Datasets:

syvai

/

wiki-da

like 1

Follow

syv.ai 7

Låtefossen Låtefoss er et 165 m højt vandfald i Odda, i Hordaland fylke i Norge. Den er det mest kendte af vandfaldene i Oddadalen, som har flere indenfor en strækning på 10 km. Vandfaldet er en af Norges mest besøgte naturbaserede turistattraktioner. Den er speciel ved at den har to overløb fra Låtevatnet ovenfor, som flyder sammen midt i vandfaldet. Den er fredet, og den har jævn vandføring året rundt. Låtefossen var et yndet rejsemål for engelske og tyske turister som besøgte Odda i 1800-tallet. For at komme til fossen blev turisterne kørt med hest og kærre fra fjorden og op langs Sandvindsvatnet og videre op i Oddadalen til Låtefoss. Der var også et hotel ved vandfaldet. I dag kan man finde rester efter fundamentet af hotellet på sydsiden af fossen.

Niels Bjørn Larsen Niels Bjørn Larsen (5. oktober 1913 i København – 13. marts 2003) var en dansk balletdanser, koreograf og balletmester. Niels Bjørn Larsen blev optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole i 1920. Her debuterede han i uropførelsen af Gudindernes Strid i 1933. I 1942 blev han udnævnt til solodanser, og han var tilknyttet Den Kongelige Ballet frem til 1986. I slutningen af 1930'erne rejste Niels Bjørn Larsen rundt i Europa og USA sammen med den schweiziske mimekunstner Trudi Schoop (1904-99). Dette sammen med studieture til Frankrig, England og USA lagde grunden til Niels Bjørn Larsens store karriere inden for mime og karakterdans, der var af international klasse. Niels Bjørn Larsen var balletmester på Det Kongelige Teater i to perioder: 1951-1956 og 1961-1965. I perioden 1956-1980 var han leder af Pantomimeteatret i Tivoli. Som koreograf skabte han en række balletter til både Det Kongelige Teater, Pantomimeteatret og andre teatre samt til film. Han dokumenterede desuden forestillingerne fra Den Kongelige Ballet som filmfotograf siden 1950. Han var Ridder af 1. grad af Dannebrog. Niels Bjørn Larsen blev gift den 13. august 1946 med pianisten Elvi Henriksen. Parret er forældre til Dinna Bjørn. Niels Bjørn Larsen er begravet på Bispebjerg Kirkegård.

Pragtkærte Kendetegn Pragtkærte har en tuedannende vækst med oprette til overhængende, fint hårede stængler. De spredt stillede blade er smalt elliptiske eller smalt spatelformede med groft tandede bladrande. Begge bladsider er græsgrønne og glatte. Blomstringen foregår i juni-oktober, hvor man finder blomsterne i endestillede, smalle stande. De enkelte blomster er 4-tallige og regelmæssige med hvide til lyserøde kronblade. Bægerbladene skifter farve: de er rosa i knop, om morgenen, når blomsten springer ud, er de hvide, men ved afblomstringen om aftenen bliver de igen svagt rosa. Frugterne er kapsler med mange frø. Rodsystemet består af en jordstængel og mange trævlede rødder. Planten bliver ca. 100 cm høj, mens tuen kan blive ca. 50 cm i diameter. Hjemsted Arten hører hjemme i det sydvestligste Alabama, hele Louisiana og det sydlige Texas samt det nordøstlige Mexico, hvor den er udbredt på lysåbne og tørre, næringsfattige sandområder. I det sydvestlige hjørne af Texas vokser den på gammelt flyvesand sammen med bl.a. Blå Moskitogræs, Bouteloua curtipendula, Bøffelgræs, Dalea spp., Desmanthus virgatus, Ephedra aspera, Liden Præriegræs, Lucerne, Mimosa nutalii, Senegalia greggii, Storblomstret Frøkenhat, Tråd-Bynke og Yucca spp.

Presidents' Trophy Presidents' Trophy er et trofæ der årligt gives til det hold i National Hockey League (NHL) som opnår flest point i grundspillet. Historie Trofæet blev introduceret ved starten af sæsonen 1985-86 af ligaens bestyrelse. Vinderen af Presidents' Trophy er garanteret fordel af hjemmebane i evt. syvende og afgørende kampe igennem hele slutspillet. På trods af denne fordel er det kun sket 6 gange at vinderen af Presidents' Trophy også vandt Stanley Cuppen samme sæson. I den såkaldte Original Six æra blev Prince of Wales Trophy uddelt efter samme kriterier som man i dag uddeler Presidents' Trophy. Fra 1967-68 til og med 1980-81 sæsonen blev Prince of Wales Trophy givet til vinderen af Eastern Division (Wales Conference fra 1974) og Clarence S. Campbell Bowl blev tilsvarende givet til vinderen af Western Division (Campbell Conference fra 1974). I denne periode blev der ikke givet noget trofæ til det bedste hold i hele ligaen og i perioden fra 1981-82 til og med 1984-85-sæsonen blev der slet ikke uddelt noget trofæ idet Prince of Wales Trophy og Clarence S. Campbell Bowl fra sæsonen 1981-82 blev givet til de hold der vandt slutspillet i de respektive Conferencer (og dermed kvalificerede sig til Stanley Cup-finalen.) Fra 1985-86 sæsonen blev Presidents' Trophy indført. Det eneste hold der har vundet Presidents' Trophy mere end to gange er Detroit Red Wings som har vundet trofæet 6 gange. Det bør dog nævnes at Montreal Canadiens er sluttet først i grundspillet hele 21 gange, omend holdet ikke har præsteret dette i tiden efter Presidents' Trophy's indførelse. Detroit er sluttet først 18 gange og Boston Bruins har opnået dette 12 gange.

Ricardo Martinelli Ricardo Alberto Martinelli Berrocal (født 11. marts 1952) er en Panamansk politiker og forretningsmand, der var den 49. præsident for Panama fra 2009 til 2014.

Søren Eppler Biografi Som tekstforfatter til ’Stenen slår smut’ vandt han i 90-erne Grænseforeningens konkurrence om en ny dansk sang og denne er med Henrik Birk Andersens melodi med i Højskolesangbogens 18. udgave fra 2006. Søren Eppler har desuden skrevet en række visions-sange til FN, DGI, Grundfos, Århus, Det danske VM-landshold m.fl.. Som virksomheds-coach har han udviklet et unikt ”LivsHologram”-koncept, hvor han i.f.m. medarbejder-workshops udvikler en sang til netop deres virksomhed/organisation. Sangen kan med dens musikalske energi motivere virksomheden/organisationen til at nå nye bæredygtige mål og skabe et større fællesskab i hverdagen. I 2010 debuterede Søren Eppler som CD-kunstner med albummet "Blomster til et stjernebarn" i regi af DR-TV, der sendte videoer til flere af CD-ens sange. I maj 2010 optrådte han i Europa Parlamentet under Covenant of Mayors Ceremony for mere end 1000 borgmestre med sin Klimasang 'Me and You ( In the Now and in the New )'. Den danske version af sangen ’Jeg og Du’ skrev han tekst og musik til for Region Sjælland i 2009.

Walter og Carlo i Amerika Resumé Den pæne Walter og hans brovtende ven Carlo er for tredje gang på eventyr; denne gang hinsides Atlanten, hvor de bl.a. skal aflevere Den lille Havfrue. De indblandes tilfældigt i en kompliceret sag mellem amerikanske og russiske agenter.

Almindelig tornblad Beskrivelse Tornblad er en løvfældende, tornet, stivgrenet og tæt forgrenet busk. Barken er først lysegrøn og furet. Senere bliver den lysebrun og lidt afskallende. Gamle grene får en grålig, opsprækkende bark. Knopperne er spredstillede, smalt ægformede og tæt hårklædte. De sidder næsten skjult ved foden af de kraftige grentorne. Bladene er trekoblede i kimstadiet, men senere bliver de oprullede og spidst nåleagtige. Både kortskud og blade er omdannet til torne. Blomstringen foregår over en lang periode i april-juli med tyngdepunkt i maj, hvor man finder 1-3 blomster ved bladhjørnerne. De enkelte blomster er 5-tallige og uregelmæssige (typiske ærteblomster) med gule kronblade. Frugterne er smalt ægformede bælge med 2-3, næsten sorte frø. Rodnettet består af en kraftig pælerod og et veludviklet siderodssystem. Højde x bredde og årlig tilvækst: 2,00 x 3,00 m (20 x 30 cm/år). Indholdsstoffer Med et indhold af op til 1% cytisin er planten meget giftig. Desuden indeholder den anagyrin, metylcytisin, flavonoider og lecitin.

