Datasets:

hcoxec

/

danish_100k

like 1

Jeg vil således gerne endnu en gang spørge Dem, hr. formand, om dette ikke også er en statsstøtte, der skal tages højde for ved en statistisk optælling?

Det spørgsmål kan jeg ikke besvare, hr. Fatuzzo, for det er en stemmeforklaring.

Jeg er ikke den udøvende magt. Men jeg er i øjeblikket formand for Parlamentet.

Under debatten i aftes måtte jeg, selv om jeg kunne lykønske Jonathan Evans med hans arbejde, først give udtryk for min dybe uenighed med det alt for liberale, ja endog ultraliberale præg, hans betænkning har.

Hr. Evans benægter ikke kun, at statsstøtten er faldet i perioden 1994-1998, selv om Kommissionen selv indrømmede dette, men hvad der er mere alvorligt, bliver han nærmest som en tvangstanke ved med at understrege statsstøttens enestående karakter, selv om EU-traktaten slår fast, at der kun kan ydes statsstøtte i forbindelse med de mål, der er fastsat i traktaterne, såsom miljøet og social samhørighed, og selv om Kommissionen selv erkender, at visse politikker ikke kan gennemføres udelukkende ved hjælp af markedskræfterne.

Derfor anbefalede jeg i går aftes ikke at støtte denne betænkning, som den foreligger.

Selv om jeg kan tilslutte mig opfordringerne til større gennemsigtighed i statsstøtten og information af Europa-Parlamentet om opfølgning på den støtte, Kommissionen har godkendt, går jeg ind for bibeholdelse af statsstøtte for at udvikle den sociale samhørighed, forskningen og fornyelsen eller beskyttelsen af miljøet, for at afhjælpe markedets mangler, for at fremme Europas konkurrencedygtighed over for udlandet og for at imødegå konkurrerende landes svigagtige foranstaltninger (som det er tilfældet med Korea i forbindelse med skibsbygning).

Jeg kan tilføje, at kontrollen med statsstøtte burde foregå udelukkende inden for rammerne af bestemmelserne i traktaterne og ikke i forhold til den fremherskende liberale ideologi.

For mig kræver det, mange kalder den europæiske samfundsmodel mellem "alt til staten", som ingen vil have mere, og "overhovedet ikke mere stat", som kun er den moderne form af "den stærkestes lov", at vi hele tiden søger efter ligevægt mellem det, der kan styres af markedet, og det, statsmagten har pligt til at regulere!

Derfor har jeg forsvaret og stemt for den socialdemokratiske gruppes ændringsforslag.

Da højregrupperne har fået dem nedstemt, har jeg ikke stemt for den pågældende betænkning.

, skriftlig. (EN) Statsstøtte er traditionelt blevet anvendt af medlemsstaterne som instrumenter i forbindelse med industri- og socialpolitik.

Trods større liberalisering inden for Den Europæiske Union kan statsstøtte stadig spille en konstruktiv rolle i opnåelsen af social og økonomisk fremgang.

Jeg er medlem af Europa-Parlamentet for valgkredsen Connaught/Ulster.

Hele regionen er klassificeret som en region under mål nr. 1 i en syvårig periode fra 2000-2006.

Virksomheder, der etableres i en sådan region, er berettiget til en højere procentdel statsstøtte end virksomheder i regioner, der ikke er klassificeret under mål nr. 1.

Faktisk kan jeg erindre, at der gives 40% støtte til omkostninger i forbindelse med faste investeringer til nye virksomheder, der etableres i regioner under mål nr. 1 i Irland.

Der er også yderligere støtte på 15% i forbindelse med omkostninger til faste investeringer for små og mellemstore virksomheder.

Støtten gives til små og mellemstore virksomheder med under 250 ansatte.

Ydelse af den form for støtte til virksomheder, der etableres i regioner under mål nr. 1, har et meget positivt økonomisk og socialt formål.

Støtten sikrer, at den yderligere bevægelse fra bydistrikter til landdistrikter stoppes.

