Datasets:

alexandrainst

/

lexdk-open

like 2

Follow

Alexandra Institute 26

https://denstoredanske.lex.dk/Sophie_Amalie_Moth

Sophie Amalie Moth

2023-04-23T00:17:31+02:00

fri anvendelse

Sophie Amalie Moth var Christian 5.s elskerinde fra 1671. Kongen ophøjede hende i 1677 til grevinde af Samsø og anerkendte i 1678 hendes børn som sine "naturlige" børn (dvs. legitime, men uden arveret til tronen). Hun havde ingen politisk indflydelse, men sikrede kongen erotisk og politisk uafhængighed af dronning Charlotte Amalie.

https://denstoredanske.lex.dk/Stormen_p%C3%A5_K%C3%B8benhavn

Stormen på København

2023-07-28T12:44:06+02:00

fri anvendelse

Stormen på København var en episode under Karl Gustav-krigene, hvor svenskerne belejrede København 1658-1660. Natten mellem den 10. og 11. februar 1659 stormede svenskerne København, men da befæstningen var intakt og fuldt ud bemandet, og danskerne forinden havde fået efterretninger om det svenske angreb, blev svenskerne slået tilbage, og Karl Gustavs erobringsforsøg mislykkedes. De svenske tab var omfattende (ca. 2.000 mand inkl. ca. 100 officerer fra generaler og ned), mens de danske var minimale (ca. 20 menige). Militært set var der tale om et forudsigeligt og meningsløst blodbad, der ikke fik nogen betydning overhovedet, men stormen blev straks fejret og året efter ophøjet til en national og religiøs mindedag, der under navnet taksigelsesfesten blev fejret årligt den 11. februar helt frem til 1766.

https://denstoredanske.lex.dk/bavneh%C3%B8j

bavnehøj

2020-06-18T10:44:57+02:00

fri anvendelse

En bavnehøj er et højdepunkt som fra middelalderen og til 1800-tallet brugtes til signalering om faresituationer, fx en angribende fjende. En brændestabel, en bavn, antændtes, så faresignalet kunne ses videnom. I Danmark findes adskillige bavnehøje; den mest kendte er den jyske Ejer Bavnehøj.

https://denstoredanske.lex.dk/hovedlen

hovedlen

2023-01-04T12:38:28+01:00

fri anvendelse

Hovedlen var indtil 1662 betegnelsen på et af de større len, dvs. omfattende mindst et herred.

https://denstoredanske.lex.dk/lensadel

lensadel

2022-12-28T12:54:35+01:00

fri anvendelse

Lensadel er betegnelsen på den højadel med titel af grever og baroner (friherrer), som som blev skabt under enevælden. Lensadelens gods var i princippet ikke længere privatejendom, men belagt med majoratsbånd, således at det ikke kunne deles ved arv, men betragtedes som len af kronen. Ud over at disse grevskaber, baronier og stamhuse skulle nedarves samlet, var de også udstyret med andre privilegier, der gav lensadelen højere status og bedre økonomiske kår end den øvrige adel og godsejerstand.

https://denstoredanske.lex.dk/sm%C3%A5len

smålen

2023-01-11T14:42:19+01:00

fri anvendelse

Smålen er betegnelsen på et lille len, der bestod af et herred, en landsby eller blot nogle gårde, som lensmanden fik af lensherren eller administrerede for ham. Det vil sige, at de administrative forpligtelser var begrænsede, og lenet fungerede næsten udelukkende som en økonomisk resurse. I løbet af 1500- og 1600-tallet blev mange tidligere smålen lagt sammen med større len, hvilket gav kongemagten stordriftsfordele, men det reducerede især den økonomisk mindre velstillede adels karrieremuligheder.

https://denstoredanske.lex.dk/1._Slesvigske_Krig

1. Slesvigske Krig

2014-05-20T19:56:18+02:00

fri anvendelse

1. Slesvigske Krig, 1. Slesvigske Krig, se de slesvigske krige.

https://denstoredanske.lex.dk/2._Slesvigske_Krig

2. Slesvigske Krig

2020-12-02T10:40:52+01:00

fri anvendelse

2. Slesvigske Krig, se de slesvigske krige.

https://denstoredanske.lex.dk/B%C3%B8rge_M%C3%B8ller

Børge Møller

2011-03-17T14:29:15+01:00

fri anvendelse

Børge Møller, 1908-86, dansk fagforeningsleder. Møller blev i 1937 repræsentant for Sømændenes Forbund samt Søfyrbødernes Forbund i Danmark ved en afdeling i Antwerpen. Han flygtede i maj 1940 til Storbritannien og blev leder af en afdeling i den britiske sømandsunion, som varetog danske søfolks interesser og i 1941 udskiltes som De Sammensluttede Danske Sømandsorganisationer, DSDS. Møller var fra 1952 ansat af rederiet J. Lauritzen, se Lauritzen Gruppen, hvor han bl.a. virkede som velfærdssekretær.

https://denstoredanske.lex.dk/J%C3%B8rgen_Sehested

Jørgen Sehested

2020-05-07T18:04:34+02:00

fri anvendelse

Jørgen Sehested, 2.4.1885-16.2.1977, dansk godsejer og politiker; brorsøn til Hannibal Sehested. J. Sehested, der overtog stamhuset Broholm i 1924, arbejdede under besættelsen som medlem af Landbrugernes Sammenslutning og DNSAP for et "systemskifte". Et resultat af hans virksomhed var et samarbejde mellem LS, Bondepartiet og DNSAP, proklameret 17.6.1940, som dog ikke antog større omfang. Under retsopgøret blev Sehested idømt otte års fængsel for forræderi og anden landsskadelig virksomhed.