Edvard 1.s erobring af Wales Edvard 1.s erobring af Wales (den Edvardianske erobring af Wales) foregik mellem 1277 og 1283. Den resulterede i walisernes nederlag og Edvard 1., konge af Englands annektering af Wales' fyrstedømmer og de øvrige sidste frie fyrstedømmer. I 1200-tallet var Wales delt imellem de oprindelige walisiske fyrstedømmer og de områder, som Anglonormannerne kontrollerede. Det største fyrstedømme var Gwynedd, hvis prinser havde fået kontrol over den største del af landet. Det gjorde de andre walisiske prinser til deres vasaller, og de tog titlen som prins af Wales. Selv om de engelske monarker havde gjort flere forsøg på at få kontrol over de walisiske områder, var det først ved Edvards krig mod Llywelyn ap Gruffudd ("Llywelyn the Last") fra 1277 til 1283, at det lykkedes dem at få fodfæste i Wales. I felttogene i 1277 og 1282/1283 reducerede Edvard først de walisiske fyrstedømmer og løb dem herefter fuldstændigt over ende. Størstedelen af de erobrede territorier blev et kongeligt len, der tilhørte den engelske tronarving med titlen Prins af Wales. Resten blev givet til Edvards støtter som hans nye Marcher lordships. Selv om territorierne ikke for alvor blev en del af Kongeriget England før Laws in Wales Acts 1535–1542, markerede Edvards erobring afslutningen på den walisiske uafhængighed. Baggrund: Wales i højmiddelalderen Efter en række invasioner kort efter den erobring af England i 1066, lykkedes det normannerne at overtage store dele af Wales og etablere semi-uafhængige Marcher lordships, der var loyale mod den engelske krone. De walisiske fyrstedømmer som Gwynedd, Powys og Deheubarth overlevede, og fra slutningen af 1000-tallet begyndte waliserne at trænge normannerne tilbage mod England. I det følgende århundrede svingede området med walisisk styre og de engelske konger, særligt Henrik 2., forsøgte adskillige gange at etablere et overherredømme over de walisiske fyrstedømmer. Således var de walisiske marcher lordships reduceret til syd og sydøstdelen af landet. Fyrstedømmet Gwynedd var den dominerende magt i Wales i første halvdel af 1200-tallet og var sammen med Powys og Deheubarth de mest magtfulde områder. Gwynedds prinser fik titlen som prins af Wales. Krige med England i 1241 og 1245, der blev efterfulgt af en disput i dynastiet om, hvem der skulle have tronen, svækkede Gwynedd og tillod at Henrik 3. indtog Perfeddwlad (også kendte som "Four Cantrefs", den østlige del af fyrstedømmet). Fra 1256 rejste Gwynedd sig atter under Llywelyn ap Gruffudd (som blev kendt som "Llywelyn den sidste"), hvor kampen mod Henrik 3. blev genoptaget, og Perfeddwlad blev generobret. Ved Montgomerytraktaten i 1267 blev freden genoprettet og mod at forpligte sig til at hylde den engelske konge, blev Llywelyn anerkendt som prins af Wales og hans generobring af Perfeddwlad blev accepteret af Henrik. Sporadisk krigsførsel mellem Llywelyn og nogle af de forskellige Marcher Lords, som bl.a. Gilbert de Clare, Roger Mortimer og Humphrey de Bohun fortsatte. Umiddelbare årsager til krig Henrik 3. døde i 1272, og han blev efterfulgt af sin søn Edward 1. Mens Henriks ineffektivitet havde ledt til et kollaps af den kongelige autoritet i England under hans styre, så var Edvard en stærk og energisk konge, der tilmed var en dygtig militær leder. I 1274 blev spændingerne mellem Llywelyn og Edvard større, da Gruffydd ap Gwenwynwyn fra Powys og Llywelyns yngre bror Dafydd ap Gruffydd sluttede sig til englænderne og søgte beskyttelse af Edvard. Som følge af den fortsatte konflikt med Marcher Lords og Edvards beskyttelse af afhopperne, så nægtede Llywelyn at komme til Chester i 1275, hvor Edvard beordrede ham til at komme for at hylde den engelske konge. Edvard blev provokeret endnu engang, da Llywelyn planlagde at ægte Eleanor, der var datter af Simon de Montfort, der havde ledet et oprør mod kronen, mens Edvards far var konge. I november 1276 erklærede Edvard krig mod Llywelyn. Hans mål var dog nok nærmere at få gjort en ende på en genstridig vasal, end at påbegynde en erobringskrig. Invasionen i 1277 I begyndelsen af 1277, inden hoveddelen af den kongelige hær var samlet, sendte Edvard lejesoldater ind i Syd- og Midtwales. Nogle var Marcher Lords og andre riddere i det kongelige hushold. De oplevede betydelig succes, idet flere af de walisiske ledere overgav sig og sluttede sig til englænderne, fordi de var utilfredse med Llywelyns styre. I juli 1277 sendte Edvard en ekspedition ind i North Wales sammen med sin egen hær på 15.500 mand - hvoraf 9.000 var walisere fra syd - der var samlet på traditionel vis via det feudale system. Fra Chester marcherede hæren ind i Gwynedd og slog først lejr ved Flint og herefter ved Rhuddlan og Deganwy og forårsagede sandsynligvis stor skade i de områder, som de kom igennem. En flåde fra Cinque ports gav støtte fra havet. Llywelyn erkendte snart, at hans position var håbløs, og han overgav sig. Felttoget resulterede dog aldrig i et rigtigt stort slag. Edvard forhandlede sig til bosættelser frem for at forsøge sig med en total erobring. Mangel på mænd og forsyninger i november 1277 kan også have været årsagen. Under alle omstændigheder havde Llywelyns territorier ikke været hans mål. Freden ved Aberconwy Ved Freden i november 1277 fik Llywelyn kun den vestlige del af Gwynedd, selvom han fik lov at beholde titlen som prins af Wales. Det østlige Gwynedd blev delt mellem Edvard og Llywelyns bror Dafydd, mens resten blev fordelt mellem de folk, som havde hjulpet Edvard med erobringen, selvom det i praksis blev Edvards land. Som et resultat af begge de territoriale ekspropriationer og underkastelsen af de ledende familier blev Deheubarth, Powys og midt-Wales en blanding af kontrolleret kongeligt område og lydige engelske protektorater. Edvards sejr var omfattende og den repræsenterede en større omfordeling af magt og territorier i Wales i Edvards favør. Edvard kunne nu nyde at have en grad af direkte kontrol over de walisiske område, som ingen tidligere engelsk konge havde opnået. Felttoget 1282–83 I 1282 udbrød der atter krig, som resultatet af et oprør, som Llywelyns Dafydd begyndte, fordi han var utilfreds med det, han havde fået ud af at støtte Edvard i 1277. Dafydd startede en serie angreb, der blev koordineret med de walisiske ledere i Deheubarth og North Powys, som havde været Llywelyns vasaller indtil 1277 og som nu var Edvards vasaller. Llywelyn og de andre walisiske ledere med dem i syd tilsluttede sig snart efter, og det blev et noget andet felttog end i 1277. Det blev en national kamp, der fik bred støtte blandt waliserne, der i var provokeret af Edvards forsøg på at indføre engelsk lov over waliserne. Edvard begyndte dog snart at se det som en decideret erobringskrig frem for blot en strafekspedition for at slå oprøret ned. Englænderne indledte et tre-delt angreb, hvor Edvard ledte sin hær ind i North Wales stort set samme vej som i 1277, Roger Mortimer tog sig af Midtwales og jarlen af Gloucester avancerede med en betydelig hær i syd. Til at begynde med var waliserne succesfulde. I juni 1282 blev Gloucester besejret under slaget ved Llandeilo Fawr. Edvard erstattede ham med William de Valence, jarl af Pembroke som plyndrede i syd så langt som til Aberystwyth, men han havde ingen opgør med den walisiske hær. Edvard oplevede hefter et tilbageslag i Midtwales, da hans kommandør her, Roger Mortimer, døde i oktober. Den 6. november, mens ærkebiskoppen af Canterbury, John Peckham, var i gang med fredsforhandlinger, besluttede Edvards kommandør i Anglesey, Luke de Tany, at udføre et overraskelsesangreb. Kort efter at Tany og hans mænd havde krydset en pontonbro, som de havde bygget, blev de overfaldet af waliserne og led store tab under slaget ved Moel-y-don. Krigen vendte til Edvards fordel, da Llywelyn pludselig marcherede ud af North Wales mod Builth i Midtwales. Han blev lokket i en fælde og dræbt under slaget ved Orewin Bridge den. 11. december 1282. Edvard drog fordel af disse tilfældige begivenheder og samlede en ny hær, der marcherede ind i Snowdonia i januar 1283, hvor de erobrede Dolwyddelan Castle i hjertet af den walisiske modstand. På samme tid avancerede de Valence i syd fra Cardigan ind i Meirionnydd. Kombinationen af de Valence' pres fra syd og kongens avancement i nord var for meget for de walisiske tropper. Erobringen af Gwynedd var komplet med tilfangetagelsen af Dafydd i juni 1283. Dafydd havde fulgt sin bror som prins i december året før, og han blev ført til Shrewsbury, hvor han blev henrettet som forræder næste efterår. Territorielle bosættelser Edvard delte de walisiske fyrstedømmers territorier mellem sig selv (under direkte kongelig kontrol) og sine støtter via tildeling af landområder. De blev i praksis nye Marcher lordships. Disse adelstitler blev hovedsageligt skabt til anglonormannere som jarl af Lincoln som modtog titlen som lordship of Denbigh. Derudover fik Edvards walisiske allierede deres eget land tilbage, men ikke på feudal basis; Owain ap Gruffydd ap Gwenwynwyn, fra prinseslægten Powys Wenwynwyn, fik sin forfædres jord som lordship of Powys og blev kendt som Owen de la Pole (eller "Poole"). Det land, der blev holdt under direkte kongelig kontrol, blev organiseret under Statute of Rhuddlan i 1284, der erklærede, at det var "annekteret og forenet" under den engelske krone, selvom de ikke blev en del af Kongeriget England. De blev kongens personlige len, og i 1301 blev de videregivet til Edvards søn, Edvard af Caernarfon (den fremtidige kong Edvard 2.), med titlen "Prins af Wales" og derefter blev områderne og titlen tildelt alle tronarvinger. Statute of Rhuddlan delte områderne under kongelig kontrol op i seks shire counties efter den engelske model, der blev administreret af kongelige embedsmænd. Statute håndhævede også English common law i Wales, dog med nogle lokale variationer. Walisisk lov fortsatte med at blive brugt i visse civile sager, såsom arv af jord, dog med ændringer, for eksempel kunne uægte sønner ikke længere kræve en del af arven, hvilket walisisk lov hidtil havde tilladt. Resten af Wales fortsatte med at blive dannet som March of Wales under lederskab af de forskellige Marcher lords ligesom før, og fra 1290'erne begyndte Edvard at blande sig i disse affærer i større grad. Kolonisering og borgbyggeri Fra 1277 og særligt efter 1283 begyndte Edvard en politik med engelsk kolonisering og bosættelse i Wales, og han skabte byer som Flint, Aberystwyth og Rhuddlan. Uden for byerne blev de walisiske bønder smidt væk fra vigtige områder, så de kunne blive overtaget af engelske bønder i stedet. Eksempelvis var der i Lordship of Denbigh overtaget 10.000 acre af engelske bønder i 1334. Edvard største bekymring efter sin sejr var at sørge for militær sikkerhed i de nye territorier, og han opførte derfor borge af sten. Under James of Saint George vejledning opførte Edvards bygmeste en serie af store borge ved brug af et karakteristisk design og de mest avancerede forsvarsfunktioner, der var kendt, for at danne en "ring af sten" rundt om North Wales. Blandt de vigtigste bygninger var borgene Beaumaris, Caernarfon, Conwy og Harlech. Yderligere oprør Der fortsatte med at være sporadiske oprør i Wales både 1287-88 og et mere seriøst i 1294 under Madog ap Llywelyn, der var en fjern slægtning til Llywelyn ap Gruffudd samt i 1316–1318 af Llywelyn Bren, Lord of Senghenydd. I 1370'erne planlagde Owain Lawgoch, der var den sidste overlevende repræsentant for huset Gwynedd, to invasioner af Wales med støtte fra Frankrig. I 1400 ledte den walisiske adelsmand Owain Glyndwr (eller Owen Glendower) det mest alvorlige oprør mod det engelsk styre. Ingen af disse oprør var succesfulde, og ved Laws in Wales Acts 1535–1542 blev Wales formelt inkorporeret i Kongeriget England. Konsekvenser for England Erobringen af Wales havde en uforudset forfatningsmæssig betydning for England. Prisen på erobringen var meget stor. Med opførslen af de nye slotte brugte Edvard omkring £173.000. Derudover måtte statskassen betale den militære aktion i Wales herunder vedligeholdelse af slottene. Kongens finansielle behov bidrog til udvidelse af engelske parlaments rolle, da det blev nødvendigt at opkræve skatter for at dække udgifterne.

Fed (geografi) Udbredelse Fed forekommer over det meste af Danmark, fortrinsvis i de østlige egne. Karakteristiske fed-lokaliteter er Danzigman, Holmtange, Endelaves nordlige del, Skansehage, Agersøs sydende, Sevedø fed, Glænø vesterfed, Enø overdrev, Præstø Fed, Dybsø, Ulvshale, Albuen, Hyllekrog.

Great Portland Street Station Transportforbindelser London buslinjer 18, 27, 30, 88, 205, 453, C2, 113, 139, 189 og natlinje N18.

Hallingskeid Station Brande 22. oktober 1960 blev Hallingskeid Station ramt af en omfattende brand, hvor stationsbygningen, en banevogterbolig og en femhundrede meter lang sneoverbygning gik tabt. Det betød at fire familier med i alt fjorten personer blev hjemløse. Baneformand Ole Fuglehaug var taget til Oslo, mens familien blev tilbage på fjeldet. Først da det var blevet mørkt, nåede den bekymrede Fuglehaug hjem, men kone og de tre børn havde det godt. Branden startede i sneoverbygningen hundrede meter fra stationsbygningen og spredte sig hurtigt som følge af den stærke østenvind. Stationsmester Mons Almenningen opdagede flammerne kl. 11.55 og alarmerede Bergen, Myrdal og Finse. Dagtoget fra Bergen var på det tidspunkt kun knap en halv time væk og måtte returnere til Voss. Derfra blev passagererne kørt med bus til Haugastøl. Slukningsarbejdet var farligt, fordi der var opmagasineret olie og benzin i både sneoverbygningen og pakhuset. Sporet lå forvredet og rødglødende tilbage. Efter at hundrede mand havde lagt nye sveller og skinner, kunne Bergensbanen imidlertid genåbne kun 24 timer efter brandens start. I efteråret 2008 brændte det igen, men denne gang gik der flere dage, før der atter kunne køre tog der. Også 16. juni 2011 gik det galt, da de begyndte at brænde i sneoverbygningen ved Hallingskeid. To togsæt af NSB type 73 kørte ind i branden, men det lykkedes at få alle om bord ud, før ilden for alvor fik spredt sig til togsættene.

Iizasa Chōisai Ienao Iizasa Chōisai Ienao 飯篠 長威斉 家直 (ca. 1387-1488) var samurai, tjente under Chiba familien og deltog i flere samuraikrige. Han stiftede en skole (ryū) for kampkunst under navnet Tenshin Shōden Katori Shintō-ryū omkring år 1447. Denne skole beskæftigede sig med iaijutsu, kenjutsu, sojutsu, bojutsu, naginatajutsu, etc.

Jon Kitna Jon K. Kitna (født 21. september 1972 i Tacoma, Washington, USA) er en tidligere amerikansk footballspiller, der spillede i NFL som quarterback. Han kom ind i ligaen i 1997 og spillede for Seattle Seahawks, Cincinnati Bengals, Dallas Cowboys samt Detroit Lions. Udover NFL har Kitna også haft en karriere i NFL Europe, hvor han var med til at vinde mesterskabet finalen World Bowl.

Kalmarkrigen Baggrund Årsagen til krigen var grænsetvistigheder i Lapland og strid om flådeherredømmet i Østersøen. Begge Nordens konger, Christian 4. og Karl 9. af Sverige, var stemt for at afgøre uenighederne med våben, og det nyttede derfor kun lidt, at både det danske og det svenske rigsråd ønskede at bevare freden. Krigen begynder Efter at være stærkt provokeret af Karl 9. sendte Christian 4. den 4. april 1611 et fejdebrev over grænsen. Christian 4. havde tænkt at falde ind i Sverige med to hære og gennemføre et knibtangsangreb mod Småland. En under rigsmarsk Steen Maltesen Sehested, skulle fra Halland falde ind i Vestergötland for at ødelægge det nyanlagte Göteborg og trænge frem til Smålands hovedby Jönköping, mens en anden styrke under kongen selv skulle gå mod Kalmar. Da kongen havde uheld med sine hvervninger i Nordtyskland, kom kun den sidste plan til udførelse. Den 2. maj stod kongen foran Kalmar, der blev forsvaret af Pehr Mikkelsson Hammarsköld. Efter 3 ugers belejring var volden skudt i stykker, og natten mellem den 26. og den 27. maj stormede danskerne. To gange slog svenskerne angriberne tilbage, men tredje gang lykkedes det styrker under Palle Rosenkrans fra Glimminge at bryde igennem og indtage byen. Slottet holdt sig dog endnu, og snart efter kom Karl 9. og den 16-årige kronprins Gustaf Adolf med en hær, der var den danske betydelig overlegen. Stillingen blev meget vanskelig, og Christian 4. forlod personlig Kalmar for at hente hjælp. Kristianopel hærges Imens lykkedes det Gustaf Adolf at overrumple besætningen i fæstningen Kristianopel i Blekinge og hugge den ned. Danmark får overtaget I juli vendte kongen tilbage til Kalmar og medbragte forstærkninger under feltmarskal Gert Rantzau, men Karl 9. fik en endnu større hjælp af sin rigsmarsk, og den svenske flåde under Hans Bjelkenstjerna forjog en tid den danske blokadeeskadre. Under disse forhold søgte Karl 9. en afgørelse og angreb 17. juli den danske lejr både forfra og i ryggen ved udfald fra slottet. Efter en blodig og hårdnakket kamp, hvor lykken flere gange skiftede, vandt danskerne sejr, takket være kongens mod og feltherreevner. Da Christian 4. umiddelbart efter fik forstærkninger, trak Karl 9. sig længere tilbage, og den ny slotsherre på Kalmar slot, Christer Somme, overgav slottet den 3. august. Karl 9. dør, krigen fortsætter Hen på efteråret kom det endnu til nogle uafgørende kampe nord for Kalmar. Så lagde Christian 4. en stærk garnision i byen og drog hjem med den øvrige hær. Den 30. oktober døde Karl 9., og den 26. december blev Gustaf Adolf Sveriges konge. Krigen blev fortsat. Krigen forbitres Christian 4. faldt i januar 1612 ind i Vestergötland og trængte frem til Skara, der blev brændt ned, mens Gert Rantzaus styrker hærgede i Småland. For at hævne dette faldt Gustaf Adolf ind i Skåne og hærgede og brændte der. Ikke mindre end 24 kirkesogne samt købstaden Væ blev plyndret og brændt. Kong Christian 4. opfordrede derefter de overlevende mennesker i Væ til at bosætte sig i den projekterede fæstningsby Christianstad, som skulle blive en lås for Skåne. Ved udtoget blev Gustaf Adolf den 11. februar angrebet af en langt ringere dansk styrke under ledelse af Breide Rantzau og den skånske adelsmand Anders Stensen Bille ved Vidtsø (svensk: Vittsjö) i Gjönge Herred. Den nye svenskekonge undslap med nød og næppe med livet i behold. Hans tropper blev splittet ad, og selv kom han i livsfare, da isen brast under ham på flugten. De danske var meget stolte over denne sejr, og den fremstilledes senere af Karel van Mander II på tapeter i riddersalen på Frederiksborg slot. Senere faldt svenskerne ind i Halland og brændte Varberg by. Christian 4. ilede byen til hjælp med en lille rytterstyrke og angreb den langt overlegne svenske hær på Skællinge hede. Angrebet blev afvist, og de danske tropper måtte trække sig tilbage. Elfsborg erobres Hen på sommeren ville Christian 4. rykke dybere ind i Sverige mod Jönköping med to hære, en under Gert Rantzau fra Kalmar og en anden under ham selv fra Halland. Kongen erobrede Elfsborg (svensk Älvsborg) den 24. maj 1612, men da han senere nærmede sig Jönköping, fik han at vide, at Gert Rantzau var vendt tilbage til Kalmar på grund af mytteri blandt tropperne og mangel på proviant. Christian 4. måtte da også vende om. Han opgav angrebet til lands, gik om bord på flåden, søgte forgæves kamp med den svenske flåde i Østersøen og forfulgte den ind i Stockholms skærgård lige til Vaxholm, hvor solide egetræsspærringer blokerede for et forsøg på at indtage byen og erobre de svenske krigsskibe. Øland og Borgholm blev erobret af danskerne, men blev generobret af Gustav Adolf den 7. oktober. I 1612 blev Øland atter erobret af danskerne. Kampe i Norge I Norge var kampene uden større betydning, men nærmest uheldige for nordmændene: Jämtland blev således erobret af svenskerne i 1611. Da al adgang til Vesterhavet var spærret, efter at Elfsborg var taget, forsøgte nogle af Sverige hvervede skotske lejesoldater at bane sig vej gennem Norge ved et angreb i Gudbrandsdalen i sensommeren 1612, en afdeling af dem blev hugget ned af norske bønder i slaget ved Kringen, og en af skotternes førere, kaptajn George Sinclair, blev dræbt, en i militær henseende temmelig betydningsløs begivenhed, som dog Edvard Storms digt »Hr. Sinclair drog over salten Hav« senere gjorde navnkundig. Freden i Knærød England og Nederlandene, der begge havde en stor skibsfart og handel i Østersøen pressede på for at få bragt krigen til ophør inden, at danskerne vandt en afgørende sejr. Da Christian 4. samtidig var løbet tør for penge og havde opgivet håbet om at vinde mere ved krigen, begyndte i november 1612 under engelsk mægling fredsforhandlinger, der endte med Freden i Knærød den 20. januar 1613. Resultatet af krigen var, at Danmarks stilling som den førende stat i Norden blev slået fast. Sverige måtte opgive sine uretmæssige fordringer på land i det nordlige Norge, tillade Danmark at føre tre kroner i rigsvåbenet, anerkende den gensidige toldfrihed i Østersøen og betale 1 million rigsdaler i krigsomkostninger. Indtil krigsskadeserstatningen var betalt skulle Danmark beholde Elfsborg fæstning og det tilhørende len med bl.a. Gøteborg. Christian 4. havde håbet, at svenskerne ikke kunne betale den store erstatning, og at han dermed kunne beholde området og få lukket Sverige ude fra Kattegat. Takket være god organisation og stor offervilje fra den svenske kirke og adel lykkedes det dog Sverige at betale beløbet.