Støtten sikrer endvidere større investeringer inden for den pågældende region og øger jobmulighederne for unge, der vokser op i sådanne områder.

Jeg glæder mig over erklæringen for nylig om, at der nu gennemføres radikale ændringer af IDA Irland for at tiltrække flere job til regioner under mål nr. 1 i Irland.

IDA Irland har fokuseret på dette for at opnå halvdelen af alle nye job fra Greenfield-projekter i regionen under mål nr. 1 i løbet af de næste tre år.

Man kan allerede se virkninger af denne plan, og med tiden og gennemførelsen af regeringens programmer om infrastruktur som skitseret i den nationale udviklingsplan for 2000-2006 er IDA sikker på at nå målsætningen for nye projekter i regioner under mål nr. 1.

Der er for mange regioner, der er dårligt stillede på grund af ikke-konkurrencedygtig infrastruktur og mangelfuld erhvervsstøtte, som er afgørende for at opnå det påkrævede niveau af ny og moderne erhvervsinvestering.

Jeg mener, at retningslinjerne for regional statsstøtte, der er udarbejdet til støtte for jobskabelse i regioner under mål nr. 1, kan gennemføres fuldt ud, og at de vil afhjælpe de regionale ubalancer i Irland og andre steder.

Jeg vil også gerne understrege, at mange irsktalende områder inden for valgkredsen Connaught/Ulster og Udaras Na Gaeltachta også vil spille en central rolle i etableringen af nye industrier i regioner under mål nr. 1 i løbet af de kommende år.

Min mening om punkt 4, 17 og 18 er positiv, men med hensyn til punkt 2 er den negativ.

Statsstøtte skal bestemt ikke være et incitament til flytning af virksomheder fra den ene medlemsstat til den anden.

Det vil kun være en gave til virksomheder, som vil gøre arbejdet mere fleksibelt med statspenge ved hele tiden at flytte beskæftigelsen til områder med de laveste lønninger, dårligste arbejdsforhold, laveste jordpriser og mest forældede miljøkrav.

I juli 1999 anmodede jeg om Kommissionens opmærksomhed på dette punkt, og jeg fik dengang et positivt svar.

Jeg er derfor enig i punkt 4, som støtter denne holdning.

Jeg er mindre tilfreds med idéen i punkt 2 om, at statsstøtten ikke må stige.

For at beskytte miljøet, de offentlige tjenesteydelser og for at sikre et lige indtægtsniveau for indbyggerne i økonomisk svage regioner er støtten uundgåelig.

Jeg støtter kritikken af de i forbindelse med andre transporttyper konkurrenceforvridende afgiftsfritagelser for luftfarten og incitamenter til energibesparelse og genbrugelige energikilder.

Min konklusion er altså positiv.

Den rene konkurrence er blevet en moderne mani for nyliberalismen.

Princippet om en unik samfundsjustering gennem markedslovene er tilbøjeligt til at afskaffe mennesket og dets skaberevne som subjekt for økonomien og produktionen. Det er langt mindre interesseret i menneskenes velstand og interesserer sig kun for virksomhedernes vellevned.

Alle ved, at selv om konkurrencereglerne er gennemsigtige og gælder for alle, hvilket aldrig har været sandt, og det bliver det heller ikke, så er betingelserne, med hvilke enhver har adgang til disse regler, ikke lige, og resultatet er, at den kendte junglelov hersker, den stærkes ret og monopolinteressernes herredømme.

De statslige indgreb, finansieringerne og andre økonomiske eller skattemæssige tilskyndelser hjælper undertiden over for den forargelse, som følgerne af denne politik fremkalder, til delvist at afbalancere situationen.

Intet af indgrebene berører substantielt det kapitalistiske system, og i mange tilfælde støtter de udvalgte virksomheder og erhvervsdrivende.

Men det desperate forsøg på af afskaffe statsstøtten har ikke disse "afvigelser" som mål, det stræber derimod efter at forøge de allerede stærkes profit og deres konsolidering på markedet uden fare for nye konkurrenter.

