var. Iii. Og årene svandt, jul gik til jul, ladende luften fyldt med sin strålende festglands til længe efter helligtrekonger, den ene pinseferie efter den anden løb hen over de blomstermyldrende vårenge, og sommerferie på sommerferie drog nær, fej red sit friluftsorgie, sit solskinslag, og gød sin sommervin af fulde skåler, og så en dag, med en synkende sol, løb den bort, og efter sad mindet med solbrændt kind, med forundrede øjne og med blodet i Dands. Og årene svandt, og verden var ikke mere den vidunderlighedsverden, den før havde været; disse dunkle kroge bag de trøskede hyldetræer, disse hemmelighedsfulde loftskamre, og hin skumle stenkiste under klastrupvej en — æventy rets rædsel boede der ikke mere; og denne lange banke, der ved det første lærkeslag skjulte sit græs under tusindfrydens purpurrandede stjærner og himmerigsnøglernes gule klokker, åen med dens fantastiske skatte af dyr og planter, og sandgravens ville bjergskrænter med deres sorte springstene og sølyglimtende granitbrokker, — det var alt sammen kun fattige blomster, dyr og stene; — feens strålende guld var visnet til løv igen. Leg på leg var bleven gammel og urimelig, dum og kedsommelig som billederne i en abe, og de havde dog været så nye en gang, så uopslidelig nye. Der havde de trillet med tøndebånd, Niels og præstens Frithiof, og båndet var et fartøj, som strandede når det væltede, men når man greb det inden det faldt om, så var det at kaste Anker. Den smale smøge mellem udhusene, som var så vanskelig at passere, kaldtes Bab el mandeb eller dødens port, på stalddøren stod skrevet med kridt, at her var England, og. på ladeporten stod der: Frankrig; havelågen var Rio Janeiro, men smedens hus, det var Brasilien. Der var også den leg at være Holger danske, den kunne leges blandt de store skræpper omme bag laden, men oppe i møllerens mark var der et par jordfaldshuller, som kaldtes knakkerne, og der holdt selve Prinds burmand og hans ville saracener med rødgrå turbanner og gule hjelmbuske, burrer og kongelys af den vældigste vækst; der var først det rigtige mauritanien; thi denne grænseløse yppighed, disse myldrende masser af det frodigste liv æggede ødelæggelsesdriften, berusede sindet i tilintetgørelsens vellyst, og træsværdene blinkede med stålets glans, den grønne plantesaft farvede klingen blodigrød, og de afhugne stængler kvasede under fødderne som tyrkekroppe under hestehove med en lyd af knogler, der knuses i kød. Nede ved fjorden havde de leget; muslingeskaller sendtes ud som skibe, og når de standsedes af en tangbusk eller landede på en sandbanke, så var det Columbus i sargassohavet eller Amerikas opdagelse. Havne blev der anlagt og mægtige dæmninger, Nilen groves ud i det faste strandsand, og en gang byggede de et Gurre af flinter, — en død lille f'isk i en østersskal var den døde Tove og selv var de kong Valdemar, som sad sørgende hos. Men det var forbi. Niels var nu en stor dreng, tolv år, gik i sit trettende, og han trængte ikke mere til at hugge løs på tidsler og skræpper for at nyde sine ridderfantasier,. ligesålidt som han havde behov at sætte sine opdagerdrømme ud at sejle i muslingeskaller;" en bog og et sofahjørne var nu nok, og var det ikke nok, ville bogen ikke bære til en kyst, der var kær, så opsøgte han Frithiof og fortalte ham den historie som bogen ikke ville give. • arm i arm gik de hen ad vejen, den ene fortællende, begge lyttende, men når de rigtig ville nyde, rigtig give fantasien lys, så gemte de sig i høstængets duftende mørke. Snart blev imidlertid disse historier, der endte, just som man allerbedst var bleven hjemme i dem, til en eneste lang historie, der aldrig endte, men levede generation tildøde efter generation, thi når helten blev for gammel eller man uforsigtigen lod ham omkomme, så gaves der ham en søn, som fik alt i arv efter faderen, og endda udstyredes med sådanne nye egenskaber, som man i øjeblikket særlig satte pris på. Alt, hvad der havde gjort indtryk på Niels, af det han så, af det han forstod og det han misforstod, af det han beundrede og det han vidste der skulle beundres, det kom alt ind i historien. Som glidende vande farves af hvert billede, der kommer nær deres spejl, og, alt som det nu kan hænde, give billedet igen.i ustyrret klarhed, eller trækker det skævt, og forvrænger det, eller kaster det tilbage med bølgende, usikkert dansende omrids, eller også drukner det helt i egne farver og spil af linier, således greb drengens historie p'ølelser og tanker, både egne og andres, greb mennesker og begivenheder, liv og bøger, så godt den gribe kunne. Den var som et liv leget ved siden af det virkelige liv, den var som et hyggeligt, hemmeligt skjul, hvor der sødt kunne drømmes de vildeste farter, den var som en fehave, der åbnede sig på det mindste vink og tog en op i al sin herlighed, stængende alle andre ude, og foroven var der lukket med hviskende palmer, forneden, mellem blomster af sol, under stjernede blade, på ranker af koral, der åbnede der sig tusinde veje til alle egne og til alle tider; gik man ad den ene kom man der hen og ad den anden kom man der hen, til Aladdin og Robinson Crusoe, til vaulunder og Henrik magnard, til Niels Kim og Mungo park, til Peter simple og til. Odysseus og blot man ønskede det, var man hjemme igen. En månedstid efter Nielses, tolvte fødselsdag havde der viist sig tvende nye ansigter på lønborggård., det ene var den nye huslærers, det andet var Edele Lyhnes. Huslæreren, hr. Bigum, var en tteologisk candidat, på dørtrinet ind til fyrgetyverne. Han var noget lille, men kraftig, næsten trækdyrkraftig af bredbringet, højskuldret, duknakket. Armene var lange, benene stærke og korte, fødderne brede. Hans gang var dvælende, tung og eftertrykkelig, armbevægelserne vage, udtryksløse og fordrede stor plads. Rødskægget var han som en vildmand, fregneblond af hudfarve. Hans store, høje pande var flad som en væg med et par lodrette rynker i brynskjællet, næsen var kort og plump, munden stor med tykke, friske læber. Det smukkeste hos ham var hans øjne, de var lyse, blide og klare. Af øjestenenes bevægelser kunne man se, at han var noget tunghør. Dette forhindrede ham dog ikke i at være en stor elsker af musik og en lidenskabelig violinspiller; thi tonerne, sagde han, de hørtes ikke blot med ørerne, hele legemet hørte: øjnene, fingrene, fødderne, og svigtede end øret en enkelt gang, hånden ville dog i sælsom, instinktmæssig genialitet vide at finde den rette tone uden ørets hjælp. Desuden var dog alle hørlige toner til syvende og sidst falske, men den som havde tonernes nådegave, havde i sit indre et usynligt instrument, mod hvilket den herligste cremoneser kun var som den vildes kalebasviolin, og på det instrument spillede sjælen, x fra dets strænge klang de ideale toner, og det var på det, at de store tonedigtere havde komponeret deres udødelige værker. Den udvortes musik, den, der bævede gennem virkelighedens luft og som ørerne hørte, den var kun en usselig efterligning, et stammende forsøg på at sige det usigelige; den var at ligne ved sjælens musik som statuen, formet med hænder, hugget med mejsel, udmålt med mål var at ligne ved billedhuggerens vidunderlige marmordrøm, som øjne aldrig undtes at skue og læber aldrig fik prise. Musik var imidlertid ingenlunde hr. Bigums hovedinteresse; først og fremmest var han filosof; men ikke af disse produktive filosoffer, der finde nye love og bygge systemer; han lo ad deres systemer, disse sneglehuse, som man slæber omkring med sig hen over tankens uendelige mark, enfoldigt troende, at det er inde i sneglehuset, at Marken er. Og disse love: tankelove, naturlove! — som om det, at opdage en lov, var andet end at finde et bestemt udtryk for hvor borneret man var; så vidt kan jeg se og ikke længer, der er min horizont, det betød opdagelsen, og ikke mere, thi var der ikke en ny horizont bag den første og en ny og en ny igen, horizont bag horizont, lov bag lov i en uendelighed. Det var ikke på den måde han var filosof. Han troede ikke han var indbildsk, eller at han overvurderede sig selv, men han kunne ikke lukke øjnene for den kjendsgjerning, at hans intelligens spændte over videre felter end andre dødeliges. Når han fordybede sig i de store tænkeres værker, så var det ham, som skred han frem imellem et folk af slumrende tankekæmper, der, badede i lyset af hans ånd, vågnede og kendte deres styrke. Og sådan overalt: hver fremmed tanke,- stemning eller følelse, som det undtes at vågne op i ham, den vågnede med hans mærke på sin pande, adlet, luttret, vingesty rket, og med en storhed i sig, en vælde over sig, om hvilken dens skaber aldrig havde drømt! Hvor ofte havde han ikke, næsten ydmygt, forundret sig over denne sin sjæls vidunderlige rigdom og over sin ånds magtsikre guddomstryghed, thi dagene kunne finde ham dømmende verden og de ting, som er i verden, fra helt modsatte standpunkter og finde ham betragtende dem, verden og dens ting, gennem forudsætninger, der var så forskellige fra hinanden som nat fra morgen, uden at dog disse valgte standpunkter og valgte forudsætninger, som han havde gjort til sine, nogensinde, selv blot et sekund, gjorde ham til deres, ligesålidt som guden, der har taget tyrens eller svanens skikkelse på sig, et eneste øjeblik bliver tyr eller svane og ophører at være gud. Og der var ingen, der anede, hvad der boede i ham, alle så gik de ham blinde forbi; men han frydede sig over denne blindhed, i foragt for menneskeheden. Den dag ville komme, da hans øje sluktes ud og hans ånds herlige bygning brast i sine piller og styrtede sammen og blev som om den aldrig havde været, men intet værk' fra hans hånd, ikke en skreven tøddel lod han efter sig, der kunne melde om, hvad der i ham var tabt. Geniet skulle ikke i ham tornekrones af verdens miskendelse, skulle ikkeheller give sig hen til dens beundrings besudlende purpurkåbe; og han jublede ved tanken om, at slægt på slægt ville fødes og dø og slægtens største gennem lange tider sætte deres liv ind på, at vinde det, han kunne have givet, om han havde villet åbne sin hånd. At han levede under så ringe livsvilkår, voldte ham en egen nydelse, fordi der var en så storslået ødselhed i, at hans ånd skulle bruges til at undervise børn, et så vanvittigt misforhold i, at hans tid betaltes med det fattige, daglige brød, og en så gigantisk forkerthed i, at det undtes ham at tjene dette brød på anbefaling af stakkels, almindelige mennesker, som gik i borgen for, at han var dygtig