Luis de Velasco Don Luis de Velasco y Ruiz de Alarcón (1511 – 31. juli 1564) var vicekonge i Nyspanien mellem den 25. november 1550 og den 31. juli 1564.

Maekel Maekel (arabisk: المنطقة المركزية, tigrinya: ዞባ ማእከል, dansk f.eks. «Central») er en region i det centrale Eritrea. Regionen er landets mindste, men den tredje mest befolkede. Hovedstaden er Asmara, som også er landets hovedstad. I 2010 havde 95% af befolkningen adgang til rent drikkevand. Regionen er igen delt ind i fire sub-regioner eller distrikter. Regionens administrator er generalmajor Ramadan Osman Awliyai. Sundhedsvæsen Sundhedsvæsenet er blevet betydelig forbedret i regionen. Sundhedscentre, som tidligere var begrænset til byområder, er nu blevet udstrakt til fjernere beliggende områder. Det samlede antal af sundhedscentre er vokset fra 14 i 1991 til 35 i 2010. Parallelt med en stigning er antallet af sundhedsspecialister også steget fra 98 i 1991 til 945 i 2010. Transport Kollektiv trafik var i en ringe forfatning i de første år efter uafhængigheden. Ligeledes var infrastrukturen kun i ringe udstrækning udbygget. Efter uafhængigheden har udvidelsen af vejnettet, 95 nye bybusser og 75 minibusser samt 807 taxier næsten løst eksisterende behov for transport. Turisme Området har en række turistattraktioner, således en række art deco-bygninger, relikvier som er bevarede i deres oprindelige tilstand, grøfter, grave for soldater, indisk krematorium, damplokomotiver osv. Fund af gamle redskaber og pyntegenstande nogen steder i Asmara indikerer også, at byen var et center for en tidligere civilisation. I denne forbindelse er omfattende tiltag også blevet udført til fremme af en levedygtig turisme. En række gamle bosættelser er også blevet identificerde i Asmaras omgivelser, og forskning har været foretaget i de respektive områder.

Marouane Chamakh Landshold Chamakh står (pr. april 2018) noteret for 65 kampe og 18 scoringer for Marokkos landshold, som han debuterede for i 2003. Han repræsenterede sit land ved African Cup of Nations i både 2004, 2006 og 2008. Chamakh havde som fransk-marokkaner også muligheden for på landsholdsplan at repræsentere Frankrig, men valgte sine forældres hjemland.

Pribislav Liv og gerning Efter faderens død 1160 overgav Pribislav og broderen Vartislav Werle, satte ild på borgen og trak sig tillbage til landets indre dele. Senere på året 1160 sluttede de fred med den welfiske hertug Henrik Løve og overlod til ham hele det af ham allerede erobrede område. Kun distrikterne Kessin og Circipania med fæstningspunktet Werle forblev i brødrenes hænder, men under Henrik Løves overhøjhed. Pribislav konverterede samme år til kristendommen. De obodritiske fyrsters kamplyst vendte dog snart tilbage. Brødrene forberedte et angreb i foråret 1163, men hertugen kendte til deres planer og gjorde et fremstød mod den stærkt befæstede borg Werle. Med hjælp af belejringsmaskiner og angrebstårne af træ erobrede hertugen Werle og tilfangetog Vartislav samt et stort antal slaviske herrer. Vartislav blev ført til Braunschweig, hvorefter Pribislav opgav modstanden og sluttede fred. Fredsslutningen 1163 varede dog ikke længe. Da broderen Vartislav endnu sad fængslet, tog Pribislav på dennes opfordring på ny kampen op i februar 1164, nu med hjælp af de pommerske fyrster. Han overrumplede og indtog fæstningen Mecklenburg, da dens leder Heinrich von Schooten var fraværende. Et blodbad fulgte blandt stedets flamlandske indbyggere, og kvinder og børn førtes bort i fangenskab. Efter dette overgav Quetzin og Malchow sig uden kamp, da Pribislav lovede deres besætninger frit lejde. Alene borgerne i Ilow og Schwerin, begge under Gunzelin von Hagens ledelse, bød fortsat modstand. I sommeren 1164 gik hertug Henrik til modangreb, støttet af Danmark og talrige sachsiske adelsmænd. Ved Malchow hængtes den tilfangetagne Vartislav offentligt, idet hertugen regnede ham som ophavsmand til oprøret. Derefter sendtes en fortrop under ledelse af grev Adolf II af Holsten og grev Reinhold von Dithmarschen østpå mod grænsefæstningen Demmin. Den 1. juli 1164 stod så slaget ved Verchen vest for Demmin, langs Kummerower See. Den slavisk-pommerske hær var talmæssigt overlegen, men efter en hård kamp fik sachserne et afgørende overtag. Slaverne led store tab, og de pommerske fyrster måtte overgive Demmin. Pribislav selv flygtede ind i Pommern. Pribislav underkastede sig i 1167 endegyldigt hertug Henrik Løve. Pribislav kunne fra dette år kalde sig sachsisk lensfyrste af Mecklenburg-Rostock samt fra 1171 tysk rigsfyrste. Han valgte Werle som residens. Da Pribislav i 1167 fik terra Obodritorum tilbage (samt Schwerin) som vasal af hertug Henrik Løve, blev der indgået et nært forbund mellem de to, som siden holdt. Alliancen bekræftedes med et ægteskab mellem Pribislavs søn og en illegitim datter af hertugen. 1172-1173 fulgte Pribislav Henrik Løve til Jerusalem. Pribislav oprettede i 1171 klosteret Doberan i distriktet Kessin og bistod Danmark mod Pommern-Rügen. Den 30. december 1178 fandt han under en turnering ved det hertugelige hof i Lüneburg sin død. Sønnen Henrik Burwin og broderen Vartislavs søn Nikolaus indledte derefter kampe om hans arv.

Skotlands Stænderforsamling Skotlands Stænderforsamling eller De tre stænder (engelsk: Estates of Parliament, Parliament of Scotland, Scots Parlament, Three estates, lavlandsskotsk: Thrie Estaitis, Estates o Scotland, skotsk gælisk: Pàrlamaid na h-Alba) var den lovgivende forsamling (dvs. parlament) for Kongeriget Skotland mellem 1235 og 1707.

Tripolitania Tripolitania (arabisk طرابلس, Tarābulus) er en historisk region og en tidligere libysk provins, eller stat. Området indbefatter tre byer i det nuværende Libyen, deraf navnet, som er græsk for tre byer. Området ligger geografisk samlet ved kysten i den nordvestlige del af landet. Areal og grænser Tripolitanien udgjorde i mellemkrigstiden den vestlige og største del af den italienske koloni Libia Italiana på Afrikas nordkyst. Den var begrænset mod nord af Middelhavet, mod vest af Tunis og Algiersk Sahara, mod syd af Fransk Sahara og mod øst af Cyrenaica, den østlige del af Libia Italiana. Arealet var ca. 900.000 km² med i 1921 ca. 550.000 Indbyggere, hvoraf 13.100 var italienere, 2.625 andre europæere og resten var indfødte (berbere, arabere og jøder). Omgangssproget var arabisk, men det officielle sprog italiensk. Terræn og landskab Tripolitania udgjordes af landet syd for den store og lille Syrte. Langs kysten findes en flad kyststrækning med en sandet strand. Ørkenen går her så at sige de fleste steder helt ud til havet. Terrænet hæver sig indad mod landet til Djebel Nefusa og Djebel Gharian (600 m). Talrige flodlejer, vadi’er, der sædvanlig er tørre og kun efter de få heftige regnskyl fyldes med vand, fører ned ad skråningerne mod havet; ikke alle når dog så vidt, men taber sig i sandet eller saltsumpe. Har man overskredet bjergkæderne, befinder man sig i den mægtige, ca. 100.000 km² store Hammada-el-Homra, udstrakte stenede ørkenplateauer, der adskilte det egentlige Tripolitania fra oasesamlingen Fezzan. Mod syd sænker højsletten sig terrasseformigt, men mod øst og sydøst er landskabet mere kuperet, og plateauet opløser sig i en række af højderygge, adskilte ved dale; af disse højderygge kan nævnes Djebel-es-Soda, Djebel Scherkie og Harudjes-Sod ("de sorte bjerge"); mod øst taber disse højderygge sig i den store libyske ørken. Klima Klimaet ved kysten figner klimaet i de andre nordafrikanske Middelhavslandskaber; dog er den årlige gennemsnitstemperatur nogle grader højere end i Algériet og Tunis og ligger mellem 20 og 22°C. Kuldegrader kendes så godt som ikke, men temperaturer på 40°C er også sjældne uden på Scirocco-dage. Regnmængden i kystegnene overstiger ikke 200 mm, så selv her indskrænker kulturen sig til oasekultur. På Hammada’en er klimaet mere kontinentalt, og springene i temperatur større ikke blot mellem dag og nat, men også mellem sommer og vinter; mens temperaturen i sommertiden om dagen ligger mellem 30°C og 40°C, er mange vinternætter følelig kolde, ofte kun 5—6°C, ja undertiden kan vandet endog være frosset om morgenen. Regnmængden er så godt som lig nul og vegetationen typisk ørkenvegetation. Befolkningsforhold Befolkningen bestod i mellemkrigstiden af de oprindelige indbyggere (berberne, arabiske nomadestammer og maurere) i byerne, alle mere eller mindre blandede med negerblod; desuden fandtes en del jøder og europæere i byerne. Hovednæringsvejen var kvægavl, og befolkningen ejede et stort antal får, geder, hornkvæg og kameler. Agerbruget spillede en mindre rolle, da den største del af landet var ørken. Der fandtes dog mange frugtbare oaser, hvor der især dyrkedes byg, daddelpalmer, oliven, figen, safran og hennah samt espartogræs. Ved Kysten blev drevet et betydeligt svampefiskeri af grækere. Handelen i det indre foregik væsentligt ved kamelkaravaner, og flere store karavanruter førte fra kysten gennem Tripolitania og ørkenen til Sudan, således over Mursuk i Fezzan, Ghadames, Ghat (Rhat) og andre. Udenrigshandelen var i europæernes hænder. Der indførtes i 1924 for 198 mio. lire og udførtes for 25 mio. lire (skind, hennah, dadler, uld, halfa, svampe og strudsefjer). Jernbanenettet var i 1927 kun 252 km i drift og 33 km under bygning. Linjerne udgik fra byen Tripolis mod vest langs kysten til Suara og mod syd til Kasr Gharian. Hovedbyerne var ved kysten Tripolis, Homs, Suara og Misrata, i det indre Ghadames, Ghat, Sokna og Mursuk. Historie Havnebyerne blev grundlagt af fønikerne i det ottende århundrede før Kristus, og udgjorde den østlige del af det karthagiske rige i 300-tallet før Kristus og blev af grækerne kaldet Tripolitania, "de tre byer", efter de tre vigtigste pladser Oea, Lepta og Sabrata. Området kom på numidiske hænder i 146 f. Kr., for så 100 år senere at blive indlemmet i Romerriget, hvor det først hørte til provinsen Africa, senere gjordes det til en egen Provincia Tripolitana. Vandalerne overtog området i år 435, før det Byzantinske Rige overtog magten i 500-tallet. Under romerne 644 erobredes det af araberne under Amru og tilhørte i de følgende århundreder forskellige arabiske dynastier. 1510 indtoges hovedstaden af Spanierne, og 1530—51 hørte det til Johanniterordenen. 1551 erobrede tyrkerne Landet, men det var i den følgende tid nærmest uafhængigt og berygtet for sit sørøveri, hvorfor hovedstaden gentagne gange blev bombarderet af europæiske flåder, således 1663 af englænderne under Blake og Narborough, i 1665 og 1728 af franskmændene og i 1797 af Danmark, bl.a. under Søslaget ved Tripoli. Først 1835 gjorde en tyrkisk ekspedition ende på sørøveruvæsenet, og Tripolitanien blev gjort til et vilajet under Det Osmanniske Rige. 1911 udbrød der stridigheder mellem Italien og Tyrkiet om området, og italienerne besatte landet med en hær og annekterede det officielt i november 1911, og ved Freden i Ouchy i oktober 1912 opgav Tyrkiet sine krav på herredømmet over landet. I de følgende år underlagde Italien sig efterhånden det udstrakte terræn og nåede i sommeren 1914 endog at besætte Mursuk og Ghat. Ved Italiens indtræden i 1. verdenskrig 1915 rejste de indfødte stammer sig imidlertid til oprør, støttet af den fanatiske muhammedanske sekt senussierne i Cyrenaica, og italienerne så sig efterhånden nødt til at rømme det indre, og en tid var havnene Tripolis og Homs de eneste af italienerne besatte Pladser. Efter afslutningen på 1. verdenskrig i 1918 kunne de imidlertid atter besætte hele området. Provinsen opnåede delvis selvstyre i mellemkrigstiden. Under 2. verdenskrig blev området erobret af De Allierede. I 1951 blev de tre provinser Tripolitania, Fezzan og Cyrenaika slået sammen i dannelsen af kongeriget Libyen.