De mindst udviklede regioner i EU, de mindst udviklede fagområder og de fattigste samfundslag ved, at uden statslige indgreb bliver udviklingskløften stadigt større på bekostning af dem.

De ved, at uden en stærk, produktiv og effektiv offentlig sektor er der ikke noget lys forude.

De ved også, at omstruktureringerne og frasalget af den offentlige sektor ikke sker for deres skyld, men for at styrke storkapitalen og at øge dens spekulation.

Afhændelsen af den offentlige formue er et vigtigt element i svækkelsen af den folkelige faktor og minimeringen af de midler, som den har til sin rådighed.

Samtidig med stigningen i spekulationen er det altså også et vigtigt, politisk våben, som kommer i hænderne på kapitalen, så den kan bekæmpe de folkelige krav.

Vi anser de stadige pressioner og tilsvarende institutionelle foranstaltninger for uacceptable, såsom dem, der foreslås til registret og bedømmelsen af "ydelserne" inden for statsstøtten.

Efter at EU har sikret sig kontrollen over den betydelige statsstøtte, påpeger vi faren for, at EU også er ude efter støtteordningerne på lavt plan under påskud af de små og mellemstore virksomheders konkurrenceevne.

Det er karakteristisk for storkapitalens valg, at man kan iagttage stor uro, hvis medlemsstaterne eventuelt skal kontrollere konkurrencen, men ikke hvis det er Europa-Kommissionen.

Den utålelige situation, som de store virksomheders og EU's valg fører lønarbejderne ud i, har allerede fremkaldt betydningsfulde reaktioner.

Kampen mod "globaliseringen" og de ukontrollerede markedsloves dominans mangedobles i hurtigt tempo.

Forsøgene på en yderligere forringelse af lønarbejdernes beskyttelsesforanstaltninger, angrebet over en front på deres erhvervede rettigheder i forbindelse med forsøgene på at reducere den offentlige sektor og den afbalancerende rolle, som statsstøtten kan spille, gør ikke andet end at forøge den folkelige utilfredshed og føre endnu flere lønarbejdere over på kampens og modstandens vej.

Afstemningen er afsluttet.

(Mødet udsat kl. 14.06 og genoptaget kl. 15.00)

Budgetproceduren 2001

Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger:

A5-0300/2000 af Haug for Budgetudvalget om udkast til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2001 - Sektion III, Kommissionen (C5-0300/2000 - 1999/2190(BUD))

A5-0292/2000 af Ferber for Budgetudvalget om forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2001 (C5-0300/2000 - 1999/2191(BUD))

Sektion I - Europa-Parlamentet

Sektion II - Rådet

Sektion IV - Domstolen

Sektion V - Revisionsretten

Sektion VI - Det Økonomiske og Sociale Udvalg

Sektion VII - Regionsudvalget

Sektion VIII - Den Europæiske Ombudsmand

A5-0251/2000 af Rühle for Budgetudvalget om forslag til EKSF's aktionsbudget for 2001 (KOM(2000) 360 - C5-0340/2000 - 2000/2060(BUD))

A5-0236/2000 af Colom i Naval for Budgetudvalget om den interinstitutionelle aftale om finansieringsoversigter.

Hr. formand, hr. formand for Rådet, jeg ville også gerne have hilst på vores kommissær, kære kolleger, budgetforhandlinger foregår næsten altid under overskriften "penge er ikke alt, men uden penge er alt ingenting".

Det var dejligt, fru kommissær, at De nu også er kommet!

Så står vi nu i oktober 2000 og skal om kort tid træffe beslutning om talskelettet for budgettet 2001.

I de sidste uger har vi igen og igen omhyggeligt kontrolleret alle tal, alle overslag, alle kategorier i vores budget.

Vi har vendt og drejet hver enkelt budgetpost, så det, vi beslutter på torsdag, er ordentligt gennemtænkt, så budgettet for 2001 ikke ligner et eventyr fra 1001 nat.

Vi fremlægger et budget, som er udtryk for en absolut sparsommelig budgetlægning.