https://denstoredanske.lex.dk/Werner_Best

Werner Best

2023-09-02T09:26:56+02:00

fri anvendelse

Werner Best var en tysk jurist, diplomat, politiker samt nationalsocialistisk ideolog og SS-general. Han var som Tysklands politiske chef (rigsbefuldmægtiget) i Danmark 1942-1945 nøglepersonen i den særlige besættelsesordning, der byggede på samarbejde under skiftende former med de danske myndigheder. Hans rolle i Danmark – især i forbindelse med Jødeaktionen i oktober i 1943 – er stærkt omdiskuteret. Før Anden Verdenskrig var han som forfatter til Nürnberg-racelovene og souschef i Gestapo og derpå Sicherheitspolizei en af arkitekterne bag den nazistiske terrorstat. I 1939 ledede han under Tysklands nedkæmpelse af Polen en mordkampagne på op mod 11.000 polakker. Som krigsforvaltningschef i det besatte Frankrig stod han bag deportationen af de første franske jøder til udryddelseslejren Auschwitz. Efter krigen blev han idømt fængsel under det danske retsopgør. Efter løsladelsen i 1951 hjalp han hundreder af mistænkte krigsforbrydere straffrit gennem det tyske retsopgør. Fra 1969 blev gentagne, men forgæves forsøg gjort på at stille Best for retten for især mordkampagnen i Polen. Werner Best var en påfaldende skikkelse. For det første, fordi han både var en hovedkraft bag etableringen af Gestapo-staten og iværksættelsen af Holocaust – udryddelsen af Europas jøder – sideløbende med, at han i teoretiske skrifter leverede den moralske retfærdiggørelse herfor. For det andet, fordi han var den højst rangerende embedsmand fra Nazitysklands sikkerhedsapparat, der både overlevede krigen og fik en tilværelse på fri fod i efterkrigstidens Vesttyskland – og endda en ikke ubetydelig indflydelse. For det tredje, fordi han gennem næsten 70 år som politisk aktør fastholdt sin grundkurs og aldrig afsvor nationalsocialismen, samtidig med, at et betydeligt mål af rationalitet og forhandlingsmæssig smidighed samt en sleben, høflig facon fik ham til at fremstå som moderat i en række konkrete forløb. Werner Best blev født i 1903 i Darmstadt i Storhertugdømmet Hessen (Hessen-Darmstadt) som søn af en postembedsmand, men familien boede ved udbruddet af Første Verdenskrig i Mainz (dengang ligeledes i Hessen-Darmstadt). To måneder efter krigsudbruddet faldt faderen på Vestfronten. Efter det tyske nederlag i 1918 oplevede Werner Best den slagne hærs tilbagetog og den franske hærs indrykning, idet Rhinlandet ifølge Versailles-traktaten skulle besættes af allierede, primært franske tropper. Helt op til 1930 blev franske officerer og deres familier tvangsindkvarteret i hjemmet i Mainz. Werner Best foretog i juli 1919 som 16-årig på sit gymnasium sit livs første politiske handling. Den franske besættelsesmagt havde udlovet bogpræmier til de elever, der var dygtigst til fransk, og Best var blandt dem. Ved overrækkelsesceremonien afslog han dog i alles påhør at modtage bogen af den franske officer med den begrundelse, at hans far var faldet i krigen, og at han derfor ikke kunne modtage noget af nogen franskmand. Fra begyndelsen af sit jurastudium på universitetet i Frankfurt am Main var Werner Best en del af det højreradikale, völkische miljø, der bekendte sig til 'dolkestødslegenden', dvs. forestillingen om, at den tyske hær i virkeligheden var ubesejret, men i 1918 var blevet faldet i ryggen af hjemmefronten – især jøder og kommunister. Werner Best var aktiv i den tyske modstand mod Ruhrbesættelsen – den fransk-belgiske besættelse af Ruhrdistriktet 1922-1923 med det formål at inddrage forfaldne krigsskadeserstatninger. Werner Best sad i 1924 i fransk fængsel i seks måneder på grund af sin ledende rolle i de antifranske aktioner. I årene derefter videreudviklede Werner Best sine teorier i samspil med bl.a. den kendte forfatter Ernst Jünger. De etablerede sammen begrebet 'heroisk realisme' til bl.a. moralsk retfærdiggørelse af en fremtidig revanchekrig. Werner Best gennemførte sit jurastudium på rekordtid og blev i 1927 som 24-årig dr.jur. I 1930 fik dr. Best sit første faste dommerembede i Hessen, slog sig ned i Darmstadt og giftede sig. Samme år meldte han sig ind i Adolf Hitlers nationalsocialistiske parti NSDAP. Året efter blev han også optaget i Heinrich Himmlers nazistiske elitekorps SS. Efter i 1931 at være blevet valgt ind i landdagen i Darmstadt, hvor han blev leder for NSDAP-gruppen, blev Best sidst på året samtalestof over hele Tyskland på grund af den såkaldte Boxheim-affære. Interne dokumenter fra NSDAP, der var skrevet af Werner Best, blev lækket. De var udkast til nødforordninger ved en fremtidig magtovertagelse, der beskrev, hvordan centrale modstandere skulle pågribes og uden videre nedskydes. Det førte i det endnu demokratiske Tyskland til, at Best mistede sit dommerembede og ikke kunne fortsætte som politisk leder i landdagen. Boxheim-affæren var imidlertid på ingen måde miskrediterende for Werner Best, da Adolf Hitler kom til magten i januar 1933. Best blev politichef i Hessen-Darmstadt, hvor han straks etablerede en koncentrationslejr i Osthofen, den første kz-lejr ved siden af Dachau. I efteråret 1933 tilbød SS-rigsfører Himmler Werner Best en stilling i Sicherheitsdienst (SD), NSDAP's interne kontraefterretningstjeneste under Reinhard Heydrich. Best blev chef i Sydtyskland og spillede en central rolle i forberedelsen af aktionen – kendt som 'De lange knives Nat' – mod ledelsen af Sturmabteilung (SA) under Ernst Röhm samt andre personer, som Hitler anså for oppositionelle. Fra det regionale Gestapo- og SD-hovedkvarter i Wittelsbach-paladset i München ledede Werner Best personligt aktionerne mod ca. en tredjedel af de mindst 85 personer, der blev myrdet den 30. juni 1934 eller de umiddelbart følgende dage. I 1935 blev han med grad af SS-Oberführer (brigadegeneral) souschef for Gestapohauptamt (fra 1936 Sicherheitspolizei) med kontor i Prinz Albrecht-palæet i Berlin – igen med Heydrich som chef. Som forvaltnings- og personalechef fik Best en afgørende betydning for Gestapos position som autonom særmyndighed, der alene stod til regnskab for førerviljen. Nøglebegrebet var Schutzhaft, dvs. tilbageholdelse af en person uden dom og på ubestemt tid. Trods betydelig modstand fra ministerielle instanser fik Werner Best forhindret, at nogen myndighed fik beføjelse til at føre tilsyn med Gestapo, at Schutzhäftlinge (de tilbageholdte) fik adgang til advokatbistand, eller at der blev adgang til at klage over mishandling af eller drab på fanger i Gestapo-varetægt. Best udarbejdede det første udkast til Nürnberglovene. De blev proklameret på NSDAP's partidage i september 1935 og indledte udskillelsen af jøderne fra det tyske samfund. Op til Nazitysklands indlemmelse af Østrig (Anschluss), Sudeterlandet og resten af Böhmen-Mähren (i dag Tjekkiet) i 1938-1939, fik Werner Best i alle tre tilfælde til opgave at opstille politistyrker der skulle rykke ind i området efter den tyske hær for at slå tilløb til modstand ned. De såkaldte Einsatz-grupper, der bestod af personel fra Sikkerhedspolitiet, Ordenspolitiet og SD, for frem med udpræget brutalitet. Op til angrebet på Polen den 1. september 1939 opstillede Werner Best for fjerde gang Einsatz-styrker – denne gang fem grupper på hver ca. 500 mand. Best varetog under felttoget på ordre fra Himmler og Heydrich kommandoen fra en tophemmelig operationscentral med kodenavnet 'Tannenberg' i Prinz Albrecht-palæet. Det skete på grundlag af lister, der på forhånd var udarbejdet over polske gejstlige, intellektuelle og andre, som kunne forudses at blive initiativtagere til modstand. Op mod 11.000 polakker blev systematisk myrdet under kamphandlingerne og i månederne derefter. På grund af en tiltagende rivalisering med chefen Reinhard Heydrich var Bests magt dog på retur, og han måtte fratræde sin stilling i 1940. I august 1940 tiltrådte Werner Best stillingen i Paris som tysk krigsforvaltningschef i det besatte Frankrig, dvs. som en slags 'overindenrigsminister'. Gennem samarbejde med embedsmændene i Vichy-regeringen, der regerede de 45 procent af Frankrig, der ikke var besat, lykkedes det ham i vid udstrækning at få det franske politi til at samarbejde i bekæmpelse af kommunister, internering af jøder og overtagelse af jødisk ejendom. I 1941-1942 blev ca. 500 franske gidsler på Hitlers ordre skudt som repressalie for franskmænds nedskydning af tyske militærpersoner. Det var Werner Best stærkt imod, fordi det skadede hans muligheder for samarbejde med de franske myndigheder. Det lykkedes ham i voksende grad, at få skydning af gidsler erstattet af internering af statsløse jøder som repressalieform. Den 28. marts 1942 blev det første tog med ca. 1100 jøder sendt fra Paris til udryddelseslejren Auschwitz efter initiativ og planlægtning af bl.a. Best. Werner Best var en magthaver, der analyserede og teoretisk begrundede og forsvarede sine dispositioner sideløbende med, at han foretog dem – ikke mange år senere. I august 1939 – i de samme uger som Werner Best opstillede Einsatz-grupperne til aktionerne i Polen – skrev han i en tidsskriftsartikel, at krig mellem folkene er en naturtilstand, og han afviste, at begrebet 'ret' har nogen relevans i forholdet mellem nationerne. Året efter, nogenlunde samtidig med, at han måtte fratræde fra Sikkerhedspolitiet, udgav han lærebogen Die deutsche Polizei, der derefter var obligatorisk læsning for nye Gestapo-ansatte. Werner Best besvarede i en tidsskriftsartikel om 'storrum' (magtsfærer) spørgsmålet om, hvordan man skal forholde sig, hvis der er et eller flere folk i 'storrummet', hvis tilstedeværelse 'førerfolket' ikke vil tåle. "Udslettelse og fordrivelse af fremmede folk er efter de historiske erfaringer ikke i modstrid med livslovene, når de gennemføres fuldstændigt," skrev Best. Artiklen blev trykt i foråret 1942 – få måneder efter at en kreds af Nazitysklands toppersoner ved Wannsee-konferencen havde truffet beslutning om Endlösung – den endelige udryddelse af Europas jøder. I efteråret 1941 forlod Werner Best i en længere periode Paris for – på opdrag af Heinrich Himmler – at udarbejde en model for, hvordan de tysk besatte lande kunne forvaltes mest hensigtsmæssigt for den tyske krigsøkonomi. I et komparativt studie af seks besatte lande i Vest- og Nordeuropa konkluderede han, at det tyske styre i Danmark fungerede bedst, fordi man samarbejdede med de lovligt valgte indenlandske myndigheder og derfor kunne nøjes med et minimum af tysk forvaltningspersonel. Werner Best fik et år senere muligheden for at stå i spidsen for netop Danmark. Han blev udnævnt til Reichsbevollmächtigter – politisk leder – med grad af SS-Gruppenführer (generalløjtnant). Han blev underlagt udenrigsminister Joachim von Ribbentrop, da Danmark på grund af samarbejdspolitikken formelt var selvstændigt. Best blev sideordnet den tyske militære øverstkommanderende, general Hermann von Hanneken. Werner Bests tilnavn 'Blodhunden fra Paris' gav i Danmark frygt for en væsentlig skærpelse af den tyske kurs. Imidlertid overraskede han med en pragmatisk linje, efter at han allerede ved sin ankomst den 5. november 1942 havde insisteret på, at den hidtidige udenrigsminister Erik Scavenius også skulle være statsminister. Best så bort fra et oprindeligt tysk krav om, at det danske nazistparti, DNSAP, skulle repræsenteres i ministeriet. Werner Best, hans hustru og deres fem mindreårige børn flyttede ind på Rydhave-palæet i Charlottenlund. Den velfungerende forhandlingsrelation mellem Scavenius og Best varede i 10 måneder. Deres hovedinteresser var forenelige. Werner Bests hovedopgave var, at der blev holdt ro i Danmark, og at Danmark blev forvaltet til gavn for den tyske krigsøkonomi – frem for alt sikring af den størst mulige fødevareeksport til Tyskland. For Erik Scavenius drejede det sig om at fastholde landets position som ikke-krigsførende, afvise enhver form for indgreb mod de danske jøder og afværge drakoniske straffe mod modstandsfolk. Det blev ikke Best, men general von Hanneken, der fremstod som eksponent for en hårdere kurs. Generalen havde ansvaret for forberedelse af et invasionsforsvar, så hans fokus var helt og holdent på militær sikkerhed. Rivaliseringen og konflikterne mellem de to chefer fortsatte lige til von Hannekens afgang i januar 1945. Som noget enestående i et tyskbesat land tillod Werner Best, at der kunne afholdes et rigsdagsvalg den 23. marts 1943. Der var dog en dobbelthed i Werner Bests politik. I hans regi blev Schalburgkorpset på initiativ af SS etableret med henblik på at vinde danskerne for den storgermanske ide. Reelt blev korpset en stærkt forhadt del af den tyske modstandsbekæmpelse. I sommeren 1943 satte en sabotageoffensiv og Augustoprøret – kommunistisk ledede strejkebevægelser – samarbejdspolitikken under afgørende pres. Adolf Hitler beordrede Best til at stille den danske regering over for et ultimatum med bl.a. krav om indførelse af dødsstraf idømt ved danske domstole for våbenbesiddelse uden tilladelse og sabotage. De politiske ledere for de fire partier bag forhandlingspolitikken sagde den 28. august 1943 nej. Regeringen ophørte med at fungere, og den følgende nat erklærede general von Hanneken militær undtagelsestilstand. Selv om general von Hanneken havde taget magten, var Best fortsat politisk leder. Han fik i løbet af september genetableret samarbejdspolitikken med det såkaldte Departementschefstyre. Bests faste forhandlingsmodpart blev nu Nils Svenningsen, direktør for Udenrigsministeriet. Best fik bevilget en Gestapo-styrke, og fra 15. september var Gestapo for første gang udøvende politi i Danmark. Den 8. september afsendte Best sit notoriske telegram nr. 1032 til udenrigsministeriet i Berlin, hvori han anmodede om tilladelse til at foretage en aktion mod de danske jøder. Hans motiv var givetvis, at han vurderede en jødeaktion som uundgåelig, fordi udryddelsen af Europas jøder for SS-rigsfører Himmler var en erklæret topprioritet. Best var ikke længere hindret af hensynet til Scavenius-regeringen, og taktisk vurderede han antagelig, at det styrkede hans position i det interne tyske magtspil i Danmark at være den, der tog initiativet. Jødeaktionen blev gennemført natten mellem 1. og 2. oktober 1943 af særlige SS-tropper sendt fra Berlin, men på grund af en begrænset og halvhjertet indsats af det i Danmark baserede tyske politi, fik det store flertal af de ca. 8000 danske jøder mulighed for at flygte til Sverige. De knap 500 jøder, der faktisk blev deporteret, blev sendt til ghetto-byen Theresienstadt i Böhmen. Best fik Adolf Eichmann, den magtfulde praktiske leder af die Endlösung, til at love, at de danske jøder ikke ville blive videresendt til Auschwitz. Gestapo viste hurtigt overbevisende resultater i kampen mod modstandsbevægelsen – primært opnået gennem danske angivere. Werner Best ønskede en politimæssig tilgang til modstandsbekæmpelsen med krigsretsforfølgelse og var imod krav fra Berlin om skærpede repressalier. Imidlertid blev besættelsescheferne indkaldt samlet til en konference med Adolf Hitler i Ulveskansen, førerhovedkvarteret i Østpreussen, den 30. december 1943. Her beordrede Hitler nedprioritering af krigsretsforfølgelse og indførelse af clearingmord og såkaldt schalburgtage – sprængninger af samfundsvigtig dansk ejendom – som repressalie mod hhv. attentater mod tysk militært personel og sabotage. Efter førerordren var Werner Best nødt til at medvirke aktivt i terroren. Han havde imidlertid en klar præference for formelle retslige rammer, og i foråret 1944 lykkedes det ham – egentlig imod ånden i Hitlers ordre – at etablere en SS- og Politiret til pådømmelse af sager om alvorlig illegal virksomhed. Best indførte nu et gidselsystem, der i princippet svarede til det gidselsystem i Frankrig, som han selv havde bekæmpet. Han var indstillet på at benåde de flere hundrede danske fanger, der stod til dødsdom, men kun, hvis sabotagen blev indstillet. Den voksede imidlertid i forsommeren 1944 til hidtil usete højder, og følgen blev, at for hver større sabotage blev en eller to frihedskæmpere henrettet. I løbet af kun godt to måneder blev 31 danskere skudt i Ryvangen. De sidste var otte mænd fra Hvidstengruppen den 29. juni 1944. Da det skete, var Folkestrejken i København brudt ud, og den blev et nederlag for Best. Han satte hårdt mod hårdt mod befolkningen, der blev støttet af Danmarks Frihedsråd, med blandt andet lukning for el, gas og vand, og over 100 københavnere blev dræbt af bl.a. skydende patruljer. Den rigsbefuldmægtigede endte med at åbne for de offentlige værker og acceptere at fjerne Schalburgkorpset fra København uden anden modydelse, end at arbejdet blev genoptaget den 4. juli 1944. I tiden efter Folkestrejken var Werner Bests magtposition i bund. Da tyskerne gennemførte aktionen mod det danske politi den 19. september 1944, skete det på initiativ af general von Hanneken og Höherer SS- und Polizeiführer Günther Pancke. Best blev end ikke orienteret på forhånd. Efterhånden som krigsafslutningen nærmede sig, steg den rigsbefuldmægtigedes relative magt imidlertid. Lige som han havde afværget tvangsudskrivning af dansk arbejdskraft, lykkedes det ham at undgå rigstyske krav om tvangsindkvartering i danske hjem, da titusinder af tyske flygtninge begyndte at ankomme i februar 1945. Bests faste trumfkort over for andre tyske instanser var hensynet til sikkerheden for levering af den fødevareeksport, som Tyskland var afhængig af. I besættelsens sidste dage arbejdede Best for, at Danmark skulle indgå i den tyske kapitulation over for de britiske styrker i Nordtyskland, så en militær slutkamp i Danmark kunne undgås. Dog farves Bests eftermæle endnu mere af, at han i februar 1945 fik genindført SS- og Politiretten, efter at krigsretsforfølgelse havde været afskaffet siden Folkestrejken. Det førte til, at ikke færre end 63 modstandsfolk blev henrettet ganske kort tid før krigsafslutningen. Efter kapitulationen den 5. maj 1945 fortsatte han med accept af Nils Svenningsen på posten nogle uger for at afvikle den tyske administration, indtil han den 21. maj blev arresteret af britisk militærpoliti og indsat i Kastellet. Hans familie blev transporteret til den store flygtningelejr ved Oksbøl. Selv om Werner Best var en af hovedkrigsforbryderne, begrænsede hans straf under retsopgøret sig til seks år og tre måneders fængsel – heraf mere end fem år som varetægtsarrestant. Det var der flere grunde til. For det første var han ikke blandt de nazistiske topfolk, der blev tiltalt ved Nürnbergprocessen, fordi hans sag var for uoplyst og kompliceret til, at det stod klart, hvilken dom der kunne ventes. Hans karriere i 1930'erne var tysk indenrigspolitik og hørte dermed ikke under domstolen, hans ledelse af Einsatz-grupperne i Polen i 1939 var helt ukendt, og billedet af hans rolle i de franske jødedeportationer var vagt. Da sagen endte i Danmark i marts 1947, kom sagen alene til at handle om Bests gerninger i Danmark, fordi det lille og stærkt overbelastede danske retsvæsen var ude af stand til at gennemskue de internationale perspektiver. Forinden havde han siddet i forskellige tyske fængsler. Han erhvervede sig en vis status ved at blive indkaldt som ekspertvidne – først for Nürnberg-tribunalet fra august 1946 til begyndelsen af 1947, i kraft af sin viden om Gestapos interne struktur, dernæst i april 1948 ved tribunalets sag mod det tyske udenrigsministeriums topfolk, i kraft af sin politiske post i det besatte Danmark. Under opholdene i vidnefløjen i Justitspaladset i Nürnberg havde Werner Best på grund af ulåste celledøre lejlighed til frit at kommunikere med de andre vidner, der ofte selv var under anklage i andre sager. Perioden gav ham rig lejlighed til at gennemtænke sit forsvar og koordinere forklaringer. I Københavns Byret blev Werner Best dømt til døden i september 1948, i juli 1949 ændrede Østre Landsret dommen til fem års fængsel, hvorefter Højesteret i marts 1950 forhøjede straffen til 12 års fængsel. Den opsigtsvækkende forskel skyldtes, at byretten dømte ham for at have iværksat Jødeaktionen, mens landsretten godtog Bests forklaring, som gik ud på, at han sendte anmodningen til Berlin pro forma for at foregribe, at han selv fik ordre til at gennemføre en aktion, som han angivelig vidste, allerede var besluttet i Berlin. Et vidne, der i 1943 havde været embedsmand i Auswärtiges Amt – det tyske udenrigsministerium – støttede Werner Best med en forklaring om, at Best underhånden gennem en telefonopringning fra Tyskland var blevet orienteret om beslutningen. I 1960'erne viste undersøgelser af ministeriets arkiver af den israelske historiker Leni Yahil imidlertid, at der ikke var truffet nogen beslutning, før Werner Best afsendte sin anmodning om tilladelse til en jødeaktion den 8. september 1943. Samtidig med Werner Bests retssager i København blev sagen i Nürnberg mod topfolkene i Auswärtiges Amt afsluttet. Det skete med relativt milde fængselsstraffe – bl.a. på grundlag af Werner Bests vidneudsagn. Efter højesteretsdommen blev Werner Best indsat i Horsens Statsfængsel. Herfra virkede han åbenlyst for løsladelse af de tyske fanger i danske fængsler. Det skete via udsendinge fra det tyske justitsministerium, som efter Forbundsrepublikken Tysklands dannelse i 1949 arbejdede for frigivelse af tyskere, der sad i fængsel i andre lande. Det skete med støtte i en stærk folkestemning i Vesttyskland, hvor retsopgør mod nazistiske krigsforbrydere netop i disse år blev betragtet som 'sejrherre-justits'. Da Werner Best blev løsladt i august 1951, blev han straks en ledende kraft i en kampagne for generalamnesti. Han viste begyndende politiske ambitioner, men ved nytår 1952/1953 blev han med ét slag ekskluderet af den respektable politiske offentlighed. Det skete, da hans navn blev belastet af, at han havde været med i en gammelnazistisk kreds. Danmarks ambassadør sikrede sig i de følgende år med jævnlige forespørgsler, at de tyske myndigheder ikke lod Best få nogen position med indflydelse. Fra 1953 var Best ansat som koncernjurist i Hugo Stinnes-koncernen i Mülheim an der Ruhr. Han fik snart henvendelser fra personer, som myndighederne sigtede for nazistiske krigsforbrydelser. Det var ofte folk, han selv i sin tid havde ansat som personalechef i Sikkerhedspolitiet, og Bests firma gav ham lov til at rådgive i arbejdstiden. Fra midten af 1950'erne vendte folkestemningen til fordel for et omfattende retsopgør. Titusinder af sager blev rejst. Antallet af henvendelser til Werner Best steg stærkt, og Hugo Stinnes tillod nu, at han bruge hele sin arbejdstid på sagerne. Best hjalp med skarpsindighed hundreder med juridisk bistand. Det var sandsynligvis ham, der i 1968 fik ideen til at smugle en tilsyneladende ren teknikalitet om forældelse ind i et lovkompleks vedtaget af Forbundsdagen, der fik til konsekvens, at størstedelen af de resterende sager ikke kunne gennemføres på grund af forældelse. Werner Best vidste imidlertid, at hans egen rolle som overordnet ansvarlig ikke kunne forældes. Fra 1963 havde et større antal statsadvokater i Berlin systematisk foretaget en arkivefterforskning af 'skrivebordsmorderne' i Reichssicherheitshauptamt, Nazitysklands centrale politihovedkvarter. Best kunne nu blot afvente, at de nåede til Tannenberg – den hemmelige kommandopost, hvorfra han i 1939 havde ledet Einsatz-grupperne i Polen. Den 11. marts 1969 blev han som 65-årig arresteret og indsat i undersøgelsesfængsel i Berlin, og hjemmet blev ransaget. Best erklærede sig helbredsmæssigt ude af stand til at gennemføre en retssag. Efter en række lægeerklæringer – især fra psykiatere – med modsatrettede konklusioner opgav myndighederne at føre sagen, og Best blev løsladt i august 1972. I de følgende år optrådte han af og til som forsvarets vidne i andre nazisager – sidste gang i 1987. I november 1988 udgav han bogen Dänemark in Hitlers Hand (på dansk i 1989 som Danmark i Hitlers hånd) i samarbejde med Siegfried Matlok, chefredaktør for avisen Der Nordschleswiger i Aabenraa. Heri forsvarede han sine gerninger som rigsbefuldmægtiget. Hvis man godtager udgivelsen som en politisk handling, var det hans sidste, 69 år og fire måneder, efter at han havde nægtet at modtage den franske bogpræmie i Mainz. Formentlig foranlediget af den åbenlyst sunde og raske pensionists fortsatte offentlige virke genåbnede myndighederne hans sag. Den 5. juli 1989 offentliggjorde statsadvokaten i Düsseldorf et anklageskrift, hvori Best tiltaltes for mord på 8723 mennesker. Det viste sig imidlertid, at den 85-årige Best var død 12 dage før. Så længe Werner Best levede, blev han af historikere ofte betegnet som tvetydig og opportunistisk. Det vanskelige i at gennemskue ham skyldtes også, at han som pensionist modtog historikere til samtaler og havde lejlighed til at påvirke deres synsvinkler. Først da den tyske historiker Ulrich Herbert i 1996 udgav den dybtgående biografi Best, blev det klart, at Werner Best havde fulgt et helt konsekvent spor. Uigennemskueligheden skyldtes, at hans register af virkemidler var usædvanlig stort. Bogen er udkommet i adskillige oplag og er blevet oversat til fransk og polsk, men ikke til dansk.

https://denstoredanske.lex.dk/Axel_Christian_Hartel

Axel Christian Hartel

2020-05-07T12:41:32+02:00

fri anvendelse

Axel Christian Hartel, 1889-1978, dansk politiker. Hartel var en af lederne af Det Frie Folkeparti, fra 1939 Bondepartiet, og MF 1935-43. Efter den tyske besættelse gik han kraftigt ind for, at Landbrugernes Sammenslutning og Bondepartiet skulle danne en fælles front med DNSAP; alliancen blev etableret i sommeren 1940, men fik ingen reel betydning. Ved retsopgøret efter krigen blev Hartel idømt 14 års fængsel for forræderi og anden landsskadelig virksomhed.

https://denstoredanske.lex.dk/C.V._Bramsn%C3%A6s

C.V. Bramsnæs

2020-05-07T20:05:49+02:00

fri anvendelse

C.V. Bramsnæs, Carl Valdemar Bramsnæs, 12.6.1879-29.8.1965, dansk politiker og nationalbankdirektør. Bramsnæs blev typograf i 1898 og i 1914 cand.polit. Han skrev flere mindre bøger, bl.a. Kapitalens økonomiske System (1918) sammen med P. Zoffmann og Sociale Problemer i Nutiden (1921). Bramsnæs spillede en afgørende rolle for arbejdernes oplysningsbevægelse, bl.a. ved oprettelsen af AOF i 1924. Samtidig var han aktiv på det kooperative område og i internationalt arbejde. I 1918-39 var Bramsnæs medlem af Landstinget for Socialdemokratiet; 1924-26 og 1929-33 finansminister. Under den økonomiske krise søgte han at fastholde valutakursen og balancen på statsbudgettet; ved Kanslergadeforliget i 1933 var han modstander af devalueringen. I 1936 blev Bramsnæs udnævnt til førstedirektør i Nationalbanken, en stilling, som han beklædte til 1949 under loyal hensyntagen til vekslende regeringers politik. Under besættelsen blev han ved den såkaldte telegramkrise 1942 af alle partier foreslået som statsminister, men afslog. I stedet overtog Erik Scavenius posten. Bramsnæs var formand for Foreningen Norden 1939-60.

https://denstoredanske.lex.dk/Folkehjem

Folkehjem

2010-09-20T11:19:28+02:00

fri anvendelse

Folkehjem, dansk forsamlingshus i Aabenraa. Huset erhvervedes i 1901 af Sprogforeningen og gav siden plads for store dansk-nationale møder. På et folkemøde 17.11.1918 i Folkehjem rejste H.P. Hanssen sønderjydernes krav om den nationale selvbestemmelsesret, som blev ført ud i livet i 1920.

https://denstoredanske.lex.dk/Henning_Hasle

Henning Hasle

2020-05-07T12:42:09+02:00

fri anvendelse

Henning Hasle, 1900-1986, dansk politiker. Hasle var højesteretssagfører og blev i 1932 MF for Det Konservative Folkeparti, hvor han samarbejdede med Christmas Møller. Efter det forliste grundlovsforslag i maj 1939 blev Hasle formand for folketingsgruppen og politisk ordfører, og forholdet til Christmas Møller kølnedes. I april-juli 1940 var han minister uden portefølje og accepterede forhandlingspolitikken. Efter valget i 1945 nedlagde Hasle sit mandat pga. kritik af hans støtte til ministeriet Scavenius under besættelsen.

https://denstoredanske.lex.dk/Jesper_Bahnson

Jesper Bahnson

2021-10-12T13:44:30+02:00

fri anvendelse

Jesper Bahnson var en dansk officer og krigsminister. Bahnson blev i 1855 lærer ved Landkadetakademiet i artilleri og fortifikation. Han var medstifter af Det Krigsvidenskabelige Selskab i 1871 og arbejdede i 1870'erne på at skabe faglig og politisk opbakning til en fuldstændig befæstning af København. Denne blev ved hjælp af provisoriske finanslovsbevillinger gennemført af regeringen Estrup under ledelse af Bahnson, der var krigsminister i perioden 1884-1894.

https://denstoredanske.lex.dk/Ludvig_Christensen

Ludvig Christensen

2020-05-07T20:27:14+02:00

fri anvendelse

Ludvig Christensen, 1878-1956, dansk politiker og fagforeningsmand. Christensen havde betydelige poster i fagbevægelsen og Socialdemokratiet; bl.a. var han formand for partiets 12. kreds på Nørrebro og kasserer i Formerforbundet. Han var medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1918-35, hvorefter statsminister Stauning gjorde ham til socialminister, en post, han beklædte frem til 1940. Som minister gennemførte Christensen bl.a Lærlingeloven i 1937 og den skelsættende Ferielov i 1938. Han var medlem af Landstinget 1925-39 og herefter af Folketinget indtil 1945.

https://denstoredanske.lex.dk/N.P._Dahl

N.P. Dahl

2022-05-27T13:12:17+02:00

fri anvendelse

N.P. Dahl var en dansk socialdemokratisk politiker og kirkeminister i Thorvald Staunings regeringer 1924-1926 og 1929-1935. Dahl var sognepræst, først i Brande, senere i Sædder ved Køge. Bl.a. som følge af F.J. Borgbjergs agitation tilsluttede han sig Socialdemokratiet. I 1913 blev han medlem af Folketinget og 1918-1936 af Landstinget og fik som en af de få præster i partiet posten som kirkeminister. Ligesom partiet var Dahl tilhænger af at adskille stat og kirke, men efter regeringskoalitionen med Det Radikale Venstre i 1929 måtte sådanne planer opgives.