Berider En berider er en, der tilrider heste; dvs. lærer hesten den grundlæggende ridning fx gå frem, dreje og gå til bidet. Berideren genoptræner også heste, som har været skadet eller har haft en længere pause. En berider arbejder på en rideskole, et ridecenter eller stutteri. En berideruddannelse tager 6 år: Det er delt op i 2 dele. Først træneruddannelsen der tager 4 år. Når man er færdig med den, skal man til eksamen. Hvis man ikke får høje karakterer, så går man ikke videre til berideruddannelsen- som tager de sidste 2 år. Man kan også bare vælge at stoppe efter træneruddannelsen, så kaldes man - eksamineret træner.

Cieceres pagasts Cieceres pagasts er en territorial enhed i Brocēnu novads i Letland. Pagasten etableredes i 1930, havde 1.050 indbyggere i 2010 og omfatter et areal på 90,05 kvadratkilometer.

Den Internationale Olympiske Komité IOC-medlemmer IOC har altid været selvsupplerende med medlemmer og er derfor blevet kritiseret for at være udemokratisk. IOC's synspunkt er, at et land ikke vælger en repræsentant til IOC, men IOC udpeger individuelle medlemmer, der kan være repræsentanter for IOC i et land. I 1999 vedtog IOC en række regler, der skulle skabe større tillid til IOC. Ændringerne kom efter massiv kritik af den lukkede organisation samt eksempler på en række tilfælde af korruption i forbindelse med valg af kommende værtbyer for de Olympiske Lege. IOC opstillede nedenstående regler, hvor hovedparten af medlemmerne dog ikke vælges til organisationen, men derimod udpeges af IOC.

Glasværk Et glasværk er en fabrik, hvor man producerer glas til forskellig videre forarbejdning. Danmarks første glasværk blev oprettet i cirka 1550 i Glargårde ved Hadsund. Det var således Enevold Seefeld fra herregården Visborggård, der begyndte produktionen af vinduesglas, drikkeglas og de fineste bemalede glasmosaikker på glasværket.

Iranske sprog De iranske sprog er en sproggruppe inden for de indoiranske sprog i den indoeuropæiske sprogfamilie. Nogle af de ældste bevarede indoeuropæiske skrifter er skrevet på iranske sprog. Andre på indoariske sprog.

Jenny Everywhere Jenny Everywhere ("The Shifter") er en open source, public domain tegneseriefigur. Figuren er skabt med dette mål, da dens skabere ikke kunne finde en eksisterende figur med disse egenskaber. Jenny Everywhere er beskrevet både som eksisterende i alle eksisterende verdener og er samtidig udstyret med evnen til at flytte mellem disse. Dette giver figuren mulighed for at blive indsat i plottet i eksisterende og nye værker som tegneserier og onlinetegneserier. Konceptet kan udvides til andre medier. Figuren blev oprindeligt skabt af den canadiske tegneseriekunstner Steven Wintle (med internetpsudonymet Moriarty), og videreudviklet af medlemmer af Barbelith-online communityet.

Karlsborg Karlsborg er en svensk by i Västra Götalands län i landskapet Västergötland. Den er administrationsby i Karlsborgs kommune og havde i 2005 3.574 indbyggere. Karlsborg ligger ved Vätterns vestre bred og er kendt for Karlsborgs fæstning, som blev opført i årene 1819-1909. Byen blev anlagt som fæstningsby og baserede sin vækst på bygningsarbejderne på Karlsborg fæstning i 1800-tallet. Fæstningen var beregnet til at fungere som Sveriges reservehovedstad i en krigssituation med plads til blandt andet rigsdag, regering, valutareserve og kongehus.

Knud W. Louisiana Handling Knud W. Jensen (1916-2000) er en unik person i dansk kulturliv. Hans livsværk, Louisiana i Humlebæk, åbnede i 1958 med det formål at vise samspillet mellem billedkunst, arkitektur og landskab. Siden da har folk valfartet til Louisiana for at se museets udstillinger og permanente samling, hvis tyngdepunkt er tiden efter Anden Verdenskrig. Her fortæller Knud W. Jensen, der nu har trukket sig tilbage, om værker af Alexander Calder, Robert Jacobsen, Lucio Fontana, Andy Warhol, Jean Tinguely, Morris Louis og mange flere. Hans begejstring og udviklede sans for anekdoter gør denne dokumentarfilm til et stykke levende kunstformidling og en appetitvækker til et museumsbesøg.

Middelhavs-ene Kendetegn Middelhavs-ene er meget foranderlig i sin vækstform. Planten findes i typer, som nærmest er en bred busk, og typer, der er regulære træer. Grenene er først opstigende og rette, men senere bliver de uregelmæssigt voksende og krogede. Barken er først lysegrøn og furet, men senere bliver den rødbrun og efterhånden mest grålig. Gamle grene og stammen får en bark, som er lyst gråbrun med langsgående, smalle revner. Knopperne sidder i kranse med tre i hver. De er meget små og runde med blåduggede, lysegrønne skæl. Nålene er smalle og spidse. På oversiden ses to lyse striber, mens undersiden er ensfarvet grågrøn. Hanlige og hunlige blomster sidder i reglen på forskellige individer (dvs. at planten er tvebo). Frugterne er egentlig kogler, men da de er bløde og saftige, virker de som bær. De er først grønne, men ved modenhed bliver de orangerøde. Koglen indeholder kun få kerner, som spedes af fugle. Rodsystemet består af kraftige, udbredte og dybtgående hovedrødder og forholdsvis tynde siderødder. Planten når en højde på 15 m og en kronediameter på 10 m. Hjemsted Middelhavs-Ene hører hjemme i landene omkring Middelhavet: Nordafrika, Mellemøsten, Tyrkiet, Kaukasus, Balkanlandene, Italien, Frankrig, Spanien og Portugal. I alle landene trives denne art på de mest tørre steder med næringsfattig jord. I det centrale Spanien (dvs. vest og sydvest for Madrid) findes der bevoksninger, som domineres af Middelhavs-Ene. Undergrunden består af kvartsit, granit og meget gamle skiferlag, og arten vokser i højder fra 280 m til 1.257 moh. Klimaet er kontinentalt med meget stærk varme og intens tørke i sommertiden og frostgrader i vinterperioden. Her findes arten sammen med bl.a. Almindelig Gyvel, Almindelig Vedbend, Apenniner-Soløje, Bjerg-Mandstro, Campanula lusitanica (en art af Klokke), Daphne gnidium (en art af Dafne), Dianthus lusitanus (en art af Nellike), Genista hirsuta (en art af Visse), Harpiks-Soløjetræ, Håret Flitteraks, Kork-Eg, Kretisk Galdebær, Kæmpefjergræs, Liden Rustbregne, Portugisisk Eg, Prikbladet Perikon, Pyrus bourgaeana (en art af Pære), Rosmarin, Rubus ulmifolius (en art af Brombær), Rundbladet Eg, Rundfinnet Radeløv, Scorzonera angustifolia (en art af Skorzoner), Skarpbladet Asparges, Smalbladet Lupin, Sommerfugle-Lavendel, Spansk Timian, Stinkende Evighedsblomst, Strandløg, Terpentintræ, Venus-Navleurt, Vild Krap og Vild Oliven

Pax Europaea Pax Europaea (Dansk: Den Europæiske Fred efter det historiske koncept Pax Romana) er perioden med relativ fred oplevet i Europa i perioden efter Anden Verdenskrig - især forbundet med oprettelsen af Den Europæiske Union (EU) og dens forgængere. Efter den kolde krig var denne fred endnu mere tydelig på grund af faldet i de politiske spændinger, med den store undtagelse af de jugoslaviske krige og forskellige spænder med og i Rusland. I 2012 blev EU tildelt Nobels fredspris. Historie Transatlantisk samarbejde og europæisk integration var indrettet til at opretholde den skrøbelige fred, der blev skabt i Europa. Oprettelsen af De Europæiske Fællesskaber i 1950'erne skulle integrere sien medlemmer på en sådan måde, at krig blandt medlemmerne var umulig. Disse Fællesskaber og andre organisationer, herunder NATO, udvidede sig til at dække det meste af Vesteuropa, Nordeuropa og Sydeuropa. Selv om Central- og Østeuropa forblev under sovjetisk indflydelse, oplevede disse lande også begrænset konflikt, med den store undtagelse af intern undertrykkelse indtil 1990'erne, da en række krige i Jugoslavien brød ud da landet blev opsplittet. EU-strukturerne blev kritiseret for dets manglende evne til at forhindre konflikten, selv om zonen nu er inden for dens udvidelsesområde. EU omfatter nu 28 lande med størstedelen af de europæiske tredjelande, der søger medlemskab (tolv lande tiltrådte EU i 2000'erne). Derudover er de fleste lande, der forbliver udenfor, bundet til EU ved økonomiske aftaler og traktater som Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Inden for integrationen har der ikke været nogen konflikt siden 1945, hvilket gør det til den længste fredstid på det vestlige europæiske fastland siden Pax Romana. Den Europæiske Union blev tildelt Nobels Fredspris i 2012 som anerkendelse for sine bestræbelser på at opretholde og aktivt fremme fred inden for grænserne såvel som internationalt gennem diplomatiske midler. Selvom der opstod en række væbnede konflikter på den europæiske halvø efter anden verdenskrig, har ingen af dem været mellem medlemmer af Den Europæiske Union. De fleste af disse konflikter har fundet sted i det tidligere Jugoslavien og Sovjetunionen.

Potsdamkonferencen Potsdam-konferencen var en konference mellem Sovjetunionen, USA og Storbritannien, der fandt sted umiddelbart efter afslutningen af kamphandlingerne på det europæiske kontinent. Frankrig var ikke til stede, men underskrev som besættelsesmagt slutdokumentet. Konferencen fandt sted fra d. 17. juli til 2. august 1945 på slottet Cecilienhof i Potsdam sydvest for Berlin. Deltagerne på konferencen var lederne af de tre lande, Josef Stalin, Harry Truman og Winston Churchill samt deres udenrigsministre. Den 27. juli måtte Churchill træde tilbage som britisk premierminister som følge af et valgnederlag og blev afløst i Potsdam af Labour-lederen Clement Attlee. Under konferencen udfærdigede de tre lande de nærmere retningslinjer for den politik, der skulle føres under okkupationen og rekonstruktionen af Tyskland i efterkrigstiden. I tillæg hertil blev der udfærdiget en erklæring, som omfattede en advarsel til Japan om komplet overgivelse eller total ødelæggelse. Det færdige dokument indeholdt bestemmelser, som de fire besættelsesmagter skulle efterleve, og understregede, at de fire tilstræbte en samlet styring af Tyskland, og at de ville dele ansvaret. Forhistorie De Allierede var allerede ved Casablanca-konferencen i januar 1943 blevet enige om at kræve en betingelsesløs kapitulation af Tyskland. Med Teherankonferencen i december 1943 havde de Allierede dog gjort sig flere og grundigere tanker om, hvad de skulle gøre med de tyske områder, når Tyskland var besejret. Nogle faste retningslinjer for besættelsespolitikken i de tyske områder blev dog ikke fastlagt; til gengæld var denne konference ikke afvisende over for ideer om en opsplitning af Tyskland i forskellige selvstændige nationer. Ved Jaltakonferencen i februar 1945, hvor Tysklands nederlag var tydeligt, opnåedes enighed om de præcise grænser for de Allieredes besættelseszoner. Det blev besluttet at oprette en fælles centralkommission, der skulle standardisere styringen af de forskellige besættelseszoner. Med dette skridt var ideen opgivet om et Tyskland opsplittet i forskellige uafhængige nationer . Med ophøret af Stortyskland ved landets betingelsesløse kapitulation den 8. maj 1945 trådte bestemmelserne fra de tidlige konferencer i kraft. De fire besluttede at holde et møde, der skulle præcisere fælles retningslinjer for besættelsespolitikken i besættelseszonerne. Retningslinjer for besættelsespolitikken i det besejrede Tyskland Resultatet af konferencen var enighed om fælles retningslinjer for den politik, de sejrende magter skulle føre i deres respektive besættelseszoner. Konferencens resultat er de fem hovedpunkter, der undertiden også kaldes de fem D'er på engelsk: Denazificering Denazificeringen (på tysk kaldet Entnazifizierung) var de Allieredes løfte til hinanden om gennem forskellige processer, sanktioner og forholdsregler at fjerne alle nazistiske elementer fra presse, kultur, administration, domstolene og politiske områder. Det gjaldt også om gennem undervisningsprogrammer at opdrage og forklare tyskerne om de forbrydelser, deres land havde forøvet. Afnazificeringen blev praktiseret meget forskelligt i de fire besættelseszoner. Demilitarisering Ved Potsdam-konferencen blev det besluttet at opløse de tyske væbnede styrker og fjerne alle våben og våbeninstallationer, for at fjerne risikoen for alle former for tysk angreb. Demilitariseringen blev også tolket forskelligt i de forskellige zoner. Under den kolde krig i midten af 1950'erne fik både Vesttyskland og Østtyskland egne militære styrker. Demokratisering For at Tyskland ikke skulle blive en totalitær stat igen, var der interesse i at skabe en demokratisk tradition, der i Tyskland havde lidt nederlag under Weimarrepublikken. USSR, USA og Storbritannien forpligtede sig i Potsdam til at opbygge stabile, demokratiske institutioner i deres zoner og til at fremelske demokratiske traditioner i presse, skoler og samfund. Uddannelsessystemet skulle indrettes, så elever lærte noget om demokratiet, og demokratiske partier skulle tillades og hjælpes over hele det besatte Tyskland. Demontering Især Sovjetunionen havde lidt under 2. verdenskrig, og konferencen besluttede at kompensere landet ved at lade det modtage enorme mængder materiel og udstyr fra især tysk industri. Et andet sigte med demonteringen var at svække muligheden for en ny tysk stormagt. Dette punkt er omdiskuteret, fordi det stred mod ønsket om at skabe stabile og demokratiske forhold i det besatte Tyskland. Decentralisering Konferencen så en stor del af grunden til Hitlers succes i den centralisering, han havde gennemtrumfet. Den håbede ved fremelskelsen af en regional, føderal struktur at kunne undgå endnu en tysk, centralistisk storstat. Tyske østområder Allerede umiddelbart efter 2. verdenskrigs afslutning begyndte Sovjetunionens indlemmelse af de tidligere tyske østprovinser, en indlemmelse de Allierede på sovjetisk initiativ var blevet enige om ved andre konferencer. Ved Potsdam-konferencen blev de polske og sovjetiske anneksioner af tidligere tysk land accepteret af USA og Storbritannien, og Oder-Neisse-linjen blev fastlagt som Tysklands fremtidige østlige grænse. Bestemmelserne om krav til Japan Japan havde endnu ikke overgivet sig, og konferencen besluttede at udfærdige et fælles krav til Japan om at overgive sig betingelsesløst. Dette fælles krav kendes også under navnet Potsdam-deklarationen. Sovjetunionen er ikke medunderskriver på denne del af erklæringen – og blev ikke taget med på råd i formuleringen.