Vi administrerer de europæiske skatteborgeres penge meget omhyggeligt, meget strengt, men alligevel fornuftigt.

Det forslag, som Parlamentets Budgetudvalg fremlægger for plenum, møder ikke - og det er vi naturligvis lidt kede af - enstemmig accept fra alle kolleger fra fagudvalgene.

Men vi har opstillet nogle regler, som vi sågar har overholdt, og vi har handlet efter de allerede vedtagne principper.

Det har resulteret i vores forslag til førstebehandling, som lever op til det motto, at det at opstille et budget er kunsten at fordele skuffelserne jævnt.

Formentlig er skuffelsen størst hos Rådet, men det kan det absolut takke sig selv for, ja sandsynligvis har det bevidst fremprovokeret det, for hvordan skulle man ellers forstå Rådets instruks om en maksimal stigning i betalingerne på 3,5%?

Parlamentet indser i hvert fald, at vi i budgettet for 2001 må opføre de betalinger, som må opfattes som en logisk konsekvens af de forpligtelser, som vi har påtaget os i de foregående år, og de forpligtelser, som vi vil påtage os i 2001.

Selv Kommissionen har været yderst tilbageholdende med det beløb, den har afsat til betalinger i det foreløbige budgetforslag, for tilbageholdende efter vores mening.

Hvis man ser på forfaldsplanerne for gennemførelsen af budgettet for udgiftsområderne 2, 3, 4 og 7, kan man konstatere, at kun gennemsnitligt 8% af alle forpligtelser er dækket af betalinger.

På nogle budgetposter er der slet ikke afsat dækning.

Hvis man så også tager med i betragtning, at Kommissionen i en sådan situation først ville koncentrere sig om at nedbringe de såkaldte restes à liquider, hvilket vi naturligvis også går ind for, ville der være alt for stor risiko for, at en budgetpost, som Parlamentet er interesseret i, ikke blev videreført.

Hvordan Kommissionen på dette grundlag også skal sikre den strenge relation mellem midlerne til forpligtelserne og midlerne til betalinger, som den jo også er forpligtet til i medfør af den interinstitutionelle aftale, er mig en gåde.

Vi har altså i princippet løftet betalingerne i udgiftsområderne 3, 4 og 7 op på et niveau, som sikrer 25% dækning af de forpligtelser på de enkelte budgetposter, som er indgået i 2001.

Indimellem har vi imidlertid under forhandlingerne spurgt os selv, hvad begrundelsen for afstemningen i Rådet egentlig er.

F.eks. også i udgiftsområde 1. Da Kommissionen sent på foråret foreslog at tage de nødvendige 300 millioner euro til revision af udgiftsområde 4 fra margenen for udgiftsområde 1, var der straks voldsom modstand i Rådet.

Denne margen måtte under ingen omstændigheder skæres ned!

Det har imidlertid ikke hindret Rådet i at skære ned på landbrugsudgifterne med i alt 555 millioner euro.

Hvor er logikken henne?

Vi har stort set genanvendt beløbet fra det foreløbige budgetforslag.

Især ønsker vi, at der skal være penge nok til rådighed i udgiftsområde 1 B, udvikling af landområderne.

Der skal også være penge nok til det område, som tjener til at realisere det vidensbaserede samfund og forbedre livskvaliteten for borgerne i Den Europæiske Union.

Vi har fulgt Kommissionens forslag om at forhøje udgifterne til forskningen med 8%.

Det, der imidlertid ligger os særligt på hjerte, og som vi har arbejdet for fra starten af denne budgetprocedure, er et passende bidrag til bekæmpelse af arbejdsløsheden, også fra EU's budget.

Nu som før er antallet af mennesker uden beskæftigelse i Europa uacceptabelt højt.

Det skal bekæmpes på alle politiske niveauer, lokalt, regionalt, nationalt, men altså også europæisk.

For tre år siden indledte vi vores beskæftigelsesinitiativ ved at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at få risikovillig kapital.