1897_Jansen_KonsulensBoern

Jan

Jan

Jansen

Konsulens Børn

male

male

dk

Jansen

Konsulens Boern

Jansen

Konsulens Børn

Nutidsfortælling

n

roman

Jydsk Forlags-forretning

KB

nan

nan

O

I. Sneen sænkede sig i bløde, løse fnug, der smeltede, livor de faldt. På gadespejlets pand blev de liggende et øjeblik som fine, fantastiske stjerneblomster, for lidt efter lidt at glide ud og opløse sig i klare dråber. Det var årets første sne, og den unge pige ved vinduet fandt, at den lagde en egen festlig stemning over denne grå novemberdag, hvis matte lys allerede begyndte at gå under i kampen mod de frem-brydende skygger. Husene udenfor stod som mørke silhouette!' mod luftens grålig hvide grund. De vare meget forskellige, disse huse... nogle høje, nymodens og med et vist storstadsagtigt præg, andre lave og hverdagslige i deres håbløse grim-hed, som mørket nu dækkede med nænsom hånd. Men hist og her så man en enkelt gammel gård med snirklet gavl og fremspringende karnapper, så ejendommelig stilfuld, at den ledte tanken hen på de nederlandske byer, hvor middelalderens rige handelsstand netop har efterladt sig sådanne.minder om svundne tiders pragt. Lygterne vare tændte — både de små inde ved fortovet, og den store, femarmede midt på torvet. Fra nogle butiksvinduer lige overfor faldt en bred lysstribe ud over stenbroen. Det var en temmelig stor by i livlig opkomst. Til tider kunne der være megen færdsel på torvet, især på markedsdage og om søndagen, når regimentsmusikken spillede. Men i aften var der ganske tyst og livsforladt. Med lange mellemrum rullede en vogn forbi; de få fodgængeres trin faldt blødt og dæmpet på den optøede sne. På én gang lød der en stærk hundegøen i nærheden, og kort efter ringede det på entréklokken. Kamma gik ud for at lukke op. Det var hendes søster Gunild, som havde været oppe på klubben for at bytte bøger, og Rolf, den stører skotske hyrdehund. Rolf rystede sin våde Pels, stødte døren til dagligstuen op med snuden og lagde sig mageligt til rette på gulvtæppet derinde i det røde skær fra ovnen. Der lå sne på Gunilds kåbe og den store,, sorte fløjelshat, hvis fjer havde mistet deres fine krusning. Men den friske kulde havde rødmet den. unge piges kind som et modent æble. Hun talte livligt, medens hun tog tøjet af og purrede op i det blonde pandehår foran spejlet. » Tænk, Kamma, løjtnant bang fulgte mig lige til gadedøren! Han sagde, at det var alt for mørkt til, at jeg kunne gå ene. Men Rolf var jo med.... Å, du skulle blot se en nydelig balkjole, der står i Løvdahls vindue. Den ville netop klæde mig udmærket; blåt er min farve. Gid vi fik lov til at komme på juleballet! « Kamma svarede ikke. Hun havde skruet gassen højere op og var i færd med at læse bøgernes titler. » Hvad er det dog for bøger, du har fået med hjem, Gunild? « sagde hun pludselig. » Jeg tror ikke, far vil synes om, at vi læser dem. « Gunild lo højt. » Hvor du er morsom, Kamma, med alle dine gammeldags skrupler! — men det er sandt, du skal jo også være præstekone. « » Hvad mener du med det? « spurgte Kamma rødmende. » Å, jeg mener, at der naturligvis bliver et par af Johannes Fogh og dig. Gammel kærlighed ruster ikke! « » Johannes skal for resten slet ikke være præst. Han har bestemt sig til at studere medicin. « » Det var jo noget ganske nyt! Hvad siger provstens til det? — ak ja, det er slemme tider, vi lever i. Forældrene har ikke andet end sorg af deres børn — og børnene af deres forældre! « Kamma rynkede de mørke bryn med en smertelig bevægelse. » Du skulle ikke spøge med alvorlige ting, Gunild. « » Jeg spøger ikke. Står jeg ikke her og filosoferer som en gammel professor?-------men kom, Kamma, lad os gå ind; der er koldt herude på gangen. Å, tag de bøger med: det er dog måske ikke værd, at far får dem at se. Han ville ikke ha’ godt af at læse dem. « — en smuk, halvvoksen pige med lyst hår og brune øjne var kommen ind i dagligstuen og lå nu på knæ ved siden af hunden foran kaminen. » Er du dér, Ragna? Er du færdig med at læse? « » Nej, men jeg kan ikke se mere. Å, vil du ikke tænde gassen, Kamma. « » Er det ikke bedst at vente, til mor kommer hjem? « » Det varer vist længe. Hun gik ud med kaptajn rosen. « De to voksne søstre blev på én gang for underlig tavse. Selv den lattermilde Gunild bed tænderne sammen og trommede utålmodigt på bordpladen. » Hele byen taler om de to, « hviskedee hun til Kamma. » Tys, tys, lad ikke Ragna høre, hvad du siger. Kom, Ragna, « tilføjede Kamma højt. » Jeg skal tænde lys i kabinettet; dér er varmt og godt. Gunild og jeg vil gerne sidde lidt i mørke. « — da Gunild blev ene, gik hun hen til vinduet og anstrengte sig for at læse de første sider i en af de bøger, hun havde bragt med sig hjem. Men mørket udviskede de fine bogstaver, og hun blev nødt til at opgive forsøget. Så kastede hun sig i en gyngestol og vuggede langsomt frem og tilbage, til Kamma igen kom ind i stuen. » Er det ikke for galt, Kamma? Enten er kaptajn rosen her sent og tidligt, eller også går mor ud med ham! Hvorfor griber far ikke ind? Hvorfor forbyder han ham ikke at komme her i huset? « Kamma knælede ned foran kaminen og holdt de små, sammenfoldede hænder op mod den varmende flamme. Der gik et kuldegys gennem hendes spinkle skikkelse. » Far ser intet, véd intet, « svarede hun lavt. » Tør ingen sige det til ham? « vedblev Gunild. » Du, Kamma, som er hans yndling — — —? « » Å, Gunild! Husk på, at det er min egen mor, det gælder... « Der kom en pause. Rolf rejste sig langsomt, gabede, strakte sig og kom så hen og gned sit fine, spidse hoved mod Kammas arm. Hun bøjede sig ned og klappede den kærligt. » Hvor alt dog er kedeligt! « udbrød Gunild med ét i en helt forandret tone, medens hun satte gyngestolen i heftig bevægelse. » Her er vi to, nylig konfirmerede, døtre af den rigeste mand i byen og ganske kønne piger oven i købet. Skulle man ikke tro, at vi kunne more os og nyde livet mere end de fleste? — og så går vor egen mor lien og gør sig umulig i det gode selskab! « » Hvor kan du dog tale så hjerteløst, Gunild! Hvad har det at sige, om vi morer os eller ej, når der står så store, vigtige ting på spil? Stakkels far! Det er ham, jeg tænker mest på. « » Ja, jeg er nu ikke så uegennyttig og giver mig heller ikke ud for at være det. Jeg tænker en hel del på mig selv — og på dig med, Kamma! Jeg synes ikke, mor har ret til at ødelægge vor ungdom. Hun har haft sin tid; nu kommer vor! « » Tror du, vi er sat her på jorden blot for at more os og nyde livet? « » Å, lad os være fri for prækener. Jeg tror, at ungdom og glæde hører sammen som forår og blomster. Men du har altid været en underlig gammelklog én. Jeg forstår hverken Holger eller dig. Heldigvis er der mere liv i Ragna. Og Henning...ja, han er nu alt for lystig. « » Hvorfor siger du det med sådant et eftertryk? Har Henning gjort noget galt? « » Egentlig talt havde jeg bestemt at tie stille med det. Men jeg duer ikke til at holde på hemmeligheder. Jeg hørte i dag ude i byen, at Henning altid skulle ha’ det så flot med lommepenge på skolen. Han gi’r kammeraterne cigarer og halve bajere, som om han havde været en voksen herre. Hvor tror du, han får pengene fra? « Kamma slap hunden og vendte sig om mod sin søster, bleg af sindsbevægelse. » Så er det, som jeg tænkte, « hviskedee hun. » Henning er en tyv. Han stjæler af fars pengekasse. Jeg har længe haft en anelse derom, men blev dog ved at håbe, at jeg havde taget fejl. « » Brug dog ikke så stærke udtryk, Kamma! « råbte Gunild utålmodigt. » Naturligvis drejer det sig kun om ubetydelige beløb. Det hele er ikke andet end drengestreger. Når Henning blot får dygtigt på hovedet for det, skal du se, det gentager sig ikke mere. « » Gid du havde ret, Gunild! Men jegfrygter •— « Hun holdt pludselig inde. De havde begge hørt, at en nøgle blev stukket i entrédøren. For Gunild var det signalet til at springe op og gemme sine forbudne bøger i en skuffe. Der blev lét og talt ivrigt ude på gangen. Man kunne skelne to stemmer: en klar kvinderøst og en mands dybe brysttoner. » Hvis kaptajn rosen er med, går jeg ud i aften, « hviskedee Gunild. Døren gik op. Midt i lysskæret, der strømmede ind i den mørke stue, stod en rank, fyldig dame. En høj mandsskikkelse i officersuniform kom til syne bag ved hende. » Men, pigebørn, sidder i i mørke! « råbte den klare stemme. » Hvad skal dog det betyde! -----kaptajn rosen har været så god at følge med hjem, for at hjælpe mig med at gennemgå min rolle til dilettantkomedien. Får vi så lys, lille Kamma? « Kamma tændte gassen og rullede persiennerne ned. Fru Barner kastede sig i den gyngestol, som Gunild lige havde forladt, og kaptajnen tog plads ved siden af hende. Den smukke kone med det svære, blonde hår, de regelmæssige træk og den formskønne skikkelse så ud, som om hun kunne være en ældre søster af Kamma og Gunild. Tiden var gået lempeligt hen over hende; den havde kun modnet hendes skønhed uden at bringe tegn på høstens nærhed. Som hun sad dér og vuggede frem og tilbage, med de hvide hænder på gyngestolens arme, medens hun blinkede mod lyset med nærsynede, grå øjne under lange vipper, var hun ung og bedårende trods sine fyldte firti år. Kaptajn rosen var bredskuldret og kraftig bygget, med rank, soldatermæssig holdning. Han havde et energisk ansigt; — skarpe øjne under buskede bryn og en stor, krum næse. Overskægget skjulte til dels den sanselige mund med de kødfulde læber. » Hvor det er godt at være hjemme igen! « sagde Fru Barner med et lille, veltilfreds suk. » Der var utilladelig kedeligt ved prøven i dag. Det eneste morsomme ved det hele var at se på Fru Holms ansigt, når hendes mand spillede elsker. « Hun lo og viste sine sunde, hvide tænder. Kaptajnen rettede på sin lorgnet. » Ja, den skinsyge gør sig altid latterlig, « sagde han. » Hvad nytter skinsyge i det hele taget? Den kan dog ikke puste liv i den kærlighed, som én gang er død. « » Så ville de altså ikke være skinsyg? — under ingen omstændigheder? « spurgte fruen koket. » Jeg ville ikke have grund dertil. Jeg ville forstå at værge, hvad jeg havde vundet. « » Hvor i mænd dog er indbildske! — men det klæder jer godt, og vi kvinder bøjer os helst for den magt, som er sig selv bevidst. « Hun slog blikket fuldt op imod ham med et fortryllende smil. Kaptajnen bøjede sig ned og hviskedee i hendes øre. De havde fuldstændig glemt de unge pigers nærværelse. Kamma og Gunild vekslede et blik og sneg sig ubemærket ud på gangen, fulgt af Rolf, der nærede en uovervindelig antipati mod kaptajn rosen, som den havde givet luft i en dump knurren, da officeren kom ind i stuen. Gunild tog hat og kåbe ned fra knagerækken. » Jeg går over til provstens, « sagde hun. » Kom, Rolf! « » Å, vent lidt og tag Ragna med. Jeg vil så nødig have, at hun skal se — hvad du og jeg ser. « » Gerne. Men du selv, Kamma — vil du blive hjemme? « » Ja. Jeg sætter mig ind på kontoret til far. « » Altid opofrende! Jeg kunne ikke gøre dig det efter, men jeg beundrer dig alligevel, « sagde Gunild. i. Uen stue, som var konsul Barners kæreste opholdssted, lignede snarere en videnskabsmands arbejdsværelse end en købmands privatkontor. Langs med den ene væg stod en bække skabe, forsynede med glasruder, gennem hvilke man så en rig samling af udstoppede dyr og fugle, sjældne konkylier og æsker med sommerfugle og insekter. Største delen af den modsatte væg indtoges af et bogskab, som nåde fra loft til gulv og hvis hylder bugnede under vægten af naturvidenskabelige værker og skønlitteratur. Kun den store pult mellem vinduerne med dens opstilling af hegnskabsøger bar vidne om ejerens sande stilling. Jakob Barner havde stoffet til en lærd, en naturhistoriker, i sig. Men hans fader, den gamle agent Barner, havde bestemt modsat sig sønnens ønske om at studere. Han kunne ikke udholde tanken om, at den store trælastforretning, der i over et århundrede havde tilhørt slægten Barner, skulle gå over i fremmede hænder. Jakob var eneste barn; ingen anden kunne indtage hans plads. Han måtte bøje sig for slægtens traditioner og blive købmand. Men han vedblev at sysle med sine kære studier i sin fritid. Byen, der ikke var i sympati med en natur som hans, kaldte ham en sværmer og drømmer, der hverken forstod at passe sin forretning eller sin kone. Den smukke Fru Barner var én af disse varmblodige, erotisk anlagte naturer, for hvem forholdet til det modsatte køn er af større betydning end noget andet i livet. Hun søgte uden forskel at behage alle de mænd, som hun kom i berøring med, fra de ældste, hvidhårede familiefædre, til sine egne sønners kammerater, fra stiftamtmanden til kusken, der åbnede vogndøren for hende. Hvor hun gik, var luften hed omkring hende af vågnende længsler og undertrykte kærlighedstilståelser. For hende var mændenes beundring et nødvendigt krydderi, uden hvilket tilværelsen ville blive flad og usmagelig. Hendes mand så ikke alt dette... eller’ hvis han så det, antog han sin kones koketteri for en uskyldig behagelyst, der vel måtte tilgives en smuk kvinde. Forøvrigt undgik han så vidt muligt at tage del i selskabslivet, som ingen tiltrækning øvede på hans stille, indad vendte natur. Han vidste derfor ikke, at hans hustrus gøren og laden gav stadig stof til samtale for byens onde tunger, og at der havde dannet sig to skarpt adskilte partier for og mod Fru Barner. I det sidste årstid, siden kaptajn rosen kom til byen, var modstandernes antal steget betydeligt, medens forsvarernes aftog i en tilsvarende grad. Hidtil havde Fru Barner forstået at undgå skandale, sagtens fordi hun selv havde været uberørt af den lidenskab, hun vakte hos andre. Men nu var der ingen tvivl om, at hun havde mistet herredømmet over sig selv og glemt det hensyn, hun skyldte sin mand og sine børn. Byen ventede i pirrende spænding på sidste akt af det drama, som blev spillet i et af dens første huse. En gang måtte vel konsulen få øjnene op; og da ville han sikkert fordre skilsmisse. — Jakob Barner sad ved sin pult, ivrigt sysselsat med at gennemblade et nyt, naturhistorisk værk, som han havde fået fra sin boghandler den eftermiddag. Han var en mand af middelhøjde, spinkelt bygget, med indfaldent bryst og stærkt fremspringende skuldre. Hans sorte hår og skæg viste mange sølvstriber, skønt han endnu var en forholdsvis ung mand. Det blege, regelmæssige ansigt havde et mildt og tungsindigt udtryk; øjnene var overordentlig smukke, store og mørke, strålende af forstand og godhed. Der blev banket gentagne gange på døren, uden at konsulen hørte det. Først da en klar, ung stemme spurgte: » Må jeg komme ind, far? « så han op fra bogen og svarede: » Er det dig, Kamma? Kom kun, min ven. « Den unge pige standsede i døren. » Forstyrrer jeg dig ikke? « » Nej, vist ikke, barn. Du forstyrrer mig aldrig. Kom herhen, så skal du se, hvad sommer har sendt mig til gennemsyn. Det er et meget interessant fransk værk om insekternes liv, og illustrationerne er udmærket smukke.... Hvad har du for derhenne ved døren, Kamma? « » Jeg lægger blot et par skuffer kul på ilden. Her var ved at blive koldt, og det kan du ikke tåle. Dit bryst er ikke stærkt, far. « » Min lille, betænksomme pige! — for resten er du heller ikke selv så rask, som jeg kunne ønske det. Du hoster meget i vinter. « » Jeg er blot lidt forkølet; det går nok snart over.... Så far, nu er jeg færdig til at se, hvad du vil vise mig. « Bøjet over konsul Barners skulder betragtede Kamma opmærksomt bogens fine stålstik og farvelitografier. Dels af kærlighed til sin fader, dels af virkelig interesse for sagen, havde hun gjort et langt mere indgående studium af zoo logien og botanikken, end unge piger i reglen pleje. Hun var snart lige så optaget af det smukke værk, som konsulen selv, og glemte for en stund alle sine sorger. » Jeg kunne have lyst til at købe den bog, « sagde Jakob Barner til sidst, da de havde bladet bindet igennem i forening. » Men jeg ved ikke, om det går an. « » Går an! Hvorfor skulle det ikke gå an? « » Jeg har ikke råd til det, Kamma. « » Hvor kan du dog sige sådan noget, far! « udbrød den unge pige heftigt. » Der bliver brugt masser af penge i husholdningen, — mor og vi børn får alt, hvad vi blot ønske os — og så skulle du ikke unde dig selv sådan en lille tilfredsstillelse som købet af en bog! — det er aldeles urimeligt, lille far, det må du selv kunne indse. « » Nu, ja, jeg skal tænke over sagen, siden du tager det så ivrigt, « svarede konsulen med et smil. » Lad os engang se, hvor mange penge jeg har i min privatkasse. « Han åbnede en af skufferne på pulten, tog en bunke Sedler frem og gav sig til at tælle dem efter. Da han kom til den sidste, rystede han på hovedet i synlig forvirring og begyndte forfra igen. » Jeg kan ikke få det til at stemme, « sagde han til sidst. » Det forekommer mig, at der skulle være 100 kr. i denne bunke, og der er kun 80. Der mangler to tikronesedler. « Kamma blev først blussende rød og derpå bleg. Hendes hjerte bankede, så det næsten standsede hendes åndedræt. Det var altså sandt, hvad Gunild havde sagt og hvad hun selv frygtede. Hendes Broder Henning var en tyv. Hun havde tænkt på at tale med drengen selv og fralokke ham en tilståelse og et løfte om bedring, — men nu var det for sent. Pengemanglen var bleven opdaget, og sandheden måtte frem, for at mistanken ikke skulle falde på en uskyldig. » Mon stuepigen skulle have taget pengene, da hun støvede af herinde? « sagde konsulen grundende. » Jeg kan ikke tro det om hende. « » Det skal du heller ikke, far. Hun er uskyldig. Jeg tror, jeg véd, hvem der har gjort det. Jeg skal straks sige dig... blot du vil love at være rolig og ikke tage dig det alt for nær... « Konsulen så overrasket op. Først nu lagde han mærke til Kammas bleghed, hendes tårefyldte øjne og dirrende læber. » For guds skyld, Kamma, gør mig ikke så forskrækket! Hvem mener du? « » Henning, « svarede den unge pige tonløst. Med et halvkvalt udbrud sprang konsulen op fra stolen og begyndte at gå frem og tilbage i stuen i heftigt sindsoprør. Kamma stod med bøjet hoved og sænket blik, lænet op til pulten. Hun fortalte først, hvad Gunild havde hørt ude i byen, og tilføjede så: » For et par dage siden kom jeg tilfældigt til at opdage, at Henning gemmer vin og cigarer på sit værelse. To gange har jeg set ham komme ud fra kontoret her på tider, hvor jeg vidste, at du var i forretningen. Han for sammen og blegnede, som om han havde en ond samvittighed, og sidste gang så jeg tydeligt, at han i en fart gemte noget i sin lomme. « » Stakkels dreng! « mumlede konsulen, medens han fortsatte sin rastløse vandring op og ned ad gulvet. » Jeg har tit været bange for, at han skulle komme på afveje. Hvad skal det blive til med ham? Hvad skal jeg gøre? « Han standsede foran Kamma med et rådvild!, usikkert udtryk i øjnene. » Måske var det bedst, om jeg lod det gå upåtalt hen.... Drengen vil blive bitter og hadefuld i sindet, hvis han skal stå til skrifte. For fremtiden skal jeg sørge for, at skuffen altid er aflåset, og at ingen fristelse falder i hans vej. « » Nej, far! « sagde Kamma fast og hævede hovedet, synet af hendes faders svaghed gjorde hende stærk. — » Det går ikke an. Du er glemsom og fraværende; lejligheden ville atter til byde sig for Henning. Desuden er det aldeles nødvendigt, at han lærer at indse, hvor foragteligt og æreløst han har handlet. Jeg tænkte selv på at tale med ham, for at spare dig den Sorn — men måske ville han ikke have brudt o sig om, hvad jeg sagde. Du må gøre det, far; søg at få ham til at angre.... måske afhænger hele hans fremtid af, at denne sag bliver taget alvorligt. « » Jeg tror, du har ret, Kamma, « sagde konsulen med et suk. » Jeg er vist alt for tilbøjelig til at skyde de svære pligter fra mig. — vil du kalde på Henning? Jeg hørte ham komme ind for lidt siden. « — — Henning Barner lå på sofaen i sit værelse og læste i en roman. Han var blond og bleg med et usikkert, flakkende blik, som skæmmede hans ellers kønne ansigt. De smalle, fast lukkede læber og den fremspringende hage tydede på viljestyrke, men også på egensind og hjerteløshed. » Hvad vil du her? « sagde han utålmodigt, da Kamma kom ind i stuen. » Jeg skulle bede dig gå ind på kontoret til far. Han vil tale med dig. « Blodet for op i Hennings kinder, men han søgte at skjule sin forvirring under en påtaget flot mine. » Hvad kan den gamle have på sinde? Det er ikke ret ofte, han gør mig den ære at kalde mig ind i det allerhelligste... Véd du, hvad han vil mig, Kamma? « spurgte han mig pludselig og kastede et mistroisk blik på sin søster. » Jeg véd, at det drejer sig om noget meget alvorligt, Henning. Kom nu og lad ikke far vente længere end nødvendigt. « Da Henning fik øje på den åbne skuffe og pengesedlerne, som lå spredte på pulten, gav det et ryk i ham, og han gik uvilkårligt et par skridt tilbage i retning af døren. Men et blik på konsulens ansigt, som udtrykte mere sorg end vrede, beroligede ham og fik ham til at opgive tanken om flugt. Intet kunne være konsul Barners milde, svage natur mere imod end at overtage en dommers rolle. Han så sig hjælpeløst om efter Kamma, men hun var ikke fulgt med ind på kontoret, og hans usikkerhed voksede ved tanken om, at han skulle være ene om at udføre det vanskelige hverv, der lå foran ham. Han rømmede sig et par gange, før det lykkedes ham at få ordene frem. » Henning, ved at tælle de penge efter, som jeg har liggende her i pulten, kom jeg til at gøre den opdagelse, at der manglede tyve kroner. Jeg har grund til at tro, at du — at du har — « Han holdt tøvende inde. Det faldt ham svært at bruge ordet » stjålet « i forbindelse med sin egen søn. Der var hverken skam eller anger at læse i Hennings blege, kolde ansigt. Hans øjeblikkelige frygt havde veget pladsen for en overmodig ringeagt af » den gamles svaghed «. Han så nu så ligegyldig ud, som om den sag, der var på tale, aldeles ikke angik ham. Konsulen gjorde, en ny anstrengelse og fortsatte: » Du skal have brugt mange penge ude i byen de sidste dage. Da jeg ikke har givet dig noget, må du altså være kommen i besiddelse af dem på en uærlig måde..., « Henning sagde ikke et ord. » Det gør mig meget, meget ondt, at du har haft hjerte til at bedrage mig, Henning. Jeg-har aldrig nægtet dig noget rimeligt ønske. — jeg har selv bestræbt mig for at være en hæderlig mand, og det har min fader og farfader før mig. Vort blotte navn har været ensbetydende med ærlighed. Du er den første af vor slægt, som har begået en forbryderisk handling... Har du noget at sige til dit forsvar? « Men Henning vedligeholdt sin hårdnakkede tavshed. Konsul Barner fortvivlede næsten over for denne stumme trods. » Har du da hverken hjerte eller samvittighed, dreng? Er der intet, som rører dig? — forstår du ikke, at du har gjort mig den største sorg, en søn kan gøre sin fader? — og dog angrer du ikke! « Han vendte sig bort for at kæmpe tårerne tilbage. Henning gjorde en hånlig grimase. » Nu flæber han oven i købet, « tænkte han med drengeagtig råhed. » Han er dog en rigtig gammel jomfru. « Alen konsulen havde imidlertid vundet sin fatning tilbage og sagde usædvanligt strengt: » For denne gang vil jeg tilgive dig, Henning. Alen skulle du nogensinde fristes til at begå en ny æreløs handling, så husk på, hvad jeg siger dig nu, at hvis jeg atter griber dig i et tyveri, vil jeg lade dig straffe efter lovens strenghed. Glem det ikke! — og hvis tanken om dine forældres og søskendes sorg ikke kan holde dig tilbage fra forbrydelsen, så lad i det mindste hensynet til din egen fremtid gøre det! — gå nu, jeg har ikke mere at sige dig. « Henning sneg sig lydløst ud, temmelig forbløffet over det uventede omslag i faderens stemning. Konsul Barner tog atter plads på stolen foran pulten, lod ansigtet synke ned i hænderne og stønnede sagte. Hans yngste søn — en femtenårs dreng — var allerede en forhærdet forbryder! Hjerteløs, æreløs: — hvor var det muligt at gøre ind tryk på en sådan natur? Kun for frygten, den lave, rent dyriske frygt, var den modtagelig. Havde han selv nogen skyld i, at Hennings karakter Havde udviklet sig så uheldigt? Burde han have anvendt strengere tugt for at udrydde drengens slette tilbøjEligheder i spiren? Hans samvittighed kunne ikke frikende ham. Han vidste, at han Havde været alt for optaget af sit eget, af sine bøger og studier, og at børnenes opdragelse var bleven forsømt derved. Ja, han Havde været en slet og svag fader, som Eli var det i de gamle tider, — og nu kom straffen. Døren blev sagte åbnet. Det var Kamma, som kom tilbage. Hun blev stående foran bogskabet uden at tale til sin fader, men han følte hendes nærhed som en god indflydelse, der dæmpede striden i hans sind. Efter en stunds forløb så han op, strakte hånden ud og drog hende hen til sig. Hans sorgs mørkeste time var omme. Iii. Der var julebal i klubben. Kamma og Gunild skulle med for første gang. Ragna, som endnu ikke var gammel nok til at tage del i de voksnes fornøjelse, havde fået lov at se til oppe fra » Galleriet «, sammen med husholdersken, jomfru Svendsen. Galleriet var sæde for kritikken. Ugifte damer, som for længst vare gåde ud af kurs på ballerne, gifte damer, der ikke selv havde børn blandt de dansende, joviale ældre pebersvende og blaserede unge herrer... her samledes alle disse forskellige mennesker i den fælles hensigt: at gøre nar af næsten. I reglen lykkedes det dem at more sig udmærket på balgæsternes bekostning. Ragna lagde ikke særlig mærke til sine nærmeste omgivelser. Hun var stærkt optaget af at se på søstrene, som netop kom ind i salen, ført af konsul Barner. en fint bygget skikkelse i hvidt tyil, — et yndefuldt lille hoved, som bøjede sig let forover på en egen rørende måde, masser af blåsort hår samlet i en tung nakkeknude, skær, hvid hud, mørke øjne, der blinkede usikkert mod gaskronernes stærke lys — således kunne Kammas portræt skitseres. Gunild var højere, mere udviklet. Hendes holdning var rank og sikker, og hun så sig frejdigt om med de skælmske, grå øjne. Hendes lysblå baldragt stod smukt til det blonde hår og kindernes fine bosenfarve. Løjtnant bang kom straks hen over gulvet fra den modsatte side af salen, for at engagere Gunild. Hun smilede koket og slog blikket fuldt op imod ham på en måde, som mindede om moderen, — tog så hans arm og gik bort i livlig samtale med den unge officer. I det samme bukkede et ungt menneske i sort kjole for Kamma. Oppe fra galleriet kunne Ragna kun se hans lyse, tæt klippede hår, men da han hævede hovedet, opdagede hun, at det var Johannes Fogh, stiftsprovstens søn. Kamma og han var barndomsvenner. Så snart han havde set sine døtre vel anbragte, forlod konsul Barner ballet, overtydet om, at han havde gjort sin pligt ved at føre dem ind i salen, og at deres moder og ældste Broder, ville sørge for resten. nu klang musikkens første, fortryllende-toner. Ragna blev ganske bleg af glad forventning, og hendes små fødder flyttede sig i takt, endda hun vidste, at hun ikke skulle danse den aften. Hvor det var smukt at se det brogede tog bugte sig gennem salen! Lyse damedragter og guldstrålende uniformer, mod hvis stærke farvepragt de sorte herrekjoler fremtrådte stilfuldt afdæmpende.... Og over det alt sammen var der en feststemning, som den halvvoksne pige følte, dannet af ungdom, livslyst og flagrende erotik. Under polonæsen fik Ragna en smilende hilsen af sin Broder Holger, som dansede med en af Gunilds veninder. De to, den ældste og den yngste af konsulens børn, havde altid holdt sammen. Holger havde en hel del tilfælles med Kamma, både i ydre og karakter, men den kendte regel om modsætningernes tiltrækningskraft gjaldt også i dette tilfælde, og det var den kække, blonde Ragna, som var det stilfærdige unge menneskes yndlingssøster. Fru Barner tog sig glimrende ud den aften. Hendes laksrøde Atlaskes kjole var et vidunder af smag og elegance, som ødelagde mange af de tilstedeværende damers glæde over ballet. Bankdirektør Hansen, der dansede med konsulinden, sagde hende en mængde smukke ting, som hans kone næppe ville have syntes om at høre. Alen trods alle hans anstrengelser var Fru Barner usædvanlig stille og svarede tit, som om hendes tanker vare langt borte fra samtalen. Kaptajn ilosen var endnu ikke kommen. — — da første Dans var forbi, blev Johannes og Kamma siddende på deres pladser oppe under alusiktribunen. Efterhånden blev der tomt omkring dem, og lejligheden til en fortrolig samtale tilbød sig omsider. De fire måneder, der vare gåde siden deres sidste aløde i sommerferien, havde forandret dem begge i hinandens øjne. Kamma fandt, at den unge student havde fået en mandig fasthed i blik og holdning, som hun uvilkårligt bøjede sig for, og Johannes havde gjort en lige så vidunderlig opdagelse. Hans lille barndomsven var bleven en ung pige, et mystisk, bedårende væsen, hvis fine ansigt med de sorte øjne smilede ud til ham fra en luftig sky af hvidt tyil, — så fristende nær og dog så fjern i sin rene, uangribelige ynde. Han forstod knap selv, hvor han fik alod til at sige » du « til hende. » Jeg blev meget forundret ved at høre, at du ikke ville være præst, Johannes, « sagde Kamma pludselig. Studenten havde siddet og tænkt på, om det vel kunne gå an at bede den unge pige om en af de små lysrøde rosenknopper, som hun bar ved sit bælte. Men da samtalen kom ind på det emne, som havde optaget hans sind så stærkt i de sidste måneder, gav erotikken plads for alvorligere tanker, og undseelsen blev trængt i baggrunden. Han så op og spurgte temmelig skarpt: » Blev du skuffet? « » Ja. « » Det blev mine forældre også, far især. Og dog véd jeg, Kamma, at jeg har handlet efter min bedste overbevisning; jeg har søgt at være fuldtud ærlig. En præsts ansvar er forfærdeligt; jeg tør ikke tage det på mig. « » Jeg tror, du kunne bære det bedre end de allerfleste, Johannes, « sagde Kamma sagte. » Du er så stærk og god. « Al den ganske unge piges sværmeriske beundring for den mand, som hun skænker sin fulde tillid, strålede i hendes øjne. Johannes blev hed og kold derved. » Du må ikke give mig en plads i dine tanker, som jeg ingen bet har til. Jeg er uklar over mange ting; derfor tør jeg ikke påtage mig at lede andre. — men ikke sandt, som læge kan jeg også virke i kærlighedens tjeneste? « » Ja sikkert — sikkert. « » En dygtig læge kan gøre meget godt. En præst kan let komme til at gøre skade mod sin vilje. « » Alen du ville være tolerant og hensynsfuld, Johannes. Du ville ikke blive én af de præster, som skræmmer folk fra kirkerne med hårde fordømmelsesdomme... « » Det ville jeg ganske vist ikke. Dertil har jeg for megen agtelse for hvert enkelt afenne-skes frie sjæleliv. Ingen kan sætte sig ind i en andens tanker og følelser og har derfor ingen ret til at dømme ham. « Kamma sad og så ned på spidsen af sin lille hvide Atlaskes sko. Et spil af vekslende følelser gled over hendes udtryksfulde ansigt.. » Johannes, « sagde hun usikkert, næsten frygtsomt. » Du er vel ikke bleven fritænker? « » Det kommer an på, hvad du forstår ved det ord. Efter min alening er det ethvert alen-neskes ret — ja hans pligt — at tænke frit over religionen, som over alle andre alvorlige spørgsmål i livet. Alen selv om jeg ikke kan regne mig til de ortodokse kristne, selv om jeg-stiller mig tvivlende over for mindre væsentlige spørgsmål — min tro på det, der er kristendommens sjæl og kerne, har jeg derfor ikke tabt. Tværtimod, den tro bliver stærkere hver dag, jeg lever. Kristendommen er det skønneste, der er til. Tag den bort, og hele tilværelsen bliver meningsløs og fortvivlet. Der er dem, som siger, at kristendommen er et overlevet standpunkt; men de tager fejl, den er netop fremtidens religion. I den gemmes spiren til alt det bedste i den ny tids tanker. Lys og luft for de fortrykte i samfundet, lige ret for alle, omsorg for de svage, medlidenhed med dyrene, krigens afskaffelse — hvad er det andet end praktisk kristendom alt sammen? « Johannes havde talt sig varm og begejstret, uden at huske på, at han befandt sig i en balsal, og at hans tilhører var en smuk ung pige. Nu faldt det ham med ét ind, at hans veltalenhed næppe havde været vel anbragt, og en hed blodbølge skyllede op over hans friske, lyse ansigt. Kamma så det og forstod ham. » Du må ikke være ked af, at du har talt således til mig, Johannes, « sagde hun alvorligt. » Jeg er din ven, ikke sandt? — og til en ven kan man sige alle sine tanker, uden at skamme sig over det bag efter. Måske mener du, at jeg ikke forstår mig på den slags ting, fordi jeg er en ung pige. Det kan være, at du har ret — men jeg har dog tænkt meget derover, og,.. min sympati har du. « Dér var det igen, det strålende, tilbedende, uimodståelige blik, som Johannes ikke turde møde! Så stor var hans undseelse, at han næsten følte det som en lettelse, da Gunild i det samme kom hen imod dem ved løjtnant Bangs arm. » Forstyrrer vi? « spurgte den unge pige muntert. » Nu begynder anden Dans, og så må du tage til takke med den letsindige søster, Johannes. Men du må love mig ikke at tale om teologi og lægevidenskab til mig, som du sagtens har gjort til Kamma, for jeg kan ikke følge med, det siger jeg dig forud. « » Det kan de ikke mene, frøken! « indskød løjtnanten høfligt. » De, som har en så gli