Regiment Regiment ((latin): regimentum for ledelse) er en hærafdeling, ledet af en oberst. Regimenter er specialiserede i én våbenart og i monarkier kan de oftest føre deres historie hundreder af år tilbage i tiden (f.eks. kolonikrige, napoleonskrigene, krimkrigen, boerkrigen, 1. og 2. verdenskrig). Tidligere betalte baroner og grever ikke skat til kongen. I stedet for finansierede de et regiment med dem selv som leder. I tilfælde af krig stod adelsmanden til rådighed for kongen med sit regiment. Normalt var det infanterister, men rige adelsmænd kunne opstille kavaleriregimenter. Under den Amerikanske Borgerkrig opstillede de enkelte delstater nummererede infanteri-, kavaleri- og artilleriregimenter á 1.000 mand. De eksisterede i 3 måneder ad gangen i starten af krigen, men efterhånden eksisterede de i 3 år ad gangen. De overlevende fik udbetalt en bonus og kunne lade sig indrullere i nye regimenter. Erfarne folk med West Point-eksamen blev foretrukket som regimentschefer. Infanteriregimenterne var opdelt i 10 kompagnier (benævnt Able-Baker-..-King, da J var udeladt), kavaleriregimenterne var opdelt i 10 eskadroner (samme benævnelse) og artilleriregimenterne i 12 batterier (benævnt Able-Baker..-Mike). I Danmark er et regiment en administrativ enhed og hører hjemme på en eller flere kaserner. Regimentet kan uddanne én eller flere bataljoner. Bataljonerne indgår i brigader. I fredstid kan der være en enkelt bataljon, men i krigstid kan det samme regiment have 5-6 bataljoner spredt rundt i hele verden (f.eks. det britiske Black Watch-regiment i Aldershot der i 1944 havde 6. bataljon i Italien, 2. i Burma og 1., 5. og 7. i Normandiet samt en bataljon i tyske krigsfangelejre siden 1940). Under 1. verdenskrig blev hele bataljoner udslettet (ca. 8000 faldne), men de ti numre blev genbrugt, svarende til 25 bataljoner.

Sykes-Picot-aftalen Sykes-Picot-aftalen var en hemmelig aftale indgået i 1916 mellem Frankrig, Storbritannien og Rusland. Den handlede om, hvorledes det Osmanniske rige skulle opdeles efter 1. verdenskrig. Aftalen fik navn efter sir Mark Sykes, en britisk underretningsofficer, og den franske diplomat Francois Georges-Picot. Offentliggørelsen Aftalen offentliggjordes ikke, før bolsjevikkerne åbnede de zarrussiske arkiver. Afsløringen af indholdet publiceredes først i Izvestija og Pravda den 23. november 1917. Nogle dage senere blev aftaleteksten gengivet i The Manchester Guardian. For de indblandede parter var afsløringen pinlig og vakte tiltagende misstemning mellem parterne og araberne. Araberne var af englænderne blevet lovet (eller i det mindste foregøglet) en selvstændig arabisk statsdannelse, hvis de gjorde oprør mod tyrkerne. Støtte herfor fik de blandt andre af obersten T. E. Lawrence. Indholdet I aftalen tilkendtes Frankrig blandt andet Syrien, Libanon, Kurdistan, det nordlige Irak og Mosul. Rusland skulle overdrages Konstantinopel, de tyrkiske stræder og det osmanniske Armenien. Storbritannien fik området svarende til det senere Jordan, det sydlige Irak samt et mindre område ved Haifa. Af andre arabiske områder, som havde indgået i det sammenfaldne osmanniske rige skulle der dannes en konføderation af arabiske stater. Hvem som skulle få kontrollen over området, omfattende Palæstina, skulle afgøres senere. Aftalen lå til grund for freden i Sèvres, men virkeliggjordes ikke helt. Freden i Lausanne 1923 indebar yderligere rettelser i den oprindelige aftale. De begivenheder, som skete forud for aftalens indgåelse, og begivenhederne siden hen, har siden været yderst omstridte og danner til dels grundlaget for de senere forhold i Mellemøsten. Parallelt med forhandlingerne med blandt andet arabernes ledere sharif Hussein bin Ali og emiren Faisal foregik der forhandlinger med repræsentanter for zionistbevægelsen Chaim Weizmann om en palæstinensisk stat.

Villa Medusa Villa Medusa er et tv-realityshow med deltagere, som uden penge på lommen skal finde arbejde i et turistområde for at få til husleje og husholdning. Villa Medusa er blevet sendt i Danmark af TV Danmark i to omgange i 1999 og 2000. Konceptet er udviklet af det svenske produktionsselskab STRIX og også blevet sendt i Norge. Den svenske udgave gik fem sæsoner på Kanal 5 i perioden 1999 til 2001, mens den norske gik tre sæsoner på TVNorge i perioden 2000 til 2001. Koncept 8 personer lejer sig ind i et hus i Sydeuropa. De har som udgangspunkt ingen penge på lommen, og skal derfor ud at søge forefaldent arbejde for at tjene til husleje og mad. Hver udsendelse á 1 time afsluttes med et stormøde, hvor deltagerne samles for at give hinanden point. Ved stormødets afslutning er der fundet en vinder og en taber, som får plus- og minuspoint til en samlet stilling med henblik på at finde en endelig vinder af 250.000 kr. efter 10 programmer. Sæson 1999 I 1999 vandt Ludo. Blandt de andre deltagere sås i 1999 den nu professionelle pokerspiller Theo Jørgensen, motorcrosskøreren Jesper Kjær Jørgensen og den lesbiske Franciska "V". Sidstnævnte dukkede senere op i både realityprogrammerne Big Brother og Danmarks bedste handyman. Sæson 2000 Vinder i 2000 blev Tahir Rehman i partnerskab med Thomas TC Christensen. TC hjalp Tahir i pointregnskabet, så denne var urørlig i finalen mod den tavse kristne bedemand Jakob Buch. Blandt de andre deltagere i 2000 var June Corell og Marianne Vang.

Władysław Sikorski Władysław Eugeniusz Sikorski (20. maj 1881 – 4. juli 1943) var en polsk general og politisk leder. Han blev født i landsbyen Tuszów Narodowy i det som i dag er det Nedrekarpatiske voivodskab i dagens sydøstlige Polen, men som den gang var den del af Østrig-Ungarn, en af de tre stormagter som delte Polen mellem sig. Før første verdenskrig etablerede og deltog han i flere undergrundsorganisationer som arbejdede for polsk selvstændighed. Han kæmpede i de polske legionet under første verdenskrig og udmærkede sig der. Under Den polsk-sovjetiske krig (1919-1921) deltog han og spillede en vigtig rolle i slaget ved Warszawa, hvor de sovjetiske styrker overraskende blev slået tilbage af et polsk modangreb. I de første år af den anden polske republik holdt Sikorski forskellige ministerposter, herunder stillingen som statsminister (1922-1923) og minister for militære forhold (1923-1924). Efter Józef Piłsudskis kup i maj 1926 og indsættelsen af den nye regering baseret på Sanacja blev Sikorski sat på sidelinjen. Indtil 1939 tilhørte han oppositionen og skrev i den periode flere bøger om krigsførelse og om Polens udenrigsrelationer. Under anden verdenskrig blev Sikorsky statsminister i den polske eksilregering, øverstkommanderende for de polske styrker og en energisk forkæmper for Polens sag internationalt. Sikorsky støttede genoprettelsen af diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen som var blevet brudt ved Tyskland og Sovjetunionens deling af landet i 1939. I april 1943 brød Sovjetunionen imidlertid igen forbindelserne efter Sikorsky krævede at det internationale Røde Kors skulle efterforske Katyn-massakren. Sikorsky døde i juli 1943, da flyet han var med styrtede efter afgang fra Gibraltar.

Defamation Handling Hvad er antisemitisme? Og eksisterer begrebet stadig to generationer efter Holocaust? Den israelske instruktør Yoav Shamir begiver sig ud på en verdensomspændende rejse med det formål at undersøge, om "det gamle had" mod det jødiske folk stadig findes. Filmen præsenterer en række jødiske debattører med markante, men forskellige holdninger, som giver deres bud på den moderne fremstilling af begrebet antisemitisme. I filmen medvirker blandt andre historikeren Norman Finkelstein, forfatterne Stephen M. Walt og John J. Mearsheimer, samt instruktørens bedstemor, som påstår, at hun er 'den rigtige jøde'. Filmen eksisterer på grænsen mellem antizionisme, der afviser forestillingen om en jødisk stat, og antisemitisme, afvisningen af jøder. Bruges den første som undskyldning for den anden? Og er der en forskel mellem nutidens antisemitisme og den almindelige, gamle racisme, som berører alle minoriteter?

EU's officielle sprog EU's officielle sprog er bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk. Som arbejdssprog internt i EU's institutioner bruges dog især engelsk, fransk og i mindre omfang tysk. Visse af EU's institutioner bruger færre sprog i deres interne arbejdsgange. Fx bruger EF-Domstolen kun fransk, og ECB (Den Europæiske Centralbank) benytter engelsk. Irsk opnåede status som fuldt officielt sprog fra 1. januar 2007, dog med visse begrænsninger med hensyn til hvilke dokumenttyper, der oversættes, og i hvilke møder der eventuelt kan stilles tolkning fra irsk til rådighed Der arbejdes fra forskellige sider på at udvide antallet af EU-sprog, med bl.a. baskisk, catalansk, frisisk og letzeburgsk. Efter indgåelse af en aftale i juni 2005 mellem EU's medlemslande forsamlet i Rådet for den Europæiske Union kan medlemslande, der har såkaldte "co-nationalsprog" (officielle regionalssprog) nu få oversat dokumenter i individuelt defineret omfang, samt opnå tolkning fra disse sprog i visse møder – forudsat at udgifterne til denne udvidede sprogbetjening afholdes af landet selv og at landet indgår en aftale med hver enkelt af EU's institutioner om omfanget af den ønskede sprogservice. Foreløbig har Spanien benyttet sig af muligheden for at få visse lovtekster oversat til baskisk, til catalansk (det sprog, der tales i Catalonien, på balearerne samt i provinsen Valencia), og til galicisk. 16. november 2005 leverede Europa-Kommissionens tolketjeneste for første gang tolkning fra disse sprog til de officielle EU-sprog (i Regionsudvalget). 23. marts 2006 blev der for første gang tolket fra catalansk ved et møde i Rådet (undervisningsministre). Der er ingen nært forestående udvidelser af rækken af officielle sprog. Næst for tur står kandidatlandene Kroatien med kroatisk og Den tidligere jugoslaviske Republik Makedonien med makedonsk. Tyrkisk er allerede officielt sprog i henhold til medlemslandet Kyperns forfatning og vil umiddelbart blive officielt sprog i EU i tilfælde af genforening af øen.

Give Historie Give stationsby havde 612 indbyggere i 1906, 854 i 1911 og 1.058 indbyggere i 1916. Fordelt efter næringsveje levede i 1911 175 af landbrug, 284 af håndværk og industri, 150 af handel, 57 af transport. Give fortsatte sin udvikling i mellemkrigstiden: byen havde 1.184 indbyggere i 1921, 1.226 i 1925, 1.320 i 1930, 1.413 i 1935 og 1.496 indbyggere i 1940. Opgjort efter næringsveje levede i 1930 112 af landbrug, 540 af håndværk og industri, 129 af handel, 155 af transport, 79 af immateriel virksomhed, 135 af husgerning, 149 var ude af erhverv og 21 havde ikke opgivet indkomstkilde. Give fortsatte sin udvikling efter 2. verdenskrig. Byen havde 1.585 indbyggere i 1945, 1.657 i 1950, 1.758 i 1955, 1.800 i 1960 og 2.058 indbyggere i 1965. Opgjort efter næringsveje var fordelingen i 1960 49 levede af landbrug, 722 af håndværk og industri, 264 af handel, 135 af transport, 228 af administration og liberale erhverv, 57 af anden virksomhed, 333 var uden af erhverv og 12 havde ikke angivet indkomstkilde. Give var hovedsæde i Give Kommune, der blev dannet ved kommunalreformen 1970. Ved kommunalreformen i 2013 blev Give Kommune slået sammen med Vejle Kommune. Omkring Give Ca. 9 kilometer sydøst for Give ligger landsbyen Givskud med sin 60 hektar store zoologiske have, og 15 kilometer mod sydvest ligger Billund med lufthavn og attraktioner, som Legoland, Lalandia, LEGO House og WOW Park. Ca. 15 km mod nordvest ligger Brande - Ejstrupholm ligger omkring 18 km mod nordøst. Give er Vejle Kommunes største centerby 30 km fra Vejle. Indenfor en times kørsel er der 397.621 arbejdspladser.

Lars Bastrup Silkeborg IF (1973-74) Lars Bastrup debuterede for Silkeborg IF i 2. division i 1973. Året efter noterer den 19-årige angriber sig for ti mål i rækken og får debut på ungdomslandsholdet i en kamp mod Finland i Holstebro. IHF (1975) Lars Bastrup fik kun en enkelt sæson i den århusianske klub IHF, men nåede at score hele 21 mål i 2. division. Det udløste debut for landsholdet den 4. juni 1975 i Bukarest i en OL-kvalifikationskamp mod Rumænien. Hans første scoring for landsholdet faldt i 1-3 nederlaget til Skotland i en EM-kvalifikationskamp 29. oktober 1975 i Idrætsparken. Kickers Offenbach (1975-77) 26. november 1975 skrev Lars Bastrup kontrakt med tyske Kickers Offenbach, der havde Otto Rehhagel som træner. En kontrakt der indbragte danskeren 500.000 kr. alene i overgangssum. Bastrup blev hurtigt stamspiller, men nettede kun to gange i Bundesligaen, som Offenbach rykkede ud af den sæson. På trods af nedrykningen var der dog lyspunkter. Lars Bastrup stod for det udlignende mål i Göteborg, da Danmark slog Sverige 2-1 23. maj 1976. Den første sejr på udebane over svenskerne i 36 år. Lars Bastrup scorede den følgende sæson 11 mål i 2. Bundesliga, hvorefter han forlod klubben. IHF (1977-1979) Lars Bastrup vendte tilbage til IHF den danske 2. division i sommeren 1977 og nettede hele ti gange den sidste halvdel af sæsonen. På trods af Bastrups tilstedeværelse rykkede den lille århusianske klub ned i 3. division i 1978. Bastrup spillede derfor 1979-sæsonen i Danmarks tredjebedste række, før AGF kaldte. AGF (1980-81) I 1980 blev Lars Bastrup den højest betalte spiller i AGF. Han scorede 16 gange i første sæson og blev kåret til Årets Spiller i Danmark. Succesen gav comeback på landsholdet, hvor Bastrup blev fast mand. Halvvejs i 1981 havde han allerede scoret 12 gange i 1. division. Interessen fra udenlandske klubber blev forstærket 3. juni 1981 i Idrætsparken, da Lars Bastrup scorede til 3-1 i en VM-kvalifikationskamp mod de senere verdensmestre Italien. Hamburger SV (1981-83) I juli skiftede Lars Bastrup til den tyske storklub Hamburger SV og fik øjeblikkelig succes i angrebet som makker til Horst Hrubesch. Bastrup spillede samtlige ligakampe i sæsonen 1981-82, der blev krydret med tysk mesterskab og plads i UEFA Cup-finalen. Den efterfølgende sæson genvandt HSV mesterskabet og vandt Mesterholdenes Europa Cup ved at besejre Juventus i finalen. Lars Bastrup oplevede ikke finalens slutfløjtet. Han var på hospitalet efter Juventus-spilleren Claudio Gentile havde brækket kæbe og tænder på ham med en knytnæve. Især i HSVs europæiske kampe havde Bastrup ofte en hovedrolle med afgørende scoringer. Bl.a. et hattrick i en udekamp mod Dynamo Kijev. De bedrifter gav ham i Hamburg kælenavnet "Mr. Europa Cup". Skovbakken (1983-84) Lars Bastrup fik dog nok af den professionelle tilværelse og rejste i sommeren 1983 hjem til Aarhus. Her spillede han som amatør for 2. divisionsklubben IK Skovbakken i et år. Landstræner Sepp Piontek ville ikke benytte spillere fra den danske 2. division, så Lars Bastrups sidste landskamp var EM-kvalifikationskampen mod Grækenland 27. april 1983 i Idrætsparken. I Skovbakken havde Bastrup stadig mén efter Gentiles overfald og kunne således ikke hindre Skovbakken i at rykke ned. Halvvejs inde i 1984-sæsonen var Bastrup atter oppe i omdrejninger og førte topscorerlisten i 3. division med 15 scoringer. Ikast FS (1984-86) 1. divisionsklubben Ikast FS hyrede i sommeren 1984 Lars Bastrup som den frelser, der skulle redde klubben fra nedrykning. Missionen lykkedes og Ikast sluttede 1984-sæsonen på en 7. plads. I 1985 gik det endnu bedre for Lars Bastrup, som blev topscorer i 1. division med 20 mål. Karrieren fik dog en brat afslutning i april 1986 pga. et overrevet ledbåndet i en pokalsemifinale mod KB. Ekstra ærgerligt for Bastrup, der således ikke kunne være med i finalen. Fra midten af april 1991 vikarierede Lars Bastrup i syv kampe på trænerposten hos Ikast, da den oprindelige træner Lennart Sönderberg blev syg.