https://denstoredanske.lex.dk/Tysklandsarbejdere

Tysklandsarbejdere

2010-10-11T19:57:28+02:00

fri anvendelse

Tysklandsarbejdere, de mere end 100.000 danskere, der under besættelsen 1940-45 i kortere eller længere tid arbejdede i Tyskland. De fleste tog frivilligt af sted, men i nogle tilfælde truede arbejdsløshedskassen eller den kommunale forvaltning med fratagelse af understøttelse, medmindre de tog arbejde i Tyskland. Enkelte blev pga. arbejdsvægring eller protester over arbejdsforholdene anbragt i tvangsarbejds- eller kz-lejre.

https://denstoredanske.lex.dk/Viggo_Christensen

Viggo Christensen

2020-05-07T18:35:29+02:00

fri anvendelse

Viggo Christensen, 1880-1967, dansk politiker og fagforeningsmand. Christensen blev udlært typograf i 1899 og var formand for Typografisk Forening i København 1907-14 og for Dansk Typografforbund 1914-17. Christensen var aktiv i flere socialdemokratiske foreninger, bl.a i diskussionsklubben Karl Marx. Sin hovedindsats ydede han som kommunalpolitiker i København, hvor han 1909-46 var medlem af Borgerrepræsentationen, 1917-38 som socialborgmester og 1938-46 som overborgmester.

https://denstoredanske.lex.dk/Fremtidens_Danmark

Fremtidens Danmark

2011-06-29T13:41:38+02:00

fri anvendelse

Fremtidens Danmark, socialdemokratisk arbejdsprogram, vedtaget i 1945. Fremtidens Danmark havde både et idémæssigt og et politisk taktisk formål på et tidspunkt, da Socialdemokratiet var udsat for kritik af sin politik under besættelsen og forventede skærpet konkurrence fra kommunisterne. Programmet, hvis hovedarkitekt var J.O. Krag, gik delvis ind for planøkonomi og økonomisk demokrati med bedriftsråd; banker, højfinans og forsikringsselskaber skulle bringes under statskontrol. Blandt andre reformkrav i programmet var indførelse af 21-års-valgret og afskaffelse af Landstinget. Trods stærk kritik ved programmets fremkomst er mere moderate dele af Fremtidens Danmark, fx indkomstudlignende skattepolitik og bedre socialpolitik, blevet gennemført.

https://denstoredanske.lex.dk/Kejsergadesagen

Kejsergadesagen

2016-11-16T10:08:43+01:00

fri anvendelse

Kejsergadesagen, afsløring i 1969 af Forsvarets Efterretningstjenestes aflytningscentral i Kejsergade i København. Centralen lå i kælderen i en af Københavns Universitets ejendomme og blev formodentlig fortrinsvis brugt til aflytning af udenlandske ambassaders telekommunikation. Lokalerne blev efter afsløringen rømmet under pressens fulde opmærksomhed, og affæren medførte stærk kritik af universitetet og af Forsvarets Efterretningstjeneste. Også forsvarsministeren og statsministeren blev angrebet, men hævdede at have været holdt i uvidenhed. Der blev forsøgt beslaglæggelse over for de aviser, der havde afsløret centralen, ligesom der rejstes tiltale mod de ansvarshavende redaktører; der idømtes dog kun ret beskedne dagbøder. Ombudsmanden søgte at afslutte sagen med en udtalelse om, at der ikke kunne rettes bebrejdelser mod de ansvarlige ministre.

https://denstoredanske.lex.dk/NATO-depoter

NATO-depoter

2016-11-23T14:28:03+01:00

fri anvendelse

NATO-depoter, militære forsyningsdepoter til brug for NATO, oprettet i Jylland ved forsvarsforliget i 1960; i overensstemmelse med den danske politik om et kernevåbenfrit Danmark var oplagring af kernevåben dog undtaget. For det militærskeptiske parti Det Radikale Venstre, der var i regering sammen med Socialdemokratiet og Danmarks Retsforbund, var oprettelsen af depoterne en stor indrømmelse.

https://denstoredanske.lex.dk/Trekantregeringen

Trekantregeringen

2022-08-10T14:02:54+02:00

fri anvendelse

Trekantregeringen er et populært navn for regeringen H.C. Hansen 1957-1960, hvori de tre partier Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Danmarks Retsforbund indgik. Efter H.C. Hansens død i 1960 dannede Viggo Kampmann regering med de samme partier, men Retsforbundet gled ud af Folketinget ved valget samme år, hvorefter Kampmann fortsatte som statsminister for en topartiregering med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.

https://denstoredanske.lex.dk/oms

oms

2023-05-22T10:18:06+02:00

fri anvendelse

Oms er en forkortelse for omsætningsafgift. I Danmark blev der i 1962 indført en engros-oms på 9 procent på engrosvareomsætningen, altså handlen med store varepartier som fx råvarer mellem producent og fabrikant. Omsen blev i 1965 forhøjet til 12,5 procent. En række varer var undtaget, herunder fødevarer, aviser og kunstværker. Den socialdemokratisk ledede regering havde ønsket af lægge afgiften i detailhandlen fremfor på engroshandlen. Det blev opgivet fordi det var for vanskeligt at kontrollere. I 1967 blev omsen afløst af en meromsætningsafgift, forkortet moms. Momsen var en afgift der var pålagt i alle led af den erhvervsmæssige omsætning og ikke kun på engroshandlen. Momsen var pålagt alle varetyper også fødevarer, der tidligere var undtaget. Momsen var i 1967 på 10 procent.

https://denstoredanske.lex.dk/Veks%C3%B8hjelmene

Veksøhjelmene

2023-08-09T14:13:15+02:00

fri anvendelse

Veksøhjelmene er et andet (sjældnere) navn for det arkæologiske fund Viksøhjelmene. Brøns Mose, stedet hvor hjelmene blev fundet, ligger tæt på den moderne by Veksø på Sjælland. I 1942, da hjelmene blev fundet, blev byen stavet Viksø. Stednavnet optræder allerede i 1300-tallet med -i-, bl.a. som Viksyo fra ca. 1370 og som Wixiø fra 1397.

https://denstoredanske.lex.dk/Viks%C3%B8hjelmene

Viksøhjelmene

2023-08-11T14:54:31+02:00

fri anvendelse

Viksøhjelmene er et par næsten identiske bronzehjelme med horn fra yngre bronzealder, ca. 900 f.v.t. Hjelmene blev fundet i 1942 i Brøns Mose ved Veksø (dengang kaldet Viksø) i Nordsjælland, hvor de antagelig er blevet sat ud i mosen som offergave. I 1942 opdagede tørvearbejdere i Brøns Mose et lerkar og flere bronzegenstande i 3 meters dybde. Genstandene blev sat til side uden at påkalde sig yderligere opmærksomhed, eftersom arbejderne var vant til at finde moderne affald i denne mose. En senere undersøgelse af det område, hvor de første genstande blev fundet, iværksat af arbejdslederen Clausen, frembragte flere genstande, som viste, at der var tale om bronzehjelme. Genstandene blev transporteret med tørven til København, hvor automobilhandler O. Holm Jensen anmeldte fundet til Nationalmuseet. Hans Nørling-Christensen, som på dette tidspunkt museumsinspektør i Nationalmuseet, besøgte kort efter stedet og afmærkede området for yderligere undersøgelser. En efterfølgende redningsudgravning, understøttet af tørvearbejdernes vilje til at returnere memorabilia til museet, muliggjorde en næsten fuldstændig rekonstruktion af to store hornede metalhjelme, som man antog havde været placeret på en træbakke. Ved undersøgelsen i oktober 1942 blev omkring 2 tons tørv siet bort i en eftersøgning efter yderligere genstande. Hans Nørling-Christensens beskrivelse af hjelmene i hans første publikation i Nationalmuseets Arbejdsmark i 1943 "de var forsynet med horn og andre mærkelige ting" fremhæver det unikke ved disse genstande, også med nutidens øjne. Teknologisk set er hver Viksøhjelmenes kalot sammensat af to blikhalvdele, som holdes sammen med nitter og den massive kam på toppen. Til højre og venstre for kammen er der flade beslag, og på hver af dem er der monteret et lille cylindrisk fatning. Inde i disse og i kammen er der riller eller hulrum, hvor dekorationer som fjer kunne monteres. Sidebeslagene møder runde bundplader med bøsninger, hvori de to horn er nittet. Blikpladerne er dekoreret med bukler og forsynet med påsatte øjenbryn og øjne. Langs kanten sidder små bukler i en række som på for- og bagsiden af hver halvdel starter i en Z-form og ender i en S-form. Når man ser på forsiden eller bagsiden, danner S- og Z-ender således et sammenhængende motiv, som udfylder det ellers bukkelfri område. En buet, næblignende forlængelse stikker ud fra kamtoppen mellem øjnene. I årene efter 1943 blev jord- og tørveprøver, som var blevet taget under udgravningen, samt prøver fra hjelmene og træbakken analyseret videnskabeligt. Resultaterne af analyserne viste, at hjelmene var af bronze, en kobber-tin-legering. Det organiske materiale inde i hjelmene blev bestemt til at være en type harpiks, og træstykkerne blev identificeret som rødel og ask. Kun kulstof 14-dateringen udført i 1972 var utilfredsstillende. Prøverne blev dateret til at være 6000 og 7000 år gamle, og det blev antaget, at de muligvis stammede fra trærester, der ikke tilhørte fundet. En kulstof-14-datering, der blev udført i 2020, brugte materiale, der helt sikkert kan knyttes til de to bronzehjelme, fordi de kom inde fra åbningerne på et af hornene. Det indtil nu ubestemte organiske materiale blev dateret med AMS-Systemet MICADAS (Mini Carbon Dating System), som er et højpræcisionsinstrument til kulstof-14-dateringer, der kun bruger meget små prøvemængder. Den dendrokronologisk kalibrerede datering lød på 1006-857 f.v.t., som svarer til yngre bronzealder. Forsøger man at sammenligne Viksøhjelmene med hjelme fra det øvrige Europas bronzealder, når man hurtigt sine grænser. Selvom hjelmene typologisk kan henføres til de kalottehjelme, der dukker op for 3200 år siden i Vest- og Centraleuropa, og selvom øjenbryn af og til kan findes på andre samtidige hjelme, eksisterer der ikke andre lignende fund. De nærmeste paralleller skal findes inden for bronzealderens figurative kunst. Helleristninger viser sådanne hjelme, båret af lurblæsere og kultøksebærere ved bronzealderens religiøse ceremonier. Endvidere viser bronzefigurer, såkaldte statuetti eller bronzetti, fra Europa og Middelhavsområdet hornede hjelme på mennesker. En sammenlignende undersøgelse af afbildninger af mennesker med hornede hjelme viser, at disse gerne afbildes med krigerredskaber, især i Skandinavien samt på Den Iberiske Halvø, Sardinien og Korsika. Ud over de kendte statuetter findes sådanne fremstillinger primært på skandinaviske helleristninger og på iberiske steler, der har betydning som vartegn eller mindesten, og som er opsat nøje udvalgte steder. Viksøhjelmene er også en form for fuglemasker og er udsmykket med skibsbilleder. For arkæologerne var en datering af hjelmene til yngre bronzealder således oplagt allerede fra start; hjelmenes stil og udsmykning er simpelthen typisk for denne tid. Viksøhjelmene er udstillet på Nationalmuseet i København.

https://denstoredanske.lex.dk/Madsebakke

Madsebakke

2013-10-24T12:15:44+02:00

fri anvendelse

Madsebakke, bakkedrag på nordspidsen af Bornholm med det største samlede område med helleristninger i Danmark. De indhuggede billeder og tegn, som stammer fra bronzealderen, findes på en nordvestvendt klippeflade af grundfjeldet ved Allinge-Sandvig. Blandt figurerne er 14 skibsbilleder, en hestetrukken sol, fodsålsbilleder, hjulkors, kredstegn og talrige skåltegn. Arkæologiske undersøgelser 2003-05 dokumenterer, at klippefladen har været anvendt fra bondestenalderen frem til jernalderen. I bronzealderen har et hegn afgrænset det hellige område. Der er offentlig adgang ad en sti fra kystvejen. Ad en afmærket sti med informationstavler mellem Madsebakke og Hammersholm kan man se adskillige andre helleristninger og udsigtspunktet Samuelshøj, hvor der tidligere lå en gravhøj med to bautasten. Omkring 20.000 besøger hvert år Madsebakke, hvilket slider hårdt på helleristningerne. Flere helleristningsfelter i området blev i slutningen af 1800-t. og senere ødelagt ved stenbrydning.

https://denstoredanske.lex.dk/Solvognen

Solvognen

2023-06-06T13:42:09+02:00

fri anvendelse

Solvognen er et fund fra den ældre bronzealder, ca. 14. århundrede f.v.t., der består af en dekoreret, forgyldt bronzeskive trukket af en model af en hest, alle anbragt på hjul. Tilsammen anses de for at gengive den nordiske bronzealders centrale religiøse idé, nemlig at solen hver dag blev transporteret hen over himlen, bl.a. af en hest. Bronzegenstandene blev fundet ved pløjning i Trundholm Mose i Odsherred på Sjælland i september 1902. Først dukkede hesten op, og efter at ploven var blevet vendt, fremkom den guldbelagte bronzeskive. Da finderen, opsynsmand Frederik Willumsen, undersøgte området yderligere, opsamlede han adskillige mindre stykker fra hjul, aksel og vognstang. Finderen antog dog, at der var tale om et stykke tabt legetøj og tog derfor fundet med hjem, hvor han lod sine børn lege med hesten. En uges tid senere blev fundet anmeldt til Nationalmuseet af en nabo. Museet foretog en udgravning på fundstedet, og flere stykker af hjulene og guldbelægningen blev hjemtaget. Dernæst kunne man foretage en rekonstruktion af de ødelagte genstande, hvorefter Solvognen blev udstillet på Nationalmuseet. I slutningen af 1990’erne blev fundstedet afsøgt med metaldetektor og dernæst udgravet igen af Nationalmuseet. Ved disse undersøgelser fandt man yderligere 21 fragmenter af vogndelene. Det anses for usandsynligt, at større dele af fundet skulle være gået tabt, og genstanden fremstår dermed i dag med rimelig sikkerhed som i bronzealderen. Undersøgelser har vist, at ikke alle bruddene skyldes ploven og den efterfølgende håndtering af genstandene. Solvognen er altså blevet forsætligt fragmenteret, før den blev nedlagt på relativt fast mosebund i bronzealderen. Fragmentering og deponering af betydningsfulde genstande i vådområder var en udbredt rituel skik igennem bronzealderen og oldtiden. Motivet består af adskillige dele, der tilsammen udgør Solvognen. Forrest er hesten, hvis anatomi fremstår ret naturtro. Hale og hoved er let løftet og ørerne peger fremad. Udtrykket er opmærksomt. Bronzestøberen har vidst, hvordan heste ser ud og opfører sig, hvilket kan hænge sammen med, at hestens indførelse i Danmark dateres nogenlunde samtidig med begyndelsen af bronzealderen. Dertil er hesten udsmykket med indridset ornamentik, der måske har skullet illustrere man, pandelok og/eller seletøj. Øjnene er angivet med koncentriske cirkler og trekanter, der udgør solmotiver i sig selv. I midten, dvs. hestens pupil, ses spor efter et mørkt, brunligt materiale, sandsynligvis harpiksmasse, hvilket ofte blev brugt som indlægning i bronzealderens kunst. Den runde bronzeskive er ornamenteret på begge sider, dog er kun den ene side guldbelagt. Ornamentikken består på begge sider af adskillige bånd af forskellige typer af koncentriske cirkler og spiraler, der forbinder de mange cirkelmotiver med hinanden. Båndene er adskilt af mindre trekanter og streger. På den forgyldte side ses desuden endnu et bånd yderst, der udelukkende består af streger og fungerer som en afslutning på motivet. De mange cirkler og de tværgående streger tolkes som en repræsentation af solen og dens stråler, muligvis med mindre solbilleder indeholdt i dette centrale motiv. Spiralerne og cirklerne kan symbolisere solens daglige og årlige cyklus, mens siden uden guldbelægning måske repræsenterer månen. En vis systematik synes at være til stede i motivets opbygning, hvilket kan understøtte denne tolkning. Der er også den mulighed at den side, der ikke er forgyldt, repræsenterer en ’slukket’ sol, hvilket hænger sammen med den dynamik, der er indlejret i motivet. Både hest og sol er placeret på fireegede hjul holdt sammen af en central vognstang, som også er ornamenteret. Hesten er placeret direkte oven på denne stang. Hjulene kan i sig selv være solsymboler, da de er identiske med de mange hjulkors, først og fremmest kendt fra helleristninger, hvor de anses for at repræsentere solen og måske årets gang. På Solvognen tjener hjulene dog også den funktion at gøre hest og sol bevægelige. På skiven og under hestens hals ses to øskener, hvori en snor sandsynligvis har været fæstnet, så faktisk er hesten spændt direkte for solen og ikke for en vogn. Af den årsag blev fundet oprindeligt refereret til som ”Solbilledet fra Trundholm”, og betegnelsen ”Solvognen” kom først til i 1930’erne, hvor det oprindeligt blev brugt af tyske arkæologer. Hjul, stang og snor har betydet, at genstanden kunne trækkes frem og tilbage, hvilket er afgørende for genstandens religiøse funktion. Den hestetrukne sol er et centralt element i kosmologien og religionen igennem hele bronzealderen. I slutningen af bronzealderen findes motivet først og fremmest på rageknive og helleristninger, hvor man også kan iagttage bl.a. skibe, fugle, fisk og slanger, der alle synes at transportere solen hen over himlen. Således holder skibe og dyr den daglige cyklus i gang. Dags-motiverne viser solen bevæge sig mod højre på bl.a. skibe og trukket af fugle og heste, mens solen på nat-motiverne bevæger sig mod venstre, trukket af slanger og fisk. Retningen fra venstre mod højre afspejler solens rejseretning hen over himlen, når den iagttages fra den nordlige halvkugle. Solvognens to sider kan ligeledes repræsentere dag og nat. Betragtes den guldbelagte side, mens hesten trækkes hen over gulvet, bevæger sol-skiven sig mod højre. Set fra den modsatte side bevæger hest og sol sig mod venstre, og således kan den ”mørke” side uden guld repræsentere en ”slukket” sol, der rejser gennem underverdenen om natten. Solvognen har dermed tjent som visualisering af en kosmologisk forestilling og kan derfor være blevet brugt i forbindelse med rituelle handlinger. Solen anses for at have været et helt centralt element i bronzealderens religion, og det er muligt, at Solvognen ikke har været den eneste genstand af sin slags. Solvognen er støbt i bronze med ”tabt voks”-metoden (cire perdue). Dette kan ses på nogle støbefejl på hestens krop og på hestens ryg, hvor en mindre skade betyder, at man kan se rester af den indre lerkerne, som bronzen er støbt henover. Solen består af to hvælvede skiver støbt separat og samlet med en omgivende ring. Ornamentikken er udført i bronzen og bladguldet er dernæst blevet lagt henover og trykket ned, så det afspejler det underliggende mønster. Dog ses nogle unøjagtigheder mellem ornamentikken i guldet og den underliggende bronze, som peger på, at dekorationen efterfølgende er blevet opridset med en nål. I den proces er der opstået et par småfejl. Man har fæstnet guldet til bronzepladen ved at trykke det ned i en fure i ornamentikken, for derpå at hamre det fast ved hjælp af et kobberbånd. Solvognen er i alt 60 cm lang og bronzeskiven har en diameter på 25 cm. Solvognen er i dag udstillet på Nationalmuseet og er et vigtigt nationalt symbol. Den er bl.a. optaget i Kulturkanonen i kategorien billedkunst, og optræder på 1000-krone sedlen. Derudover genfindes den i diverse genfortolkninger fx i logoer og navne på foreninger.