1887_JansonD_EnUngPige

Drude Krog

Drude

Janson

En Ung Pige

female

female

no

JansonD

En Ung Pige

Janson

En ung Pige

Fortælling

n

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

O

Forord. forlæggeren af denne bog har bedet mig som den ældre forfatter om at indlede den med nogle ord. Det skal være mig en fornøjelse, skønt mange vel vil sige, at jeg burde være den sidste til at gøre det, da jeg vil se på den med partiske øjne. Kan så være; men jeg. tror enhver uhildet læser vil blive slået af den livsfylde og stemning, som går igennem hele bogen. Karaktererne træder skarpt og klart frem på den vuggende baggrund af naturstemninger og med en mærkelig sikkerhed for et første arbejde at være. Den psykologiske udvikling er overalt motiveret sundt og sandt, alle bogens figurer er behandlede med omhyggelighed. Bogen bæres af harme mod al uretfærdighed, især ligeoverfor kvinden, og begejstring og tro på kvindens kald til højere virkefelter, end dem, der i almindelighed anvises hende. Skildringerne fra Minneapolis er givne med fotografisk nøjagtighed. For ret at kunne forstå alle de hindringer, som det at være en kneipeværts datter lægger i vejen for en ung pige herhenne, der føler et højere åndskald, må man tage i betænkning, at denne bestilling er omgivet med en ganske anden foragt end hjemme i Europa. Den lange og vedholdende krig, som har været ført og endnu føres for afholdssagen herhenne og som endog har farvet politiken, har gjort, at enhver udskænker ikke tør andet end betragtes med mistænksomme øjne, ja som en samfundets finde, af hele det « respektable » Selskab. Denne tankegang er så gennemgående og stærk, at selv den. mægtige arbejderforening « knights of labour », der omspænder alle stater og rimeligvis kommer at vokse sig op til et eget politisk parti, har optaget i sine statuter, at ingen udskænker af berusende drikke, ja ikke en gang disses sønner og døtre, kan få adgang til foreningen som medlemmer. Hermed være dette første arbejde af min hustru anbefalet på det bedste. Minneapolis i juli 1887. Kristofer Janson. i. Det var et prægtigt gammelt loft at tumle sig på. Der stod en hel del ramponerede møbler: en sofa på tre ben, et stort itubrukket spejl i forgyldt ramme henkastet i en krog, en halt gyngestol, og — hvad der var det bedste af alt — en gammel dragkiste fyldt med de forunderligste ting. Det var hendes største fornøjelse at liste sig derop om eftermiddagen, når hun var fri skolen, åbne dragkisten og tage frem, hvad hun fandt der. Det var gamle teaterdragter, falmede og fillede, men deroppe i halvmørket tog de sig endnu ganske godt ud, og glitterstasen strålede næsten som ægte guld. Ialtfald syntes hun selv, hun var dejlig, når hun kastede om sig den blå silkekåbe med guldpaljetterne i, trak op over armene de engang hvide teaterhansker, som nåde hende over albuen, og kastede et hvidt broderet slør over sit viltre, sorte hår. Det samme syntes vist rotterne og, som løb i skarevis deroppe, og som var blevne så vante til at se hende, at de ikke løb i krogene, når hun kom, men sad stille og så på hende. Hun var heller ikke ræd dem; de var hendes publikum, mens hun spillede sine lange stykker, hvori hun altid var dronning og heltinde. Hun var meget alene. Hun havde haft to yngre søstre, som begge vår døde, nu havde hun blot to små brødre igen, som var så mange år yngre end hende, så hun ikke havde noget selskab i dem. Hun elskede moderen lidenskabeligt, men denne var svag og i de sidste år mere tilsengs end oppe. Hun havde været skuespillerinde ved en omrejsende trup, og derfra stammede alle disse herligheder, som var datterens glæde. Men det kendte Astrid intet til; thi faderen ville ikke, børnene skulle vide, at deres moder var af så « simpel » oprindelse. Alle hendes synlige minder fra den tid var pakket sammen i den gamle dragkiste og puttet op på det mørke loft, hvor ædderkoppen uforstyrret fik spinde sin væv, og mindst anede faderen, når han kom hjem fra kontoret om aftenen, at hans datter havde haft sit bedste selskab om dagen i disse ting, som han troede gemte og glemte. Han var en nok så, vel anset købmand, og syntes han havde gjort sin hustru stor ære ved at løfte hende op i sin omgang. Astrid brød sig ikke stort om faderen. Al den kærlighed, hendes hjerte kunne rumme, gik til den stille, melankolske moder, som altid var så øm og kærlig mod hende. Veninder havde hun få eller ingen af, da hun sjælden kunne tage nogen med sig hjem af frygt for at forstyrre den syge moder. Al den tid hun således ikke var inde hos hende, var hun henvist til sig selv, og således gik det til, at hun uforstyrret kunne fortsætte sin leg og lade sin fantasi tumle sig, så meget den lystede. Hendes eneste fornøjelse udenfor hjemmet var, når faderen tog hende med sig i teateret, som han gjorde en sjælden gang. Da fik hun ny næring til sin leg. Især elskede hun « gildet på solhaug ». Den lyseblå silkekjole passede den milde Signe, men denne sorte fløielskjole høvede den stolte fru Margit, hende likte hun bedst at spille. Således forløb et par år. Astrid var alt hen ved sytten år gammel. I den sidste tid var legen på loftet bleven mere forsømt. Nu læste hun alt, hvad hun kom over. Hun læste højt for moderen den nyere literatur, som kom ud. Hun lagde mærke til, at moderen især yndede at høre dramaer og komedier. Da lyste de blanke øjne, og en svag rødme kom på kinderne, mens hun lå og lyttede med sin hele sjæl. Astrid selv elskede at læse dem højt. Om hun end ikke forstod alt, så tiltaltes hendes fantasi, og hun læste dem ikke dårligt. Dette bandt moderen og datteren endnu mere sammen. Hun var meget sent udviklet, havde endnu spæde barnlige former, og om hendes mund spillede altid et lyst barnesmil. Der var noget hindeagtigt let ved hende, hovedet kastet tilbage ligesom lyttende, og de store gråblå -øine seende forventningsfuldt ud for sig, som drømte de om al den lyst, livet skulle bringe hende. Hun gik nu efter faderens vilje til konfirmation. Når præsten talte til hende om synd og dom og helvede, gled det hende forbi, det var en ufattelig tale for hende. Livet lå i et strålende lys, og hun havde ikke brug for disse ord, de hørte ikke hjemme i hendes tankeverden. Men når han talte i stille varme ord om det at være god, hvilken lykke det var at sætte livet ind på det, man havde kært, og malede Israels store skikkelser frem for hende som dem, der havde fulgt kaldet i deres indre, da blev hendes øjne større, noget aldrig før anet gik igennem hende, og tårerne randt ned ad hendes kinder, hun vidste ikke hvorfor. En tid efter hun var konfirmeret skulle hendes far på en forretningsrejse til Bergen og tilbød Astrid at rejse med. Hun blev strålende lykkelig, hun havde aldrig været udenfor Kristianias nærmeste omegn, og dette var jo en hel verdens-rejse. De rejste gennem lærdal ud over sognefjorden. Faderen havde en broder, der boede på balestrand, og de stoppede der nogle dage. Disse dage forekom Astrid som en eneste dejlig drøm. Når hun om aftenen sad ved stranden og så på de brede bølger, som sagte slog ind mod tjæren, mens månen kastede sin sittrende guldsøile hen over søen, og de mægtige snetoppede kæmper stod der på sin evige nattevagt, da steg det så forunderligt op i hende, hun syntes, hun kunne kaste sig ned i tilbedelse, i jubel. Hvor al hendes barneleg og alle hendes fantasier forekom hende små og usle, når hun så denne store, rene højhed. Men når hun så, efterat de andre var gåde til sengs, listede sig ud i den store æblehave med de gamle, mægtige træer, som kastede sine hemmelighedsfulde skygger hen over grønsværet i måneskinnet, og skvulpen fra søen lød ind til hende som sagte suk, da var hun prinsessen, som løb om i den fortrollede skov. Duften fra blomsterhaven strøg hen over hende og formelig berusede hende. Inderst inde i haven stod et gammelt valnødtræ og bredte sin mægtige krone. Hvor dets blade var bløde, blanke og duftende! hun fyldte sit fang med dem, satte sig på græsset og lænede sig ind til den gamle, mosede stamme. Hun stak sammen en krans af de duftende blade, mens saen vuggede og vuggede hende ind i eventyrdrømme med sine sagte suk — det var alfekongen, som sang for hende sin længsel og elskov. Ak hvor det var en fryd at leve! hun kastede sig ned i det dugvåde græs, lukkede øjnene halvt til, lyttede til den sagte skvulp og drak ind i dybe drag den kølige luftning fra den milde septembernat. dagen efter rejste de til Bergen. Søen lå som et solblankt spejl, hun sad på dækket og stirrede efter det sted, hvor hun havde oplevet så meget. Det lå derinde i al sin yppighed i den drømmende fjordbugt, vogtet og skærmet af den trofaste kæmpe, ved hvis fod det strakte sig så trygt som barnet op mod sin mors fang. Det vidste, at på den kunne det lide, at under dens mægtige skygge kunne det skyde blomst og frugt. Astrid følte, som om hun og det sted havde en hemmelighed sammen, som om det for hende alene havde udfoldet al sin herlighed. Hun kyssede på fingeren til det, idet dampskibet drejede om pynten og skjulte det for hende. Faderen kom hen til hende. Det slog hende, at han så så gul og vissen ud; til ham kunne hun vist aldrig tale om, hvad der fyldte hende. Hun syntes det var stygt af sig, men hun kunne ikke hjælpe det. « nu, hvordan ligte du dig på Hoel? » Spurgte faderen. Hoel var broderens hjem. « jo godt, » svarede Astrid kort, hun kunne ikke sige mere. « ganske pent sted, » sagde faderen kort, der var noget nervøst over ham, « men gud o 7 ved, hvorledes de folk kan holde ud at leve der år ud og år ind. Jeg havde alt nok af det. Kom lad os gå ned og spise middag. » Han gik ned, men Astrid blev siddende og så efter de blå bjerge. i. De var i Bergen en ugestid. De havde ingen bekendte der, så de boede på hotel. Faderen var mest ude i forretninger, så Astrid var meget overladt til sig selv. En dag kørte en af faderens forretnings-venner dem en lang tur rundt Bergens omegn. Det var en dejlig dag, og naturen stod klædt i sin første overdådige høstpragt. Astrid nød denne stolte natur, hvor fattigdom og rigdom er kastet om hinanden med et forunderligt lune, og som gør denne bys omgivelser til noget af det mest maleriske, man kan se; hvert øjeblik brød hun ud i et eller andet lykkeligt eller beundrende udråb. Men da de rejste rundt svartediget, blev hun stille; det var så storslagent, næsten forfærdeligt. Hun sad -med åben mund og hørte bergenseren fortælle, at her plejede folk at drukne sig, at udfør den skrænt havde den og den kastet sig ud. O gud, hvor ulykkelige de måtte have været for at kunne gøre sligt — og hun, som syntes livet var så dejligt. Å de arme, arme mennesker! hun så kvinder stå deroppe på skrænten en vild, stormende • nat med håret udslaget, ansigtet løftet mod himlen, hvert håb hernede brustet — — « Huf! » sagde hun uvilkårlig og gyste. « hvad fejler dig Astrid? » spurgte faderen, « hvor bleg du er. » « å jeg fryser bare lidt, » svarede hun. « det er også bleven sent, » sagde bergenseren, « det er bedst vi skynder os hjem. » Snart var de ude i sollyset igen. Foran dem lå byen svøbt i strålerne fra den dalende sol, lys, svulmende og livskraftig, bag dem lå svartediget med sit kulsorte vand, sit mørke, stængende fjeld og sine forfærdelige minder. Aftenen efter gik de i teateret. En berømt svensk skuespillerinde gav gjæsteroller. Hun skulle den aften spille « Hjørdis » i hærmændene. Astrid havde aldrig set hærmændene, men hun havde læst det mange gange, og hun glædede sig umådeligt. Fra samme øjeblik tæppet gik op, stormen suser og bølgerne bruser ind mod stranden, og disse forunderlige ville, stærke skikkelser veksler ord sammen, var Astrid aldeles borte, hun så og hørte kun dem. Det var, som om hun havde fået et nyt øje at se med, således havde det aldrig været før. Hvor Hjørdis var stor og dog forfærdelig. Hun sad åndeløs, da tæppet faldt, hun knugede hænderne mod brystet — dette var at leve at kunne spille slig, å om hun engang kunne — — da Astrid gik hjem den aften, havde hun bestemt, at hun ville blive skuespillerinde. Bævende tog hun tanken, men dog med en navnløs fryd. Hun følte som hun havde fået indvielsen til sit kald den aften. Nu forstod hun, hvad præsten havde ment, når han talte om, hvilken lykke det vår at følge kaldet i sit indre. Hun var bleven så forunderlig greben den dag uden at forstå hvorfor, nu-vidste hun det. Hun ville følge sit kald og være trofast mod det: men til faderen kunne hun intet sige; nej hun måtte vente, til hun kom hjem til moderen, å hvor hun længtede efter hende, hun ville forstå hende. Hun smilede, hun kom til at tænke på det gamle loft og teaterdragtene — hvor dog hele hendes væsen havde ubevidst drejet sig om dette ene, men nu ville hun ikke længer spille for rotterne, nej nu skulle hun ud i det fulde dagslys, og hun skulle sejre da de kom til hotellet, lå der et telegram til faderen. Astrid blev bleg; det var som en kold hånd tog om hende, hun tænkte straks på moderen. — ikke nu — ikke nu, tænk om hun døde, hvad skulle hun gøre uden hende! Faderen åbnede det meget koldblodigt, han tænkte, det var et forretningstelegram. Der stod: « Karen dårligere, kom hjem så fort i kan. Stina. » Det var altså så, hun var syg, hun lå ensom og ventede på hende, kanske hun alt var død! « å far, lad os rejse straks, går der ikke dampskib i nat? » spurgte Astrid med blege læber. « hm », sagde faderen nervøst og gik op og ned gulvet med telegrammet i hånden, « hvad skal jeg gøre, dette kom meget ubelejligt, jeg burde endnu været her mindst i morgen over. dog — jeg får prøve at blive færdig til i morgen middag. « Olaf Kyrre » går kl. 12. Hm — meget uheldigt — stakkels Karen! » O o Astrid kunne ikke tænke på at gå til sengs. Hun tog af sig kjolen, strøg sit hår tilbage fra sin hede pande og lod det hænge løst nedover ryggen. Hun pakkede med febrilsk hastighed sine ting sammen, som om det gjaldt at blive hurtig færdig. Da alt var iorden til afrejsen, kastede hun et shawl om sig og satte sig ved det åbne vindu. Det blæste koldt ind derfra, men hun syntes det var så godt, hun var så brændende hed. Hun så ud i den mørke nat. Hun så moderens ansigt for sig, blegt og fortrukket i smerte. Å gud, at hun skulle være så langt borte, ikke kunne være hos hende, pleje hende. — hun blev siddende og stirrede ud, og uvilkårlig blandede sig andre skikkelser med moderens. Hun ville jage dem, men de kom igen. Det var som de flimrede forbi hendes øjne, dem hun nylig havde set. Der kom den gamle stolte Ørnulf, der som et kvistet træ i skogen uden at knækkes af stormen sang sit herlige drapa, der den ædle Sigurd med sin tavse, brændende elskov og først og sidst den farlige, men dårende Hjørdis — hun så uvilkårlig mod den mørke nathimmel, om hun kom der på sit ville tog, ridende sin sorte, fnysende ganger. Så kom moderens billede igen så stille, så bleg og lidende. « å mor, » sukkede hun, hovedet faldt ned på de sammenfoldede hænder, « du må ikke dø, hvad skal jeg gøre uden dig. » hun lå længe stille, endelig følte hun en navnløs træthed falde over sig, en kold gysen gik igennem hende, hun rejste sig, lukkede vinduet og gik hurtig til sengs. Næste dag kl. 12 forlod de Bergen de første sollyse høstdage var forbi, og den virkelige høst begyndte at melde sig med storm og regn. De havde en urolig rejse. Astrid var meget søsyg, og det var næsten godt for hende, så orkede hun ikke at tænke på moderen. Hun lå som hen i en døs den meste tid, indtil de kom ind i kristiania-fjorden. På bryggen i Kristiania stod tante Stina, søster af Astrids fader, som boede ikke så langt fra dem, og som havde lovet at se til moderen, mens de var borte, samt Astrids to små brødre. Hun turde næsten ikke spørge tanten, hvorledes det stod til, hun så bare, angstfuld på hende. « hun er en lille smule bedre, men forfærdelig mat, » svarede tanten på broderens hurtige spørgsmål. Gudskelov, så var hun ikke død, hun skulle få se hende igen. Hun tog brødrene i armene, hun kyssede dem gang på gang. Og når hun kom til hende, å hvor godt hun skulle pleje hende, hun skulle ikke få dø fra hende. Iii. Det var sandt, som tanten havde sagt, at moderen var forfærdelig mat; Astrid veg tilbage, da hun så hende ligge der så hvid, så hvid og med store, blanke øjne. Astrid faldt ned foran sengen, la’ armene om hende og begyndte at hulke. Det var, som alt det, hun havde oplevet af både glæde og jubel og angst i al denne tid, siden hun sidst så moderen, nu fik udløb i denne gråd. « mor, mor! » var alt hun kunne sige. « Astrid, min søde pige, » hviskedee moderen og klappede hende opigjen og opigjen på det sorte hår. « hvor dejligt det er at være hos dig igjent nu skal jeg aldrig rejse fra dig mere, nu skal jeg pleje dig til du bliver frisk, og så skal vi to ha’ det så dejligt sammen, » sagde Astrid, da hun begyndte at blive mere herre over sig selv. Moderen smilede vemodigt, hun så ud, som hun ikke troede på, at hun skulle blive frisk igen, og dog ville hun det så gerne for børnenes skyld. Hun kom sig også virkelig. Glæden af igen at have Astrid hos sig og føle hendes kærlighed friskede hende op for en stund. Astrid var lykkelig. « ser du mor, det var bare fordi jeg var borte fra dig, at du blev så dårlig, » sagde hun strålende, dagen efter hun var kommen tilbage. « ja, og nu må du fortælle mig alt, hvad du har oplevet på rejsen, » sagde moderen. « men ikke endnu, jeg må ikke tale meget med dig de første dage, siger tante Stina, og det behøves ikke endnu, vi har nok med bare at se på hverandre, » sagde hun og kyssede moderen ømt. Men moderen lå og så på Astrid. Hun følte, der var kommen noget andet over hende, noget bevidst, hun var med engang bleven voksen. Et par dage efter satte Astrid sig ved moderens seng.- hendes øjne havde en stærk glands, og hendes kinder rødmede, idet hun sagde: « nu, søde mor, må jeg fortælle digalt, hvad jeg har oplevet, og så skal du høre, hvad din lille pige har besluttet. » Og hun fortalte hende om den dejlige sognefjord, om de mægtige blå fjelde, om den vidunderlige have om Bergen og svartediget. Men da hun kom til svartediget, gik der en gysning igennem hende, og hun sagde: « å mor, der har så mange druknet sig der, kan du tænke dig så ulykkelige, som de må være for at kunne gøre det? Jeg har nok læst om det, men jeg har sådan ikke rigtig tænkt mig, at folk gjorde det — huf, også var der så mørkt, og det kulsorte vand — » hun standsede et øjeblik som overvældet; moderen sagde intet, blot så underlig hen for sig. Astrid vedblev muntrere: « men nu har jeg gemt det bedste til dig mor. Vi var i teateret og så fru hvasser spille Hjørdis i hærmændene. Å gud, hvor dejligt det var! du kan ikke tro, hvordan hun spillede, og ved du mor » — og hun la’ sig på knæ foran moderens seng, « at jeg har bestemt, at jeg vil bli’ skuespillerinde. Jeg tror, jeg har evner til det, for ser du, det er i grunden det, jeg har tænkt på bestandig. Du skulle bare vide, » Vedblev hun halvt leende, halvt skamfuld, « hvor jeg har spillet komedie deroppe på det gamle loft. Når jeg ikke var hos dig eller på skolen, så spilte jeg bestandig komedie, og i en gammel kiste deroppe fandt jeg så mange rare ting, som jeg pyntede mig med, og jeg spilte fru Margit og Signe og Ragnhild og------- » « Astrid, hvorfor har du aldrig fortalt mig dette? » kom moderens stemme så fuld af angst, så Astrid forskrækket rejste sig. « hvorfor? jeg ved ikke — jeg var vel ræd, jeg ikke skulle få lov længer, om nogen fik vide det. Den tid sagde jeg ikke alt til dig, sådan som jeg gør nu, efter jeg er bleven stor. » Moderen var først bleven ligbleg, så kom der en brændende rødme i hendes kinder, hun rejste sig med mere kraft, end hun havde vist på længe på den ene albu og sagde: « dette er ikke noget nyt for mig, jeg har længe anet, at det ville komme. Du var for lig mig selv, og dog har jeg håbet og bedet, at det ikke skulle være så. — Astrid, min lille pige, » og hun sank træt ned på puden igen, « du ved ikke, hvad du vil gå ind til der. Jeg ved det så alt for godt. Ser du » — stemmen var bleven hæs, hun halvt hviskedee, « jeg har selv været skuespillerinde. » « du mor! » for Astrid i vejret, « altså det var dine — » « vær rolig Astrid, ja det var mine gamle sager. Din far skammede sig for, at nogen skulle få vide, at jeg havde været det, så blev de pakket sammen og puttet derop, og aldrig har jeg nævnt det til nogen. » « men skamme sig — far skamme sig for det, er det ikke heller en ære? » « far syntes ikke så, og han kunne vel have ret i det, han var bange, det skulle skade hans anseelse. Jeg var jo ingen stor skuespillerinde, jeg var ikke engang ansat ved et fast teater. Jeg trodsede min far og • debuterede, men gjorde fiasko; jeg havde for meget nerver og fantasi og for lidet talent, sagde man — jeg er bange det er det samme med dig Astrid. — men jeg bare drømte om det, så rømte jeg en dag med et omrejsende selskab — jeg var jo bare 17 år — men hvilket liv jeg der førte! Alt det fineste og bedste i mig blev krænket hver dag. Jeg elskede kunsten lidenskabelig, de andre bare tænkte på at puffe sig selv frem og gøre hverandre livet så ondt som muligt. Så forfulgte direktøren mig med sin væmmelige kærlighed. Min far var imidlertid død, og mit hjem opløst — så lærte jeg tilfældigvis at kende din far; han tilbød mig ægteskab, et godt hjem, jeg var træt og så skuffet — men Astrid, det er forbandelsen ved det, jeg har aldrig haft en lykkelig dag, siden jeg forlod det heller — din far og jeg var for forskellige, vi kunne ikke forstå hverandre — i de første år efter jeg var gift følte jeg ofte fristelsen at gøre som de ulykkelige mennesker, du talte om, som kastede sig ud i det sorte vand — jeg levede så ensom og så uforstået. Så fik jeg eder — tiden sløvede mig lidt efterhvert — men dette er det, som har brudt min helbred, og nu — skal nu du op i det samme — din far gir aldrig sit samtykke til det — » « så gør jeg det uden hans tilladelse, du skal sejre mor gennem mig, jeg skal række længer end du. » « nej nej, » sagde moderen sjæleangst og greb efter Astrids hånd, « det går aldrig godt! Lov mig Astrid aldrig at gå til scenen uden hans tilladelse, lov mig! » « men mor — » « du må love mig. » Astrid så moderens angst, hun hørte den hæse hvisken, og hun blev bange for at dræbe hende. « mor, søde mor, jeg skal gøre alt hvad du vil, når bare du vil være hos mig, » kom det uvilkårlig. Moderen lukkede øjnene, spændingen i ansigtet slappedes, hun trykkede Astrids hånd, at tale mere orkede hun ikke. Astrid syntes, hun så ud, som hun var død, hun sad stille og holdt hendes hånd i flere timer uden at røre sig. Det var de første alvorlige timer i Astrids. liv. Der var kommen en skygge over solen. Hun havde for første gang set ind i et andet liv fuldt af skuffelse, ensomhed og længsel, og det hendes liv, som var hende den nærmeste og kæreste i verden. « arme, arme mor, » Tænkte hun, og tårerne randt ned ad hendes kinder, mens hun sad og så på det hvide ansigt, « hvor vakker du har været, hvor vakker du endnu er, men hvor du har lidt! » hun kom til at tænke på faderen, og hun følte med et, som han var kommen tusinde mil længer bort fra hende i denne sidste time. Han ville aldrig forstå hende, som han aldrig havde forstået moderen. Hun havde en følelse, som om hun rent havde imod ham. I denne stund var det gået op for hende, at moderens livskraft var brudt, hun ville ikke få beholde hende. Hun tænkte med instinktmæssig angst på et liv sammen med faderen. — og hun, som nys var så jublende glad, og hendes kald — hun smilte sårt — gud ved, hvorledes det gik med det, når det skulle afhænge af ham — og så var det de små brødre — sorgen havde første gang truffet' hende, og den havde ansvar og bekymring med i følge. Ud på aftenen vågnede moderen i brændende feber. Hun råbte bestandig på Astrid, det beroligede hende, når hun følte hendes hånd i sin, og Astrid veg ikke fra hendes seng. Tre dage efter døde moderen. Iv. August Holm, Astrids far, havde ikke prøvet megen modgang i verden. Han havde havt velstående forældre, som rigtignok begge døde, mens han var ung, men han var for meget gut til rigtig at føle nogen sorg ved at miste dem. Han var desuden ikke af dem, som var i stand til at føle stærkt for nogen eller noget udenfor hans eget jeg. Efter en doven skolegang, hvori han ingen ordentlige kundskaber havde tilegnet sig, blev han sat til handelen. Han var den ældste af fire søskende. Da han var bleven myndig, fik han sig udbetalt sin arvedel af sin formynder og rejste udenlands et par år til Tyskland og Frankrig, hvor han optrådte som den flotte herre. Da han kom hjem, var netop hans gamle formynder, som også havde været faderens kompagnon, død, og han overtog forretningen han havde en vis slu handelsånd, som i forening med det ansete navn, handelshuset havde havt, gjorde, at han uden virkelig dygtighed kunne holde det gående en del år. Kort efter han havde overtaget forretningen, var han på en handelsrejse rundt kysten. I en af småbyerne, hvor han stoppede, spillede netop en omrejsende teater-trup. For at slå en kedelig aften ihjel gik han derop og forelskede sig lidenskabelig i « prima donnaen », den i8årige Karen Linde. Hun spilte ikke godt, men hun var strålende vakker og så fortryllende i sin rene uskyldige umiddelbarhed; dette var noget så rent forskelligt fra, hvad han plejede at se. Han forsøgte at gøre tilnærmelse, men han så snart, at der kom han ingen vej. Som alle egenkærlige udskjæmte naturer æggede dette ham så rasende, at han gav sig ikke, før hun giftede sig med ham; men han var også deri lig dem, at så snart han havde fået sin vilje igennem, så var glæden derover forbi. Han syntes, han havde gjort hende en umådelig ære, og lod hende ofte høre det. Han var jo den fine mand, sønnen af et gammelt « patricierhus ». Han, som havde trykket Karl den femtendes hånd og ført dronning Louise op til vals, som havde været festarran-* gør og taler, når kongen kom til byen. Alt sligt fortalte han hende, hver gang ærgrelsen over således engang at have ladet lidenskaben løbe af med sig kom over ham. Det var en dyrt købt fornøjelse, tænkte han ofte, når han så hende gå syg og melankolsk og stille omkring som en fremmed plante, der af vanvare var kommen ind i hans have, hvor forresten alle egenkærlighedens højrøde strun kende tulipaner og valmuer stod i fuld' flor. Tilsidst havde han vænnet sig til det; han glemte efterhånden sin ærgrelse, hån gik og kom, når han ville, og hun var bleven ham som et andet stykke møbel, en bestanddel af hans hus, som han ikke let kunne undvære. Hun sagde ham jo aldrig imod, bare det var en stor behagelighed, da han likte bedst at høre sig selv tale. Han begyndte at se lidt mere på datteren i det sidste, end han havde gjort før. « hun blir pokker så vakker, men bandsat lig moderen, jeg får nok ha’ øje med hende, » var hans faderhjertes betragtninger. Disse tro søgte han altid, når hun kom med et begejstret udbrud, at lægge en dæmper på hende ved at komme med en moralsk bemærkning om selvbeherskelse — at det ikke var passende at tage således på vej, o. s. v. I den senere tid havde han været meget nervøs og uomgængelig. Han var bleven mere gul i ansigtet, og om hans tynde læber spillede ikke længer det selvgode smil, der var kommen noget usikkert og famlende. For første gang i sit liv følte han grunden vakle under sig. Forretningerne gik dårligere, det havde de gjort længe, men i det sidste år havde det gået voldsomt nedover, og kreditten svigtede. Dels for at søge at oprette denne, dels for at spørge broderen på balestrand, om han kunne forstrække ham med et lån, var det, han foretog denne rejse. Han tog Astrid med sig, både for at få hende bort fra moderen en stund og for at adsprede sig selv ved hendes selskab, ikke blive nødt til at gruble bestandig på dette ene. Rejsen var mislykket. Broderen forsikrede ham, at han havde sat alle sine penge i ejendommen, og det var så vidt den bar sig. Han, der selv var en arbejdsom, driftig mand, havde vel ikke heller videre tillid til broderens forretning, især da tiderne var dårlige i forretningsverdenen og fallitter hørte til dagens orden. Vist er det, at han ikke lod sig røre af broderens lange, salvelsesfulde taler og forsikkringer om, hvilke høje procenter han kunne give, hvor" Brilliant forretningen ville blomstre, dersom han blot fik denne forstrækning i den øjeblikkelige forlegenhed — men hvad enten det var, fordi han ikke kunne eller ikke ville, blev ikke klart for Holm. I Bergen var det ikke gået stort bedre; man havde smilet og været høflig ja endog spenderet en køretur på ham og, hans smukke datter, men det blev med løse forsikkringer, og han kom hjem lidt mere fortvivlet, end da han rejste; thi nu var han overbevist om sin ruin. Det var med blandede følelser han stod ved sin hustrus lig, dagen efter hun var død. Han følte sig så temmelig afklædt al sin indbildte storhed, og vel ikke i hele deres samliv havde hans følelse for hende været så pas ægte, som da han med virkelige tårer i øjnene stirrede på hendes fine, blege ansigt, hvor melankolien havde præget sit stempel lige ind i døden, og sagde ved sig selv: « stakkels Karen, det var nok i rette tid du gik bort. » Astrid overgav sig helt til sin sorg, da moderen var død. Efter deres sidste samtale havde hun glemt sig selv og sine bekymringer og blot tænkt på moderen og hendes lidelser. Men da hun virkelig var død, da brast det for hende. Hun gik op på sit værelse; nu kunne tante Stina og de andre gøre resten; hun havde ikke noget med den døde maske at gøre, det var ikke hendes mor længer med de dejlige øjne og det kærlige smil. Hun var borte fra hende for altid — altid — hun brast ud i den lidenskabeligste gråd. « mor! mor! » Kom det indimellem, og hun hulkede, så hele hendes spinkle skikkelse bævede, og hun syntes hendes hjerte kunne briste. Endelig stilnede det lidt af. Der kom en krampagtig hikken indimellem som hos et barn, der har grådt, fordi det har fået ris; til sidst lukkede de ophovnede, trætte øjne sig, og hun sovnede ind. Hun sov i et helt døgn, udmattet som det unge legeme var af nattevågen og sorg. Tanten, som ved at høre svigerindens død var flyttet hen til dem for at hjælpe dem over begravelsen, så flere gange op til hende, men gik igen, når hun så hun sov. Sidste gang hun kom op, lå Astrid med hovedet i puden og hulkede. « så barn, » sagde hun beroligende og klappede hende på hovedet, « tag dig nu sammen, husk på, at det var bedst for din mor, syg som hun altid var, hun har det godt nu hun. » « å mor! mor! » hulkede blot Astrid. « ja det er hårdt nu, men du skal nok se, det snart bli’r bedre. Nu må du mande dig op og komme og hjælpe mig, der er så meget, der må ordnes til begravelsen. Din fa’r har bestemt den til onsdag, » sagde tanten i en venlig men bestemt tone. Tante Stina, som var et praktisk menneske, mente det var sundest at tage det på en fornuftig måde og ikke lade Astrid for meget overgive sig til sine følelser. Det havde også den forønskede virkning. Ved at høre ordene « begravelse » og « hjælp » Begyndte Astrid at samle sig sammen. Livet ventede på hende, hun var ikke som moderen færdig med det. Hun lå med stive, store øjne og stirrede ud for sig. Det var underlig, hvor gravkoldt skær der var kommen over det, og dog måtte hun op og gå ned til det. Begravelsen var over. Astrid havde forsøgt at holde sig, så godt hun kunne, hun gik automatisk om og gjorde alt, hvad tanten sagde til hende. Kun når hun så den yngste broders lyslokkede lille hoved, ville det igen briste for hende, men hun forsøgte at holde sig tappert. Hun hørte halvt som i drømme præsten tale, hun fulgte med til graven og så dem sænke kisten ned, alle blomsterne blev borte, og hun så bare muld og hørte de grusomme dunk på kisten, når jorden faldt på den. Så gik de hjem, hun havde sin yngste bror ved hånden. Samme dag tog tante Stina sin hat og shawl på sig, kyssede Astrid, som lå stille på sofaen med lukkede øjne, på kinden og sagde: « ja nu må jeg gå hjem Astrid. Gud ved hvorledes alt ser ud hjemme, når pigerne har fået søle som de vil så længe. Nu må du være flink og passe huset og gutterne. Jeg skal se ind til dig i morgen. » Så var hun alene. Hvor uendelig ensom og hjælpeløs hun følte sig. Brødrene var ude og legte på gaden, de havde alt glemt sin sorg, faderen var gået op på kontoret; og om han havde været hjemme, havde hun ikke følt sig stort mindre ensom. Nu fik hun i al fald fred til at ligge og tænke på moderen. — hvor godt det var at ligge så stille og lukke øjnene og drømme. Hun var igen barn, og moderen var hos hende. « ligger frøkenen så alene her i mørket, » Sagde en stemme, og hun følte et stærkt lysglimt i de såre, forgrædte øjne. Det var Anne, deres trofaste gamle pige, som havde været hos dem under alle de år, Astrid kunne mindes. Hun holdt kjøkkenlampen i hånden og stirrede med bekymret ansigt ind i stuen. « skal jeg ikke tænde lampen? frøkenen har ikke godt af at ligge her alene i mørket. » « tak Anne — å det er det samme alt sammen, » Sagde hun med et dybt suk. « frøken, sig ikke det, det bliver nok bedre, og så har den velsignede engel fået ro. Hun har såmænd i