Nissan Atleon L/M-serie (1980−2000) Nissan havde i 1979 købt dele af den spanske bilfabrikant Ebro, og overtog hele Ebro i 1987. Ebros bilmodeller blev lidt efter lidt til Nissan-modeller. Den næsten lige introducerede Ebro L/M-serie, som afløste Ebro P-serien i 1980, fortsatte som Ebro ligesom Ebro F-serien. Efter overtagelsen i 1987 blev Ebro F-serien omdøbt til Nissan Ebro Trade og senere Nissan Trade. I 1987 blev Ebro L/M-serien ligeledes omdøbt til Nissan Ebro L/M-serie. Fra 1990 bortfaldt varemærket Ebro og Nissan L/M-serien blev herefter bygget frem til 2000. L/M-serien blev fra 1990 og frem introduceret i flere og flere europæiske lande.

Talca Demografi Ifølge folketællingen i 2012 har kommunen et areal på 231,5 km² og et indbyggertal på 201.142 (96.810 mænd og 104.987 kvinder), hvoraf 193.755 (96 %) boede i selve byen. I perioden fra folketællingen i 1992 til 2005 steg befolkningstallet med 10,5 % (18.002 personer). Historie Byen blev grundlagt i 1692 af Tomás Marín de Poveda, men den egentlige grundlæggelse fandt sted 12. maj 1742 af José Manso de Velasco, som gav den navnet Villa San Agustín de Talca. Byen spillede en rolle i Chiles historie, idet Bernardo O'Higgins erklærede landets selvstændighed i Talca i 1818. Byen blev delvist ødelagt af jordskælv i 1928 og 2010 og blev i begge tilfælde genopbygget bagefter. Epicenteret for skælvet i 2010 lå tæt på Talca, og store dele af byens historiske bymidte blev ødelagt.

Vittskövle kyrka Vittskövle kyrka (dansk: Vidskøvle kirke) er en kirkebygning, som hører til Vittskövle sogn under Lunds stift og Kristianstads kommune. Den ligger i Vittskövle, omkring 5 km nordøst for forstaden Degeberga og 28 km syd for Kristianstad. Kirken Kirken blev oprindeligt bygget i det 12. eller 13. århundrede, men der kan ikke gives nogen præcis datering. De ældste dele er skibet, koret og apsis. Her har man ikke brugt tegl, hvad der ellers kunne have støttet en tidlig datering, men nogle forskere mener, at bygningen er for stor til at kunne tilhøre de tidlige kirker. Det er også et åbent spørgsmål, om dette er det første kirkehus i Vittskövle, eller om den havde en trækirke som forgænger. I det 15. århundrede nedbrød man dele af nordmuren og fik opført en korsarm. Den tjente som kapel for godsejeren til Vittskövle gård, Axel Pedersen Brahe, og blev indviet til Sankt Anna, Jomfru Marias moder. Kapellet kan derfor kaldes Sankta Annas kapel. I 1480'erne byggede man tagets hvælvinger og kalkmalerierne blev fremstillet. I midten af det 16. århundrede opførte man vesttårnet. Kalkmalerierne blev overkalket i det 18. århundrede, men i 1899-1900 blev der gennemført en restaurering, først og fremmest af inventaret. Kirken fik ny prædikestol, nyt alter og nye bænke, og de gamle kalkmalerier blev frilagt på ny. Kalkmalerierne På indersiden af hvælvingerne over Vittskövle kirke udførte en kunstner i slutningen af det 15. århundrede nogle kalkmalerier. I skibets hvælvinger ses scener fra skabelsesberetningen og syndefaldet. Over koret har der sandsynligvis været billeder fra Nicolauslegenden, men kun billedet af Sankt Nicolaus er bevaret. I de to hvælvinger over Sankta Annas kapel er der også malerier. I den østlige hvælving ses de fire evangelister representeret ved deres respektive symboler. Den vestlige hvælving indeholder fire kvindelige helgener: Sankt Barbara, Sankt Ursula, Sankt Gertrud og Sankt Katarina. Inventar Barnekowfamiliens sarkofager og epitafier er opstillet i gravkoret bag et jerngitter.

Xeroderma pigmentosum Xeroderma pigmentosum er betegnelsen for en sjælden hudsygdom med lysudslæt og efterfølgende pigmentering. I slutstadiet dannes multiple hudcancere. Det er en recessivt arvelig sygdom, der skyldes nedsat evne til at reparere på DNA-skader i cellernes arvemateriale. Xeroderma er græsk for tør hud eller pergamenthud.

Aino Kann Rasmussen Aino Kann Rasmussen (født 14. december 1937) er en dansk arkæolog. Hun er desuden en del af Kann Rasmussen-familien, der kontrollerer VKR-selskaberne. Hun er datter af Villum Kann Rasmussen, stifter af Velux, og dermed søster til Lars Kann-Rasmussen [sic], bestyrelsesformand i VKR Holding og formand for Villum Kann Rasmussen Fonden, og Hans Kann Rasmussen. Hun blev student fra Metropolitanskolen 1956 og er uddannet mag.art. i forhistorisk arkæologi fra Københavns Universitet 1965 og har deltaget i de danske ekspeditioner til Bahrain i 1960 og 1961. Hun har været museumsinspektør ved Nationalmuseet 1966-73, ledende museumsinspektør ved Esbjerg Museum 1973-82, medarbejder ved Bruun Rasmussen Kunstauktioner 1986-90 og ansat i sekretariatet samme sted 1991-94. Hun har været medlem af bestyrelsen for Concerto Copenhagen siden 2007 og medlem af bestyrelsen for Faaborg Museum for Fynsk Malerkunst siden 1997. Kann Rasmussen er tidligere formand for Velux Fonden af 1981 i tiden 1996-2006, tidligere medlem af bestyrelsen for Kvindehjemmet på Jagtvej 1998-2003, tidligere medlem af præsidiet for foreningen Grønlandske Børn 1998-2002 og af bestyrelsen for Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur. 2002 blev hun Ridder af Dannebrog. Hun har skrevet en biografi om sin far: Ét forsøg er bedre end tusind ekspertantagelser: V. Kann Rasmussen & Co., 1991.

Arbeidernes kommunistparti Arbeidernes kommunistparti, kendt under initialerne AKP, var et norsk maoistisk parti, der stiftedes i februar 1973. Partiet fusionerede i 2007 med Rød Valgallianse og de to partiers fælles ungdomsorganisation Rød Ungdom til Rødt. AKP blev ledet efter princippet om demokratisk centralisme. Partiets medlemsskare talte en lang række personer, der senere fik fremtrædende positioner indenfor norsk samfundsvidenskabelig og humanistisk forskning, kulturliv og politik.

Danmarks Kunstbibliotek Danmarks Kunstbibliotek (DKB) er statens hovedfagsbibliotek for arkitektur, billedkunst og kunsthistorie. Danmarks Kunstbibliotek, der oprindeligt blev grundlagt som mindre håndbibliotek for Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1754, fungerer i nutidens Danmark som fag- og forskningsbibliotek for dels kunstakademiets skoler, dels universitetsinstitutterne for fortrinsvis kunsthistorie, æstetik og museologi, dels offentlige myndigheder, dels praktiserende arkitekter og arkitekturforskere samt praktiserende kunstnere, kunstteoretikere og kunsthistorikere. Derudover kan Danmarks Kunstbibliotek, der siden 1883 har haft til huse på Charlottenborg ved Kongens Nytorv i København, benyttes af den danske befolkning i almindelighed.

Genderfuck Genderfuck er en sammentrækning af to engelske ord, henholdsvis gender (køn) og fuck (her i betydningen at parodiere, lave rod i eller lege med), der refererer til en selvbevidst prøven på at fucke med eller lege med de traditionelle opfattelser af kønsidentitet, kønsroller og præsentationer af køn. Det bliver brugt som en parodi og overdrivelse til at trække opmærksomhed over på transitionen af kønsroller, hvor det prøver at udstille dem som kunstige. Brugen har været diskuteret i en artikel fra 1992 af June Reich et al. med titlen "Genderfuck: the law of the dildo." Eksempler på genderfuck inkluderer personer, der eksperimenterer med traditionelle opfattelser af køn ved fx at optræde offentligt med sekundære kønskarakteristika som for eksempel bryster og skæg.

Gul anemone Beskrivelse Gul anemone er en flerårig urt med en opstigende-opret vækst, som bliver tæppedannende. Bladene er kransstillede og næsten ustilkede med tre hovedafsnit, som er dybt håndsnitdelte. Oversiden er glat og græsgrøn, mens undersiden er lidt mere bleggrøn. Blomstringen sker i april-maj og begynder omkring 10 dage senere end hos hvid anemone. Hver stængel bærer 2-3, endestillede blomster. Blomsterne er smørgule med 5 blosterblade og talrige støvdragere. Frugterne er nødder. Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,20 x 0,10 m (20 x 10 cm/år), heri dog ikke medregnet eventuelle andre skud fra jordstænglerne. Disse mål kan fx bruges til beregning af planteafstande, når arten anvendes som kulturplante. Rodnettet består af den vandrette, krybende jordstængel og de trævlede rødder, som udspringer fra den. Indikatorplante Planten anses for at være indikatorplante for næringsrig muldbund af den allerbedste slags. Den er knyttet til plantesamfundet Alno-Ulmion, som findes på de allerbedste jorde med strømmende, kalium- og magnesiumrigt grundvand.

HMS Nelson (1876) Tjeneste Nelson var stationsskib i Australien i 1881-1889, og kom derefter tilbage til England og blev moderniseret. Var vagtskib ved flådebasen i Portsmouth i 1891-1894, og blev derpå overført til reserven. Blev i 1901 skoleskib for fyrbødere, og blev solgt i 1910.

Hovvig Hovvig er et naturreservat som ligger i Odsherred Kommune på Sjælland. Området er et menneskeskabt vådområde med et enestående fugleliv. Det blev anlagt som et indæmningsprojekt som blev påbegyndt i 1870, men efter et digegennembrud i 1902 erkendte man at jordbunden ikke var særligt frugtbar. I dag er Hovvig fredet og udlagt som Natura 2000-område nr. 164 Hov Vig og som et EF-fuglebeskyttelsesområde (F97)

La Campanella La Campanella (Klokken) er en etude for klaver skrevet af Franz Liszt i 1838. Det er den tredje etude i en serie kaldt Grandes Etudes de Paganini, som er etuder baseret på melodier af Paganini. La Campanella er baseret på Paganinis violinkoncert i B-mol. Det er et programmatisk værk, som skildrer den ringende lyd af en lille klokke. Den er skrevet i G#-mol. Etuden er et studie i tonespring på mere end en oktav. Enkelte steder springer højrehånden mellem to 16-delsnoder med en afstand på mere end to oktaver. Tempoet er allegretto. Selvom dette er hovedudfordringen i stykket, støder man også på andre vanskeligheder. Eksempler er triller for fjerde og femte finger, springende triller, hurtige kromatiske skalaer og oktaver samt gentagne 32-delsnoder. Etuden starter stille og roligt og bygges gradvist op mod slutningen.

Lundsbroen Lundsbroen (Lundsbrua, Lundsbroa) eller Thygesons minne, som er broens officielle navn, er en bro i centrum af Kristiansand i Norge. Broen fører rigsvej 471 over floden Otra, og forbinder bydelene Lund og Kvadraturen. Dagens bro stod færdig i 1938. Thygesons minne Broens officielle navn er Thygesons minne (dansk: Thygesons minde), til minde om Niels Emanuel de Thygeson som var dansk-norsk stiftsamtsmand i Christianssand fra 1804 til 1812. Den første bro på dette sted (mellem Nedre Færgested og Lahelle) stod færdig i 1810. Den var 504 fod lang og 19 fod bred, havde tolv brokar, og blev finansieret af bompenge.

MGM Grand Las Vegas MGM Grand Hotel er et hotel og kasino i Las Vegas, Nevada i USA. Det er verdens næststørste hotel og det største hotel i Las Vegas. Bare hotellets kasino-afdeling har et areal på på 17 000 m². Hotellet rummer 5034 værelser fordelt på i alt 30 etager. Af værelserne er der cirka 700 suiter hvor de største er på 750 m². MGM Grand, Inc stod færdig i 1993 til en omkostning på cirka en milliard dollar. Udenfor hotellet står en enorm løve som er MGM:s eget symbol, løvetemaet fortsatte også når man gik ind på hotellet/casinoet hvor, der fandets et stort glasbur med rigtige løver frem til 31. januar, 2012. Disse løver var der bare i nogle få timer per dag og blev erstattet af andre løver.