https://denstoredanske.lex.dk/skjoldbule

skjoldbule

2015-11-13T13:06:28+01:00

fri anvendelse

Skjoldbule, hvælvet metalplade på forsiden af et skjold, som dækker over den udskæring, der giver plads til håndtaget; den beskytter således hånden, der holder skjoldet. Skjoldbuler fra jernalderen og vikingetiden kan være rigt udsmykket og er fundet i større mængder i bl.a. Illerupfundet.

https://denstoredanske.lex.dk/Rammedige

Rammedige

2016-02-28T00:02:33+01:00

fri anvendelse

Rammedige, Ramme Dige, fredet forsvarsanlæg, formentlig fra jernalderen, vest for Ramme, 12 km syd for Lemvig. Digets alder er usikker, men det antages at være bygget mellem 100 og 400 e.Kr., da der var mange stammekrige i Jylland. Diget ligger på tværs af den såkaldte Oldtidsvej mellem Viborg i øst og en udskibningshavn ved Vesterhavet, antagelig omkring Trans. Oldtidsvejen fornemmes i landskabet ved de mange høje fra bronze- og jernalder, og nær ved Rammedige findes i dag en gruppe på 13 oldtidshøje, som med diget ligger i et samlet, fredet område. Rester af volden ses i dag på en 400 m lang strækning, men den vides at have været 2-2,5 km lang og forbundet to vådområder i nord og syd. Formentlig har den skullet beskytte et område vest herfor mellem denne og havnen. På voldens østside findes en grav, 6 m bred og 1,7 m dyb. Volden har antagelig været højere end i dag og muligvis befæstet med palisadeværk. Rammedige er blandt de 100 danske kulturminder som Kulturarvsstyrelsen med økonomisk støtte fra Mærsks Almenfond ønskede at gøre noget særligt for at formidle over for offentligheden. I oktober 2011 blev en rekonstruktion af vold og voldgrav i 30 meters længde i fuld størrelse indviet under festlige former. Samtidig er digets nordlige forløb, hvor det siden er overpløjet, blevet markeret med en række pæle af jern. Området ejes af Naturstyrelsen og afgræsses i perioder af gamle nordiske fåreracer. Om Rammedige på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside

https://denstoredanske.lex.dk/Anna_af_Brandenburg

Anna af Brandenburg

2023-04-09T20:49:36+02:00

fri anvendelse

Anna af Brandenburg var hertuginde af Slesvig-Holsten-Gottorp. Hun var gift med hertug Frederik, den senere kong Frederik 1. af Danmark, men døde før Frederiks tronbestigelse. Anna af Brandenburg var den ældste datter af kurfyrste Johann Cicero af Brandenburg og Margarete af Sachsen. Hun var gift med hertug Frederik af Slesvig-Holsten-Gottorp. Parret havde to børn: Dorothea af Danmark og den senere kong Christian 3. Ægteskabsforhandlingerne mellem hertug Frederik og Anna af Brandenburgs brødre Joachim og Albrecht af Brandenburg fandt sted i år 1500. Joachim og Albrecht agerede i stedet for deres far, som allerede var død i 1499. Brødrene sikrede Anna med en medgift på 10.000 rhinske gylden, smykker og andet udstyr. Samtidig blev det fastlagt, at livgedinget, en slags enkepension, årligt omfattede 2.000 rhinske gylden. Indtægterne skulle komme fra Kiel Slot, amt og by, fra Neumünster samt toldindtægterne fra Gottorp. Kiel Slot blev valgt som enkesæde. Ægteskabsforbindelsen krævede en pavelig dispensation, fordi ægteparret var nært beslægtet. Hertug Frederiks mor, Dorothea af Brandenburg, var Annas fars kusine. Grundet Anna af Brandenburgs unge alder fandt brylluppet sted to år senere. Som 15-årig blev hun den 10. april 1502 i Stendal gift med hertug Frederik. Det var et dobbeltbryllup, hvor Annas bror Joachim af Brandenburg giftede sig samme dag med hertug Frederiks niece Elisabeth af Brandenburg. Oprindeligt skulle brylluppet have fundet sted i Berlin, men på grund af pesten blev festlighederne i stedet holdt i Stendal. Efter brylluppet rejste parret til deres residens Gottorp Slot og ankom til slottet den 28. april 1502. Samme sommer tog Anna af Brandenburg på en rundrejse til bl.a. Ribe, Tønder, Haderslev, Rendsborg og Lübeck. Som mange adelige kvinder blev Anna meget svækket af sine graviditeter og var hyppigt syg i de efterfølgende år. I 1512 fik hun det meget dårligt, og familien frygtede, at hertuginden ville dø. Anna af Brandenburg døde den 3. maj 1514 i Kiel som følge af sygdom under en graviditet. Hun blev kun 26 år gammel. Anna blev bisat i Bordesholm Klosterkirke, hvor en kenotaf af bronze stadig minder om hertuginden. Efter Anna af Brandenburgs død lod hertug Frederik derudover opføre en altertavle af billedskæreren Hans Brüggemann i samme kirke. Altertavlen blev sidenhen overført til Slesvig Domkirke.

https://denstoredanske.lex.dk/Edel_Mikkelsdatter_Jernsk%C3%A6g

Edel Mikkelsdatter Jernskæg

2021-02-24T13:54:21+01:00

fri anvendelse

Edel Mikkelsdatter Jernskæg var en dansk adelsdame. Edel stammede fra en sjællandsk lavadelsslægt. Hun blev i ca. 1498 hofdame hos dronning Christine og snart efter kong Hans' elskerinde.

https://denstoredanske.lex.dk/Sophie_af_Pommern

Sophie af Pommern

2023-01-25T09:13:06+01:00

fri anvendelse

Sophie af Pommern var hertuginde af Slesvig-Holsten-Gottorp og fra 1525 dronning af Danmark og Norge. Hun var gift med hertug Frederik af Slesvig-Holsten-Gottorp, den senere kong Frederik 1. Sophie af Pommern døde i 1568 i en alder af 70 år og blev begravet i Slesvig Domkirke ved siden af sin ægtemand. Sophie af Pommern var datter af Bugislav 10. af Pommern og Anna af Polen og blev født i Stettin i 1498. Hun blev gift med hertug Frederik, som dengang var hertug af Slesvig og Holsten. Det var Frederiks andet ægteskab. Parret residerede på Gottorp Slot i Slesvig med deres fem børn. Deres ældste søn, hertug Hans den Ældre (1521-1580), var blevet udvalgt som tronfølger af rigsrådet, men under Grevens Fejde blev Sophies stedsøn Christian 3. valgt i stedet. Sophie af Pommern og hertug Frederiks bryllup fandt sted på Kiel Slot i oktober 1518. Selve forløbet af forhandlingerne mellem Frederik og Sophies far Bugislav er ikke overleveret, men kontrakterne vedrørende giftermålet blev skrevet ned få måneder inden brylluppet. Ægteskabskontrakten giver et indblik i, hvordan Sophie skulle forsørges som hertuginde og senere som enke. I den sammenhæng fik Sophie udstedt et livgeding, der var en slags enkepension, i hertugdømmerne med Kiel som enkesæde. Sophie fik et beløb på 15.000 gylden i medgift. Medgiftens omfang giver generelt et indtryk af brudens status på det europæiske ægteskabsmarked. Derimod skulle livgedinget forsørge Sophie af Pommern som enke efter Frederik 1.s død, så længe hun ikke indgik et nyt ægteskab. Livgedinget omfattede slotte og len i Slesvig og Holsten: Slottene Kiel og Plön såvel som byen Neumünster, alle med de tilhørende len. Som enke skulle hun årligt modtage en samlet indtægt på 2.250 rhinske gylden fra de nævnte slotte, byer og len, såvel som fra toldindtægter. Derudover fik Sophie en morgengave, der bestod af penge, som hun kunne disponere over under ægteskabet. Da Sophie blev dansk dronning, udvidede Frederik 1. livgedinget med godser i Danmark på Lolland og Falster: Slottene Nykøbing på Falster, Aalholm og Ravnsborg på Lolland med tilhørende len samt flere byer på de samme øer. Udvidelsen antyder, at hun som dronning havde ret til en mere omfattende enkeforsørgelse end som hertuginde. En vigtig del af Sophies danske livgeding var Nykøbing Slot. Sophie fik retten til frit at disponere over livgedinget som enke. På senere tidspunkter blev der foretaget mindre ændringer i Sophies oprindelige livgeding i hertugdømmerne. Fem år efter Frederik 1.s død flyttede dronning Sophie i 1538 til sit enkesæde Kiel Slot sammen med tre af sine børn. Bortset fra få rejser opholdt hun sig hovedsageligt i Kiel under sin 30-årige enkestand. Datteren Dorothea (1528-1575) var stadig ugift og blev boende hos sin mor frem til Sophies død i 1568. På Kiel Slot stod dronning Sophie for ombygninger og reparationer i mindre omfang. Hendes søn, hertug Adolf, lod en ny fløj til slottet opføre fra 1558. Hertug Adolf var nødt til at betale for bygningsprojektet, men havde ikke tilstrækkelige finansielle midler. Dronning Sophie lånte ham 13.000 lybske mark, som han ikke betalte tilbage i løbet af de næste år. I sit testamente bestemte Sophie, at hun eftergav ham den gæld. Dronning Sophies enkestand var præget af konflikter med hendes stedsøn Christian 3. og senere hendes stedbarnebarn Frederik 2. Konflikterne handlede for det meste om livgedinget på Lolland og Falster. Dér krævede enkedronningen ikke kun at få indtægterne, men også retten til selv at udnævne lensmænd, at få leveret vildtkød til Kiel og at opholde sig på Nykøbing Slot. I bund og grund ville Sophie selv bestemme over lenenes forvaltning, mens kongerne og rigsrådet ville have en medbestemmelsesret. Livgedinget i Slesvig og Holsten derimod fik hun uden større udfordringer. Dronning Sophie gav ikke efter og tog konflikterne inden for de givne muligheder. Hun formåede at forhandle indrømmelser i mindre omfang og havde i det mindste finansielt rådighed over størstedelen af indtægterne fra livgedinget. Alligevel fik hun aldrig lov til at disponere frit over de danske slotte og len, som hun krævede i årevis.

https://denstoredanske.lex.dk/arveadel

arveadel

2013-02-10T09:43:31+01:00

fri anvendelse

Arveadel, se adel.

https://denstoredanske.lex.dk/hofsinde

hofsinde

2009-01-30T22:29:28+01:00

fri anvendelse

Hofsinde, (2. led af glda. sinne 'følgesvend'), adelsmand, der i Danmark gjorde lønnet tjeneste ved det kongelige hof oftest uden særligt ansvarsområde. Betegnelsen blev brugt fra 1400-t. til ind i 1600-t. I krigstid udgjorde hofsinderne og deres beredne svende en særlig rytterenhed, hof- eller livfanen.

https://denstoredanske.lex.dk/Margrete_Spr%C3%A6nghest

Margrete Sprænghest

2014-05-13T11:33:31+02:00

fri anvendelse

Margrete Sprænghest, se Margrete Sambiria.

https://denstoredanske.lex.dk/Abelsl%C3%A6gten

Abelslægten

2020-11-24T12:14:56+01:00

fri anvendelse

Abelslægten er efterkommerne af den danske konge Abel.

https://denstoredanske.lex.dk/Eufemia_af_Pommern

Eufemia af Pommern

2022-11-23T13:41:37+01:00

fri anvendelse

Eufemia af Pommern var en dansk dronning. Hun var datter af hertug Bogislav 4. af Pommern og Margrethe af Rügen. Eufemia blev på et tidspunkt før 1307 gift med kong Christoffer 2. Ægteskabet var utvivlsomt politisk betinget, og Christoffer knyttede derved forbindelser til Pommern, hvor Eufemias far var hertug, og til Rügen, som hendes mor stammede fra. Eufemia var mor til Erik, Otto, Margrete og Valdemar 4. Atterdag samt Agnes og Helvig, der begge døde som unge. Hun ligger begravet i Sorø klosterkirke.

https://denstoredanske.lex.dk/Margrete_Fredkulla

Margrete Fredkulla

2023-04-23T00:11:30+02:00

fri anvendelse

Margrete Fredkulla var datter af den svenske konge Inge Stenkilson. Fra 1105 var hun gift med kong Niels af Danmark, hvormed Margrete blev dansk dronning. Omkring år 1100 opstod der strid mellem Margretes far Inge Stenkilson og den norske konge Magnus 3. Barfod om besiddelsen af Dalsland på grænsen mellem de to riger. Striden blev bilagt ved, at de to konger indgik en fredsaftale, ifølge hvilken Inges datter Margrete blev gift med Magnus. Det omstridte Dalsland udgjorde hendes medgift. På grund af dette ægteskab fik Margrete i islandske kilder tilnavnet "Fredkulla" (fredskvinde). Magnus Barfod omkom dog allerede efter to års ægteskab under et togt til Irland i 1103. Da Margrete ikke havde nået at få børn med Magnus, vendte hun hjem til Sverige, og Dalslandet blev aldrig norsk. I 1105 giftede Margrete sig igen, denne gang med den nye konge af Danmark, Niels. Ægteskabet beseglede en alliance mellem den danske konge og Sveriges kongeslægt, og da dennes mandlige linje uddøde i årene omkring år 1120, blev Margrete arvtager til dele af det svenske kongerige. Det var på denne baggrund, at hendes egen søn Magnus siden kunne blive konge af Västergötaland. Det lader til, at Margrete som dansk dronning spillede en betydelig politisk rolle. Hun var den første (og eneste kvinde i ældre nordisk middelalder), hvis navn er fundet på periodens mønter, idet hun optræder på danske mønter sammen med sin mand. Desuden er hun den første kvinde, der optræder ved navn i et skandinavisk kongebrev. En kilde fra samtiden antyder, at det i realiteten var hende, der under kong Niels' regeringstid bar ansvaret for kongemagten. Ifølge Saxo søgte Margrete at holde sammen på den danske kongeslægt, der ellers var præget af stor rivalisering. Margretes bestræbelser gav sig udtryk ved, at hun forsøgte at stifte fred mellem rivalerne ved, at hun fik flere af hendes kvindelige slægtninge gift med forskellige danske kongeætlinger. Især var det af betydning, at hendes søsterdatter Ingeborg blev gift med jarlen over Slesvig, Knud Lavard, der var hendes mands nevø. Samtidig blev Knud Lavards fætter Henrik Skadelår gift med hendes brordatter Ingerid. Ifølge en samtidig kilde formåede Margrete at opretholde freden mellem de forskellige kongeætlinge, mens hun selv var i live, og det var først efter hendes død omkring år 1130, at rivaliseringen mellem hendes søn Magnus og Knud Lavard brød ud i lys lue. Denne endte med, at Magnus myrdede Knud Lavard, hvorefter Danmark blev kastet ud i en blodig borgerkrig, der i sidste ende kostede både Magnus og kong Niels livet. Dog sætter Næstvedårbogen Margretes død til året 1117. Hvis denne oplysning er rigtig, kan hun ikke have spillet den altafgørende fredsskabende rolle i kong Niels' sidste regeringsår. Derimod omtaler en saksisk krønikeskriver, at hun var til stede ved et møde i Slesvig i 1129 eller 1130. Her kan der dog være tale om en misforståelse, og dronningen kunne i det tilfælde have været kong Niels' anden dronning, Ulvhild. Men uden en præcis datering af Margretes død lader hendes betydning for forholdet mellem Magnus og Knud Lavard sig ikke fastlægge med sikkerhed. Sikkert er det dog, at Margrete i sin levetid spillede en, for samtiden, fremtrædende rolle i forhold til den danske kongemagt. Mens hendes norske ægteskab var barnløst, havde hun to sønner med kong Niels, Inge og Magnus. Inge døde dog allerede som barn. Ifølge Saxo omkom Inge ved, at hans hest sparkede ud efter ham.

https://denstoredanske.lex.dk/Gunhild_-_d._tidligst_1060,_dronning

Gunhild

d. tidligst 1060, dronning

2022-12-06T09:52:06+01:00

fri anvendelse

Gunhild var Svend 2. Estridsens ægteviede dronning. Hun var datter af den norske jarl Svend Håkonsen. I andet ægteskab giftede Gunhild sig omkring 1050 med Svend Estridsen. Adam af Bremen beretter, at ærkebiskop Adalbert af Hamborg-Bremen, der på denne tid havde det øverste ansvar for kirken i Norden, forlangte, at Svend skulle lade sig skille fra Gunhild, da de var for tæt beslægtet. Hun var som Svend selv barnebarn af den polske prinsesse, som først var gift med Erik Sejrssæl, siden med Svend 1. Tveskæg.

https://denstoredanske.lex.dk/Helvig

Helvig

2021-09-27T10:49:06+02:00

fri anvendelse

Helvig var en dansk dronning. Hun var datter af hertug Erik 2. Valdemarsen. I 1340 blev hun gift med Valdemar 4. Atterdag. Helvigs ægteskab med Valdemar var en del af det komplicerede magtspil omkring hans indsættelse som konge i Danmark. Hun fødte ham børnene Christoffer, Ingeborg og Margrete (1.), men spillede ikke nogen større politisk rolle. Helvig døde og blev begravet i Esrum Kloster, og Margrete fik i 1377 pavelig tilladelse til at flytte moderens lig til Sorø. Overflytningen kom imidlertid aldrig i stand.