1897_Janson_Mira

Drude Krog

Drude

Janson

Judith Keller

Mira

female

female

no

JansonD

Mira

Janson

Mira

Et Livsløb

n

roman

Gyldendal

KB

nan

nan

O

Den, der læser denne historie, må læse med kærlighed og med den forståelse, at menneskesjælene er så himmelvid forskellige. Han må vide, at tusende er de veje, der fører til livet, det vil sige til kundskab om os selv og vor opgave her på jorden. Lær at kende dig selv, skrev de gamle som indskrifter på sine templer — det er det menneskene gennem tiderne famler efter — for enkelte falder dette lettere end for andre — de følger pligtens vej, er lykkelige ved at gå den, og de gør ret. Men så ligger det nær, at når de ser sig tilbage efter dem, der kommer efter — så forstår de ikke alle de sideveje og omveje, som andre må gå, før de finder frem — og da dømmer de dem. Men døm dem ikke, thi derved farer i selv vild af vejen uden at vide det. Se heller med mild medynk på de stakler, der har så ondt for at finde frem, da der er vildsomme kræfter i deres egen sjæl, som leder dem på afveje. Ynk dem og døm dem ikke, thi for hvert skridt de er gået vild, må de vandre lange, tungsomme veje, før de finder tilbage, og de må famle og søge, til deres fødder bløder, og deres øjne græder blod! Således har livets herre forordnet det i sin kærlighed, thi det tjener dem bedst — og på den måde når de også engang frem til målet. Hun, hvis livsførelse her skal berettes, var forskellig fra de fleste mennesker. Hendes natur var stærk, og hun havde aldrig lært at overvinde sig selv. Hendes mor døde, mens Mira endnu var et rent barn. Hun voksede op uden hendes vågende kærlighed om sig i en rig natur under ubundne forholde. Således blev hun den, hun blev — impulsiv i højeste grad, hendes sind altid kastet om i store, stærke stemninger. Det skælvede i hende af ungdom og livslyst. der var ikke et solstrejf, som ikke fyldte hende med en dirrende glæde — ikke en blå himmel, uden den sænkede sig i hendes sind under jublende andagt. Hun bar sit hoved højt. Så let berørte hun jorden, at man ved at se hende uvilkårlig mindedes det ord i Salomos højsang: stolt er din gang i skoene, o, fyrstinde. Lyse tanker var jo hendes følge — hun fæstede roser i sit bryst og sit hår — al verdens skønhed ville hun eje — suge den ind i dybe åndedrag. Af sollysets skønhed, af himmelens drivende skyer, af sommerens rigdom hentede hendes sind altid ny næring — hun elskede det med en kærlighed, der blev en del af hende selv. At sænke sit hele væsen ned i denne skønhed, at føle livets store mysterium åndende gennem det vi kalder natur, var for hende et lige stort behov, som for andre at søge hvile, når de er trætte. Så kom den tid, da hendes sind blev grebet af menneskehedens historie — af åndens store strømninger gennem tiderne. Den kom som en flodbølge styrtende over hende, ryddende grunden til nye uendelige vidder. det steg som en jubel i hende, der ikke kunne lade hende sove, for livets magt i hende var for stor. Da hændte det imellem, at i nattemørket og stilheden kunne hun føle åndens vingeslag suse over sig — den dryssede ligesom hvide blomster over hende og fyldte hende med henrykkelse. — åndens dåb over en menneskesjæl, der gør den lydhør for evighedstonerne i verdensrummet, meddeles i nattemørket og den store stilhed. Men når dagen gryede i øst, og den bløde vårdæmring fyldte rummet, da lå hun med åbne øjne og sanser og lyttede til det første spæde fuglekvidder udenfor — det var igen jordlivet, der kaldte i sin fylde og skønhed på hende. Skælvende af forventning og glæde stod hun op, slog vinduerne vidt åbne og inddrak med dirrende næsebor og dybtåndende bryst duften fra skog og eng. Og som hun stod der i morgengryet, mens den rene, kj ølende luft slog om hendes halvt blottede legeme og blandede sig i hendes åndedræt, tog hun sin dåb for den nye dag, livets ånd skænkede hende. Dette var det, der gav hende denne magt over mange menneskesjæle — gav hende noget oprindeligt — noget seierssikkert — som kom hun altid lige ung og lige ny tilbage fra selve naturens hjerte. Hun gik stadig som til fest i denne tid, og hendes daglige gerning faldt som en leg, thi den mindste ting om hende så hun i skær af den skjønhedsverden, hun bar inde i sig. I de dage sagde en ven til hende — den ven der havde åbnet hendes øjne for menneskeåndens kamp, dens fald og sejer gennem tiderne: de minder mig om en fugl, der ikke kendte den kraft den ejede, før den begyndte at bruge vingerne. — og han tilføjede: jeg kan ikke tåle at tænke på, at hverdagslivet skal stække dem! Hun løftede stolt sit hoved og lovede sig selv, at livet ikke skulle stække hendes vingers flugt. Halvt som barn var hun alt bleven hustru og moder. Den mand, der var bleven hendes ægtefælle, havde grebet hendes ideale sans, da hun som sekstenårigt barn med nysgerrige øjne så ud i livet uden at ane, hvad det krævede af hende. Endnu mindre forstod hun, hvad hun selv engang ville fordre af den, hun skulle leve det sammen med. Da Mira var seksten år, flyttede hendes far til en af Norges livligste og største byer. Hun kastede sig med hele sit væsens nydelsestrang ind i dette nye liv. Omringet som hun der blev af unge mænd, der søgte at vinde hende, tyede hun instinktmæssig til ham, der kom til hende som budbærer fra den ideale verden, den, hun endnu halvt ubevidst drømte om, men som hun ikke fandt næring for blandt sine omgivelser. Alf Winter kom med nye, friske tanker, der da gærede mellem ungdommen i hovedstaden — hun greb dem med begærlighed. Og han, der således havde gjort verden større for hende, steg i hendes øjne til en helt, som hun beundrede og så op til, samtidig som det poetiske, drømmende over ham fængslede hendes indbildningskraft. Men hun var ikke hans første kærlighed. Han havde elsket før — sværmerisk — med hele den glød, hans natur var i stand til at føle, og var bleven forsmået. Såret blødte endnu, da han første gang så Mira. Hendes lyse smil og stolte gang — den forventningens jubel, der lå over hele hendes skik kelse tog hans letbevægelige fantasi fangen — han søgte hende, udmærkede hende ved alle lejligheder frem for enhver anden. Og før han vidste af det, var han "gået så langt, at han som mand af ære følte, han ikke kunne trække sig tilbage. De blev forlovede. Han angrede det heller ikke. Det var så behageligt og smigrede hans forfængelighed, at se dette naturens ville, forkælede barn ydmygt bøje sig ind under ham, se op til ham og lade sine meninger være hans underlegne. Han begyndte at tro, at dette vildt var let at tæmme, og at han i hende havde fundet den viv, han drømte om — en stille elskende hustru, der med begejstring ville gå op i ham og hans arbejde. Han anede ikke, at det var blot, så længe han stod for hende som den højeste representant for den åndens verden, hun drømte om, at han havde denne magt over hende. Samme dag de blev forlovede, begik han den dårskab at fortælle hende om sin første ulykkelige kærlighed. Selv vidste han ikke, at smerten over det skuffede håb endnu dirrede i hans stemme, idet han skriftede for hende, og at den underlige glød i hans øjne, idet han skildrede den andens skøn hed for Mira, viste, at sorgen endnu ulmede derinde, så snart der rørtes ved den. Men Mira. så og hørte det, og for første gang var det, som solen mistede sin glans, og et iskoldt vindpust strøg hen over hendes fantasiverden. Da han bagefter tog hende i sine arme, kyssede hende roligt, mens han med et smil fortalte, at nu var han fuldstændig lykkelig, følte hun uklart, som noget var dødt i hende. Noget der havde været vævet ind i hendes drømme og fyldt hende med en jublende glæde, som næsten kunne sprænge hende. Fra den dag var hun forandret. Det var som hendes natur lå i dvale i de dage. Hun sagde til sig selv, at hun var uendelig lykkelig, at hun var tilfreds med at være den, der kunne læge hans hjertesår og være hans bedste ven, hvem han betroede alt. Men hun mistede det dugfriske — det, der mindede om den ville hind i skogen. Der kom noget tamt og stille over hende, hun blev fyldig, næsten magelig. Kort efter deres forlovelse rejste Winter tilbage til hovedstaden for at tage sin teologiske eksamen. Hans breve indeholdt mest afhandlinger om de teologiske spørgsmål, der i den tid optog ham. med begærlighed ledte hun efter de få og korte sætninger, hvori han omtalte sin kærlighed til hende. Dem læste hun opigjen og opigjen. En dag sent på høsten sendte han 'hende to digte. De var ikke til hende, de var til — den anden —. Hun var gået udenfor byen med sit brev. Hun sad nede ved elven, der gik skummende forbi — et birketræ hang over den med sit gulnede løv, og når et svagt vindpust kom, dalede det ene gule blad stille ned efter det andet, sank i det skummende vand og var revet med i strømmen. Hun sad. på en gammel, mosgroet sten, brevet lå i hendes fang — digtene var faldt ned på græsset ved siden af hende. — det ene begyndte således: i dag bar de mit unge håb til graven — hvem var ligbærerne? Mere havde hun ikke læst — følelsen af at en stor uret blev begået mod hende, dæmrede i dette øjeblik i hendes sind, men hun slog den bort. Han havde appelleret til hendes høisind, han viste hende den højeste tillid ved at lægge sig helt åben for hende, og hun skulle vise ham, at hun var hans tillid værdig. Å men hvorfor var hun ikke skøn — hvor for havde hun ikke guldhår, som den anden, han ikke kunne glemme. — naturen om hende gav ikke svar — blot elven gik skummende forbi og begravede de døde blade. Da tog hun pludselig begge digte — rev dem i mange små stykker og kastede dem ud i vandet. Den stund ved elven hin stille høstdag-glemte hun aldrig. De blev gifte. Verden sagde de var lykkelige, og hun troede det selv. Men inderst inde bar hun på en stor, utilfredsstillet længsel. Hun kunne imellem se op på sin mand med en bøn i sit blik, hun vidste ikke selv efter hvad, men ubevidst bad hun om noget, der kunne bryde den stille, rolige tilfredshed, der altid var over ham — efter noget i hans blik, der fortalte, at den hellige lue brændte i ham. Men intet tog bort ligevægten i hans sind — hans stemme var den samme, når han sagde, at han var lykkelig, som når han talte om sine fremtids planer og ideer, og aldrig faldt det ham ind, at hun ikke følte sig helt tilfredsstillet. så fik hun et barn — en gut. — da den lille blev lagt i hendes arme, sprang der et nyt væld af ømhed og ukendt lykke op i hende. Manden gled længere bort, og den lille optog alle hendes tanker. Han så det og følte sig tilsidesat. Der var noget over ham som af et såret, krænket barn, da han sagde det til hende. Der gik et stik gennem hende, og hun følte selvbebrejdelse, men den, man føler ved at have såret en, der er svagere end en selv. Fra den dag af så hun med andre øjne på ham. Kort efter blev Winter lærer ved en skole i en af Norges fjelddale, og de rejste didop. I den stærke, ville natur deroppe vaktes hendes natur ud af den dvale, den havde ligget i. Det var under den fransk-tyske krig — kanonkuglerne fra wdrth og sedan gav ekko oppe mellem de stærke fjelde — nye tanker bragte de med sig. Hun følte blodet brænde stærkere i årerne — det var livskræfterne, der igen vågnede. Og nu ville de fange bestemt form, thi i de dage kastede hun barnet og modnedes til kvinde. Der mødte hun og den mand, der skulle få en så uendelig betydning i hendes livsudvikling. han var lærer ved samme skole. Daglig sad hun blandt de andre elever og lyttede til ham, idet han i stærke, mægtige ord malede verdensudviklingens gang. Billede for billede rullede han op for hende af åndens mænd på jorden, der havde lidt, kæmpet og med glæde givet sit liv for sandhedens sag. Mens hun i henrykkelse lyttede til hans tales stille, stærke glød, så den begejstringens ild, der brændte i hans øjne, åbnedes nye ukendte vidder i hendes egen tankeverden. Da var det, at livet i al sin herlighed strømmede ind over hende, og hun følte jubelen i det at være et menneske. Når han med sine ord førte hende ind i bjergets dyb, hvor åndens skatte lå begravne, og hun så de skinnende sale lyse enten i eventyrets guldglands eller i åndens strålende morgengry, da svulmede hendes hjerte og bævede i fryd ved tanken på engang at være med om at bære disse skjulte skatte ud i dagens klare lys. Og naturen og livet deroppe gik i et med — smeltede sammen med hendes sjæls stærke stemninger. Hvad enten hun gik under den nordlysflammende himmel kranset af mægtige snefjelde en klar vinter aften, eller hun sad i den store, røgbrunede peisstue, hvor flammerne fra bålet kastede sit skær over de unge, begejstrede ansigter, der alle følte et åndens vindpust gå hen over dem — overalt følte hun jubelen over livets herlighed. Som et ekko af de stemninger, der dirrede gennem hendes sind i den tid, legede altid i hende den sang, som også udtrykker bedst det åndens vindpust, der i de dage gik gennem den trange fjelddal — dejlig er jorden, prægtig er guds himmel — skøn er sjælenes pilgrimsgang. Gennem de fagre riger på jorden gå vi til Paradis med sang. — og enhver, der kom hende nær, kom indånder den magt, der i denne tid strålede ud fra hendes hele skikkelse. Hendes mand havde selv opmuntret hende til at gå på disse foredrag-, til at leve livet på skolen helt med. Det ville udvikle hende og tage hendes tanker mere bort fra barnet. men han havde ikke anet, hvorhen denne udvikling ville føre, og han forskrækkedes, da han følte, at den bar bort fra ham. Hun vidste det ikke selv, anede intet, optaget som hun havde været af disse nye syner og tanker, der fyldte hendes sind og havde bragt et indhold og en rigdom ind i hendes liv, der gjorde hver dag hun levede til en herlig fest. Spørgsmål strømmede ind på hende, dem hun måtte få lys og klarhed over, og det faldt som af sig selv, at hun vendte sig til ham efter oplysning, der havde vækket disse tanker hos hende. Han, der selv næsten overvældedes ved at se, hvor dybt hans ord slog ned i hende, fik derigennem nyt mod og ny begejstring for sin gerning. Han kom til hende med sine dybeste, bedste tanker for at få forståelse:— han søgte hendes hjælp i vanskelige spørgsmål — en kvindes fine instinkt vidste altid bedre end mandens grovere, tungere — at finde det rette — sagde han altid. — således kom det ganske naturligt, at det blev dem, der vekslede tanker, mens Winter blev stående udenfor. Så lidet havde hun været vant til at dele tanker med sin mand, at hun selv ikke forstod dette før langt senere. Han havde i disse år talt med hende om sine planer og fremtidsdrømme, og det havde ikke faldet nogen af dem ind, at hun kunne have selvstændige tanker, der afveg fra hans. Han havde taget hendes kærlighed som en given sag, og optaget, som han havde været af sig selv, havde han intet gjort for at vinde den eller beholde den. Nu stod hun pludselig for ham som en fuldvoksen kvinde, hvis natur var til bund og grund forskellig fra hans og med en vilje, der var stærkere end hans egen. Så pludselig og uventet var forvandlingen sket, at han, der ikke var nogen skarp iagttager og derfor ikke gradevis kunne spore den, blev rent slagen deraf. Da voksede'hun med engang i hans øjne til noget stort, værdifuldt, som han ikke før havde set rigtig på. Han havde jo ikke anet de kræfter der boede i hende. Han glædede sig over at se hendes udvikling, men følte samtidig i hemmelig smerte, at hun holdt på at glide bort fra ham. Aldrig havde hun forekommet ham så skøn og så fristende at eje. Hendes lyse smil og stolte gang kom ind i hans drømme og forstyrrede hans søvn, men når han holdt hende i sine arme, følte han, som han greb efter en skygge, der veg, når han var den nærmest. Hun kunne give ham sit legeme — han var jo hendes mand — men det dybeste i hende, netop det, der gav hende denne nye magt over ham, overlod hun ikke ham at se ind i — det forbeholdt hun den mand, der havde vakt disse tanker hos hende. Det skæbnesvangre skridt var taget — det kunne aldrig gøres om igen — en anden havde vækket hendes sjæleliv — ikke han — det byggede for altid den store skillemur mellem dem. Hun havde lært at leve sit tankeliv uafhængigt af ham, og hun levede det videre — han måtte herefter stå udenfor og se til. Men det gør ikke en mand i længden, allermindst en med hans natur. Han gik efter en tid tilbage til sig selv, optog igen sine gamle planer og levede sig ind i dem. Imellem kunne han næsten helt glemme hvad der var forefaldet, og tale til Mira, som om alt var som før mellem dem. til andre tider igen kunne han føle det bittert, og da steg frem for ham i tungsindte timer idealet af en hustru, som han først havde drømt sig hende, så forskellig fra den Mira, der så pludselig og uventet var dukket frem for ham som en åbenbaring og havde taget hans sanser og hans indbildningskraft fangen. Hans store mørkeblå øjne fik da et sygt udtryk, som var så rørende i sin hjælpeløshed, at det skar Mira i hjertet; og for at berolige sin egen samvittighed blev hun god mod ham, som man er mod et sygt barn, man har gjort ondt. Han fik da snart sin jevne, rolige ligevægt tilbage og kunne pludselig overraske hende med at sige med den største overbevisning, at han var det lykkeligste menneske, og at der vist fandtes meget få ægteskaber i verden så lykkelige som deres. Da så hun på ham, som på en gåde hun ikke kunne løse, men for ikke at såre ham, sagde hun intet. I hjemmet var Mira efterhånden bleven den rådende; det var hende der tog beslutninger, når noget skulle afgøres, der drog omsorg for børnene. Han var meget for højsindet til at lægge hende hindringer i vejen. Tildels var han glad til, at han med sin upraktiske sans kunne give fra sig alt, hvad der voldte besvær og heftede ham. Han levede sig mere og mere ind i sin egen drømmeverden, hvorfra han altid så menneskene som på frastand og derfor aldrig kunne føle deres pulses banken — aldrig kunne læse i deres øjne, hvad der foregik i sjælen. Altid optaget af den gerning, han syslede med, og sine egne tanker blev han udenfor sit arbejdsværelse som en, der er i besøg i sit eget hjem. Næsten hver sommer de påfølgende år tilbragte han på rejser. Hans fantasi drog ham på flugt for at se steder og lande, den havde udmalet for ham. Fra det første blad i birkeskogen oppe i uren begyndte at grønnes, og til den første sne faldt oppe i åsen, kunne han være borte. Intet under at Mira lærte at leve sit liv aldeles uafhængigt af ham, og at det selvrådige, stærke i hendes natur udviklede sig på bekostning af de blødere elementer i hendes væsen. Med hendes hjem til midtpunkt samlede sig en kreds af unge mænd og kvinder, der delte det samme livssyn, og med hvem hun kunne tale om det, der bevægede dem alle. Med et smil bar hun hver lille forsagelse, alt hvad der af andre kvinder ville føles som ubehageligheder, thi endnu så hun tilværelsen i samme skjønhedsskær, og livet var lige strålende vakkert som den første dag. Enhver, der kom ind i det lille hjem, hvor alt var så enkelt, følte, som kom de ind i en verden, hvor glæden var tilhuse, og menneskene havde andre idealer end dem, der sædvanlig gælder ude i livet. Og de fleste gik derfra med den følelse, at de mænd og kvinder, der kom og gik der som hjemme, var lykkeligere end andre mennesker, thi guld og sølv var for dem intet, og alle følte sig som brødre og søstre. Men den, der tager glæden på forhånd, må ud i livets virkelighed. Den kolde vind må blæse igennem og skille de, der troede sig forenede for bestandig. — jo stærkere den enkelte udvikles, desto mere rum kræver personligheden for sig, og desto klarere kommer forskj ellighederne frem. Først i den hårde, ofte fortvilede kamp med livet selv afslibes de svagheder der enten ikke ses, eller med hvilke der bæres over, så længe man lever sammen i en ideal drømmeverden, hvor man altid får den fulde forståelse for hver stemning, der rører sig inde i sjælen. — men alle mennesker trænger et paradis, før de jages ud i ørkenen, hvor torne og tidsler dække vejen. Det er ikke synd i dem, der jages ud af paradiset — thi det er livets sunde lov — vi skal spare vor medlidenhed til dem, der intet paradis har at se tilbage til. Men et sligt opbrud sker aldrig uden smerte og uden at rive op det dybeste i en. Og der samler sig så let bitterhed, og den ene vil finde, at fejlen ligger hos den anden, og når det kommer til stykket, har ikke den ene noget at bebrejde den anden — det er livet som melder, at nu er de færdige til at gå fra hverandre. Hver har fra nu af at gå sine egne veje, og da vil det vises, om det bedste, vi har drømt og talt, har været ægte og vil leve og vokse gennem storme og modgang — eller det blot har været som flyvesandet, der spredes for alle vinde og ikke efterlader sig spor. så skiltes da de, der havde levet jivet så stærkt sammen og drømt så store drømme. INitupiNit==WiNter og Mira flyttede sydpå til eN af N orges rige brede bygder. De himmelstræbende ijelde skrumpede ind til store akre, hvor sommervinden gik gennem de gulnende strå, og den blå sø tindrede langt ude i solskinnet. Den bragte rejselysten op og lokkede tankerne ud til fremmede lande. Mira var den samme og dog ikke den samme. Opbruddets bitterhed, de enkelte knuste idealer hun førte med sig ud i livet, havde til en del dræbt den første begejstringens henrykkelse, der intet mere krævede end at leve og blive forstået for at være lykkelig. Nu fordrede hun mere. Hun ville æde af kundskabens træ — se livet derude — føle de stærke strømninger og tanker, der gærede i det. Den længsel var så stærk, at hun for den glemte den opgave, der lå hende nærmest. Hun elskede sine børn varmt, hun sørgede for deres legemlige behov, men hun var for selvoptaget til at tænke deres tanker. Hun havde et for stærkt sugende krav efter at leve livet selv, til at hun kunne leve deres med. hun anede ikke, at idet hun altid så didud, hvor verden i sin storhed og skønhed vinkede, trådte hun under fødder spirende, skydende liv. Hun så ikke det småa, der voksede op ved hendes knæ og strakte sine arme op mod hende. Hun bøjede sig ikke ned, tog det op og varmede det ved sit hjerte, så det kunne føle dets stærke slag og få mod til at leve. Trods de krav, livet mere og mere stillede til hende, eftersom børnene voksede til, gik hun endnu lige rank sin vej frem — trådte hun med samme lethed over alle hindringer, der lå mellem hende og det mål, hun havde.sat sig — at leve livet helt — leve det i dets fulde skønhed. Hun blev, som årene gik, stærk i sine fordringer. De mennesker, i hvem hun ikke følte den samme længsel brænde, der ikke havde den samme trang til at leve helt, som hun selv — de så hun ikke — de var for hende intet. Hun glemte, at et frø kan ligge årevis dødt i jorden i frost og kulde, men at en nats milde forårsregn lokker frem spirende liv. men vi overtræder aldrig en lov, uden den hævner sig på os selv. Hun, der kunne synes så overlegen og afvisende, blev svag som et barn, hvor hun følte, hun blev forstået. Den trang i hende til at føle de samme strenge vibrere i en anden menneskesjæl, der dirrede i hende selv, blev efterhånden så stærk, at hvor den blev tilfredsstillet, kastede hun sig helt og holdent uden hensyn ind i den fortryllelse et sådant åndssamliv bragte hende. Dette gav hende lidt efter lidt noget uroligt, søgende. Hun følte sig til sidst kun helt lykkelig, når hun var sammen med mennesker, der for hendes ophidsede fantasi kom til hende som bud fra den åndsverden, hun tørstede efter. Da kunne hun glemme alt og alle i verden for at sidde og lytte til dem og leve sig ind i deres tanker. Således kastedes hun fra den ene stærke stemning indi den anden, eftersom de menneskers karakter og livssyn var, som hun lod sig påvirke af. At hun levede på deres tanker i stedet for på, hvad hun ejede i sig selv, det forstod hun først langt senere — nu mistede hun efterhånden sin åndelige ligevægt og lod sig rive med af alle de strømninger, der gik gennem tiden. Det er som den, der bygger sit hus på sand i stedet for på en klippe. Men livet har sin egen skjulte mening med os. Netop hun, der var så afhængig af samlivet med mere udviklede ånder, blev af skæbnen dreven til et fremmed land ud i den dybeste åndelige ensomhed, hvor kun nu og da en svag genlyd af den verden, hun elskede, nåde frem til hende. Winter blev kaldt som missionspræst over til Amerika, og da han erklærede til Mira, at det var hans mening at følge kaldet — lagde hun ham ingen hindringer i vejen. Dels skjøv hendes længsel efter at komme ud i verden til — dels kommer der stunder i et menneskeliv, særlig når de store valg stilles for det •— at man må gå der skæbnens hånd peger, enten man vil eller ikke. Denne magt var også kommen til Mira, og hun havde fulgt dens skjulte bud. den by de var komne til, var ved den tid endnu i en nybyggerbys uordnede, kaotiske stadium. Alle et menneskeligt samfunds elementer var der kastede om hverandre, vokste og trivedes ved siden af hinanden uden skranker og uden blygsel, i den selvbevidsthed, som fuld personlig frihed giver. Der var den ægte dannede amerikaner, hvis ædle, stærke stræben gik ud på at gøre hans medmennesker lykkeligere. Ved siden af ham boede i sit elegante stenslot den simple parvenu, dei' havde vundet sine mange millioner med et eneste slag ved at hugge ned statens skoge eller købt op uhyre landstrækninger for en bagatel for siden at stykke dem ud i dyre domme til fattige emigranter. Nogle skridt derfra stod brændevinshandlerens ildelugtende knejpe, hvis frue gik klædt i pelskåbe og kørte i egen ekvipage. Her var ingen skønhed, ingen glæde over livet, kun den hårde rå virkelighed, hvor menneskene kæmpede en voldsom kamp for tilværelsen. Ofte lå de fineste naturer under i denne kamp. Men de grove trivedes og bredte sig, som den giftige fluesop breder sig og dræber de fine planter, der kommer i dens nærhed uden at ane, at det er disse der giver næring og liv, og at den bringer død og lægger livet øde, hvor den får magten. Der byggedes, spekuleredes, svindledes — den ene blev millionær på et år, for den anden mislykkedes alt. Men frem gik det hver dag i et ustanseligt kav for dollaren — og den, der havde meget, ville have mere — man fik aldrig nok. — og mellem alt dette sneg sig den arbejdsløse, den ulykkelige, den af samfundet udstødte — den moralsk fornedrede, der havde kastet al skam fra sig. De mennesker, som Winters menighed i den første tid bragte Mira i berøring med, hørte til den lavere emigrantklasse, hvoraf nogle havde haft lykken med sig i gode tider. Der var blandt dem brændevinshandlere med deres fede silkeklædte madammer — agtværdige håndværkerfamilier, uheldige journalister og forlorne subjekter — fruer, der var komne over her som tjenestepiger, havde giftet sig heldigt, og nu var blandt de ledende inden menigheden. Mellem disse var det Mira nu skulle leve. Hun, hvis blod strømmede hurtigere gennem årerne, når hun lyttede til vindens susen i træ kronerne, eller hun følte åndens stærke gang hen over jorden, måtte herefter drage sin ånde og hente sin daglige næring fra denne usunde atmosfære, hvor alt det små og usle i livet kom hende så nær, afklædt alle illusioner — hvor giftig misundelse, sladder og skandaler krøb hende ind på livet, snørede sig om hendes sjæl og sygnede den. Ensom gik hun blandt alle disse mennesker lig en underlig fremmed fugl, der hentede sit livssyn og sine tanker fra en anden verden, der for dem var en lukket bog. Hun.tyede skræmt til Winter efter forståelse og sympati. Sammenlignet med den forståelse, hun kunne vente af de mennesker, hun her så, steg hans og fik et pludseligt værd i hendes øjne som aldrig før. Og de kom hinanden nærmere, end de havde været siden den første tid af deres ægteskab. Men det varede blot for en tid. Der, hvor uligheden er så stor, vil der altid komme ting til, der skiller og fjerner. De havde boet der et år, da hun fik sin mand til at flytte i en udkant af byen langt bort fra disse mennesker, hvis blotte nærværelse pinte hende. Herude stod endnu en rest igen af den ville prærieskog, som nu i disse rene, klare høstdage lyste i purpur og guld. Hun kunne fra sit vindu se solen gå ned og kaste sit røde, varme skin hen over prærien. For timer kunne hun sidde og se den sidste solsky blegne derude i vest — se hvor stjernerne tændtes en for en — da steg der en navnløs længsel i hende efter noget uendelig stort, som livet ikke ville give hende — alt hvad hun elskede, syntes hende at glide bort som flygtende skygger i den strålende skjønhedsverden, hun aldrig skulle nå. Hændte det nu en enkelt gang, at et åndens ord nåde hendes øren eller hun læste en bog, der satte hendes sjæl i bevægelse, kunne hun igen i den store nattestilhed høre åndens susen over sig — ikke i henrykkelse som i hine feststemningens dage, da verden og hun selv var ung og skøn, men i tung endeløs gråd. Kravet efter at leve livet i mere skønhed og glæde steg efterhånden til en sygelig længsel, der svækkede hendes sundhed. Hun mistede al indre ligevægt og blev en viljeløs bold for hver stemning, der greb hende. — men årene gik. Hvor den ville prærieskog havde stået, knejsede nu et kvartal nye villaer. Winter og Mira boede igen i nærheden af kirken og menigheden. Winters altid voksende arbejde, når han var i byen, havde gjort denne flytning nødvendig. I menigheden var meget forandret, og han selv var forandret. Af de første rå elementer inden hans kirke var mange borte. De havde trukket sig tilbage, da de merkede, at han ikke var en mand for dem. Derimod var der kommen nye ind. Alvorlige, ærlige mennesker mange af dem, men med liden viden og dannelse. De fleste af dem var greben af en egen retning, der netop i den tid greb stærkt om sig. De, der tilhørte den, samledes i hjemmene næsten hver aften, hvor de sang sine sange og fortalte hverandre sine åndelige oplevelser. Mange af dem havde syner. Winter var tilstede ved nogle af disse møder, først af nysgerrighed, siden af interesse. Den barnlige umiddelbarhed blandt disse mennesker tiltalte ham — hvad de fortalte om deres syner og åndelige oplevelser beskæftigede hans indbildningskraft og gav næring til det drømmende i hans natur. de, der straks så hvilken mægtig støtte det var for deres parti at kunne regne en sådan mand inden deres retning, samledes med iver om ham. Fra at være en passiv tilskuer blev han efterhånden midtpunktet i deres forsamlinger — deres helt og fører — tilstrømningen til hans kirke blev fordoblet, nye indmeldinger skete daglig. Winters sværmeriske, barnlige natur fik et anstrøg af fanatisme, af lidenskabelig glød. Det var ham en uendelig tilfredsstillelse at se de mange flokkes om ham og lytte til hans ord. Især kvinderne forgudede ham og kom til ham for at betro ham deres oplevelser og anfægtelser. De følte sig altid styrkede og trøstede når de gik fra ham, og han følte imellem med bitterhed, at han kunne vinde alles beundring — kun ikke sin egen hustrus. Winter bad hende den første tid gå med på disse aftenmøder, og for ikke at gøre ham imod, gik hun. Men netop det, der tiltrak ham — det umiddelbare, naive — stødte hende tilbage. Aldrig stærkere viste sig forskellen i deres naturer. Hun så med en blandet følelse af beundring og ringeagt på sin mand, når han tålmodig, ja interesseret kunne sidde for timer og høre på disse menneskers svulstige og usunde oplevelser — lægge sig selv og sine bedste tanker åbne for dem og føle sig smigret og glædet af deres beundring. I begyndelsen var hun gået med i det håb at finde noget, der kunne fylde tomheden om hende, men hun følte efterhånden en altid mere stigende uvilje mod det hele. lågeoverfor Winter lagde hun ikke skjul på den. Han følte det mere og mere pinligt at have hendes kritiske blik over sig, når han talte med disse mennesker, der drak hvert af hans ord ind, som kom de fra et højere væsen — snart bad han hende ikke længer om at gå med sig på disse møder. • kløften mellem dem udvidedes og blev større end nogensinde før. Hver gik herefter sine egne veje og lod den anden i fred, som efter en stiltiende overenskomst. Før havde de talt åbent sammen, ja til enkelte tider endog om det, der skilte — nu kom tavs-heden og lagde sig imellem dem. Han følte bittert, at hvad der interesserede ham dybest — det som han nu levede sit meste liv i, var hende imod. når han var hjemme og ikke optaget af noget andet, gik han på disse møder og kom sent hjem. Var hun da i seng, når han kom, lod hun i regelen, som hun sov. Så pinligt var det hende at tale med ham, når hun vidste, at han kom hjem, med sindet fyldt af disse tanker. Men når han sad i sit stille studerværelse, kom stærkere end nogensinde frem for ham det ideal af en elskende hustru, således som han havde drømt sig hende i den første ungdomstid. Hun, der aldrig blev træt af at dele hans tanker — der strøg alle skyer fra hans pande, når han var træt og modløs — hvis sjæl var som de stille, rindende vande, hvor han altid kunne finde hvile og samle styrke, når hans egen sjæl var hjertesyg og sår. Dette ideal — hun måtte findes. Skulle han nogensinde møde hende i denne verden — eller hisset? Den store tiltrækningens lov måtte jo engang lede dem sammen, der hørte sammen i ånd og sandhed,