Magasin du Nord A/S Th. Wessel & Vett, Magasin du Nord – i daglig tale blot Magasin – er en kæde af stormagasiner, der blev stiftet i 1868 i Aarhus og som i dag har forretninger på Kongens Nytorv og i Fields i København samt i Lyngby, Rødovre, Odense, Aarhus og Aalborg. Koncernen beskæftigede i 2009 ca. 1.000 fuldtidsansatte og havde i regnskabsåret 2011/12 en omsætning på 2,2 mia. kr. Magasin er ejet af den britiske stormagasinkæde Debenhams. Historie Firmaets rødder går tilbage til 1868, hvor Theodor Wessel og Emil Vett åbnede en forretning med hvidevarer (en gammel betegnelse for boligtekstiler) i Aarhus under navnet Emil Vett & Co. Forretningen blev hurtigt en succes, og i 1870 kunne firmaet åbne sin første filial i Aalborg. Samme år etablerede man et engrosfirma for hvidevarer på Østergade i København under navnet Th. Wessel & Co. Forretningen i Aarhus flyttede i 1871 til Immervad, hvor den stadig har til huse. Samme år flyttede den københavnske engrosforretning ind i lejede lokaler på det daværende Hotel du Nord på Kongens Nytorv, der var et af datidens fineste hoteller, og hvor bl.a. H.C. Andersen havde boet i årene 1838-47. Forretningen tog navnet De forenede Hvidevare Forretninger ved Th. Wessel & Co., og samtidig startede man her detailsalg. Tidernes højkonjunktur skabte efterspørgsel på varer, og forretningerne begyndte efterhånden også at forhandle tøj og møbler. I 1876 flyttede Vett fra Aarhus til København, og firmaet skiftede navn til Th. Wessel & Vett. I 1879 tog selskabets afdelinger i hele landet det fælles navn Magasin du Nord, afledt af navnet på det københavnske hotel. Ude på Ydre Nørrebro grundlagde de to driftige herrer i 1876 et væveri, Vett, Wessel & Fiala, som i 1887 blev viderført som dampvæveri og møbelstoffabrik i nye bygninger i Landskronagade på Ydre Østerbro. Fabrikken var tegnet af Johan Schrøder & Georg Wittrock og siden nedrevet. Virksomheden lejede mere og mere af hotellet. I 1889 købte den naboejendommen og året efter selve det gamle hotel. I 1893-94 blev det gamle hotel og Hambros gård revet ned, og den nuværende bygning opførtes i fransk nyrenæssancestil ved arkitekterne Henri Glæsel og Albert Jensen. Murermester var Olaus Mynster. På facaden står den dag i dag med guldbogstaver “Hotel du Nord”, men dette er kun for at mindes det gamle hotel – der har ikke været hotel i den nuværende bygning. På grunden lå der i middelalderen et borgtårn kaldet Kringlen, før biskop Absalon rejste sin borg. Selskabet åbnede afdelinger landet over som en slags franchise, hvor selvstændige manufakturhandlere fik lov at benytte selskabets navn og sælge dets varer. I 1892 var der 50 filialer, i 1906 var tallet vokset til 98 og i 1920'erne nåede man op på hele 170 filialer landet over. Desuden åbnedes i 1911 varehuset Th. Wessel & Vett i Malmø. I 1950'erne skiftede selskabet dog strategi og satsede fremover på få store forretninger frem for mange små. I dag er der således kun fem afdelinger tilbage. Selskabet blev børsnoteret i 1952. I 1954 fik virksomheden sit nuværende logo med stjernen, og man begyndte at markedsføre sig under det korte navn Magasin. Afdelingen i Aarhus, hvor det hele startede i 1868, blev efter knap 100 år revet ned, og i 1963-71 opførte man et nyt moderne stormagasin samme sted tegnet af Aage C. Nielsen og Poul Andersen. I 1991 købte Magasin konkurrenten Illum på Strøget i København, og i 2003 blev 80% heraf solgt til investeringsselskabet Merrill Lynch. Frem til midten af 1990'erne var selskabet kontrolleret af Emil Vetts efterkommere via Magasin du Nord Fonden, og helt frem til 2004 var Vetts oldebarn, baron Ebbe Wedell-Wedellsborg og dennes søn, baron Ditlev Wedell-Wedellsborg repræsenteret i selskabets bestyrelse. Efter en årrække med underskud var Magasin i økonomiske vanskeligheder. Ved overtagelsen af Illum havde man også overtaget en stor kredit til Jyske Bank, der løbende var vokset, så banken var blevet den største aktionær med en ejerandel på 40%. De to storaktionærer lagde i 1999 en handlingsplan, der skulle skaffe kontrollen over selskabet tilbage til familien og finde en køber til bankens ejerandel. For at reducere sin gæld begyndte selskabet i 2001 at skille sig af med en række investeringsejendomme, og i 2004 blev de ejendomme, hvor afdelingerne på Kongens Nytorv og i Lyngby havde til huse, solgt til hhv. Jyske Bank og HSH Nordbank for knap 1,5 milliard kroner, og i stedet blev der indgået leasingaftaler med tilbagekøbsret (en såkaldt sale and lease back-aftale). Familien nåede ikke at genvinde kontrollen, og i november 2004 blev koncernen solgt til et islandsk køberkonsortium, M-Holding, med selskabet Baugur Group i spidsen. I den forbindelse købte Magasin ejendommen på Kongens Nytorv tilbage, og Magasin du Nord Fonden blev som del af handelen medejer heraf. I den forbindelse beskyldte en række småaktionærer, hvis aktier blev tvangsindløst, fonden for at have solgt aktierne til for lav en pris mod til gengæld at blive delejer af ejendommen. De mindre afdelinger i Aalborg, Kolding og City 2 havde i en årrække kørt med underskud og lukkede i 2005. I 2006 blev ejendommene i Lyngby, Odense og Aarhus samt Illum-ejendommen købt af ejendomsselskabet Atlas Ejendomme (senere fusioneret under navnet Landic Property) for 3 milliarder kroner. Da indkøbscenteret Field's på Amager åbnede i 2004, åbnede her en afdeling af den britiske stormagasinkæde Debenhams, den hidtil eneste i Danmark. Afdelingen blev drevet som franchise af Baugur Group, der var medejer af Magasin. I 2006 blev forretningen omdannet til en Magasin-afdeling. I september 2007 blev det offentliggjort, at Magasin lukker Mad & Vin i Aarhus og Odense i april 2008, og at supermarkederne erstattes af Irma-butikker. Supermarkederne i Lyngby og på Kongens Nytorv videreføres. I slutningen af 2009 lancerede Magasin du Nord en onlinebutik. I februar 2009 gik Baugur Group i betalingsstandsning, og M-Holding blev overtaget af investeringsbanken Straumur. Senere samme år indgik banken et joint venture med den pakistanske storinvestor Alshair Fiyaz under navnet Solstra Holding, der købte ejendommene tilbage fra Landic Property. I november 2009 blev Magasin købt af Debenhams for 101 millioner kroner, mens Solstra beholdt ejerskabet af Illum samt de ejendomme, der huser stormagasinerne. I maj 2010 blev Fiyaz eneejer af Solstra, som i december 2010 i årets største danske ejendomshandel frasolgte Magasin-ejendommene i Lyngby, Odense og Aarhus til ATP og PensionDanmark for anslået 1,5 milliard kroner. Ejendommen på Kongens Nytorv var fortsat ejet af Solstra, indtil januar 2014 hvor den også blev solgt til ATP og PensionDanmark, prisen blev ikke offentliggjort. I 2013 åbnede Magasin du Nord Fonden det lille Magasin du Nord Museum i Vingårdstræde 6, hvor skiftende udstillinger beretter om stormagasinets lange historie. I samme bygning har Magasin i 2004 genskabt det kvistværelse, hvor H.C. Andersen boede i 1827-28. Adgang hertil sker via tredje sal i stormagasinet. I november 2016 offentliggjorde Magasin, at man i 2018 vil åbne sin syvende danske stormagasin i Aalborg nærmere bestemt i Friis Citycenter, hvor Magasin i 2005 lukkede og gjorde plads til bycentret. Det er nu offentliggjordt at den nye butik åbner 20/9 2018.

Martyrologium Et martyrologium (gr., af martyr og λογος, fortegnelse) er et kalendarium med navnefortegnelse over martyrerne til brug i kirken. Det ældste martyrologium, vi kender, findes i et syrisk håndskrift fra 411 i British Museum. 1584 udgav den italienske kardinal og kirkehistoriker Cesare Baronio et officielt katolsk martyrologium. Det er senere gentagne gange blevet revideret.

Mustin (Ratzeburg) Geografi Mustin ligger ca. 12 km øst for Ratzeburg ved grænsen til delstaten Mecklenburg-Vorpommern, og dermed den tidligere grænse til Østtyskland. I 1989 blev der oprettet en grænseovergang ved Bundesstraße 208, som indledning til Tysklands genforening.

NOW Christmas 2004 NOW Christmas 2004 er et dansk opsamlingsalbum udgivet 16. november 2004 af NOW Music.

Nilaus Fristrup Uddannelse Han var søn af møller­svend, senere banevogter Hans Ferdinand Fristrup og Maren Nilausdatter, kom efter sin konfirmation i huset hos hofkandestøber Høy, fik adgang til G.F. Hetschs tegneskole, kom derefter i malerlære hos malermester og stukkatør Weber 1851-53 og besøgte samtidig fra 1852 til januar 64 Kunstakademiet, hvor han 1857 vandt den lille sølvmedalje i dekorationsklassen, og af hvis modelskole han 1859 blev elev. I 1864 havde han deltaget i krigen, hvor han blev såret og krigsfange, men fik dog lejlighed til at gøre kunststudier under sit tvungne ophold i Østrig. Efter hjemkomsten ægtede han 2. juli 1867 i København Augusta Magdalene Høy (7. januar 1840 i København - 5. august 1875 i Venedig), datter af ovennævnte kandestøber Hans Christensen Høy (1805-1876) og Augusta Vilhelmine født Møller (1819-1860). I 1867 var han udenlands med understøttelse fra Den Reiersenske Fond og besøgte verdensudstillingen i Paris dette år. Karriere Han udstillede fra 1857 til 1879 dels som dekorationsmaler, dels som landskabs- og dyrmaler; i 1872 vandt han Den Sødringske Opmuntringspræmie for Fra Strandmølleåen. Imidlertid havde Fristrup med mere og mere iver lagt sig efter dekorationsfaget og havde også begyndt at modellere i dette fag, hvori han i 1871 fik den Neuhausenske Præmie (En orneret Lisén med Basis og Kapitæl). I tidens deltog han i en mængde til dels betydelige dekorations­arbejder, således til Det Kongelige Teaters tilskuersalon, i forening med billedhugger Lauritz Prior, en del af dekorationen i ophøjet arbejde. I 1876 blev han overlærer ved dagskolen ved Det tekniske Sel­skabs Skole, men allerede i oktober 1875 var han med sin hustru rejst udenlands og fik i 1876 Akademiets rejsestipendium på 1600 kroner, som fornyedes for 1877. På rejsen havde han den sorg at miste sin, af brystsyge lidende hustru, der døde i Venedig og jordedes der. Ikke desto mindre havde han gjort en rig høst af dekorative studier i Italien, som efter hans hjemkomst i slutningen af 1878 med bifald blev set af Akademiet. Om sommeren det følgende år rejste han atter til Italien og fandt sin anden hustru der i Catarina Stoppini (12. april 1853 i Assisi - 20. marts 1931 i København), til hvem han blev borgerlig viet den 9. oktober 1879 i Assisi; hun var datter af hotelejer Serafino Stoppini og Carmela Biondi. Senere blev der opnået pavelig sanktion af dette ægteskab. Akademiet, som i længere tid havde søgt en dygtig lærer til sin omordnede og udvidede dekorationsskole, valgte Fristrup til denne plads, hvori han blev ansat den 30. juni 1881, og røgtede siden det omfattende og anstrengende hverv som denne skoles bestyrer, på samme tid som han vedblev at virke ved Det tekniske Selskabs Skole. I 1883 blev han medlem af Kunst­akademiet og den 22. april 1890 blev han valgt til medlem af Akademiraadet; den 26. maj 1892 blev han Ridder af Dannebrog. Han bar også Erindringsmedaillen for Krigen 1864. Da Philip Schou 1868 blev medejer af fajencefabrikken Aluminia, knyttede han Fristrup til sig sammen med Vilhelm Dahlerup og Vilhelm Klein, da han ønskede at forbedre fajancens kunstneriske kvalitet. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Nysa Kłodzka Nysa Kłodzka (tysk: Glatzer Neiße eller Schlesische Neiße tjekkisk: Kladská Nisa) er en biflod til Oder i det sydvestlige Polen. Den har en længde på 195 km og den 21. længste flod i Polen. Oplandet er 4566 km² (3744 i Polen). Nysa Kłodzka er delvist reguleret og har ofte ført til alvorlige oversvømmelser i de omkringliggende byer.

Olden Olden betegner agern og bog, som er egens og bøgens frugter, der inden for botanikken betegnes som nødder. Olden spiller en betydelig rolle som føde for vilde dyr og fugle og havde tidligere meget stor betydning som husdyrfoder, især for svin. Tidligere regnede man flere andre frugter med under olden, eksempevis hasselnødder, spisekastanjer og hestekastanjer. Skovenes træer bærer ikke lige mange frugter hvert år. Med mellemrum af 3-6 år bærer træerne særlig meget olden (egen og bøgen ikke nødvendigvis samme år). Man taler da om oldenår. Oldens betydning for vilde dyr og fugle I Danmark er olden føde for fugle som skovskader, fasaner, spætmejser, musvitter, ringduer, finker og for vildt som hjorte og vildsvin samt gnavere som skovmus, rødmus, halsbåndsmus og egern. Især skovskaden bidrager til plantningen af egetræer, når den samler depoter af agern til vinteren. En del agern i dens depoter vil spire og blive til nye egetræer. Det kommer fugle, der lever af gnavere, eksempelvis musvåger og natugler, til gode, når et godt oldenår har sørget for rigelig forplantning hos mus. En voldsom stigning i fuglebestanden i danske skove kan også skyldes, at trækfugle i oldenår slår sig ned i Danmark i stedet for at flyve videre sydpå. Dette gælder for eksempel kvækerfinken fra Nordskandinavien. Olden og svineavl I ældre tider var olden afgørende for svineavlen, hvor man talte om oldensvin og betalte oldengæld til skovejeren for at lade svinene "gå på olden". I gode oldenår kunne svinene lægge betydelige mængder fedt til (oldenflæsk) inden slagtningen hen under jul. Det er ikke mere end et par generationer siden, at næsten alt energiforbrug kom af menneskelig arbejdskraft, og derfor var det en bydende nødvendighed at spise en fedtrig kost for at kunne klare hverdagen. I Spanien spiller olden den dag i dag en vigtig rolle for opdræt af svin, og skinkerne fra sortfodssvin, der har ædt sig fede på olden, er en både dyr og delikat spise. Olden som menneskeføde Der er mange eksempler på direkte brug af olden som føde for mennesker, men i nyere tid mest i krisetider. Særligt bog har en fin, nøddeagtig smag. Agern er også spiselig, men har et højt indhold af garvesyre, som giver en besk og snerpende smag. Den giftige og dårligt smagende garvesyre kan fjernes, da den er vandopløselig. Spor helt tilbage fra jægerstenalderbopladser tyder på, at man allerde dengang har kendt til, hvordan man fjerner garvesyren fra agern. Muligvis har man malet agern til mel og kogt en nærende, men ikke så velsmagende, grød af den.