https://denstoredanske.lex.dk/Lutgard

Lutgard

2023-01-04T10:57:01+01:00

fri anvendelse

Lutgard af Salzwedel var gift med Erik Lam og dansk dronning fra 1144-1146. Hun var datter af den tyske markgreve Rudolf af Salzwedel, der en overgang også var greve af Stade og Ditmarsken. Lutgard nedstammede fra en betydningsfuld tysk adelsslægt, Udonerne, der herskede over den såkaldte Nordmark, det daværende saksiske grænseområde ved Elben mellem Hamburg og Magdeburg. Slægten kom dog i løbet af 1100-tallet ud for talrige ulykker, idet mange af dens mandlige medlemmer kom voldeligt af dage, og i 1144 var der kun Lutgard og hendes bror, domprovst Hartwig af Stade, tilbage. I denne situation blev Lutgart skilt fra sin mand, markgrev Friederich af Sommerschenburg. Kort tid efter arrangerede hendes bror et nyt ægteskab, denne gang med den danske konge Erik Lam, der med sin sejr over sin rival Oluf Haraldsen nu sad fast på tronen. Lutgard og Eriks børn ville så kunne arve Udonernes grevskaber og andre besiddelser, som slægten ellers stod til at miste. At Erik Lam giftede sig med Lutgard kan hænge sammen med, at hendes bror var den potentielle efterfølger til den aldrende ærkebiskop af Hamborg-Bremen. Hvis Erik støttede Hartwig i at bevare magten over Stade og Ditmarsken, ville Hartwig ikke længere kræve overhøjhed over den danske kirke og ophævelsen af det danske ærkebispedømme, hvilket havde været en trussel i 1120'erne og 1130'erne. Erik Lam ville til gengæld få en nyttig allieret ved den danske sydgrænse, der kunne danne en modpol til den unge og ambitiøse sachsenhertug Henrik Løve. Lutgard har fået et dårligt eftermæle i Danmark, hvilket primært skyldes Saxo. Således betegnede han hende som en kvinde med en dubiøs moral, selvom hun var af fornem slægt. Saxo beskylder hende for at have overtalt Erik Lam til at skænket krongods bort til venner og frænder, der havde støttet kongen i kampen mod Oluf Haraldsen, hvorved Erik kom til at svække kongemagten. Ægteskabet med Erik Lam kom dog ikke til at vare længe – kongen blev syg og abdicerede og døde i Skt. Knuds kloster i Odense i efteråret 1146. Efter Erik Lams død i 1146 blev Lutgard gift med den ledende saksiske stormand grev Hermann af Winzenburg. Dette ægteskab endte dog heller ikke lykkeligt, for ægteparret blev myrdet i januar 1152 af nogle af Hermanns utro vassaller. På dette tidspunkt var Lutgard gravid. Lutgard har haft litterær betydning inden for to forskellige litterære genrer. For det første var det sandsynligvis hende, der havde fortalt en krønikeskriver i Erfurt om Slaget ved Fodevig og den fremtrædende rolle hendes 2. ægtemand, Erik Lam, havde spillet heri. Hendes eget dramatiske endelig blev også nedfældet i de lokale annaler, og dannede grundlag for flere sagn, som i 1800-tallet blev indsamlet af brødrene Grimm.

https://denstoredanske.lex.dk/Margareta_Fredkulla

Margareta Fredkulla

2023-01-05T10:30:39+01:00

fri anvendelse

Margareta Fredkulla, se Margrete Fredkulla

https://denstoredanske.lex.dk/Bo_Falk

Bo Falk

2023-04-14T13:30:52+02:00

fri anvendelse

Bo Falk var en dansk ridder og rigsråd. Han ejede Vallø. Bo Falk var en af kong Valdemar 4. Atterdags trofaste støtter og udførte flere militære og diplomatiske opgaver for kongen, hvilket to gange medførte fangenskab hos kongens fjender. I 1352 blev Bo Falk en af de fem statholdere i Danmark, som Valdemar indsatte under sin krigsførelse i Nordtyskland.

https://denstoredanske.lex.dk/Esger

Esger

2023-01-04T12:59:15+01:00

fri anvendelse

Esger var biskop i Ribe. Esger blev valgt til biskop i 1246. Han forestod i en årrække det kongelige kancelli og tog kong Christoffer 1.s parti i striden med ærkebispen Jakob Erlandsen. Det var sandsynligvis Esger, der kronede Erik 5. Klipping i Viborg Domkirke juledag 1259.

https://denstoredanske.lex.dk/Gleichen

Gleichen

2023-03-13T14:45:19+01:00

fri anvendelse

Gleichen er en tysk greveslægt fra Thüringen. Slægten kom ved grev Lamberts (død 1238) ægteskab med Valdemar 1. den Stores datterdatter Sophie i familie med det danske kongehus. Parrets søn, grev Ernst (død 1277), optrådte fra 1230 flere gange på højeste politiske niveau, hvor han var en støtte for den til enhver tid siddende konge; således synes han ubesværet at have skiftet sin loyalitet fra Abels parti til Christoffer 1.s. I slutningen af 1300-tallet trak slægten sig ud af Danmark.

https://denstoredanske.lex.dk/Henrik_2._L%C3%B8ve

Henrik 2. Løve

2023-03-13T14:49:38+01:00

fri anvendelse

Henrik 2. Løve var en tysk fyrste af Mecklenburg. Han førte en ekspansiv politik i Pommern og Brandenburg og blev en af Erik 6. Menveds vigtigste forbundsfæller i Nordtyskland. Hans forhold til Eriks bror og efterfølger, Christoffer 2., var til at begynde med fjendtligt. Fra 1322 var der åbne krigshandlinger i Nordtyskland mellem de to. En alliance mellem Christoffer og Henriks hovedmodstander, markgreven af Brandenburg, nødsagede ham til at søge en politisk ordning med den danske konge, og da en dansk-holstensk stormandskoalition i 1326 fordrev Christoffer fra Danmark, gik Henrik mod betaling i forbund med ham.

https://denstoredanske.lex.dk/Hindsgavlfreden

Hindsgavlfreden

2022-12-30T13:01:58+01:00

fri anvendelse

Hindsgavlfreden var en overenskomst mellem Erik 6. Menved og Erik 2. Magnusson Præstehader, der blev sluttet på borgen Hindsgavl den 25. september 1295. Blandt overenskomstens vigtigste resultater var en dansk-norsk våbenstilstand indtil 1298, samt en regulering af de betingelser, hvorpå den norske konge og hans danske forbundsfæller skulle besidde deres danske gods i mellemtiden.

https://denstoredanske.lex.dk/Ingerd_af_Regenstein

Ingerd af Regenstein

2023-01-06T11:57:16+01:00

fri anvendelse

Ingerd af Regenstein var en dansk kvinde af det højeste aristokrati. Hun var datter af Jacob Sunesen (se Sunesønnerne). Ingerd blev først gift med Skore (1199-1224), som var marsk hos Valdemar 2. Sejr, og siden med grev Konrad 3. af Regenstein (død ca. 1250). Hun anvendte sin store formue på at fundere franciskanerklostre i Roskilde, København, Kalundborg og Næstved. Hendes største indsats var måske grundlæggelsen af franciskanernonnernes Clara Kloster i Roskilde.

https://denstoredanske.lex.dk/Ingvar_Hjort

Ingvar Hjort

2021-09-10T15:01:02+02:00

fri anvendelse

Ingvar Hjort var en dansk ridder og råd. Hjort løste fra slutningen af 1200-tallet flere diplomatiske hverv for Erik 6. Menved og nød kongens tillid. På trods af fjendskabet mellem Erik og hans bror Christoffer 2. blev Hjort også trofast råd hos sidstnævnte, om end ikke en af de mægtigste.

https://denstoredanske.lex.dk/Jakob_Erlandsen

Jakob Erlandsen

2023-01-05T12:37:30+01:00

fri anvendelse

Jakob Erlandsen var ærkebiskop i Lund. Jakob Erlandsens mor var af den mægtige Hvideslægt, mens hans far var af ukendt oprindelse. Han blev uddannet i udlandet og opholdt sig en tid ved pavehoffet, hvor han blev æreskapellan. I 1249 blev han af paven indsat som biskop i Roskilde, hvilket afgjorde den strid, der havde været omkring besættelsen af embedet. Hans embedsførelse var præget af en nidkær fastholdelse af Roskildekirkens rettigheder, bl.a. i København, men også af omsorg for socialt udsatte grupper som syge, hjemløse og studenter. På det område synes han navnlig grebet af de idealer, som lå bag franciskanernes religiøse virksomhed. I 1254 blev Jakob Erlandsen valgt til ærkebiskop i Lund trods modstand fra kong Christoffer 1. Kongens uvilje mod Jakob Erlandsen kan skyldes, at Jakob Erlandsens familie formentlig støttede slægten Abel, som Christoffer og senere hans efterkommere søgte at holde borte fra den danske trone. I Lund tog Jakob Erlandsen straks en opgave op at modernisere den skånske kirkeret. Han ville bringe den i større overensstemmelse med den internationale kirkeret. Jakob Erlandsens moderniseringsforsøg blev dog energisk modarbejdet af skåningerne, som fandt en forbundsfælle i Christoffer 1., der frygtede en beskæring af sin magtudøvelse over den danske kirke. Denne kirkekamp kom til at strække sig over 20 år. Bisperne forsøgte at afværge kongelig indblanding ved et møde, et rigskoncilium, i 1256 i Vejle. Resultatet af dette blev Vejlekonstitutionen, som bestemte, at der ville blive nedlagt gudstjenesteforbud, interdikt, i hele Danmark, såfremt en biskop blev fængslet af kongen eller på kongens foranledning. Selv i internationalt perspektiv var Vejlekonstitutionen usædvanlig hård. Den forhindrede imidlertid ikke, at Jakob Erlandsen blev fængslet i februar 1259 for dog senere ud på sommeren samme år at blive frigivet. Herefter førtes striden ved den pavelige domstol, og den blev præget af hyppige paveskifter og forskellige holdninger til sagen. Det medvirkede til, at Jakob Erlandsen ikke kunne få sit standpunkt ført igennem. I 1264 måtte han nedlægge sit embede og drage til Rom. Pavelige legater søgte at bilægge striden, men først i 1272 kom der omsider en voldgift. På vej tilbage til Lund for at genindtræde i sit embede døde Jakob Erlandsen imidlertid på Rügen. Han blev begravet i franciskanerkirken i Lund. Det endelige forlig, som mægledes på det 2. Lyonkoncil 1274, var et nederlag for Jakob Erlandsens parti.

https://denstoredanske.lex.dk/Jakob_af_N%C3%B8rrehalland

Jakob af Nørrehalland

2022-12-27T18:47:21+01:00

fri anvendelse

Jakob af Nørrehalland var greve af Nørrehalland. Han var en af de dømte for mordet i Finderup Lade på Erik 5. Klipping den 22. november 1286.

https://denstoredanske.lex.dk/Niels_Ebbesen

Niels Ebbesen

2023-01-04T16:18:32+01:00

fri anvendelse

Niels Ebbesen var en dansk væbner. Hans berømmelse og senere status som nationalhelt udspringer af hans drab på grev Gerhard 3. af Holsten (den kullede greve). Personen Niels Ebbesen, hans slægtskabsforhold og livsforløb er næsten ukendt. Det vides blot, at han var en nørrejysk væbner. Om drabet på den kullede greve, Gerhard 3. af Holsten, kan der heller ikke med sikkerhed siges andet, end at det foregik i Randers den 1. april 1340. Motivet til drabet er blevet udlagt forskelligt, men det kan ikke afgøres, om nationalfølelse eller noget privat var drivkraften. Selv hvis Niels Ebbesen havde et privat motiv, blev drabet dog indledningen til en kamp mod de holstenske panthavere i Nørrejylland. I begyndelsen af maj 1340 dræbtes mange tyskere, der var ved at bygge en borg ved Skjern Å, og i efteråret belejredes Skanderborg, som modtog undsætning fra andre holstenere på Fyn. I forbindelse hermed gjorde Skanderborgs besætning udfald; under den efterfølgende kamp den 2. november 1340 mistede Niels Ebbesen og to af hans brødre livet. Skikkelsen Niels Ebbesen er hyppigt brugt senere, bl.a. i folkeviser. Under 2. Verdenskrig blev han draget frem både af nazistiske kredse og af modstandsfolk. Forfatteren Kaj Munks skuespil Niels Ebbesen fra 1942 markerer denne interesse.

https://denstoredanske.lex.dk/Niels_Jyde

Niels Jyde

2023-03-13T14:48:17+01:00

fri anvendelse

Niels Jyde var en dansk magister og kongelig kansler. I 1267 blev han Erik 5. Klippings kansler. Under striden mellem kongen og ærkebiskop Jakob Erlandsen havde han sammen med en række andre gejstlige taget kongens parti og var derfor blevet bandlyst af den pavelige udsending, kardinal Guido, i 1267. Niels Jyde repræsenterede kongen under processen i Rom og opnåede i 1272 et relativt gunstigt resultat for kongen, selv om pave Gregor 10.s afgørelse formelt var i ærkebispens favør.

https://denstoredanske.lex.dk/Peder_Nielsen_Hose%C3%B8l

Peder Nielsen Hoseøl

2023-01-03T13:54:54+01:00

fri anvendelse

Peder Nielsen Hoseøl var en dansk stormand og drost. Peder Nielsen Hoseøl, hvis tilnavn betyder hosebånd (strømperem), var drost 1279-1283 og igen fra 1286. I 1289 kom han på kant med den ene af Erik 6. Menveds formyndere, hertug Valdemar 2. af Sønderjylland. Et forsøg på at tage hertugen til fange gik galt og medførte, at Peder Nielsen Hoseøl selv blev taget til fange og kortvarigt indespærret på Sønderborg Slot. Han blev drost igen fra 1293, men fratrådte embedet før den 5. juni 1297. Peder Nielsen Hoseøl må have været en af de mest indflydelsesrige danske stormænd, men hans politiske stilling kan ikke altid bestemmes med sikkerhed.

https://denstoredanske.lex.dk/g%C3%A6ldker

gældker

2023-01-31T09:18:18+01:00

fri anvendelse

En gældker var en betydningsfuld kongelig embedsmand, der stod for styret i Skåne indtil 1383. Gældkerens latinske titel var Prefectus Lundensis, senere Prefectus Scanie. Der er tidligst belæg for betegnelsen gældker i anden halvdel af 1100-tallet, men det er uvist, om embedet allerede da havde så omfattende beføjelser som senere, hvor embedets indehaver skulle aflægge regnskab til drosten og hans domme kunne appelleres til denne. Fra slutningen af 1400-tallet blev gældker undertiden brugt som særbetegnelse for lensmanden på Helsingborg Slot. I Norge anvendtes betegnelsen generelt om kongens embedsmænd i byerne.

https://denstoredanske.lex.dk/inkameration

inkameration

2022-12-30T12:57:41+01:00

fri anvendelse

Inkameration betyder inddragelse af fast ejendom til statskassen. Inkameration er i dansk lensret betegnelse for et lens hjemfald til kronen ved kongens såkaldte konsolidationsret.

https://denstoredanske.lex.dk/%C3%A6rkes%C3%A6de

ærkesæde

2021-01-22T14:00:45+01:00

fri anvendelse

Ærkesæde er det samme som (og formentlig forkortelse for) ærkebispesæde.

https://denstoredanske.lex.dk/Anette_Warring

Anette Warring

2023-05-22T10:37:37+02:00

fri anvendelse

Anette Warring, f. 14.3.1958, dansk historiker, ansat på Roskilde Universitetscenter siden 1994, fra 2005 som professor i moderne historie. Anette Warrings arbejdsfelt er 1800-t.s og 1900-t.s historie med hovedvægt på 2. Verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark. Under inddragelse af kulturhistoriske, antropologiske og etnologiske metoder behandler hun kvindehistorie, identitetshistorie og samfundets brug af historie. Anette Warrings forfatterskab tæller bl.a. Tyskerpiger – under besættelsen og retsopgør (1994), Besættelsestiden som kollektiv erindring (1998, s.m. Claus Bryld) og Historie, magt og identitet (2004).

https://denstoredanske.lex.dk/Claus_Bj%C3%B8rn

Claus Bjørn

2020-05-07T19:59:41+02:00

fri anvendelse

Claus Bjørn, 1944-2005, dansk historiker. Claus Bjørn underviste fra 1971 ved Københavns Universitet, i begyndelsen primært i landbohistorie. Han kombinerede sin omfattende indsigt i 1700-t.s og 1800-t.s historie med en god formidlingsevne, der kom til udtryk gennem et bredt forfatterskab, foredrag og optræden i TV og radio. Blandt hans kendteste bøger er Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie 10: Fra reaktion til grundlov – 1800-1850 (1990), Den gode sag: En biografi af Chr. D. Reventlow (1992), Dengang Danmark blev moderne (1998), Dansk udenrigspolitiks historie 3: Fra helstat til nationalstat (2003) og H.C. Hansen: En biografi (2004).

https://denstoredanske.lex.dk/Herluf_Nielsen

Herluf Nielsen

2020-05-07T16:03:28+02:00

fri anvendelse

Herluf Nielsen, 1922-2004, dansk historiker og udgiver. Herluf Nielsen blev i 1952 ansat ved Diplomatarium Danicum, hvor han sammen med lederen, C.A. Christensen, udgav Diplomatarium Danicum 1. rk. I, III og VII, 3. rk. I-IX og 4. rk. I-XII. Hvortil kommer den sideløbende oversættelse Danmarks Riges Breve. Efter C.A. Christensens pensionering overtog Herluf Nielsen i 1979 posten som ledende redaktør. 1968-83 underviste han desuden i de historiske hjælpevidenskaber palæografi, kronologi og diplomatik ved Københavns Universitet og redigerede Dansk Historisk Fællesforenings Håndbøger, en håndbogsserie om historiske hjælpevidenskaber (se Dansk Historisk Fællesråd). Han skrev en række artikler om diplomatik og stats- og administrationshistorie i Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder og til håndbogsserien bindet Kronologi (1962).

https://denstoredanske.lex.dk/Jens_Engberg

Jens Engberg

2020-05-07T11:58:10+02:00

fri anvendelse

Jens Engberg, f. 7.4.1936, dansk historiker, professor ved Aarhus Universitet 1976-2006. Engberg beskæftigede sig oprindelig med politisk historie og administrationshistorie i 1600-t. Med Dansk guldalder eller oprøret i tugt- rasp- og forbedringshuset i 1817 (1973) skiftede han spor og behandlede navnlig den danske arbejderbevægelses historie i 1800- og 1900-t. med en udtalt sympati for de samfundsgrupper, han opfatter som "proletariatet". I 1990'erne skiftede han fokus til dansk kulturpolitik, som han også anskuer i et klassekampsperspektiv, fx i Magten og kulturen. Dansk kulturpolitik 1750-1900 (2005). I 2011 udkom Det daglige brød. Bønder og arbejdere 1650-1900, hvori Jens Engberg beskriver bøndernes og arbejdernes slidsomme liv og hårde dagligdag i perioden. Bogen Den standhaftige tinsoldat (2009) er en biografi om Frederik 6.