1898_Janssen_SpanskeNaetter

Børge

Børge

Janssen

Spanske Nætter

male

male

dk

Janssen

Spanske Naetter

Janssen

Spanske Nætter

y

roman

A. Christiansen

KB

nan

nan

O

Har guitaren ikke strænge, har tyrene ikke blod, har ikke min egen niña1 den mest bedårende fod? Har fuglene ikke sange, har blomsterne ikke glød, o, kom, du dejlige niña, læg hovedet i mit skød! Dette er romanen om den skønne carmencita. Den foregår i ronda2, og således begynder den. Som sædvanlig har vi gået vor aftentur i den lille vidunderlige bjærgby, der med sit mylder af kloster-, kirke- og fæstningsruiner træffende kunne bruges som titelvignet til en bog om det stolte Spanien. Vi har været i anlæget med dets akasier, plataner, cypresser og liljer; og gennem blomsterduften har vi set ned i dalen, hvor vinen ranker sig, valmuemarkerne luer, floden blinker, vandmøllebjulene snurrer, og æselstoget langsomt snor sig op mod staden; og vi har stået på Puente 1 lille pige, kælenavn. 2 en lille andalusisk bjærgby ikke langt fra Gibraltar. Den ligger på en isoleret klippe, 6000 fod over havet. nuevo1, som hvælver sig over den dybe kløft midt i byen. I halvmørket dybt, dybt nede bruser floden, over kløftens kant hænger huse og hytter, skinnende hvide, som havde de været til storvask i floden og nu var lagt på bleg i de bugnende, duftende haver. Og dér mod den glødende himmel, fra dybet og op mod bjærget, drager et tog som af magre, alvorlige trappistmunke, side om side, to og to; det er cypresserne i klosterruinens have. Og så kommer vi hjem til fondaen vista hermosa2, hvor vor unge vært og værtinde, Don Angel og Doña carmencita3, har stillet deres sivstole frem i porten og nu sidder og snakker med nogle bønder. I halvmørket bag dem skimter vi stalden med de gumlende æsler og muldyr, og dér, strakt langs gulvet, svøbt i deres kapper, ligger et par æselsdrivere. En hornlygte kaster et mat, rødligt skær over det skønne billede. Naturligvis taltes der om politik, naturligvis holdtes der straks inde, da vi kom. Vi opsnappede dog, at en af bønderne sagde til værten: „ Ja, du støtter regeringen — men ser du, det er gensdarmblodet — “ Så blev der budt os stole, vi tog plads, ingen talte. Tavsheden var trykkende. De ellers så elskværdige bønder så’ på os, som var vi spioner, Doña Carmen gav sig beundrende til at kæle for min kones parasol, hendes mand bød mig en cigaret. 1 over den 4 — 500 fod dybe kløft, der gennemskærer byen, fører tre broer, de to fra romernes tid, den tredje „ P. n. “, Nybro er bygget af en spansk arkitekt aldeguela. 2 kroen „ Den smukke udsigt11. 8 forkortes altid til Carmen. jeg ville live lidt op på stemningen, bad Don Angel, om han ville bringe vin til os alle. Forundret så’ han på mig og sagde: „ Alle?11 jeg nikkede. Så kom vinen, og jeg havde udmalet mig, at der nu ville følge en lystig drikkescene med sang, guitarspil, tærningraslen og Dans. Men nej, jeg havde forregnet mig; drikkeriet ligger nu en gang ikke for de ædruelige spaniere, og det første, de gjorde, var, som for at få noget meget slemt overstået, at sætte glasset for munden, drikke det ud i ét drag og stille det fra sig, sigende som på tælling: „ Sundhed og penge, min herre!11 atter indtrådte der en trykkende tavshed. For Pokker, kunne jeg da ikke få liv i de højtidelige mennesker! Jeg forsøgte at byde dem mere vin — de betakkede sig — jeg foreslog, at Doña Carmen skulle synge en malagueñas' — hun smilede og så’ bedårende ud; men synge ville hun ikke. Så spurgte jeg, om hun da ikke ville danse os en lille seguidilla, Ole eller fandango; men jeg fortrød, jeg havde bedt hende om det, for jeg så’ bønderne blinke til hinanden på en underlig betegnende måde, jeg så’ hendes mand vende sig og se på hende, så hun blev ganske rød og slog de dejlige øjne ned. Hvad i al verden havde jeg gjort? Folkevise fra Malaga. tavsheden var mere trykkende end nogen sinde før. Så sagde Don Angel: „ Carmen, tag guitaren og spil for herskabet! “ Langsomt rejste hun sig og gik ind i stuen, medens bønderne så’ forstående på hverandre, Don Angel opfangede deres blik, jeg så’ en rynke i hans smukke pande, de så’ den også, og de glemte at veksle flere blikke. Hvad i al verden betød alt dette? Så kom Doña Carmen med guitaren. Hun så’ alvorlig, næsten bedende på os, jeg følte mig som en synder; men hvad skulle jeg gøre, hvordan skulle jeg få aflad, hvad var min synd? Min kone tog hendes hånd, nu lyste øjnene af taknemmelighed. Og så gav hun sig til at spille, først i brudte akkorder, dæmpet, ganske dæmpet, næsten som gråd lød det, og hun lagde den hvide kind mod den runde skulder, det var, som gråden ville lulle hende i søvn, i drømme; vi, hun selv berusedes så lidt efter lidt af de bløde toner, og det, vinen ikke havde gjort, det gjorde nu musiken, glans kom der i øjnene, liv i de fintskårne ansigter; det var klart, at Doña Carmen helt havde glemt sin sorg, manden sin vrede, bønderne deres skumlen; musiken var deres eneste tanke! Og gråden blev til latter, de hvide, smalle fingre dansede deres fandango over strængene, og hjærtets kastagnetter slog sikkert i takt dertil. Hovedet, hofterne vuggede, så nynnede hun, så sang hun: har guitaren ikke strænge, har tyrene ikke blod, har ikke min egen niña den mest bedårende fod? Har fuglene ikke sange, har blomsterne ikke glød? O, kom, du dejlige niña, læg hovedet i mit skod! Har himmelen ikke stjærner, gi’r druerne ikke vin, og er der i hele verden en niña så skøn som min? Gi’r træerne ikke skygge og kastagnetterne lyd, og gi’r min niña mig ikke al verdens dårende fryd? Og hendes øjne så sorte gemmer en lokkende ild, kom, dans den skønne fandango, jeg slår kastagnetten til. Ja, livet er skønt, min niña, thi du er livet for mig, og derfor, niña, jeg synger, min vise for dig, for dig! Lidt efter lidt begyndte Don Angel og bønderne at vugge med i takt, æselsdriverne var vågnet, og med kapperne slængt over skuldrene slog de kreds om os, nu og da faldt de med i sangen, klappede i hænderne, og til sidst gav de sig til at' lave kastagnetter med fingrene og synge: ja, livet er skønt, min niña, thi du er livet for mig, og derfor, niña, vi synger vor vise for dig, for dig! Nu var der da endelig kommet liv i spafiolerne — se til Carmen, øjnene slog gnister, hun lo og sang, alt på hende lige fra den røde nellike i det sorte hår til spidsen af de fine, smalle fødder lo og sang med. Om hun nu ville danse — nej, jeg turde ikke bede om det, måske ville der flyde blod i de små fødders spor — — „ Å, bravo, bravo, Doña Carmen!" „ Leve musiken!" råbte hun, sprang op og løb imod mig; hvad ville hun — omfavne, kysse mig — nej, hvad havde hun dér — kastagnetter, bort med stolene, plads — hun ville danse! Hun måtte, hun kunne ikke andet, hun så’ ikke, at manden rynkede brynene, at bønderne stak hovederne sammen, der var intet i verden for hende uden det ene, at danse. Og alt, fra den røde nellike til tåspidsen dansede med, hofter, skuldre, arme, hænder, alt vuggede det i takt — se, nu bøjede hun sig bagover, armene med de klaprende, kaldende kastagnetter buedes til glorie om hende — nu til siden — nu forover, så højre hånd helt ned mod jorden, langsomt løftede hun den og trak i det samme med kastagnetterne som en lattertrille op til sig — så blev det vildere, vildere, æggende, dragende, armene åbnedes til favntag, lukkedes som i favntag — Maria santísima, stå mig bi! Så lød der en stemme ved siden af mig, det var Don Angels: „ Carmen! “ Strængt, hårdt lød den. Men hun hørte intet, så’ intet — jo, nu så’ hun en af bønderne springe op, deres øjne mødtes, nu greb han hendes hånd, kastede sig ind i dansen — lykkelige han — løftede hende op, hun lo, hvinede af glæde, dansede atter, vildere, voldsommere, snoede sig om ham — „ Carmen! “ Jeg vendte mig mod Don Angel. Hans ansigt var gult som voks, hans læber suget ind mellem tænderne, den ene hånd var gemt under hans røde skærf — holdt han kniven i den? „ Carinen!" Dansen var forbi, hendes kinder glødede, hendes øjne, hendes tænder lo, brystet gik voldsomt, hun drog vejret gennem den halvåbne mund. Da så’ hun Don Angel, og i samme sekund blev hun bleg, armene sank slapt ned, og hun gav sig til at hulke, vride hænderne, medens hun kastede sig for mandens fødder, omklamrende hans knæ, klagende: „ Angel, Angel — nåde, tilgivelse for guds kærligheds skyld, for den hellige Antonios skyld." han rørte sig ikke, kun korn hånden frem fra skærfet, kniven fulgte den ikke. Hun jamrede, så det skar gennem dødsstilheden: „ Angel, Angel, mi alma' — Maria Santísima, San Antonio, San Pedro, Santa Josefa!11 i det samme lød der musik udenfor, nærmere, nærmere, en kirkeklokke begyndte at ringe — hun løftede hovedet, lyttede, så’ op på ham med de store, dejlige, tårefyldte øjne og hviskedee; „ Angel, Angel, det er San pablo2 — “ Og han fik tårer i øjnene, bøjede sig over hende, løftede hende op, og glemmende alt, drog han hende til sig, sigende: „ Carmen, det er San Pablo!11 og først nu opdagede de os, et øjeblik stod de tavse, så trak han på skuldrene og smilede til mig, medens Carmen faldt min kone om halsen, svingede hende rundt og hvinede: „ San Pablo, San Pablo, San Pablo, San Pablo, San Pablo!!! “ Lidt efter var vi alle ude i måneskinnet — dér kom en halv snes spillemænd fulgt af en klynge mennesker, som sang i kor. Kirkeklokkerne ringede, og hornene, trommerne 1 min sjæl. 2 San Pablo er en helgen, hvis dag 29. Juni fejres over hele Spanien. skrattede, mere og mere dæmpet lød det, til månetågen helt havde slugt musikanterne. „ Er det da San Pablos dag i dag? “ spurgte jeg. „ No, señor, mañana por la mañana1," sagde Carmen og trykkede Don Angel i hånden og så’ så inderlig varmt på ham med de store øjne, der i måneskinnet fik en overjordisk glans. Og så hviskedee hun: „ Mañana por la mañana." Så lå vi oppe på vort værelse. Fra de hvidkalkede vægge velsignedes vi af madonnaer og helgene, der lyste i mange og skønne farver; gennem de åbne balkondøre gled en vidunderlig kølighed ind til os, vi bød hinanden god nat tre eller fire gange; men stadig kom vi på ny i snak om den underlige aften; hvem af os kunne gætte sig til romanen, der gemtes bag disse smil og tårer, denne jubel, denne Jammer — ja, hvem kan? Så lod vi, som vi sov; men hver for sig lå vi og stirrede på månestriben derhenne fra balkondøren, og Carmen dansede sin bedårende fandango gennem vore tanker, kastagnetklemt fulgte, og sangen nynnede: 1 i morgen tidlig. Spanske nætter. gi’r træerne ikke skygge og kastagnetterne lyd. og gi’r min niña mig ikke al verdens dårende fryd? Og så kom der de snese af spørgsmål: hvad havde bønderne ment med Don Angels gensdarmblod — måske havde hans fader været gensdarm — nej, hvordan var han så bleven kromand — kromand, han, den fine slanke Angel, han lignede jo mere en grande af Spanien — så det med bøndernes sære sideblikke, da jeg talte om Dansen, mandens strenge øjekast — så hendes Dans — hans „ Carmen", hånden på kniven — var det, fordi den anden Dansede med — nej, det kunne det ikke være; men hvorfor måtte hun da ikke Danse, hun Dansede jo dog så dejligt — ja, hvorfor? Om jeg dog kunne falde i søvn — — — — — og så hendes angst, da hun så’ ham stå dér, bleg, tirret. til raseri — hendes gråd, hendes Jammer — Antonio. Maria Santísima, Pedro, Josefa, hverken helgene eller MaDonna havde hjulpet hende, kun Pablo — vidunderlige San Pablo, han havde bragt tårer i Don Angels øjne, kun han, og hvorfor, hvorfor? — hvem der dog kunne falde i søvn — nu ville jeg sove, hvile mig ud til — mañana por la mañana — igen stod det hele så klart for mig — å, jeg kunne høre hendes ord endnu, jublende glade, ømme, vuggende, hun måtte elske San Pablo, som hun elskede Don Angel, lykkelige to, lykkelige San Pablo, lykkelige Don Angel — sove — nej, jeg kunne ikke sove — sove bort fra de spanske nætters vidunderlige eventyr — tys, langt, langt borte syntes jeg, jeg hørte hornmusiken; spillede de virkelig endnu — eller var det guitar — måske Doña Carmens — længe blev jeg ved at ligge og stirre på månestriben derhenne fra balkonens skodder — tys, jeg var ene om at våge, ene; men derude ventede mig de spanske nætter. Forsigtigt, lydløst stod jeg op, klædte mig på, listede frem over gulvet, skød balkonens skodder til side — for et hav af drømmelys, der vældede mod mig, og dér, dér, alt, huse, hytter, paladser, kirker, klostre, ruiner, svøbt i tindrende, hvidt brudelin, favnet af nattens store elsker, den klare måne. En hellig fred, så stor, så manende, det var, som den hele by, de bugnende haver, de blå bjærge tav i stille nyden, i lykkelig, salig drøm over det ene store; den klare månes berusende favntag. Vidunderlige nat, dejlige Spanien. Jeg har sat mig på balkonen, har tændt min cigar — nej, det er synd at ryge, nellikerne dér ved min fod dufter så dejligt, natteluften er så ren, så mild — — tys — en stemme, det er Carmens — hvor kommer den fra, jeg lytter, kan ikke høre det — nu hvisker hun, så ømt: „ Angel, Angel, mi alma, mi alma —" Og så bliver alting stille, stille — stille — — — — — — — — — — — — — — — ved foden af Rondas bratte, gyldne klippevæg har den gode guds moder spredt ud sin kappe så skøn; og den velsignede hånd, der svøbte den herre Krist, har indsyet kappen med luende valmueblomster og grønne vinstokke med tunge, røde druer; en rosenkrans af sølv, guld og ædelstene har hun slynget over kappen — valmuerne, for at menneskenes børn kunne tinge hvilen, når dagen heldede og aftenbønnen var bedt, vinstokkene med de tunge druer, for at menneskenes børn ved Herrens alter kunne få syndernes forladelse, rosenkransen, for at de kunne huske at bede til den, der har jord og himmel i sin stærke, milde hånd — og se, da guds moder havde bredt sin kappe over Rondas Dal, og hun højt fra sin himmel så’, at menneskenes børn led ondt og ilde af hunger og tørst, se, da skete der et herligt under, kappens klæde blev til frugtbart muld, og frem af mulden voksede luende valmuer, vinstokkene skød knop, druerne svulmede, svulmede og modnedes, og rosenkransen, se, hver perle i den blev til en legende bølge — risle, rasle, sang det gennem Dalen, og floden guadiaro var bleven til. Men da flodens vande nåde til den bratte klippevæg, standsede de, sendte småbølger ud til alle sider, for at de skulle finde et sted, hvor der var en kløft; men bølgerne, der glade, blinkende, leende var gået ud på farten, kom stille, bedrøvede, langsomt glidende tilbage og fortalte, at der intet steds var mindste kløft at finde. Så blev de sendt ud igen, videre og videre bredte de sig over dalen, der snart blinkede som et eneste sølvbånd, og blinkene nåde helt op til guds moder, og hun forstod, at klippen ved Ronda måtte brydes. Men her boede i hine tider en ond trold, led som en kætter, grum som en maurer, og han var den sidste efterkommer af Kain. Nu har den gode gud jo altid været mild og kærlig, og trods sin store harme og vrede mod Kain havde han dog givet ham og hans efterkommere et fristed på jorden, hvor de kunne herske, og delte sted var netop klippen ved Ronda. Nu skikkede guds moder en engel til trolden og bad ham, om hun måtte lade en kløft opstå — hun kunne jo have befalet det; men den højeste retfærd var alle dage slynget i maskerne på guds moders mantilla og hun, den høje himmeldronning, bad da trolden om denne gunst. Men han, den onde, den kætterske, som stod på klippens tinde og frydede sig ved at se dalens rigdom bortskylles af de rindende vande, sendte englen tilbage, sigende med en skingrende hånlatter, at ville guds moder tale med ham, så kunne hun selv komme! Og bort på hvide vinger suste englen, bringende budskabet til himlen. Og hør da, alle i, som ikke bøje jert knæ i ydmyg andagt for guds rene moder, alle fattiges trøster, alle tidendes husvaler, hør da, at hun, den ophøjede, den kyske, den ubesmittede, steg fra de himmelske højsale ned til jorden, og se, i samme stund hendes glories glans spredte sig over Rondas klipper, brød alle blomsters knop, og alle fugle svang sig jublende mod sky for at hilse hende velkommen. Hvor hendes fod trådte, vældede myrter og roser, spredende deres myrrhasky om hende; og i den tid, hun var herneden, standsede al Jammer og elende, den syge fik lægedom, den sorgfulde trøst. alle bøjede knæ, alle kirkeklokker klang, kun én ville ikke bøje sig for hende, det var trolden på Rondas klippe. Sit ansigt måtte han skjule for ej at omkomme i glansen, der omstrålede hende; men hendes bøn ville han ikke høre. „ Skal der handles, “ sagde han, „ må i betale jer part. Hvad giver i for at sprænge min klippe i sønder'?11 „ Ja, hvad fordrer i? “ spurgte hun med en stemme, mild som sølvklokkernes klang på korpus Kristi.1 og så fordrede han, at han hvert år ville have et menneske styrtet ned i den kløft, som skulle brydes i klippen. Guds moder ville ej slutte den aftale; men hun så’ over dalen, hvor vandene steg og steg, hun tænkte, de dødes sjæle skulle hun husvale, og det blev da, som trolden havde fordret. Hans latter lød langt over Dal og bjærg, medens guds moder, båret af alle kirkeklokkers klang, ombølget af englenes hærskarer gled op mod de himmelske højsale. Sådan gik det da til, at der midt i Rondas mægtige klippe blev den dybe kløft. Flodens vande søgte den, fandt den, og af sted brusede den i dybet, medens valmue efter valmue kiggede frem over vandet, rystede dråberne af, blinkede til hinanden, kaldte brødrene frem, og sé, de luende marker, de grønne vinhaver steg friskere, mere strålende end nogen tid før frem af det klare bad. Og rundt fra de golde bjærge strømmede folk til, viden om gik Rondas ry, i dalen klinedes hus ved hus, ud 1 ved korpus Kristi festen bæres hostien på et alter, besat med.sølvklokker. over floden byggedes Møller, hjulene klaprede c? snurrede deres glade Melodi, deres lovsang for guds moder, kornet bar mangefold mere end andet steds, frugthaverne, vingårdene bugnede med oranger, citiuner, Oliven, ferskener og mandler, og høsten var så rig, som kun guds moder kan give den. Men højt på Rondas klippe stod trolden, grinende, ventende på sit bytte. Og hvert år hørte man om en eller anden, der havde sat livet til i den dybe kløft. Men så en gang steg floden pludselig over sine bredder, vingårde og frugthaver, bugnende marker, hytter og huse blev ødelagte; man lod ringe med kirkeklokkerne, der blev stillet lys, mange og tykke, flere og flere for kirkernes altre; men vandet blev dog ved at stige, intet hjalp, bønner, sang, processioner, intet. Da sagde den gamle præst med ét, han var så from og klog en Herrens tjener: „ Hvem har kløften taget i år? “ Og alle tav. Med ét forstod de, hvorfra ulykken kom, netop det år havde ingen hørt noget om døde i kløften — o, ve, ve, det var den ondes straf, nu kunne enhver se det! Og man bad den gamle, vise præst om at afvende ulykken, nu de vidste ulykkens årsag. Og den blev afvendt. Thi fra nu af blev der, efter hvad man siger, hvertjår, når ingen var fundet død i kløften, ført et offer hen til klippevæggen og styrtet ned. Og det foregik med stor højtidelighed. Havde man ikke en synder, der dog skulle lide en eller anden straf, ja, så blev der trukken lod hver anden gang blandt dalens drenge, hver anden gang blandt pigerne; og, klædte i hvidt lin, indgnedne i duftende salver, ombølgede af røgelsens døvende ånde, førtes det arme offer i højtidelig procession til klippekanten, medens munkene og præsterne sang, og alle dalens folk knælede. Så fik de i den milde og alkærlige guds moders navn det hellige sakramente. Derefter måtte de knæle og bede rosenkransen til ende, og da, når de bad på den sidste bøn, udbrød alle i et hossiana, kordrengene svang røgelsekarrene, så alt gemtes i en røgsky, og når den drev bort, var offeret bragt, al ting forbi, og nu kunne man trygt plante sin vin, så’ sin hvede; ingen syndflod ville lægge den øde. Århundreder gik hen, ikke få var de ulykkelige børn, som fandt døden i den dybe kløft; men så begyndte man en skøn dag at prøve med, om et muldyr eller et æsel ikke kunne bruges i stedet for børnene, og det lod virkelig til at gå. Så måtte den grumme trold lidt efter lidt yderligere slå af på sine fordringer, først blev de unge og dyre muldyr og æsler til gamle og billige muldyr og æsler, så gik man over til en ged, et svin, en gris og til sidst nøjedes man med en hane; men da gik det rigtignok også galt, der kom en oversvømmelse, som kostede dalfolkene ikke få penge. Så ville man atter tilbage til børnene; men man kunne ikke rigtig blive enige; præsterne og kvinderne, dog især de barnløse, holdt på børnene, medens de fleste af mændene mente, det var gået meget godt, da man holdt sig til muldyrene og svinene; det var blot det med hanerne, som himlen eller trolden var blevet opbragt over. Længe snakkedes der frem og tilbage, og præsterne truede til sidst med at indanke sagen for selve vor fader i rom, og så kunne det blive en gal historie med ban og sligt for de ugudelige rondamænd. Da var det så heldigt, at en af dalmændene i drømme så’ den hellige Antonio, der åbenbarede ham, at de skulle skabe og klæde en stor trædukke i et menneskes lignelse, og den skulle de så styrte i afgrunden. Præsterne ville dog slet ikke høre noget om det, spot og hån mod gud og helgene var det at drive sligt mummespil; men da var det så vidunderlig heldigt, at San Antonio atter åbenbarede sig for manden og sagde ham, at han, Antonio, i den sidste drøm rent havde glemt, at dukken skulle have en pengebørs i lommen, og børsen skulle præsterne inden nedstyrtningen tage i forvaring. Se, det lød ikke så galt, mente præsterne, nu begyndte San Antonio at komme til fornuft, ret betænkt var det jo også hårdt at ofre et rigtig levende væsen, ja, det var hårdt, meget hårdt, alt for hårdt, og man kunne sikkert hverken kalde det spot eller hån mod gud og helgene at bruge den dukke — nej, det var jo tilmed den store Antonio, der selv havde åbenbare! det, altså var det rigtigt, gud lønne San Antonio! Sådan blev hanen til en dukke, og i mange år måtte trædukken med idiotiske hop danse fra klippeafsats til klippeafsats ned til guadiaros vande. men så blev pengebørsen fra tid til anden mindre og mindre, ingen af bønderne ville mere give til den, og til sidst meldte præsterne sig helt fra; nu kunne de kættere have det så godt, når vandfloden kom. Sådan gik det til, at man holdt op med den underlige dukkeleg; men lange tider derefter, ja, den dag i dag, sker det ikke sjældent, at man kaster en eller anden ting ned i dybet; hvorfor man egentlig gør det, ved man måske næppe, kun ved man, at det har været sådan skik i mange år. Men derimod ved man meget vel, at guadiaro er glubsk og fordrer et menneskeliv hvert år, og når det spørges, at der er fundet lig i eller ved floden, da hedder det altid, al den ting er der ikke noget at gøre ved, man trækker på skuldrene, beder en bøn, og så er den historie forbi. Nå, tiderne randt, til sidst må den onde vel have slugt Kaintrolden deroppe på bjærget, i hvert fald ved ingen, hvor han er bleven af, hus byggedes ved hus, byen Ronda blev til, og vel er der tænkelig nok mange Kainssønner og syndere i den, men den rette Kain findes næppe. Over kløften byggede romerne mægtige, buede broer, madjus1 plyndrede byen, langs den bratte klippevæg rejste maurerne så høje stærke fæstningsmure med udfaldsporte og knejsende tårne, men Allah måtte falde guds moder til føde, kirker og klostre byggedes, oppe på bjærget bad man, holdt messe og herskede, nede i dalen 1 nordiske vikinger. høstede man kornet og malede det for at mætte de mange munde deroppe i højheden. Deroppe var der fester og tyrefægtninger, dernede kun dagligt slid. Flodens vande skulle hver aften ledes ind over marker og haver’, arbejdet måtte passes, om skatterne skulle betales, og det skulle de! Ellers kom gensdarmerne deroppe fra bjærget, og de kendte ej til nåde. Hvorfor skulle dalen skatte til bjærget, til sten-kæmpen, der truede med at knuse alt under sig? Fra den kom alt det slemme, og dalens folk sad tit og så’ med onde øjne op til byen, og slægt efter slægt indsugede hadet. Men det gik dog sådan, som det nok altid går, at vel hadede man dem deroppe, men man misundte dem dog mere, og kunne man selv få lykken med sig og komme til vejrs, ja, da gjorde man det. Derfor var det altid en fest at komme til byen, en sorg at komme hjem igen — og så var der dog så dejligt i dalen. Dejligt — å, ja, havde der blot ikke været skatterne og al den anden elendighed. Hvor længe skulle man også finde sig i regeringens udsugeiser og byrder. Se, der korn den nu f. Eks. en skøn dag og befalede, at alle børn skulle gå i skole — var der mening i det? Spørg præsten, og se, han korser sig og siger, det er djævelens værk; spørg hver fader i dalen, og han vil svare: før kunne jeg lade mine børn gå i Marken, 1 her som mange andre steder i Spanien findes endnu de af maurerne anlagte vandingskanaler. i haven, nu må jeg for mine surt erhvervede penge leje folk til at gøre arbejdet. Er der mening i det, råber det ikke til himlen? Og er det så måske ikke at sætte børnene op mod deres forældre, gøre dem klogere end deres egen fader og moder, og hvad skal den klogskab hjælpe til? Kan de måske bedre bruge en segl, lægge løg eller høste vin, fordi de lærer at tegne bogstaver på et papir eller læse i en bog, har den gode gud måske ikke skabt præsterne til det? Troede regeringen da. at den var klogere end gud? Men gensdarmerne fra det forbandede bjærg kom og tvang dalfolkene til at trodse gud, dog først vankede der brådne pander, og den gamle præst var med, hvor det gik varmest til. „ Guds hellige kirke har de plyndret s og folket vil de jage i ørkenen, ve, ve! “ Han faldt for en af gensdarmernes kugler og har siden været som en slags helgen i dalen. Nå, det hjalp ikke at stride imod, det var ikke tyrefægtere alle, som sad i cortes3, børnene skulle i skole, og det kom de. Men den gode San Antonio, der jo alt to gange tidligere var kommet dalen til hjælp i dens nød, meldte sig atter til tjeneste; thi en af bønderne så’ ham ganske tydelig i en drøm og hørte ham sige, 1 efter revolutionen 1856 inddrog staten alle kirke- og klostergodser, som ved salget indbragte 250 mil. Pesetas; samtidig hævedes klostervæsnet til dels. 2 ved de første valg til Cortes kom en mængde tyrefægtere og bekendte slagsbrødre ind i folkeforsamlingen. at skolelæreren var sulten, at regeringen i et helt år ikke havde betalt ham en céntimo af hans løn, og det behøvede han kun at sige én gang; ingen spanier kunne så meget som et sekund tvivle om tydningen af den drøm, og allerede næste dag var bonden hos den arme skolelærer, der så’ meget mager og slunken ud. Først fortalte bonden om drømmen, og dernæst spurgte han ganske ligefrem, om det kunne passe, når han hver måneds dag sendte læreren to mål løg af de store og ét mål olje af den fine; han kunne jo sende sin lille Josefa med det, og når hun så blot kom den ene gang om måneden til skole var det vel nok. Skolelæreren følte sig på sin slunkne mave, tænkte på de herligt duftende løg og den fede olje, pudsede så brillerne og slog til. Fra nu af blev det bedre dage for skolelæreren, hver fader i dalen skattede til ham, og så blev han endda fri for at præke lærdom for de dumme unger! Som det gik her, gik det mange andre steder, og naturligvis vidste regeringen det; men hvad skulle den gøre? Betale skolelærerne deres løn kunne den ikke, og dø af sult ville de ikke! Så foretrak man at lukke øjnene og nøjes med at fortælle verden, at nu steg kulturen i Spanien, landet, hvor visdommens sol aldrig går ned. Ja, den nye fri regering sørgede godt for det elskede folk! Lærerne sørgede for lærdommen, dommerne for retfærdigheden. Se nu f. Eks. Dommeren oppe i Ronda, ham kunne da ingen sige noget ondt om — ja, det skulle da måske være de fattigfolk, som han dømte. Dog, det var rimeligt, at de i deres dumhed snakkede ondt om ham; for mere end én gang havde han brugt hårde ord mod dem; men dertil var han da i sin gode ret, ingen kunne nægte det, når de fik sagens rette sammenhæng at vide. Tænke sig, hvor de dumme bønder havde krænket og såret den retfærdige mand ved ligefrem at forsøge på at bestikke ham. Dér var de kommen slæbende, én med en hane, én med en høne, én med et mål tomater, en dunk olje eller vin; tænke sig: byde en mand som den retfærdige dommer slige ting, hvad skulle han med disse sager, ville de, at han skulle åbne en bod for at gøre dem i penge? Nej, man lukkede ikke retfærdighedens øjne ved at proppe den en lumpen høne og et par tomater i munden, det var en hån, som måtte straffes. Señora justitia var dog, når alt kom til alt, en kvinde, og kvinder elsker pynt, især sølv, guld og diamanter, det havde hun smag for, ikke for gamle høns og haner — nå, ja, man sagde så meget, man sagde også, at dommeren, der hørte til en af bjærgets bedste og rigeste familier og altid havde været en lystig sjæl, der hellere morede sig, gik til tyrefægtning, Hanekamp og stævnemøde, end han granskede i de tykke folianter, der lå på hans pult, ja, der var endogså dem, der sagde, at han aldrig i sit liv havde taget den juridiske eksamen, og det værste var, at det nok var sandt. Familien havde sendt ham til Madrid for at studere jura; men det var underligt, at señora justitia var den eneste dame, som han ikke brød sig om at lære nærmere at kende, alle andre, kun ikke hende, hun var ham vel for gammel! Kort at fortælle, det var ham umuligt at få sin eksamen; men så gjorde hans kære fader, hvad så mange andre rige, gode og formanende fædre i Spanien har gjort, han købte en fattig, men dydig og flittig juridisk student til at tage eksamen i sønnens sted, opgive døge-nigtens navn, så det kom til at stå på eksamensbeviset, og da denne lille naturlige og nemme forretning var fra hånden, varede det ikke længe, inden det gode dommerembede i Ronda tilfaldt den formanende faders dygtige søn. Naturligvis kendte regeringen denne og andre lignende historier; men her som overalt havde faderen eller slægten gjort regeringen tjenester, og man lukkede qjnene. Det var den jordiske retfærdighed, og med den himmelske, det vil sige præsterne, var det vel ikke meget bedre bevendt. De rige kom let i himlen, de fattige var det vanskeligere at slippe ind. Var hængslerne på paradisets porte ikke smurte med mindst tyve tykke og lange vokslys, kunne der ikke være tale om, at de ville åbne sig, og hvem havde sådan en snes lys ved hånden, når man lå og skulle til at dø? Ikke sandt, man skulle næsten tro, at den kære guds moder, der dog en gang havde været så god mod dalens folk, helt havde glemt dem. Men en trøst var det, at det kun var de færreste, der kunne se til bunds i al elendigheden. Strængt taget, når alt kom til alt, hvad kom den dem ved; skinnede solen ikke endnu, sang fuglene ikke nu som i gammel tid, havde kastagnetterne ikke klang, tyrene ikke blod, guitaren ikke strænge, kvinderne ikke Kys, og var det ikke sandt, hvad det smukke gamle ordsprog sagde, at for „ fem céntimos kan man vaske sit ansigt, slukke sin tørst, stille sin sult for en hel dag “ 1! Og var man så mæt, og havde man endnu en fem céntimos, kunne man tænde sin cigaret, kaste sig, så lang man var, i skyggen, puste røgen fra sig og ligge resten af dagen og stirre op i den blå himmel. Og ejede man så en guitar, Maria santísima, var der da grund til at klage, Pokker stå i alle præster, dommere og dumme æsler, som gad bede, messe og dømme for at skrabe guld til dynge — nej, ligge i skyggen, klimprende yndlingssangen om Carmen, Josefa eller Manuela, ryge, drømme og døse, se, det var liv for en ægte Hidalgo!2 og for resten kunne det også være, at man en skøn dag gik hen og fandt en af de mange skatte, som maurerne har gravet ned — ja, hvem vidste? Sådan tænkte mange spaniere, og sådan tænkte også Francisco muñoz, som havde lejet en lille lod i dalen. Pokker skulle slide for at skrabe penge sammen til skatter og blodsugerne deroppe; havde man intet, var der intet at tage, det, han og datteren skulle have til deres puchero8, skaffede han vel. Jorden var godt plejet fra gammel tid, 1 nemlig ved at købe en Skive vandmelon, der er så stor, at den, medens man spiser den, kan vaske ansigtet rent, osv. 3 søn af nogen = adelsmand. Alle s. kalder sig h. 8 en almindelig ret, bestående af garbanzos ( bønner ), fåre-kød, flæsk, løg og olje. den gav, hvad den skulle give, guds moder og helgene sørgede for de dele — det havde man jo dem til! Og så lå han i husets skygge, røg cigaretter og truede op mod bjærget, slog sig for brystet, råbte, at han, den fattige, var mere Hidalgo end pakket deroppe: hos hans stamfader havde deres stamfædre været skosvende og rideknægte, måske endogså kun svinedrenge, og nu skulle han, en ægte muñoz med et ægte, uplettet adelsskjold, trælle for dem, nej, så kendte de ikke en muñoz! Men, som hans stamfader fra dag til dag blev større og hans talemåder federe og federe, blev pucheroen samtidig magrere og magrere, først strøg han flæsket, så fårekødet, og til sidst var der ikke andet tilbage end de tørre bønner, som svømmede rundt i lidt olje og meget vand. Dog, en ægte muñoz tænkte ikke på flæsk og fåre-kød, i alt fald kun,