Riverboat Jazzfestival Riverboat Jazzfestival er en af nordens største traditionelle jazzfestivaler. Riverboat Jazzfestival (i daglig tale Riverboat) foregår i Silkeborg by, især i området omkring havnen. Den er centreret omkring S/S Hjejlen, der er et dampskib fra 1861, og Hjejlebådene, der fulgt af en sværm af småbåde sejler med traditionelle jazzorkestre om bord, på et stykke af Gudenåen. Festivalen er i høj grad baseret på frivillig arbejdskraft. Samtidig er der et gratiskoncept, der betyder at over 140 koncerter (2014) var gratis. De eneste koncerter men betaler for er dem på bådene og en kirkekoncert. I 2014 var der 3 store telte og en helt masse spillesteder samt streetparade.

Skalbjerg Historie Jernbanen blev anlagt 1865. Omkring 1870 beskrives byen således: "Skalbjerg med Skole, Jernbane-Stoppeplads". Omkring 1900 beskrives byen således: "Skalbjærg med Skole og Teglværk, Jærnbane- og Telegrafstation". Ifølge folketællingerne havde Skalbjerg stationsby 31 husstande og 125 indbyggere i 1916 . Skalbjerg by udgjorde ved sammenvoksningen mellem den gamle landsby og stationsbyen to bebyggelsesklumper, landsbyen langs landevejen parallelt med jernbanen og stationsbyen, der da mestendels bestod af 2 rækker af huse side om side ud ad landevejen på tværs af jernbanens længderetning og uden nogen egentlig bymidte . Skalbjerg havde i 1960 362 indbyggere og i 1965 367 indbyggere. Næringssammensætning Skalbjerg havde omkring 1955 skole, kro, stadion, teglværk, savværk, jernbanestation, posthus og telegrafstation .

Storkonge Titlen storkonge er en nærorientalsk betegnelse for en konge, hvis position overstiger en almindelig konges. Man kan måske næsten sidestille titlen med den romerske kejsertitel. I 600 f.Kr. opstod Mederriget som en nærorientalsk stormagt, og den mediske konge, Kyaxares, valgte at tage titlen storkonge efter assyrerne. Titlen fik en vis pondus, da Kyaxares udvidede sit herredømme til at strække sig fra Baktrien i Afghanistan til Kappadokien i det centrale Anatolien. I 550 f.Kr. erobrede den persiske vasalkonge Kyros den Store Mederriget, og han tog derfor storkongetitlen til sig. I de næste to århundreder var de persiske herskeres titel storkonge (shahanshah), og da det lykkedes perserne at blive herrer over hele Mellemøsten samt områder i Europa og Indien, fik storkongetitlen en meget stor status som en slags "kongernes konge"-titel. Titlen eksisterede lige indtil Alexander den Store i 330'erne f.Kr. erobrede Perserriget. I 200-tallet f.Kr. tog kong Antiochos III af Seleukideriget storkongetitlen til sig, og i de næste århundreder var der flere nærorientalske fyrster som valgte at kalde sig storkonge, bl.a. kong Tigranes den Store af Armenien. Da det i 200-tallet e.Kr. lykkedes perserne at genrejse et storrige under sassanide-dynastiet, blev titlen taget op igen. Storkongetitlen blev nu en rival til kejsertitlen, Sassanideriget mod Romerriget. Nogle moderne historikere oversætter storkongetitlen til "kejser" når man taler om sasaniderne, men titlen storkonge opfattes dog oftest som en titel for sig selv, som endda blev taget op senere i den muslimske periode.

Abraham Even-Shoshan Abraham Even-Shoshan (hebraisk:: אַבְרָהָם אֶבֶן שׁוֹשָׁן; 1906–1984) var en russisk/israelsk lingvist og leksiograf i hebraisk. Hans fødenavn var Avraham Rosenstein, født i Minsk, Hviderusland. ”Even-Shoshan” er en hebraisk oversættelse af hans oprindelige efternavn. Even-Shoshan skabte den første udgave af den Nye Hebraisk Ordbog (1946-1958), som er blevet opdateret og genudgivet i 2004 under titlen Even-Shoshan Dictionary. Han døde i 1984 i Jerusalem, Israel.

Charlotte Østervang Charlotte Østervang (født 1970), er en dansk international fotograf, journalist og forfatter, bosiddende i New York anno 2009. Østervang er uddannet på en fotoskole i Prag og har suppleret sin uddannelse med et årskursus på International Center of Photography i New York.

Chueca Chueca er et kvarter i Spaniens hovedstad Madrid. Kvarteret har sit navn efter en arkitekt der fik lov at tegne hele kvarteret da det skulle anlægges. Senere hen er der naturligvis sket væsentlige forandringere i bebyggelsen. Kvarteret var i 1980'erne sammen med nabokvarteret Malasaña centrum for den såkaldte madrilenske Movida – Spaniens punkbevægelse. Det er blandt andet i denne bevægelse den nu veletablerede spanske filmskaber Pedro Almodóvar har sit udspring. Op gennem 1990'erne blev kvarteret stadig mere dekadent med tilstrømning af mange narkomaner og blev et udpræget kriminelt område. I de seneste år er kvarteret dog blomstret op som et sted, hvor især unge og homoseksuelle mødes med barer og diskoteker.

Dorotea Dorotea er en kirke-/industriby i det sydlige Lappland (Västerbottens län), Sverige; Den ligger 330 moh., og er administrationsby i Dorotea kommun og havde 1643 indbyggere (2010). Her bygges campingvognene Solifer og Polar af SoliferPolar Koncernen, ligesom der fremstilles fortelte til campingvogne af firmaet Svenska Tält AB. Dorotea ligger ved E45 og jernbanelinjen Inlandsbanan, ca. 180 km nordøst for Östersund

Expressen Expressen er en svensk avis, der udkommer om aftenen og beskriver sig selv som "liberal". Avisen havde et gennemsnitligt oplag på 363.000 i 2004 og angav at læses af 1.221.714 hver dag. Konkurrenten Aftonbladet har i øjeblikket en lidt større læserskare. Avis ejes af Bonnier-koncernen som også ejer f.eks. Dagens Nyheter og Sydsvenska Dagbladet. Det første nummer udkom den 16. november 1944 som følge af tanker af Albert Bonnier Jr og Carl-Adam Nycop. Det var i Expressen i 1976 at Astrid Lindgren publicerede sin fortælling Pomperipossa i Monismanien om den svenske stats store beskatning af hende, og i 2006 fik en af Expressens journalister Christian Holmén et tip som førte til fundet af en magnumrevolver der havde betydning i forbindelse med opklaringen af Palmemordet.

Frankrigs parlament Frankrigs parlamentet består af to kamre, Assemblée Nationale og le Sénat. Nationalforsamlingen består af 577 medlemmer som vælges direkte for fem år. Senatets 348 medlemmer vælges indirekte af valgkollegier sammensat af amt- og kommunestyre-repræsentanter for en periode på seks år, hvor dog en tredjedel af medlemmene skiftes ud hvert tredje år.

Grålyng Beskrivelse Skuddene er tynde og kun svagt forgrenede. Barken er først rødbrun og svagt håret, men senere bliver den mørkebrun og opsprækkende. Knopperne sidder samlet i små bundter ved bladhjørnerne, og de er smalle og udspærrede med samme farve som bladene. Bladene sidder kransstillet, og de er ustilkede, linjeformede (nåleagtige), hårløse og mørkegrønne. Blomstringen sker i juni-juli, hvor man finder blomsterne siddende i en tæt klase ved skudspidsen. De enkelte blomster er oppustet cylindriske med purpurrøde kronblade, der har 4 små tænder ved randen. Frugterne er kapsler med mange små frø. Rodnettet er meget fint og filtagtigt. Planten ar afhængig af samliv med én eller flere svampe (mykorrhiza). Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,50 x 0,50 m (10 x 10 cm/år).

Kim Rune Borgersen Kim Rune Østerlie Borgersen (født 5. januar 1976) er en norsk fodbolddommer. Han er medlem af SBK Drafn og startede dommerkarrieren i 1994. Borgersen debuterede som hoveddommer i Tippeligaen 2003 og har tilsammen dømt omkring ti kampe i Tippeligaen, mens han i 1. divisjon har dømt over 70 kampe. Han har dømt flere landskampe på ungdomsniveau både for piger og drenge. Borgersen har for øvrig også været bandymålmand for Drafn og Solberg.

Lydmuren Lydmuren er en barriere, som man indtil 1947 troede, at fly ikke kunne overvinde den forøgede luftmodstand, der opstår ved hastigheder tæt på lydens hastighed.

Oslo Filharmoniske Orkester Oslo Filharmoniske Orkester er Norges største symfoniorkester. Det blev grundlagt i 1919. Blandt chefdirigenterne kan nævnes Johan Halvorsen, Øyvind Fjelstad, Herbert Blomstedt, Miltiades Caridis, Okko Kamu, Mariss Jansons og André Previn. Fra 2006 overtog Jukka-Pekka Saraste som chefdirigent.

Peter A.G. Nielsen Karriere Nielsen blev student fra Vestjysk Gymnasium i 1971 og har en bifagseksamen i dansk fra Aarhus Universitet i 1973. I 1976 gennemførte han første del af journalistuddannelsen ved Danmarks Journalisthøjskole. Sideløbende med studierne arbejdede han med musikken og etablerede pladeselskabet Genlyd Grammofon i 1973. Senere stod han bag indspilningsstudiet Feedback Recording i 1975, bookingselskabet Rock On i 1979, SingSing Musikforlag i 1984 og managementbureauet I.C.Tain i 1991. Gnags prægede dansk rock siden 1970'erne og havde sin storhedstid i 1980'erne, hvor albummet Mr. Swing King solgte 280.000 eksemplarer. Sammen med Gnags er det blevet til 21 albums. Sideløbende har han udgivet tre soloalbums: A.G.'s album - Normalt er han ellers cool (1979), Solo (1997) og Det Scene Show (2011). Han har desuden skrevet essays, to børnebøger og udgav i 2009 sine samlede sange i bogform. Udover Gnags' og hans 'egne' sange har han også skrevet sange til andre, blandt andet Mek Pek og Søs Fenger. Privatliv Peter A.G. Nielsen er storebror til sangerinden Elisabeth Gjerluff Nielsen. Han er kæreste med kreativ direktør Anouska Sinding (f. 1967) som han har et barn med. Har desuden to børn fra et tidligere forhold.

Rory Macdonald (musiker) Tidligt liv Macdonald blev født i Dornoch, Sutherland. Hans far, Donald John MacDonald fra North Uist på de Ydre Hebrider, kæmpede under anden verdenskrig. Familien flyttede til North Uist, da Rory var omkring 4 år gammel. Da de kom til Lochmaddy blev hans yngre bror Calum født. Unden anden verdenskrig blev Macdonalds far, Donald, angrebet i Normandiet, hvor hans bedste ven, Sandy MacIntyre, døde. MacDonalds besøgte fortsat MacIntyres familie, og da Rory var omkring 8 gav Sandys forældre ham hans gamle harmonika. Han begyndte at øve sig på den og spillede til skolekoncerter. Han skrev sin første melodi på dette instrument, der var en skotsk dansemarch kaldet "Sandy MacIntyre". Denne oplevelse inspirerede ham til sangen "The Everlasting Gun" fra 1985, som er med på albummet Heartland, samt nyhederne om falklandskrigen.

Staten Island Ferry Staten Island Ferry er en gratis passagerfærgerute (medtager ikke køretøjer), bestående af ni færger, der sejler de 8,3 km mellem St. George Ferry Terminal på Staten Island og Whitehall Terminal på Lower Manhattan på ca. 25 minutter. Man anlagde en færgerute fra Staten Island til Bay Ridge, Brooklyn i 1740 og i 1747 lavede man en færgerute til New York og man begyndte på den nuværende rute fra St. George 23. februar 1886. Byen overtog ruten i 25. oktober 1905 og har 22 millioner passagerer om året.

Svend Wagner Liv og karriere Han var søn af fhv. garversvend Carl Heinrich Wagner (1865-1952) og Johanne Kirstine født Jensen (1876-1956), blev snedkersvend 1915, værnepligtig og fortsatte sin soldatertjeneste som korporal, blev 1919 sergent ved Ingeniørregimentet, men forlod 1920 aktiv militærtjeneste og overførtes til reserven. Han stod dog fortsat i nummer 1920-36, først i 2. ingeniørbataljon, derefter henholdsvis i 2. og 1. pionérbataljon. Han var dernæst ingeniørassistent ved Strandvejsgasværket 1920-31. Derpå var han arbejdsmand ved Gentofte Kommunes vejvæsen 1931-41. Wagner var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og blev i slutningen af 1930'erne leder af partiets afdeling i Hellerup og Gentofte. Efter indførelsen af Kommunistloven blev han sammen med de øvrige ledere efter tysk krav arresteret 22. juni 1941, sat i Vestre Fængsel og siden Horserødlejren, hvor han sad indtil 29. august 1943, da han og en række andre fanger formåede at flygte. Han blev organisator af modstandsbevægelsens militære afdeling fra oktober 1943, var tilknyttet BOPA og blev medlem af Danmarks Frihedsråds første militærudvalg december 1943 og af dets kommandoudvalg maj 1944. I 1944 indtrådte han i Frihedsrådets M-udvalg, senere K-udvalget, samt Sabotageudvalget. Han undgik ved et tilfælde arrestation, da modstandsbevægelsens københavnsledelse den 28. februar 1945 blev anholdt og sat i Shellhuset. Svend Wagner blev ved befrielsen civilt medlem af Generalkommandoen 5. maj 1945 og gennemgik sammen med andre ledende modstandsfolk et officerskursus. Han blev udnævnt til oberstløjtnant af forstærkningen 1946, men tog selv afsked fra hæren i 1951. Han var den højest rangerende af alle de modstandsfolk, der blev uddannet til officerer. Han overførtes til reserven og stod fortsat i nummer ved Ingeniørregimentet, hvorfra han endeligt afskedigedes i 1960. Wagner blev Hjemmeværnsforeningernes Landsforbunds første formand i 1945 og var medlem af Gentofte Kommunalbestyrelse for DKP mellem 1946-50. Han har den udenlandske orden F.K.K. med Palmer. Familie Han blev gift 2. juli 1922 i Brønshøj Kirke med Ingeborg Caroline Andersen (10. maj 1903 i Dråby Sogn – ?), datter af skovarbejder Anders Nielsen Andersen (1876-1958) og Hilda Karoline Svendsen (Svendsdotter) (1875-1962). Han er begravet på Hellerup Kirkegård. Hans efterladte papirer findes i Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.