https://denstoredanske.lex.dk/Karsten_Fledelius

Karsten Fledelius

2020-05-07T12:11:47+02:00

fri anvendelse

Karsten Fledelius, f. 23.2.1940, dansk historiker; lektor ved Københavns Universitet fra 1973, fra 1986 ved Institut for Film- og Medievidenskab. Fledelius er virksom som historieformidler i bl.a. radio og tv; han modtog i 1999 Rosenkjærprisen for denne indsats. Som Balkanspecialist har han ofte virket som kommentator og skribent; han har bl.a. skrevet Vanviddets vidner (2000, s.m. Birte Weiss). Karsten Fledelius har endvidere været aktiv inden for kirkelige sammenhænge, bl.a. som bestyrelsesmedlem af Landsforeningen af menighedsrådsmedlemmer 2001-05 og fra 2009 og som medlem af Det Mellemkirkelige Råd 1998-2002.

https://denstoredanske.lex.dk/Niels_Steensgaard

Niels Steensgaard

2020-05-07T18:54:34+02:00

fri anvendelse

Niels Steensgaard, 7.3.1932-21.7.2013, dansk historiker, professor ved Københavns Universitet 1977-2002. Steensgaard beskæftigede sig især med 1400-1700-t.s verdenshistorie med vægt på konflikter imellem kultur- og samfundsstrukturer, hvorved længere historiske forandringsprocesser forklares. Disputatsen Carracks, Caravans and Companies (1973) om den oversøiske handels gennembrud ca. 1600 er en metodebevidst behandling af et væsentligt kontinuitetsbrud i historien. Steensgaard var stærkt inspireret af Fernand Braudel og dennes tanker om la longue durée. Niels Steensgaard gav en inspirerende, universalhistorisk oversigt over tiden 1350-1750 på norsk i Aschehougs verdenshistorie 7 og 9 (1984-85) og på svensk i Bra Böckers världshistoria 7 og 9 (1985). I 1980'erne gav det praktiske arbejde anledning til en række metodeteoretiske arbejder.

https://denstoredanske.lex.dk/Thorkild_Kj%C3%A6rgaard

Thorkild Kjærgaard

2022-03-28T11:58:13+02:00

fri anvendelse

Thorkild Kjærgaard er en dansk historiker og dr. phil. Kjærgaard var 1989-98 museumsinspektør ved Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg og 1999-2001 direktør ved Museet på Sønderborg Slot. Fra 2002 til 2015 var han lektor ved Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet). Kjærgaards disputats Den danske Revolution 1500-1800 (1991, 2. udg. 1996, eng. 1994 og 2006) er et ambitiøst forsøg inden for økohistorie. Inden for økologi og museumsfaglige spørgsmål har han hyppigt deltaget i den offentlige debat, hvor hans absolutte standpunkter har gjort ham kontroversiel. Kjærgaard har et omfattende forfatterskab om europæisk, dansk og grønlandsk historie bag sig.

https://denstoredanske.lex.dk/Bryggebroen

Bryggebroen

2014-07-07T11:52:40+02:00

fri anvendelse

Bryggebroen, kombineret cykel- og gangbro over Københavns Havn, åbnet 2006. Broen, der forbinder Kalvebod Brygge på Sjællandssiden med Islands Brygge på Amagersiden, er 190 m lang, 5,5 m bred og kan som svingbro åbnes for skibstrafik. Broen fik i 2014 en fortsættelse på Sjællandssiden i Cykelslangen, alene for cyklister. Byggebroen er tegnet af arkitektfirmaet Dissing+Weitling for Københavns Kommune.

https://denstoredanske.lex.dk/gangdag_-_arbejdsdag

gangdag

arbejdsdag

2023-06-19T15:37:06+02:00

fri anvendelse

Gangdag var en dag, på hvilken der udførtes hoveriarbejde uden heste og vogn (modsat spanddag).

https://denstoredanske.lex.dk/Generalstabens_Efterretningssektion

Generalstabens Efterretningssektion

2023-05-12T12:26:11+02:00

fri anvendelse

Generalstabens Efterretningssektion var Danmarks militære efterretningstjeneste (1873-1950) og forløberen for Forsvarets Efterretningstjeneste. I 1873 pålagde Krigsministeriet Generalstaben at oprette en militær efterretningstjeneste. Efterretningssektionen blev underlagt Generalstabens Taktiske Afdeling. Generalstaben indgik aftaler med officerer og chefen for Københavns Opdagelsespoliti om at indsende beretninger. Derudover etablerede Generalstaben kontakt med personer i blandt andet Sønderjylland og Tyskland, som skulle fungere som agenter. Agenterne skulle indberette om fjendtlige troppebevægelser, befæstningsanlæg og militære transportmidler. Af frygt for overvågning var agenterne udstyret med koder, 'hemmeligt sprog', som de skulle benytte, når de afrapporterede til Generalstaben. Generalstaben brugte mellem 1.200-1.500 kroner årligt på efterretningstjenesten. Pengene blev bevilliget af Krigsministeriet, som dog hele tiden forsøgte at holde udgifterne nede. I februar 1900 havde Generalstabens Efterretningssektion udarbejdet en plan for ordningen og udvidelsen af efterretningstjenesten, som skulle have to grene: En ’traditionel’ efterretningsgren, som skulle træde i kraft, når krigen gik i gang, og som skulle forsyne myndighederne med de nødvendige oplysninger om krigens udvikling. En ’præventiv’ gren, som skulle udføre kontraspionage, det vil sige kontrollere den hemmelige virksomhed, som blev drevet af fremmede stater i Danmark. Generalstabens Efterretningssektion var bygget op om civile efterretningsgrupper, som blandt andet bestod af en gruppeleder og flere agenter, også kaldet 'efterretningsmænd' og 'tillidsmænd'. Agenterne blev ikke aflønnet, men påtog sig hvervet af patriotiske grunde. For at sikre at efterretningerne altid kunne komme frem til Generalstabens Efterretningssektion, rådede efterretningsgrupperne over en hemmelig brevduestation. Generalstaben anbefalede gruppelederne, at de under krig altid opbevarede nogle af brevduerne 'hemmeligt i nærheden til øjeblikkeligt brug'. Under 1. Verdenskrig udfoldede Generalstabens Efterretningssektion en omfattende efterretningsvirksomhed, både i Danmark og i udlandet. Efterretningssektionen samarbejdede blandt andre med Udenrigsministeriets Pressebureau og Statspolitiet om at overvåge mistænkelige personer og organisationer. De tre instanser samkørte også deres sagsakter. Ved udgangen af krigen var der i Generalstabens arkiv cirka 1.000 registrerede personer, som var 'katalogiserede og ført a jour ved udveksling af meddelelser om de pågældende personer'. Efter krigen blev militæret underlagt sparekniven. Hærlovene af 1922 og 1932 reducerede budgetterne til forsvaret markant. Det påvirkede også Generalstaben, som måtte nedlægge det udenlandske efterretningsvæsen og i stedet koncentrere sig om det indenlandske. Under Besættelsen udførte officererne fra Efterretningssektionen efterretningsvirksomhed rettet mod den tyske besættelsesmagt. Tidligt under krigen begyndte de at sende efterretninger om besættelsesmagten til den britiske efterretningstjeneste og sabotageorganisation SOE. Efter Augustoprøret i 1943 iværksatte besættelsesmagten Operation Safari, som afsatte det danske forsvar. Flere af officererne fra Generalstabens Efterretningssektion flygtede til Sverige, hvor de i samarbejde med gesandtskabet i Stockholm og Marinestabens Efterretningssektion fortsatte modstandskampen. I 1950 blev Generalstabens Efterretningssektion sammenlagt med Marinestabens Efterretningssektion og blev til en afdeling i Forsvarsstaben: Forsvarsstabens Efterretningsafdeling (senere Forsvarets Efterretningstjeneste).

https://denstoredanske.lex.dk/Martin_Gredsted

Martin Gredsted

2023-04-30T15:37:48+02:00

fri anvendelse

Martin Gredsted var kontorchef i Post- & Telegrafvæsenet og censurchef under 2. Verdenskrig. Gredsted var søn af telegrafbestyrer C.V.E. Gredsted, som også var telegrafvæsenets tekniske leder for Fyn og Jylland. I 1893 tog Gredsted studentereksamen, men han savnede den praktiske dimension, så han tog arbejde som telegrafmedhjælper (1894) og reservetelegrafist (1895). Det praktiske arbejde var imidlertid ikke nok for Gredsted. I 1898 søgte han derfor over i Telegrafdirektoratets Sekretariat, hvor den nyudnævnte telegrafdirektør, Niels Rasmussen Meyer, oplærte Gredsted. Mens Gredsted arbejdede i sekretariatet, tog han uddannelsen som cand.polit. (1910). Gredsted så selv de første 20 år ved telegrafvæsenet som en uddannelsestid, der forberedte ham til et arbejde inden for administrationen. Gredsted var en glimrende embedsmand, som hurtigt avancerede i rækkerne. I 1908 blev han forfremmet som assistent, i 1914 blev han ansat som fuldmægtig, og i foråret 1916 blev han forfremmet til kontorchef for Telegrafdirektoratets Sekretariat. I 1927 blev Gredsted chef for Kontoret for udenrigske Telegrafsager i det netop sammenlagte Post- & Telegrafvæsen, og i 1937 blev han chef for Kontoret for inden- og udenrigske Telegraf-, Telefon- og Radiosager. Da Gredsted gik på pension fra Post- & Telegrafvæsenet i oktober 1943, lige inden han fyldte 70 år, var han den embedsmand, som havde arbejdet i telegrafetaten i længst tid. Under begge verdenskrig spillede Gredsted afgørende roller i den censur og overvågning af telefonien og telegrafien, som regeringerne indførte. Under 1. Verdenskrig var det Telegrafdirektoratets Sekretariat, hvor Gedsted var kontorchef fra 1916, som varetog den praktiske side af censuren. Gredsted samarbejdede om censuren med chefen for Udenrigsministeriets Pressebureau, Marinus L. Yde. Under 2. Verdenskrig udnævntes Gredsted til øverste chef for ”Udenrigsministeriets og Ministeriet for offentlige Arbejders Udvalg for Telegrafcensuren”, som udførte overvågningen af telefonien og telegrafien. Gredsted fik assistance af chefen for Udenrigsministeriets Pressebureau, Karl Eskelund, som håndterede pressecensuren. Under besættelsen kom censuren under tysk kontrol, men Gredsted fortsatte som chef. I 1943 arbejdede der cirka 190 mennesker under Gredsted i censuren. Som de fleste embedsmænd fulgte Gredsted regeringens linje i samarbejds- og forhandlingspolitikken. Men det satte også Gredsted i nogle svære situationer. Under Jødeaktionen i oktober 1943, hvor de danske jøder blev anholdt og sendt til koncentrationslejre i Tyskland, beordrede tyskerne eksempelvis Gredsted til at lukke telefon- og telegrafforbindelserne i Storkøbenhavn, så jøderne ikke blev advaret om aktionen. Gredsteds samarbejde med besættelsesmagten gjorde ham upopulær blandt nogle af medarbejderne, som efter befrielsen i maj 1945 anklagede ham for unational optræden. På opfordring fra ministeren for offentlige arbejder indledte rigsadvokaten og politiet en undersøgelse af Gredsteds forhold under krigen. Gredsted var meget plaget af anklagerne, som han forsøgte at gendrive i et dementi til Ritzaus Bureau. Politiundersøgelsen mod Gredsted nåede ikke at blive afsluttet, inden han døde på Frederiksberg Hospital i februar 1946 efter en længere periode med sygdom.

https://denstoredanske.lex.dk/Telegrafcensuren

Telegrafcensuren

2023-04-30T15:40:49+02:00

fri anvendelse

Telegrafcensuren var en ministeriel overvågningsinstitution, som virkede i Danmark fra oktober 1939 til oktober 1945. Den opererede også under dæknavnet "Afdeling C." Telegrafcensuren blev etableret efter beslutning på et ministermøde den 14. oktober 1939, hvor udenrigsminister P. Munch, minister for offentlige arbejder Axel Sørensen og justitsminister Svend Unmack Larsen deltog. Formålet med censuren var at undgå, at der blev sendt beskeder med telegrafen og telefonen, som kunne bringe Danmark i fare, eller som var skadelige for det danske erhvervsliv. Etableringen af Telegrafcensuren blev hemmeligholdt for Rigsdagen, og alle medarbejderne var pålagt streng hemmeligholdelse. Lederen af Telegrafcensuren var kontorchef i Post- & Telegrafvæsenet Martin Gredsted. Indtil august 1943 fik han assistance af chefen for Udenrigsministeriets Pressebureau, Karl Eskelund, som håndterede pressecensuren. De to udgjorde censurudvalget, som havde absolut autoritet i spørgsmål om censuren. Kun i særlige tilfælde måtte ministrene gribe ind i udvalgets beslutninger. Telegrafcensuren havde lokaler på Hovedtelegrafstationen på Købmagergade i København, hvor Rigstelefonen også havde sit hovedsæde. I begyndelsen af 2. Verdenskrig var det primært medarbejdere fra Post- & Telegrafvæsenet, som udførte overvågningen, men de blev løbende udskiftet med løstansat personale. Under besættelsen kom Telegrafcensuren under tysk kontrol, men den forblev en dansk institution. Der blev ikke lovgivet om overvågningen, men den 23. april 1940 udstedte Ministeriet for offentlige Arbejder en bekendtgørelse: ”Under den nuværende for Landet ganske særlige situation undergives Telegram- og Telefontrafik mellem Danmark og Udlandet samt Brevforsendelser fra og til Udlandet Kontrol, som foretages af Post- & Telegrafvæsenet”. Efter aftale mellem besættelsesmagten og Udenrigsministeriet overvågede Telegrafcensuren alle telefonsamtaler og telegrammer til og fra udlandet. Efter ordre fra de danske ministerier overvågede Telegrafcensuren også udvalgte indenrigske samtaler på Rigstelefonens net ud fra "sorte lister" med navne og numre på mistænkelige personer og institutioner. Når aflytterne ikke var i gang med at aflytte andre samtaler, skulle de desuden koble sig på helt tilfældige indenrigske samtaler og skrive et kort resume. I 1943 var der 48 aflytningsborde i Telegrafcensuren og 8 borde, som blev brugt til at renskrive referater. På det tidspunkt arbejdede der cirka 190 mennesker i censuren. I et tilstødende lokale til Telegrafcensuren sad officerer fra den tyske militære efterretningstjeneste, Abwehr, og aflyttede de danske aflyttere for at føre kontrol med dem. Tyskerne havde også en båndoptager, så de kunne optage samtalerne på et stålbånd. Efter befrielsen i maj 1945 besluttede de allierede at fortsætte overvågningen af samtlige telefonsamtaler og telegrammer til udlandet for at udrydde nazismens spor. Det samme skete i alle de befriede lande. Det var stadig Telegrafcensuren, som udførte overvågningen. Den var bare ikke længere en selvstændig institution, men en underafdeling i den samlede kontrol: "Udlandskontrollen for Post, Telegraf og Telefon". Den 1. oktober 1945 lukkede de allierede overvågningen ned, og Telegrafcensuren nedlagde sit virke.

https://denstoredanske.lex.dk/Udenrigsministeriets_Pressebureau

Udenrigsministeriets Pressebureau

2023-05-19T10:35:24+02:00

fri anvendelse

Udenrigsministeriets Pressebureau (1910-1963) var et ministerielt pressekontor, som hørte under Udenrigsministeriet. Pressebureauet blev etableret den 1. april 1910 med historiker dr.phil. Aage Friis som chef. Det primære formål med Pressebureauet var at varetage Udenrigsministeriets kontakt med pressen og sørge for, at Danmark havde et godt forhold til udlandet, især Tyskland. I begyndelsen var det kun Aage Friis og hans sekretær, som arbejdede i Pressebureauet. Men allerede i 1913 forlod Friis stillingen for et professorat i historie ved Københavns Universitet. I de følgende år havde Pressebureauet ingen reel indflydelse. Det var sekretærer og embedsmænd i Udenrigsministeriet, som håndterede de få sager, Pressebureauet havde. Det ændrede sig imidlertid i 1916, da redaktøren Marinus L. Yde blev chef for Pressebureauet. Udenrigsminister Erik Scavenius havde høje tanker om Marinus Yde, og han gav stort set Yde frie hænder til at forme Pressebureauet, som han ønskede. Yde havde et stort organisatorisk talent, og under hans ledelse blev Pressebureauet opbygget til en velfungerende institution. I 1918 var der 11 faste medarbejdere og en række kontraktansatte. Derudover var der presseattacheer i Washington og London. I 1919 og 1920 oprettedes lignende poster i Berlin og Paris. Pressebureauets formål var nu at tjene som ”oplysningsbureau” for den danske presse og for danskere i udlandet. Samtidig skulle det korrigere fejlagtige meddelelser i den udenlandske presse. For at kunne påvirke stemningen i udlandet var det nødvendigt at kontrollere, hvilke informationer der slap ud ad Danmark. Så Marinus Yde fik telegramcensuren, som Udenrigsministeriet havde indført ved krigsudbruddet i 1914, omorganiseret og underlagt Pressebureauet. Efter 1. Verdenskrig skulle udenrigstjenesten reorganiseres og moderniseres. Marinus Yde udarbejdede en plan i december 1918, der gjorde Pressebureauet til et "Informationsdepartement" i Udenrigsministeriet med sig selv som chef. Men Udenrigsministeriet modsatte sig. Pressebureauet skulle ikke være et departement, men et kontor, og lederen skulle fortsat sortere under ministeriets departementschefer. Yde forlod derfor sin stilling i november 1920. I stedet overtog A.J. Poulsen jobbet, som han varetog indtil sin død i 1938. I 1921 kom en lov, som gjorde Pressebureauet til en integreret del af Udenrigsministeriet, hvilket blandt andet betød, at alle medarbejderne blev ansat som embedsmænd. I 1938 blev Karl I. Eskelund chef for Pressebureauet. Eskelund var en erfaren journalist, men han havde også erfaring med administration, da han siden 1930 havde været formand for Københavns journalistforbund. I oktober 1939 etablerede regeringen ”Udenrigsministeriets og Ministeriet for offentlige Arbejders Udvalg for Telegrafcensuren”, som skulle overvåge telefonsamtaler og telegrammer, der kunne skade Danmarks neutralitet eller det danske erhvervsliv. Lederen af censuren var kontorchef i Post- & Telegrafvæsenet Martin Gredsted. Men han fik assistance af Karl Eskelund og Pressebureauet, som håndterede pressecensuren. Gredsted og Eskelund udgjorde censurudvalget, som havde absolut autoritet i spørgsmål om censuren. Under besættelsen forlangte tyskerne, at pressen og radioen ikke bragte antitysk propaganda eller offentliggjorde forhold, som kunne skade tyske interesser. Det var Eskelund og Pressebureauet, der fik ansvaret for, at kravene blev udført. Jævnligt udsendte Eskelund meddelelser til redaktørerne om, hvad der ikke måtte omtales i pressen. Det var et upopulært arbejde, men Pressebureauet formåede at udføre censuren til mest mulig gavn for danske interesser. Efter Augustoprøret i 1943 ændredes vilkårene for pressen. Tyskerne beordrede, at Eskelund ikke længere måtte være i censurudvalget, og Pressebureauet havde ikke længere direkte indflydelse på pressecensuren. Pressebureauet stod dog stadig for kontakten mellem pressen og tyskerne. Censuren af bøger, tidsskrifter og pjecer fortsatte også stadig i Pressebureauet. Efter befrielsen i maj 1945 forlangte de allierede, at der stadig skulle være pressecensur for at beskytte de allieredes interesser. Igen var det Pressebureauet og Eskelund, som fik ansvaret for, at kravene blev udført. Eskelund forlod dog allerede samme år stillingen for at blive generalkonsul i Wellington, New Zealand. Hans efterfølger som chef for Pressebureauet blev korrespondent Emil Blytgen-Petersen, som havde havde været redaktør af Frit Danmark og kommentator på BBC's dansksprogede udsendelser fra London under besættelsen. I 1963 blev Pressebureauet erstattet af Presse- og Informationsafdelingen.