1895_JensenH_BlodetsBaand

Henning

Henning

Jensen

Blodets Bånd

male

male

dk

JensenH

Blodets Baand

Jensen

Blodets Baand

Fortælling

n

roman

Det Nordiske Forlag

KB

nan

nan

O

I. Irovst Paludan gik utålmodigt frem og tilbage i sin dagligstue på en første sal på hjørnet af Frederiksborggade og søtorvet. Klokken havde slået otte da han rejste sig fra ttebordet, nu var den fem minutter over, og endnu var de ikke komne til morgenandagten. Hans kære hustru havde meget vanskeligt ved at være præcis — meget vanskeligt i sandhed. Og hun vidste dog det irriterede ham at vente, — man måtte vænne sig til regelmæssighed og orden, også i småting. Disciplinerede man ikke sin vilje i det små, så lærte man aldrig i det store at bøje sig ind under højere love og hensyn, — aldrig. Hans skinnende blanke støvler knirkede mod det bløde gulvtæppe, der hist og her var skarpt belyst af junisolen, der i brede striber faldt ind gennem de blanke ruder. Tilfældigvis kom han til at se ned mod sine fødder, da han passerede en sådan solstribe. Han stod stille, bankede flere gange forsigtigt med fodfladen mod tæppet, og iagttog nøje resultatet. Jo — der fremkom virkelig en lille støvsky for hvert slag. — hm! Han havde dog sagt til sin kære Betty, at tæppet altid burde være aftaget med udgangen af maj måned. Efter den tid bidrog det kun til at samle støv og forurene luften. — og støv var smuds, — hvad så Betty sagde, — støv var smuds. Og den som finder sig i det legemlige smuds, vil heller ikke holde sin tanke eller sit liv rent. Han gik hen mod mahognikonsollen under et af de store pillespejle mellem vinduerne, strøg med pegefingeren langsomt hen over dens flade, og iagttog derefter fingerspidsen nøje. Nej, — der var dog ikke noget endnu. Men.det måtte komme, — det måtte komme. Idet han atter løftede hovedet, faldt hans blik ind i spejlet. Han ville hurtig vende sig bort, men fik i det samme øje på en lille hvid genstand på skødet af sin sorte, tæt tilknappede frakke. x det var virkelig en lille ende hvid tråd. Han tog den omhyggelig mellem fingrene, og, efterat han et øjeblik forgæves havde grundet over, hvorfra den kunne være kommen, gik han hen til det åbne vindue og kastede den ud. — han gik atter hen foran spejlet, og anstillede nu en omhyggeligere undersøgelse. — nej, der var ellers ikke noget. Det hvide, bløde - hår var strøget tilbage fra tindingerne, — ikke et' havde løsrevet sig fra sin plads, og der var ingen hårskæl at opdage på frakkekraven. Det hvide halsbind sad i den sædvanlige sløjfe, den fine sorte frakke sluttede tæt om hans middelhøje, velproportionerede figur. Der kom et glimt af tilfredshed i hans store, blide, mørkeblå øjne, han bøjede sig ind mod spejlet og undersøgte sine tænder. De var hvide, blanke og rene. Han lod sin fine hånd glide kærtegnende ned over sit glatragede ansigt, i hvilket der, trods hans femogtredsindstyve år, endnu ikke var nogen rynke. Så vendte han sig pludselig om med et udtryk af uvilje og foragt. » Forfængelighed, forfængelighed, « mumlede han, og fjernede sig fra spejlet. » Hvad er det dog alt, som verden opsminker med fager gestalt, det er jo kun..., det er jo kun... « Han standsede et øjeblik og huskede sig om. — det var da mærkeligt at han aldrig kunne lære det Vers. — han gik hurtigt hen til flygelet, tog en salmebog, bladede i den, og fandt snart Kingos berømte salme: det er jo kun skygger og skinnende glar, det er jo kun bobler og skrattende kar, det er jo kun gyngeis, dynd og fortræd, forfængelighed. Han lagde salmebogen fra sig med et suk, og så sig om i det hyggelige, elegant monterede værelse. » Fuglene have reder og rævene have huler, — men menneskenes søn.... — nå ja, nå ja... Tiderne er anderledes... og vi... ja, vi er også anderledes, « tilføjede han med et suk. Døren til kabinettet gik op, og hans hustru, en høj, fyldig dame, med et lyst, godmodigt ansigt, trådte ind, fulgt af datteren. » Har du ventet, søde Paludan, — du ser så betænkelig ud. « fruen efterlignede provstens højtidelige ansigt, gik hen til ham, lagde sin ene hånd på hans skulder, og klappede ham med den anden på kinden. » Ånej, kære Betty, — ånej. — klokken er vel lidt over, — men det betyder intet. — er pigerne rede? « Fruen gik hen og trykkede- på knappen til ringeapparatet. Straks efter kom to pyntelige tjenestepiger med alvorlige ansigter ind, hilste godmorgen med sagte stemme, og satte sig på to stole ved døren ind til kabinettet. fruen og provsten satte sig i lænestole i nærheden af flygelet. » Begynd så, Agnes, « sagde provsten til datteren. Hun satte sig ved flygelet og begyndte at blade i en choralbog. » Hvilken, « spurgte hun i en ligegyldig tone. Det ringede ude på entrédøren. Stuepigen så hen til fruen, denne nikkede, og hun gik ud for at lukke op. Straks efter trådte en høj, sortklædt dame ind. Ansigtet var fint og blegt, men endnu ungdommeligt, skønt håret næsten var hvidt. Et par store mørke øjne stirrede frem for sig, som så hun langt ud efter noget, der voldte hende angst. » Må jeg være med også i dag, « spurgte hun og forsøgte et smil. » Med fornøjelse, kære grevinde, — de er os altid velkommen. « — provsten rejste sig og ville trække en lænestol frem mod flygelet. » Ånej, — må jeg sidde herhenne, « sagde hun med en ængstelig nervøs stemme. Hun gik hen i en krog, hvor der stod en gruppe bladplanter, satte sig på en lav taburet, så hun næsten skjultes af planterne, støttede sine albuer mod knæene, og dækkede ansigtet med sine hænder. Hun havde ingen ringe på fingrene og intet andet smykke. » Syng grevindens salme, « hviskedee provsten til Agnes. Hun fremsøgte et løst, beskrevet nodeblad og sang: der er i verden ej synd så stor, den bødes ved Jesu vunder, af korsets grene en blomst fremgror, den virker et himmerigs-under; thi den er rundet af blodet det røde, da sejren var vundet, og frelseren døde. Men vil du eje den blomst så fin, dybt må du for korset knæle, bar du end purpur og hermelin, den er kun for ydmyge sjæle. Da tør du håbe, fra blodblomstens bæger, der drypper en dråbe, som sorgerne kvæger. Og har du hvilet din sjæl engang på golgathas blodstænkte tinde, blev livsdagen end som jublende sang, du glemte det ingensinde. og dæmred’ dage med tårers trængsel kom korset tilbage og stilled’ din længsel. Da sangen begyndte, løftede grevinden sit hoved og ville synge med. Men så snart hun hørte sin egen stemme, var det som bevægelsen overvældede hende, hun lod atter sit hoved synke, og pressede hænderne mod ansigtet. Så foldede provsten sine hænder, bad en kort bøn, og sluttede med fadervor. Da han var færdig rejste pigerne sig, gik lydløst ud gennem døren til kabinettet, og trak portieren for. Også grevinden rejste sig og gik hen til provsten. » Tak fordi jeg må være med, « sagde hun, og tog hans hånd. » Tænk, der var en tid da jeg kunne leve uden salmesang. « » Den tid er forbi, kære grevinde, og kommer, med guds hjælp, ikke mere igen. « han rejste sig, og klappede hende venligt på skulderen. » Jo — den kommer, igen. « hun så provsten stift ind i øjnene, og hviskedee: » Jeg så far i nat. « » Det er kun drømme, hallucinationer, min kære grevinde. — deres fader hviler i fred. « » Men jeg har ikke fred, « » Jo — vist har de så, « sagde provsten bestemt. der kom et glimt af trods i hendes øjne, hun trådte et skridt tilbage, løftede hovedet, de fine næsebor udvidede sig, hun bøjede armene lidt tilbage og knyttede hænderne. » Sæt nu, at min anger var løgn, og min tro hykleri. « » Men det er den ikke, « sagde provsten fast. » Er de vis på det? « hun lagde hovedet lidt på siden og så på ham med et anstrøg af spot. » Ja — det er jeg vis på, « svarede han. » Hvorfor skulle de hykle? « » Af angst, « svarede hun. » Og desuden « — hun så grundende ned for sig, — » jeg synes undertiden, at jeg havde dog alligevel ret dengang. « » De troede, de havde ret, — og det undskylder dem. « » Ja, — jeg har aldrig troet så fast som dengang, — skønt jeg ikke havde synderlig af det de kalder tro. « hun så på ham med et sky blik. » Det er undertiden som de råber efter mig. « » Hvem? « » De fattige. « hun stod som hun lyttede. » Hører de ikke, — der er som et skrig langt borte. Snart stiger det, snart dør det hen. Hæse råb af mænd og hvin af kvinder, — og klynken af børn. « » De færdes for meget blandt de fattige, kære grevinde. De må holde måde — både med deres kræfter — og deres midler. « » Mine midler? « hun så spørgende på ham. » De giver jo bort — næsten alt hvad de har. « » Næsten alt hvad jeg har. Nej, Provst Paludan, — jeg giver kun hvad jeg kan undvære. — hvad jeg vil undvære, « føjede hun hurtigt til. % ' » Hvad de kan undvære, « sagde provsten med eftertryk. » Hvad jeg vil undvære, « gentog hun skarpt. » og' det er intet. « » Er det intet? « » Kunne jeg måske ikke undvære langt mere. « — hun gik hen til ham og begyndte at tælle på fingrene: » Min store lejlighed heroppe, min ene pige, min kusk, mine to heste, min vogn, mit gods. — der er tusind ting. « Hun begyndte at gå heftig frem og tilbage. » Og så giver de deres tid. — deres arbejde... « Hun standsede foran ham, og lagde sin hånd fast på hans skulder, og sagde med en stemme, der dirrede af bevægelse: » Og selv om jeg gav alt — alt, — så manglede dog det vigtigste. « Provsten så forundret på hende. » Jeg giver ikke min sjæl, — mig selv. — det gjorde han — han. — og det vil hans brud gøre. — hans brud, « føjede hun til i en dæmpet, sværmerisk tone. — » Det gjorde jeg dengang, « Vedblev hun. » Husker de, hvor jeg blev hånet, spottet. — da havde jeg ikke meget at give bort, men jeg gav mit navn til pris, mit rygte, min i ære, — mig selv. « — hun standsede et øjeblik. — » Nu giver jeg mine penge, — nogle af mine penge, — men hver gang jeg giver en tikrone ud... Hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl. Man kan ikke købe sig fri for sine forpligtelser, Provst Paludan. « » Men der er én, der har købt os fri for synden, kære grevinde. « » Ja — jeg er en stor synderinde, — en stor synderinde. — men alligevel — jeg var lykkeligere dengang. — hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl, « gentog hun med tung stemme. » Og dengang gav jeg hele min sjæl. « » Og fandt dog ingen fred, « svarede provsten alvorlig. » Jeg “ får vel aldrig fred, « sagde hun træt, 'som om hun nu var ked af samtalen. » Jo, — når du synger for mig, Agnes. « hun gik hen og lagde sin arm om Agnes’ Hals og kyssede hende på kinden. » Du synger mine oprørske tanker til ro, « tilføjede hun med et venligt smil. » Så er de vist ikke synderlig oprørske «, svarede Agnes, og så op til grevinden. » Jo — der er store dønninger efter stormen. De kommer rullende — rullende.:. Og så er det som mit hoved... Det slingrer og gynger derinde... Men disse lange, dvælende salmemelodier, — de er som — som olie, der dæmper og jævner, — de fører tankerne andetsteds hen, — vækker gamle minder, — andre længsler... « Hun tog med begge hænder om Agnes’ hoved, og kyssede hende. Så rejste hun sig pludselig fra sin bøjede stilling, og gik hen mod døren: » Nu skal jeg ikke forstyrre dem mere i dag. » Fruen rejste sig og ville standse hende. » Nej — de må virkelig ikke gå. « » Jeg har min store hovedpine, — og så må jeg være i fuldstændig ro. — nu går jeg op og lukker mig inde. « Hun gjorde en gratiøs bøjning og gik ud i entréen. efter morgensangen plejede provsten altid straks at gå ind på sit arbejdsværelse. Men i dag var det ligesom han glemte det. Han blev ved at gå langsomt frem og tilbage på gulvet med hænderne på ryggen og hovedet bøjet. Undertiden standsede han et øjeblik, når han kom til et af stuens hjørner, vendte sig så langsomt om, og begyndte sin vandring på ny. Provstinden og Agnes vidste, at dette var tegn på, at hans tanker stærkt var optagne, og de satte sig derfor i tavshed til deres håndarbejde. » Er det i morgen hun rejser til thorstedlund, « Spurgte han. » Ja, hun rejser med dampskib til Århus imorgen tidlig, « svarede provstinden. — » Det tegner til at hun får godt vejr. — vi vil savne hende. « » Åja — åja, « svarede han, og begyndte atter sin gang. — han vidste ikke ret, om han ville savne hende. — jovist holdt han af hende, — han havde jo konfirmeret hende, og hendes fader, den gamle grev krabbe, havde været en af hans bedste venner. Men Agnes havde i den sidste tid måske -sluttet sig alt for meget til grevinden, — og hun var ikke til at stole på endnu, vulkanen var ikke udbrændt, det sydede og boblede endnu i dybet. — og der var foregået en forandring med Agnes i den sidste tid, — hun havde mistet noget — noget af sin enfold. Man hørte det, når hun sang salmer, — der var ikke den inderlighed som før. » Hvad taler i om, Agnes, « spurgte han pludselig og standsede foran sin datter. » Jeg sagde ingenting, far. « hun så forundret op på ham. » Jeg mener naturligvis du og grevinden. « » Nå—å. — å — hun fortæller mig om Rusland. « » Om Rusland, « sagde provsten betænkeligt. — » Om Sonja perowskaja formodentlig? « » Også om hende, « svarede Agnes nølende. » Det var et uhyre, « sagde han heftigt, — » ganske vist i en engels skikkelse. « Han fortsatte sin gang med stærkere skridt. Det var denne frygtelige nihilistinde, der havde ødelagt grevinden, da hendes fader nogle år var gesandt i Petersborg. — tænke sig, at en dame, hvis fader var general-guvernør i Petersborg, beslægtet med selve det kejserlige hus, — at hun kunne blive oprørerske, morderske. — » Hun var nok så smuk og så god, « sagde Agnes lidt ængstelig. » God, « udbrød provsten. — » Hun var en djævel, Agnes, « sagde han afgørende. Agnes tav, men hendes hjerte protesterede. Thi Sonja perowskaja var grevindens heltinde. Hun kunne aldrig blive træt af at fortælle om hendes lyse lokker, hendes blå, alvorlige, gennemtrængende øjne, hendes høje pande, fine hud og ædle ansigt. Og så om hendes opofrende liv som sygeplejerske og hendes rørende kærlighed til sin moder. Og når grevinden da kom til slutningen af hendes liv og beskrev hendes heltemodige død, som en af de farligste deltagere i kejsermordet, da græd de begge, og Agnes syntes det lød som et eventyr fra svundne tider, da menneskene var anderledes end nu. Og noget af den ærefrygt hun følte for Sonja perowskaja, følte hun også for grevinden. Hun var så fin og fornem som en prinsesse, og dog modigere end mænd, med tanker tunge som uvejrsskyer, og dog så blød og kærlig, med et smil, der kunne lyse som en solstråle hen over rimpuddrede skove ved vintertid. » Mon hun virkelig ser sin far, « spurgte provstinden og lagde sit arbejde i skødet. » Hans død gjorde et stærkt indtryk på hende, « svarede provsten, — » men den blev hendes frelse. — » Med guds hjælp, « føjede han lidt tvivlende til. Han gik hen til flygelet og lod i tanker fingrene finde melodien til salmen: at sige verden ret farvel. Han havde talt om denne salme, da han stod ved den gamle Greves dødsleje. Han syntes endnu han så det stive, stirrende blik, der uafbrudt hvilede på datteren, der hulkende stod ved fodenden af dødssengen. — da han var kommen lå hun på knæ ved faderens seng og bad om tilgivelse for al den sorg hun havde voldt ham, og takkede ham fordi hans kærlighed til hende dog aldrig havde svigtet. Og da han så, efter sin korte tale, havde rakt den gamle Greve sakramentet, havde denne peget på sin datter, at også hun skulle modtage det. Men hun holdt den ene hånd for ansigtet, og gjorde en afværgende bevægelse med den anden. Da rejste han sig op i sengen, så på hende med store fortvivlede øjne, faldt tilbage med et suk og var død.— i sin forfærdelse udbrød da provsten: » Det er deres værk, « — men da han så hendes sorg, fortrød han det, og søgte at trøste hende. — han glemte aldrig, hvordan hun havde klynget sig til ham, anklaget sig selv, og spurgt, om hun blodets bånd. 2 nogensinde kunne vente tilgivelse, fordi hun havde dræbt sin far. Hendes barndoms tro vældede frem som en længe tilstoppet kilde, og hun fik ingen ro før han tilsagde hende højtideligt alle hendes synders forladelse og rakte hende sakramentet som pant på, at hun atter havde fundet nåde hos gud. — aldrig havde han følt så dybt, hvor saligt det er at kunne tilgive alt på Herrens vegne, som her ved denne altergang, hvor døden var det eneste' tavse vidne, og endnu når han tænkte derpå, fik han tårer i øjnene og havde nød med at skjule sin bevægelse. Og hvor havde hun så ikke i de første år været blid og føjelig, — aldrig foretaget sig det mindste uden først at have rådført sig med ham. Hvor var hun ikke kommen til ham som en datter, da hendes fætter friede til hende, og havde bedt ham tage bestemmelse om hendes svar, — hun var så vis på, at hvad han rådede hende til ville være guds vilje. — og da den unge Greve så døde et årstid efter brylluppet, var det atter ham der stod sammen med hende ved dødslejet, og var vidne til det troens heltemod, hvormed hun hilste den frygtelige gæsts komme. Thi da han for bevægelse næppe kunne tale, da begyndte hun med sagte stemme, men fast og tydeligt, at synge salmen: » Som dugg på slagne Enge «, og der gik en glans ud fra hendes åsyn, som han aldrig før havde set. Men i det sidste årstid var hun bleven så underlig. Hun blev undertiden borte fra kirken, — og så kunne der være søndage, hvor hun gik to tre gange i kirke og endog til Herrens bord, uagtet han havde foreholdt hende, at en så hyppig nydelse af nadveren tydede på en vis over- ’ spændthed. — der var også i den senere tid undertiden noget i hendes blik, når hun så på ham, som ikke behagede ham, — noget spørgende, ja undertiden næsten anklagende. Og hun kom nu ikke mer så hyppigt ned til morgensangen som før. Han var slet ikke glad ved de yttringer hun havde ladet falde i dag, — Agnes havde ikke godt af at høre sådanne samtaler. Han måtte alvorligt foreholde grevinden, at når hun ville tale med ham om sligt, måtte de være alene. Han skulle gerne høre på alt — alle hendes tvivl og sligt, — men kun som sjælesørger, — absolut kun som sådan. » I dag havde hun et af sine anfald, « sagde. Provstinden i en gemytlig tone. » Det kære skind. « » Synes du det var et — anfald, mor, « Spurgte Agnes indigneret. » Ja — det var naturligvis ikke så galt som i gamle dage, « svarede fruen formildende. » Hvordan var det da, « spurgte Agnes nysgerrigt. » Ja, — hun var jo skrækkelig, — men forresten storartet. — de unge herrer var helt betagne af hende. — Edvard forresten med. « » Edvard, « udbrød Agnes. » Nå, — det har jeg aldrig hørt. « » Det har jeg heller aldrig hørt, Betty, « sagde provsten, der ikke ønskede at man skulle komme videre ind på dette tema. » Nej — du Paludan, — du lægger jo aldrig mærke til den slags ting. « Provsten gjorde en håndbevægelse, der antydede, at han ikke ønskede at svare på denne bemærkning, og gik hen og så ud af vinduet. 1 det var den femte juni og hist og her havde man begyndt at hænge flag ud i anledning af grundlovsdagen. Over dronning Louises bro var en livlig færdsel, der især bevægede sig indad mod den gamle by. Provsten syntes, at der var flere end der plejede at være, og at folk var mere pyntede end sædvanlig. » Er der nogen fødselsdag i kongehuset i dag, « Spurgte han og drejede hovedet ind mod stuen. » Jeg ser flag hist og her. « » Far har såmænd glemt det er grundlovsdag, « Sagde fruen til Agnes, sænkede sit arbejde ned i skødet og lænede sig tilbage i stolen. » Du er da også storartet, Paludan, « henvendte hun til sin mand. » Femte juni, — ja, det er sandt. « han gik fra vinduet med en fortrædelig mine. Fruen åbnede det vindue hvorved hun sad, og så ned ad gaden. » Der er allerede mange flag ude. — nu stikker konferentsrådens virkelig deres ud, « udbrød hun og så ned mod stueetagen. » Skal vi ikke, « Henvendte hun til provsten og drejede hovedet om imod ham. » Nej, « svarede han kort. » Nå, « udstødte provstinden lige så kort. » ‘eia'xvotos efft «, — min'kære Betty. « » Det kan ikke nytte, du taler latin til mig, søde Paludan. « » Det er græsk, Betty, — og det betyder: en bør være herre. — alt andet er forvirring. « Provstinden, som kendte sin mands anskuelser, og som selv ikke havde mindste interesse for sligt, svarede ikke. » Skal der da slet ikke være nogen frihed, fa’r? « ytrede Agnes beskedent. » Der er kun én virkelig frihed, lille Agnes, — et kristenmenneskes frihed, som, blandt andet, består i at bøje sig for de af gud beskikkede autoriteter. — dog har disse autoriteter også en forpligtelse, — den nemlig, at benytte den dem givne magt til dermed at forbedre de fattiges kår. — alle reformer må udgå ovenfra ikke nedenfra. — forstår du det, Agnes, « tilføjede han og så venligt på sin datter. » Ja—a, « svarede hun tøvende. — hun følte sig smigret fordi hendes fader talte til hende om sådanne ting. Thi det var ellers provstens princip, aldrig at indlade sig i nogen politisk diskussion, og aldrig at deltage i nogen som helst demonstration, der havde et politisk præg. Han havde derfor gentagne gange talt om at fraflytte sin lejlighed i Frederiksborggade, fordi arbejdernes tog på grundlovsdagen drog derigennem. Men Agnes og provstinden havde protesteret, og han selv ville også nødig miste den frie udsigt over søerne. Så havde han valgt den udvej at tilbringe dagen på landet, men da han kun læste aviser meget overfladisk og undertiden slet ikke, havde han ganske glemt dagens betydning. » I kunne gerne have husket mig på det, « Sagde han, ærgerlig over sin forglemmelse. provstinden og Agnes så til hinanden. Det var aftalt mellem dem at de skulle fortie det, da de selv gerné ville se toget. » Vi troede ikke du ville afsted i år, far, « Sagde provstinden med en uskyldig mine. » Vist ville jeg. « han så på sit ur. » Men det kan nås endnu. — kan i gøre jer rede til at tage med? « Fruen og Agnes vekslede atter blikke, og provstinden gjorde tegn til sin datter. » Ja, far, — det er rigtignok kedeligt... « Provsten så spørgende på hende... » for jeg har lovet Mathilde, at hun kunne stå her og se på toget. « » Der må nødig være tilskuere til socialisternes tog i Provst Paludans vinduer, « sagde han alvorligt. Agnes så på sin mor. Nu var det hendes tur at rykke frem. » Ja, kære Paludan, — man bliver jo da ikke socialist fordi man ser på dem. « Provsten gav intet svar, stod med ryggen til dem og så ud af vinduet. » Men naturligvis, Agnes, — når far forbyder det, så må du sige det til Mathilde. « — disse ord blev fremførte i en krænket tone, og provsten vendte sig om. » Jeg forbyder det ikke, Betty, — jeg siger kun, jeg ønsker det ikke. « » Ja — det kommer jo ud på et, « svarede, fruen roligt. » Jeg havde forresten selv glædet mig til det, « tilføjede hun resigneret. » Ja, kære Betty, — mig er det ganske ligegyldigt. — når blot jeg må være fri. « Han gik med langsomme, værdige skridt ind på sit kontor. Iii. Mathilde Paludan, provstens broderdatter, kom langsomt slentrende fra Amagertorv ned ad Købmagergade. Engang imellem standsede hun og kastede et blik ind gennem de store butiksruder, eller iagttog dem, der var i begreb med at hejse flag for grundloven. Hun syntes egentlig det var humbug med alle disse flag, — vi havde jo ingen grundlov, — ikke spor... Nå, — men man havde da altså fri fra skolen i dag, — og solen skinnede, og hvide skyer sejlede hen over himlen. — der ville komme folk på benene. Når nu bare arbejdernes tog kunne blive det største. Hun gav sig til at smånynne socialisternes Marsch, stak hænderne i lommerne på sin grå jaket, og gik raskere, i takt efter melodien, seende ligeud. » Goddag frøken, « lød en beskeden drengestemme. — hun standsede og så en dreng ved sin side med smilende ansigt og huen i hånden. » Nå — det er dig?:— skal du med i toget, Frederik? « » Ikke før jeg bli’r konfirmeret, « svarede drengen med en vis højtidelighed. » Men jeg skal da ud på fælleden. « — Mathilde tog sin portemonnæ op og gav ham en 25 øre. » Du har vel ingen penge, « spurgte hun. » Jo, jeg har en 25 øre, « svarede han, og så spørgende på hende uden at putte pengestykket i lommen. » Ja, du må godt beholde den alligevel. « Så takkede han og gik. Det var kommen ud blandt drengene i skolen, at frøken Paludan var socialist, og dette havde i høj grad forøget hendes popularitet. — og så var hun tilmed en broderdatter af den fornemme Provst, som undertiden kom hen i klassen, når hun havde religion med dem. Hun kaldte ham farbror, og sagde du til ham. Det var nok også hende de kunne takke for, at provsten ikke så sjældent stak en krone ganske hemmeligt i hånden på de fattigste drenge. — Mathilde så på sit ur. — jo, nu måtte de vist være færdige med morgensangen oppe hos provstens. Nu kom det an på om Agnes havde fået lov til, at de måtte stå i vinduerne. — hende var det forresten lige meget, for hun kunne lige så godt stå nede i gadedøren, — men Agnes ville jo ha’-, hende derop. — der kunne måske blive noget af Agnes... måske... Men hun havde rigtignok mange fornemme nykker. — og det var nu forresten også synd for farbror... Det var gudskelov ikke hende, der havde opfordret Agnes, hverken til det ene eller det andet, — hun holdt snarere igen. Thi provsten kunne ikke tåle det, — og det var synd, — gu’ var det synd. Havde han ikke hjulpet hende, da forældrene døde, så hun havde fået lærerindeeksamen, — hvad var der så blevet af hende? — nu fik hun fast ansættelse til nytår, — det var hun vis på. Og så var hun ovenpå. Hun tog den grå filthat af, strøg sig gennem det lyse purrede hår, satte atter hatten på, og gav den med pegefingeren en lille bule i pullen. Det var da en forbandet varme allerede... Hun ville dog tage sin stråhat på når hun skulle ud på fælleden... eller skulle man hellere tage i skoven...? Hvis overretssagførerens tog i skoven, så troede hun, hun tog med. Men det måtte Agnes ikke vide, for så ville hun naturligvis også med, — og det kunne ikke gå an. Da hun kom op til hjørnestedet, hvor provstens boede, stod Agnes’ svigerinde, frøken Ebba Lasson i vinduet i stueetagen. Mathilde havde opdaget hende i nogen afstand, men hun besluttede at gå forbi uden at se hende. Hun påtog sig en tankefuld mine, og stirrede ned mod brostenene. » Godmorgen, frøken Paludan, « lød det over hendes hovede. Mathilde så op. » Står de dér, « udbrød hun, tilsyneladende overrasket. » Ja. — skal de op til provstens? « » Nej. — jeg går en tur. « Det var rent instinktmæssig, at hun løj, — hun anede ikke hvorfor. Måske var det fordi hun og Agnes var i den sidste tid komne i vane med at lyve så frygteligt, så nu kom det af sig selv. — men nu kunne hun altså ikke gå op. Nå — hun kunne jo drive lidt hen langs søen. » Vil de med, « spurgte hun. Hun lo indvendig ad denne opfordring. Det ville blive et syn for guder at se hende og Ebba v. Lasson spadsere sammen. Men hun tænkte denne anmodning ville drille Ebba, og det kunne hun ha’ godt af. » Jeg? — nej tak. Jeg skal op til Agnes. « Nå — gudskelov hun havde løjet. » Hils hende. « — hun sagde farvel og gik henimod Østersøgade, ud på spadserestien. Allétræerne langs søen var nylig udsprungne, de brune knopskæl lå på stien og ridebanen, — der duftede af sommer, solen tittede ned gennem løvet og tindrede på sortedamssøens små bølger. Svanerne lå og drev langs bredden, iagttagende de forbigående med kritiske blikke, om nogen standsede for at give dem brød. — den ene cyklist for forbi efter den anden ad Østerbro til. De skulle naturligvis ad strandvejen i skoven. — når hun fik fast ansættelse, ville hun anskaffe sig en cykle, — det skulle være vist. Kunne hun ikke få den på afbetaling, så kunne hun låne 300 kr. hos overretssagføreren, — han havde såmænd penge nok. Og han og hans kone skulle også have cykler. — måske ville provsten synes det ikke passede sig for hende at cykle, — men det fik ikke hjælpe. Når hun selv betalte, så ville hun ikke høre noget vrøvl. Hun sparkede hårdt til en lille sten, der lå på stien, så den fløj et langt stykke bort, og til sidst plumpede ud i søen. Var hun måske ikke sin egen herre, og havde lov til at gøre med sine penge hvad hun ville, — nu da hun var fyldt femogtyve år? Nej tak, farbror — vi er ikke længer børn. Hun satte sig på en bænk og kastede småsten ud i vandet for at narre svanerne. — hun kunne ikke udstå de dyr. Denne utrolige arrogance, — det var naturligvis af bare dumhed. — sådanne kapitalistfugle, — storborgerfugle, — der bare lå dér for at tage sig ud, og ikke gjorde spor af nytte. — hun gik hen og spyttede ud efter en hansvane, der særlig kroede sig, satte sig atter på bænken og afventede tiden, da Ebba sandsynligvis var gået ned fra Agnes igen. — — da Mathilde var gået, drak Ebba te og gik så op til provstens. Stupigen kom og lukkede op, men der var ingen i dagligstuen. Pigen spurgte om hun skulle,kalde på frøkenen. » Ja. « — men pludselig kom hun i tanker om, at Amalie måske netop var den rette til at give hende den oplysning, hun ønskede. — » Nej — Amalie, — vent et øjeblik. « Amalie standsede i døren ind til kabinettet. » Jeg ville blot ha’ spurgt frøkenen, om hun var ude i lørdags. « » I lørdags, — lad mig se. — ja, da var frøkenen ude. « » Nå. « — Ebba tøvede et øjeblik. Skulle hun spørge pigen om, hvor Agnes havde været? Nej, det var dog for galt. Konferentsråd v. Lassons datter kunne dog ikke bruge en tjenestepige som spion. » Hun var hos frøken Dahl, « sagde Amalie. » Nå. « — Ebba vidste, at Agnes ikke havde været hos frøken Dahl. Hun havde altså formelig løjet,:— naturligvis også for sine forældre. Det var dog virkelig for galt. Når Agnes således satte alle hensyn til side, så var -hun også nødt til at være hensynsløs. » Hvem hentede frøkenen hjem? « spurgte hun i en ligegyldig tone. » Frøkenen kom hjem i drosche. — det var ham herhenne på det andet hjørne, der også kører for konferentsrådens. « » Professor Dahl bor jo numer fire? « » Ja, — droschken skulle hente frøkenen i Skindergade numer fire. — der var vist selskab, — for frøkenen var i stort toilette, og kom først hjem klokken to. « » Jeg har ikke spurgt om, når frøkenen kom hjem, « svarede Ebba fornemt, og' afskedigede Amalie med en håndbevægelse. Døren ud til trappen var bleven stående åben, og straks efter at Amalie var gået, hørte Ebba listende trin ude i entréen, døren ind til dagligstuen blev sagte skudt op, og Mathildes purrede hoved viste sig indenfor. Da hun så Ebba, trak hun i en fart hovedet til sig, og tænkte på at echappere. Men Ebba havde opdaget hende, og bad hende komme ind. » Det var en kort tur, « sagde Ebba spydigt. Mathilde slængte ærgerligt sin hat på bordet. » Jeg kom i tanke om, at der var noget jeg skulle sige til Agnes. « * » Gjorde de det? « sagde Ebba med en egen betoning. Det var denne tone Mathilde ikke kunne 'udstå. Den var så høflig, næsten deltagende, så fuldkommen behersket, som den kun kan blive hos dem, der fra barndommen har fået skolet stemmen til et så fuldkomment instrument, så der ligger langt mere i ordenes betoning end i ordene selv. — og her følte Mathilde Ebbas overlegenhed. Hun havde flere kundskaber, langt mere virkelig dannelse. Men denne tilslørede, rolige stemme, der aldrig hævede sig i lidenskab, der var blød som kattens pote, men kunne rive som dens klo, blot ved en ubetydelig forandring i modulationen, — den var hele hendes natur imod, den irriterede og imponerede hende. — hun var aldrig mere radikal i sine tanker og anskuelser, end når hun var sammen med Ebba, hun havde aldrig sådan lyst til at komme med de frygteligste ting, bruge de voldsomste ord, og hun lovede sig selv den ene gang efter den anden, at hun skulle nok bringe hende ud af ligevægt, hun skulle få hende til at vise klør. — men så kunne hun alligevel ikke. Hun kom selv ud af ligevægt ved den ro og fornemhed, der var udbredt over Ebbas væsen. Hun følte sig som en proletar overfor hende, og gennem denne følelse var hun kommen til at forstå og sympatisere med proletariatets had overfor de højeste samfundsklasser. Og samtidig med den beundring hun nærede for Ebbas fuldkommen dameagtige optræden, følte hun en vis foragt for r 33 r hende. Var det noget, at anvende hele sin ungdomstid på at uddanne sin stemme til konversation, at studere hver bøjning med hovedet, hver bevægelse med hænder, arme og ben? Én triumf havde Mathilde over Ebba. Denne havde ikke kunnet tage Agnes fra hende. Hun vidste, at hun havde prøvet det, efter at Agnes var bleven forlovet med kammerjunkeren, men det var fuldkomment mislykket. Agnes havde rent ud sagt, at Ebba skulle ikke blande sin næse i det. — men kampen om Agnes var stadig stående, og i denne kamp måtte Ebba stige ned fra sit høje stade og aflægge sin overlegenhed. — Mathilde havde på følelsen, at der var noget på færde nu, og forholdt sig derfor tavs. — hun skulle nok være på sin post. — måske kunne hun få Ebba til at gå, når hun ingenting sagde. Hun satte sig ved bordet og begyndte ganske rolig at blade i en bog. Agnes måtte vel komme, og så skulle de nok blive af med hende. » De bor jo endnu hos denne overretssagfører? « Mathilde så op. » Denne overretssagfører? — ja. « » Jeg mener,.— han er jo temmelig bekendt? « Blodets bånd. o hvor mon hun i grunden ville hen? Hvad ragede det hende, hvor hun boede? Sådan næsvished. » Ja — han er jo temmelig bekendt. « — hun bladede lige

1896_JensenJV_Danskere

Johannes V.

Johannes V.