https://denstoredanske.lex.dk/Udlandskontrollen_for_Post,_Telegraf_og_Telefon

Udlandskontrollen for Post, Telegraf og Telefon

2023-05-03T19:18:17+02:00

fri anvendelse

Udlandskontrollen for Post, Telegraf og Telefon var en ministeriel institution, som overvågede og censurerede kommunikationsforbindelserne i Danmark fra maj 1945 til marts 1947. Da Danmark blev befriet fra den tyske besættelse den 5. maj 1945, forlangte de allierede, at der skulle være censur af telefonien, telegrafien og posten til og fra Danmark. Der havde også været postcensur og telecensur under 2. Verdenskrig. Formålet med censuren var at beskytte de allierede tropper og udrydde nazismens spor. Befrielsesregeringen besluttede, at Trafikministeriet skulle have ansvaret for kontrollen, og at der skulle etableres en kontrolinstitution: Udlandskontrollen for Post, Telegraf og Telefon. Regeringen drøftede også, om det var nødvendigt at lave en lov til overvågningen, men besluttede, at det ikke var nødvendigt, fordi kontrollen var midlertidig. Kontrollen begyndte den 12. maj 1945. Telefonien og telegrafien blev overvåget fra Hovedtelegrafstationen i København, hvor Rigstelefonen også havde sit hovedsæde, mens postovervågningen blev foretaget fra Vesterport i København. Den 24. maj 1945 udsendte Udenrigsministeriet en pressemeddelelse, der forklarede, at kontrollen var et allieret krav, og at den var ens i alle de befriede lande. Danske medarbejdere udførte kontrollen, men under tilsyn af britiske og amerikanske censorer. Der arbejdede cirka 120 mennesker i telekontrollen og 500 mennesker i postkontrollen. Politiet baggrundstjekkede alle medarbejderne, inden de blev ansat. Alle telefonsamtaler, telegrammer og halvdelen af alle breve til og fra Danmark blev kontrolleret. Dagligt overvågede Udlandskontrollen cirka 23.500 postforsendelser, 2.500 telegrammer og 1.200 telefonsamtaler. Chefen for Udlandskontrollen var i begyndelsen greve Henrik Brockenhuus-Schack, som var udpeget af de allierede og oplært i London. Den 22. juli 1945 tog postinspektør A.J.A. Kromann fra Post- & Telegrafvæsenet over. Selv om overvågningen var et allieret krav, tjente den også danske interesser. Den 16. maj 1945 skrev Udenrigsministeriet til de andre ministerier, at de kunne modtage rapporter fra Udlandskontrollen, hvis de tilkendegav, hvilke informationer de var interesserede i. Da 2. Verdenskrig var overstået i august 1945, indkaldte de allierede til fælles censurkonference i Paris, hvor Danmark også deltog. Det blev vedtaget, at den generelle udlandsovervågning kunne ophæves fra den 1. oktober 1945. Men overvågningen af kommunikationsforbindelserne med de tidligere fjendelande, Tyskland, Østrig og Japan, skulle fortsætte året ud i alle de befriede lande. Det fik dog ingen praktisk betydning, da de forbindelser endnu ikke var genåbnet efter krigen. Den 1. oktober 1945 sluttede overvågningen, og medarbejderne i Udlandskontrollen blev afskediget. Da postforbindelsen mellem Danmark og Tyskland genåbnede den 5. april 1946, anmodede de allierede om at få censureret brevene mellem de to lande. De allierede var ved at opbygge en censurinstitution i Tyskland, men den kunne ikke selv foretage kontrollen endnu. Regeringen accepterede anmodningen, og Udlandskontrollen begyndte derfor arbejdet igen med cirka 70 censorer. Den 25. marts 1947 sluttede kontrollen i Danmark, og Udlandskontrollen for Post, Telegraf og Telefon lukkede permanent. Marklund, Andreas, 2020. Overvågningens historie – Fra sorte kabinetter til digital masseovervågning. København: Gads Forlag. Nielsen, Jacob Vrist, 2021. Truslen mod Demokratiet: Teleovervågning i Danmark 1916-1945, ph.d.-afhandling, Københavns Universitet.

https://denstoredanske.lex.dk/telecensur_under_2._Verdenskrig

telecensur under 2. Verdenskrig

2023-05-02T19:57:56+02:00

fri anvendelse

Censuren af telefonien og telegrafien under 2. Verdenskrig var i funktion fra oktober 1939 til oktober 1945. Da 2. Verdenskrig brød ud i september 1939, foreslog udenrigsminister Peter Munch den nytiltrådte minister for offentlige arbejder, socialdemokraten Axel Sørensen, at der skulle indføres censur på telefon- og telegrafforbindelserne. Formålet med censuren var at undgå, at der blev sendt beskeder med telefonen og telegrafen, som kunne bringe Danmark i fare, eller som var skadelige for det danske erhvervsliv. På et ministermøde den 14. oktober 1939 besluttede Peter Munch, Axel Sørensen og justitsminister Svend Unmack Larsen, at censuren skulle etableres. Etableringen af censuren blev hemmeligholdt for Rigsdagen, men Ministeriet for offentlige Arbejder udsendte en pressemeddelelse om, at der fra og med den 24. oktober 1939 var indført indskrænkninger i teletrafikken. Alle telegrammer og telefonsamtaler skulle affattes og udføres på dansk, islandsk, norsk, svensk og finsk til Finland, engelsk, fransk og tysk. Korrespondancerne skulle være i "klart sprog", det vil sige, at chifferskrift i telegrammer var forbudt, og eventuelle koder skulle vedlægges telegrammet. Censuren af telefonien og telegrafien blev varetaget af en ministeriel institution Telegrafcensuren, som havde lokaler på Hovedtelegrafstationen på Købmagergade i København, hvor Rigstelefonen også havde sit hovedkontor. Det meste af landets udlandstelegrafi og -telefoni blev ført over København, hvor det blev kontrolleret. Den øvrige trafik med udlandet, især telefontrafik over Nykøbing Falster, Kolding og grænsetrafik i Sønderjylland samt en del telegraftrafik via Fredericia, blev kontrolleret de pågældende steder i samarbejde med Telegrafcensuren i København. Under besættelsen kom Telegrafcensuren under tysk kontrol, men den forblev en dansk institution. Efter aftale mellem besættelsesmagten og Udenrigsministeriet overvågede Telegrafcensuren samtlige telefonsamtaler og telegrammer til og fra udlandet. Formålet med censuren var nu at beskytte Danmarks og besættelsesmagtens interesser. Hvis bestemte ord eller emner blev omtalt i telefonen, greb aflytteren ind og afbrød samtalen. Ved gentagne forseelser fik den talende person inddraget sin tilladelse til at tale i telefon med udlandet. I januar 1941 udvidede tyskerne censuren, så alle samtaler til og fra Bornholm, som gik over Sverige, også blev aflyttet. Tyskerne havde mistanke om, at telefonlinjerne til og fra Bornholm blev aflyttet i Sverige, hvilket de også gjorde. Tyskerne ville derfor have overvåget linjerne for at finde ud af, om der blev sagt noget, som var værd at overvåge. Resten af krigen blev alle bornholmernes samtaler med resten af Danmark derfor aflyttet som et led i udlandscensuren. I begyndelsen af besættelsen arbejdede der cirka 10 personer i Telegrafcensuren, og der var seks aflytningsborde. Allerede i slutningen af juni 1940 blev antallet af aflytningsborde udvidet til 12, og ved årets udgang var der 24 aflytningsborde. I foråret 1943, hvor overvågningen var på sit højeste, var der i censuren 40 aflytningsborde, som blev brugt til at aflytte alle udlandssamtaler. Derudover var der otte aflytningsborde, som blev brugt til at aflytte indenrigske samtaler. På det tidspunkt arbejdede der cirka 190 personer i Telegrafcensuren, og den aflyttede et sted mellem 20.000 og 25.000 samtaler til udlandet og Bornholm månedligt. Da Danmark blev befriet den 5. maj 1945 forlangte de allierede, at der stadig skulle være censur på telefon- og telegrafforbindelserne til udlandet. Det var stadig Telegrafcensuren, som foretog overvågningen, men den var nu en afdeling i den samlede censur: Udlandskontrollen for Post, Telegraf og Telefon. Den 1. oktober 1945 lukkede censuren af telefonien og telegrafien ned. Censuren havde da overvåget 202.997 telefonsamtaler og 315.434 telegrammer til og fra Danmark efter befrielsen.

https://denstoredanske.lex.dk/telegramcensur_under_1._Verdenskrig

telegramcensur under 1. Verdenskrig

2023-05-03T19:27:15+02:00

fri anvendelse

Telegramcensur under 1. Verdenskrig var censur af telegrafien og telefonien fra august 1914 til februar 1919. Da 1. Verdenskrig brød ud i august 1914, besluttede Udenrigsministeriet, at der skulle indføres censur på telegrafien. Formålet med telegramcensuren var at værne om landets neutralitet og undgå, at der blev sendt beskeder ud ad landet, som kunne sætte Danmark i et dårligt lys. Der blev givet meddelelse til pressen om, at det ikke var tilladt at benytte chifferskrift eller koder i telegrammer til udlandet. Det var Telegrafdirektoratets Sekretariat, der varetog den praktiske side af censuren. Når et telegram blev indleveret på telegrafstationen, var det op til telegrafisterne at vurdere, om det skulle censureres. Hvis telegrafisterne var i tvivl, kunne de rådføre sig med telegrafdirektør Niels Rasmussen Meyer. Jævnligt indrapporterede telegrafvæsenet resultaterne af censuren til chefen for Udenrigsministeriets 1. Departement, kammerherre Herluf Zahle. I sommeren 1916 brød en kritisk debat om censuren ud i medierne. Med den konservative avis Nationaltidende i spidsen kritiserede store dele af pressen telegramcensuren for at være planløs og vilkårlig. Censurdebatten nåede også Christiansborg. Partiet Højre mente, at telegramcensuren var formålsløs, da den ikke blev fulgt op af en effektiv telefoncensur, og da beskederne også bare kunne sendes med posten, der ikke var underlagt censur. I september satte Udenrigsministeriet Marinus L. Yde til at lede Udenrigsministeriets Pressebureau. Marinus Yde havde været i London som uofficiel pressekonsulent, men på grund af uoverensstemmelser med de britiske myndigheder var han netop kommet tilbage til Danmark. Marinus Yde fik hurtigt lagt den upopulære telegramcensur under Pressebureauet. Derefter begyndte han at omorganisere censuren i tæt samarbejde med telegrafvæsenets direktør Niels Rasmussen Meyer og kontorchef Martin Gredsted. Censuren fik faste kontorer på Hovedtelegrafstationen på Købmagergade i København. Derudover blev der ansat fem journalister som faste censorer, og der blev udarbejdet en fast instruks, censorerne skulle arbejde ud fra. For at effektivisere censuren opdelte Marinus Yde den i tre kontorer med hver deres ansvarsområde: På Marinus Ydes foranledning indledtes også et samarbejde med Norge og Sverige om at kontrollere og censurere telefonforbindelserne mellem de tre skandinaviske lande. Men problemerne i censuren fortsatte stadig, og langt de fleste telegrammer nåede aldrig til censur. Telegrafvæsenet ekspederede dagligt ca. 7.000-8.000 telegrammer, men kun 500-600 af dem kom til censur. Så i sommeren 1918 omorganiserede Marinus Yde endnu en gang censuren efter aftale med Udenrigsministeriet og telegrafvæsenet. Den reorganiserede censur fik større lokaler på Hovedtelegrafstationen. For at sikre at alle telegrammer blev kontrolleret, ansatte Marinus Yde ni unge sprogkyndige kvinder, som under ledelse af en seniormedarbejder foretog grovsorteringen og frasorterede de telegrammer, som skulle til censur. Ulæselige telegrammer røg videre til vagtchefen, pressetelegrammer til pressecensorerne og så videre. Flere gange havde der været problemer med, at folk forsøgte at bestikke telegrafbudene til at udlevere telegrammer, så budene blev udskiftet med en elektrisk ”transportator”, som førte telegrammerne direkte fra indleverings- og ankomststederne til censurkontoret. Der arbejdede cirka 30 mennesker i censuren, og udgifterne til censuren var et sted mellem 20.000 og 30.000 kroner årligt. Den 24. februar 1919 lukkede censuren ned. Udenrigsministeriet fortsatte dog indtil 1924 med at have en enkelt medarbejder på Hovedtelegrafstationen, som førte kontrol med de russiske korrespondancer. Marklund, Andreas, 2020. Overvågningens historie – Fra sorte kabinetter til digital masseovervågning. København: Gads Forlag. Nielsen, Jacob Vrist, 2021. Truslen mod Demokratiet: Teleovervågning i Danmark 1916-1945, ph.d.-afhandling: Københavns Universitet.

https://denstoredanske.lex.dk/fattigg%C3%A5rd

fattiggård

2023-07-05T12:50:10+02:00

fri anvendelse

En fattiggård var en forsørgelses- og arbejdsanstalt, hvor fattige mod en arbejdsydelse kunne få mad og bolig. De blev oprettet i mange danske sogne fra midten af 1800-tallet og eksisterede indtil 1933, hvor Socialreformen indførte arbejdsløshedsforsikring. Alle sogne havde siden reformationen i 1536, hvor kirke og stat smeltede sammen, haft ansvar for at forsørge sine egne fattige. Fattige, gamle og syge mennesker, der ikke var i stand til at arbejde, modtog forsørgelse fra sognenes fattigkasser, i hospitaler og fattighuse. Fattigvæsenet beskæftigede sig i stigende grad også med arbejdshjælp (for dem der gerne ville, men ikke kunne finde arbejde) og arbejdstvang (for dem der, ifølge staten, modsatte sig at finde et ordentligt arbejde). Arbejdstvangen fandt sted i forskellige tugthusinstitutioner, eksempelvis Rasphuset, mens staten forsøgte at hjælpe og uddanne til arbejde eksempelvis i spindeskoler i slutningen af 1700-tallet. I 1800-tallet blev borgerrettigheder og fattighjælp knyttet sammen. De fattige, som ikke kunne betale deres fattighjælp tilbage og blev indlagt på fattiggården, mistede retten til at stemme, eje ejendom, være værge for sine børn og gifte sig. Det blev normalt i 1800-tallet at skelne mellem de "værdigt fattige", dvs. dem, der var uforskyldt i deres fattigdom, og de "uværdigt fattige", som var dem, der var selvforskyldt i deres fattigdom.

https://denstoredanske.lex.dk/hellig%C3%A5ndshus

helligåndshus

2023-04-14T14:28:38+02:00

fri anvendelse

Helligåndshuse var kristne hospitalsstiftelser, som primært gav hjælp og pleje til fattige, syge og gamle mennesker, der ikke selv kunne vandre omkring og bede om almisser. Nogle helligåndshuse gav desuden herberg til rejsende eller førte omsorg for fattige børn og deres opdragelse. Hospitalerne blev stiftet på baggrund af det kristne bud om at vise næstekærlighed i gode gerninger for trængende. Helligåndshuse opstod i Europa i 1100-tallet med inspiration fra Johanniterordenens sygepleje i Jerusalem. I Danmark lå helligåndshusene oftest i købstæderne og var i nogle tilfælde knyttet til helligåndsklostre og Helligåndsordenen. Mange helligåndshuse var selvstændige stiftelser, hvor den daglige ledelse og pleje blev udført af gejstlige personer, som blev kaldt brødre og søstre. De blev også kaldt duebrødre på grund af symbolet for Helligånden, duen, som ofte blev brugt i fx helligåndshusenes segl. Helligåndshusene blev oprettet og drevet både af verdslige og gejstlige personer, som udtryk for kristne gode gerninger. Eksempelvis oprettende en kvinde i Aalborg i 1431 et helligåndshus til herberg, husvalelse og hjælp, fordi Helligånden havde oplyst hendes sind og hun ønskede at fremme gode gerninger i byen. Ved Reformationen i Danmark i 1536 fortsatte mange helligåndshuse med at fungere som hospitaler, selvom kontakten til den katolske-romerske kirke og klostrene forsvandt. Helligåndshusene virkede som plejeinstitutioner, men også som religiøse institutioner. Nogle forstandere havde tilladelse til at give aflad for donerede gaver, mens andre skulle afholde messer og gudstjenester. Helligåndshusene virkede således som kristne institutioner, mere eller mindre knyttet til den katolske-romerske kirkes officielle struktur før 1536. På denne måde kunne fattige og syge mennesker, samt pilgrimme og rejsende, finde sygepleje, sjælepleje, husly og kost i hospitalerne. Helligåndshusene tog sig dog ikke af spedalske, da der fandtes særlige isolerede hospitaler for disse syge (Sankt Jørgensgårde). Hospitalernes indkomster stammede primært fra donationer, jordejendomme og almisseindsamlinger. Omkring 1500 var flere helligåndshuse fungerende smålen. Kong Frederik 1. (regent 1523-1533) gav eksempelvis flere hospitaler til udvalgte personer som len. Ved denne praksis, kaldet bortforlening, blev der typisk knyttet specifikke rettigheder og forpligtelser til de enkelte hospitaler. Selvom formålet med mange helligåndshuse således oprindeligt var at pleje dem, som ikke kunne hjælpe sig selv, så blev mange hospitalspladser med denne praksis reserveret til udpegede persongrupper. På denne måde kunne velhavende i samfundet betale sig til ophold i specifikke hospitaler for dem selv eller reservere pladser til andre.