Jensen

Danskere

male

male

dk

JensenJV

Danskere

Jensen

Danskere

y

roman

Det Nordiske Forlag

KB

nan

nan

CE_CANON

I. Valdemar Dybæk og Buris Holm fra sjette klasse i Viborg latinskole spaserede på dæmningen mellem søerne og trak frisk luft efter at have repeteret hele dagen. Dybæk var meget snaksom og vejede sine udsigter ved den nærforéstående eksamen. » Under fem og halvfems får jeg ikke, « Sluttede han sine overvejelser og additioner. Buris havde kun hørt det halve af, hvad Dybæk sludrede, han var optaget af nogle lyse kjoler, der skimtedes mellem de gamle træer langs vejen til asmild kloster. Da de var komne om hjørnet af brohuset, mødte de et par unge piger, der kom fra kloster haven. De gik forbi, som om de ikke så de to unge mænd, men Buris vidste, at han blev betragtet alligevel, og så lige ud med et alvorligt og hårdt udtryk. ikke desto mindre fik han med et hemmeligt blik overset de to unge piger; det var Ellen viingren og Josefa gram, vidste han. » Satans tøse! « sagde Dybæk, » de går forbi, som om man var luft, og så kunne man endda nok få lov at kramme dem, når man blev alene med dem. « » Å sludder! Det har du ikke lov til at sige. Man skal ikke sige mere, end man ved. « » Nå! Jo det kan du godt bande på. — der kommer Helene Holm! Så må vi hilse. « Dybæk hilste nonchalant, da den unge pige gik forbi, hun svarede med et næstent usynligt nik, men Buris så hendes pupiller i øjenkrogene. Han havde hilst afvisende og strengt; da han var halvt forbi, skelede han hastigt til siden og så den unge dames lille rosenfarvede øre. Nogle små hårkrusninger krøb ned under hatten og skyggede over kindens matte hvidhed. » Hun er ret fiks, « sagde Dybæk. » Å ja, « indrømmede Buris ligegyldigt trods hans hjertes uro. Dybæk smækkede den hvidmalede låge op ind til klosterhaven, og de gik ind i den mørkegrønne skygge. Solen var ved at gå ned, det lave lys listede ind imellem stammerne, strejfede Barken og dannede lysegule pletter på undersiden af det brede løvtag. Hist og her kom der lange, røde pletter på den mørke mosbund op ad skrænten. » Det er kønt, « sagde Buris. » Storartet 1 « Dybæk sprang til og fik fat i en gren, der hang ud over gangen. Han kunne dog ikke svinge sig op og lod sig pustende falde ned igen. » Ved du Buris, hvad jeg tænker på? Det bliver dejligt at være færdig nu om en god måned, få studenterhuen på og komme ud og smække sig med den. Hvad? « » Ja—a. « Buris sukkede. » Det har vi slidt længe for, du. Så kan vi komme til universitetet, det bliver noget ganske andet end denne forfærdelige trædemølle. — det er underligt, at man har kunnet svare til det. Hvad vil du studere? « » Naturligvis jura! « Buris ville studere medicin. » Jeg vil hjælpe den lidende menneskehed, « Sagde han og lo straks ved sig selv over det opofrende udtryk. — de gik gennem klosterhaven — tørre bogekapsler fra i fjor knasede under skoene. Nedenfor skrænten stod en frodig vegetation af hestehov, mellem de vældige blade skød høje, tynde snerrer til vejrs. Sorte snegle krøb nede på de våde mospuder. Henne ved huset, hvor der udklækkes ørreder, var der et stort spek takel; det var drengene fra første og anden klasse, der rev lange rør ud af stakkene og brugte dem til kastespyd. Buris og Dybæk kunne naturligvis ikke beskæftige sig med denne pøbel, men gik videre til den lange gang mellem klosterhaven og markerne. Her så Buris på afstand en kjole, som.han kendte, rød- og blåtærnet. Blodet skød ham til hjertet. » Der henne kommer Anna Kjærulf og hendes veninde, « sagde Dybæk, » det er dog voldsomt, som hun udvikler sig; det er ikke mere end et år, siden hun blev konfirmeret. « Buris svarede ikke. Da de gik forbi de to unge piger, var udtrykket i buris’ ansigt så hårdt og koldt, som han kunne gøre det. Anna Kjærulf var en frisk lille pige med brune hjorteøjne og mælkehvide kinder. Buris så i et sekund fra hendes hår ned til den lille støvlesnude, der kom frem under kjolen, han så de fintbyggede hofter, halsens hvidhed, hvor den gik ind under kjolelinningen og rundede sig ud i skulderen og armen. Den anden havde han slet ikke set. » Hun skal allerede være hemmelig forlovet med en løjtnant, « sagde Dybæk, » ja sådan er de; så længe de ikke er konfirmerede, kan vi i sjette være gode nok, men så snart de får lange kjoler på, render de efter de dumme, storsnudede sekondpetere. « » Det er igen noget hen i vejret, « sagde Buris irriteret, » Du skulle ikke give dig af med at kolportere Viborgs sladder, den kan s’gu brede sig nok endda. En ung pige må man ikke tale om på den måde. « » Å fanden! For resten er det sandt, det med løjtnanterne; hverken Anna Kjærulf eller Clara Kristensen kom med på skoleballet efter deres konfirmation. Nu hedder det officersbal på rådhuset. « Buris ville ikke tale mere om den sag. — de kom ud af klosterhaven, op på den nøgne skrænt. På den anden side søen lå Viborg. Solen var gået ned, og himlen var et glødende ildhav. Domkirkens fem tårne ragede kulsorte op mod baggrunden, resten af byen tegnede sig som en uregelmæssig kantet og fliget silhuet, hvori man skelnede søndresogns kirke og villa tatoi. Det sorte spejlbillede i vandet var gennemskåret af lange, tynde sølvstriber, kølvandet af en usynlig båd; dæmpede åreslag lød derovre fra. Vandet var blikstille, en lappedykker svømmede som en prik ude, hvor aftenrøden farvede søen ildrød. — nu forsvandt den og kom op et langt stykke derfra. Mørke ringe krusede det røde spejl. Toget kom buldrende ind langs bredden på den anden side med en lang dampsky efter sig; det peb, sagtnede farten og holdt. Lidt efter gik et andet tog. Damphalen blev farvet rød i randen. Toget beskrev en stor bue og gik lige ind i det mest brændende gyldne af himlen. Buris kunne ikke se det mere, det gik ind i vidundernes land, bort. Om halvanden måned skulle han komme med! Når skulle de forfærdelige dage få ende? » Du sukker som en storm, « sagde Dybæk, » hvad bevæger dit hjerte? « » Jeg er sulten, « svarede Buris, » lad os gå hjem. « » Eh bien! Men kommer du ikke ned i salonen i aften, der skal være musik. « — » Det gør jeg nok. « De drev hjemad i skumringen. 7 bøgeløvet duftede stærkt, og der begyndte at stige dis fra rørene i søen. — om aftenen kom Dybæk og hentede Buris og Arnesen; de gik ivrig passiarende ned til salonen. Her standsede snakken imidlertid. Indenfor lågen, hvor en mager person sad i et hundehus og vågede over, at ingen uvedkommende fik adgang — indenfor lågen var Viborgs » Salon « I absolut og eminent betydning. Her talte man dæmpet. Her skred man besindigt over gruset. Der var illumineret i aften; om de små runde blomsterrabatter var der kulørte gasblus, som spejlede sig nede i søen. Vandet lignede brændende tjære. Buris vidste, at der inde i bosketterne var bænke, hvorfra der blev våget af kvindelige høgeøjne. Udenfor salonen var der opstillet stole og borde af jærn. Her sad Viborg, det rigtige, langsomt vandrende Viborg. Ældre mænd med silkehatte og gyldne kæder over underlivet, små beskedne knaphulsprydelser og hvide skæg. Og her sad hustruer, der var dem værdige. Buris havde været i byen tre år, uden at nogen familie havde optaget ham i sit skød. Buris, Dybæk og Arnesen nærmede sig med nogen frygtagtighed; fra lågen af var der en stor, tom plads at passere gennem den morderiske ild. De kom dog over, uden at nogen af høgene rakte Hals. Det var indrettet således, at Viborgs ungdom promenerede forbi bordene udenfor salonen. — derfra kom man gennem en temmelig mørk gang mellem træerne ud på en smal dæmning med både på begge sider. Det sidste stykke af ruten voldte Viborgs hustruer nogen bekymring. Buris og hans to venner sluttede sig til de promenerende. Der gik sekondløjtnanter med sliren slæbende i gruset, der gik unge handelsmænd med meget vide benklæder og overdådige cigarrør. Regimentsmusikken brasede nu løs inde i den oplyste sal, hvor et allermest udvalgt Viborg sad og drak the. Der var advokater og oberstløjtnanter, hvis gigt ikke tålte aftenluften. Der sad stiftets gejstlige overhoved. Buris var ikke gået derind, om det så skulle kostet hans Hals. Udenfor kunne det gå an. Når man var kommen forbi bordene og skred ind i gangen mellem træerne, kunne man godt tale højt. Her mødte de flere disciple fra sjette klasse. Indfødte patriciere, som øjensynligt resignerede over, at sådanne tre plebejer gik i skolen og hilste på dem. Der var tre, fire af disse ved fødselen begunstigede; sammen med dem spaserede Holst, som var en gemen slagtersøn men i besiddelse af god tone og talent for Viborg. Han var ellers en fin ven af Buris, men i aften syntes han at se ufuldkomment. Der promenerede endvidere en mængde unge damer. To og to gik de. Den og den og hendes veninde, og så fremdeles. Man sluttede sig sammen i denne by. I mørket under træerne så Buris rigtig på dem. Han satte sig på en bænk inde i buskenes flakkende skygger, medens Arnesen og Dybæk gik videre. Der sad Buris og tyggede på et græsstrå og stirrede ud på gangen. Damerne kom forbi, skarpt belyste, i luftige sommerkjoler. Øjnene fik en stærk glans i gaslyset. Halvdelen af ansigtet var i skygge, des bedre kunne Buris se de fine mundvige og næsebor. Ud af mørket kom en gylden hårlok eller en brun, glinsende knude. Folderne, som kjolen slog under gangen, viste benenes slanke form. De talte meget sagte sammen om sædelige emner. Anna Kjærulf var der ikke, men Buris så tankefuld og utrættelig på de andre alligevel. Men ingen vidste af ham at sige. Han stod omsider op og sluttede sig igen til Arnesen og Dybæk, da de kom forbi. » Dette her bliver fanden gale mig kedeligt, « Hviskedee Dybæk, » — man kan ikke en gang få sig en cigar eller en bajer, Bjerregård sidder i hjørnet og lurer. Skal vi gå op til konditor Kristensen og få os en kage? « Buris var ikke for ideen, men Arnesen stemte derfor, og så drev man af. Buris var urolig og forstemt, da de kom ind til konditoren, han vidste at lærerne ikke kunne lide det — det var forbudt i skoleloven. De fik sig hver en napoleonskage og en odinsøl. Dybæk spiste og sludrede, Arnesen fordybede sit fregnede ansigt i » Politiken «, Buris skælvede for, at nogen af lærerne skulle komme. » Du er en tørvetriller, Buris, « sagde Dybæk med inderlighed, » Du sidder der og gumler på guds gaver, som om det var et stykke kork. Det er napoleonskage, gamle ven! « - v- » I morgen skal jeg tidligt op og repetere, « Sagde Buris. » Jamen for fanden! Det er da ikke i aften. Når vi nu er færdige her, skal vi så gå hen til Tobiesen og få et slag whist, vi er lige fire? Han har en flaske cognak, ved jeg, og en pibe til mands. « — nej, Buris ville ikke. » Hvad siger du, Arnesen? « » Gu' vil jeg ej, tror du jeg gider spille kort. — her skal i for resten se en artikel om de russiske studenter; de laver batalje og bliver knuttede, fordi de ikke vil blive ved med at snobbe. « » Hvad rager det os? « sagde Dybæk foragtelig, men Buris hensank i drømmerier ved ordet studenter. » Ja, så kan i jo tøfle hjem i seng, « sagde Dybæk, » jeg går hen til Tobiesen. Hvornår skal vi have møde i » Cosmos «? « » Tirsdag aften som sædvanligt. « » Bien! Så skal jeg sige det til Poulsen. Lad os så betale! « — på vejen hjem drøftede Buris og Arnesen spørgsmålet om de russiske studenter. Arnesen skænkede dem sin fulde sympatti, men Buris vidste endnu ikke rigtig, hvad han skulle sige til den nihilisme. — — et par dage efter spaserede Buris og Arnesen til Hald; det var en søndag. Rejsetasken over skulderen fyldt med smørrebrød, piben i munden og stok i hånd. Forbi sygehuset kom de ud på vejen langs st. Mikkels anlæg. Grøfterne var aldeles overgroede af skræpper og store skærmplanter, de var næsten hvide af støv. En gang imellem kom en funklende cycle farende forbi med en støvsky efter sig. Arnesen og Buris passiarede lidt trevent om et og andet. På et par timers tid nåde de Hald. Oppe ved bækkelund var der tæt besat af viborgensere, som var i skoven. De fire ved fødselen begunstigede spillede kegler oppe under granerne. Buris og Arnesen forføjede sig til ruinen, hvor de spiste deres mad og gisnede over borgens mulige udseende i fortiden. efter maden smagte piberne storartet. » Lad os nu gå om ad birgittelyst og så gennem bøgeskoven til Dollerup, den tur er glimrende, « foreslog Arnesen. Det var en lang og trættende tur, men vejen og udsigten var dejlig. Arnesen og Buris talte derom i naturvidenskabelige udtryk. de brugte altid et rationelt sprog, når de rørte ved deres indre følelser og stemninger. Men for det meste tav de, hver optagen af sine tanker. Omsider kom de ind i bøgeskoven. Her gik de længe uden at møde et levende væsen. Der var aldeles tyst, kun en fugl pippede af og til. Solen kunne ikke • trænge gennem bøgekronerne, men løvet fik et strålende, lysegrønt skær. Arnesen gav sig til at tegne en gammel, kroget stamme af. Buris brød gennem de tætte enebærbuske nede ved bredden af søen og kom ud til det solklare, dovne vand. På den anden side skimtedes bækkelund mellem træerne. På vejen langs søen kom tre unge damer. De to havde lyseblå, den tredje højrød kjole på, hvide parasoller svævede over dem mod skovens mørkegrønne baggrund. De gik langsomt hen ad vejen, foran dem sprang en stor gul hund. En gang imellem kunne Buris høre et lille stykke af deres fjerne, klare latter. Buris stirrede længe efter dem inde fra buskene. — som en fattig, der står kold og elendig i mørket og ser ind i varme sale, hvor stegene dampe, og vinen skummer i lange, tynde glas. Og da Buris og Arnesen lå oppe på de høje lyngbanker syd for Hald sø, da vidste Buris ikke, hvorledes det var med ham. Han havde set sig mæt på den vide udsigt og lå på ryggen i lyngen stirrende op på de fine fjerskyer milehøjt oppe på den grænseløse himmel. Vinden kom lun gennem lyngkvistene til hans øre og hviskedee om verdens dejlighed. Luften var fuld af lærker, som ikke bestilte andet end at trille og juble. Der var en fest, en klarhed i naturen, solen lo i sin rigdom, blomsterne duftede af al deres styrke og blev ved dermed. Buris følte det alt sammen — men også den bitre ensomhed. Ja den tunge ensomhed. Og han var til mode, der hvor han lå stille i lyngen, som andre mennesker er, når de græder. — Arnesen var også underlig, da han rejste sig. De gik tavse hjemad. Oppe på landevejen kørte viborgensernes vogne forbi dem. De havde pyntet sig med bøgekviste. Buris så hadefuldt efter dem. Arnesen gik formodentlig og tyggede på sit sædvanlige udbrud: snobber! Da de kom hjem, havde Dybæk været der og spurgt efter Buris. Han kom snart igen og fik Buris med ud at spasere. » De gik ud ad holstebrovejen. » Å jeg måtte endelig tale med dig, « sagde Dybæk, » der er hændet mig noget. Nu skal du bare høre. — kender du Karen Fibiger? « » Nej jeg gør ikke. « » Hende kender da enhver i byen. Det er hende, der snakkes så meget om. — jeg vil blæse dem et stykke. — men nu skal du høre. Jeg så hende første gang i forgårs. Jeg spaserede ud ad Nedregade, du ved, derhen ad krudthuset til. Der er der en lille skrænt, og der sad hun midt oppe mellem blomsterne. Jeg kendte hende slet ikke, men det slog ned i mig som et lyn. Du kan ikke tænke dig, hvor hun er dejlig. Jeg kunne se et lille stykke af hendes ben, hun sad jo lidt højere oppe. Å! — hun så på mig fra siden, sådan, så underligt. Jeg var aldeles væk. Da jeg var kommen forbi, vendte jeg mig om, hun sad endnu midt i alle blomsterne. Jeg tænkte ikke på andet hele dagen. Så fortalte Tobiesen mig, at det var Karen Fibiger. jeg fik også at vide, at hun boede i Nedregade, i et af de yderste huse. Nå, men så næste morgen, det var altså i går, så spaserer jeg en tur igen ned om krudthuset, og ganske rigtigt, jeg moder hende igen. Jeg så rigtig sådan, du forstår, bedende på hende, og jeg tror også nok, at hun smilede lidt. « — Buris hørte åndeløs efter beretningen. » Nå og hvad så mere? « Hans stemme var ikke så sikker, som han ville have den. » Og så nu i Morges så friede jeg. « » Er du gal! « Buris stod stille på vejen målløs af forbavselse. » Jo, fanden gale mig! Nu skal du høre. Jeg var tidligt oppe i Morges og nede ved krudthuset. endelig så jeg hende komme nede i Nedregade, og så gik jeg op langs Brostrøms have og ud ad vejen til nørremølle. Hun gik nede på Marken i en lysegrå kjole og plukkede blomster. Jeg ved ikke, om hun så mig, men hun gik i alt fald op ad tværvejen. så gik jeg til venstre op mod den lille plet trær, du ved, den vi kalder » lille Paradis. « og ganske rigtigt, hun kom samme vej. Ved du, hvad jeg så gjorde? Jeg lod et brev, som jeg havde færdigt i lommen, falde på vejen, og så gik jeg videre. Hun tog det også op — « » Hvad stod der i det? « spurgte Buris, der næppe kunne skjule sin bevægelse. » At jeg anmodede hende om et stævnemøde. Jeg gik nu op mellem træerne, men hun gik længere til højre, ned efter den ville rosenhæk, du ved. Der gav hun sig til at plukke af blomsterne. Så gik jeg udenvidere ned til hende. Hun var gået lidt ind i rugen for at tage nogle af valmuerne og kornblomsterne —. « » Hvad sagde du så? « » Så bad jeg hende igen om et stævnemøde —. « » Og hvad sagde hun til det? « » Ja hun kendte mig jo så lidt endnu. Men så kom vi til at passiare. Vi fulgtes ad op mellem rosenhækken og rugen. Der var så mange millioner af blomster, at vi næsten ikke kunne komme frem, de duftede jo, kan du nok tænke, og solen skinnede. Jeg blev rent tosset. Men du kan heller ikke tænke dig, hvor dejlig hun var. Jeg fik at vide, at hun boede med sin moder i Nedregade, men samme aften skulle hun rejse en tur til Århus. Jeg var så beklemt. Da vi kom op til landevejen, der hvor den deler sig i to, ville hun gå hjem, og jeg måtte ikke følge med hende, folk snakkede så meget om hende, sagde hun. Så skulle hun sætte en rose i mit knaphul og så — friede jeg. « » Hvad sagde du da? » » Det ved jeg ikke, men jeg tog hende om livet, hun rystede over hele kroppen, og det gjorde jeg også, og så kyssede jeg hende. « Buris trak vejret dybt. » Og nu rejste hun til Århus, men vi skal skrive til hinanden, og om to dage kommer hun hjem igen. « » Forlover du dig så med hende? « » Forlover! « — det havde Dybæk åbenbart slet ikke tænkt over endnu. — » Men du ved ikke, hvor jeg længes. Å det er forfærdeligt! « Buris så i hemmelighed op på Dybæk. Hvorledes kunne det være gået til? Det var ham ufatteligt. Men hans hjerte krympede sig sammen, og der blev så tomt i hans sind. Dybæk var bleven tankefuld og mejede rølliker af med sin stok. » Du må naturligvis ikke tale til noget menneske om dette her, « sagde han, og Buris lovede tavshed. » Hvordan ser hun ud? « spurgte han forsigtigt. » Å det kan jeg slet ikke sige dig, hun har blå øjne og sort hår og så en storartet figur. Men du må selv se hende. « Buris ville gerne have mere at vide, men turde ikke spørge. — tirsdag aften samledes medlemmerne af » Cosmos «, en forening stiftet af Arnesen. Dens formål var at diskutere moderne spørgsmål, såsom socialismen, determinismen og andre -ismer. Foruden stifteren talte den Buris, Dybæk og Poulsen. Denne gang stod mødet hos Poulsen, som boede i et lavt stueværelse i st. Hansgade. Dybæk kom anstigende med cigar på. Arnesen trak sin lange pibe frem under havelocken. så fik man stoppet og tændt. Dybæk smed sig efter en skinparlamentering i Poulsens seng. Men Buris trak trøjen af for lejligvis at glæde sig ved armmusklerne. » Massmann! « drillede Arnesen. » Hvad står der så på dagsordenen denne gang? « spurgte Poulsen. Han var bondefødt og talte et stærkt akcentueret dansk. » Det er sidste gang vi samles her i denne øgleby, « sagde Dybæk, » jeg foreslår derfor, at vi lader diskussionen fare. « » Jeg kunne egentlig have udtalt mig om et emne, nemlig dekadencen, « sagde /arnesen, » men vi kan jo også passiare. « Poulsen trak en flaske cognak frem fra sofahjørnet. ved synet af den sprællede Dybæk henne i sengen og vendte benene mod loftet. En pige kom ind med varmt vand og glas. Buris og Poulsen fandt det nødvendigt at sende Dybæk straffende blikke. Pigen gik ud dybt indigneret og krænket. Poulsen lavede toddyen, med omhu og skønsomhed, så at alle fik lige megen cognak i. Arnesen slog nu på sit glas og holdt en tale. » Mine herrer! Lad os tømme en skål for ungdommen. Det er os selv. Vi har de friske nerver og evnen til at lide mest. Ungdommen har en dobbelt kamp at bestå, striden med sig selv, og striden mod de gamle. Den sidste er den hårdeste. hvem af os har ikke lidt ved at gå i denne by under våben mod senes, uden at vi kunne bruge dem? Men vi har hadet i stilhed. Og slebet knivene har vi. Se på Massmann der, han plejer sine muskler. « — Arnesen afbrød for at kvæle et mefistofelessmil med en slurk, men så blev han igen helt alvorlig. » Og vi har spildt megen kraft i disse år på unyttigt arbejde. Udenværkerne har mattet os. Vi har kun samlet stille gram og forbitrelse. Om en måned er den sidste skanse taget og fjenden slået. Og så vender vi med jubelskrig kartoveme mod deres egne rækker. Skål! « Buris stødte med overbevisning sit glas mod talerens. Dybæk, som ikke rigtig var fulgt med, sprang alligevel brølende op. Poulsen skålede med nogen reservation og sagde hm! Han ville studere tteologi. Derefter holdt Dybæk en tale om alle de dejlige kvinder, der ventede sejrherrerne med laurbærgrene til de svedige pander. Han blev hyppigt afbrudt med uf! fra Arnesen, men Buris smilede forstående — og tungsindigt. Poulsen kunne herefter ikke undlade at tale for Danmark, men han blev afbrudt så tit af Arnesens satiriske latter, at han fornærmet satte sig ned. Nu talte Buris for studenterhuen. Man kunne om kort tid sige skolen farvel, ryste støvet af sine fødder og gå til Københavns universitet. Der var frisind, der var videnskabelighed. Der skulle deres sjæle modnes og bære manddomsfrugt. — enstemmig jubel lønnede talen. Stemningen var høj i det tobaksbeklumrede værelse. Dy bæk og Buris begyndte at synge. Først nogle af skolens sange. Tilsidst var de alle opildnede, og så sang Dybæk og Buris: afsted til jagt-! Se skovens pragt! Og solen, som nylig oprandt. O morgenluft! O friske Duft! Og blomster ved bækkens kant. Dybæk havde en klar tenor, og Buris sang første Bas. Med sang og klang den dag så lang vi vandre, men ved ej, hvorhen. Fra sted til sted vi flakke med, vi have ej frænde ej ven. Arnesen røg med spids mund og så tankefuld ud, Poulsen drejede tommelfingrene i dyb alvor. Med muntert sind, med smil på kind vi skilles fra, hvad vi har kær. Afsted på rov i dunkle skov ved funklende stjærneskær! Buris var navnløs betagen. Det var, som hans bryst skulle hæve sig og springe af vild fortvivlelse, grænseløst vemod og savn og uendelig livsfylde. Han greb glasset med skælvende hånd og tømte det. Derpå sang Dybæk: den spillemand snappede violen fra væg — og Buris sang: fjerran han drøjer från grbnskande dalar. Borta i konungens gyllene salar. Ack lilla fogelen, ach lilla hjertevan kommer du ej snart, kommer du ej snart? Arnesen indstrøede en bemærkning om sentimentalitet. — der var ikke mere i flasken. » Nu går vi en tur! « sagde Dybæk. De kom ud på gaden med nogen larm og spankede alle fire lydeligt ned ad brostenene. » Naturligvis en tur om nørresø! « sagde Dybæk. Buris anede med hemmelig misundelse, hvorfor han ville den vej. Det var en sommernat af den slags, der ikke er mange af i et år. Fuldmånen stod højt på den skyfri, violblå himmel, træer og huse sås tydeligt, men de havde intet virkelighedsskær, de lå hen dæmpede og indsunkne i drømme som et æventyrland. Arnesen mindede om et udtryk, Brandes havde brugt i bogen om Staffeldt — en » blond « Nat, og Buris huskede, hvad der mere stod om mandens attrå og kvindens længsel. — da de kom til krudthuset, stod Dybæk stille og blev efter Arnesens sigende elegisk. Buris så frem for sig, hvor jorden blev borte i den vigende synskres og gik over i sollysningen mod nord. Telefonpælene sang dæmpet, de blev mindre og mindre og forsvandt også ude i den månehvide kimming. Der lå nørremølle i sølvstriben som en tåget drøm om Venedig. » Se! « sagde Buris stille. De andre så og blev også bevægede. Arnesen havde ingen ironiske bemærkninger at gøre denne gang. — da de kom til norremølle og så tilbage mod byen, lå den vidunderlig stille og forklaret i månelyset. » Det er alligevel en reaktionær rede, « sagde Arnesen, det gjorde ham vist ondt, at byen så så dejlig ud. Og så gik de videre, tavse og opfyldte af deres ungdoms dunkle håb og stærke tro, berusede af deres lidenskabelige higen mod det ny. J i. Toget holdt ved Hobro station, og Buris steg ud. Han skulle med nattoget til København. Perronens lange grå cementbro lå tom og øde under et par lygters røde lys, Buris gik ind i ventesalen og spurgte en konduktør om, hvor længe der var, til toget gik. Halvanden time. Buris turde alligevel ikke gå fra stationen — sæt han ikke kom med! Han var sulten men generede sig for at spise sin medbragte mad inde i ventesalen; der sad nogle teglværksarbejdere og bønder og drak thevandsknægte. Buris spaserede lidt rundt med rejsetasken over den tætknappede sommerfrakke. Ude fra vestibulen så han ned over Hobro, hvis lys glimtede i mørket. Han havde været der en gang. I Ålborg havde han også været for et par år siden. Det var den gang han havde de rædsomt brednæsede sko. Men nu skulle han til København — tiden ville ikke gå. Buris gik rundt og beså stationens materiel med alvorlig grundighed — sporskifterne, signalpælene med alle deres mystiske indretninger. Baneskinneme løb ud i mørket som blanke, tynde stålorme, langt ude lyste røde og blå lygteprikker. Buris studerede de blegede plakater på muren: køb altid Mønsteds margarine — inituPinit==støt deruPder==afholdssagen — deruPder==P. heruPher==kristensen, deruPder==Garver. — deruPder==en bondekarl kom ud på perronen med en grøn vadsæk. Hans ørekanter var plettede og hovne af at færdes i blæst og slud. » Med forlov at spørge, skal den person til Randers? « » Nej jeg skal til København. « » Nå sådan at forstå, « sagde karlen synlig imponeret. Da der manglede et kvarter, gik Buris ind og fik billet. Han blev sat i forlegenhed af en mekanisme til at dreje rundt i billethullet, assistenten ventede ligegyldig, til han fandt ud af det. » Værs’god! Ni kroner og halvtreds. « Buris gik med billetten, forbitret i hjertet over sin kejtethed. Nogle unge piger kom ud på perronen og spaserede tiskende op og ned. Buris rettede knæene godt idet han promenerede forbi dem, han opdagede, at deres øjne søgte over hans ansigt, og indså lykkelig, at det var studenterhuen, de betragtede. Der kom efterhånden flere nede fra byen for at se, hvem der var med nattoget. Der blev rullet frem og tilbage med pakvogne og råbt varsko. Endelig kom toget brusende ind på perronen, lokomotivets sorte masse rasede forbi, dampen hvislede ud med en voldsom, sønderskærende lyd. Kupédørene sloges op. Hobro! Hobro! — værs’artig, stig ind til Langå! Buris skyndte sig op i en tredje klasses kupé. Almindelig travlhed og spektakkel. Stationsforvalteren slog et slag på klokken, lokomotivet peb, prustede en dampsky op — en til — flere — hurtigere og hurtigere. Toget rullede ud i natten, og Buris sad inderlig glad i sit kupéhjøme. På den anden bænk lå en lang mand og snorkede, hans grove hånd hang ud over kanten og dirrede under vognens rysten. en kone sad i det modsatte hjørne med en kurv på skødet og glippede anstrengt med sløve, forvågede øjne. Buris stirrede fra sit hjørne ud i mørket. Lyset fra vinduerne jog som flakkende klatter over skrænter, langs ad grøfter, over kær. Månen, der stod lavt på himlen, skar som en stribe gennem buskenes sorte.toppe, viste et hurtigt farende spejlbillede i et eller andet vand, som toget hastede forbi. Glimt af et hegn eller et dunkelt hus kom pludselig frem og var atter borte. Men rundt om toget bølgede kridhvide damphvirvler fra lokomotivet — ville skikkelser i jublende luftdans. Og de skreg i buris’ øre: » Nu går det ud til frihed! « Ved midnatstid holdt toget i Århus. Her gjaldt det om at finde damperen. Buris • fulgte i beskeden afstand efter to studenter med hvide huer, de skulle åbenbart også til København. De havde vist været der før, de talte højt og lo, som om de var dagligdags til mode. Gennem nogle mørke, genlydende gader kom de ned til havnen. Her så Buris pludselig damperen, et uhyre stort rødt og hvidt noget under et elektrisk blus. Buris havde aldrig set så stor en damper, han skyndte sig om bord med en følelse af resolut at kaste sig ind i uoverskuelige forhold. Han følte, at hans person var uden betydning, og han holdt sig i skyggen borte fra de højrøstede fintklædte studenter, som flokkedes ved rælingen og råbte til unge damer inde ved bolværket. De var fornemme og glade at se til, de havde små overskæg og bar ulstere over armen, ulstere, som i pragt langt overgik buris’ grønlige sommerfrakke. Pludselig syntes Buris, at det var dumt at skamme sig for disse højttalende fyre, og han gav sig til at spasere op og ned ad dækket med sit hårde, utilnærmelige udtryk — så gik damperen omsider, Buris mærkede med en underlig følelse, at det store dyr virkelig bevægede sig under ham, vandet brusede og skummede langs skibssiden, og bolværket med de mange spredtbelyste ansigter ovenover trak sig bort. « Da damperen var ude i rum sø, og lysene i Århus var fjerne, gik Buris omkring og så på skibet, omhyggelig og greben af en sær uro. Gennem en rude så han ned på maskinens gruelige, blanke stållemmer, der arbejdede sejt og tungt. En varm os slog ham op i ansigtet. Tilsidst kom han ud i forstavnen, og her blev han stående alene. bovsprydet pegede skråt frem mod den dunkelgrå himmel. Månen var ved at gå ned. Skibet stævnede ud mod den smalle, røde lysbro. Det var koldt, Buris syntes knap, han havde klæder på. Jærnkanten på skibet var som is at tage på, og den sitrede sagte. Natteluften kom skarp og bidende forbi. Og det dybe, sorte vand brusede med en eneste bestandig lyd, damperen gik derigennem, ligesom en tanke går gennem hjæmens dyb. Buris hævede sit kolde ansigt opad og så, hvor de mørke mastetoppe syntes at glide mellem himlens mange små tindrende stjærner. Og han følte sig ene — forladt lige midt i den uendelige verden. Men ved siden af følte han med styrke sit formløse begær efter de undere, der ventede ham. Længe stod han der, medens natten faldt mørkere over vandet og skjulte det. En gang kom damperen forbi et stort sejlskib, dets indviklede net af Tove og de bovnende sejl kom pludselig ud af mørket ved damperens lanterne for atter at glide ind i det brusende mørke igen. Langt ud på natten gik Buris til ro. Han kom ned ad 2. Kahytstrappe forbi et rum, hvor nogle lam stod og stirrede ud fra halvmørket med klare, hjælpeløse øjne. Nede i kahytten lå en del mennesker mellem et virvar af klæder og tæpper. Buris fandt sin køje, lagde sig med klæderne på og sov ind. Da han vågnede, så han en gullig morgenrøde gennem koøjet i mellemrummene, når det ikke var overskvulpet af hvidgrønt vand. Han skyndte sig at komme op på dækket. De var allerede langt forbi Kronborg. Kulrøgen piblede i tykke skyer ud af skorstenen og drev ned over det skummende, hoppende og sydende kølvand. Men Buris vendte i stor spænding sit blik fremefter og så København som en lang, blå stribe af bygninger, der ikke kunne skelnes endnu med undtagelse af marmorkirkens kuppel. En violet røg kom fra denne stribe og drev skråt hen over himlen. Buris stirrede ufravendt ind mod den by, som han havde drømt om så længe — og han følte allerede ved en halvt ubevidst smærte, at han var i færd med at vågne. Alle passagererne var på dækket, studenterne gik omkring med opslagne kraver og røde næser. Buris var også forfrossen og valen. han kiggede ned i første kahyt, hvor stumptrøjede stewarder løb med blanke kaffekander. Inde i salonen sad rige mænd med glat barberede munde og kindskæg. Deres hår var vådt endnu efter toilettet, de læste morgengnavent berlingeren for i går. Buris var lykkelig og rastløs til mode, allerede fuld af indtryk men begærlig efter mere, forventningsfuld og næsten andægtig — ligesom da han var dreng og første gang skulle i kirke. Men, alt som damperen gled nærmere og nærmere til København, sank en by i ruiner, som Buris havde bygget i sine drømme, en hvid, strålende paladsby, der rakte sine tinder op i dagens klarhed og rummede en egen skøn menneskerace. Buris havde ikke vidst af denne drømmeby en gang, før han nu så den flyde hen i tåge og trække bort som en luftspejling — nu da virkeligheden mødte ham nøgen og grå. Damperen gled op mellem nogle chokoladebrune pakhuse, formløse kasser med en mængde lemme på. Inde på kajen stod dragere og bybude, som om det kunne have været i Løgstør, ganske almindelige morgengnavne mennesker. Buris lod en af dem få sin håndkuffert og fulgte med til Admiralgade, hvor han skulle bo. de gik gennem mørke gader, som ikke var mærkværdige. Der lå tyndt snavs på brostenene, og gennem det hastede mennesker med almindelige ansigter, og der raslede nogle vogne forbi. Fik man noget indtryk, så skulle det være af en koldblodig, men ikke særlig travl forretningstummel. N

1898_JensenJV_EinarElkaer

Johannes V.

Johannes V.

Jensen

Einar Elkær

male

male

dk

JensenJV

Einar Elkaer

Jensen

Einar Elkær

Roman

n

roman

Det Nordiske Forlag

KB