https://denstoredanske.lex.dk/rasphus

rasphus

2023-03-20T12:30:25+01:00

fri anvendelse

Et rasphus var en tidlig form for fængsel, hvor mandelige fanger blev sat til at raspe træ. Raspning bestod af at findele og nedbryde træ, der indeholdt farvestoffer, til fint pulver. Dette pulver blev brugt til at farve tekstiler. Fangerne raspede manuelt eller ved hjælp af en mølle. Raspning var et meget anstrengende og usundt arbejde, som misfarvede fangernes hud og kunne have permanent negative konsekvenser for fangernes helbred. Det første europæiske rasphus blev opført i Amsterdam i 1596. Med udgangspunkt i denne institution spredte lignende institutioner sig i resten af Europa i løbet af 1600- og 1700-tallet. Den enevældige regering planlagde i begyndelsen af 1700-tallet at oprette et rasphus, da de forberedte en ny fattiglov (1708). Huset skulle administreres af Fattigvæsenet og være et sted, hvor mandlige tiggere og løsgængere kunne straffes med hårdt arbejde. Planerne blev dog i første omgang opgivet. Staten oprettede først et dansk rapshus et kvart århundrede senere ved militærfængslet Stokhuset i København. Det eksisterede mellem 1734-1736, men lukkede på grund af økonomiske vanskeligheder. I 1740-1741 indrettede Fattigvæsenet et rasphus med otte fangeceller i kælderen af Børnehuset på Christianshavn og opførte en raspemølle. Fangerne arbejdede om dagen med raspning af træ i cellerne eller ved møllen. Om natten sov de 2-4 fanger i samme celle bag aflåste døre. Fattigvæsenet indsatte til at begynde med kun fanger, der var idømt en tidsbegrænset dom, fordi arbejdet var så hårdt og usundt. I 1767 besluttede den enevældige regering at, at selvmordsmordere (folk, der begik mord for at opnå henrettelse og undgå det religiøse tabu at begå selvmord) skulle indsættes til hårdt arbejde på livstid i Rasphuset. Herefter begyndte Rasphuset i stigende grad at modtage uærlige og voldlige mandlige forbrydere. I 1777 blev Rasphuset udbygget og placeret i en separat bygning i Børnehusets gård. Det stigende antal af farlige forbrydere gjorde, at fængselsadministrationen ønskede at separere de uærlige fanger fra resten af institutionens indsatte, samtidig med at de sikrede samfundet mod fangeflugt. Rasphuset blev administreret af Fattigvæsenet indtil 1781, hvor Børnehuset blev en selvstændig institution. I 1790 skiftede Børnehuset på Christianshavn navn til Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset. Dette betød, at fanger, der blev indsat i Rasphuset og Tugthuset blev adskilt fra de fanger, der blev indsat i Forbedringshuset. I 1802 blev det besluttet, at fanger, der forsøgte at flygte fra de militære fængselsinstitutioner (såsom Stokhuset og de militære slaverier), skulle indsættes i Rasphuset under sikker bevogtning. Rasphuset blev altså nu anset som rigets mest sikre straffeanstalt. Rasphuset blev ophævet ved lov i 1850.

https://denstoredanske.lex.dk/hertugd%C3%B8mmet_Holsten

hertugdømmet Holsten

2020-12-04T15:28:53+01:00

fri anvendelse

Hertugdømmet Holsten, se Holsten og Hertugdømmerne.

https://denstoredanske.lex.dk/hertugd%C3%B8mmet_Lauenburg

hertugdømmet Lauenburg

2020-12-04T15:22:35+01:00

fri anvendelse

Hertugdømmet Lauenburg, se Lauenburg og Hertugdømmerne.

https://denstoredanske.lex.dk/hertugd%C3%B8mmet_Slesvig

hertugdømmet Slesvig

2020-12-04T15:28:08+01:00

fri anvendelse

Hertugdømmet Slesvig, se Slesvig og Hertugdømmerne.

https://denstoredanske.lex.dk/Marie_Lassen

Marie Lassen

2022-06-09T16:34:26+02:00

fri anvendelse

Marie Lassen var en dansk avisudgiver og politiker. Hun var gift med Vilhelm Lassen, og efter dennes død i 1908 førte Marie Lassen Aalborg Amtstidende videre både som udgiver og som redaktør. I kraft af sine personlige forbindelser til Venstres ledende politikere havde hun en betydelig indflydelse. Marie Lassen blev valgt til Landstinget i 1920.

https://denstoredanske.lex.dk/Syn%C3%A5lejomfruen

Synålejomfruen

2020-06-01T16:30:39+02:00

fri anvendelse

Synålejomfruen var en københavnsk kvinde, der vakte international opmærksomhed ved kirurgen Johan Daniel Herholdts beskrivelse i 1822 af de hundredvis af synåle, han fjernede fra hævelser, bl.a. på hendes mavehud. Herholdt antog, at hun havde slugt dem. Desuden havde hun siden 1808 frembudt flere andre uforklarlige symptomer, bl.a. krampe, lammelse, periodevis bevidstløshed og stumhed samt gennem halvandet år behov for daglig tømning af urinblæren med kateter, hvorfor Herholdt så sig nødsaget til at overflytte hende til Det Kongelige Frederiks Hospital i perioden 1822-25. Herholdt udskar gennem årene i alt 389 synåle. Ved udspejdning gennem et hul i døren til hendes værelse blev det til sidst klart, at hun førte Herholdt bag lyset og selv havde anbragt nålene. Herefter svandt alle symptomer. Herholdt udgav i 1826 en redegørelse for sagens rette sammenhæng med uddrag af sin dagbog om forløbet. Sygdomsbilledet blev opfattet som simpelt bedrageri og forekom uforståeligt med datidens psykiatriske viden, men ville med nutidig terminologi blive betegnet Münchhausen-syndrom eller patomimi. Symptomerne var i begyndelsen formentlig af ubevidst neurotisk karakter pga. ulykkelige familieforhold, men fik siden præg af simulation, sandsynligvis stimuleret af den interesse, de vakte hos den godtroende Herholdt.

https://denstoredanske.lex.dk/Frederik_-_oversigt

Frederik

oversigt

2022-11-22T15:45:40+01:00

fri anvendelse

https://denstoredanske.lex.dk/Leo_Africanus

Leo Africanus

2023-04-23T03:13:04+02:00

fri anvendelse

Leo Africanus, al-Hassan ibn Muhammad al-Wazzan al-Zayyati, al-Fasi, ca. 1490-ca. 1550, arabisk rejsende og lærd. I egenskab af handelsmand og diplomat rejste Leo som ung gennem hele det nordlige Afrika. På en rejse i Middelhavet blev han fanget af kristne sørøvere og givet som slave til pave Leo 10., der omvendte ham til kristendommen, hvorefter han blev frigivet. Leo underviste derefter under navnet Giovanni Leone i arabisk på universitetet i Bologna, hvor han også skrev det topografiske værk Descrittione dell' Africa (1550, Beskrivelse af Afrika), som længe i Vesten var et standardværk om denne verdensdel. Leo rejste siden tilbage til Nordafrika, hvor han vistnok atter blev muslim.

https://denstoredanske.lex.dk/Johann_Ludwig_Krapf

Johann Ludwig Krapf

2023-04-23T03:04:25+02:00

fri anvendelse

Johann Ludwig Krapf, 1810-1881, tysk missionær og opdagelsesrejsende. Krapf tilbragte nogle år i Etiopien som missionær og virkede derefter 1844-55 i Østafrika. Sammen med Johannes Rebmann var han den første europæer, der så Kilimanjaro og senere Mount Kenya. Som lingvist beskrev han sprogene geez, amharisk og swahili og deltog som tolk 1867 i Robert Napiers ekspedition til Etiopien.

https://denstoredanske.lex.dk/Mungo_Park_-_skotsk_opdagelsesrejsende

Mungo Park

skotsk opdagelsesrejsende

2013-06-17T17:38:48+02:00

fri anvendelse

Mungo Park, 11.9.1771-1806, skotsk læge og opdagelsesrejsende. Efter studier af dyre- og plantelivet på Sumatra blev Mungo Park leder af en ekspedition til Vestafrika, der 1795-97 udforskede Nigerflodens øvre løb. Efter den strabadserende ekspedition, som han for en stor dels vedkommende foretog alene, lå han flere måneder syg. Hjemkommet til Storbritannien skrev Mungo Park Travels in the Interior Districts of Africa (1797, da. Rejser i Afrika, 1980), der blev meget læst og gjorde ham berømt. I 1805 ledte Mungo Park en ny ekspedition til Nigerområdet, men under et overfald druknede han.

https://denstoredanske.lex.dk/Andr%C3%A9_Kolingba

André Kolingba

2023-04-23T02:19:22+02:00

fri anvendelse

André Kolingba, 12.8.1935-7.2.2010, centralafrikansk officer og politiker. Kolingba kom til magten i Den Centralafrikanske Republik ved et kup i september 1981. Han var 1981-85 formand for den militærkomité, der regerede landet, og præsident 1981-93. Kolingba stod i 2001 bag et fejlslagent kup.

https://denstoredanske.lex.dk/Centralafrikanske_Republik_-_historie

Centralafrikanske Republik - historie

2015-04-30T09:06:02+02:00

fri anvendelse

Centralafrikanske Republik - historie, Manglende kilder gør historien før ca. 1800 usikker; muligvis var dele af området underlagt Gaogariget i 1500-t. Arabiske købmænds stadige slavejagt reducerede i 1500-1700-t. befolkningen betydeligt; alene i året 1800 blev 20.000 centralafrikanske slaver solgt i Egypten. Den nuværende befolkning bosatte sig i området i 1800-t. Frankrig oprettede en kontrolpost i Bangui i 1889, men først i 1910 fik franskmændene kontrol over Oubangui-Chari, som området blev kaldt. Kolonien blev opdelt i en række koncessionsområder, og tvangsarbejde blev indført. Senere blev området en del af Fransk Ækvatorialafrika, og fra 1946-58 indgik det i Den Franske Union. Barthélemy Boganda (1910-59) blev valgt til den franske nationalforsamling og krævede politiske og økonomiske rettigheder for Den Centralafrikanske Republiks befolkning, men blev dræbt i 1959, muligvis under fransk medvirken. Den 13.8.1960 blev Den Centralafrikanske Republik selvstændig med den franskvenlige David Dacko som præsident; kort efter blev republikken erklæret for en etpartistat. Hærchef Jean-Bedel Bokassa tog magten ved et kup den 1.1.1966 og oprettede i 1976 Det Centralafrikanske Kejserrige. Indledningsvis fortsatte Frankrig støtten til Bokassas korrupte og grusomme styre, men brød efter hårdt pres med ham i 1979 og indsatte Dacko som præsident. I 1981 tog general André Kolingba magten, men først i 1991 blev etpartistaten afskaffet. Ange-Félix Patassé vandt præsidentvalget i 1993, og hans parti, MLPC, blev det største i nationalforsamlingen. Landets i forvejen svage økonomi blev omkring 2000 ramt af stigende oliepriser, borgerkrig i nabolandet Den Demokratiske Republik Congo og uro i Congo (Brazzaville), som førte til, at udenrigshandelen måtte omlægges til landtransport gennem Cameroun. Tømmerproduktionen faldt, og omkostningerne på især benzin steg kraftigt. Patassé blev genvalgt i 1999. Et kupforsøg i maj 2001, ledet af André Kolingba, blev slået ned. Hærchefen, François Bozize, mistænktes for at være involveret i kupforsøget, og senere på året fremstod han tydeligt som leder af en oprørsbevægelse. I 2003 indtog oprørerne hovedstaden, og Bozize overtog magten i landet. Året efter blev en ny forfatning udarbejdet og vedtaget ved en folkeafstemning. I 2005 afholdtes præsidentvalg, som Bozize vandt. Regeringen har dog ikke kontrol over hele landet, og især de nordvestlige egne har været plaget af uro og lovløshed. Ved præsidentvalget i 2011 genvandt Bozize posten. I marts 2013 gennemførte en oprørskoalition, kaldet Seleka, et blodigt statskup; det lykkedes Bozize at flygte ud af landet. Oprørslederen Michel Djotodia har udnævnt sig selv til præsident, opløst parlamentet og sat forfatningen ud af kraft. Ifølge Djotodia vil der blive afholdt valg i 2016. Siden kuppet har vold og kampe mellem rivaliserende militser præget landet; i december 2013 besluttede FN's sikkerhedsråd at indsætte franske soldater for at bremse volden. Det antages, at ca. en femtedel af befolkningen er flygtet ud af landet. I januar 2014 blev præsident Djotidia tvunget til at træde tilbage efter pres fra de omkringliggende lande, bl.a. Tchads præsident Idriss Déby. I august 2014 blev Mahamat Kanoun som leder af en overgangsregering, men urolighederne fortsatte. FN overtog fra september s.å. ledelsen af de fredsbevarende afrikanske styrker i landet. Læs mere om Den Centralafrikanske Republik.

https://denstoredanske.lex.dk/Congo_Fristaten

Congo Fristaten

2020-12-09T08:09:57+01:00

fri anvendelse

Congo Fristaten var den belgiske konge Leopold 2.'s private stat i Centralafrika i 1885-1908; Fristaten blev i 1908 afløst af Belgisk Congo, den nuværende Demokratiske Republik Congo.

https://denstoredanske.lex.dk/Gr%C3%A9goire_Kayibanda

Grégoire Kayibanda

2020-05-07T13:25:16+02:00

fri anvendelse

Grégoire Kayibanda, 1.5.1924-15.12.1976, rwandisk politiker. Som leder af et hutudomineret parti var Kayibanda 1960-62 premierminister i Ruanda (fra 1962 Rwanda). Ved uafhængigheden i 1962 blev han landets første præsident. Kayibanda blev afsat efter et militærkup i 1973 og dødsdømt året efter, men dommen blev ændret til livsvarigt fængsel.

https://denstoredanske.lex.dk/Jean-Bedel_Bokassa

Jean-Bedel Bokassa

2020-05-07T20:02:26+02:00

fri anvendelse

Jean-Bedel Bokassa, 22.2.1921-3.11.1996, centralafrikansk politiker. Bokassa overtog magten ved et militærkup nytårsaften 1965. I 1976 afskaffedes republikken, og i 1977 udråbte Bokassa kejserdømmet og kronede sig selv til kejser. Efter to års barbarisk styre, herunder tortur og mord på skolebørn, blev han styrtet med hjælp fra franske tropper. Efter forgæves at have søgt asyl i Frankrig og efter et ophold i Elfenbenskysten vendte Bokassa i 1986 frivilligt tilbage til Den Centralafrikanske Republik, hvor han året efter blev dømt til døden. Dommen ændredes i 1988 til livsvarigt strafarbejde, men 1993 blev han løsladt ved en amnesti.

https://denstoredanske.lex.dk/Joseph_Kasavubu

Joseph Kasavubu

2023-04-23T02:14:44+02:00

fri anvendelse

Joseph Kasavubu, ca. 1910-24.3.1969, congolesisk politiker, præsident 1960-65 (Zaire, nuv. Den Demokratiske Republik Congo). Under selvstændighedskampen op til 1960 dannede Kasavubu en koalition med Patrice Lumumba, hvorved Kasavubu blev præsident og Lumumba premierminister. Koalitionen brød sammen allerede i 1960, og der udbrød borgerkrig. Hærchefen Mobuto Sese Seko genindsatte Kasavubu som præsident efter et kup, men han blev styrtet ved et nyt kup udført af Mobuto i 1965.

https://denstoredanske.lex.dk/Juv%C3%A9nal_Habyarimana

Juvénal Habyarimana

2023-04-23T01:59:58+02:00

fri anvendelse

Juvénal Habyarimana, 8.3.1937-6.4.1994, rwandisk officer og politiker. Habyarimana, som var hutu, blev forsvarsminister i 1965 og præsident efter et ublodigt kup i 1973. Han omkom sammen med Burundis præsident Ntaryamira ved et attentat, som blev startskuddet til omfattende massakrer på mindretallet af tutsier i Rwanda. Skylden for drabet blev først lagt på tutsier, men senere efterforskning konkluderer, at det var hutuer, der stod bag attentatet, som skulle bruges som påskud til at dræbe og fordrive tutsierne.

https://denstoredanske.lex.dk/Pierre_Buyoya

Pierre Buyoya

2023-04-23T03:26:02+02:00

fri anvendelse

Pierre Buyoya, f. 24.11.1949, burundisk politiker, præsident 1987-93 og 1998-2003. Buyoya studerede i Belgien og fik militæruddannelse i Frankrig og Vesttyskland. Han var medlem af ledelsen i partiet Union pour le progrès national (UPRONA) og ven af den tidligere præsident Bagaza, som han styrtede i 1987. Buyoya anlagde en mere forsonlig linje end Bagaza over for hutubefolkningen, men hans styre blev alvorligt kompromitteret, da militæret i august 1988 gennemførte en massakre på hutuerne. I 1993 tabte Buyoya præsidentvalget til hutuen Melchior Ndadaye (1953-93), men denne blev myrdet få måneder senere. Buyoya tog atter magten ved et kup 1996, og 1998 blev han formelt præsident i Burundi, som nu reelt var i borgerkrig. Efter en skrøbelig våbenhvile, hvor Nelson Mandela havde fungeret som mægler, blev indgået 2003, trådte Buyoya tilbage som præsident. Han har siden stået i spidse for flere fredsbevarende operationer i Afrika.

https://denstoredanske.lex.dk/Savorgnan_de_Brazza

Savorgnan de Brazza

2021-09-29T15:16:10+02:00

fri anvendelse

Savorgnan de Brazza var en fransk opdagelsesrejsende og koloniadministrator. De Brazza blev født i Italien, men fik uddannelse som flådeofficer i Frankrig, hvor han fik statsborgerskab i 1874. Fra 1875 udforskede han området mellem floderne Ogooué og Congo, hvor også Belgien havde interesser. Ved grundlæggelse af Brazzaville i 1880 og andre handelsstationer samt ved aftaler med de indfødte lykkedes det de Brazza at sikre grundlaget for protektoratet, fra 1891 kolonien Fransk Ækvatorialafrika, som han var generalkommissær for i perioden 1886-1898.

https://denstoredanske.lex.dk/Simon_Kimbangu

Simon Kimbangu

2023-04-23T02:17:02+02:00

fri anvendelse

Simon Kimbangu, 24.9.1889-10.10.1951, congolesisk religiøs leder. Kimbangu var grundlægger af den kristne såkaldte kimbanguisme, en af Afrikas største religiøse bevægelser. Kimbangu var baptist og fortaler for afrikansk nationalisme. I 1921 blev han arresteret af de belgiske kolonimyndigheder og dødsdømt, men benådet og i stedet fængslet på livstid. Kimbangu blev et symbol på congolesisk separatisme.

https://denstoredanske.lex.dk/bakota

bakota

2009-01-29T00:55:34+01:00

fri anvendelse

Bakota, afrikansk folk, se kota.

https://denstoredanske.lex.dk/bakuba

bakuba

2009-01-29T00:57:04+01:00

fri anvendelse

Bakuba, afrikansk folk, se kuba.

https://denstoredanske.lex.dk/baluba

baluba

2009-01-29T01:05:46+01:00

fri anvendelse

Baluba, afrikansk folk, se luba.